Tema nr 2 2011 "Voksne børn og deres forældre" - Agape

tema
Nummer 2 2011
voksne børn og
deres forældre
Bagagen fra barndommen
Fra usund relation
til gensidig respekt
Om at give og modtage
Faderkærlighed
Fem forældretyper
Hvordan gør vi det så?
Når ungerne forlader reden

indhold
Tema udgives af:
Foreningen Agape, Bredhøjsvinget 1, 8600 Silkeborg
Ansvarshavende redaktør:
Landsleder Torben Jensen
T 8680 6022 / torben.agape@gmail.com
Øvrige medlemmer af bladudvalget:
Psykolog Mette Højvig
Terapeut Torsten Hartvig Pedersen
Distriktsygeplejeske Jens Peter Hansen
Journalist Mette Swartz
Teolog Helge Maagaard
Layout:
Informationsmedarbejder Martin Skipper
T 8680 6022 / skipper@agape.dk
Forsidefoto:
Modelfoto fra sxc.hu
Tryk:
Lavpristrykkeriet, Århus
lavpristrykkeriet.dk
Oplag: 2.500 stk.
ISSN: 1601-7188
2
Bagagen fra barndommen
/ side 4 /
Fra usund relation
til gensidig respekt
/side 7 /
Faderkærlighed
/ side 12 /
Krævende, tyranniske,
umodne, evige eller
fraværende forældre
/ side 14 /
Emne Side
Ondt i maven... - kommentar ................................ 3
Bagagen fra barndommen ...................................... 4
Fra usund relation til gensidig respekt ................... 7
Om at give og modtage i relationen ........................ 10
Faderkærlighed ...................................................... 12
Fem forskellige forældretyper ................................. 14
Hvordan gør vi det så - guideline ............................ 18
Når ungerne forlader reden - boganmeldelse .......... 19
Foreningen Agape
Agape ønsker på folkekirkelig grund at hjælpe mennesker,
som oplever livet problematisk og at inspirere menigheder og
fællesskaber til diakoni i praksis. Dette sker ved at samle og
servicere frivillige grupper samt via terapi, foredrag, kurser,
rådgivning og sjælesorg.
Agape har navn efter det græske ord for kærlighed, og diakoni
er det græske ord for tjeneste.
Medlemmer af Agape modtager to gange om året bladet TEMA,
der sætter fokus på et emne inden for det diakonale, sjælesørgeriske
eller psykologiske område.
Kontakt
Foreningen Agape, Bredhøjsvinget 1, Silkeborg
T 8680 6022 / sekretariat@agape.dk
Telefontider: mandag – torsdag 9-15, fredag 10-14
Bankkonto 6190 0003562409
www.facebook.com/agapedk
www.agape.dk

kommentar
Ondt i maven,
når du skal hjem til jul?
Hver tiende forældre har ikke
kontakt til deres voksne børn. Det
viser en undersøgelse*, som samtidig
peger på, at familien betyder
mere og mere for folks identitet.
Familien er det sted, hvor vi i høj
grad bliver formet som de mennesker,
vi er. Vi kan hverken
forholde os til os selv, eller finde
ud af hvem vi er, hvis vi lader som
om, forældre og familie er uden
betydning. Familien er en del af os
selv, og uanset hvad, der er sket,
er vi vedvarende forpligtede over
for hinanden.
En af de store gåder i tilværelsen
er, at forældre kommer til at gøre
noget, som skader eller negativt
belaster dem, som de holder allermest
af. Denne problematik
er dog langt fra ensidig. I den
nuværende voksne generation er
der måske ikke plads - og i hvert
fald ikke tid - til at være sammen
med de gamle forældre. Det er
langt vigtigere, at vi plejer vores
egen selvrealisering og personlige
udvikling.
Brud
Der kan være gode grunde til at
stoppe kontakten. En person kan
”
Et permanent brud
mellem forældre og
børn sætter en stopper
for samtalen og samværet,
men det afslutter
ikke selve relationen.
Den lever stædigt
videre.
”
være nødt til at afbryde forbindelsen
til de mennesker, der burde
stå hende eller ham nærmest for at
bevare sig selv. Men at skære den
slags bånd over gør meget ondt og
må være den aller sidste løsning.
Det får konsekvenser for mange
andre end de implicerede parter.
Svigerbørn, børnebørn og mange
andre må også leve med det.
Et permanent brud mellem
forældre og børn sætter en stopper
for samtalen og samværet, men det
afslutter ikke selve relationen. Den
lever stædigt videre.
Forholdet kan forbedres
Selv om det ikke kommer til et
Torben Jensen
brud, kan et kompliceret forhold
mellem forældre og voksne børn
være et stort problem. Den næste
fest i familien eller bare det at
skulle ringe til sin mor for at
snakke om det kommende samvær
i julen kan give ondt i maven.
I sociale brevkasser og andre
steder, hvor folk henvender sig
med alvorlige problemer, er problematiske
forhold mellem
forældre og voksne børn noget af
det, der fylder allermest. Sådan er
det ikke uden grund. Vi bærer alle
rundt på en bagage fra vores tilblivelse
i forældrenes og hjemmets
varetægt, men det er ikke umuligt
at komme frem til en bedre måde
at leve med fortiden på.
Måske skal bagagen findes frem,
og der skal sorteres og ryddes op i
indholdet, måske ikke.
Som voksent barn eller som mor
eller far er det mit eget ansvar at
gøre noget ved en mor- eller farrelation,
der giver problemer for
mig.
* Sociale Netværk, Ældre Sagen,
2004
3
Landsleder i Agape

Bagagen fra
barndommen
Af Bente Hansen, familieterapeut
Vi bærer alle noget med os her i
livet, dels vores helt egen unikke
personlighed, dels vores oplevelser
og minder. Men den personlige
sandhed om, hvad der er foregået,
kan være i stadig udvikling.
Erindringer om, hvordan noget
er foregået i barndommen, kan ét
sted i voksenlivet synes sandt, og
ti år senere kan samme oplevelse
huskes på en anden måde. Som
mennesker bliver vi aldrig færdige
med at udvikle os. Vores oplevelser
har været med til at forme os og
det billede, vi har af os selv, og de
påvirker også den tilgang, vi møder
andre med.
Når sikker base mangler
Børne- og familiepsykiateren John
Bowlby (1907- 90) er ophavsperson
til tilknytningsteorien og begrebet
”En sikker base”. Med dette
menes, at forældrene tilvejebringer
en sikker base, hvorfra barnet kan
gå ud i verden, og hvortil det kan
vende tilbage i sikker forvisning
om, at det vil blive budt velkomment,
når det kommer, og blive
trøstet, hvis det er ked af det,
beroliget, hvis det er bange samt
i det hele taget få følelsesmæssig
4
Tilknytningsadfærd er
enhver form for adfærd,
der bevirker, at en person
opnår eller
opretholder tæt kontakt
med en ganske bestemt
person, som opfattes som
værende bedre i stand til at
klare sig i verden. Det er en
karakteristisk adfærd for
mennesket hele livet igennem
– fra vugge til grav.
John Bowlby (1907- 90)
og fysisk støtte. Hvor der er tillid
til, at basen er sikker, er der også
mod til at trænge frem og tage
chancer.
Det væsentlige i denne
forældrerolle består i at være til
rådighed, parat til at reagere, når
der er brug for opmuntring, og
hjælpe, hvis det er nødvendigt.
Ikke alle forældre formår dette.
Hvis man som spæd ikke bliver
forstået i sin gråd, hvis der bliver
reageret trægt og uvilligt på barnets
tilknytningsadfærd (se boks),
og dets søgen efter nærhed bliver
betragtet som en plage, bliver
barnet sandsynligvis ængsteligt
tilknyttet, det vil sige bange for,
at dets omsorgsperson ikke er til
stede eller vil hjælpe, når der er
brug for det.
Dette kan give sig udslag i en
adfærd, hvor barnet er ængsteligt,
klæbende, lystrer uvilligt og ikke
bekymrer sig om andres problemer.
Har barnets omsorgspersoner
desuden aktivt afvist det,
vil det sandsynligvis udvikle et
adfærdsmønster, hvori undvigelse
af dem konkurrerer med trangen
til nærhed og omsorg. Der kan
være tale om både udadrettet og
indadrettet vred adfærd.
Det, der sker
Mange familier oplever en meget
presset hverdag. Når vi føler os
pressede og stressede, sker det
nemmere, at vores forstand bliver
kørt mere eller mindre ud på et
sidespor, og vore grundfølelser
i stedet kommer i spil. Er den
ene forældre på aftenarbejde
og den anden alene om putningen
af børnene, kan der hurtigt
opstå situationer, hvor man som
forælder kan komme til at opføre
sig uhensigtsmæssigt og sårende
overfor et af børnene. Barnet, der
føler sig trådt på, kan så reagere
tilbage med adfærd, som beskrevet
ovenfor.
Bente Hansen er 37
år, gift på 13. år med
Daniel, sammen har
de tre børn på hhv. 9,
5 og 2 år.
Uddannet familieterapeut
fra Systemisk
Institut for Familieterapi
i Jels.
Udover egen praksis i
Fjellerup og Aarhus arbejder Bente som
pædagog 10-15 timer om ugen med
psykisk udviklingshæmmede.
Når vore grundfølelser tager over,
består kunsten i hurtigst muligt
at få dem under kontrol, så vi
kan bruge vores forstand til at
planlægge, hvordan vi vil reagere
på barnets adfærd, og hvordan vi
bliver forsonet og roen genoprettet.
Hvis der ikke bliver samlet op på
det, vil barnet sandsynligvis ikke
sove så godt om natten. Gentager
denne situation sig, vil barnet
efterhånden tage skylden på sig,
for at relationen med forælderen
ikke er så god. Videre kan barnet
føle sig forkert og dermed trække
sig fra pågældende omsorgsperson.
Det ulykkelige er, hvis forælderen
aldrig opdager dette og påtager sig
ansvaret for at nå ind til sit barn.
Måske er forælderen ikke i stand
til at påtage sig dette ansvar, fordi
han eller hun slæber rundt på sin
egen bagage, fyldt af falsk overført
skyld fra hans eller hendes egne
forældre. Dette kan nemlig betyde,
at forælderen ikke er i stand til at
påtage sig mere, men derimod føler
sig aflastet ved at lægge skyld på
sine børn. Alt dette er ikke noget,
der sker bevidst, men nærmere
noget, som er automatiseret i os
gennem barndommen. Det kan
ændres i terapi, hvis man har mod
til at se det i øjnene.
Konsekvenser i det voksne liv
Hvis man i sin barndom var udsat
for, at tilknytningen til en eller
flere af de nære primære omsorgspersoner
ikke var god, er der risiko
for, at bagagen fra barndommen
fylder meget i voksenlivet. Forvirring
angående værdi som menneske,
meninger om forskellige
ting (er det min egen mening, eller
mine forældres?), evne til at kunne
beslutte sig og evne til nærhed
med andre mennesker. Alt dette
kan også sammenfattes i følelsen
af ensomhed og af at være forkert.
Relationen til egne forældre

dukker ofte op i forbindelse med
selv at få børn. Der kan opstå et
ønske om mindre indblanding fra
forældrenes side og behov for at
vise selvstændighed.
At gå fra at være par til at blive en
familie med børn er en stor omvæltning.
Den nye lille familieenhed
kan have brug for i ro og mag
at finde sin egen rytme i hverdagen
og måde og gøre tingene på. Her
kan nybagte ivrige bedsteforældre
ofte have svært ved ikke at komme
til at styre for meget. De har jo erfaringen
og tror måske ofte de ved,
hvad der er bedst for den lille og de
nybagte forældre. Her tror jeg, det
er vigtigt, at bedsteforældre lader
de unge drage deres egne erfaringer;
at de øver sig i den ydmyghed,
der ligger i at være til rådighed, at
de med ord giver udtryk for al den
kærlighed, de har, holder sig lidt
i baggrunden og spørger om lov,
inden de udfører nogle praktiske
tiltag. Der, hvor det kan gå galt er,
hvor en usikker nybagt mor får besøg
af en forælder, der ikke forstår,
hvor utrolig vigtig tilknytningsfølelsen
mellem nybagt mor og
spædbarn er, og på en måde overtager
den lille fra moderen, fordi
”
Når vore grundfølelser
tager over,
består kunsten i hurtigst
muligt at få dem
under kontrol, så vi
kan bruge vores forstand
til at planlægge,
hvordan vi vil reagere
på barnets adfærd,
og hvordan vi bliver
forsonet og roen genoprettet.
”
den besøgende måske selv har et
behov for at føle sig betydningsfuld
som forælder. Selvfølgelig kan det
være rigtig svært at stå og se på,
hvis man virkelig ikke synes, éns
voksne barn magter det at være
forælder godt nok. Men også her
består kunsten i at være ydmyg og
spørge om lov. Det er jo fantastisk
at blive aflastet på de praktiske
områder, så der bliver mere energi
til den første tilknytning mellem
nybagte forældre og børn, som er
så utrolig vigtig.
Hvad parterne i sagen kan gøre
Der kan også hos voksne børn
være behov for at rydde op i
bagagen for at kunne flytte hjemmefra
psykologisk set. Sådan en
oprydning kan finde sted i trygge
rammer med en god ven/veninde,
en sjælesørger eller eventuelt hos
en terapeut. Der er behov for ro
og tid til at huske tilbage og sætte
ord på forskellige ting; til grundig
overvejelse af holdninger, måder
at gøre ting på og af billeder af sig
selv. Man må blive i stand til at
træde ind på scenen som aktør i
sit eget liv og selv tage ansvaret på
alle områder for dette forunderlige
liv, der netop blev én tildelt. For
at blive i stand til dette må man
kunne lide sig selv.
Der kan undervejs opstå et behov
for at lægge afstand til omsorgspersonerne
i en periode. Jeg tror,
et teenageoprør i form af at finde
sit eget personlige ståsted i verden
er sundt. Har man en følsom personlighed
og har haft dominerende
forældre, er det ikke sikkert, dette
Fortsættes på næste side...
5

...fortsat fra side 5...
oprør fandt sted i teenageårene,
som det burde. Måske er det et
arbejde, jeg først skal i gang med i
en moden alder.
Nogle kan have brug for, at
forældrene forstår deres behov for
at holde afstand. Andre har måske
ikke tilliden til, at forældrene
forstår det, og gør det så bare af
sig selv uden at sætte ord på. Hvis
man som midaldrende forældre
er i stand til det, vil det her være
en stor hjælp for det voksne barn,
der er i gang med en psykologisk
løsrivning, at der bliver givet
udtryk for en undskyldning, og
man vedkender sig sin del af ansvaret
for, at det voksne barn har
det svært, samt forståelse for, at
der må holdes afstand i en periode.
Desværre er der nok mange
midaldrende forældre, der ikke er
i stand til dette. I stedet går de i
forsvar og gør det derved endnu
sværere for ”barnet”.
Når man arbejder med svære
personlige ting, kommer man
forhåbentlig med tiden styrket
videre i livet. Her kan der eventuelt
opstå et behov hos barnet for at
sige undskyld og tilgive samt for-
Kære Mor og Far
Tak for alt
I har gjort for mig
Jeg har ikke altid formået
at sætte pris på det
Men jeg kan se nu
At I har givet mig meget godt
Det er ikke alt
Der har været godt
Men jeg tror
At I har forsøgt
Så godt I kunne
Med jeres forudsætninger
Og I har givet mig grundlaget
For at være den
Jeg er i dag
Med alt hvad jeg er
I har givet mig liv
Kærlighed
Omsorg
Tryghed
I har taget jer af mig
Givet mig mad
Tøj
Et hjem
6
stå, at forældre gjorde deres bedste
i de fleste tilfælde.
For den, der på forskellige måder
har haft en ulykkelig barndom,
kan det være smertefuldt og vanskeligt
og måske ligefrem umuligt
at få det bedre uden hjælp. Men
når det lykkes for eksempel en
kvinde, uanset hvordan hun bærer
sig ad med det, at fastholde - eller
på ny få adgang til og forarbejde
- sådanne ulykkelige erindringer,
således at hun kan affinde sig
med dem, viser det sig, at hun kan
reagere ligeså godt på sit barns
tilknytningsadfærd, som den
kvinde, der har haft en lykkelig
barndom. Barnet kan således
udvikle en sikker tilknytning til
kvinden, selv om hun har en tung
bagage fra sin egen barndom.
Står man som forælder og kan
fornemme, at ens børn ikke har
en tryg tilknytning til én samt bevæger
sig ud ad en usund sti, kan
forandringer i den måde barnet
behandles på, alligevel ændre den
sti, det bevæger sig ad.
Udviklingsændring mulig
hele livet igennem
Selvom evnen til udviklingsæn-
I har trøstet
Pustet på forslåede lemmer
Stået op om natten
Tørret bræk op
I har sørget for skolegang
Fritidsaktiviteter
Pasning
I har hentet og bragt
I har arrangeret ferier
Udflugter
Familiesamvær
Gode minder
I har skabt traditioner
Fejret jul
Fødselsdage
Mærkedage
I har skabt netværk
Familie
Venner
Fællesskab
I har sat grænser
Lært mig regler
Og god opførsel
Opdraget mig
dring aftager med alderen, er der
hele livet igennem mulighed for
forandringer til det bedre eller til
det værre. Nogle hævder, det aldrig
er for sent at få en god barndom.
Det er aldrig for sent at arbejde
med personlige svære ting og derigennem
blive i stand til at kunne
lide sig selv og mestre relationer på
en bedre måde.
Kilde: John Bowlby: ”En sikker base”
– tilknytningsteoriens kliniske anvendelser,
DET lille FORLAG, 1988.
I har lært mig
Forståelse for andre
At tage hensyn
Være en god kammerat
I har lært mig ansvar
Disciplin
Pligter
At gøre sit bedste
I har givet viden
Færdigheder
Indsigt
Evnen til at begå sig
I har givet værdier
Holdninger
Moral
Selvstændighed
I har givet mig
En opvækst
Og et liv
Der fungerede
Og for alt det
Vil jeg gerne sige
TAK
Mor og far
Kærlig hilsen
Jeres voksne barn

Fra usund relation
til gensidig respekt
Historien om Inger og Kristina er historien om en mor og en datter, hvis relation i
mange år var skæv og usund. Men det er også historien om, hvordan det kan lade sig
gøre at bryde med negative mønstre og få en god og respektfuld relation, hvis begge
parter ønsker det, og er villige til at arbejde for det.
Af Mette Swartz, journalist
Inger og Kristina fik en svær start
på livet sammen som mor og datter.
Kristina var ikke ret gammel,
før hun begyndte at tage ansvar for
sin mor, og ofte blev rollerne byttet
om i mor-datter relationen. For
Inger var det en stor mundfuld at
blive mor i en ung alder, samtidig
med at livet bød på mange andre
udfordringer.
Svær tid efter fødslen
- Jeg kunne godt se, at Kristina
var køn, men hun sagde mig ikke
noget, og jeg havde ikke de samme
følelser for hende, som jeg senere
oplevede ved barn nummer to, og
som jeg også hørte andre fortælle
om. Efterfølgende har jeg tænkt
på, om jeg havde en fødselsdepression.
Jeg ved det ikke, men
vi havde en dårlig start sammen,
fortæller Inger.
Det blev ikke bedre af, at Kristina
kom i dagpleje kort efter fødslen. I
dag ville Inger ønske, at hun havde
taget en længere orlov.
- Måske ville følelserne have fået
bedre grobund. Kristina var glad
for at være hos sin dagplejemor,
og når hun ikke ville med mig
hjem, forstærkede det min følelse
af ikke at være god nok som mor.
Jeg var usikker, og når det blev
for svært overlod jeg til min mand
at tage sig af Kristina. Da Kristina
blev ældre, havde jeg svært ved at
honorere hendes krav til mig om at
være tydelig og give kærlighed. Og
hun fik voksenrollen, når jeg ikke
magtede tingene.
Kristina trøstede mor
Kristina husker, at et gennemgående
tema i opvæksten var, at
Inger havde svært ved at overskue
tingene. Hun blev slået ud, hvis
der var for meget, hun skulle eller
for meget at tage stilling til. Hun
blev overvældet og satte sig ned
og græd, når julen stod for døren,
eller der skulle pakkes til weekendtur.
- Fra jeg var ret lille, reagerede
jeg ved at forsøge at trøste og tage
ansvar, når hun blev ked af det,
fortæller Kristina, som er det ældste
barn i en søskendeflok.
Kristina og Inger har gennem flere
år arbejdet med deres relation,
bl.a. gennem terapi, og de har på
trods af for mange uklare grænser
gennem Kristinas opvækst, et
sundt og respektfuldt forhold i
dag. Men det har krævet mange
samtaler, stor vilje til at komme
videre på nye måder, ærlighed
samt tilgivelse for at få rollerne på
ret kurs.
Grundlæggende usikkerhed
Det var på ingen måde af ond vilje,
at Inger ikke formåede at give
Kristina den kærlighed, hun havde
brug for, eller at rollerne af og til
blev byttet rundt.
- Jeg er følsom og nok også den
ansvarsfulde og ’pæne pige’, der
ikke har gjort oprør eller stillet
krav til andre. Grundlæggende har
modelfoto
jeg kæmpet hele livet med mit selvværd,
og da jeg blev mor, blev jeg
bekræftet i, at jeg ikke kunne finde
ud af tingene, forklarer Inger.
- Som lille var jeg skrøbelig, og jeg
oplevede mig set på som den, der
ikke kunne klare så meget. Jeg
havde svært ved at sætte grænser
og træffe valg, så min mor blev
meget styrende for mig, hvilket var
med til at forstærke de sider hos
mig. Samtidig var det en kæmpe
omvæltning at blive gift i en ung
alder og flytte til en helt ny egn af
landet, hvor jeg skulle forsøge at
passe ind i min mands liv. Og så
blive mor kort efter.
7

Et ambivalent forhold
Inger kunne fra et tidligt tidspunkt
føle sig usikker overfor Kristina.
- Da Kristina var i trodsalderen,
stillede hun krav, og det kunne jeg
slet ikke håndtere, og der var klart
sider ved hende, som irriterede
mig. Det var svært for mig at gå
ind i mor-rollen, hvor jeg skulle
sætte grænser, stille krav og vise
omsorg, når hun havde behov.
Forholdet mellem mor og datter
var på mange måder ambivalent,
for samtidig med at Inger manglede
kærlige følelser for sin datter,
brugte hun hende også som sin
fortrolige.
- Jeg havde et stort behov for at
komme af med tingene, og jeg forsøgte
at blive alt for meget veninde
med Kristina og fortalte mange
ting, som hun slet ikke skulle
have hørt. Jeg brugte hende som
voksen, for hun var god til at lytte,
give feedback og være anerkendende.
Det var alt for meget, og det
var ikke i orden.
- Men uden for hjemmet var det
vigtigt for mig at have styr på
tingene. Jeg fungerede klart bedre
på udebane end på hjemmebane,
og jeg brugte i
perioder alt mit krudt på
mit job, og jeg var da mere
mor for børnene der, end
jeg var for mine egne børn.
Det var så vigtigt for mig
at få anerkendelse, og at
alle var glade, men jeg var
på et kolossalt overarbejde
følelsesmæssigt.
Jeg så mor som svag
Kristina husker tydeligt,
hvilket billede hun som
barn havde af sin mor.
- Jeg havde det svært med
det, jeg så som min mors
svaghed. Jeg identificerede
mig mest med min far, og
jeg ville gerne være stærk
som ham.
- Min mor sagde ofte, at jeg
bare skulle sige, hvis jeg
havde nogle problemer i forholdet
til hende, for det havde hun ikke
selv haft mod til i forholdet til
sin mor, men det kunne jeg ikke
dengang. Angsten for at hun ville
krakelere og gå i stykker var alt
for stor til, at jeg ville sige noget.
Det var nemmere at blive i rollen,
hvor det var mig, der tog ansvar og
trøstede, forklarer Kristina.
Fik en depression
For Kristina fik opvæksten med
for meget ansvar og det turbulente
8
”
Særligt sensitive mennesker
Mellem 15 og 20 procent af alle danskere er fra fødslen særligt
sensitive mennesker (også kendt som HSP - Highly Sensitive
Person). Deres nervesystem bearbej-der alle stimuli mere dybt
end gennemsnittet. Derfor er de ofte kreative, begavede, dybsindige
og har stor indlevelsesevne.
Særligt sensitive mennesker (HSP) kan let føle sig overvældede,
hvis de ikke lever i god balance med deres sensitivitet. De har
behov for at blive tilpas stimuleret i stedet for at leve med for
mange stimuli.
Sensitive mennesker trives mindre godt med et stresset liv end
andre. De bliver ofte utilfredse og udmattede, hvis de lever et
liv med for mange stimuli. Men befinder de sig i et miljø, der er
tilpas stimulerende, kan de til gengæld trives endnu bedre end
flertallet.
forhold til Inger konsekvenser. At lægge afstand
Efter en veloverstået studenterek- Efter terapien besluttede Kristina,
samen, røg hun ind i depression. at hun fortsat ville være der for sin
- Jeg havde jo altid været den
mor som hendes fortrolige.
søde og dygtige pige, og da jeg så - Jeg ville fortsat lytte og trøste,
ikke længere gik i skole og fik høje fordi det var en naturlig del af mig,
karakterer, der kunne styrke min og vigtigt for hende. Men den har
selvtillid, så krakelerede billedet; jeg hen over årene måttet parkere,
for det var for svært, fordi
jeg blev fastholdt i den
rolle, jeg altid havde haft.
Jeg havde brug for at få lov
at være datter, og at min
mor brugte andre som sine
fortrolige. Jeg har løbende
sat flere og flere grænser.
Det er ikke sket gennem
store brud, men mere ved,
at vi har talt om tingene.
Min mor har været meget
åben og ærlig, har erkendt
fejl og sagt undskyld. Hun
har turdet tage ansvaret
på sig, i stedet for at forsøge
at bortfor-klare for at
beskytte sit selvbillede. På
den måde har hun været
en fantastisk hjælp, når
det handler om at stykke
brikkerne sammen. Og jeg
beundrer hende meget for
hendes store styrke i det.
for hvem var jeg så? Livet blev
Det var også hende, der opfordrede
skræmmende og uoverskueligt, for mig til at gå i terapi og få hjælp.
det var jo sådan, jeg havde lært, Hendes selverkendelse og vilje til
at livet var som voksen kvinde. Og at rumme mine følelser, har været
der var mange ting, jeg havde brug altafgørende for, at vi er kommet
for at få bearbejdet, fortæller Kris- videre sammen, siger Kristina.
tina, som fik hjælp gennem terapi. - I perioder har jeg måttet trække
- Jeg kan stadig engang imellem mig ved at holde op med at kon-
mærke en snert af angsten for takte hende og spørge til hende.
livet, men jeg ved jo nu, at jeg godt Det lagde hun selvfølgelig mærke
kan klare livet, og at det faktisk til, og spurgte, hvad det handlede
ikke er så svært, forklarer Kristina, om, og jeg har forklaret, at det var
som har taget livtag med mor-dat- mit forsinkede teenageoprør, og at
ter rollerne, og fortsat øver sig i at jeg nok skulle ringe, når jeg havde
sætte grænser.
brug for det. Jeg har haft brug for
modelfoto

Jeg er glad og taknemmelig
for, at Kristina har sagt, når
hun havde brug for at trække
sig. I dag kan jeg rumme det, og
jeg vil hellere have at vide, hvad
det handler om, end overlades
til min egen fantasi og tankerne
om, hvad det handler om.
at få afstand til hendes liv og få en
balance i vores relation, som passer
for mig. I dag bestemmer jeg
selv, hvor nært det skal være, og
jeg er stoppet med at komme med
gode råd, siger Kristina.
Selvfølgelig har processen gjort
ondt på Inger, som også har været
i terapi for at blive klogere på sig
selv.
- Jeg er glad og taknemmelig for,
at Kristina har sagt, når hun
havde brug for at trække sig. I dag
kan jeg rumme det, og jeg vil hellere
have at vide, hvad det handler
om, end overlades til min egen
fantasi og tankerne om, hvad det
handler om, forklarer Inger.
Er mor min veninde
I lang tid kæmpede Kristina med,
om der var noget galt i forholdet,
hvis ikke mor også var en nær
veninde, som man betroede sig til
og omvendt.
- Men jeg har fundet ud af, at man
ikke behøver være veninde med sin
mor, men godt kan nøjes med en
respektfuld relation. Det har gjort
det mere afslappet, og fint nok
bare at tale om almindelige ting
uden det behøver være så intimt,
og vi kan stadig snakke om personlige
ting. Jeg er jo ikke ligeglad
med min mor, jeg skulle bare ud af
rollen som den ansvarsfulde datter,
der trøstede og gav gode råd
til min mor. I dag bruger hun ikke
mig, når hun har problemer, og
det har jeg det godt med.
- Så på den måde, er det en
lykkelig historie, hvor vi har taget
nogle skridt, for at få rollerne på
plads. Men det er ikke kommet af
sig selv, og det har kun kunnet
lade sig gøre, fordi vi begge har
villet arbejde med tingene, har talt
meget og fået god hjælp til det.
En vigtig ting i
processen er også
at få andres øjne
på situationen og
på, om rollerne
er hensigtsmæssige,
for det kan
være svært selv at
se det klart, når
man selv er en del
af det, forklarer
Kristina.
- Kristina blev for
meget veninde for
mig. Jeg har haft
et stort behov
for at komme af
med tingene, og
jeg havde ikke
så mange andre. Men det var ikke
i orden, at det var hende, der fik
det hele, siger Inger, som alligevel
oplever, at nærheden og fortroligheden
ikke er forsvundet, selv om
rollerne i dag er anderledes.
- Der er meget, der har gjort ondt
at få at vide de sidste år, men for
mig har det været vigtigt at lytte
anerkendende. Men Kristina har
også givet meget godt til mig ved
at sige, hvordan hun oplevede tingene.
Skal man forandre, er kommunikationen
alfa og omega. Det
usagte er kun med til at ødelægge
og gøre forholdet endnu mere
anstrengt, så derfor handler det
om at få sig sat og få talt – også
om det, der gør ondt. Kristina har
fået sagt meget til mig, og det har
skabt meget mere balance i vores
forhold og givet en større afslappethed
i hinandens selskab, siger
Inger.
Særligt Sensitiv
Det har også hjulpet både Kristina
og Inger at finde ud af, at Inger
hører til blandt de ca. 20 procent
af befolkningen, der er Særligt
Sensitive.
- Der er til dels en forklaring på,
hvorfor hun har reageret, som hun
har, og det har hjulpet. Derfor
handler det heller ikke om, at
hun er svag og bare skal tage sig
sammen. Jeg har fået en anden
respekt for hende, fordi jeg kender
baggrunden for, at hun i nogle
situationer har haft svært ved at
overskue tingene, siger Kristina.
- Og så handler det også om at
arbejde med sine forventninger til,
hvordan tingene skal være. Det
kan sagtens være godt nok, selvom
det ikke er perfekt.
For Inger har det også været en
øjenåbner at blive klar over, at
hun er særligt sensitiv. Det har
været med til at ændre hendes
selvbillede som en ”svag” person,
der ikke kan klare så meget, som
hun synes, hun burde, til et mere
positivt og realistisk selvbillede.
Ville gerne gøre det om
I dag ved Kristina og Inger langt
mere om hinandens stærke og
svage sider. Meget er blevet vendt,
mange tårer grædt og nye grænser
sat. Der er blevet afstand og alligevel
nærhed på en ny måde.
- Hvis jeg kunne, ville jeg gerne
gøre det om med Kristina og begynde
helt forfra. Jeg kunne ikke
elske hende dengang, men det kan
jeg i dag. Jeg er stolt af hende,
og jeg er glad for, at hun fik taget
livtag med de uhensigtsmæssige
roller i en ung alder. Det fik jeg
aldrig selv gjort i forhold til min
mor.
Inger og Kristina er ikke de interviewedes
rigtige navne, da de
ønsker at være anonyme. Deres
navne er kendt af bladets redaktion.
Bøger om Særligt Sensitive
Elsk dig selv
Af forfatter og foredragsholder
Ilse Sand. Udkom i efteråret
2010.
En guide for særligt sensitive
og andre følsomme sjæle
handler om skam, skyld, kommunikation
og sensitivitet.
Er du også særligt sensitiv?
Af forfatter og coach Susanne
Møberg
Er du også særligt sensitiv?
giver en grundig forståelse
for, hvad det vil sige at være
et særligt sensitivt menneske
og hvilke muligheder og udfordringer,
karaktertrækket
indebærer. Man får konkret
vejledning til, hvordan man
kan tage sig godt af din sensitivitet
og bedst muligt beskytte
sig mod overstimulering.
9

Noget af det mest fundamentale i
nære relationer er at kunne give
og modtage. I mit arbejde som
psykolog for både voksne børn og
forældre er der et tema, som går
igen. Nemlig at mange ikke har
lært at modtage omsorg og dermed
heller ikke er gode til at give omsorg
på et dybere plan.
Når forældre ikke har lært, at
deres egne følelser og behov er
ok, og således heller ikke har lært
at bede om hjælp og omsorg fra
ægtefælle og venner, kan de ikke
rumme og håndtere selvsamme
følelser og behov hos deres børn,
selv om de anstrenger sig. Dermed
lærer børnene det heller ikke.
Her kan forældre og voksne børn
have brug for professionel hjælp
til hver for sig at lære at mærke
egne behov og få støtte til at lære
at skabe nære relationer baseret
på indlevelse og evnen til at give og
modtage.
For at være reelt givende må den
andens behov være i centrum, og
det man giver må have karakter af
et tilbud, som den anden er fri til
at takke ja eller nej til. Ellers har
den anden ikke reelt fået noget af
værdi. For at modtage skal man
være i stand til at opleve, at man
har et ønske eller et behov. Nogle
10
Om at give og modtage
i relationen mellem voksne børn
og deres forældre
Af Susanne Boel, cand. psych.
mennesker har under opvæksten
lært, at man er et dårligt menneske,
hvis man har brug for noget,
og derfor lader man som om,
man ingen behov har, eller man
kommunikerer dem på indirekte
måder. Man kan se familier, hvor
man frem for at bede hinanden
om hjælp, bliver vrede over at den
“For at være reelt
givende må den
andens behov
være i centrum
anden ikke kan gætte ens ønsker
og behov, eller man kommanderer
rundt med hinanden. Alt sammen
for at undgå den sårbarhed, der
ligger i at bede en anden om noget
og samtidig sætte denne anden fri
til at svare enten ja eller nej. Når
man på den måde kræver i stedet
for at bede om noget, tilskriver
man ikke hinanden værdi som
én, man respekterer som et
selvstændigt individ og én, man
værdsætter og tror på kan hjælpe
én. I stedet tager man hinanden
for givet, og i visse tilfælde udarter
det sig til følelsesmæssig tyranni
og ”tyveri”. Sidstnævnte kan forekomme,
hvor man giver sig ud for
at give noget, men i virkeligheden
tager noget – det er for eksempel
ikke en rar oplevelse, når en person
lader som om, vedkommende
giver et knus, men i virkeligheden
tager et. Da er det mere rent at
bede om et knus.
Afklaring
Hvad angår kommunikationen
mellem forældre og voksne børn,
gælder det, at den enkelte først og
fremmest har ansvar for sig selv.
Forældrene må komme overens
med, hvordan de er lykkedes som
forældre – glæde sig over det, der
er gået godt, og tage det på sig,
hvor de ikke slog til. Når forældre
kan anerkende voksne børns
oplevelse af afsavn i form af en
dybfølt tilkendegivelse af, at de
ville ønske, de kunne have gjort
det anderledes, sættes det voksne
barn fri til at have sin oplevelse og
til at arbejde på at komme videre.
De voksne børn kan med tiden
være taknemlige over det gode,
de fik lov at få med, og må tage
ansvar for at komme videre trods
eventuelle afsavn.
En pointe i denne sammenhæng

Susanne Boel er
cand.psych., 39 år.
Bor i Aarhus hvor
hun også har egen
psykologpraksis.
Susanne arbejder
med både terapi og
undervisning.
er, at man på samme tid kan være
for indviklede i hinanden og for
langt fra hinanden i familien. Det
er i familier, hvor der er for meget
”vi” uden egentlig indlevelse og for
lidt ”du” og ”jeg”. Forudsætningen
for at kunne give hinanden noget
er, at man er følelsesmæssigt
adskilte med fornemmelse for den
anden. At være følelsesmæssigt
adskilt betyder, at jeg er klar over,
at der er forskel på dine og mine
behov, og at vi kan have lyst til forskellige
ting. At have fornemmelse
for den anden betyder, at jeg til en
vis grad kan aflæse den andens
signaler i form af ansigtsudtryk,
kropsholdning, tonefald og verbale
tilkendegivelser og sætte mig ind
i, hvordan det lige nu er at være
ham, uden at jeg selv får det på
den samme måde som ham. Hvis
ikke disse følelsesmæssige ting er
på plads, går der kludder i relationen,
og det at give og modtage
bliver ofte blandet sammen.
Blindgyder
I disse tilfælde af blindgyder fra
forældres side står de voksne børn
tilbage med fornemmelsen af, at
forældrene ikke for alvor er interesserede
i, hvordan de har det, og
hvad de gerne vil.
- En far begynder at planlægge en
ombygning af badeværelse for sin
deprimerede datter i en situation,
I voksne børn lever alle deres erfaringer med afhængigheden af
mor og far og med den gradvise selvstændighed tavst med i deres
kommunikation med forældrene. Oplevelser, som voksne børn ikke
husker fra deres barndom, kan sætte sig igennem og give anledning
til en oplevelse af et dybt tilhørsforhold til forældrene eller oplevelser
af savn, afmagt, irritation og lede. I sidste tilfælde vil det voksne
barn kunne tage sig selv i at vrisse af forældrene og slet ikke kunne
slappe af i deres nærvær uden nødvendigvis at forstå hvorfor. Det
kan give anledning til mange konflikter,
hvor begge parter står uforstående
over for, hvad der foregår. I
nogle familier bliver man ved med at
ende i de samme diskussioner, som
på overfladen kan synes ligegyldige,
men som lever af at den ene eller
begge parter ikke oplever sig mødt
på et dybere behov. Når man er
fastlåst på den måde, er det tid til at
søge hjælp uden for familien, gerne
hos professionelle.
“Når forældre kan anerkende voksne
børns oplevelse af afsavn i form af en
dybfølt tilkendegivelse af, at de ville
ønske, de kunne have gjort det anderledes,
sættes det voksne barn fri til at
have sin oplevelse og til at arbejde på
at komme videre.
hvor hun slet ikke tænker i ombygning
af huset og meget hellere
vil have lidt følelsesmæssig indlevelse.
Hun oplever sig kørt over af
fars dagsorden og oplever ikke at
have fået et tilbud af relevans. Hun
oplever snarere en slags utidig
indblanding i, hvad livet lige nu
handler om for hende. Datteren
sidder tilbage med en oplevelse af,
at hun burde tage sig sammen, og
at hendes følelsesmæssige problemer
ikke er virkelige problemer.
Det er en typisk blindgyde, at
forældrene giver praktisk hjælp,
der hvor følelsesmæssig indlevelse
er på sin plads.
- En mor arrangerer tur i
dyreparken for hele familien og
bliver voldsomt skuffet over, at
ikke alle har lyst til at være med
og skriver derpå, hvad det voksne
barn oplever som ”skyldmails”
rundt, hvor mor påpeger, at hun
forventer, alle kommer. På overfladen
tilbyder hun noget, men i
virkeligheden vil hun have egne
behov opfyldt og manipulerer
gerne lidt, for at det sker. Blindgyden
består i at få noget til sig
selv under dække af at være den
glade giver. I dette hjem har de
...fortsættes på næste side...
11

...fortsat fra forrige side...
voksne børn lært, at man har pligt
til at modtage, hvad andre mennesker
tilbyder, uanset om man
har lyst eller ej.
- En mor henviser til sit eget behov
for at vide, hvad der foregår i den
voksne søns liv, selv om han beder
hende holde op med at ringe og
spørge til, hvordan det går med
helbredet. Det voksne barn oplever
ikke opringningerne som omsorg,
men snarere at han bliver kvalt
i bekymringer på en måde, der
fastlåser ham i en ubehagelig situation.
Det voksne barn oplever, at
mor ”maler fanden på væggen” i
stedet for at tilbyde en livfuld kontakt,
som kunne bringe ham lidt
opmuntring og tro på fremtiden.
Hun kommer til at fange sit voksne
barn ind i bekymringer.
Blindgyder fra de voksne børns
side.
- Et voksent barn vender sig mod
sine forældre og forventer, at
forældrene står klar hvert øjeblik
til at løse de problemer, hun nu
måtte stå i. Alligevel bliver hun
hver gang skuffet over, at der
måske nok er praktisk hjælp at
hente, men ikke den indlevelse,
hun længes efter. Her hænger det
12
voksne barn fast i barndommens
afhængighed af forældrene for ikke
at mærke smerten ved at stå alene.
Det voksne barn bliver ved med at
prøve at få den omsorg, hun ikke
fik som barn uden at ville erkende,
at det løb er kørt, og at hun
selv må tage ansvar for at komme
videre nu.
- En mor spørger sin voksne datter,
hvordan hun har det. Datteren
svarer altid, at det ”går fint”, eller
fortæller om en ligegyldig episode
for at undgå at vise følelser eller
behov, som hun forestiller sig, kan
skabe konflikt i familien. Her er
risikoen for at udvikle en depressiv
tilstand stor, og ofte kommer irritationen
over forældrene blot ud
gennem sidebenene som vrissen
og tavshed. Blindgyden består i, at
det voksne barn passer så meget
på forældrenes følelser, at hun
ikke tør vise, hvordan hun selv
har det, og hvad hun har lyst til og
derfor hele tiden spiller en rolle.
- En tredje blindgyde kan være at
trække sig mere eller mindre fra
forældrene, som sidder frustrerede
tilbage. Den løsning kan være nødvendig
i yderste konsekvens – men
som hovedregel bliver man selv
mest hel, hvis man kan begynde at
Faderkærlighed
Af Helge Pahus, sognepræst
Du skal ære dine forældre
Det er frygtelig svært for
mennesker, der har haft en far
eller mor, som langt fra levede op
til deres ansvar og opgaver som
forældre. Men i princippet, ved
Guds nåde, er dette at ære vore
forældre ikke afhængigt af, om
vi har haft verdens bedste eller
verdens værste far. Vi prøver at
ære dem, fordi vores egentlige far
satte os ind i livet gennem dem. Af
grunde hverken de eller vi kender
til. Og så ønsker vi at give dem
ære, så godt vi kan, fordi det er en
indre sammenhæng i tilværelsen.
Det var det i endnu højere grad
for to tusind år siden; om ikke
børnene kunne tage sig af deres
forældre, hvem kunne da? Og om
ikke vi viser vore forældre ære,
hvordan skal vi da kunne forvente,
at vore børn vil tage sig af os?
Bibelsk begrundelse
Det bibelske grundlag for
relationen mellem børn og
forældre kommer til udtryk i to
grundsandheder.
For det første er der spørgsmålet
om baggrunden for min eksistens.
Hvem har bestemt, at jeg lever nu?
være tydelig i nære relationer. At
udtrykke hvad man gerne vil have,
og hvordan man oplever den anden
og samtidig være åben over for at
høre, hvordan den anden oplever
mig, og hvad den anden gerne vil
have.
Tydelig og fri kommunikation
God kommunikation mellem
voksne handler om at kende sine
egne motiver og om at kommunikere
tydeligt med respekt for, at
den anden kan have andre behov,
ønsker, forventninger og oplevelser
af virkeligheden. God kommunikation
forudsætter, at begge
parter har lov at sige både ja og
nej til tilbud og ønsker. Der hvor
voksne børn og forældre kender
sig selv og hinanden godt og har
fået følelsesmæssige behov mødt
i tilstrækkeligt omfang, kan der
opstå et særlig livfuldt samspil,
hvor man beriger hinanden til stor
gensidig glæde.
Helge Pahus, født
i 1943, opvokset i
Sønderjylland,
Præst i Karlslunde
Strandkirke 1971-
2007
Siden 1966 gift
med Kirsten, der
er læge, 4 børn, 10
børnebørn.
Har skrevet en lang række bøger, bl.a.
“En”, “To” og “Flere”, der handler om at
leve som enlig, som par og som familie.
Når jeg diskuterer det med folk, så
får jeg altid det svar, at ”det har
din far og din mor jo!”
Men just det er ikke sandt. Far og
mor har ikke bestemt, at det er
min bevidsthed, der sidder inde
bag disse koøjne og kigger ud.
Jeg har ikke valgt min far og mor,
og vi forældre har ikke valgt vore
børn. Vi har ikke engang lavet
deres fysiske krop, og langt mindre
har vi haft en fløjtende kanin at
gøre med, at det er den-og-den
person, der bor inde bag disse
øjne. Der er kun to muligheder:
en gigantisk tilfældighed eller en

” De
unge skal finde deres
eget liv og samtidig ære deres
jordiske ophav. Og de gamle
skal opdrage dem, slippe
dem fri - og velsigne dem. Må
en bedstefar som mig aldrig
glemme det
guddommelig magt. Det sidste er
lettere at tro på end det første.
Men har en guddommelig magt sat
mig ind i den her krop, så kender
han mig fuldt ud. Så er han min
egentlige far. Og det ændrer totalt
min opfattelse af mig selv og af de
mennesker, jeg siger hej til. Alt
dette er for mig ren logik. Jeg tror
på Gud Skaber med min hjerne.
For det andet er der Treenighedens
liv som grundvold for mit liv.
De gamle kirkefædre havde
den opfattelse, at hele vores liv
udspringer af Treenighedens
indbyrdes kærlighed. Bibelen
ånder af Treenighedens indre
liv og fortæller om den inderlige
kærlighed mellem dem. To gange
siger Faderen højt ”du er min søn,
jeg blir så glad, når jeg ser på dig!”
(Matt 3,17; 17,5).
Jeg har set voksne mænd græde,
fordi de aldrig havde hørt deres far
sige, at han elskede dem. Men Gud
Fader siger det højt til sin søn,
han fylder hans kærlighedstank
op, og han forlader aldrig sin søn.
”
Gud er min egentlige far
Helge Pahus fortæller: For et års tid siden kom jeg på
Rostock-færgen til at sidde ved siden af en utilnærmelig ung
tysker. Jeg fik lyst til at snakke med ham. Han åbnede i
samtalen op for, at han havde haft verdens mest afskyelige
far. Så afskyelig, at han selv aldrig ville have børn, for aldrig
skulle børn risikere noget lignende.
Jeg prøvede at give den alt, hvad den kunne trække om, at
vores jordiske far ikke er vores egentlige far, og at vores virkelige
far er helt anderledes.
Når prædikanter siger, at Sønnen
på sit kors blev forladt af sin Far,
beror det på, at man kun læser
det første vers af salme 22. Men
Jesus citerede hele salmen. Aldrig
nogensinde blev Treenigheden skilt
fra hinanden, aldrig.
Når den guddommelige Far har en
så stor kærlighed til sin Søn, hvor
attraktivt er det da ikke at komme
ind i den familie? At blive en søn
hos en sådan far. ”Se, hvor stor
kærlighed Faderen har vist os, at
vi kaldes Guds børn, og vi er det!”
skriver Johannes i sit første brev
kap. 3,1.
Du skal velsigne dine børn
I Bibelen har de gamle forældre
én stor og afgørende rolle: de
velsigner de unge. Både deres
egne unge og andres. Du kan se
det i beretningen om Isak eller
om gamle Simeon og Jesusbarnet
(Lukas 2) I min familie havde vi en
kær gammel slægtning, hvis ord
altid var fulde af velsignelse overfor
os børn.
13

Fem forskellige forældretyper
og deres konsekvenser for
det voksne barn
Af Mette Højvig, psykolog
Forældre er afgørende, fordi de
former børnenes måde at se verden,
sig selv og andre på. Derved
følger forældrenes måde at relatere
til deres børn på, børnene resten
af livet. Der er rigtig mange måder
at være forældre på. Jeg har her
valgt at definere og fokusere på
fem forældretyper: krævende,
fraværende, tyranniske, umodne
og evige forældre, og hvilke konsekvenser
disse typer kan have
for de voksne børn. Fælles for
typerne er, at noget går skævt.
Jeg beskriver derved ikke den
”gode-nok” forælder. Formålet
er ikke at placere skyld, men at
sætte fokus på uhensigtsmæssige
mønstre, som kan gå i arv i
generationer, hvis de ikke brydes.
Det er vigtigt at huske, at langt de
fleste forældre gør deres bedste
ud fra deres forudsætninger. Men
det voksne barn har ansvar for at
rydde op i barndommens bagage,
så det værdifulde gemmes og det
uhensigtsmæssige smides ud.
Den enkelte forælder kan være et
mix af flere typer, eller ligne en
type i større eller mindre grad.
Nogle typer vil være mere typiske
for det ene køn. Ofte vil barnets to
forældre være forskellige typer.
Den krævende forælder
Den krævende forælder forsøger at
leve det perfekte liv og accepterer
ikke barnets fejl og svagheder.
Krævende forældre kan være
14
perfektionistiske, og frygte uorden,
snavs og fejl. De lægger stor vægt
på det ydre og orden, at facaden
ser godt ud, status, materielle
forhold, eller hvad andre mener.
De kan indirekte stille krav om, at
følelser skal være perfekte. Der er
ikke plads til store følelser, hverken
svære eller glade. Forældrene
kan ligeledes kræve, at børnene
skal være de bedste. Der er fokus
på vindere og foragt for tabere.
Forældrene presser mest, når
børnene har mest brug for støtte,
for eksempel i forbindelse med
konkurrencesituationer. Krævende
forældre ønsker at være perfekte,
så andre kan elske dem, og de forsøger
at gøre deres børn perfekte,
så forældrene kan elske børnene.
Det lykkes dog aldrig, og derfor er
der overdreven kritik i hjemmet.
Krævende forældre kan også være
præget af moralisme og frygte
tvivl og usikkerhed. Derfor søger
de en sikker overbevisning i et
bestemt kirkesamfund, trosretning,
organisation eller filosofisk
system. De har en kompromisløs
trofasthed mod ritualer og overbevisning,
hvor der ikke er plads
til spørgsmål, uenighed og nye
tanker. De kræver regelbundet
adfærd, fordi de bliver urolige over
tilværelsens gråzoner. Alt i livet opfattes
ud fra rigtigt/forkert, altid/
aldrig, dem/os - ”vi har altid ret
– de andre tager fejl”. Forældrene
kontrollerer barnet via skam.
Barnet har ikke bare gjort noget
forkert, så det er skyldigt – det har
gjort det unævnelige, så det bør
skamme sig og fortjener at miste
forældrenes respekt og opleve
deres foragt. ”Burde”, og hvad an-

” Formålet
er ikke at placere
skyld, men at sætte fokus
på uhensigtsmæssige mønstre,
som kan gå i arv i generationer,
hvis de ikke brydes.
”
dre måtte tænke, fylder meget for
moralistisk krævende forældre.
Konsekvenser for de voksne børn
De voksne børn kan opleve følelser
af underlegenhed, tvivl på sig
selv og angst. De kan være tvangsprægede
og følelsesmæssigt
hæmmede. De føler sig værdsat for
det, de gør, i stedet for dem, de er.
Følelsen af aldrig at kunne leve op
til forældrenes krav kan medføre
skam. Når moralismen har fyldt,
kan de opleve nedsat initiativ, mistillid
og godtroenhed. De kan være
socialt isolerede, fordi dem ”udenfor”
er farlige. De kan opleve en
skæv intellektuel udvikling, fordi
det ikke er ok at stille spørgsmål
eller være i tvivl. Det kan også give
komplikationer i det åndelige liv i
form af en kuet eller legalistisk tro,
eller få de voksne børn til helt at
forlade forældrenes tro.
Den fraværende forælder
Den fraværende forælder er karakteriseret
ved ikke at være fysisk
eller følelsesmæssigt tilstede i sit
barns liv.
Denne forældretype kan vise sig
på mange måder. Det kan være
den travle forælder, som sjældent
tager sig tid til sine børn. Det
kan være forælderen, som er en
populær prædikant, og for hvem
menighedens/de ufrelstes behov
altid kommer før familiens. Det
kan være den selvrealiserende
forælder, der er så optaget af egne
projekter og egen udvikling, at
børnenes behov for interesseret
opmærksomhed overses. Det kan
være faderen, der overlader børneopdragelsen
og samværet med
børnene til moderen. Han ser ikke
betydningen af, at han som far
bidrager med kærlighed, interesse,
forventninger og disciplin. Eller det
kan være faderen, der kun stiller
op, når der skal disciplineres, men
ikke er der til at støtte og opmuntre
børnene følelsesmæssigt. Det
kan være forældre, som er forsvundet
bag avisen eller tv’et. Eller
forældre, som er opslugt at egne
problemer, for eksempel sygdom.
Og det kan være forældre, som er
permanent fraværende på grund af
skilsmisse eller dødsfald.
Konsekvenser for de voksne børn
De voksne børn kan tvivle på egen
værdi, fordi de som børn oplevede,
at der var noget eller nogen andre,
der hele tiden var vigtigere. Det
kan gøre det svært for dem at
stå ved egne behov og tro på, at
Mette Højvig,
cand. psych.
33 år, bor i Odense
andre har omsorg for dem. De kan
opleve usikkerhed, som får dem til
konstant at søge bekræftelse. De
mangler den bekræftelse i deres
identitet, som den fraværende
forælder med sit specifikke køn
skulle have givet. De kan opleve
vrede over det, de ikke har fået,
hvilket kan påvirke relationer i
nutiden, fordi de overreagerer. De
kan opleve frygt for mange ting,
men især separationsangst – angst
for igen at blive adskilt fra en,
der er følelsesmæssig vigtig. De
kan opleve skam og blive meget
stræbende. De forsøger at fortjene
sig til kærlighed ved det, de gør,
fordi de ikke føler sig elsket for det,
de er. De kan også gøre oprør mod
det, der tog forælderen fra dem,
ved at leve helt modsat.
Den tyranniske forælder
Den tyranniske forælder er karakteriseret
ved at være en hensynsløs
enehersker, der misbruger sin
magt over barnet.
De tyranniske forældre bruger rå
magt, nedgørelse og det at vække
frygt til at kontrollere børnene.
Det udlægges ofte som, at børnene
skal have respekt for forældrene.
De tror, at de ejer børnene, og de
- Fortsættes næste side -
15

...fortsat fra forrige side...
markerer tydeligt, at de er boss,
og at de bestemmer. Deres behov
kommer før alle andres, og de
har krav på respekt og taknemmelighed
fra andre. Alt, hvad de
tyranniske forældre siger og gør,
er i orden. Følg deres regler, ellers
vanker der. De overreagerer
på uenighed eller ulydighed. De
tyranniske forældre er overbevist
om, at man ikke kan stole på nogen.
De stoler ikke på deres børn,
og børnene skal heller ikke stole
på nogen, da tillid er naivt. For
at føle sig tryg i verden, nedgører
forældrene andre mennesker, deriblandt
deres børn. Børnene skal
ikke tro, at de er noget.
Denne forældretype kan ligeledes
være voldelig eller udøve seksuelt
misbrug og føle sig i sin gode ret
til det. Det er børnenes skyld, at
forældrene bliver nødt til at ty til
vold. Der er ringe impulskontrol,
så de mister besindelsen ved den
mindste anledning. De tyranniske
forældre adskiller sig fra andre typer,
fordi det virker som om, at de
ønsker at knække deres børn.
Konsekvenser for de voksne børn
De voksne børn kan have svært
ved at komme følelsesmæssigt tæt
på andre mennesker, fordi det ikke
var muligt at skabe en følelsesmæssig
tilknytning til forælderen.
16
” De
tyranniske
forældre er overbevist
om, at man
ikke kan stole på
nogen. De stoler ikke
på deres børn, og
børnene skal heller
ikke stole på nogen,
da tillid er naivt.
”
De er præget af mistroiskhed og
en generel frygt for verden som et
farligt sted, fordi de, som skulle
beskytte dem, var dem, der gjorde
dem ondt. De kan reagere ved at
være i konstant kamp, hvor de
blandt andet gør oprør mod alle
former for autoriteter. De kan
vælge at blive som forældrene,
aggressive, egoistiske og dominerende.
Eller de kan blive underdanige,
hvor de har svært ved at stå
op for sig selv. De vil måske underpræstere
i forhold til egne evner,
hvilket kan være et indirekte oprør
mod forældrene, fordi ”klar dig
godt” har været lig med ”gør som
jeg siger”. Mange voksne børn
kæmper med lavt selvværd, angst,
depression og misbrugsproblemer.
De kan tro, at de selv er skyld i
forældrenes misbrug, og at de har
fortjent overgrebene.
Den umodne forælder
Den umodne forælder påtager
sig ikke sit voksne ansvar som
forælder og hindrer derved barnet i
at være barn.
Umodne forældre kan være
psykisk skrøbelige forældre, som
har svært ved at klare stressende
og ubehagelige situationer. De
har svært ved at rumme børnenes
følelser, fordi de hurtigt bliver
overvældet. De kan reagere ved
at gøre børnenes følelser til en
katastrofe, ved at trække sig eller
ved at vise overdreven omsorg.
De kan overidentificere sig med
børnenes følelser eller regrediere
(gå tilbage) til selv at være et
barn og søge børnenes omsorg.
Derved hjælper de ikke børnene
til at udholde og forstå følelser,
og børnene oplever, at følelser er
farlige. Hvis børnene viser vrede,
går forældrene ”i stykker”, og kan
ofte reagere ved at lægge skyld
på børnene (tænk, at du er så
utaknemmelig efter alt det, jeg har
gjort for dig).
De umodne forældre kan også
være kendetegnet ved at ønske en
venskabsrelation til børnene mere
end en forældrerelation. Derfor
undgår forældrene at tage konflikter,
at sætte grænser og at op-

drage. I stedet bruger forældrene
børnene som deres særligt fortrolige.
Ofte sker dette, fordi
forældrenes følelsesmæssige behov
er så store, at de har brug for
børnene til at møde dem. Børnene
bliver derved vigtige støttepiller i
forældrenes følelsesmæssige og
psykologiske fungeren. Der udvikles
derved ikke passende roller
og grænser mellem forældre og
børn.
Konsekvenser for de voksne børn
De voksne børn af umodne
forældre er blevet tvunget til at
være voksne langt før tid. De er
ofte super gode til at tage sig af
andres problemer, vise omsorg og
empati. Men de kan ikke give slip
på rollen som den givende uden
at føle skyld eller meningsløshed.
De har desuden svært ved at give
udtryk for egne behov eller vrede
og modvilje. De ønsker ikke at
belemre andre med egne følelser,
fordi de frygter, at andre ikke
er interesserede. Samtidig er de
bange for at overvælde både sig
selv og andre med deres følelser,
da de opleves som destruktive.
Følelser havde jo magten til at
ødelægge forældrene. De voksne
børn kan have svært ved at give
slip på ansvaret for forældrene.
Samtidig kan de føle skyld, angst,
stor vrede og følelsesmæssig
dræning ved at være forældrenes
fortrolige. De kan føle sig svigtede
og forladte, opleve mistillid og afstandtagen
til andre af samme køn
som den umodne forælder.
Den evige forælder
Den evige forælder tror ikke på
barnets evne til at tage sig af sig
selv og hindrer derved barnet i at
blive en selvstændig, velfungerende
voksen.
De evige forældre har svært ved
at slippe autoriteten i børnenes
liv, efterhånden som børnene
bliver ældre. De accepterer ikke,
at børnene stiller spørgsmålstegn
ved deres holdninger. Derved opdrager
de ikke børnene til at blive
i stand til at tage egne, selvstændige
beslutninger. De tillader ikke
de voksne børn at blive lige med
sig, så de er ligeværdige voksne,
hvor ingen har ret til at dømme
den anden. De kan ligeledes blive
ved med at opdrage på børnene
– også når børnene er voksne.
”Uanset hvor gammel du er, vil
du altid være mit barn”, menes
bogstaveligt.
De evige forældre kan have svært
ved at slippe ansvaret for børnenes
liv. Forældrene accepterer ikke at
blive forladt af de voksne børn,
hvilket ellers er de voksne børns
vigtigste opgave. De voksne børn
skal blive ved med at være afhængige
af forældrene som kilden til
al kærlighed, visdom og hjælp.
De evige forældre tager over, når
børnene har problemer i stedet for
at lade dem selv tage alderssvarende
ansvar. De kan ikke holde
ud, at børnene lider. Forældrene
står derved i vejen for, at børnene
kan lære konsekvenserne af egne
handlinger.
Konsekvenser for de voksne børn
Voksne børn, hvor forældrene
ikke slipper autoriteten, kan have
svært ved at relatere til andre
som ligeværdige voksne. De føler
sig enten underlegne, hvor andre
tillægges forældrerollen, og hvor
andres meninger har større værdi
end egne meninger, og andres accept
bliver vigtig. Eller de kan føle
sig overlegne, hvor de identificerer
sig med forældrerollen for at tackle
egne barnlige følelser. Det gør dem
kritiske, dominerende og bedrevidende
overfor andre. De kan søge
at få forælderens accept, men er
ambivalente omkring at få den,
for det er umuligt at vinde, når en
forælder kontrollerer en voksen.
Åndeligt kan de føle sig fordømt
af Gud eller blive legalistiske
(fordømmende red.).
Når forældre ikke slipper ansvaret
for voksne børn, kan de voksne
børn få problemer med at få et
almindeligt voksenliv til at fungere.
De regner med, at forældrene klarer
tingene for dem, for eksempel
ved altid at hjælpe dem igennem
måneden økonomisk. De forsøger
at undgå voksenlivets ansvar
og finder nogen, de kan gøre sig
afhængige af. De kan opleve en
ambivalens, hvor de på den ene
side signalerer: Tag ansvar for mig,
og på den anden side: Hvor vover
du at opføre dig som min forælder.
De kan opleve hjælpeløshed og
magtesløshed. De kan enten gøre
forældrene, som imødekommer
alle deres behov, til et ideal, ingen
andre kan leve op til. Eller de kan
vælge at undgå alle nære relationer
i et forsøg på at løsrive sig fra
forældrene.
Hvad kan jeg gøre?
Bliver du opmærksom på mønstre
i dit liv, som kan skyldes
dine forældres måder at tackle
forældreskabet på, er det godt at
finde et andet menneske at tale
med det om. Det kan fx være en
psykolog eller terapeut. Hjælp
kan også findes på kurser og i
diverse bøger om emnet. Denne
artikel er inspireret af følgende
bøger og foredrag, hvor der kan
hentes yderligere viden om flere
forældretyper, og hvad du som
voksent barn kan gøre for at blive
fri af fortidens mønstre:
Bøger
Barn af kontrollerende forældre
– sådan slutter du fred med
fortiden og giver dig selv plads i
nutiden
af Dan Neuharth,
Aschehoug forlag (1999)
“FamilieFred - med dine forældre”.
af: Camilla Carlsen Bechsgaard
og Katrine Krebs
udkommer på Dansk Psykologisk
Forlag medio februar 2012.
The Mom Factor:
Dealing with the Mother you had,
didn’t have, or still contend with
af Henry Cloud & John Townsend
Zondervan (2009) Kristen bog
Cutting loose
– an adult’s guide to coming to
terms with your parents
af Howard M. Halpern,
Fireside (1990)
Healing the orphan heart
af Mark Stibbe
– tre kristne foredrag om fædre
som kan købes og downloades på
www.fathershousetrust.com
The Mother Factor:
How your Mother’s emotional
legacy impacts your life
af Stephan B. Poulter,
Prometheus Books (2008)
17

18
Hvordan gør
vi det så?
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
Af Steen Palmqvist, familieterapeut
Guideline for
forældre med
voksne børn
Henvend dig til de unge, som du selv ønsker, at de henvender sig til dig. Voksne børn har
krav på at blive respekteret på lige fod med forældrene.
Stemplinger som ”typisk dig” skaber unge, der ikke kan finde ud af at samarbejde med
deres forældre. Med et ”typisk dig” bliver de gjort til noget, de ikke kan genkende hos dem
selv, eller de bliver mindet om noget, de ikke bryder sig om. Sådanne stemplinger er en
spændetrøje, som den unge vil reagere imod, og som gør forældre blinde for nuancerne.
Undgå kritik for enhver pris. Kritik ødelægger den gode relation mellem forældre og børn.
Forældre kan godt være uenige med børnene, men der er stor forskel på at kritisere og at
være uenig. Kritik peger på den anden og fortæller, at denne er forkert. Uenighed peger på
sig selv og understreger, hvori uenigheden ligger. Kritik bruger ord som ”du, dig, aldrig og
altid” – uenighed siger ”jeg”. I det hele taget er det værd at overveje, om det har et formål at
synliggøre uenigheden. Ofte er det langt bedre at forholde sig tavs – eller spørgende.
Det er vigtigt, at forældre også tør vedgå deres fejl og sige undskyld, hvis de har forløbet sig
og ikke været konstruktive i en konflikt. Undskyld understreger værdien af det andet menneske.
Konflikter løses med nysgerrighed på reaktionerne, og ved at udtrykke forståelse for dem,
selv om de ikke er hensigtsmæssig i øjeblikket, og der måske ikke lige er plads til dem lige
nu.
Spørg om lov til alt. Når forældre besøger deres voksne børn, er de gæster. Hvis forældre
kan se, at der står en opvask, eller det roder med vasketøj, skal der spørges om lov til at
vaske op og rydde op. Blot at gå i gang, fordi forældrene ser, at der er et behov, er krænkende,
selv om det er i bedste mening. Det svarer til at besøge naboen og automatisk begynde
at rydde op i deres hjem.
Forældre må aldrig blande sig i de voksne børns opdragelse af egne børn, med mindre de
bliver spurgt. Det er grænseoverskridende for unge par, hvis forældre ofte retter på deres
måde at være forældre på. Også selv om rettelsen er til fordel for de unge.
Vælg at samarbejde.
Accepter, at I har forskellige grænser og måder at forstå livet på. Forældre kan generelt kun
stå på sidelinjen af de voksne børns liv. Det skaber kun irritation, konflikt og afstand mellem
generationerne, når forældrene synes, de skal kommentere de unges ”forkerte valg og
værdier”.
Vær nysgerrig på forskelligheden i stedet for at gøre den til et problem. Forskellighed er
kun en konflikt, hvis den ikke anerkendes – ellers bliver den en styrke.

Boganmeldelse
Når
ungerne
forlader
reden
Af Mette Swartz, journalist
”Vi sad her en aften, og pludselig
kunne vi høre køkkenurets tikken.
Jeg har ALDRIG lagt mærke til den
lyd før i mit liv. Og vi har altså boet
her i tyve år.” Sådan siger Birdie
Bjerregard efter hendes to døtre er
flyttet hjemmefra. Et tab, men også
begyndelsen til noget nyt.
Birdie Bjerregaard medvirker sammen
med en række kendte mennesker
i den nye bog: ’Kunsten
at give slip – når børnene flytter
hjemmefra’. Det er TV-journalisten
og forfatteren Lene Johansen,
der har interviewet de medvirkende
og skrevet bogen.
Hun havde selv en flytteklar søn,
og havde inden tiden ikke gjort sig
begreb om, hvad det betød, at han
forlod hjemmet. Hun mærkede
imidlertid et dybt savn og sorg over
at være forladt, og det inspirerede
hende til at finde ud af, hvordan
andre oplever det, når børnene
flytter hjemmefra. Og til at finde
ud af, hvad de stiller op med den
nye livsfase.
Fælles for de interviewede er,
at der har været mange år med
bleskift, børnehavemøder, lektier,
madpakker, bekymringer, bør-
neopdragelse, liv, larm og glæde.
Og så er det pludselig slut, og
der bliver stille og tomt. I bogen
reflekterer forældrene over det,
der var, hvad de fik givet børnene
med, og hvad de ikke fik givet dem,
og hvordan de selv kommer videre
med det nye kapitel i deres eget liv.
Et kapitel med følelser af sorg og
savn, men også en større frihed og
nye muligheder.
’Det er grusomt den dag, der ikke
længere ligger en skoletaske smidt
i entreen, skoene står hulter til
bulter, og køleskabet er tømt. Ganske
grusomt’, siger Anne Knudsen,
der er antropolog og chefredaktør
for Weekendavisen, og har tre
børn, der alle er flyttet hjemmefra.
Via de ærlige interviews kan vi
konstatere, at det umiddelbart er
trist at blive forladt, men at der
også er et liv efter børnene er flyttet.
Et godt liv! Det tager bare noget
tid, før man finder ind i det og
kan leve det fuldt ud. Men inden
da kræver det sin mand/kvinde at
vænne sig til at være næsten alene
– eller i hvert fald ikke at have den
tætte kontakt, hvor ungerne kommer
ind ad døren hver dag.
”Man skal øve sig i at give dem
luft og frihed – både når de bor
hjemme, og når de er flyttet. Jeg
har lovet mig selv, at jeg aldrig vil
sidde med den klynkende stemme
og spørge ’hvornår kommer I
hjem’. Det vil jeg bare ikke.” Birdie
Bjerregaard.
’Kunsten at give slip når børnene
flytter hjemmefra’ er bestemt værd
at læse, fordi den på ærlig vis
sætter ord på nogle af de følelser,
man rummer som mor og far, når
børnene drager af sted. Selvfølgelig
giver den mest, hvis man står midt
i det og kan nikke genkendende til
tankerne, og dermed vide, at man
ikke er den eneste i verden, der
har fældet en tåre, da de tog rulletrappen
i lufthavnen for at tage
ud på nye eventyr.
Samtidig giver bogen inspiration
til at slippe disse store børn og
skue mere indad og tænke efter:
Hvordan vil jeg så leve mit liv nu,
hvor der er mere plads til mig, og
hvad vil jeg bruge mit krudt på.
’Kunsten at give slip
når børnene flytter hjemmefra’
Forfatter: Lene Johansen
200 sider, Gads Forlag. 249 kr.
19

Næste “TEMA” udkommer maj 2012 og handler om frihed.
20
Bliv ven med Agape på www.facebook.com/agapedk
nårlivetgørondt
Foreningen Agape, Bredhøjsvinget 1, 8600 Silkeborg