Fibiger fortæller i sine (utrykte) Erindringer fra Drengetiden om dette smukke Regiment: "Vi beundrede de himmelblaa Uniformer de røde, firkantede Kasketter med det lette Hestehaars - Svæv*, den lange Landse med det hvid - røde Flag, Officerernes rigt slyngede rosenrøde Skærf. Vi fulgte stadig paa Slottets store Staldgaardsplads deres Øvelser i vældige Hug og Stød. Vi gik gennem de lange Stalde og var fortrolige med Rækkerne af de i Kæderne raslende Heste. Vi frydede os, naar vi saa dem tumle med dem i Geledderne, men vi var ogsaa Vidne til, hvorledes den strænge Tjeneste med svungen Klinge blev indfugtlet i deres Rygge, og naar vi hørte Karlene fortælle, hvorledes en og anden Stymper havde hugget sin Finger af for at undgaa denne Behandling, forstod vi Fristelsen. Kom saa Manøvretiden, og de to andre Eskadroner under muntre Trompetskrald rykkede ind i Byen, kommende fra Haderslev, og det fuldtallige Regiment paa den grønne Fælled svang sig i sine hvirvlende Indhug, Landserne blinkede, Karabinerne plaffede, og Krudtrøgens Lugt blandede sig med Støvskyerne, hvor gjaldt det da for os Drenge at bruge Benene for ikke at blive redne ned og for dog altid at være saa nær, at man fik baade Faren og Duften med og saa for at samle Patroner op --- under Farten og Ladningen paa Hesten tabtes der altid en Del, og for os var det kostbare Varer. Hvilke Fyrværkerier kunde der ikke dermed opføres om Aftenen paa Slotsbakken ! " "Vi kendte ogsaa Officererne enkeltvis. Garnisonens Chef var en meget ejendommelig Herre ved Navn de Witt, Belgier af Fødsel, en graahaaret, noget før, men yderst elegant Kavaller ... Han var Pebersvend og beboede alene en Gaard med en Suite af store Værelser et Hundrede Skridt fra Torvet. Naar han vilde foretage sin daglige Ridetur, saa man hans Tjener føre hans smukke Hest opsadlet hen paa Torvet, hvorpaa Majoren i sine fine Støvler kom ballancerende paa den rædsornme Stenbro, svingende sig med ungdommelig Lethed i Saddelen ... og forsvinde i kort Gallop." Den første Eskadronschef var Cirsovius, nævnt foran S. 196. Den anden Eskadronschef var Joh. Ludv. Vilh.Vaupel, f.1783. "Han havde 6 Sønner, hvoraf de tre ældste var vore jævnaldrende. Den anden og tredie har gjort Navnet bekendt, det var Botanikeren Chr. Vaupel, der i Slaget ved Isted fik sin ene Arm skudt af, og Militærhistorikeren Otto Vaupel, der efter Slaget ved Isted blev Folkets Yndling. --- Faderen var en mærkelig gammeldags Kavallerist, til Fods slingrende paa Benene, men en forvoven Rytter, hjærteligt højtleende og Fyr og Flamme, naar Talen kom paa hans Krigsbedrifter, og det kom den meget snart. Saa blev den gamle, svære Pallask hentet frem af Krogen og os vist de Skræmmer, dens Klinge endnu bar fra den Dag, den ved Sehested havde bidt paa de fjendtlige Dragoners Hjælme." Intet Under, at Drengene i deres Leg efterlignede i det srnaa, hvad de i Manøvrerne saa i det store: Naar Børnene i Borgerskolen i Kirkens Nordfløj slap ud fra de srnaa Klasseværelser og mødtes med Latinskolens Drenge fra den anden Side af Kirken, blev det som uforsonlige Modstandere, og det gik ikke helt blidt af. Undertiden sad en Dreng paa en anden Drengs Skuldre, det var et Kavalleriangreb! En Skoledreng fra Kolding Latinskole, Carl Ploug, mente, at Grunden til, at Konsul H. H. Grau i Kolding altid var ham en uforsonlig Modstander og ivrig Venstremand, var
den, at Ploug efter eget Sigende bankede ham saa forfærdelig under disse Drengekrige.« * De høje "Kasketter" med Hestehaarssvævet afskaffedes for Mandskabets Vedkommende, fordi Folkene ikke kunde svinge Landsen for dem. De bibeholdtes af Ordonanserne.
Change language