SPM 0409.01.indd - Spedalsk.dk

spedalsk.dk

SPM 0409.01.indd - Spedalsk.dk

Spedalskhedsmissionen

September 4/2009


Om Spedalskhed

En medicinsk sygdom som fortsat rammer millioner af

mennesker.

- Den skyldes en bakterie, Mucobacterium lepra, og er formentlig spredt ved hudbåren dråbeinfektion.

- Det første ydre tegn på spedalskhed er følelsesløshed i lyse pletter i huden.

- Den er helbredelig med medicinsk fl erstofbehandling (MDT).

- Den er i stand til at forårsage svær invaliditet samt blindhed. Hvis sygdommen ikke behandles, da angribes

nerver, sådan at der opstår følelsesløshed, paralyse samt skader på hænder, fødder og ansigt.

- Den er vanskelig at blive smittet med. Mere end 95 % af alle mennesker er immune og kan ikke smittes.

De, der kan smittes og bliver det, kan blive fri for smitten efter kun få dage i medicinsk behandling.

- Den er stadig et stort sundhedsproblem i mange områder af verden, og mere end ¼ million nye tilfælde

opdages hvert år, eller 700 nye spedalske hver dag.

- Den er stadig omgærdet af myter, fordomme og frygt, hvilket gør den til mere end en medicinsk sygdom.

- Den er en sygdom, mod hvilken der ikke fi ndes en forbyggende vaccine. Dette er årsagen til, at det er

så vigtigt at fi nde de spedalske tidligt, og at behandlingen hurtigt iværksættes.

- Den er et sundhedsproblem i 24 lande. Indien, Brasilien, Indonesien og Burma har fl est spedalske.

Personer og ikke statistiske objekter!

- Mere end 90 % af de smittede lever i udviklingslandene, hvor ressourcerne er sparsomme.

Her risikerer spedalskhed at blive en glemt sygdom mellem andre højere prioriterede sociale

problemer.

- Der er mere end 10 millioner personer, der er blevet helbredt med den medicinske fl erstofbehandling

siden den blev taget i brug i begyndelsen af 1980’erne.

- Der er omkring 2,5 millioner personer, som står her og nu og mangler behandling.

2

SPEDALSKHEDSMISSIONEN • 4/2009


Et arbejde i udvikling

Tekst og foto af TLM-I

Chotey Lai er fra Rae Bareilly, Øst

Uttar Pradesh i nordlige Indien.

Han forlod skolen, da han var 13,

fordi han begyndte at have svært

ved at holde pennen. Han vidste

ikke, hvad der var galt med ham,

men frygt fi k ham til at stoppe

skolen og holde problemet hemmeligt.

Han arbejdede som landarbejder,

men hans symptomer

blev stadig værre.

Der gik 2 år, før han endelig fi k

diagnosticeret spedalskhed. Da

havde han allerede de velkendte

tegn på spedalskhed – lettere

klohænder og nedsat funktioner

i fi ngrene: skader som kunne

have været undgået, hvis hans

tilstand var blevet opdaget tidligere.

I hele denne periode forsatte

Chotey med at bo hjemme.

Selvom hans familie så tegnene

på ændringerne i hans legeme,

forblev han en del af husstanden.

Men så snart spedalskheden

blev diagnosticeret, blev han anmodet

om at forlade hjemmet.

På et øjeblik var Chotey blevet

en, som ikke måtte berøres.

Han forlod hjemmet med kun

det tøj, som han havde på, og begyndte

et hårdt liv uden nogen

ide om, hvad han burde gøre.

Lægen, som havde diagnosticeret

spedalskheden, ordinerede

Dapsone til Chotey, som ikke

gennemførte hele kuren, så spedalskheden

blev ikke ordentlig

behandlet. Han led frygteligt og

følte, at hans krop blev svagere.

Tabet af følelse havde spredt sig

til fødderne. En dag trådte han

på et glasskår. Den efterfølgende

infektion medførte, at han

måtte have en del af sin højre

fod amputeret. Nu, udtaler han,

var han klart skamferet. Han var

ikke længere velkommen i sin

hjemby.

Ingen plads for barmhjertighed,

omsorg eller kærlighed

”Jeg havde været en del af mit

lokalsamfund. Jeg havde haft

3


mange gode venner og venskaber,

mens jeg voksede op. Men

de fortalte mig, at jeg var en risiko

for deres børn, og at jeg var

nødt til at rejse.” Chotey fl yttede

til Delhi, hvor han var i stand til

at skjule sig i den store menneskemængde.

”Jeg var modløs og

ulykkelig over at måtte forlade

min lille hjemby”, udtaler han.

”Jeg var simpelthen ikke parat til

et liv i den store verden.”

Adspurgt om sine følelser over

for sine forældre, er Chotey ærlig

om den smerte, som deres udstødelse

har forvoldt ham. ”Jeg

var vred på dem – mine forældre,

som havde bragt mig til verden

og nu smed mig ud af deres

hjem. De var så frygtelig bange,

at de ikke havde plads for hverken

barmhjertighed, omsorg eller

kærlighed.”

Som værende Hindu af fødsel, har

Chotey ikke fundet megen trøst

og lindring i sin religion. ”Hvorfor

bragte Gud mig ind i denne

verden? Hvorfor blive født bare

for at få denne sygdom? Jeg har

besøgt mange pilgrimssteder.

Jeg har fastet. Men jeg er blevet

berøvet al min værdighed.”

Så som 15-årig og kun med

erfaring som landarbejder, var

4

SPEDALSKHEDSMISSIONEN • 4/2009

Chotey tvunget til at sørge for

sig selv i Delhi. Han vidste ikke,

hvor han skulle starte. Han var

så sulten og desperat, at han begyndte

at tigge. ”Jeg følte mig

så skamfuld den første gang jeg

tiggede”, mindes han, mens han

ser ned.

Chotey levede i 2 år sovende på

fortove og strejfende omkring

for at søge efter mad. Alene og

udstødt mistede han ethvert

håb. ”Mit livs muligheder var så

dystre, at jeg begyndte at overveje,

hvordan jeg kunne begå

selvmord. Jeg overvejede at kaste

mig ud foran et tog.”

Til slut besluttede Chotey at

købe noget rottegift. Da forretningsindehaveren

spurgte

ham, hvad han skulle bruge det

til, fortalte Chotey ham, at han

ville blande det med olie og behandle

sine sår. Med den forklaring

lod forretningsindehaveren

ham købe giften. ”Jeg var stadig

på markedspladsen, da jeg drak

giften.”

Chotey kollapsede, og snart var

en menneskemængde samlet

omkring ham og udbrød: ”Se,

han har spedalskhed. Han er døende.”

En velment handling af godhed

og kærlighed

Utroligt, men en fra Choteys

landsby var på markedet og genkendte

ham. Han kaldte på en

politimand. På dette tidspunkt

var Chotey blevet bevidstløs, og

alle troede han var død.

Politimanden tog Chotey til hospitalet,

hvor hans mave blev udpumpet.

Det er ulovligt at prøve

at begå selvmord, og politimanden

kunne have sigtet ham. Men

i stedet for gjorde han noget,

som var uhørt blandt politifolks

behandling af tiggere – specielt

tiggere med spedalskhed. Politimanden

fortalte Chotey om

Spedalskhedsmissionens hospital

i Naini. Han gav Chotey tilstrækkeligt

med penge til at rejse dertil

og organiserede, at hans bror

mødte Chotey og bragte ham til

hospitalet. For en dreng, som ikke

havde modtaget nogen form for

opmærksomhed i så mange år,

var dette en handling, som han

har skattet højt lige siden.

Chotey blev på Naini i cirka 4 år.

Han afsluttede en multi-medicinbehandling,

fi k sit øje opereret

på grund af hareøje og startede

på et erhvervsuddannelsesprogram.

Han har lært at reparere


cykler og bogindbinding. Mens

han var på hospitalet, blev han

givet småjobs rundt omkring på

hospitalsområdet, så han følte, at

han bidrog med noget. Han tjente

til mad, sæbe og tøj. Og bedst

af alt, udtaler Chotey, ”personalet

udviste masser af godhed og

kærlighed.”

Hvis historien endte her, ville

den være en succeshistorie – en

dreng, kureret for spedalskhed,

hjulpet til at opnå praktiske færdigheder,

og med et liv med fi -

nansiel sikkerhed foran sig.

Men nu i en alder af 25 år lever

Chotey stadig af tiggeri. Han lever

stadig på gaderne i Delhi.

Chotey opdagede, at hans hænder

strittede imod ved indviklede

opgaver med cykelmekanik og

bogindbinding. Han skadede sig

selv, og fandt det vanskeligt at

få arbejde, fordi folk var modvillige

til at ansætte ham på grund

af hans deformerede hænder.

Demoraliseret vendte han tilbage

til det, han kendte bedst

til – overlevelse ved tiggeri og et

liv på gaderne. ”Jeg kunne opnå

cirka 50 rupees (5 DKK) pr. dag.

Jeg brugte 10 rupees på olie til

min egenbehandling. Hver dag

kontrollerede jeg mig for enhver

skade, og derefter gennemfugtede

jeg min hud og tilføjede

olie.

Men på tidspunktet for dette

interview, opholder Chotey sig

Spedalskhedsmissionens Shahdara

Hospital i Delhi, fordi et af

hans sår er blevet så alvorligt, at

han ikke kan behandle det selv.

Såret er under behandling, og

derefter må han have en hud-

Kollektdag

Mange kirker vil søndag den 13. september optage en kollekt til os.

Gør din kirke det ikke, modtager vi gerne din hjælp til de spedalske

via bladets indbetalingskort

transplantation, så opholdet på

hospitalet påregnes at ville tage

mindst 4 måneder.

På Shahdara har Chotey fundet

den samme kærlighed og omsorg

fra personalet, som han oplevede

på Naini. Han forstår, at

hospitalet er kristent, og at dette

giver vanskeligheder i visse henseender.

Men meget forsigtigt

tilkendegiver han, ”religion giver

ikke meget mening for mig.

Men i det mindste indebærer religion

menneskekærlighed; jeg

modtager endda penge.”

En usikker fremtid

Adspurgt om fremtiden svarer

Chotey: ”Fremtiden er: Jeg klarer

mig selv. Jeg vil fortsætte med at

leve, tigge, tigge og leve. Der er

ingen fremtid.”

Chotey får besøg af en kristen

rådgiver fra Shahdara, som undersøger

om Spedalskhedsmissionen

kan tilbyde bedre langsigtede

muligheder for at hjælpe

ham. Lad os bede til at vi vil høre

en opdatering af Choteys liv, som

vil kræve lovprisning af Gud for

hans godhed, hvorved han i sin

barmhjertighed har reddet denne

dreng fra et liv uden fremtid.

Oversat af HSSH

5


Af Martha Kombak

1 2

4

6

Í

SUNDHEDSPLEJE

Vi støttede 18 spedalskhedshospitaler

i Indien

og yderligere 61 hospitaler

i andre lande. 16.501

spedalskhedsramte personer

modtog hospitalspleje,

mens de var indlagte

på disse hospitaler.

Kvaliteten af den pleje,

som Spedalskhedsmissionen

yder, skaber håb.

Når spedalskhedsramte

træder ind på hospitalet

eller møder personale

fra Spedalskhedsmissionen,

bliver der taget

vare på mange af sygdommens

følger såsom

boligforhold, arbejdsløshed

og stigma.

Ë

10 måder hvorpå Sped

3

Í

BEDRE BOLIGFORHOLD

Bygningen af 499 lavprishuse blev færdiggjort. 439

spedalskhedsramte personers huse blev renoveret.

Endvidere blev 250 huse tilhørende spedalskheds berørte

familier renoveret. Ordentlige og robuste huse

indebærer, at personer med spedalskhed bliver bedre

modtaget i deres lokalsamfund, det giver dem større

sikkerhed, er mere hygiejniske at bo i, og disse hjem

giver beboerne stor velvære og stolthed.

SPEDALSKHEDSMISSIONEN • 4/2009

Flere personer er

accepteret i deres

lokalsamfund

SELVSTÆNDIGGØRELSE

Det totale antal af selvhjælpsgrupper støttet af Spedalskhedsmissionen

udgjorde 4.199. Disse grupper

hjælper personer til at blive fi nansielt uafhængige.

Desuden udgør grupperne et formål i sig selv, fordi

medlemmerne arbejder sammen for at drive en virksomhed

eller individuelle projekter, som skaffer dem

selv, deres familier og deres lokalsamfund indtægter.

I alt 14.961 personer nød godt af Spedalskhedsmissionens

lån.

gjorde en for

5 Í

Í

Foto MK

UDDANNELSES TRÆNING

867 unge modtog erhvervsuddannelse. Disse spedalskhedsramte

unge har lært et erhverv, som vil

gavne dem resten af livet, såsom skrædderhåndværk,

svejsning, IT, mekanik. De har gennem træning

og efterfølgende jobansættelse opnået en

mere sikker fremtid, og de er blevet i stand til at

forsørge deres familier.

Kvalitetssundhedspleje

genskaber håb

SAMARBEJDE MED REGERINGER

Vi gav teknisk og rådgivende assistance om spedalskhed

til regeringer i 28 lande – dækkende over

300 millioner mennesker og udførte, hvad der

svarer til 61.967 dagsundervisninger om spedalskhed.

Dette vil øge forståelsen for sygdommen og

hjælpe statsansatte læger og andre statsansatte til

at kunne diagnosticere og behandle spedalskhedsramte

personer.


alskhedsmissionen

skel på et år

Í

6

8

SKABE VIDEN OG FORSTÅELSE

I Indien har studerende sammen med nogle spedalskhedsramte

personer fra selvhjælpsgrupper i lokalsamfund

dannet 225 grupper med det formål at

give oplysning og viden - de udførte undervisnings

workshops om spedalskhed, Aids og TB, hvordan

man forhindrer stigmatisering, og at ændrer folks

indstillinger. Resultater er: fl ere personer er blevet

accepteret i deres lokalsamfund og udstødte personer

føler sig i stand til at tale ud på egne vegne.

10

Ë

Ë

STØTTE TIL KAMPEN

I Indonesien blev den

første forening af spedalskhedsangrebne

personer etableret.

PerMa Ta, som er støttet

af den Indonesiske

ikke-statslige organisation

YTLI (en partner til

Spedalskhedsmissionen)

vil hjælpe personer til at

tale ud om og forklare

omverdenen om spedalskhedsramtes

behov i

Indonesien.

STØTTEINDSAMLINGER

Spedalskhedsmissionen

indsamlede f.eks. i New

Zealand NZ$ 259,000

(~ 789.950 DKK) ved en

indsamlingskampagne.

Dette beløb vil blive

ydet til spedalskhedsramte

til at hjælpe dem

at genopbygge deres tilværelse,

fri dem fra stigma

og social eksklusion.

Der eksisterer nationale

indsamlingskomiteer i

19 andre lande, og disse

samarbejder med TLM i

London og dets arbejde.

I alt indsamlede de

nationale spedalskhedskomiteer

næsten £ 17

millioner.

7 Í

FREMTIDIGE MÅL

Spedalskhedsmissionen afholdt sin første udviklings-

konference i Chennai i Indien. Blandt deltagerne var

40 af Spedalskhedsmissionens og personer involveret i

det daglige arbejde. Begivenheder som disse hjælper

til at lægge vejen for mere effektivt arbejde i fremtiden,

for udvikling af nye ideer, for løsning af hvordan

nye metoder bedst kan føres ud i livet, og for hvordan

det vil påvirke de personer, som vi er involveret i.

9 Í

ØJENOPPERATION

Når en person mister sit syn kan det medføre katastrofale

følger såsom tab af job, indtægt, og øget

afhængighed af familien. Der blev udført 12.763

øjenopperationer på spedalskhedsramte og ikke

spedalskhedsramte personer, hvilket genskabte

deres uafhængighed, selvværd og evne til at forsørge

sig selv.

7


Når jeg bliver stor...

Tekst og foto af TLM-I

Tusindvis af børn bliver diagnosticeret

med spedalskhed hvert

år, men denne piges historie beviser,

at der er håb

Maria er en af de mange – hun

bliver interviewet af en medarbejder

Maria har en herlig fnisen og et

bredt selvsikkert smil. De 2 nonner,

som sidder på verandaen

til kvindernes sovesal på Naob

Rehabiliterings Center på Vest

Timor, Indonesien, ser beundrende

på denne sprudlende 8-årige

med utilsløret ømhed.

”Jeg var ikke spor bekymret, da

jeg fi k fortalt, at jeg havde spedalskhed,”

siger hun med blid

stemme. Og det ses klart af hendes

rolige blik, at hun ikke associerer

skam med sygdommen.

Marias mor havde spedalskhed

og modtog behandling fra Spedalskhedsmissionen

på Naob.

FAKTA:

Naob Rehabiliterings Center

har en lille landsby ved

hospitalet, hvor der er hospitalsstuer

og en operationsstue

samt en skole. Der

er også landbrug med dyrehold

og afgrøder, hvor nogle

langtidspatienter hjælper

og dermed støtter Spedalskhedsmissionen.

8

SPEDALSKHEDSMISSIONEN • 4/2009

Maria plejede at besøge hende

en gang om måneden. Under et

af disse besøg opdagede Tanny,

en af Spedalskhedsmissionens

medarbejdere, hvide pletter på

Marias hud. Hun blev diagnosticeret

med spedalskhed og straks

behandlet med multi-medicinbehandling

(MDT). Hun er fuldstændig

kureret og vil ikke have

vedvarende skader på sin krop,

og hun er indtil nu sparet for demoraliserende

hån og spot.

På grund af hendes krops ugunstige

reaktion, da spedalskhedsmedicinen

begyndte at virke,

forblev hun på Naob, så der kunne

blev set efter hende, og hun

begyndte at gå i skole der.

”Jeg kan godt lide at gå i skole,”

siger hun. ”Jeg kan godt lide

matematik.”

Og fordi skolen her er bedre

end den hjemme i hendes landdistrikt,

har hun valgt at blive på

Maria på 8 år

Naob, selvom hun ikke fejler noget

og sagtens kunne tage hjem.

Adspurgt om hun kan lide centret,

smiler hun genert og siger,

”ja.” Det er let at se hvorfor –

hun har adskillige ”store” søstre

og mødre, der altid er parate til

at give hende et knus eller bruge

tid på hende.

I skoleferien har hun hjulpet

med at lægge forbindinger på

patienters sår, oplyser en af nonnerne.

Spedalskhed blandt børn er

stadig udbredt, i nogle egne er

procenten så høj som 17% af alle

nye tilfælde. Men der er håb:

Marias historie viser, hvad der

kan ske, når spedalskhed er opdaget

tidligt – der er ingen fysisk

ødelæggelse eller skamfering

og derfor ingen følelsesmæssige

følgevirkninger.

Oversat af/HSSH


Enhver hospitalsseng

har en historie at fortælle

Tekst og foto af TLM-I

At gå rundt på hospitalsstuer

med en af Spedalskhedsmissionens

læger i Indien er en unik

oplevelse – brug et øjeblik på at

lytte til tre mænds overlevelser/

historier

En 20 år gammel hemmelighed

Rajesh er en pensioneret bankbestyrer,

som taler godt engelsk.

Han er kommet på Spedalskhedsmissionens

Richardson Hospital,

Miraj, Indien, i hemmelighed i

omkring 20 år.

Hans kone ved ikke, at han har

spedalskhed, eller at han frekventerer

et spedalskhedshospital.

Han fortæller hende kun, at

han benytter et almindeligt regeringshospital.

Han siger, ”personalet yder mig

stor omsorg. Regeringshospitaler

har ingen sympati, og de private

hospitaler kræver betaling men

kan ikke kurere mine sår. De giver

mig ingen mad. Her får jeg

serveret mad.”

FAKTA:

Richardson Spedalskhedshospital,

Miraj, ligger cirka

500 km syd for Mumbai. Det

blev åbnet i 1896 og blev

overtaget af Spedalskhedsmissionen

i 1901. Det yder

spedalskhedsundersøgelser

og kontrol, træning, rehabilitering

og forskning.

Operation håb

Raghu er 55 år, selvom hans ser

meget ældre ud grundet spedalskhedens

hærgen gennem de

sidste 10 år. Hans hjem er 100 km.

væk, og hans kone smed ham ud

for 6 år siden.

Han håber, at når alle hans operationer

er ovre, at hun vil tage

ham tilbage. Tidligere levede

han af at tigge.

Han har mange operationer

foran sig. Han har klohænder,

en øjensygdom, og han har vanskeligt

ved at gå på grund af

hængende fodstilling. Indtil nu

har han haft en operation på sit

højre ben.

En usikker fremtid

Datta (27 år) lider af

alvorlige bivirkninger;

den medicin, han

modtager for spedalskhed,

bevirker at

hans krop kæmper

mod sygdommen

– medicinen medfører

hævelse og hududslæt.

Hans spedalskhed

var fejldiagnosticeret,

så i første omgang

fi k han ikke

den rette behand-

ling. Han var rødlig,

brændte og havde

smerte i ansigtet,

hvorfor han gik til

spedalskhedsklinikken,

og de henviste

ham til Miraj.

”Jeg var for genert til at besøge

mine naboer, fordi jeg havde

spedalskhed,” forklarer Datta.

Hans fremtid er usikker, fordi

han er maskinvæver, og det kræver,

at han styrer 4 maskinvævere

på een gang, hvilket er et meget

opretstående job. Hans ben er

måske ikke længere stærke nok

til dette. Han ville gerne tage et

kursus i skræddersyning; personalet

på Richardson Hospital vil

henvise ham til en af Spedalskhedsmissionenserhvervstrænings

centre.

Oversat af/HSSH

Raghu bærer mørke briller for at

beskytte sine smertefulde øjne

9


Bestyrelse:

10

Årsregnskab 2008

I 2008 modtog Spedalskhedsmissionen

Indtægter

Private gaver 828.185 kr.

Kollekter og øvrige indsamlinger 156.791 kr.

Tips & Lotto 79.543 kr.

Andre indtægter 143.421 kr.

Arv og legater 53.500 kr.

Renteindtægter 31.689 kr.

Samlede indtægter 1.293.129 kr.

Udgifter

Sendt ud til arbejdet for spedalske 1.411.600 kr.

Informationsomkostninger 297.080 kr.

Administrationsomkostninger 566.405 kr.

Finansielle omkostninger 12.323 kr.

Samlede udgifter 2.287.408 kr.

Underskud 994.279 kr.

Hele regnskabet kan ses på www.spedalsk.dk under ’Støt her’ og kan også sendes på forlangende.

JAN MEYER, læge, Hobro, formand

FLEMMING MØLLER MORTENSEN,

sygeplejerske, MF, Skørping,

næstformand

LISBETH PEDERSEN, bogholder,

Amager, kasserer

ANNETTE REIMER JENSEN, overlæge,

Næstved

KRISTIAN JENSEN, skolepsykolog,

Aalborg

En MEGET stor tak til alle som har bidraget til tallene i 2008!

SPEDALSKHEDSMISSIONEN • 4/2009

HANS-JØRGEN KNUDSEN, projekleder,

Vanløse

Redaktionsudvalg:

LISSI STOKLUND

FLEMMING MØLLER MORTENSEN

KR. JENSEN (ansvarshavende)

Kærvangsalle 34, 9000 Aalborg

TLF. 9812 7449

Kontor:

Administrator: Klaus Leonhardt

Skibbroen 6, 2. Postboks 13,

6200 Aabenraa

Tlf. 3838 4888. Fax 7462 7772

E-mail: info@spedalsk.dk

www.spedalsk.dk

Tryk: Øko-Tryk

Borrisvej 5b, 6900 Skjern

Tlf. 9694 0411

Forsidefoto: TLM-I

Bagsidefoto: TLM-I


Nurvanu, 36

Tekst og foto af TLM-I

Nurvanu er en 36 årig gift kvinde

med 4 sønner. Hun ønskede

sig en datter. Se foto taget med

hende og hendes symaskine.

Hun var kun 20 år gammel, gift

og med sønner, da hun fi k konstateret

spedalskhed. Hun blev

indskrevet til Dansk-Bangladesh

Spedalskhedsmission (DBLM)

diagnosticeret med spedalskhed,

men var modstræbende. Ansatte

på DBLM forklarede hendes

mand om spedalskhed, og han

var meget hengiven og forstående,

men det var hans familie

ikke. De ønskede, at han gennemførte

skilsmisse. Så hun var

ikke velkommen tilbage i deres

hjem. De var meget fattige, og

huset var ikke velfungerende.

Der var også sociale problemer

ved hele situationen. Alligevel

vendte hun tilbage til hjemmet.

DBLM arrangerede skrædderundervisning

for hende af en lokal

person, og hun fi k et lån til

en symaskine. Hun begyndte at

tjene penge og har vokset sig

stærkere og stærkere i sin duelighed.

Hun har lært sin søn at sy,

og han har sin egen lille forretning

på hovedgaden. Hendes anden

søn går i 8. klasse, en anden

i 3. klasse, og den yngste er knap

3 år gammel.

Hun har for nyligt installeret

en vandbrønd og et toilet, hun

har gode bygninger og har købt

landbrugsjord. Hun bor i sit eget

hus sammen med sin mand og

sønner, og hendes mand er virkelig

stolt af sin kones præstationer

og resultater opnået ved hendes

sykundskaber.

Hun havde en ko, men solgte

den. Høns løber frit rundt, og

hun har kun 1 km. at gå for at

købe frugt og grønsager.

Nurvana var konfronteret med

en masse stigma i sine unge dage

med spedalskhed, men har overvundet

dette og opnået et meget

lykkeligt og succesfuldt liv.

Hun har planlagt at købe endnu

en symaskine med et 2.500 taka

lån (ca. 225 kr.).

Nurvanu i gang med at sy

Hun har også udbredt sine evner

ved at oplære 3 andre spedalske,

henvist til hende fra DBLM.

Hun mener, samfundet ændrede

dets attitude over for hende, da

de kunne se hendes potentiale,

og at hun ikke var nogen byrde

for samfundet. Hendes svoger

bor tæt ved, og hun har 2 gifte

søstre. Hendes svoger har også

spedalskhed. Hun er den ældste

i familien. Lokale folk inviterer

hende nu indenfor i deres hjem.

Oversat af HSSH

11


Maria sammen med en anden patient

Returneres ved varig adresseændring

ISSN 1398-6236

Spedalskhedsmissionen

September 4/2009

Indbetaler

Meddelelse til modtager

Overførsel fra kontonummer

Kroner Øre

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

+01<

8 7

BLAD NR 4/2009

B

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

Underskrift ved overførsel fra egen konto

GIROINDBETALING

KVITTERING

Betalingsdato eller Betales nu

Gebyr for indbetaling betales kontant

Kroner Øre

. . , . . ,

+3069494<

306 9494 306 9494

Spedalskhedsmissionen Spedalskhedsmissionen

Skibbroen 6, 2.

Skibbroen 6, 2.

Postboks 13,

Postboks 13,

6200 Aabenraa

6200 Aabenraa

Dag Måned År Sæt X

4030S (12.06) DB 209-9958

Kvittering

Checks og lignende accepteres under forbehold af at pengeinstituttet

modtager betalingen. Ved kontant betaling i pengeinstitut

med terminal, er det udelukkende pengeinstituttets

kvitteringstryk, der er bevis for hvilket beløb der er indbetalt.

More magazines by this user
Similar magazines