Del 4. Referater af centrale domme - BEYERLAW.dk
Del 4. Referater af centrale domme - BEYERLAW.dk
Del 4. Referater af centrale domme - BEYERLAW.dk
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Del</strong> <strong>4.</strong> <strong>Referater</strong> <strong>af</strong> <strong>centrale</strong> <strong>domme</strong><br />
Oversigt 2<br />
Ahlström m.fl./Cellulose II-sagen, C-89/85 m.fl.: Samordnet praksis 3<br />
Airtours, T-342/99: Kollektiv dominans 7<br />
AKZO, C-62/86: Predatory pricing 13<br />
Bayer/Adalat-sagen, C-2/01 P og C-3/01 P: Aftalebegrebet 16<br />
B&O, Konkurrencerådets <strong>af</strong>gørelse <strong>af</strong> 2<strong>4.</strong><strong>4.</strong>2002: Det relevante marked 24<br />
British Airways, C-95/04 P: Rabat-/bonus-ordningers lovlighed 42<br />
Consten & Grundig, C-56 og 58/64: Konkurrencebegrænsningsbegrebet 49<br />
Gencor, T-102/96: Det territoriale anvendelsesområde 55<br />
Genova Havn, C-343/95: Det saglige anvendelsesområde 62<br />
Hoffmann-La Roche/Vitamin-sagen, C-85/76: Dominansbegrebet, misbrugsbegrebet 65<br />
Oscar Bronner, C-7/97: Leveringsnægtelse 72<br />
Swatch, utrykt dom <strong>af</strong> 1. december 2005 fra Østre Landsret: Bøde til direktør 79<br />
United Brands/Banan-sagen, C-27/76: Det relevante marked 81<br />
1
Oversigt<br />
<strong>Del</strong> 4 indeholder udvalgte referater <strong>af</strong> <strong>domme</strong> og andre former for <strong>af</strong>gørelser systematiseret alfabetisk<br />
efter populærbetegnelse/kaldenavn, der efterfølges <strong>af</strong> sagsnummer og emneangivelse. Der indledes<br />
på dette sted med en oversigt over de refererede <strong>af</strong>gørelser systematiseret efter emne, jf. skemaet<br />
lige nedenfor. Det bemærkes, at de fleste <strong>af</strong>gørelser behandler flere emner end dem, der er<br />
angivet under ”konkret emne”. De konkrete emner, der er angivet, er emner, som <strong>domme</strong>ne særligt<br />
er ”kendte for”.<br />
OVERORDNET EMNE<br />
Anvendelsesområdet for TEUF art. 101 og 102 og<br />
Rfor. 139/04<br />
Gencor, T-102/96<br />
Genova Havn, C-343/95<br />
Markeds<strong>af</strong>grænsning/Det relevante marked<br />
B&O, Konkurrencerådets <strong>af</strong>gørelse <strong>af</strong><br />
2<strong>4.</strong><strong>4.</strong>2002<br />
United Brands/Banan–sagen, C-27/76<br />
TEUF art. 101 og/eller KRL § 6<br />
Ahlström m.fl./Cellulose II–sagen, C-89/85<br />
m.fl.<br />
Bayer/Adalat-sagen, C-2/01 P og C-3/01 P<br />
Consten & Grundig, C-56 og 58/64<br />
TEUF art. 102 og/eller KRL § 11<br />
AKZO, C-62/86<br />
British Airways, C-95/04<br />
Hoffmann-La Roche, C-85/76<br />
Oscar Bronner, C-7/97<br />
Swatch, utrykt dom <strong>af</strong> 1. december 2005 fra<br />
Østre Landsret, sag nr. S-2446-05<br />
RFOR. 139/2004/KRL kap. 4<br />
Airtours, T-342/99<br />
2<br />
KONKRET EMNE<br />
Det territoriale anvendelsesområde<br />
Det saglige anvendelsesområde<br />
Begrebet samordnet praksis<br />
Aftalebegrebet<br />
Konkurrencebegrænsningsbegrebet<br />
Begrebet predatory pricing<br />
Rabat-/bonus-ordningers lovlighed<br />
Dominansbegrebet, misbrugsbegrebet<br />
Leveringsnægtelse<br />
Bøde til direktør<br />
Begrebet kollektiv dominans
Ahlström m.fl./Cellulose II-sagen, C-89/85 m.fl.: Samordnet praksis<br />
Ahlström m.fl. mod Kommissionen (annullationssøgsmål). Dommen behandler begrebet samordnet<br />
praksis.<br />
En række finske virksomheder anlagde sag for Domstolen med påstand om annullation <strong>af</strong> Kommissionens<br />
beslutning, hvorefter 40 celluloseproducenter og tre <strong>af</strong> deres brancheforeninger havde overtrådt<br />
traktatens art. 85, stk. 1 (nu art. 101, stk. 1) ved (horisontalt) at samordne priser. Af de 43<br />
adressater for beslutningen fik 36 pålagt bøder på mellem 50.000 ECU og 500.000 ECU (European<br />
Currency Unit, den tidligere europæiske valutaenhed, nu <strong>af</strong>løst <strong>af</strong> euroen).<br />
Det produkt, der gav anledning til den påståede samordning, var bleget sulfatcellulose, som fremstilles<br />
ved kemisk behandling <strong>af</strong> papirmasse og benyttes til fremstilling <strong>af</strong> kvalitetspapir.<br />
De fleste celluloseproducenter fremstiller papir eller indgår i koncerner, som fremstiller papir, og i<br />
den forbindelse forarbejder de selv en væsentlig del <strong>af</strong> den cellulose, de producerer.<br />
I den i sagen omhandlede periode var der over 50 virksomheder, som solgte cellulose i Fællesskabet<br />
(nu benævnt ”Unionen”). De fleste <strong>af</strong> disse var etableret i Canada, USA, Sverige og Finland. Salget<br />
skete gennem datterselskaber, agenter eller filialer i Unionen. Ofte repræsenterede den samme agent<br />
flere producenter.<br />
Alle de finske virksomheder, bortset fra en enkelt virksomhed, var medlemmer <strong>af</strong> Finncell. Finncell,<br />
der blev stiftet i 1918, havde til formål i eget navn og for egen regning at sælge den <strong>af</strong> medlemmerne<br />
producerede cellulose på hjemmemarkedet og i udlandet. Med henblik herpå fastsatte den<br />
priserne og fordelte de modtagne ordrer blandt medlemmerne.<br />
De amerikanske sagsøgere var med nogle undtagelser medlemmer <strong>af</strong> Pulp, Paper and Paperboard<br />
Export Association of the United States, der tidligere hed Kr<strong>af</strong>t Export Association (herefter benævnt<br />
”KEA”). KEA blev etableret med hjemmel i Webb Pomerene Act <strong>af</strong> 10. april 1918, i henhold<br />
til hvilken amerikanske virksomheder uden at overtræde USA's antitrust-lovgivning kunne oprette<br />
sammenslutninger med henblik på fælles eksportfremstød. Ifølge loven kunne producenter bl.a.<br />
udveksle oplysninger om markedsføringen <strong>af</strong> deres produkter i udlandet og <strong>af</strong>tale eksportpriser.<br />
Producenten IPS trak sig ud <strong>af</strong> KEA den 13. marts 1979.<br />
I den <strong>af</strong> sagen omfattede periode havde hver enkelt producent som regel ca. 50 kunder i Unionen,<br />
bortset fra Finncell, der havde 290.<br />
3
Celluloseproducenterne indgik sædvanligvis langfristede leverance<strong>af</strong>taler, som kunne løbe i indtil<br />
fem år, med deres kunder. I medfør <strong>af</strong> sådanne <strong>af</strong>taler sikrede producenten sine kunder mulighed for<br />
hvert kvartal at købe et mindstekvantum cellulose til en pris, der ikke måtte overstige den pris, producenten<br />
havde annonceret ved kvartalets begyndelse. Kunden kunne frit købe mere eller mindre<br />
end den for ham reserverede mængde og forhandle sig frem til nedsættelser <strong>af</strong> den annoncerede<br />
pris.<br />
”Kvartalsvise annonceringer” var en veletableret handelssædvane på det europæiske cellulosemarked.<br />
Ifølge dette system meddelte producenterne nogle uger eller undertiden nogle dage før begyndelsen<br />
<strong>af</strong> hvert kvartal deres kunder og agenter de priser, som regel fastsat i dollars, som de ønskede<br />
at opnå det pågældende kvartal for hver type cellulose. Priserne varierede efter, om cellulosen skul-<br />
le leveres til havne i Nordvesteuropa (zone 1) eller til Middelhavshavne (zone 2). Priserne blev som<br />
regel offentliggjort i fagpressen.<br />
De endelige priser, der blev faktureret til kunderne (herefter benævnt ”faktureringspriserne”), kunne<br />
være enten identiske med de annoncerede priser eller lavere, når der blev indrømmet køberne rabatter<br />
eller lempelige betalingsbetingelser.<br />
Kommissionens beslutning angik bl.a. overtrædelse <strong>af</strong> art. 85, stk. 1 (nu art. 101, stk. 1) i form <strong>af</strong><br />
samordning <strong>af</strong> de annoncerede priser: I henhold til beslutningens art. 1, stk. 1, samordnede alle de<br />
finske sagsøgere bortset fra Finncell, de amerikanske sagsøgere bortset fra Chesapeake Corporation<br />
og Scott Paper Company, og de canadiske sagsøgere såvel som en <strong>af</strong> deres amerikanske konkurren-<br />
ter og nogle <strong>af</strong> deres svenske og norske konkurrenter ”de priser på bleget sulfatcellulose, som de<br />
annoncerede for levering til Det Europæiske Økonomiske Fællesskab” (nu Traktaten om den Europæiske<br />
Unions Funktionsmåde) i hele eller en del <strong>af</strong> perioden fra 1975 til 1981.<br />
Sagsøgerne havde i deres stævning nedlagt påstand om hel eller delvis annullation <strong>af</strong> Kommissionens<br />
beslutning, subsidiært nedsættelse <strong>af</strong> bøden. Endvidere havde visse <strong>af</strong> sagsøgerne anmodet<br />
Retten om at annullere tilsagn helt eller delvis eller om at frigøre dem fra det.<br />
Sagsøgerne gjorde bl.a. gældende, at den parallelitet mellem faktureringspriserne, på grundlag <strong>af</strong><br />
hvilken Kommissionen anså samordningen for bevist, ikke eksisterede. Endelig havde de anført, at<br />
selvom der var en sådan parallelitet, skyldtes den ikke en samordning, men markedets normale<br />
funktion.<br />
Domstolen annullerede cellulose-beslutningens art. 1, stk. 1 og 2, som fastslog overtrædelser <strong>af</strong><br />
traktatens art. 85, stk. 1 (nu art. 101, stk. 1). Endvidere ophævede eller nedsatte Domstolen de bøder,<br />
som var pålagt de virksomheder, der havde anlagt sagerne.<br />
4
Udvalgte præmisser<br />
[…]<br />
Overtrædelsen vedrørende den generelle samordning <strong>af</strong> de annoncerede priser<br />
A) Systemet med kvartalsvise prisannonceringer udgør i sig selv en overtrædelse <strong>af</strong> art. 85 i traktaten<br />
Pr. 59 Kommissionens første synspunkt går ud på, at det er selve systemet med kvartalsvise<br />
prisannonceringer, der udgør overtrædelsen <strong>af</strong> art. 85 i traktaten.<br />
Pr. 60 For det første finder Kommissionen, at dette system bevidst blev indført <strong>af</strong> celluloseproducenterne,<br />
således at de kunne få kendskab til, hvilke priser deres konkurrenter<br />
ville anvende i de følgende kvartaler. Meddelelsen <strong>af</strong> priserne til tredjemand, navnlig<br />
til pressen og til agenter, som arbejdede for flere producenter, i god tid før priserne<br />
blev bragt i anvendelse ved begyndelsen <strong>af</strong> et nyt kvartal, gav de øvrige producenter<br />
tilstrækkelig lang tid til at annoncere deres egne og tilsvarende nye priser før det pågældende<br />
kvartal og anvende dem straks fra begyndelsen <strong>af</strong> kvartalet.<br />
Pr. 61 For det andet finder Kommissionen, at indførelsen <strong>af</strong> denne mekanisme gjorde markedet<br />
kunstigt gennemskueligt ved at gøre det muligt for producenterne at få et hurtigt<br />
og nøjagtigt overblik over de <strong>af</strong> konkurrenterne anvendte priser.<br />
Pr. 62 Ved <strong>af</strong>gørelsen <strong>af</strong> dette punkt må det erindres, at traktatens art. 85, stk. 1, forbyder alle<br />
<strong>af</strong>taler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger <strong>af</strong> virksomheder<br />
og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem<br />
medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje<br />
konkurrencen inden for fællesmarkedet.<br />
Pr. 63 Ifølge Domstolens […] dom i Suiker Unie-sagen (præmis 26 og 173) omhandler begrebet<br />
”samordnet praksis” en form for koordinering mellem virksomheder, hvorved<br />
disse ikke går så langt som til at <strong>af</strong>slutte en egentlig <strong>af</strong>tale, men dog bevidst erstatter<br />
konkurrencens ricisi med et indbyrdes praktisk samarbejde. I samme dom anførte<br />
Domstolen endvidere, at kriterierne om koordination og samarbejde skal forstås ud fra<br />
den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver<br />
erhvervsdrivende u<strong>af</strong>hængigt skal tage stilling til den politik, han vil føre på det<br />
fælles marked.<br />
Pr. 64 I den foreliggende sag foretages meddelelserne i form <strong>af</strong> prisannonceringer til brugerne.<br />
Disse udgør i sig selv en markedsadfærd, der ikke mindsker hver enkelt virksom-<br />
heds usikkerhed med hensyn til konkurrenternes fremtidige holdning. På det tidspunkt,<br />
hvor hver enkelt virksomhed annoncerer sine priser, kan den nemlig ikke være<br />
sikker på, hvilken adfærd de andre vil følge.<br />
Pr. 65 Følgelig kan systemet med kvartalsvise prisannonceringer på cellulosemarkedet ikke i<br />
sig selv betragtes som en overtrædelse <strong>af</strong> traktatens art. 85, stk. 1.<br />
5
B) Overtrædelsen følger <strong>af</strong> en samordning <strong>af</strong> de annoncerede priser<br />
Pr. 66 Kommissionens andet synspunkt går ud på, at prisannonceringssystemet er bevis på en<br />
samordning på et tidligere stadium. Kommissionen har i beslutningens 82. betragtning<br />
erklæret, at beviset for en sådan samordning er celluloseproducenternes parallelle adfærd<br />
i perioden fra 1975 til 1981 samt forskellige former for direkte eller indirekte udveksling<br />
<strong>af</strong> oplysninger.<br />
Pr. 67 Det fremgår <strong>af</strong> beslutningens 82. og 107.–110. betragtning, at den parallelle adfærd<br />
hovedsagelig består i systemet med kvartalsvise prisannonceringer, i annonceringernes<br />
samtidighed eller næsten samtidighed, samt i, at de annoncerede priser er identiske.<br />
Det fremgår ligeledes <strong>af</strong> de forskellige telexer og dokumenter, der henvises til i<br />
beslutningens betragtning 61 ff., at der var møder og kontakter mellem visse produ-<br />
center med henblik på at udveksle oplysninger om deres respektive priser.<br />
1. Telexerne, der nævnes i beslutningens betragtning 61 ff.<br />
Pr. 68 Domstolen har i sine begæringer <strong>af</strong> 6. marts og 2. maj 1990 anmodet Kommissionen<br />
om nøjere at angive, hvilke konklusioner den drog <strong>af</strong> de telexer og dokumenter, der er<br />
nævnt i beslutningens betragtning 61 ff., dvs. oplyse, mellem hvilke producenter den<br />
ved hvert telex eller dokument beviste samordning fandt sted og for hvilken periode.<br />
Som svar på dette spørgsmål har Kommissionen erklæret, at disse dokumenter blot<br />
underbyggede det bevis, der byggede på den parallelle adfærd, og at de derfor var relevante<br />
ikke blot for så vidt angår de virksomheder og den periode, der udtrykkeligt er<br />
nævnt deri, men også for så vidt angår samtlige virksomheder og hele den periode, i<br />
hvilken den parallelle adfærd havde fundet sted.<br />
Pr. 69 På baggrund <strong>af</strong> dette svar bør disse dokumenter lades ude <strong>af</strong> betragtning. Da identiteten<br />
<strong>af</strong> dem, der deltog i samordningen, er et <strong>af</strong> elementerne i overtrædelsen, kan man<br />
ikke som bevis for overtrædelsen benytte dokumenter, hvis beviskr<strong>af</strong>t i så henseende<br />
Kommissionen ikke har kunnet angive nøjere.<br />
2. De øvrige beviser, der er fremlagt <strong>af</strong> Kommissionen<br />
Pr. 70 Da Kommissionen ikke råder over dokumenter, der direkte beviser, at der har fundet<br />
samordning sted mellem de pågældende producenter, må det undersøges, om systemet<br />
med kvartalsvise prisannonceringer, prisannonceringernes samtidighed eller næsten<br />
samtidighed og den parallelitet mellem prisannonceringerne, der er konstateret for perioden<br />
1975–1981, udgør en samling tungtvejende, nøjagtige og samstemmende beviser<br />
for forudgående samordning.<br />
Pr. 71 Med henblik på bedømmelsen <strong>af</strong> disse forskellige faktorers beviskr<strong>af</strong>t skal det bemærkes,<br />
at en parallel adfærd ikke kan betragtes som bevis på en samordning, medmindre<br />
samordningen er den eneste sandsynlige forklaring på en sådan adfærd. Det er<br />
nemlig væsentligt at bemærke, at selvom traktatens art. 85 forbyder enhver hemmelig<br />
<strong>af</strong>tale, der fordrejer konkurrencen, udelukker den ikke de erhvervsdrivendes ret til at<br />
6
foretage de nødvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller antagelige<br />
adfærd (se ovennævnte dom i Suiker Unie-sagen, præmis 174).<br />
Pr. 72 Derfor skal det i denne sag undersøges, om ikke den <strong>af</strong> Kommissionen påståede adfærd<br />
i betragtning <strong>af</strong> produkternes art, virksomhedernes størrelse og antal og omfanget<br />
<strong>af</strong> det pågældende marked kan forklares på anden måde end ved en samordning.<br />
[…]<br />
Pr. 126 Efter denne gennemgang skal det bemærkes, at samordning i dette tilfælde ikke er den<br />
eneste sandsynlige forklaring på den parallelle adfærd. For det første kan prisannonceringssystemet<br />
betragtes som en rationel reaktion på, at cellulosemarkedet er et langsigtet<br />
marked, og på både købernes og sælgernes behov for at begrænse de forretningsmæssige<br />
risici. Endvidere kan sammenfaldet mellem prisannonceringsdatoerne betrag-<br />
tes som en direkte følge <strong>af</strong> den høje grad <strong>af</strong> gennemskuelighed på markedet, som ikke<br />
nødvendigvis må betegnes som kunstig. Endelig kan paralleliteten mellem priser og<br />
pristendenser forklares på tilfredsstillende måde med de oligopolistiske tendenser på<br />
markedet og de særlige omstændigheder, der gjorde sig gældende i visse perioder.<br />
Under disse omstændigheder udgør den <strong>af</strong> Kommissionen påviste parallelle adfærd<br />
ikke et bevis på samordning.<br />
Pr. 127 Da der ikke foreligger en samling tungtvejende, nøjagtige og samstemmende beviser,<br />
må det konkluderes, at Kommissionen ikke har bevist, at der har fundet samordning<br />
sted <strong>af</strong> de annoncerede priser. Art. 1, stk. 1, i den anfægtede beslutning bør derfor annulleres.<br />
[….]<br />
Airtours, T-342/99: Kollektiv dominans<br />
Airtours plc mod Kommissionen (annullationssøgsmål). Dommen handler om de i retspraksis skabte<br />
tre betingelser for kollektiv dominans. Dommen er relevant ift. både Rfor. 139/04 og TEUF art.<br />
102.<br />
Kommissionen besluttede i 1999 at blokere den <strong>af</strong> rejsearrangørselskabet Airtours anmeldte fusion<br />
mellem Airtours og rejsearrangørselskabet First Choice med henvisning til, at gennemførelsen <strong>af</strong><br />
den planlagte fusion ville resultere i skabelsen <strong>af</strong> en dominerende stilling på det britiske marked for<br />
pakkerejser til det nære udland, som ville føre til, at konkurrencen på det indre marked ville blive<br />
hæmmet betydeligt efter art. 2, stk. 3, i forordning nr. 4064/89 (nu Rådets forordning (EF) nr.<br />
139/2004 <strong>af</strong> 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser). Kommissionen<br />
anførte endvidere i beslutningen, at de tilsagn, som Airtours tilbød den 7. september 1999, ikke var<br />
tilstrækkelige til at forhindre skabelsen <strong>af</strong> en kollektiv dominerende stilling, og at de tilsagn, der<br />
blev fremsat den 15. september 1999, var blevet <strong>af</strong>givet for sent til, at de kunne tages i betragtning<br />
7
på pågældende stadium <strong>af</strong> proceduren. Airtours anlagde herefter et annullationssøgsmål ved Retten,<br />
hvor det skulle <strong>af</strong>gøres, om fusionen indebar kollektiv dominans. Retten underkendte Kommissionens<br />
beslutning, dvs. at beslutningen blev annulleret.<br />
Dommen handler således om vurderingen <strong>af</strong> kollektiv dominans i relation til fusionskontrolforordningen,<br />
men er også relevant i relation til TEUF art. 102; art. 102 forbyder ikke bare én, men også<br />
”flere virksomheders” misbrug <strong>af</strong> dominerende stilling, jf. direkte ordlyden <strong>af</strong> art. 102.<br />
Retten indledte med at konstatere, at anvendelsen <strong>af</strong> fusionskontrolforordningen og vurderingen <strong>af</strong><br />
den anmeldte virksomhedssammenslutnings virkning på konkurrencen forudsætter, at der først foretages<br />
en korrekt definition <strong>af</strong> det relevante marked. Retten tilsluttede sig Kommissions snævre defi-<br />
nition <strong>af</strong> det relevante produktmarked, som Airtours bestred, ved at udelukke rejser til fjerne rejsemål,<br />
som Kommissionen fandt ikke var tilstrækkeligt substituerbare med rejser til nære rejsemål.<br />
Det relevante marked var kendetegnet ved fire relativt store rejsearrangørselskaber; deres markedsandel<br />
på mere end 10 % (ifølge Kommissionens oplysninger havde Thomson 27 % <strong>af</strong> salget, Airtours<br />
21 %, Thomas Cook 20 % og First Choice 11 %, eller samlet 79 %). Der var dog også en<br />
række mindre udbydere på markedet. Ingen <strong>af</strong> de små selskaber havde en markedsandel på over 5<br />
%.<br />
Sagsøgeren (Airtours) og Kommissionen var enige i, at der er tre betingelser for, at der kan skabes<br />
en situation med kollektiv dominerende stilling, jf. præmisserne herom gengivet ndf., men ikke i, at<br />
disse betingelser var opfyldte:<br />
Kommissionen var <strong>af</strong> den opfattelse, at fusionen mellem Airtours og First Choice ville ophæve<br />
konkurrencen mellem de tre resterende rejseselskaber <strong>af</strong> følgende årsager:<br />
Gennemførelsen <strong>af</strong> den planlagte transaktion ville fjerne konkurrencen mellem de tre store<br />
rejsearrangører efter fusionen (gruppen Airtours/First Choice, Thomson og Thomas Cook); de<br />
ville ikke længere være tilskyndet til at konkurrere på grund <strong>af</strong> markedets strukturelle<br />
kendetegn og dets funktionsmåde, der <strong>af</strong>hang <strong>af</strong> beslutninger vedrørende kapaciteten, og på<br />
grund <strong>af</strong> dets stærke koncentration på markedet (80 % til de tre store rejsearrangører, såfremt<br />
transaktionen fandt sted) (beslutningens betragtning 169).<br />
Transaktionen ville øge den allerede eksisterende gennemsigtighed og den gensidige<br />
<strong>af</strong>hængighed, således at de tre sidste store rejsearrangører hver især havde interesse i at vedtage<br />
en parallel adfærd for så vidt angår fastsættelsen <strong>af</strong> det antal pakkerejser, der blev udbudt på<br />
markedet, idet de ville indskrænke kapaciteten til mindre end det, som markedsudviklingen<br />
krævede (beslutningens betragtning 170).<br />
8
Undersøgelsen <strong>af</strong> den tidligere konkurrence styrkede denne konklusion, idet det var godtgjort,<br />
at det relevante marked allerede havde vist en vis tendens til kollektiv dominans (beslutningens<br />
betragtning 128-138)<br />
Der forelå visse <strong>af</strong>skrækkelsesfaktorer eller muligheder for modangreb som følge <strong>af</strong> det<br />
forhold, at hvis en <strong>af</strong> de tre store tilbageblevne rejsearrangører besluttede ikke at mindske sin<br />
kapacitet, risikerede de to andre at skulle gøre det samme, hvilket ville skabe en situation med<br />
”overudbud” og alvorlige økonomiske konsekvenser for hver <strong>af</strong> de erhvervsdrivende<br />
(beslutningens betragtning 170).<br />
De små rejsearrangører eller nye aktører på markedet, dvs. de nuværende og potentielle<br />
konkurrenter, ville blive endnu mere marginaliserede ved fusionens gennemførelse, idet de<br />
mistede First Choice som leverandør <strong>af</strong> flysæder og potentiel distributionskanal; disse<br />
erhvervsdrivende havde under alle omstændigheder ikke mulighed for at kompensere for den<br />
eventuelle indskrænkning <strong>af</strong> kapaciteten, som de tre sidste store rejsearrangører kunne<br />
iværksætte (beslutningens betragtning 171).<br />
Hvad angik transaktionens virkninger på den effektive konkurrence var det Kommissionens<br />
opfattelse, at det forhold, at den samlede kapacitet på markedet nedbragtes, ville medføre, at<br />
markedet lukkedes, og at medlemmerne <strong>af</strong> det dominerende oligopol opnåede pris- og<br />
profitstigninger (jf. navnlig beslutningens betragtning 56 og 168 in fine).<br />
Airtours gjorde gældende, at de forhold, der i beslutningen var anvendt til at kendetegne situationen<br />
med kollektiv dominerende stilling, ikke fandtes på anmeldelsestidspunktet og ikke ville opstå ved<br />
transaktionens gennemførelse. Airtours anførte mere præcist for det første, at Kommissionen ikke i<br />
tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at transaktionens gennemførelse under hensyn til det<br />
pågældende markeds kendetegn ville tilskynde de tre sidste store rejsearrangører til ikke længere at<br />
konkurrere med hinanden. Airtours gjorde for det andet gjort gældende, at selvom en sådan<br />
tilskyndelse fandtes, ville <strong>af</strong>skrækkelsesfaktorer eller mulighederne for passende modangreb<br />
forhindre, at det påståede dominerende oligopol blev skabt. For det tredje ville de små<br />
rejsearrangører og de nye aktører på markedet, dvs. de nuværende og de potentielle konkurrenter,<br />
under alle omstændigheder anfægte de eventuelle kapacitetsbegrænsninger, der indførtes, og<br />
forbrugerne ville reagere som følge her<strong>af</strong>, således at de tre sidste store rejsearrangører ikke i kr<strong>af</strong>t <strong>af</strong><br />
fusionen havde magt til at handle samlet i et mærkbart omfang, der var u<strong>af</strong>hængigt <strong>af</strong> andre<br />
konkurrenter og forbrugere.<br />
Retten konkluderede, at Kommissionens beslutning, hvis analyse ifølge Retten langt fra byggede på<br />
vægtige beviser, var behæftet med en række fejlvurderinger vedrørende forhold, der var <strong>af</strong> betydning<br />
for vurderingen <strong>af</strong> en eventuel skabelse <strong>af</strong> en kollektiv dominerende stilling. Kommissionen<br />
havde således forbudt transaktionen uden i tilstrækkeligt omfang at have godtgjort, at fusionen med-<br />
9
førte en kollektiv dominerende stilling for de tre store rejsearrangører, som herefter fandtes, der<br />
kunne udgøre en mærkbar hindring for den effektive konkurrence på det pågældende marked.<br />
Udvalgte præmisser<br />
[…]<br />
Pr. 56 I henhold til art. 2, stk. 2, i forordning nr. 4064/89 skal fusioner, der ikke skaber eller<br />
styrker en dominerende stilling, som bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes<br />
betydeligt inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del her<strong>af</strong>, erklæres forenelige<br />
med fællesmarkedet.<br />
Pr. 57 Ifølge forordningens art. 2, stk. 3, skal fusioner, der skaber eller styrker en dominerende<br />
stilling, som bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt inden<br />
for fællesmarkedet eller en væsentlig del her<strong>af</strong>, erklæres uforenelige med fællesmarkedet.<br />
Pr. 58 Når Kommissionen i henhold til forordning nr. 4064/89 undersøger en mulig kollektiv<br />
dominerende stilling, skal den <strong>af</strong>gøre, om skabelsen eller styrkelsen <strong>af</strong> en sådan stilling,<br />
der efter sin art mærkbart og varigt kan hindre den effektive konkurrence på<br />
markedet, er fusionens direkte og umiddelbare virkning (jf. i denne retning <strong>domme</strong>n i<br />
sagen Gencor mod Kommissionen, præmis 94). Såfremt der ikke er en væsentlig ændring<br />
<strong>af</strong> den aktuelle konkurrence, skal transaktionen go<strong>dk</strong>endes (jf. i denne retning<br />
Rettens dom <strong>af</strong> 19.5.1994, sag T-2/93, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 323,<br />
præmis 78 og 79, og <strong>domme</strong>n i sagen Gencor mod Kommissionen, præmis 170, 180<br />
og 193).<br />
Pr. 59 Det fremgår <strong>af</strong> retspraksis, at ”[v]ed <strong>af</strong>gørelsen <strong>af</strong>, om der er tale om en kollektiv dominerende<br />
stilling, skal Kommissionen [...] på grundlag <strong>af</strong> en analyse <strong>af</strong> den forventede<br />
situation på referencemarkedet vurdere, om den fusion, den skal tage stilling til, fører<br />
til en situation, hvor den effektive konkurrence på det relevante marked hæmmes<br />
betydeligt <strong>af</strong> de virksomheder, der deltager i fusionen, og en eller flere udenforstående<br />
virksomheder, som, bl.a. på grund <strong>af</strong> bestående indbyrdes relationer, tilsammen kan<br />
følge samme markedsstrategi og i vidt omfang handle u<strong>af</strong>hængigt <strong>af</strong> de øvrige konkurrenter,<br />
<strong>af</strong> deres kunder og, i sidste instans, <strong>af</strong> forbrugerne” (Kali & Salz-<strong>domme</strong>n,<br />
præmis 221, og <strong>domme</strong>n i sagen Gencor mod Kommissionen, præmis 163).<br />
Pr. 60 Retten har udtalt, at ”[d]er er i retlig eller økonomisk henseende ikke nogen grund til<br />
fra begrebet økonomisk forbindelse at undtage et indbyrdes <strong>af</strong>hængighedsforhold mel-<br />
lem medlemmer <strong>af</strong> et snævert oligopol, inden for hvilket de på et marked med passende<br />
kendetegn, bl.a. med hensyn til koncentrationsgraden på markedet og produktets<br />
gennemsigtighed og homogenitet, er i stand til at forudse hinandens adfærd og derfor<br />
i høj grad er tilskyndet til at samordne deres adfærd på markedet for bl.a. at maksimere<br />
deres fælles fortjeneste ved at begrænse produktionen med henblik på at hæve<br />
priserne. I en sådan sammenhæng ved enhver erhvervsdrivende, at et stærkt konkur-<br />
10
encepræget tiltag fra ve<strong>dk</strong>ommendes side for at forøge markedsandelen (f.eks. en<br />
prisnedsættelse) vil udløse det samme tiltag fra de andre parter, således at han ikke<br />
høster nogen fordel ved sin handling. Alle de erhvervsdrivende må således acceptere<br />
nedsættelsen <strong>af</strong> prisniveauet” (<strong>domme</strong>n i sagen Gencor mod Kommissionen, præmis<br />
276).<br />
Pr. 61 Efter en fusion kan der således opstå en situation med kollektiv dominerende stilling,<br />
der på mærkbar vis hindrer den effektive konkurrence på fællesmarkedet eller en væsentlig<br />
del her<strong>af</strong>, når transaktionen – under hensyn til det pågældende markeds særlige<br />
kendetegn og den ændring, som gennemførelsen <strong>af</strong> denne transaktion medfører – medfører,<br />
at hvert medlem <strong>af</strong> det dominerende oligopol (under hensyntagen til fælles interesser)<br />
finder det muligt, økonomisk rationelt og således hensigtsmæssigt varigt at<br />
vedtage samme adfærd på markedet med det formål at sælge til højere priser, end en<br />
fri konkurrence ville begrunde, uden at skulle indgå en <strong>af</strong>tale eller benytte en samordnet<br />
praksis i art. 81 EF’s forstand (jf. i denne retning <strong>domme</strong>n i sagen Gencor mod<br />
Kommissionen, præmis 277), og dette er uden, at de aktuelle eller potentielle konkurrenter<br />
eller endog kunderne og forbrugerne kan reagere på effektiv vis.<br />
Pr. 62 Således som sagsøgeren har gjort gældende, og som Kommissionen har indrømmet i<br />
sine processkrifter, er der tre betingelser for, at der kan skabes en situation med kollektiv<br />
dominerende stilling i henhold til denne definition:<br />
For det første skal hvert medlem <strong>af</strong> det dominerende oligopol kunne sk<strong>af</strong>fe sig<br />
kendskab til andre medlemmers adfærd med henblik på at kunne kontrollere, om<br />
de følger den samme adfærd eller ikke. Som Kommissionen udtrykkeligt har indrømmet,<br />
er det ikke tilstrækkeligt, at hvert medlem <strong>af</strong> det dominerende oligopol er<br />
bevidst om, at alle kan drage fordel <strong>af</strong> en gensidigt <strong>af</strong>hængig adfærd på markedet,<br />
men medlemmet skal også have et middel til at finde ud <strong>af</strong>, om de andre erhvervsdrivende<br />
følger den samme strategi, og om de opretholder den. Gennemsigtigheden<br />
på markedet skal således være tilstrækkelig til at give hvert medlem <strong>af</strong> det<br />
dominerende oligopol mulighed for på en tilstrækkelig præcis og umiddelbar måde<br />
at få kendskab til udviklingen i alle de andre medlemmers adfærd på markedet.<br />
For det andet er det nødvendigt, at situationen med stiltiende koordinering kan opretholdes<br />
over en vis periode, dvs. at der skal være en tilskyndelse til ikke at fravige<br />
den fælles adfærd på markedet. Som Kommissionen har bemærket, er det<br />
kun, hvis alle medlemmer <strong>af</strong> det dominerende oligopol opretholder en parallel adfærd,<br />
at de kan drage fordel her<strong>af</strong>. Denne betingelse indeholder derfor begrebet<br />
modangreb i tilfælde <strong>af</strong> adfærd, der <strong>af</strong>viger fra den fælles adfærd. Parterne er her<br />
enige om, at for at en situation med kollektiv dominerende stilling er bæredygtig,<br />
skal der være tilstrækkeligt med <strong>af</strong>skrækkelsesfaktorer for at sikre, at der varigt er<br />
en tilskyndelse til ikke at fravige den fælles adfærd, hvilket vil sige, at hvert medlem<br />
<strong>af</strong> det dominerende oligopol skal vide, at et stærkt konkurrencepræget tiltag<br />
11
fra ve<strong>dk</strong>ommendes side for at forøge markedsandelen vil udløse det samme tiltag<br />
fra de andre parter, således at han ikke høster nogen fordel ved sin handling (jf. i<br />
denne retning <strong>domme</strong>n i sagen Gencor mod Kommissionen, præmis 276).<br />
For det tredje skal Kommissionen for i tilstrækkeligt omfang at godtgøre, at der er<br />
en kollektiv dominerende stilling, ligeledes godtgøre, at de nuværende og potentielle<br />
konkurrenters forudsigelige reaktion samt forbrugernes reaktion ikke sår tvivl<br />
om de forventede resultater <strong>af</strong> den fælles adfærd.<br />
Pr. 63 Den fremtidsanalyse, som Kommissionen skal foretage ved fusionskontrollen for så<br />
vidt angår en kollektiv dominerende stilling, forudsætter en omhyggelig undersøgelse,<br />
bl.a. <strong>af</strong> omstændigheder, som i den konkrete situation findes relevante med henblik på<br />
vurderingen <strong>af</strong> fusionens virkninger på konkurrencevilkårene på referencemarkedet<br />
(Kali & Salz-<strong>domme</strong>n, præmis 222). Som Kommissionen selv har understreget i betragtning<br />
104 i sin beslutning <strong>af</strong> 20. maj 1998 (sag IV/M.1016 – Price Waterhouse/Coopers<br />
& Lybrand) (EFT 1999 L 50, s. 27), fremgår det ligeledes <strong>af</strong> Kali & Salz<strong>domme</strong>n,<br />
at der påhviler Kommissionen en stor bevisbyrde, når den finder, at en transaktion<br />
bør forbydes, fordi den vil skabe en situation med kollektiv dominerende stilling.<br />
Dette bevis skal navnlig vedrøre de forhold, der angives at spille en væsentlig rolle<br />
ved vurderingen <strong>af</strong>, om der kan skabes en kollektiv dominerende stilling, såsom<br />
manglende effektiv konkurrence mellem de erhvervsdrivende, der angiveligt er medlemmer<br />
<strong>af</strong> et dominerende oligopol, og intet større konkurrencepres, der eventuelt<br />
kunne udøves <strong>af</strong> de andre erhvervsdrivende.<br />
Pr. 64 Det skal endvidere anføres, at de materielle bestemmelser i forordning nr. 4064/89,<br />
navnlig art. 2, tillægger Kommissionen et vist skøn, herunder for så vidt angår økonomiske<br />
vurderinger, og dermed skal Fællesskabets retsinstansers kontrol med udøvelsen<br />
<strong>af</strong> dette skøn, som er væsentligt som led i reglerne om fusioner, foretages under hensyntagen<br />
til den skønsmargen, som er knyttet til de bestemmelser med økonomiske<br />
aspekter, der indgår i regelsættet om fusioner (Kali & Salz-<strong>domme</strong>n, præmis 223 og<br />
224, og <strong>domme</strong>n i sagen Gencor mod Kommissionen, præmis 164 og 165).<br />
Pr. 65 Det er således i lyset <strong>af</strong> ovenstående, at berettigelsen <strong>af</strong> de <strong>af</strong> sagsøgeren påberåbte<br />
klagepunkter vedrørende beviset for, at Kommissionen begik en fejlvurdering, da den<br />
fandt, at betingelserne for eller de karakteristiske træk ved en kollektiv dominerende<br />
stilling ville foreligge, hvis den anmeldte transaktion blev go<strong>dk</strong>endt, skal undersøges.<br />
[…]<br />
12
AKZO, C-62/86: Predatory pricing<br />
AKZO mod Kommissionen (annullationssøgsmål). Dommen indeholder den i retspraksis skabte<br />
analyseramme for begrebet predatory pricing (der hører under misbrugskategorien ekskluderende<br />
misbrugsadfærd), dvs. den test, EU-Domstolen anvender i vurderingen <strong>af</strong> predatory pricing.<br />
AKZO Chemie (herefter AKZO) var dels en dominerende producent <strong>af</strong> organiske peroxider, der<br />
anvendes inden for plastindustrien, dels en dominerende aktør på markedet for meladditivsektoren.<br />
På sidstnævnte marked opererede en konkurrerende virksomhed, Engineering and Chemical Supplies<br />
Ltd (herefter benævnt ”ECS”) også.<br />
Aftagerne/køberne <strong>af</strong> additiver (kunderne) kunne opdeles i tre kategorier. Den første omfattede de<br />
tre største melproducentkoncerner, der var <strong>af</strong> omtrent samme størrelse, nemlig Ranks (RHM), Spillers<br />
og Allied Mills, der tilsammen tegnede sig for ca. 85 % <strong>af</strong> efterspørgslen. Den anden bestod <strong>af</strong><br />
melproducenter, der var u<strong>af</strong>hængige <strong>af</strong> de tre store koncerner, de ”store u<strong>af</strong>hængige” virksomheder,<br />
der tegnede sig for 10 % <strong>af</strong> efterspørgslen. De resterende 5 % blev købt <strong>af</strong> mindre melproducenter,<br />
de ”små u<strong>af</strong>hængige” virksomheder.<br />
I 1979 valgte ECS at udvide sine aktiviteter til også at omfatte plastindustrien. AKZO reagerede<br />
herimod dels ved direkte at true ECS, dels ved at nedsætte sine priser inden for meladditivsektoren<br />
(ECS´ traditionelle kerneområde). Prisnedsættelserne var rettet direkte mod ECS´ eksisterende kunder,<br />
mens AKZO opretholdt op til 60 % højere priser for egne faste kunder.<br />
Ved Kommissionens beslutning <strong>af</strong> 1<strong>4.</strong> december 1985 konstaterede Kommissionen, at AKZO havde<br />
overtrådt traktatens art. 86 (nu art. 102) ved over for ECS at udøve en adfærd, som tog sigte på at<br />
skade ECS' virksomhed og/eller at sikre, at ECS trak sig ud <strong>af</strong> EF–markedet (nu EU-markedet) for<br />
organiske peroxider (beslutningens art. 1).<br />
Kommissionen havde navnlig fastslået (beslutningens art. 1), at AKZO<br />
under møder sidst i 1979 havde fremsat direkte trusler mod ECS med det formål at sikre, at<br />
ECS trak sig ud <strong>af</strong> markedet for organiske peroxider til anvendelse inden for plastindustrien<br />
omkring december 1980 var begyndt systematisk at tilbyde og levere meladditiver til Provincial<br />
Merchants, Allied Mills og til ECS' kunder blandt de ”store u<strong>af</strong>hængige” virksomheder til<br />
urimeligt lave priser, der tog sigte på at skade ECS' levedygtighed, idet ECS var nødt til enten<br />
at lade AKZO overtage kunderne eller at nedsætte sin pris til samme tabsgivende niveau for at<br />
beholde kunderne<br />
havde fremsat sådanne tilbud på meladditiver udelukkende til ECS' kunder og samtidig opretholdt<br />
betydeligt (op til 60 %) højere priser over for sine egne faste kunder inden for samme<br />
kategori<br />
13
havde tilbudt ECS' kunder kaliumbromat og vitaminblanding (selskabet leverede normalt ikke<br />
sidstnævnte produkt) som lokkevarer i en ”pakke” sammen med benzoylperoxid men henblik<br />
på at få dem til at dække deres samlede behov for meladditiver ved køb hos AKZO, hvorved<br />
ECS blev udelukket<br />
som led i planen om at skade ECS havde holdt priserne på meladditiver i Det forenede Kongerige<br />
på et kunstigt lavt niveau over en længere periode, hvilket selskabet selv kunne overleve,<br />
da det havde større finansielle ressourcer end ECS<br />
havde ført en eliminerende forretningspolitik i forhold til RHM' s og Spillers' leverandører,<br />
ved hos disse kunder at indhente nøjagtige oplysninger om de tilbud på meladditiver, der var<br />
fremsat <strong>af</strong> andre leverandører (herunder ECS), og derpå tilbyde en pris, der lå lige under det<br />
laveste tilbud, med henblik på at opnå leverancerne, og samtidig (over for Spillers) fremsatte<br />
krav om, at kunden skulle dække hele sit behov for meladditiver ved køb hos AKZO.<br />
Ved beslutningen blev AKZO pålagt en bøde på 10 mio. ECU (European Currency Unit, den tidligere<br />
europæiske valutaenhed, nu <strong>af</strong>løst <strong>af</strong> euroen) (art. 2), ligesom selskabet blev pålagt omgående<br />
at bringe overtrædelsen til ophør (art. 3).<br />
AKZO anlagde herefter annullationssøgsmål: AKZO gjorde gældende, at den anfægtede beslutning<br />
var i strid med Traktatens art. 86 (nu art. 102), idet Kommissionen havde fortolket og anvendt begreberne<br />
dominerende stilling og misbrug <strong>af</strong> en dominerende stilling urigtigt, da den fastslog, at<br />
AKZO havde en sådan stilling, og kvalificerede AKZO´s adfærd som misbrug. Mht. de lave priser<br />
var AKZO´s grundargument, at prissætningen til stadighed rummede et element <strong>af</strong> profit, hvorfor<br />
der ikke forelå misbrug i form <strong>af</strong> predatory pricing.<br />
AKZO fik ikke medhold: Domstolen fastslog at AKZO havde udøvet misbrug ved fremsættelse <strong>af</strong><br />
trusler mod ECS med henblik på at opnå, at selskabet trak sig ud <strong>af</strong> markedet for organiske peroxider<br />
til plastfremstilling. Mht. de priser, AKZO tilbød eller accepterede for meladditiver, udgjorde<br />
disse også misbrug, jf. Domstolens analyseramme for begrebet predatory pricing gengivet ndf.:<br />
Udvalgte præmisser<br />
[…]<br />
Misbrug <strong>af</strong> en dominerende stilling.<br />
– 1. Indledende betragtninger – lovlighedskriteriet for en dominerende virksomheds adfærd på<br />
prisområdet<br />
Pr. 63 Ifølge den anfægtede beslutning (pkt. 75) havde AKZO misbrugt sin dominerende<br />
stilling ved at søge at eliminere ECS fra markedet for organiske peroxider, først og<br />
fremmest gennem betydelige og langvarige prisnedsættelser på meladditiver.<br />
Pr. 64 Ifølge Kommissionen tillægger art. 86 ikke omkostningerne betydning som det <strong>af</strong>gørende<br />
kriterium ved <strong>af</strong>gørelsen <strong>af</strong>, om der foreligger misbrug, når en dominerende<br />
14
virksomhed foretager prisreduktioner (beslutningens pkt. 77). Et sådant kriterium tager<br />
ikke hensyn til de brede mål for EF's konkurrenceregler, der er fastsat i Traktatens<br />
art. 3, litra f), og navnlig behovet for at værne mod en forringelse <strong>af</strong> en effektiv konkurrencestruktur<br />
inden for fællesmarkedet. Et rent mekanisk kriterium undervurderer<br />
det strategiske sigte med en prisnedsættelsespolitik. En prisnedsættelse kan tænkes at<br />
have konkurrencebegrænsende formål, uanset om den angribende part fastsætter sine<br />
priser til et niveau, der ligger over eller under virksomhedens egne omkostninger,<br />
hvorledes disse så end skal forstås (beslutningens pkt. 79).<br />
Pr. 65 En detaljeret analyse <strong>af</strong> den dominerende virksomheds omkostninger kan alligevel<br />
være <strong>af</strong> stor betydning for vurderingen <strong>af</strong>, om dens prispolitik er rimelig. Der kan være<br />
tilfælde, hvor det er så indlysende, at en dominerende producents prisnedsættelse<br />
har den virkning at eliminere en konkurrent, at det ikke er nødvendigt at bevise, at det<br />
er hensigten at eliminere konkurrenten. Derimod kan det i tilfælde, hvor der er flere<br />
tænkelige årsager til de lave priser, være nødvendigt at bevise, at det var formålet at<br />
eliminere en konkurrent eller begrænse konkurrencen, for at det kan fastslås, at der foreligger<br />
en overtrædelse (beslutningens pkt. 80).<br />
Pr. 66 AKZO har bestridt, at Kommissionens lovlighedskriterium er brugbart; ifølge selskabet<br />
er det uklart, eller i hvert fald uanvendeligt i praksis. Selskabet har gjort gældende,<br />
at Kommissionen burde have anvendt et objektivt kriterium, baseret på selskabets omkostninger.<br />
Pr. 67 Selskabet har i denne forbindelse anført, at spørgsmålet om lovligheden <strong>af</strong> et bestemt<br />
prisniveau ikke kan behandles isoleret fra den konkrete markedssituation, som var<br />
baggrunden for fastsættelsen <strong>af</strong> denne pris. Der foreligger ikke misbrug, såfremt den<br />
dominerende virksomhed søger at opnå en optimal salgspris og et positivt dækningsbidrag.<br />
En pris er optimal, når virksomheden med rimelighed kan forvente, at såfremt<br />
der tilbydes en anden pris, eller der ikke fremsættes pristilbud, vil dette på kort sigt føre<br />
til et mindre gunstigt driftsresultat. Dækningsbidraget er positivt, når ordreværdien<br />
overstiger de samlede variable omkostninger.<br />
Pr. 68 Et kriterium, der er baseret på, at der på kort sigt skal opnås en optimal pris, kan ikke<br />
<strong>af</strong>vises med den begrundelse, at det på længere sigt vil skade virksomhedens overlevelsesevne.<br />
Først efter en vis tid kan den pågældende virksomhed træffe sine forholdsregler<br />
til imødegåelse <strong>af</strong> tab eller skille sig <strong>af</strong> med en underskudsgivende gren <strong>af</strong> virksomhedens<br />
aktiviteter. I mellemtiden må virksomheden acceptere ”optimale ordrer”<br />
for at mindske underskuddet og sikre kontinuiteten i virksomhedens drift.<br />
Pr. 69 Det bemærkes, som det er fastslået <strong>af</strong> Domstolen i dom <strong>af</strong> 13. februar 1979 (sag<br />
85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, præmis 91), at misbrugsbegrebet<br />
er et objektivt begreb, som omfatter en <strong>af</strong> en markedsdominerende<br />
virksomhed udvist adfærd, som efter sin art kan påvirke strukturen på et marked, hvor<br />
konkurrencen netop som følge <strong>af</strong> den pågældende virksomheds tilstedeværelse allere-<br />
15
de er <strong>af</strong>svækket, og som bevirker, at der lægges hindringer i vejen for at opretholde<br />
den endnu bestående konkurrence på markedet eller udviklingen <strong>af</strong> denne konkurrence<br />
som følge <strong>af</strong>, at der tages andre midler i brug end i den normale konkurrence om <strong>af</strong>sætning<br />
<strong>af</strong> varer og tjenesteydelser, der udspiller sig på grundlag <strong>af</strong> de erhvervsdrivendes<br />
ydelser.<br />
Pr. 70 Her<strong>af</strong> følger, at Traktatens art. 86 forbyder en dominerende virksomhed at eliminere<br />
en konkurrent for herigennem at styrke sin stilling ved hjælp <strong>af</strong> andre midler end en<br />
konkurrence på ydelser. Herved kan dog ikke enhver form for priskonkurrence anses<br />
for lovlig.<br />
Pr. 71 Priser, der er lavere end de gennemsnitlige variable omkostninger (dvs. omkostninger,<br />
der ændres i forhold til den producerede mængde), og som en dominerende virksom-<br />
hed bruger i et forsøg på at eliminere en konkurrent, må betragtes som misbrug. En<br />
dominerende virksomhed har nemlig ingen anden interesse i at anvende sådanne priser<br />
end den at eliminere sine konkurrenter for efterfølgende at drage fordel <strong>af</strong> sin monopolstilling<br />
til at forhøje sine priser, eftersom den ved ethvert salg påføres et tab, nemlig<br />
samtlige faste omkostninger (dvs. omkostninger, der er konstante uanset den producerede<br />
mængde) og i det mindste en del <strong>af</strong> de variable omkostninger pr. produceret<br />
enhed.<br />
Pr. 72 Priser, der er lavere end de gennemsnitlige samlede omkostninger, dvs. de faste plus<br />
de variable omkostninger, men højere end de gennemsnitlige variable omkostninger,<br />
må anses for misbrug, når de fastsættes som led i en plan om at eliminere en konkurrent.<br />
Sådanne priser kan nemlig udelukke virksomheder fra markedet, der måske er li-<br />
ge så effektive som den dominerende virksomhed, men som ikke er i stand til at modstå<br />
den konkurrence, de udsættes for, som følge <strong>af</strong> deres mindre økonomiske styrke.<br />
Pr. 73 Det er disse kriterier, der skal anvendes i denne sag.<br />
[…]<br />
Bayer/Adalat-sagen, C-2/01 P og C-3/01 P: Aftalebegrebet<br />
Bayer mod Kommissionen (annullationssøgsmål). Dommen handler om, hvornår der foreligger en<br />
<strong>af</strong>tale i TEUF art. 101´s forstand. Konkret var spørgsmålet, om der var tale om en ensidig adfærd<br />
fra den ene <strong>af</strong>taleparts side (i hvilket tilfælde art. 101 ikke kan finde anvendelse) eller om der var<br />
tale om en (vertikal) <strong>af</strong>tale: Producenten <strong>af</strong> hjertemedicinen adalat, Bayer, havde som reaktion på<br />
sine spanske og franske grossisters paralleleksport besluttet kun at sælge grossisterne de mængder<br />
<strong>af</strong> Adalat, som svarede til grossisternes indenlandske salg (for at forhindre parallelimport/eksport).<br />
Ifølge Kommissionens beslutning var der tale om en overtrædelse <strong>af</strong> traktatens art. 85, stk.<br />
1 (nu art. 101, stk. 1). Både Retten i Første Instans (nu Retten) og EF-Domstolen (nu Domstolen)<br />
fandt imidlertid, at Kommissionen ikke kunne bevise, at Bayer og dette selskabs spanske og franske<br />
16
grossister havde indgået en <strong>af</strong>tale om begrænsning <strong>af</strong> paralleleksporten <strong>af</strong> Adalat til Det Forenede<br />
Kongerige; at Bayer ikke blot havde gennemført mængderestriktionerne ensidigt, eller at grossisterne<br />
havde tilsluttet sig Bayers eksportpolitik.<br />
Bayer AG (herefter ”Bayer” eller ”Bayer-koncernen”), var moderselskabet i en <strong>af</strong> de største europæiske<br />
kemiske og farmaceutiske koncerner og havde datterselskaber i alle EU´s medlemsstater.<br />
Bayer havde i adskillige år produceret og forhandlet en række lægemidler under navnet ”Adalat”<br />
eller ”Adalate”, der indeholder det virksomme stof nifedipin, som bruges til behandling <strong>af</strong> hjerte-<br />
/karsyg<strong>domme</strong>.<br />
Prisen på Adalat fastsættes i de fleste medlemsstater direkte eller indirekte <strong>af</strong> de nationale sund-<br />
hedsmyndigheder. Fra 1989 til 1993 var de priser, som var fastsat <strong>af</strong> de spanske og franske sundhedsmyndigheder,<br />
gennemsnitligt 40 % lavere end priserne i Det Forenede Kongerige.<br />
På grund <strong>af</strong> disse prisforskelle begyndte fra 1989 grossister i Spanien at eksportere Adalat til Det<br />
Forenede Kongerige og fra 1991 grossister i Frankrig – såkaldt ”parallelimport”. Ifølge Bayer var<br />
det britiske datterselskab Bayer UK’s salg <strong>af</strong> Adalat fra 1989 til 1993 blevet næsten halveret på<br />
grund <strong>af</strong> parallelimport, hvorved datterselskabet har mistet en omsætning på 230 mio. tyske mark<br />
(DEM), hvilket gav Bayer et indtægtstab på 100 mio. DEM.<br />
Som følge her<strong>af</strong> ændrede Bayer-koncernen sin leveringspolitik og besluttede ikke længere at efterkomme<br />
de stadigt stigende ordrer, som indgik fra grossister i Spanien og Frankrig, til koncernens<br />
spanske og franske datterselskaber. Ændringen blev foretaget med virkning fra 1989 for de ordrer,<br />
der var indgået til Bayer Spanien, og med virkning fra fjerde kvartal <strong>af</strong> 1991 for de ordrer, som var<br />
indgået til Bayer Frankrig.<br />
Efter klage fra visse grossister indledte Kommissionen en administrativ procedure for at undersøge<br />
de overtrædelser <strong>af</strong> EF-traktatens art. 85, stk. 1 (nu EUF-traktatens art. 101, stk. 1), som Bayers<br />
datterselskaber i Frankrig (herefter ” Bayer Frankrig”) og i Spanien (herefter ”Bayer Spanien”)<br />
hævdedes at have begået. Den 10. januar 1996 vedtog Kommissionen den anfægtede beslutning.<br />
Ifølge Kommissionen handlede Bayer Frankrig og Bayer Spanien i strid med traktatens art. 85,<br />
stk. 1 (nu EUF-traktatens art. 101, stk. 1), ved at fastsætte et eksportforbud som led i disse to datter-<br />
selskabers vedvarende forretningsforhold med deres respektive kunder. Kommissionen gjorde gældende,<br />
at en sådan <strong>af</strong>tale indebar en væsentlig begrænsning <strong>af</strong> konkurrencen, som ligeledes mærkbart<br />
påvirkede samhandelen mellem medlemsstater (betragtning 155-199 til den anfægtede beslutning).<br />
17
Mere specifikt udledte Kommissionen <strong>af</strong> sin analyse <strong>af</strong> Bayers adfærd, at der forelå et eksportforbud,<br />
navnlig på grund <strong>af</strong>, at der foregik en systematisk in<strong>dk</strong>redsning <strong>af</strong> eksporterende grossister,<br />
samt at der skete en successiv beskæring <strong>af</strong> Bayer Frankrigs og Bayer Spaniens leverancer til de<br />
grossister, der eksporterede alle eller en del <strong>af</strong> de leverede lægemidler.<br />
Ifølge Kommissionens analyse forudsatte levering <strong>af</strong> de mængder, Bayer Frankrig og Bayer Spanien<br />
gik med til at levere, overholdelse <strong>af</strong> et eksportforbud. Hvor meget Bayer Frankrig og Bayer<br />
Spanien beskar leverancerne, <strong>af</strong>passede de efter grossisternes adfærd i relation til eksportforbuddet.<br />
I tilfælde <strong>af</strong> en overtrædelse <strong>af</strong> forbuddet medførte dette, at grossisterne automatisk fik deres leverance<br />
<strong>af</strong> lægemidler yderligere beskåret.<br />
I lyset <strong>af</strong> de nævnte betragtninger konkluderede Kommissionen i betragtning 170 til den anfægtede<br />
beslutning, at Bayer Frankrig og Bayer Spanien havde udsat deres grossister for en permanent trussel<br />
om at beskære leverancerne til dem, og at denne trussel blev ført ud i livet gentagne gange, hvis<br />
grossisterne ikke rettede sig efter eksportforbuddet.<br />
Kommissionen fandt, at selve grossisternes adfærd viste, at de ikke alene var klar over, at de leverede<br />
varer var underlagt eksportforbuddet, men også, at de tilpassede sig til dette forbud. De havde<br />
dermed over for Bayer Frankrig og Bayer Spanien vist, at de – i det mindste tilsyneladende – underkastede<br />
sig det eksportforbud, leverandørerne havde pålagt dem i grossisternes handelsforbindelser<br />
med dem. I den sammenhæng fremhævede Kommissionen i betragtning 182 og 183 til den anfægtede<br />
beslutning følgende:<br />
”182<br />
Grossisterne søgte på forskellig vis at sk<strong>af</strong>fe sig de ønskede leverancer, bl.a. ved at fordele eksportordrerne<br />
på de forskellige <strong>af</strong>delinger [...] og ved at <strong>af</strong>give ordrer til små grossister, der ikke blev<br />
kontrolleret [...]; de tilpassede sig ved deres ordre<strong>af</strong>givelser efter Bayer Frankrigs og Bayer Spaniens<br />
forbud mod at eksportere.<br />
183<br />
Ved <strong>af</strong>givelsen <strong>af</strong> ordrer til Bayer Frankrig henholdsvis Bayer Spanien begyndte grossisterne kun at<br />
bestille varer til dækning <strong>af</strong> behovet på deres hjemmemarked. Og efterhånden som de blev klar<br />
over, hvad der foregik, begyndte de endog at overholde de nationale ´kvoter´, deres leverandører<br />
pålagde dem. De gjorde dog deres bedste for at få dem sat så højt som muligt ved samtidig at underkaste<br />
sig en streng overholdelse <strong>af</strong> de mængder, som Bayer Frankrig og Bayer Spanien anså for<br />
at være normale til forsyningen <strong>af</strong> det nationale marked.”<br />
I betragtning 184 til den anfægtede beslutning fastslog Kommissionen, at denne adfærd viste, at<br />
grossisterne accepterede eksportforbuddet, der indgik i det vedvarende forretningsforhold mellem<br />
Bayer Frankrig og Bayer Spanien og deres grossister. Der forelå således i henhold til Kommissionen<br />
en <strong>af</strong>tale i traktatens art. 85, stk. 1’s (nu art. 101, stk. 1), forstand.<br />
18
Kommissionen fastslog derfor i art. 1 i den anfægtede beslutning, at ”[d]et forbud mod at eksportere<br />
produkterne Adalate og Adalate 20 mg LP fra Frankrig og produkterne Adalat og Adalat-Retard<br />
fra Spanien til andre medlemsstater, som har været <strong>af</strong>talt siden 1991 mellem Bayer Frankrig og<br />
dennes grossister og siden i hvert fald 1989 mellem Bayer Spanien og dennes grossister i forbindelse<br />
med deres vedvarende forretningsforhold, udgør en overtrædelse <strong>af</strong> traktatens art. 85, stk. 1,<br />
begået <strong>af</strong> Bayer AG”.<br />
Den anfægtede beslutnings art. 2 bestemte:<br />
”Bayer Tyskland skal bringe den i art. 1 omhandlede overtrædelse til ophør og i forbindelse hermed<br />
især:<br />
senest to måneder efter meddelelsen <strong>af</strong> nærværende beslutning fremsende en rundskrivelse til<br />
deres grossister i Frankrig og Spanien, hvori det klart anføres, at det er tilladt at eksportere<br />
inden for EF, og at sådan eksport ikke vil medføre nogen sanktioner<br />
senest to måneder efter meddelelsen <strong>af</strong> nærværende beslutning angive dette klart i de almindelige<br />
salgsbetingelser, der anvendes i Frankrig og Spanien.”<br />
Ved den anfægtede beslutnings art. 3 blev Bayer pålagt en bøde på 3.000.000 ECU (European Currency<br />
Unit, den tidligere europæiske valutaenhed, nu <strong>af</strong>løst <strong>af</strong> euroen), og ved art. 4 i beslutningen<br />
pålagdes Bayer en tvangsbøde på 1.000 ECU for hver dags forsinkelse med opfyldelsen <strong>af</strong> de i art.<br />
2 i beslutningen udtrykkeligt angivne forpligtelser efter udløbet <strong>af</strong> den fastsatte tomånedersfrist for<br />
disses opfyldelse.<br />
Kommissionen havde fremhævet nedennævnte retspraksis til støtte for, at der i det konkrete tilfælde<br />
forelå en <strong>af</strong>tale iht. traktatens art. 85, stk. 1 (nu art. 101, stk. 1). Retten konkluderede, at Kommissionen<br />
ikke kunne anvende denne retspraksis til at betvivle analysen, som havde ført til den konklusion,<br />
at grossisternes samtykke til Bayers nye politik ikke konkret forelå, og at Kommissionen som<br />
følge her<strong>af</strong> ikke havde bevist, at der forelå en sådan <strong>af</strong>tale:<br />
For så vidt angår <strong>domme</strong>n <strong>af</strong> 11. januar 1990, Sandoz prodotti farmaceutici mod Kommissionen<br />
(sag C-277/87), fastslog Retten følgende:<br />
”161<br />
I Sandoz-sagen havde Kommissionen pålagt et datterselskab til et multinationalt medicinalfirma,<br />
Sandoz, en bøde for at forsyne sine fakturaer til kunderne (grossister, apoteker og hospitaler) med<br />
den udtrykkelige påtegning ´må ikke eksporteres´. Sandoz havde ikke bestridt, at fakturaerne indeholdt<br />
denne påtegning, men havde benægtet, at der forelå en <strong>af</strong>tale i traktatens art. 85, stk. 1’s forstand.<br />
Domstolen frifandt Kommissionen efter at have taget stilling til alle de <strong>af</strong> sagsøgeren fremførte<br />
argumenter. Domstolen fandt således, at det ikke var en ensidig handling at tilsende kunder<br />
fakturaer med den nævnte påtegning, men at dette skete som led i en helhed <strong>af</strong> virksomhedens faste<br />
forretningsforbindelse med kunderne. Domstolen nåede frem til denne konklusion på grundlag <strong>af</strong> en<br />
19
undersøgelse <strong>af</strong> den fremgangsmåde, virksomheden fulgte, før den go<strong>dk</strong>endte, at en ny kunde solgte<br />
virksomhedens produkter og under hensyn til den faste, ensartede og systematiske praksis, der blev<br />
anvendt i forbindelse med hver enkelt salgsoperation (<strong>domme</strong>ns præmis 10). Det var på dette stadium<br />
<strong>af</strong> sine betragtninger (præmis 11), at Domstolen behandlede spørgsmålet om me<strong>dk</strong>ontrahenternes<br />
samtykke i det eksportforbud, som var nævnt i fakturaen. Herom udtalte Domstolen:<br />
´Det skal desuden bemærkes, at Sandoz PF’s kunder fik tilsendt den samme type faktura efter <strong>af</strong>givelse<br />
<strong>af</strong> hver enkelt ordre eller, efter omstændigheder[ne], efter produkternes levering. De gentagne<br />
individuelle ordrer på produkter og den omstændighed, at kunderne efterfølgende uden protest betalte<br />
de priser, som var angivet på fakturaerne – der var forsynet med påtegningen ´må ikke eksporteres´<br />
– udgjorde et stiltiende samtykke fra dem til de i fakturaen fastsatte klausuler og til den type<br />
forretningsforbindelse, som bestod mellem Sandoz PF og dets kundekreds. Når Sandoz PF optog en<br />
forretningsforbindelse med en kunde, forudsatte denne således, at kunden stiltiende accepterede<br />
den forretningspraksis, som Sandoz PF anvendte i forhold til kunderne.´<br />
162<br />
Det skal fremhæves, at Domstolen først efter disse konstateringer konkluderede, at Kommissionen<br />
var berettiget til at antage, at ´den helhed <strong>af</strong> faste forretningsforbindelser mellem Sandoz PF og<br />
dets kunder, hvori klausulen ´må ikke eksporteres´, udgjorde en integrerende bestanddel, var reguleret<br />
ved en på forhånd truffet generel <strong>af</strong>tale, som gjaldt for alle de individuelle ordrer på Sandoz’<br />
produkter. En sådan <strong>af</strong>tale er omfattet <strong>af</strong> bestemmelserne i traktatens art. 85, stk. 1.´<br />
163<br />
Selvom de to sager ligner hinanden i den forstand, at de vedrører medicinalkoncerners handlemåde<br />
med henblik på at forhindre parallelimport <strong>af</strong> lægemidler, er der <strong>af</strong>gørende forskel på de konkrete<br />
omstændigheder i sagerne. For det første havde fabrikanten i [sagen Sandoz prodotti farmaceutici<br />
mod Kommissionen] i modsætning til, hvad der er tilfældet i den foreliggende sag, udtrykkeligt<br />
forsynet alle sine fakturaer med en konkurrencebegrænsende klausul, som var gentaget i dokumenterne<br />
vedrørende samtlige transaktioner og derfor udgjorde en integrerende bestanddel i forretningsforbindelsen<br />
mellem selskabet og dets grossister. For det andet viste grossisternes faktiske<br />
handlemåde hvad angår klausulen – som de de facto havde respekteret uden diskussion – at de stiltiende<br />
samtykkede i klausulen og i den type forretningsforbindelse, der bestod mellem parterne. De<br />
to omstændigheder, som var <strong>af</strong>gørende i sagen Sandoz prodotti farmaceutici mod Kommissionen,<br />
foreligger derimod ikke i denne sag. Her er hverken fastsat nogen udtrykkelig klausul om eksportforbud<br />
eller blevet fulgt en adfærd, der <strong>af</strong>spejlede føjelighed eller viste samtykke, det være sig formelt<br />
eller reelt.”<br />
Kommissionen støttede ligeledes ret på <strong>domme</strong>n <strong>af</strong> 8. februar 1990, Tipp-Ex mod Kommissionen<br />
(sag C-279/87, Sml. I, s. 261), hvori Kommissionens beslutning om at pålægge bøde for en <strong>af</strong>tale,<br />
der havde til formål at hindre udførsler, blev stadfæstet <strong>af</strong> Domstolen, selvom der i modsætning til<br />
sagen, der gav anledning til <strong>domme</strong>n i sagen Sandoz prodotti farmaceutici mod Kommissionen,<br />
ikke forelå nogen skriftlig bestemmelse om et eksportforbud. Herom fastslog Retten følgende:<br />
20
”165<br />
Den nævnte sag vedrørte en eneforhandlings<strong>af</strong>tale mellem Tipp-Ex og dennes franske forhandler,<br />
DMI, der havde efterkommet fabrikantens krav om at forhøje de priser, som var fastsat for en kunde,<br />
så meget, at denne mistede enhver økonomisk interesse i at foretage parallelimport. Desuden<br />
var det godtgjort, at fabrikanten foretog efterfølgende kontrol for at tilskynde eneforhandleren til at<br />
følge denne adfærd (betragtning 58 til Kommissionens beslutning 87/406/EØF <strong>af</strong> 10.7.1987 om en<br />
procedure i henhold til EØF-traktatens art. 85 (EFT L 222, s. 1)). De betragtninger, Domstolen<br />
lagde til grund i denne dom, fremgår <strong>af</strong> præmis 18 – 21. Efter at have fastslået, at der var indgået<br />
en mundtlig eneforhandlings<strong>af</strong>tale for Frankrig mellem Tipp-Ex og DMI, og efter at have nævnt de<br />
vigtigste faktiske omstændigheder, undersøgte Domstolen reaktionen – altså forhandlerens reaktion<br />
– over for den sanktionsvilje, fabrikanten havde vist. Domstolen konstaterede i så henseende, at<br />
forhandleren ´reagerede ved at forhøje priserne med 10 – 20 % udelukkende over for virksomheden<br />
ISA France. Efter at ISA France i hele 1980 havde <strong>af</strong>brudt sine in<strong>dk</strong>øb hos DMI, <strong>af</strong>slog sidstnævnte<br />
selskab i begyndelsen <strong>af</strong> 1981 selv at levere Tipp-Ex-produkter til ISA France´. Det var først efter<br />
disse konstateringer vedrørende fabrikantens og forhandlerens adfærd, at Domstolen nåede frem til<br />
den konklusion, at der forelå en <strong>af</strong>tale i traktatens art. 85, stk. 1’s forstand, idet den fastslog:<br />
´Det er altså godtgjort, at DMI efterkom Tipp-Ex’ krav om ikke at sælge til kunder, som videresælger<br />
Tipp-Ex-produkter i andre medlemsstater’ (<strong>domme</strong>ns præmis 21).´<br />
166<br />
Følgelig var der ikke i <strong>domme</strong>n i sagen Tipp-Ex mod Kommissionen tvivl om – i modsætning til,<br />
hvad der gælder i den foreliggende sag – at politikken for at hindre paralleleksport blev iværksat <strong>af</strong><br />
fabrikanten i samarbejde med forhandlerne. Som anført i <strong>domme</strong>n fremgik denne hensigt allerede<br />
klart <strong>af</strong> de mundtlige og skriftlige <strong>af</strong>taler mellem de to parter (jf. <strong>domme</strong>ns præmis 19 og 20 hvad<br />
angår forhandleren DMI og præmis 22 og 23 hvad angår forhandleren Beiersdorf), og i tilfælde <strong>af</strong>,<br />
at der stadig var nogen tvivl tilbage, viste analysen <strong>af</strong> adfærden hos de forhandlere, som blev presset<br />
<strong>af</strong> fabrikanten, meget klart, at de samtykkede i Tipp-Ex’ ønske om at begrænse konkurrencen.<br />
Kommissionen havde ikke blot bevist, at forhandlerne havde reageret over for fabrikantens trusler<br />
og pression, men også, at i hvert fald en <strong>af</strong> dem havde tilsendt fabrikanten prøver på sit samarbejde.<br />
Endelig skal det tilføjes, at Kommissionen selv i den foreliggende sag har bemærket, at Domstolen<br />
i Tipp-Ex–<strong>domme</strong>n ved <strong>af</strong>gørelsen <strong>af</strong>, om der forelå en <strong>af</strong>tale, fulgte den fremgangsmåde at analysere<br />
forhandlernes reaktion over for fabrikantens handlemåde til <strong>af</strong>værgelse <strong>af</strong> paralleleksport,<br />
og at det var i betragtning <strong>af</strong> denne reaktion fra forhandlerens side, at Domstolen konkluderede, at<br />
der måtte antages at foreligge en <strong>af</strong>tale mellem denne og Tipp-Ex med det formål at hindre paral-<br />
leleksport.<br />
167<br />
Følgelig kan denne dom, ligesom <strong>domme</strong>n i sagen Sandoz prodotti farmaceutici mod Kommissionen,<br />
kun bekræfte den retspraksis, hvorefter det er en betingelse for, at en fabrikants tilsyneladende<br />
ensidige adfærd kan antages at udgøre en <strong>af</strong>tale mellem virksomheder i traktatens art. 85, stk. 1’s<br />
forstand, at grossisters eller kunders efterfølgende adfærd kan fortolkes som et samtykke de facto.<br />
21
Da denne betingelse ikke er opfyldt i den foreliggende sag, kan Kommissionen ikke påberåbe sig<br />
den påståede lighed mellem de to sager til støtte for sin opfattelse <strong>af</strong>, at der er givet samtykke i den<br />
foreliggende sag.”<br />
Vedrørende sagerne, som gav anledning til dom <strong>af</strong> 25. oktober 1983, AEG mod Kommissionen (sag<br />
107/82, Sml. s. 3151), og <strong>af</strong> 17. september 1985, Ford mod Kommissionen (forenede sager 25/84<br />
og 26/84, Sml. s. 2725), udtalte Retten følgende:<br />
”170<br />
I <strong>domme</strong>n i sagen AEG mod Kommissionen, hvori fabrikantens og forhandlernes hensigter ikke<br />
fremgik umiddelbart, og hvor sagsøgeren udtrykkeligt påberåbte sig, at hans adfærd var ensidig,<br />
fandt Domstolen, at en praksis, hvorved en fabrikant som led i et selektivt distributionssystem i det<br />
øjemed at opretholde et højt prisniveau eller at udelukke bestemte moderne distributionsformer<br />
<strong>af</strong>slår at autorisere forhandlere, der opfylder de for systemet fastsatte kvalitative betingelser, ´[ikke<br />
udgør] en sådan ensidig handling fra virksomhedens side, der – som hævdet <strong>af</strong> AEG – ikke er omfattet<br />
<strong>af</strong> forbuddet i EØF-traktatens art. 85, stk. 1. Holdningen indgår tværtimod i de kontraktmæssige<br />
forbindelser, som virksomheden opretholder med sine forhandlere´ (præmis 38). Domstolen<br />
fastslog derpå, at der forelå et samtykke fra forhandlerne, idet den præciserede: ´Når en forhandler<br />
optages i distributionssystemet, bygger autorisationen nemlig på me<strong>dk</strong>ontrahenternes udtrykkelige<br />
eller stiltiende accept <strong>af</strong> den <strong>af</strong> AEG fulgte politik, hvorefter bl.a. forhandlere, der opfylder betingelserne<br />
for at blive autoriseret, men ikke er indforstået med at følge denne politik, udelukkes fra<br />
forhandlerorganisationen´ (præmis 38). Domstolen har bekræftet denne linje i sin retspraksis i de<br />
øvrige sager om selektiv distribution, som den har påkendt (se [<strong>domme</strong>n i sagen] Ford […] mod<br />
Kommissionen, præmis 21, [dom <strong>af</strong> 22.10.1986, sag 75/84, Metro mod Kommissionen], ´Metro II´,<br />
[Sml. s. 3021], præmis 72 og 73, og [<strong>af</strong> 2<strong>4.</strong>10.1995, sag C-70/93], Bayerische Motorenwerke [Sml.<br />
I, s. 3439] præmis 16 og 17).”<br />
Med hensyn til <strong>domme</strong>n <strong>af</strong> 12. juli 1979, BMW Belgium m.fl. mod Kommissionen (forenede sager<br />
32/78 og 36/78-82/78, Sml. s. 2435), bemærkede Retten følgende:<br />
”169<br />
For at <strong>af</strong>gøre, om der i sagen BMW Belgium m.fl. mod Kommissionen forelå en <strong>af</strong>tale i traktatens<br />
art. 85, stk. 1’s forstand, undersøgte Domstolen således de foranstaltninger, som kunne tænkes at<br />
godtgøre forekomsten <strong>af</strong> en sådan <strong>af</strong>tale. Dette var tilfældet med de cirkulærer, der var udsendt til<br />
BMW’s forhandlere, og det gjaldt såvel, ´når cirkulærernes indhold [som når] den faktiske og retli-<br />
ge sammenhæng, hvori de forekommer, og parternes adfærd tages i betragtning´, og Domstolen<br />
konkluderede, at de pågældende cirkulærer måtte ´betragtes som udtryk for en hensigt til at ville<br />
bringe enhver eksport <strong>af</strong> nye BMW-vogne fra Belgien til ophør´ (præmis 28). Den tilføjede, at BMW<br />
Belgium ´ved at udsende cirkulærerne til alle de belgiske forhandlere tog [...] initiativet til, at der<br />
blev indgået en <strong>af</strong>tale med forhandlerne om fuldstændigt at bringe denne eksport til ophør´ (præmis<br />
22
29). Det fremgår <strong>af</strong> <strong>domme</strong>ns præmis 30, at Domstolen hermed har villet uddybe, hvori forhandlernes<br />
samtykke bestod.”<br />
Endvidere <strong>af</strong>viste Retten i den appellerede doms præmis 173-181 Kommissionens antagelse om, at<br />
den simple konstatering <strong>af</strong>, at grossisterne ikke <strong>af</strong>brød deres forretningsforbindelse med Bayer, efter<br />
at denne havde iværksat sin nye politik til begrænsning <strong>af</strong> udførslerne, gør det berettiget at anse det<br />
for godtgjort, at der var indgået en <strong>af</strong>tale mellem virksomheder i traktatens art. 85, stk. 1’s forstand.<br />
Omvendt fandt Retten, at beviset for, at der foreligger en <strong>af</strong>tale i denne bestemmelses forstand, skal<br />
være baseret på en direkte eller indirekte konstatering <strong>af</strong> det subjektive element, som kendetegner<br />
selve begrebet <strong>af</strong>tale, nemlig at der foreligger en samstemmende vilje mellem erhvervsdrivende.<br />
I den appellerede doms præmis 179-183 foreholdt Retten mere præcist Kommissionen at have udvidet<br />
anvendelsesområdet for reglerne for virksomhederne i traktatens tredje del, <strong>af</strong>snit V, kapitel 1,<br />
første <strong>af</strong>deling.<br />
Retten annullerede som følge her<strong>af</strong> den anfægtede beslutning uden at have undersøgt Bayers subsidiære<br />
anbringender om, at traktatens art. 85, stk. 1, var blevet urigtigt anvendt på handlemåder, som<br />
var lovlige efter art. 47 i akten vedrørende vilkårene for Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske<br />
Republiks tiltrædelse og tilpasningerne <strong>af</strong> traktaterne (EFT 1985 L 302, s. 23), og om, at art. 15 i<br />
Rådets forordning nr. 17 <strong>af</strong> 6. februar 1962, første forordning om anvendelse <strong>af</strong> bestemmelserne i<br />
traktatens art. 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), blev urigtigt anvendt ved den bøde, som blev pålagt<br />
Bayer.<br />
Udvalgte præmisser<br />
[…]<br />
Pr. 62 For så vidt angår realiteten skal det bemærkes, […] at Kommissionen i tilfælde <strong>af</strong> tvist<br />
om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse <strong>af</strong> konkurrencereglerne, skal føre bevis<br />
for de fastslåede overtrædelser og føre bevis for, at de omstændigheder, som udgør<br />
overtrædelsen, faktisk foreligger.<br />
[…]<br />
Pr. 83 Denne præmis er her omformuleret <strong>af</strong> mig: Eksistensen <strong>af</strong> en <strong>af</strong>tale, der har til formål<br />
at hindre parallelimport, og som er forbudt i henhold til traktatens art. 85, stk. 1, for-<br />
[…]<br />
udsætter ikke nødvendigvis, at der foreligger et system med efterfølgende kontrol og<br />
sanktioner, selvom indførelsen <strong>af</strong> et sådant system kan udgøre et tegn på, at der foreligger<br />
en sådan <strong>af</strong>tale.<br />
23
Pr. 101 […] Såfremt en ensidigt tilkendegivet politik om at hindre parallelimport ville kunne<br />
udgøre en ulovlig <strong>af</strong>tale i henhold til traktatens art. 85, stk. 1, ville dette medføre en<br />
sammenblanding <strong>af</strong> anvendelsesområdet for henholdsvis denne bestemmelse og traktatens<br />
art. 86.<br />
Pr. 102 For at en <strong>af</strong>tale i traktatens art. 85, stk. 1’s forstand kan anses for indgået gennem stiltiende<br />
accept, er det nødvendigt, at den <strong>af</strong> den ene kontraherende part udtrykte vilje<br />
vedrørende et konkurrencebegrænsende formål udgør en udtrykkelig eller stiltiende<br />
opfordring til den anden part om sammen at gennemføre dette formål, hvilket i særlig<br />
grad gælder en <strong>af</strong>tale, der, således som i det foreliggende tilfælde, ikke umiddelbart er<br />
i den anden parts, dvs. grossisternes, interesse.<br />
[…]<br />
Pr. 141 […] Det forhold alene, at der eksisterer en som sådan neutral <strong>af</strong>tale og en ensidigt<br />
pålagt konkurrencebegrænsende foranstaltning, udgør ikke en ulovlig <strong>af</strong>tale i henhold<br />
til denne bestemmelse. Det forhold alene, at en fabrikant har vedtaget en foranstaltning,<br />
som har til formål eller virkning at begrænse konkurrencen, og som indgår i det<br />
vedvarende forretningsforhold mellem fabrikanten og dens grossister, er følgelig ikke<br />
tilstrækkeligt til at fastslå, at der foreligger en sådan <strong>af</strong>tale.<br />
[…]<br />
B&O, Konkurrencerådets <strong>af</strong>gørelse <strong>af</strong> 2<strong>4.</strong><strong>4.</strong>2002: Det relevante marked<br />
Afgørelsen vedrører bl.a. <strong>af</strong>grænsningen <strong>af</strong> det relevante marked. Afgørelsen er også god til at illustrere<br />
vurderingen <strong>af</strong> en vertikal <strong>af</strong>tale, her i form <strong>af</strong> et selektivt distributionssystem. Denne del <strong>af</strong><br />
<strong>af</strong>gørelsen gengives derfor også. Konkurrencerådets <strong>af</strong>gørelse <strong>af</strong> 2<strong>4.</strong> april 2002 blev indbragt for<br />
Konkurrenceankenævnet <strong>af</strong> Fleggaard. Afgørelsen blev stadfæstet.<br />
Bang & Olufsen AudioVisual A/S benyttede ved distribution <strong>af</strong> deres produkter i Danmark og i<br />
resten <strong>af</strong> verden et selektivt distributionssystem, dvs. at salg <strong>af</strong> B&O-produkterne udelukkende skete<br />
gennem autoriserede forhandlere. Disse forhandlere blev udvalgt på baggrund <strong>af</strong> nærmere bestemte<br />
kriterier, der fremgik <strong>af</strong> B&O’s EF-distributions<strong>af</strong>tale.<br />
EF-distributions<strong>af</strong>talen blev anmeldt til Konkurrencestyrelsen den 30. juni 1998. B&O ansøgte om<br />
en ikke-indgrebserklæring i henhold til KRL § 9 og en fritagelse efter § 8, stk. 1, såfremt en erklæring<br />
om ikke-indgreb ikke blev givet.<br />
Det rådet skulle tages stilling til i sagen var, om de kriterier, som dannede basis for optagelsen <strong>af</strong><br />
autoriserede forhandlere, var i overensstemmelse med KRL § 6.<br />
24
Ud over anmeldelsen <strong>af</strong> EF-distributions<strong>af</strong>talen havde B&O anmeldt dets Sæsonsamhandels<strong>af</strong>tale.<br />
Denne <strong>af</strong>tale blev behandlet i et særskilt notat. Derudover havde Konkurrencestyrelsen modtaget to<br />
klager fra henholdsvis Merlin A/S og Fleggaard Holding A/S vedrørende B&O’s fortolkning <strong>af</strong> EFdistributions<strong>af</strong>talen.<br />
Klagerne vedrørte begge fortolkningen <strong>af</strong> bestemmelser i EF-distributions<strong>af</strong>talen, hvorfor der toges<br />
stilling til klagerne i den her omtalte sag.<br />
B&O<br />
B&O producerer audio/video-produkter, som sælges i hele verden. B&O’s produkter er ifølge producenten<br />
kendetegnet <strong>af</strong> høj kvalitet og unikt design. B&O’s detailpriser ligger for videoprodukter-<br />
nes ve<strong>dk</strong>ommende (DVD, VHS og fjernsyn) fra ca. 8.000-27.000 kr. Fjernsyn kombineret med enten<br />
video eller audiosystem ligger væsentligt højere mellem ca. 30.000 og 50.000 kr. B&O’s audiosystemer<br />
koster mellem ca. 10- og 23.000 kr., mens højtalerne sælges til priser fra omkring 2.000<br />
kr. og op til omkring 22.000 kr.<br />
B&O koncernen havde en samlet omsætning i regnskabsåret 1. juni 2000-31. maj 2001 på 3,8 mia.<br />
kr. B&O’s omsætning i Danmark udgjorde [xx] mio. kr.<br />
Distribution <strong>af</strong> produkterne skete efter det oplyste hovedsageligt gennem datterselskaber i de forskellige<br />
lande. B&O havde 292 forhandlere i Danmark.<br />
Markedsbeskrivelse<br />
Det marked, der indgik i sagen, var det danske marked for forbruger-audio/video-produkter. Markedet<br />
var præget <strong>af</strong> et bredt udvalg <strong>af</strong> forskellige mærker med en bred prisspredning. De enkelte<br />
producenter adskilte sig fra hinanden ved at fokusere deres modeludbud mod forskellige prissegmenter<br />
<strong>af</strong> markedet.<br />
B&O og Loewe fokuserede snævert på højprissegmentet.<br />
I den anden ende <strong>af</strong> prisskalaen fandtes mærker som Baze, Dantax, Sharp, Arena og til dels Finlux<br />
og Samsung, der fokuserede snævert på et lavprissegment. Hovedparten <strong>af</strong> disse produkter lå prismæssigt<br />
under 5.000 kr. Sony, Hitachi og Philips fokuserede derimod meget bredt dog overvejende<br />
mod højpris og mellempris-segmentet.<br />
Audio/video-produkterne distribueredes via specialforhandlere og gennem varehuse. Specialforhandlerne<br />
eksisterede oftest som landsdækkende kæder, og salget foregik via fokusering på og reklamering<br />
<strong>af</strong> mærkevarer. I forhold til varehuse adskilte specialforretningerne (inklusive kæderne)<br />
25
sig ved at fokusere mere på før- og eftersalgsservice, ligesom de oftest havde et bredere produktudvalg.<br />
De danske forhandlere købte primært deres varer hos danske grossister eller producenter, der havde<br />
etableret en <strong>af</strong>deling i Danmark.<br />
EF-distributions<strong>af</strong>talen<br />
Formålet med EF-distributions<strong>af</strong>talen var ifølge B&O at skabe forudsætningerne for en distribution,<br />
som stemte overens med B&O produkternes høje renommé, og som sikrede service og kvalitet. Aftalen<br />
var identisk med den standard EU-forhandler<strong>af</strong>tale, som B&O-koncernen anvendte inden for<br />
EU.<br />
Af <strong>af</strong>talen fremgik de krav, som B&O stillede, for at en forhandler kunne optages i forhandlernettet.<br />
Der fandtes bl.a. bestemmelser om personalets uddannelse og krav til videresalg. Således fremgik<br />
det, at salg <strong>af</strong> B&O’s produkter via postordre ikke var tilladt (B&O havde dog præciseret over for<br />
Konkurrencestyrelsen, at salg via internettet var tilladt). Endvidere skulle en B&O-forhandler forinden<br />
ethvert videresalg til en anden forhandler først rette skriftlig henvendelse til B&O for at sikre<br />
sig, at pågældende var autoriseret B&O-forhandler. Der stilledes også visse krav til forretningslokalet.<br />
Således krævedes det, at forhandleren skulle drive en specialiseret forretning, hvilket vil sige, at<br />
mere end 50 pct. <strong>af</strong> omsætningen skulle hidrøre fra nærmere <strong>af</strong>grænsede typer <strong>af</strong> audio/video forbrugerprodukter.<br />
For stormagasiner krævedes det, at der skulle drives en specialiseret <strong>af</strong>deling. Autorisationen<br />
galdt udelukkende for B&O-forhandlerens forretningslokaler.<br />
Når en forhandler var optaget i det selektive salgssystem, kunne forhandleren kun sælge B&Oprodukter<br />
til forbrugere og andre autoriserede B&O-forhandlere inden for <strong>af</strong>taleområdet (EU samt<br />
Island, Norge og Schweiz). Eksport eller import til og fra lande uden for EU samt Island, Norge og<br />
Schweiz krævede B&O’s skriftlige tilladelse.<br />
Merlin A/S’ klage over EF-distributions<strong>af</strong>talen<br />
Merlin A/S klagede den 13. december 2000 over pkt. <strong>4.</strong>1 i B&O’s EF-distributions<strong>af</strong>tale. Pkt. <strong>4.</strong>1.<br />
bestemte, at en forhandlers omsætning <strong>af</strong> audio-video-produkter skulle udgøre 50 \% <strong>af</strong> den samlede<br />
omsætning, før forhandleren kunne siges at drive en specialiseret forretning. Merlin klagede over<br />
både størrelsen <strong>af</strong> dette krav og over <strong>af</strong>grænsningen <strong>af</strong> de produkter, der indgik i 50 \% omsæt-<br />
ningskravet. Derudover klagede Merlin over B&O’s fortolkning <strong>af</strong>, hvem der kunne oprette en specialiseret<br />
<strong>af</strong>deling. B&O havde således oplyst Merlin, at reglen om drift <strong>af</strong> en specificeret <strong>af</strong>deling<br />
kun gjaldt for f.eks. stormagasiner.<br />
26
Fleggaard Holding A/S klage over B&O’s opsigelse <strong>af</strong> forhandler<strong>af</strong>tale<br />
Ved brev <strong>af</strong> 9. februar 2001 klagede Fleggaard Holding A/S over, at B&O havde opsagt dets forhandler<strong>af</strong>tale<br />
med Fleggaard Holding A/S. Klagen vedrører nærmere bestemt EFdistributions<strong>af</strong>talens<br />
pkt. 1.2 sidste pkt., hvor<strong>af</strong> fremgik, at autorisationen til at føre B&O produkter<br />
udelukkende omfattede distribution fra forhandlerens forretningslokaler. Fleggaard lagde vægt på,<br />
at kunderne ikke kunne tilbydes selv at <strong>af</strong>hente varerne fra Fleggaards lager i Tyskland.<br />
Udvalgte præmisser<br />
KRL finder anvendelse i denne sag, idet der er tale om udøvelse <strong>af</strong> erhvervsvirksomhed omfattet <strong>af</strong><br />
KRL § 2.<br />
DET RELEVANTE MARKED<br />
Det relevante produktmarked<br />
– B&O’s synspunkter<br />
B&O er <strong>af</strong> den opfattelse, at det relevante produktmarked er markedet for audio/video-produkter<br />
som helhed. B&O er således <strong>af</strong> den opfattelse, at en vurdering <strong>af</strong> efterspørgselssubstitution viser, at<br />
B&O’s produkter er i konkurrence med en lang række tilsvarende produkter, som ikke ud fra pris,<br />
egenskaber og anvendelsesformål adskiller sig fra B&O’s produkter.<br />
Ud fra en vurdering <strong>af</strong> udbudssubstitutionen mener B&O, at deres produkter ikke adskiller sig fra<br />
konkurrerende produkter for så vidt angår funktionalitet, anvendelsesformål og kvalitet. B&O henviser<br />
særligt til, at de in<strong>dk</strong>øber deres mekaniske og elektroniske komponenter på det globale kom-<br />
ponentmarked i konkurrence med de øvrige konkurrenter. B&O har yderligere præciseret, at de<br />
forskellige produktgrupper såsom fjernsyn, DVD, VHS, audiosystemer, mv. ikke udgør selvstændige<br />
produktmarkeder, men at hver <strong>af</strong> disse produktgrupper udgør en del <strong>af</strong> et samlet marked. B&O<br />
støtter dette argument på, at distributionen <strong>af</strong> produkterne sker på samme måde, at køberne betragter<br />
deres samlede audio/videoudstyr under et, og at produkterne hører naturligt og nødvendigt sammen<br />
og nogle gange er kombineret i et og samme produkt.<br />
– Konkurrencestyrelsens vurdering<br />
I B&O’s distributionssystem indgår audiosystemer, højtalere, DVD- og VHS-produkter samt fjernsyn.<br />
Disse produkter tilhører hvert deres produktmarked, idet de hver især har forskellige anvendelsesformål,<br />
og derfor fra forbrugernes synsvinkel ikke kan anses for at være substituerbare. Således<br />
kan for eksempel et fjernsyn set fra en forbrugers synsvinkel ikke substitueres med et audiosystem,<br />
idet disse produkter har forskellige anvendelsesformål, ligesom en DVD-<strong>af</strong>spiller ikke kan substitueres<br />
med for eksempel højtalere. I denne forbindelse har det ikke nogen betydning for forbrugerens<br />
opfattelse <strong>af</strong> produkterne, hvorledes produkterne distribueres. For så vidt angår kombinationsprodukter<br />
er det rigtigt, at der er en vis overlapning. Det gælder også mellem enkelt produktgrupper,<br />
27
f.eks. DVD- og VHS-produkter. Dette laver dog ikke om på, at markederne i det store og hele må<br />
betragtes som adskilte markeder.<br />
Set på denne baggrund må de forskellige audio/video-produkter anses for at tilhøre hver deres produktmarked.<br />
En nærmere vurdering <strong>af</strong> de enkelte produktgrupper samt en vurdering <strong>af</strong> B&O’s stilling<br />
på disse markeder foretages produktgruppe for produktgruppe.<br />
– VHS og DVD-produkter<br />
På markederne for VHS og DVD-produkter har B&O markedsandele på [omkring 15 \%]. Blandt<br />
andet på grund <strong>af</strong> B&O’s relativt lille markedsandel på disse markeder, er der ikke nogen grund til<br />
at undersøge, om markedet evt. skal <strong>af</strong>grænses snævrere.<br />
– Fjernsyn<br />
Det er B&O’s opfattelse, at markedet for fjernsyn udgør et samlet marked, der ikke skal opdeles i<br />
særskilte delmarkeder. På dette marked har B&O en markedsandel på [under 30 \%]. B&O støtter<br />
denne opfattelse på, at der eksisterer sammenhængende priskæder i markedet, der medfører, at<br />
fjernsyn i forskellige priskategorier er substituerbare med hinanden.<br />
Styrelsens undersøgelse <strong>af</strong> markedet viser, at der er stor prisspredning på markedet. Fjernsyn kan<br />
fås fra under 2.000 kr. til væsentligt mere end 50.000 kr.<br />
Undersøgelserne viser endvidere, at der er et stort interval, hvor priserne er jævnt fordelt. Dette<br />
kunne indikere, at der består sammenhængende priskæder. Sammenhængende priskæder betyder, at<br />
der er en kontinuert række <strong>af</strong> udbudte og købte produkter langs hele prisskalaen, hvilket medfører,<br />
at prisændringer på et marked kan medføre konsekvenser for de nærliggende markeder. Med andre<br />
ord går denne økonomiske teori ud på, at produkter, der som udgangspunkt synes at være på to forskellige<br />
markeder, f.eks. marked A (fjernsyn med lave priser) og marked C (fjernsyn med høje priser)<br />
alligevel kan siges at være på samme marked, idet de begge er substituerbare med produkterne<br />
på marked B (fjernsyn med middel priser). Selvom der i teorien kan være sådanne priskæder, vil de<br />
dog i praksis ofte være meget vanskelige at eftervise, idet usikkerheden på den skønnede sammenhæng<br />
i hvert led adderer op og gør usikkerheden på sammenhængen mellem fjerne led meget stor.<br />
Konkurrencestyrelsens undersøgelser viser, at der er tegn på substitution mellem forskellige enkelte<br />
delmarkeder, hvilket tyder på et sammenhængende marked for fjernsyn. På den anden side er der<br />
også indikatorer, der peger i modsat retning.<br />
For det første viser Konkurrencestyrelsens undersøgelser, at B&O fører en mere selvstændig prispolitik<br />
end de øvrige producenter på markedet. Således synes prissætningen for B&O fjernsyn at ske<br />
uden påviselig hensyn til prissætningen på andre fjernsyn.<br />
28
For det andet udgør fjernsynsmarkedet et heterogent marked. Fjernsyn adskiller sig fra hinanden<br />
både fsva. kvalitet, anvendelse og egenskaber. Dette medfører, at producenterne set fra en udbudssubstitutionssynsvinkel<br />
ikke uden videre kan konkurrere med hinanden på forskellige delmarkeder.<br />
En producent <strong>af</strong> 50 hertz standard fjernsyn kan ikke uden videre konkurrere med en producent, der<br />
fremstiller 100 hertz fjernsyn med billedforbedrende elektroniske kredsløb og ekstra god lyd. Det<br />
samme gælder for eksempel for en producent <strong>af</strong> almindelig fjernsyn, der ikke umiddelbart kan konkurrere<br />
med en producent, der producerer fjernsyn med plasmaskærme.<br />
Merlin anfører i denne forbindelse, at markedet for fjernsyn må opdeles i delmarkeder som en følge<br />
<strong>af</strong> pris, egenskaber, kvalitet og forbrugerpræferencer, jf. bilag 6.<br />
Det er i dag meget vanskeligt at fastlægge, hvor en evt. grænse mellem delmarkeder kan trækkes.<br />
Det spiller således en rolle, at den teknologiske udvikling medfører, at grænserne for, hvad der udgør<br />
standard egenskaber og god kvalitet hele tiden forrykkes.<br />
Dette tilsiger at markedet betragtes som fjernsynsmarkedet som helhed. En anden vurdering vil i<br />
øvrigt ikke være <strong>af</strong>gørende for vurderingen <strong>af</strong> B&O’s anmeldelse eller <strong>af</strong> klagerne.<br />
– Audioanlæg<br />
De samme betragtninger gør sig gældende fsva. audiosystemer. Dette marked er præget <strong>af</strong> stor prisspredning,<br />
ligesom produkterne adskiller sig fra hinanden fsva. egenskaber og kvalitet. Selvom me-<br />
get tyder på, at der består delmarkeder, hvor udbudssubstitution er udelukket, medfører den relativt<br />
hurtige teknologiske udvikling, at grænserne for eventuelle delmarkeder bliver usikre.<br />
Endelig substituerer audioenheder i et vist omfang audiosystemer, når audioenhederne købes som<br />
en samlet gruppe, der tilsammen udgør et anlæg.<br />
– Højtalere<br />
B&O anfører i sit høringssvar, at højtalere hører til samme marked som audioenheder og audiosystemer.<br />
B&O anfører således, at hverken audiosystemer eller audioenheder kan fungere uden højtalere.<br />
Endvidere anføres det, at B&O’s højtalere i stort omfang ikke alene fungerer som højtalere<br />
men også som forstærkere – såkaldt aktive højtalere.<br />
Audioenheder såsom tunere, radioer, forstærkere, cd-<strong>af</strong>spillere og receivere og højtalere må både ud<br />
fra deres anvendelse og egenskaber betragtes som særskilte markeder, idet de fra en forbrugers<br />
synsvinkel ikke kan betragtes som substituerbare. Højtalervalget udgør en selvstændig beslutning<br />
u<strong>af</strong>hængigt <strong>af</strong> de audioenheder, der ellers er valgt.<br />
29
Højtalere kan fås fra priser under 1.000 kr. op til langt over 20.000 kr. Det er Konkurrencestyrelsens<br />
opfattelse, at dette marked sandsynligvis kan opdeles snævrere i et marked for kvalitetshøjtalere og<br />
standardhøjtalere. Om en sådan opdeling er mulig, og hvorledes grænsen skal trækkes, er det ikke<br />
nødvendigt at tage stilling til i nærværende sag, idet B&O har en markedsandel på [xx\%], dvs. mere<br />
end 30 \% på markedet som helhed.<br />
– Konklusion<br />
Det er Konkurrencestyrelsens opfattelse, at det relevante produktmarked udgør markederne for henholdsvis<br />
VHS-produkter, DVD-produkter, fjernsyn, audiosystemer og højtalere.<br />
Det relevante geogr<strong>af</strong>iske marked<br />
B&O anfører, at det relevante marked udgør verdensmarkedet, subsidiært det europæiske marked.<br />
Dette begrunder B&O med, at der ikke er legale eller tekniske hindringer for samhandel mellem<br />
landene. Produkterne er endvidere de samme inden for de forskellige geogr<strong>af</strong>iske områder, både<br />
fsva. egenskaber, anvendelsesformål og pris. En vurdering <strong>af</strong> handelsstrømme giver endvidere ikke,<br />
ifølge B&O, belæg for at <strong>af</strong>grænse det relevante marked til Danmark, idet der er en meget betydelig<br />
import <strong>af</strong> audio/video produkter til Danmark.<br />
Derudover nævner B&O, at produktudvikling, markedsføring og distribution m.m. for B&O’s ve<strong>dk</strong>ommende<br />
foregår på globalt plan, ligesom B&O anvender samme forhandlerkontrakt inden for<br />
hele Europa. Endelig nævnes det, at 70 \% <strong>af</strong> B&O’s omsætning stammer fra eksport til resten <strong>af</strong><br />
verden. Særligt for salget <strong>af</strong> højtalere anføres det, at B&O har et ikke uvæsentligt salg <strong>af</strong> højtalere<br />
også på andre markeder end det danske.<br />
Ved vurderingen <strong>af</strong> et selektivt distributionssystem, er det B&O’s stilling i forhold til forhandlerleddet,<br />
og de restriktioner som det selektive distributionssystem medfører i dette led, som skal vurderes.<br />
Jo stærkere en stilling B&O har på det relevante marked, jo større er risikoen for, at det selektive<br />
distributionssystem kan have negative indvirkninger på markedet.<br />
På trods <strong>af</strong>, at der ikke er tekniske hindringer for samhandelen mellem forskellige lande, er det<br />
Konkurrencestyrelsens opfattelse, at der både er efterspørgsels- og udbudsbetingede forhold, der<br />
medfører, at B&O’s markedsposition for at give et retvisende billede må vurderes på det danske<br />
marked.<br />
Forbrugerne i Danmark har en særlig præference for B&O’s produkter sammenlignet med forbrugerne<br />
i andre lande. Dette <strong>af</strong>spejles i B&O’s markedsandelstal, der viser, at B&O har en væsentligt<br />
højere markedsandel i Danmark end i andre lande både i Europa og i resten <strong>af</strong> verden.<br />
30
Det vil på denne baggrund ikke være retvisende at vurdere virkningerne <strong>af</strong> B&O’s selektive distributionssystem<br />
i Danmark ud fra en markedsstyrke, der svarer til en markedsandel på nogle få pct.<br />
B&O har i sit høringssvar anført, at der ikke kan henses til nationale præferencer, idet sådanne<br />
eventuelle præferencer er udtryk for B&O’s design.<br />
Konkurrencestyrelsen finder dette argument tvivlsomt, idet B&O har det samme design i alle lande,<br />
og alligevel har en højere markedsandel i Danmark.<br />
Derudover må det geogr<strong>af</strong>iske marked set fra de enkelte forbrugeres synsvinkel udgøre Danmark<br />
eller endda ofte kun et lokalområde i Danmark, fordi den installationsservice, der er knyttet til sal-<br />
get <strong>af</strong> produktet, kun ydes, hvis produktet sælges i forhandlerens sædvanlig område. Det relevante<br />
geogr<strong>af</strong>iske marked er dog ikke lokalt, men hele Danmark, idet de lokale markeder er overlappende,<br />
og listepriserne på stort set alle B&O's produkter er ens i hele Danmark. Til gengæld er der visse<br />
prisforskelle mellem landene, ligesom forbrugernes grænseoverskridende handel er ubetydelig.<br />
Også udbudsmønsteret, dvs. producenternes og de detailhandlendes handelsmønstre, medvirker til,<br />
at det relevante geogr<strong>af</strong>iske marked er Danmark. Selvom der findes mange store varemærkeprodukter,<br />
der sælges i hele verden (Sony, Philips, Panasonic mv.) distribuerer producenterne <strong>af</strong> disse produkter<br />
hovedsageligt deres varer gennem nationalt oprettede <strong>af</strong>delinger eller via grossister etableret<br />
i de forskellige lande.<br />
Dette resulterer i, at detailhandlende i Danmark, herunder forhandlerne i B&O’s selektive distributionssystem,<br />
køber langt størstedelen <strong>af</strong> deres produkter i Danmark. Selvom der er adgang til de<br />
samme produkter i andre lande, medfører systemets opbygning, at der primært handles nationalt.<br />
Endvidere medfører de forholdsvis høje transportomkostninger samt det faktum, at produkterne<br />
stiller store krav til lagerplads, at forhandlerne ikke har det samme incitament som ved andre produkter,<br />
til selv at importere produkterne fra forhandlere eller salgs<strong>af</strong>delinger i andre lande. Endelig<br />
skal det nævnes, at det fremgår <strong>af</strong> B&O’s Sæsonsamhandels<strong>af</strong>tale bilag 2, at B&O’s markedsføring<br />
er national.<br />
Af ovenstående grunde er det Konkurrencestyrelsens opfattelse, i overensstemmelse med Konkurrenceankenævnets<br />
<strong>af</strong>gørelse <strong>af</strong> henholdsvis den 1<strong>4.</strong> august 1991 og den 3. august 1999, at det rele-<br />
vante geogr<strong>af</strong>iske marked er Danmark.<br />
– Konklusion<br />
Det er Konkurrencestyrelsens opfattelse, at det relevante produktmarked udgør markedet for henholdsvis<br />
VHS-produkter, DVD-produkter, fjernsyn, audiosystemer og højtalere i Danmark.<br />
31
B&O’s stilling på de relevante markeder<br />
Ved vurderingen <strong>af</strong> markedet er det <strong>af</strong> <strong>af</strong>gørende betydning, om B&O’s andel <strong>af</strong> markedet er over<br />
eller under 30 \%, idet gruppefritagelsen for vertikale <strong>af</strong>taler som udgangspunkt finder anvendelse,<br />
såfremt B&O har en markedsandel under 30 \%.<br />
På markederne for VHS og DVD-produkter har B&O en markedsandel på under 30 \%.<br />
På markedet for fjernsyn har B&O en markedsandel der ligger under 30 \%.<br />
På markedet for audiosystemer har styrelsen skønnet, at B&O – når der tages hensyn til, at der er en<br />
vis substitution fra audioenheder – har en markedsandel på under 30 \%.<br />
På markedet for højtalere har B&O en markedsandel på det samlede marked på ca. [xx ],\% og er<br />
dermed også over grænserne for dominans. B&O er uenig i denne beregning for højtalere, idet de<br />
mener, at Konkurrencestyrelsen ikke har taget højde for de problemer, som brancheforeningen møder<br />
i sine statistikker, og som der korrigeres for.<br />
Konkurrencestyrelsen har indhentet oplysninger om omsætningstal for højtalersalget direkte fra<br />
leverandørerne. Blandt disse leverandører indgår også de leverandører, for eksempel B&W, Jamo<br />
og BOSE, som ifølge B&O ikke indberetter til brancheforeningen. Styrelsen fastholder derfor, at<br />
B&O har omkring [xx ]\% <strong>af</strong> markedet for højtalere. Selvom der måtte bestå visse mindre usikkerhedsmomenter,<br />
er der ikke grund til at undersøge dette nærmere, da B&O ikke vil have en markeds-<br />
andel under 30 \%.<br />
– Konklusion<br />
Samlet set har B&O en markedsandel på under 30 \% på markederne for henholdsvis VHSprodukter,<br />
DVD-produkter, fjernsyn og audiosystemer, hvorfor gruppefritagelsen som udgangspunkt<br />
finder anvendelse på disse produktgrupper.<br />
På markederne for højtalere har B&O en markedsandel på mere end 30 \%, hvorfor gruppefritagelsen<br />
ikke finder anvendelse på disse produktgrupper.<br />
KRL § 7<br />
KRL´s bagatelgrænse finder ikke anvendelse, allerede fordi B&O-koncernen i regnskabsåret<br />
2000/2001 havde en omsætning på mere end 3,8 mia. kr. Aftalen skal derfor vurderes efter KRL §§<br />
4, 10 og 6.<br />
32
KRL §§ 4 OG 10 – GRUPPEFRITAGELSEN FOR VERTIKALE AFTALER<br />
Gruppefritagelsens anvendelse på B&O’s EF-distributions<strong>af</strong>tale.<br />
Kommissionens gruppefritagelse for kategorier <strong>af</strong> vertikale <strong>af</strong>taler og samordnet praksis trådte i<br />
kr<strong>af</strong>t den 1. januar 2000 og har kunnet anvendes siden 1. juni 2000. Gruppefritagelsen finder anvendelse<br />
på selektive distributionssystemer, jf. art. 1(d). Gruppefritagelsen gælder med visse ændringer<br />
også under den danske konkurrencelov.<br />
Selvom gruppefritagelsen som udgangspunkt finder anvendelse på de produktgrupper, hvor B&O<br />
har en markedsandel under 30 \%, finder gruppefritagelsen ikke anvendelse på B&O’s EFdistributions<strong>af</strong>tale.<br />
Dette skyldes dels, at B&O’s distributions<strong>af</strong>tale omfatter højtalere, hvor B&O har en markedsandel<br />
på over 30 \% og dels, at EF-distributions<strong>af</strong>talen i pkt. 6.1. indeholder et forbud mod postordresalg.<br />
Eftersom selektive distributionssystemer er karakteriseret ved at udgøre lukkede kredsløb, er det<br />
essentielt, at det sikres, at der er frit gennemløb i systemet. Derfor følger det <strong>af</strong> gruppefritagelsens<br />
art. 4 c), at gruppefritagelsen falder bort for hele <strong>af</strong>talen, såfremt <strong>af</strong>talen indeholder et forbud mod<br />
postordresalg.<br />
B&O henviser til, at forbuddet mod postordresalg er objektivt begrundet, når der tages hensyn til<br />
produkternes karakter og det image, der er opbygget omkring disse.<br />
Det fremgår rigtig nok <strong>af</strong> Kommissionens retningslinjer til gruppefritagelsen, at gruppefritagelsen<br />
kan finde anvendelse på en <strong>af</strong>tale, der indeholder et forbud mod postordresalg, hvis forbuddet mod<br />
postordresalg er objektivt begrundet.<br />
Dette krav om en objektiv begrundelse skal fortolkes meget restriktivt. En gruppefritagelse medvirker<br />
til, at en virksomhed på en relativt hurtig og effektiv facon kan vurdere, om dets aktiviteter er i<br />
overensstemmelse med konkurrencelovgivningen. Af samme grund er udgangspunktet, at potentielle<br />
alvorlige restriktioner på samhandelen, såsom et forbud mod postordresalg, skal vurderes individuelt,<br />
for at forbuddets indvirkning på konkurrencen kan klarlægges. Der skal således helt særlige<br />
omstændigheder til for, at et sådant forbud automatisk kan fritages via en gruppefritagelse. Særlige<br />
omstændigheder kunne for eksempel være sikkerheds- eller helbredsmæssige grunde.<br />
Et hensyn til produkternes kvalitet og image, som ofte vil være kendetegnende for produkter, der<br />
indgår i et selektivt distributionssystem, kan i denne sammenhæng ikke betegnes som en objektiv<br />
begrundelse for forbuddet. Disse hensyn kan således ikke bringe <strong>af</strong>talen ind under gruppefritagelsen.<br />
33
Gruppefritagelsen fortabes derfor for hele <strong>af</strong>talen, som i det følgende må vurderes iht. KRL § 6 og<br />
evt. § 8.<br />
KRL § 6<br />
Et selektivt distributionssystem begrænser som udgangspunkt intrabrand-konkurrencen. Således er<br />
det udelukkende autoriserede forhandlere, der kan sælge produkterne, ligesom systemet er lukket i<br />
den forstand, at autoriserede forhandlere kun må sælge til andre autoriserede forhandlere. Da antallet<br />
<strong>af</strong> forhandlere derved formindskes, medfører dette en begrænset (intrabrand-) konkurrence.<br />
Af denne grund stilles der visse krav til et selektivt distributionssystem, hvis dette ikke skal være<br />
omfattet <strong>af</strong> KRL § 6.<br />
For det første skal produkternes egenskaber nødvendiggøre anvendelsen <strong>af</strong> et sådant system.<br />
B&O har gjort gældende, at dets produkter nødvendiggør anvendelsen <strong>af</strong> et selektivt distributionssystem.<br />
B&O anfører således, at formålet med <strong>af</strong>talen er at skabe en distribution, der stemmer<br />
overens med B&O produkternes høje renommé, og som sikrer kunderne den nødvendige service og<br />
kvalitet.<br />
Konkurrencestyrelsen er i forlængelse <strong>af</strong> tidligere praksis fra Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet<br />
enig i, at B&O’s produkter kan begrunde anvendelsen <strong>af</strong> et selektivt distributionssystem,<br />
og at de opfylder de krav, der gælder for individuel vurdering <strong>af</strong> selektiv distribution i forhold til<br />
KRL § 6. Således kræver B&O produkterne en særlig præsentation, der sikrer, at produkterne bevarer<br />
den prestige og luksus mange knytter til dem.<br />
For det andet skal forhandlerne udvælges på grundlag <strong>af</strong> objektive, kvalitative kriterier, der fastsættes<br />
ensartet for alle aktuelle og potentielle forhandlere. Kvantitative kriterier, dvs. krav der i sig selv<br />
begrænser adgangen til markedet, er forbudt. Det kan f.eks. være krav til mindsteomsætning, eller<br />
mindste årlige in<strong>dk</strong>øb, idet sådanne krav som udgangspunkt kan udelukke potentielle forhandlere,<br />
der for så vidt angår service og præsentation lever op til kravene for at sælge produkterne.<br />
For det tredje må de fastlagte kriterier ikke strække sig ud over det, der er nødvendigt. Der gælder<br />
således et proportionalitetskrav.<br />
Endelig skal systemet tilsigte at forbedre distributionen. På grund <strong>af</strong> systemets lukkede karakter er<br />
det særligt vigtigt, at der er fuldstændigt gennemløb i systemet. Netværket <strong>af</strong> autoriserede forhandlere<br />
skal således frit kunne levere til hinanden, ligesom forbrugere skal have fri adgang til at købe<br />
hos alle forhandlere.<br />
34
I det følgende gennemgås de bestemmelser i den anmeldte <strong>af</strong>tale, der kan skabe problemer for så<br />
vidt angår ovennævnte krav.<br />
Autorisationens geogr<strong>af</strong>iske omfang<br />
Af <strong>af</strong>talens pkt. 1.2 sidste pkt. fremgår det, at autorisationen til at føre B&O’s produkter udelukkende<br />
omfatter distribution fra forhandlerens forretningslokaler.<br />
B&O fortolker denne bestemmelse således, at også udleveringen <strong>af</strong> produkterne skal ske fra det<br />
autoriserede forretningssted. Forhandleren må således ikke henvise kunden til selv at <strong>af</strong>hente produktet<br />
på et andetstedsliggende lager, heller ikke når kunden selv ønsker det.<br />
Fleggaard anfører, at denne fortolkning udgør en hardcore-konkurrencebegrænsning, idet den medfører<br />
et forbud mod grænseoverskridende salg. Således bliver Fleggaard forhindret i at henvise kunder<br />
til at <strong>af</strong>hente B&O’s produkter på Fleggaards lager i Tyskland (og dermed købe produkterne til<br />
tysk moms).<br />
I sit høringssvar har Fleggaard endvidere anført, at gruppefritagelsen, samt de undtagelser der tillades<br />
i forbindelse med selektiv distribution, skal fortolkes indskrænkende. Yderligere lægger Fleggaard<br />
vægt på, at det ikke kan anses for nødvendigt for opretholdelsen <strong>af</strong> det selektive distributionssystem,<br />
at solgte produkter også skal udleveres fra det autoriserede forretningssted. Dette forstærkes<br />
ifølge Fleggaard <strong>af</strong>, at kunden tilbydes flere forskellige udleveringsmuligheder. Afhentning på et<br />
andetstedsliggende lager udgør således kun en supplerende ydelse, og ikke en forringet ydelse.<br />
Endelig anfører Fleggaard, at B&O ikke håndhæver betingelsen konsekvent over for alle forhandlere.<br />
Ved selektiv distribution er det ifølge retspraksis anerkendt, at producenten kan indskrænke forhandlerens<br />
mulighed for at bestemme beliggenheden <strong>af</strong> hans forretning. Go<strong>dk</strong>endte forhandlere kan<br />
endvidere <strong>af</strong>skæres fra at drive deres virksomhed fra forskellige lokaler. Af gruppefritagelsen for<br />
vertikale <strong>af</strong>taler art. 4 c fremgår det således, at forhandleren i et selektivt distributionssystem ikke<br />
må begrænses i aktivt eller passivt salg til slutbrugere med forbehold <strong>af</strong> adgangen til at forbyde et<br />
medlem <strong>af</strong> systemet at drive virksomhed fra et uautoriseret etableringssted.<br />
For B&O’s ve<strong>dk</strong>ommende må udleveringen <strong>af</strong> produkterne anses for at falde ind under begrebet ”at<br />
drive virksomhed”. Dette forstærkes <strong>af</strong>, at B&O i distributions<strong>af</strong>talen gør meget ud <strong>af</strong> denne del <strong>af</strong><br />
distributionen i og med, at kunden skal tilbydes installation i hjemmet, ligesom det anføres i <strong>af</strong>talen,<br />
at det ikke er tilladt forhandleren at tilbyde B&O’s produkter med selvbetjeningspriser.<br />
35
Det er Konkurrencestyrelsens opfattelse, at kravet om at udleveringen <strong>af</strong> produkterne ikke må ske<br />
fra et andetstedsliggende lager udgør et kvalitativt krav, der er nødvendigt for at beskytte B&O’s<br />
varemærke og det hermed forbundne image. Således vil en accepteret praksis, hvorefter kunden<br />
henvises til selv at <strong>af</strong>hente varen fra en lagerhal/lagerbygning, hvor der ikke kan stilles krav til<br />
hverken lagerbygningens stand, personalet eller betjeningen være med til at forringe B&O produkternes<br />
image til skade for forbrugerne.<br />
Endvidere medfører dette krav ikke i sig selv en hindring <strong>af</strong> grænseoverskridende salg. Derimod er<br />
det forskellene på den danske og tyske <strong>af</strong>giftspolitik, der medfører, at det netop kan være en fordel<br />
for danske kunder at foretage grænseoverskridende salg ved at købe deres produkter hos tyske forhandlere.<br />
Bestemmelsen i <strong>af</strong>talens pkt. 1.2 er således i overensstemmelse med KRL § 6, forudsat at B&O<br />
håndhæver den konsekvent over for alle forhandlere.<br />
Til dette sidste punkt anfører B&O, at samtlige forhandlere besøges i gennemsnit 4-10 gange om<br />
året <strong>af</strong> B&O’s egne Regional Development Manager-folk, der kontrollerer, om forhandlerbetingelserne<br />
er opfyldt. B&O anfører, at de aldrig har været ude for andre forhandlere, der har solgt eller<br />
udleveret produkterne fra en anden adresse end den autoriserede.<br />
Fleggaard har fremsendt en rapport bestilt <strong>af</strong> Fleggaard fra HCPConsult, i hvilken en række testbesøg<br />
til forskellige audio- video butikker bliver beskrevet. Selvom en række <strong>af</strong> butikkerne sælger<br />
B&O’s produkter til tysk moms, er der ikke nogen <strong>af</strong> butikkerne, der tilbyder, at varerne kan <strong>af</strong>hentes<br />
<strong>af</strong> kunden på et andetstedsliggende lager. Derimod bliver varerne udleveret i butikken.<br />
Disse rapporter støtter således ikke Fleggaards påstand om, at B&O ikke administrerer kravet konsekvent.<br />
Fleggaard anfører endvidere i dets høringssvar, at B&O ikke administrerer kravet konsekvent, idet<br />
B&O’s produkter også til tider sendes til kunder i udlandet, således at udlevering sker på det lokale<br />
posthus eller i kundens hjem uden tilbud om montering. Derudover anfører Fleggaard, at B&O udleverer<br />
dets produkter til turister f.eks. i umiddelbar nærhed <strong>af</strong> krydstogtskibe eller i Københavns<br />
Lufthavn.<br />
Kravet om, at forhandlere ikke må udlevere B&O’s produkter fra et andetstedsliggende lager kan<br />
være vanskeligt at håndhæve i praksis. Det må imidlertid være en forudsætning, at kravet administreres<br />
konsekvent. Ud fra de oplysninger Konkurrencestyrelsen er i besiddelse <strong>af</strong>, er det styrelsens<br />
opfattelse, at B&O opfylder dette krav.<br />
36
Det er endvidere Konkurrencestyrelsens opfattelse, at de situationer, hvor forhandleren sørger for<br />
levering, enten i Københavns Lufthavn, ved et krydstogtskib eller ved forsendelse til et andet land,<br />
ikke kan sammenlignes med situationerne, hvor kunden henvises til selv at <strong>af</strong>hente varerne på et<br />
andetstedsliggende lager. Det faktum, at det forekommer, at B&O udleverer varer til turister på de<br />
ovenfor nævnte måder, medfører derfor ikke, at B&O ikke kan anses for at overholde bestemmelsen<br />
i <strong>af</strong>talens pkt. 1.2 konsekvent.<br />
Fleggaard Holding A/S får således ikke medhold i dets klage.<br />
Krav til forretningslokalet<br />
Af EF-distributions<strong>af</strong>talens pkt. <strong>4.</strong>1 fremgår det, at der er to måder, hvorpå en forhandler kan opfyl-<br />
de kravene til at blive optaget i distributionssystemet.<br />
– Specialiseret forretning<br />
Den ene mulighed for at blive optaget som autoriseret forhandler retter sig mod forhandlere, der<br />
driver en specialiseret forretning. Mere end 50 \% <strong>af</strong> forhandlerens omsætning skal hidrøre fra audio/video<br />
forbrugerprodukter tilsammen med tilbehør og reservedele før forhandleren falder ind<br />
under denne kategori. B&O har oplyst, at 50 \% kravet skal være opfyldt på forhånd, at det måles på<br />
årsbasis, og at det er et realitetskrav for at blive optaget og være forhandler.<br />
– Specialiseret <strong>af</strong>deling<br />
Hvis forhandleren ikke opfylder kravene til at drive en specialiseret forretning, kan forhandleren<br />
optages som autoriseret forhandler, hvis han driver en specialiseret <strong>af</strong>deling. Afdelingen skal være<br />
specielt indrettet til salg <strong>af</strong> disse produkter, og den skal være sammenlignelig med en specialiseret<br />
forretning for audio/video forbrugerprodukter.<br />
I forhandler<strong>af</strong>talen stilles det som krav, at den pågældende specialiserede <strong>af</strong>deling skal være visuelt<br />
og fysisk adskilt fra andre <strong>af</strong>delinger. Endvidere må de tilstødende <strong>af</strong>delingers produktsortiment og<br />
fremtræden ikke være <strong>af</strong> en sådan karakter, at de nedsætter den specialiserede <strong>af</strong>delings repræsentative<br />
karakter. Der gælder ikke noget omsætningskrav for at drive en specialiseret <strong>af</strong>deling.<br />
Det fremgår ikke specifikt <strong>af</strong> bestemmelsen, hvem der kan drive en specialiseret <strong>af</strong>deling. B&O har<br />
tidligere oplyst, at muligheden for at oprette en specialiseret <strong>af</strong>deling kun er møntet på stormagasiner,<br />
og at der ikke i dag findes forhandlere i Danmark, der har oprettet en specialiseret forretning<br />
efter denne bestemmelse.<br />
37
Merlin A/S har klaget over B&O’s fortolkning <strong>af</strong> denne bestemmelse. Merlin gør gældende, at fortolkningen<br />
savner støtte i bestemmelsens ordlyd, og at den er diskriminerende og i strid med konkurrenceretlig<br />
praksis med hensyn til selektive distributionssystemer.<br />
I forbindelse med høringssvaret har B&O oplyst, at muligheden for at drive en specialiseret <strong>af</strong>deling<br />
ikke længere er indskrænket til stormagasiner. Muligheden for at drive en specialiseret <strong>af</strong>deling står<br />
ifølge B&O i dag åben over for enhver, som opfylder de kvalitative krav, som B&O opstiller i EFdistributions<strong>af</strong>talen.<br />
– Vurdering, specialiseret forretning<br />
EF-distributions<strong>af</strong>talen bestemmer, at mindst 50 pct. <strong>af</strong> forhandlerens omsætning skal hidrøre fra<br />
audio/video forbrugerprodukter, førend forhandleren opfylder kravet om at drive en specialiseret<br />
forretning.<br />
Merlin A/S, der har klaget over dette punkt i EF-distributions<strong>af</strong>talen, fremfører, at omsætningskravets<br />
størrelse er uproportionalt, og at det gør det vanskeligt for en række relevante forretninger at<br />
opfylde kravet. Derudover gør Merlin gældende, at det er usagligt, at produkter som musik cd, video,<br />
uindspillede medier samt telefoner (stationære, trådløse og mobiltelefoner) ikke medregnes i<br />
omsætningskravet, idet disse produkter udgør en sædvanlig og naturlig del <strong>af</strong> vareudbuddet hos så<br />
godt som alle radio/TV-forhandlere.<br />
B&O anfører, at audio-video-produkter samt tilbehør og reservedele udgør rygraden i en specialise-<br />
ret AV-forretning, og at det må forventes at den øvrige del <strong>af</strong> omsætningen hidrører fra f.eks. bånd,<br />
cd’er, videoer mv.<br />
Det er Konkurrencestyrelsens opfattelse, at 50 \% omsætningskravet samt B&O’s definition <strong>af</strong>,<br />
hvad der indgår i dette krav, er i overensstemmelse med KRL § 6. Det er dog en forudsætning, at de<br />
forretninger, der ikke opfylder kravet, har mulighed for at åbne en specialiseret <strong>af</strong>deling. Dette forudsætter<br />
naturligvis, at de opfylder de kvalitative betingelser herfor, og at disse ikke er unødvendigt<br />
vidtgående.<br />
Det er endvidere også et krav, at B&O administrerer kravet konsekvent over for alle forhandlere.<br />
B&O har oplyst, at samtlige forhandlere besøges i gennemsnit 4-10 gange årligt <strong>af</strong> B&O’s egne<br />
Regional Development Manager folk. Under disse besøg kontrolleres det, at 50 \% kravet er opfyldt.<br />
Derudover indhentes der fra kapitalkæderne årligt en revisorerklæring på, at 50 \% kravet er<br />
opfyldt for hvert enkelt udsalgssted.<br />
På denne baggrund er 50\% omsætningskravet i overensstemmelse med KRL § 6, da det ikke virker<br />
begrænsende.<br />
38
Merlin A/S, der har klaget over 50 \% omsætningskravet, får således ikke medhold i denne del <strong>af</strong><br />
dets klage.<br />
– Vurdering, specialiseret <strong>af</strong>deling<br />
For så vidt angår den del <strong>af</strong> bestemmelsen, der vedrører oprettelsen <strong>af</strong> en specialiseret <strong>af</strong>deling, har<br />
B&O som nævnt ændret sin fortolkning <strong>af</strong> denne bestemmelse, idet nu alle forhandlere, der opfylder<br />
de kvalitative krav i EF-distributions<strong>af</strong>talen, kan oprette en specialiseret <strong>af</strong>deling.<br />
De krav B&O stiller fremgår <strong>af</strong> EF-distributions<strong>af</strong>talens pkt. 4-7. Der stilles bl.a. krav til udstillingsarealernes<br />
og vinduernes fremtræden, til medarbejdernes uddannelse mv.<br />
Det er Konkurrencestyrelsens opfattelse, at de betingelser, som fremgår <strong>af</strong> EF-distributions<strong>af</strong>talens<br />
pkt. 4-7 til oprettelse <strong>af</strong> en specialiseret <strong>af</strong>deling, i det store og hele udgør kvalitative krav, der er i<br />
overensstemmelse med det, der kan kræves i forbindelse med et selektivt salgssystem, som det her<br />
omhandlede. Det er en forudsætning, at B&O ikke stiller strengere kvalitative krav end de, der anvendes<br />
over for de specialiserede forretninger. Der gælder endvidere ikke noget 50 pct.omsætningskrav<br />
for at drive en specialiseret <strong>af</strong>deling.<br />
Derudover er det en forudsætning, at alle forretninger og distributionsformer, der opfylder de kvalitative<br />
krav, skal have adgang til at oprette en specialiseret <strong>af</strong>deling, så længe de opfylder de kvalitative<br />
krav. B&O skal således anvende de kvalitative krav objektivt og ensartet overfor alle interesserede<br />
forhandlere, for at undgå at bestemmelsen får en kvantitativ effekt. Dette indebærer f.eks. også,<br />
at B&O ikke må stille strengere krav til en specialiseret <strong>af</strong>delings omgivelser, end de gør til en specialiseret<br />
forretnings omgivelser. Om dette krav er opfyldt må vurderes konkret.<br />
Bestemmelsen om oprettelse <strong>af</strong> en specialiseret <strong>af</strong>deling er således i overensstemmelse med KRL §<br />
6.<br />
Den del <strong>af</strong> Merlin A/S’ klage, der vedrører oprettelsen <strong>af</strong> en specialiseret <strong>af</strong>deling, tages der ikke<br />
stilling til, idet det lægges til grund, at Bang & Olufsen AudioVisual A/S har ændret den adfærd,<br />
som Merlin klager over.<br />
Restriktioner for så vidt angår videresalg<br />
– Salg via postordre<br />
Som nævnt tidligere indeholder EF-distributions<strong>af</strong>talen i pkt. 6.1. et forbud mod forhandleres postordresalg.<br />
39
B&O henviser til, at forbuddet mod salg via postordre ikke kan formodes at have nogen reel betydning<br />
for konkurrencen vedrørende audio/video-produkter.<br />
En bestemmelse, der fuldstændig forbyder postordresalg, er egnet til at opdele markedet i geogr<strong>af</strong>iske<br />
segmenter, ligesom den forhindrer forhandlernes adgang til at konkurrere med hinanden ved at<br />
anvende andre salgsteknikker. Dette er særligt alvorligt i et distributionssystem, hvor intrabran<strong>dk</strong>onkurrencen,<br />
som en følge <strong>af</strong> det selektive distributionssystems natur, i forvejen er begrænset.<br />
Når dette er sagt, skal det nævnes, at forhandlerne <strong>af</strong> B&O produkter ikke er forhindret i at sælge<br />
B&O’s produkter til forbrugerne via internettet. Forhandlerne er således sikret mulighed for at udøve<br />
fjernsalg til forbrugerne via denne kanal. Derudover må internettet anses for at være et mere<br />
velegnet medie end postordresalg specielt for produkter <strong>af</strong> denne type.<br />
Set på denne baggrund kan forbuddet mod postordresalg ikke i denne sag anses for at have en<br />
mærkbar indvirkning på konkurrencen.<br />
KRL § 6 finder derfor ikke anvendelse fsva. forbuddet mod postordresalg.<br />
– Kontrol i forbindelse med videresalg til andre forhandlere<br />
Af EF-distributions<strong>af</strong>talens pkt. 6.3 fremgår det, at forhandleren forinden et salg til en hvilken som<br />
helst forhandler er forpligtet til at rette skriftlig henvendelse til en fælles repræsentant eller til B&O.<br />
Dette sker angiveligt for at sikre, at køber er autoriseret B&O forhandler. Denne bestemmelse er<br />
problematisk, idet en sådan systematisk kontrol har til følge at begrænse forhandlerens incitament<br />
til videresalg til andre forhandlere.<br />
B&O har foreslået en ny formulering <strong>af</strong> bestemmelsen, der medfører, at det bliver frivilligt for<br />
B&O forhandleren, om denne retter henvendelse til B&O og/eller repræsentanten i forbindelse med<br />
videresalg. Den nye bestemmelse lyder som følger:<br />
”Forinden levering finder sted til en hvilken som helst forhandler indenfor <strong>af</strong>taleområdet, forpligter<br />
B&O Forhandleren sig til at sikre, at modtageren er autoriseret B&O Forhandler. Dette kan ske<br />
ved skriftlig eller telefonisk henvendelse enten til repræsentanten eller til B&O.”<br />
Som følge <strong>af</strong> denne ændring er der mulighed for, men ikke pligt til at rette henvendelse til B&O før<br />
videresalg til andre forhandlere. Under forudsætning <strong>af</strong> at ændringen er gennemført, kan bestemmelsen<br />
ikke længere anses for at udgøre en begrænsning <strong>af</strong> krydsleverancer mellem forhandlerne<br />
inden for B&O’s selektive distributionssystem.<br />
Markedsføringsforpligtelser og indretningskrav<br />
– Krav til udvalg, lager og minimumsin<strong>dk</strong>øb<br />
40
Af EF-distributions<strong>af</strong>talen fremgår det,<br />
at forhandleren skal føre et repræsentativt udvalg <strong>af</strong> B&O’s produkter,<br />
at der skal opretholdes et lager <strong>af</strong> produkter, der er tilstrækkeligt til at sikre omgående levering<br />
til kunder,<br />
og at forretningerne skal være bemandet med kvalificerede medarbejdere,<br />
samt at der er et mindstein<strong>dk</strong>øbskrav på 500.000 kr.<br />
For så vidt angår krav til medarbejdere, udvalg og lager må disse krav betegnes som naturlige og<br />
nødvendige for at opretholde den tilstrækkelige service og sikre respekten for varernes omdømme.<br />
Således må kunderne kunne regne med, at der føres et repræsentativt udvalg <strong>af</strong> produkter, ligesom<br />
der normalt må være mulighed for at få produkterne leveret med det samme.<br />
Kravet om mindstein<strong>dk</strong>øb har som udgangspunkt en kvantitativ effekt. Dog kan kravet i denne sag<br />
begrundes kvalitativt i og med, at forhandlerne skal opfylde krav om repræsentativt udvalg mm. Set<br />
i relation til prisen for B&O’s hovedprodukter, der for eksempel for fjernsyns ve<strong>dk</strong>ommende ligger<br />
på mellem 11.000 kr. og 50.000 kr., må kravet om mindstein<strong>dk</strong>øb på omkring 500.000 kr. som udgangspunkt<br />
anses for at udgøre et kvalitativt krav. Konkurrencestyrelsen har lagt til grund for denne<br />
vurdering, at B&O forhandlerne kan opfylde in<strong>dk</strong>øbskravet både ved køb fra B&O men også fra<br />
andre autoriserede forhandlere.<br />
Sidstnævnte krav er derfor ikke omfattet <strong>af</strong> KRL § 6.<br />
Salgsfremmende foranstaltninger<br />
Det fremgår endvidere, at forhandleren skal deltage i salgsfremmende foranstaltninger. Således anføres<br />
det i EF-distributions<strong>af</strong>talen, at forhandleren vil avertere og støtte markedsføringsaktiviteter <strong>af</strong><br />
B&O produkter på passende måde efter <strong>af</strong>tale med B&O.<br />
Det er Konkurrencestyrelsens opfattelse, at disse bestemmelser er udformet på en så generel basis,<br />
at de ikke har en kvantitativ effekt og derfor er i overensstemmelse med KRL § 6. Den konkrete<br />
udformning <strong>af</strong> dette krav kan dog, <strong>af</strong>hængig <strong>af</strong> kravets størrelse, vise sig at have en kvantitativ effekt<br />
og dermed være omfattet <strong>af</strong> KRL § 6.<br />
Ud fra bestemmelsens udformning som den fremstår i EF-distributions<strong>af</strong>talen, finder Konkurrence-<br />
styrelsen, at bestemmelsen er i overensstemmelse med KRL § 6.<br />
41
Konklusion<br />
Konkurrencestyrelsen finder, at den anmeldte EF-distributions<strong>af</strong>tale ikke – efter de oplysninger<br />
styrelsen har kendskab til – falder ind under forbuddet i KRL § 6. Der gives således B&O en ikkeindgrebserklæring<br />
i henhold til KRL § 9.<br />
Fleggaard Holding A/S får ikke medhold i dets klage <strong>af</strong> 9. februar 2001 over B&O’s fortolkning <strong>af</strong><br />
EF-distributions<strong>af</strong>talens pkt. 1.2.<br />
Merlin får ikke medhold i den del <strong>af</strong> dets klage <strong>af</strong> 13. december 2000, der vedrører oprettelsen <strong>af</strong> en<br />
specialiseret forretning (50\% omsætningskravet). Den del <strong>af</strong> Merlins klage, der vedrører oprettelsen<br />
<strong>af</strong> en specialiseret <strong>af</strong>deling, tages der ikke stilling til, idet B&O har ændret den praksis, som<br />
Merlin har klaget over.<br />
Det lægges til grund for <strong>af</strong>gørelsen, at kontrolbestemmelsen i <strong>af</strong>talens pkt. 6.3 og <strong>af</strong>delingsbestemmelsen<br />
i <strong>af</strong>talens pkt. <strong>4.</strong>1 er ændret og herefter praktiseres som oplyst <strong>af</strong> B&O.<br />
Endvidere er det lagt til grund ved <strong>af</strong>gørelsen, at mindstein<strong>dk</strong>øbsbestemmelsen i <strong>af</strong>talens <strong>af</strong>sluttende<br />
bestemmelser pkt. 3 stiller krav om et mindstein<strong>dk</strong>øb, men ikke om hvem dette mindstein<strong>dk</strong>øb skal<br />
ske fra.<br />
[…]<br />
British Airways, C-95/04 P: Rabat-/bonus-ordningers lovlighed<br />
British Airways mod Kommissionen (annullationssøgsmål). Dommen omhandler dominerende virksomheders<br />
brug <strong>af</strong> rabatter, dvs. vurderingen <strong>af</strong> dominerende virksomheders rabatordninger. Domstolen<br />
fastslog, at British Airways (herefter BA) (et luftfartsselskab) havde anvendt ulovlige loyalitets-rabatordninger<br />
i strid med art. 82 (nu art. 102). Ordningen gik ud på, at BA tilbød de britiske<br />
rejsebureauer, som forhandlede BA’s flybilletter, forskellige former for loyalitetsrabatter.<br />
BA, som var det største luftfartsselskab i Det Forenede Kongerige, havde med rejsebureauer i denne<br />
medlemsstat indgået <strong>af</strong>taler, hvorefter rejsebureauerne havde ret til en grundprovision ud fra salg <strong>af</strong><br />
flybilletter til BA’s flyvninger (herefter ”BA-billetter”), som blev formidlet <strong>af</strong> disse rejsebureauer,<br />
og som indeholdt tre forskellige økonomiske tilskyndelsesordninger: ”marketing<strong>af</strong>taler”, ”globale<br />
<strong>af</strong>taler” og endvidere en ”resultatpræmieordning”. Der var tale om ordninger, hvor rejsebureauerne<br />
fik tildelt et beløb (”bonus”/”rabat”/”præmie”), hvis de nåede visse opstillede salgsmål.<br />
42
Virgin Atlantic Airways Ltd (herefter ”Virgin”), én <strong>af</strong> BA´s konkurrenter, indgav en klage til<br />
Kommissionen over disse ordninger, som fandt, at de pågældende præmieordninger havde givet<br />
anledning til forskelsbehandling <strong>af</strong> rejsebureauerne i Det Forenede Kongerige og havde skabt en<br />
udelukkelsesvirkning i forhold til konkurrerende luftfartsselskaber. BA blev ved beslutningen pålagt<br />
en bøde på 6,8 millioner euro.<br />
BA anlagde sag ved Retten med påstand om annullation <strong>af</strong> den anfægtede beslutning. Retten frifandt<br />
Kommissionen for BA’s annullationspåstand. BA ankede/appellerede den del <strong>af</strong> Rettens dom,<br />
der angik spørgsmålet om misbrug <strong>af</strong> dominerende stilling til Domstolen; Kommissionens påstand<br />
om, at de pågældende præmieordninger havde givet anledning til forskelsbehandling <strong>af</strong> rejsebureauerne<br />
i Det Forenede Kongerige eller havde skabt en udelukkelsesvirkning i forhold til konkurre-<br />
rende luftfartsselskaber.<br />
BA havde til støtte for sin appel gjort følgende fem anbringende gældende:<br />
Der er sket urigtig retsanvendelse, i det omfang Retten har anvendt et urigtigt kriterium til at<br />
vurdere de pågældende præmieordningers udelukkelsesvirkning og til at fastslå, at disse ordninger<br />
ikke var objektivt økonomisk begrundede.<br />
Der er sket urigtig retsanvendelse, i det omfang Retten ikke har taget hensyn til beviserne for,<br />
at BA’s provisioner ikke havde nogen faktisk virkning over for konkurrenterne.<br />
Der er sket urigtig retsanvendelse, i det omfang Retten ikke har undersøgt, om der var tale om<br />
” skade for forbrugerne” som omhandlet i art. 82, stk. 2, litra b), EF.<br />
Der er sket urigtig retsanvendelse, i det omfang Retten med urette har fundet, at den nye re-<br />
sultatpræmieordning havde samme virkninger som marketing<strong>af</strong>talerne på trods <strong>af</strong> forskellen i<br />
varigheden <strong>af</strong> de perioder, der er taget hensyn til herved, og hverken har analyseret eller opgjort<br />
den nævnte ordnings indvirkning på BA’s konkurrenter.<br />
Der er sket urigtig anvendelse <strong>af</strong> art. 82, stk. 2, litra c), EF, hvad angår vurderingen <strong>af</strong> de pågældende<br />
præmieordningers diskriminerende virkning på rejsebureauerne i Det Forenede<br />
Kongerige.<br />
Domstolen skulle herefter fastslå, om de pågældende rabatter kunne skabe en fortrængende virkning<br />
og dermed kunne gøre den dominerende virksomheds konkurrenters adgang til markedet mere vanskelig,<br />
eller endda umulig, og ligeledes vanskeliggøre me<strong>dk</strong>ontrahenternes valg <strong>af</strong> handelspartnere:<br />
43
Udvalgte præmisser<br />
[…]<br />
Det første anbringende om urigtig retsanvendelse ved Rettens vurdering <strong>af</strong> de pågældende præmieordningers<br />
udelukkelsesvirkninger<br />
[…]<br />
– Domstolens bemærkninger<br />
Pr. 57 Hvad for det første angår anbringendet om, at Retten med urette ikke har lagt kriterierne<br />
i art. 82, stk. 2, litra b), EF til grund for at vurdere, om de pågældende præmieordninger<br />
havde karakter <strong>af</strong> misbrug, skal det bemærkes, at listen over misbrug, der<br />
fremgår <strong>af</strong> art. 82, stk. 2, EF, ikke er udtømmende, hvorfor den praksis, der er nævnt<br />
heri, kun udgør eksempler på misbrug <strong>af</strong> en dominerende stilling (jf. i denne retning<br />
dom <strong>af</strong> 1<strong>4.</strong>11.1996, sag C-333/94 P, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. I, s. 5951,<br />
præmis 37). Det følger nemlig <strong>af</strong> fast retspraksis, at opregningen <strong>af</strong> forskellige former<br />
for misbrug i denne bestemmelse ikke udtømmende angiver de former for udnyttelse<br />
<strong>af</strong> en dominerende stilling, der er forbudt i henhold til EF-traktaten (dom <strong>af</strong> 21.2.1973,<br />
sag 6/72, Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, Sml. s. 215, præmis<br />
26, og <strong>af</strong> 16.3.2000, forenede sager C-395/96 P og C-396/96 P, Compagnie Maritime<br />
Belge Transports m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1365, præmis 112).<br />
Pr. 58 Det følger her<strong>af</strong>, at de bonusser og præmier, som dominerende virksomheder tildeler,<br />
ligeledes kan være i strid med art. 82 EF, selvom de ikke svarer til nogen <strong>af</strong> de eksempler,<br />
der er nævnt i denne artikels stk. 2. Domstolen har således i <strong>domme</strong>n i sagen<br />
Hoffmann-La Roche mod Kommissionen og i sagen Michelin mod Kommissionen for<br />
at fastslå, at loyalitetsbonusserne havde fortrængende virkning, lagt EØF-traktatens<br />
art. 86 (EF-traktatens art. 86, nu art. 82 EF) til grund i det hele og ikke udelukkende<br />
dens stk. 2, litra b). Domstolen har i øvrigt i <strong>domme</strong>n <strong>af</strong> 16. december 1975 (forenede<br />
sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl.<br />
mod Kommissionen, Sml. s. 1663, præmis 523) vedrørende loyalitetsrabatter udtrykkeligt<br />
henvist til EØF-traktatens art. 86, stk. 2, litra c), hvorefter den praksis, der udgør<br />
misbrug <strong>af</strong> en dominerende stilling, navnlig kan bestå i over for handelspartnere at<br />
anvende ulige vilkår for ydelser <strong>af</strong> samme værdi, hvorved de som følge her<strong>af</strong> stilles<br />
ringere i konkurrencen.<br />
Pr. 59 Det anbringende, hvorefter Retten har foretaget urigtig retsanvendelse, for så vidt som<br />
den ikke har lagt kriterierne i art. 82, stk. 2, litra b), EF til grund, er således ugrundet.<br />
Pr. 60 Det ses i øvrigt ikke, at den vurdering, Retten har anlagt med hensyn til de pågældende<br />
præmieordningers fortrængende virkning, er en følge <strong>af</strong> en urigtig anvendelse <strong>af</strong><br />
Domstolens praksis.<br />
44
Pr. 61 Domstolen fastslog i <strong>domme</strong>n i sagen Hoffmann-La Roche mod Kommissionen og i<br />
sagen<br />
Michelin mod Kommissionen, at visse bonusser, som to dominerende virksomheder<br />
havde tildelt, havde karakter <strong>af</strong> misbrug.<br />
Pr. 62 Den første <strong>af</strong> disse to <strong>domme</strong> vedrørte bonusser, som blev tildelt virksomheder, der<br />
udøvede aktiviteter med produktion eller salg <strong>af</strong> vitaminer, og hvis tildeling i de fleste<br />
tilfælde udtrykkeligt var knyttet til den betingelse, at me<strong>dk</strong>ontrahenten i en bestemt<br />
periode helt eller hovedsageligt skulle foretage in<strong>dk</strong>øb for sit samlede behov for visse<br />
vitaminer hos selskabet Hoffmann-La Roche. Domstolen fandt, at en sådan ordning<br />
udgjorde et misbrug <strong>af</strong> en dominerende stilling, og udtalte, at ydelsen <strong>af</strong> loyalitetsbonusser<br />
for at tilskynde køberen til udelukkende at foretage in<strong>dk</strong>øb hos den domineren-<br />
de virksomhed er uforeneligt med målsætningen om, at konkurrencen inden for fællesmarkedet<br />
ikke fordrejes (<strong>domme</strong>n i sagen Hoffmann-La Roche mod Kommissionen,<br />
præmis 90).<br />
Pr. 63 Til forskel fra tvisten, der lå til grund for denne dom, var Michelins me<strong>dk</strong>ontrahenter i<br />
den tvist, der lå til grund for den anden dom, ikke forpligtet til helt eller delvist at foretage<br />
deres in<strong>dk</strong>øb hos denne virksomhed. De <strong>af</strong> den nævnte virksomhed ydede variable<br />
årlige rabatter var imidlertid knyttet til målsætninger i den forstand, at Michelins<br />
me<strong>dk</strong>ontrahenter skulle nå individuelle salgsresultater for at opnå rabatterne. Domstolen<br />
udledte i denne sag en lang række faktorer, som førte den til at finde, at den pågældende<br />
rabatordning udgjorde misbrug <strong>af</strong> en dominerende stilling. Denne ordning<br />
var særligt baseret på hensyntagen til en forholdsvis lang periode, nemlig et år, dens<br />
virkemåde var uigennemsigtig for me<strong>dk</strong>ontrahenterne, og der var store forskelle mellem<br />
selskabet Michelins og dets største konkurrenters markedsandele (jf. i denne retning<br />
<strong>domme</strong>n i sagen Michelin mod Kommissionen, præmis 81-83).<br />
Pr. 64 I modsætning til, hvad BA har gjort gældende, kan det <strong>af</strong> disse to <strong>domme</strong> imidlertid<br />
ikke udledes, at præmier og rabatter, der tildeles <strong>af</strong> dominerende virksomheder, kun<br />
udgør misbrug i de heri beskrevne tilfælde. Som generaladvokat Kokott har anført i<br />
punkt 41 i forslaget til <strong>af</strong>gørelse, skal de pågældende præmieordninger undersøges i<br />
forhold til de elementer, som Domstolens hidtidige praksis har taget udgangspunkt i,<br />
og som ligeledes kan overføres til en sag som den foreliggende.<br />
Pr. 65 Dommen i sagen Michelin mod Kommissionen er […] særligt relevant som led i den<br />
foreliggende sag, eftersom den vedrører en rabatordning, der <strong>af</strong>hang <strong>af</strong> gennemførel-<br />
sen <strong>af</strong> individuelle salgsmål, som hverken udgjorde mængderabatter, der udelukkende<br />
var forbundet med salgsmængderne, eller loyalitetsrabatter som i <strong>domme</strong>n i sagen<br />
Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, eftersom den ordning, Michelin havde<br />
iværksat, ikke medførte nogen forpligtelse for forhandlerne til udelukkende eller med<br />
dækning <strong>af</strong> en vis andel at foretage in<strong>dk</strong>øb til dækning <strong>af</strong> deres behov hos den dominerende<br />
virksomhed.<br />
45
Pr. 66 Hvad angår anvendelsen <strong>af</strong> art. 82 EF på en rabatordning, der <strong>af</strong>hænger <strong>af</strong> salgsmål,<br />
følger det <strong>af</strong> præmis 70 i <strong>domme</strong>n i sagen Michelin mod Kommissionen, at denne art.<br />
ved at forbyde misbrug <strong>af</strong> en dominerende stilling på markedet, i det omfang samhandelen<br />
mellem medlemsstaterne kan påvirkes derved, er rettet mod adfærd, som kan<br />
påvirke strukturen <strong>af</strong> et marked, hvor konkurrencegraden allerede er svækket netop<br />
som følge <strong>af</strong> tilstedeværelsen <strong>af</strong> en virksomhed i en sådan stilling, og som har til virkning<br />
at skabe hindringer for opretholdelsen <strong>af</strong> den grad <strong>af</strong> konkurrence, der stadig findes<br />
på markedet, eller for udviklingen <strong>af</strong> denne konkurrence, idet der anvendes metoder,<br />
der adskiller sig fra dem, der regulerer en normal konkurrence med hensyn til varer<br />
eller tjenesteydelser på grundlag <strong>af</strong> de erhvervsdrivendes ydelser.<br />
Pr. 67 Med henblik på at <strong>af</strong>gøre, om en dominerende virksomhed har misbrugt denne stilling<br />
ved at anvende en rabatordning som den, der er beskrevet i denne doms præmis 65,<br />
har Domstolen fastslået, at man skal vurdere samtlige omstændigheder, navnlig kriterierne<br />
og reglerne for tildeling <strong>af</strong> rabatter, og at det må undersøges, om rabatten ved<br />
en fordel, hvortil der ikke svarer nogen begrundet modydelse <strong>af</strong> økonomisk art, har<br />
skullet fjerne eller begrænse køberens muligheder for at foretage in<strong>dk</strong>øb efter et frit<br />
valg og spærre konkurrenterne adgangen til markedet, idet der over for handelspartnere<br />
anvendes ulige vilkår for ydelser <strong>af</strong> samme værdi, og den dominerende stilling søges<br />
forstærket gennem en fordrejning <strong>af</strong> konkurrencen (<strong>domme</strong>n i sagen Michelin<br />
mod Kommissionen, præmis 73).<br />
Pr. 68 Det følger her<strong>af</strong>, at det for at bedømme en eventuel karakter <strong>af</strong> misbrug i en dominerende<br />
virksomheds rabat- eller præmieordning, der hverken udgør mængderabatter el-<br />
ler -præmier eller loyalitetsrabatter eller -præmier i henhold til <strong>domme</strong>n i sagen Hoffmann-La<br />
Roche mod Kommissionen, skal efterprøves, om disse rabatter eller præmier<br />
kan skabe en fortrængende virkning, dvs. om de kan gøre den dominerende virksomheds<br />
konkurrenters adgang til markedet mere vanskelig, eller endog umulig, og om de<br />
kan gøre det mere vanskeligt, eller endog umuligt, for me<strong>dk</strong>ontrahenterne at vælge<br />
mellem flere leverandører eller handelspartnere.<br />
Pr. 69 Det skal endvidere undersøges, om der er en objektiv økonomisk begrundelse for de<br />
indrømmede rabatter og præmier. I medfør <strong>af</strong> den analyse, Retten har udført i den appellerede<br />
doms præmis 279 – 291, står det en virksomhed frit for at godtgøre, at dens<br />
præmieordning, der har fortrængende virkning, er økonomisk begrundet.<br />
Pr. 70 Vedrørende det første punkt fremgår der holdepunkter <strong>af</strong> retspraksis hvad angår de<br />
tilfælde, hvori de rabat- eller præmieordninger, som en dominerende virksomhed har<br />
tildelt, ikke blot er udtryk for et særligt gunstigt tilbud på markedet, men ligeledes<br />
medfører en fortrængende virkning.<br />
Pr. 71 Først og fremmest kan en fortrængende virkning følge <strong>af</strong> målsatte rabatter eller præmier,<br />
dvs. hvis tildeling er knyttet til opfyldelsen <strong>af</strong> individuelt bestemte salgsmål<br />
(<strong>domme</strong>n i sagen Michelin mod Kommissionen, præmis 70-86).<br />
46
Pr. 72 Det følger <strong>af</strong> de konstateringer, Retten har gjort i den appellerede doms præmis 10 og<br />
15-17, at de pågældende præmieordninger var udarbejdet ud fra individuelle salgsmål,<br />
eftersom præmiesatsen <strong>af</strong>hang <strong>af</strong> udviklingen i den omsætning, der hidrørte fra hvert<br />
rejsebureaus salg <strong>af</strong> BA-billetter i en bestemt periode.<br />
Pr. 73 Det følger ligeledes <strong>af</strong> Domstolens praksis, at me<strong>dk</strong>ontrahenternes forpligtelse i forhold<br />
til en dominerende virksomhed og det pres, der udøves på dem, kan være særligt<br />
stærkt, når en rabat eller en præmie ikke blot vedrører den omsætningsstigning, som<br />
me<strong>dk</strong>ontrahenterne har gennemført i den periode, der tages i betragtning, vedrørende<br />
salg eller køb <strong>af</strong> denne virksomheds varer, men ligeledes omfatter den samlede omsætning<br />
vedrørende disse køb eller disse salg. På denne måde medfører forholdsvis<br />
beskedne forandringer – såvel stigninger som fald – i omsætningen <strong>af</strong> den domineren-<br />
de virksomheds varer uforholdsmæssige virkninger på me<strong>dk</strong>ontrahenterne (jf. i denne<br />
retning <strong>domme</strong>n i sagen Michelin mod Kommissionen, præmis 81).<br />
Pr. 74 Retten har fastslået, at de pågældende præmieordninger skaber en lignende situation.<br />
Gennemførelsen <strong>af</strong> målene for salgsstigning medførte for alle de BA-billetter, det pågældende<br />
rejsebureau havde solgt, og ikke udelukkende for de billetter, der var solgt,<br />
efter at de nævnte mål var opnået, en forhøjelse <strong>af</strong> den udbetalte provision (den appellerede<br />
doms præmis 23). Det kunne således være <strong>af</strong> <strong>af</strong>gørende betydning for et rejsebureaus<br />
samlede provisionsindtægter, at det solgte nogle ekstra BA-billetter efter at<br />
have nået en vis omsætning (betragtning 29 og 30 til den anfægtede beslutning, gengivet<br />
i den appellerede doms præmis 23). Retten, som har beskrevet dette kendetegn og<br />
virkningerne her<strong>af</strong> i den appellerede doms præmis 272 og 273, har bemærket, at progressiviteten<br />
i de forhøjede provisionssatser udviser ”en væsentlig marginaleffekt”, og<br />
har understreget de betydelige konsekvenser for resultatpræmiesatserne, som et mindre<br />
fald i salget <strong>af</strong> BA-billetter kunne have.<br />
Pr. 75 Endelig har Domstolen fundet, at det pres, som en dominerende virksomhed, der tildeler<br />
rabatter med sådanne kendetegn, udøver på forhandlerne, styrkes yderligere, når<br />
denne virksomhed besidder markedsandele, der væsentligt overstiger dens konkurrenters<br />
(jf. i denne retning <strong>domme</strong>n i sagen Michelin mod Kommissionen, præmis 82).<br />
Domstolen har fundet, at det under disse betingelser er særligt vanskeligt for den<br />
nævnte virksomheds konkurrenter at fremsætte bedre tilbud, når de er stillet over for<br />
rabatter eller præmier støttet på den samlede salgsmængde. Den dominerende virksomhed<br />
udgør som følge <strong>af</strong> sin betydeligt større markedsandel overordnet set en uom-<br />
gængelig forretningspartner på markedet. De rabatter eller præmier, som en sådan<br />
virksomhed tildeler på grundlag <strong>af</strong> den samlede omsætning, overgår betydeligt på alle<br />
måder selv de mest gavmilde tilbud fra virksomhedens konkurrenter. De nævnte konkurrenter<br />
skal for at tiltrække den dominerende virksomheds me<strong>dk</strong>ontrahenter eller for<br />
at modtage tilstrækkelige ordrer fra disse tilbyde dem mærkbart højere rabat- eller<br />
præmiesatser.<br />
47
[…]<br />
Første anbringendes andet led om Rettens vurdering <strong>af</strong> relevansen <strong>af</strong> en objektiv økonomisk begrundelse<br />
for<br />
de pågældende præmieordninger<br />
Pr. 86 Vurderingen <strong>af</strong> den økonomiske begrundelse for en bonus- eller præmieordning, som<br />
en dominerende virksomhed har iværksat, sker på grundlag <strong>af</strong> den pågældende sags<br />
samlede omstændigheder (jf. i denne retning <strong>domme</strong>n i sagen Michelin mod Kommissionen,<br />
præmis 73). Det skal <strong>af</strong>gøres, om den fortrængende virkning, som følger <strong>af</strong> en<br />
sådan ordning, og som er ugunstig for konkurrencen, kan opvejes, endog overvindes,<br />
<strong>af</strong> effektivitetsfordele, som ligeledes er til gavn for forbrugeren. Såfremt dennes ord-<br />
[…]<br />
nings fortrængende virkning er uden forbindelse til fordelene for markedet og forbrugerne,<br />
eller de går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå disse fordele, skal den<br />
nævnte ordning anses for at udgøre et misbrug.<br />
Det tredje anbringende om urigtig retsanvendelse, i det omfang Retten ikke har undersøgt, om BA’s<br />
adfærd medførte en ”skade for forbrugerne” i henhold til art. 82, stk. 2, litra b), EF<br />
Pr. 106 […] art. 82 EF [omfatter], som Domstolen tidligere har fastslået i præmis 26 i <strong>domme</strong>n<br />
i sagen Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, ikke blot praksis,<br />
der kan påføre forbrugerne direkte skade, men ligeledes praksis, som forvolder<br />
dem skade ved at skade en effektiv konkurrencestruktur som nævnt i art. 3, stk. 1, lit-<br />
ra g), EF.<br />
Pr. 107 Retten kunne følgelig uden at foretage urigtig retsanvendelse undlade at undersøge,<br />
om BA’s adfærd havde påført forbrugerne en skade i henhold til art. 82, stk. 2, litra b),<br />
EF, men i den appellerede doms præmis 294 og 295 efterprøve, om de pågældende<br />
præmieordninger havde h<strong>af</strong>t konkurrencebegrænsende virkning, og finde, at Kommissionen<br />
i den anfægtede beslutning havde godtgjort, at en sådan virkning forelå.<br />
[…]<br />
Femte anbringendes første led om, hvorvidt rejsebureauernes ydelser havde samme værdi<br />
Pr. 138 Hvad angår det andet klagepunkt om den påståede urigtige retsanvendelse, Retten har<br />
foretaget i forhold til art. 82, stk. 2, litra c), EF – for så vidt som den har fundet, at<br />
transaktioner vedrørende et rejsebureau, der øger sit salg <strong>af</strong> BA-billetter, og transaktioner<br />
vedrørende et bureau, der ikke øger sit salg, er ”ydelser <strong>af</strong> samme værdi” i den<br />
nævnte artikels forstand – skal det fremhæves, at Retten i den appellerede doms præmis<br />
234 har bemærket, at rejsebureauerne i Det Forenede Kongeriges opfyldelse <strong>af</strong><br />
deres mål om forøgelse <strong>af</strong> salget <strong>af</strong> BA-billetter medførte en forøgelse <strong>af</strong> den provisi-<br />
48
onssats, BA udbetalte, ikke kun for de marginale salg, men for samtlige BA-billetter,<br />
som var solgt i den pågældende periode.<br />
Pr. 139 Retten har her<strong>af</strong> følgelig udledt, at de pågældende præmieordninger medførte vederlag<br />
<strong>af</strong> forskellig størrelse for rejsebureauerne i Det Forenede Kongeriges salg <strong>af</strong> det samme<br />
antal BA-billetter, alt efter om disse bureauer havde nået deres mål om forøgelse<br />
<strong>af</strong> salget i forhold til referenceperioden.<br />
[…]<br />
Pr. 143 Det særlige forbud mod forskelsbehandling, som er fastsat i art. 82, stk. 2, litra c), EF,<br />
er en del <strong>af</strong> den ordning, som i overensstemmelse med art. 3, stk. 1, litra g), EF sikrer,<br />
at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes. En dominerende virksomheds<br />
forretningsadfærd må ikke fordreje konkurrencen på et marked i et tidligere eller<br />
efterfølgende led, dvs. konkurrencen mellem leverandører eller mellem denne virksomheds<br />
kunder. Den nævnte virksomheds me<strong>dk</strong>ontrahenter må ikke favoriseres eller<br />
stilles ringere i den konkurrence, de fører indbyrdes.<br />
Pr. 144 Følgelig skal det, for at betingelserne for anvendelse <strong>af</strong> art. 82, stk. 2, litra c), EF er<br />
opfyldt, fastslås, at en dominerende virksomheds adfærd på et marked ikke blot er<br />
diskriminerende, men at den ligeledes tilsigter at fordreje dette konkurrenceforhold,<br />
dvs. hæmme en del <strong>af</strong> denne virksomheds handelspartneres konkurrencemæssige stilling<br />
i forhold til andres (jf. i denne retning <strong>domme</strong>n i sagen Suiker Unie m.fl. mod<br />
Kommissionen, præmis 523 og 524).<br />
Pr. 145 Der er i denne henseende intet til hinder for, at forskelsbehandlingen <strong>af</strong> handelspartnere,<br />
som befinder sig i konkurrenceforhold, kan anses for misbrug fra det øjeblik, hvor<br />
[…]<br />
den dominerende virksomheds adfærd i betragtning <strong>af</strong> alle omstændighederne i sagen<br />
tilsigter at medføre konkurrencefordrejning mellem disse handelspartnere. I en sådan<br />
situation kræves det kun, at der derudover føres bevis for effektiv kvantificerbar fordrejning<br />
<strong>af</strong> handelspartnernes konkurrencestilling enkeltvis betragtet.<br />
Consten & Grundig, C-56 og 58/64: Konkurrencebegrænsningsbegrebet<br />
Consten og Grundig mod Kommissionen (annullationssøgsmål). Dommen er indbegrebet <strong>af</strong> et<br />
”gul<strong>dk</strong>orn” i eksamenssammenhæng. Dommen omhandler bl.a. konkurrencebegrænsningsbegrebet<br />
i relation til traktatens art. 85 (nu art. 101). Der er tale om en meget central dom i konkurrenceretten,<br />
der fastslår en række helt grundlæggende principper/regler: både horisontale og vertikale <strong>af</strong>taler<br />
er omfattet <strong>af</strong> art. 101; konkurrencebegrænsningsbegrebet omfatter både interbrand- og intrabrand-konkurrencen;<br />
begreberne ”til formål” og ”til følge” er alternativer; absolut områdebeskyttelse<br />
er forbudt; der kan være tale om direkte eller indirekte, faktisk eller potentiel samhandelspåvirkning;<br />
ugyldighed rammer kun dele <strong>af</strong> <strong>af</strong>talen. Dommen behandler også immaterialrettigheders<br />
49
eksistens og udøvelse. Da <strong>domme</strong>n ikke er offentliggjort i dansk udgave, er præmisserne gengivet<br />
på engelsk.<br />
Sagen angik en eneforhandlings<strong>af</strong>tale med absolut områdebeskyttelse (en vertikal <strong>af</strong>tale) mellem<br />
Grundig (producent/leverandør) og Consten (distributør).<br />
Udvalgte præmisser<br />
[…]<br />
The complaints concerning the applicability of article 85 (1) to sole distributorship contracts<br />
The applicants submit that the prohibition in article 85 (1) applies only to so-called horizontal<br />
agreements. […] sole distributorship contracts do not constitute “agreements between undertakings”<br />
within the meaning of that provision, since the parties are not on a footing of equality. With regard<br />
to these contracts, freedom of competition may only be protected by virtue of article 86 [nu art.<br />
102] of the treaty.<br />
Neither the wording of article 85 nor that of article 86 gives any ground for holding that distinct<br />
areas of application are to be assigned to each of the two articles according to the level in the economy<br />
at which the contracting parties operate. Article 85 refers in a general way to all agreements<br />
which distort competition within the common market and does not lay down any distinction between<br />
those agreements based on whether they are made between competitors operating at the same<br />
level in the economic process or between non-competing persons operating at different levels. In<br />
principle, no distinction can be made where the treaty does not make any distinction.<br />
Furthermore, the possible application of article 85 to a sole distributorship contract cannot be excluded<br />
merely because the grantor and the concessionnaire are not competitors inter se and not on a<br />
footing of equality. Competition may be distorted within the meaning of article 85 (1) not only by<br />
agreements which limit it as between the parties, but also by agreements which prevent or restrict<br />
the competition which might take place between one of them and third parties. For this purpose, it is<br />
irrelevant whether the parties to the agreement are or are not on a footing of equality as regards their<br />
position and function in the economy. This applies all the more, since, by such an agreement, the<br />
parties might seek, by preventing or limiting the competition of third parties in respect of the products,<br />
to create or guarantee for their benefit an unjustified advantage at the expense of the consumer<br />
or user, contrary to the general aims of article 85.<br />
It is thus possible that, without involving an abuse of a dominant position, an agreement between<br />
economic operators at different levels may <strong>af</strong>fect trade between member states and at the same time<br />
have as its object or effect the prevention, restriction or distortion of competition, thus falling under<br />
the prohibition of article 85 (1).<br />
50
In addition, it is pointless to compare on the one hand the situation, to which article 85 applies, of a<br />
producer bound by a sole distributorship agreement to the distributor of his products with on the<br />
other hand that of a producer who includes within his undertaking the distribution of his own<br />
products by some means, for example, by commercial representatives, to which article 85 does not<br />
apply. These situations are distinct in law and, moreover, need to be assessed differently, since two<br />
marketing organizations, one of which is integrated into the manufacturer's undertaking whilst the<br />
other is not, may not necessarily have the same efficiency. The wording of article 85 causes the<br />
prohibition to apply, provided that the other conditions are met, to an agreement between several<br />
undertakings. Thus it does not apply where a sole undertaking integrates its own distribution<br />
network into its business organization. It does not thereby follow, however, that the contractual<br />
situation based on an agreement between a manufacturing and a distributing undertaking is rendered<br />
legally acceptable by a simple process of economic analogy – which is in any case incomplete and<br />
in contradiction with the said article. Furthermore, although in the first case the treaty intended in<br />
article 85 to leave untouched the internal organization of an undertaking and to render it liable to be<br />
called in question, by means of article 86, only in cases where it reaches such a degree of<br />
seriousness as to amount to an abuse of a dominant position, the same reservation could not apply<br />
when the impediments to competition result from agreement between two different undertakings<br />
which then as a general rule simply require to be prohibited.<br />
Finally, an agreement between producer and distributor which might tend to restore the national<br />
divisions in trade between member states might be such as to frustrate the most fundamental<br />
objections of the community, the treaty, whose preamble and content aim at abolishing the barriers<br />
between states, and which in several provisions gives evidence of a stern attitude with regard to<br />
their reappearance, could not allow undertakings to reconstruct such barriers. Article 85 (1) is<br />
designed to pursue this aim, even in the case of agreements between undertakings placed at<br />
different levels in the economic process.<br />
The submissions set out above are consequently unfounded.<br />
[…]<br />
The complaints relating to the concept of “agreements...which may <strong>af</strong>fect trade between member<br />
states”<br />
The applicants […] maintain that the Commission has relied on a mistaken interpretation of the<br />
concept of an agreement which may <strong>af</strong>fect trade between member states and has not shown that<br />
such trade would have been greater without the agreement in dispute.<br />
51
The defendant replies that this requirement in article 85 (1) is fulfilled once trade between member<br />
states develops, as a result of the agreement, differently from the way in which it would have done<br />
without the restriction resulting from the agreement, and once the influence of the agreement on<br />
market conditions reaches a certain degree. Such is the case here, according to the defendant,<br />
particularly in view of the impediments resulting within the common market from the disputed<br />
agreement as regards the exporting and importing of Grundig products to and from France.<br />
The concept of an agreement “which may <strong>af</strong>fect trade between member states” is intended to define,<br />
in the law governing cartels, the boundary between the areas respectively covered by community<br />
law and national law. It is only to the extent to which the agreement may <strong>af</strong>fect trade between<br />
member states that the deterioration in competition caused by the agreement falls under the<br />
prohibition of community law contained in article 85; otherwise it escapes the prohibition.<br />
In this connexion, what is particularly important is whether the agreement is capable of constituting<br />
a threat, either direct or indirect, actual or potential, to freedom of trade between member states in a<br />
manner which might harm the attainment of the objectives of a single market between states. Thus<br />
the fact that an agreement encourages an increase, even a large one, in the volume of trade between<br />
states is not sufficient to exclude the possibility that the agreement may “<strong>af</strong>fect” such trade in the<br />
abovementioned manner. In the present case, the contract between Grundig and Consten, on the one<br />
hand by preventing undertakings other than Consten from importing Grundig products into France,<br />
and on the other hand by prohibiting Consten from re-exporting those products to other countries of<br />
the common market, indisputably <strong>af</strong>fects trade between member states. These limitations on the<br />
freedom of trade, as well as those which might ensue for third parties from the registration in France<br />
by Consten of the Gint trade mark, which Grundig places on all its products, are enough to satisfy<br />
the requirement in question.<br />
Consequently, the complaints raised in this respect must be dismissed.<br />
The complaints concerning the criterion of restriction on competition<br />
The applicants […] maintain that since the Commission restricted its examination solely to Grundig<br />
products the decision was based upon a false concept of competition and of the rules on prohibition<br />
contained in article 85 (1), since this concept applies particularly to competition between similar<br />
products of different makes; the Commission, before declaring article 85 (1) to be applicable,<br />
should, by basing itself upon the “rule of reason”, have considered the economic effects of the<br />
disputed contrast upon competition between the different makes. There is a presumption that<br />
vertical sole distributorship agreements are not harmful to competition and in the present case there<br />
is nothing to invalidate that presumption. On the contrary, the contract in question has increased the<br />
competition between similar products of different makes.<br />
52
The principle of freedom of competition concerns the various stages and manifestations of<br />
competition. Although competition between producers is generally more noticeable than that<br />
between distributors of products of the same make, it does not thereby follow that an agreement<br />
tending to restrict the latter kind of competition should escape the prohibition of article 85 (1)<br />
merely because it might increase the former. Besides, for the purpose of applying article 85 (1),<br />
there is no need to take account of the concrete effects of an agreement once it appears that it has as<br />
its object the prevention, restriction or distortion of competition.<br />
Therefore the absence in the contested decision of any analysis of the effects of the agreement on<br />
competition between similar products of different makes does not, of itself, constitute a defect in the<br />
decision.<br />
It thus remains to consider whether the contested decision was right in founding the prohibition of<br />
the disputed agreement under article 85 (1) on the restriction on competition created by Grundig<br />
products alone. The infringement which was found to exist by the contested decision results from<br />
the absolute territorial protection created the said contract in favour of Consten on the basis of<br />
French law. The applicants thus wished to eliminate any possibility of competition at the wholesale<br />
level in Grundig products in the territory specified in the contrast essentially by two methods.<br />
First, Grundig undertook not to deliver even indirectly to third parties products intended for the area<br />
covered by the contract. The restrictive nature of that undertaking is obvious if it is considered in<br />
the light of the prohibition on exporting which was imposed not only on Consten but also on all the<br />
other sole concessionnaires of Grundig, as well as the German wholesalers. Secondly, the<br />
registration in France by Consten of the Gint trade mark, which Grundig <strong>af</strong>fixes to all its products,<br />
is intended to increase the protection inherent in the disputed agreement, against the risk of parallel<br />
imports into France of Grundig products, by adding the protection deriving from the law on<br />
industrial property rights. Thus no third party could import Grundig products from other member<br />
states of the community for resale in France without running serious risks.<br />
The defendant properly took into account the whole distribution system thus set up by Grundig. In<br />
order to arrive at a true representation of the contractual position the contract must be placed in the<br />
economic and legal context in the light of which it was concluded by the parties. Such a procedure<br />
is not to be regarded as an unwarrantable interference in legal transactions or circumstances which<br />
were not the subject of the proceedings before the Commission.<br />
The situation as ascertained above results in the isolation of the French market and makes it<br />
possible to charge for the products in question prices which are sheltered from all effective<br />
competition. In addition, the more producers succeed in their efforts to render their own makes of<br />
product individually distinct in the eyes of the consumer, the more the effectiveness of competition<br />
53
etween producers tends to diminish. Because of the considerable impact of distribution costs on<br />
the aggregate cost price, it seems important that competition between dealers should also be<br />
stimulated. The efforts of the dealer are stimulated by competition between distributors of products<br />
of the same make. Since the agreement thus aims at isolating the French market for Grundig<br />
products and maintaining artificially, for products of a very well–known brand, separate national<br />
markets within the community, it is therefore such as to distort competition in the common market.<br />
It was therefore proper for the contested decision to hold that the agreement constitutes an<br />
infringement of article 85 (1). No further considerations, whether of economic data (price<br />
differences between France and Germany, representative character of the type of appliance<br />
considered, level of overheads borne by Consten) or of the corrections of the criteria upon which<br />
the Commission relied in its comparisons between the situations of the French and German markets,<br />
and no possible favourable effects of the agreement in other respects, can in any way lead, in the<br />
face of the abovementioned restrictions, to a different solution under article 85 (1).<br />
The complaints relating to the extent of the prohibition<br />
The applicant Grundig […] complain that the Commission did not exclude from the prohibition, in<br />
the operative part of the contested decision, those clauses of the contract in respect of which there<br />
was found no effect capable of restricting competition, and that it thereby failed to define the<br />
infringement.<br />
It is apparent from the statement of the reasons for the contested decision, as well as from article 3<br />
thereof, that the infringement declared to exist by article 1 of the operative part is not to be found in<br />
the undertaking by Grundig not to make direct deliveries in France except to Consten. That<br />
infringement arises from the clauses which, added to this grant of exclusive rights, are intended to<br />
impede, relying upon national law, parallel imports of Grundig products into France by establishing<br />
absolute territorial protection in favour of the sole concessionnaire.<br />
The provision in article 85 (2) that agreements prohibited pursuant to article 85 shall be<br />
automatically void applies only to those parts of the agreement which are subject to the prohibition,<br />
or to the agreement as a whole if those parts do not appear to be severable from the agreement itself.<br />
The Commission should, therefore, either have confined itself in the operative part of the contested<br />
decision to declaring that an infringement lay in those parts only of the agreement which came<br />
within the prohibition, or else it should have set out in the preamble to the decision the reasons why<br />
those parts did not appear to it to be severable from the whole agreement. It follows, however, from<br />
article 1 of the decision that the infringement was found to lie in the agreement as a whole, although<br />
the Commission did not adequately state the reasons why it was necessary to render the whole of<br />
the agreement void when it is not established that all the clauses infringed the provisions of article<br />
85 (1). the state of <strong>af</strong>fairs found to be incompatible with article 85 (1) stems from certain specific<br />
54
clauses of the contract of 1 April 1957 concerning absolute territorial protection and from the<br />
additional agreement on the Gint trade mark rather than from the combined operation of all clauses<br />
of the agreement, that is to say, from the aggregate of its effects. Article 1 of the contested decision<br />
must therefore be annulled in so far as it renders void, without any valid reason, all the clauses of<br />
the agreement by virtue of article 85 (2).<br />
[…]<br />
Gencor, T-102/96: Det territoriale anvendelsesområde<br />
Gencor mod Kommissionen (annullationssøgsmål). Dommen omhandler det forhold, at EU-<br />
reglerne vedrørende fusioner kan anvendes på fusioner, der gennemføres uden for Unionen, men<br />
som kan begrænse konkurrencen på det indre marked betydeligt. Dommen er også relevant ift. art.<br />
101 og 102.<br />
Gencor Ltd (Limited) var et syd<strong>af</strong>rikansk selskab, der drev virksomhed inden for mineral- og metaludvindingssektoren.<br />
Selskabet ejede 46,5 % <strong>af</strong> aktiekapitalen i Implats, idet resten <strong>af</strong> kapitalen<br />
ejedes <strong>af</strong> forskellige tredjemænd. Implats var et syd<strong>af</strong>rikansk selskab, der varetog Gencors aktiviteter<br />
vedrørende platinmetaller.<br />
Lonrho plc (public limited company) var et britisk selskab, der drev forskellige former for virksomhed,<br />
bl.a. inden for metal- og mineraludvindingssektorerne. Selskabet ejede 73 % <strong>af</strong> aktiekapitalen i<br />
de syd<strong>af</strong>rikanske selskaber Eastplats og Westplats (”LPD”), som varetog Lonrho's platinaktiviteter.<br />
Gencor ejede 27 % <strong>af</strong> aktiekapitalen i LPD.<br />
Gencor og Lonrho planlagde i fællesskab at overtage kontrollen over Implats og senere at overføre<br />
kontrollen over LPD til Implats.<br />
Ved transaktionens <strong>af</strong>slutning ville Implats opnå enekontrollen over LPD, hvilket ville medføre, at<br />
konkurrenceforholdet mellem disse to selskaber ville blive ophævet – ikke kun for så vidt angår<br />
udvikling og produktion <strong>af</strong> platinmetaller i Syd<strong>af</strong>rika, men også vedrørende deres markedsføring<br />
inden for Unionen, hvor Implats og LPD gennemførte ikke ubetydelige salg. Der ville således være<br />
to syd<strong>af</strong>rikanske udbydere <strong>af</strong> platinmetaller i stedet for tre (Implats/LPD og Amplats, verdens stør-<br />
ste udbyder) til at forsyne markedet.<br />
South African Competition Board havde ikke rejst indsigelse mod transaktionen fsva. den syd<strong>af</strong>rikanske<br />
konkurrenceret.<br />
55
I overensstemmelse med unionsretten anmeldte Gencor og Lonrho den række <strong>af</strong>taler, der vedrørte<br />
fusionen, over for Kommissionen.<br />
Ved beslutning <strong>af</strong> 2<strong>4.</strong> april 1996 erklærede Kommissionen fusionen uforenelig med Fællesmarkedet<br />
(nu benævnt Unionen) med den begrundelse, at fusionen ville føre til, at der skabtes en kollektiv<br />
dominerende stilling for den enhed, der ville blive skabt ved fusionen, og Amplats på verdensmarkedet<br />
for platin og rhodium.<br />
Gencor anlagde sag ved Retten i Første Instans (nu benævnt Retten) med påstand om annullation <strong>af</strong><br />
Kommissionens beslutning.<br />
Gencor gjorde bl.a. gældende, at forordning nr. 4064/89 (nu Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 <strong>af</strong><br />
20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser) (herefter forordningen) ikke<br />
kunne anvendes på en transaktion, som vedrørte økonomiske aktiviteter udøvet på et tredjelands<br />
område, og som de kompetente myndigheder i dette land (i dette tilfælde Den Syd<strong>af</strong>rikanske Republik)<br />
havde go<strong>dk</strong>endt. Forordningen kunne derfor ikke anvendes på fusionen, idet virksomhederne,<br />
der gennemførte transaktionen, udøvede deres overvejende virksomhed (her udvinding og r<strong>af</strong>finering<br />
<strong>af</strong> platinmetaller) i Syd<strong>af</strong>rika. Territorialprincippet, som er et grundlæggende folkeretligt princip,<br />
skal overholdes <strong>af</strong> Fællesskabet (nu Unionen), anførte Gencor. Gencor sammenholdt sin analyse<br />
med den, der er indeholdt i Cellulose I-<strong>domme</strong>n, som bekræftede, anførte Gencor, at Fællesskabet<br />
(nu benævnt Unionen) i forbindelse med en pris<strong>af</strong>tale er kompetent til at anvende sine konkurrenceregler<br />
over for konkurrencebegrænsende adfærd, der udøves inden for fællesmarkedet (nu det<br />
indre marked) <strong>af</strong> virksomheder, der har hjemsted uden for Fællesskabet (nu Unionen), når <strong>af</strong>talen<br />
eller den samordnede praksis opstår eller gennemføres på Fællesskabets (nu Unionen) område.<br />
Udvalgte præmisser<br />
[…]<br />
1. Det stedlige anvendelsesområde for forordning nr. 4064/89<br />
Pr. 78 Hvad angår det første spørgsmål bemærkes, at i henhold til art. 1 i forordning nr.<br />
4064/89 finder forordningen anvendelse på alle fusioner <strong>af</strong> fællesskabsdimension, dvs.<br />
på alle fusioner mellem virksomheder, som ikke hver især har over to tredjedele <strong>af</strong> deres<br />
samlede omsætning på fællesskabsplan i én og samme medlemsstat, når den samlede<br />
omsætning på verdensplan i alt overstiger 5 mia. ECU, og når mindst to <strong>af</strong> virk-<br />
somhedernes samlede omsætning i Fællesskabet hver især overstiger 250 mio. ECU.<br />
Pr. 79 Forordningens art. 1 kræver ikke, at de berørte virksomheder er etableret i Fællesskabet,<br />
eller at de produktionsaktiviteter, der er genstand for fusionen, udøves på Fællesskabets<br />
område, for at en fusion kan anses for at have fællesskabsdimension.<br />
Pr. 80 For så vidt angår omsætningskriteriet, må det som anført i punkt 13 i den omtvistede<br />
beslutning konstateres, at den foreliggende fusion er <strong>af</strong> fællesskabsdimension som<br />
56
omhandlet i art. 1, stk. 2, i forordning nr. 4064/89. De deltagende virksomheder har en<br />
samlet omsætning på verdensplan på over 10 mia. ECU, hvilket overstiger forordningens<br />
tærskel på 5 mia. ECU. Gencor og Lonrho havde i seneste regnskabsår begge en<br />
omsætning i Fællesskabet på over 250 mio. ECU. Endelig har Gencor og Lonrho hver<br />
især ikke over to tredjedele <strong>af</strong> deres samlede omsætning på fællesskabsplan i én og<br />
samme medlemsstat.<br />
Pr. 81 Sagsøgerens argumenter om, at forordning nr. 4064/89 ud fra dens retsgrundlag og<br />
ordlyden <strong>af</strong> visse <strong>af</strong> dens betragtninger og bestemmelser ikke kan anvendes på den foreliggende<br />
fusion, kan ikke lægges til grund.<br />
Pr. 82 Såvel retsgrundlaget for forordning nr. 4064/89 – traktatens art. 87 og 235 og nærmere<br />
bestemt de bestemmelser, disse har til formål at gennemføre, dvs. traktatens art. 3, lit-<br />
ra g), og art. 85 og 86 – som punkt 1 – 5, 9 og 11 i betragtningerne til forordningen<br />
angiver kun, at det er nødvendigt at sikre, at konkurrencen ikke fordrejes inden for<br />
fællesmarkedet, navnlig ved fusioner, der skaber eller styrker en dominerende stilling.<br />
De udelukker på ingen måde, at forordningen kan finde anvendelse på fusioner, der,<br />
selvom de vedrører udvinding og/eller fremstilling uden for Fællesskabet, har som<br />
virkning, at de skaber eller styrker en dominerende stilling med den konsekvens, at<br />
den effektive konkurrence på fællesmarkedet hæmmes betydeligt.<br />
Pr. 83 Nærmere bestemt kan 11. betragtning, in fine, til forordning nr. 4064/89 ikke danne<br />
grundlag for sagsøgerens standpunkt.<br />
Pr. 84 Ifølge denne betragtning foreligger der ”en fusion <strong>af</strong> fællesskabsdimension [...] når de<br />
deltagende virksomheder ikke udøver deres overvejende virksomhed inden for Fælles-<br />
skabet, men udøver væsentlige aktiviteter dér”.<br />
Pr. 85 Idet forordningen således i almindelige vendinger henviser til begrebet væsentlige<br />
aktiviteter, giver den ikke nogen særstilling til produktionsvirksomhed i forhold til<br />
salgsaktiviteter med henblik på at <strong>af</strong>grænse sit stedlige anvendelsesområde. Snarere<br />
tværtimod opprioriterer den salgsaktiviteter inden for fællesmarkedet som tilknytningsmoment<br />
for fusioner i forhold til Fællesskabet ved i art. 1 at fastsætte kvantitative<br />
tærskler på grundlag <strong>af</strong> de deltagende virksomheders omsætning på verdensplan og<br />
inden for Fællesskabet. Det er imidlertid ikke bestridt, at Gencor og Lonrho gennemfører<br />
ikke ubetydelige salg inden for Fællesskabet (til en værdi <strong>af</strong> mere end 250 mio.<br />
ECU).<br />
Pr. 86 Relevansen <strong>af</strong> kriteriet om stedfæstelsen <strong>af</strong> produktionsaktiviteterne bekræftes heller<br />
ikke <strong>af</strong> 13. betragtning eller art. 24 i forordning nr. 4064/89. Art. 24 fastsætter langt<br />
fra noget kriterium for <strong>af</strong>grænsning <strong>af</strong> forordningens stedlige anvendelsesområde, og<br />
bestemmelsen fastsætter kun regler for de procedurer, der skal følges med henblik på<br />
at <strong>af</strong>hjælpe de situationer, hvor tredjelande ikke giver Fællesskabets virksomheder en<br />
behandling, som svarer til den, Fællesskabet giver virksomheder fra disse tredjelande<br />
på fusionskontrolområdet.<br />
57
Pr. 87 Sagsøgeren kan ikke under henvisning til Cellulose-<strong>domme</strong>n påberåbe sig kriteriet om<br />
en <strong>af</strong>tales gennemførelse til støtte for sin fortolkning <strong>af</strong> det stedlige anvendelsesområde<br />
for forordning nr. 4064/89. Kriteriet om en <strong>af</strong>tales gennemførelse som tilknytningsmoment<br />
for <strong>af</strong>talen til Fællesskabets område kan langt fra forstås på den måde,<br />
sagsøgeren har anført, og kan kun tale imod denne. Ifølge Cellulose-<strong>domme</strong>n er kriteriet<br />
vedrørende <strong>af</strong>talens gennemførelse opfyldt, når der blot foretages salg inden for<br />
Fællesskabet, u<strong>af</strong>hængigt <strong>af</strong> stedfæstelsen <strong>af</strong> forsyningskilderne og produktionsapparatet.<br />
Det er imidlertid ikke bestridt, at Gencor og Lonrho før fusionen gennemførte<br />
salg inden for Fællesskabet og kunne have fortsat hermed efter fusionen.<br />
Pr. 88 Under disse omstændigheder har Kommissionen ikke foretaget en urigtig fortolkning<br />
<strong>af</strong> det stedlige anvendelsesområde for forordning nr. 4064/89 ved i den foreliggende<br />
sag at anvende forordningen på en påtænkt fusion, der er anmeldt <strong>af</strong> virksomheder,<br />
der har deres hjemsted og udøver deres udvindings- og produktionsvirksomhed uden<br />
for Fællesskabet,<br />
2. Den omtvistede beslutnings forenelighed med folkeretten<br />
Pr. 89 På grundlag <strong>af</strong> fusions<strong>af</strong>talen ville det konkurrenceforhold, der tidligere bestod mellem<br />
Implats og LPD, navnlig hvad angår disses salg inden for Fællesskabet, have været<br />
ophævet. Dette ville have ændret konkurrencestrukturen inden for fællesmarkedet,<br />
idet der i stedet for tre syd<strong>af</strong>rikanske udbydere <strong>af</strong> platinmetaller alene ville være to.<br />
Gennemførelsen <strong>af</strong> den påtænkte fusion ville ikke alene have medført en sammenlægning<br />
<strong>af</strong> parternes aktiviteter med hensyn til udvinding og produktion <strong>af</strong> platinmetaller i<br />
Syd<strong>af</strong>rika, men ville også have medført en sammenlægning <strong>af</strong> deres markedsførings-<br />
aktiviteter overalt i verden og nærmere bestemt inden for Fællesskabet, hvor Implats<br />
og LPD gennemførte ikke ubetydelige salg.<br />
Pr. 90 Det bemærkes, at såfremt det kan forudses, at en påtænkt fusion vil have en umiddelbar<br />
og væsentlig virkning inden for Fællesskabet, er anvendelsen <strong>af</strong> forordningen berettiget<br />
i forhold til folkeretten.<br />
Pr. 91 I denne forbindelse fremgår det <strong>af</strong> den omtvistede beslutning, at resultatet <strong>af</strong> transaktionen<br />
ville have været, at der blev skabt en duopolistisk dominerende stilling for<br />
Amplats og Implats/LPD på platin- og rhodiummarkederne, hvilket ville have h<strong>af</strong>t den<br />
konsekvens, at den effektive konkurrence ville blive hæmmet betydeligt i den forstand,<br />
hvori udtrykket er anvendt i art. 2, stk. 3, i forordning nr. 4064/89.<br />
Pr. 92 Det må derfor undersøges, om de tre kriterier om, at virkningen skal være umiddelbar,<br />
væsentlig og forudseelig, er opfyldt i den foreliggende sag.<br />
Pr. 93 Hvad nærmere bestemt angår kriteriet om umiddelbar virkning, er udtrykket ”på mellemlang<br />
sigt”, som anvendt i punkt 206 og 210 i den omtvistede beslutning med hensyn<br />
til skabelsen <strong>af</strong> en duopolistisk dominerende stilling, i modsætning til, hvad sagsøgeren<br />
har anført, på ingen måde tvetydigt. Det henviser klart til den tid, der forventes<br />
at forløbe, før de russiske lagre er tømt, hvorefter det ville være muligt at skabe en<br />
58
duopolistisk dominerende stilling for Amplats og Implats/LPD på verdensmarkedet<br />
for platin og rhodium og således skabe en duopolistisk dominerende stilling inden for<br />
Fællesskabet, betragtet som en væsentlig del <strong>af</strong> verdensmarkederne.<br />
Pr. 94 Denne dominerende stilling <strong>af</strong>hænger ikke, således som sagsøgeren har gjort gældende,<br />
<strong>af</strong> den adfærd, der fremtidigt vil blive udvist <strong>af</strong> den virksomhed, der etableres ved<br />
fusionen, og <strong>af</strong> selskabet Amplats, men vil især være resultatet <strong>af</strong> markedets egne<br />
kendetegn og ændringen <strong>af</strong> dets struktur. Ved at henvise til duopolets medlemmers<br />
fremtidige adfærd sondrer sagsøgeren ikke mellem de eventuelle misbrug <strong>af</strong> en dominerende<br />
stilling, som duopolets medlemmer vil kunne udøve i en mere eller mindre<br />
nær fremtid, hvilket er et forhold, som kun muligvis kan kontrolleres ved hjælp <strong>af</strong><br />
traktatens art. 85 og/eller 86, og ændringen <strong>af</strong> virksomhedernes struktur og <strong>af</strong> marke-<br />
det som følge <strong>af</strong> fusionen. Det er korrekt, at misbrug ikke nødvendigvis er den umiddelbare<br />
virkning <strong>af</strong> fusionen, da den <strong>af</strong>hænger <strong>af</strong> beslutninger, som duopolets medlemmer<br />
eventuelt vil træffe i fremtiden. Skabelsen <strong>af</strong> omstændigheder, der ikke alene<br />
ville gøre det muligt, men også økonomisk fornuftigt at udvise en sådan adfærd, ville<br />
imidlertid have været en direkte og umiddelbar konsekvens <strong>af</strong> fusionen, når henses til,<br />
at denne kunne have hæmmet den effektive konkurrence på markedet betydeligt ved at<br />
ændre strukturen <strong>af</strong> de berørte markeder på lang sigt.<br />
Pr. 95 Fusionen ville således have h<strong>af</strong>t umiddelbar virkning inden for Fællesskabet.<br />
Pr. 96 Hvad angår kriteriet om væsentlig virkning bemærkes, at Kommissionen – som det vil<br />
fremgå <strong>af</strong> præmis 297 nedenfor – med rette har fastslået, at fusionen kunne have skabt<br />
en varig duopolistisk dominerende stilling på verdensmarkedet for platin og rhodium.<br />
Pr. 97 Sagsøgeren kan ikke fastholde, at fusionen ikke kunne have h<strong>af</strong>t en væsentlig virkning<br />
inden for Fællesskabet henset til salgets ringe omfang og fusionsparternes ubetydelige<br />
andel <strong>af</strong> markedet inden for EØS. Mens omfanget <strong>af</strong> salget i Vesteuropa [20 % <strong>af</strong> efterspørgslen<br />
på verdensplan] og en markedsandel inden for Fællesskabet for den enhed,<br />
der skabes ved fusionen, på [(...) % for så vidt angår platin] allerede på tilstrækkelig<br />
vis begrundede Kommissionens kompetence med hensyn til fusionen, bekræftes<br />
den potentielle virkning <strong>af</strong> fusionen i endnu højere grad <strong>af</strong> det, de tilsvarende tal udviser.<br />
Når henses til det forhold, at fusionen ville have h<strong>af</strong>t som virkning, at der ville<br />
blive skabt en duopolistisk dominerende stilling på verdensmarkedet for platin og<br />
rhodium, er det åbenbart, at salget inden for Fællesskabet, der potentielt ville være påvirket<br />
<strong>af</strong> fusionen, ikke alene ville have omfattet salg gennemført <strong>af</strong> virksomheden<br />
Implats/LPD, men også Amplats' salg (ca. 35 – 50 %), hvilket ville have udgjort en<br />
mere end væsentlig del <strong>af</strong> salget <strong>af</strong> platin og rhodium i Vesteuropa og en betydelig højere<br />
samlet markedsandel for Implats/LPD og Amplats [ca. (...) – 65 %].<br />
Pr. 98 Endelig kan sagsøgerens argument om, at skabelsen <strong>af</strong> den dominerende stilling, som<br />
Kommissionen har henvist til i den omtvistede beslutning, ikke berørte Fællesskabet<br />
mere end alle andre kompetente organer, og at den endog berørte Fællesskabet i min-<br />
59
dre grad end andre, ikke tages til følge. Den omstændighed, at andre dele <strong>af</strong> verden i<br />
en global sammenhæng er påvirket <strong>af</strong> fusionen, kan ikke hindre Fællesskabet i at udøve<br />
sin kontrol med en fusion, der væsentligt påvirker konkurrencen inden for fællesmarkedet<br />
ved at skabe en dominerende stilling.<br />
Pr. 99 Der kan således ikke gives sagsøgeren medhold i de argumenter, hvormed sagsøgeren<br />
bestrider, at fusionen ville have en væsentlig virkning inden for Fællesskabet.<br />
Pr. 100 For så vidt angår kriteriet om forudseelig virkning, følger det <strong>af</strong> det ovenstående, at<br />
det faktisk var muligt at forudse, at skabelsen <strong>af</strong> en duopolistisk dominerende stilling<br />
på verdensmarkedet også ville have h<strong>af</strong>t som virkning, at konkurrencen inden for Fællesskabet,<br />
der er en integrerende bestanddel <strong>af</strong> dette marked, ville blive hæmmet betydeligt.<br />
Pr. 101 Det følger her<strong>af</strong>, at anvendelsen <strong>af</strong> forordning nr. 4064/89 med hensyn til den påtænkte<br />
fusion var i overensstemmelse med folkeretten.<br />
Pr. 102 Det skal herefter undersøges, om Kommissionens udøvelse <strong>af</strong> denne kompetence har<br />
krænket ikke-interventionsprincippet og proportionalitetsprincippet.<br />
Pr. 103 Hvad angår sagsøgerens argument om, at Fællesskabet i medfør <strong>af</strong> ikkeinterventionsprincippet<br />
burde have <strong>af</strong>stået fra at forbyde fusionen med henblik på at<br />
undgå en kompetencekonflikt med de syd<strong>af</strong>rikanske myndigheder, må dette <strong>af</strong>vises,<br />
uden at der er anledning til at undersøge, om der i folkeretten eksisterer en sådan regel.<br />
Det er tilstrækkeligt at konstatere, at der ikke forelå nogen konflikt mellem den<br />
adfærd, som den syd<strong>af</strong>rikanske regering foreskrev, og den adfærd, som Fællesskabet<br />
foreskrev, eftersom de syd<strong>af</strong>rikanske myndigheder, der er kompetente på konkurren-<br />
ceområdet, i deres skrivelse <strong>af</strong> 22. august 1995 alene konkluderede, at fusions<strong>af</strong>talen<br />
ikke gav anledning til problemer med hensyn til den syd<strong>af</strong>rikanske konkurrencepolitik,<br />
uden at de dermed krævede, at sådanne <strong>af</strong>taler skulle indgås (jf. i denne retning<br />
Cellulose-<strong>domme</strong>n, præmis 20).<br />
Pr. 104 I sin skrivelse <strong>af</strong> 19. april 1996 har den syd<strong>af</strong>rikanske regering, uden på nogen måde<br />
at rejse tvivl om Kommissionens kompetence til at træffe <strong>af</strong>gørelse om den pågældende<br />
fusion, under hensyn til den strategiske betydning <strong>af</strong> minedrift i Syd<strong>af</strong>rika for det<br />
første kun udtrykt en generel præference for at foretage indgreb ad hoc i konkrete tilfælde<br />
<strong>af</strong> ulovligt samarbejde, uden at den har angivet nærmere oplysninger om industrielle<br />
eller andre fordele ved den påtænkte fusion mellem Gencor og Lonrho. Den<br />
har endvidere kun tilkendegivet sit standpunkt om, at den påtænkte fusion ikke kunne<br />
hæmme konkurrencen, under hensyn til Amplats' økonomiske styrke, eksistensen <strong>af</strong><br />
andre forsyningskilder for platinmetaller og muligheden for, at andre producenter<br />
kunne få adgang til det syd<strong>af</strong>rikanske marked gennem bevilling <strong>af</strong> nye udvindingskoncessioner.<br />
Pr. 105 Endelig har hverken sagsøgeren eller den syd<strong>af</strong>rikanske regering i dens skrivelse <strong>af</strong><br />
19. april 1996 påvist – ud over i nogle principielle udtalelser – hvorledes den påtænkte<br />
60
fusion ville påvirke Den Syd<strong>af</strong>rikanske Republiks vitale økonomiske interesser<br />
og/eller handel.<br />
Pr. 106 Hvad angår argumentet om, at Fællesskabet ikke kan anse sig for kompetent med hensyn<br />
til en fusion på grundlag <strong>af</strong> en fremtidig og hypotetisk handlemåde, nemlig en parallel<br />
adfærd udvist <strong>af</strong> virksomhederne på det pågældende marked, der kun muligvis<br />
henhører under Fællesskabets kompetence i medfør <strong>af</strong> traktaten, bemærkes, som dette<br />
er fremhævet nedenfor i forbindelse med undersøgelsen <strong>af</strong> fusionens umiddelbare<br />
virkning, at selvom udelukkelse <strong>af</strong> risikoen for fremtidig adfærd, der er udtryk for<br />
misbrug, kan udgøre et legitimt hensyn for alle kompetente konkurrencemyndigheder<br />
på området, er hovedformålet med fusionskontrol på fællesskabsplan at sikre, at fænomener<br />
forbundet med omstrukturering <strong>af</strong> virksomheder ikke danner grundlag for<br />
skabelsen <strong>af</strong> økonomiske magtpositioner, der kan hæmme den effektive konkurrence<br />
inden for fællesmarkedet betydeligt. Fællesskabets kompetence er således i første<br />
række baseret på behovet for at undgå, at der etableres markedsstrukturer, der kan<br />
skabe eller styrke en dominerende stilling, og ikke på nødvendigheden <strong>af</strong> direkte at<br />
kontrollere eventuelle misbrug <strong>af</strong> en dominerende stilling.<br />
Pr. 107 Som følge her<strong>af</strong> er det ikke nødvendigt at undersøge spørgsmålene om, hvorvidt skrivelsen<br />
<strong>af</strong> 22. august 1995 fra South African Competition Board udgjorde en endelig<br />
<strong>af</strong>gørelse vedrørende fusionen, hvorvidt den syd<strong>af</strong>rikanske regering var en myndighed,<br />
der var ansvarlig i konkurrencespørgsmål, og endelig spørgsmålet om rækkevidden<br />
<strong>af</strong> den syd<strong>af</strong>rikanske konkurrenceret. Det er således ikke fornødent at træffe <strong>af</strong>gørelse<br />
med hensyn til begæringen om foranstaltninger vedrørende sagens tilrettelæggel-<br />
se eller bevisoptagelse som fremsat <strong>af</strong> sagsøgeren i dennes skrivelse <strong>af</strong> 3. december<br />
1996.<br />
Pr. 108 Under disse omstændigheder er Kommissionens beslutning hverken i strid med forordning<br />
nr. 4064/89 eller med de <strong>af</strong> sagsøgeren påberåbte regler i folkeretten.<br />
Pr. 109 Af samme grunde kan sagsøgeren ikke gives medhold i sin indsigelse i henhold til<br />
traktatens art. 184 om, at forordning nr. 4064/89 er ulovlig, for så vidt som den tillægger<br />
Kommissionen kompetence med hensyn til fusionen mellem Gencor og Lonrho.<br />
Pr. 110 For så vidt angår begrundelsen i den omtvistede beslutning for, at Fællesskabet havde<br />
kompetence til at anvende forordningen på fusionen, må det konstateres, at bemærkningerne<br />
i punkt 4, 13–18, 204, 205, 206, 210 og 213 i den omtvistede beslutning er i<br />
overensstemmelse med den forpligtelse, som er pålagt Kommissionen ved traktatens<br />
art. 190, til at begrunde sine beslutninger på en måde, der gør det muligt for Fællesskabets<br />
retsinstanser at udøve deres domstolskontrol, som giver parterne mulighed for<br />
at varetage deres interesser, og som gør det muligt for alle interesserede parter at få<br />
kendskab til de betingelser, hvorunder Kommissionen har anvendt traktaten og dennes<br />
gennemførelsesbestemmelser.<br />
61
Pr. 111 Der kan således ikke gives medhold i de to gennemgåede anbringender til støtte for<br />
annullationspåstanden, og det er ufornødent at træffe <strong>af</strong>gørelse med hensyn til begæringen<br />
om foranstaltninger vedrørende sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse,<br />
som fremsat <strong>af</strong> sagsøgeren i dennes skrivelse <strong>af</strong> 3. december 1996.<br />
[…]<br />
Genova Havn, C-343/95: Det saglige anvendelsesområde<br />
Der er tale om en præjudiciel <strong>af</strong>gørelse. Domstolen skulle tage stilling til art. 86´s (nu art. 102´s)<br />
saglige anvendelsesområde i forhold til offentlige myndigheders virksomhed.<br />
Ved kendelse <strong>af</strong> 12. oktober 1995, indgået til Domstolen den 30. oktober 1995, forelagde Tribunale<br />
di Genova i medfør <strong>af</strong> EF-traktatens art. 177 (nu TEUF art. 267) tre præjudicielle spørgsmål<br />
vedrørende fortolkningen <strong>af</strong> traktatens art. 86 (nu art. 102).<br />
Spørgsmålene blev stillet under en sag mellem Diego Calì & Figli Srl (herefter ”Calì”) og Servizi<br />
ecologici porto di Genova SpA (herefter ”SEPG”) vedrørende Calì's betaling for arbejde med<br />
forebyggelse og bekæmpelse <strong>af</strong> forurening, som SEPG havde udført i oliehavnen i Genova.<br />
På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen forvaltedes Genovas havn <strong>af</strong><br />
havneselskabet Consorzio autonomo del porto (herefter ”CAP”), der i 1994 blev erstattet <strong>af</strong> Autorità<br />
portuale (havnemyndigheden). CAP var et offentligretligt organ, som ved lov var tillagt såvel<br />
administrative som økonomiske funktioner i forbindelse med forvaltningen <strong>af</strong> Genovas havn.<br />
Ved <strong>af</strong>gørelse nr. 14 <strong>af</strong> 1. juli 1986 go<strong>dk</strong>endte CAP's bestyrelsesformand i sin egenskab <strong>af</strong><br />
regeringens repræsentant den havnepolitimæssige og sikkerhedsmæssige ordning for oliehavnen<br />
Genova-Multedo.<br />
Ved <strong>af</strong>gørelse nr. 32 <strong>af</strong> 23. august 1991 ændrede CAP's bestyrelsesformand ordningen, idet der blev<br />
oprettet en obligatorisk miljøovervågnings- og udrykningstjeneste med henblik på at beskytte<br />
havneområdet mod eventuel forurening som følge <strong>af</strong> utilsigtede udledninger <strong>af</strong><br />
mineralolieprodukter i havet.<br />
I art. 1 i <strong>af</strong>gørelse nr. 32 var den pågældende tjeneste defineret som følger:<br />
”Miljøtjenesten skal udføre ... følgende opgaver, herunder udrykningsopgaver:<br />
Permanent overvågning <strong>af</strong> alle vandområder, særlig når der er tankskibe, der lægger til eller<br />
fra kaj, med henblik på øjeblikkeligt at identificere eventuelle risici for udledninger <strong>af</strong> mine-<br />
62
alolieprodukter og andre forurenende stoffer, uanset om sådanne udledninger måtte ske forsætligt<br />
eller uagtsomt.<br />
I tilfælde <strong>af</strong> udledninger fra et skib eller på land, der sker i forbindelse med losning, lastning<br />
eller i øvrigt:<br />
1. underrettes de kompetente myndigheder øjeblikkeligt om det skete, og der meddeles alle<br />
relevante oplysninger med henblik på vurderingen <strong>af</strong> uheldets omfang<br />
2. træffes der hurtigst muligt alle nødvendige og hensigtsmæssige foranstaltninger – som<br />
den for forureningen ansvarlige skal betale – med henblik på at begrænse udledningen<br />
og de dermed forbundne risici, og de udledte stoffer fjernes og/eller neutraliseres, ligesom<br />
der foretages en fuldstændig rensning <strong>af</strong> de pågældende vandområder.”<br />
Ved dekret nr. 1186 <strong>af</strong> 30. august 1991 meddelte CAP's bestyrelsesformand SEPG koncession til at<br />
udføre dette arbejde.<br />
Ved dekret nr. 1191 <strong>af</strong> 30. august 1991 go<strong>dk</strong>endte CAP's bestyrelsesformand de priser, som SEPG<br />
kunne anvende ved udførelsen <strong>af</strong> det pågældende arbejde over for de skibe, som benytter<br />
oliehavnens faciliteter. Priserne var fastsat i forhold til skibenes tonnage, de transporterede<br />
mængder samt arbejdets varighed.<br />
Calì, som udførte søtransport med tankskibe <strong>af</strong> petrokemiske produkter for fremmed regning,<br />
benyttede i perioden 1992-1994 flere gange oliehavnen Genova-Multedo med henblik på lastning<br />
og losning <strong>af</strong> produkter, herunder acetoneprodukter.<br />
Selve lastningen og losningen blev ikke udført <strong>af</strong> Calì, men, mod betaling, <strong>af</strong> havnevirksomheden<br />
Porto petroli di Genova SpA. Skibene havde egne forureningsbekæmpende redskaber og<br />
rensningssystemer.<br />
SEPG tilstillede Calì fakturaer på i alt 8.708.928 LIT vedrørende det miljøovervågningsarbejde, der<br />
var udført for Calì. Calì nægtede at betale fakturaerne, idet selskabet gjorde gældende, at det ikke på<br />
noget tidspunkt havde anmodet om og heller ikke gjort brug <strong>af</strong> sådanne tjenesteydelser i forbindelse<br />
med de operationer, der var udført i oliehavnen i Genova.<br />
Den 22. december 1994 pålagde Tribunale di Genova efter påstand fra SEPG Calì at betale de<br />
omtvistede fakturaer.<br />
Som led i behandlingen <strong>af</strong> den sag, hvorunder Calì gjorde indsigelser mod det nævnte påbud,<br />
udsatte Tribunale di Genova sagen og forelagde følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:<br />
1. Kan der antages at foreligge en ”dominerende stilling på fællesmarkedet eller en væsentlig del<br />
her<strong>af</strong>'”, når et aktieselskab, stiftet på initiativ <strong>af</strong> en national havnemyndighed, i henhold til en<br />
63
[…]<br />
administrativ koncession meddelt <strong>af</strong> den pågældende myndighed får til opgave i en del <strong>af</strong> en<br />
havn, som specielt er indrettet til at laste og losse olieprodukter, med eneret at varetage, og<br />
faktisk også varetager driften <strong>af</strong> en miljøtjeneste, som brugerne <strong>af</strong> tjenesten, dvs. de skibe, der<br />
lægger til ved kajerne, for at de nævnte operationer kan foretages, pålægges betaling for Ifølge<br />
en tarif, som ensidigt er fastsat <strong>af</strong> havnemyndigheden på grundlag <strong>af</strong> skibenes tonnage og<br />
mængden <strong>af</strong> lossede eller lastede produkter?<br />
Udvalgte præmisser<br />
[…]<br />
Pr. 14 Med henblik på besvarelsen <strong>af</strong> det første spørgsmål, som drejer sig om, hvorvidt der<br />
foreligger en dominerende stilling, må der tages stilling til, om en virksomhed som<br />
den, SEPG udfører i hovedsagen, er omfattet <strong>af</strong> anvendelsesområdet for traktatens art.<br />
86.<br />
Pr. 15 Først bemærkes, at den pågældende virksomhed udøves i henhold til en koncession,<br />
som et offentligt organ har overdraget SEPG.<br />
Pr. 16 Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt traktatens konkurrenceregler finder<br />
anvendelse, må der sondres mellem den situation, hvor staten optræder som udøver <strong>af</strong><br />
offentlig myndighed, og den, hvor den udøver erhvervsmæssig virksomhed <strong>af</strong><br />
industriel eller handelsmæssig art, hvorved der udbydes varer og tjenesteydelser på<br />
markedet (jf. dom <strong>af</strong> 16.6.1987, sag 118/85, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2599,<br />
præmis 7).<br />
Pr. 17 Det er i den forbindelse uden betydning, om staten udøver virksomheden direkte<br />
gennem et organ, som er en del <strong>af</strong> den offentlige administration, eller gennem et<br />
organ, som staten har indrømmet særlige eller eksklusive rettigheder (jf. <strong>domme</strong>n i<br />
sagen Kommissionen mod Italien, præmis 8).<br />
Pr. 18 For at kunne foretage sondringen mellem de to situationer, der er nævnt i præmis 16,<br />
må der foretages en nærmere undersøgelse <strong>af</strong> den aktivitet, der udøves <strong>af</strong> den<br />
offentlige virksomhed eller det organ, staten har indrømmet særlige eller eksklusive<br />
rettigheder (jf. <strong>domme</strong>n i sagen Kommissionen mod Italien, præmis 7).<br />
Pr. 19 I den henseende fremgår det <strong>af</strong> forelæggelseskendelsen og <strong>af</strong> det første spørgsmål, at<br />
hovedsagen drejer sig om Calì's betaling for miljøovervågningsarbejde, som SEPG har<br />
udført i forbindelse med lastning og losning <strong>af</strong> acetoneprodukter, som Calì har<br />
transporteret i oliehavnen i Genova.<br />
64
Pr. 20 Det er endvidere ubestridt, at hovedsagen ikke drejer sig om fakturering <strong>af</strong> arbejde,<br />
SEPG har udført som en nødvendig følge <strong>af</strong> forurening, der faktisk er sket i<br />
forbindelse med lastning og losning.<br />
Pr. 21 I art. 1 i ovennævnte <strong>af</strong>gørelse nr. 32 fra CAP's bestyrelsesformand sondres der i<br />
øvrigt udtrykkeligt mellem overvågningsarbejde, hvis formål er at forebygge<br />
forurening, og udrykningsarbejde, der skal udføres, såfremt der er sket forurening, og i<br />
artiklens litra b), nr. 2), bestemmes det, at den for forureningen ansvarlige skal betale<br />
omkostningerne i forbindelse med alt nødvendigt eller hensigtsmæssigt arbejde.<br />
Pr. 22 Det miljøovervågningsarbejde, SEPG har fået overdraget at udføre i oliehavnen i<br />
Genova, er en opgave <strong>af</strong> almindelig interesse, der henhører under statens væsentlige<br />
opgaver med hensyn til beskyttelse <strong>af</strong> havnemiljøet.<br />
Pr. 23 Et sådant overvågningsarbejde er som følge <strong>af</strong> sin art, sit formål og de regler, det er<br />
undergivet, således knyttet til udøvelsen <strong>af</strong> beføjelser vedrørende miljøbeskyttelse,<br />
som typisk er beføjelser, der henregnes til offentlig myndighed. Der er ikke tale om<br />
økonomisk virksomhed, som kan begrunde anvendelsen <strong>af</strong> traktatens<br />
konkurrenceregler (jf. dom <strong>af</strong> 19.1.1994, sag C-364/92, SAT Fluggesellsch<strong>af</strong>t, Sml. I,<br />
s. 43, præmis 30).<br />
Pr. 24 SEPG's opkrævning <strong>af</strong> <strong>af</strong>giften for miljøovervågningsarbejdet er en integrerende del<br />
<strong>af</strong> selskabets overvågning <strong>af</strong> havneområdet og kan ikke ændre den retlige<br />
kvalifikation <strong>af</strong> overvågningsarbejdet (jf. herved <strong>domme</strong>n i SAT Fluggesellsch<strong>af</strong>tsagen,<br />
præmis 28). Som det fremgår <strong>af</strong> nærværende doms præmis 8, go<strong>dk</strong>endes de<br />
priser, SEPG anvender, <strong>af</strong> det offentlige.<br />
Pr. 25 Det første spørgsmål må herefter besvares med, at traktatens art. 86 skal fortolkes<br />
således, at miljøovervågningsarbejde, som det offentlige har overdraget et privatretligt<br />
organ at udføre i en oliehavn i en medlemsstat, ikke henhører under artiklens<br />
anvendelsesområde, uanset om brugerne <strong>af</strong> havnen skal betale en <strong>af</strong>gift, hvis provenu<br />
skal finansiere arbejdet.<br />
Pr. 26 Henset til besvarelsen <strong>af</strong> det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet og<br />
tredje spørgsmål.<br />
[…]<br />
Hoffmann-La Roche/Vitamin-sagen, C-85/76: Dominansbegrebet, misbrugsbegrebet<br />
Hoffmann-La Roche mod Kommissionen (annullationssøgsmål). I <strong>domme</strong>n behandles bl.a. begrebet<br />
dominerende stilling og begrebet misbrug.<br />
I denne sag, anlagt den 27. august 1976 <strong>af</strong> det schweiziske selskab Hoffmann-La Roche & Co. AG<br />
(herefter forkortet ”Roche”) med hjemsted i Basel, blev der principalt nedlagt påstand om annulla-<br />
65
tion <strong>af</strong> Kommissionens beslutning, hvorefter Roche inden for Fællesmarkedet indtog en dominerende<br />
stilling som nævnt i traktatens art. 86 (nu art. 102) på markederne for Pantotensyre og Biotin,<br />
og at Roche havde overtrådt nævnte art., idet selskabet havde misbrugt denne stilling ved fra 1964,<br />
men særlig mellem 1970 og 1974, at indgå kontrakter med 22 købere <strong>af</strong> disse vitaminer, hvorved<br />
køberne forpligtedes eller ved anvendelse <strong>af</strong> loyalitetspræmier tilskyndedes til udelukkende eller<br />
fortrinsvis at dække hele eller en væsentlig del <strong>af</strong> deres vitaminbehov hos Roche (beslutningens art.<br />
1). Beslutningen pålagde endvidere Roche straks at bringe overtrædelsen til ophør (art. 2), og der<br />
blev pålagt selskabet en bøde (art. 3).<br />
Roche gjorde bl.a. gældende, at den anfægtede beslutning var i strid med art. 86 (nu art. 102),<br />
idet Kommissionen i den anfægtede beslutning med urette havde lagt til grund, at sagsøgerne<br />
indtog en dominerende stilling, og idet Kommissionen i beslutningen havde anlagt en unøjagtig<br />
fortolkning <strong>af</strong> dette begreb og foretaget en urigtig anvendelse der<strong>af</strong> i det konkrete tilfælde,<br />
særlig med hensyn til vurderingen og betydningen såvel <strong>af</strong> markedsandelene som de øvrige<br />
indicier for, at der som hævdet skulle have foreligget en dominerende stilling;<br />
idet Kommissionen i den anfægtede beslutning, under alle omstændigheder med urette, havde<br />
lagt til grund, at sagsøgerne misbrugte en sådan stilling, idet Kommissionen har foretaget en<br />
urigtig vurdering <strong>af</strong> de kontrakter, hvis indgåelse efter dens opfattelse skulle udgøre et misbrug,<br />
og <strong>af</strong> kontrakternes konkurrencebegrænsende virkninger;<br />
idet Kommissionen i den anfægtede beslutning med urette havde lagt til grund, at sagsøgernes<br />
adfærd mærkbart kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.<br />
Kun præmisserne om dominans- og misbrugs-spørgsmålene, og kun udvalgte <strong>af</strong> disse, gengives ndf.<br />
Disse præmisser fastslår, at Roche indtog en dominerende stilling, ligesom der var tale om misbrug.<br />
Udvalgte præmisser<br />
[…]<br />
Spørgsmålet, om der forelå en dominerende stilling<br />
– Afgrænsning <strong>af</strong> de relevante markeder<br />
[…]<br />
– Betydningen <strong>af</strong> de indicier for en dominerende stilling, som Kommissionen har lagt til grund<br />
Pr. 36 Efter Kommissionens opfattelse indtog Roche en dominerende stilling på de syv relevante<br />
markeder (a, b2, b3, b6, c, e og h ), og Kommissionen støttede denne opfattelse<br />
dels på sagsøgernes markedsandele i forhold til deres konkurrenters, dels på en række<br />
andre faktorer, som, når markedsandelen i sig selv ikke er <strong>af</strong>gørende, dog sikrede Roche<br />
en udpræget forrang på de relevante markeder. Kommissionen sluttede her<strong>af</strong> (i<br />
beslutningens nr. 21) at ”Roche. . . på de pågældende markeder (har) en så udstrakt<br />
66
handlefrihed, at den er i stand til at hindre en effektiv konkurrence inden for Fællesmarkedet,<br />
og altså indtager en dominerende stilling på disse markeder”.<br />
Pr. 37 Roche har dels bestridt vurderingen <strong>af</strong> sine markedsandele dels bestridt, at de øvrige<br />
indicier, der er lagt til grund i beslutningen, foreligger eller har betydning. Roche har<br />
ligeledes kritiseret Kommissionen for ikke at have undersøgt Roche's adfærd på de relevante<br />
markeder og for ikke at have taget denne i betragtning, særlig de stadige, betydelige<br />
fald i vitaminpriserne, som viser, at der herskede en effektiv konkurrence,<br />
som Roche måtte bøje sig for.<br />
Pr. 38 Art. 86 er et konkret udtryk for det almindelige mål for fællesskabets virksomhed,<br />
som omhandles i traktatens art. 3, litra f), nemlig at der skal gennemføres en ordning,<br />
der sikrer, at konkurrencen inden for Fællesmarkedet ikke fordrejes. Art. 86 forbyder<br />
en virksomhed at misbruge en dominerende stilling på en væsentlig del <strong>af</strong> Fællesmarkedet<br />
i den udstrækning, samhandelen mellem medlemsstaterne herved kan påvirkes.<br />
Begrebet dominerende stilling skal forstås som en virksomheds økonomiske magtposition,<br />
som sætter denne i stand til at hindre, at der opretholdes en effektiv konkurrence<br />
på det relevante marked, idet den kan udvise en i betydeligt omfang u<strong>af</strong>hængig adfærd<br />
over for sine konkurrenter og kunder og i sidste instans over for forbrugerne.<br />
Pr. 39 En sådan stilling udelukker, til forskel fra en monopolstilling eller et kvasi–monopol,<br />
ikke, at der består en vis konkurrence, men den sætter det dominerende firma i stand<br />
til, om end ikke at bestemme, så dog i det mindste mærkbart at øve indflydelse på de<br />
vilkår, hvorunder konkurrencen udvikler sig, og under alle omstændigheder i vidt omfang<br />
i stand til at handle uden at skulle tage hensyn hertil og uden at denne adfærd er<br />
til skade for virksomheden. Endvidere bør der sondres mellem en dominerende stilling<br />
og det parallelle adfærdsmønster, der er karakteristisk for oligopolsituationer, idet<br />
virksomhedernes adfærd i et oligopol er genstand for gensidig påvirkning, medens en<br />
virksomhed, der indtager en dominerende stilling, i vidt omfang selv kan fastlægge sin<br />
adfærd. En dominerende stilling kan være en følge <strong>af</strong> en række faktorer, som hver for<br />
sig ikke nødvendigvis er <strong>af</strong>gørende, men blandt disse faktorer har omfattende markedsandele<br />
meget stor betydning.<br />
Pr. 40 En betydelig markedsandel er, som bevis for, at der foreligger en dominerende stilling,<br />
ikke en uforanderlig faktor, og markedsandelens betydning varierer fra marked<br />
til marked alt efter dettes struktur, særlig med hensyn til produktion, udbud og efterspørgsel.<br />
Selvom hver vitamingruppe udgør et særskilt marked, frembyder disse for-<br />
skellige markeder dog, som gennemgangen <strong>af</strong> deres struktur har vist, så mange fælles<br />
træk, at samme kriterier kan lægges til grund ved vurderingen <strong>af</strong>, om markedsandelene<br />
har en sådan betydning, at der foreligger en dominerende stilling.<br />
Pr. 41 I øvrigt kan det, selvom andelenes betydning kan variere fra marked til marked, med<br />
rette antages, at meget store markedsandele i sig selv, medmindre der foreligger<br />
usædvanlige omstændigheder, udgør et bevis for, at der foreligger en dominerende<br />
67
stilling. At en virksomhed gennem en længere periode har en meget stor markedsandel,<br />
giver den som følge <strong>af</strong> omfanget <strong>af</strong> den produktion og det udbud, den repræsenterer<br />
– og uden at virksomheder med betydeligt mindre andele er i stand til hurtigt at opfylde<br />
en efterspørgsel, som ikke længere ønskes dækket <strong>af</strong> virksomheden med den<br />
største markedsandel – en magtposition, som gør virksomheden til en uomgængelig<br />
forretningsforbindelse, og som allerede <strong>af</strong> denne årsag, i hvert fald i temmelig lange<br />
perioder, giver den sikkerhed for at kunne udvise den u<strong>af</strong>hængige adfærd, som er karakteristisk<br />
for en dominerende stilling.<br />
Pr. 42 Det anføres i beslutningen, at der ved siden <strong>af</strong> markedsandelene forelå en række andre<br />
faktorer, som, kombineret med Roche's markedsandele, i visse tilfælde gav Roche en<br />
dominerende stilling. Disse indicier, som Kommissionen betegnede som supplerende<br />
kriterier, er følgende:<br />
a) Roche’s markedsandele var ikke alene store, men der var desuden en betydelig <strong>af</strong>stand<br />
mellem Roche’s og de største konkurrenters markedsandele (beslutningens<br />
nr. 5 og 21)<br />
b) Roche fremstillede et langt større udvalg <strong>af</strong> vitaminer end konkurrenterne (beslutningens<br />
nr. 21 )<br />
c) Roche betegnedes som verdens største vitaminproducent med en omsætning, der<br />
var større end alle de øvrige producenters under et, og som den ledende virksomhed<br />
i spidsen for en multinational koncern, som omsætningsmæssigt var verdens<br />
største farmaceutiske koncern (beslutningens nr. 5-6 og 21 ).<br />
d) Selvom de patenter på fremstilling <strong>af</strong> vitaminer, som Roche var indehaver <strong>af</strong>, var<br />
udløbet, rådede Roche dog, som følge <strong>af</strong> sin banebrydende indsats på dette område,<br />
frem for sine konkurrenter over teknologiske fordele, som gav sig udtryk i Roche’s<br />
meget veludbyggede hjælpe- og informationstjeneste for kunderne (beslutningens<br />
nr. 7 og 8 ).<br />
e) Roche rådede over et meget udstrakt og specialiseret handelsnet (beslutningens nr.<br />
8 ).<br />
f) Der fandtes ingen potentiel konkurrence (beslutningens nr. 21 );<br />
desuden har Kommissionen under sagens behandling for Domstolen som indicier for,<br />
at Roche indtog en dominerende stilling, anført Roche’s evne til i vidt omfang at bevare<br />
sine markedsandele intakte trods en livlig konkurrence.<br />
Pr. 43 Før der tages stilling til, om de kriterier, som Kommissionen lagde til grund, faktisk<br />
kan antages at have foreligget i Roche’s tilfælde, bør det, da sagsøgerne har bestridt, at<br />
de har betydning, undersøges, om disse faktorer efter deres art er egnede til anvendelse<br />
som bevis for en dominerende stilling, når de særlige omstændigheder i forbindelse<br />
med de relevante markeder og markedsandelene tages i betragtning.<br />
Pr. 44 I denne sammenhæng kan fastholdelsen <strong>af</strong> markedsandelene ikke anvendes som kriterium,<br />
idet dette forhold såvel kan være resultatet <strong>af</strong> en effektiv konkurrenceadfærd<br />
68
som <strong>af</strong> en stilling, som giver virksomheden mulighed for at handle u<strong>af</strong>hængigt <strong>af</strong> konkurrencen,<br />
og Kommissionen, der har indrømmet, at der herskede konkurrence, har<br />
ikke anført, hvilke faktorer der skulle være årsag til markedsandelenes stabilitet, hvor<br />
en sådan er konstateret. Såfremt der imidlertid foreligger en dominerende stilling, kan<br />
den omstændighed, at markedsandelene opretholdes, være et tegn på, at denne stilling<br />
er bevaret, og endvidere på, at de metoder, der er anvendt for at bevare den dominerende<br />
stilling, eventuelt kan udgøre et misbrug, som omhandlet i traktatens art. 86.<br />
Pr. 45 Det kan heller ikke tillægges betydning, at Roche skulle fremstille et større udvalg <strong>af</strong><br />
vitaminer end sine konkurrenter. Kommissionen anså denne omstændighed for at være<br />
et indicium for en dominerende stilling, fordi Roche ”da adskillige <strong>af</strong>tageres efterspørgsel<br />
vedrører flere vitamingrupper, kan.. . anvende en salgsstrategi og navnlig en<br />
prisstrategi, der er langt mindre <strong>af</strong>hængig <strong>af</strong> konkurrencevilkårene på hvert enkelt<br />
marked end konkurrenternes”.<br />
Pr. 46 Kommissionen fastslog imidlertid selv, at hver gruppe <strong>af</strong> vitaminer udgør et særskilt<br />
marked, og ikke, eller kun i ringe grad, kan substitueres med andre grupper eller andre<br />
varer (beslutningens nr. 20), således at vitaminer i forskellige grupper er produkter,<br />
der indbyrdes er lige så forskellige som vitaminer i forhold til andre produkter inden<br />
for medicinalvare- eller levnedsmiddelsektoren. Det er endvidere ikke bestridt, at Roche’s<br />
konkurrenter, særlig inden for den kemiske industri, udover de vitaminer, de<br />
fremstiller, også sælger andre produkter, som også efterspørges <strong>af</strong> vitaminkøberne, således<br />
at den omstændighed, at Roche er i stand til at udbyde flere grupper <strong>af</strong> vitaminer,<br />
ikke i sig selv giver denne koncern en fordel frem for konkurrenterne, som udover et<br />
mere eller mindre omfattende udvalg <strong>af</strong> vitaminer kan tilbyde andre produkter, som<br />
også efterspørges <strong>af</strong> køberne <strong>af</strong> disse vitaminer.<br />
Pr. 47 Af tilsvarende grunde følger, at det i denne sammenhæng ikke kan betragtes som et<br />
indicium, at Roche er verdens største vitaminproducent, at Roche’s omsætning er større<br />
end alle andre producenters tilsammen, og at Roche står i spidsen for den største<br />
farmaceutiske koncern i verden. Efter Kommissionens opfattelse er disse tre forhold et<br />
tegn på, at der foreligger en dominerende stilling, idet det ”her<strong>af</strong> følger, at sagsøgerne<br />
indtager en fremtrædende stilling ikke alene på Fællesmarkedet, men også på verdensmarkedet.<br />
De har derfor en meget stor handlefrihed, idet de som følge <strong>af</strong> deres<br />
stilling uden vanskeligheder kan tilpasse sig udviklingen på de forskellige regionale<br />
markeder. en virksomhed, som opererer på hele verdensmarkedet, og som har en mar-<br />
kedsandel, som er langt større end konkurrenternes, behøver ikke i nævneværdigt omfang<br />
at tage hensyn til de konkurrenter, den måtte have inden for Fællesmarkedet”. En<br />
sådan argumentation, som støttes på stordriftsfordele og muligheden for at føre en differentieret<br />
strategi <strong>af</strong>passet efter de forskellige regionale markeder, er ikke overbevisende,<br />
når udgangspunktet er, at hver vitamingruppe udgør en særskilt gruppe <strong>af</strong> produkter,<br />
som kræver specifikke anlæg, og som danner et særskilt marked, idet den sam-<br />
69
lede producerede mængde <strong>af</strong> indbyrdes forskellige produkter ikke giver Roche konkurrencemæssige<br />
fordele frem for konkurrenterne, særlig inden for den kemiske industri,<br />
som udover vitaminer på verdensplan fremstiller andre produkter, og som principielt<br />
har de samme muligheder for kompenserende <strong>af</strong>sætning som ellers, følger <strong>af</strong> en<br />
betydelig samlet produktion <strong>af</strong> produkter, der adskiller sig lige så meget fra hinanden<br />
som de forskellige vitamingrupper indbyrdes.<br />
Pr. 48 Derimod kan som brugbare indicier anvendes forholdet mellem virksomhedens og<br />
konkurrenternes markedsandele, særlig de største konkurrenters, virksomhedens teknologiske<br />
forspring frem for konkurrenterne, et overordentligt veludbygget salgsnet og<br />
det forhold, at der ikke findes en potentiel konkurrence, idet det første <strong>af</strong> indicierne er<br />
brugbart, fordi det kan anvendes som grundlag for en beregning <strong>af</strong> konkurrenternes og<br />
den pågældende virksomheds konkurrencekapacitet, det andet og tredje fordi de i sig<br />
selv udgør tekniske og salgsmæssige fordele, og det fjerde, fordi det er resultatet <strong>af</strong>, at<br />
der findes hindringer for, at nye konkurrenter får adgang til markedet. Med hensyn til<br />
spørgsmålet, om der foreligger en potentiel konkurrence, bør det imidlertid bemærkes,<br />
at medens det er korrekt, at fabrikkernes kapacitet som følge <strong>af</strong> størrelsen <strong>af</strong> de investeringer,<br />
som er nødvendige – og dette gælder for alle de relevante vitamingrupper –<br />
er indrettet efter den forventede ekspansion i et langt tidsrum, således at adgangen til<br />
markedet vanskeliggøres for nye producenter, må det dog også tages i betragtning, at<br />
en betydelig uudnyttet produktionskapacitet blandt de etablerede producenter skaber<br />
en potentiel konkurrencesituation. Roche befandt sig dog i denne henseende i en privilegeret<br />
situation, fordi koncernens produktionskapacitet, hvilket den selv har indrøm-<br />
met, i det tidsrum beslutningen vedrører, i sig selv var tilstrækkelig til at imødekomme<br />
efterspørgslen på verdensplan, uden at denne overkapacitet dog havde bragt den i en<br />
økonomisk eller finansielt set vanskelig situation.<br />
Pr. 49 Det er på baggrund <strong>af</strong> disse betragtninger, at Roche’s markedsandele på hvert <strong>af</strong> de<br />
relevante markeder og tillige indicierne, som i forbindelse med markedsandelene kan<br />
lægges til grund for at påvise, at der eventuelt foreligger en dominerende stilling, må<br />
vurderes. Endelig må det også undersøges, om Roche’s argumentation med hensyn til<br />
betydningen <strong>af</strong> koncernens markedsadfærd, særlig med hensyn til priser, vil kunne<br />
rokke ved de konstateringer, som gennemgangen <strong>af</strong> markedsandelene og de øvrige indicier,<br />
som skal lægges til grund, måtte føre til.<br />
[…]<br />
– Sagsøgernes markedsadfærd<br />
Pr. 69 Det må imidlertid undersøges, om ikke disse konstateringer <strong>af</strong>kræftes <strong>af</strong> sagsøgernes<br />
adfærd på de relevante markeder, en adfærd, som efter sagsøgernes opfattelse ikke<br />
alene viser, at der herskede livlig konkurrence, men også hvilket konkurrencepres de<br />
var udsat for. Sagsøgerne har i denne henseende særligt henvist til, at priserne for de<br />
forskellige vitamingrupper til stadighed faldt, og at sagsøgernes markedsandele i visse<br />
70
medlemsstater blev mindre. Sagsøgerne har ligeledes henvist til oplysninger i forskellige<br />
interne dokumenter, særlig de <strong>af</strong> sagsøgerne regelmæssigt udgivne ”management<br />
information” og ”marketing news”, som indeholder analyser <strong>af</strong> markedssituationen for<br />
hver vitamingruppe, samt til dokumentationen vedrørende ”european bulk managers<br />
meeting”, som blev <strong>af</strong>holdt <strong>af</strong> Roche i Basel i oktober 1972.<br />
Pr. 70 Domstolen har imidlertid allerede fastslået, særligt i <strong>domme</strong>n <strong>af</strong> 1<strong>4.</strong> februar 1978<br />
(United Brands, sag 27/76, sml.. 1978, s. 207), at selv en livlig konkurrence på et bestemt<br />
marked ikke udelukker, at en virksomhed kan have en dominerende stilling her,<br />
idet denne stilling i det væsentlige er karakteriseret ved, at virksomheden kan bestemme<br />
sin adfærd uden i sin markedsstrategi at skulle tage hensyn til denne konkurrence<br />
og uden for så vidt at måtte acceptere skadevirkninger som følge <strong>af</strong> sin nævnte adfærd.<br />
Pr. 71 Det er dog i almindelighed uforeneligt med den u<strong>af</strong>hængige adfærd, som er karakteristisk<br />
for en dominerende stilling, at en virksomhed må nedsætte sine priser under pres<br />
fra prisnedsættelser, som konkurrenterne tager initiativet til. Sagsøgerne har som bilag<br />
til stævningen fremlagt en række diagrammer, hvori der er angivet to forskellige indikatorer,<br />
en for prisfald og en for produktionsforøgelser for Roche’s forskellige vitamingrupper<br />
på verdensmarkedet gennem et tidsrum, som efter omstændighederne begynder<br />
i årene fra 1940 til 1954 og rækker til slutningen <strong>af</strong> 197<strong>4.</strong><br />
[…]<br />
Spørgsmålet, om der forelå misbrug<br />
[…]<br />
Pr. 91 Den <strong>af</strong> sagsøgerne foreslåede fortolkning, hvorefter misbrug <strong>af</strong> en dominerende stilling<br />
skulle indebære, at den økonomiske styrke, der er opnået ved hjælp <strong>af</strong> en dominerende<br />
stilling, anvendes som middel til at realisere misbruget, kan ikke accepteres til<br />
støtte for, at der ikke skulle foreligge et misbrug <strong>af</strong> en dominerende stilling; misbrugsbegrebet<br />
er et objektivt begreb, som omfatter en <strong>af</strong> en markedsdominerende virksomhed<br />
udvist adfærd, som efter sin art kan påvirke strukturen på et marked, hvor konkurrencen<br />
netop som følge <strong>af</strong> den pågældende virksomheds tilstedeværelse allerede er <strong>af</strong>svækket,<br />
og som bevirker, at der lægges hindringer i vejen for at opretholde den endnu<br />
bestående konkurrence på markedet eller udviklingen <strong>af</strong> denne konkurrence som følge<br />
<strong>af</strong>, at der tages andre midler i brug end i den normale konkurrence om <strong>af</strong>sætning <strong>af</strong> varer<br />
og tjenesteydelser, der udspiller sig på grundlag <strong>af</strong> de erhvervsdrivendes ydelser.<br />
[…]<br />
71
Oscar Bronner, C-7/97: Leveringsnægtelse<br />
Der er tale om en præjudiciel <strong>af</strong>gørelse. Dommen omhandler begrebet leveringsnægtelse, som kan<br />
udgøre misbrug i art. 102´s forstand.<br />
Ved kendelse <strong>af</strong> 1. juli 1996, indgået til Domstolen den 15. januar 1997, blev Oberlandesgericht<br />
Wien som kartelretlig instans i medfør <strong>af</strong> EF-traktatens art. 177 (nu TEUF art. 267) forelagt to præjudicielle<br />
spørgsmål vedrørende fortolkningen <strong>af</strong> traktatens art. 86 (nu art. 102).<br />
Spørgsmålene blev rejst under en sag (hovedsagen), som Oscar Bronner GmbH & Co. KG (herefter<br />
”Oscar Bronner”) i medfør <strong>af</strong> § 35 i Bundesgesetz über Kartelle und andere Wettbewerbsbeschraenkungen<br />
<strong>af</strong> 19. oktober 1988 (den østrigske konkurrencelov, herefter ”Kartellgesetz”) havde<br />
anlagt mod Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag GmbH & Co. KG, Mediaprint Zeitungsvertriebsgesellsch<strong>af</strong>t<br />
mbH & Co. KG og Mediaprint Anzeigengesellsch<strong>af</strong>t mbH & Co. KG<br />
(herefter under ét ”Mediaprint”).<br />
§ 35, stk. 1, i Kartellgesetz bestemte: ”Kartellgericht skal på begæring påbyde de berørte virksomheder<br />
at bringe misbrug <strong>af</strong> en dominerende stilling til ophør. Misbrug kan især bestå i:<br />
direkte eller indirekte påtvingelse <strong>af</strong> urimelige købs- eller salgspriser eller <strong>af</strong> andre urimelige<br />
forretningsbetingelser<br />
begrænsning <strong>af</strong> produktion, <strong>af</strong>sætning eller teknisk udvikling til skade for forbrugerne<br />
at handelspartnere stilles ringere i konkurrencen som følge <strong>af</strong> anvendelse <strong>af</strong> ulige vilkår for<br />
ydelser <strong>af</strong> samme værdi<br />
at det stilles som vilkår for indgåelse <strong>af</strong> en <strong>af</strong>tale, at me<strong>dk</strong>ontrahenten go<strong>dk</strong>ender<br />
tillægsydelser, som efter deres natur eller Ifølge handelssædvane ikke har forbindelse med<br />
<strong>af</strong>talens genstand.”<br />
Oscar Bronner varetog redaktion, udgivelse, fremstilling og distribution <strong>af</strong> dagbladet ”Der<br />
Standard”. I 1994 havde ”Der Standard” 3,6 % <strong>af</strong> de østrigske dagblades samlede oplag og 6 % <strong>af</strong><br />
annonceindtægterne.<br />
Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag GmbH & Co. KG udgav dagbladene ”Neue Kronen<br />
Zeitung” og ”Kurier”. Selskabet varetog distributionen og annoncevirksomheden for de nævnte to<br />
aviser gennem sine 100 %-ejede datterselskaber Mediaprint Zeitungsvertriebsgesellsch<strong>af</strong>t mbH &<br />
Co. KG og Mediaprint Anzeigengesellsch<strong>af</strong>t mbH & Co. KG.<br />
I 1994 havde ”Neue Kronen Zeitung” og ”Kurier” tilsammen 46,8 % <strong>af</strong> de østrigske dagblades<br />
samlede oplag og 42 % <strong>af</strong> annonceindtægterne. De to dagblade havde en dækning på 53,3 % <strong>af</strong> alle<br />
personer over 14 år i private husstande og 71 % <strong>af</strong> alle dagbladslæsere. For så vidt angår<br />
72
distributionen <strong>af</strong> de nævnte dagblade havde Mediaprint gennem Mediaprint<br />
Zeitungsvertriebsgesellsch<strong>af</strong>t mbH & Co. KG. etableret en landsdækkende udbringningsordning.<br />
Herved leveredes aviserne direkte til abonnenterne i de tidlige morgentimer.<br />
Under den sag, der blev anlagt i medfør <strong>af</strong> § 35 i Kartellgesetz, nedlagde Oscar Bronner påstand<br />
om, at Mediaprint tilpligtedes at ophøre med at misbruge sin dominerende stilling og at optage ”Der<br />
Standard” i sin udbringningsordning mod et passende vederlag. Til støtte herfor understregede<br />
Oscar Bronner, at udbringning via postvæsenet, der normalt først skete sent på formiddagen, ikke<br />
var noget reelt alternativ til den nævnte udbringningsordning, og at den omstændighed, at ”Der<br />
Standard” kun havde et beskedent antal abonnenter, medførte, at det ville være helt urentabelt at<br />
opbygge en egen udbringningsordning. Oscar Bronner anførte endvidere, at Mediaprint udsatte<br />
Oscar Bronner for forskelsbehandling, idet Mediaprint havde optaget dagbladet ”Wirtsch<strong>af</strong>tsblatt”,<br />
som Mediaprint heller ikke udgav, i sin udbringningsordning.<br />
Heroverfor understregede Mediaprint, at der med henblik på opbygningen <strong>af</strong><br />
udbringningsordningen havde måttet foretages betydelige investeringer og en stor arbejdsindsats,<br />
ligesom det ville overskride de naturlige grænser for ordningens kapacitet, såfremt den blev åbnet<br />
for alle udgivere <strong>af</strong> østrigske dagblade. Den omstændighed, at Mediaprint indtog en dominerende<br />
stilling, kunne heller ikke medføre, at Mediaprint var forpligtet til økonomisk at støtte den<br />
konkurrence, Mediaprint blev udsat for, ved at hjælpe konkurrenterne. Mediaprint tilføjede, at<br />
situationen for ”Wirtsch<strong>af</strong>tsblatt” ikke kunne sammenlignes med situationen for ”Der Standard”,<br />
eftersom udgiveren <strong>af</strong> ”Wirtsch<strong>af</strong>tsblatt” havde indgået <strong>af</strong>tale med Mediaprint om, at dette selskab<br />
skulle trykke bladet og stå for den samlede distribution, dvs. også salget gennem udsalgssteder,<br />
hvorfor optagelsen i udbringningsordningen kun udgjorde en del <strong>af</strong> en samlet pakke.<br />
Kartellgericht fandt, at såfremt en erhvervsdrivendes adfærd er omfattet <strong>af</strong> traktatens art. 86 (nu art.<br />
102), er der nødvendigvis også tale om misbrug <strong>af</strong> dominerende stilling som omhandlet i den i<br />
materiel henseende identiske § 35 i Kartellgesetz, idet en adfærd, som er i strid med<br />
fællesskabsretten (nu benævnt unionsretten), ikke kan være lovlig efter national ret, eftersom<br />
fællesskabsretten principielt har forrang. Kartellgericht fastslog, at der først måtte tages stilling til,<br />
om Mediaprints adfærd var i strid med traktatens art. 86 (nu art. 102). Retten bemærkede herefter, at<br />
en anvendelse <strong>af</strong> traktatens art. 86 (nu art. 102) er betinget <strong>af</strong>, at samhandelen mellem<br />
medlemsstater kan påvirkes i kr<strong>af</strong>t <strong>af</strong> en adfærd fra erhvervsdrivendes side, der er udtryk for<br />
misbrug. Retten bemærkede, at dette tilsyneladende var tilfældet i hovedsagen, idet den<br />
omstændighed, at Oscar Bronner var blevet nægtet optagelse i Mediaprints udbringningsordning,<br />
kunne medføre, at Oscar Bronner ville blive trængt helt ud <strong>af</strong> dagbladsmarkedet, ligesom Oscar<br />
Bronner som udgiver <strong>af</strong> et østrigsk dagblad, der også solgtes i udlandet, deltog i samhandelen over<br />
landegrænserne.<br />
Kartellgericht udsatte herefter sagen og forelagde Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:<br />
73
1) ”Skal EF-traktatens art. 86 [nu art. 102] fortolkes således, at der er tale om misbrug <strong>af</strong><br />
dominerende stilling i form <strong>af</strong>, at der uberettiget opstilles hindringer for adgang til markedet,<br />
når en virksomhed, som udgiver, fremstiller og distribuerer dagblade og med sine produkter<br />
indtager en fremtrædende stilling på det østrigske dagbladsmarked (nemlig 46,8 % <strong>af</strong> det<br />
samlede oplag, 42 % <strong>af</strong> annonceindtægterne og 71 %'s dækning, set i forhold til samtlige<br />
dagblade), og som driver den eneste i Østrig eksisterende landsdækkende ordning med direkte<br />
udbringning til abonnenter, over for en anden virksomhed, som også udgiver, fremstiller og<br />
distribuerer et dagblad i Østrig, nægter at <strong>af</strong>give et bindende tilbud om at optage dette dagblad<br />
i sin udbringningsordning, når det endvidere lægges til grund, at den virksomhed, der ønsker at<br />
blive optaget i udbringningsordningen, på grund <strong>af</strong> sit beskedne oplag og den her<strong>af</strong> følgende<br />
ringe abonnenttæthed hverken alene eller i samarbejde med de øvrige virksomheder, der<br />
udbyder dagblade på markedet, med rimelige omkostninger kan opbygge sin egen<br />
udbringningsordning og drive den rentabelt?<br />
2) Er der tale om misbrug som omhandlet i EF-traktatens art. 86 [nu art. 102], såfremt – under de<br />
i spørgsmål 1 nærmere angivne omstændigheder – den, der står for ordningen med<br />
udbringning <strong>af</strong> dagblade, gør det til en betingelse for at optage forretningsforbindelse med<br />
udgiveren <strong>af</strong> et konkurrerende produkt, at denne ikke alene indgår <strong>af</strong>tale om udbringning, men<br />
også om andre tilbudte ydelser (f.eks. distribution via udsalgssteder, trykning) som led i en<br />
samlet pakke?”<br />
Udvalgte præmisser<br />
[…]<br />
Det første spørgsmål<br />
Pr. 23 Med det første spørgsmål ønsker den nationale ret nærmere bestemt oplyst, om den<br />
omstændighed, at et bladhus, der har en meget væsentlig andel <strong>af</strong> dagbladsmarkedet i<br />
en medlemsstat, og som driver den eneste landsdækkende udbringningsordning for<br />
aviser i den pågældende medlemsstat, nægter, mod et rimeligt vederlag, at give<br />
adgang til ordningen for udgiveren <strong>af</strong> et konkurrerende dagblad, som på grund <strong>af</strong> dette<br />
blads beskedne oplag hverken alene eller i samarbejde med andre udgivere kan<br />
opbygge og drive sin egen udbringningsordning på økonomisk rimelige vilkår, udgør<br />
et misbrug <strong>af</strong> dominerende stilling som omhandlet i traktatens art. 86.<br />
Pr. 24 Oscar Bronner har i denne forbindelse gjort gældende, at leveringen <strong>af</strong> den<br />
tjenesteydelse, som består i udbringning <strong>af</strong> dagblade, udgør et særskilt marked, idet<br />
den pågældende ydelse normalt tilbydes og efterspørges u<strong>af</strong>hængigt <strong>af</strong> andre ydelser.<br />
Oscar Bronner har ligeledes understreget, at den ydelse, der udføres derved, at en<br />
indretning stilles til rådighed, og den, der leveres i form <strong>af</strong> anvendelse <strong>af</strong> en sådan<br />
indretning, i medfør <strong>af</strong> princippet om ”essential facilities”, således som Domstolen<br />
Ifølge Oscar Bronner har knæsat dette princip i dom <strong>af</strong> 6. april 1995 (forenede sager<br />
C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743, herefter<br />
74
”<strong>domme</strong>n i Magill-sagen”), principielt udgør særskilte markeder. Som ejer <strong>af</strong> en sådan<br />
”essential facility”, konkret den eneste økonomisk rentable landsdækkende<br />
udbringningsordning, der findes i Østrig, er Mediaprint forpligtet til at lade<br />
konkurrerende produkter få adgang til sin ordning på vilkår og til priser svarende til de<br />
på markedet gældende.<br />
Pr. 25 Oscar Bronner har herved også henvist til dom <strong>af</strong> 6. marts 1974 (forenede sager 6/73<br />
og 7/73, Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223, præmis 25), hvor<strong>af</strong><br />
det fremgår, at en virksomhed, der indtager en dominerende stilling, kun lovligt kan<br />
nægte at levere til virksomheder, der befinder sig på det umiddelbart efterfølgende<br />
produktionsled, såfremt en sådan nægtelse er objektivt begrundet. Med henvisning til,<br />
at Domstolen i dom <strong>af</strong> 3. oktober 1985 (sag 311/84, CBEM, Sml. s. 3261) fastslog, at<br />
det er misbrug <strong>af</strong> en dominerende stilling, jf. art. 86, at en virksomhed, som har en<br />
dominerende stilling på et bestemt marked – uden at det er objektivt nødvendigt –<br />
forbeholder sig selv eller en virksomhed i samme koncern forberedende<br />
arbejdsopgaver, som kan udføres <strong>af</strong> en tredje virksomhed inden for dennes<br />
erhvervsområde på et beslægtet, men selvstændigt marked, med fare for, at enhver<br />
konkurrence fra denne virksomheds side bliver udelukket, har Oscar Bronner anført,<br />
at denne bemærkning også finder anvendelse på en virksomhed, som indtager en<br />
dominerende stilling på markedet for en særskilt tjenesteydelse, som er absolut<br />
nødvendig med henblik på en anden virksomheds aktiviteter på et andet marked.<br />
Pr. 26 Heroverfor har Mediaprint anført, at virksomheder, der indtager en dominerende<br />
stilling, også i princippet har en selvbestemmelsesret i den forstand, at de normalt selv<br />
frit kan bestemme, hvem de vil tilbyde deres tjenesteydelser, og navnlig hvem de<br />
ønsker at give adgang til deres egne indretninger. En forpligtelse til at indgå <strong>af</strong>tale,<br />
som påhviler en virksomhed, der indtager en dominerende stilling, kan derfor kun<br />
støttes på traktatens art. 86, såfremt der foreligger ganske særlige omstændigheder,<br />
således som Domstolen udtrykkeligt har fastslået i <strong>domme</strong>n i Magill-sagen.<br />
Pr. 27 Ifølge Mediaprint fremgår det <strong>af</strong> <strong>domme</strong>n i sagen Commercial Solvents mod<br />
Kommissionen og i CBEM-sagen, at der kun foreligger sådanne ganske særlige<br />
omstændigheder, såfremt det forhold, at den virksomhed, der indtager en dominerende<br />
stilling, nægter at levere, vil udelukke al konkurrence på et sekundært marked. Dette<br />
er ikke tilfældet i hovedsagen, idet der ud over Mediaprints udbringningsordning<br />
findes andre distributionsformer, hvorved Oscar Bronner kan sælge sine dagblade i<br />
Østrig.<br />
Pr. 28 Mediaprint har tilføjet, at selvom der måtte foreligge sådanne ganske særlige<br />
omstændigheder, er det forhold, at en virksomhed, der indtager en dominerende<br />
stilling, nægter at indgå <strong>af</strong>tale, ikke udtryk for misbrug, såfremt en sådan nægtelse er<br />
begrundet i objektive hensyn. Dette er tilfældet i hovedsagen, såfremt optagelsen <strong>af</strong><br />
75
”Der Standard” vil kunne medføre, at Mediaprints udbringningsordning ikke fungerer<br />
optimalt, eller en optagelse på grund <strong>af</strong> ordningens kapacitet vil være umulig.<br />
Pr. 29 Kommissionen har fremhævet, at det tilkommer den nationale ret at tage stilling til,<br />
om betingelserne for at bringe traktatens art. 86 i anvendelse, er opfyldt. Kun såfremt<br />
der findes et særskilt marked for udbringningsordninger, og Mediaprint indtager en<br />
dominerende stilling på dette marked, må det undersøges, om Mediaprints nægtelse <strong>af</strong><br />
at optage Oscar Bronner i ordningen er udtryk for misbrug.<br />
Pr. 30 Med henvisning til, at det fremgår <strong>af</strong> forelæggelseskendelsen, at en tredje virksomhed<br />
er blevet optaget i Mediaprints udbringningsordning, har Kommissionen anført, at der<br />
vil kunne være tale om et misbrug som omhandlet i traktatens art. 86, litra c), derved,<br />
at der over for handelspartnere anvendes ulige vilkår for ydelser <strong>af</strong> samme værdi.<br />
Ifølge Kommissionen er dette imidlertid ikke tilfældet i hovedsagen, eftersom der til<br />
den ydelse, Oscar Bronner forlanger, ikke er knyttet andre betingelser end dem, der<br />
gælder for andre handelspartnere, men ydelsen ville ikke være blevet tilbudt<br />
overhovedet, såfremt Mediaprint ikke samtidig var blevet anmodet om at udføre andre<br />
tjenesteydelser.<br />
Pr. 31 Hertil og med henblik på at give den forelæggende ret et relevant svar bemærkes<br />
indledningsvis, at i henhold til traktatens art. 86 er misbrug <strong>af</strong> en dominerende stilling<br />
på fællesmarkedet eller en væsentlig del her<strong>af</strong> forbudt i den udstrækning, samhandelen<br />
mellem medlemsstater herved kan påvirkes.<br />
Pr. 32 Ved bedømmelsen <strong>af</strong>, om en virksomhed indtager en dominerende stilling i traktatens<br />
art. 86's forstand, er det, som Domstolen gentagne gange har understreget, <strong>af</strong><br />
<strong>af</strong>gørende betydning at fastlægge det relevante marked og at <strong>af</strong>grænse den væsentlige<br />
del <strong>af</strong> fællesmarkedet, hvor virksomheden er i stand til eventuelt at begå misbrug, der<br />
kan hindre en effektiv konkurrence (jf. dom <strong>af</strong> 17.7.1997, sag C-242/95, GT-Link,<br />
Sml. I, s. 4449, præmis 36).<br />
Pr. 33 Det fremgår <strong>af</strong> fast retspraksis, at i relation til anvendelsen <strong>af</strong> traktatens art. 86<br />
omfatter det relevante produkt- eller tjenesteydelsesmarked alle de produkter eller<br />
tjenesteydelser, som på grund <strong>af</strong> deres egenskaber er særligt egnede til at opfylde<br />
vedvarende behov, og som kun i ringe grad kan substitueres med andre produkter eller<br />
tjenesteydelser (jf. herved dom <strong>af</strong> 11.12.1980, sag 31/80, L'Oréal, Sml. s. 3775,<br />
præmis 25, og <strong>af</strong> 3.7.1991, sag C-62/86, AKZO mod Kommissionen, Sml. I, s. 3359,<br />
præmis 51).<br />
Pr. 34 For så vidt angår fastlæggelsen <strong>af</strong> det relevante marked i hovedsagen tilkommer det<br />
derfor den forelæggende ret at fastslå bl.a., om udbringningsordninger udgør et<br />
særskilt marked, eller om andre former for distribution <strong>af</strong> dagblade, som f.eks. salg i<br />
forretninger og kiosker eller udbringning via postvæsenet, er tilstrækkeligt<br />
substituerbare med de nævnte ordninger til, at de også skal tages i betragtning. Som<br />
Kommissionen har understreget, skal den nationale ret ved vurderingen <strong>af</strong>, om der er<br />
76
tale om en dominerende stilling, også tage hensyn til, om der eventuelt findes<br />
regionale udbringningsordninger.<br />
Pr. 35 Såfremt den forelæggende ret herefter skulle nå frem til, at udbringningsordninger<br />
udgør et særskilt marked, og at der ikke er en tilstrækkelig grad <strong>af</strong> substituerbarhed<br />
mellem Mediaprints ordning, der er landsdækkende, og andre regionale ordninger, må<br />
retten nødvendigvis fastslå, at Mediaprint, som Ifølge oplysningerne i<br />
forelæggelseskendelsen driver den eneste landsdækkende udbringningsordning i<br />
Østrig, har et faktisk monopol på det således fastlagte marked og følgelig indtager en<br />
dominerende stilling på dette marked.<br />
Pr. 36 I så fald må retten også fastslå, at Mediaprint indtager en dominerende stilling på en<br />
væsentlig del <strong>af</strong> fællesmarkedet, idet det fremgår <strong>af</strong> Domstolens praksis, at en<br />
medlemsstats område, som en dominerende stilling omfatter, udgør en væsentlig del<br />
<strong>af</strong> fællesmarkedet (jf. herved dom <strong>af</strong> 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod<br />
Kommissionen, Sml. s. 3461, præmis 28, og <strong>af</strong> 5.10.1994, sag C-323/93, Centre<br />
d'insémination de la Crespelle, Sml. I, s. 5077, præmis 17).<br />
Pr. 37 Retten måtte endelig tage stilling til, om den omstændighed, at den, der ejer den<br />
eneste landsdækkende udbringningsordning på en medlemsstats område, og som<br />
anvender ordningen med henblik på udbringning <strong>af</strong> sine egne dagblade, nægter at<br />
optage udgiveren <strong>af</strong> et konkurrerende dagblad i ordningen, udgør et misbrug <strong>af</strong><br />
dominerende stilling som omhandlet i traktatens art. 86, idet en sådan nægtelse<br />
<strong>af</strong>skærer den pågældende konkurrent fra at benytte en form for distribution, der er<br />
væsentlig for dennes salg.<br />
Pr. 38 Hertil bemærkes for det første, at selvom Domstolen i <strong>domme</strong>n i sagen Commercial<br />
Solvents mod Kommissionen og i CBEM-sagen fastslog, at det var udtryk for<br />
misbrug, at en virksomhed, der indtog en dominerende stilling på et bestemt marked,<br />
tilkendegav, at den til en virksomhed, som den konkurrerede med på et beslægtet<br />
marked, nægtede at levere henholdsvis råstoffer (jf. <strong>domme</strong>n i sagen Commercial<br />
Solvents mod Kommissionen, præmis 25) eller tjenesteydelser (jf. <strong>domme</strong>n i CBEMsagen,<br />
præmis 26), som var absolut nødvendige for den anden virksomheds udøvelse<br />
<strong>af</strong> aktiviteter, skete det med en bemærkning om, at den pågældende adfærd kunne<br />
udelukke al konkurrence fra denne virksomheds side.<br />
Pr. 39 Endvidere bemærkes, at Domstolen i <strong>domme</strong>n i Magill-sagen, præmis 49 og 50,<br />
understregede, at den omstændighed, at indehaveren <strong>af</strong> en intellektuel ejendomsret<br />
nægter at give en licens, selvom der er tale om en virksomhed, der indtager en<br />
dominerende stilling, ikke i sig selv kan udgøre et misbrug her<strong>af</strong>, men at indehaverens<br />
udøvelse <strong>af</strong> eneretten under særlige omstændigheder kan føre til, at der foreligger et<br />
misbrug.<br />
Pr. 40 I <strong>domme</strong>n i Magill-sagen udtalte Domstolen, at der var tale om sådanne særlige<br />
omstændigheder derved, at den omtvistede nægtelse vedrørte et produkt (oplysninger<br />
77
om visse tv-kanalers ugentlige programmer), hvis levering var absolut nødvendig for<br />
udøvelsen <strong>af</strong> den pågældende aktivitet (udgivelse <strong>af</strong> et generelt tv-programblad) i den<br />
forstand, at uden en sådan levering ville den, der ønskede at udbyde et sådant<br />
programblad, ikke kunne udgive det eller udbyde det på markedet (præmis 53), at en<br />
sådan nægtelse var til hinder for, at der blev skabt et nyt produkt, som der var en<br />
potentiel efterspørgsel på fra forbrugernes side (præmis 54), at det ikke var begrundet<br />
i objektive forhold (præmis 55), og at det ville udelukke enhver konkurrence på det<br />
<strong>af</strong>ledte marked (præmis 56).<br />
Pr. 41 Selvom det antages, at den nævnte <strong>af</strong>gørelse vedrørende udøvelsen <strong>af</strong> en intellektuel<br />
ejendomsret kan anvendes på udøvelsen <strong>af</strong> en hvilken som helst ejendomsret, er det<br />
desuden ikke alene en betingelse for, at <strong>domme</strong>n i Magill-sagen med føje kan<br />
påberåbes til støtte for, at der i en situation som den, det første præjudicielle<br />
spørgsmål vedrører, er tale om misbrug som omhandlet i traktatens art. 86, at<br />
nægtelsen <strong>af</strong> at levere den tjenesteydelse, udbringningen udgør, medfører, at enhver<br />
konkurrence på dagbladsmarkedet fra den virksomheds side, som efterspørger<br />
tjenesteydelsen, udelukkes og ikke kan begrundes ud fra objektive forhold, men også,<br />
at tjenesteydelsen i sig selv er absolut nødvendig for udøvelsen <strong>af</strong> den pågældendes<br />
virksomhed i den forstand, at der ikke findes noget reelt eller potentielt alternativ til<br />
den pågældende udbringningsordning.<br />
Pr. 42 Dette er med sikkerhed ikke tilfældet, selv såfremt forholdet som i hovedsagen måtte<br />
være det, at der på en medlemsstats område kun findes en enkelt landsdækkende<br />
udbringningsordning, og ejeren <strong>af</strong> ordningen tilmed indtager en dominerende stilling<br />
på det tjenesteydelsesmarked, der udgøres <strong>af</strong> den pågældende ordning, eller som den<br />
er en del <strong>af</strong>.<br />
Pr. 43 For det første er det ubestridt, at der findes andre former for distribution <strong>af</strong> dagblade,<br />
som f.eks. udbringning via postvæsenet og salg i forretninger og kiosker. Selvom de<br />
nævnte former måtte være mindre fordelagtige i relation til distributionen <strong>af</strong> visse<br />
dagblade, anvendes de <strong>af</strong> dagbladsudgivere.<br />
Pr. 44 Endvidere er der Ifølge det oplyste hverken tekniske, retlige eller endog økonomiske<br />
forhold, der kan medføre, at det for enhver anden udgiver <strong>af</strong> dagblade vil være<br />
umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt, alene eller i samarbejde med andre<br />
udgivere, at opbygge sin egen landsdækkende udbringningsordning og anvende den<br />
ved distributionen <strong>af</strong> sine egne dagblade.<br />
Pr. 45 Det må herved understreges, at til støtte for, at opbygningen <strong>af</strong> en sådan ordning ikke<br />
er en realistisk alternativ mulighed, og at det derfor er absolut nødvendigt at blive<br />
optaget i den eksisterende ordning, er det ikke tilstrækkeligt at anføre, at en sådan<br />
opbygning ikke er økonomisk rentabel som følge <strong>af</strong> det beskedne oplag for det eller de<br />
dagblade, der skal distribueres.<br />
78
Pr. 46 For at en sådan optagelse i givet fald kan anses for absolut nødvendig, må det, som<br />
generaladvokaten har anført i punkt 68 i forslaget til <strong>af</strong>gørelse, i det mindste<br />
godtgøres, at det ikke er økonomisk rentabelt at opbygge endnu en<br />
udbringningsordning med henblik på distribution <strong>af</strong> dagblade, hvis oplag svarer til<br />
oplaget for de dagblade, der bringes ud gennem den eksisterende ordning.<br />
Pr. 47 Det første spørgsmål skal herefter besvares med, at den omstændighed, at et bladhus,<br />
der har en meget væsentlig andel <strong>af</strong> dagbladsmarkedet i en medlemsstat, og som<br />
driver den eneste landsdækkende udbringningsordning for aviser i den pågældende<br />
medlemsstat, nægter, mod et rimeligt vederlag, at give adgang til ordningen for<br />
udgiveren <strong>af</strong> et konkurrerende dagblad, som på grund <strong>af</strong> dette blads beskedne oplag<br />
hverken alene eller i samarbejde med andre udgivere kan opbygge og drive sin egen<br />
[…]<br />
udbringningsordning på økonomisk rimelige vilkår, ikke udgør et misbrug <strong>af</strong><br />
dominerende stilling som omhandlet i traktatens art. 86.<br />
Swatch, utrykt dom <strong>af</strong> 1. december 2005 fra Østre Landsret: Bøde til direktør<br />
Dommen handler om <strong>af</strong>sløringen <strong>af</strong> hemmelige <strong>af</strong>taler om bindende videresalgspriser. Sådanne<br />
<strong>af</strong>taler har karakter <strong>af</strong> hardcorebegrænsninger og er dermed strengt forbudte i medfør <strong>af</strong> KRL § 6<br />
(da sådanne <strong>af</strong>taler har til formål at begrænse konkurrencen, er de forbudte, uanset de faktiske<br />
virkninger (følger) på markedet). Anvendelse <strong>af</strong> en vejledende eller maksimal videresalgspris over<br />
for forhandlere er derimod omfattet <strong>af</strong> gruppefritagelsen for vertikale <strong>af</strong>taler, når ingen <strong>af</strong> <strong>af</strong>taleparternes<br />
markedsandel overstiger tærsklen på de 30 %, forudsat at der ikke på grund <strong>af</strong> pres eller<br />
incitamenter fra den ene part reelt er tale om mindstepriser eller faste salgspriser, jf. nærmere<br />
Kommissionens retningslinjer for vertikale <strong>af</strong>taler. Det bemærkes, at kravet om bindende videresalgspriser<br />
kan være et ensidigt krav fra producenten/ leverandøren; KRL § 6 finder ikke anvendelse,<br />
medmindre forhandleren på en eller anden måde accepterer kravet – der skal kunne påvises en<br />
<strong>af</strong>tale, se herom Bayer-/Adalatsagen.<br />
Dommen (dom <strong>af</strong> 1. december 2005 fra Østre Landsrets 18. <strong>af</strong>deling i sag S-2446-05) er utrykt.<br />
Man kan bestille kopi <strong>af</strong> <strong>domme</strong> i kr<strong>af</strong>t <strong>af</strong> aktindsigtsreglerne i retsplejeloven og offentlighedsloven.<br />
Se nærmere på www.domstol.<strong>dk</strong>.<br />
Swatch Group Nordic (herefter Swatch-grossisten) var et datterselskab <strong>af</strong> det schweiziske selskab<br />
The Swatch Group Ltd. og var grossist <strong>af</strong> ure <strong>af</strong> mærkerne Omega, Rado, Longines, Tissot, CK,<br />
Certina, Swatch og Flik Flak.<br />
79
Konkurrencestyrelsen foretog i juli 2002 et uanmeldt kontrolbesøg hos Swatch-grossisten. Her fandt<br />
styrelsen materiale, der indikerede, at Swatch-grossisten havde indgået <strong>af</strong>taler med sine forhandlere<br />
om faste priser (også kaldet ”bindende videresalgspriser” eller ”detailprisbinding”).<br />
Konkurrencestyrelsen anmeldte derfor Swatch-grossisten til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk<br />
Kriminalitet (SØK), som rejste tiltale for overtrædelse <strong>af</strong> KRL § 6, jf. § 23.<br />
Byretten frifandt virksomheden. Østre Landsret fandt det imidlertid bevist, at virksomheden havde<br />
indgået <strong>af</strong>taler med forhandlerne om, at forhandlerne ikke måtte sælge ure til priser under de<br />
vejledende priser. Virksomheden blev idømt en bøde på 200.000 kr. Virksomhedens direktør blev<br />
også idømt en bøde på 10.000 kr., idet Østre Landsret fandt, at direktøren selv havde taget aktivt del<br />
i lovovertrædelsen.<br />
Konkurrencestyrelsen skriver i tilknytning til deres omtale <strong>af</strong> <strong>domme</strong>n i Konkurrenceredegørelse<br />
2006 - KAPITEL 11 - Bøder i internationale konkurrencesager (tilgængelig på nettet), at<br />
[…]<br />
”Virksomheden. Udgangspunktet efter dansk ret er, at det er virksomheden selv, der først og<br />
fremmest gøres ansvarlig for en overtrædelse begået <strong>af</strong> virksomheden som sådan eller <strong>af</strong> personer<br />
tilknyttet virksomheden. Det vil særligt være tilfældet, hvis økonomiske grunde har motiveret<br />
virksomheden til at overtræde loven, hvis en ansats uagtsomhed ikke er ´graverende´, eller hvis<br />
virksomhedens underordnede personale har overtrådt loven.”<br />
[…]<br />
”Personligt ansvar. I dansk str<strong>af</strong>feret kan man kombinere virksomhedsansvaret med personlig<br />
tiltale mod en fysisk person. Det vil typisk kunne komme på tale, hvis en overordnet har handlet<br />
forsætligt eller groft uagtsomt. Det er endvidere et krav, at overtrædelsen ikke er <strong>af</strong> underordnet<br />
karakter. Hvis de to betingelser er opfyldt, vil anklagemyndigheden kunne rejse tiltale mod<br />
virksomheden og fx ledelsen <strong>af</strong> selskabet eller en overordnet ansat, herunder direktøren.<br />
På samme måde kan medarbejdere i en enkeltmandsvirksomhed også blive gjort ansvarlige –<br />
sammen med virksomheden – for de overtrædelser, som de har begået forsætligt eller ved grov<br />
uagtsomhed.<br />
Tiltale mod en underordnet ansat finder normalt ikke sted. Det kan dog komme på tale i særlige<br />
tilfælde. Hvis den underordnede ansatte fx forsætligt og på eget initiativ har overtrådt loven, kan<br />
anklagemyndigheden rejse tiltale mod denne. Men i dette tilfælde vil anklagemyndigheden også<br />
rejse tiltale mod virksomheden.” […]<br />
80
United Brands/Banan-sagen, C-27/76: Det relevante marked<br />
United Brands mod Kommissionen (annullationssøgsmål). Dommen er god til at illustrere <strong>af</strong>grænsningen<br />
<strong>af</strong> det relevante marked.<br />
United Brands (herefter: UBC), som i dag hedder ”Chiquita Brands International”, og som især er<br />
verdenskendt for sine Chiquita-bananer, havde ifølge Kommissionens beslutning <strong>af</strong> 17.12.1975<br />
misbrugt sin dominerende stilling i strid med art. 86 (nu art. 102) ved at pålægge sine forhandlere/modnere<br />
ikke at videresælge grønne, umodne bananer, at anvende diskriminerende/ulige priser<br />
for ydelser <strong>af</strong> samme værdi over for sine kunder, at tage urimelige salgspriser og endelig ved at<br />
have standset leveringer <strong>af</strong> Chiquita-bananer til en kunde. UBC påstod annullation <strong>af</strong> Kommissionens<br />
ovennævnte beslutning, idet UBC bestred Kommissionens fremstilling <strong>af</strong> det relevante marked,<br />
såvel det relevante produktmarked som det geogr<strong>af</strong>iske marked, at UBC på det relevante marked<br />
havde en dominerende stilling iht. art. 86, at UBC havde anvendt diskriminerende hhv. urimelige<br />
priser og endelig, at betingelserne for salg <strong>af</strong> bananer i grøn tilstand var berettiget pga. kravet om<br />
at sikre kvaliteten <strong>af</strong> det produkt, der solgtes til forbrugerne.<br />
Kun præmisserne om <strong>af</strong>grænsningen <strong>af</strong> det relevante marked, og kun udvalgte <strong>af</strong> disse, gengives i<br />
det følgende. Afgrænsningen dannede grundlag for Domstolens konstatering <strong>af</strong>, at UBC indtog en<br />
dominerende stilling.<br />
Udvalgte præmisser<br />
[…]<br />
Forekomst <strong>af</strong> en dominerende stilling<br />
Det relevante marked<br />
– Varemarkedet<br />
Pr. 10 Med henblik på bedømmelsen <strong>af</strong>, om UBC indtager en dominerende stilling på bananmarkedet,<br />
må dette marked <strong>af</strong>grænses såvel i henseende til den pågældende vare<br />
som i geogr<strong>af</strong>isk henseende.<br />
Pr. 11 Mulighederne for konkurrence i relation til traktatens art. 86 må undersøges på grundlag<br />
<strong>af</strong> den pågældende vares karakteristika og ved anvendelse <strong>af</strong> et bestemt <strong>af</strong>grænset<br />
geogr<strong>af</strong>isk område, hvor varen markedsføres, og hvor konkurrencebetingelserne er tilstrækkeligt<br />
homogene til, at virkningen <strong>af</strong> den pågældende virksomheds økonomiske<br />
styrke kan bedømmes.<br />
Pr. 12 For så vidt angår varemarkedet bør det først undersøges, om bananer, som hævdet <strong>af</strong><br />
sagsøger, indgår som en del <strong>af</strong> markedet for friske frugter, fordi forbrugeren i et vist<br />
omfang kan erstatte dem med andre sorter <strong>af</strong> friske frugter såsom æbler, appelsiner,<br />
vindruer, ferskner, jordbær etc., eller om det relevante marked udelukkende er banan-<br />
81
markedet, der omfatter både mærkede bananer og umærkede bananer og udgør et<br />
marked, der er tilstrækkeligt homogent og adskilt fra markedet for andre friske frugter.<br />
Pr. 13 Til støtte for sin opfattelse gør sagsøger gældende, at bananer konkurrerer med andre<br />
friske frugter i de samme forretninger, på de samme hylder og til priser, der kan sammenlignes,<br />
fordi der er tale om opfyldelse <strong>af</strong> de samme behov: De konsumeres som<br />
dessert eller som mellemmåltid.<br />
Pr. 14 Statistikker, der er fremlagt, viser ifølge sagsøger, at forbrugerne køber færrest bananer<br />
mellem juni og september, når der er rigeligt med indenlandsk frugt på markedet.<br />
Pr. 15 Undersøgelser foretaget <strong>af</strong> Fruit and Agriculture Organization (FAO) navnlig i 1975<br />
skulle bekræfte, at bananpriserne er relativt lave i sommermånederne, og at f.eks. æblepriserne<br />
har en statistisk set signifikant virkning på forbruget <strong>af</strong> bananer i Forbunds-<br />
republikken Tyskland.<br />
Pr. 16 Ifølge de nævnte undersøgelser kan der observeres et vist prisfald på bananer mod<br />
slutningen <strong>af</strong> året i ”appelsinsæsonen”.<br />
Pr. 17 De sæsonbestemte perioder, hvor der er rigeligt med andre friske frugter, indvirker<br />
således ikke alene på bananpriserne, men også på størrelsen <strong>af</strong> banansalget og følgelig<br />
på bananimportens omfang.<br />
Pr. 18 Sagsøger udleder <strong>af</strong> disse resultater, at bananer og andre friske frugter hører til et og<br />
samme marked, og at UBC´s handlinger skulle have været undersøgt ud fra denne forudsætning<br />
ved <strong>af</strong>gørelsen <strong>af</strong>, om traktatens art. 86 skulle finde anvendelse.<br />
Pr. 19 Kommissionen hævder, at efterspørgslen på bananer kan adskilles fra efterspørgslen<br />
på andre friske frugter, navnlig fordi bananen udgør en vigtig bestanddel <strong>af</strong> visse be-<br />
folkningsgruppers kost.<br />
Pr. 20 Bananens særlige egenskaber spiller ifølge Kommissionen ind ved forbrugerens valg,<br />
og de medfører, at forbrugeren hverken fuldstændigt eller i væsentligt omfang søger at<br />
erstatte bananen med andre frugter.<br />
Pr. 21 Kommissionen udleder <strong>af</strong> de <strong>af</strong> sagsøger anførte undersøgelser, at priserne på eller<br />
udbuddet <strong>af</strong> andre frugter har meget ringe indflydelse på priserne på og udbuddet <strong>af</strong><br />
bananer på det relevante marked, og at disse virkninger er alt for begrænsede i tidsmæssig<br />
henseende, alt for ringe og alt for almindelige til, at man kan drage den konklusion<br />
her<strong>af</strong>, at disse andre frugter indgår som substitutionsvarer på det samme marked<br />
som bananerne.<br />
Pr. 22 For at det skal kunne antages, at bananen har et marked, der er tilstrækkeligt adskilt<br />
fra markedet fra andre frugter, må den kunne individualiseres ved særlige kendetegn,<br />
som adskiller den fra andre friske frugter i en sådan grad, at den kun i ringe omfang<br />
kan substitueres <strong>af</strong> disse andre frugter og kun i lidet mærkbart omfang udsættes for<br />
konkurrence fra disse frugter.<br />
Pr. 23 Modningen <strong>af</strong> disse bananer foregår året rundt uden hensyn til sæson.<br />
82
Pr. 24 Produktionen <strong>af</strong> bananer ligger gennem hele året over efterspørgslen, der når som<br />
helst kan imødekommes.<br />
Pr. 25 Som følge <strong>af</strong> disse særlige forhold er der tale om en frugt med en særlig gunstig stilling,<br />
hvis produktion og markedsføring kan tilpasses anden frisk frugts sæsonmæssige<br />
udsving, udsving der kendes og kan forudberegnes.<br />
Pr. 26 Eftersom forbrugeren kan købe denne frugt året rundt, er der ikke nogen sæson, hvor<br />
det er nødvendigt at udskifte den med andre frugter.<br />
Pr. 27 Da bananen er en frugt, der er på markedet når som helst i tilstrækkelige mængder,<br />
skal spørgsmålet om, hvorvidt bananen kan substitueres <strong>af</strong> andre frugter, <strong>af</strong>gøres ud<br />
fra en periode på et helt år ved beregningen <strong>af</strong> den grad <strong>af</strong> konkurrence, der er mellem<br />
bananer og andre friske frugter.<br />
Pr. 28 Det fremgår <strong>af</strong> undersøgelser over bananmarkedet, der er tilgået til sagens akter, at der<br />
ikke er nogen signifikant krydspriselasticitet på lang sigt, og som anført heller ikke er<br />
nogen generel, sæsonbestemt substituerbarhed mellem bananer og de forskellige årstiders<br />
frugter, bortset fra to (ferskner og druer til spisebrug) og kun i et land (Tyskland)<br />
inden for det relevante geogr<strong>af</strong>iske marked.<br />
Pr. 29 For så vidt angår de to frugter, der er på markedet hele året (appelsiner og æbler), kan<br />
den første ikke substitueres og den anden kun til en vis grad.<br />
Pr. 30 Denne meget ringe grad <strong>af</strong> substituerbarhed skyldes bananens særlige kendetegn og<br />
alle de faktorer, der påvirker forbrugerens valg.<br />
Pr. 31 Bananens udseende, smag, bløde konsistens, mangel på kerner, håndterlighed og konstante<br />
produktionsniveau bevirker, at den kan opfylde konstante behov for en betydelig<br />
del <strong>af</strong> befolkningen såsom børn, gamle og syge.<br />
Pr. 32 For så vidt angår priserne viser to undersøgelser for FAO, at – faldende – priser på<br />
andre frugter (og alene på ferskner og druer til spisebrug) kun påvirker banansalget i<br />
sommermånederne, navnlig i juli måned, og her i en størrelsesorden der ikke overstiger<br />
20 %.<br />
Pr. 33 Selvom det ikke kan benægtes, at denne vare i pågældende måneder og i nogle uger i<br />
slutningen <strong>af</strong> året er udsat for konkurrence fra andre frugter, medfører den betydelige<br />
mulighed for at tilpasse størrelsen <strong>af</strong> importen og markedsføringen <strong>af</strong> bananer på det<br />
relevante geogr<strong>af</strong>iske marked, at konkurrencen er meget stærkt begrænset, og at bana-<br />
nen uden større vanskeligheder tilpasser sig de perioder, hvor der er rigeligt med frugt.<br />
Pr. 34 Det fremgår <strong>af</strong> det anførte, at et stort antal forbrugere, som har et konstant behov for<br />
bananer, ikke i udpræget eller blot mærkbart omfang ophører med at købe denne vare,<br />
fordi der kommer andre friske frugter på markedet, og at selv det største sæsonbestem-<br />
83
te udbud <strong>af</strong> disse frugter kun påvirker forbruget i begrænset tid og for så vidt angår<br />
substitution kun i særdeles begrænset omfang.<br />
Pr. 35 Her<strong>af</strong> følger, at bananmarkedet er et marked, der er tilstrækkeligt klart adskilt fra<br />
markedet fra andre friske frugter.<br />
– Det geogr<strong>af</strong>iske marked<br />
Pr. 36 Som det geogr<strong>af</strong>iske marked, hvor det skal undersøges, om UBC har mulighed for at<br />
hindre en effektiv konkurrence, har Kommissionen udvalgt Forbundsrepublikken<br />
Tyskland, Danmark, Irland, Nederlandene og BLEU (Den Økonomiske Union Belgien<br />
Luxemburg).<br />
Pr. 37 Kommissionen finder, at de økonomiske betingelser i denne del <strong>af</strong> Fællesmarkedet gør<br />
det muligt for importører/forhandlere <strong>af</strong> bananer at markedsføre deres varer på normal<br />
vis, uden at UBC i forhold til andre importører/forhandlere er udsat for særlige økonomiske<br />
hindringer.<br />
Pr. 38 Omvendt må, ifølge Kommissionen de andre medlemsstater i Fællesskabet (Frankrig,<br />
Italien, Det Forenede Kongerige) holdes ude fra denne geogr<strong>af</strong>iske <strong>af</strong>grænsning <strong>af</strong><br />
markedet, uanset at UBC udøver en omfattende virksomhed i disse stater, idet der dér<br />
på grund <strong>af</strong> importordninger hersker særlige forhold med hensyn til markedsføringsvilkårene<br />
og udvalget <strong>af</strong> de dér solgte bananer.<br />
Pr. 39 Sagsøger gør gældende, at det geogr<strong>af</strong>iske marked, hvor en virksomheds økonomiske<br />
og handelsmæssige styrke skal bedømmes, kun kan omfatte områder, hvor konkurrencevilkårene<br />
er ensartede.<br />
Pr. 40 Kommissionen har ifølge sagsøger med rette fra det nævnte marked udelukket Frankrig,<br />
Italien og Det Forenede Kongerige, men den har undladt at tage hensyn til forskellene<br />
i konkurrencevilkårene i de andre medlemsstater, idet Kommissionen på grund <strong>af</strong><br />
disse forskelle burde være nået til samme resultat i relation til disse stater som i relation<br />
til de ovennævnte tre lande.<br />
Pr. 41 I de pågældende medlemsstater er de tre gældende toldordninger nemlig væsensforskellige:<br />
En nultarif i Tyskland for et banankontingent, som dækker størstedelen <strong>af</strong> efterspørgslen<br />
i dette land, en overgangstarif i Irland og Danmark og den fælles ydre<br />
toldtarif, det vil sige 20 %, for import til Benelux-landene.<br />
Pr. 42 Kommissionen har heller ikke taget hensyn til forbrugervanerne i de enkelte medlemsstater<br />
(i Tyskland er det årlige forbrug <strong>af</strong> frisk frugt per individ 2,5 gange forbruget<br />
i Irland og dobbelt så stort som forbruget i Danmark), forskelle i handelsstruktur, i<br />
koncentration og i monetær henseende.<br />
84
Pr. 43 Sagsøger udleder <strong>af</strong> det anførte, at det <strong>af</strong> Kommissionen anvendte geogr<strong>af</strong>iske marked<br />
omfatter områder, hvor konkurrencevilkårene er så forskellige, at de ikke kan antages<br />
at udgøre et enkelt marked.<br />
Pr. 44 Det er en forudsætning for at art. 86 kan finde anvendelse på en virksomhed, at der<br />
foretages en klar <strong>af</strong>grænsning <strong>af</strong> den væsentlige del <strong>af</strong> fællesskabet, hvor virksomheden<br />
er i stand til eventuelt at begå misbrug, der kan hindre en effektiv konkurrence, og<br />
hvor konkurrencebetingelserne for den pågældende vare objektivt set skal være ens<br />
for alle erhvervsdrivende.<br />
Pr. 45 Fællesskabet har ikke indført en fælles markedsordning for bananer.<br />
Pr. 46 Følgelig er importordningerne yderst forskellige fra stat til stat og er udtryk for, at de<br />
berørte stater hver især fører deres egen handelspolitik.<br />
Pr. 47 Det franske marked er således i medfør <strong>af</strong> nationale regler begrænset i importleddet<br />
ved en særlig importordning og i detailleddet bremset <strong>af</strong> en detailpris, der kontrolleres<br />
<strong>af</strong> myndighederne.<br />
Pr. 48 Udover visse foranstaltninger vedrørende en årlig fastsat ”målpris” (”prix objectif”)<br />
samt regler om emballering, sortering og minimumskrav til kvaliteten, er dette marked<br />
for omkring 2/3´s ve<strong>dk</strong>ommende forbeholdt produktion fra de oversøiske departementer<br />
og for 1/3´s ve<strong>dk</strong>ommende produktion fra visse lande med særligt gunstige handelsforbindelser<br />
til Frankrig (Ghana, Madagaskar, Cameroun), hvorfra bananerne importeres<br />
toldfrit, og det styres gennem en ordning, hvis forvaltning er overladt til en<br />
”Comite Interprofessionnel Bananier” (CIB).<br />
Pr. 49 På markedet i Det Forenede Kongerige gælder der ”Commonwealth Preferences”, en<br />
ordning, der navnlig består i, at der opretholdes produktionsniveau til fordel for udviklingslandene<br />
inden for Commonwealth samt en pris, der betales til producentsammenslutningerne,<br />
og som er direkte knyttet til salgsprisen for grønne bananer i Det Forenede<br />
Kongerige.<br />
Pr. 50 På det italienske marked er der efter ophævelsen i 1965 <strong>af</strong> det statsmonopol, der stod<br />
for salg <strong>af</strong> bananer, indført en national kontingenteringsordning, søfartsministeriet og<br />
det nationale valutakontrolkontor kontrollerer importen og befragtningskontrakter for<br />
udenlandske både, der anvendes til banantransport.<br />
Pr. 51 Den nationale ordning for disse tre markeder bevirker, at sagsøgerens bananer ikke<br />
konkurrerer på lige fod med andre bananer, der sælges i disse stater, idet disse er omfattet<br />
<strong>af</strong> en præferenceordning, og Kommissionen har med rette undladt at inddrage<br />
disse tre nationale markedet i det undersøgte geogr<strong>af</strong>iske marked.<br />
Pr. 52 Derimod er der i de seks andre stater et fuldstændigt frit marked, selvom der gælder<br />
særskilte toldbestemmelser og nødvendigvis forskellige, men ikke diskriminerende<br />
transportomkostninger, og konkurrencevilkårene på disse markedet er ens for alle.<br />
85
Pr. 53 I henseende til mulighederne for, at den frie konkurrence kan udfolde sig, udgør disse<br />
seks stater et område, som er tilstrækkeligt ensartet til, at det kan behandles under et.<br />
Pr. 54 UBC har organiseret markedsføringen <strong>af</strong> sine varer fra sit datterselskab i Rotterdam –<br />
UBCBV – som koordinerer salget i hele denne del <strong>af</strong> Fællesmarkedet.<br />
Pr. 55 Transportomkostningerne er ingen reel hindring for den distributionspolitik, som UBC<br />
har valgt, og som består i at sælge F.O.R. Rotterdam og Bremerhaven, de to havne,<br />
hvor bananerne losses.<br />
Pr. 56 Disse forhold bevirker, at det pågældende marked må anses som et enkelt marked.<br />
Pr. 57 Det følger <strong>af</strong> det anførte, at det <strong>af</strong> Kommissionen <strong>af</strong>grænsede geogr<strong>af</strong>iske marked,<br />
som udgør en væsentlig del <strong>af</strong> Fællesmarkedet, skal anses som det relevante marked<br />
[…]<br />
ved bedømmelsen <strong>af</strong>, om sagsøger har en dominerende stilling.<br />
86