PISA Høring - Teknologirådet

ter, og hvis det ændrer sig i Danmark, så er det udelukkende, fordi det har ændret sig i nogle andre lande.
Det er korte af det lange af den psykometri.
Margrethe Vestager (RV): Jeg forstår det altså stadig væk ikke. Jeg vil bede dig om at prøve med nogle
andre ord og sige det samme. Sådan umiddelbart husmandsagtigt vil jeg stadig væk tro, at hvis det skal
være sådan, at der skal være 22 %, der ligesom er ude i den hale af normalfordelingen, så kunne man godt
tænke sig, at de ville blive dygtigere dårlige læsere, altså hvis der bliver ved med at skulle være de samme,
men resultaterne ændrer sig, f.eks. til det bedre, så kan det godt være, vi stadig ville kalde dem dårligere
læsere, men de vil være dygtigere dårlige læsere, end de var sidste gang.
Peter Allerup: Det har du helt ret i, men sagen er, at det skyldes, at de mål, man får offentliggjort i rapporterne,
har et gennemsnit på 500 og en standardafvigelse på 100, det ligger fast.
Det du siger, som jeg også har redegjort for lidt, det er, at bagved ligger der nogle procent rigtige, som kan
ændre sig, og det er faktisk rigtigt, procent rigtige kan godt ændre sig, uden at man ændrer på disse PISAscorere,
som er naglet fast til 500 og med en bestemt bredde. De tal, 407, som både i 2000 og i 2003 afgrænser
de funktionelle analfabeter, det vil ligge fast, medmindre man pludselig ændrer stil.
Det kan ske samtidig med, som du selv rigtigt er inde på, at de procent rigtige, der foregår nede under,
kan godt ændre sig, men PISA har påtaget sig for meget her. De har påtaget sig en normering på 500 med
en spredning på 100, samtidig med at man vil fastholde skalaerne. Jeg har også selv som forslag, glem,
offentliggør dem, men offentliggør også de procent rigtige, så man kan se, hvordan tingene forandrer sig.
Anne Baastrup (SF): Skal jeg forstå dig ret, selv om vi så i 2015 laver en undersøgelse, så vil vi alligevel få
18-22 %, der falder ud, som ikke er gode nok. Det var det ene spørgsmål.
Det næste er, hvordan kan man kreere en undersøgelse, der sammenligner forskellige lande, som rent
faktisk viser det rigtige, når det drejer sig om mønsterbrydere. Fordi sådan som jeg forstår dig, så er den
såkaldte forskel mellem Finland og Danmark ikke korrekt efter din opfattelse. Men hvordan kan man
kreere en undersøgelse, som rent faktisk viser et rigtigt billede.
Peter Allerup: Jamen stadig væk svaret på det første med dine 22 %, som du siger, det vil ligge fast resten
af vores levetid, indtil vi alle sammen har forladt lokalet af andre grunde, så det er fuldstændig rigtigt.
Men jeg tror, man løser problemet ved at offentliggøre procent rigtige, og så ser, hvad der sker der.
Det ændrer ikke på, at det er nødvendigt at have PISA-scorerne af hensyn til andre sammenligningstyper.
Med hensyn til mønsterbryderne, så tror jeg, man skal finde ud af med sig selv, om en social arv er lig
med en relation imellem performance, som det hedder, altså færdighed og så økonomi og så i øvrigt acceptere,
at mønsterbrydere er lig med en afviger i det system. Det kunne være, at mønsterbrydere bare – i
gåseøjne – bare er det, at man har børn, der vælger et andet uddannelsesmønster end det, man selv har
valgt. Det har ikke så forfærdelig meget med at mangle penge, jeg tjener, ikke andet end som en skjult
faktor bagved, men hvis jeg går direkte løs på problemet og siger, hvor mange akademikere føder akademikere,
hvor mange arbejdsmænd føder børn til universitetet, så har man fat i en meget direkte en.
Som vi har været inde på i diskussioner i konsortiet, så er der mange definitioner af mønsterbrydere, og
nogle er mere lyriske end andre, jeg skal ikke gøre mig til ekspert i alle. Men det er klart, at denne vej
rundt om økonomien fanger min interesse, fordi det er en regressionsanalyse, man gør pludselig social
arv til et statistisk koncept, og meget værre endnu, man gør altså også mønsterbrydere til at være en afviger
i dette koncept.
42