MacArthurs filmkys

Omskolingen af den japanske befolkning
fra kejserlige undersåtter til samfundsbor­
gere i det vestligt orienterede demokrati,
amerikanerne søgte at implementere,
skulle vise sig mere vanskelig. I den kamp
om hjerter og sind, der fortsatte i årene ef­
ter den japanske kapitulation den 15. au­
gust 1945, udgjorde fiktionsfilmen et vig­
tigt middel. Amerikanerne udvalgte og di­
stribuerede Hollywood-film, som kunne
spore japanerne ind på det rette dem okra­
tiske sindelag, og censurerede samtidig - i
demokratiseringens navn - den japanske
filmproduktion.
At gå til den japanske okkupationsfilm
m ed det for øje, at her er tale om film
censureret af en besættelsesmagt, er at
dykke durk ned i interaktionen mellem
filmen og magten - og modmagten, som
den blev praktiseret af japanske filmska­
bere. Blandt dem var der flere, der havde
en anden dagsorden, end den besætterne
udstak. Både på grund af og på trods af
censuren bærer japanske film fra okkupa­
tionsperioden i dag vidnesbyrd om, at
kampen om de besattes hjerter var en om ­
skiftelig proces. Jeg skal i det følgende give
et rids af, hvordan den amerikanske magt­
udøvelse over den japanske filmkultur av­
lede såvel velvilligt samarbejde som skjult
modstand. Og hvorledes skift i den kurs,
magthaverne fulgte, afspejles i de censure­
rede film. Jeg vil hovedsagelig koncentrere
mig om okkupationstidens helt store stjer­
neskud, Akira Kurosawa (1910-98), og
hans værker, især hans berøm te Rashdmon
(1950, Dæmonernes Port), som er gået
over i filmhistorien som det værk, der for
alvor åbnede vestens øjne for den japanske
filmkultur. Filmen har siden vundet status
som en rigtig kustodefilm, sådan en der
altid hentes frem, støves af og projiceres
op på det store lærred, når lejligheden by­
der sig, ofte fulgt af m anende ord om uni­
versel humanisme, sandhedens relativitet
og menneskers manglende evne til at følge
dydens smalle sti. En analyse af Rashdmon
i et samtidshistorisk m agt/m odm agt-per­
spektiv bringer nemlig en ganske anden
fortælling for dagen end den, der står at
læse i de talrige bøger, vestlige kritikere
har skrevet om Kurosawa og hans film.
For at nuancere det samlede billede af
vekselvirkningen mellem besættelsesmagt
og film vil jeg også foretage udblik til
Kurosawas mindre kendte film, prim æ rt
Waga seishun ni kui nashi... (1946, No
Regretsfor Our Youth) - Kurosawas første
efterkrigsfilm, som er blevet kategoriseret
som en rigtig ’’demokratiseringsfilm”
(Flirano 1992: 180). Men for at forstå,
hvad den term indebærer, må man først
kende til de betingelser, hvorunder filmen
blev til.
Besætternes dem okratiserende censur.
Den amerikanske filmcensur fulgte en tre­
strenget strategi, som besætterne havde
haft med hjemmefra. Allerede midt i 1942
begyndte amerikanske regeringsorganer at
analysere japanske krigsfilm for bedre at
forstå fjenden. Det grundigste studie blev
udført af antropologen Ruth Benedict,
som kort efter krigen forfattede det be­
rømte og berygtede antropologiske studie
af hele nationen Japan under titlen The
Chrysanthemum and the Sword (Benedict
1946). Samtidig med at Benedict syslede
med sine analyser af fjenden ifølge fjen­
dens fiktionsfilm, begyndte amerikanske
tropper at tage japanske krigsfanger. Og
de af dem, der havde tilknytning til den
japanske filmindustri, blev afhørt af de
samme mænd, som efter krigens ophør
skulle blive ledere af censurmyndigheder­
ne.
a f Lars-Martin Sørensen
Det første trin i amerikanernes slagplan
var en oprydning i de japanske filmarki- 117