Skovkirkegård i Herfølge - Danske Landskabsarkitekter

landskabsarkitekter.dk

Skovkirkegård i Herfølge - Danske Landskabsarkitekter

træ har for mennesker i alle kulturkredse

og til alle tider ha en symbolkra som

et tegn på livets tilblivelse og forgængelighed”

(Løvfald 2006, p.2).

Danskerne som samfund set har i

mange år accepteret at være under

kirkens ind ydelse på begravelsesområdet.

Men i de seneste år er der

kommet bevægelser, der arbejder

imod de e forhold.

Det ses bl.a. af initiativet til dannelse

af foreningen Løvfald, der arbejder

for opre else af kommunale, uindviede

skovkirkegårde. Initiativtagerne,

der selv er medlemmer af

den danske folkekirke, arbejder for

følgende: ”Uden religiøse motiver eller

specielle verdensanskuelser i øvrigt ønsker

LØVFALD at

kunne tilbyde: En individuel bisæ else

af afdødes aske i naturen ved foden af et

træ på et til formålet udvalgt skovareal”

(Løvfald 2006, p.2). Sekulariseringen

i samfundet har omsider resulteret

i, at kirkens store monopol på

begravelser med al sandsynlighed

får konkurrence i de kommende år.

Om de e samtidig vil få den e ekt

at endnu ere melder sig ud af folkekirken,

nu hvor de ikke er a ængige

af den i forbindelse med begravelsen,

kan man kun gisne om.

At der er en interesse for ikke-religiøse

begravelser og begravelsesplad-

Periode Tidlig middelalder

(ca. 900-1200)

ser kan man udlede ud fra tal fra

Danmarks Statistik (2008), der viser,

at knap 10 % af de bisæ elser og begravelser

der blev foretaget i 2007,

foregik uden medvirken af en præst

(hverken fra folkekirken eller andre

religioner).

2.4.3 Ændringer i synet på døden

Måden vi opfa er døden på er forskellig

fra samfund til samfund,

men forandrer sig også med tiden.

Det syn, vi anlægger på døden som

helhed, har betydning for de rammer

vi sæ er omkring begravelsen.

Michael Hviid Jacobsen (2001) beskriver

hvordan synet på døden i

Vesteuropa ifølge den franske historiker

Philippe Ariès har bevæget sig

fra en død i fællesskabet i middelalderen

over ”selvets død” til ”den

andens død” og videre frem til ”den

moderne forbudte død”. Se gur 2.3

nedenfor.

Han peger på, at begravelsesformerne

har fulgt dødssynet. Man har således

ha en død i et fællesskab, hvor

familien og landsbyen i højeste grad

var involveret både før, under og efter

døden indtraf, og hvor døden på

sin vis var en accepteret del af livet.

Til de e fællesskab hørte naturligt

fællesgrave. Senere er man gået over

til individuelle grave, der synes at

Senmiddelalder –

tidlig renæssance

(ca. 1200-1750)

Oplysningtid –

romantikken

(ca. 1750-1900)

være den naturlige begravelsesform

i forbindelse med ”selvets død”. Nu

er fokus nemlig ikke længere på, at

fællesskabet mister et medlem, men

på, at den enkelte står over for sit

helt eget møde med døden og heri

regnskabet med Gud.

De e følges op af ”den andens død”,

en periode, hvor man romantiserer

tabet af den elskede afdøde. Døden

bliver den store ende, der river mennesker

fra hinanden. De store følelser

skal vises frem i forbindelse med

afskeden, og gravstedet skal også

helst bære præg af, at afdøde i høj

grad er elsket og savnet: ”De elskede

skal såvel begrædes som hyldes i døden,

og det gøres ved at rejse overvældende

gravstø er [...] Gravinskriptionerne bliver

mere lidelsesfulde og poetiske i deres

udtryk, og dødens symbolik begynder at

tage form som små forstenede duer eller

andre udtryksfulde gurer på gravstenene”

(Jacobsen 2001, p.56).

I nyere tid er ”den moderne forbudte

død” blevet gemt væk og overladt til

de professionelle (læger, bedemænd

osv.). Man kan diskutere, hvorvidt

døden er et tabu eller ej. Hver dag

konfronteres vi med døden i medierne,

hvad enten det er i nyhederne

eller på biogra ærredet. Det er derimod

sjældent at vi konfronteres personligt

med døden. Tidligere, hvor

Moderne tid

(ca. 1900 og freme -

er)

Syn på døden Døden i fællesskabet Selvets død Den andens død Den moderne forbudte

død

Begravelsesform Fællesgrave, o est

uden gravminder

Individuelle grave

med gravminder

Individuelle grave,

overdådige gravminder

* Begravelsesformer med kremering og askefællesgrave nævnes ikke i Jacobsen (2001), men er egen indføjelse.

Kremering og

anonyme askefællesgrave

vinder frem*

Figur 2.3 Skematisk fremstilling af opdeling i forskellige perioders dødssyn i forhold til den dominerende begravelsesform

ifølge Michael Hviid Jacobsen (2001).

29

More magazines by this user
Similar magazines