It was a pleasure to attend the Galla Concert - Peter Stevnhoved

Léonie Sonnings Musikpris 2007
NY CD UDGIVELSE MED
LARS ULRIK MORTENSEN OG
CONCERTO COPENHAGEN PÅ DACAPO
PALSCHAU – WORKS FOR
HARPSICHORD (first recording)
– PÅ GADEN FRA D. 2. JUNI
Kan købes for kr 150,ved
alle Koncerterne eller fra vores
administration på Palschau@coco.dk
+ kr 20 i forsendelse
Dacapo records 8.226040
2. JUNI KL. 20.00 DET KONGELIGE TEATER, GAMLE SCENE
Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen
4. JUNI KL 19.30 VOR FRUE KIRKE, SVENDBORG
5. JUNI KL. 19.30 NORDJYLLANDS KUNSTMUSEUM
6. JUNI KL 19.30 KUNSTMUSEET LOUISIANA
Lars Ulrik Mortensen, Solo cembalo
10. JUNI KL. 19.00 KRONBORG SLOTS RIDDERSAL
Lars Ulrik Mortensen, John Holloway og Jaap Ter Linden
LÉONIE SONNINGS MUSIKPRIS 1959 - 2007 • Igor Stravinskij • Leonard Bernstein • Birgit Nilsson • Witold Lutoslawski
Benjamin Britten • Boris Christoff • Sergiu Celibidache • Arthur Rubinstein • Lord Yehudi Menuhin • Dmitrij Sjostakovitj
Andrés Segovia • Dietrich Fischer-Dieskau • Mogens Wöldike • Olivier Messiaen • Jean-Pierre Rampal • Dame Janet Baker
Marie-Claire Alain • Mstislav Rostropovitj • Isaac Stern • Rafael Kubelik • Miles Davis • Pierre Boulez • Svjatoslav Richter
Heinz Holliger • Peter Schreier Gidon Kremer • György Ligeti • Eric Ericson • Sir Georg Solti • Nikolaus Harnoncourt
Krystian Zimerman • Yuri Bashmet • Per Nørgård András Schiff • Hildegard Behrens • Sofia Gubaidulina • Michala Petri
Anne-Sophie Mutter • Alfred Brendel • György Kurtág • Keith Jarrett • John Eliot Gardiner • Yo-Yo Ma • Lars Ulrik Mortensen

Sonningpriskoncert
2. JUNI 2007 KL. 20.00 DET KONGELIGE TEATER, GAMLE SCENE
Georg Frederic Händel (1685-1759): “Water music”, Suite I, HWV 348
Ouverture - Adagio e staccato - Allegro - Andante - Presto - Air - Minuets -
Bourrée - Hornpipe - Andante - Allegro
Georg Frederic Händel: Orgelkoncert i g-moll, Op. 4 nr.1, HWV 289
Larghetto e staccato - Allegro - Adagio, organo ad libitum - Andante
Prisoverrækkelse ved Amalie Malling
30 minutters pause
Jean-Philippe Rameau (1683-1764): Suite fra “Platée”
Ouverture - Passepieds 1&2 - Tambourins 1&2 - Loure - Orage
Menuet 1&2 dans le goût de vielle – Airs pour les Foux
gaix et tristes - Passepieds 1&2 - Rigaudons 1&2
Koncerten sendes direkte på DR P2 med genudsendelse søndag den 3. juni kl. 15.30
og optages til senere udsendelse på DR TV
Lars Ulrik Mortensen og nåleøjet
At Lars Ulrik virkelig er genial, det véd ikke blot
alle vi, der er til stede ved denne koncert, men
stadig fl ere musikelskere her og i udlandet har
følt sig beriget ved at opleve hans musikalske
fortolkninger, både ved koncerter, i radio og på
CD.
I Concerto Copenhagen føler vi, at den berømte
historie fra Matthæus-evangeliet om den rige
unge mand, der får sværere ved at komme i
Himmerige, end en kamel kan komme gennem
et nåleøje, passer rigtig godt på dette års Sonningprismodtager.
Nu er Lars Ulrik ikke just nogen kamel – han er
snart sagt alt andet – men vi tillader os at mene,
at han er kommet gennem nåleøjet ved at overliste
det med sin musikalske genialitet, utrolige
engagement og smittende entusiasme.
Concerto Copenhagen begyndte for snart tyve år
tilbage sin virksomhed som et idealistisk initiativ
af glæde over at spille ældre musik på originale
instrumenter – vi så drømmen om at samle
de bedste musikere fra hele det nordlige Europa
og arrangere koncerter og indspille plader på det
højeste kunstneriske niveau.
Det kræver selvfølgelig rigtig gode musikere,
men også en kunstnerisk leder af det helt store
format. Det kræver simpelthen en Lars Ulrik
Mortensen og siden han kom til for otte år siden
har orkestret qua samarbejdet med ham udviklet
sig kolossalt.
Det kræver - udover idealisme - hårdt arbejde,
også opbakning både praktisk, mentalt og økonomisk.
Og til den ende har I som publikum været
hans og vores orkesters støtter. I har bidraget
med jeres bevidsthed om og glæde ved musikken
og ikke mindst jeres praktiske bevidsthed om
både hans og vores orkesters vilkår.
Vi skylder mange tak. Det gælder de offentlige
myndigheder og institutioner, som har set hvilke
muligheder, der lå i dette musikalske initiativ.
Det gælder også de mange virksomheder, fonde
og personer, der har sponsoreret orkesterets
virksomhed gennem årene, for uden deres opbakning
var det ikke gået.
Og det gælder ligeledes alle vore samarbejdspartnere
og især Garnisons Kirke, for her i det
fornemste barokrum og med det venligste personale
har både vi og publikum lige fra begyndelsen
følt os hjemme.
Vi har følt det naturligt at påtage os arrangørrollen
for hele denne festuge, som vil vise Lars
Ulriks alsidige musikalske virke og vi takker
de gode samarbejdspartnere i København,
Svendborg, Aalborg, Humlebæk og Helsingør,
som hjælper med til at gøre dette års prisfest
landsdækkende.
MEDVIRKENDE:
Lars Ulrik Mortensen, musikalsk leder og solist (orgel)
Concerto Copenhagen
Violin I: Peter Spissky (koncertmester)
Gabriel Bania, Fredrik From, Stefanie Barner,
Jesenka Balic, Johanna Andersson
Violin II: Bjarte Eike, Antina Hugosson, Elisabet Enebjörn,
Jens Solgaard, Merete Steffensen, Maria Holm
Viola: Torbjörn Köhl, Marie Louise Marming,
Rastko Roknic, Bryndis Bragadottir
Cello: Thomas Pitt, David Gammelgård,
Helle Sørensen, Kjeld Steffensen
Violone: Lars Baunkilde, Anders Cornelius
Cembalo: Søren Gleerup Hansen
Obo I: Frank de Bruine
Obo II: Per Bengtsson
Fagot I: Jane Gower
Fagot II: Györgyi Farkas
Horn I: Erwin Wieringa
Horn II: Anneke Scott
Så alt synes faktisk muligt og vi føler at vi i fællesskab
har overlistet nåleøjet, og moralen er vel,
at for den som har viljen til at nå det sublime, er
alting muligt.
Et stort tillykke med prisen Lars Ulrik, vi glæder
os til at fortsætte det frugtbare samarbejde med
dig i mange år endnu!
Concerto Copenhagen
Lars Ulrik Mortensens Festuge er arrangeret af Concerto
Copenhagen i samarbejde med Det Kgl Teater,
DR/P2-Musikproduktion, Cubus Film & TV, Vor Frelser
Kirke i Svendborg, Nordjyllands Kunstmuseum,
Kunstmuseet Louisiana samt Kronborg Slot.
Koncerterne er støttet af Léonie Sonnings Musikfond
Projektledere: Peter Stevnhoved og Lars Grunth
Producent: Marie Büchert
Produktionsassistener: Kirsten B. Larsen
og Ete Forchammer
Fotograf: Gorm Valentin

Festmusik fra Baroktiden
Af Michael Bo
G.F. Händel: Water Music. Suite I
Georg Friedrich Händel (1685-1759) var først og
sidst teatrets mand, hverken kirkens eller koncertsalens.
Sammentællinger på skrømt inden
for de senere år har dokumenteret, at han – igen
– er blevet den hyppigst opførte operakomponist
på alverdens scener. Men ”Water Music”
og ”Fireworks Music” er de eneste af Händels
orkesterkompositioner, der egentlig ikke hører
hjemme i teatret, men er skrevet til udendørs
ikke-dramatiske opførelser.
”Water Music” er skrevet på ordre fra Englands
musikelskende kong Georg I, der i 1717 bestilte
50 musikere til at spille på sin båd, mens den
sejlede ned ad Themsen fra Lambeth til Chelsea.
De nåede at spille hele ”Water Music” tre gange
undervejs, ifølge et samtidigt vidne. 50 musikere
i de dage var en stor affære, det må have givet en
overordentligt stor og sprød lyd.
Den hele ”Water Music” består af tre suiter samt
en række variationer, men i dag har vi ingen
anelse om, hvilken rækkefølge de blev opført
i. Den suite, vi hører i dag, er den i F-dur – vi
kalder den nr. 1, og den er samtidig den mest
overdådigt instrumenterede med fl øjter, oboer,
fagotter, trompeter og horn. Man kan roligt sige,
at kongen og hans pomp & circumstance får sit,
og der er rigeligt med dansant musik ind imellem
til, at hoffet har kunnet tage en svingom på
båden.
Det er i ”Water Music”, vi møder en af Händels
mest berømte kompositioner, den udødelige
”Air”.
G.F. Händel: Orgelkoncert i g-mol op. 4 nr. 1
Det har været forsøgt at fi nde frem til en sandhed
om Händels såkaldte ”orgelkoncerter”, men
de behjertede forsøg har i bedste fald bare gjort
løgnen om deres udspring og bastardiseringen af
dem større. I årtier blev koncerterne opført ikke
alene i kirker, men under iagttagelse af pietetsfuld
lutheransk andagt. Händel ville have forsøgt
at drukne sin foragt i et ølkrus.
Men koncerterne var, som de operaer og oratorier
de udsprang fra, rundet af den varmblodige
italienske tradition og af teatret, og selv hvis
de ikke er så rige i kontrapunkt som Johann
Sebastian Bachs ”Brandenburgkoncerter”, er de
stedse overraskende, konstant melodiøse, charmerende
og opfi ndsomme.
Det var Händels forlægger, der kaldte dem ”orgelkoncerter”,
da han begyndte at udgive dem i
1735. Händel selv opfattede koncerterne, der i alt
tæller tre gange seks styk, altså atten, som mellemspil
til brug i opførelser af sceneværkerne.
Barokken var som bekendt ikke brolagt med musikalske
puritanere, og ”koncerterne” var tænkt
som virtuose supplementer til vokalmusikken.
For koncerterne i op. 4 gjaldt det ”Alexander’s
Feast” og ”Ode to St Cecilia’s Day”.
Det siges, at den unge Händel, da han i 1709
var i Rom, udfordrede Domenico Scarlatti til en
venskabelig kappestrid, der skulle afgøre hvem
af dem, der var den dygtigste tangentspiller. Udfaldet
kendes ikke, men der synes enighed om,
at Händel så langt var den mest fi ngerferme ved
et orgel af de to.
Johann Mattheson, musikskribenten fra Hamburg,
beskrev sin samtidige Händel som tidens
største organist – side om side med J. S. Bach.
Og vi har øjenvidneberetninger om, hvordan den
tudsegamle mester lod sig føre ved hånden op
til orglet for at imponere rosset endnu engang.
En af de kendteste af mange karikaturtegninger
af Händel forestiller ham sidde fed, glinsende
og veltilfreds ved sit orgel, afbildet som en gris.
Når man tænker på, i hvilken grad Händel i
sin samtid var identifi ceret med sit orgel, er
det ærgerligt, så lidt af musikken for netop det
instrument, der er bevaret.
Men orgelkoncerterne i op. 4, det mellemste sæt
uden opusnummer og det posthumt udgivne
op. 7 har vi. De holdt Londons koncertliv og
musikforeninger i ave i hen ved 30 år og demonstrerer
en rigdom i tekstur i orkestreringen og
et overskud i behandlingen af soloinstrumentet.
I hvert fald i det omfang, det lader sig afl æse af
partiturerne ...
Partiturerne er nemlig oversået med regibemærkningen
”ad lib”, ”efter forgodtbefi ndende”.
Improvisation var barokkens og ikke mindst
Händels hjerteblod, både som kompositionsmetode
og opførelsesprincip. ”Ad lib” kunne der
stå hen over en hel sats, og der er næppe nogen
tvivl om, at Händel aldrig spillede stykket ens
to gange. Når betegnelsen dukker op én gang i
løbet af en koncert, er det som regel i det afsluttende
solostykke i satsen – at sammenligne
med klassicisternes kadencer – men Händels
kompositionsprincipper er ikke for fastholdere.
Koncerternes struktur er ikke identiske, og solostemmen
er mildt sagt sluppet fri for en eminent
instrumentalist.
J.P. Rameau: Suite fra ”Platée”
En anden komponist fra baroktiden, hvis hele
musikalske ideal aspirerede mod vokalmusikkens
fi gurer og dramatiske karakterer, var
Jean-Philippe Rameau (1683 – 1764). For et par
sæsoner siden udgav Marc Minkowski og hans
orkester Les Musiciens du Louvre cd’en ”Une
symphonie imaginaire”, der er en fantasi over,
hvordan et symfonisk værk skrevet af Rameau,
den gamle franske operamester, ville lyde, sammensat
af forspil, mellemspil, danse m.m. hvis
han havde været symfoniker.
Suiten, vi hører ved koncerterne den 2. og 3.
juni, stammer fra den såkaldte operaballet ”Platée”
fra 1749, Rameaus mest berømte komiske
værk, uropført i Versailles og komponeret til
brylluppet mellem kronprins Ludvig og Maria
Theresa. Den handler om guderne, der spiller
Platée et ondskabsfuldt puds.
Platée er en prinsesse, grim som en tudse, og
hun er overtydet om, at hele verden er dybt forelsket
i hende. Så Jupiter påtager sig at lade som
om, han vil giftes med hende, og dybt ydmyget
må prinsessen vende tilbage til frøernes sump,
hvor hun hører hjemme. Rameau slår store
musikalske brød op for at beskrive den pompøse,
narcissistiske prinsesses endelige fald.
Musikken er fyldt med programmatiske indslag,
og vi hører frøer kvække, fugle kvidre, gøge
kukke og æsler bræge.
”Platées” sardoniske ironi er parret med en
snerrende vildskab og en dybde og farverigdom
i instrumentationen, der gør den uomgængelig
som indgang til fransk barok.

Lars Ulrik Mortensen, Solo cembalo
4. JUNI KL 19.30 VOR FRUE KIRKE, SVENDBORG
5. JUNI KL. 19.30 NORDJYLLANDS KUNSTMUSEUM
6. JUNI KL 19.30 KUNSTMUSEET LOUISIANA
Johann Sebastian Bach (1685-1750): Kromatisk Fantasi og Fuga, BWV 903
Johann Sebastian Bach: Præludium, Fuga & Allegro i Es-Dur, BWV 998
Carl Philipp Emanuel Bach (1714-88): 12 Variariationer over “Folie d´Espagne”, H.263
Carl Philipp Emanuel Bach: Fantasi i C-Dur, H.284
20 minutters pause
Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791): Suite i C-Dur (fragment), KV.385
Ouverture (C-Dur) - Allemande (c-moll) - Courante (Es-Dur)
Johann Wilhelm Hässler (1747-1822): Sonate i a-moll (1776)
Poco allegro - Largo - Presto
Wolfgang Amadeus Mozart: Gigue i G-Dur, KV.574
Om Lars Ulrik Mortensen
Cembalisten og ensemblelederen Lars Ulrik
Mortensen er kendt som en af verdens førende
profi ler inden for strømningen af tidlig musik.
Han har utallige prisbelønnede cd-indspilninger
bag sig, som blandt andet har givet ham den
franske udmærkelse Diapason d’Or, Cannes Classical
Award samt en dansk Grammy.
Klassisk musik har fulgt Lars Ulrik Mortensen,
siden han tre år gammel klatrede op på klaverbænken
første gang. Han sang i Radioens Drengekor,
blev student fra Aurehøj Gymnasiums
musiklinje, og brugte så et par år i rockbandet
“Culpeppers Orchard” sammen med bl.a. Tom
McEwan.
Da Lars Ulrik Mortensen begyndte at læse musikvidenskab
på universitetet, faldt han over en
bog om såkaldt engelsk virginalmusik. Han blev
dybt fascineret, og musikken førte ham frem til
det eneste tangentinstrument, han endnu ikke
havde rørt: Cembaloet! Det var kærlighed ved
første sprøde anslag. Lars Ulrik Mortensen besluttede
at blive cembalist.
Han studerede på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
og hos Trevor Pinnock i London.
Derefter fulgte en årrække med koncerter som
både solist og kammermusiker i Europa, USA,
Mexico, Sydamerika og Japan. Fra 1988 til 1990
var Lars Ulrik Mortensen cembalist i ensemblet
“London Baroque” og indtil 1993 i “Collegium
Musicum 90”. Fra England fl yttede han til Tyskland
og blev professor i cembalo og opførelsespraksis
i München.
Lars Ulrik Mortensen vendte hjem til Danmark
i 1999 og blev ansat som kunstnerisk leder for
Concert Copenhagen (CoCo). Året efter debuterede
han med stor succes som dirigent på Det
Kongelige Teater i Kunzens opera Holger Danske.
I 2002 blev succesen fornemt fulgt op med Händels
Julius Cæsar. Han har på Det Kgl. Teater
desuden stået i spidsen for Mozarts Idomeneo,
Figaros bryllup, Titus, Rossinis Barberen i Sevilla
samt Monteverdis Odysseus. I de kommende
år vil han sammen med CoCo opføre operaer af
både Monteverdi, Händel og Rameau.
Lars Ulrik Mortensen er en af hovedpersonerne
i den barok-bølge, der har skyllet ind over Danmark
i de senere år. Han formår at præsentere
musikken på én gang autentisk og tidssvarende
både med sit “eget” ensemble, CoCo, som han
efterhånden leder ved 30-40 koncerter årligt,
overvejende i udlandet, men også med EUBO
(European Union Baroque Orchestra). Han
optræder også regelmæssigt som både solist og
kammermusiker med bl.a. Emma Kirkby, John
Holloway og Jaap ter Linden.
Ifølge Lars Ulrik Mortensen har det afgørende
betydning for både lyden af og miljøet i et
orkester, når musikerne spiller på autentiske
instrumenter. I foråret 2003 meddelte Lars Ulrik
Mortensen således, at han fremover udelukkende
vil arbejde med “periode instrument-ensemblerne”.
“Det, der fascinerer mig ved barokorkestrene,
er det rytmiske og sensuelle, farverigdommen
i instrumenterne og friheden - det at musikken
delvis skal opstå spontant i situationen. Og så
synes jeg simpelthen, at det lyder bedre,” har
han sagt.

En Søgende Virtuos
Af Knud Ketting
Vi kender alle den store Johann Sebastian Bach
som en virtuos musiker, der som en ustandseligt
søgende komponist blev afgørende for kunstmusikkens
udvikling.
Mindre kendt er det måske, at han også tog
aktivt del i samtidens instrumentudvikling.
Således erindrede Bach-eleven Johann Friedrich
Agricola senere at have set og hørt et såkaldt lutklaver
hos læremesteren i Leipzig omkring 1740.
Det var en hybrid mellem et vanligt cembalo og
et fortepiano, designet af Bach og bygget af en
Zacharias Hildebrandt. Det var formentlig for
dette instrument, at Bach sent i 1730’erne skrev
sit Præludium, Fuga og Allegro i Es-dur, mens
hans langt oftere hørte og meget mere virtuost
anlagte Kromatisk Fantasi og Fuga er for et vanligt
cembalo, men så også skrevet væsentlig tidligere,
dengang han var kapelmester i Weimar.
Det sidstnævnte stykke kunne meget vel have
indgået i den musikalske kappestrid med den
franske komponist og cembalist Louis Marchand
(1669-1732), der angiveligt skulle have fundet
sted i 1717 ved hoffet i Dresden. Bach havde
forpligtet sig til at spille alt fra bladet, som
Marchand måtte fi nde på at sætte på nodestativet.
Marchand skulle gøre det tilsvarende, men
udeblev, så Bach ”vandt” uden konkurrence.
Men – ifølge Bachs næstældste søn, den ligeledes
supermusikalske Carl Philipp Emanuel – var
faderen ellers ikke den, der lod andre føle, hvor
musikalsk overlegen han var.
Selv samme Carl Philipp Emanuel gjorde også
en betydelig karriere, som via en langvarig
ansættelse ved Frederik den Stores hof i Berlin
førte ham i 1768 til Hamburg som Telemanns
efterfølger. I årene mellem 1779 og 1787 udgav
han i alt seks samlinger af musik for tasteinstrument.
Deres lidt forskelligt lydende titler havde
det tilfælles, at betegnelsen ”für Kenner und
Liebhaver” indgik. Samlingerne blev solgt på
subskriptionsbasis, hvilket vil sige, at de først
blev trykt, når komponisten havde et tilstrækkeligt
antal bestillinger i hus.
Efter faderens død var Bach-sønnen nu blevet
den store. Således skrev tidsskriftet Magazin der
Musik forud for udgivelsen i 1786 af det femte
bind, hvorfra C-dur Fantasien stammer: ”Den
store Bachs genius synes faktisk ubegrænset.
Hvor ivrigt man end studerer de sonater, rondoer
eller fantasia’er, som han uden ophør giver os
nye prøver på, fi nder man altid, at hvert stykke
er fuldkommen nyt og originalt i sin konception,
ihvorvel Bachs ånd er til stede i dem alle.”
Reklamen virkede, om end ikke fuldt så godt
som tidligere. I København blev bindet dog
immervæk solgt i hele 40 eksemplarer. I subskriptionslisten
står de alle noteret til kongelig
kammermusicus Schiørring, men det kan
næsten kun skyldes, at samme Nils Schiørring
(født omk. 1743), selv cembalist og komponist,
havde samlet bestillinger for andre københavnske
kendere og liebhavere. Han havde nemlig
studeret hos Bach-sønnen i Hamburg, så de
kendte hinanden personligt. Det betyder så også,
at opførelserne ved disse koncerter næppe er de
første i Danmark. Denne musik må have lydt før,
om ikke offentligt, så i nogle af datidens bedre
borgerhjem.
Noget tilsvarende ved vi ikke om Variationerne
over Folie d’Espagne. De stammer fra 1778,
men blev først udgivet i 1803 efter komponistens
død. Men danske kendere og liebhavere
vil have kendt det tema, som her bliver varieret.
For denne spanske dansemelodi fra engang sent
i 1500-tallet spredte sig i løbet af barok-perioden
som en steppebrand over Europa i utallige
kendte og ukendte komponisters udsættelser og
bearbejdelser. Der var gode grunde til, at vor
egen Carl Nielsen i sin opera ”Maskarade” lod
Holberg-tidens dansesyge fru Magdelone udfolde
sig i netop denne dans.
Mellem to sjældent hørte stykker af den velkendte
Mozart har Lars Ulrik Mortensen i programmets
anden halvdel placeret en sonate af den nu
stort set ukendte tysker Johan Wilhelm Hässler.
Han forsøgte i første omgang at drive faderens
hattevirksomhed i fødebyen Erfurt sideløbende
med en musikalsk karriere. Efter en afstikker til
England blev han i 1792 ansat som hofkapelmester
i Skt. Petersborg, og han blev i Rusland til
sin død i 1822. A-mol sonaten er fra 1776, hvor
han stadig var bosat i Erfurt. Stilmæssigt svarer
den til, hvad en Carl Philipp Emanuel Bach
kunne fi nde på i sine mere rolige øjeblikke.
Efter at Mozart i 1781 havde sadlet om fra ansættelsen
i Salzburg til en fri tilværelse i Wien, fi k
han baron Gottfried van Swieten blandt sine
adelige velyndere. Ham afl agde Mozart visit hos
om søndagen, og han havde også afgang til baronens
omfattende nodebibliotek, hvor han kunne
studere musik af barokkens store mestre (og
hvor også det allerede omtalte bind fem af Carl
Philipp Emanuel Bach befandt sig – det havde
baronen købt i 12 eksemplarer).
En af frugterne af disse studier er den ufuldførte
suite i Händel-stil, formentlig komponeret i 1782.
At den skulle have været længere, kan vi være
helt sikre på, for ud over de tre her fremførte
satser rummer manuskriptet også de første seks
takter af en Sarabande. Men hvor en Händelsuite
holder sig til én dur-toneart med måske et
enkelt skift til den tilsvarende mol, kan Mozart
ikke dy sig: fra Ouverturens C-dur går han – regelret
nok – til Allemandens c-mol, men derefter
videre til Courantens Es-dur.
Den lille Gigue i G-dur, der afslutter dette koncertprogram,
er endnu mere revolutionerende.
Mozart nedskrev den ex tempore i 1789 under et
besøg i Leipzig og gav den til den stedlige organist
Karl Immanuel Engel. Den rummer et Händel-citat.
Men nok så revolutionerende præsterer
den i sit stærkt kromatiske tema at anvende
elleve af halvtoneskalaens tolv toner og dermed
bliver en art Schönberg-forløber. Et stykke altså,
der peger både forud og bagud, og som i al sin
korthed næppe kunne være mere velanbragt som
slutsten i et prismodtager-program.
Vi kan da vist også med god ret kalde Lars Ulrik
Mortensen for en søgende virtuos og lykønske
ham med dansk musiklivs fornemste hædersbevisning.

Lars Ulrik Mortensen,
John Holloway og Jaap Ter Linden
10. JUNI KL. 19.00 KRONBORG SLOTS RIDDERSAL
Sonate nr. 5 i C-dur, BuxWV 256 Vivace – Violino solo – Allegro – Largo – Allegro – Adagio – Allegro
Sonate nr. 2 i G-dur, BuxWV 253 Lento – Vivace – Adagio – Allegro – Largo – Arioso
Sonate nr. 7 i e-moll, BuxWV 258 Allegro – Largo – Presto – Vivace – Adagio – Poco presto - Lento – Prestissimo
Sonate nr. 3 i a-moll, BuxWV 254 Adagio – Allegro – Lento – Vivace – Largo – Presto – Adagio
20 minutters pause
Sonate nr. 1 i F-dur, BuxWV 252 Vivace – Lento – Allegro – Adagio – Andante – Grave – Presto
Sonate nr. 6 i d-moll, BuxWV 257 Grave – Allegro – Con discretione – Adagio – [Con discretione - ] Adagio – Vivace
[Con discretione –] Adagio – Poco presto – Poco adagio – Presto – Lento
Sonate nr. 4 i B-dur, BuxWV 255 Vivace – Allegro – Lento – Allegro
( BuxWV: Georg Karstädt, Thematisch-systematisches Verzeichnis der musikalischen Werke von Dietrich Buxtehude. 2. rev Ausgabe. Wiesbaden (Breitkopf & Härtel) 1994 )
Den lille, store musik - om Buxtehudes sonater
Af Niels Martin Jensen
Opus 1, det første værk, plejer at være betegnelsen
for den musik, hvormed en ung komponist
for første gang ønsker at træde offentligt frem.
Men Buxtehudes opus 1 er fuldt af overraskelser.
Da samlingen udkom i 1694, var Buxtehude 57
år og havde i 26 år beklædt det ansete embede
som organist ved Mariakirken i Lübeck. Og
sammen med hans opus 2 for samme besætning,
der udkom to år senere, er det næsten de
eneste værker, som denne hovedskikkelse i sin
tids musikliv i Østersøområdet fi k udgivet. Det
var der nu ikke noget mærkeligt i. Organister og
kantorer skrev deres musik som brugsmusik til
deres kirkelige tjenester. Den kunne cirkulere i
afskrifter, og det er sådan, næsten al Buxtehudes
orgelmusik er bevaret. At udgive musikken var
derimod en bekostelig og besværlig affære, især
i en ”vanskelig og uharmonisk tid”, som Buxtehude
skrev i tilegnelsen til Lübecks borgmestre
og rådmænd foran i sit opus 1.
Det er først i de senere år, man er blevet opmærksom
på den rolle, den instrumentale kammermusik
har spillet i Buxtehudes produktion.
Genopdagelsen af hans musik begyndte med
orgelværkerne i slutningen af 1800-tallet, hurtigt
efter dukkede kantaterne op, langt senere hans
cembalomusik, og nu, takket være de sidste årtiers
opførelser, indspilninger og udgivelser, kan
man også få det fulde indtryk af hans kammermusik
og dermed et samlet billede af denne store
danskers omfattende musikalske livsværk, som
både Händel og Bach beundrede.
22 sonater for forskellig besætning er bevarede
fra Buxtehudes hånd. De 14 udgav han som opus
1 og 2 med syv i hver samling, resten forblev
utrykte. Der er tilsyneladende en overordnet
plan i sammenstillingen af sonaterne i opus 1.
Syv sonater i syvtoneskalaens syv tonearter i
rækkefølgen F – G – a – B – C – d – e. Men forventer
man at fi nde en regelmæssig sammenstilling
af satser i de enkelte sonater, som vi kender
det fra Haydn, Mozart og Beethoven, bliver man
overrasket. Ikke to sonater har den samme satsfølge;
nogle færre, nogle fl ere end de tre eller fi re
satser, som senere blev det almindelige; hurtige
og langsomme, korte og lange afsnit veksler
i en broget mangfoldighed; de langsomme og
korte tjener oftest som indledning, overledning
og afslutning mellem de længere satser.
Sonaterne afslører en uforudsigelig variation,
hvor affekterne – den tids betegnelse for sindets
følelser – afl øser hinanden fra sats til sats og fra
sonate til sonate. Der ligger imidlertid nøje gennemtænkte
kompositionsprincipper bag denne
brogede mangfoldighed: Satser i den strenge stil,
hvor et enkelt tema præsenteres og bearbejdes i
de to strygere, veksler med variationssatser over
en yndefuld melodi i strygerne eller over et gentaget
basmotiv; de afl øses så igen af dansesatser
med præg af courante, sarabande eller gigue.
Dertil kommer forløb, som næsten har karakter
af nedskrevet improvisation i ”den fantastiske
stil”, ”hvor man kunne komponere frit uden at
være bundet til nogen indskrænkninger”, som en
samtidig musikforfatter beskrev den.
Inden for et velordnet musikalsk kosmos, styret
af samtidens kompositionsregler og tonale
principper, skaber Buxtehude i disse sonater sit
helt eget kunstneriske mikrokosmos, der tager
musikere og tilhørere med på uventede rejser ind
i musikken. Her er nogle holdepunkter på denne
musikalske lystrejse ind i hans opus 1:

Sonate nr. 5
To livlige ydersatser (Vivace og Allegro), hvor
fugatemaer kastes rundt mellem de to melodiinstrumenter,
violinen og gamben, omrammer to
midtersatser med dansepræg: en courante-præget
sats for soloviolin efterfulgt af sin variation
(Violin solo – Allegro), hvor Buxtehudes melodiske
åre strømmer frit, og en sats med karakter af
gigue (Allegro). Langsomme, udtryksfulde takter
(Largo og Adagio) formidler overgangen mellem
satserne. Denne sonate er det nærmeste, Buxtehude
kommer en fi rsatset sonatetype.
Sonate nr. 2
Tre satser i forskellig udformning – en koncerterende
første sats (Lento - Vivace) hvor violin
og gambe skiftes til at være førende imellem de
tilbagevendende temaindsatser, en stormende
gigue i moll (Allegro) og en afsluttende variationssats
(Arioso) over en anden af Buxtehudes
yndefulde, lyriske melodier. Og man hæfter
sig også her ved de udtryksfulde, langsomme
indlednings- og overledningspassager (Lento,
Adagio og Largo).
Sonate nr. 7
Få andre steder i Buxtehudes sonateproduktion
er der tale om et så bredt anlagt, sammenhængende
forløb af korte og lange, hurtige og langsomme
satsafsnit, der hele tiden synes at vokse i
intensitet efter den indledende, mere regelmæssige
første sats (Allegro – Largo). Vivace afl øser
Presto, der bremses op (Adagio og Lento) for, at
sonaten til sidst kan munde ud i Prestissimo – et
effektfuldt punktum ikke alene for denne sidste
sonate i opus 1, men for hele samlingen.
Sonate nr. 3
Dette er den længste af samlingens sonater, hvor
også to af de langsomme afsnit, den indledende
Adagio og Lento-afsnittet, er udbygget til
selvstændige satser. Kun de langsomme takter
(Largo og Adagio), der omrammer den sidste
hurtige sats (Presto), har karakter af overledning
og afslutning. ”Den kromatiske sonate” kunne
man kalde den med dens stigende og faldende
kromatiske linier i et forløb, hvor Buxtehude
demonstrerer langt fl ere kontrapunktiske kunststykker,
end man kan opfatte i en enkelt gennemhøring.
Sonate nr. 1
Af de fi re store satsafsnit, Vivace – Lento, Allegro
– Adagio, Andante – Grave og Presto skal
man især lægge mærke til Andanten. Over et
fi rtakters basmotiv i cembaloet, der gentages
uændret ni gange, udfolder sig de smukkeste
melodiske linier i de to strygere. Her tager
Buxtehude udfordringen op mellem frihed og
bundethed, der spillede så stor en rolle for baroktidens
komponister.
Sonate nr. 6
Antallet af forskellige satsafsnit i denne sonate
er højdepunktet af broget mangfoldighed i
Buxtehudes sonateproduktion og det tydeligste
eksempel på ”den fantastiske stil” – stylus
phantasticus – som man især kender den fra
hans store orgelværker. ”Con discretione” (”efter
behag”) beskrives af en lidt senere musikforfatter
som forløb, ”der er ubundet af takten, og hvor
man efter behag kan spille snart hurtigt, snart
langsomt”. Og hør blot, hvad det bliver til hos
Buxtehude!
John Holloway og Jaap Ter Linden
Sonate nr. 4
Blandt Buxtehudes utrykte sonater fi ndes en
tidligere version af denne sonate med et delvist
andet forløb. Efter en indledende sats, betegnet
”Sonate”, følger fi re dansesatser i den traditionelle
rækkefølge Allemande – Courante – Sarabande
– Gigue. Det svarer nøje til den satsfølge,
som Buxtehudes ældre ven, Hamborg-organisten
Johann Adam Reincken, gav alle sine sonater,
da han nogle år før Buxtehudes opus 1 udsendte
en prægtigt udstyret samling med titlen Hortus
musicus, ”Den musikalske lysthave”. Men en
sådan regelmæssighed har Buxtehude følt som
en spændetrøje. Han omarbejdede sin sonate til
den skikkelse, den fi k i opus 1: To store satsafsnit
sammensætter han af 32 variationer over et
stadigt gentaget basmotiv (Vivace – Allegro) og
af en hurtig sats med langsom indledning (Lento
– Allegro), hvor han midt i satsen indlægger solistiske
afsnit for de to strygere. På denne måde
ville han forene barokkens logos og patos – den
ordnende fornuft og den stærke følelse.
Buxtehude var ikke nogen ung mand, da han
udgav sit opus 1, men de syv sonater har en ungdommelig
friskhed og en musikalsk frodighed,
der modsætter sig alder og årstal.
John Holloway er som en af sin generations
ledende violinister én af pionerende indenfor
den tidlige musik, med mange prisvindende
cd-indspilninger bl.a. Buxtehudes kammermusik
på Dacapo og senest med Bachs solosonater på
ECM. Holloway har været professor på Guildhall
Scholl of Music and Drama i London, gæsteprofessor
på Schola Cantorum i Basel samt Early
Music Institute ved Bloomington i Indiana. Siden
1999 har han været professor ved Hochschule für
Musik i Dresden og siden 2005 kunstnerisk leder
for New Trinity Baroque orkestret i Atlanta,
USA.
Jaap ter Linden har som solocellist i bl.a. Musica
Antiqua Köln, The English Consort samt
Amsterdam Baroque Orchestra også været én af
pionerende indenfor tidlig musik. Linden har ligeledes
indspillet mange prisvindende plader på
bl.a. Harmonia Mundi, ECM og Deutsche Grammophon.
Han har som dirigent og solist stået
i spidsen for San Francisco Baroque, Portland
Baroque samt Amsterdam Bachsoloists, men han
har også bidraget med sin erfaring til moderne
ensembler såsom Amsterdam Sinfonietta og
Deutsche Kammerphilharmonie.

“Stemmer i Eksil”
ESBJERG INTERNATIONAL CHAMBER MUSIC FESTIVAL 16. - 26. AUGUST I SALEN PÅ VESTJYSK MUSIKKONSERVATORIUM
16.08 Kammerjazz m. Trio Gjallen og West Coast Jazz Quartet • 17. 08 Bohuslav Martinu: ”La revue de cuisine” • Astor Piazzolla: ”Suite Punta del Este”
Kurt Weill: Sange for mezzosopran og ensemble • György Ligeti: ”Mysteries of the Macabre” • 18.08 Bohuslav Martinu: ”Les Rondes” • Hanns Eisler: ”Kantate
zu Herrn Meiers erstem Geburtstag ” • Charles Martin Loeffl er: ”Fire sange for sopran” • Antonin Dvorak: Strygekvintet i G Dur Op. 77 • 19.08 Erich Wolfgang
Korngold: Suite Op. 23 • George Antheil: “Bad boy of music” • Darius Milhaud: “Le Boeuf Sur Le Toit”, Op. 58b • 23.08 Richard Strauss: Sextet Op. 85
Alexander von Zemlinsky: Klavertrio Op. 3 • Richard Strauss: Klaverkvartet i c mol, Op. 13 • 24.08 Arnold Schoenberg: ”Verklärte Nacht”
Antonin Dvorak: Klaverkvintet Op. 81 • 25.08 Ernst Dohnányi: Sextuor Op. 37 • Antonin Dvorak: Bagateller Op. 47 • Astor Piazzolla: ”Tango Sensations”
26.08 Anton Bruckner: Strygekvintet • Richard Strauss: ”Metamorphosen”
ESBJERG INTERNATIONAL CHAMBER MUSIC FESTIVAL PRÆSENTERER I SIN 9.SÆSON ”STEMMER I EKSIL”
- MUSIK AF KOMPONISTER DER ALLE HAR GENNEMLEVET EN TILVÆRELSE I EKSIL. FREMFØRT AF FREMTRÆDENDE MUSIKERE FRA IND- OG UDLAND
BILLETTER FRA ESBJERG TURISTBUREAU TLF. 7512 5599 • LÆS MERE PÅ WWW.EICMF.DK
0 5
9 771901 595001
Henschel Quartett • Trio con Brio • Trio Ismena • Bak Dinitzen / Westenholz • Det Kongelige Kapels Klarinettrio • Trio Libra
10 Kammermusiksoiréer
8 . til 19 . juli
Bo på slottet med musikerne - få en helhedsoplevelse !
Introduktionsforedrag: Valdemar Lønsted, DR P2 • Claus Johansen, DR P2 • Jesper Lützhøft, orkesterchef www.hindsgavlfestival.dk Hindsgavl Slot, Middelfart Tlf.: 64 41 88 00