Mellemmåltider - Kræftens Bekæmpelse

cancer.dk

Mellemmåltider - Kræftens Bekæmpelse

MELLEM

Mine Sylow

MÅLTIDERNE

en kulturanalyse af

mellemmåltider på

kontorarbejdspladser

Kræftens Bekæmpelse 2006


Indhold

FORORD 1

RESUME 2

1 INDLEDNING 4

Hvorfor mellemmåltider på

arbejdspladsen? 5

En kulturanalyse af mellemmåltider

og mødeservering 5

Definition af mellemmåltider 7

Rapportens opbygning 7

2 MAD PÅ ARBEJDE 8

Job og brancher 8

Mad i arbejdstiden 8

3 METODEVALG,

EMPIRI OG PERSPEKTIV 10

Studiepopulation 11

En kulturel og social forståelse af

mads betydning 12

4 ARBEJDSPLADSEN

OG MELLEMMÅLTIDERNE 14

Rammerne for mellemmåltiderne 14

Mellemmåltidernes synlighed 17

Tilgængelighed af mellemmåltider 18

Spiseanledningerne 20

5 OFFICIELLE ANLEDNINGER

– ARBEJDSPLADSENS ANSIGT 21

Fast morgenmad 21

Arbejdspladsens markeringer 24

Mødeservering 25

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER

– DET SOCIALE FÆLLESSKAB 29

Fødselsdage og ferier 30

Sig det med kage 32

De gode undskyldninger

– den spontane anledning 34

Begrundelse for pausen 35

Når anledningerne tager overhånd 36

Fællesskabets opretholdelse 37

7 INDIVIDUELLE ANLEDNINGER

– DET PRIVATE RUM 42

Faste mellemmåltider 42

Lækkersulten og sukkerkold 44

Arbejdet og de individuelle anledninger 46

Kaffe 47

Individuelle håndteringsstrategier 48

8 PRODUKTERNES BETYDNING

OG SIGNALVÆRDI 50

Frugt 50

Grønsager 52

Slik 53

Kage 55

Kiks og andre mellemmåltidsløsninger 55

Hjemme eller på arbejde 55

Funktionalitet 56

9 OPSAMLING OG ANBEFALINGER 58

Betydningerne 58

Sundhed og mellemmåltider på arbejdspladsen 60

Anbefalinger 62

LITTERATURLISTE 64


M E L LEM MÅLT I D E R N E

FORORD

Morgenbrød straks ved dagens start. Småkager eller

wienerbrød til formiddagsmødet. En pose lakridser

eller chokolade ved computeren sidst på eftermiddagen,

når krop og hjerne mangler energi. En sådan

forestilling om mængden og karakteren af mellemmåltider

på kontorarbejdspladser var startskuddet

til, at vi i Kræftens Bekæmpelse ønskede at lave en

sociokulturel undersøgelse af mellemmåltidsspisning

på danske kontorarbejdspladser.

På denne plads skal der lyde en overordentlig stor

tak til de alle medarbejdere, der brugte deres tid på

at give mig et spændende indblik i, hvordan mellemmåltiderne

ser ud fra netop deres skrivebord. Uden

deres fortællinger ville denne rapport ikke kunne

skrives og forestillingen ikke tilføres alle de nuancer,

som den fortjener.

Også en stor tak til ekstern konsulent på projektet

sociolog Lotte Holm fra Institut for Human Ernæring,

KVL. Og til etnologerne Signe Boeskov og Nanna

Folke Olsen for konstruktiv sparring, gennemlæsning

og faglige diskussioner.

Undersøgelsen er finansieret af Direktoratet for

Fødevareerhvervs Innovationspulje og Kræftens Bekæmpelse.

Dertil har Hjerteforeningen givet et økonomisk

tilskud.

Mine Sylow, Kræftens Bekæmpelse

København, november 2006

1


2

RESUME

Rapporten Mellem måltiderne – en kulturanalyse af

mellemmåltiderne på kontorarbejdspladser handler om

alle de betydninger, der er knyttet til de mange former

for mellemmåltider, der spises mellem måltiderne, når

vi er på arbejde. 85-90 % af voksne spiser dagligt mellemmåltider,

og størstedelen af dagens indtag af tilsat

sukker stammer herfra. Baggrunden for undersøgelsen

er et ønske fra Kræftens Bekæmpelse om at tilvejebringe

viden og indsigt, der gør det muligt for fødevareproducenter

at udvikle sunde mellemmåltider som

alternativ til de eksisterende produkter, og dertil give

sundhedsorganisationer mfl. en større forståelse for

de mere uudtalte sider, som det at spise – også mellem

måltiderne – er indspundet i.

Undersøgelsen bag rapporten anskuer vha. et kulturelt

perspektiv mellemmåltiderne i hele deres kompleksitet.

Gennem kvalitative interview med 28 medarbejdere

på forskellige arbejdspladser giver rapporten svar

på følgende spørgsmål:

• I hvilke anledninger spises der på arbejds-

pladsen?

• Hvilke betydninger tillægges disse anledninger?

• Hvilke produkter spises der i sådanne

situationer?

• Hvilke krav skal produkter opfylde eller leve op

til for at kunne 'begå’ sig i arbejdsrelaterede

sammenhænge?

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

Rapportens udgangspunkt er de rammer, arbejdspladsen

udgør og giver. Disse kan være såvel fremmende

som begrænsende, for de lyster og behov individet, såvel

som kollektivet, har for at spise mellem måltiderne.

Typer af anledninger

Mellemmåltiderne på arbejdspladserne fordeler sig

overordnet på tre forskellige anledninger – de officielle,

de kollegiale og de individuelle. De officielle anledninger

er ofte relateret direkte til arbejdet eller iværksat

oppefra. Ofte er de indskrevet i arbejdspladsens

interne retningslinjer. Eksempler er den faste fælles

ugentlige morgenmad, arbejdspladsens interne mar-

keringer samt det, der serveres til eksterne møder. Signalværdien

er vigtig ved de officielle anledninger. Det

gælder det, der serveres, men også informanterne selv

forholder sig til, hvilke signaler det sender, når eller

om de spiser ved et møde. Frugt er i den forbindelse

et kompliceret produkt, hvor kage og brød ikke anses

som nær så problematisk i forhold til signalværdi.

De kollegiale anledninger er iværksat af medarbejderne

selv til glæde og gavn for hinanden. De vedrører ikke

det arbejde, man er ansat til at varetage, men handler

om det kollegiale fællesskab og det sociale arbejdsmiljø.

Kollegiale anledninger er f.eks. kage eller brød

i forbindelse med fødselsdag, ferier eller barsler, eller

spontane anledninger som, at man har været til lægen,

at solen skinner eller, at det regner. De kollegiale anled-


M E L LEM MÅLT I D E R N E

ninger er med til at opretholde fællesskabet, og derfor

er det vigtigt henholdsvis at give, at modtage og at gengælde,

hvis man vil undgå eksklusion af fællesskabet.

Det man spiser, skal signalere hygge og omsorg og det,

at man spiser det viser omvendt respekt og anerkendelse.

De kollegiale mellemmåltider består oftest af

kage, morgenbrød, slik eller lign. og yderst sjældent af

frugt, der ikke menes at kunne imødekomme forventningerne

knyttet til de kollegiale anledninger.

Sidste form for mellemmåltidsanledning er de individuelle.

Flertallet af disse indtages ved skrivebordet,

hvor man holder en kort pause eller spiser, mens man

arbejder. Årsagerne til de individuelle mellemmåltider

spænder fra decideret sult og derfor planlagte mellemmåltider,

til de mere spontane, der ofte begrundes

med en trang til noget sødt. De sultrelaterede spises

om formiddagen, og består gerne af frugt eller mere

madrelaterede produkter. Om eftermiddagen er mellemmåltiderne

ofte knyttet til behovet for hurtig energi

eller lækkersult, hvorfor slik er populært. Vigtigt ved de

individuelle måltider er, at uanset tidspunktet, skal de

være praktiske og håndterbare samt tilpas diskrete sådan,

at man kan arbejde samtidig med, at man spiser.

I relation til de definerede anledninger og disses betydninger

spiller de forskellige produkter, og ikke mindst

deres funktionalitet, en væsentlig betydning. Særligt

kategorierne slik og frugt er tillagt mange betydninger,

der gør dem mere eller mindre anvendelige i de forskellige

mellemmåltidsanledninger.

Rapporten afsluttes med en diskussion af de kulturelle

og sociale betydninger i relation til det det sundhedsmæssige

dilemma, de mange anledninger rejser. Desuden

kommer rapporten, på baggrund af de mange

analyser, med anbefalinger til påvirkning af mellemmåltidernes

sundhedsværdi samt vigtige pointer i forhold

til udvikling af nye produkter til ovennævnte anledninger.

RESUME

3


4

1 INDLEDNING

“ Hvis jeg skal se på, hvad jeg fik som mellemmåltider

i sidste uge, så var der en,

der havde bagt muffins, og resten blev

stående, så man kunne få dem i to dage.

Tirsdag havde vi team-møde, så der var

kager og frugt. Fredag fik vi morgenmad

med det hele. Jeg spiser altid knækbrød

eller kiks om formiddagen og frugt får jeg

hver dag, men ikke noget slik i den uge,

der lige er gået.


Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

Mennesket skal spise for at overleve. Det er fysiologisk

bestemt, men de fleste spiser også af en hel del

grunde, der ikke kun kan knyttes til kroppens fysiologiske

behov. Det kan f.eks. være pga. kedsomhed,

adspredelse, trøst eller glæde. Eller i situationer hvor

det forventes, at man spiser f.eks. sociale anledninger

som selskabeligheder, møder, fejringer osv. Mange af

disse anledninger finder også sted i arbejdstiden. Her

manifesteres såvel store som små gruppetilhørsforhold

ofte med noget spiseligt, og venskabelige forbindelser

eller hensigter markeres med noget, der kan puttes i

munden. Mad bliver bærer af en række sociale og kulturelle

betydninger, og forskellige produkter eller typer

af mad signalerer værdier og betydninger, der rækker

langt ud over deres ernæringsmæssige indhold.

Denne rapport og undersøgelsen bag handler, med

denne optik for øje, om alt det mere eller mindre planlagte,

der spises, mens vi er på arbejde. Fra formiddagskaffepausen,

firmafrugtordningen, slikposen i skuffen,

serveringen ved dagens strategimøde til grovkiksene

på skrivebordet, fødselsdagskagen til eftermiddagskaffen,

de skrællede gulerødder i plastikposen og den

kollektive sukkertrang til bagerturen sidst på eftermiddagen.

Der er ikke tale om en kostundersøgelse eller

en ernæringsmæssig vurdering af kontorarbejderes

spisevaner. Derimod er målet at tegne et nuanceret og

mangfoldigt billede af de spiseanledninger, der er på

arbejdspladsen uden for de faste måltider. Det skal kaste

lys over, hvilke sociale og kulturelle betydninger an-


M E L LEM MÅLT I D E R N E

ledningerne tillægges, hvad der spises, og hvad det er,

der gør, at netop de anvendte produkter er attraktive

til formålet.

Udgangspunktet for at lave en kulturanalyse af mellemmåltidsspisning

på arbejdspladser er ideen om, at man

må forstå anvendelsen af de udbud, der allerede eksisterer

samt de anledninger de spises i, hvis man ønsker

at ændre på det, der spises på arbejdspladsen. Herunder

ikke mindst at forstå, hvilke betydning der er knyttet

til produkter såvel som anledningerne.

Kræftens Bekæmpelse er af den opfattelse, at en øget

tilgængelighed af sundere produkter som f.eks. frugt og

grønt eller sundere udgaver af eller alternativer til kage,

slik og sodavand vil gøre det lettere for danskerne at

vælge det sunde – også når de er på arbejde. At kunne

vælge det sunde er en dokumenteret forebyggelsesstrategi,

der er med til at forebygge fedme og hermed

livsstilssygdomme som f.eks. visse kræftformer. Denne

rapport er et bidrag til den proces. Kræftens Bekæmpelse

ønsker i nærværende projekt at tilvejebringe viden

og indsigt, der gør det muligt for fødevareproducenter

at udvikle sunde alternativer, der kan bruges som mellemmåltider.

Dertil er håbet, at rapportens indblik i et så

hverdagsagtigt fænomen som mellemmåltider vil give

sundhedsorganisationer, konsulenter mfl. en større

forståelse for de mere uudtalte sider, som det at spise

– også mellem måltiderne på arbejde – er spundet ind

i. Disse sider kan nemlig have overordentlig stor betydning

for hvorfor, hvordan og hvad vi vælger at spise, og

hvorfor det måske ikke lige er så let at lave om på. Kan

man f.eks. sige nej til at være med i en kageordning,

hvis man samtidig har et ønske om at være en del af det

kollegiale fællesskab?

1 Oplyst af sundhedschef Lars Ovesen

Hjerteforeningen august 2006

2 Fagt, Sisse mfl. 1999

3 Fagt, Sisse mfl. 1999

4 Fagt, Sisse mfl. 2004

Hvorfor mellemmåltider på

arbejdspladsen?

De seneste undersøgelser viser, at omkring 400.000

danskere eller 9,5 % af voksne danskere er fede (BMI

over 30), og at 1,7 mio. eller tæt på 40 % er overvægtige

(BMI 25-30) 1 . Ifølge Danmarks Fødevareforskning

spiser 85-90 % af voksne dagligt mellemmåltider 2 og

langt det meste af dagens indtag af tilsat sukker, stammer

herfra – og denne tendens er stigende 3 . Set i et

sundhedsfremmende fokus er det derfor ikke uvæsentligt

at interessere sig for det, voksne spiser mellem

hovedmåltiderne, f.eks. på arbejdspladsen. Voksnes

selvrapporterede indtag af slik og chokolade er f.eks.

steget med 75 % fra 13 g/dagen til 23 g/dagen i perioden

1995-2002 4 . Til mellemmåltiderne i dagtimerne bliver

der godt nok også spist sunde produkter som brød

og frugt, men ifølge oplysninger fra Danmarks Fødevareforskning

er der en stor hyppighed i indtagelse af

mellemmåltidsprodukter som chokolade, slik, wienerbrød,

småkager/kiks og kage 5 , og særligt om eftermiddagen

er slik populært blandt de 25-54-årige 6 . Dette

illustrerer, at en stor del af de mellemmåltider, der spises,

faktisk er usunde, og at de usunde fødevarer fylder

meget i løbet af en arbejdsdag. Det gør det relevant at

bliver klogere på mellemmåltidernes betydning på arbejdspladsen.

I undersøgelsen er der kun fokuseret på

kontorarbejdspladser, for at få et ensartet datagrundlag.

At der er tilsvarende ernæringsmæssige problemer

og udfordringer ved mellemmåltiderne på andre typer

arbejdspladser, må regnes som sandsynligt, men det

må andre undersøgelser afdække.

En kulturanalyse af mellemmåltider

og mødeservering

På markedet findes der mange fedt- og sukkerholdige

produkter, der er egnede til mellemmåltider Der findes

også en del sukker- og/eller fedtreducerede udgaver

af velkendte snackprodukter. Derimod er markedet for

sundere alternativer, der stadig har snackstatus såsom

convenience udgaver af frugt og grønt, næsten ikke

eksisterende 7 .

5 Ikke publiceret datamateriale fra danskernes kostundersøgelser

1995, Danmarks Fødevareforskning

6 Fagt, Sisse mfl. 1999

7 F.eks. udskåret, ’lige til at sætte på bordet’, lettere

forarbejdede osv.

1 INDLEDNING

5


6

1 INDLEDNING

Ønsker medarbejderne at ændre det, der spises på

arbejdspladserne mellem måltiderne, vanskeliggøres

det derfor ofte af manglende alternativer. For mellemmåltidsproducenterne

kan begrænsningen for at

satse på produktudvikling af nye sundere produkter

være manglende viden om, hvorfor folk handler og

vælger, som de gør, samt hvilke muligheder der er for

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

at sende nye alternativer på markedet. Dertil skal lægges,

at den manglende forståelse for eller indsigt i den

komplekse sammenhæng, som mellemmåltiderne har

vist sig at indgå i på arbejdspladsen, kan vanskeliggøre

rådgivning af befolkningen mht. bedre spisevaner eller

patientgrupper, der skal omlægge dagligdagens spisevaner.


M E L LEM MÅLT I D E R N E

Nærværende undersøgelse søger ved hjælp af et kulturelt

perspektiv at anskue ovennævnte problematik i

hele dens kompleksitet. Gennem interview med medarbejdere

er der således frembragt ’tætte’ og tilbundsgående

beskrivelser af følgende spørgsmål:

• I hvilke anledninger spises der på arbejdspladsen?

• Hvilke betydninger tillægges disse anledninger?

• Hvilke produkter spises der i sådanne situationer?

• Hvilke betydninger tillægges det, der spises?

• Hvilke krav skal produkter opfylde eller leve op

til for at kunne 'begå’ sig i arbejdsrelaterede sammenhænge?

Definition af mellemmåltider

I rapporten opfattes alt det, der spises mellem måltiderne

som mellemmåltider uanset mængde eller ernæringskarakter.

Mange knytter ofte begrebet mellemmåltid til

pausespisning af mere madagtig karakter, der spises regelmæssigt.

Sådan opfattes det også i ernæringskredse.

En søgning på ’mellemmåltid’ på Fødevarestyrelsens

hjemmeside ’Alt om kost’ giver eksempelvis rigtig mange

hits på madopskrifter. En del firmaer anpriser deres

snackprodukter som mellemmåltidsløsninger, eller noget

man kan spise, når man er ’sulten for sjov’. Spørger

man informanterne i denne undersøgelse, mener de

ikke, at slik i skuffen, frugten fra kantinen eller wienerbrødet

til mødet nødvendigvis er et mellemmåltid. Sådan

bliver kagen fra bageren eller den ekstra morgenmad

de dage, hvor der er nogen, der giver brød, heller

ikke altid opfattet. Definition eller opfattelse kan altså

svinge alt efter, hvem man spørger, eller hvilken kontekst

spørgsmålet bliver stillet i. Målet i undersøgelsen

er at blive klogere på alt det, der spises mellem måltiderne.

Mængden, den ernæringsmæssige vurdering

eller hyppigheden har ikke været afgørende, og derfor

betegnes alt det, der spises mellem måltiderne i denne

undersøgelse/rapport, som mellemmåltider.

1 INDLEDNING

Rapportens opbygning

Rapporten består udover denne indledning af yderligere

to overordnede kapitler, hvor der bl.a. redegøres for

arbejdspladserne i Danmark, den anvendte metode,

valg og fravalg i forbindelse med undersøgelsen og et

kort oprids af den forståelsesramme, der danner baggrund

for at se på mellemmåltider i en kulturel og social

kontekst. Den egentlige analyse af mellemmåltiderne

begynder med en beskrivelse af de rammer, der er for

mellemmåltiderne på forskellige arbejdspladser, hvorefter

analysen tager fat på selve mellemmåltiderne. Anledningerne

til mellemmåltiderne er opdelt i tre og behandles

i hvert deres kapitel: De officielle anledninger,

de kollegiale anledninger og de private anledninger.

Herefter følger et kapitel om mellemmåltidsprodukternes

betydning og signalværdi. Rapportens afsluttende

kapitel er en opsamling af analyserne samt en

diskussion af det sundhedsmæssige dilemma knyttet til

mellemmåltiderne på arbejdspladerne. På baggrund af

analysen gives der ligeledes anbefalinger til udvikling af

nye mellemmåltidsprodukter til kontorarbejdspladser. I

rapporten er der lagt vægt på at skabe visuelle billeder

af mellemmåltiderne, hvorfor informanterne ofte får ordet

i form af citater.

7


8

2 MAD PÅ ARBEJDET

Dette kapitel beskriver kort, hvor stort det danske arbejdsmarked

er, hvilke brancher det udgør, samt hvor

store de danske arbejdspladser er. Det skal danne

baggrund for undersøgelsens mere dybdegående

resultater, ligesom tallene kan bruges i en videre konkretisering

af hvilket marked, der måtte være for nye

mellemmåltidsprodukter. Desuden sættes nærværende

undersøgelse ind i rækken af undersøgelser vedrørende

mad på arbejde.

Job og brancher

Den arbejdsaktive del af den danske befolkning fordeler

sig tilsammen på 280.000 arbejdspladser 8 . I gennemsnit

er der omkring 10 job pr. arbejdsplads. På

næsten to tredjedele af arbejdspladserne er der mindre

end 5 job, og der er kun omkring 9.000 arbejdspladser

i Danmark med 50 eller flere job.

76,6 % af befolkningen er i arbejde svarende til 2,7 mio.

mennesker i alderen 16-66 år 9 . En tredjedel af dem er

ansatte i det offentlige og de resterende to tredjedele

i det private erhvervsliv. Inden for det offentlige er der

flest ansatte i de sociale institutioner. Undervisningssektoren

følger med næsten 25 % af jobbene og lidt

over 10 % af de offentlige job findes i administrationen.

I den private sektor er de største jobaftagere henholdsvis

industri samt handel, hotel og restauration, der hver

har omkring 25 % af arbejdsstyrken ansat, mens cirka

20 % af beskæftigelsen er i finansiering og forretningsservice.

Kræftens 8 Danmarks Bekæmpelse Statistik 2006 opererer med to begreber: Firma, der er det

overordnede niveau, og som er juridisk og økonomisk ansvarligt

for virksomhedens drift. Og arbejdssteder, der er en obligatorisk

afgrænset del af et firma, der ligger på en given adresse f.eks.

en bankfilial (Statistisk Årbog 2006 s. 237). I relation til nærværende

undersøgelse er arbejdssted oversat til arbejdsplads.

M E L LEM MÅLT I D E R N E

Ønsker man at fokusere på kontorarbejdspladser, er

den vanlige brancheopdeling dog ikke optimal. Også

fremstillingsvirksomheder, tung industri, hoteller eller

hospitaler har ansatte, der primært udfører deres

arbejde ved et skrivebord. Eller med andre ord, kontorarbejdspladser

kan findes i stort set alle erhvervsbrancher.

Mad i arbejdstiden

Flertallet af de undersøgelser, der er lavet vedrørende

mad på arbejde, begrænser sig til de faste måltider – oftest

frokost – gerne med udgangspunkt i kantinens udbud 10 .

En nylig overstået kampagne rettet mod mad på arbejde

har ligeledes kun fokus på hovedmåltidet 11 . Ernæringsmæssig

viden om, hvad og hvor meget, der spises før

og efter frokost, findes dog som en del af dataindsamlingen

i Danmarks Fødevareforsknings undersøgelser af

danskernes kost. Herfra stammer de i indledningen refererede

tal om sammensætningen af mellemmåltiderne.

Deres konklusioner vedrørende mellemmåltider er, at

brød er det mest almindelige mellemmåltid om formiddagen

for de 25-54-årige, mens frugt og grønt ligger på

førstepladsen hos de 55-årige og ældre. Slik er blandt de

mest populære spiser om eftermiddagen, mens frugt og

grønt spises langt mindre hyppigt 12 .

Heller ikke i Sundhedsstyrelsens store undersøgelse af

sundhedsfremme på arbejdspladsen, fokuseres der på

tilgængelighed af mellemmåltider eller kantinens udbud

af mellemmåltidsprodukter 13 . Undersøgelsens på-

9 Oplysningerne i dette afsnit er fra Statistisk Årbog 2006 kapitlerne:

’Arbejdsmarked og løn’ og ’Generelt erhvervsstatistik’.

10 F.eks. Hansen og Lassen 2004

11 Mad på Arbejde 2005

12 Fagt, Sisse mfl. 1999


M E L LEM MÅLT I D E R N E

pegning af, at der findes organiserede madordninger,

f.eks. i form af en kantine på de fleste store arbejdspladser,

kan dog godt underbygge en antagelse om

øget tilgængeligheden af usunde spisemuligheder, idet

mange kantiner også har et slik- og eller kageudsalg.

På baggrund af sådanne undersøgelser kan man dog

ikke sige noget om, hvorvidt de tre kontordamer på et

lokalt advokatkontor har en kageordning, om bibliotekarerne

på kommunebiblioteket har slået sig sammen

om en frugtordning, om sekretæren har en aftale med

den lokale bager om mødebrød, eller om medarbejderne

selv går ud og køber mellemmåltider, eller tager

dem med hjemmefra. Ved udelukkende at se statistisk

på tilgængeligheden af mad, får man ikke nødvendigvis

et klart billede af, hvor de største udfordringer mht.

mellemmåltider på kontorarbejdspladser måtte være,

men de mange forskellige arbejdspladskonstellationer,

brancher og størrelser kan være relevante at have in

mente i det videre arbejde med mellemmåltider.

Tilnærmelser til studier af mellemmåltider i arbejdstiden

med fokus på produkterne findes. I Skotland er

der lavet analyser af henholdsvis kvinders opfattelse af

snackprodukter, herunder sandsynligheden for at frugt

kan indtages som en alternativ snack 14 og opfattelsen

af frugtens rolle i arbejdstiden hos lastbilchauffører 15 .

Begge studier rummer nogle interessante resultater

omkring opfattelsen og funktionaliteten af henholdsvis

frugt og mere forarbejdede snackprodukter set i forhold

til mellemmåltider. Resultaterne vil blive inddraget

i kapitel 8.

Mht. sociokulturelle undersøgelser af mad på arbejdet

er det begrænset, hvad der findes af undersøgelser.

Spisning i arbejdstiden herunder mellemmåltider indgår

i antropolog Søren Tange Kristensens ph.d.-arbejde

med sult og mæthed 16 , men ikke med mellemmåltidernes

betydning som omdrejningspunkt. Et større svensk

projekt har med bidrag bl.a. fra sociologer og etnologer

set på mad, sundhed og uregelmæssige arbejdstider 17 .

De undersøgte arbejdspladser i det projekt er, væsent-

13 Sundhedsstyrelsen 2002

14 Jack, Frances .R. mfl. 1997

15 Jack, Frances R. mfl. 1998

16 Kristensen, Søren Tange 2003

17 Lindén, Anna-Lisa mfl. 2005

2 MAD PÅ ARBEJDET

ligt anderledes fra nærværende studie, et busselskab

og et plejehjem, de interviewede medarbejdere er

skifteholdsarbejdere med et mere praktisk erhverv, og

fokus er primært på indtagelse af hovedmåltider kombineret

med muligheden for sundhed.

Nærværende rapport synes at udfylde et hul i de mange

undersøgelser, der ser på arbejdspladser, sundhed og

medarbejdernes spisemuligheder, men oftest med et

ernæringsmæssigt fokus og uden inddragelse af mellemmåltiderne.

I forhold til produktudvikling er nærværende

kulturanalyse ligeledes en anderledes tilgang

til at lave markedsanalyser, end der endnu er tradition

for.

9


10

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

3 METODEVALG, EMPIRI

OG PERSPEKTIV

Nærværende undersøgelse er en kulturanalyse med

det mål at tegne et nuanceret og mangfoldigt billede

af mellemmåltiderne på arbejdspladserne set ud fra et

kulturelt og socialt perspektiv. Til dette formål egner

den kvalitative metode og det semi-strukturerede interview

sig godt.

Den kvalitative metode er kendetegnet ved, at spørgsmålene

stilles åbne, og at resultaterne er beskrivende

frem for tal og tabeller. De 28 interview i undersøgelsen

udgør tilsammen en datasamling, hvis tolkninger

på kvantitativ vis ikke kan siges at være repræsentative.

Den enkelte fortælling, informant og arbejdsplads er

derimod unik. Men på tværs af de detaljerige beskrivelser

af anledninger, betydninger, produktkrav mv. er

det muligt at fremhæve mønstre i de sociale og kulturelle

aspekter omkring mellemmåltider på arbejdspladser.

Disse rækker ud over den enkelte arbejdsplads og

medarbejder, og gør det muligt at få en mere generel

forståelse af, hvad der socialt og kulturelt er i spil omkring

mellemmåltider på danske kontorarbejdspladser

– også det uudtalte.

Interviewene er bygget op omkring informantens dag,

som den så ud dagen før interviewet. Informanten bliver

bedt om at gennemgå dagen, fra han/hun møder

om morgenen, til man lukker computeren ved arbejdsdagens

afslutning. Når informanten nævner, at der

bliver spist noget, bliver der spurgt yderligere ind til

situationen: Hvad er det for en anledning, hvad bliver

der spist, hvem spiser man med, hvilke opgaver er man

i gang med umiddelbart før spisningen, hvor længe tager

det, har man lyst osv. Udgangspunktet i gårsdagens

forløb samt arbejdsopgaverne gør det tydeligvis nemmere

for informanterne at huske, hvad der bliver spist

af stort og småt, fordi arbejdet synes at være lettere

genkaldeligt, end hvad vi spiser. Samtidig bliver det

muligt for informanten at relatere det spiselige (individuelle

og kollektive) til arbejdet og arbejdspladsen. Det

spiselige forbliver derved en del af de sammenhænge,

som det i praksis indgår i. Udover den spontane fortælling

bliver der på baggrund af informantens eget

dagsforløb/virkelighed bl.a. spurgt ind til følgende temaer:

Individuelle og kollektive pauser/mellemmåltider,

faste traditioner og spontane pauser, tilgængelighed,

tidspunkt for lysten til mellemmåltider, mødeservering,

kollegaernes vaner og typen af servering. De mere specifikke

spørgsmål kommer hermed til at udspringe af

informantens virkelighed og ikke af interviewerens forestillinger

om informanten.

Vores madvaner er komplekse og det samme er tilfældet

med de sociale kontekster, der skaber og opretholder,

men også forandrer dem. Arbejdspladsen er

et eksempel på en social kontekst, som påvirker vores

måde at spise på og vores måde at forholde os til forskellige

typer af mad på 18 . Overvejelser i forbindelse med

interviewene har bl.a. været forholdet mellem spisning

og arbejdspladsen. For at forfølge dette anses det som

vigtigt at få informanterne til at inddrage arbejdspladsen

og dennes muligheder og begrænsninger i forhold til

mellemmåltidsspisning. Derfor er arbejdspladsen som

18 Lindén, Anna-Lisa mfl. 2005


M E L LEM MÅLT I D E R N E

arena et centralt emne i de enkelte interview, men også

i nærværende rapport. I interviewforløbet ligger der

også et bagvedliggende ønske om at opnå en større

forståelse for, hvilke funktioner, udover det ernæringsmæssige,

spisning på arbejdspladsen tjener. Det skal

gøre det muligt at blive klogere på, hvilke muligheder

der måtte være for at påvirke denne spisning i en sundere

retning uden at ændre på formålet med eller funktionen

af spisesituationen.

Mad kan være et følsomt emne ofte omgivet af en stor

del politisk korrekthed og i værste fald skyld, hvis man

bliver kigget over skulderen. Dette faktum er der forsøgt

taget højde for i interviewet. Ved at spørge konkret

til gårsdagens hændelser, er holdningsmæssige

udsagn således søgt begrænset og i givet fald blevet

konkretiseret. Det har været målet at få indsigt i, hvordan

tingene ser ud specifikt for den pågældende informants

perspektiv.

Studiepopulation

Denne undersøgelse er afgrænset til kontorarbejdspladser,

og selv derefter er der mere end rigeligt at

vælge imellem. Som det skal beskrives i det følgende,

er undersøgelsens population differentieret både hvad

angår brancher, størrelse, beliggenhed mv. Dette på

trods, vil der være brancher, der ikke er repræsenteret

i undersøgelsen, ligesom der vil være arbejdspladser

med andre mønstre eller normer mht. mellemmåltidsspisning

end de i undersøgelsen omtalte. Denne præmis

ved den kvalitative metode gør det i stedet muligt

at lave mere helstøbte beskrivelser, hvor analyserne lader

de forskellige træk ved mellemmåltiderne kommer

til udtryk, ligesom disse ses i sammenhæng med de øvrige

aspekter omkring mellemmåltiderne. Frem for at

vide lidt om meget, er det den hele situation, med alle

dens detaljer, der muliggør at give et kvalificeret indblik

i, hvorfor det er, som det er med mellemmåltiderne og

deres betydninger.

3 METODEVALG, EMPIRI OG PERSPEKTIV

De udvalgte arbejdspladser

For at skabe bredde i materialet og til en vis grad afspejle

den kompleksitet af kontorarbejdspladser, der

findes i Danmark, er der prioriteret en geografisk

spredning i arbejdspladserne ligesom der er udvalgt arbejdspladser

i såvel store som mindre byer. Af samme

grund dækker empirien en stor forskellighed i typen af

arbejdspladser herunder offentlige, private og antallet

af medarbejdere. I undersøgelsen indgår 13 forskellige

arbejdspladser fordelt på henholdsvis København

og omegn (6), øvrige Sjælland (2), Fyn (2) og Vestjylland

(3). Syv af dem er offentlige, fire er private og to

kan betegnes NGO’er. Arbejdspladserne i rapporten er

anonyme. Her skal dog nævnes, hvilke typer af arbejdspladser

informanterne repræsenterer: Pengeinstitut (1),

bibliotek (1), fremstillingsindustri (1), post og tele (2),

forsikringsbranchen (1), IT (1), forskningsinstitution (1),

museum (1), rådhus/forvaltning (2) og NGO’er (2).

De organisatoriske og strukturelle forskelle arbejdspladserne

imellem vil, hvor det er relevant, blive fremhævet,

men derudover spiller typen af arbejdsplads

ikke en videre rolle. Det er, hvad der foregår inden for

murene, der er interessant, og her spiller det ikke nødvendigvis

en rolle, hvorvidt arbejdspladsen er et stort

kendt forsikringsselskab eller et lille IT-firma.

På nogle arbejdspladser er der lavet flere interview, andre

steder er der kun foretaget et enkelt. Feltarbejdet

er udført i perioden november 2005 samt januar-marts

og juni-juli 2006.

Valg af informanter

I undersøgelsen indgår 28 informanter; 9 mænd og 19

kvinder i alderen 26 til 62 år 19 . 14 af dem arbejder i København

og omegn og 14 i provinsen. Af de 28 informanter

er 11 ansat på offentlige arbejdspladser og 15

på private.

Informanterne repræsenterer en stor variation mht.

jobfunktion, arbejdsformer og position, men overordnet

kan deres job alle defineres som kontorarbejde,

19 Informanterne fordeler sig således på alder: 3 i 20’erne,

11 i 30’erne, 6 i 40’erne, 5 i 50’erne og 2 i 60’erne.

11


12

3 METODEVALG, EMPIRI OG PERSPEKTIV

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

og mange af dem har en stor mødeaktivitet. Der er i

undersøgelsen informanter med såvel korte som længerevarende

uddannelser. Der er personalekonsulenter,

sekretærer og konsulenter, sagsbehandlere, en

direktør og flere mellemledere for blot at nævne nogle.

Informanternes sundhedstilstand eller spisevaner har

ikke været et kriterium i udvælgelsen. Informanterne

er rekrutterede gennem interviewerens netværk samt

øvrige kontakter. Hvert interview har taget 40 til 90 minutter

med hovedvægt på de lange og er foregået på

informantens arbejdsplads.

I analysen er informanterne anonyme og vil kun, hvor

det er formålstjenligt, blive omtalt med køn, jobfunktion

eller branche, men aldrig i en kobling, der gør dem

genkendelige. Til brug i rapporten er informanterne citeret

lettere redigeret for at undgå sproglige meningsforstyrrelser.

Citaterne fremstår i kursiv og anførselstegn

i teksten samt i markerede tekstbokse.

En kulturel og social forståelse af

mads betydning

Inden selve analysen af mellemmåltiderne på arbejdspladsen

begynder i næste kapitel, skal der her kort sættes

lidt flere ord på det teoretiske perspektiv, som analysen

udspringer af. Mad er bærer af en række sociale

og kulturelle betydninger, der ikke nødvendigvis har

noget med næringsindholdet at gøre. Mad kan eksempelvis

kommunikere sociale relationer. Uden ord kan

man med mad vise de spisendes placering på en social

rangstige, deres tilhørsforhold til grupper og afstand til

andre, forskellen på hverdag og fest, ugedag og weekend,

morgen og aften osv. Forskellige produkter eller

typer af mad er bærere af værdier og betydninger. Måden

vi kombinerer dem på – ofte ubevidst – kommunikerer

bl.a. hvem vi er, og hvad det er for en situation, vi

spiser i. Om man serverer henholdsvis frugt eller flødeskumskager

til sin fødselsdag kan f.eks. være en måde

at signalere personlige holdninger på.


M E L LEM MÅLT I D E R N E

Vi tænker sjældent over de mange sociale og kulturelle

normer knyttet til mad og spisning, men ubevidst håndterer

vi i vores omgang med mad og andre mennesker

dagligt de mange forskellige forhold. Vores tavse viden

gør os i stand til at vurdere, hvad der er rigtigt eller

forkert i forbindelse med mad og spisning i forskellige

situationer.

Normerne kan f.eks. handle om forventningerne til retter,

måltider, drikkevarer og mellemmåltider inden for

et bestemt tidsrum eller en bestemt social kontekst 20 .

Nogle normer kan være alment gældende for mad i

dansk madkultur. Andre normer kan være forskellige,

alt efter hvem vi er, og hvilken baggrund vi har, eller

hvilken social kontekst vi befinder os i; om vi er hjemme,

på arbejde eller til et vigtigt møde, om vi er sammen

med venner, kollegaer eller folk vi ikke kender eller om

situationen f.eks. er officiel eller mere afslappet.

Traditioner og kultur på arbejdspladsen kan f.eks. være

afgørende for, hvad der opfattes som rigtigt eller forkert

i den pågældende situation. Derfor er det nødvendigt

at tillære sig disse normer og værdier knyttet til mad på

netop den arbejdsplads, man befinder sig på, hvis man

vil accepteres fuldt ud. Bliver vi spurgt, er det sjældent,

at vi er i stand til at gøre rede for disse ubevidste sider

af vores omgang med mad, men de sociale og kulturelle

normer og værdier, der former vores forhold til mad,

er til enhver tid til stede og gældende 21 .

Udfordringen og målet i denne undersøgelse er gennem

interviewene at sætte ord på den tavse viden og det ubevidste

netop ved at have blik for de sociale og kulturelle

konstellationer, der kan iagttages omkring mellemmåltiderne

på kontorarbejdspladserne. Derigennem kan mellemmåltiderne

udfoldes og forstås som mere og andet

end ernæring eller tilfredsstillelse af fysiologiske behov.

Som det skal vise sig i rapporten, spiller de usynlige normer,

betydninger og værdier, knyttet til såvel det vi spiser

mellem måltiderne, som selve mellemmåltidssituatio-

20 Jensen, Katherine O’Doherty 2003

21 Jensen, Katherine O’Doherty 2003

3 METODEVALG, EMPIRI OG PERSPEKTIV

nen, nemlig en overordentlig stor rolle, og det er den,

der er vigtig at forstå og have øje for, hvis man vil påvirke

mellemmåltidernes ernæringsmæssige indhold.

13


14

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

4 ARBEJDSPLADSEN OG

MELLEMMÅLTIDERNE

Alle, der har prøvet at skifte job ved, at der kan være

stor forskel på forskellige arbejdspladser både hvad

angår den fysiske indretning og den mere abstrakte arbejdspladskultur

med dens traditioner og de uskrevne

regler – hvad enten det gælder tøjstil, omgangstone eller

som her spisevaner. Det gør sig også gældende for

de arbejdspladser, der indgår i denne undersøgelse.

Mellemmåltiderne og deres betydning kan ikke forstås

uafhængigt af de rammer, som arbejdspladsen udgør

og giver. Rammerne kan nemlig være fremmende såvel

som begrænsende for de lyster og behov, individet eller

kollektivet har i forhold til at spise mellem måltiderne.

Dertil er det ofte arbejdspladsens rammer og kultur,

der bestemmer hvilke ting, der er tilladte og mulige og

hvilke, der ikke er. Hvordan det kommer til udtryk, skal

beskrives her sammen med mønstrene i tilgængeligheden

af mellemmåltiderne og deres synlighed i kontorlandskaberne

– og derfor starter kapitlet med en fysisk

beskrivelse af to forskellige arbejdspladser.

Rammerne for mellemmåltiderne

Man kommer op ad en smal trappe og så står man der

– midt i labyrinten. Hele etagen i den store bygning

udgøres af et stort kontorlandskab. Som man kender

det fra amerikanske film, skuer man ud over et enormt

landskab af mennesker ved hver deres skrivebord, og

står man i den ene ende, kan man kun lige ane den anden.

Skillevægge søger at give lidt privatliv og afgrænser

de mange små afdelinger fra hinanden. Hundredvis

af lamper oplyser rummet, og dagslyset er det kun de

få ude ved væggen, der har glæde af. Rummet summer

af aktivitet, men er sært stille på samme tid. Her sidder

flere hundrede mennesker og arbejder, og der er ikke

meget plads mellem skrivebordene. Etagen bebos af

mange forskellige interne afdelinger. De har hver deres

lille labyrint inden i den store og et af de vigtige elementer

i denne ’afdelingslabyrint’ er skranken. Her mødes

man hver fredag til morgenmøde med morgenmad

og chefens beretning. Det er også her, man stiller den

frugt eller kage frem, der er blevet tilovers fra møderne,

og det er her, man samles, hvis noget skal markeres

eller fejres. Hver afdeling har den og den bruges flittigt,

nogle steder er der endda lagt en dug hen over for at

markere, at det er et anderledes sted end eksempelvis

skrivebordene. Nede i stueetagen ligger kantinen, den

er stor, også hvad angår udvalg. Ved siden af ligger arbejdspladsens

interne kiosk. Den er åben et par timer

om dagen lige omkring frokosttid. Udvalget af diverse

former for slik i poser, chokolade og små stykker slik er

stort. Lidt frugt kan man også få, men det er ikke det,

der sælges mest af på trods af de mange kunder.

Sådan kan en af arbejdspladserne i undersøgelsen beskrives.

Tilgængeligheden i forhold til mellemmåltider

er stor, og som sådan er der ingen begrænsning i forhold

til, om eller hvad man må spise ved skrivebordene,

så længe det ikke generer andre. Medarbejderne

har mulighed for at tage et stykke frugt og en gulerod

med fra kantinen, når de har spist frokost, og de kan

købe slik og chokolade i kiosken, hvis de ikke har det

med hjemmefra. På deres skranke står der tit mødere-


M E L LEM MÅLT I D E R N E

ster, og ofte mødes de om skranken til kage eller lign.

Bliver der noget tilovers, ligger resterne på et skærebræt

omkranset af krummer til fri afbenyttelse, hvis sult

eller lyst skulle ramme nogle i løbet af dagen.

Et andet sted i landet, også i et åbent kontorlandskab,

sidder 40 medarbejdere, men modsat ovenstående ser

man her allerhøjst et stykke frugt diskret placeret på

skrivebordene eller et glas vand. Slik er der en del af,

men det skal man i skrivebordsskufferne for at finde. I

forbindelse med den lange dag om torsdagen har man

på arbejdspladsen lavet en kageklub, men kagen skal

spises i kantinen. Skal man fejre noget, f.eks. fødselsdage,

sker det ved at dele en pose med chokolade eller

lign. rundt, hvorfra hver enkelt tager et stykke, og lægger

det i skuffen til senere brug. En af forskellene på

de to arbejdspladser er, at man på den sidstnævnte har

kunder, der kommer og går hele dagen. Disse forhold

har betydning for den enkeltes indtag af mellemmåltider.

Som en informant siger: ”Når der hele tiden er kunder,

der kommer forbi, kan man ikke have beholdere

stående over det hele, så er det bedre med gulerødder

i skuffen”. Og ganske ofte er det ikke gulerødder med

det langt lettere håndterbare slik, som man diskret kan

spise eller hurtigt sluge, som ligger i skuffen. Når man

ikke kan tage tre minutters legal pause, er chokoladen

den nemme løsning, og den er mulig at spise i tidsrummet

mellem en telefon og en kunde. Informanten, der

altid har chokolade i skuffen, indrømmer dog, at chokoladen

nok også skyldes vane, men det er ikke muligt

inden for rammerne af hendes arbejde at hive en klapsammen

frem.

Rammerne omkring arbejdet spiller også ind på de kollektive

anledninger. På den førstnævnte arbejdsplads

er det i teorien muligt på alle tider af dagen, at arrangere

en kollektiv spisepause. Det er derimod ikke i undersøgelsens

bank eller rådhuse. Her anses det ikke som

det rigtige signal at sende til kunder eller borgere, hvis

der fredag eftermiddag står flødeskumskager fremme.

På ’gulvet’ i banken betyder det f.eks., at der aldrig er

kage, ud over pausen torsdag eftermiddag, mens man

4 ARBEJDSPLADSEN OG MELLEMMÅLTIDERNE

f.eks. på rådhusene klarer det ved at stille kagen et sted,

hvor der ikke er adgang for borgerne. Så kan man enten

spise på skift eller hente et stykke med ned til sin plads,

som man kan spise efter den officielle lukketid kl. 14.

Ligesom rammerne kan være begrænsende, kan typen

af det arbejde, der udføres, lægge en vis begrænsning

på antallet af mellemmåltidsanledninger, i hvert fald de

kollektive. På en af de besøgte arbejdspladser foregår

en stor del af arbejdet ved telefonen. Selv om de sidder

10 mennesker i det samme kontor, er det derfor ikke

hensigtsmæssigt, at man samler sig til kollektive pauser

f.eks. kagespisning eller den ugentlige morgenmad. I

stedet tager de kage eller brød fra det fælles sted ved

kaffemaskinen, og spiser det ved deres plads. Det gør

ikke, at der ikke bliver skabt pausestemning, men det

bliver opfattet som mere stressende at høre telefonerne

kime i baggrunden, end at skulle passe dem samtidig

med, at man spiser kagen: ”Det er ikke sådan, at vi

ikke hygger os, når vi spiser, for det er også forbundet

med en vis form for hygge, vi sidder bare ikke sammen,

men tæt”.

På en anden arbejdsplads er firmaets produkt baseret

på dag til dag levering, opgaverne kan derfor sjældent

udskydes til efter kagen er spist. Har man f.eks. fødselsdag

om fredagen, hvor afdelingen i forvejen samles til

fælles morgenbrød, er det ikke god politik at give kage

om eftermiddagen: ”Der er grænser for, hvor meget tid

vi kan bruge på kage”, som en informant formulerer

det. Det sætter på den pågældende arbejdsplads sit

tydelige spor i antallet af kollektive mellemmåltids anledninger

i forhold til nogle af de andre arbejdspladser,

hvor man i højere grad selv kan tilrettelægge sit arbejde

og regulere spiseanledningerne i forhold til det.

Begrænsningerne i forhold til mellemmåltiderne påvirker

også de individuelle anledninger, og må der spises,

er der stor opmærksomhed omkring de signaler, den

pågældende mad sender til andre især hvis de er udefrakommende.

En informant fortæller f.eks., at hun blot

tager en bid af sin banan og så gemmer den lidt af vejen

15


16

4 ARBEJDSPLADSEN OG MELLEMMÅLTIDERNE

igen. Hende og hendes skrivebord er det første borgerne

ser, når de kommer ind ad døren, og hun synes

ikke, det er pænt, hvis det første, de får øje på, er ”en

appelsin, en kop kaffe eller en halv banan”. Et andet sted

på samme arbejdsplads er holdningen hos informanten

lidt mere tvetydig. Her må de gerne sidde med frugt,

og de må gerne drikke kaffe, men informanten mener,

der er meget langt fra at tage en bid af et æble, ”der jo

ikke signalerer hygge”, og så til at sidde med småkager:

”Hvis jeg selv kom ind på et kontor, hvor de sad

med kaffe og småkager, så ville jeg tænke, at jeg kom

til ulejlighed”.

Informanten i banken tager det et skridt videre – i hendes

arbejdsverden er det det at spise i det hele taget,

der signalerer, at kunderne og dermed arbejdet kommer

i anden række, og derfor gør de det ikke.

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

“ Det kunne være hyggeligt, hvis man en

gang i løbet af dagen kunne samles nogle

stykker omkring udskåret frugt, men det

ville være det forkerte signal at sende

overfor kunder, der venter, at du faktisk

sidder og passer dit arbejde.


Generelt er arbejdspladserne i undersøgelsen forskellige

mht. rammerne for mellemmåltider. Nogle arbejdspladser

er store andre små, nogle sidder man alene på

sit kontor, andre deles man om et, eller sidder i grupper

i større lokaler. I henhold til ovenstående kan man

dog sammenfatte, at er kontoret offentligt, hvad enten

der er tale om kunder, borgere eller brugere, sætter

det nogle tydelige begrænsninger i forhold til mellem


M E L LEM MÅLT I D E R N E

måltiderne. Det betyder, at der på nogle arbejdspladser

ikke bliver spist så meget mellem måltiderne eller,

at det ofte er slik, man spiser. Andre har et møderum,

hvor man i hold kan gå ind og tage en pause fra offentligheden

og her spise sin egne mellemmåltider eller af

det fælles traktement. Er kontorerne primært forbeholdt

medarbejderne, er der som beskrevet derimod ikke begrænsninger

af samme karakter, antallet af mellemmåltidsanledninger

er her snarere begrænset af traditioner

og arbejdspladsens politik på området. Hvordan mellemmåltidet

bedst organiseres i forhold til arbejdet i øvrigt

kan være begrænsende, men generelt er der stor

frihed.

Mellemmåltidernes synlighed

Kigger man rundt i de forskellige kontormiljøer er det

slående, hvor synlige medarbejdernes mellemmåltider

er f.eks. slik, frugt, kage, mad osv. Ofte er de et helt

naturligt inventar på linje med potteplanter, billeder fra

firmafesten, diplomer fra ’Vi cykler på arbejde’, børnetegninger,

maskotter, billeder af manden, og hvad der

ellers er med til at personliggøre skrivebordet eller arbejdspladsen/kontoret

generelt. Flere steder kan man

ved et kig op på afdelingens fælles hylde eller ude i tekøkkenet

se, at både marmelade og pålægschokolade

er standard, når der er fælles morgenmad. Et sted er der

er en hylde med store bolchedåser til fri afbenyttelse,

men også en centralt placeret frugtskål. En arbejdsplads

har et bord på gangen, hvor de mødes til kage mv., her

ligger der også tit rester. Det kan være lidt hjemmebagt

æblekage i stanniol, en halvfyldt bakke med studenterbrød

fra det lokale supermarked eller et par flødeboller.

Andre steder skal man helt hen til det enkelte skrivebord

for at se, hvad der bliver spist mellem måltiderne. Ved

siden af renseservietter til skærmen, som bogstøtte til

fagbøgerne, halvt begravet under en stak udprint eller

i skuffen med hængemapper, finder man alt fra en dåse

med kakaopulver, rugkiks i singlepakninger, knækbrød,

lakridser, et reservelager af guldbarrer eller en æske ro-

4 ARBEJDSPLADSEN OG MELLEMMÅLTIDERNE

siner. Fælles for det meste af det man ser, er, at det kan

tåle at blive opbevaret i en kontorskuffe.

På de arbejdspladser, hvor man kan tage frugt med fra

kantinen eller har en frugtordning, er frugt ofte også en

naturlig del af inventaret på skrivebordet. Ikke sjældent

ligger der en del og venter på at blive spist, taget med

hjem eller måske i sidste ende smidt ud, når man bliver

træt af at se på det.

“ Selv om jeg tager et stykke frugt med

op fra kantinen, får jeg det aldrig spist.

Jeg tager det, fordi det er en vane, det er

sundt, og det må jeg hellere gøre. Når så

der ligger en ordentlig række foran mig

på skrivebordet, giver jeg det til min mormor,

hun kan godt lide det, når det er lidt

overmodent. Eller også tager jeg det selv

med hjem og laver en smoothie af det.


Det generelle indtryk mht. synlighed af mellemmåltiderne

er, at frugt fint kan stilles til skue på skrivebordet,

hvorimod slik ol. er placeret i skrivebordsskuffen,

med undtagelse af sekretærerne, der ofte har en skål

stående fremme. At slikket gemmes i skuffen kan der

være i hvert fald to grunde til, at man ikke vil skilte med

sin last: ”Det skal ikke udstilles, at jeg sidder og æder.

Frugt har man ikke noget imod ligger der vel?, men det

andet, det skal ned i skuffen” eller, at man ikke gider

dele med resten af afdelingen: ”Jeg hader, når folk kommer

og skal tigge af mig, de kan sgu selv købe ik’, derfor

har jeg det altid liggende i skuffen”. Eksponeringen af

mere madlignende produkter er der ikke samme tydelige

mønstre i.

17


18

4 ARBEJDSPLADSEN OG MELLEMMÅLTIDERNE

Tilgængelighed af mellemmåltider

Selv om arbejdspladserne er forskellige, er det ofte mere

reglen end undtagelsen, at man altid kan få fat på noget

at spise mellem måltiderne, også uden man på forhånd

har truffet nogle beslutninger desangående eller haft det

med hjemmefra – det er der bare. Og ud over frugt er det

ganske ofte slik eller andre søde sager, der er tale om. De

gængse former for tilgængelighed skal beskrives her.

Frugt

Med undtagelse af to steder har alle de besøgte arbejdspladser

kantiner, hvor man kan være en del af en madordning.

I flere madordninger er der inkluderet et stykke frugt,

som mange vælger at tage med tilbage til deres plads. Få

af arbejdspladserne har frugtordninger, og et par har desuden

billige tilbud på frugt, som mange medarbejderne

benytter sig af og ikke har noget imod at betale for. Det

kan enten være poser med blandet frugt (4-5 stykker for

10 kr.) i den interne kiosk eller kurve med frugt i frokoststuen,

hvor man sætter en streg pr. stykke og betaler en

gang om måneden. Til denne skal lægges den frugt, der

bliver tilovers fra møder. Tilgængeligheden til frugt synes

at være til stede på næsten alle arbejdspladserne, men om

man benytter sig af det, varierer fra informant til informant.

Nogle spiser meget, og har dertil selv med hjemmefra, andre

rører det aldrig.

Internt udsalg

Som en del af kantineudsalget kan man mange steder

også købe slik, kage og/eller morgenbrød. Det kan være

alt lige fra et par poser lakrids eller vingummi, der hænger

ved kassen, til det helt store tankstationsudbud inkl.

morgenbrød og kager. En informant beskriver det sådan:

”Der er alt fra flødeskumskager til wienerbrød og tebirkes.

Jeg har aldrig set noget så vulgært i en arbejdskantine,

og der er mange, der benytter sig af det”. En af de

besøgte arbejdspladser har sågar en ’bland og vej selv

slikbod’, som man kender dem fra biograferne, og det

var informanten bestemt ikke utilfreds med, da den er et

godt sted at snuppe et stykke gratis slik på vej ud fra frokost.

Det må de egentlig ikke, ”men der er rimelige frie

vilkår her”, som han formulerer det.

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

Flere af de større arbejdspladser har en intern kiosk eller

automater med slik, sodavand, kager, frugt osv. En

kiosk solgte også nybagte boller, hvilket gav lang kø

hver morgen, hvor man samtidig også kunne købe frugt

eller dagens forbrug af slik til skuffen. Nogle steder skal

man ud af huset for at få tilfredsstillet sine behov. Ligger

arbejdspladsen centralt i forhold til indkøbsmuligheder,

er det dog ikke noget problem, og der kan være

en god trafik i arbejdstiden: ”Man kan godt få lyster i

løbet af formiddagen, og så må de indfris i kiosken på

torvet. Man tager sin pung i hånden og kan være tilbage

igen to minutter senere”. Andre steder kan det, at

man skal ud af huset, være en begrænsende faktor, også

selv om der ikke nødvendigvis er langt over til det nærmeste

supermarked: ”Jeg føler ikke, det er nemt at være

spontan, for man skal over i Føtex, og selv om det ligger

tæt på, føles det som om, man skal over en mark”.

På mindre arbejdspladser uden kiosk eller andre oplagte

indkøbsmuligheder har man fundet andre løsninger

på tilgængelighedsproblematikken. Yderlighederne i

undersøgelsen er f.eks. arbejdspladsen, der har et køleskab

fyldt med slik og chokolade stående i køkkenet,

hvor en medarbejder sørger for at købe nye forsyninger

for de penge, der kommer ind via salg. Tilsvarende

findes på en anden arbejdsplads, her er det blot et eksternt

firma, der har sat salget i system og kommer og

fylder kassen op hver 14. dag. Kassen står i køkkenet,

men informanten pointerer, at man skal forbi frugtskålen

først og, at man med vilje har placeret slikkassen

inde i et hjørne. Det svækker dog ikke populariteten.

Særligt i stressede perioder går det hurtigt med at få

tømt ud i kassen, og det er let, man sætter bare en streg

på et stykke papir og beløbet trækkes over lønnen. En

helt tredje form for spontan tilgængelighed er arbejdspladsen,

hvis køkkenpersonale fra tid til anden bager

kage om eftermiddagen, og sætter den frem ved kaffemaskinen.

Mødeservering i overskud

Arbejdspladser med kantineordninger øger chancerne

for, at der er servering ved møderne, og et fællestræk


M E L LEM MÅLT I D E R N E

ved mødeservering er, at man, for at glæde sine kollegaer,

ofte tager overskydende kage, frugt eller slik/

chokolade med tilbage fra de møder, hvor der ikke er

blevet spist op. Det øger tilgængeligheden af det søde

i hverdagen også for dem, der ikke går til møder. Mønstret

er, at man kun tage det med tilbage, hvis det er et

møde, man selv har arrangeret og bestilt servering til,

men der er også eksempler på en afdelingskultur, hvor

man f.eks., efter at have været på et internt kursus eller

lign., lige tømmer skålen med chokolade for at lægge

det op i en stor beholder, man har stående i afdelingen.

I afdelinger, hvor der er mange møder, kan især den

overskydende frugt gøre det ud for en frugtordning.

Og der er steder, hvor mødeserveringen lige så meget

bliver bestilt for at kunne tage noget med tilbage til afdelingen.

På denne måde er det ikke usandsynligt, at

man kan rejse sig fra sin plads for at hente en kop kaffe,

og vende tilbage med et halvt stykke wienerbrød, fordi

det lige lå og fristede, eller at man kan komme til at

spise slik uden at have det til hensigt. Mødeservering

uddybes yderligere i kapitel 5.

“ Vi har en slikskål stående fra et møde i fredags.

Når det står der, kan jeg bare ikke

lade det være. Af samme grund har jeg

aldrig slik i skuffen. Jeg har ikke lyst til at

sidde og spise slik midt på dagen. Derfor

irriterer det mig ad Pommern til, at den

står der, for jeg spiser jo af den, og nogen

gange når jeg slet ikke at tænke over det,

før det er inde i munden.


Slikleverandøren

Som reglen snarere end undtagelsen er der rigtig mange

kontorer eller afdelinger, der har det man kan kalde

en intern ’slikleverandør’. Altså en kollega, om hvem

man er sikker på, at han/hun altid er leveringsdygtig i

4 ARBEJDSPLADSEN OG MELLEMMÅLTIDERNE

19


20

4 ARBEJDSPLADSEN OG MELLEMMÅLTIDERNE

et stykke slik eller chokolade. Mange informanter siger,

at de aldrig selv køber slik eller har det med hjemmefra,

men det behøver ikke at betyde, at de ikke får slik i løbet

af dagen. Mange steder er det sekretærerne, der har en

skål eller dåse stående fremme til nærmest fri afbenyttelse,

men der er også mange steder, hvor man ved, hvilke

af kollegaernes skuffer man kan gå i uden at spørge om

lov, hvis sukkertrangen bliver for stor. Der er lidt forskel

på, hvor officielt eller organiseret dette system er, ”jeg

ved tit, hvor jeg kan opspore det”, er et almindeligt svar

på spørgsmålet. Men der er også et sted, hvor kollegaerne

er så meget inde over slikleverandørens indkøb, at

han overvejer at skifte sit søde lakrids ud med noget salt,

for det kan hans kollegaer bedre lide. Slikleverandørens

funktion er ikke altid kun at stille en akut sliktrang. Lige

så tit har kollegaer med slik en social funktion. Man

stopper lige op og får en lille pause ud af det: ”Jeg tror

egentlig kun, hun synes, det er lidt hyggeligt og socialt,

for så får man lige en lille sludder for en sladder” siger en

informant om sin lokale slikleverandør.

“ Min uforbeholdne mening er, at det er det

der forsørger-gen hos kvinder, der gør,

at de godt kan li’ at have noget liggende,

hvis der nu kommer en kravlende ind ad

døren, så kan de få et bolche.


Frugt synes ikke på samme måde at kunne tiltrække

folks opmærksomhed. Det appellerer ikke til, at man

tager et stykke, selv om man står ved et bord, hvor det

er der: ”Der er nogen, der har frugt stående fremme,

men det er jo lidt svært lige at tage en bid af ik’’”. En informant

påpeger selv, at hun ikke deler ud af sine appelsinbåde

på samme måde, som hun ville gøre med

en pose slik, fordi hun har stået og brugt tid på at pille

dem, inden hun haster ud af døren om morgenen, og

så har hun jo rørt ved dem. Vindruer kan dog godt ind-

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

tage samme plads som slikket, og være noget man står

og småspiser af, mens man snakker ved den pågældendes

skrivebord. Er det, der ligger på kollegaens bord, et

tydeligt mellemmåltid f.eks. kiks, knækbrød eller lign.,

er det for privat til, at man uopfordret kan tage af det.

Her overskrider man tilsyneladende en grænse, som

ikke synes at være gældende for slikket. Som der skal

vendes tilbage til senere, kan denne forskel sandsynligvis

hægtes op på de forskellige værdier og symboler

henholdsvis slik, mad og frugt tillægges.

Spiseanledningerne

Som beskrevet i dette kapitel er der på langt de fleste

arbejdspladser rige muligheder for at spise mellem

måltiderne, og den hurtige konklusion er, at anledningerne

ofte bliver udnyttet. Selv om man måske ikke har

deciderede mellemmåltider med hjemmefra eller fra

morgenstunden mente, at det ville være nødvendigt

med noget ud over frokost, er det nemlig ikke ensbetydende

med, at man ikke alligevel får mellemmåltider

i løbet af dagen.

I informanternes tale om mellemmåltider kan man udskille

tre overordnede anledninger – de officielle anledninger,

de kollegiale anledninger og de individuelle

anledninger. Grænserne mellem kategorierne er ikke

fuldstændige. Mange officielle anledninger er bestemt

også kollegiale, og udadtil er det måske svært at se forskel.

Men den bagvedliggende begrundelse for anledningen

adskiller dem fra hinanden. De næste tre kapitler

går i dybden med disse forskellige former for anledninger,

ligesom betydningen af dem og det, der spises i den

pågældende situation, vil blive beskrevet/analyseret.


I går fik vi rundstykker, fordi der var en,

der havde sidste dag, og over middag fik

vi så kage, også fordi hun havde sidste

dag – det var en rigtig god dag (griner).


M E L LEM MÅLT I D E R N E

5 OFFICIELLE ANLEDNINGER

–ARBEJDSPLADSENS ANSIGT

“Hver fredag får vi rundstykker og banken

giver en halv times pause. Det blev indført

for to år siden, da vi var to banker,

der fusionerede, så overtog man den tradition

fra den anden bank.


På alle arbejdspladser er der spiseanledninger, der er

fuldt officielle og på det nærmeste indskrevet i overenskomsten

eller i arbejdspladsens interne retningslinjer.

Det gælder først og fremmest frokostpausen,

men det kan også være den ekstra betalte eftermiddagspause

om torsdagen, som mange i kommunerne

eller bankerne har. Dertil kommer de faste pause-/spiseanledninger,

der accepteres som en del af den synlige

arbejdspladskultur, hertil hører f.eks. fast ugentlig

morgenmad. Traditionerne for om man fra ledelsens

side serverer noget spiseligt, når man vil markere noget

med sine medarbejdere, ses i denne forbindelse

også som en officiel anledning. Et træk ved de officielle

mellemmåltider er, at de oftest er skemalagte og finder

sted med ledelsen/chefens billigelse.

Fast morgenmad

Fast ugentlig morgenmad med kollegerne er et af de

mest gennemgående eksempler på en officiel anledning

til at samles om et mellemmåltid. Tager man ud-

gangspunkt i denne undersøgelses resultater går det

danske kontorarbejdsmarked på det nærmeste i stå en

halv time omkring klokken ni hver fredag, og det hvad enten

der er tale om offentlige eller private arbejdspladser.

Nogle steder er morgenmaden ren hygge, andre steder

er der knyttet et fagligt indhold til, eller også spises den i

forbindelse med postmøder eller lign. Fælles synes dog

at være, at selve det at man bruger arbejdstid på morgenmad,

er accepteret af ledelsen som en del af ugens

gang, og derfor er morgenmadsseancen kategoriseret

som en officiel anledning. Modsat en del af de øvrige

anledninger til fællesspisning prioriterer chefer og ledere

ofte også at være med ved denne lejlighed.

Morgenmadsarrangementet kan være arrangeret gennem

kantinen, men ofte er det medarbejderne selv,

der sørger for skiftevis at købe ind og rette an. Nogle

få steder er der blot tale om et stykke franskbrød eller

et rundstykke med smør, men langt de fleste steder er

udvalget betydeligt større. På de flere forskellige slags

brød – hvidt, mørkt eller med kerner – er der mange forskellige

ting at smøre eller lægge på, ikke sjældent både

ost, smøreost, pålægschokolade eller Nutella og syltetøj.

Som supplement til det skiveskårede franskbrød kan

der være rundstykker og tit også både tebirkes og wienerbrød

f.eks. chokoladetrekanten eller basser. Frugt er

en del af morgenmaden enkelte steder, men ikke typisk.

Når tidspunktet nærmer sig lukkes telefonerne og folk

begynder at komme dryssende. Er der kollegaer, der

bliver siddende på deres plads, får de ofte en venlig

kommentar med på vejen, om ikke de skal med.

21


22

5 OFFICIELLE ANLEDNINGER – ARBEJDSPLADSENS ANSIGT

Morgenmaden anses som et hyggeligt indslag i arbejdsdagen,

og det skal serveringen helst afspejle. Generelt

synes der på de besøgte arbejdspladser derfor at være

tradition for, at man skal have lidt ekstra f.eks. wienerbrød,

tebirkes, chokoladepålæg eller lign. På nogle arbejdspladser

er det vigtigt, at det ikke bliver for sundt,

så skal man i hvert fald kunne tage den røg, der følger

med. ”Der er nogen, der har haft frugt med til morgenmad,

og nogle af pigerne har haft low-fat småkager med

i stedet for chokoladetrekant, det bliver bemærket og

grint af, men ikke nedgørende. Det er fuldt acceptabelt,

så længe man må lave sjov”. At det bliver kommenteret,

er måske netop et udtryk for, at det alligevel ikke er helt

acceptabelt, hvis det bliver for sundt.

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

Den store morgenanretning finder man kun de steder,

hvor man samles om morgenmaden. Tager man sin

franskbrødsmad med tilbage til sin plads, fordi rammerne

ikke er til, at man kan lukke telefonerne eller gå fra

dem, består morgenmaden ofte kun af et rundstykke

eller franskbrød med smør/syltetøj. I undersøgelsen

er der et overtal af private arbejdspladser, der ruller sig

ud med det helt store morgenbord. I det små er der

informanter, der synes, at alt det, man skal have med til

morgenmaden, er en lige lovlig dyr udskrivning, men

man undlader ikke noget, for ingen vil kaldes nærig, og

når nu de andre har haft med, må man også hellere selv.

En informant, der er forholdsvis nyansat, beskriver meget

rammende denne balanceakt: ”Man skal f.eks. have


M E L LEM MÅLT I D E R N E

lyst brød med, for det er der nogen, der kun spiser, og

groft brød, for det er andre til. Smør og ost til nogen og

syltetøj til de andre. Det er de ting, der er ’need to have’.

’Nice to have’ er juice og pålægschokolade og mange

har wienerbrød eller kage med. Folk synes, det er lidt

nærigt, hvis man kun har ’need to have’ med”.

“ Jeg tænkte, når jeg stod nede og handlede,

’er det nu nok, vil folk nu synes, at

der mangler noget og synes de jeg er nærig?’.

Derfor sagde jeg også, at nu måtte

det stoppe, for det var blevet for meget

af det gode.


Spørger man, hvordan morgenmaden har fået det omfang,

den mange steder har, er svaret, at ”det er kulturen”

eller ”sådan er det bare blevet til”. Som nævnt

synes ikke alle informanter om det overdådige arrangement,

men man skal have en vis position i gruppen og

ikke mindst være modig for at ændre på kulturen, hvis

det overhovedet er muligt. En anden nyansat medarbejder

fortæller, at hun ikke har turde røre ved de faste

tebirkes, selv om hun ikke synes om dem, ”for der er et

par af mændene, der sætter stor pris på deres tebirkes,

og det skal man bare ikke pille ved”. Næste gang hun

skal have morgenmad med, har hun tænkt sig at bage

pandekager, men det kræver lidt mod, som hun siger,

at gøre op med den uskrevne politik og de gamle traditioner.

5 OFFICIELLE ANLEDNINGER – ARBEJDSPLADSENS ANSIGT

På nogle arbejdspladser har man måtte tilføje et fagligt

aspekt til morgenmaden for at få ledelsens accept

af arrangementet, det kan f.eks. være, at chefen eller

afdelingslederen orienterer om ugens gang eller lign.

Spørger man informanterne, er de dog ikke i tvivl om,

at det vigtigste ved disse anledninger stadig er det at

mødes og spise sammen. Et sted var det blevet foreslået

at bruge morgenmaden mere produktivt til infomøder,

når nu alle var samlet, men det blev nedstemt.

Medarbejderne ville ikke have, at morgenmaden blev

forvandlet til et arbejdsmøde med power point, det

måtte gerne blive ved med at være lidt helligt. Det er

altså vigtigt, at det faglige ikke indtager en alt for dominerende

plads – det er morgenbrødet, der har førsteprioriteten.

“ Vi har en morgenmadsordning om fredagen.

Det startede med, at vi holdt et

fredags morgenmøde, hvor cheferne orienterer.

Det blev så til morgenmad, der

går på skift, og det er lige som om, det er

det, der er blevet indholdet i mødet, der

er ikke rigtig nogen, der hører efter, hvad

cheferne siger. Det er mere det med at få

sit stykke franskbrød.


Morgenmadens vigtighed understreges af, at mange

informanter fremhæver, at man virkelig skal have en

god grund til at blive væk, og at flere opfatter det en

smule arrogant og et underligt signal at sende, hvis man

ikke har lyst til at hygge sig med sine kollegaer et kvarters

tid fredag morgen. At man måske ikke er sulten og

derfor ikke spiser alverden, er langt mere accepteret,

hvis blot man står der.

23


24

5 OFFICIELLE ANLEDNINGER – ARBEJDSPLADSENS ANSIGT

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

Arbejdspladsens markeringer

Skal der markeres en særlig begivenhed på arbejdspladsen,

er det ikke usædvanligt, at ledelsen indkalder

til morgenmøde med noget spiseligt til eller sørger

for, at der er lidt ekstra f.eks. til den almindelige morgenmad.

Informanterne nævnte f.eks. udnævnelse af

kommunaldirektør, afslutning af årsregnskab, en veloverstået

kampagne eller en særlig hård opgave som

anledning til, at ledelsen kan vælge at servere f.eks.

wienerbrød, rundstykker eller croissanter.

“ Vi har lige fået wienerbrød, fordi man i

forbindelse med kommunalsammenlægningerne

endelig har fundet ud af, hvem

der skal være souschef. Det har holdt

hårdt, og derfor synes chefen, at biblioteket

skulle give brød. Det er sådan noget,

der sker cirka en gang om året.


Medarbejderne har gerne en forventning om, at der

ved disse lejligheder er noget spiseligt, der kan understrege

den særlige anledning. Det offentligt sponserede

mellemmåltid er med til at sætte den rette stemning.

Medarbejderne føler sig påskønnet, men også nogle

gange forpligtet til at spise. En informant fortæller, at

hun og hendes kollegaer har talt om, at det inden kvartalsmøderne,

hvor hele huset mødes til udvidet morgenmad,

burde være muligt at ’afmelde’ wienerbrødet,

så man ikke blev fristet over evne: ”Jeg kan ikke lade

være med at tage det og spiser det med velbehag, og

fem minutter efter fortryder jeg – ’hvorfor er du så dum

at gøre det, du ved, du ville have det bedre, hvis du

ikke havde taget det’. Det er det søde, der lokker, der

er ikke tale om gruppepres, men om, at min krop siger,

at det vil den altså gerne have”.


M E L LEM MÅLT I D E R N E

Mødeservering

Servering til møder er om noget en officiel anledning

for et mellemmåltid, set fra medarbejderens synspunkt.

Det officielle understreges af, at mange arbejdspladser

har retningslinjer for, hvornår og hvad der kan serveres,

samt at mange informanter tænker særdeles meget

over, hvad man kan og ikke kan spise, når man sidder

til et møde.

At bestille servering til interne møder er sjældent brugt,

og ofte er der officielle retningslinjer, der forbyder det.

Hvad medarbejderne selv vælger at tage med her, er

der dog ingen regler for. En informant siger, at hvis

der er nogen, der har noget med til et internt møde,

så signalerer det hygge. Af samme grund er der andre

informanter, der synes, det er helt fint, at der netop

ikke er nogen servering til de interne møder, for dem er

det spørgsmål om at ”get down to business”, få mødet

overstået og komme videre. Møder på tværs i huset

kan godt have mødeservering, og eksterne møder har

det gerne. Arbejdspladser med kantine har mulighed

for at bestille mødeservering via bestillingslister. Mulighederne

svinger fra sted til sted, på én arbejdsplads

kunne man f.eks. få: Rundstykker, wienerbrød og frugt

om formiddagen og frugt, tørkager eller petit four om

eftermiddagen. Frugt, enten hele eller udskåret, kan

man få alle steder og ikke sjældent følges frugten af

en skål med chokolade eller lign. Eller rettere på nogle

arbejdspladser er slikket/chokoladen koblet til kaffebestillingen,

og kaffen, mener de fleste, hører sig til.

“ Hvis det er morgenmøder, er der typisk

boller, og ellers er det kage. Hvis det er

eftermiddagsmøder, så er der næsten altid

noget at spise til, og hvis jeg nu skal

være helt ærlig, så kan der rent faktisk

også godt være frugt, men så er der også

altid lige en skål med noget chokolade.


5 OFFICIELLE ANLEDNINGER – ARBEJDSPLADSENS ANSIGT

Signalværdi

På et par af de private arbejdspladser var der til interviewet

stillet mødeservering frem. Frugten var flot

udskåret og anrettet, et af stederne var den suppleret

med tørret frugt og det andet sted, havde chokoladen

firmalogo på papiret. Et arrangement man tydeligvis

havde gjort sig nogle tanker omkring. En informant

fremhæver i den forbindelse, at servering viser eksterne

gæster, at man har styr på tingene. Flere informanter

er bevidste om, at mødeserveringen skal præsentere

arbejdspladsen/virksomheden, men de er ikke helt

enige om, hvilke signaler, der er de bedste at sende

eller mest tillidsvækkende i forhold til virksomhedens

image: ”Hvis man serverer fadet med frugt alene, så

sender det et klart signal om, at man er lidt over-sporty.

Jeg har måske en fordom om, at folk så kommer i deres

jogging tøj og er helt vildt sporty. Jeg synes måske, det

er falsk markedsføring, for den holder ikke i længden.

Men jeg vil også sige, at hvis chokoladen var det eneste,

der kom ind, så ville jeg tænke, at det var meget

traditionelt. Men når begge dele er der, synes jeg, det

er fint rent repræsentationsmæssigt”. Andre synes at

det er kager, der sender de useriøse signaler.

“ Jeg kommer rundt i mange firmaer. Der,

hvor mødeserveringen er fyldt med flødeskum,

er folk ikke nær så engagerede og

begejstrede. Hvis de får kage, så læner de

sig bare godt tilbage, og det er som om,

der kører et tæppe ned foran dem, de bliver

lidt mere passive. Får de noget frugt,

så får de et spark i rumpen, så sker der

noget, det er som om, der bliver lidt mere

energi i folk.


I undersøgelsen synes der at være en tendens til, at

de københavnske arbejdspladser ser mere naturligt på

25


26

5 OFFICIELLE ANLEDNINGER – ARBEJDSPLADSENS ANSIGT

frugt som en del af mødeserveringen, hvor det i provinsen

først er noget, man er startet på for nylig, og som

informanterne derfor stadig bemærker. På langt de fleste

arbejdspladser, beliggenhed underordnet, er frugt

kun noget, man bestiller til eksterne eller mere formelle

interne møder. Ved de officielle markeringer internt på

arbejdspladsen oplever informanterne primært rundstykker,

wienerbrød eller kage. En grund til dette kan

netop være, som beskrevet ovenfor, at frugten til de

eksterne møder ofte sættes på bordet af signalmæssige

årsager, eller fordi man gerne vil tilfredsstille såvel

den ene som den anden lyst hos eksterne gæster. Når

man fra officiel side i fejringsøjemed vælger at servere

noget for sine medarbejder, skal serveringen omvendt

markere hygge og glæde, og hertil synes frugt ikke at

kunne bruges. En informant sammenligner i forlængelse

heraf frugt med danskvand og siger videre: ”Jeg

tror, det er lidt ligesom at sætte danskvand på bordet

kontra at sætte sprut frem, der er et signal i sprutten,

det er et hyggeelement, man hygger sig også lidt mere

med kagen”.

Oplevelser af mødeservering

Der er forskel på, hvor ofte informanterne deltager i

møder med mødeservering. Nogle gør det kun sjældent

og synes derfor, at mødeservering er et lækkert

indslag. Dem, der gør det ofte, kan omvendt dels være

trætte af den sædvanlige servering dels opmærksomme

på, at mødeservering er med til at øge antallet af mellemmåltider,

som de måske ikke ville have valgt under

normale omstændigheder. De fleste informanter synes

derfor, frugt som mødeservering er fint, og nogle foretrækker

det klart frem for kage, men hvis det er et langt

møde, mener de fleste, at det er på sin plads med noget

sødt til at holde energien oppe. Det er f.eks. rart med

kagen til kaffen om eftermiddagen og måske ligefrem

nødvendigt, for kaffe og frugt er et match, der ikke rigtig

holder: ”Til kaffe passer den søde kage meget bedre

end frugten. Men jeg kan da godt slutte af med at tage

syv vindruer oven på kaffesmagen”.

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

“Til møderne bliver slikskålen gerne sendt

rundt sammen med kaffen. Om jeg tager

noget kommer an på tidspunktet på dagen,

og så hvad det er for en slags møde.

Er det et, hvor vi sidder og snakker, spiser

jeg ikke noget slik, men er det til et møde,

hvor det virkelig er kedeligt, så kan det

godt være, at jeg må have et stykke. Jeg

ved ikke, om det hjælper mod at falde i

søvn, men jeg har da ikke gjort det endnu.


En informant siger generelt om mødeservering, at hvis

det er et møde, han ikke rigtig gider gå til, kan mødeservering

og gerne kage gøre, at det ikke er helt spildt

at møde op, serveringen gyder ligesom lidt olie på vandene.

Opsamlende er informanternes holdninger til

mødeservering, at de fleste gerne vil undvære kagen

og såvel kvinder som mænd synes, at de får rigeligt at

spise i løbet af dagen uden at de også skal sidde og

spise kage ved alle møderne. Mødeservering nævnes

dog af begge køn som redningsplanken, hvis man en

travl dag ikke har nået frokosten.

Mødeservering som redskab til at skabe en god stemning

er alle informanterne til gengæld inde på. At man

ikke går lige til sagen, men starter med en småsnak over

kaffevognen. Flere informanter fremhæver, at der bliver

en mere løssluppen stemning særlig, hvis der er noget,

der skal sendes rundt. Det giver plads og tilladelse til

lidt småsnak. En chef siger i forlængelse af dette, at han

bruger mødeservering bevidst som ”ice-breaker”, når

han har eksterne folk til møder. At spise sammen først

gør det lettere at lave forretning bagefter. En informant

siger i den forbindelse, at han ikke oplever, at frugt kan

helt det samme.”Der er noget med kage og morgenbrød

– man står og smører sit rundstykke, ’ræk mig lige


M E L LEM MÅLT I D E R N E

syltetøjet’ og sådan noget. Det virker som et frikvarter

for mig, det gør det ikke at snuppe et æble”.

Interne kurser eller orienteringsmøder har ofte servering,

og flere af informanterne forventer, at der er. Serveringen

bidrager til at understrege, at der ikke bare

er tale om endnu en dag på kontoret – og snakken op

mod eftermiddagspausen er ofte fyldt med forhåbninger

om eller forventninger til serveringen. Det samme

gør sig gældende, når informanterne fortæller om eksterne

kurser, konferencer o.l. Her er forventningerne

ofte meget høje, og har mødeserveringen været god,

overdådig eller mangelfuld påvirkes det samlede billede

af arrangementet. Frugt som mødeservering ved

konferencer mv. anses for lækkert, ikke mindst fordi det

kan være anderledes og flottere anrettet end det, der

kendes fra arbejdspladsen. På den anden side opfattes

konferencer og kurser som noget særligt, og de regler

man måske har lavet med sig selv omkring mådehold

ved mødeservering i det daglige, bliver sat ud af kraft

ved sådanne lejligheder. Konferencens forplejning er

med til at markere forskellen på hverdag og ’fest’.

Æbleskrog og fedtede fingre

Det bliver hurtigt klart når man taler om mødeservering,

at informanterne gør sig mange overvejelser om,

hvad der egner sig til at blive spist i hvilke situationer,

og hvad der bestemt ikke gør. Kage, brød mv. synes

at slippe igennem med færrest overvejelser. Om man

tager af det eller ej er dog lidt med forskel. Sendes det

rundt, kan det være sværere ikke at lade sig friste. Står

det derimod midt på bordet, kan man lettere fravælge

det uden at skulle komme med en begrundelse. Hvem,

der spiser af det, kan også have betydning for, om man

selv gør det. En informant fortæller om et møde, hvor

en medarbejder havde medbragt kage: ”Chefen tog ikke

et stykke, havde han gjort det, kunne det godt være, at

der var flere, der havde fuldt trop”.

På trods af populariteten er frugt den mødeserveringskategori,

der er knyttet allerflest overvejelser til. Et møde

kræver som regel, at man kan skrive, bladre i sine papi-

5 OFFICIELLE ANLEDNINGER – ARBEJDSPLADSENS ANSIGT

rer eller være parat til at tage ordet. Saftig frugt, der

løber ned af hænder eller hage, er derfor alt andet end

velegnet til mødeservering. Appelsiner, man selv skal

skrælle, nævnes af alle som noget, de vil gå uden om.

Hel frugt som saftige æbler eller pærer kan også være

problematiske: ”Jeg ville ikke sidde med et æble, for jeg

skal være parat til at sige noget. Hvis jeg lige har taget

en ordentlig bid, kan det jo også både sprøjte og løbe

ned af hænderne”. En anden informant var af samme

grunde meget glad for vindruer, de gjorde det muligt

for ham både at skrive ned og dertil ”have snakke-

tøjet klar hele tiden”. Han siger videre: ”Vindruer er

små overkommelige størrelser, jeg skal ikke skrælle eller

skære. Et helt æble knaser og larmer, og skal jeg til

at skrælle det, er det først besværligt. Med mindre det

er et større møde, hvor stemningen er til det, er det

forstyrrende at sidde og gnave af en pære eller æble”.

At det ikke må larme er også en af grundene til, at gulerødder

ikke nævnes som god mødeservering, selv om

de hverken er fedtede eller saftige.

På baggrund af ovennævnte fremhæver mange informanter

fordelene ved udskåret frugt. Det er overkommelige

stykker, man bliver ikke nasset, selv saftig frugt

som f.eks. ananas og melon kan i den rette udskæring

fungere til møder, det er hurtigt spist, og ikke mindst

bliver man ved udskåret frugt fri for at sidde tilbage

med skrog og skræller.

Et møde er ganske ofte en officiel anledning, hvor det

handler om at være på, og signalere det rigtige, ikke

mindst, at man har styr på tingene. Som illustration af

dette er informanten, der aldrig vil tage et helt æble til

et møde, hvis hun skal sige noget, for så ville det ligge

der og være bidt af og blive brunt. Hun ville heller ikke

spise en banan og have skrællen liggende på sin tallerken,

hvis hun skal ud og præsentere noget, det kan dog

til nød gå, hvis det var et møde, hvor hun kender deltagerne.

En direktør fortæller tilsvarende, at han aldrig vil

sidde og skrælle en banan ved et direktionsmøde, alene

tanken får ham til at vende det hvide ud af øjnene.

En tredje informant erindrer om et møde, han fornyligt

27


28

5 OFFICIELLE ANLEDNINGER – ARBEJDSPLADSENS ANSIGT

var til: ”Sidste gang, der var frugt til et møde, blev der

ikke spist særlig meget, og det var fordi både vicedirektøren

og en af de fire topdirektører var der, så er

folk altid lidt mere tilbageholdene, man beder ikke lige

om at få sendt frugten rundt”. Hvad cheferne mener,

kan altså have stor betydning for, hvad andre synes, de

kan tillade sig.

Flere informanter finder dog lejlighed til også at spise

den hele frugt. Der er næsten altid tidspunkter i længere

møder, hvor det er muligt. Det kan være et naturligt

ophold, hvor der småsnakkes lidt, og hvor et knasende

æble ikke forstyrrer. Ved konferencer eller større

forsamlinger, hvor man mere sidder og lytter, kan hel

frugt også godt fungere. Det er stadig besværligt med

de fedtede fingre og skrællerne, men det påvirker ikke

det indtryk man giver andre. Møder, hvor man kender

de øvrige mødedeltagere, kalder ikke på helt så strikse

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

forholdsregler mht. frugt, her kan man mere være sig

selv og ikke føle, at man er på en scene, hvor facaden

skal holdes. Dette uddybes nærmere i kapitel 9.

Det kan undre, hvorfor de mange forbehold omkring

frugt ikke også er gældende for rundstykker, der er

svære at bide over eller wienerbrød, der krummer og

fedter. En forklaring kan være, at kage som allerede antydet,

signalerer pause – nu er vi ikke seriøse, og kan

lige tage en hyggesnak inden vi går videre. Det samme

forbindes frugt ikke med, den er en forfriskning på linje

med vandet eller til nød skålen med de små chokolader.

Derfor kan man ikke læne sig tilbage og koncentrere

sig om sin frugt på samme måde, som man kan

med kagen. Frugt skal kunne fungere samtidig med,

at man udfylder sin rolle som mødedeltager. Derfor er

der forskel på, om man har munden fuld af æble eller

flødeskum.


M E L LEM MÅLT I D E R N E

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER

– DET SOCIALE FÆLLESSKAB

“ Vi har haft en periode med mange nye ansatte

og mange, der holdt op, og derfor er

der mange, der har kage med, barselsbesøg

har vi også haft med kage. Så var der

en, der kom for sent i går, så tog han kage

med, hvilket er almindeligt herude. Skal

man til læge i arbejdstiden, så tager man

kage med tilbage. Til fødselsdag tager du

rundstykker med, en anden anledning så

kage med. Jeg synes tit man kan finde en

anledning til at tage kage med.


De officielle anledninger til mellemmåltider er ofte relateret

direkte til arbejdet eller iværksat oppefra. For

de kollegiale anledninger gælder det derimod, at de

iværksættes af medarbejderne selv til glæde og gavn

for hinanden. De vedrører ikke direkte det arbejde,

man er ansat til at varetage, men handler i stedet om

det sociale fællesskab og kollegiale miljø på arbejdspladsen.

Til trods for at der er en pause fra det egentlige

arbejde, accepteres de kollegiale anledninger på de

fleste arbejdspladser som en nødvendig del af arbejdspladskulturen.

Kun de færreste arbejdspladser har regler

imod kollegiale mellemmåltider, og kun et sted kan

en informant fortælle, at der er blevet sat grænse for,

hvor tit de må holde kollegiale pauser – og det synes

de ikke om: ”I den afdeling jeg var i før, har de nu fået

ny leder. Han tillader kun, at der er noget socialt omkring

fødselsdage, så nu holder de ikke længere kaffemøder.

Det er de ikke helt tilfredse med. Det var jo et

frirum, hvor de kunne snakke frit, men de snakkede jo

om arbejde alligevel. De fik løst en masse ting, som de

nu skal stå og snakke om over skrivebordet”. Som det

skal nævnes senere, er det vigtigt for medarbejderne at

have et frirum, chefen ikke bestemmer over.

Hvis det at gå på arbejde kun handler om at arbejde,

siger flere informanter, så er det ikke sikkert, at de ville

blive på den pågældende arbejdsplads særlig længe.

En informant siger f.eks. om en kollega, der aldrig rigtig

har tid til at nyde morgenmaden, at hun bliver provokeret

af, at han ikke lige har det kvarter til det sociale: ”Det

skal ikke alt sammen gå op i arbejde, vi er her trods alt

otte timer hver dag”. Man kunne mene, at de sociale relationer

medarbejderne imellem kunne vedligeholdes

ved frokosten eller uden, at man behøvede spise noget,

men som det skal uddybes senere, synes det spiselige

netop at give den legitime grund til at holde pause.

Uden noget at samles om er det svært at forsvare over

for sin chef, at man lige sidder og snakker et kvarters

tid. Det er i det lys, at man skal forstå de mange kollegiale

mellemmåltidsanledninger.

Der er rigtig mange kollegiale anledninger til mellemmåltider

på kontorarbejdspladserne, om end antallet

kan variere fra sted til sted. En informant opsummerer

det kort: ”Med 15 fødselsdage, komme og gå, på barsel,

praktik osv. så er der mange anledninger”. Andre

29


30

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER – DET SOCIALE FÆLLESSKAB

kommer frem til, at der sammen med den faste morgenmad

i hvert fald er en form for kollegial spisning en

gang om ugen og ganske ofte tiere. Der tales ligefrem

om, at man kan løbe ind i stimer af anledninger. Faste

tilbagevendende anledninger som fast ugentlig eftermiddagskage

er en del af arbejdspladskulturen. Andre

anledninger til brød, kage eller slik udspringer af individuelt

baserede begivenhed som fødselsdage, feriestart,

rejser, barsel osv. Til disse skal lægges de mere

spontane anledninger, der ikke opstår helt så regelmæssigt

som de faste traditioner, men hvor det alligevel

forventes, at der gives noget, f.eks. kvajekage, hvis

man har dummet sig, eller en fejring af at man endelig

er kommet igennem et stort projekt. På en arbejdsplads

har de også den ordning, at for hver gang deres fakturasystem

kom ud med et helt 1000-tal skal den pågældende

kollega give kage. Sidst men ikke mindst er

der de fuldstændig spontane anledninger, hvor lyst eller

behov pludselig opstår, f.eks. når solen skinner eller det

regner.

Fødselsdage og ferier

Nogle af de mest gennemgående anledninger til at spise

med sine kollegaer er ved fødselsdag eller feriestart.

Almindeligvis er der tale om at have noget til eftermiddagskaffen

eller morgenmaden, og det er normen, at

det man medbringer, er i brød-/kage- eller til nød slikkategorien.

Frugt synes ikke at tælle, når man vil markere

eller fejre noget. Informanterne synes nærmest,

det er lidt komisk at forestille sig, at man kunne tage en

pose æbler med. Et enkelt sted er der to medarbejdere,

der altid har haft frugt med på deres fødselsdag, det

synes informanten er en fin ide, men kunne ikke selv

finde på det. En anden informant fortæller, at hun en

enkelt gang har haft frugt med til sin fødselsdag. Men

hun kunne med det samme mærke på sine kollegaer, at

hun nok var trådt ved siden af. Det var ikke lige det, der

blev forventet, så det gør hun ikke mere: ”Jeg kunne

godt se, at det ikke lige var sagen. De sagde ingenting,

men man kunne se i deres ansigter, at de nok havde sat

sig op til noget sødt”.

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

Arbejdspladserne imellem er der forskel på, hvor meget

man gør ud af selve anledningen. En af de besøgte

arbejdspladser har f.eks. meget stærke traditioner omkring

markering af fødselsdage: Den kollega, man sidder

overfor, pynter op med flag og dækker morgenbord

i et mødelokale. Fødselaren har morgenbrødet med og

får til gengæld gaver, som de andre har samlet ind til.

Det hele tager omkring en time. Om eftermiddagen stiller

fødselaren kage frem, som man indtager individuelt,

når det lige passer ind i arbejdet. En yngre informant,

der tidligere havde arbejdet i den pågældende afdeling,

kalder det et ritual, som hun gerne ville have lavet

om på, hvis hun kunne. Men det havde eksisteret så

længe, at det ikke er noget, man som ny og ung kan gå

ind og rokke ved. Det vil kræve en social position, hun

endnu ikke havde opnået. Derfor havde hun også haft

både morgenmad og rabarbertærte med, hvilket beløb

sig til næsten 600 kr. Det mener hun, er et alt for voldsomt

beløb at skulle af med for at have fødselsdag, som

hun egentlig slet ikke havde brug for skulle markeres.

Lade være ville hun dog heller ikke: ”Man har jo ikke

lyst til at være den eneste, der foreslår, det skal laves

om eller melder sig ud. Det er jo en fællesskabsfølelse,

og den har man ikke lyst til at være udenfor, så får man

ingen gaver, skal ikke holde morgenmad og får heller

ikke noget at spise, når de andre har med”. Risikoen for

at blive socialt ekskluderet, hvis man ikke har det rette

med, vurderes altså som væsentlig højere og mere betydningsfuld,

end ulempen ved den store udgift.

“ Har man fødselsdag, forventes det, at

man har noget med. Der er kun en enkelt

på kontoret, der springer over hver gang.

Jeg tror det er af nærighed. Selv er jeg bedøvende

ligeglad, men der er stadig nogle,

der snakker om, at der ikke blev givet

kage i maj sidste år.


M E L LEM MÅLT I D E R N E

Som kontrast til dette omfangsrige arrangement er arbejdspladsen,

hvor fødselaren, som tidligere omtalt,

sender en pose med chokolade rundt til kollegaerne.

Man tager et stykke, sætter et kryds på en liste og sender

det videre til den næste. Mellem disse to modeller

befinder de fleste andre arbejdspladser sig.

Ved ferier er det også udbredt at medbringe f.eks. is

eller morgenbrød. De steder, hvor traditionen er stærk,

spiser man næsten konstant morgenbrød op til sommerferien:

”Der er nogle, der ikke giver feriebrød, selv

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER – DET SOCIALE FÆLLESSKAB

om det på et eller andet niveau er en norm, vi har i afdelingen,

at man, når man skal på ferie giver en gang

brød. Derfor vil der også komme meget i den tid, vi går

i møde nu, fordi alle skal give, og selv om der måske

stopper fire den samme dag, jamen så deler man det

bare ud på fire dage”. Man lader på denne måde ikke

en anledning gå fra sig, lige som alle får anledning til

at give.

Ved næsten alle de kollegiale spisetraditioner, med udgangspunkt

i individuelle anledninger, er der informan-

31


32

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER – DET SOCIALE FÆLLESSKAB

ter, der støtter fuldt op om ideen, men der er også dem,

der, nærmest på trods, ikke ser nogen grund til at have

noget med. En informant siger f.eks., at hun ved, at der

i hendes afdeling er nogen, der føler sig forpligtet til at

have noget med. Hun føler det ikke selv, og kan ikke

se, hvorfor man skal have noget med, bare fordi man

skal på ferie. Som det allerede er berørt og skal vendes

tilbage til senere i dette kapitel, er der stor forskel på,

hvor let det er at ignorere sådanne traditioner.

Sig det med kage

Kage bruges i mange sammenhænge. Allerede nævnt

er traditionerne med fødselsdag og/eller ferier, men

barselskage, afskedskage mv. er også udbredt. En informant

på en af de meget kageglade arbejdspladser

kalder det ’sig det med kage’: ”Jeg lagde mærke til, da

jeg startede, at hver gang, der er noget som helst, så

siger man det med kage. På drengearbejdspladser ville

det være øl. Her er det kage klokken 15. Jeg har det

fint med det, det er jo lige meget, hvad det er, det er

jo ikke kagen, der er det centrale, den er et udtryk for,

at jeg gerne vil markere noget sammen med mine kollegaer”.

At ville markere noget eller gøre noget godt for sine

kollegaer er en meget brugt begrundelse for at sætte

kage på bordet, og er den hjemmebagt, er der særlig

stor jubel. Det er en af de ultimative måder, man på en

arbejdspladsplads kan vise, at man støtter op om det

kollegiale fællesskab og, at man gerne vil gøre sit til

at bevare det. Har man hjemmebagt kage med, uden

grund, kan det næsten ikke siges tydeligere med ord.

Flere informanter siger, at det ikke nødvendigvis er

fordi, det hjemmebagte smager bedre, end det man

kan købe, men den får en særlig status, fordi der er nogen,

der har gjort en indsats. Man spiser med glæde

af respekt for den person, der er gået skridtet længere

og gjort noget for sine kollegaer. Som det skal nævnes

sidst i kapitlet, synes frugt ikke at have den samme omsorgseffekt.

Nogle få informanter er dog inde på, at

gør man lige så meget ud af frugten, som det kræves at

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

bage en kage, kan det måske godt sammenlignes. Det

tyder på, at det er handlingen mere end selve produktet,

der belønnes med kollegial respekt.

“ Hvis der så er nogen, der har lavet hjemmelavet

marmelade til morgenbrødet, er

vi jo lige ved at dø, det er jo så fantastisk,

og hvis nogen selv har bagt… det er bare

så sjældent det sker ikk’.


Af samme grund kan man ikke uden videre ignorere

de mails, der mere eller mindre regelmæssigt popper

op i indboksen: ’Jeg har fødselsdag, kom til kage klokken

14 ved skranken’ eller ’i dag er det min sidste dag

som praktikant, det har været hyggeligt at være hos

jer, jeg giver kage klokken 15 i køkkenet’. Mange af

informanterne fortæller, at de føler en vis forpligtelse

over for deres kollegaer, når de får sådanne mails og

det mindste man kan gøre er at møde op, når der gives

noget. Har man travlt, kan det godt være, at man ikke

har meget tid til at stå og småsnakke over kagen, men

nogle gange finder man tiden alligevel, især hvis det er

en kollega, man er tæt på.

En informant fortæller meget eksplicit om dette, som er

gældende for næsten alle i undersøgelsen: ”Jeg differentierer

en lille smule efter, hvor vigtigt det er, men prøver

at være der hos dem alle sammen. Men der er nogle

personer, hvor det vil være vigtigere for mig at være

der. Det kan f.eks. være sekretæren, der selv er god

til at huske én, eller en kollega der har lavet en masse

hjemmebag, lagt meget i det og allerede fra morgenstunden

snakker om det. Når der er en, der stopper, eller

der kommer en ny medarbejder, bør man også være

der. Arbejdet kommer altid først, men i nogle situationer

vil jeg, selv om jeg har travlt, stå der et par minutter

mere for at vise respekt”. Respekt nævnes eksplicit og


M E L LEM MÅLT I D E R N E

udtrykker en vigtig essens af det kollegiale fællesskab.

Nogle informanter påpeger dertil, at det vil blive opfattet

som lidt underligt, hvis man uden gyldig grund bliver

væk fra kagen. At man har travlt er ikke alle steder

grund nok.

På linje med den fælles morgenmad er der på de fleste

arbejdspladser, ud over kage ved de traditionelle

anledninger, også en fælles kageordning eller en kageklub

organiseret af medarbejderne selv. En fast dag om

ugen samles man om kagen, nogle steder er den hjemmebagt,

men lige så ofte kan det være bagerens eller

kantinens. På en af arbejdspladserne holder kageklubben

hof hver torsdag på det kontor, informanten deler

med to kvinder. Han er på kur og ikke med i klubben,

selv om han har fået tilbuddet. Derfor sidder han heller

ikke med ved bordet. Han sætter dog sin computer

på stand by, og sidder og hygger sig lidt med en kop

kaffe, når de andre spiser kage. Selv siger han, at han

nok ikke får lige så meget ud af det, som dem, der sidder

rundt om kagen, men han holder sig ikke tilbage

for en kommentar fra tid til anden. Han kan dog godt

forestille sig, at en anden type end ham ville føle sig

lidt udenfor.

Et så eksplicit eksempel på forholdet mellem spisning

og markering af gruppetilhør og fællesskab finder man

ikke hos de øvrige informanter, men det er et gennemgående

træk, at man skal være fuldgyldigt medlem af

’klubben’ for at spise med. De steder, hvor kagen spises

i organiserede pauser, kan der godt sidde andre

med om bordet, men kagen er kun for klubbens medlemmer.

De andre må nøjes med misundelige blikke eller

venskabelig forargelse.

Noget af det første, man spørger nyansatte om, er, om

de har lyst til at være med i kageklubben, men hvor

der til morgenmaden ofte er mødepligt, er det mere

frivilligt, om man ønsker at være med i kageklubben.

Kageordningen opfattes på flere arbejdspladser som

en kærkommen lejlighed til kollegial hygge. En informant

oplever dog, at der i de 10 år han har været med

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER – DET SOCIALE FÆLLESSKAB

i klubben, er faldet flere og flere fra, ”det er jo lige før,

at kage er lige så politisk ukorrekt som rygning”. Han

kunne dog ikke finde på at melde sig ud, ”for det er

jo en del af kulturen, at der er kage om torsdagen”, på

trods af at han egentlig ikke er så vild med meget af den

kage, der bliver serveret. Forskellen på, hvorvidt det er

i orden at sige nej til kageklub frem for morgenmad, findes

måske i forskellen på de officielle og de kollegiale

anledninger.

Den faste kagedag kan på nogle arbejdspladser være

en del af frokostordningen, og det er, noget man ser

frem til, glæder sig til og kan snakke om flere dage i forvejen.

Når dagen oprinder, og ugens højdepunkt viser

sig at være en kage, man ikke bryder sig om, giver det

tilsvarende stor skuffelse.

“ Jeg tror, mine kollegaer ville nedlægge

arbejdet, hvis kagen blev afskaffet. De

går meget op i, hvad der er til kaffen om

torsdagen. Starter med at snakke om det

torsdag morgen, og så fortsætter det hele

dagen. De kan se, hvad de skal have på

nettet, men det kan godt være diskussionsemne

hele dagen, f.eks. om der vil være

hjemmelavede svesker til æblekagen, for

det er der tit, men det var der desværre

ikke i dag.


Som beskrevet har ikke alle arbejdspladser mulighed

for at samles til fælles pauser, men denne begrænsning

medvirker sjældent til at nedsætte antallet af kageanledninger.

Praktisk er det bare ikke al kage, der egner sig til

at spise, mens man sidder foran computeren: ”Personligt

synes jeg ikke, at wienerbrød er særlig velegnet til at

spise ved skrivebordet, men det er der nogen, der synes.

En god fast chokoladekage, den er nem. Lagkage i

33


34

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER – DET SOCIALE FÆLLESSKAB

tre lag, som vi har haft nogle gange, den kan godt være

lidt besværlig, fastelavnsboller er heller ikke nemme.

Bradepandekager, de er rigtig gode. Det skal generelt

ikke være for fancy, for så er det for besværligt, når vi

skal sidde og arbejde samtidig”. Det synes dog ikke at

have betydning for, hvad der medbringes, man indordner

sig bare. At sige nej til kage med den begrundelse,

at det er upraktisk i forhold til arbejde og telefoner, er

der ingen af informanterne, der har prøvet.

De gode undskyldninger

– den spontane anledning

I opremsningen af konkrete kollegiale mellemmåltidsanledninger

skal afslutningsvis nævnes nogle af de

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

mere spontane anledninger, der bidrager til, at flertallet

af informanterne ved eftertanke må konkludere, at de

i arbejdstiden har rigtig mange anledninger til mellemmåltider.

Nogle steder har man begrebet – ”ingen anledning er for

lille”. Særlig en af de private arbejdspladser har udvidet

det begreb til det ekstreme. En informant fortæller, at de

i hendes afdeling ikke har nogen fast kagedag, men det

gør ikke, at de ikke får kage. Ud over de faste traditioner

er det nemlig også kutyme, at man giver kage eller brød,

hvis man flytter plads, kommer for sent, har været til lægen

eller tandlægen. Tandlægebesøg som kageudløser

bliver på den pågældende arbejdsplads nævnt af fire informanter.

Traditionen kan være et eksempel på, at når


M E L LEM MÅLT I D E R N E

der først er skabt en anledning, er det svært at bryde

mønstret – for nu har man jo fået af de andre. Dette fænomen

er gældende for langt de fleste arbejdspladser.

En uddybning følger sidst i kapitlet.

I samme genre som de små anledninger finder man de

mere eller mindre gode undskyldninger for at skabe en

kollegial anledning til mellemmåltider. At have noget

med hjem, når man har været på ferie eller ude at rejse

med arbejdet er f.eks. norm flere steder. På et kontor

har det grebet om sig: ”Hvis man har været af sted

uden for landets grænser, så er der næsten dødsstraf

for ikke at tage noget med hjem af en eller anden slags.

Om man så bare har været nede og hente 5 kasser øl, er

det tilstrækkeligt. Det er ikke altid, at alle får det købt,

når de er der, men så må de jo over i Aldi og hente det

i stedet for”.

Anledningen kan også være helt spontan f.eks., at én

får lyst og derpå finder grunden til, at hele afdelingen

må tage del i det: ”Det starter som regel, hvis der er en,

der har et behov. Så prøver man jo på at få nogle andre

med på det. Man siger f.eks., i dag skal vi altså have

kage, fordi solen skinner, fordi det er regnvejr, eller vi

har haft travlt, ja, eller at ens kat døde i sidste uge, eller

hvad det nu kunne være. Der er altid en eller anden

grund til kage”. Is i sommervarmen er en yndet anledning.

At frokosten ikke rigtig smagte, eller man ikke nåede

den, nævnes også som anledning til spontan kage.

Ofte tager de spontane ’undskyldnings-anledninger’

udgangspunkt i, at det er lidt synd for os, solen skinner,

vi har travlt, cheferne er ude, der er lang tid til fyraften

osv. Kage, slik/chokolade er ofte brugt ved sådanne

spontane ting, da lysten tit opstår om eftermiddagen,

men nogle arbejdspladser gør det omvendt mest i morgenbrød.

Her kan det, at man ikke selv har nået at få

morgenmad, eller, at der er lang tid til frokost, og maven

rumler allerede, være grund til at give morgenbrød

til resten af afdelingen.

Ved de spontane anledninger er der lidt forskel på,

om det er én person, der giver, eller om man slår sig

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER – DET SOCIALE FÆLLESSKAB

sammen. Der er dog ofte en vis rotation, sådan at alle

på skift, set over en længere periode, får lyst til at give

noget spontant. Det spontane er således uudtalt underlagt

et sindrigt system, der i en eller anden grad er

indlejret hos alle i gruppen. På den måde tilfredsstilles

retfærdighedssansen hos den enkelte. Som i alle andre

sociale relationer kan de fleste informanter dog udpege,

hvem af kollegaerne, der oftest skaber en spontan

anledning og hvem, der aldrig giver, hvis de kan blive

fri.

“ Vi har også den kultur, at hvis der er gået

et stykke tid, så er der tit nogle, der får

lyst til at give noget, nu skal vi sgu lige

have noget morgenbrød – hvor det simpelthen

er et rent socialt aspekt, at man

lige samles. Så kan der være et par stykker,

der sammen køber en gang brød. Så

sidder man lige et kvarter herude og får

snakket lidt. Det bruger vi faktisk rigtig

meget.


Begrundelse for pausen

Hvad er den bagvedliggende begrundelse for at håndhæve

de mange anledninger til kollegiale mellemmåltider,

fristes man til at spørge efter ovenstående gennemgang.

Svarene er ganske givet mange, men lytter

man til informanterne, er der nogle begrundelser, der

går igen.

Flere informanter kredser om, at de kollegiale anledninger

gør det muligt at lære hinanden bedre at kende som

privatpersoner. Sidder man med sine egne projekter, i

små grupper eller spredt over et større areal kan mail

om kage eller varme bagerposer være en kærkommen

anledning til at markere et fællesskab, der ikke begrundes

i arbejdet: ”Det er meget forskelligt, det vi laver i

35


36

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER – DET SOCIALE FÆLLESSKAB

min afdeling, og det er ikke hver dag, at vi har brug for

hinanden arbejdsmæssigt. Derfor er det godt at have

den sociale dimension ved siden af”. Flere fremhæver i

forlængelse heraf, at de kollegiale anledninger har stor

værdi for det faglige. Det kan være rundt om kaffen,

man får vendt nogle af de svære problemstillinger, eller

som en informant siger om afdelingens kageklub:

”De kommer længere omkring, når de sidder om kagen,

end de ville gøre, hvis de kort mødtes ude ved

kaffemaskinen”.

På tværs af ovennævnte begrundelser er desuden det,

at man for at få hinandens udelte opmærksomhed, bliver

nødt til at rejse sig og samles et andet sted: ”Når

man mødes om noget at spise, kobler du af fra det, du

har liggende på skrivebordet. Jeg glemmer det i hvert

fald fuldstændig”. Dette forhold nævnes af flere af informanterne,

ofte med henvisning til, at stopper man

op ved en kollegas bord, kan man ikke tage for givet, at

den pågældende har tid eller lyst til en sludder. Man får

ikke altid den udelte opmærksomhed.

De steder, hvor der ikke er tradition for faste pauser,

men hvor de accepteres, hvis der er en grund, tjener

mellemmåltidet et helt konkret formål – for ingen kage

ingen pause. At holde en fælles pause, hvor alle samles

i fem minutter, vil ikke være legitimt: ”Når man samles,

gør man det af en grund, man rejser sig ikke bare op

alle sammen. Og en mail om at der er kage, er netop

en måde at skaffe en anledning på. Hvis vi samles alle

sammen uden noget at spise, så er det fordi, der er en

eller anden, der skal meddele noget vigtigt”.

Kagen legitimerer pauseanledningen på samme måde,

som en tændt cigaret legitimerer en rygepause, og det

gør det særdeles svært for en chef at sætte sig imod. En

informant mener ligefrem, at det vil få betydning, hvis

chefen kommer og blander sig. Hun mener, en ’kagepolitik’

ville ramme flere end en rygepolitik. Den ville

få betydning for medarbejdernes personlige frihed, og

det mener hun ikke, tilkommer chefen at blande sig i:

”Hvorfor i alverden skal han blande sig i det, det er nok

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

en af de ting, man synes, man selv kan bestemme. Meget

af det, vi laver, er bestemt ovenfra, at vi skal gøre

sådan og sådan, og vi har så og så travlt. Den del med

kagen er så den selvbestemmelse vi har, og derfor skal

de ikke blande sig i, hvad vi har med hjemmefra. Vi skal

nok selv bestemme, om vi skal eller ikke skal have kage,

det skal de i hvert fald ikke blande sig i!”. Udefra ser

man måske bare kagen eller rundstykkerne, men uudtalt

skaber mellemmåltiderne et helle i arbejdstiden,

hvor fællesskabet råder frem for bundlinje, konkurrence

eller sagsbehandling, og der er noget, der tyder på,

at det endog er meget vigtigt for medarbejderne.

Når anledningerne tager overhånd

Når de kollegiale mellemmåltidsanledninger fylder, og

dertil betyder så meget som de gør på de fleste arbejdspladser,

sker det, at de kan tage overhånd. I det

følgende er dette fænomen udelukket set fra medarbejdernes

synspunkt. Man kunne forestille sig, at cheferne

til tider synes, at det sociale tager overhånd, men

det er ganske givet ud fra noglet andre betragtninger

end dem, der her skal fremhæves.

Der synes generelt at være tre begrundelser på spil:

Enkelte informanter begrunder et til tider anstrengt

forhold til de mange anledninger med, at de ikke altid

orker det sociale. Dertil kan man synes, at for mange

kage- eller brødanledninger gør det svært at holde

vægten, og sidst men ikke mindst begrundes en nedjustering

af antallet med, at kagen mister sin tiltrækning,

hvis man får den for tit.

I undersøgelsen synes der generelt ikke at være de store

forskelle på, hvad kvinder og mænd gør og mener

om mellemmåltider, men i dette tilfælde synes det særligt

at være mænd, der fremhæver, at det sociale kan

tage overhånd. De orker ikke altid at være sociale: ”Det

afhænger selvfølgelig lidt af, hvor travlt man har, men

nogle gange er det også lidt en belastning, hvis man

hele tiden skal afsætte den der halve time, så en gang

imellem tænker man, ’nej nu må I lige klappe hesten’”.


M E L LEM MÅLT I D E R N E

Som kontrast hertil er der kvindelige informanter, der

udtaler, at de synes, at der er for få pauser. Det hele er

lidt for meget arbejde, og de fremhæver især de mandlige

mellemledere, som dem, der har for travlt til at

holde kollegiale pauser: ”I vores naboafdeling hygger

de hele tiden, og det er rigtig hygge hygge. Jeg tænker,

når jeg ser det ’hold da kæft, hvor har de det hyggeligt’.

Her hos os er det hele tiden arbejde, hvor folk hele tiden

har noget eller skal videre til møde. De giver sig

altid god tid derinde, det kan jeg godt misunde dem”.

Behovet for kollegiale anledninger er individuelt, og

kan hænge sammen med såvel jobfunktion som personlighed,

men både for få og for mange er altså noget,

der optager mange af informanterne. I nogle tilfælde

kan det som vist endda være kimen til utilfredshed med

miljøet på arbejdspladsen.

En anden grund til opmærksomhed på anledningernes

antal er, at en høj hyppighed gør det svært at holde

vægten. Særligt de kvindelige informanter tænker på

vægten, når der har stået kage på bordet lidt for tit:

”Nogle gange kan det godt tage lidt overhånd, så siger

vi til hinanden, at nu må vi lige tage en pause, det er jo

snart sommer, og vi skal kunne passe bikinien”. Særligt

de unge kvinder i undersøgelsen kan finde kagen problematisk

og modsat nævnte citat, er det ikke noget, de

snakker højt om.

De er bevidste om ikke at ville tage de 5-10 kg på, der

nævnes som normal bonusgevinst ved at være på en arbejdsplads

med god kantine, mødeserveringen og kageordningerne,

men de siger det ikke højt. De ønsker

ikke at fremstå som dem, der er på kur, og de ønsker

slet ikke at støde dem af deres kollegaer, som holder af

mellemmåltiderne. Så hellere bare spise et lille stykke

bare tage stykket af høflighed og respekt for giveren og

efterfølgende smide resten i skraldespanden: ”Nogle

gange har jeg da følt, at jeg fornærmer dem, hvis jeg

ikke tager et stykke. Det er jo heller ikke sjovt at have

bagt i timevis og så er det kun halvdelen, der tager noget.

Så har jeg nogle gange bare taget et par bidder og

så smidt resten ud”. Som kontrast møder man dog også

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER – DET SOCIALE FÆLLESSKAB

informanter, der gerne vedstår sig, at de elsker kage og

gerne tager både to og tre stykker, hvis de kan komme

til det – men det er primært mænd.

At kagen mister sin interesse, hvis man får den for tit, er

den tredje begrundelse for at holde lidt igen. Typiske

kommentarer er her, at selv om kage smager godt, så

er det ikke interessant at få hver dag, eller som en informant

siger efter at have beskrevet, hvordan en vikar

nærmest havde haft hjemmebag med hver dag: ”Der er

jo heller ikke meget sjov ved det, hvis man får det hver

dag, så er der ikke noget at glæde sig til. Det er vigtigt,

at kagen også bliver et afbræk i hverdagen”.

Der er således en kollegial bevidsthed om at holde anledningerne

på et bestemt niveau. På den måde værner

man om den egentlige grund til de kollegiale pauser,

nemlig at de skal være et hyggeligt afbræk, man ser

frem til. Hvor meget der skal til før, man mener, grænsen

er nået, er meget forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads.

Nogle steder synes tærsklen at være endog

meget høj.

Fællesskabets opretholdelse

Som nævnt kan kollegiale mellemmåltider være med

til at markere fællesskaber, ligesom man med kagen eller

morgenbrødet kan afgrænse, hvem der er en del af

fællesskabet, og hvem der ikke er. I dette afsnit, der afslutter

kapitlet om de kollegiale anledninger, skal disse,

lidt mere abstrakte og ofte uudtalte sider af det sociale

fællesskab og mellemmåltiderne, beskrives nærmere.

Fjerner man fokus fra det umiddelbart konkrete, handler

det nemlig langt mere om opretholdelse af fællesskabet

end om kagen, når man samles med sine kollegaer

onsdag eftermiddag.

Der findes i antropologien forskellige udvekslingsteorier.

En af de mere kendte er antropologen Marcel

Mauss’ gavegivningsteori, der beskriver, hvordan der

er universelle regler knyttet til det at give gaver. Mauss

hævder, at der findes tre forpligtelser vedrørende ga-

37


38

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER – DET SOCIALE FÆLLESSKAB

vegivning, som altid vil være til stede: 1. forpligtelsen

til at give, 2. forpligtelsen til at modtage og 3. forpligtelsen

til at gengælde 22 . Disse tre forpligtelser er, som

det skal vises i det følgende også eksisterende og let

genkendelige, når det kommer til mellemmåltider på

arbejdspladser.

At give

Opretholdelsen af det kollegiale fællesskab på arbejdspladsen

synes at være tæt forbundet med tradition og

kultur for, at man giver f.eks. kage og brød. Traditionen

er med til at styrke de mellemmenneskelige relationer

og således også den gode stemning kollegaerne imellem.

Fællesskabet er hyggeligt og viser, at man gerne

vil sine kollegaer det godt. Flere informanter påpeger:

”Jeg ved, at de bliver glade, hvis man kommer med

nogle lune hjemmebagte boller, det er tanken om at

gøre andre mennesker glade”. Lysten til at give er det

centrale.

Kræftens 22 Hastrup Bekæmpelse og Ovesen 2006 1995

M E L LEM MÅLT I D E R N E

En måde hvorpå man kan vise, at man gerne vil være

en del af fællesskabet er, at man aktivt støtter op om

det f.eks. ved at give. Gør man ikke det, risikerer man

at blive udelukket, og det ønsker de færreste – også

selv om man i princippet er træt af al den kage. Ved

bevidst at melde sig ud markerer man meget tydeligt,

at man ikke gider fællesskabet, at man har nok i sig selv

eller, at der er noget, der er bedre. På en af arbejdspladserne

har de en franskbrødsordning, hvor alle får

sig en skive brød hver fredag. En af kollegaerne er ikke

med i ordningen. Hun går i stedet op og henter sit brød

i ’rundstykkeklubben’ i den afdeling, hun tidligere var

ansat i. Informanten, der fortæller om det, synes det er

ret underligt. Set i relation til en fællesskabstankegang

er det en meget markant handling kollegaen udøver.

Uden ord fortæller hun sine nye kollegaer, at hun af en

eller anden grund ikke ønsker at give slip på de gamle,

og det er måske det, der støder informanten.


M E L LEM MÅLT I D E R N E

Om udeblivelse fra kollegiale anledninger giver sociale

sanktioner, er der forskel på. Ofte hænger det sammen

med, hvor stærke traditionerne er, men mænd synes i

højere grad end kvinder at have en form for fribillet.

Det er acceptabelt, at de ofte har for travlt til at afse

tid til det sociale. Det samme er ikke helt tilfældet for

kvinder: ”Socialt afstumpede kvinder er noget underligt

noget, altså bare sådan helt generelt ikk’”.

At modtage

I henhold til gavegivningens anden forpligtelse – at

man skal tage imod det, der gives – ligger det mange

af informanterne på sinde, at man finder tid til at møde

op, når der sendes mails rundt, og at man spiser af det,

der bydes. Tager man ikke af kagen, vil man på mange

arbejdspladser blive nødet til at tage et stykke – til at

være en del af fællesskabet. Deltager man ikke i spisningen,

er man ikke med til at manifestere fællesskabet,

og derved er der en potentiel fare for, at det falder fra

hinanden. Pausen er som tidligere skrevet legitimeret

ved, at der rent faktisk bliver spist.

En anden grund til at flere informanterne føler sig presset

til at tage et stykke er, at gør de det ikke, sætter det

fokus på, at der måske også var andre, der burde sige

nej tak. De vælger så hellere at tage et lille stykke, end

at blive udstillet som hende, der altid er på kur eller som

peger fingre af andre og deres vægt. De eneste der

kommer let uden om kagen uden først at skulle komme

med lange forklaringer, er dem, der er synligt på kur

eller dem, der har været det og tabt sig. De har åbent

erkendt, at de har et problem og beder derved om kollegaernes

forståelse for deres fravalg af kage. Derfor

udgør de ikke i samme grad en ’fare’ mod fællesskabet,

og det man mødes om – de har bare fået lidt for meget,

og det er en legitim grund til at holde igen.

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER – DET SOCIALE FÆLLESSKAB

“ Hvis jeg har besluttet, at i dag skal jeg

ikke have noget, og der så er nogen, der

stopper og har hjemmebagt kage med, så

bliver det et lille stykke kage, for her kan

jeg ikke lade være.


For alle findes der dog en rangordning af anledningerne

i forhold til, hvad man kan eller ikke kan sige nej

til. Det synes f.eks. at være i orden at sige nej til wienerbrødet

ved den fællesmorgenmad, da det ikke er et

fravalg af anledningen som sådan. Heller ikke alle kageanledninger

rangerer lige højt. En informant fortæller, at

for hende er der stor forskel på, om det f.eks. er praktikanter,

der har sidste dag og har hjemmebag med, eller

om der er nogen, der har været en tur i Føtex og købt

en mazarintærte, fordi det er tirsdag. I førstnævnte

anledning vil hun altid vælge at spise at stykke: ”Det

ville være noget underligt noget, hvis man ikke kunne

anerkende det og spise et stykke kage”. At en kollega

henter spontan kage kræver åbenbart ikke den samme

anerkendelse. Hjemmebagt synes i alle henseender at

være noget ganske særligt. Siger man nej her, afviser

man om noget den pågældende kollegas gode intentioner.

Hjemmebagt kage nævnes af alle informanter

som det ultimative bidrag til fællesskabet, og at spise af

kagen er den bedste og vigtigste måde at vise, at man

anerkender bidraget.

Det er primært, når fællesskabet konkret er samlet, at

man skiller sig ud, hvis man ikke tager noget. Er kagen

sat frem i afdelingen til fri afbenyttelse, anledning underordnet,

er det lettere at springe over uden gyldig

grund. Er der ikke nogen, der ’holder øje med’, om

man tager, kan man slippe af sted med at sige tak, uden

at have spist et stykke: ”Vi holder kagepauser i hold, så

det bliver ikke altid set, hvis du ikke tager et stykke. Det

er tit jeg ikke tager, så siger jeg bare ’tak for kage’, når

jeg møder den, der har givet”, på den måde får man vist

39


40

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER – DET SOCIALE FÆLLESSKAB

sin anerkendelse, hvilket reelt er vigtigere end, hvorvidt

man har smagt på kagen eller ej.

At gengælde

Det tredje og sidste gavegivningsprincip er måske den

vigtigste for opretholdelse af de kollegiale anledninger:

Man skal gengælde deltagelsen i de mange anledninger

ved selv at give, ellers bliver der ubalance i

regnskabet, og den gensidige anerkendelse vanskeliggøres.

Flere informanter fra den samme arbejdsplads

fortalte uafhængig af hinanden den samme historie om

en tidligere medarbejder, der aldrig spiste noget ved

den fælles morgenmad. Det var i orden om end lidt underligt.

Da det var hans tur til at have noget med, kom

han kun med to brød og smør, første gang havde han

endda ikke smør med, for det brugte han ikke selv. Selv

informanter, der ikke har været på arbejdspladsen samtidig

med den pågældende person, kan fortælle historien.

Den er blevet til en fælles fortælling, der samtidig

fungerer som en slags rettesnor i forhold til, hvad man

ikke skal gøre, hvis man gerne vil optages i fællesskabet.

Derfor kender alle nye medarbejdere også til den

nærige kollega.

Det er ikke kun informanter fra denne arbejdsplads,

der kan fortælle om, at andre kan være nærige, og at

man for alt i verden ikke selv har lyst til at blive opfattet

sådan. Det ligger alle informanterne på sinde: ”Jeg

vil selvfølgelig give til min fødselsdag, jeg skal ikke have

siddende på mig, at jeg er for nærig til det”. Derfor medbringer

langt de fleste hele det sortiment, der forventes

ved fødselsdage, fælles morgenmad, ferier osv.,

men det er interessant, at man så vidt muligt undgår

unødvendigt at accelerere niveauet, det kan nemlig

også skabe ubalance: ”Der kan dog godt blive lidt snak

i krogene, hvis der er nogen, der er meget fedtede eller

er meget large. Nogle gange tænker man, det var da

lidt lidt, eller det var da imponerende”. Hvis man giver

for meget kommer man til at udstille sine kollegaer som

nærige, og det er heller ikke befordrende for fællesskabet.

Det, man bidrager med ind i fællesskabet, skal

have den samme relative værdi.

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

“ Det er blevet reglen, at man tager noget

brød med og også noget wienerbrød, det

har det ikke altid været, men det er åbenbart

sådan, at nå nu den ene begynder at

tage med, så må jeg også hellere.


På de arbejdspladser, hvor man går meget op i traditionerne,

husker ens kollegaer på, om man nu får givet

eller ej, og man undlader ikke at stikke til personen:

”Hvis det søde bliver glemt til morgenmaden, bliver det

kommenteret, det bliver gjort i sjov, men der er en lille

undertone bag. Man er vant til det er der og man har

selv haft det med, så skal de andre også”. Ud over de

faste traditioner er det også vigtigt at følge rotationen

for de spontane anledninger.

Det ser måske spontant ud, når en kollega fra tid til anden

møder ind med bagerposer fyldt af varme rundstykker,

eller når der står jordbærtærte i køkkenet, fordi

solen skinner, men bagved finder der en skarp regulering

sted. Derfor er der informanter, der giver, selv om

de egentlig ikke bryder sig om kage: ”I erhvervsgruppen

var der nogen, der havde en særlig sød tand. Jeg

følte mig nok lidt forpligtet til også at give, selv om jeg

egentlig ikke bryder mig om kage”. Der er medarbejdere

på slankekur, der alligevel har kage med til afdelingen:

”Det skal jo ikke ligge dem til last, at jeg er på

kur”. Der er informanter, der køber slik til den fælles

slikskuffe, selv om de kun sjældent tager af den, og der

er informanter, der, selv om de på ingen måde har lyst

til sociale hyggestunder med varme boller om formiddagen,

alligevel sørger for at have med, når de skønner,

at det er deres tur: ”Når jeg har spist med om formiddagen

nogle gange, så vurderer jeg, at det nok snart må

være min tur til lige at give en omgang brød også. Bare

for det sociale aspekt”.


M E L LEM MÅLT I D E R N E

Fordi de fleste medvirker til at opretholde fællesskabet,

om end i forskelligt omfang, kan de fleste også udpege,

hvem der aldrig giver, hvem der ofte glemmer at have

med til fødselsdage, og hvem der ikke spontant deler

ud af slikposen. Er det samtidig en, der er hurtigst til at

stille sig op i køen, når andre giver, kan der godt være

lidt muggen i krogene: ”Der er da nogle, der ytrer sig

lidt negativt, hvis folk ikke giver, det er sådan ’nåh,

hvad fanden sker der, hun går på ferie i dag, og det kan

ikke passe, at hun ikke giver brød’”.

“ Når man selv går ud og nipper til det, der

stilles frem, også selv om jeg ikke skovler

ind, så må man også bidrage. Man bliver

jo nødt til at være aktiv for at bidrage

til fællesskabet, ellers kan vi jo bare alle

sammen sætte os ind på vores kontor. Du

behøver ikke engang at lukke døren, du

kan godt lave en psykisk afskærmning,

men det skal man da ikke. Man er jo en del

af et fællesskab. Hvis man tager imod, må

man også give, det manglede da bare.


Et rart sted at være

Sammenfattende om de kollegiale anledninger kan man

sige, at på den ene side vil man gøre meget for kollegaernes

sociale velbefindende, men på den anden side

holder man et skarpt øje med, at balancen opretholdes,

og at alle bidrager til fællesskabets opretholdelse. Det

handler om fysisk tilstedeværelse, at man spiser med

glæde, at man har det rigtige med i rigtige mængder,

og at man er med i rotationen af spontane anledninger.

At de kollegiale anledninger, på den ene side er meget

velsete og livsbekræftende for medarbejderne og på

den anden side rummer en potentiel mulighed for konflikt,

gør mellemmåltider en del mere komplekse, end

de måske ser ud på overfladen. Såvel den enkelte med-

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER – DET SOCIALE FÆLLESSKAB

arbejder som kollektivet i sin helhed skal kunne håndtere

dette faktum, og det lykkes også overraskende tit

– for kage eller morgenbrød er i overvejende grad en

del af en positiv dagsorden. Kage skaber gode vibrationer,

og hvem vil ikke gerne arbejde et sted, hvor der er

godt at være?

At det er de søde mellemmåltider, der får den ovennævnte

funktion på arbejdspladsen, hænger sammen

med den rolle, det søde har i vores madkultur – at det

signalerer hygge, omsorg osv. Det ville ikke være det

samme at sætte rugbrødsmadder frem, de indeholder

ikke de samme fællesskabsskabende betydninger, og

vil hos kollegaerne næppe blive forbundet med omsorg.

De fleste informanter mener heller ikke, at frugt

kan erstatte eksempelvis kage. Der er dog flere, der ved

eftertanke kommer frem til, at gør man noget ud af frugten,

f.eks. vælger noget anderledes og mere eksotisk,

skærer den ud og anretter den flot, altså viser, at man

har lagt energi og kollegial omsorg bag arrangementet,

så kan det godt være, at frugt kan have den samme effekt

og betydning som kage og brød. Den kollegiale indsats,

der gør særlig hjemmebagt kage populær, handler

lige så meget om indsatsen som om kagen.

Ønsker man at benytte sig af frugten frem for kagen,

er det derfor stadigt væsentligt at holde sig pointerne

vedrørende indsats, ’værdi’, mængde osv. for øje. Den

form, man medtager frugten i skal med andre ord være

socialt accepteret, ellers vil det falde til jorden. Alle er

nemlig enige om, at det på ingen måde vil kunne lade

sig gøre at skabe en hyggestemning med en pose æbler.

Æblet er noget, vi har liggende på vores skrivebord,

der er ikke noget ved at få et ekstra stykke, hverken

socialt eller smagsmæssigt i forhold til kagen. Når vi rejser

os for at hygge, forventer vi, at det, der serveres,

også er noget, der kan sætte os i den stemning. Bliver

de forventninger ikke opfyldt falder, arrangementet til

jorden.

41


42

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

7 INDIVIDUELLE ANLEDNINGER

– DET PRIVATE RUM

Ud over de mange allerede nævnte mellemmåltidsanledninger,

er der også alt det, der spises mellem måltiderne

af individuelle årsager. Flertallet af disse mellemmåltider

indtages ved skrivebordet, hvor man enten holder en

kort pause eller også spiser, mens man arbejder. Årsagerne

til de individuelle mellemmåltider spænder fra

decideret sult og derfor planlagte mellemmåltider, til

de mere spontane, der ofte begrundes med en trang til

noget sødt. Individuelle mellemmåltider dækker et meget

bredt spekter af produkter; den ekstra madpakke

hjemmefra, rugkiksene, knækbrød eller riskiks i skuffen,

frugt enten hjemmefra eller fra frugtordningen og

slikposen eller chokoladen i skuffen. Sidstnævnte kan

være noget, der ligger der fast, eller være noget, man

skaffer sig ved enkelte lejligheder, enten ved at gå på

hugst i andres skuffer eller selv købe det.

Det særlige ved individuelle spisninger såvel før som efter

frokost er, at det er en privat handling. I nogle situationer

kan man godt sidde sammen med andre og spise

sit private måltid. Det sker f.eks. på de arbejdspladser,

der har tradition for en fast pause, hvor folk flytter sig

fra deres plads og eksempelvis ud i køkkenet eller op

i kantinen, men oftest spises mellemmåltiderne alene

foran skærmen. I det følgende skal der sættes flere ord

på begrundelsen for henholdsvis de mere madagtige

mellemmåltider og dem, der primært har til formål at

stille en lækkersult.

Faste mellemmåltidsrutiner

“ Jeg har tit bananer med, og de er mættende,

også tit et halvt stykke rugbrød. Det er

hurtigt at smøre derhjemme og det tager

ikke lang tid at spise.


Flere informanter fortæller, at de bliver sultne i løbet af

formiddagen, og den sult søges ofte tilfredsstillet gennem

individuelle løsninger. Frugt kan tage den værste

sult og de steder, hvor der ikke er frugtordninger, er

der flere kvindelige informanter, der fortæller, at de så

vidt muligt sørger for selv at have noget frugt med, hvis

de husker det: ”Ofte når jeg står i køkkenet om morgnen

tænker jeg ’ hmm jeg bliver nok sulten igen inden

frokost, hvad gør jeg ved det’, så kigger jeg efter frugt

i køleskabet og det ryger i tasken med det samme, så

jeg ikke glemmer det. Det er helt klart de bedste dage

der, hvor jeg har husket at få 1-2 stykker med”. At have

frugt med på arbejde er en typisk kvindeting, kun en

mand i undersøgelsen har noget med hjemmefra, og

det er oftest noget lækkert til om eftermiddagen.

Er frugt let tilgængelig f.eks. gennem en frugtordning

er indtaget ikke kun drevet af sult. Rejser man sig for

at hente et stykke kan dert også være udtryk for ad-


M E L LEM MÅLT I D E R N E

spredelse på linje med det, der skal beskrives for slik og

kaffe senere i kapitlet. Mht. spontan frugtspisning er

de mandlige informanter lige så ivrige som de kvindelige:

”Da jeg var med på ordningen spiste jeg frugt fra

jeg kom til jeg gik. Jeg kunne sagtens spise 3-4 æbler på

en dag”. Informanten fortæller videre, at det nok var en

slags refleks betonet handling, at han lige tog et æble,

når han gik forbi kurven eller hen for at snakke med en

kollega. Som det skal beskrives nærmere i kapitel 8 er

det dog ikke al frugt, der egner sig lige godt til et hurtigt

mellemmåltid foran computeren.

Et rigtigt mellemmåltid

For en gruppe af informanterne kan frugten ikke gøre

det alene, der skal der noget mere mættende til. Enten

har man hver dag et mellemmåltid med hjemmefra en

mad eller lign. eller også har man et nødlager i skuffen.

Kigger man rundt på en kontorarbejdsplads vil man ved

flere pladser kunne se en pakke med knækbrød, en

bunke rugkiks i individuelle pakninger, riskiks, nødder

i skrivebordsskuffen eller lign. Sådanne mellemmåltider

kan holde sulten stangen indtil det bliver frokost,

og kan samtidig være en god buffer, så man ikke bliver

fristet til slik eller kage. ’Tørvarerne’ som mange af

informanterne kalder ovenstående, er ikke noget, der

kræver de store forberedelser for at spise, ofte behøver

man ikke en gang at holde pause: ”Jeg har nogle fiberkiks

stående i køkkenet, hvis jeg bliver sulten, men det

er ikke noget jeg holder pause for, jeg tager den bare

med ind og spiser samtidig med, at jeg bestiller noget”.

Til gengæld er det vigtigt, at det har lang holdbarhed

og kan tåle at ligge i en skrivebordsskuffe: ”Jeg har altid

et nødlager liggende i min skuffe. Jeg køber det og

tager det med ind, det kan være ’alt i en kiks’ eller groft

knækbrød, men oftest gulerødder og nødder. Tørvarer

er gode som lager f.eks. også tørrede frugt. Min erfaring

er, at avocadoer i skuffen rådner, mit skab er for

kompakt, det rådner eller begynder at spire”.

7 INDIVIDUELLE ANLEDNINGER – DET PRIVATE RUM

“ Jeg prøver til i hvert fald en uge af gangen

at have nogle af de der tørvarer stående

og ellers køber jeg frugt, når jeg alligevel

er ude at handle.


Nogle informanter ser formiddagens mellemmåltid som

en anledning til et afbræk i arbejdsdagen. En informant

fortæller, at hun har lavet et fast mellemmåltidsritual med

den kollega hun sidder overfor. ”Jeg spiser allerede morgenmad

klokken 6, og så er der lang tid til frokost klokken

12:30. Min kollega er også sulten om formiddagen,

så vi fandt ud af, at vi måtte have noget der. Det skulle

ikke være alle de der søde kiks, så vi skiftes til at tage

knækbrød eller kiks uden så mange kalorier med”.

“ Formiddagskiksen er en blanding af sult

og så noget adspredelse. På den måde kører

dagen ikke bare ud i et, det er et passende

afbræk.


Informanterne med faste mellemmåltidsrutiner er for

flertallet kvinder og det er ofte også dem, der har en

udtalt holdning til deres krop og vægt. Det er vigtigt for

dem, at de ikke kommer til at spise en masse usundt,

når de bliver sultne udenfor spisetiderne, og derfor tager

de deres forbehold – ofte vælger de også derfor

deres mellemmåltidsløsninger med øje for fedt og sukker.

Den følgende udtalelse fra en mandlig informant

er modsætningen til denne opmærksomhed, og det er

til en vis grad gældende for de mandlige informanters

planlægning af mellemmåltider: ”Når jeg står derhjemme,

tænker jeg, at det får jeg ikke behov for. Der er ingen

grund til at gå rundt og spise hele dagen, men når

jeg efter frokost kommer forbi kiosken, så kommer jeg

til at købe noget alligevel”.

43


44

7 INDIVIDUELLE ANLEDNINGER – DET PRIVATE RUM

Kræftens Bekæmpelse 2006

Lækkersulten og sukkerkold

M E L LEM MÅLT I D E R N E

“ Torsdagen er den lange dag. Som rådgiver

går du der fra den ene sag eller kunde til

den anden. Man bliver træt i hovedet af

at holde tingene adskilt og har derfor lige

brug for et sukker-kick i pausen om eftermiddagen.


Som kontrast til de planlagte og ofte sunde mellemmåltider

om formiddagen er det individuelle indtag af slik

ol. om eftermiddagen. Generelt er informanterne enige

om, at det søde først er noget man spiser efter frokost:

”Det er helt klart en eftermiddagsting for mig, jeg kunne

ikke drømme om at spise slik om formiddagen, det

er ulækkert, og der har jeg lige børstet tænder, men jeg

kan sagtens gøre det lige efter, jeg har spist frokost”.

Man kan også på det tidspunkt være blevet lidt træt af

at spise frugt, og der skal ligesom noget mere til: ”Af

en eller anden grund er man meget mere effektiv om

formiddagen, jeg bliver ikke så nemt distraheret, og har

ikke så meget brug for pausen, som jeg har om eftermiddagen”.

Mange informanter dækker behovet for noget sødt ind

under, at de går ’sukkerkolde’. Det sker oftest lige efter

frokost, hvor fordøjelsen, ifølge flere informanter,

trækker al energien ned i maven, eller sidst på eftermiddagen,

hvor man begynder at mangle energi til at

komme igennem de sidste timer. Der er dog forskel

på, om man gør tanke til handling: ”Den søde trang får

jeg, når jeg har været nede til frokost, hvor blodet løber

ned og arbejder i maven. Og der tror jeg faktisk, at den

gulerod jeg spiser tager toppen. Jeg har noget, jeg lige

kan putte i munden, så kommer tankerne på noget andet.

Det er yderst sjældent, at jeg går ned i kiosken og

køber noget”. Så standhaftige er det ikke alle der er, og


M E L LEM MÅLT I D E R N E

en hel del af de indkøb der bliver gjort i interne kiosker

eller automater falder om eftermiddagen og ikke sjældent

på vej tilbage fra frokost. Flere informanter siger

f.eks: ”Jeg har oftest lyst til at spise søde ting efter, jeg

har spist”.

Afdelingens slikleverandør er også populær på denne

tid af dagen. En informant, der er meget glad for slik,

gør en del ud af at fortælle, hvordan hun taler hårdt til

sig selv for ikke at falde for fristelserne i den interne kiosk,

og så er det jo bare lykken, hvis en af hendes kollegaer

f.eks. har købt den pose Dumle karameller hun

har stået og kigget på.

Et par af informanterne fremhæver, at de synes, det er

lige lovligt overdrevet at tale om at gå sukkerkold eller at

have et lavt blodsukker, når man sidder på kontor, men

ikke desto mindre er det den undskyldning rigtig mange

hænger deres behov for noget sødt op på. Herved legitimeres

trangen og for dem, der selv føler, at de måske

ikke burde give efter, gør den fysiologiske begrundelse

det lidt lettere at forsvare overfor sig selv, at man ikke kan

undvære lakridspiben, chokoladefrøen eller det halve

stykke wienerbrød, der ligger og frister ude i køkkenet.

“ Jeg tror, at når jeg vælger at købe slik fra

vores slikkasse, så er det fordi mit blodsukker

er lavt, så skal jeg have den der rysten

til at holde op, og så kan en chokoladebar

ryge ned i løbet af ingen tid. Det er altid

om eftermiddagen ved tretiden. Jeg går

forbi frugtskålen først, men ’åhh nej, skal

jeg til at skrælle en appelsin’, så er det lettere

at flå papiret af et stykke chokolade.


Der findes altså mange gode undskyldninger for de

søde mellemmåltider. Om man giver efter kan dog

7 INDIVIDUELLE ANLEDNINGER – DET PRIVATE RUM

skyldes flere ting. At det er mandag synes at være en

legitim grund til, at lækkersulten ikke kan dulmes med

de vanlige kiks eller et æble. Det samme synes at være

tilfældet, hvis det er dårligt vejr, man er ked af det, eller

chefen er dum: ”De dage, hvor jeg er stresset eller træt

eller uoplagt, er det de lette kulhydrater jeg tyr til, så

er det kage og slik, især hvis jeg synes, det er enormt

synd for mig, eller jeg er enormt træt. Det sker mest om

eftermiddagen”.

Skuffespisning

Skuffespisning er et kendt fænomen på alle arbejdspladser.

Ud over slikleverandøren er der også mange

andre medarbejdere, der ligger inde med poser til bekæmpelse

af lækkersult. Langt de flest slikspisere indrømmer,

at poserne sjældent ligger der længe, for når

først de er der, bliver de meget hurtigt tømt. En halv

time nævner flere informanter som det gennemsnitlige

tidsforbrug for en pose. To piger observeret ved en af

arbejdspladsernes interne kiosk står f.eks. og vurderer

hvad de skal have ud fra kriteriet, at posen både hvad

angår størrelse og indhold skal være noget, man ikke

bliver alt for dårlig af at spise på en halv time, og det er

den fremmeste grund til, at de fravælger chokoladekaramellerne

og i stedet tager en pose vingummi.

“ Oppe hos os kører skufferne konstant, der

bliver slikket uhyggeligt meget. Man kan

hører skuffen eller en pose, der skralder

mange gange i timen. Det er mest poseslik,

der bliver spist og man kan høre skufferne

fra klokken 8 til fyraften.


Nogle har altid slik i skuffen og sørger for jævnligt at

medbringe noget nyt f.eks. hvis det er på tilbud: ”I sidste

uge var der et par gange i hvert fald, hvor der var

tilbud på nogle Anthon Berg poser, så dem havde jeg

med med 2-3 dages mellemrum”. Andre køber, når be-

45


46

7 INDIVIDUELLE ANLEDNINGER – DET PRIVATE RUM

hovet opstår f.eks. efter frokost, og det er særligt de

sidstnævnte, der tømmer posen så snart den er lagt på

skrivebordet – de agerer på et akut opstået behov og

stopper ikke, før behovet er stillet og posen tom.

Som det skal beskrives nærmere i kapitel 8 er poseslik

det foretrukne skuffeslik, og lakrids indtager klart

førstepladsen fulgt af vingummi. Det der særligt gør

slik velegnet til individuel spisning er, at det ikke kræver

opmærksomhed. Hånden kan gå i skuffen samtidig

med, at man fortsætter sit arbejde. Modsat frugt

har man stadig begge hænder fri, når først stykket er

puttet i munden. Lakrids om eftermiddagen er derfor

ikke på samme måde, en anledning til en kort pause

som formiddagens mellemmåltider kan være det. At

slik nogle steder er et anvendt middel til at stille den

lille sult, hænger netop sammen med, at det er let,

hurtigt og diskret, og det er denne informant ikke ene

om at mene: ”Når jeg har noget liggende i skuffen, så

spiser jeg af det, når der ikke er nogen kunder, indtil

posen er tom.

Når det kommer til skuffeslik er der forskellige regler

gældende i forhold til om man skal dele. Nogle sender

lige posen rundt til de nærmeste, når de har været

oppe og købe. Alt efter normen på kontoret kan der

være forskel på, om det forventes, at man gør det eller

ej, men har man oplevet, at man er den eneste, holder

man hurtigt op. Dertil synes der at være en forståelse

for, at individuelle behov stilles individuelt, og det hører

skuffeslik til en vis grad også under.

Arbejdet og de individuelle anledninger

Når man taler om individuelle anledninger til mellemmåltider

er der et mønster i, hvilke arbejdsopgaver,

der øger lysten til at spise og hvilke, der virker modsat:

”Hvis det jeg laver er meget ensartet f.eks. hvis jeg skal

sidde en hel dag med en rapport, så bliver det meget

attraktivt at spise den pose lakridser, for der er ikke

nogen naturlige pauser i arbejdet”. Flere informanter

fortæller lignede historier. Sidder de og ’nørder’ alene

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

med et problem, og har de ikke noget til skabe adspredelse,

så må de skabe den selv. Her bliver det derfor

oplagt at gå ned og købe noget at tygge på, og det er

sjældent frugten, der frister. Turen kan også være udtryk

for kedsomhed eller et simpelt middel til at bryde

arbejdets monotoni. Slikleverandørens sociale funktion

kan også være begrundelsen for at gå efter slik i sådanne

situationer. ’Stillesiddende’ medarbejdergrupper er

ofte også dem, der har etablerede slikordninger modsat

dem, der går til flere møder eller er rundt i huset.

Dem der render meget har måske også slik i skuffen,

men det er mere et middel til hurtig energi, hvis de har

travlt eller skal til et vigtigt møde, hvor koncentrationen

ikke skal forstyrres af en rumlende mave eller begyndende

træthed, end det er til adspredelse.

“ I min tidligere funktion havde jeg ingen

arbejdsmæssig grund til at gøre andet

end at sidde ved mit skrivebord, og når

jeg ikke ryger og ikke kunne drikke mere

kaffe, så var det at gå ned og købe noget

sukker en god måde at få rystet tingene

på plads på.


En informant siger opsamlende: ”Møder gør, at man

ikke får spist så meget. Det gør du heller ikke, hvis du

er væk fra dit skrivebord eller arbejder sammen to og

to. Rutinen i forhold til skuffespisning aktivers, når man

sidder med stillesiddende skrivebordsopgaver. Løber

man rundt tænker man ikke så meget, så spiser man

af ægte sult”. Dertil kunne man tilføje, har man travlt

springer mange de kollegiale anledninger f.eks. kage

eller de individuelle faste mellemmåltider over, men

slik kan man sagtens nå at spise: ”Hvis man pludselig

har travlt og er blevet lidt stresset kan man godt tænke,

at nu skal man have et eller andet til at klare hjernen og

det gør noget sødt nu altså”.


M E L LEM MÅLT I D E R N E

“ Jeg får især åbnet posen, hvis jeg er stresset,

det irriterer mig, for det er jo ikke

fordi jeg nyder det. Hvis jeg f.eks. sidder

med noget, der haster og som skal være

færdigt, så har jeg 2-3 stykker liggende

foran mig, fordi det tager for lang tid at

åbne skuffen.


7 INDIVIDUELLE ANLEDNINGER – DET PRIVATE RUM

Kaffe

Ingen kontorarbejdspladser uden kaffemaskine, godt

brugte kaffekopper og en rand eller to af spildt kaffe på

papirbunken ved computeren. Kaffe defineres ikke af

informanterne som et mellemmåltid, når den alligevel

skal nævnes her skyldes det, at den måde informanterne

taler om kaffe på, til forveksling, ligner talen om

individuelle mellemmåltidsanledninger. Kaffe anføres

som effektiv til at dulme sult eller holde sig vågen, men

dertil er der rigtig mange af informanterne, der siger,

47


48

7 INDIVIDUELLE ANLEDNINGER – DET PRIVATE RUM

at kaffe lige så meget er en anledning til at få strakt

benene, rystet hovedet og komme lidt væk fra skrivebordet.

Kaffehentning og -drikning kan også markere

overgangen fra en opgave til en anden. På den måde

tjener den, som en af informanterne påpeger lidt som

en tissepause.

Vand har samme funktion, men kaffe er hyggeligere,

man sidder lige og varmer fingrene på koppen. En informant

påpeger, at ofte hælder man en stor del af koppen

ud igen, for det er egentlig ikke fordi, man er specielt

tørstig, at man hentede den. Kaffe bruges altså på

samme måde som de individuelle mellemmåltider som

adspredelse og ’noget at gå efter’. Den både markerer

og forlænger pausen, og er et overgangsritual, der

mentalt gør hoved og krop klar til en ny opgave. Som

for de søde mellemmåltider gælder det, at det lige så

ofte er for pausens skyld som for kaffens, at man henter

en kop. Og når man er træt af kaffe kan man i stedet

gå efter frugten i frugtordningen eller et stykke slik hos

kollegaen i den anden ende af kontoret.

“ Kaffen henter jeg lige så meget af strategiske

grunde. Det er ikke fordi jeg står

og ryster på hånden, det er lige så meget

for at komme op og gå en tur. Det tager

kun to minutter, men på den tur kan jeg

nå at hilse på nogle folk, ryste hovedet og

tænke på noget andet.


Individuelle håndteringsstrategier

I forlængelse af de mange forskellige anledninger til

mellemmåltider, såvel de officielle, de kollegiale og de

individuelle, møder man hos mange informanter, både

mandlige og kvindelige, strategier for hvordan alle de

nævnte anledninger kan håndteres, så man ikke ender

med at tage på. Nogle af strategierne skal berøres her,

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

da de er vigtige for at forstå det fulde billede af mellemmåltidssituationerne

på arbejdspladserne. Et er nemlig

hvad der sker, når afdelingen konkret samles til fødselsdagskage

onsdag eftermiddag, noget andet er de

tanker, der ligger bag, og som bevirker, at nogen kun

tager et lille stykke, andre spiser igennem eller nogle

tredje i det ubemærkede står og skubber kagen rundt

på tallerknen.

Forbløffende mange, især kvindelige informanter,

havde i forlængelse af frygten for de omtalte 5-10 kg

en håndteringsstrategi i forhold til antallet eller indholdet

af mellemmåltiderne. En informant siger: ”På min

arbejdsplads er vi gode til at spise kage, og vi lever måske

ikke helt så sundt, som man burde, derfor tager nyansatte

5-10 kg på det første år. Det har jeg ikke gjort,

fordi jeg holder lidt selvjustits”. Eksempler på selvjustits

kan f.eks. være, at man ikke skaber sig nogen usunde

mellemmåltidsrutiner. Flere informanter peger på, at

det man gør, når man er på arbejde hurtigt kan blive til

en rutine, fordi rammerne omkring arbejde på mange

måder er rutinepræget. At man en gang imellem får det

store morgenbord derhjemme, er ikke helt så problematiske

som hvis man får en rutine med, at der både

skal smør og ost på brødet hver fredag, og at man også

lige skal smage chokoladetrekanten.

“ Når det er arbejde, bliver spisevaner tit en

rutine. Så skal man lige have to sukkerkiks

om morgenen – hver morgen, og før man

ved af det, har man taget 5 kg på. Det er

rutinen i det, der adskiller det fra det, du

undtagelsesvis ville spise hjemme.


Det samme er gældende for de individuelle mellemmåltider,

der skal beskrives nærmere i næste kapitel.

Mange nævner, at de helt bevidst ikke har slik i skuffen


M E L LEM MÅLT I D E R N E

eller køber det, for er posen åbnet, spiser de til den er

tom. Så hellere en sjælden gang give efter og handle

på behovet: ”Kommer man først ind i den vane med

at gå ned og købe noget sødt efter frokost, så går det

galt, for jeg ved, at er der først åbnet, så er det også

væk, og gør man det den ene dag, gør man det også

den anden”. Om man tager af det tilgængelige slik på

kontoret, kan der på lignende vis laves en håndteringsstrategi

for: ”Er der nogen, der har haft chokolade med

tilbage fra et møde, siger jeg til mig selv, at jeg kun vil

have dem i sølvpapir, dem med lys chokolade. Det er

dem, der er mest usunde, men det er også dem, der

ryger først oppe i afdelingen. Når der så kun er guld

tilbage, så er det lige meget”.

Om de pågældende informanter vælger mødeservering

eller at spise kage i forbindelse med en kollegial anledning

bliver ofte til en forhandling med dem selv. Det er

et spørgsmål om, hvad er der plads til i regnskabet. Kun

få af de omtalte informanter er på slankekur, men det

er omvendt også det, de ønsker at undgå med deres

strategier. De har alle rigeligt med eksempler på kollegaer,

der er overvægtige: ”Jeg synes, det bliver for

meget af det gode, at man skal sidde og fylde sig med

kager og ostemadder i et væk, hver gang man er til et

møde. Så det er min bevidsthed om kalorieindtag, og

at jeg gerne vil bevare en sund og slank krop, der gør,

at jeg fravælger det”. I denne forbindelse kan de kollegiale

anledninger være problematiske. Her er det ikke

kun et spørgsmål om, hvorvidt man har lyst til kage eller

ej. Det handler også om, om man vil være en del af fællesskabet,

herunder spise af det fællesskabet byder for

at vise den pågældende kollega respekt. Som det skal

beskrives afslutningsvis i kapitel 6, spiller hensynet til

kollegaer, ens eget image mv. en stor rolle i forhold til,

hvilke muligheder man har for at sige nej tak, når fadet

går rundt. Mange ender derfor med at tage et stykke

– en informant kalder det meget rammende for ’høflighedskalorier’.

Det interessante ved de håndteringsstrategier, informanterne

fortæller om, er, at de viser nogle af de dilem-

7 INDIVIDUELLE ANLEDNINGER – DET PRIVATE RUM

maer, der er bundet til en stor del af mellemmåltiderne

– at det på den ene side er rigtig dejligt med de mange

anledninger, og på den anden side kan have f.eks.

vægtmæssige konsekvenser for den enkelte. Nogle er

ligeglade og andre laver som vist strategier eller regler,

der gør det muligt at navigere mellem de mange

anledninger uden hele tiden at skulle stoppe op og

tage stilling til, om man nu vil have wienerbrød fredag

morgen: ”Jeg holder mig som regel fra kagen, men når

der er rundstykker, så kan jeg godt finde på at tage et.

Kagen er mere usund end rundstykket. Og et stykke

kage tager lettere det næste. Det er måske noget psykologisk,

men jeg kan godt sige stop, når jeg har fået et

rundstykke”.

Kodeordet i forhold til hvilke strategier, der gør det muligt

at navigere gennem de mange anledninger, synes

at være kontrol. Selvkontrol kan dog have sværere kår

på en arbejdsplads, hvor man også er en del af et fællesskab,

og hvor individuelle ønsker og normer til tider

må tilsidesættes, så man ikke alt for tydeligt træder ved

siden af den sociale norm for god kollegial omgang.

“ Hvad bliver det næste, hvis det bliver okay,

at spise kage onsdag eftermiddag?


49


50

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

8 PRODUKTERNES BETYDNING

OG SIGNALVÆRDI

I de foregående kapitler er der allerede nævnt en stor

del af de produkter, der spises mellem måltiderne både

af de sunde og usunde. Det er ligeledes beskrevet,

hvilke produkter der bruges til at stille hvilke behov eller

til at skabe den rette stemning. I dette kapitel bliver

der stillet skarpt på produkterne i sig selv. Hvordan ser

informanterne på dem, hvilke betydninger og/eller signaler

tillægges de, hvorfor er nogle produkter mere anvendelige

i den pågældende situation end andre, og i

hvilke situationer anvendes de? En del af kapitlet handler

derfor også om funktionalitet, og hvad der overhovedet

hører sig til på arbejdspladsen. Kapitlet er bygget

op omkring overordnede produktkategorier.

Frugt

Frugt er kommet for at blive som mellemmåltid. Langt

de fleste informanter fortæller, at de synes, der er meget

frugt synligt på deres arbejdsplads. Det kan godt

være, at de ikke selv spiser det, men så gør deres kollegaer.

Som antydet tidligere er frugt dog også, på trods

af sin popularitet, en af de produktkategorier, som informanterne

har enormt mange meninger om. Frugt er,

modsat nogle af de øvrige kategorier, ikke bare noget,

man spiser. Der ligger ofte en del tanker bag, om det

nu er velegnet i den pågældende situation, om det er

funktionelt, om man egentlig har lyst osv.

Appelsiner er kontorarbejdets problembarn: ”Altså en

appelsin er umulig at have sådan et sted, fordi man skal

hen og vaske hænder bagefter, der er nogle praktiske

ting omkring den”. Denne beskrivelse kan suppleres

med, at fingrene bliver fedtede og klistrede, det

drypper på papirerne, det kræver servietter og måske

kniv. De kan være vanskelige at skrælle, det sprøjter

på tastatur og skærm osv. osv. Alle informanterne med

undtagelse af to kommer med disse enslydende anker.

Undtagelserne er informanten, der står og skræller derhjemme,

og har appelsinbåde med i en bøtte, som hun

spiser med en lille gaffel, og en anden der tager sig den

tid, det tager at spise og efterfølgende vaske fingre.

“ Jeg skal virkelig være syg for at spise appelsiner,

jeg kan godt li’ dem, men det er

for besværligt. De sviner, fedter og griser.

Det er et større projekt.


Æbler og pærer har til gengæld en del af de ønskede

træk og det, gør dem velegnede som et hurtigt mellemmåltid.

Først og fremmest er de let tilgængelige,

de skal ikke skrælles eller skæres ud. Er de faste, kan

man let tage en bid, hvorefter man kan lægge det og

skrive videre uden at have fået klistrede fingre. På den

anden side er det også en af ulemperne ved kernefrugt

som æbler og pærer, at der skal tages mange bidder,

før man er igennem, og får man det ikke lige spist, eller

ringer telefonen i mellemtiden, står æblet og bliver


M E L LEM MÅLT I D E R N E

kedeligt eller brunt. En informant fortæller, at han fravælger

æblet, når han ikke er sådan rigtig sulten, for så

føles et æble nærmest som et helt måltid. Mødechokoladen

derimod vælger han hellere, det er en overskuelig

mængde.

Mht. æblet, som er en af de rigtig populærere mellemmåltidsfrugter,

nævnes det af flere informanter, at man

godt kan blive mere sulten af at spise æblet, end man

var, før man startede. Bananer er derimod kendt for at

mætte, så det er heller ikke i alle situationer de er hensigtsmæssige:

Ӯbler bliver du tit lidt sulten af, der er

noget syre i, så man bliver sulten. Appelsiner får man

snaskede fingre af, og bananer kræver, at du er lidt sulten

for at have lyst, og så er vi nede ved pæren”. Frugt

tillægges således nogle egenskaber, som bruges, hver

gang man vurderer, om man skal vælge den ene eller

anden slags.

Frugtens udseende har også stor betydning for, om

den anses som et attraktivt mellemmåltid, eller om man

hellere springer over. Helt enige er informanterne ikke,

men flertallet foretrækker sprød og knasende frugt, og

til kontorbrug må det ikke være alt for saftigt. Stød og

brune mærker er også nok til, at man går uden om. Det

er en af grundende til, at det ikke altid er lige let at have

frugt med hjemmefra, særligt omtales bananer som et

problem.

Gennemgående er det, at frugten i sig selv ikke er nok

til, at man tager det, det skal også friste. Et typisk eksempel

er informanten, der går ud til frugtskålen, fordi

hun har lyst til et stykke frugt, kigger på indholdet og

går igen, fordi der ikke lige er noget, der sprang i øjnene

og sagde ’spis mig’. Blot ved at se på frugten kan man

altså miste lysten til den. Frugt har også det ’problem’,

modsat slik, at man ikke kan være 100 % sikker på, at

den smager af det, man forventer, den skal smage af:

”Lakrids smager af lakrids – oftest, mens en pære kan

variere meget, om den er sød, bare smager af vand, om

æblet er saftigt eller blødt. Appelsiner kan også svinge

meget, om den er sur eller sød. Derfor tror jeg, at bana-

8 PRODUKTERNES BETYDNING OG SIGNALVÆRDI

ner er så populærere, man ved, hvad en banan smager

af”. Har man dårlige erfaringer med kedelige smagsoplevelser,

eller at det hele smager surt, giver man ikke

frugten en chance lige med det samme. Der går måske

en rum tid, indtil man igen får lyst til et æble. Om det

skal være syrligt eller sødt er selvfølgelig en personlig

sag, men at den skal være spændstig og indbydende,

er mange af informanterne enige om, er et væsentligt

kriterium. Dertil mener flere, at frugt er en sommerting,

hvorimod der skal hygges lidt mere om vinteren.

Dette ambivalente forhold til frugt er måske en af grundene

til, at der ligger meget frugt synligt rundt om på

arbejdspladserne, men at det ikke altid bliver spist, for

man skal have lyst og være i det rette humør.

Udskåret frugt

Udskåret frugt er lidt mere snackagtigt, er flere af informanterne

enige om – og det er positivt. Det gør

frugten til noget, man kan sidde og småspise af uden,

at det tager for meget opmærksomhed. Udskåret frem

for hel frugt er bedre egnet til kontorarbejde, fordi et

stykke vil være spist i en mundfuld eller to. Man behøver

ikke have den store sult, æblet ligger ikke og bliver

brunt, hvis telefonen ringer, og dertil kan man få lidt

mere forskellig slags frugt, end man ellers ville få spist.

Forbehold er der dog også. Det er væsentligt, at udskåret

frugt er friskt og delikat at se på. Der må ikke være

nogen tvivl. En brun æblebåd eller en tør appelsin vil

være et signal om, at frugten måske er genbrug fra et

tidligere møde eller har stået for længe, og så er det

ikke længere attraktivt. Flere informanter nævner, at de

gerne ville kunne købe udskåret frugt i kantinen til at

tage med og op sidde og spise i løbet af eftermiddagen.

Ligegyldig hvilken form frugten serveres i, er det dog

vigtigt at holde sig dens funktionalitet for øje. Frugt er

god til at stille den lille sult, og den kan fungere som

adspredelse, hvis man sidder og ikke lige kan komme

videre. En informant med meget aktive mellemmåltidsstrategier

siger netop om frugt, at det er rart, at der ikke

51


52

8 PRODUKTERNES BETYDNING OG SIGNALVÆRDI

er noget negativt ved at spise den, man kan bare spise

løs uden at tænke over, om det nu er godt eller skidt.

Men der er anledninger, hvor frugt ikke rigtig gør sig.

Nævnt i kapitel 6 er alle de kollegiale anledninger, og

dertil skal lægges informanternes fremhævning af, at

kaffe og frugt ikke er en holdbar kombination. Det gør,

at frugt i nogle situationer fravælges – gerne til fordel

for noget sødt.

Grønsager

Grønsager er generelt ikke en kategori, der har den

store plads som mellemmåltid – med undtagelse af

gulerødder. Gulerødder nævnes af rigtig mange informanter

som et godt mellemmåltid og mange, kvinder,

har dem med hjemmefra, ofte skrællede og udskåret

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

i små stykker. Modsat det meste frugt er gulerødder

ikke fedtede, og er de skåret ud, kan man spise et stykke

af gangen uden hele tiden at skulle slippe arbejdet

for at tage en bid mere. En informant fremhæver også

fordelen i forhold til telefoner: ”Jeg har tit gulerødder i

skiver med, tager man sådan en, kan man nå at tygge af

munden inden telefonen ringer næste gang”. Det er for

den pågældende informant vigtigt, at hendes mellemmåltidsspisning

ikke går ud over de øvrige kollegaer.

Man skal kunne passe sin telefon, selv om man sidder

og spiser. En påpegning, der stort set er gældende for

alle informanterne og en af de væsentligste grunde til,

at særligt de, der har kunde- eller borgerkontakt, er meget

bevidste om, hvad de småspiser af, og hvor hurtigt

det kan synkes igen. Ikke alle informanter synes dog, at

det er lige til at synke en gulerod hurtigt.


M E L LEM MÅLT I D E R N E

“ Det skal være noget, der er nemt at have

med at gøre, og der er gulerødder alle tiders.

De sviner ikke, og du kan oven i købet

skære dem ud, så du kan sidde og spise

dem som slik.


De fleste informanter åbne over for udskårne grønsager

eksempelvis til mødeservering, når man spørger

dem. Også i det daglige, hvis der f.eks. er et fad, man

kan tage af. En af informanterne har i sin funktion som

sekretær en overgang lavet et stort fad med gulerødder,

agurker, blomkålsbuketter og cherrytomater. Det

stod i køkkenet og blev tømt dagligt. Nu da hun ikke

har tid mere, har nogle af hendes kollegaer spurgt, om

hun ikke vil købe en pose med gulerødder, de selv kan

skrælle, men som hun konstaterer, den får bare lov til at

ligge og syne hen, ”skal de selv skrælle dem, er det lige

meget”. Dette synes gældende for rigtig mange af de

mellemmåltider, der er baseret på friske råvarer, at det

gerne bliver spist, hvis det er der. Skal man derimod

selv gøre en indsats, falder det hurtigt til jorden.

Slik

Slikkets betydning og synlighed på arbejdspladsen er

allerede vel beskrevet i de forrige kapitler, her skal blot

nævnes nogle af de egenskaber ved slik, der gør det

så anvendeligt som mellemmåltid, bl.a. har det nogle

klare fordele frem for eksempelvis frugt og grønt. Ligeledes

skal der ses på, hvilke betydninger og funktioner

de forskellige former for slik, herunder chokolade, tillægges.

Helt konkret er det, som en informant fremhæver, nemmere,

når man har travlt at sidde og spise slik med den

ene hånd og skrive med den anden, end det er at spise

8 PRODUKTERNES BETYDNING OG SIGNALVÆRDI

et æble, hvor man skal tage æblet, tage en bid, lægge

det igen, og måske ud og vaske hænder bagefter. Det

afbryder arbejdets flow. På samme vis siger en anden,

at når hun spiser lakridser om eftermiddagen, genererer

det ikke en pause på samme måde, som det sker

med frugt. Slik fjerner ikke fokus fra arbejdet. Man behøver

ikke en gang tænke for at føre hånden fra posen

og op til munden, det sker ofte helt automatisk.

At slik er let håndterbart, gør det også særdeles anvendeligt

i forhold til mere udadvendt arbejde, hvor man

ikke kan sidde med munden fuld af mad, men alt er

ikke lige godt: ”Jeg kan godt lide bolcher, men de ødelægger

tænderne, hvis man knaser for mange af dem.

Jeg tager mange telefoner, og jeg kan jo ikke stå der

og tage bolchet ind og ude hele tiden, derfor passer

de ikke med mit arbejde – en polet kan bedre gå an”.

Som nævnt i afsnittet med skuffespisning er det netop

denne diskrethed, der er en af slikkets fordele. Det er

hurtigt at få i munden, og det er hurtigt væk igen. Sidstnævnte

er omvendt dets problem, posen bliver hurtig

tom. Er man bundet til sin plads for at betjene kunder,

er det således et helt igennem funktionelt produkt, der

både kan dulme sult og give adspredelse.

I talen om hvilket slik, der foretrækkes, ligger salt lakrids

på en klar førsteplads. Poletter er det foretrukne

slik på de undersøgte arbejdspladser, og der bliver

spist mange af dem. Mange fremhæver, at lakrids giver

en lidt længere smag, som gør, at man ikke kan spise

helt så mange. Vingummi, som også spises af mange,

er noget man lettere kommer til at spise hele posen af

og først bagefter føle, at der fik man vist lidt for meget.

Taler man med informanterne om deres slikvalg, er en

gennemgående begrundelse for at vælge lakrids/vingummi,

desuden at det vist ikke feder så meget som

chokolade. Derfor falder valget oftere på sidstnævnte

kategori, når man er lækkersulten f.eks. efter frokost

eller sidst på eftermiddagen.

53


54

8 PRODUKTERNES BETYDNING OG SIGNALVÆRDI

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

“Jeg tror det er ideen om, at lakrids og

vingummi ikke feder så meget som chokolade,

hvor halvdelen eller mere er fedt.

Jeg ved ikke lige, hvordan fordelingen

er, men der er i hvert fald ikke fedt i

lakrids, og sukker skader nok ikke så

meget [griner].


Når informanterne vælger chokoladen, er det for en

dels vedkommende, fordi de rent faktisk er sultne. En

informant fortæller, at chokolade giver ham en større

fornemmelse af, at han rent faktisk sidder og spiser noget,

end at han bare sidder og snackspiser. Chokoladen

opfatter han mere som et mellemmåltid, end han gør

med vingummiposen. Samme overvejelser finder man

hos en anden informant. Hun spiser hver formiddag

en guldbarre, for at kunne arbejde konstruktivt frem

til frokost. Hun har dem altid liggende i skuffen, den

brækkes i fire stykker og er spist i løbet af fem minutter,

men så er hun også fyldt op. En informant, der rejser

en del rundt til møder, siger på samme vis: ”Jeg ville aldrig

købe en pose slik, når jeg tænker, at jeg ikke må gå

sukkerkold. Der ville jeg købe noget, der mere ligner

et mellemmåltid, en Kitkat eller noget andet kikseagtigt

for eksempel”. Den samme måde at tale om poseslik på

findes ikke. Det er mere til adspredelse – hurtigt sukker.

Forudsigeligt

Slik kan det, som frugt har noget mere vanskeligt ved,

nemlig være forudsigeligt. Man ved, hvad man får, når

man køber en pose eller plade. Det smager ens fra gang

til gang, og sukkertrangen bliver, som planlagt, ofte

stillet. Har man lysten til slik, kan man ikke på samme

måde miste lysten, som det blev beskrevet med frugt.

Er der ikke det, man vil have, finder man noget andet,

der også smager godt. Forudsigeligheden gør også, at

man på forhånd kan købe det produkt man ved, man

vil få lyst til dagen efter, det samme synes ikke altid at


M E L LEM MÅLT I D E R N E

være muligt med frugt. Sidst men ikke mindst er det

også forudsigeligt, at sødt smager af mere, så posen bliver

ofte tømt hurtigt, hvilket flere informanter nævner

som grund til, at de helst undgår at købe en hel pose,

”for så spiser jeg den bare”.

Kage

Kagens funktion og tilknyttede betydninger er allerede

beskrevet indgående gennem rapporten. I forbindelse

med denne gennemgang af mellemmåltidsprodukterne

skal blot fremhæves, at kage generelt forbindes

med noget socialt. De fleste synes derfor, det vil virke

underligt, hvis en af deres kollegaer i en fællespause

tog et stort stykke kage frem og spiste alene. Det samme

gør sig gældende med en pose slik. Det forventes

nærmest, at sådanne produkter, der så åbenlyst signalerer

hygge, deles rundt i hvert fald til de nærmeste.

Med mindre man spiser det i skjul ved sin plads. Enkelte

af informanterne kan godtfinde på at tage lækkerier

med hjemmefra, hvis der f.eks. ligger en muffin eller

en rest kage hjemme i køkkenet. Den kan være med til

at forsøde eftermiddagen foran skærmen, når man vil

være lidt god ved sig selv. Når sådanne produkter, der

egentlig tilhører privatsfæren, medbringes på arbejde,

synes det at være noget, man ser særligt frem til. De

gør det lidt hyggeligt at gå på arbejde modsat de mere

spontane ture ud efter slik, der kan forekomme, informanterne

selv, lidt mere desperate.

Kiks og andre mellemmåltidsløsninger

Frugt og slik kan på mange måder kategoriseres som

spontane mellemmåltider. De informanter, der pga. sult,

benytter sig af kiks, brød, knækbrød mv. om formiddagen

er ofte mere bevidste om, at de har et behov for

noget, og dette behov imødegås ved at have en løsning

klar f.eks. i form af et lager af kiks eller lign. Faste

mellemmåltider synes generelt at være baseret på

et erkendt og gentagende behov, som man ønsker at

få stillet på en tilfredsstillende måde – også sundhedsmæssigt.

8 PRODUKTERNES BETYDNING OG SIGNALVÆRDI

Nogle af de træk der nævnes i forbindelse med kiks mv.

er, at de ikke må være for usunde, dvs. der må ikke være

for meget fedt og sukker i dem, og dertil skal de nærme

sig kategorien ’fast føde’: ”Det skal helst være noget

fast, sådan noget luftigt noget, det dur ikke. Det behøver

ikke at være sødt, det skal bare være noget, der er

madlignende” er f.eks. de ord, hvormed en informant

forsøger at indkredse sine mellemmåltider. Dertil tæller

holdbarheden, og at produktet er interessant nok til

at spise i sig selv. En informant siger, at hun ikke gider

sidde og spise en tør skive brød uden noget, derfor skal

produktet være noget i sig selv, så hun ikke behøver at

skulle have smør, pålæg eller lign. med også. Flere af

de faste mellemmåltidsspisere fremhæver de grovkiks,

der er pakket i singlepakninger som en rigtig god løsning,

der kan rede mange sultsituationer.

“ Vi må jo lægge vægt på, at det ikke skal

være noget, vi bliver tykke af at spise,

siden vi spiser knækbrød og de der kiks

med lavt indhold af, jeg ved ikke hvad.

Selvfølgelig kunne vi spise et stykke frugt,

men det er ligesom om, at knækbrød er

mere fast føde, og det er nok det, der er

væsentligt på det tidspunkt af dagen.


Hjemme eller på arbejde

Som ovenstående gennemgang viser, er der stort set

ikke de produkter, der ikke spises på kontorarbejdspladser.

En informant nævner endda, at hun kan finde

på at have en frikadelle med som mellemmåltid. Men

der er produkter, som ingen af informanterne kunne

forestille sig at sidde og spise, mens de er på arbejde,

gennemgående nævnes f.eks. chips. Som begrundelse

fremhæves det ufunktionelle, at det simpelthen ville

fedte, larme og lugte alt for meget, og slet ikke være foreneligt

med kontorarbejde. Dertil er chips noget, man

55


56

8 PRODUKTERNES BETYDNING OG SIGNALVÆRDI

ofte spiser over længere tid, og derfor vil generne fylde

meget. En informant siger i den forbindelse, at hvis han

skal spise noget, der kræver noget, skal det være hurtigt

overstået, så han kan vaske sine fingre og komme videre

med sit arbejde. Appelsinen nævnes som eksempel på

det, der skal overstås hurtigt, mens slikposen tager noget

længere tid at tømme, men den påvirker til gengæld

ikke hans mulighed for at arbejde samtidig. En anden

begrundelse mod chips er, at det betegnes som useriøst,

hvis man sad med en pose chips, og sidst men ikke

mindst fremhæves det som usundt.

Slik er også både usundt og hyggerelateret, men fuldt

acceptabelt. Grunden kan være, at slik opfylder et behov

for sukker/lækkersult, der ligeledes er et acceptabelt

behov, der kan forekomme, også selv om man er

på arbejde, og som man derfor gerne må tilfredsstille.

Chips er i dansk madkultur så ubetinget forbundet med

fritid, hygge, venner, afslapning foran fjernsynet, fest

og øl, at det ville virke meget malplaceret at have det

med på arbejde.

Mange mellemmåltidssituationer ligner på det nærmeste

små private sammenkomster, men der er forskel på,

hvad man gør ude og hjemme. Mange af informanterne

fortæller, at de gør noget andet på arbejde end derhjemme.

Nogle drikker kun cola hjemme, andre kun kaffe når

de er på arbejde. Nogle er rigtig gode til at sige nej til

kagen på arbejdet, mens de hjemme gerne spiser rigtig

meget osv. Det kan være produkternes signalværdi, der

har betydning for, hvad man synes, man har lyst til at

udstille i arbejdspladsens offentlige rum, og hvad man

synes hører privatlivets fred til. Heri ligger måske også

begrundelsen for at gemme slikket lidt længere væk end

frugten.

“ Frugten bliver spist lidt mere åbenlyst, end

slik gør, det er mere acceptabelt at spise noget,

der er sundt, end det, der er usundt.


Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

Funktionalitet

Alt efter hvilke produkter informanterne taler om, har

som vist de forskellige krav til funktionaliteten. Med

nogle produkter er det i orden, at de kræver lidt mere

og med andre skal de kunne spise så usynligt som

muligt. Kravet til funktionalitet hænger sammen med

anledning og produktkategori. Som vist er det acceptabelt,

at frugt eksempelvis kræver en vis grad af opmærksomhed,

det betyder blot, at der er situationer,

hvor frugt funktionelt ikke fungerer. Slik er derimod

funktionelt til hurtige og diskrete mellemmåltider. Men

der synes også at være situationer, hvor funktionaliteten

spiller en sekundær rolle f.eks. i forbindelse med

kollegiale anledninger, her finder man gerne en løsning

uden om funktionaliteten, der gør det muligt både at

passe telefoner og spise flødeskumslagkage.

Forventninger til funktionalitet kan således være styrende

for valg af mellemmåltidsprodukter. En skotsk undersøgelse

har ud fra denne problemstilling undersøgt 51

kvindelige medarbejderes opfattelse af snackprodukter

og ikke mindst, hvordan frugt opfattes i forhold til øvrige

snackrelaterede produkter 23 . Resultaterne fra denne

undersøgelse skal kort nævnes her, da de har tydelige

sammenfald med denne undersøgelses påpegninger

omkring funktionalitet.

Kvinderne i Skotland mener, at frugt primært er velegnet

til en snack-anledning, hvis man ønsker et naturligt,

sundt og forfriskende produkt. Er man modsat ude efter

et mere mættende og energigivende produkt, som

let kan opbevares eller medbringes og dertil har en pålidelig

spisekvalitet, går de efter de industrifremstillede

produkter. De industrifremstillede produkter er i undersøgelsen

repræsenteret af myslibar, chokoladebar,

individuelt pakkede kager, kiks også i kombination med

chokolade, nødder, chips ol., og disse produkter bliver

af kvinderne associeret med forudsigelighed, convenience

og nydelse. Frugt kobles derimod, som det også

ses hos de danske informanter, overvejende med sundhed

og sunde aktiviteter. Som det også er tilfældet i nærværende

undersøgelse, fremhæver de skotske kvinder,

23 Jack, Frances R. mfl. 1997


M E L LEM MÅLT I D E R N E

at produktet skal leve op til nogle smagsmæssige krav for

at kunne fungere som en tilfredsstillende snack, særligt,

hvis man spiser det som del af en selvforkælelse. Vil man

gøre noget godt for sig selv, går man derfor efter de

smagstilsatte industriprodukter frem for frugt.

Den skotske undersøgelse sammenfatter, at industrifremstillede

snackprodukter har den fordel, at de udgør

en prædefineret portionsstørrelse, at de er pakket

i mundrette stykker og lette at bide af, og at de har en

lang holdbarhed. At disse produkter fra industriens

side samtidig markedsføres som et ’brand’ med særlige

egenskaber – artiklen nævner ’Have a break have a Kit-

Kat’ som eksempel – gør, at kvinderne i undersøgelsen

regner med en given spisekvalitet og funktionalitet. På

alle disse punkter er et stykke frugt et mere usikkert

valg. De industrifremstillede produkter er derfor gode

til at imødekomme behovet for convenience, f.eks. at

det er ’ready to eat’. Frugt skal måske vaskes og udskæres,

og efterfølgende skal man skille sig af med

skrællerne/skroget. Et stykke chokoladepapir er lettere

at stikke i tasken.

Set i forhold til de danske informanters valg af mellemmåltidsprodukter,

alt efter anledning og behov, er

der mange ligheder med den skotske undersøgelses

påpegninger. Særligt omkring opfattelsen af de industrifremstillede

produkters funktionalitet i forhold til

nydelse og forkælelse, men frugt synes, i nærværende

undersøgelse, at spille en mere positiv rolle end for

kvinderne i Skotland. Men på linje med denne undersøgelses

konklusioner kommer også den skotske undersøgelse

frem til, at det er muligt med udgangspunkt

i de industrifremstillede produkters egenskaber og

funktionalitet at tilbyde frugt på mere attraktive måder

end tilfældet er i dag. For som en informant fra nærværende

undersøgelse siger, at så skal et mellemmåltidsprodukt

for at være funktionelt ” være hurtigt, let

tilgængeligt og dertil ikke fedte eller svine – det er det”

– og her mangler frugten stadig noget.

8 PRODUKTERNES BETYDNING OG SIGNALVÆRDI

På baggrund af såvel de af informanterne nævnte anledninger

til at spise mellem måltiderne samt ovenstående

gennemgang af de enkelte produktkategoriers

betydning, og ikke mindst funktionalitet, skal der i det

følgende kapitel laves en opsamling. Afslutningsvis fremhæves

også vigtige pointer og anbefalinger, i forhold til

udviklingen af alternative mellemmåltidsprodukter til

alle de anledninger der findes på kontorarbejdspladser,

ikke mindst dem, hvor bagerens udvalg synes at være

eneherskende.

57


58

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

9 OPSAMLINGER, POINTER

OG ANBEFALINGER

På tværs af de mange typer af anledninger og traditioner

for at spise mellem måltiderne, mens man er på arbejde,

kan det sammenfattes, at mellemmåltidsanledningerne

kan være henholdsvis fysiologisk, emotionelt

eller socialt begrundede. Den fysiologiske begrundelse

drejer sig om at spise, når man er sulten eller at handle

proaktivt, når man forventer at kunne blive det. Den

emotionelle begrundelse bruges, når mellemmåltidet

spises af følelsesmæssige årsager. Trøstespisning er et

kendt eksempel herpå, men som beskrevet i analysen

kan emotionel spisning lige så godt skyldes kedsomhed,

stress, et behov for adspredelse, at man føler sig

trist, træt, uoplagt eller har brug for en pauseundskyldning.

De mange henvisninger til lavt energiniveau eller

risikoen for at gå sukkerkold ligger et sted mellem

det fysiologiske og det emotionelle, og flere informanter

signalerer med et glimt i øjnene, at de godt ved, at

det, de henfører til sult og kroppens behov lige så ofte

dækker over et behov for adspredelse, eller at ’det er

lidt synd for mig’. Socialt begrundede anledninger for

at spise mellem måltiderne er dem, der udspringer af

hensynet til fællesskabet eller enkeltpersoner, som skal

vises særligt hensyn eller respekt. Det er dem, hvor anledningen

i sig selv har et højere mål end det, der reelt

spises.

Betydningerne

Hvilke betydninger tillægges disse anledninger eller

med andre ord, hvilken funktion har mellemmåltider?

Med udgangspunkt i foregående analyser af de konkrete

anledninger er det muligt, på et mere abstrakt

plan, at pege på en række funktioner eller om man vil,

sociale og kulturelle betydninger knyttet til mellemmåltidssituationen.

Her skal nævnes de mest markante:

Signalmarkør, selve mellemmåltidet gver tydeligt signal

om anledningen, hvem der deltager og ikke mindst

om det er et internt eller eksternt arrangement.

Identitet, ved valg og fravalg af mellemmåltider, viser

man sig selv og andre, hvem man er, hvilke værdier man

står for, hvad man mener, er rigtigt eller forkert i forhold

til eksempelvis kost, krop og velbefindende. Markeringen

aflæses på linje med tøjstil, fremtoning osv.

Gavegivning, de kollegiale mellemmåltidsanledninger

opretholds gennem at give, modtage og gengælde. Det

afspejles i organiseringen og i fokuseringen på balancen

mellem at give og modtage.

Eksklusion, mellemmåltidsanledningen afgrænser sig til

dem, der bidrager til den og derfor deltager i det pågældende

fællesskab. Manglende forståelse af disse mekanismer

giver eksklusion fra fællesskabet .


M E L LEM MÅLT I D E R N E

Inklusion, ved deltagelse i fællesskabet omkring anledningerne

og de tilhørende normer og traditioner understreges

tilhørsforholdet til gruppen.

Selvbestemmelse, mellemmåltiderne er en legitim og

accepteret grund til at tilsidesætte arbejdet. Pausen markerer

medarbejdernes selvforståede ret til at bestemme

over dele af den tid de er på arbejde.

Temposkift og struktur, særligt de individuelle mellemmåltider

giver mentale afbræk, struktur på dagen

samt markering af overgang til nye opgaver.

Energi, i fysiologisk forstand sikrer mellemmåltider passende

eller nødvendig energi i løbet af dagen. Mellemmåltiderne

kan tilfredsstille en oplevet følelse af et akut

behov for ekstra og hurtig energi.

Holde humøret oppe, på det emotionelle plan sikrer

mellemmåltiderne arbejdsduelige medarbejdere og et

godt kollegialt arbejdsmiljø.

Fejringer, såvel arbejdspladsen som medarbejderne

kan ved brug af mellemmåltider markere kollegiale såvel

som officielle anledninger.

På eller bagved scenen

I forhold til mellemmåltiderne og deres betydninger

er konteksten, hvori mellemmåltiderne indtages yderligere

et vigtigt perspektiv, hvis man skal forstå den

måde informanterne forholder sig til såvel anledningen

som produkterne på. Spiser man i en situation, hvor

man samtidig optræder som arbejdspladsens officielle

ansigt udadtil, pålægger informanterne sig automatisk

nogle restriktioner for, hvorvidt eller hvad man kan eller

ikke kan tillade sig at spise. Gennem det man spiser eller

serverer, og ikke mindst måden det gøres på, søger

man at styre det billede, som man håber, at andre får af

en eller af arbejdspladsen. Det er det, der i sociologiske

termer kaldes, at man er på ’scenen’ 24 . Modsat dette

er ’bagscenen’, hvor man som skuespillere på et teater,

kan være mere sig selv, mere privat. Som medarbejder

24 Begreberne er sociologen Erving Goffmans, og

refereres også til som ’front stage’ og ’back stage’.

9 OPSAMLINGER, POINTER OG ANBEFALINGER

59


60

9 OPSAMLINGER, POINTER OG ANBEFALINGER

på en arbejdsplads er man stadig ude i det offentlige

rum, men i forhold til at være på scenen opfattes ens

kollegaer ikke som nogen, man skal stille sig an overfor,

man kan i en vis grad mere være sig selv. Mere er tilladt

og f.eks. spisehandlingerne kan have et anstrøg af privathed

over sig. Graden af privathed afhænger meget

af, hvem man er og hvor godt man kender sine kollegaer.

Som vist er der informanter, der vælger primært

at spise kage og chokolade derhjemme frem for at vise

lysten frem på arbejdet.

I konkrete handlinger kan ovenstående illustreres af

mødesituationen, hvor man knapt kan tage et stykke

frugt af fare for, at skulle sige noget øjeblikket efter

mod det halvspiste æbleskrog, der står og bliver brunt

ved siden af den halve kiks ved computeren. Eller den

flot anrettede mødeservering kontra det krummede

skærebræt, endeskiverne fra morgenmaden og den

fedtede kniv, der ligger på afdelingens fællesbord mellem

mødereferater og fagblade.

Uanset hvilken situation der er tale om – om man er

foran eller bagved scenen – viser analysen tydeligt, at

alle mellemmåltiderne er spundet ind i et utal af betydninger,

der i samspil med arbejdspladskulturen medvirker

til, at der til alt, hvad der spises mellem måltiderne,

er knyttet til en mængde regler, normer og opmærksomhed.

Derfor er der også forskel på produkternes

funktionalitet både i forhold til den aktuelle spisesituation

– fedter det eller fedter det ikke – men også

i mere abstrakt forstand. Hvad matcher eller matcher

ikke matcher den pågældende anlednings betydning

også i social og kulturel forstand. I kapitlets sidste afsnit

vil disse pointer blive fremhævet i forhold til produktudvikling.

Først skal det sundhedsmæssige dilemma

omkring mellemmåltider kort diskuteres.

Sundhed og mellemmåltider

på arbejdspladsen

I de foregående kapitler er mellemmåltiderne netop

ikke vurderet ud fra en sundheds- eller ernæringsmæs-

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

sig skala. Målet har været alene at se på mellemmåltiderne

og deres betydninger som en væsentlig del af

arbejdspladskulturen, at forstå hvilke mellemmåltider,

der spises til hvilke anledninger og baggrunden herfor.

Undersøgelse af mellemmåltider på arbejdspladser og

dertilhørende anbefalinger til udvikling af sundere mellemmåltidsløsninger

udspringer, som nævnt i indledningen,

dog netop af en sundhedsmæssig interesse og

bekymring. Kostundersøgelserne fortæller at indtaget

af usunde mellemmåltider er betragtelig ikke mindst de

sukkerholdige. Den viden bekræfter undersøgelsens

empiri i høj grad. Som vist er det ofte flere gange i løbet

af en gennemsnitlig uge, at man har mulighed for at

få fede såvel som søde mellemmåltide. Mængderne er

ikke nødvendigvis store; et par lakridser her og en småkage

der, men tilsammen kan de bidrage væsentligt til

den almindelige kontoransattes daglige kalorieindtag.

“ Jeg har det okay med at tage 3 kg på efter

14 dage i Frankrig med de lækreste restauranter,

vin og ost, men hvis det er butter

cookies og mazarin kager fra Føtex, så vil

jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, for jeg

får ikke noget ud af det hverken smagsoplevelser

eller lign., jeg er bare blevet

tykkere.


Særligt ved de kollegiale anledninger, hvor kage anses

som det nødvendige element i anledningen, synes man

ikke altid at tænke over, at det er kalorier man indtager,

man sidder der jo primært for hyggen og det sociales

skyld. Også de informanter, der lægger strategier for at

undgå at blive fristet af spontane mellemmåltider, har

svært ved at undslå sig, når kagen spises i fællesskabets

navn. Undersøgelsen viser altså tydeligt ud fra et sundhedsmæssigt

perspektiv, at det ikke er let at være ansat

på de undersøgte kontorarbejdspladser, hvis man ønsker

et mindre forbrug af søde og fede produkter.


M E L LEM MÅLT I D E R N E

Med udgangspunkt i undersøgelsen og særligt påpegningerne

omkring de kollegiale anledninger og deres

medvirken til opretholdelse af fællesskabet får man

umiddelbart det indtryk, at her er en kultur, der ikke

kan ændres. Og som heller ikke bør ændres, kunne

man mene, da man derved vil ødelægge nogle meget

vigtige sociale og kulturelle funktioner, der er med til at

opretholde det gode arbejdsliv.

Men arbejdspladser kan forandre sig og gør det. Derfor

kan det vi spiser, når vi er på arbejde også ændre sig.

Firmafrugt er et af de bedste eksempler på, at de muligheder

arbejdspladsen stiller til rådighed påvirker vores

måde at spise på, og vores holdning til det vi spiser. Undersøgelser

viser, at der på de arbejdspladser, hvor der

indføres firmafrugt, også spises langt mere frugt som

mellemmåltid, end da man skulle huske at tage det med

hjemmefra. Dertil vises det, at også mænd spiser langt

mere frugt, og samtidig nedsætter deres slikforbrug 25 .

Frugt som mødeservering enten alene eller som supplement

til kagen er også en forholdsvis ny tendens. At

frugten til møder på mange arbejdspladser efterhånden

også bliver udskåret, er endnu et eksempel på en forandringsvilje

og en efterspørgsel på arbejdspladserne efter

sunde funktionelle produkter. Mere frugt og mindre

Gammel Dansk til fællesmorgenmaden er et kvalificeret

gæt på en forandring, der også er foregået de senere år.

Mulighed for forandring

Vælger man i sundhedens tegn, fra arbejdsgiverens

side, at afskaffe alle kageordninger eller kræve, at de

erstattes med æbler, vil initiativet sandsynligvis være

dømt til at mislykkes på forhånd. Et sådan tiltag har ikke

øje for de sociale og kulturelle betydninger, der, som

vist, særligt er knyttet til de kollegiale anledninger. Med

udgangspunkt i denne undersøgelses informanter vil

en vis form for opgør fra medarbejdernes side, sandsynligvis

kunne ventes, ligesom man som leder vil gå

glip af den synergi, der skabes mellem medarbejderne i

mellemmåltidssituationerne. Dilemmaet mellem sundhed

og de sociale betydninger er reelt, men det behø-

25 Münter, Dorte 2002

9 OPSAMLINGER, POINTER OG ANBEFALINGER

ver ikke betyde, at man undlader at gøre noget ved de

mange usunde mellemmåltider.

Gennem en forståelse af mellemmåltidernes bagvedliggende

betydninger er det muligt at sætte forandringer i

gang. Ledelsen kan f.eks. gå foran i forandringsprocessen

ved at indføre en sundere mødeservering eller ved at

indføre sundere servering ved arbejdspladsens interne

markeringer. De steder, hvor få bestemmer for mange,

undgår man at komme i karambolage med uudtalte normer

og traditioner. Dertil er netop de officielle anledninger

generelt ikke et led i fællesskabets opretholdelse, og

derfor er produkterne ikke ladet med det samme behov

for anerkendelse og respekt, som det eksempelvis er tilfældet

ved de kollegiale anledninger. I forhold til de kollegiale

anledninger, må udgangspunktet være at tænke i

erstatninger, der stadig signalerer, at man som giver har

lagt energi og omsorg i ’gaven’ til kollegaerne. Som vist

i undersøgelsen er det ikke alene den søde smag, men i

lige så høj grad indsatsen, der er udslagsgivende for om

produktet anses som funktionelt eller ej i forhold til opretholdelse

af fællesskabet. Altså om giveren belønnes

med kollegaernes respekt og anerkendelse.

Med udgangspunkt i den viden er det muligt at rykke

grænserne for, hvilke produkter, der anses som funktionelle

i social og kulturel forstand. Opgaven med at få

rykket grænserne i vores madkultur i forhold til, hvilke

produkter eller typer af mad, der på linje med kage, slik

mv. også kan signalere omsorg, hygge og fællesskab, vil

sundhedsmæssigt være et skridt i den rigtige retning.

Ligeledes vil en sådan omdefinering gøre det langt lettere

for alle at indgå i de kollegiale fællesskaber uden,

at man behøver at forholde sig til, om kalorieregnskabet

tillader et stort eller lille stykke kage. Flere informanter

nævner, at udskåret frugt vil være ligeså lækkert og

udtrykke de samme værdier som eksempelvis kage. At

implementere denne påstand i virkelighedens verden vil

vise, om de har ret. Det vil være en rigtig måde at skabe

forandring på, da metoden respekterer anledningernes

bagvedliggende sociale såvel som kulturelle betydninger

og værdier.

61


62

9 OPSAMLINGER, POINTER OG ANBEFALINGER

ANBEFALINGER

Kræftens Bekæmpelse mener i forlængelse af ovenstående

diskussion af det sundhedsmæssige dilemma

knyttet til mellemmåltiderne, at de danske arbejdspladser

bør arbejde for at ændre på tilgængeligheden

af sunde mellemmåltidsprodukter. Sådan, at det sunde

valg bliver det lette valg både, når man f.eks. er til møde,

skal have opfyldt en spontan lækkersult i kantinen/kiosken

eller, når arbejdspladsen fejrer sig selv. Desuden

bør der arbejdes på, at man f.eks. gennem kantinen

kan købe fade med flot udskåret frugt til brug ved de

kollegiale anledninger. Eller lækkert og sundere brød,

kager og frugt/grøntblandinger til de faste morgenmadsanledninger.

Dertil mener Kræftens Bekæmpelse,

at arbejdspladsens ledelse, ved at gå forrest, vil kunne

rykke normerne for, hvad der f.eks. serveres ved den

faste morgenmad eller til de kollegiale anledninger som

fødselsdag, ferier, lækkersult osv.

Langt det meste af det, der spises som mellemmåltider

på arbejdspladserne – anledning underordnet – medbringes

udefra. Kræftens Bekæmpelse mener derfor

også, at den danske fødevareindustri herunder frugt-

og grønterhvervet bør tage et aktivt ansvar for at sikre

flere alternativer til de gængse fede og usunde mellemmåltidsløsninger.

Ikke mindst med undersøgelsens

beskrivelser in mente, bør det overvejes, om der ikke

kunne tænkes helt nye produkter til anledninger, hvortil

der endnu ikke findes nogle gode let håndterbare

løsninger. Følgende er pointer, som det, ud fra analysen,

synes hensigtsmæssigt at arbejde med i forhold til

udvikling af nye produkter rettet mod de tre overordnede

anledninger til mellemmåltider på kontorarbejdspladser.

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

Pointer i forhold til de officielle anledninger

Essentielt i forhold til de officielle anledninger på arbejdspladsen

er, at produkterne sender de rette signaler,

samt gør det muligt at agere på ’scenen’ samtidig

med, at man spiser dem. Vigtigt i forhold til de officielle

anledninger er derfor, at produkterne afspejler

følgende pointer:

• Let håndterbare

• Kunne spises diskret, uden den store

opmærksomhed

• Udskåret frugt, mundrette stykker, der ikke

sviner

• Må ikke larme, svine eller give for meget

’affald’

• Høj signalværdi f.eks. bevidsthed og

opmærksomhed på gæstens behov

• Give energi, også af den mere langvarige

slags

• Fungere sammen med kaffe/te

• Formiddag og eftermiddag kræver

forskellige produktegenskaber

• Hurtig og langtidsholdbar mødeservering ala

chokolade og småkager

• Små stykker/portioner

Pointer i forhold til de kollegiale anledninger

I de kollegiale anledninger spiller produktets funktionalitet

ikke samme rolle som ved de to øvrige anledninger.

Det forventes ikke, at man skal kunne arbejde eller

agere fagligt samtidig med, at der spises. Derimod er

det essentielt, at produktet skal kunne bære de stærke

betydninger, der er knyttet til opretholdelsen af fællesskabet,

og at det kan sende de rette signaler i forhold

til respekt og anerkendelse. Vigtigt i forhold til de kollegiale

anledninger er derfor, at produkterne afspejler

følgende pointer:


M E L LEM MÅLT I D E R N E

• Noget, man ser frem til at spise

• Udstråle omsorg og hygge

• Lystbetonede element vigtigt

• Skal kunne fungere uden stort udstyr eller

praktiske foranstaltninger

• Smagsoplevelsen vigtig

• Må ikke se for sundt ud

• Små stykker

• Tilsætning af et ’hjemmelavet islæt’

Pointer i forhold til de individuelle anledninger

Funktionalitet er altoverskyggende i langt de fleste individuelle

mellemmåltider. Man er mere privat end i

de to øvrige anledninger. Mellemmåltidet skal kunne

indpasses i arbejdet og ofte indtages ved skrivebordet,

ikke sjældent samtidig med, at man arbejder, passer telefoner

ol. Essentielt er for de individuelle anledninger

er at huske, at de både rummer deciderede mellemmåltider

til reel sult samt de mere spontane, hvor hurtig

energi er i fokus, nogle pointer gælder dog for begge

typer af anledninger. Vigtigt i forhold til de kollegiale

anledninger er derfor, at produkterne afspejler nogle af

følgende pointer:

Den lille sult:

• Mættende til forebyggelse og tilfredsstillelse

af sult

• Sunde

• Gennemsigtighed, stole på, at produktet er

sundt

• Give en fornemmelse af, at være fast føde

• Praktisk håndterbart

• Diskret, hurtigt at spise og synke

• Lang holdbarhed

• Opbevares i skuffen

• Kunne spises i sig selv, uden noget på, uden

stor forberedelse

• Må ikke fedte, svine eller lugte

• Skal kunne fungere som en pausemarkering

• Udskåret frugt og grønt – ’ready to eat

9 OPSAMLINGER, POINTER OG ANBEFALINGER

Den hurtige energi :

• Snack til den lille sult/adspredelse

• Intens smag, der holder ved

• Fungere som et afbræk

• Indeholde hurtig/let omsættelig energi

• Smage sødt

• Praktisk håndterbart

• Diskret, hurtigt at spise og synke

• Telefon, kollega- og tastaturvenligt

• Ikke fedte, svine eller lugte

• Spises uden alt for stor dårlig samvittighed

• Udskåret frugt og grønt – ’ready to eat’

• Kunne deles eller omdeles

• Små portioner/poser

Forestillingen

Morgenbrød straks ved dagens start. Småkager eller

wienerbrød til formiddagsmødet. En pose lakridser eller

chokolade ved computeren sidst på eftermiddagen,

når krop og hjerne mangler energi. Sådan var forestillingen,

der dannede udgangspunktet for denne undersøgelse

af mellemmåltider på kontorarbejdspladser.

Mødet med virkelighed nuancerede forestillingen, og

ikke mindst blev det tydeligt, at der bag alt, hvad der

spises mellem måltiderne, når vi er på arbejde, ikke kun

er fysiologiske behov, men også et væld af sociale og

kulturelle betydninger. Disse betydninger viste sig at

være lige så nødvendige at forholde sig til, som produkternes

ernæringsmæssige indhold – både hvis man

vil forstå, hvorfor der spises det der gør, men også hvis

man ønsker at ændre på det.

63


64

Litteraturliste

Danmarks Statistik 2006:

Statistisk Årbog 2006

Fagt, Sisse mfl. 1999:

Danskernes kostvaner 1995 – Mad og måltider

Fødevaredirektoratet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

Fagt, Sisse mfl. 2004:

Udviklingen i danskernes kost 1985-2001. Med fokus på

sukker og alkohol samt motivation og barrierer for sund livsstil

Danmarks Fødevare- og veterinærforskning, Afdeling for

Ernæring

Hansen, Kirsten S. og Anne Lassen 2004: Kantine måltider

– Undersøgelse af sortiment og udbud i 20 danske arbejds-

pladskantiner

Danmarks Fødevareforskning

Hastrup, Kirsten og Jan Ovesen 1995 :

Etnografisk grundbog

Gyldendal

Jack, Frances R. mfl. 1998:

Perception and role of fruit in the workday diets of Scottish

lorry drivers.

I: Appetite 1998, 30, 139-149

Academic Press Limited

Jack, Frances R. mfl. 1997:

Perception of food as a snack: A comparison with manufactured

snack foods.

I: Food Quality and Preference vol. 8, no. 3 1997,175-182

Elsevier Science Ltd

Kræftens Bekæmpelse 2006

M E L LEM MÅLT I D E R N E

Jensen, Katherine O’Doherty 2003:

Hvad er “rigtig mad”? I Mad, mennesker og måltider

– samfundsvidenskabelige perspektiver, red. Lotte Holm

Munksgaard Danmark

Kristensen, Søren Tange 2003:

Eating bodies and social worlds. A qualitative investigation

of the experience and management of hunger, satiety and

appetite in everyday life

Institut for Human Ernæring, KVL

Lindén, Anna-Lisa mfl. 2005:

Mat, Hälsa och oregelbundna arbetstider

Research Report 2005:1

Department of Sociology Lund University

Mad på arbejde 2005

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender og Fagligt

Fælles Forbund 3F

Münter, Dorte 2002:

Effekten af firmafrugt

Speciale, KVL

Sundhedsstyrelsen 2002:

Undersøgelse af sundhedsfremme på arbejdspladser 2002


MELLEM MÅLTIDERNE

- en kulturanalyse af mellemmåltider

på kontorarbejdspladser

1. udgave 1. oplag, november 2006

Tekst: Mine Sylow, cand.mag i etnologi,

msl@cancer.dk

Tlf.nr. 35 25 75 47

Layout: Tegnestuen Trojka

Foto: Jasper Carlberg og John Bendtsen

Rapporten citeres: Sylow, Mine: Mellem måltiderne – en kulturanalyse af

mellemmåltider på kontorarbejdspladser. Kræftens Bekæmpelse, nov. 2006

Kræftens Bekæmpelse Rapport 09/2006

ISBN: 87-91277-97-3

Denne rapport kan bestilles ved henvendelse til forfatteren eller hentes i

elektronisk form på www.cancer.dk/rapporter


MELLEM MÅLTIDERNE

en kulturanalyse af mellemmåltiderne

på kontorarbejdspladser

Morgenbrød straks ved dagens start. Småkager eller wienerbrød til

formiddagsmødet. En pose lakridser eller chokolade ved computeren

sidst på eftermiddagen, når krop og hjerne mangler energi. Forestillingerne

om mellemmåltiderne på kontorarbejdspladser er mange.

Denne rapport giver ved hjælp af et kulturelt perspektiv ’tætte’

beskrivelser af alt det, vi spiser mellem måltiderne, mens vi er på

arbejde. På baggrund af interview med 28 medarbejdere på forskellige

arbejdspladser giver den svar på følgende spørgsmål:

• I hvilke anledninger spises der på arbejdspladsen?

• Hvilke betydninger tillægges disse anledninger?

• Hvilke produkter spises der i sådanne situationer?

• Hvilke betydninger tillægges det, der spises?

• Hvilke krav skal produkter opfylde eller leve op til for at

kunne 'begå’ sig i arbejdsrelaterede sammenhænge?

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49

2100 København Ø

More magazines by this user
Similar magazines