fire - Politikens Forlag

politikensforlag.dk

fire - Politikens Forlag

delirium

LAUREN OLIVER

På dansk ved

Lene Ewald Hesel

Politikens Forlag


fire

Djævelen sneg sig ind i Edens Have.

Han havde amor deliria nervosa med i form af et frø.

Det spirede og voksede og blev til et fantastisk

æbletræ med æbler så røde som blod.

fra skabelsesberetningen: verden og universet,

af steven horace, ph.d., harvard university

Da sygeplejersken lader mig komme ind i venteværelset, er

Hana væk – forsvundet ned ad en af de antiseptisk hvide

gange og fejet om bag en af de mange fuldstændig identiske

døre – men 5-6 andre piger tripper uroligt rundt, mens de

venter. En pige sidder bøjet ind over sit clipboard og skriver hektisk.

Så streger hun svaret over og skriver videre. En anden pige spørger

en sygeplejerske om forskellen på ‘kroniske tilstande’ og ‘aktuelle

sygdomme’. Hun ser ud, som om hun er på nippet til at få et anfald

af en eller anden slags – hendes stemme er skinger, og en af hendes

blodårer banker faretruende i panden på hende – og jeg tænker på,

om hun mon overvejer at skrive disponeret for overdreven angst på

skemaet.

Det er overhovedet ikke sjovt, men alligevel kan jeg næsten ikke

lade være med at grine. Jeg sætter hånden for munden og grynter

ned i håndfladen. Jeg har det med at fnise, når jeg bliver nervøs. Når

vi havde prøver i skolen, fik jeg altid problemer, fordi jeg grinede.

Gad vide, om jeg skulle have nævnt det.

23


En sygeplejerske tager mit clipboard og bladrer hurtigt siderne

igennem for at se, om jeg har glemt eller udeladt at besvare nogle af

spørgsmålene.

“Lena Haloway?” siger hun med den lyse, afsnubbede stemme,

som alle sygeplejersker åbenbart har, som om det er en del af deres

uddannelse.

“Mm-mm,” siger jeg og retter så hurtigt mig selv. Min tante har

sagt, at evaluatorerne forventer en vis grad af formalitet. “Ja, det er

mig.” Det er stadig underligt at høre mit rigtige navn, Haloway, og

min mave knuger sig sammen. I de sidste 10 år har jeg været kendt

under min tantes efternavn, Tiddle. Selvom det er et ret fjollet efternavn

– Hana sagde engang, at det mindede hende om et pattebarnsord

for ‘tis’ – giver det i det mindste ikke associationer til min far

og mor. Familien Tiddle er en rigtig familie. Haloway’erne er kun et

minde. Men i offentlige sammenhænge er jeg nødt til at bruge mit

fødenavn.

“Kom med mig.” Sygeplejersken vinker mig ned ad en af gangene,

og jeg følger hendes hæles klik-klak mod linoleummet. Gangene

er blændende lyse. Sommerfuglene i maven flakser op i hovedet på

mig og gør mig svimmel, og jeg forsøger at berolige mig selv ved

at tænke på havet udenfor, dets ujævne åndedrag, og mågerne, der

kredser som små vindmøller på himlen.

Nu er det snart overstået, siger jeg til mig selv. Nu er det snart

overstået, og du kan tage hjem, og så behøver du aldrig mere tænke på

din evaluering.

Gangen ser ud til at fortsætte i det uendelige. Længere fremme går

en dør op og i, og et øjeblik efter, da vi runder et hjørne, skynder en

pige sig forbi os. Hun er rød i hovedet, og hun har tydeligvis grædt.

Hun må være færdig med sin evaluering allerede. Jeg genkender hende

vagt; hun var en af de piger, der stod forrest i køen udenfor.

Jeg kan ikke lade være med at have medlidenhed med hende.

Evalueringer varer typisk et sted mellem en halv og to timer, men

24


det er almindelig kendt, at jo længere evaluatorerne beholder én, desto

bedre går det. Det er selvfølgelig ikke altid sådan. For to år siden

svansede Marcy Davies ud af laboratoriet efter 45 minutter, og hun

scorede et klingende 10-tal. Og sidste år slog Corey Winde rekorden

for den længste evaluering – tre en halv time – og hun fik alligevel

kun 3. Der er selvfølgelig et system bag evalueringerne, men der er

nu også en vis grad af tilfældighed. Sommetider virker det, som om

hele processen er beregnet på at være så skræmmende og forvirrende

som muligt.

Pludselig ser jeg mig selv løbe ned ad de sterile gange og sparke

alle dørene ind. Jeg får straks dårlig samvittighed. Det er nok det

værste tidspunkt at sætte spørgsmåltegn ved evalueringerne, og i mit

stille sind forbander jeg Hana. Det er hendes skyld, fordi hun sagde

det dér til mig udenfor. Man kan kun være rigtig lykkelig, hvis man

indimellem er ulykkelig. Et begrænset valg. Vi kan kun vælge mellem

dem, der allerede er blevet valgt for os.

Jeg er glad for, at der er blevet valgt for os. Jeg er glad for, at jeg

ikke selv skal vælge – og jeg er endnu gladere for, at nogen ikke skal

vælge mig. Hana ville selvfølgelig ikke have noget imod, at tingene

stadig var som i gamle dage. Hana med det funklende lyse hår og

klare grå øjne og perfekte lige tænder og hendes latter, der får alle

inden for tre kilometers afstand til at snurre rundt og le med. Selv

klodsethed klæder Hana; det giver bare folk lyst til at hjælpe hende

med at samle de bøger op, som hun har tabt. Når jeg falder over

mine egne ben eller spilder kaffe ned ad mit tøj, ser folk den anden

vej. Man kan næsten se dem tænke: Hvor utjekket kan man være? Og

når jeg skal sige noget til fremmede, bliver min hjerne lige så grå og

klam og tåget som gaderne, når det begynder at tø efter et voldsomt

snevejr – i modsætning til Hana, der altid ved, hvad hun skal sige.

Ingen fyr ved sine fulde fem ville nogensinde vælge mig, når

der findes piger som Hana; det ville være ligesom at nøjes med en

gam mel hengemt småkage, når dét, man har lyst til, er en stor skål

25


is med flødeskum og kirsebær og chokoladekrymmel. Så jeg har

ikke det mindste imod den nydeligt printede liste med ‘Godkendte

matchkandidater’. Det betyder i det mindste, at jeg bliver matchet

med en eller anden. Jeg er ligeglad med, at der ikke er nogen, der

synes, at jeg er køn (selvom jeg da sommetider, bare et øjeblik, godt

kunne ønske, at nogen ville synes det). Det ville være lige meget, om

jeg så kun havde ét øje.

“Hérind.” Langt om længe standser sygeplejersken ud for en dør,

der ligner alle de andre til forveksling. “Du kan lægge tøj og personlige

ejendele i forværelset. Tag venligst den kjole på, der er lagt

frem; åbningen skal være i ryggen. Du er velkommen til at tage en

tår vand og samle tankerne eller måske meditere lidt.”

Jeg ser for mig hundredvis af piger, der sidder i lotusstilling med

hænderne på knæene (husk: håndfladerne opad) og messer mmmmm,

og jeg er nødt til at undertrykke en vild trang til at le højt.

“Men husk, at jo længere tid du bruger på at forberede dig, desto

kortere tid har evaluatorerne til at lære dig at kende.”

Hun sender mig et stramt smil. Alt ved hende er stramt: hendes

hud, hendes øjne, hendes kittel. Hun ser lige på mig, men jeg har

på fornemmelsen, at hun ikke rigtig stiller skarpt på mig, at hun i

tankerne allerede er klik-klakket tilbage til venteværelset for at følge

en anden pige ned ad gangene, mens hun giver hende den samme

smøre. Jeg føler mig meget alene, omgivet af disse tykke vægge, der

dæmper alle lyde og på en unaturlig måde afskærer mig så fuldstændig

fra solen og vinden og varmen.

“Når du er klar, går du ind ad den blå dør. Evaluatorerne venter

på dig inde i laboratoriet.”

Da sygeplejersken er væk, går jeg ind i forværelset, som er lille

og lige så lyst som gangen. Det ligner undersøgelsesrummet hos en

almindelig læge. I det ene hjørne står et apparat og bipper med jævne

mellemrum. Der er også et undersøgelsesleje, halvvejs dækket til

med en lang strimmel tyndt papir, og en stærk lugt af desinfektions-

26


midler. Jeg tager tøjet af og gyser; airconditionen giver mig gåsehud

over hele kroppen, og de små hår rejser sig på mine arme. Skønt. Nu

tror evaluatorerne, at jeg er et behåret uhyre.

Jeg folder tøjet sammen, også min bh, og lægger det i en pæn

bun ke. Så tager jeg kjolen på. Den er lavet af ultratynd plastic, og da

jeg lukker den med en knude i livet, går det op for mig, at man kan

se stort set alting – inklusive mine trusser – igennem den.

Overstået. Nu er det snart overstået.

Jeg tager en dyb indånding og går ind ad den blå dør.

Inde i laboratoriet er der endnu lysere – blændende lyst, så evaluatorernes

første indtryk af mig må være en person, der tager sig

til hovedet og kniber øjnene sammen og vakler et skridt baglæns.

Foran mig svæver fire skygger i en kano. Så vænner mine øjne sig til

lyset, og det drømmeagtige syn går i opløsning og bliver til fire evaluatorer,

der sidder ved et langt, lavt bord. Rummet er kæmpestort,

og bortset fra mig, de fire evaluatorer og et operationsbord af stål,

der er skubbet ind i et hjørne, er det fuldstændig tomt. Lyset fra to

rækker neonrør brager ned over mig, og jeg lægger mærke til, at der

er kolossalt højt til loftet: omkring 10 meter. Jeg har en vanvittig

trang til at lægge armene over kors for ligesom at dække mig selv til.

Jeg er knastør i munden, og min hjerne er lige så varm og hvid og

skærende som neonlyset. Jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg

skal gøre, eller hvad jeg skal sige.

Heldigvis tager en af evaluatorerne, en kvinde, ordet. “Har du

dine papirer med?” Hendes stemme er venlig, men det formilder

ikke den knytnæve, der er ved at knuse mine indvolde.

Åh gud, farer det gennem hovedet på mig. Jeg skal tisse. Jeg skal

tisse her og nu. Jeg forsøger at forestille mig, hvad Hana vil sige, når

alt dette er overstået, og vi går ude i eftermiddagssolskinnet, og luften

omkring os er tung af lugten af salt og solvarme fortove. “Gud,

hvor var det spild af tid,” vil hun sige. “De sad bare dér og gloede,

som fire frøer på en træstamme.”

27


“Øhm, ja.” Jeg træder et par skridt nærmere. Det føles, som om

luften er blevet kompakt og yder modstand. Da jeg er knap en meter

fra bordet, strækker jeg armen frem og giver evaluatorerne clipboardet.

Der er tre mænd og en kvinde, men jeg kan ikke fokusere

på deres træk ret længe. Jeg lader hurtigt blikket glide hen over dem

og når at danne mig et indtryk af nogle næser, mørke øjne og lysrefleksen

i et par briller, før jeg tøffer baglæns igen.

Clipboardet med mine oplysninger går fra hånd til hånd ned

gennem rækken af evaluatorer. Jeg presser armene ind til siden og

prøver at se afslappet ud.

Bag mig, hævet 5-6 meter over gulvet, er der en slags gangbro

langs hele bagvæggen. Man kommer op på gangbroen via en lille

rød dør oppe bag de trinvis stigende rækker af hvide stole, der tydeligvis

er beregnet til studerende, læger, reservelæger og forskere. Lægerne

udfører ikke bare indgrebet, de foretager også efterkontroller

og behandler sikkert også andre sygdomstilfælde.

Det slår mig, at det er hér, i dette lokale, de foretager indgrebet.

Det må være dét, operationsbordet er til. Min mave knuger sig igen

sammen. Selvom jeg tit har tænkt på, hvordan det bliver at være

opereret, har jeg af en eller anden grund aldrig tænkt over selve operationen:

det hårde metalbord, det skarpe lys, kanylerne, slangerne,

smerten.

“Lena Haloway?”

“Ja, det er mig.”

“Godt. Du kan jo begynde med at fortælle os lidt om dig selv.”

Evaluatoren med brillerne slår ud med hænderne og læner sig forover

med et smil. Hans store, firkantede og regelmæssige tænder

minder mig om badeværelsesfliser. Lysreflekserne i hans briller gør,

at jeg ikke kan se hans øjne; jeg ville ønske, han ville tage brillerne af.

“Fortæl os, hvad du godt kan lide. Interesser, hobbyer, yndlingsfag.”

Jeg kaster mig ud i den tale, jeg har forberedt, om at fotografere

og løbe og hænge ud med vennerne, men jeg er ukoncentreret.

28


Foran mig begynder evaluatorerne at nikke, og små tilfredse smil

opbløder hårdheden i deres ansigter, mens de tager notater, så jeg

ved, at jeg klarer mig fint, men jeg kan ikke engang høre de ord, der

kommer ud af min egen mund. Jeg kan ikke tænke på andet end

operationsbordet og skæver hele tiden over på det ud af øjenkrogen;

det glimter og skinner i lyset, ligesom et knivsblad.

Og pludselig tænker jeg på min mor. Trods tre operationer blev

min mor ikke kureret, og sygdommen slog kløerne i hende, den gnavede

i hende indefra og gjorde hendes øjne hule og hendes kinder

blege, den overtog herredømmet over hendes krop og ledte hende,

centimeter for centimeter, hen til kanten af en klippetop og styrtede

hende ud i den tynde, klare luft.

Det er i hvert fald dét, jeg har fået fortalt. Jeg var 6 år. Jeg kan

kun huske hendes varme hænder om mit ansigt og de sidste ord,

hun hviskede til mig midt om natten: Jeg elsker dig. Husk det. Det

kan de ikke tage fra os.

Jeg lukker hurtigt øjnene, overvældet af tanken om min mor, der

vrider sig på operationsbordet, mens forskere i kitler udtryksløst observerer

og kradser notater ned på deres blokke. Tre gange blev hun

spændt fast til operationsbordet, tre gange iagttog forskere hende og

noterede, hvordan hun reagerede på de nåle og laserstråler, der gennembrød

hendes hud. Normalt bliver patienterne bedøvet og kan

ikke mærke noget som helst under indgrebet, men engang kom min

tante til at røbe, at da min mor skulle opereres tredje gang, nægtede

lægerne at bedøve hende, fordi de var bange for, at bedøvelsen ville

gribe forstyrrende ind i hjernens reaktion på indgrebet.

“Vil du have lidt vand?” Evaluator 1, kvinden, peger på en karaffel

med vand og et glas, der er sat frem på bordet. Hun har bemærket

min tøven, men det er okay. Jeg er færdig med den personlige

del af talen, og sådan som evaluatorerne kigger på mig – tilfredse,

næsten stolte, som om jeg er et lille barn, der har klaret at putte alle

klodserne ned i de rigtige huller – kan jeg se, at jeg klarer mig fint.

29


Jeg skænker et glas vand op til mig selv og tager et par små slurke,

taknemmelig for den lille pause. Jeg kan mærke sveden prikke i

armhulerne og på issen og i nakken, og jeg beder til, at de ikke kan

se det. Jeg prøver at fokusere på evaluatorerne, men dér er det igen,

det forbandede operationsbord, det griner ad mig fra det alleryderste

af mit synfelt.

“Okay, Lena. Nu stiller vi dig nogle spørgsmål. Vi vil gerne have,

at du svarer ærligt på dem. Husk, at vi prøver at lære dig at kende

som person.”

I modsætning til hvad? Spørgsmålet trænger sig på, før jeg kan nå

at standse det. Som et dyr, måske?

Jeg tager en dyb indånding og tvinger mig selv til at nikke og

smile. “Okay.”

“Kan du nævne nogle af dine yndlingsbøger?”

“Krig, kærlighed og konflikter af Christopher Malley,” svarer jeg

automatisk. “Grænser af Philippa Harolde.” Det nytter ikke at forsøge

at fortrænge billederne: De svulmer op ligesom en syndflod.

Ét ord bliver ved med at ætse sig vej, som om det brændemærker

min hjerne: smerte. De ville have, at min mor skulle have en fjerde

operation. De kom efter hende, den nat hun døde, de kom for at

tvinge hende med til laboratorierne. Men i stedet vækkede hun mig

med de ord – Jeg elsker dig. Husk det. Det kan de ikke tage fra os. –

som luften bar med tilbage til mig, længe efter at hun var forsvundet;

vinden gentog ordene i de tørre træer og i de visne blade, der

hviskede og tiskede i det grå morgengry. I stedet flygtede hun ud i

mørket, hun svingede sig op i luften. “Og Romeo og Julie af William

Shakespeare.”

Evaluatorerne nikker og tager flere notater. Romeo og Julie er førsteårspensum

i faget Samfund & Sundhed.

“Og hvorfor kan du godt lide den?” spørger Evaluator 3.

Det er meningen, jeg skal svare: Den er uhyggelig. Det er en moraliserende

historie, en historie til skræk og advarsel, en påmindelse

30


om de farer, der hærgede i den gamle verden før behandlingen. Men

min hals er svulmet op, den er tyk og øm. Jeg kan ikke klemme

ordene ud; de sidder fast, ligesom de burrer der hænger fast i vores

tøj, når vi løber gennem højt græs. Og i det øjeblik er det, som om

jeg kan høre havets dybe knurren, dets fjerne, insisterende mumlen,

og jeg kan forestille mig, hvordan havet slår sammen om min mor,

vand så tungt som sten. Og dét, der kommer ud af min mund, er:

“Den er smuk.”

Det giver et sæt i de fire hoveder, og de kigger alle sammen på

mig på én gang, som om det er fire marionetdukkehoveder forbundet

med én snor.

“Smuk?” Evaluator 1 rynker på næsen. Der er en skærende skarp

anspændthed i luften, og det går op for mig, at jeg har begået en

stor, stor fejl.

Evaluatoren med brillerne læner sig forover. “Det er et interessant

ord at bruge om den bog. Yderst interessant.” Da han blotter

tænderne denne gang, minder de mig om en hunds hvide hjørnetænder.

“Finder du lidelse smuk? Nyder du lidelse?”

“Nej. Nej, det er ikke dét ...” Jeg prøver at tænke klart, men mit

hoved er fuldt af havets ordløse brølen. Den bliver højere og højere

for hvert sekund. Og nu er det også, som om jeg kan høre skrigen

– som om min mors skrig når ind til mig ude fra havet, her 10 år

efter. “Jeg mener bare ... der er noget trist over den ...” Jeg kæmper

og spræller, som om jeg er ved at drukne i larmen og lyset. Offer. Jeg

vil sige noget om dét at ofre sig, men ordene vil ikke komme.

“Lad os gå videre.” Evaluator 1, der lød så venlig, da hun tilbød

mig vandet, gider ikke længere lade, som om hun er venlig. Nu er

hun ren og skær forretning. “Fortæl os noget, der er mere ligetil –

hvad er for eksempel din yndlingsfarve?”

Min hjerne – den rationelle, skolede, logiske del af mig – skriger

Blå! Sig blå! Men noget andet inde i mig, et minde, rider hen over

bølgernes brusende brølen. “Grå,” ryger det ud af munden på mig.

31


“Grå?!” sprutter Evaluator 4.

Mit hjerte styrter ned i maven på mig. Frit fald. Jeg kan nærmest

se pointene rulle baglæns. Jeg er færdig. Larmen i mine ører – det

lyder som en flok panikslagne køer – bliver højere og højere og gør

det umuligt at tænke. “Nej, ikke grå. Lige før solen står op, er der

et øjeblik, hvor hele himlen får en bleg nuance, som ikke har noget

navn – ikke helt grå, men en slags grå, eller en slags hvid – og den

har jeg altid godt kunnet lide, fordi den ligesom symboliserer det at

vente på noget godt.”

Men de er holdt op med at høre efter. De stirrer alle fire om bag

mig, med hovederne på skrå og med et forvirret udtryk i ansigterne,

som om de prøver at genkende nogle ord på et fremmed sprog. Larmen

og lyset og lydene skyller ind over mig, og det går op for mig,

at det ikke er noget, jeg har forestillet mig. Der er virkelig nogen, der

skriger, og der er en rumlende, trommende, tordnende lyd, som om

tusind fødder bevæger sig på én gang. Der er også en tredje lyd; en

ordløs råben, der ikke lyder, som om den stammer fra et menneske.

Alting virker usammenhængende, ligesom i drømme. Evaluator

1 rejser sig halvvejs op fra stolen. “Hvad i alverden ...”

“Sæt dig, Helen,” siger Brille. “Nu skal jeg se, hvad der foregår.”

Men i det samme bliver den blå dør smækket op med et brag,

og en fossende masse af køer – levende, svedende, muhende køer –

kommer tordnende ind i laboratoriet.

Helt afgjort en flok panikslagne køer, tænker jeg, og et kort, uvirkeligt

sekund føler jeg mig helt stolt over at have identificeret støjen

korrekt.

Så går det op for mig, at jeg er ved at blive angrebet af en flok

meget tunge og meget bange dyr, og at jeg risikerer at blive trampet

ihjel om to sekunder.

Jeg kaster mig ind i hjørnet og klemmer mig ind bag operationsbordet,

så jeg er beskyttet mod de voldsomme dyr. Jeg lister hovedet

frem, så jeg kan holde øje med, hvad der sker. Evaluatorerne hopper

32


op på bordet, da de bliver omringet af en bred mur af brune og

brogede komaver. Evaluator 1 skriger af sine lungers fulde kraft, og

selvom Brille klamrer sig til hende, som om han er ved at drukne,

og hun er en redningskrans, råber han til hende, at hun skal tage

det roligt.

Nogle af køerne har latterlige parykker på, og andre er halvvejs

pakket ind i kjoler ligesom den, jeg har på. Først er jeg overbevist

om, at jeg drømmer. Måske har hele dagen været en drøm, og nu

vågner jeg snart og opdager, at jeg stadigvæk er derhjemme, i sengen,

om morgenen på min evalueringsdag. Men så lægger jeg mærke

til noget, der er skrevet hen over køernes flanker: behandling =

døden. Ordene er skrevet med udtværet blæk, lige over det brændemærkede

nummer, der angiver, at disse køer er på vej til slagteriet.

En lille gysen danser op ad min rygrad, og det hele begynder

at falde i hak. Med et par års mellemrum sniger nogle lovløse – de

folk, der bor i Vildmarken, som er de uregulerede områder uden for

grænsen – sig ind i Portland og laver en eller anden form for protestaktion.

Et år kom de midt om natten og opsøgte læger og forskere

og malede røde dødningehoveder på deres døre. Et andet år lykkedes

det dem at bryde ind i den centrale politistation, der koordinerer

alle patrulje- og vagtskifter i hele Portland, og flytte alle møblerne –

samt kaffemaskinerne – op på taget af bygningen. Det var ret sjovt,

og faktisk også ret imponerende; man skulle tro, at centralen var den

sikreste bygning i hele Portland. Folk ude i Vildmarken betragter

ikke kærlighed som en sygdom, og de tror ikke på behandlingen.

De mener, det er en form for grusomhed. Det forklarer det malede

slogan på køerne.

Og nu forstår jeg det: Køerne er klædt ud som os, de mennesker,

der skal evalueres. Som om vi er en flok kvæg.

Køerne er ved at falde til ro. De angriber ikke nogen, men maser

og møver sig bare frem og tilbage i laboratoriet. Evaluator 1 står

sta digvæk med et clipboard i hånden og forsøger at genne de køer

33


væk, der bumper bagenden ind imod bordet, eller som begynder at

æde de papirer, der liggger på bordet. Da en ko i det samme rusker

i et stykke papir og makulerer det mellem tænderne, går det op for

mig, at det er evaluatorernes notater. Gudskelov. Måske æder køerne

alle papirerne, så evaluatorerne glemmer, at jeg var ved at ødelægge

alle chancer for en bare nogenlunde god score. Halvvejs skjult bag

ope rationsbordet – og beskyttet mod de klaprende klove – må jeg

ind rømme, at situationen er ret komisk.

Da er det, jeg hører det. Hen over al den prusten og muhen og

råben hører jeg en latter oven over mig – kortvarigt, dæmpet og musikalsk,

som om nogen afprøver et par toner på et klaver.

Gangbroen. Der står en ung fyr oppe på gangbroen og holder øje

med ko-kaosset nedenunder. Og han ler.

Lige så snart jeg kigger op på ham, låser hans blik sig fast på mit

ansigt. Luften strømmer ud af mig, og et øjeblik fryser alt fast, som

om jeg ser ham gennem linsen på mit kamera, zoomet helt ind, og

i det korte tidsrum det tager at trykke på udløseren, står verden

fuldstændig stille.

Hans hår er gyldenbrunt, ligesom bladene om efteråret, og hans

øjne har samme farve som rav. I det øjeblik jeg ser ham, ved jeg, at

han er en af de ansvarlige bag dette. Jeg ved, at han bor i Vildmarken;

jeg ved, at han er en lovløs. Frygten strammer grebet om min

mave, og jeg åbner munden for at råbe et eller andet – jeg ved ikke

helt hvad – men i det sekund ryster han ganske let på hovedet, og

pludselig kan jeg ikke få en lyd frem. Og så gør han det absolut

utænkelige.

Han blinker til mig.

Langt om længe går alarmen i gang. Den er så skinger, at jeg må

holde mig for ørerne. Jeg kigger over på evaluatorerne for at se, om

de har fået øje på ham, men de er stadig i gang med deres lille borddans,

og da jeg kigger op mod gangbroen igen, er han væk.

More magazines by this user
Similar magazines