Download - Leder - FDF

6
kunne stå for deres lys hud, og lyse øjne, der var
så anderledes fra landsbyboernes brune hud og
brune øjne.
”Hej med jer, og velkommen. Jeg hedder Joyce,”
sagde en pige, som var smuttet ind mellem alle
de andre og nu stod lige foran Sille. ”Vi har glædet
os rigtig meget til, at I skulle komme.”
Sille og Sigurd hilste pænt på pigen.
”Kom med mig. I skal hilse på vores ældste,”
fortsatte pigen, og hev i Silles rygsæk for at få
både hende og Sigurd med. Hun førte dem hen
til en gammel mand med gråt hår og gråt skæg.
”Det her er Lennart. Han er byens ældste. Det er
ham der bestemmer mest i byen,” sagde Joyce og
smilede. ”Og så er han min bedstefar.”
”Velkommen til,” sagde Lennart til Sille og Sigurd.
”Sæt jer ned. Vi har en overraskelse klar
til jer.”
Sille og Sigurd adlød med det samme og satte
sig ned på jorden. De havde knap nok fået sig
sat, før landsbyens kvinder begyndte at danse
og synge. Det var en rigtig flot dans, men Sille
og Sigurd havde svært ved at koncentrere sig om
dansen. Ingen af dem kunne lade være med at
spekulerede over, hvad der var blevet af Felix.
”Vi kan lede efter ham bagefter,” hviskede Sigurd
til Sille. Han kunne nemlig godt regne ud,
hvad det var hun sad og spekulerede over. Sille
kiggede på ham og nikkede. Sigurd kunne se en
lille tåre i hendes øjenkrog.
Men skovbørnene fik ikke mulighed for at lede
efter deres lille ven før noget senere, for så snart
dansen var slut, trak Joyce dem rundt i landsbyen
for at vise dem det hele. De endte ved en flot
lerhytte, der så ud til lige at være blevet bygget.
”Det er her, I skal bo,” sagde Joyce.
Sigurd betragtede hytten. Den var rund, taget
var lavet af strå. Der var et par små vinduer og
en lille døråbning. Indenfor var det første, Sigurd
lagde mærke til en bålplads. Den var placeret
midt i gulvet.
”Er det der, man laver mad?” spurgte Sille, der
også havde lagt mærke til bålpladsen. Joyce rystede
på hovedet.
”Nej, køkkenet er udenfor,” sagde hun.
Sille og Sigurd stillede deres bagage ved siden
af et par madrasser, der lå langs hyttens ene
væg. Bagefter fulgte de efter Joyce udenfor igen.
De fortsatte om på den anden side af hytten. Her
var der et rigtigt højt bord lavet af rafter, hvor
gryder, potter og pander stod stablet. Under
bordet stod der flere dunke med vand og et par
tomme spande.
”Her har du køkkenet, Sille,” sagde Joyce og slog
ud med armen.
”Hvad bruger I dunkene til?” spurgte Sigurd.
”Det er til kvinderne og pigerne. De bruger dunkene,
når de skal hente vand til landsbyen.
Spandene er til det majsmel, som de laver af vores
majs. Du kan godt nok ikke se vores majsmølle
lige nu, for den er lånt ud til nabobyen lige
for tiden,” forklarede Joyce.
Sille syntes, det lød lidt dumt, at det kun var pigerne,
der skulle hente vand og male majsmel,
men Sigurd afbrød hende, inden hun kunne nå
at spørge, hvorfor det var sådan.
”Hvor mange bor der her i byen?” spurgte Sigurd,
mens han kiggede sig omkring.
”Vi bor 2 familier her i byen,” begyndte Joyce. ”I
hytterne derovre, bor familien Owen, og her i de