By & Land - Juni 2007.pdf - Bygningskultur Danmark

bygningskultur.dk

By & Land - Juni 2007.pdf - Bygningskultur Danmark

ID nr. 12941

by & land

Borgergade 111

1300 København K

Sig det med et

medlemskab

Giv en gave

– giv et medlemskab

Landsforeningen for Bygnings-og Landskabskultur

tilbyder: Giv et medlemskab

for resten af 2007 for kr.125.

Meddel os, om det er et personligt

medlemskab af Landsforeningen eller

et lokalforeningsmedlemskab du ønsker

at give.


Bliv medlem!

Vil du have indfl ydelse på arbejdet for bevaring af

arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde bygninger

og landskaber, så meld dig ind i Landsforeningen

for Bygnings- og Landskabskultur eller en af

dens 105 lokalforeninger.

Jo fl ere vi er, jo stærkere står vi!

Sendes til

Landsforeningen for Bygnings-

og Landskabskultur

Borgergade 111

1300 København K

Indbetaling på

Reg. nr. 3121 konto 5095700

L A N D S F O R E N I N G E N F O R L A N D S F O R E N I N G E N F O R

Undertegnede ønsker optagelse som medlem af:

❑ En lokalafdeling under Landsforeningen

Landsforeningen

(kontingent pr. år inkl. blad 250 kr.)

Navn ______________________________________

Stilling ____________________________________

Telefon ____________________________________

Adresse ___________________________________

Postnr. __________ By _______________________

E-mail _____________________________________

Underskrift _________________________________

L A N D S F O R E N I N G E N F O R

Landsforeningen for Bygnings-

og Landskabskultur

juni 2007 nr. 75

tema:

Industriens

bygninger

I dette nummer:

• Bastian i Horsens

• Aalborg Portland

• Bruunshaab gamle Papfabrik

• Tuborgs administrationsbygning

• Erfaringer fra en By og Landforening;

Svendborg

• Referat af Årsmødet i Nysted

2 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

1


udgivet af:

Landsforeningen for Bygnings-

og Landskabskultur

Forsiden: Bruunshaab

gamle Papfabrik

Foto: Lars Guldager

Nr. 75: ISSN 1399-7696

Oplag: 10.000

Design: www.lykke-grafisk.dk

Tryk: Centertryk

Nr. 76 udkommer 25/9 2007

Deadline: 1/8 2007

© Artikler eller udsnit heraf må

anvendes med tydelig kildeangivelse

efter særlig aftale med

Landsforeningen.

Dette nummer vejer ca. 80 gram

by & land udgives af

Landsforeningen for Bygningsog

Landskabskultur

Borgergade 111

1300 København K

Tlf. 70 22 12 99 · Fax 33 47 66 49

Telefontid: ti. til fre.: 10.00-15.00

Reg. nr. 3121 konto 5095700

mail@byogland.dk

www.byogland.dk

Redaktion

Allan Tønnesen (ansvarshavende)

Ålholmvej 78 · 2500 Valby

Tlf. 38 71 47 13

mail@allantonnesen.dk

Indhold

Bent Falk Jensen

Leder 3

Kristoffer Jensen

En fredning der alligevel har gjort en forskel

– Bastian i Horsens 4

Morten Pedersen

Aalborg Portland 9

Henning Ringgård Lauridsen

Bruunshaab gamle Papfabrik 13

Erik Heimann Olsen

Tuborgs

administrationsbygning 18

Rudi Rusfort Kragh

Erfaringer fra en By og Land-Forening:

Svendborg 21

Referat fra Årsmødet i Nysted 26

Anmeldelser 28

Leder

Af Bent Falk Jensen, formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

Bygningsfredninger i større helheder

Truede eller udryddede dyre- og fuglearter har genindtaget

deres plads i den danske natur. Det er primært

resultatet af systematisk naturpleje og fredning af store

naturområder, altså en følge af en betydelig og målrettet

indsats. Det er noget, vi kan glæde os over, og som

bliver til gavn og glæde for vore efterkommere.

Når vi ser på ”bygningsbevaringssagen”, er situationen

ikke tilsvarende optimistisk. Tværtimod! Her føler

man sig som en byguerilla, når man arbejder for at

bevare et enkelt bygningsværk, samtidig med, at de,

der tidligere er fredet, forfalder med deraf følgende

uoprettelige skader og bliver ”affredet” grundet

manglende resurser.

Begrebet et bygningskulturelt landskab, et bykvarter

skabt som en helhed eller en tilsvarende landsby eksisterer

efterhånden kun i fantasien. Det er endnu muligt

at bevare områder, der fortæller deres tids historie.

Det er i øsamfundene og yderkantsområderne, vi

endnu kan se bevaringsværdige spor fra landsbyernes

fortid med den romanske kirke, præstegården, mejeriet,

brugsen, telefoncentralen, de små værksteder og

stationen. Tiden er ved at rinde ud for dem. De bliver

ødebyer i stærkt forfald.

Landbruget har gennem de seneste årtier gennemgået

store forandringer. Tidligere lå gårdene smukt tilpasset

i landskabet med bygninger i indbyrdes harmoni.

Men landbrugene bliver større og større. Stier og hegn

forsvinder og marker bliver lagt sammen. Grimme og

udtjente driftsbygninger forsvinder, men de erstattes

af endnu større og uharmoniske bygninger.

Der er behov for at styre denne udvikling og få udpeget

landsbymiljøer med deres omkringliggende

landskaber og vurdere, om de kan bevares som en

kulturhistorisk sammenhængende helhed. Om få år

er det for sent!

Nogle købstæder havde for 100 år siden ildsjæle, som

kunne se, at noget måtte gøres. De samlede på gamle

huse og satte dem op igen til et lokalt museum. Ska-

gen har en fin lille samling af deres karakteristiske fiskerhytter.

Frilandsmuseet og den Gamle By i Århus er

museumsbyer. Men vi bør også kunne fremvise autentiske

miljøer, som brokvarterer og landsbyer. Et eksempel

kunne være den vestsjællandske landsby Reersø

med dens stjerneudstykning. En kulturhistorisk perle i

forfald grundet manglende interesse og forståelse fra de

ansvarlige myndigheder. En bevaringsforening ville her

kunne hjælpe Reersøbeboerne i samarbejde med kommunen

til at genfinde deres landsbys særpræg.

I København kan man endnu nå at bevare karakteristiske

boligkvarterer og villaområder som f.eks. Rosenvænget.

Området med Københavns Hovedbanegård,

Tivoli, Rådhuset, samt de omkringliggende bygninger

og den gamle bydel inden for voldene bør indgå i en

bevarende tinglyst helhed. En sådan tinglysning vil

kunne bevare denne bydels særpræg og skåne den for

store bygningskroppe, der vil påvirke miljøet negativt.

Ambitiøse forretningsfolk tænker på vækst og indtjening.

Nogle gør det intelligent og talentfuldt inden for

deres idegrundlag og har på denne måde sat deres

præg på storbyen København.

Georg Carstensen skabte Tivoli til glæde og gavn for

København. Tivoli fik for år tilbage grunden af Københavns

Kommune på betingelse af, at den alene

måtte anvendes til forlystelsespark. Tivolis ønske om

et højhusprojekt ved Rådhuspladsen medførte, at

Landsforeningen rejste en fredningssag for at bevare

en af byens historistiske og bevaringsværdige bygninger.

Tivolislottet er af kommunen klassificeret med

”SAVE-værdi” 2, i en skala fra 1 til 9. Mange bygninger

i gruppe 2 er allerede fredet. Derfor bør bygningen

være godt beskyttet med denne klassificering.

Langt flere bygninger i Danmark burde være fredede,

men der er ikke resurser til det, og derfor må Landsforeningen

gribe ind, når bygningskulturen trues.

Vi har, fra vi lærte bygningskunsten med at anvende

sten som byggemateriale, haft stolte traditioner, som

vi skal stå sammen om at bevare for fremtiden.

2 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

3


Bastian i Horsens

Kristoffer Jensen, museumsinspektør på

Industrimuseet i Horsens

Trævarefabrikken ”Bastian” fuldt udbygget. Bemærk jernbanen øst for fabrikken. Malmgreens Forlag 1888.

En fredning der alligevel har

gjort en forskel

”Bastian”, det vel nok mest karakteristiske fabriksan-

læg i Horsens, blev første gang omtalt i dette tids-

skrifts spalter i 1986. Da var den gamle trævarefabrik,

senere telefonfabrik, netop blevet bygningsfredet, og

optimismen med hensyn til en snarlig genanvendelse

af anlægget var stor. Imidlertid er det først nu efter 20

år, at anlægget har gennemgået den restaurering, som

det så længe har trængt til. De forgange 20 år har på

barskeste vis bekræftet den gamle sandhed om, at en

fredning alene ikke kan redde et hus. Som billederne

fra 1986 bekræfter, var fabriksanlægget i fornuftig

vedligeholdelsesstand på fredningstidspunktet. Men

20 års usikkerhed om anlæggets fremtidige anvendelse

gjorde skiftende ejere utilbøjelige til at foretage

investeringer i den nødvendige vedligeholdelse. De

tomme bygninger og den manglende vedligeholdelse

gjorde fabrikken udsat for vejrligets påvirkning og

hærværksmænds ødelæggelser. Konsekvenserne af

hærværket kulminerede i 1999 med en påsat brand,

som resulterede i, at den bindingsværkslænge, som i

trævarefabrikkens tid havde fungeret som oplagshus,

nedbrændte. Længen blev herefter affredet og nedrevet.

Heller ikke fabriksanlæggets øvrige bygninger gik

fri; ikke ét vindue var længere helt.

Denne triste baggrund gør følgende historie om et

konstruktivt samarbjede mellem arkitekt, ejere, fredningsmyndighed

og lejere endnu mere glædelig.

Grev Frijs’ trævarefabrik

Bastians særegenhed skyldes først og fremmest lensgreve

til Frijsenborg og Boller Slot Christian Emil Krag-

Juel-Vind-Frijs (1817-1896). Det var hans ønske om en

moderne trævarefabrik til at forarbejde de store mængder

tømmer, som blev produceret på grevskabets jorde,

som betød, at fabrikken blev opført. Da arbejdet med

opførelsen af fabrikken i Horsens tog sin begyndelse

i 1874, var Frijs en kendt mand. Han var trådt tilbage

som konseilspræsident (statsminister) i 1870, men spillede

stadig en central politisk rolle. Derudover var han

en stor økonomisk magtfaktor i kraft af sin position som

Danmarks største private jordbesidder.

Frijs ønskede sig en moderne trævarefabrik, som kunne

påvirke opfattelsen af danskproduceret træ. Indtil slutningen

af 1800-tallet var den almindelige mening om det

indenlandsk-producerede træ, at det mest egnede sig til

brænde. Fint træ til møbelproduktion o.lign. skaffede

man sig fra udlandet. Denne opfattelse ville Frijs ændre.

For Frijs var der imidlertid mere på spil end det blotte

ønske om at etablere en rationel fabrik. Det handlede i

høj grad også om prestige. Frijs engagerede J. C. Clausen

til at stå for det byggeri, som han placerede på en

grund umiddelbart op ad den nyanlagte jernbane. På

den måde blev fabriksanlægget synligt for alle togrejsende,

der passerede Horsens. Anlægget blev entydigt

disponeret efter placeringen. Den markante skorsten,

kedel- og maskinhuset og funktionær- og direktørbolig

blev placeret i første parket. Disse bygninger var udført

i grundmur med dekorative murdetaljer. Bagved disse

blev produktionslængerne i bindingsværk opført og

fjernest fra jernbanen endelig oplagshusene helt i træ.

Den lokale J. C. Clausen fik både lov at udfolde sine

æstetiske evner og sin teknologiske viden. Han fungerede

som arkitekt og ingeniør og demonstrerede en

bemærkelseværdig viden på begge områder. Clausen

sørgede for alt lige fra de overordnede skitser til bestilling

af de træbearbejdningsmaskiner, som skulle bruges

i fabrikkens produktion.

Frijs investerede 250.000 kr i fabrikken og stod i 1875,

da den blev indviet, med Danmarks mest avancerede

trævarefabrik. Forudsætningerne var således i orden,

men alligevel lykkedes det aldrig at gøre virksomheden

rentabel. For Frijs var Bastian, som han af uvisse grunde

valgte at kalde sin fabrik, i virkeligheden mest en hobbyvirksomhed

ved siden af godsdriften. Hans viden om

fabriksdrift kunne, når det kom til stykket, ligge på et

lille sted, alligevel var han ikke til sinds at overlade styringen

af virksomheden til andre.

Vi kender ikke trævarefabrikkens økonomi i detaljer,

men der er ingen tvivl om, at den var en underskudsforretning.

Derfor måtte Frijs også i 1896, da han lå på sit

dødsleje og skulle finde en fremtidig ejer af anlægget,

acceptere en salgspris på beskedne 40.000 kr.

Ekspanderende telefonfabrik

Køberen af fabrikken var den unge Emil Møller, som

omskabte Bastian til telefonfabrik. Møller var, imodsætning

til Frijs, en driftig forretningsmand med fingeren

på den teknologiske puls. Bastian blev nu centrum for

en blomstrende forretning.

Tiden som telefonfabrik ændrede Bastians udseende. De

fleste af de gamle bindingsværksbygninger blev efterhånden

nedrevet og erstattet med nye bygninger i tre

etager i grundmur. Selv om prestige i form af signalværdi

sikkert ikke stod så centralt for Møller, som det havde

gjort for Frijs, sørgede Møller alligevel for, at de tilbygninger,

som blev tilføjet efter hans overtagelse, blev udført

med respekt for den oprindelige grundidé. Den skiftevise

Bastian som telefonfabrik. Jernbanen løber nu vest for anlægget. De treetagers produktionsbygninger er opført i

perioden 1896-1936. Luftfoto ca. 1960.

4 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

5


Den ene produktionslænge fra telefonfabrikkens tid. Som det ses, var fabrikken i god stand, da den blev fredet i

1986. Fotograf ukendt.

brug af røde og gule sten går igen også i udvidelserne.

Telefonfabrikationen fortsatte i bygningerne til

1960’erne, hvor Kirks Telefonfabrikker, som virksomheden

nu hed, flyttede til nye bygninger. Denne flytning

blev i realiteten startsskuddet til den usikkerhed om

bygningernes fremtid, som først er blevet endegyldigt

løst med Region Midtjyllands indflytning i 2007.

Respektfuld istandsættelse

Historien om Bastians nye liv, nu som ramme om en

række kontorfaciliteter, startede i 2000, hvor fabriksanlægget

for tredje gang efter telefonfabrikkens fraflytning

fik nye ejere. Køberne var en gruppe lokale, som

gennem flere år havde ærgret sig over kompleksets

tiltagende forfald. Baggrunden for købet var en viden

om, at slagteriet på nabogrunden i løbet af en kortere

årrække ville flytte til en ny placering. Der var dermed

udsigt til, at kommunens mangeårige modvilje mod en

lokalplan, der ville åbne mulighed for indretning af boliger

i Bastian, ville forsvinde.

Arkitektfirmaet Birch & Svenning A/S har siden slutningen

af 1980´erne med jævne mellemrum beskæf-

tiget sig med Bastian og fremstod derfor som oplagte

samarbejdspartnere for ejerkredsen i Bastian I/S. Mens

den lokale modstand mod boligindretning således var

vigende, viste der sig til gengæld modstand fra en anden

kant. Kulturarvsstyrelsen (Kuas) viste sig modvillig i

at acceptere de ombygninger, som var nødvendige for

at gøre fabrikken tjenlig til beboelse. Argumentation

fra Kuas’ side gik på, at en opdeling af de store produktionslokaler

i mindre enheder ville fjerne “fabriksfornemmelsen”.

Kuas’ modstand førte naturligt nok til

utilfredshed i Horsens, fordi man, som Kristen Laursens

på ejernes vegne udtrykker det, “ikke fik sin vilje”.

Konflikten om muligheden for boligindretning førte

imidlertid ikke til dårligt samarbejde mellem Kuas, arkitekt

og ejere, derimod blev uenigheden startskuddet

til en frugtbar dialog. Både arkitekt og ejere mener i

dag, at Kuas indgik et meget konstruktivt samarbejde,

som ikke blot bestod i, at projektforslag fra Horsens

blev vurderet med henblik på, om de kunne accepteres

eller ej. Kuas kom selv med udspil til, hvilke anvendelsesmuligheder

man kunne tænke sig i fremtidens Bastian.

Erhvervslejemål rettet mod liberale erhverv, som

var indstillet på kontorlandskaber og glasskillevægge,

Mange års vandindtrængning, kombineret med

omfattende hærværk, har gjort restaureringen til en

udfordring. Peter Garvold, MediaSyd 2006.

tegnede sig hurtigt som den bedste mulighed. Heldigvis

udviklede ejendomsmarkedet sig samtidig sådan, at

det var realistisk at udleje sådanne lejemål til en pris,

som kunne modsvare den nødvendige investering i Bastians

renovering.

Arkitekt Jens Ole Laursen, som har haft sagen ved Birch

& Svenning, er i flere tilfælde gået forsigtigt til værks

med hensyn til, hvor omfattende forandringer af den

oprindelige bygningsmasse han har lagt op til i sine

projektforslag. Her blev han imidlertid meget positivt

overrasket over samarbejdsformen med Kuas’ konsulent,

som i flere tilfælde selv kom med forslag af mere

vidtgående karakter. For at genanvendelse af en industribygning

skal blive en succes, kræver det, at man bevarer

stedets ånd, men samtidig får skabt en funktionel

ramme om den nye funktion. Alle parter involveret i

restaureringen af Bastian siger i dag, at de har oplevet,

at dette mål hele tiden har fungeret som den fælles

overskrift for samarbejdet.

Jens Ole Laursen var i sin tid også involveret i genanvendelsen

af Tobaksgården, et andet gammelt industrikompleks

i Horsens, og han mener, at man ved at sam-

De flotte murdetaljer kunne stadig erkendes i 2002,

trods det omfattende forfald. Industrimuseet 2002.

menligne dette projekt med istandsættelsen af Bastian

får et meget godt billede af, hvilken forskel det gør, om

en bygning er fredet eller ej. Tobaksgården blev også

forsøgt istandsat med respekt for bygningens oprindelige

ånd, men f.eks. lykkedes det ikke der at bevare

de oprindelige støbejernsvinduer. Som Laursen siger

“Dette medførte en væsentlig ændring af bygningens

udtryk, hvad vi godt var klar over ville ske, men det er

kun, når der kommer krav fra Kuas, at man kan forsvare

og argumentere overfor en bygherre, at han skal

vælge den langt dyrere løsning, det er at istandsætte

støbejernsvinduer”. Derudover spiller det tilskud, som

staten giver til restaurering af fredede bygninger, selvfølgelig

også en rolle, selv om den million, som staten

har givet til fase et af Bastians istandsættelse, kun dækker

en brøkdel af omkostningerne.

Jens Ole Laursen understreger, at man ikke kan genanvende

en bygning til nye formål uden at foretage forandringer.

Kunsten består i, at disse forandringer bliver

foretaget med respekt. Bastian er som industribygning

rå. Arkitekten har forsøgt at bevare den råhed ved f.eks.

at lade de nye ventilationssystemer, varmerør, elinstallationer

mv. optræde synligt i det færdige hus. Installatio-

6 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

7


Kulturarvsstyrelsens ønske om at bevare lokalerne uden skillerum giver god mening. De restaurerede støbejernsvinduer

bidrager i væsentlig grad til helhedsindtrykket. Peter Garvold, MediaSyd 2006.

nerne er nye, men de er synlige, akkurat som de tekniske

installationer var, da Bastian fungerede som fabrik.

Det er en forudsætning for en ny anvendelse af en

gammel industribygning, at nogen finder det attraktivt

at flytte ind. For Bastians vedkommende er kommunalreformen

kommet tilpas, idet brugerne af huset

fremover for størstedelens vedkommende er ansatte i

den nye Region Midtjylland. For dem har det været et

stort plus at kunne flytte ind i en bygning med historie,

fremfor en nyopført kønsløst kontorbyggeri.

Resultaterne af istandsættelsen er nu tydelige. Det kan

allerede nu afgøres, at projektet er vellykket, selv om

væsentlige dele af fabriksanlægget stadig står for tur.

Håbet herfra er, at det også vil lykkes at indpasse det

nybyggeri på de omgivende jordarealer, som er skitseret

i lokalplanen, på en måde, så det ikke tager pusten

fra det nu så flot istandsatte industrianlæg.

Bastians tid som trævarefabrik er blevet genstand for

en grundig behandling. Arbejdet resulterer i en bogudgivelse

mod slutningen af 2007.

Bygningshistorie SAVE-registrering

Restaurering Kulturarvsatlas

Ombygning Nybyggeri





Kragevigvej 17 - 4720 Præstø - tlf 55 99 55 36 - E-mail: mail@arkitektbering.dk -www.arkitektbering.dk

Aalborg Portland

Af Morten Pedersen, Nordjyllands Historiske Museum

Cementfabrikken Aalborg Portland har skabt landskabet

ved Rørdal. Kridtbruddet er ved gravning siden etableringen

i 1889 udvidet til et areal på 400 ha. Ved Limfjorden

er store områder gennem opfyldning omdannet til en

kaj, hvor cylinderformede siloer siden 1931 har dannet

en mægtig skyline. I midten ligger fabrikkens kerneanlæg,

hvor råmaterialerne forarbejdes i roterovnene, der

løber højt hævet over jorden og under åben himmel.

Modernismens byggemateriale

Der er delte meninger om cement som byggemateriale.

De fleste vil nok betakke sig for at bo i en »betonkasse«,

men samtidig hylder mange materialet, og uden

elementbyggeriet ville énfamiliehuset næppe have

været en realiserbar drøm for mange. Cementen fik sit

gennembrud i det 20. århundrede, først i industriens

fabrikker, men siden også til boliger for mennesker.

Den udvikling havde ikke været mulig, hvis ikke verdens

cementindustri – med Aalborg Portland i spidsen – i

årene omkring 1900 havde indført nye teknikker, som

gjorde cement til et produkt, der kunne produceres i

rigelige mængder til overkommelige priser.

Byen med de rygende skorstene

Bortset fra en række tidlige fabrikker med en beskeden

produktion har den danske cementindustri siden

1870’erne været koncentreret omkring Mariager Fjord

og Limfjorden, hvor begge cementens hovedbestanddele,

kridt og ler, findes i rigelige mængder, og hvor

fjordene kan anvendes til transport af brændsel og cement.

Ved Aalborg etableredes ikke mindre end fem

cementfabrikker fra 1889 til 1913. Det forandrede

landskabet i en grad, man ellers ikke ser i Danmark. Et

stolt slogan for Aalborg blev »byen med de rygende

skorstene«, og »jordæderiet« – som man kaldte kridtgravningen

– skabte dybe ar i landskabet.

Aalborg Portlands roterovnshus fra 1908 med to roterovne fra starten af 1950’erne ført ud gennem gavlen. Passerer

man under ovnene inde i hallen, skal man ikke stå stille for længe ad gangen – ellers smelter sålerne under ens sko.

Stedet emmer endnu af den sværindustrielle karakter fra starten af forrige århundrede. Foto: Morten Pedersen, 2005.

8 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

9


Aalborg Portland 1922 med gammel og ny teknologi overfor hinanden. Til venstre ses fabrikkens skaktovnshus

genopført efter en brand 1901, mens roterovnsafdelingen ses til højre med bl.a. de endnu bevarede cementmølleri,

kedel- og maskinhus, ovnhal og slemmeri yderst. Foto: H. Tønnies, Aalborg Stadsarkiv.

Det var den lokale klædehandler Hans Holm, der i

1880’erne fik ideen om en cementfabrik ved Limfjorden,

og sammen med vennen F.L. Smidth stod han

bag etableringen af aktiesselskabet Aalborg Portland

i 1889. Samarbejdet blev afgørende, for F.L. Smidth

havde kort forinden med Poul Larsen og Alexander

Foss dannet firmaet F.L. Smidth & Co., der netop var i

færd med at gøre leveringen af nøglefærdige cementfabrikker

til et hovedprodukt. Aalborg Portland blev

både forsøgsanlæg og udstillingsvindue for den nye

teknologi, der inden længe gjorde det københavnske

ingeniørfirma markedsførende på verdensplan.

Nye produktionsmetoder

Fremstillingen af cement har været kendt siden antikken,

men først i 1800-tallet opstod en egentlig cementindustri

i især England og fra omkring 1840 også

i Danmark. Et gennemgående træk et stort forbrug af

manuelt arbejde. Hvis råstofferne ikke var blandede

fra naturens hånd, blev det gjort på fabrikken med

metoder fra teglværksindustrien: Kridt og ler blev

opslemmet i vand, der efter en bundfældning atter

blev ledt væk, således at massen kunne udstanses

i blokke. Disse blev stablet til tørring, inden de blev

fyldt i flaskeformede ovne og efter brændingen kværnet

til pulver som i et kornmølleri. Pakningen i tønder

foregik med håndkraft ligesom udgravningen af kridt

og ler, og mandskabsbehovet blev ikke mindre af, at

råstoffer og cement transporteredes med trillebør.

Ved overgangen til det 20. århundrede erstattede

ny teknologi de gamle produktionsmetoder, og fra

1888 til 1913 steg den danske cementproduktion

fra 17.000 tons til 495.000 tons, dvs. med næsten

3.000%. Samtidig steg produktiviteten pr. arbejder

fra 50 tons om året til 300 tons.

Den teknologiske udvikling blev tegnet af F.L.Smidth,

der dels selv udviklede nye maskiner, dels fra konkurrenter

hjemkøbte andre, der efter en grundig

testning på Aalborg Portland blev videreudviklet

og sat i produktion. Det var bl.a. tilfældet med roterovnen,

der var afgørende for produktivitetsstigningerne.

I roterovnen, dvs. et skråtstillet rør, kunne

råmaterialerne nemlig pumpes flydende ind i den

øverste ende og derefter brændes, efterhånden som

de ved ovnens rotation gled ned mod indfyringen.

Dermed elimineredes den hidtidige, arbejdskrævende

forberedelse af råmaterialerne, ligesom selve

brændingen blev effektiviseret. Fra USA hentedes

to roterovne til Aalborg Portland, hvor de, som de

første i Europa, blev igangsat i 1899, og høsten af

erfaringer herfra gjorde det muligt for F.L. Smidth

at igangsætte en så omfattende ovnproduktion, at

firmaets ovne i 1950 stod for halvdelen af verdens

cementfremstilling.

Ny teknologi – nye fabrikslandskaber

Med F.L. Smidths engagement i branchen overtog

ingeniører med speciale i cementproduktion med et

slag projekteringen af cementfabrikkerne. Det gav

sig udslag dels i udviklingen af en ensartet kompakt

planlægning af alle fabrikkerne, dels i introduktionen

af nye bygningstyper til hvert af produktionsprocessens

trin. Produktionsbygningerne blev således stort

set uden undtagelse tegnet af ingeniører – i hvert

fald frem til 1957, hvor Torben Poulsen & Jacob Blegvad

med tegningen af et pakkeri til fabrikken Dania

blev engageret i branchens nybyggerier.

På trods af den konstante afprøvning af nye anlæg

på Aalborg Portland har flere af strukturerne fra årtierne

omkring 1900 overlevet frem til i dag, hvor de

står som vidnesbyrd om den danske industris tendens

i perioden til at lade planlægning og ny teknologi

erstatte et stort forbrug af manuel arbejdskraft.

Fremhæves kan især flere af de banebrydende anlæg

omkring udviklingen af roterovnsafdelingen fra

1899 – bl.a. et kedelhus fra 1898, et cementmølleri

fra 1904 og en mægtig roterovnshal fra 1908.

Aalborg Portlands skaktovnshus fotograferet kort

før nedrivningen i 1976. Skaktovnshuset fra 1901

og roterovnshuset fra 1899 var de første bygninger i

cementfabrikkernes ovnafdelinger, der blev udstyret

med dekoration, bl.a. i form af rundbuede dør- og

vinduesåbninger, gesimser og liseninddelinger af

facaderne. I arkitektonisk henseende var cementfabrikkerne

præget af bygningskunstens generelle

udvikling. Især kom arven fra den antikke arkitekturtænkning

til udtryk i et hierarki, hvor bygninger blev

udstyret med dekoration eller ej alt efter den betydning,

de blev tillagt. Afgørende var mekaniseringsgraden.

På de ældste cementfabrikker var mølleri- og

administrationsbygningerne således de eneste, der

blev dekoreret, men efterhånden som flere og flere

af processerne mekaniseredes, blev også deres bygninger

genstand for kunstnerisk formgivning. Fra

1915 blev dekorationsgraden markant nedtonet i

tråd med nyklassicismen, og fra 1931 slog funktionalismen

igennem med Aalborg Portlands udvidelse

af lagerfaciliteterne på Limfjordskajen. Foto: Ukendt

fotograf, MT-Højgaard.

Særligt iøjnefaldende kom Aalborg Portlands

skaktsovnshus – med den gamle teknologi – til at stå

overfor de haller, der blev bygget til de nye roterovne.

Hvor skaktovnhuset blev tilpasset den vertikale

produktionsgang og med elevatorer og jernbanespor

på 2. og 3. etage nærmest fik karakter som en del

af maskinen, straktes roterovnshallerne ud som klimaskærme

omkring de skråtliggende ovnrør. I løbet

af kort tid stod det klart, at roterovnen totalt ville

udkonkurrere de gamle ovntyper, og til erstatning af

det første forsøgsanlæg fra 1899 – hvorfra kun et

murforløb i dag indgår i fabrikkens mølleri – opførtes

derfor i 1908 den store ovnhal, der skulle rumme

ikke mindre end seks roterovne. Den buede tagkonstruktion

blev anbragt på ruller på ydermurene for

at gøre den modstandsdygtig overfor de enorme

temperatursvingninger, der ville opstå ved driften af

ovnene.

Skaktovnshuset blev desværre fjernet i 1976, men

ovnhallen fra 1908 udgør endnu Aalborg Portlands

kerne og anvendes stadig til sit oprindelige formål.

Ved monteringen af nye ovne i starten af 1950’erne

blev rammerne dog sprængt, og de mægtige ovnrør

måtte føres ud gennem husets gavl. – En stærkere

udvikling af anlæggets fortælling om den ny teknologis

potentiale kan man næppe tænke sig.

10 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

11


Med opførelsen af en række fritstående cylinderformede siloer og

et pakkeri på havnen ved Aalborg Portland 1931-34 kom funktionalismen

til de danske cementfabrikker – og til Aalborgområdet i

det hele taget. Opbevaringen af cement i sådanne siloanlæg var

forudsat pneumatiske udtømnings- og transportsystemer, der blev

udviklet af F.L. Smidth og afprøvet på Aalborg Portland i årene

efter 1908. Foto: Fritz Karner, Aalborg Stadsarkiv.

For at øge produktionskapaciteten

blev

roterovnene længere

og længere.

Ovnen på billedet er

Aalborg Portlands

første fritlagte roterovn,

der med sine

152 i mange år var

verdens længste.

For at få plads til

den måtte røret

føres gennem en

række siloer – en

konstruktion forbundet

med en vis

fandenivoldskhed,

der stemte godt

overens med det

billede Aalborg

forsøgte at tegne af sig selv i de samme år med udstillinger, gadegennembrud

og funkisbyggeri. De lokale aviser bragte da også

begejstrede skildringer af det nye ovnanlæg – og især af dets høje

skorsten. Ovnen producerer stadig cement. Foto: Ukendt fotograf,

Aalborg Stadsarkiv.

Litteratur:

Bender, Henning & Pedersen, Morten:

Aalborg og cementen.

Aalborgbogen 2006.













Bruunshaab gamle Papfabrik

Af Henning Ringgaard Lauridsen, museumschef, Viborg Stiftsmuseum

Lidt øst for Viborg bugter Søndermølle Å sig gennem

et malerisk dalstrøg med lave enge og småbakker,

klædt med lyng og egekrat. Det korte stræk fra Viborg

Søndersø til udløbet i Nørreåen ved Bruunshaab

tæller kun et par kilometer, men niveauforskellen er

på syv meter, hvilket har givet mølleådalen en glorværdig

plads i Midtjyllands industrihistorie. Allerede

i middelalderen opstemmede ejeren af Asmildkloster

vandløbet to steder for at anlægge vandmøllerne

Søndermølle og Åle Mølle. Disse mølleanlæg blev

grundlaget for egnens tidligste industri, kort efter at

købmand og skibsreder Bertel Bruun fra Fredericia i

1809 købte godset Asmildkloster.

Det industrielle kulturmiljø præger stadig mølleådalen

ved Viborg. Bygningerne på Søndermølle er nyrenoverede

og indrettet til ”grønne” foreninger, udstillinger

og kulturaktiviteter, og et par kilometer herfra ligger

de røde fabriksbygninger fra Bruunshåbs gamle klædefabrik

og spejler sig i mølledammen. Kulturlandskabet

giver et meget autentisk indtryk af, hvordan

mennesker gennem generationer med held har udnyttet

naturens ressourcer i industriens tjeneste. Tilmed

er fabriksbygningen ved Bruunshåb endnu i dag

hjemsted for industriel produktion, idet Bruunshaab

gamle Papfabrik fungerer som et arbejdende fabriksmuseum.

Bruunshaab Klædefabrik

Industrieventyret i Bruunshåb begyndte for alvor i

1821, da den førnævnte Fredericia-købmand Bertel

Bruun overlod til sin søn Johannes Ivar Bruun at opbygge

Bruunshaab Klædefabrik.

Johannes Ivar var på det tidspunkt 25 år. I årene forud

havde han rejst rundt i Centraleuropa for at studere

industriproduktion, og fyldt med indtryk fra det store

udland gik han straks i gang med at skabe en af

Danmarks mest moderne klædefabrikker. Vandkraften

skulle levere energien. Dæmningen blev hævet,

nye vandhjul installeret, fabriksbygninger opført, og

fra Berlin ankom nogle af tidens mest avancerede

Fotografisk udsnit af sydfacaden på Søren Vig-

Nielsens fabriksbynging fra 1909. Fabrikken blev

fredet i 1999. Den ejes af Skov & Naturstyrelsen,

mens Fonden Bruunshaab gamle Papfabrik varetager

papproduktionen og driver museet.

12 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

13


spinderimaskiner. Ved klædefabrikken byggede han

pakhuse og klædemagasiner, valkeri, farveri, stoftrykkeri

og tørreri, smedje, arbejderboliger, herskabsbolig

og funktionærboliger. Et teglværk havde han også

anlagt, og lidt øst for hovedfabrikken ved et mindre

vandløb ved Vibæk opførte fabrikant Bruun en filialfabrik.

Også Søndermølle blev moderniseret og udvidet

med maskiner til bearbejdning af hør. Med en

arbejdsstyrke i 1835 på 223 arbejdere var Bruunshaab

Klædefabrik blandt tidens tre største private klædefabrikker

i kongeriget.

Transportforholdene til den lidt afsides liggende Bruunshaab

Klædefabrik var imidlertid vanskelige. Fabrikant

Bruun forsøgte at afhjælpe problemet ved at

oprette et rederi og indsætte pramme, som via Nørreåen

sejlede til havnen i Randers. I alt foretog Bruunslægten

anlægsinvesteringer primært i fabriksdrift i

mølleådalen på omkring 80.000 Rd. Til sammenligning

kan tjene, at Johannes I. Bruun i forbindelse med

etableringen af filialfabrikken købte den lille herregård

Skovsgård for 5.000 Rd. Der blev altså investeret,

hvad der svarer til adskillige herregårde i det store

industrikompleks.

Fremmede arbejdere og kolonister

En mindre del af investeringerne gik til opførelsen

af arbejderhuse. Fundamentet under industriel produktion

er som bekendt energi, kapital, teknologi og

arbejdskraft. I Bruunshåb lå energien i vandkraften,

Bertel Bruuns handelsfirmaer leverede kapitalen, og

teknologien hentede Johannes Ivar Bruun i udlandet.

Tilbage var spørgsmålet om kvalificeret arbejdskraft.

De faguddannede folk måtte hentes udefra. I hertugdømmerne

og i Fredericia fandt Johannes I. Bruun en

stab af fabriksmestre. Problemet var de jævne fabriksarbejdere.

Bruun ansatte først en del lokale landarbejdere

– og fik sig en slem overraskelse. Folkene befandt

sig ikke godt inden døre i 12-14 timer dagligt, og så

snart det blev forår og solskin, var fabrikanten ret sikker

på, at mange sagde op. Her var tale om et kultursammenstød.

Mennesker, som altid havde levet efter

naturens rytme, kunne ikke omstille sig til fabriksdrift,

hvor uret bestemte arbejdsdagen.

Fabrikant Bruun sadlede om. Forsøg på at få fangerne

i Viborg Tugthus til at væve klædet opgav han i 1824.

Fra Fredericia hentede han i stedet ”fremmede arbejdere

og kolonister”, der var efterkommere af franske

huguenotter, tyske jøder og andre, som havde været

forfulgte. Fra byen Züllichau i Preussen hentede

han ti arbejderfamilier fra en nedlagt klædefabrik.

Og endelig satsede han på børnearbejde. Her er det,

husbyggeriet kommer ind i billedet, idet han opførte

talrige huse til børnerige familier i en stor radius om

fabrikken. Faderen kunne fortsætte som landarbejder,

moderen passede de mindste og fik en væv hjemme i

stuen. De større børn fik arbejde på klædefabrikken.

Bruun gjorde nemlig den erfaring, at børn, der ikke

Det første fabrikskompleks opført ved Åle Mølle i 1821 af fabrikant Johannes Ivar Bruun.

Da klædefabrikken stod færdig, fik Bruun-slægten af kongen tilladelse til at kalde lokaliteten

for Bruunshaab. Maleriet af Bruunshaab Klædefabrik er fra ca. 1830. Det er gengivet

på en tekop.

havde prøvet andet end fabriksarbejde, blev en dygtig

og pålidelig arbejdskraft.

Bruunshaab Klædefabrik – og dermed begyndelsen til

det midtjyske tekstileventyr – blev således skabt ved

hjælp af børnearbejde, straffefanger, indvandrere og

flygtninge, hvilket da er ganske tankevækkende.

Industriarkitektur 1821

Johannes Ivar Bruuns klædefabrik fra 1821 var en

to-etages bygning, som lå hen over opstemningen. I

forlængelse af produktionsbygningen lå møllehuset,

de to møllehjul og valkeriet. Omkring gårdspladsen

opførte han den stadig eksisterende direktørbolig

og ombyggede den gamle møllelade til funktionærboliger.

Den fjerde bygning, en kombineret bolig- og

lagerbygning, som lå parallelt med åen, brændte i

1842, men blev genopført lige øst for åløbet, hvor

huset lå indtil 1965. Lagerbygningen, som fortsat ligger

skråt op mod østbygningens sydende, anes i baggrunden

på maleriet.

Branden i 1842 hærgede også fabriksbygningen,

som dog hurtigt blev genopført i udvidet stand. Efter

1860 mødte klædefabrikken imidlertid en øget konkurrence.

Dampkraften var ved at tage over som en

stabil energikilde, og de nye klædefabrikker i byerne

lå langt gunstigere i forhold til de nye jernbaner og

havnefaciliteter, tillige med at fabrikanterne her langt

lettere kunne rekruttere arbejdskraft. En vis stagna-

Bruunshaab Klædefabrik som den så ud fra gårdsiden omkring 1880. De store

vandhjul er erstattet af vandturbinen. Fabriksbygningen blev udvidet af fabrikant

Mads Pagh Bruun efter branden i 1842.

tion kom derfor til at præge fabrikken i de sidste årtier

af 1800-tallet. Det blev kun til mindre investeringer i

nye spinde- og vævemaskiner. Også vandhjulene blev

afmonteret og erstattet af en vandturbine i 1872, og

fem år senere kunne Bruunshaab Klædefabrik supplere

trækkraften med den første dampmaskine.

Men natten til den 21. maj 1909 ramte katastrofen.

En voldsom brand hærgede totalt fabriksbygningen.

Fabrikant Bruun fik Viborg-arkitekten Søren Vig-Nielsen

til at tegne den nye fabrik, men produktionsstoppet

betød tab af kunder, og i 1913 gik klædefabrikken

på tvangsauktion.

A/S J. Smiths Papfabrik

I 1916 blev fabrikskomplekset i Bruunshaab købt af

A/S J. Smiths Papfabrik. Stedet var velegnet, idet mølleåen

sikrede den fornødne mængde vand til papproduktionen.

Fabrikant Smith flyttede nogle få maskiner

med fra sin tidligere fabrik Clasonsborg ved Herning

og indkøbte andre fra den likviderede A/S Søborghus

Papirfabrik. J. Smiths Papfabrik kunne umiddelbart

koble papmaskinerne på klædefabrikkens hoveddrivaksel

og det sindrige transmissionssystem. En af

fascinationerne på det arbejdende fabriksmuseum i

dag er da også, at transmission og produktion foregår

stort set som for 85 år siden. Den ældste maskine er

et pragtstykke af en dampmaskine fra 1896 og den

nyeste er tørremaskinen, en såkaldt dysentrockner, fra

1956. Bruunshaab gamle Papfabrik rummer derfor

Et af langhusene i Bruunshåb, som fabrikant Mads Pagh Bruun lod opføre

omkring 1840 som bolig til fire arbejderfamilier. Pladsen var trang, i alt ca.

32 m 2 pr. familie, og i stuen skulle der også være plads til husmoderens

væv. De første arbejderhuse fra 1820’erne var lerklinede eller i bindingsværk,

mens husene fra 1840’erne blev grundmuret. Foto: Lars Guldager.

14 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

15


også inden døre et potentiale til forståelsen af den

teknologiske og industrielle udvikling i Danmark.

Det store tørreanlæg fra 1956 løste et stort problem

på papfabrikken. Et ældre anlæg, hvor opvarmet luft

fra dampkedlen blev ført gennem tørrekanaler, voldte

store problemer, og det gamle princip med at tørre

pappladerne på marken ved Bruunshåb, var kun muligt

i sommermånederne. Det var børnearbejde, men

det skabte mange bryderier for de små poder, idet den

danske sommer som bekendt ofte er ”byger der går

og kommer”. I dag er den ene af fabrikkens papmarker

omdannet til sportsplads for Bruunshåb-Tapdrup

Idrætsforening.

Fabriksarkitektur 1909

Fabrikskomplekset ved Bruunshåb er i sin udformning

klassisk for den tidlige vandkraftsbaserede industri i

Danmark. Fabriksbygningen ligger på mølledæmningen,

og i forlængelse af fabrikken følger det centrale

maskinhus med vandturbine, dampmaskine, kedel og

kulgård. Selve produktionsbygningen, der blev genopført

som klædefabrik efter branden i 1909, har

markante store vinduer i støbejernsrammer for at

sikre det optimale lysindfald. Vinkelret på bygningens

sydende ligger en nyere lagerbygning, som også rummer

kontor.

Fabrikkens gårdsplads er indrammet af den tidligere

direktørbolig på sydsiden, mens en stor beboelsesbygning,

der tidligere husede en del funktionærfamilier,

ligger mod øst. Skråt sammenbygget med denne ligger

en tidligere lagerbygning. Lidt vest for fabrikken

langs Vinkelvej lå oprindeligt fem lange, lave arbejderhuse.

I dag er kun ét af husene i det ydre tæt på det

oprindelige, mens et andet er totalt ombygget. Trods

dette har vi i Bruunshåb at gøre med et fabriks- og

boligmiljø, der også illustrerer et patriarkalsk element

fra industriens barndom.

Arkitekt Søren Vig-Nielsens fabriksbygning fra 1909

blev opført i tre etager for effektivt at kunne udnytte

transmissionssystemet. Arkitekturen er enkel og alligevel

med fine detaljer. Vig-Nielsens forkærlighed

for kamtakkede gavle og fronton fornægter sig ikke.

Sydfacaden, der vender ud mod vejen til Viborg, har

Fabriksinteriøret i produktionshallen på den gamle papfabrik tegner et virvar af aksler, drivremme og drivhjul under

loftet og rundt i produktionslokalerne. Transmissionssystemet var engang kernen i ethvert vandkrafts- eller dampdrevet

fabriksanlæg, og det arbejdende fabriksmuseum fortæller derfor om væsentlige epoker i den teknologiske udvikling.

fine halvcirkelformede blændinger og lisener, hvilket

skulle tjene til at tage noget af det tunge af gavlen

og gøre den mere opadstræbende. For samtidigt at

skabe balance og tyngde har han placeret tre vinduer

øverst og to nederst. Symmetrien holdes på plads af

en rosetblænding og en døråbning midt i gavlen.

Hovedattraktionen på fabrikken i dag er ubetinget

selve papproduktionen. Men også det omkringliggen-

de landskab er en oplevelse, og for at publikum kan få

indblik i den sammenhængende historie på stedet, er

Papfabrikken og Viborg Stiftsmuseum i færd med på

første sal at opbygge en ny udstilling, der fortæller om

dagligdagen for fabrikanter og industriarbejdere på

både Bruunshaab Klædefabrik og Bruunshaab Papfabrik.

Udstillingen åbner maj 2007 og er et bidrag til

”Industriens år i Danmark”.

Situationsplan af Bruunshaab gamle Papfabrik.

1. produktionsbygning, 2. kollergang, 3. turbinerum, 4. værksted, 5. dampmaskinerum, 6. kedelrum, 7. kulgård, 8.

skur, 9. lager og kontor, 10. wolferi, nedrevet 1919, 11. smedie, nedrevet 1932, 12. lager til råpapir, 13. tidl. direktørbolig,

14. beboelse, 15. beboelse, tidl. brugsforening, 16. lade og stald samt beboelse for kusk, nedrevet 1965.

Plan udført1978 af Afdelingen for restaurering, by- og bygningspleje, Arkitektskolen i Aarhus.

16 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

17


Tuborgs administrationsbygning

– nu fredet og på vej til restaurering Af Erik Heimann Olsen

Mange mennesker anser den 13. i en måned for en

uheldig dato. Det gjaldt dog ikke Tuborgs Bryggeriers

ledelse. Tværtimod var den 13. maj dagen, hvor grosserer

Philip W.Heyman i 1873 grundlagde det store,

men nu hedengangne bryggeri i Hellerup nord for

København.

Anton Rosen, en kendt arkitekt

Siden blev datoen tværtimod ved adskillige lejligheder

en festdag på bryggeriet. Således også på bryggeriets

40-årsdag i 1913, hvor der var rejsegilde på dets kommende

administrationsbygning på Strandvejen 54.

Det nye hovedkontor blev taget i brug i 1914. Det var

tegnet af en af datidens mest betydelige arkitekter,

Anton Rosen (1859-1928). Han var allerede kendt for

en række store byggearbejder, bl.a. på Landsudstillingen

i Århus (1909), Palads Hotel på Rådhuspladsen

(1909-10, fredet 1985) og den nyligt restaurerede Løvenborg

på Vesterbrogade 34 (1905-7, fredet 1985),

begge i København.

Anton Rosen havde allerede stået for Tuborgs store

triumfbue på Landsudstillingen. Vel ikke mindst på

Tuborgs direktionslokale. Foto: Frants Frandsen

denne baggrund henvendte Tuborgs ledelse sig i 1911

til ham for at få et forslag til en ny administrationsbygning

til den voksende virksomhed. Den skulle give

plads til direktionen, kontorer, laboratorier og værelser

for ugifte funktionærer. De har formentlig været

på 2. sal, hvor jeg fik kontor, da jeg i 1956 blev ansat

på Tuborg. Da var boligerne for længst nedlagt og laboratorievirksomheden

flyttet til andre bygninger på

bryggeriet. Hall’en var i mange år udgangspunktet for

de meget populære bryggeribesøg. Både Carlsberg og

Tuborg kom i de bedste år op på over 100.000 gæster

om året på rundgang med efterfølgende smagsprøver

på bryggeri-produkterne! .

Mens jubilæumsskriftet for De forenede Bryggerier

1891-1916 (om DfB: se martsnr. side21) omtalte den

nye, store bygning, er den i Tuborgs 100-årsskrift kun

nævnt i to billedtekster. Det ene foto er næsten krigshistorisk

og viser et kompagni soldater foran hovedbygningen.

Det oplyses, at en del af sikringsstyrken,

der under Første Verdensskrig skulle forsvare Danmarks

neutralitet, var indkvarteret på Tuborg – nok

ikke et kedeligt kvarter for Jens’erne!

Et ”Gesamtkunstwerk”

Ude fra minder administrationsbygningen med dens

mange enkeltheder og høje tag nærmest om et slot,

næsten en fæstning. Men inde er der lyst og åbent

og samtidig udtryk for soliditet. Det var mig en oplevelse

at arbejde i den store og smukke bygning med

arkitektonisk detaljerigdom og præg af art noveau, en

af datidens populære kunstretninger, som ellers ikke

slog stærkt igennem i arkitekturen herhjemme.

Det var et sandt ”Gesamtkunstværk”. Rosen tegnede

ikke alene bygningen, men stod også for dens udsmykning

og for møblerne. I mine år derude har jeg

ved adskillige lejligheder kunnet glæde mig over hans

sans for gammelt, godt møbelhåndværk, ikke mindst

når jeg sad til møder i direktionens velbevarede kontorer

ud mod Strandvejen.

Den store, højloftede hall helt op til under taget gav

en fin lysvirkning, også til kontorerne på 1. sal. Til belysning

var der dog også en stor, håndtegnet lysekrone

tilskrevet Bindesbøll. Det var altid spændende, når

den blev sænket ned til gulvniveau til rengøring og

vedligeholdelse. Fra hallen gik en trappe ned til underetagen

udsmykket med en stor øltønde, synlig også

fra hall’en, og i smuk, håndværksmæssig udførelse, et

levende udtryk for virksomheden dér på stedet.

Fredning nu besluttet

Det er egentlig forbavsende, at en bygning som denne

først nu er blevet fredet. Godt, at Landsforeningen

tog initiativ til den nu vedtagne fredning. Det Særlige

Bygningssyn havde i november sidste år indstillet til

fredningen, og efter høringsperiodens udløb i marts

måned i år traf Kulturarvstyrelsen hurtigt kendelse om

fredning med følgende begrundelse:

”Tuborgs imposante administrationsbygning, der er

opført af en af periodens fremtrædende, danske arkitekter,

indtager med sin tunge og solide, kubiske krop

i kombination med en sprudlende overflod af velbevarede,

dekorative detaljer en markant position inden

for dansk erhvervsbyggeri i årene omkring 1900. Bygningssynet

finder, ar de bærende fredningsværdier

Tuborgs tildligere administrationsbygning. Foto: Frants Frandsen

18 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

19


us


gsen

l et

en

gsså

r og

anm

-

hean

ks

om

har

ye

å i

n-

eøko-

-

erne

ere

g

.

r

er

dige

0

og

For

gs-

en

kun bygningens ydre.

knytter sig til bygningens tunge, kubiske form, dens

For at blive fredet skal en byg-

karakteristiske og meget tætte placering af vinduer

ning have særlige arkitektoniske

og eller døre, kulturhistoriske det udsøgte materialevalg, kvaliteter centralhallen

med af national ovenlys, betydning. og overalt, både En fred- ud- og indvendig, de

mange ning gælder originale både bygningsdetaljer for bygningens og bemalinger.”

ydre og indre. Alle bygninger

Fredningen opført før tilsikrer, år 1536 at er dette automatisk gedigne bygningsværk

fra fredede, en anden mens tid nu yngre kan overleve bygninger som en kontrast til

nutidens generelt mange, kan fredes, nye byggerier når de på erdet

tidligere bryggeriområde

over 50 år med gamle. dets Yngre mange bygnin- eksklusive lejlighedsbyggerierger,

der indeholder med Øresundsudsigt særlige og værde

mange store

dier, kan fredes i særlige tilfæl-

erhvervsbyggeriers glaspaladser.

de.

Til kategorien af fredede byg-

Nu ny ejer: Realea A/S

ninger hører bl.a. slotte, herre-

Men ét er beskyttelsen af bygningen ved fredningen.

gårde, bondegårde, borgerhuse,

Noget købmandsgårde, andet er at vedligeholde pakhuse, det villa- særprægede bygningsværk.er,

rådhuse, Det skoler, har ejendomsselskabet arrester, jern- Realea A/S

nu banestationer tilsikret ved at og købe industrianlæg,

bygningen. Bag Realea står STUCCO LUSTRO

Fonden telefonkiosker Realdania og som lysthuse. eneaktionær. Formålet med MARMORINO

erhvervelsen Kulturarvsstyrelsen fremgår af har ejendomsselskabets ansvapres- MARMORPUDS

semeddelelse:ret for de fredede ”Erhvervelsen bygninger. sker med henblik på at

sikre Kilde: ejendommens Kulturarv umistelige – en værdi-

MATERIALER

arkitektoniske og kulturhistoriskefuld

ressource værdier for for kommunernes

eftertiden”.

VÆRKTØJ

udvikling. Analyse af dansker-

UDFØRELSE

Tuborg nes holdninger blev i 1970 til fusioneret kulturarv med (læs: overtaget af) KURSER

udført af Kulturarvsstyrelsen og

Carlsberg, og Tuborg-hovedbygningen har derefter

Fonden Realdania, september

stået ubrugt i længere tid. Det præger dens tilstand i AMPIO

2005.

dag, og en omfattende restaurering er derfor nødvendig,

Yderligere oplyser Realea. information

Den vil væsentligst samle sig om

de Thomas udvendige Martinsen, og indvendige direktør overflader. for Desuden skal

samtlige Bygningskultur tekniske installationer Danmark. udskiftes og toiletforholdene

Tlf. 33 bringes 47 66 05, i nutidig standard. Den nye ejer regner

mobil med, 22 at 46 ejendommen 71 70, derefter skal anvendes i sin

nuværende email: tm@bygningskultur.dk

indretning som administrationsbygning

for www.bygningskultur.dk

en fremtidig lejer, som dog endnu ikke er fundet.

Raadvad 40 · 2800 Kongens Lyngby

Tlf. 45 50 55 45 · Fax 45 80 01 84

ampio@ampio.dk · www.ampio.dk

SE LANDSFORENINGENS

HJEMMESIDE

WWW.BYOGLAND.DK











Bestyrelsen, fra venstre mod højre: Carl-Erik Mose Hansen, kasserer, Christian Dan Jensen, Ole Visti Pedersen, næstformand,

Harry Jørgensen, Rudi Rusfort Kragh, formand, Johan Brydegaard, Jess Heine Andersen.

Erfaringer fra en By og Land-forening;

Svendborg Af Rudi Rusfort Kragh

Om generationsskifte, politisk dagsorden,

kommunikation og medlemshvervning i en tid

med opbrud og nye normer. Hvordan har man

gjort det i Svendborg.

I 1960’erne oplevede Svendborg en stor økonomisk

aktivitet, båret frem af den generelle højkonjunktur

og det lokale værfts aktiviteter. Det påvirkede på

mange måder middelalderbyens rum, med høj byggeaktivitet,

nedrivninger af karakteristiske bygninger

og gadegennembrud til den stigende bilisme.

Som reaktion på dette dannede en kreds af byens

indflydelsesrige og handlekraftige personer i 1969

By og Land-Sydfyn, der dengang dækkede hele det

sydfynske område. Senere blev foreningens radius

afgrænset, da borgere i Fåborg-området og på Langeland

etablerede lokale foreninger. Den oprindelige

forening dækker i dag Ny Svendborg Kommune.

Foreningen voksede altså op som protest-forening og

havde fra starten to strategier. Den ene strategi var oplysning

og dokumentation. I 1975 udgav foreningen

Registranten, dokumentation af historiske bygninger

i middelalderbyen. Registranten bevidstgjorde embedsværket

og politikerne og medvirkede til at sætte

bevaringsspørgsmålet på dagsordenen. Den anden

strategi var fremhævelse af Det Gode Eksempel. De

første præmieringer uddelte foreningen i 1973. Ordningen

blev i 1979 overtaget af kommunen og kørte

indtil 2004, hvor Svendborg kommune uden varsel

nedlagde ordningen. Til da var over 150 ejendomme

blevet præmieret og havde derigennem bidraget til at

forskønne byen – gennem de gode eksemplers magt.

Lokalforeningen var i 2003 vært for Landsforeningens

årsmøde.

Omkring årtusindeskiftet kan man betegne forenin-

20 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

21


gen som en stille forening. Den kunne se tilbage på

30 års virke med en lang række sejre; havde været

initiativtager til mange bygningsbevaringsmæssige

ting. Sad repræsenteret i Svendborg Kommunes Facade-udvalg

og i Bygningsforbedringsudvalget. Bestyrelsen

var fagligt højt kvalificerede og havde en meget

stor erfaringsmæssig ballast; flere nærmede sig 20

års medlemskab af bestyrelsen. Medlemstallet havde i

flere år været stabilt på ca. 60. I bestyrelsen var der en

udpræget holdning af ”som vi plejer” og foreningen/

bestyrelsen reagerede hovedsageligt på andres initiativer

(med høringssvar etc) og kunne på den måde i

offentligheden virke som en bagstopper og en klassisk

”bevaringsforening”.

I 2002 besluttede bestyrelsen at opstille en række mål,

som skulle sikre foreningens fortsatte berettigelse, da

foreningens formål stadig var gældende; at forbedre

bygningskulturen og oplyse om den. Bestyrelsen kikkede

på sig selv, gennemsnitsalder var over 60, og den

havde tendens til at stige med et år, for hvert år der

gik. Der var behov for et generationsskifte. Bestyrelsen

kunne gå to veje: se ind i den eksisterende (og også

aldrende) medlemskreds, eller få nye medlemmer ind

i foreningen, som var yngre, og hvor der kunne være

mulige bestyrelsesemner iblandt. Vi valgte overvejende

at gå efter den sidste løsning.

For at få flere (yngre) medlemmer måtte vi tilpasse foreningen

til de yngres livserfaringer. I 2003 begyndte vi

at anvende nye elektroniske kommunikationsmidler,

fik e-mail og en hjemmeside (det er nu 2. generation

vi har). Vi fik lavet en ny hvervefolder med et mere

moderne grafisk design, begyndte at udsende kvartalsmæssige

nyhedsbreve til medlemmer og andre,

samt afholder nu årligt 2 tematiske medlemsmøder.

Endvidere arbejder vi på at opfange nye borgergrupper

der hvor de er; vi arbejder strategisk-taktisk på at

give dem en ad-hoc-præget og fleksibel tilknytningsordning

til foreningen, dels for at forebygge at der

opstår støj på linien i forhold til det politiske system;

at det er én stemme der taler bygningskulturens sag

i kommunen og i de lokale dagblade/ugeaviser mm,

nemlig By og Land-Sydfyn. Dels for at trække engagerede

borgere ind i et uforpligtende fællesskab, som

kan medvirke til at aflaste bestyrelsen, men samtidig

løfte foreningens sag i en større flok.

Vi fornyede altså vores gamle måde at tænke folkelig

forening på. Resultatet er, at i dag har foreningen en

jævn medlemsfremgang – vi modtager 1-4 nye medlemmer

pr. måned, og har nu over 100 medlemmer.

Desuden er bestyrelsens gennemsnitsalder på bare 5

år nedsat med over 10 år, ligger nu nær 50 som gennemsnitsalder.

Samtidig med at antallet af bestyrelsesmedlemmer

er fastholdt.

Fra busturen med Svendborg Byråd og direktørgruppen: Stående i gangen er: Lars Erik Hornemann, borgmester i

Svendborg Kommune. Siddende i højre hjørne: Erik Bendorf, kommunaldirektør. Siddende på anden række i venstre

side: Morten Petersen, udvalgsformand for Plan, Kultur og Udvikling.

Udover at forbedre den interne kommunikation og at

aktivitetsniveauet til medlemmerne måtte omlægges,

måtte vi også forbedre den eksterne aktivitet. Foreningen

måtte blive mere synlig. Både for at medlemmerne

naturligt kan se og forstå hvad de får for deres

kontingent, og for at tiltrække nye medlemmer, som

finder denne forening spændende, en bevægelse som

de gerne ville være en del af. Bestyrelsen besluttede at

vi skulle fremtræde visionære, offensive, positive og

dagsordensættende i offentligheden.

Da bestyrelsen ændrede strategi fra en reaktiv til en

proaktiv holdning måtte vi komme på forkant med

”de andre”. En vej til dette var at få en tættere kontakt

med Teknisk Forvaltning. I 2002-2003 lavede vi en

række kaffemøder med embedsmænd i Forvaltningen

(jeg tror ikke, at politikerne kendte til disse møder).

Møderne skabte en større tillid mellem Forvaltningen

og bestyrelsen, og tilliden betød at embedsfolkene i

en fri samtale fortalte os om hvilke sager der var på

vej, ligesom møderne var et politisk frirum for dem.

Denne uformelle kontakt er fortsat efter kaffemøderne

ophørte, og udgør i dag en væsentlig gensidig

informationskanal mellem parterne.

Vi besluttede tillige, at foreningen ofte skulle i det lokale

dagblad, mindst en gang pr. måned med en positiv

historie – så vi blev kendte i lokalsamfundet og hos

vores potentielle medlemmer. Bestyrelsen har på det

grundlag lavet flere forskellige typer samarbejder med

Fyns Amts Avis, det lokale dagblad. Eksempelvis har

jeg, som privatperson, i mere end 3 år skrevet en fast

klumme i avisen, som ofte understøtter det bestyrelsen

mener eller arbejder med. Det vides positivt, at denne

klumme bliver læst af politikere, embedsfolkene og

andre. Foreningen er endvidere blevet kendt i lokale

erhvervsbrancheorganisationer, hvor vi nu indbydes

til foredrag og debatter (Lions Club, Round Tabel, Erhvervsrådet

etc), ligesom vi tilbydes pladser i forskellige

kommunale tænketanke og arbejdsgrupper, der

vedrører forhold som er indenfor By og Land-Sydfyns

formål. Vi tænker os altid to gange om inden vi siger

ja tak, men er bevidste om påvirkningsmuligheden af

nye personer og dermed få flere til at arbejde for foreningens

formål.

Som et konkret eksempel på en offentlighedsstrategi

og ønsket om at sætte dagsorden vil jeg nævne bestyrelsens

arbejde med at udarbejde en arkitekturpolitik,

som Svendborg Kommune ikke havde. Bestyrelsen

nedsatte i 2002 en arbejdsgruppe der i det stille skulle

arbejde på at lave et foreningsbaseret oplæg til en arkitekturpolitik

for kommunen. Vores arkitekturpolitik

skulle være en overordnet ramme vi ønskede at bruge

som vores styringsredskab for udviklingen af by- og

landskabsrummet. Det blev starten på en spændende,

men også lang og svær proces, for hvordan laver man

en arkitekturpolitik, der tager afsæt i den folkelige

vinkel, og som er fremadrettet?

Vi startede med at studere de arkitekturpolitikker

andre byer havde vedtaget. Så indsamlede vi foreningens

holdninger gennem 30 år til forskellige forhold,

med henblik på at finde den røde tråd og samtidig

gøre holdningerne nutidige. Endelig kikkede vi frem,

prøvede at se hvordan Svendborg, landsbyerne og

bygningskulturen i det åbne land skulle se ud, hvis vi

kunne bestemme.

Det tog tid, og projektet lå faktisk i en skrivebordsskuffe

i to år. Så bragede en anden debat løs. Den

lokale offentlighed kom i diskussion om et kunstværk,

og bestyrelsen greb chancen til at få formuleret en

monumentpolitik. I bestyrelsen havde vi i forbindelse

med arbejdet med arkitekturpolitikken drøftet byens

monumenter og havde også fotoregisteret dem. Nu

vi lavede en diskussionsmanual for forskellige forhold

vedrørende kunst og monumenter i det offentlige rum

i Svendborg Kommune; hvorfor står de der, hvad ved

vi om dem, hvem har ansvaret for dem? Vi rejste en

masse generelle spørgsmål, og koblede det til diskussionen

om det konkrete kunstværk. Vi udsendte vores

oplæg til en monumentpolitik for Svendborg Kommune,

og afholdt, sammen med Kunstforeningen, AOF

og Kommunen et offentligt møde om emnet. Mødet

var en stor succes, og de ledende byrådspolitikere gav

hinanden håndslag på at der skulle arbejdes videre

med emnet. Forslag til monumentpolitikken fik stor

medieomtale, både lokalt og regionalt, som også var

en del af vores målsætning.

Et år efter nedlagde Byrådet pludselig og uden varsel

præmieringsordningen. Det skete i foråret 2005.

Bestyrelsen var forfærdet; det var jo foreningens ordning

kommunen 25 år før havde overtaget. De kunne

da i det mindste have varslet foreningen! Bestyrelsen

reagerede prompte med at få vores arkitekturpolitik

færdig og offentliggjort. Vi sendte den ud til alle po-

22 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

23


Fra busturen med Svendborg Byråd; næstformand Ole Visti Pedersen redegør overfor embedsfolkene og politikerne

hvordan foreningen vurderer kommunalreformens betydning for den bygningskulturelle og landskabelige situation,

med særlig vægt på de udfordringer planarbejdet giver, når kommunen overtager denne vigtige funktion.

litikerne, topembedsfolkene og pressen. Vi lavede en

ny hvervefolder og husstandsomdelte den i 30.000

eksemplar i hele foreningens lokalområde. Vi gjorde

dette op til kommunalvalget i 2005, og flere borgmesterkandidater

anbefalede under valgkampen at

der skulle arbejdes med en arkitekturpolitik i den nye

kommune.

I Kommuneplantillægget, der blev lagt ud til høring

i 2006, var der et afsnit om arkitekturpolitik. Og det

høringssvar bestyrelsen efterfølgende afgav, blev siden

ordret indskrevet i det endeligt vedtagne tillæg.

Af 33 høringssvar var foreningens forslag det eneste

politikerne tilsluttede sig 100%.

Forud for denne ubetingede tilslutning til foreningens

forslag var gået en interessant sidehistorie. Til foreningens

generalforsamling er det en tradition, at bestyrelsen

inviterer en person der ved meget om en sag,

som bestyrelsen vurderer, vil komme på dagsordenen

det kommende år. Den indbudte fagperson lægger op

til debat om sagen, og bestyrelsen bliver fagligt kvalificeret

til den kommende opgave.

Ved generalforsamlingen i foråret 2006 havde vi

inviteret den kommende borgmester i Svendborg

Kommune, Lars Erik Hornemann (V). Inden da havde

bestyrelsen et separatmøde med Hornemann, hvor

vi orienterede ham om foreningens historie, mærkesager

og arbejdsmetoder. Hormemann var tydeligt

imponeret over bestyrelsens engagement og faglige

vidensniveau og ønskede at hans politikerkollegaer fik

del i dette. Vi blev enige om, at det nemmeste var

at borgmesteren inviterede, og Kommunen betalte;

som sagt så gjort, i efteråret 2006 gennemførte vi en

bustur for hele Sammenlægningsudvalget inkl. direktørgruppen

i den nye kommune, med bestyrelsen som

guider og turansvarlige.

Turen var en stor succes. Bestyrelsen havde allieret sig

med den lokale museumschef og havde nøje planlagt

hvilke pointer der skulle fremmes, og hvor de gode og

mindre gode eksempler i byen og på landet, var; Vi

beundrede det der var lykkedes, og fremhævede det

der burde tages hånd om. Samt redegjorde for hvilke

konsekvenser kommunalreformen får for det emne vi

drøftede.

Som mikrofonholder var det underligt at være vidne

til, at politikere der normalt snakker meget, i stive tre

timer var tavse og ikke kommenterede det vi kørte

forbi eller det der blev sagt. Jeg tror mange politikere

fik en alvorlig øjeåbner på denne tur; en sagde efterfølgende

til mig, at turen gjorde dem ”mundlamme”;

dels over at opdage hvor stor kommunen faktisk

var(!), dels at se hvilken forfatning bygningerne og

landskabet nogle steder var i.

For bestyrelsen betød turen, udover at vi fik afleveret

vores holdninger og befæstet vores troværdighed, at

vi fik en tæt dialog med hele det ny byråd samt alle

topembedsmændene på tværs af fagområder. Borgmesteren

sagde i sin afsluttende takketale, at han

fortsat undrede sig over hvordan det var lykkedes os

at få lukket hele politikergruppen ind i en ”rullende

jernkonstruktion på hjul, med lukkede mobiltelefoner,

som man ikke kunne slippe ud af”. Resultatet af turen

var, at alle i byrådet nu ved hvad foreningen står for

og kender foreningen næste gang de hører fra os. Det

var kulminationen af det flere års målrettede lobbyarbejde

kombineret med held og ”fingeren på pulsen”,

som vi mærkede med kommuneplantillægget, da det

tre-fire uger efter busturen blev vedtaget af det samlede

byråd/sammenlægningsudvalg.

Det vi bl.a. har foreslået, og som nu står i kommuneplanens

hovedstruktur er, at der som del af arkitekturpolitikken,

der både skal gælde det private og

offentlige byggeri, skal oprettes et Arkitekturråd i

Kommunen. Vi forestiller os, den en ny ordning med

påskønnelse af godt byggeri placeres her; vi kalder

det en arkitekturpris. I kommuneplantillægget står

også, at der skal laves en prioriteret nedrivningspolitik

i Kommunen. Ligesom der skal laves retningslinier

for byens monumenter og kunstværker, som står i det

offentlige rum. Vi ønsker også at bygningskulturen i

landsbyerne og det åbne land skal bedømmes på sit

eget grundlag, og ser det gerne at der udvikles et

landsbyøkologisk perspektiv. Vi kan endvidere forestille

os at arkitekturpolitikken inddrages i de lokalråd

der muligvis nu skal oprettes i landdistrikterne, og at

hensynet til arkitektur og bygningskultur også indgår

som et tværgående element i kommunens kommende

landdistriktspolitik.















24 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

25

2000

1900

1800


Årsmødet i Nysted

Årsmødet begyndte fredag aften den 11. maj med

en byvandring i den idylliske lilleby Nysted, hvorunder

vi bl.a. så Emil Aarestrups hus og byens middelalderkirke.

Herefter var der officiel modtagelse på rådhuset,

hvor der blev serveret en let anretning, og hvor

borgmester Kaj Petersen bød velkommen og talte om

det gode samarbejde mellem byen og Bevaringsforeningen

i Nysted.

Lørdag den 12. maj begyndte i Sam Hotels store konferencelokale

med et levende lysbilledforedrag om

Lolland-Falster ved kultur- og naturvejleder Anne Elmer

fra Guldborgsund Museum (tidl. Falsters Minder).

Vi hørte om Ramsar-områder, byerne, om Knuthenborg

Safaripark, vindmølleparken ved Kappel og om

den spændende kunstnersammenslutning Land-Art.

Generalforsamlingen indledtes med at formanden,

Bent Falk Jensen bød velkommen. Dirigenten, advokat

Jørgen Thomsen konstaterede – trods en mindre,

formel fejl – at generalforsamlingen var lovlig.

Formandens beretning, der supplerede den skriftlige

beretning på hjemmesiden, redegjorde for den trimning

af foreningens økonomi der har fundet sted i det

forløbne år. Der er ”skåret ind til benet”, men alligevel

har vi et underskud. Medlemsskabet af Bygningskultur

Danmark er opsagt, men får først virkning fra

2008. Landsforeningen har været genstand for positiv

medieomtale i forbindelse med sagen om fredning

af Tivoli-slottet og udstillingsarrangementet Magt og

Dragt i Bygningskulturens Hus. De afholdte inspirationsmøder

har været en succes og vil blive fortsat.

Medlemssituationen er nogenlunde som sidste år, og

der er oprettet to nye lokalforeninger i Vestsjælland.

Der er planer om at indkalde til et møde med formændene

for lokalforeningerne og om etablering af

3-4 ad hoc udvalg af studiekredskarakter (f.eks. om

C.F.Hansen og Altona). Formanden sluttede med at

rette en tak til sekretariatet, redaktøren, annoncører,

forfattere og til regnskabsføreren.

Som en del af beretningen redegjorde de tre udvalgsformænd

for hver deres udvalgs aktiviteter. Først præsenterede

Per Godtfredsen fredningsudvalget og de

mange fredningsinitiativer det har taget i det forløbne

år samt gav eksempler på flere sagsforløb. Han sluttede

med at apellere til lokalforeningerne om at gå

aktivt ind i arbejdet.

Kirsten Lund Andersen fortalte om de kræfter som

haveudvalget kæmper imod, mest overgreb med baggrund

i den stigende velstand, f.eks. Århus havn, Vor

Frue Kloster, Kløvermarken, Paradishaven i Sæby og

præstegården i Skagen. Det er tilsyneladende lykkedes

at forhindre ødelæggelsen af Kunstindustrimuseets

Grønnegård med dens gamle lindetræer; fredningsforslaget

ventes behandlet af Det særlige Bygningssyn

i denne måned. Hun så frem til det kulturministerielle

fredningsudvalgs arbejde.

Susanne Koch fortalte at planudvalget har afgivet

seks indsigelser mod lokalplaner i det forløbne år. Det

har drejet sig om højhuse, fortætninger og projekter

foranlediget af nedlægningen af de gamle kommuner

samt – Christiania, som har lagt beslag på meget af

udvalgets tid.

Flere talere efterlyste initiativer til medlemshvervning,

herunder firmaer (Stark) og til at skaffe sponsorer fra

byggebranchen. Medlemskab som gave blev foreslået.

Flere fandt medlemsstrukturen ugennemsigtig

og foreslog en forenkling, så der bl.a. ikke er så stor

økonomisk forskel på at være personligt medlem og

medlem af en lokalforening. Der blev udtrykt tilfredshed

med bladet, og der blev takket for støtte i sagen

om højhuset i Horsens havn.

Birthe Iuel (BYFO, Bygningskultur Danmark) beklagede

udmeldelsen af Bygningskultur Danmark, som har

brug for By og Land og dens store folkelige opbakning.

Jan Simmelhag opfordrede til at der i bygningsfredningsloven

indføres en tilsynspligt, så ”affredninger”

kan undgås.

Formanden oplyste at der arbejdes med firmahvervning;

der skal måske ansættes et konsulentfirma til

formålet. Ligeså flere annoncører i bladet. Landsforeningen

har anmodet om at blive medlem af det

fredningsudvalg, som kulturministeren skal nedsætte.

Beretningen blev taget til efterretning.

Kassereren forelagde regnskabet. Der blev udtrykt

kritik af at der stadig er underskud, om end meget

mindre end sidste år, og der blev stillet spørgsmål om

varelageret og egenkapitalen. Regnskabet blev godkendt.

Det samme blev budgettet.

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent. Flere foreslog

en forhøjelse. Det blev vedtaget, at kontingentet

for A-medlemmer og for personlige medlemmer blev

forhøjet med 10 kr., til henholdsvis 85 kr. og 260 kr.

B-medlemmer (firmaer): uændret (1500 kr.).

Under Indkomne forslag forelagde Vestslesvigsk Forening

et forslag til vedtægtsændring, som sigtede

mod, at medlemmer, der ikke ønsker bladet, ikke skal

betale fuldt kontingent. Det blev pålagt bestyrelsen at

formulere nye regler for medlemsstrukturen, herunder

abonnement for bladet. Forslag herom skal forelægges

på næste generalforsamling.

Tårnby lokalforening foreslog oprettelsen af et udvalg

for bevaringsværdige bygninger, og at fredningsmedarbejderen

også skal kunne tage sig af bevaringsværdige

bygninger. Det blev anført at vi i forvejen har et

”frednings- og bevaringsudvalg”, og at bevillingen fra

KUAS er øremærket til arbejdet med forberedelse af

fredningsforslag.

Haderslev lokalforening foreslog nedsættelse af et visionsudvalg.

Formanden fandt at der efterhånden er

foreslået mange udvalg, og at det kan blive vanskeligt

at besætte posterne. Bestyrelsen vil se på mulighederne.

Under punktet Valg blev Peter Hee valgt som nyt medlem

af bestyrelsen, og Lars Uldall-Hansen som ny suppleant.

Revisoren blev genvalgt.

Næste årsmøde vil blive afholdt i Holbæk.

Under Eventuelt efterlyste Lars Uldall en holdning til

projektørbelysning af f.eks. kirker.

Hanne Heilmann fortalte om forsøget på at redde Nellemanns

paradisæblehave i Sæby. Niels Chr. Thomsen

henledte opmærksomheden på alle de mange gamle

læhegn som fjernes i disse år. Gerda Villads Petersen

fortalte om kampen for at bevare Ærøskøbings gamle

bygrænse. Peter Hee forelagde et udkast til resolution

om højhuse; det blev vedtaget (se næste spalte).

Efter generalforsamlingen holdt landskabsarkitekt

Jens Balsby Nielsen fra Slots- og Ejendomsstyrelsen

et spændende powerpoint-foredrag om Christiania

– historisk udvikling og principperne for den igangværende

normalisering af området.

Imens var der ledsagertur til udvalgte herregårde ved

historikerne Mette Pilgård og Hanne Christensen samt

leder af Stiftsmuseet i Maribo, Ulla Schaltz.

Om aftenen var der årsfest på Sam Hotels, hvorunder

Helge Torm holdt en morsom tale.

Søndag den 13. maj var der udflugt til Fuglsang Park

med vandring til det enestående naturområde Skejten

i pragtfuldt vejr og besigtigelse af det nye kunstmuseum

der er under opførelse. Efter en let frokost afsluttedes

årsmødet.

A.T.

Om begrænsning i højhusbyggeri

Resolution fra generalforsamlingen 12. maj 2007

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

finder, at byernes centrale områder skal sikres en harmonisk

udvikling. Det betyder at der ikke skal bygges

højhuse i byernes centrale områder, der har bygningskulturel

og historisk betydning.

Centrale områder er forskellige fra by til by. I den mindre

købstad kan der være tale om middelalder- eller

renæssancebyen, medens det i de større byer også

kan dække byområder fra slutningen af 1800-tallet og

begyndelsen af 1900-tallet. Disse områder er bygget,

så de står som harmoniske enheder hvor den enkelte

bygning indordner sig og respekterer helheden.

Højhuse dominerer ikke blot lokale monumentalbygninger

som kirker og rådhuse. De dominerer også

byen, såvel når man færdes nær dem, som når man

på afstand betragter byens skyline.

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

afviser ikke højhuse, men mener at højhuse skal placeres

hvor de passer ind i lokalområdet, og hvor de

ikke generer, men skaber nye kvaliteter for den eksisterende

bygningsmasse. Derfor er det væsentligt, at

de lokale politikere viser respekt for deres egen by og

siger nej til højhuse, hvor de ødelægger meget for de

mange, til glæde for de få.

Det enkelte byråd bør derfor, i forbindelse med udarbejdelse

med de nye kommuneplaner, sørge for at der

også udarbejdes regulativer der sikrer, at der inden

der planlægges for højhusbyggeri også udarbejdes redegørelser

for alle konsekvenserne af dette byggeri.

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

ser gerne at planloven bliver revideret, således at der

i de centrale byområder bliver indlagt begrænsninger

på nybyggeri, så det tilpasses lokal bygningshøjde og

fremstår i harmoni med det kvarter hvori det placeres.

26 by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

27


Anmeldelser

Kort som kilde

Peter Korsgaard: Kort som kilde – en håndbog om

historiske kort og deres anvendelse. Dansk Historisk

Fællesråd og Sammenslutningen af Lokalarkiver 2006.

147 sider. Pris: 225,- kr. Kan bestilles over bogekspeditionen@christensen.mail.dk

I mange år udsendte Dansk Historisk Fællesråd en

lang række små nyttige håndbøger som gav fagfolk

og historisk interesserede indblik i historiske hjælpevidenskaber,

således Ib Kejlbos Historisk Kartografi fra

1966, der dog især beskæftigede sig med de ældre

kortværker.

Det nye værk går langt mere i dybden og beskæftiger

sig desuden også indgående med nyere kort som

målebordsblade og 4 cm kort. Hertil får man et spændende

indblik i opmålingsteknik gennem tiderne fra

trigonometrien til fotogrammetrien.

Indgangen til håndbogen er – lidt drilagtigt – anbragt

sidst i bogen. Det er en guide for den som har

et konkret spørgsmål: hvordan fi nder jeg oplysninger

om gårdnavne, missionshuse, vådområder, bonitet eller

lignende i et bestemt åmråde? I guiden diskuteres

hvilke kortværker der vil være mest relevante, hvorefter

en nærmere beskrivelse kan ses i materialepræsentationen,

som består dels af 25 udvalgte kortværker,

dels andre kort og endelig fl yfotos. Et vigtigt afsnit

handler om kortenes værdi som historisk kilde, og

hvilke faldgruber de rummer. Bogen er rigt illustreret

med eksempler på de mange smukke kort.

Det er fascinerende at studere gamle kort og sammenholde

dem med forholdene som man kender

dem i dag. Peter Korsgaards bog er en uundværlig

vejledning i denne spændende disciplin.

A.T.

_____________________________________________

Fra Roskilde

Årsskrift 2006, udgivet af Foreningen for Bygnings-

og Landskabskultur i Roskilde.

Flere af vore lokalforeninger udsender hvert år et lille

årsskrift med artikler der belyser bygningskulturen i

deres by. Disse artikler bliver ofte ikke kendt i et omfang

som de fortjener. By og Land vil hermed prøve at

råde bod på dette forhold ved at omtale et enkelt af

disse årsskrifter.

Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Roskilde

hører til dem der år efter år udsender et lille skrift

hvori bygningshistorikere og arkitekter tager emner

op: et enkelt hus, et kvarter eller en periode. I det

seneste har redaktionen valgt renæssancen – temaet

for Bygningskulturens Dag i 2006 – som det gennemgående

emne.

Museumsinspektør Peter Kristiansen, Rosenborg, skriver

om Christian IV’s kapel ved Roskilde Domkirke.

Han sætter spørgsmålstegn ved den offi cielle bygmester

Lorenz Steenwinckel som ophavsmand og antyder

at byggeriet blev færdiggjort af Lorenz’ broder Hans

Steenwinckel d.y., tidens mest fremtrædende bygmester.

Desuden følger vi især de store udsmykningsarbejder

i 1800-tallet: Thorvaldsens statue af Christian

IV og Marstrands og Heinrich Hansens malerier og

dekorationer som stod færdige i 1866.

Helge Torm skriver om verdslige renæssancehuse i

Roskilde, en trist historie, da byens engang så rige bestand

er svundet ind til ganske lidt. Ved tærskelen til

1900-tallet var der kun levnet omkring 4, og i dag kan

bestanden opgøres til ét helt hus (Bondetinget 17) og

en kælder (Algade 15). Et bedrøveligt resultat, også

på baggrund af Torms gennemgang af de renæssancehuse

der er kendt fra gamle fotografi er, beretninger,

byens grundtakst 1682 og andre kilder, hvor han

udfolder en nærmest detektivisk skarpsindighed og

får afl ivet den ofte gentagne påstand, at byens fattigdom

på gamle huse skyldes bybrande. Den skyldes

”slet og ret mennesker og deres uforstandighed”. Et

af eksemplerne herpå er så sent som 1972-73, da en

bank fi k lov at fjerne en bindingsværksbagside og en

renæssancekælder på Algade 4.

En lille artikel af Per Axelsen redegør for baggrunden

for foreningens præmieringer.

A.T.

_____________________________________________

Rummets arkitektur – arkitekturens rum

Lars Marcussen: Rummets arkitektur – arkitekturens

rum. Arkitektens Forlag 2006. 572 sider. Pris: 589,- kr.

Som arkitektstuderende på Kunstakademiets Arkitektskoles

afdeling for Bygningsrestaurering i begyndelsen

af 1970-erne, en tid, hvor intet var obligatorisk

og man selv skulle sammensætte sit studium, var én

af de forelæsningsrækker på skolen, blandt de mange

samfundsmæssige og psykologiske emner, der åbenbart

måtte være nødvendige for byplanlæggere og

nybygningsarkitekter, som jeg fandt relevant, Lars

Marcussens ’Rummets arkitektur – arkitekturens rum.

Det har derfor været ekstra spændende for mig at

læse denne mursten af en bog, der netop er kommet

i 2. reviderede udgave på Arkitektens Forlag. Bogen

er en ’tour de force’ i Verdens arkitektur fra urtiden

til i dag, hvor der helt i 70’ernes ånd også inddrages

netop psykologi og samfundsforhold, fi losofi og perception

– samt naturligvis geometri, æstetik og proportionslære.

Som dengang synes jeg i dag mest om

de tre sidste aspekter, men til min overraskelse er de

to emner, jeg selv er meget optaget af i dag i forhold

til arkitektur og bygningskultur, nemlig husenes teknologihistorie,

godt repræsenteret i Lars Marcussens

spændende, vidende om medrivende fremstilling.

I forhold til arkitekturens sociale spekter undrer det

mig dog at den nordiske funktionalismes helt konkrete

sociale og folkelige sider slet ikke er nævnt, men det

husker jeg heller ikke, at man var særlig opmærksom

på i 70’ernes meget teoretisk-sociale tid, som denne

bog efter min mening afspejler.

Så for os, der interesserer os for, arbejder med og

brænder for bygningskulturen er Rummets arkitektur

– arkitekturens rum en meget spændende bog,

der frembærer en glæde og begejstring for Verdens

bygningskulturarv. Lars Marcussen har ikke set det

som sit ærinde at udtrykke én eneste sætning om alle

disse monumenters bevaringstilstand i dag eller deres

fremtidige bevaring – for det er jo langt fra givet, at

dette sker lige så kvalifi ceret i dag, som op gennem

århundrederne. Der skæres overalt i vedligeholdelsesomkostningerne,

så i Italien, Tyskland og Frankrig

fl orerer en acrylforstærket puds, bl.a. på renæssance-

og barokpaladserne i Rom og Firenze, andre facader,

døre og vinduer plasticmales, gamle livfulde rudeglas

skiftes ud med fl oatglas, eller højtsiddende friskulpturer

støbes i beton. Arkitektskolen i København har

heller ikke længere en linie, der omfatter emner som

disse. Men vi må så glæde os så meget mere over

denne helstøbte og grundige fremstilling af arkitekturens

historie.

Søren Vadstrup

_____________________________________________

Anmeldelser

Skæve vinkler

– festskrift til Kjeld de Fine Licht i anledning af 75 årsdagen.

Udgivet af Selskabet for Arkitekturhistorie. Redaktion

Jørgen Hegner Christiansen, Marie-Louise Jørgensen

og Ulla Kjær, i kommission hos Arkitektens Forlag.

283 sider. Pris: 278,- kr. (udsolgt).

Selskabet for Arkitekturhistorie har udgivet et smukt og

fyldigt festskrift i anledning af Kjeld de Fine Lichts fødselsdag.

Der er tale om en righoldighed af bidrag, korte og

lange samlet i en stort og fl ot blandet buket. Bidragene

er samlet i tematiske afsnit der knytter sig til KdFLs forskellige

virker, studierejser, redaktionen af Danmarks kirker,

tiden på det danske akademi i Rom og meget andet.

Generelt gælder, at bogen er smukt sat op og meget

fi nt illustreret, spaltebredden måske en anelse bred i

forhold til læsevenlighed. Bidragene er mangfoldige

både i emner og indfaldsvinkel, mange gode læsværdige

essays der skærper nysgerrigheden og opfordrer

til yderligere fordybelse, små korte og til tiden underfundige

hilsener fra kolleger. Tematiseringen hjælper

til at strukturere det forskelligartede materiale. Mange

bidrag er – under hensyn til den begrænsede plads -

rigeligt forsynet med akademiske attributter i form af

noter og litteraturhenvisninger.

Som almindelig læser, er der – ikke overraskende –

størst udbytte i de bidrag der har karakter af artikler.

Jeg nævner her i fl æng og sparsomt udvalg:

Scraffi to, med udgangspunkt i 1500-tallets Rom, en oplysende

gennemgang af dekorationsteknik på murværk

Tømrermester John Wright på Sankt Thomas og hans

liv og virke som frikøbt slave og borger i Vestindien

Runde prædikestole, oprindelse, motivkreds og stilistisk

slægtsskab

Constantin Hansens maleri fra den gotiske Santa Maria

sopra Minerva og billedkunstens gryende interesse

i den nordiske fortid

Nyborg Toldkammer og arkitekten Carl August Møller

Af kortfattede hilsener fornøjede jeg mig især over

brevduerne i Hørning kirke og glædedes over et lille

musikalsk forspil.

Efter de mange arkitekturbidrag var det dejligt at læse

om forårsvækster i Vejlø præstegårdshave, især her i

april måned.

28

by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

29


ANMELDELSER Anmeldelser

terialet Det kan primært ikke nægtes, er leveret at af nogle entenaf

de skabe faglige arkitektur bidrag i kunst. Københavns På den Erhvervsakademi. krusninger i Frederiksholms Der har han følt Kasav-

Henning er lidt indadvendte Larsens Tegnestue og med eller begrænset måde appel slår for du den to fluer med net af ét en ordentlig nal. lærebog om kalk og alle de dertil

Anne udenforstående Prytz Schaldemose. læser, men som festskrift smæk.” betragtet relaterede materialer Beskrivelserne og teknikker, så virker nu har meget han skre-

Pauline Ringsted. Den kunstneriske inspirations- overbevisende og Libeskind afslø-

må det siges at være vellykket, det må være dejligt at vet en. Forfatteren er foruden arkitekt også uddannet

kilde til Libeskinds arkitekturforrer en væsentlig politisk tæft og

blive fejret – og få lov at bidrage til fejringen – med murer, så det er den erfarne mand, der skriver.

Når bygninger synger

ståelse fornægter sig ikke. Det er strategisk fornemmelse for, hvad

Daniel

dette

Libeskind:

fi ne skrift.

Mit liv og min arki- i det direkte møde mellem Bogen men- er opdelt der i afsnittene: kan lade materialer, sig gøre, hvor udførelse man og

tektur. Skriftet Oversat er af udgivet Nina Skyum-Nielsen.

med støtte fra neskets Bergiafonden, sanser og arkitekturen register. og Afsnittet skal om holde materialer fast og begynder hvor man med måden

Gyldendal Carlsbergs 2005. Mindelegat 392 s. ill. Pris: for 375, Brygger - kr. ikke I.C. de Jacobsen, overordnede rationelle geologiske dannelse slække af kalksten. på principperne De forskellige for at nå dan-

overvejelser, der for Libeskind er sine mål.

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse og Ruth ske kalkarter beskrives. Den meget vigtige forskel mel-

Den kendte arkitekt Daniel afgørende for, om der er tale om Bogen er let tilgængelig i sin

og Finn Riis-Hansens Familiefond.

lem luftkalk og hydraulisk kalk forklares, og kemien

Libeskind har i sit virke gjort sig god arkitektur. For Libeskind er luftige form og tilført en vis por-

berømt med to store projekter. god arkitektur, når mennesker

bagved beskrives.

tion

Brænding

humor, der

og

til

læskning

tider er

beskrives.

_____________________________________________

biden-

Det er det Jødiske Museum i Ber- oplever at bygninger synger! Mørtelsammensætning de og krydret behandles med indgående, underfundige således

lin og genopbygningen af områ- En anden inspirationskilde forklares som forskellen anekdoter. mellem Den receptmørtler er karakteristisk og funkti-

Kalk

det hvor det nu ødelagte World har præget Libeskind som onsmørtler.arki- Den ved, store at betydning Libeskind af ikke sandmaterialets går af

Flot bog om kalk og mureteknik v. Ole Storgaard:

Trade Center i New York lå, i tekt er hans jødiske baggrund, kornstørrelsesfordeling vejen for fremhæves. at udtrykke Forfatteren sine person- har

1. udgave, 1. oplag. Københavns Erhvervsakademi

dag kendt som Ground Zero. Det Han er umådelig bevist medtaget om jøderde

seneste lige holdninger fi nske forskningsresultater, til dette og hint, som

er også

Liniebyg

de to

Forlag,

projekter

København

som hans

2006. 90

nes

sider,

skæbne,

A4, rigt

ikke bare under viser, hvorledes Det hvilket tilsætning kan af virke en passende befriende. mængde

selvbiografi illustreret. Pri: ”Mit 250,- liv og kr. min arki- Tredje Rige, men også kvartsmel i Sovjet og eller kalkmel uden tilsætning af ekstra Nils Groth bintektur”

Kalkmaterialer fra 2005 kredser er en nødvendighed om, og ved i det arbejdet kommunistiske med Polen, demiddel hvorkan

forbedre kalkmørtlens smidighed, frost-

fremstilles som centrale fikspunk- han oprindeligt kommer fra.

istandsættelse og vedligehold af huse opført med de bestandighed og

Fortsatt

styrke væsentligt.

fra side 25

Mørtler til muring,

ter i hans faglige virke.

Samtidig er han sig bevidst om,

førindustrielle håndværksmæssige metoder. Tidligere ind- og udvendigt puds og fuger gennemgås.

Når man læser Libeskinds selv- at han ikke bare er jøde, men også nu samlet i en fælles kartonnage

biografi

var det

er

alment

man ikke

kendt,

i tvivl

hvorledes

om, at

kalk

borger

og kalkmørtler

i et større samfund. I afsnittet om udførelse og udsendes får man i først år til en alle gennemgang kommu-

han skal er et anvendes. meget kunsterisk Imidlertid har mencement

og Det plast udtrykkes i løbet klart i af f.eks. murerens Det værktøj. ner som Opmuring inspiration og fugning til udarbej- beskrives.

neske, af 1900-tallet så meget at trængt det umiddel- kalkmaterialerne jødiske ud af Museum bygge- i Berlin, Herefter der med kommer delse en meget af lokalplaner detaljeret og for omhyggelig særlige,

bartmarkedet. var en musisk Dermed løbebane forsvinder der også viden sin særprægede om brug af udformning ud- spredt beliggende bygninger og

gennemgang af de mange muligheder for overfl ade-

lå foran kalk og ham. arbejde Men med han disse var også gode materialer gør et ud voldsomt af folks sanseindtryk med kulturmiljøer i det åbne land.

behandlinger, som kalkmaterialerne åbner for arkitek-

en bevidsthed. ferm tegner Der og fi det ndes stod dog efter- megen kalkviden forvredne rundt og om skæve vinkler som Desuden er materialet tænkt som

hånden klart at fremtidsmulighe- på de besøgende skal minde

ter og

dem

konstruktører:

et eksempel

Pudsning,


sgrafi

en målrettet

tto, berapning,

i fi rmaer og på institutter, men det kan være svært at

derne skaffe lå her. sig overblik Dog var over det de hans mange regler om og al erfaringer. grusomheden i Holocaust stenskuring, sækkeskuring, information fi om ltsning, vedligeholdelse vandskuring,

mor Det der er skubbede der nu rådet ham bod den på, sidste idet der i og efteråret ikke mindst 2006 det meningsløse kalkning, kalkfarvning, i af en særlig fresko, regional sekko. Afrensning byggeskik. i for-

vej over i arkitekturen med orde- nazismens terror gennem bindelse bl.a. de med renovering Det er bliver et storartet beskrevet. og ideali- Teksten af-

er udkommet en meget nyttig, elegant og læseværdig

ne ”Du kan altid skabe kunst i ”tomrum” Libeskind har sluttes indlagt med ien

beskrivelse stisk initiativ af ofte de forekommende to kommunerska

bog om kalk. Forfatteren er arkitekt Ole Storgaard,

arkitekturen, men du kan ikke bygningen.

der og fejl, hvoraf her mange har taget. opstår, Det fordi fortjener det anvendte at

som har været lærer for vordende konstruktører

På den måde


er bygningen ble- rigtig mange kommuner følger

vet ”besjælet”, og kan gennem

påvirkning af sanserne fortælle

det op. A.T.

alle om grusomhederne i forbin-

LAGRET EGETØMMER

delse med Holocaust.

til kirker og bindingsværk

Selvbiografien tager os ikke

kun ind i en arkitekts kunstneri-

FÅ RÅDGIVNING

OM DIT HUS

ske univers, men også med ind på

de bonede gulve i de politiske

haller, der hvor det også afgøres

hvilken arkitektur der skabes.

Center for Bygningsbevaring

RAADVAD 40

2800 Lyngby

Biografien fortæller indgående

hvordan han, ofte med succes, har

kæmpet for sine visioner. Til tider

i hårde EGETRAE.DK

faglige og politiske kampe,

der får spillet om Operahuset i

Tlf. 86 46 80 18

København til at fremstå som små

www.bygningsbevaring.dk

facademateriale har været for stærkt. Det sidste afsnit

er en ordliste over vigtige begreber. Her kan man fi nde

korte defi nitioner, som er gentagelse af bogens tekst.

Man kunne måske have gjort ordlisten mere fyldig på

den samme plads ved at henvise til teksten.

Med ”KALK” har vi fået et overskueligt samleværk om

kalk og mureteknik. Fremstillingen krydres af meget

fl otte og instruktive fotos og tegninger, langt de fl este

taget og udført af forfatteren selv. Teksten har mange

kulturelle og historiske henvisninger, som gør den fornøjelig

at læse. Bogen er solidt indbundet, så den kan

holde til at blive brugt, hvad den absolut fortjener.

Anders Nielsen

Noter

Nyt om Tivolislottet

Tivolislottet, omtalt i nr. 74, har været forelagt Det

Særlige Bygningssyn og er blevet indstillet til fredning.

Sagen er nu sendt i høring.

Nyt om Københavns gamle vandværk

Københavns gamle vandværk, omtalt i nr. 66, er af

Kulturarvsstyrelsen blevet udpeget som industriminde

sammen med 24 andre, herunder Carlsberg,

Kødbyen, Mølleåen og Aalborg Portland

Landsforeningens nye bestyrelse efter generalforsamlingen 2007

Formand:

Bent Falk Jensen

Solbjergvej 11

4400 Kalundborg

Tlf. 59 51 62 51

bf@c.dk

Næstformand:

Søren Vadstrup

Vejlemosevej 52

2840 Holte

Tlf. 45 96 99 90

sva@bygningsbevaring.dk

Kasserer:

Torben Lindegaard

Hybenvej 32

5260 Odense S

Tlf. 66 11 69 18

torben_lindegaard@e-privat.dk

Bestyrelsesmedlemmer:

Ejvind Bitsch

Brandsbjerg 24

4400 Kalundborg

Tlf. 59 56 04 08

ebitsch@post.tele.dk

Per Godtfredsen

Tobergvej 3

3060 Espergærde

Tlf. 29 90 39 02

per@arkinet.dk

Peter Mogens Hee

Lænkebjerg 63

6100 Haderslev

Tlf. 74 52 74 99

pemh@kolding.dk

L A N D S F O R E N I N G E N F O R

Nyt fra Landsforeningen

Medlemsnyt udgår

– vores hjemmeside består

Indstikket ”medlemsnyt” indgår denne gang ikke i

bladet By og Land. Medlemsstof vil fremover blive

lagt ud på vores hjemmeside www.byogland.dk,

og sendt ud via nyhedsbrev per mail.

Tilmeld vores nyhedsbrev per mail

Vi vil meget gerne opfordre alle til at tilmelde sig

vores nyhedsbrev. Vi sender bl.a. aktuel information

om vores forening, arrangementer og fredningsforslag.

Tilmelding kan ske ved at indsende

mailadresse, samt navn og evt. medlemsnummer

til mail@byogland.dk.

Årsmøde 2008

Afholdes af FBL i Holbæk Kommune 16. 17. og

18. maj 2008.

Adresseliste

Liselotte Mygh

Vestensborg Alle 23

4800 Nykøbing Falster

Tlf. 54 85 69 31

lm@falsters-minder-museum.dk

Suppleanter:

Martin Jonø

Vibevej 5

8990 Fårup

Tlf. 26 81 79 57

mj@eeh.dk

Lars Uldall-Hansen

Silkeborgvej 767-769

Sønder Årslev

8220 Brabrand

Tlf. 86 26 20 57

ulvad@post.tele.dk

30 30

by & land nr. 75 · juni 2007 by & land nr. 75 · juni 2007

31

More magazines by this user
Similar magazines