Klik her og læs artiklen. - Vagabond

vagabond.info

Klik her og læs artiklen. - Vagabond

destination

marokko destination marokko

ESSAOUIRA –

DEN BLÅ BY UNDER

DEN BLÅ HIMMEL

54__rejs__05__2008__www.vagabond.info

vil man mere end at boltre sig på stranden i marokko, må man tage på

udflugter: ind i de spændende områder i atlas bjergene, til hovedstaden

marrakech og ikke mindst til den blå by essaouira. TEksT og foTo: JohN NJoR

Turisterne på de færdigpakkede rejser til

Marokko placeres for de flestes vedkommende

på moderne hoteller nær golfbanerne

og den kilometerlange sandstrand

ved Agadir, hvor man til gengæld finder meget lidt af

det oprindelige, farverige og charmerende Marokko.

Byen blev genopbygget og stærkt udvidet med høje

betonbyggerier, der fik den til at ligne turistghettoerne

på den spanske solkyst, efter jordskælvet i 1960,

da 15.000 mistede livet og 20.000 blev hjemløse, idet

knap 4.000 bygninger blev total udraderet.

Vil man mere end lege med små hvide bolde,

svinge tennisketsjeren, drive i solen eller boltre sig

på stranden i denne del af Nordafrika, må man tage

på udflugter. Ind i de spændende områder i Atlas

bjergene med de okkerfarvede landsbyer med lerklinede

små huse hængende på skråningerne, som på

tidlige kubistiske malerier af Picasso og Braque. Eller

til hovedstaden Marrakech med al dens indbyggede

mystik.

Den sidstnævnte udflugt er så lang, at det er efter

min mening for voldsomt til en dagsudflugt, selvom

der arrangeres mange af dem. Det bedste vil være

at tage en eller flere overnatninger på turen for at få

det fulde udbytte af den. Men gør man det, bør man

også give sig tid til undervejs at besøge Essaouira

og eventuelt tage én overnatning der. Byen ligger

ved kysten stort set midtvejs mellem Agadir og Marrakech,

omkring 175 km fra begge disse byer.

LEVENDE BILLEDER

En del af turen fra Agadir går gennem landskaber,

der kunne være plukket ud af en illustreret børnebibel.

Smukke okkerfarvede bakker, uendelige og

nypløjede, fyldt med mystik og små berbiske flækker,

hvor æsler tripper af sted lastet med sække og

mænd med skæg og furede ansigter inde i hætterne.

Levende billeder, der kunne have inspireret Chagall,

af geder der klatrer i toppen af træerne. Med en

imponerende adræthed balancerer de på forsigtige

hove fra gren til gren højt oppe i arganier-træerne,

mens de guffer små gule frugter i sig.

www.vagabond.info__05__2008__rejs__55


marokko

De lokale kvinder i landsbyerne har et slidsomt

arbejde med at udvinde olien fra stenene

i disse frugter, men de mener, det er al

besværet værd, idet olien skal have stor sundhedsværdi.

Det kræver ca. 30 kg bær og otte

timers uafbrudt arbejde for en enkelt kvinde

at fremstille en liter olie, som de til gengæld

hævder virker meget effektivt mod hjerte- og

blodsygdomme, maveonder og svigtende fertilitet

hos både mænd og kvinder.

Så dukkede halvøen med Essaouira op i

horisonten, næsten som et fatamorgana med

den hvide by flydende på havet på en bakke

af hvid morgentåge. En lang, bred sandstrand

i bugten foran den gamle by møder de store

brusende bølger.

Mødet med byen fandt sted på havnepladsen.

Havgusen gav det hele et uvirkeligt,

filmisk præg, som så vi det gennem fedtet

plastic. Slørede sås trawlernes master og tovværk

rokke. Fiskernes hænder ruskede i garnene.

Vimplerne på bøjerne flimrede som en

sammenløbet farvelade. På kajerne stod store

træskibes skrog som afpillede skeletter med

solide ribben. Orange, dybgrønne, sorte og

ikke mindst blå streger og flader. Alt sammen

indpakket i den svage tåge.

Store bunker med net, hvorpå fiskerne sov

efter nattens anstrengelser på havet. Andre

tømte bådene for tonsvis af fisk, fortrinsvis

sardiner, men også store røde fisk, små tun,

bredvingede rokker, hummer, krabber og

lange slangelignende væsener, der vred sig

i kurvene, når de blev løftet i land. Fra hånd

til hånd gik de. Kurv efter kurv, som tusinder

af måger søgte at snuppe godbidder fra. Man

kunne undertiden tro, det var en Hitchcock

optagelse, når fuglene svirrede os om ørerne.

Fiskerkoner draperet i deres traditionelle

haik’er vurderede fangsterne. Næsten alle

indsvøbte i lange hvide eller sorte klædestykker,

der falder i fine folder fra issen til fødderne,

og som også pakker ansigterne ind, så

man kun ser de sorte, men ret nysgerrige øjne

gnistre bag forhænget. Mænd med hele ruller

af stof viklet om håret ligner statister fra Lawrence

of Arabia. Ranke og alt for stolte til at

hjælpe kvinderne med deres knokleri.

Ældre mænd i jellabas med spidse hætter

sad urokkelige som statuer, noget arabere

tilsyneladende formår at gøre i timevis, mens

de betragter det samme som i går og i forgårs

og dagen før - og som deres forfædre har gjort

det gennem århundreder. Fortid og nutid

synes at smelte sammen her.

PURPUR-ØERNE

Havnen og byen ligger godt i læ af høje fæstningsmure

med skydeskår og drabelige bronzekanoner,

og vi følte ikke blæsten, før vi gik

op på murene ud mod havet, der ubønhørligt

bankede mod de små Purpur-øer og skærene

udenfor, så vandet røg til vejrs i skræmmende

kaskader.

Solen smelter havgusen, så de spraglede

både træder knivskarpt frem i fotografiapparatets

søger. Men en ny banke venter længere

ude og har pakket horisonten bag Purpurøerne

ind. Iles Purpuraires er klippefarvede

og har ikke fået deres navn derfra, men fra de

små muslingeskaller, les murex, pigsneglene,

som man engang samlede her og knuste til

purpurfarvet pulver, der blev eksporteret

til kongelige i Europa. En meget kostbar og

eftertragtet vare til indfarvning af royale klædedragter.

Jeg gik ind gennem byporten, passerede de

lange borde og de åbne ildsteder, hvor man

var i gang med at stille op til frokost med

grillede fisk, ikke mindst sardiner. Små boder

sælger friske fisk i skyggen af bymuren. Viftede

en halv snes drenge bort, som alle ville

polere mine tennissko, og søgte ind mod de

mindre gyder. Og snuppede på vejen en kop

mynte-te i Café de France.

Det er først der, jeg igen bliver opmærksom

på den karakteristiske blå farve, der

dominerer detaljerne i bybilledet. Blå vinduer,

skodder og døre alle vegne, ligesom det er farven

på de fleste butikker og en væsentlig del

af de små både. En blå by under en blå himmel

ved det blå hav.

UAfhENTET hIPPIE

Ved Jacks Kiosk, hvor rygsækfolket holdt til,

før e-mailen blev opfundet, for at kunne faxe

hurtige breve hjem, når pengene slap op, genkender

jeg en uafhentet hippie fra de glade

60’ere. En hippie, som var umulig at ryste af,

sidst jeg besøgte byen. Hans dreadlocks syntes

ikke at være blevet støvet af siden. Men de

er blevet grå og matcher ørkenstøvet i dem.

Han ville ikke have penge, husker jeg, blot en

kop kaffe – ”og et mindre tilskud til en pibe

hash” – ellers bare snakke, vise mig sin by, for

han hævdede hårdnakket, byen var hans. Han

påstod, han huskede mig, selvom hans syrede

hoved forekom noget tåget. Om jeg ikke ville

ryge en fed? Vi kan vel dele, er vi ikke brødre?

Han rækker mig sin osende hashbombe. Ikke

meget overrasker mig – ud over, at han stadig

er i live. Hans joint peger endnu en gang på

mig:

”-- Ellers tak, jeg bliver så indadvendt, når

jeg suger den slags røg i mig, og i dag vil jeg

helst se udad!”

” -- Fuck it, man. Du skal se indad. Der er

der, det hele foregår.”

Essaouira trak mange sjove mennesker til

i slutningen af 60’erne og det følgende tiår.

Om han kendte nogle af dem?

”-- Ja mand - de var her alle sammen:

Jimmy Hendrix, Cat Stevens, The Living Theatre.

Essaouira var alle sammens muse. Jimmy

Hendrix var min ven. Han ville lige ride forbi,

men kom ikke videre, blev forelsket i tårnet

derhenne. Fik idéen til at skrive ”Castles Made

of Sand”, da han så det. Han havde musikken

inde i hovedet. Han kiggede nemlig indad. Det

er jo der, det sker, mand. Han var min ven…”

Var det ikke præcis den samme historie,

han rablede af for et par år siden, hvor jeg

bagefter hørte, og tjekkede op på, at Hendrix

faktisk kun var på en enkelt dags besøg i

byen. Forelagt den mulighed kommer det filosofisk

fra Mike, som min tidligere rundviser,

Rachid, nu kaldes af de andre syrehoveder:

”En dag, mand, den kan jo vare et helt liv”. At

Hendrix skrev sin sang om Sandslottet i 1967,

to år før han besøgte byen her, holder jeg og

kæft med.

Jeg køber en kop kaffe til ham og siger,

jeg har et møde med nogle venner, hvilket i

øvrigt er sandt, og smutter. Men først vil jeg

lige på egen hånd rundt i souk’en og de små

labyrintiske gader, der vrider sig gennem

gamle stenporte og under husene. Det meste

er nu arrangeret ret velordnet af den franske

arkitekt Theodore Cornut, som blev holdt i

fangenskab her, da han i 1764 af den berømte

sultan Sidi Mohamed ben Abdallah blev sat til

at bygge fæstningen ved den vigtige udskibningshavn

og således skabte den fine blanding

af arabisk og europæiske arkitektur. Det

hele indrammet af den høje fæstningsmur,

som han også udtænkte, godt inspireret af

den kendte fæstningskonstruktør Vauban.

Medinaen og souk’en er typisk marrokanske,

der er også en mellah – et jødisk kvarter –

omkring Avenue de l’Istiqal, hvor en betydelig

gruppe jødiske sølvsmede og handelsmænd

boede i de huse, der stadig prydes af Davids

stjerner. Byen har også rummelige pladser og

brede, lige og vinkelrette europæiske gader

med pittoreske hvidkalkede beboelser med

blå og grønne skodder, huse som i mange tilfælde

afspejler velstand, idet de engang rummede

stribevis af europæiske konsulater.

sVUNDNE TIDER

Det var dengang, havnen var Marokkos vigtigste

udskibningshavn, og byen hed Mogador,

et navn der stammer fra en helgen ved navn

Sidi Mogdoul, som byen blev opkaldt efter,

først som Mogadoura og siden som Mogador.

Halvdelen af landets udlandshandel gik dengang

igennem havnen her: Guld, parfume,

silke, strudsefjer, purpurfarvet pulver, kamelskind,

perlemor og ikke mindst alskens krydderier

blev eksporteret, mens bomuldsruller

marokko

56__rejs__05__2008__www.vagabond.info www.vagabond.info__05__2008__rejs__57


marokko

fra England, våben og andre europæiske varer

blev losset her. Nu er det fortrinsvis sardiner,

det handler om, selvom Agadir også på det

område har taget føringen.

I svundne tider kom handels-karavanerne

hertil helt fra Tombouktou og hele Sudan, og

havnen blev da også kaldt Port de Tombouctou

helt frem til det 19. århundrede. På bymuseet

kan man blive meget klogere på denne

periode, da sultanerne indgik handelsaftaler

med både USA og det meste af Europa, bl.a.

Danmark.

Place Moulay el Hassan er stedet, hvor

alle krydser hinanden. Set oppe fra bymuren

ligner den et naivistisk maleri, der er gået i

selvsving, hvor alle går i alle retninger, som

en myretue, der er kradset i med en kæp.

Alt synes også uændret i restaurationen

Chez Sam, hvor man spiser godt og hvis navn

tydeligt er inspireret af melodien fra filmklassikeren

Casablanca. Her prydes væggene bl.a.

af Humphrey Bogart, Lauren Bacall, John Houston

og Orson Welles. Den sidstnævnte store

mand var helt umulig, fortæller en tjener, for

han gik helt fra kosten, selvom de lavede alle

hans livretter, da han var i byen for at indspille

Othello i 1949. Men han kunne modsat

de andre ikke lide stedet. Vinden gik ham på

nerverne.

Blæsten går til gengæld ikke mange af

nutidens vindsurfere på. De fløjter af sted

ude på voverne, og vinden frisker faktisk hele

58__rejs__05__2008__www.vagabond.info

byen op, så man ikke flipper ud i varmen,

som man let gør om sommeren i både Fez og

Marrakech.

fRIskE fIsk

Det er ikke kun på havnen, man for beskedne

beløb kan få serveret friskfangede fisk, grillede

sardiner, nykogt hummer, rejer og krabber,

muslinger, blæksprutter og…. Det imponerende

udvalg tilbydes også på andre af byens

spisesteder, hvor man ser lange rækker af

tajiner med deres velduftende indhold under

de koniske ”keramik-hatte” over glødende

trækul. Tajine med fisk, kødboller, grøntsager

eller kebab, som serveres med ris eller couscous,

samt det pragtfulde lokale brød, friskt

fra stenovnen. Til dessert hvinende søde

sager som overalt i den arabiske verden.

Caféerne byder på arabisk kaffe eller den

forfriskende mynte-te. Vil du have en øl, må

du opsøge en speciel øl-bar, og går du efter

stærkere drikke med alkohol, må du ind i de

mere skumle smøger, hvor færre muslimske

øjne kaster misbilligende blikke på dig.

Der er inden for det sidste par år kommet

flere souvenirbikse, tæppehandlere og andre

butikker med lokalt håndværk som meget

farvestrålende håndvævede tæpper og en

uendelighed af lanterner med farvede glas til

fyrfadslys. Husk at tinge om prisen. Men her

er stadig en krydderi-souk, en smykke-souk

og det spraglede jouita, en slags loppetorv

med alskens bric-a-brac. De bedste træskærerarbejder

finder man fortsat under muren

med kanonerne ud mod havet. Fine ting snittet

i tuja-rødder, mange med kunstfærdige

mønstre af indlagt perlemor, citrontræ eller

ibenholt. Gallerierne er også blevet mere

talrige, men de mest spændende billeder og

skulpturer finder man fortsat hos Frederic

Damgaard, hvis fornavn faktisk er Uffe, ”men

det kan ingen jo udtale her, så jeg er Frederic”.

I hans galleri i et fint gammelt hus finder

man kunstværker skabt af lokale kunstnere,

hvoraf nogle såkaldte gnaoua’er, der nedstammer

fra tidligere sorte slaver, skaber

deres kunst, når de er blevet høje af at spille

rytmisk musik og nærmest kommer i trance.

Sære ansigter, samt masker af både dyr og

mennesker, vokser ud af de fleste malerier.

Nogle minder om Pollocks, andre om Asger

Jorns eller andre Cobra-maleres, men alle

har de helt deres egen stil med dybe rødder

i lokale myter og traditioner. ”Og ingen af

dem havde i øvrigt nogen sinde set et vestligt

maleri, da jeg første gang løb ind i disse

kunstnere”, bedyrer Frederic Damgaard, som

har haft mange af dem udstillet rundt om i

Europa bl.a. i Rundetårn i København:

”Det er i øvrigt ikke til at få disse kunst-

nere med til ferniseringer. De er ikke til at

drive væk herfra. Lykkes det for en dag eller

to, længes de straks hjem og kan ikke komme

hurtigt nok tilbage”, tilføjer den danske galleriejer,

der har boet i byen i en menneskealder.

Vi havde også afsat et par dage af vores

udflugt fra Agadir til at besøge Marrakech,

hvor det kan anbefales at indlogere sig i den

gamle bydel, idet mange tidligere paladser

er blevet omskabt til hoteller og luksuriøse

restaurationer.

Byen er enormt eksotisk, specielt i den

ældste del, hvor man kan gå i timevis i medinaens

labyrintiske gader og smøger med

sjove butikker, værksteder og små markeder

og souk’er med hver deres specialer lige fra

krydderier til broderede sutsko (babouches)

på hylderne. Men mest fascinerende er aftenlivet

på Djemaa el Fna, pladsen i centrum,

som man kan tilbringe aften efter aften på og

altid opleve noget nyt.

Her er slangetæmmere, sælgere, historiefortællere,

taskenspillere, lommetyve og

fidusmagere, en mand med en symaskine

tilbyder at skræddersy dig en habit, mens

du venter, og ved siden af sidder måske en

tandlæge med en foddrevet boremaskine og

en solid tang til at trække tænder ud med, og

nysgerrige står i en ring omkring ”klinikken”,

mens han arbejder midt på brostenene. Hvis

du kan kede dig her, er du ikke let at stille

tilfreds…

X

More magazines by this user
Similar magazines