Skovkirkegård i Herfølge - Danske Landskabsarkitekter

landskabsarkitekter.dk

Skovkirkegård i Herfølge - Danske Landskabsarkitekter

Skovkirkegård

i Herfølge

Ny tendens i dansk begravelseskultur

Forest Cemetery in Herfølge

New Tendency in Danish Funerary Culture

30 point speciale i landskabsarkitektur 2008

Nanna Davidsen

Center for Skov og Landskab

Københavns Universitet


Skovkirkegård i Herfølge

Ny tendens i dansk begravelseskultur

Forest Cemetery in Herfølge

New Tendency in Danish Funerary Culture

30 point speciale, Kandidatuddanelsen i landskabsarkitektur

Nanna Davidsen LAK 06013

Vejleder: Susanne Guldager

Afdeling for Parker og Urbane Landskaber

Skov og Landskab

Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer

Københavns Universitet

November 2008

Bilag til rapporten: Forslagskort 1:1.000

1


2

RESUME

I de seneste år har der været en stigende

interesse for skovkirkegårde i

Danmark. For nylig har emnet været

oppe i medierne i forbindelse med

en lovændring, der skal gøre det

mere simpelt for danske kommuner,

at opre e kommunale gravpladser.

Fokus i diskussionen om lovændringen,

har været på skovbegravelsespladser.

Det skyldes ikke mindst

foreningen Løvfald, der har som erklæret

mål, at arbejde for opre else

af ikke-religiøse skovbegravelsespladser

i Danmark.

Formålet med denne opgave er at

undersøge, hvad der forstås ved begrebet

“skovkirkegård”, årsager til

den stigende interesse herfor samt

hvilke fordele og ulemper der er ved

denne type af begravelsesplads.

Gennem li eraturstudier af betydningen

af begrebet ”skov” forsøges

der i denne opgave, at komme til en

klar de nition på ”skovbegravelsesplads”.

Det har imidlertid vist sig

vanskeligt, at komme med en helt

præcis de nition af skov. Kildematerialet

angiver forskellige, mere eller

mindre direkte de nitioner af skov,

a ængig af deres formål med at de-

nere begrebet. Og når det kommer

til den almindelige danskers forståelse

og oplevelse af skov, er der endnu

ere nuanceringer.

Overordnet set, er det dog denne

opgave konklusion, at produktionsskov

er brugt som grundmodel for

næsten alle skove i Danmark. Og

den er derfor den primære kilde til

danskernes erfaringer med skov, og

dermed deres forståelse eller idealbillede

af den. Produktionsskoven

kan derfor bruges som en ledelinje

for en generel beskrivelse af skovbegrebet

e er danske forhold. Som

følge heraf, må en skovbegravelsesplads

forstås som et begravelsesområde

placeret i et plantesamfund

svarende til dem, man nder i de

danske produktionsskove.

Det konstateres videre, at årsagen til

den stigende interesse for skovbegravelse,

primært har at gøre med

danskernes naturopfa else samt

den faldende interesse for religiøse

tilknytningsforhold.

E erhånden som vi er blevet mere

og mere opmærksomme på naturressourcernes

begrænsninger, har

vi fået større respekt for naturen og

dens kredsløb. På samme tid søger

mange e er en erstatning for religionens

meningsgivende funktion og

dens lø e om evighed. Disse fakta

hver for sig, og i endnu højere grad

tilsammen, betyder at skoven for et

stort antal mennesker fremstår som

den ideelle ramme om det sidste

hvilested.

Der til kommer, at skoven har et antal

af forskellige positive e ekter på

mennesker. Disse kan være til stor

gavn for de e erladte i sorg, der

kommer for at besøge gravstedet.

Resultaterne fra undersøgelsen bruges

i udformningen af et projektforslag

til en skovkirkegård. Det drejer

sig om en udvidelse til Herfølge Kirkegård

på Sjælland.

Baseret på registreringer og analyser

af området gives der et forslag indeholdende

planer for skovbeplantning,

infrastruktur og udlægning

af gravsteder. Området vil blive udlagt

med re forskellige typer skov,

og gravstederne vil blive placeret

i grupper i de re skovtyper. Hovedparten

af gravstederne vil være

urnegrave, men et mindre antal vil

blive udlagt som kistegravsteder.

Tidshorisonten er essentiel, da det

som regel tager mange år for nyplantede

skovtræer, at nå en størrelse

hvor de rigtigt bliver interessante.

I projektet gives der forslag til, hvorledes

de første nye skovområder kan

tages i brug e er kun femten år.


SUMMARY IN

ENGLISH

Forest cemeteries have in the recent

years gained a certain popularity in

Denmark. Most recently they have

been the center of a ention in connection

to a change of law on funerary

issues. With this change, it has

become more simple for Danish

municipalities to establish municipal

burial grounds. The focus in the

discussion on the change of law, has

been on forest cemeteries, encouraged

by the society ”Løvfald” to

whom it is the declared goal to work

for the establishment of non-religious

forest cemeteries in Denmark.

The purpose of this thesis is to investigate

what should be understood by

the term “forest cemetery”, reasons

for the growing interest for this type

of cemetery as well as what advantages

we can gain from these types

of cemeteries.

By literary studies on the meaning

of the term “forest”, this assignment

a empts to come to a de nition of

forest cemetery. However it is di -

cult to come to an exact de nition of

what a forest is. Depending on the

di erent backgrounds for the sources

giving more or less direct de nitions

of forest, you can get various

de nitions. And when it comes to

the users personal experience and

perceptions of forest the picture is

probably even more varied. In general

however this text concludes,

that the productivity forest holds

the basic development plan for all

most all forests in Denmark. And as

a result of this, it is the main source

for peoples experience with forest,

and there by their understanding or

ideal picture of it. The productivity

forest can in this way be used as a

guideline for a general description

of a Danish forest. A forest cemetery

must, in connection with this, be understod

as a burial place situated in

a planting community more or less

equal to those of the Danish productivity

forests.

It is found that reasons for the increasing

interest in forest burials is

mainly connected to conception of

nature among the Danes as well as

decreasing religious a liations. As

we have become more and more

aware of the scarceti of the natural

resources, our respect for nature

and the natural circulations has increased.

And at the same time many

people are looking for a spiritual replacement

for religion to give meaning

and promise eternity in an ever

changing world. These facts separately,

or to an even greater extend

in connection, can for a large number

of people make the forest seem as an

ideal place to bury the deceased.

The forest in addition has a number

of positive e ects on the human

mind, which can be of great advantage

for the mourning visitors at the

burial ground.

The results from the investigation

are used in making a design proposal

for a forest cemetary. The area of

concern is an expansion of Herfølge

Churchyard on Sjælland. Based on

registrations and analysis the proposal

plans the infrastructure, forest

plantnings and placement of burial

places. The area will be laid out

with four di erent forest types and

the burial places will be placed in

groups in the four areas. The main

part will be urn graves, but a smaller

part will be laid out as burial places

for co ns.

The time perspective is important as

it usually takes many years for the

trees to reach a size of interest. The

plan suggest a way in which the rst

new forest areas can be taken into

use a er only 15 years.

3


FORORD

Denne opgave er udarbejdet som

afslu ende specialeprojekt på

landskabsarkitektuddannelsen og

omhandler emnet skovkirkegårde.

At valget af arbejdsområde netop

er faldet på kirkegårde skyldes min

årelange interesse for og fascination

af kirkegårdens rum. I et til tider

kaotisk informationssamfund der

til stadighed handler mere og mere

om vækst og forandring står kirkegården

på mange som en modsætning

til livet uden for kirkegårdsmurene.

Inden for murene holdes der fast på

traditionerne og tempoet er langsommere.

Her ndes et gentaget

mønster i de hækafgrænsede gravsteders

ordnede rækker, i dagens og

årstidens gang, og i den gentagne

historie om afsked med de døde. På

kirkegården skal slægt følge slægters

gang.

Men udviklingen er der, omend den

foregår langsomt. Tendenser uden

for murene smi er på forskellig vis

af på kirkegården. Langsomt ændrer

kirkegården sig i sin fysiske form,

men også i vores mentale opfa else

af den.

På det seneste er der blevet sat

spørgsmålstegn ved religionens

plads på kirkegården. Mange danskere

har fået et mere vagt forhold

til folkekirken, og mange kommer

der kun ved særlige lejligheder.

Flere og ere danskere melder sig

ud af folkekirken, og en større del af

befolkningen har en anden religion

end den kristne. Alt i alt er der e -

erspørgsel e er alternativer til den

traditionelle landsbykirkegård, og

her er skovbegravelsespladser kommet

ind i billedet som et muligt alternativ.

Med denne opgave har det været

mit mål at arbejde med begravelsespladser

i skov for at lære mere om

deres muligheder og begrænsninger,

styrker og svagheder.

I forbindelse med de e arbejde skal

først og fremmest lyde en stor tak til

min kyndige hovedvejleder Susanne

Guldager der ved det meste af hvad

der er værd at vide om kirkegårde.

Dernæst en tak til Anders Busse

Nielsen, der som bivejleder på skov-området

har givet gode råd og

inspiration. Også en tak til Kurt Jørgensen,

kirkegårdsleder på Herfølge

Kirkegård for informationer om stedet

før og nu.

Endelig tak til familie og venner,

især folk på specialetegnesalen, der

har fulgt med på sidelinjen, I har alle

hjulpet med gode råd og opbakning.

Og ikke mindst tak til Steen der har

været til mere hjælp, end man kunne

bede om. Tak til Thomas, hvem ved

hvor langt jeg var nået uden dig.

Nanna Davidsen LAK 06013

Københavns Universitet, november 2008

5


INDHOLDSFORTEGNELSE

Resume

Summary in English

Forord

1 Indledning

1.1 Baggrund

1.2 Problemformulering

1.3 Metode og opgaveafgrænsning

2 Li eraturstudie af skov og kirkegård

2.1 Kirkegården og de alternative rum for døden

2.2 Kirkegårdenes udvikling i Danmark fra middelalderen og frem

2.3 Forståelse af begrebet skov

2.4 Hvorfor skovbegravelse nu?

2.5 Skovkirkegårdens kvaliteter

2.6 Kommunale kontra folkekirkelige skovbegravelsespladser

2.7 Konklusion

3 Program

3.1 Program

4 Registrering og analyse

4.1 Registrering

4.2 Analyse

4.3 Sammenfatning af registrering og analyse

5 Vision

5.1 Vision 65

6 Forslag

6.1 Overordnet forslag

6.2 Skovbeplantning

6.3 Infrastruktur

6.4 Gravsteder

6.5 Etableringsfaser

6.6 Belægningsgrad

6.7 Inventar

6.8 Diskussion og kon-klusion

7 Perspektivering

7.1 Perspektivering

Kilder

Illustrationskilder

Bilag 1: Miljøvenlig begravelsesmetode

Bilag 2: Beregning af fremtidigt gravstedsbehov

Bilag 3: Forslagskort 1:1000

2

3

5

9

10

10

10

13

14

17

20

26

32

38

40

41

43

45

46

56

61

63

65

67

68

69

76

78

84

85

85

86

89

91

92

95

96

97

Vedlagt

7


1 Indledning

1.1 Baggrund

1.2 Problemformulering

1.3 Metode og opgaveafgrænsning

9


10

1.1 Indledning

1.1 Baggrund

Begravelsesritualer og traditioner er

ikke statiske. De ændrer sig langsomt

i takt med det omgivende samfunds

normer, etik og teknologiske

kunnen, bl.a. ses der i dag en

stigende interesse for at kunne

vælge skovbegravelsespladser som

det sidste hvilested. Senest har de e

udmøntet sig i en lovændring af 22.

maj 2008, der bureaukratisk set skal

gøre det mere enkelt at få opre et

kommunale begravelsespladser i

skovene.

Med vedtagelsen af lovændringen

bliver det nemmere for kommunerne

i og med at der ikke som tidligere

vil være krav om opførelse af en

kapelbygning, såfremt der kun er

tale om urne- og askenedsæ else.

Med lovændringen lægges der

ikke op til mulighed for nogen

personlig form for markering af

gravstederne. Den eneste markering

af begravelsespladsen vil blive

skiltning, der adviserer besøgende

i skoven om tilstedeværelsen af en

begravelsesplads, samt en form for

markering der kan være til hjælp

ved det administrative arbejde i

forbindelse med registrering af

gravstederne.

Meget tyder imidlertid på at det

anonyme gravsted er på retur og at der

er behov for, at pårørende kan sæ e

deres personlige præg på gravstedet.

Man kan blot gå en tur på den lokale

kirkegård, og konstatere at lygter,

bamser og bænke vinder frem som

udsmykning mellem de traditionelle

plante- og sten-materialer (May &

Lunding 2008). Men uanset hvad

gennemsnitsdanskeren foretrækker,

så bliver det næppe tilladt at

udsmykke gravsteder i o entligt

tilgængelige skove, simpelthen fordi

de først og fremmest er skov og

sekundært begravelsesplads.

Kirkegårdene derimod har

muligheden for at indre e

skovbegravelsespladser med

plads til individuel udsmykning,

og en del kirkegårde vil

sandsynligvis i fremtiden udlægge

arealer til skovbegravelse for at

e erkomme e erspørgslen. Som

landskabsarkitekt er det meget

relevant at se på hvordan disse

kan og bør udformes. Inden for

kirkegårdsområdet er der generelt

behov for langsigtet planlægning,

og hvis man overvejer at anlægge

skovarealer er de e bestemt ingen

undtagelse herfra. Løsningerne

skal være gennemtænkte, da det

o est vil være vanskeligt at lave

ændringer senere hen uden store

omkostninger.

Det er derfor relevant at arbejde

med baggrunden for udformning af

skovkirkegårde: Hvilke behov kan

identi ceres, hvilke virkninger har

forskellige former for beplantning

osv.

Denne opgave arbejder, med

udgangspunkt i et konkret

eksempel, med de forskellige

emner der skal tages stilling

til i forhold til anlæggelse af

skovkirkegårdsafdelinger i

folkekirkeligt regi.

1.2 Problemformulering

Der vil sandsynligvis komme ere

afdelinger med skovbegravelsespladser

på de danske kirkegårde de

kommende år. Mange kirkegårde

råder over arealer der endnu ikke

er taget i anvendelse til begravelse,

og som kan tænkes anvendt til

skovbegravelsesareal. I nogle

tilfælde vokser der måske allerede

skov på arealet, i andre skal der

rejses ny skov. Denne opgave vil

med udgangspunkt i Herfølge

kirkegård komme med et forslag til

en ny afdeling for skovbegravelse.

Områdets udformning bygger på

undersøgelser af begrebet skov, for

derved at kunne de nere hvornår

der er tale om skovkirkegårde.

Desuden undersøges det hvorfor

skovkirkegårde vinder frem netop

nu. Hvad er det der tiltaler danskerne

ved skovkirkegården, og hvad

kan den i forhold til traditionelle

kirkegårde?

1.3 Metode og

opgaveafgrænsning

Opgaven er opbygget af to dele:

Første del er et teoretiske afsnit der

bygger på li eraturstudier. Formålet

er at undersøge hvilke fysologisk

og sociologiske funktioner

kirkegården som rum har. Dernæst

undersøges kirkegårdenes

historiske udvikling. Begrebet skov

og skovkirkegård undersøges ud

fra bl.a. landskabsarkitektoniske,

biologiske og juridiske de nitioner

af skov. Endelig gives der et

bud på hvorfor skovkirkegårde

vinder frem netop nu, og der

gøres rede for skovkirkegårdens

kvaliteter. Slu eligt sammenlignes

kommunale skovbegravelsespladser

og folkekirkelige skovkirkegårde.

Udover li eratur inddrages

supplerende information fra

mundtlige kilder.

Opgavens sidste del er udført som

en skitseringsopgave.

Der er arbejdet med opgaven med

hovedvægt på den klassiske metode

(Stahlschmidt 2001). Det vil sige at

der på forhånd opsæ es et program

der indeholder opgaveformulering,

registrering & analyse, målsætning

og forslag.

Til udarbejdelse af selve forslaget

arbejdes med skitsering og model.

1.4 Begrebsde nition

De nition af begravelse, jordfæstelse og

bisæ else.

Jordfæstelse betegner det forhold

at den afdøde begraves i jorden,

uden at være blevet kremeret.

Det er den ”traditionelle” kristne

begravelsesform.


Bisæ else er en betegnelse for

ceremonien i kirken eller kapellet

forud for en kremering.

Begravelse kan dække over

ceremonien i kirke eller kapel forud

for såvel jordfæstelse som kremering,

samt selve nedsænkningen og

tildækningen af kisten hvis der er

tale om en jordfæstelse, men kan

ikke betegne selve nedsæ elsen af

en urne.

De nition af begravelsesplads og

kirkegård.

Begravelsesplads vil i denne opgave

både blive brugt i betydningen ikkereligiøs

og religiøst funderet sted til

begravelse eller urnenedsæ elser,

mens kirkegård udelukkende

betegner begravelsesplads i religiøs

sammenhæng.

11


2 Li eraturstudie

af skov og

kirkegård

2.1 Kirkegården og de alternative

rum for døden

2.2 Kirkegårdenes udvikling

i Danmark fra

middelalderen og frem

2.3 Forståelse af begrebet

skov

2.4 Hvorfor skovbegravelse

nu?

2.5 Skovkirkegårdens

kvaliteter

2.6 Kommunale kontra

folkekirkelige skovbegravelsespladser

2.7 Konklusion

13


14

2.1 Kirkegården og

de alternative rum

for døden

Begravelsespladser er rum for døden

og de døde. I Danmark er begravelsespladsen

o est en kirkegård

i tilknytning til folkekirken. Men

hvorfor skal døden i grunden have

et rum? Hvilken glæde eller ny e

har vi af begravelsespladserne? Og

behøver dødens rum være en traditionel

kirkegård eller er der brugbare

alternativer?

Kirkegården er skabt af og for døden,

men er samtidig i allerhøjeste

grad også et rum for de levende. Det

er de e erladte, der bruger rummet

til at mindes og bearbejde sorgen.

Andre kan bruge kirkegården som

meditativt rum på grund af dets

særegne stemning. Nogle bykirkegårde

bruges i dag også i udpræget

grad som rekreative grønne byrum,

men o est er aktiviteterne af en karakter,

der trods alt afspejler stedets

alvor og hensyn til besøgende i sorg.

Kirkegårdene har derfor også en bere

igelse som et rekreativt område

med en særlig karakter.

I det følgende skal kirkegården dog

kun undersøges med henblik på de

funktioner, der mere direkte kny er

sig til døden, og de behov der opstår

i den forbindelse.

2.1.1 De tre hovedfunktioner af dødens

rum

Døden skal have et sted af ere forskellige

årsager. Ifølge Michael Hviid

Jacobsen (2001) er der tre funktioner,

der bere iger et dødens rum: den sekulære,

den følelsesmæssige og den

hellige funktion.

For det første (og heri ligger den sekulære

funktion) har vi rent praktisk

brug for et sted at placere de døde.

Af bl.a. hygiejniske og etiske årsa-

ger kan vi ikke lade det være op til

tilfældighederne og de forskellige

pårørende at gøre med liget eller

asken, som de vil. Så vi samler dem

på kirkegården, hvor vi kan holde

styr på de døde.

For det andet har vi brug for et sted

at gå hen, et sted hvor vi kan mindes

og sørge og føle os tæt på den afdøde

(den følelsesmæssige funktion). Dødens

rum kan i denne sammenhæng

løse en følelsesmæssig opgave hos

de e erladte.

Den tredje funktion Jacobsen henviser

til (den hellige) har at gøre med

at give mennesker forhåbninger om

udødelighed. Denne funktion er kædet

sammen med religionen og symbolerne

på kirkegården.

Alle de nævnte aspekter er vigtige.

Men særligt skal den følelsesmæssige

funktion fremhæves, i det den

er meget essentiel for vores tid, hvor

vores forhold til døden ikke er så

nært som det før har været.

Tidligere var døden et anliggende

for både familie og lokalsamfund.

Folk døde o ere i eget hjem (frem for

på sygehuse eller plejehjem), og det

var familie og pårørende, der tog sig

af den døende i den sidste tid. Når

døden var indtru et, var det familien,

der gjorde liget i stand. Afdøde

blev i hjemmet og pårørende kunne

komme forbi, dels for at tage afsked

med den døde, og dels for at vise deres

medfølelse med de e erladte. De

e erladte blev således straks konfronteret

med døden, og de havde

forskellige opgaver i forbindelse

med dødsfaldet, der skulle klares.

En følge af denne konfrontation med

døden har været, at sorgbearbejdelsen

er begyndt med det samme.

De e er meget anderledes i dag,

hvor ere dør på sygehuset. Dør folk

hjemme, bliver de o est kørt væk

hurtigst muligt. De e erladte har

stadig nogle få praktiske opgaver,

men meget overladt til eksperterne,

her under håndteringen af liget. Vi

bliver konfronteret med døden i nyheder

og underholdning hver eneste

dag, men på det helt personlige plan

har vi meget lidt kontakt til døden

(Jacobsen 2001). Helge Klingenberg

(1997), professor inden for kirkegårde,

fremhæver da også, at for mange

mennesker starter sorgbearbejdel-

Tilstedeværelsen af religiøse symboler har ifølge Michael Hviid Jacobsen en “hellig

funktion”: de giver forhåbninger om udødelighed. Søllerød kirkegård, Sjælland.


sen i dag typisk først i det øjeblik,

vi begynder at besøge gravstedet. I

stedet for at pleje og dyrke den afdødes

krop, som man gjorde tidligere,

dyrker vi gravstedet.

2.1.2 Alternativer til kirkegården

Der ndes i dag alternativer til at

dyrke det traditionelle gravsted på

kirkegården, når vi skal mindes de

afdøde. Nogle af de mest udbredte

alternativer til alle eller dele af det

traditionelle gravsteds funktioner

ses i skemaet gur 2.1.

2.1.3 Vurdering af forskellige rum for

døden

Spørgsmålet er så, om nogle rum er

bedre end andre til at skabe rammer

om døden. Ved at se på i hvilken

grad de funktionelle behov (det sekulære,

det følelsesmæssige og det

hellige) dækkes, kan de forskellige

muligheder sammenlignes.

Nedenstående tabel 2.2 viser en vurdering

af, i hvor høj grad jeg mener,

at alternativer til kirkegården vil

dække de funktionelle behov. Kirkegården

er vurderet ud fra to forskelllige

muligheder: det traditionelle

kendte gravsted og de ukendtes

gravsted.

Som det fremgår af tabellen, er det

kendte gravsted på kirkegården den

eneste valgmulighed, der får topka-

Alternativ til gravsted Beskrivelse

www.mindet.dk Hjemmeside, hvor man kan opre e egne

sider til minde om afdøde. Man kan f.eks.

indsæ e billeder, skrive dagbog eller modtage

indlæg fra andre brugere.

Havet Afdødes aske kan strøes i havet, og man

kan here er opsøge de e sted eller evt. et

andet sted ved havet, for at føle sig nær ved

afdøde.

Mindesplads For en enkelt person eller en gruppe af

mennesker. Kan opre es, hvis man ikke er

i besiddelse af de jordiske rester, eller hvis

man ønsker at lave en særlig mindesplads

for personer, der ligger begravet andetsteds.

Figur 2.1 Eksempler på alternativer til det traditionelle gravsteds funktioner.

Sekulær behovsdækning

(placering af de jordiske

rester)

Følelsesmæssig

behovsdækning

(sted at gå til og sørge)

Hellig

behovsdækning

(lø e om evigt liv)

Kirkegård, traditionelt gravsted XX XX XX

Kirkegård, ukendtes gravsted XX X XX

Hjemmeside på interne et - X X

Havet XX X XX

Mindesplads - X XX

XX = høj grad af behovsdækning

X = mindre grad af behovsdækning

- = ingen behovsdækning

rakter i alle tre aspekter, samt den

eneste, der får topkarakter i evnen

til at tilfredsstille de følelsesmæssige

behov. At det traditionelle gravsted

får højeste karakter i følelsesmæssig

behovsdækning skyldes følgende:

I sorgprocessen (og på alle andre

tidspunkter i øvrigt) er det svært for

os at begribe døden, e ersom død

ikke er en håndgribelig ting. Døden

er tværtimod fravær af noget, nærmere

betegnet fravær af livet hos

mennesker, vi har kendt. Og hvordan

Figur 2.2 De tre typer behovsdækning i forskellige rum for døden.

erkender man noget, der består af en

ikke-væren? Et hul kan beskrives

som værende ”ingenting med noget

udenom”. For at begribe hullet er vi

nødt til i stedet at forholde os til det,

der er omkring det, for hullet i sig

selv er jo ingenting. På samme måde

er det med døden: Den er umulig at

fa e uden at se på det ”noget” der

omgiver den. Begravelsespladsen

er den fysiske ramme om døden, vi

kan forholde os til. Det ”noget”, der

giver os et billede af det, der ikke

15


16

er der. Og når vi skal forholde os

til sorg og tab, kan vi derfor drage

fordel af at besøge kirkegården, for

det er her, vi kommer tæt på den afdødes

rester og tæt på en forståelse

af det, der ikke er der mere. Hermed

bliver begravelsespladsens sekulære

opgave, som stedet hvor vi anbringer

vores afdøde, essentiel for at

stedet kan løse den følelsesmæssige

opgave. Den kendte grav på kirkegården

får højeste karakter, da det

er det sted vi kan komme nærmest

på visheden om, hvor den afdødes

rester be nder sig. Landskabsarkitekt

Inger Berglund påpeger at ”Den

känslomässiga anknytningen till en

speciell plats tycks vara av betydelse”

(Berglund 1994 p.9). Det er ikke nok

at kende en nogenlunde placering i

en anonym urnefællesgrav, da netop

anonymiteten betones.

Mennesker er forskellige, og der er

givetvis nogle, for hvem det er tilstrækkeligt

at konfrontere sorgen og

skabe kontakt til den afdøde via de

ukendtes gravsted, interne et, havet

eller en mindesplads. Men for de este

hjælper begravelsespladsen, og

især det personlige gravsted, på en

særlig måde med at bearbejde sorgen,

i og med at de gør det le ere at

fa e og forholde sig til døden.

Inger Berglund (1994) peger også på,

at de e erladte der har et bestemt

gravsted at gå til og passe, har et bestemt

mønster at følge, når de besøger

kirkegården. Ved arbejdet med

pasningen af graven (f.eks. luge, rive

eller plante) bliver det nemmere at

komme i ”den re e sindsstemning”,

hvor man tænker på den afdøde og

arbejder med sin sorg. E erladte,

der besøger de ukendtes grav, har

ikke et ydre mønster at følge.

Sognepræst Elof Westergaard påpeger

at havet ikke i samme grad som

kirkegården kan danne ramme om

døden, da havet er grænseløst. Det

må ligeledes forstås sådan at det,

kun at vide nogenlunde hvor den

afdødes rester be nder sig, ikke er

tilstrækkeligt for os. Samtidig fremhæver

han kirkegården som et sted,

hvor man, udover at komme tæt på

den afdøde, også kan linke til det

omgivende samfund og den historiske

kontekst (Westergaard 2006).

Det ser jeg som en del af forklaringen

på, hvordan kirkegården opnår

at kunne bidrage med en følelse af

udødelighed. Nemlig ved, at man

kan se sig selv som en del af en

historie, der fortsæ er og et samfund,

der lader de døde leve videre

i minderne. Michael Hviid Jacobsen

(2001) beskriver ganske vist den hellige

behovsdækning som noget der

har med religion at gøre, men der er

mange måder folk, kan håbe at opnå

udødelighed på, og ikke alle har at

gøre med et evigt liv som i kristendommens

paradis. Både havet og

mindespladsen har derfor fået topkarakter

i denne kategori, idet de på

hver deres måde har en særlig åndelig

dimension over sig. Havet som

den mægtige, uendelige naturkra

man kan blive en del af (hvilket jeg

vender tilbage til senere). Og mindespladsen

gennem den historieoverlevering

(enten lokal eller national),

der kny er sig til den og lever

videre i de kommende generationer.

www.mindet.dk skiller sig ud ved

ikke at have fået topkarakter i hellig

behovsdækning. Den kan, som

de øvrige alternativer, ikke give en

følelse af udødelighed formidlet

gennem religionens symboler eller

gennem naturen. At www.mindet.

dk i det hele taget har fået et enkelt

Mindesmærke for faldne amerikanske

soldater i 2. verdenskrig. Draguignan,

Sydfrankrig.

X skyldes, at man kan opnå en vis

fornemmelse af udødelighed i og

med, at det man lægger ud på ne et

er ”uendeligt”. Det kan læses af alle

og kan i princippet være tilgængeligt

for evigt. I praksis er der grænser

for ,hvor mange besøgende, der

rent faktisk læser om den enkelte

afdøde. Og vi kan i øvrigt ikke være

sikre på, at hjemmesiden altid vil eksistere,

men i det øjeblik folk bruger

den, har de formentlig en tiltro til,

at deres budskab kan nå ud over de

grænser i tid og sted, vi er bundet af

i den fysiske verden. Og de e kan

give en form for udødeligheds-følelse.

Jeg vil dog mene, at der mangler

en større grad af ophøjet åndelighed,

der ville kunne have givet den højeste

karakter.

2.1.4 Delkonklusion

I starten beskrev jeg, hvorfor jeg mener,

det er vigtigt, at vi har rum til

døden, nemlig for at vi kan få dækket

såvel praktiske som mere psykiske

og åndelige betonede behov.

Dernæst har jeg argumenteret for,

at jeg mener, at den kendte grav på

kirkegården o est vil være bedre til

at dække de nævnte behov, end alternativerne

i form af de ukendtes

grav, interne et, havet eller en mindesplads.

Skovbegravelsespladsen

er ikke medtaget til sammenligning,

da den først vil blive undersøgt i de

kommende afsnit.


2.3 Forståelse af begrebet

skov

For at kunne de nere en skovkirkegård

og adskille den fra en kirkegård,

der blot har et skovagtigt præg, må

begrebet ”skov” de neres. De e er

imidlertid ikke umiddelbart så lige

til, for mens alle nok har en fornemmelse

af betydningen af ordet skov,

så er det vanskeligt at bestemme en

helt klar de nition af ordet. En skov

er en samling af træer, men hvor

stort et areal skal være dækket, kan

der være buske eller andet mellem

træerne, hvor tæt skal træerne stå

for, at man kan tale om skov og skal

de være af en bestemt art, vækstform

eller alder? Hvornår er der tale om

skov, og hvornår er der tale om f.eks.

et beplantningsbælte, et krat, en

lund, en læplantning eller en anden

form for plantning, hvori træer indgår?

I det følgende undersøges begrebet

skov igennem så vel overordnede

de nitioner i forhold til politik

og jura som mere konkrete de nitioner

af skovens forskellige funktioner

eller struktur. Formålet er gennem

disse beskrivelser at nde frem til en

de nition af, hvor grænsen går for,

hvad der opleves som skov, og hvad

der ikke gør.

2.3.1 Organisatoriske og juridiske de -

nitioner af skov

Skov- & Naturstyrelsen har de neret

skov som ”Et naturligt eller menneskeskabt

plantesamfund, hvori træer

er dominerende – eller vil blive det, f.eks.

hvor træer er fældet og området endnu

ikke tilplantet” (Skov- og Naturstyrelsen

2004). Denne de nition er på en

og samme tid dækkende og mangelfuld.

Dækkende, fordi udsagnet som

sådan er reelt, men mangelfuld, da

beskrivelsen ”hvori træer er dominerende”

nødvendigvis må uddybes

for at få en konkret forståelse af,

hvor stor en koncentration af træer,

der skal til, før de kan siges at være

dominerende.

Det er værd at bemærke, at denne

de nition inkluderer både naturlig

og menneskeskabt skov. I Danmark

er der ikke længere noget naturlig

skov tilbage (Møller & Staun 2001).

Alle arealer har på et tidspunkt været

dyrket eller kultiveret af mennesker

og kan betegnes som menneskeskabt

kulturskov. Nogle ganske

få skove står som urørte skove, hvor

der ikke foretages regulerende indgreb,

men på et tidligere tidspunkt

har de været kultiverede på den ene

En samling af træer, men kan det kaldes skov? Oerliker Park, Zürich, Schweiz.

eller anden måde (Olsen 1999).

At der i Skov- & Naturstyrelsens de-

nition også medtages arealer, der

planlægges tilplantet i fremtiden,

men som for nuværende henstår

uden træer, er interessant. Det er jo

nok de færreste, der vil have oplevelsen

af, at et areal uden træer er

skov, blot fordi det planlægges at

etablere skov på stedet. Årsagen til

at disse arealer tages med i de nitionen

skal formentlig ndes i sammenhæng

med fredskovsbegrebet.

Næsten alle skove i Danmark (alle

o entlige skove og størstedelen af

de private) er underlagt fredskovspligt.

Formålet er at besky e og

bevare de eksisterende skovarealer,

der gennem tiderne har været under

pres fra forskellige sider (Fritzbøger

1994). Fredskovspligten indebærer

at de skal drives e er skovlovens

regler om god og ersidig skovdri ,

bl.a. må træerne først fældes når de

er hugstmodne. ”En fredskov skal bestå

af træer, som enten danner eller er

ved at vokse op til skov af højstammede

træer” (Skov- og Naturstyrelsen

1999). At Skov- og Naturstyrelsen

derfor medregner arealer uden træer

som skov, skyldes altså at der i rigtig

mange tilfælde er tale om arealer

der hører under fredsskov og derfor

med sikkerhed vil blive tilplantet på

et tidspunkt.

Skovbegrebet set med juridiske øjne

behandles af Helge Wul (1970)

med kommentarer til skovloven.

Han skriver at skovloven ikke giver

en de nition af skov, og prøver derfor

ud fra eksempler fra retspraksis

(konkret afgørelse i en sag) med

mere, at give retningslinjer for størrelse,

funktion osv. I retspraksis ndes

et eksempel på et areal på blot

230 m 2 der betegnes som skov. I andre

tilfælde nævnes arealer på henholdsvis

2.000 m 2, 2.964 m 2 og 5.000

m 2 som værende skov.

Desuden gives en klar de nition

af forskellen mellem krat og skov.

Nemlig den, at en ellers kratlignende

bevoksning skal betragtes som

21


22

skov, hvis den indeholder træarter

der med tiden kan udvikle sig til

højstammede træer. De nitionen er

helt klart af juridisk relevans og ikke

oplevelsesmæssig, da et krat ikke vil

opleves som skov, hvis alle planter

er på et buskagtigt stadie.

FN’s organisation for fødevarer og

landbrug, FAO (Food and Agriculture

Organization of the United

Nations) anvender en mere præcis

de nition, der lyder: “Forest includes

natural forests and forest plantations. It

is used to refer to land with a tree canopy

cover of more than 10 percent and area

of more than 0.5 ha. Forests are determined

both by the presence of trees and the

absence of other predominant land uses.

The trees should be able to reach a minimum

height of 5 m. Young stands that

have not yet but are expected to reach

a crown density of 10 percent and tree

height of 5 m are included under forest,

as are temporarily unstocked areas. The

term includes forests used for purposes

of production, protection, multiple-use

or conservation (i.e. forest in national

parks, nature reserves and other protected

areas), as well as forest stands on

agricultural lands (e.g. windbreaks and

shelterbelts of trees with a width of more

than 20 m), and rubberwood plantations

and cork oak stands. The term speci -

cally excludes stands of trees established

primarily for agricultural production,

for example fruit tree plantations. It

also excludes trees planted in agroforestry

systems” (Food and Agricultural

Organization of the United Nations,

u.å.).

Her gives præcise mål på, hvad der

karakteriserer en skov. Minimumsarealet

er 5.000 m2, og kronedækket

skal være minimum 10%. Desuden

skal træerne være, eller forventes at

blive fem meter høje. Ud fra disse tal

kan en del mindre bevoksninger eller

krat sorteres fra i spørgsmålet om

skov.

Særlig interessant er beskrivelsen af

at ”skove er bestemt både ved tilstedeværelsen

af træer og fraværet af andre

dominerende arealanvendelser”. Her

En planteskole har en anden primær arealanvendelse end

skov. Van den Berks planteskole, Holland.

pointeres det, at en mængde træer i

sig selv ikke er nok til, at man kan

tale om skov. Tilsvarende skriver

Helge Wul (1970 p.12) at: ”En kultur

af skovtræer kan være anlagt med et

eller andet specielt formål, der bevirker,

at bevoksningen ikke af myndighederne

betragtes som skov, f.eks. som planteskole,

allé, læbælte etc.”

Denne bestemmelse er formentlig

udsprunget af et ønske om at undgå

de tilfælde, hvor et areal umiddelbart

fremstår som skov, men som

har andre formål, alligevel falder ind

under fredskovspligten, og dermed

bliver bundet af de krav der stilles til

disse arealer. Dels vil det naturligvis

være uhensigtsmæssigt hvis eksempelvis

en planteskole underlægges

fredskovspligt, dels kan det i andre

tilfælde være af interesse, at man har

muligheden for på et tidspunkt, at

erne f.eks. en lægivende, skovlignende

beplantning, hvis arealet på

området skal have ny anvendelse.

For hvis først en skov er omfa et af

fredskovspligt, er det vanskeligt, at

ophæve denne igen.

Anvendelsen af arealet, og dermed

også indirekte den oplevelse man har

af stedet, er lige så vigtig. For at man

kan tale om skov, skal arealet altså

primært være anvendt til det man

normalt forventer sig af en skov. Og

den almindelige forventning i vores

tid må dække over produktion eller

dyrkning af skoven samt rekreative

aktiviteter, der i så fald ikke må foregå

i en sådan grad at skovens udtryk

eller funktion bliver nedprioriteret.

2.3.2 Produktionsskoven og dens

udtryk

Forståelsen for, hvad en skov er, må

nødvendigvis hænge sammen med

forståelsen af, hvad man udny er

den til. I dag spiller skoven for mange

danskere en stor rolle som rekreativt

areal (90% af alle voksne danskere

besøger skoven mindst en gang

om året (Tvedt et al 2000)), samtidig

med, at den kan have et produktionsformål.

Tidligere havde mange

ere danskere et forhold til skoven

som produktions- eller dyrkningsareal.

Herfra hentede man træ til

brændsel og byggeri. Bær og nødder

var et supplement til husholdningen,

kreaturer kunne græsse i den

lyse skovbund og svin kunne sendes

i skoven for at æde olden (frugter

fra eg og bøg) (Fritzbøger 1994). Det

var dog ikke alle skove i Danmark,

der blev drevet e er principper om

rationel skovdri . Nogle skove blev

drevet som lystskov eller dyrehave

(Wul 1970). Konger, adelige og des-


lige havde øje for skovens rekreative

potentiale. Det mest udbredte har

dog været en eller anden form for

rationel skovdri , og brugen af skoven

som produktionsareal betyder

,at man har dyrket den e er forskellige

principper, som har resulteret i

nogle bestemte udtryk.

Professor Ib Asger Olsen beskriver

tre skovtyper: tæt højskov, åben højskov

og lavskov. Disse er resultatet

af henholdsvis plukhugstdri , renafdri

og stævningsdri .

Plukhugstdri en går ud på at fælde

enkelte træer eller grupper af træer

e erhånden som de når en passende

størrelse. Nye planter er hele tiden

under opvækst, og udtrykket i den

tæ e højskov fastholdes e erhånden

som unge træer a øser ældre.

Skoven indeholder tre lag: nederst

et busklag, i midten yngre træer og

øverst de modne træer. For at fremme

opvæksten af nye træer, kan der

med fordel arbejdes med lystræer.

Det vil sige arter der har et lysgennemslip

i kronen på mellem 10 og 30

% (Olsen 1999).

Ved renafdri fældes større arealer

med skov på en gang, hvore er hele

arealet nytilplantes. Den åbne høj-

Tæt højskov, Alnarp, Sverige.

Åben højskov, Høsterkøb skovkirke-gård,

Sjælland.

skov består derfor udelukkende af

træer med samme alder, og modsat

den tæ e højskov er der god sigtbarhed

under trækronerne. Ved at

bruge skyggetræer med et lysgennemslip

på under 10 % hæmmes

fremvæksten af nye, uønskede planter

i skovbunden e ektivt. Bøgeskov

kan være et godt eksempel på åben

højskov.

Lavskoven er et resultat af stævningsdri

, hvor man med jævne

mellemrum hugger træet ned til

roden. Træet vil skyde igen med

mange små skud, og fremstå med

et erstammet eller buskagtigt udtryk.

Metoden bruges ikke længere

til egentlig vedproduktion, men kan

være en måde, at fastholde et udtryk

i en rekreativ skov.

Selvom ikke alle skove drives (udelukkende)

med produktionsformål i

dag, vil man o est kunne karakterisere

dem som en af de tre typer.

2.3.3 Kronedække

De tre ovenfor beskrevne skovtyper

karakteriseres ved deres struktur i

forhold til en horisontal lagdeling.

Tætheden af træerne og deres kronedække

beskrives ikke, men det er

klart, at der kræves en vis tæthed,

førend at der bliver tale om skov.

Ifølge skovde nition fra FN’s orga-

nisation for fødevarer og landbrug,

FAO, skal kronedækket blot være 10

% for at man opnår skov.

Ud over FAO, er der tilsyneladende

ikke mange kilder, der giver et bud

på det nødvendige kronedække i

forhold til skovbegrebet i dansk

sammenhæng.

Helt tilbage i Fredsskovforordningen

af 1805 ndes dog en beskrivelse.

Her henvises til skovforordningen

af 1781 (der omhandler kronens

skove), og her de neres skov bl.a.

ved, at den skal indeholde træer,

hvis grene når hinanden (Oustrup

2006).

I en bacheloropgave fra 2007 om

skovkirkegårde forsøger forfa eren

selv, at komme frem til et mål for

kravet til kronedækket. Konklusionen

er, at det er nødvendigt med et

kronedække på 50-100 % for, at der

opnås et udtryk af bestandtræer, og

tallet skal helst ligge over 60 %. Er

tallet lavere end 50 % opnås i stedet

et parklignende præg på kirkegården

(Wichmann 2007).

2.3.4 Skovtræer

Valget af træarter har betydning såvel

for skovens udtryk som for om

beplantningen eller bevoksningen

overhovedet kan karakteriseres som

skov. F.eks. angiver Helge Wul

(1970, p.12) at: ”For at kunne betegnes

som skov, må bevoksningen bestå

Det procentvise kronedække har betydning for oplevelsen af skov. Her et kronedække der ligger oppe

mellem 50 og 100 %.

23


24

af skovtræer, således løvtræer som bøg,

eg, ask, løn m. . og nåletræer som gran,

fyr, lærk m. . […] En frug ræsplantning

kan f.eks. ikke betegnes som skov”.

Igen opstår der imidlertid et de nitionsmæssigt

problem, for hvad er et

skovtræ? Helge Wul giver eksempler

på, hvad der kan være eller ikke

kan være et skovtræ, men der gives

ikke en egentlig de nition.

En liste over nogle af de mest anvendte

arter til produktionsskov ndes

i Statens forstlige Forsøgsvæsens

Skovbrugstabeller (1990). Heri ndes

oplysninger om forskellige arter

af gran og fyr samt om eg, bøg, ask,

ær, birk, rødel, hybridask og japansk

lærk.

Ifølge Bo Fritzbøger er det ikke tilstrækkeligt

at træerne er af nogen

bestemte arter. De skal tillige indgå

i et skovplantesamfund:

”Det er træerne der gør skoven til skov.

Men i moderne sprogbrug er forekomsten

af træer ikke en tilstrækkelig forudsætning

for at tale om skov. En mark med

juletræer er ingen skov. Dertil kræves

forholdsvis slu ede bevoksninger af træer

af forskellig art og alder, som kan være

levested for netop de plante- og dyrearter,

vi forbinder med skoven. Majblomst

og anemone, sortspæ e og eghjort ind-

nder sig ikke hvor som helst, blot der er

træer. Der skal et særligt skovmiljø til.

Skoven opfa es altså som et samfund af

levende organismer, der behøver hinandens

selskab for at trives.” (Fritzbøger

1994, p.13). Han mener altså at skovbegrebet

hænger nøje sammen med

en naturlig udvikling af plante- og

dyreliv.

At der er et bestemt samspil mellem

dyr og planter, er imidlertid ikke

umiddelbart til at erkende som lægmand.

Det er noget, der for en fagkyndig

kan konstateres ved nærmere

undersøgelse af et områdes ora og

fauna. På trods af de e, vil almindelige

mennesker have en holdning til,

om de be nder sig i en skov eller ej,

og de e vil ikke nødvendigvis være

sammenfaldende med den fagkyndiges

vurdering af, hvornår der er

tale om skov.

I forhold til at opfa e skoven som

et bestemt samspil mellem dyr og

planter, er det naturligt at pege på, at

træerne fortrinsvis bør være af arter

der har eksisteret i Danmark længe

nok til, at de har udviklet et sammenspil

med faunaen og kan danne

stabile biotoper. Jeg kan fristes til at

sige, at arterne skal være hjemmehørende,

men de e vil åbne op for diskussionen

af, hvor længe en art skal

have befundet sig inden for landets

grænser, for at kunne kaldes hjemmehørende,

hvilket jeg ikke kommer

nærmere ind på her. Men det

kan nævnes, at bøg og avnbøg er de

sidste naturligt indvandrede træarter.

De kom til Danmark for ca 3.500

år siden (Møller og Staun 2001). Senere

tilkomne arter er blevet indført

af mennesker, og har dere er forvildet

sig ud i naturen.

2.3.5 Plejeniveau

Skov er karakteriseret ved et meget

lavt plejeniveau i forhold til andre

grønne områder. Dam (1989) skelner

i forhold til pleje mellem tre typer af

grønne områder. De betegnes henholdsvis

som havepræg, parkpræg

og naturpræg, og skov vil som naturområde

høre til sidstnævnte type.

Naturpræget karakteriseres ved det

lave plejeniveau og karakteren af

noget uberørt (Dam 1989). Typisk er

pleje af skovområder da også prak-

tisk, økonomisk eller sikkerhedsmæssigt

betinget frem for æstetisk

betinget.

Begynder man at pleje skov mere

intensivt, kan man ende op med

et helt andet udtryk end skov. Går

man f.eks. ind og plejer skovbunden

på en sådan måde, at der opstår en

form for græsplæne, som det f.eks.

er situationen på Stockholms Skovkirkegård,

vil jeg ikke mene, at der

kan tales om egentlig skov, idet resultatet

er, at udtrykket kommer til

at ligge nærmere park end skov.

2.3.6 Delkonklusion

En de nition af skov a ænger af

øjnene der ser. Der vil være forskellige

krav og fokuspunkter alt e er

om formålet er, at bestemme skov i

forhold til f.eks. juridiske, produktionsmæssige

eller rekreative formål.

Udgangspunktet for de este skovarealer

i Danmark er imidlertid produktion,

og det må nødvendigvis

have ind ydelse på danskernes oplevelse

og opfa else af skov.

I skovloven gives der ikke noget

svar på, hvor stort et træbevokset

areal skal være før der er tale om

skov. Det mindste areal der omtales

er på 230 m 2. Det kan f.eks. svare til

et kvadratisk areal på lige godt femten

gange femten meter. Det vil nok

være i underkanten af hvad de este

Den ægte skovoplevelse forsvinder når skovbunden bearbejdes i så høj grad som på

Stockholms skovkirkegård.


vil opleve som skov. Arealet har ikke

en størrelse, der gør at man f.eks.

kan gå en tur, hvilket de este nok

vil forbinde med et besøg i en skov.

Det oplevelsesmæssige krav til arealets

størrelse må være, at man får

oplevelsen af at være inde i et større

træbevokset areal. Men det er ikke

muligt at fastsæ e et præcist minimumsareal

for at opnå skovoplevelse.

Meget a ænger også af arealets

udformning.

Ud over en vis størrelse skal arealet

være domineret af træer, og funktionen

som skovbevoksning skal fremstå

som den primære funktion. En

anden funktionen som f.eks. begravelsesplads

må ikke dominere, men

skal indordne sig under skovens

struktur. Det er vigtigt, at besøgende

vil få fornemmelsen af, at gravstederne

er lagt ind i skoven, og ikke

omvendt: at skoven er vokset op omkring

og tilpasset gravstederne og

dermed underordnet deres struktur.

De e vil f.eks. være oplevelsen, hvis

der er sket ændringer af hele skovbundens

udtryk.

Kronedækket er en vigtig faktor. Det

er givet, at det har stor betydning for

oplevelsen af skoven om kronerne

dækker f.eks. 10, 50 eller 100 % af

arealet. De 10 % der nævnes som minimumskrav

i FAO´s de nition har

ikke meget relevans i Danmark. Den

må tænkes, at gælde i lande med

områder hvor træerne har væsentligt

sværere vilkår, og derfor ndes i

mindre antal og eventuelt også med

mindre kronediameter, end man typisk

ser det på danske træer.

De nitionen af skov fra fredsskovforordningen

af 1805 fortæller ikke

i procenter, hvor meget kronerne

skal dække, men tallet bør være et

stykke over 50 %, hvis nogenlunde

cirkulære kroner skal kunne nå

sammen, Dækningsgraden kan naturligvis

være helt op til 100 %. Der

er en god overensstemmelse med

Wichmanns konklusion om at kronedækket

gerne skal ligge på 60-100

%. De e stemmer overens med min

egen personlige vurdering af, at et

kronedække over 50 % vil give den

besøgende oplevelsen af at være

inde i en skov, og ikke blot be nde

sig på en ade med spredte træer.

Det stemmer også godt overens med

vores oplevelse af produktionsskov,

hvor træerne er plantet tæt, og der er

et kronedække langt over 50 %.

De fem meter som minimumshøjde

som FAO henviser til, må på samme

måde som kronedækket, være et

minimumskrav i lande med vanskeligere

vækstvilkår end Danmark.

Herhjemme er et træ på fem meter

et lille træ (Møller og Staun 2001),

og ikke særligt kendetegnende for

dansk skov. Hvis vi kigger på Skovbrugstabellens

træarter, er det alle

arter, der bliver væsentligt højere

end fem meter. De to vigtigste skovtræer

i Danmark, eg og bøg, kan

f.eks. blive over 30 meter høje (Møller

og Staun 2001).

Den laveste løvfældende art i skovbrugstabellen

er birk, der bliver op

til 23 eller 30 meter a ængig af arten.

Det kan bruges som en reference

for en omtrentlig minimumshøjde.

Den gennemsnitlige dansker kan

næppe gennemskue om en speci k

sammensætning af forskellige træarter

og skovbundsplanter, udgør

et decideret ”skovplantesamfund”.

Der kan være gode grunde til, at

forsøge, at nærme sig en ”naturlig”

sammensætning af skovplanter af

hensyn til både planter og dyreliv.

Omvendt kan der være æstetiske

begrundelser for, at vælge atypiske

sammensætninger.

Vigtigere er det, at plejeniveauet

svarer til naturpræg, og ikke bliver

parkpræget.

Som konklusion må det konstateres,

at det er særdeles vanskeligt at

opstille en helt konkret de nition af

skov, og dermed også af skovkirkegårde.

I afsni et er der dog blevet

ridset nogle linjer op, der kan pege i

retning af, hvad der vil opleves som

skov, og hvad der ikke vil.

25


26

2.4 Hvorfor skovbegravelse

nu?

Det er relevant, at forsøge at redegøre

for, hvorfor skovkirkegårde er blevet

populære netop nu. Ved at gøre

sig bevidst om de årsager der ligger

bag interessen, kan vi bedre forstå,

hvad det er skovkirkegårdene kan

bidrage med, og lade de e påvirke

de fremtidige anlæg.

Der er tre faktorer, der umiddelbart

falder i øjnene, når jeg ser på skovkirkegårds-fænomenet:

natursynet,

synet på døden og religionens rolle

i samfundet.

Selve skovkirkegårds-ideen peger jo

”tilbage” til naturen, og danskernes

opfa elsen af naturen må derfor undersøges

nærmere. Dernæst er der

synet på døden, som meget naturligt

må tages i betragtning når begravelse

er genstand for undersøgelsen.

Til sidst er der spørgsmålet om religionens

betydning. Religion har i

alle kulturer gennem tiderne været

tæt kny et til døden og dens ritualer.

Selvom religionens ind ydelse i

Danmark er svundet ind, i forhold

til den rolle den tidligere har spillet,

er det stadig relevant at se på, hvad

den betyder – eller ikke betyder – for

nutidssamfundet.

2.4.1 Natursyn før og nu

Skovbegravelsespladser er, som beskrevet

i foregående kapitel, ikke

et nyt og banebrydende koncept. I

Danmark har vi en ”ægte” skovkirkegård

i Høsterkøb. At der er tale

om en ”ægte” skovkirkegård, skal

her forstås således, at den er anlagt

i eksisterende produktionsskov af

bøg. Den lever således op til de forventninger

med hensyn til arter, tæthed,

højde osv. danskere vil have til

skov. Skovkirkegården i Høsterkøb

er tegnet af G.N. Brandt og indviet i

Høsterkøb skovkirkegård, Sjælland.

1933. Udover Høsterkøb ndes der

mindre ”skovimiterende” afdelinger

rundt omkring på forskellige kirkegårde.

Nogle er kommet til i nyere

tid i forbindelse med den nuværende

interesse for fænomenet, mens andre

er af ældre dato. F.eks. ndes der en

såkaldt skovafdeling på Marienbjerg

Kirkegård (indviet 1936) som også

er tegnet af G.N. Brandt med inspiration

fra ”variationer over det danske

kulturlandskab” (Sommer 2003,

p.235). Afdelingen på Marienbjerg

har imidlertid ersta et skovbunden

med klippet græs, og arealet er

omgivet af hæk. Disse to elemter er

med til at erne skovoplevelsen, og

dermed gøre stedet til et skovimiterende

anlæg.

I bl.a. Kirke Hvalsø ndes et nyere

eksempel på en skovkirkegårdsafdeling.

Desuden nder vi et antal

mindre, private begravelsespladser

i tilknytning til slo e og herregårde

fra 1800-tallet. Eksempelvis ndes

en mindre privat skovbegravelsesplads

på Køge Ås på Sjælland. Her

ligger Claras Kirkegård fra 1852 i

tilknytning til Gammel Køgegård.

Godsejer Hans Carlsen grundlagde

kirkegården for sin unge hustru

Clara, der døde kun 30 år gammel.

Kirkegården er nok bedst kendt for

at være stedet hvor Grundtvig ligger

begravet. Han havde kny et bånd til

familien, da han indgik sit andet æg-

Skovafdeling på Marienbjerg Kirkegård,

Lyngby, Sjælland.

teskab med Hans Carlsens søster. I

alt er o e personer stedt til hvile her,

alle med familiemæssig tilknytning

til Clara og Hans Carlsen.

Helt tilbage til 1700-tallet, da man

begyndte at interessere sig for naturen

og dens mange positive, rekreative

kvaliteter, ser vi eksempler på

interessen for begravelse i naturens

skød.

Et eksempel på et gravsted i naturlige

omgivelser er loso ens Jean-

Jacques Rousseaus grav fra 1778.

Stedet er en lille ø med popler ved

Ermenonville i det nordvestlige

Frankrig 1

, som Rousseau selv valgte.

1 Rousseaus jordiske rester blev

i 1794 y et til Pantheon i Paris.


Graven er ikke placeret i en skov

som sådan, men den er et eksempel

på et af de første gravsteder i naturen,

vi nder e er kristendommens

indførelse i Europa. Øen ligger i en

sø i en slotspark, og kan betragtes

fra bredden. Det var intentionen

med valget af stedet, at den besøgende

kunne tage sceneriet med

gravstedet i øjesyn og mindes den

afdøde i kombination med en oplevelse

af den smukke, romantiske

natur (Sommer 2003). I romantikken

dyrkede man, hvorledes naturen og

gravstedet med de tilkny ede minder

tilsammen kunne skabe en særlig

stemning. Natursynet havde som

ideal: ”Det uberørte, det vilde landskab,

som skulle nydes i ensomhed med stor

vægt på det emotionelle indtryk” (Hansen

1989, p.15). Stemningen var et

nøgleord på daværende tidspunkt.

Da Høsterkøb Skovkirkegård blev

anlagt i 1933, var et nyt natursyn under

opsejling, nemlig ”det funktionalistiske

natursyn”. Her priste man

stadig ”den naturlige natur”, men

det hang bl.a. sammen med, at den

var arbejdsfri og velegnet til rekreation.

Idealet var nemlig, at befolkningen

kunne hellige sig lønarbejdet

i arbejdstiden, og nyde fritiden

uden pligter af nogen art, herunder

havearbejde. Høsterkøb Kirkegård

opfylder både kravet om ”naturlig

natur”, der kan nydes rekreativt ved

gåture i området, samtidig med, at

man har opfundet en arbejdsfri begravelsesplads.

Naturen sørger selv

for årstidsvariation, og lugning eller

rivning er ikke nødvendigt, men vil

tværtimod forstyrre naturoplevelsen.

Forskellen på romantikkens anlæg

og funktionalismens ses, som jeg ser

det, bl.a. i, at det i funktionalismens

tidsalder er blevet den almene borger,

der bliver begravet på skovbegravelsespladsen.

Samtidig er større

iscenesæ elser af gravstedet (som

man ser det med mindesmærket på

Rousseau´s grav eller den kalkede

mur der omgiver Claras Kirkegård),

på Høsterkøb udski et med mere

diskrete gravminder af natursten,

udvalgt, fordi de kan indpasses mere

naturligt i landskabet.

Det er interessant at se på, om den

overensstemmelse, der har været

mellem natursyn og begravelsesanlæg

tidligere, kan gen ndes mellem

nutidens natursyn og begravelsespladser.

Ifølge Jens Schjerup Hansen (1989)

har vi bevæget os fra det funktionalistiske

natursyn videre mod et økologisk

natursyn. Hvor vi med det

funktionalistiske natursyn så naturen

som en uudtømmelig ressource,

er det med det nye natursyn gået op

for os, at der er grænser for, hvad naturen

kan klare af påvirkninger fra

menneskehedens side. Vi har fået

en forståelse for at tingene hænger

sammen i store kredsløb, samt at vi

er nødt til at besky e disse kredsløb

ved at forholde os ansvarsfuldt i forhold

til naturen og vores omverden i

det hele taget (Hansen 1989).

Berit Charlo e Kaae (2004) præsenterer

ud fra en landsdækkende

spørgeskemaundersøgelse fra 2002,

en nyere model for danskernes

måde at anskue naturen på. Ifølge

denne kan befolkningen opdeles i

to forskellige karakteristiske natursynsgrupper,

samt en midtergruppe,

der kan hælde til begge sider. De to

grupper betegnes som henholdsvis

økocentriske og antroposentriske.

Det økocentriske natursyn lægger

vægt på, at mennesket er en del af

naturen. Det antroposentiske natursyn

ser naturen som værende en ressource

for mennesket (Kaae 2004).

Den økocentriske gruppe har som

følge heraf bl.a. mere miljøorienterede

holdninger end den antroposentriske,

og bruger i højere grad

naturen som et sted til ”At opleve

naturen og dens dynamik gennem sanserne

og se den som et godt sted at tænke

over tingene i.” (Kaae 2004, p.124). En

anden beskrivelse af forskelle på de

to grupper er, at: ”Denne gruppe [øko-

centrikerne] stø er også i højere grad

en række miljøforbedrende ændringer i

naturen og prioriterer en arealudvikling

med fokus på naturforbedringer, rekreative

og økologiske tiltag, mens den antropocentriske

natursynsgruppe prioriterer

forbedringer lavere og i højere grad

ønsker udvikling af landbrug, industri,

erhverv, motorvejeboliger og sommerhuse.”

(Kaae 2004, p.136). Imidlertid

er der ikke forskel på, i hvor høj grad

de to grupper bruger naturen. Begge

bruger naturen meget, dog med nogle

mindre forskelle i brugsmønstre.

F.eks. er der en tendens til, at den

økocentriske natursynsgruppe bruger

naturen til lidt mere fordybende

aktiviteter. Den økocentriske gruppe

udgør en langt større andel end den

antroposentriske, men samtidig skal

det bemærkes, at mange har et blandet

natursyn og ikke konsekvent

passer ind i en af klassi ceringerne

i alle spørgsmål (Kaae 2004).

Selvom spørgeskemaundersøgelsen

viser, at man ikke kan nøjes med, at

tale om eet fælles natursyn for alle,

så peges der på, at det økocentriske

er dominerende. De e stemmer godt

overens med Jens Schjerup Hansens

tyve år gamle beskrivelse af et dominerende

økologisk natursyn.

Hanne Stensen Christensen henviser

til, at der fokuseres på vigtigheden

af ”naturlig natur”:”Når naturprojekter

gennemføres, er der o e et ønske om

at bringe et område tilbage til en oprindelig

tilstand, også udtrykt som et ønske

om en natur der er så autentisk som muligt.

Det udtrykkes måske ikke eksplicit,

men indgår implicit som en værdi i projekterne.”

(Christensen 2004, p.71).

Det siger noget om et natursyn, der

peger tilbage mod oprindelig natur.

Her ud fra kan tolkes et ønske om at

opnå en bæredygtighed i og med, at

man planlægger hen mod, at ramme

naturens egen balance, frem for at

manipulere sig frem til et andet resultat

end det, naturen af sig selv

ville nå.

Der er i dag et meget stort fokus på

27


28

bæredygtighed i alle tænkelige sammenhænge,

som f.eks. ved produktion

af fødevarer, byggeri og ferierejser.

Et relevant eksempel er en nylig

diskussion i medierne af, hvorvidt

kremering eller kistebegravelse er

det mest bæredygtige valg.

Bæredygtighed er et vanskeligt begreb

at de nere. Begrebet blev introduceret

første gang i Brundtland

rapporten ”Vores fælles fremtid”.

Heri de neres bæredygtig udvikling

som en udvikling, der kan ”sikre

at den imødekommer de øjeblikkelige

behov uden at gå på kompromis med de

fremtidige generationers mulighed for

at sikre deres behov” (World Comission

on Environment and Development

1988, p.20). Både økologiske,

økonomiske og sociale perspektiver

kan komme i betragtning (Jørgensen

2007), og det kan være vanskeligt

at nå til endelige konklusioner om

hvornår noget er bæredygtigt. Men

hensynet til naturens kredsløb er en

vigtig faktor, når vi taler om bæredygtighed,

og den store fokusering

på økologi og bæredygtighed stemmer

godt overens med spørgeskemaundersøgelsens

resultat vedrørende,

at de miljøorienterede økocentrikere

udgør en stor del af befolkningen.

På kirkegårdene er der traditionelt

tale om udformning af et meget kultiveret

begravelsesrum, og det er udgangspunktet

for en bevægelse mod

mere naturprægede begravelsesrum.

Det er en begyndende tendens til, at

vi bevæger os fra det kultiverede og

hen mod det mere naturlige. Det er

en modreaktion på de tendenser, der

har ”hersket” siden man omkring

overgangen til 1800-tallet begyndte

at indhegne og beplante gravstederne.

Kirkegårdenes havelignende rum synes

måske ikke direkte at modsæ e

sig bæredygtighed, men der går dog

en vis mængde af tid og ressourcer

i form af arbejdskra til at vedligeholde

arealets havebrugspræg. Så

det kan synes mere i den økologiske

ånd at blive stedt til hvile mellem

skovens træer, hvor man snart opta-

ges som en del af et naturligt kredsløb,

der i vores tid tillægges en værdi

i sig selv.

Hvor man i romantikken ”opdagede”

naturens positive rekreative

kvaliteter, har mange i dag ”opdaget”,

at mennesker og natur er en del

af en stor sammenhæng. Fælles for

de to perioder er dog en stor fascinationen

af naturen, der optager en

central plads i menneskers bevidsthed.

At der tilsyneladende eksisterer

ere forskellige natursyn side

om side kan kun anspore til, at man

arbejder med at tilbyde varierede

former for begravelsesmuligheder,

herunder bl.a. mulighed for at blive

begravet i skov.

2.4.2 Religionens betydning

Når jeg ser på den ind ydelse kirken

tidligere havde på danskernes

dagligdag, har samfundet bevæget

sig langt i forhold til at frigøre sig

fra kirken. Ikke desto mindre er det

en proces, der fortsat nder sted. At

tilslutningen til folkekirken er aftagende,

kan ses på tallene for den

andel af samfundet, der er medlemmer

af folkekirken. De e tal er faldet

over de sidste ti år (Kirkeministeriet

2008a). Udviklingen skyldes bl.a.

den voksende andel af nye statsborgere

med andre religiøse tilhørsforhold

end den kristne. Derudover

kan der læses af statistik for indmeldelser

og udmeldelser af folkekirken

(Kirkeministeriet 2008b), at der både

i 2001 og 2008 var ere udmeldte end

indmeldte (der er ikke opgjort tal for

de mellemliggende år). Nedgangen

i medlemmer er altså ikke alene en

procentvis nedgang i den samlede

befolkning, der kan forklares med

til ytning af nydanskere med anden

religiøs baggrund, men viser også

at ere og ere bevidst vælger folkekirken

fra. En del af disse konverterer

til andre religioner, som de er

blevet præsenteret for gennem den

voksende internationalisering gennem

medier, rejser til udlandet eller

kontakt med andre fra fremmede re-

ligioner. Andre igen vælger religionen

helt fra.

I dag har vi stadig en tvungen kontakt

med folkekirken i forbindelse

med registrering af døde og i størstedelen

af landet også af nyfødte, men

tendenserne i tiden tyder på, at disse

opgaver kan blive lagt ud til kommuner

eller regioner i fremtiden. De e

for at ingen skal føle sig underlagt

den kristne kirke i disse henseender.

Tilbage står begravelsessituationen,

hvor man - med mindre man ønsker

at få sin aske spredt ud over havet

- stort set kun har mulighed for at

blive begravet i indviet jord 2 (tilhørende

den kristne folkekirke, eller

en af de fåtallige andre begravelsespladser

kny et til det mosaiske eller

islamiske trossamfund). Og hvordan

kan nedgangen i medlemmer af folkekirken

så forklare, at der opre es

skovafdelinger på kirkegårdene?

Det kan f.eks. forklares ved, at der

indtil nu, ikke har været mulighed

for begravelse eller bisæ elser andre

steder end på kirkegården. Og

er man ikke medlem af folkekirken

(eller evt. medlem uden at være udpræget

troende) kan et skovkirkegårdsafsnit

virke mere tiltrækkende

som sidste hvilested end de traditionelle

rækkegravsteder, som vi jo i aller

højeste grad forbinder med den

kristne kirke.

Michael Hviid Jacobsen (2001) henviser

til, at vi med tab af religion

mister mange af de meningsgivende

referencer som de religiøse ceremonier

og symboler tilbyder. Det er da

naturligt, at vi forsøger at skabe nye

meningsfulde rammer omkring døden.

Og netop skoven og træet som

symbol er et utrolig stærkt element,

der bliver tillagt betydning og mening

i mange sammenhænge. ”Et

2 Der kan søges tilladelse til

nedsætning af urne på egen grund, hvis

denne er på over 5000 m2. Desuden er

lovændring vedr. kommunale begravelsespladser

vedtaget, og der vil formentlig

blive lavet et antal kommunale

skovbegravelsespladser i løbet af de

kommende år.


træ har for mennesker i alle kulturkredse

og til alle tider ha en symbolkra som

et tegn på livets tilblivelse og forgængelighed”

(Løvfald 2006, p.2).

Danskerne som samfund set har i

mange år accepteret at være under

kirkens ind ydelse på begravelsesområdet.

Men i de seneste år er der

kommet bevægelser, der arbejder

imod de e forhold.

Det ses bl.a. af initiativet til dannelse

af foreningen Løvfald, der arbejder

for opre else af kommunale, uindviede

skovkirkegårde. Initiativtagerne,

der selv er medlemmer af

den danske folkekirke, arbejder for

følgende: ”Uden religiøse motiver eller

specielle verdensanskuelser i øvrigt ønsker

LØVFALD at

kunne tilbyde: En individuel bisæ else

af afdødes aske i naturen ved foden af et

træ på et til formålet udvalgt skovareal”

(Løvfald 2006, p.2). Sekulariseringen

i samfundet har omsider resulteret

i, at kirkens store monopol på

begravelser med al sandsynlighed

får konkurrence i de kommende år.

Om de e samtidig vil få den e ekt

at endnu ere melder sig ud af folkekirken,

nu hvor de ikke er a ængige

af den i forbindelse med begravelsen,

kan man kun gisne om.

At der er en interesse for ikke-religiøse

begravelser og begravelsesplad-

Periode Tidlig middelalder

(ca. 900-1200)

ser kan man udlede ud fra tal fra

Danmarks Statistik (2008), der viser,

at knap 10 % af de bisæ elser og begravelser

der blev foretaget i 2007,

foregik uden medvirken af en præst

(hverken fra folkekirken eller andre

religioner).

2.4.3 Ændringer i synet på døden

Måden vi opfa er døden på er forskellig

fra samfund til samfund,

men forandrer sig også med tiden.

Det syn, vi anlægger på døden som

helhed, har betydning for de rammer

vi sæ er omkring begravelsen.

Michael Hviid Jacobsen (2001) beskriver

hvordan synet på døden i

Vesteuropa ifølge den franske historiker

Philippe Ariès har bevæget sig

fra en død i fællesskabet i middelalderen

over ”selvets død” til ”den

andens død” og videre frem til ”den

moderne forbudte død”. Se gur 2.3

nedenfor.

Han peger på, at begravelsesformerne

har fulgt dødssynet. Man har således

ha en død i et fællesskab, hvor

familien og landsbyen i højeste grad

var involveret både før, under og efter

døden indtraf, og hvor døden på

sin vis var en accepteret del af livet.

Til de e fællesskab hørte naturligt

fællesgrave. Senere er man gået over

til individuelle grave, der synes at

Senmiddelalder –

tidlig renæssance

(ca. 1200-1750)

Oplysningtid –

romantikken

(ca. 1750-1900)

være den naturlige begravelsesform

i forbindelse med ”selvets død”. Nu

er fokus nemlig ikke længere på, at

fællesskabet mister et medlem, men

på, at den enkelte står over for sit

helt eget møde med døden og heri

regnskabet med Gud.

De e følges op af ”den andens død”,

en periode, hvor man romantiserer

tabet af den elskede afdøde. Døden

bliver den store ende, der river mennesker

fra hinanden. De store følelser

skal vises frem i forbindelse med

afskeden, og gravstedet skal også

helst bære præg af, at afdøde i høj

grad er elsket og savnet: ”De elskede

skal såvel begrædes som hyldes i døden,

og det gøres ved at rejse overvældende

gravstø er [...] Gravinskriptionerne bliver

mere lidelsesfulde og poetiske i deres

udtryk, og dødens symbolik begynder at

tage form som små forstenede duer eller

andre udtryksfulde gurer på gravstenene”

(Jacobsen 2001, p.56).

I nyere tid er ”den moderne forbudte

død” blevet gemt væk og overladt til

de professionelle (læger, bedemænd

osv.). Man kan diskutere, hvorvidt

døden er et tabu eller ej. Hver dag

konfronteres vi med døden i medierne,

hvad enten det er i nyhederne

eller på biogra ærredet. Det er derimod

sjældent at vi konfronteres personligt

med døden. Tidligere, hvor

Moderne tid

(ca. 1900 og freme -

er)

Syn på døden Døden i fællesskabet Selvets død Den andens død Den moderne forbudte

død

Begravelsesform Fællesgrave, o est

uden gravminder

Individuelle grave

med gravminder

Individuelle grave,

overdådige gravminder

* Begravelsesformer med kremering og askefællesgrave nævnes ikke i Jacobsen (2001), men er egen indføjelse.

Kremering og

anonyme askefællesgrave

vinder frem*

Figur 2.3 Skematisk fremstilling af opdeling i forskellige perioders dødssyn i forhold til den dominerende begravelsesform

ifølge Michael Hviid Jacobsen (2001).

29


man o ere end i dag døde i hjemmet,

blev den døde ”udstillet” i sin kiste i

stuen. Familie, naboer og andre pårørende

kom så forbi for at tage afsked.

I dag overlades den døde som regel

hurtigst muligt i de professionelles

varetægt, og kun den aller nærmeste

familie, vælger som regel at se den

afdøde en sidste gang, inden han

eller hun lægges i kisten. Døden er

altså ikke noget der ikke må tales

om, men i mange tilfælde gør vi os

umage for at undgå nærkontakt med

den. Jacobsen (2001) hævder bl.a., at

det kan have at gøre med, at vi i den

højteknologiske tidsalder, vi lever i,

er blevet vant til at alle problemer

har en løsning. Døden kan vi imidlertid

stadig ikke vinde over, og det

fremstår som et nederlag for videnskaben,

teknologien og samfundet.

Derfor gemmer vi døden væk, for

ikke at blive mindet om nederlaget.

De anonyme askefællesgrave, der i

mange år har været meget populære

er en måde vi kan ”gemme døden

Svensk mindeslund: fælles anonym gravplads for aske

og urner, hvor døden bliver meget usynlig.

Skovkirkegården, Stockholm.

Blomster til de ukendtes fællesurnegrave placeres i

Sve-rige kun på udvalgte steder. Skovkirkegården,

Stockholm.

30

væk” på, når vi skal vælge begravelsesform.

Denne tendens er imidlertid

vendt (Sommer 2007), bl.a. fordi

folk er blevet opmærksomme på,

at der er psykologiske fordele ved,

at have et bestemt gravsted, at gå

til, frem for en anonym græsplæne.

Men er det samtidig et tegn på, at vi

er begyndt at få et nyt syn på døden?

Eller er det blot et udslag af, at vi accepterer

at de e erladtes behov for

at have et bestemt sted at gå til for

at mindes afdøde går forud for den

dødes ønsker?

Det sidste synes ikke at være tilfældet.

Tværtimod peger udviklingen

på, at folk får større og større ind-

ydelse på deres egen begravelse

(Sommer 2007 og Dalgaard 2007).

Det lader til, at være blevet mere vigtigt

for danskerne, at få ind ydelse

på rammerne omkring deres egen

død. De planlægger, hvor begravelsen

skal holdes, hvad der skal spises

og drikkes, de køber måske endda

selv deres gravsted. Og der er en

tendens til, at man ikke længere er

så bekymret for, at et gravsted skal

gå hen og blive en belastning for de

e erladte. Om disse foranstaltninger

vedrørende den personlige død har

at gøre med at døden er ved at blive

en del af vores hverdag, som den har

været det engang, er tvivlsomt. Folk

har formentlig stadig svært ved at

acceptere døden i det moderne, højteknologiske

samfund.

Der kan være andre grunde til, at

folk vælger, at få mere ind ydelse

på deres egen død. Det kan være et

ønske om, at have kontrol med sit

eget liv, også e er døden er indtruffet.

Det kan også være ønsket om, at

undgå at belaste de e erladte med,

at skulle tage stilling til hvordan

omstændighederne omkring begravelsen

skal være. En stor del af forklaringen

kan også ligge i, at vi har

et stort behov for, at udleve vores

individualisme selv e er døden er

indtru et (Dalgaard 2007). I de este

andre af livets forhold, er det blevet

en naturlig ting, at forholde sig til de

signaler, man sender til omverde-

nen. Vi vil gerne fortælle om os selv

og vores værdier gennem påklædningen,

hvilket fodboldhold vi støtter,

typen af bil, vi kører i osv. Og vi

ser det ikke mindst på kirkegården,

hvor vi udtrykker meget personlige

følelser overfor de døde, ved at dekorere

gravstederne med breve og

personligt udvalgte e ekter, som

vi mener, siger noget om netop det

forhold, vi har ha til en person vi

har mistet. Døden er hermed blevet

en meget individuel død, men med

mere tryk på ”individuel” end på

”død”.

Muligheden for, at vælge en begravelsesplads

i skoven, passer således

godt til tanken om den individuelle

død. Ikke sådan at forstå, at placeringen

i skoven nødvendigvis er bedre

eller mere interessant end andre

valgmuligheder. Men fordi det moderne

mennesker ønsker at have så

mange valgmuligheder som muligt,

for at kunne vælge netop den begravelsesform,

der passer den enkelte

bedst, og bedst udtrykker vedkommendes

personlighed og temperament.

Hvis vi ikke kan overvinde døden,

så kan vi dog i det mindste selv bestemme,

hvilke rammer den skal

omgives af.

En ting, der imidlertid kunne pege

på, hvorfor skoven alligevel kan

være en højere prioriteret valgmulighed

end andre, kan vi nde netop i

forbindelse med begrebet udødelighed.

Jacobsen (2001) henviser til den

amerikanske psykiater Robert Lifton,

der opremser nogle forskellige

måder, hvorpå mennesket symbolsk

søger, at opnå udødelighed på. En af

disse, er naturligvis gennem religionen

og lø et om liv hinsides vores

verden. Religionen er dog, som beskrevet

i forrige afsnit, i tilbagegang

i Danmark. Andre måder kan være,

at skabe sig et e ermæle, eller ved

avisheden om at ens gener lever videre

i ens a om.

Mest interessant i skovbegravelsessammenhæng

er imidlertid en tro


på den evige natur. Her kan de døde

optages i et evigt kosmos, såfremt

mennesker ikke formår, at ødelægge

det eneste evige element; naturen.

Der er en oplagt sammenhæng med

nutidens økologiske natursyn og

referencen til skovkirkegårde som

et passende sted at blive optaget i

naturens kredsløb. Der er i højere

grad en fornemmelse af naturens

evige kredsløb i skoven (der jo er et

successions-klimaksstadie på de este

lokaliteter i Danmark), end der er

på de velplejede kirkegårde. Ganske

vist kan kirkegårdens stedsegrønne

træer bidrage med en følelse af uforanderlighed,

og vores historiske og

logiske sans siger os, at kirkegården

har ligget stort set uforandret hen i

hundrede år, og formentlig vil ligge

der hundrede år endnu. Men det er

en tilstand, der er betinget af den

menneskelige ind ydelse i form af

pasning og pleje. Skoven fremstår

sammenlignet hermed langt stærkere;

den er i en form for evig tilstand,

som mennesker i langt mindre grad

har ind ydelse på. Naturen besidder

en stærkere evighed end kirkegårdens

elementer.

2.4.4 Delkonklusion

Sammenfa ende kan vi sige, at der

formentlig kan ndes årsager til

skovkirkegårdenes popularitet både

i forhold til natursynet, vores dødsopfa

else (der bl.a. hænger sammen

med den stigende grad af individualisering)

samt vores forhold til

religion. De tre forskellige aspekter

understø er i høj grad hinanden.

Bevægelsen væk fra religionens

trygge rammer opfordrer til, at en

anden symbolik tager over i stedet.

Naturen er for tiden i søgelyset som

en meget værdifuld del af vores verden,

og kan passende tage over som

en form for overordnet magt, vi kan

overgive os til i døden. Det er dog

ikke alle der føler behov for, at kunne

underlægge sig en større magt.

For nogle af disse mennesker kan

naturen stadig synes som et oplagt

begravelsessted ud fra tanken om, at

mennesker og natur tilsammen udgør

et samspil.

Nogle vil altså vælge naturen som et

alternativ til den religiøse begravelsesplads,

mens andre vil ønske at få

nærhed til både kirke og natur – det

bedste fra begge verdener. Planlæggeren

skal være bevidst om, hvilken

De typiske stedsegrønne planteelementer på kirkegårdene, kan kun til en vis grad

give lø e om uforanderlighed. Udtrykket er nemlig i sidste ende a ængigt af menneskelig

indsats. Ishøj kirkegård, Sjælland.

af de to grupper der planlægges for.

På de kommende kommunale skovbegravelsespladser

er det naturen,

der er i centrum. Men på de indviede

jorde kan planlæggeren indtænke

begge grupper, hvis han ønsker det.

Valget af naturen som sidste hvilested,

giver os samtidig en følelse af

medbestemmelse over døden, og lader

os udleve vores personlige valg

til det sidste.

31


32

2.5 Skovkirkegårdens

kvaliteter

Skovkirkegårdene vinder frem på

grund af forskellige strømninger i tiden

der gør, at skov i mange tilfælde

bliver en ideel ramme om begravelser.

Vi vælger måske umiddelbart

skoven som begravelsesplads på

grund af vores natursyn, eller fordi

vi foretrækker begravelser på religionsneutral

jord. Men derudover har

skoven nogle egenskaber der påvirker

psyken på bestemte måder, og

som kan være af betydning for dens

kvalitet som begravelsesplads. I det

følgende undersøges det, hvordan

mennesker påvirkes af at være i skoven,

og hvilken betydning det har

for vores valg af, at placere gravsteder

i skov.

2.5.1 Naturens påvirkning på psyken

Vi kan ikke undgå, at blive påvirket

af alle de forskellige faktorer og elementer,

der udgør vores omgivelser.

Omgivelserne har betydning for, om

vi føler os trygge, er på vagt, keder

os, føler os usikre eller slapper af

osv. Hvordan vi opfa er og bliver

påvirket af omgivelserne, a ænger

i sidste ende af den enkeltes personlighed,

men på nogle overordnede

områder kan der generaliseres. Bl.a.

er det almindeligt anerkendt, at natur

har en beroligende og afstressende

e ekt på os som mennesker.

Ifølge Kaplan et al. (1998) hænger

det sammen med, at naturlige omgivelser

o e er af en sådan beska enhed,

at de har et stort potentiale for,

at ”oplade vores mentale ba eri”.

I vores hverdag bliver vi konstant

bombarderet med alle mulige forskellige

former for informationer og

indtryk. Vores hjerne er nødsaget til,

at sortere i informationsmængden,

og vælge hvilke ting vi skal fokusere

på. Denne fokusering, directed attention,

er en krævende proces, der

e erlader os mentalt udma ede og

udbrændte:

”Peoples capacity for such directed attention

is limited. Even if the work that

needs to be done is enjoyable and important

and one wants to do it, one can

only spend so long at it without needing

a break. In other words, the capacity to

direct a ention wears one down. This is

a situation we refer to as mental fatigue”

(Kaplan et al. 1998, p.17).

Vi kan blive udma ede af, at koncentrere

os intenst om den samme

opgave i længere tid, eller af at sortere

alle de irrelevante indtryk fra byens

støj, lysreklamer m.m. fra, så vi

kan koncentrere os om de vigtigste

ting, som f.eks. at nde vej og navigere

gennem tra kmylderet (Kaplan

1995). Men på samme måde som der

er visse miljøer, der gør, at vi bliver

mentalt udkørte, fordi vi tvinges til,

at bruge energi på at koncentrere os

om de vigtigste ting, og sortere mindre

vigtige informationer fra, er der

scenerier der virker afslappende,

fordi vi uden videre tager indtrykkene

til os. At sidde ved et lejrbål,

iag age det vilde dyreliv eller se på

løvets e erårsfarver er eksempler på

aktiviteter eller scenerier der ikke

kræver, at vi beny er os af directed

a ention.

Kaplan et al. (1998) peger på re

komponenter, som i større eller mindre

doser kan betyde, at omgivelser

kan medvirke til, at hjernen får en

pause fra den udma ende sorterings-

og fokuseringsproces, og får

en mulighed for at restituere sig. De

re komponenter ses i nedenstående

gur 2.4.

Skoven, som så mange andre naturscenerier,

vil i mange tilfælde kunne

indeholde alle re komponenter, og

derfor være et sted, hvor mennesker

kan slappe af og lade op. Og der er

gode muligheder for at koncentrere

sig om omgivelserne, lade sine tanker

yde frit eller vælge, at fokusere

på noget speci kt, idet man ikke bliver

forstyrret af en mængde af infor-

Being away En følelse af at være væk. Kan være rent fysisk ved at man opholder sig i andre omgivelser

end de daglige, men kan også være mere abstrakt f.eks. ved at man drømmer sig væk ved

at se ud af vinduet eller ved at blive opslugt af en god bog.

Fascination Fascination af noget der fanger opmærksomheden, uden at være dramatisk og kræve

”directed a ention”, f.eks. ved at iag age skyer eller farver i e erårsløv eller ved at ly e

til vinden i træernes blade.

Extent En følelse af at et sted har større udstrækning end hvad man lige kan overskue. Kan være

en reel fysisk udstrækning eller blot fornemmelsen af den fortsæ else man forestiller sig

ligger rundt om hjørnet hvis man følger en slynget sti. Kan også være en udstrækning i

tid, f.eks. ved at historiske bygninger eller ting kan give os en fornemmelse af en forbindelse

til fortiden.

Compatibility ”Compatibility” ndes hvor et sted kan tilbyde de rigtige rammer for en ønsket aktivitet.

Hvis en person f.eks. vil nyde en solnedgang, men ikke kan koncentrere sig om de e på

grund af mange myg, har stedet ikke ”compatibility”.

Fig. 2.4 Komponenter i restituerende omgivelser i g. Kaplan et al.


mation, der kræver øjeblikkelig opmærksomhed

på samme måde som

reklamer eller tra k.

Derfor vil det være fordelagtigt at

indre e begravelsespladser i naturen,

f.eks. i skoven.

Forstyrrende elementer skal ifølge

Inger Berglund (1994) undgås på

kirkegården. Når man besøger et

gravsted som en del af sorgbearbejdningen,

er det netop vigtigt, at der er

fred og ro, så man har mulighed for,

at fordybe sig i sine tanker.

Man kan muligvis tale om, at de

traditionelle danske kirkegårde allerede

består af natur. De er ganske

vist meget kultiverede, men de ligger

under åben himmel, og man kan

opleve plante- og dyreliv. Og så kan

man o e nde alle de re komponenter,

som Kaplan et al. (1998) henviser

til i relativt høj grad. Derudover

ligger kirkegårdene i mange tilfælde

på bakker med god udsigt over

landskabet. I problematiske tilfælde,

hvor der f.eks. er udsigt til grimme

bygninger eller støj fra tra kken,

kan de e afskærmes ved hjælp af

beplantning eller mure. Der er med

andre ord allerede god mulighed

for, at opleve kirkegården som et roligt,

afstressende miljø med plads til

e ertænksomhed. Så kan man opnå

mere ved, at henlægge gravstederne

til et decideret skovmiljø?

Ifølge Stigsdo er & Grahn (2002) har

personer i sorg brug for omgivelser,

der ikke stiller nogen krav. Elementer

kan rangeres i et hierarki, hvor

det at relatere til mennesker man

kender (såsom familie eller venner),

stiller de største krav til psykisk og

fysisk involvering. Here er følger

fremmede mennesker, dyr, planter

og til sidst sten og vand. Man kan

sige, at både traditionelle kirkegårde

såvel som skovbegravelsespladser

indeholder elementer af planter, sten

og evt. vand. Men imidlertid kan

også planter opdeles i forskellige

niveauer af involvering, sådan at en

have med et højt plejeniveau stiller

større krav end den vilde, uplejede

natur. Mennesker i stor sorg må altså

forventes, at kunne færdes mere

afslappet i vildtvoksende natur end

på den mere formelle og velplejede

kirkegård.

Samtidig peger Stigsdo er & Grahn

(2002) dog på, at en psykisk svagt

stillet person, ikke er særlig interesseret

i, at få nye input, og der nævnes

som eksempel, at vedkommende

gerne vil opholde sig i skoven, men

ikke bevæge sig for langt ind i den.

Stigsdo er & Grahn uddyber ikke

den nøjagtige årsag til, at personen

ikke ønsker at komme langt ind i

skoven, men den energi det kræver,

at holde overblikket og orienterin-

gen, angsten for det ukendte eller for

at fare vild er formentlig med til, at

vedkommende er afvisende.

Også Inger Berglund peger på en

mulig problematik ved den vilde

natur: ”...naturen får ej lämnas obearbetad

och vild. Den ordnande handen

och omsorgen måste tydligt förnimmas.”

(Berglund 1994, p.70). Hun

mener altså ikke at den helt vilde

natur er passende som begravelsesplads.

Det hænger muligvis sammen

med, at også hun lægger vægt på, at

den besøgende skal føle sig tryg ved

omgivelserne. Selvom naturen som

udgangspunkt virker afstressende

på mennesker, rummer den også potentielle

farer, og kan i stedet komme

til at virke som et truende sted, der

kan gemme på ukendte farer. Der er

derfor et dilemma mellem, at skabe

rum der er naturlige og ”vilde” og

tillader, at hjernen kan slappe af,

uden samtidig at man havner

i den situation, at sceneriet opleves

som uciviliseret og farligt.

2.5.2 Skovens rumlige struktur

Kaplan et al. (1998) har også opstillet

en teori om, hvad der gør, at nogle

steder virker mere tiltrækkende på

folk end andre. Det handler her ikke

nødvendigvis om, at stedet er optimalt

i forhold til at hjernen kan lade

op og få ny energi (selvom det be-

Ifølge Stigsdo er og Grahn stiller et landskab med et højt plejeniveau som barokhaven ved Het Loo, Holland, større krav til

følelsesmæssig involvering, end mere naturlige landskaber som f.eks. kystlandskabet på Bonholm.

33


34

stemt også kan bidrage til den positive

oplevelse), men mere om hvilke

komponenter i sammenhæng der

gør at steder (såvel byens hverdagsrum

som rekreative friarealer eller

andre rum) opleves som positive og

indbydende.

Teorien omhandler re parametre

der skal være til stede for at et sted

kan have optimal tiltrækningskra

på os som mennesker. Disse parametre

er coherence (logisk sammenhæng),

complexity (kompleksitet),

legibility (letlæselighed) og mystery

(mystik). Parametrene siger noget

om, hvilke muligheder der er for, at

få en forståelse af et sted, samt om

der er mulighed for at udforske områdetet.

Som det ses af gur 2.5 vurderer

vi disse faktorer ud fra såvel

en to- som en tre-dimensionel a æsning

af stedet.

Opdelingen i 2-D og 3-D kræver en

nærmere forklaring: Mennesket opfa

er et rum både to-dimensionelt

og tre-dimensionelt. Den to-dimensionelle

opfa else sker lidt hurtigere

end den tre-dimensionelle og kan

forklares, som den opfa else vi får

af rummet e er fordeling af lys og

mørke og strukturer, som hvis vi

så på et fotogra af stedet. Vi danner

os så at sige et slags ”over adebillede”,

hvor vi vurderer, om der er

en sammenhæng eller et mønster i

En kirke kan være et godt orienteringspunkt i landskabet.

Herfølge kirke, Sjælland.

2-D

Understanding/ Forståelse Exploration/ Udforskning

Coherence/ Logisk sammenhæng

rummets umiddelbare opbygning:

hvilke elementer er der i rummet,

hvor mange og hvordan de er ordnet

i forhold til hinanden? Jo mere

logisk og overskueligt stedet er, jo

bedre. Dog skal der stadig være en

vis grad af kompleksitet, så det trods

alt ikke bliver for overskueligt og kedeligt.

Et rum der består af en rkantet

græsplæne omkranset af en hæk,

kan f.eks. være godt være logisk og

sammenhængende, men rummet

vil ikke nødvendigvis have stor tiltrækningskra

på os, fordi der ikke

er noget at udforske. Og det bliver

simpelthen for kedeligt. Hvis vi ikke

har et helt speci kt formål med, at

opholde os i rummet, vil vi sandsynligvis

bruge relativt kort tid på et sådant

sted.

Ved 3-D forståelse af et sted tager

vores underbevidsthed højde for, at

Complexity/ Kompleksitet

3-D Legibility/ Letlæselighed Mystery/ Mystik

Figur 2.5. (Preference Matrix e er Kaplan et al. 1998 p.13)

rummet er tre-dimensionelt. Vi forholder

os til det ved at forestille os,

hvad der er på stedet, ud over det vi

lige umiddelbart kan se. Vi vurderer

stedets letlæselighed ud fra, om

det er udformet sådan, at vi mener

at vi kan orientere os og undgå, at

fare vild i området. Mystikken er til

stede, hvis vi samtidig får fornemmelsen

af, at der er mere at opdage,

end hvad vi lige kan se. Hvis der i

det hækafgrænsede rum fra før f.eks.

er en beplantning eller et hegn, der

gør det umuligt, at overskue hele

rummet, samt en sti der svinger om

et hjørne, giver den et lø e om at vi

kan gå på opdagelse og få stillet vores

nysgerrighed.

Men hvorfor er det så vigtigt for os

,at kunne udforske og opleve, når

der ligger en meget større tryghed i,

En sti der svinger giver os lyst til at gå på opdagelse og undersøge hvad der ndes

rundt om hjørnet. Heempark, Amsterdam, Holland.


at holde sig til de helt overskuelige

rum? Jay Appleton (1996) mener, at

vores interesse for at udforske ligger

i vores natur og har at gøre med, at

vi instinktivt ved, at viden øger vores

chancer for at overleve. Jo mere

viden, jo større fordele! Hvis man

kender et område godt, har man

bedre mulighed for at ygte fra en

forfølger, eller for at opspore et byttedyr

eller en ende.

”The creature exploring is seeking to

acquaint itself with the widest range

of options to exploit its environment so

that, if the necessity arises, it can act

from a basis of information and not of

ignorance. Exploring is the master activity

which lies behind the successfull

accomplishment of the others and it can

be observed in all higher animals” ( Appleton

1996 p.64).

Hvis alle re beskrevne parametre

er til stede, vil folk altså på samme

tid føle sig tilstrækkeligt trygge og

samtidigt tilskyndede til at gå på opdagelse

i det ukendte. Det vil sige, at

de alt i alt vil be nde sig godt i omgivelserne

og som følge der af, vil de

også bruge længere tid på stedet (dog

skal det bemærkes at andre faktorer

som f.eks. støjgener kan ødelægge

e ekten af de re parametre).

Det kan synes som en vanskeligt opgave,

at undersøge skov i forhold til

parametrene, da skov kan være sammensat

på ere forskellige måder.

E er danske forhold kan vi dog sige,

at der er en grundstruktur med stier

samt en beplantning der kan bestå af

f.eks. monokulturer af højstammede

træer eller blandingsskov med et tæt

busklag, der forhindrer udsyn. Men

uanset hvilken type skov man be nder

sig i, vil jeg dog mene, at de danske

skove i stort omfang lever op til

de re parametre.

Træerne er det gennemgående element,

der skaber logisk sammenhæng,

samtidig med at f.eks. spredte

buske, skovbunds ora eller et vandløb

tilfører en vis grad af variation

(kompleksitet). En blanding af træ-

arter kan også skabe variationen.

Letlæseligheden har i høj grad at

gøre med muligheden for at orientere

sig. De danske skove er typisk

ikke større end at de este mennesker

kan færdes i dem ud fra en

forvisning om, at de ikke farer vild.

Derudover er der for det meste elementer

som f.eks. stabler af stammer

i vejsiden eller steder med udsyn til

de omkringliggende områder, der

kan fungere som pejlemærker og

hjælpe med orienteringen.

Der er også en rimelig grad af overskuelighed

over området mellem

træernes stammer eller fremad langs

stien, som kan være med til, at give

en følelse af overblik og tryghed ved

situationen. Men samtidig kan man

ikke overskue hele området på en

gang, og det er spændende at undersøge,

hvad der ligger på den anden

side af et ltret buskads, oppe på

toppen af bakken eller ovre på den

anden side af vandløbet, og heri ligger

mystikken.

Alt i alt kan skovenes popularitet

udmærket forklares ud fra en god

sammensætning af overblik og mulighed

for at udforske, samtidig med

at der både er sammenhæng og dog

masser af detaljer at opleve.

Fordelen ved at placere en begravelsesplads

i omgivelser der tiltaler

mennesker er dels, at de besøgende

forhåbentligt vil tilskyndes til, at tilbringe

mere tid ved gravstedet, og i

den forbindelse kan de arbejde med

deres sorg, eller føle nærhed til den

afdøde. Det er også vigtigt, at de føler

sig godt tilpas på stedet og ikke

forstyrres af forhold, der gør dem

utrygge eller utilpasse. Desuden er

det vigtigt, at folk har mulighed for

at vælge et gravsted i omgivelser de

synes om af personlige årsager. De

e erladte skal kunne føle glæde eller

tryghed ved at vide, at den afdøde

hviler på et, til netop denne person,

særligt udvalgt sted. Det er en tanke,

der kan virke betryggende for de efterladte.

Man kan igen spørge, om ikke den

traditionelle kirkegård i lige så høj

grad kan siges at indeholde de elementer,

der ifølge Kaplan et al. gør

et sted a raktivt for mennesker.

A ængig af den enkelte kirkegårds

udformning, kan der i nogle tilfælde

være mangel på mystik, idet

hele arealet stort set kan overskues

på en gang. I andre tilfælde vil det

være muligt ”at gå på opdagelse” på

kirkegårdens område, og hvis det er

tilfældet vil forskellen på den traditionelle

kirkegård og skoven kny e

sig til mere personlige præferencer.

Der kan ikke tales om at skoven som

rum generelt er ”bedre” end kirkegården,

men den er et bud på et

andet ”godt” rum som ramme om

gravstederne.

2.5.3 Skovens symbolik

Ud over den måde vi sansemæssigt

opfa er skovens landskab eller

struktur på, har vi også en forudgående

symbolsk opfa else af skoven.

Skove kan påvirke os med deres fysiske

fremtoning, men ud fra vores

tidligere erfaringer med skov (i form

af f.eks. historier eller lm om skov,

samt den kulturarv og traditioner

vi hver især bærer med os) har vi et

symbolsk billede af skoven, der er

dannet allerede inden vi besøger et

skovareal.

Det enkelte træ står for de este som

et symbol på styrke og nærmest som

noget helligt.

Foreningen Løvfald (2006) henviser

til træet som et symbol på livets cyklus;

opståen og forgængelighed.

Inger Berglund konkluderer, at der

skal være store træer i forbindelse

med en mindeslund, da de for mange

står som et symbol på livet, og en

stræben mod lyset (Berglund 1994).

Skoven kan altså bidrage med en

form for hellig følelse, som Michael

Hviid Jacobsen (2001) mener er en

af de tre nødvendige funktioner på

en begravelsesplads (jævnfør afsnit

2.1).

Skoven som helhed kan opfa es som

35


36

Træet er for mange er stærkt symbol for

bl.a. livet.

et eventyrligt sted, men både med

positivt og negativt fortegn: Som et

sted med gode, spændende oplevelser,

eller som et farligt sted, hvor

man kan fare vild, og hvor ukendte

farer lurer.

Men symbolikken i skoven som helhed

kan også ndes i det kredsløb

og den balance, der er til stede i skoven

mellem planter og dyr, fra dag

til dag eller år til år.

Ligesom det enkelte træ, kan også

hele skoven tolkes som et symbol på

styrke eller liv, og (i højere grad end

det enkelte træ) også som et symbol

på evighed eller uforanderlighed.

Overordnet set rummer skoven ere

positive end negative symbolikker,

og vil for de este mennesker give

mange gode associationer.

2.5.4 Skoven som parkkarakter

Den svenske professor Patrik Grahn

har arbejdet med at karakterisere

parker og andre rekreative grønne

områder ud fra o e forskellige ”basiskarakterer”

(se gur 2.6). I hans

forskning var skov tidligere en af

disse karakterer (Grahn 1991). Siden

hen er modellens o e karakterer blevet

modi ceret, og skov er ikke længere

en konkret beskrevet karakter,

men indgår i stedet som mulig forløser

af karaktererne ”wild”, ”rich in

species” eller ”space”.

Stigsdo er og Grahn (2002) peger

på, at især karaktererne serene,

space, rich in species og til en vis

grad culture virker tiltrækkende på

mange mennesker: ”It is of particular

interest that they also appeal to the most

ill and vulnerable persons; those who

strive to nd balance with themselves.”

(Stigsdo er og Grahn 2002, p.66).

Mennesker i sorg må siges at høre til

den omtalte type.

Såvel den traditionelle kirkegård

som skovbegravelsespladsen kan

have karakteren space (en anden

verden). De kan også begge bære

karakteren rich in species. Skovbegravelsespladsen

har dog, i modsætning

til den traditionelle kirkegård,

Karakter Beskrivelse

1. Serene (rolig, uforstyrrelig,

klar)

svært ved at indeholde karaktererne

serene og culture. For at disse karakterer

kan være til stede, må skoven

kultiveres i højere grad, og vil hurtigt

komme til at fremstå mere som

en park end som skov.

Af anbefalingen af bestemte parkkarakterer

kan der omvendt tolkes,

at de øvrige karakterer, som f.eks.

“wild”, ikke appellerer til mentalt

svage personer. Det bør muligvis

indtænkes i designet af skovbegravelsespladser.

På den anden side

peger Stigsdo er og Grahn på, at

den enkeltes behov ændrer sig. På

et tidspunkt vil den e erladte være

kommet så langt i sorgprocessen, at

vild natur ikke længere vil være en

problematisk karakter.

Man kunne ønske sig, at gravsteder-

Fred, ro og synlige tegn på pleje. Lyde

af vind, vand, fugle og insekter. Der

ligger ikke a ald og yder, der er ikke

noget ukrudt og ingen forstyrrende

personer.

2. Wild (vild) Fascination af den vilde natur. Planter

syner selvgroede. Gamle stier, mosgroede

sten.

3. Rich in Species (artsrig) Stor artsrigdom af planter og dyr.

4. Space (en anden verden) Et rum der giver en beroligende følelse

af at træde ind i ”en anden verden”.

En sammenhængende helhed, f.eks. en

birkeskov.

5. The Common (fælled) Et grønt åbent areal med mulighed for

ophold og vistaer.

6. The Pleasure Garden (lysthave)

Et indelukket, sikkert og afsondret

sted, hvor man kan slappe af og være

sig selv med plads til at eksperimentere

og lege.

7. Festive (festlig) Et mødested med plads til festligheder

og underholdning.

8. Culture (kulturhistorie) Et sted af historisk betydning hvor

man kan opleve historiens vingesus.

Figur 2.6 De o e parkkarakterer (frit oversat e er Stigsdo er & Grahn (2002).


ne kunne y es rundt, alt e er hvilken

mental tilstand den besøgende

var i, og hvilke behov og ønsker han

eller hun har. Det er imidlertid ikke

en realistisk mulighed. I stedet må vi

a nde os med, at den enkelte type

gravsted, ikke kan være optimalt i

forhold til alle de tilstande, de besøgende

kommer til at be nde sig i i

løbet af sorgprocessen.

En løsning på de e problem kunne

være at vælge at tilpasse omgivelserne

til personer i stor sorg, for

dermed at ramme den laveste fællesnævner.

En god begrundelse her

for kan være, at gravstedet o e besøges

mest hyppigt det første stykke

tid e er begravelsen (hvor mange

har det største behov), for dere er at

blive et sted, man besøger en eller to

gange om året (typisk til jul og evt.

fødselsdag). Men omvendt er der

også nogle, der ikke kan overskue

at besøge graven i starten, hvor de

står i den største sorg. Og kan det

så i stedet forsvares at tilgodese de

brugere, der typisk kun kommer

nogle få gange om året, men som til

gengæld i antal udgør en meget stor

gruppe? Svaret synes ikke at være

entydigt. Bl.a. fordi brugergruppen

er en meget sammensat størrelse af

personer i mange forskellige faser af

sorg. Selv hos dem der har en stor

mental svaghed tilfælles, er der forskel

på hvordan de oplever forskelige

typer af omgivelser, og om f.eks.

skov vil opleves som en positiv eller

negativ karakter.

Jeg mener, man må antage, at de

nærmeste e erladte i de este tilfælde

har ind ydelse på valg af gravsted

og derfor har ha muligheden

for at modsæ e sig valg af et gravsted

i skov, hvis de har det svært

med denne karakter. Har en skovbegravelsesplads

været den afdødes

eget ønske, bør man acceptere valget

og de konsekvenser det får for de

e erladte. Men man kan naturligvis

håbe på, at det er en beslutning der

tages i samråd med de nærmeste, så

der kan tages hensyn til alle parter.

Jeg mener dog, at skoven alt i alt har

karakterer, der kan være til glæde i

mange tilfælde, og at den ikke bør

fravælges udelukkende af frygt for,

at den kan virke afskrækkende på en

mentalt svag person.

2.5.5 Delkonklusion

Skoven har som natur en evne til at

virke afstressende og beroligende

på os. Strukturelt set har den ligeledes

potentiale for at have en stor

tiltrækningskra på mennesker.

Begge dele er af stor betydning for

skovens evne til at danne ramme

om gravsteder. Men man skal være

opmærksom på, at der ikke er langt

fra det afstressende og tiltrækkende

til noget, der kan virke skræmmende

eller afvisende. Og de e særligt

når man har at gøre med mentalt

svage personer. Det bør naturligvis

ikke betyde at skoven ikke kan anvendes

som rum for begravelse, da

dens kvaliteter er indlysende. Bl.a.

kny er de este positive symbolske

betydninger til skoven. Men det bør

overvejes, i hvilket omfang skoven

skal designes eller bearbejdes, for at

man i videst mulig udstrækning skaber

et sted med så mange kvaliteter

som muligt. Man bør indtænke de

re komponenter coherence, complexity,

legibility og mystery, og desuden

tænke på at skabe et sted, der

opleves som natur, men som ikke

går hen og virker ”vildt” i en grad,

der kan være skræmmende. For eksempel

kan man sørge for at placere

gravstederne i udkanten af skoven,

hvor mentalt svage personer nemmest

kan overskue at bevæge sig

ind. Samtidig kan det dog overvejes

at lægge andre gravsteder længere

ind i skoven, hvor mentalt stærke

personer måske vil foretrække den

mere enerådende skovstemning.

Folk har forskellige evner og ønsker

i forhold til ophold i skoven.

Ved at sammenligne strukturen og

karakter (e er de o e parkkarakterer)

fremgår det, at skovbegravelsespladser

ikke er ”bedre” end traditionelle

kirkegårde, men heller ikke

ringere.

Skoven skal ses som et godt alternativ

til rammen om det traditionelle

gravsted.

37


40

2.7 Konklusion

Kirkegården danner ramme om

døden, og den har funktioner, der

opfylder behov på ere forskellige

planer, såvel praktisk som åndeligt.

Gennem tiden har kirkegården

forandret sig, hvilket er en naturlig

følge af ændringer i det omgivende

samfund. Ændringer i vores natursyn,

og en faldende interesse for at

dyrke den kristne tro, er nogle af

hovedårsagerne til, at danskerne er

begyndt at e erspørge skovbegravelsespladser.

Det skal dog påpeges,

at der er forskellige årsager der hos

den enkelte kan resultere i interesse

for at nde et sidste hvilested i skoven.

Et af spørgsmålene som denne tekst

har forsøgt at besvare er, hvad der

egentlig skal forstås ved begrebet

skovkirkegård eller skovbegravelsesplads.

Udgangspunktet har været

at forsøge at de nere skovbegrebet,

hvilket dog har vist sig vanskeligt,

at give en fuldstændig entydig de -

nition af. Overordnet set er konklusionen

dog, at skov i Danmark må

de neres som værende produktionsskov.

Dermed følger nogle retningslinjer

for udformning af skoven med

hensyn til skovbund, træarter, tæthed

osv.

Men en fuldstændig de nition af

skov med hensyn til minimumsareal,

kronedække med mere kan ikke

gives.

I forhold til at anlægge skovbegravelsespladser,

kan man dog udemærket

bruge produktionsskoven

som reference.

Der er også søgt et svar på, hvad

skovbegravelsespladser har at tilbyde.

I kra af den primære oplevelse af

stedet som skov (og dermed natur),

er der mange afstressende aspekter

forbundet med en begravelsesplads

i skov, hvilket kan være til stor gavn

for besøgende i sorg. Mennesker kan

nde tryghed i skovens omgivelser,

men man skal være opmærksom på,

at det modsa e også kan være tilfældet,

f.eks. kan nogle mennesker være

nervøse for at fare vild, hvis der ikke

er god mulighed for at orientere sig.

Alt i alt udgør skovbegravelsespladser

et interessant alternativ til de

nuværende kirkegårde, og tiden vil

vise, om de vinder generel ubredelse

i Danmark, enten i form af udvidelser

til eksisterende kirkegårde, eller

som kommunale begravelsespladser

i fredskov.

More magazines by this user
Similar magazines