BEGREBET - Skoletjenesten

skoletjenesten.dk

BEGREBET - Skoletjenesten

ROKOKO

BEGREBET


EN INTRODUKTION

For de fleste af os virker den historiske stilperiode rokokoen (1710-

1790) som noget, der er sket for utrolig lang tid siden, og det er svært

at forestille sig, at perioden kan indeholde noget, der er interessant og

relevant for os i dag i vores globaliserede og højteknologiske virkelighed.

Ikke desto mindre har vi i dette undervisningsmateriale valgt at

undersøge, hvordan elementer fra rokokoen som fænomen kan genfindes

i det 21. århundredes samfund. Det er helt centrale og almenmenneskelige

temaer som identitet, kulturmøder og iscenesættelse,

der går igen i begge perioder. Vi er måske slet ikke så forskellige fra

rokokomennesket, som vi bilder os ind, når vi ser periodens overdrevne

parykker og grusomme henrettelser.

Danmark i 1700-tallet er præget af en udveksling mellem det åbne og

nysgerrige og det lukkede og indadvendte. Set i et kulturelt perspektiv

oplever vi oplysningstiden. I Danmark skriver Ludvig Holberg (1684-

1754) og i Europa Voltaire og Rousseau nye idéer og tanker, der bevæger

sig i retning af et mere sekulært verdensbillede. Samtidigt er det

en florissant periode, dvs. en periode, hvor handel og kapitalisme blomstrer,

og købmænd skaber formuer på slaver og våben, mens borgernes

rettigheder og ytringsfrihed debatteres i de nyopståede klubber.

Danmark møder i 1700-tallet verden, og kimen til nutidens demokratiske

samfund, der kendetegner det moderne Danmark i dag, bliver

lagt. Rokokoen som fænomen befinder sig altså i et kontrastfyldt århundrede,

hvor det eventyrlystne og ekstravagante står side om side

med det grumme og brutale.

www.designmuseum.dk

2 www.skoletjenesten.dk


Frederiks hospital bliver bygget i 1756 og er det første offentlige hos -

pital i København, hvor småt bemidlede borgere kan modtage pleje.

Det er her, Kong Christian VII’s reformivrige livlæge Johan Struensee

sætter en kasse op uden for et kældervindue, hvor kvinder, der har

født uden for ægteskab, anonymt kan aflevere barnet. Bygningen er et

fornemt eksempel på arkitektur i rokokostilen og en del af Frederiksstaden,

en bydel grundlagt af Kong Frederik V. Stedet fungerede som

hospital indtil 1910 og åbnede efter en gennemgribende renovering

udført af arkitekt og møbeldesigner Kåre Klint som Kunstindustrimuseet

i 1927. Museet tog navneforandring til Designmuseum Danmark

i foråret 2010.

Ordet rokoko stammer fra det franske ord ”rocaille”, der betyder musling.

Den opstår i Frankrig med sit epicenter i Paris ved Ludvig XIV’s

hof og er dermed en hofstil. Det uægte er på mode i rokokoen. Halvmasker,

parykker, pudder, indsnøringer, korsetter, falske indlæg ved

bryst, hofter osv. er styling à la rokoko. I dag iscenesætter vi også os

selv med det uægte som piercinger, tatoveringer, brystforstørrelser

og skønhedsoperationer, noget som rokokomennesket sikkert ville

have bifaldet. Det er fra adelen, hoffet og senere i 1700-tallet også det

bedre borgerskab, at mode og stil bliver skabt i rokokoperioden via

den såkaldte trickle down-effekt (se evt. undervisningsmateriale om

subkultur), hvor moden siver nedad i samfundet. Overklassen iscenesætter

sig selv som de perfekte mennesker på malerier og ”pynter”

på udseendet for at få sublim og ungdommelig udstråling, præcis

som vi ser det med Photoshop og retoucheringer i dag. I det 21. århundrede

er det ofte ”kendisser” som skuespillere, sangere, sportsidoler

eller supermodeller, der fremstår som perfekte forbilleder.

Attitude og etikette –

Hvordan gebærder man sig?

I 1700-tallet var det vigtigt at positionere sig ved hoffet, til maskerader

og visitter, på samme måde som vi i dag gør det gennem sociale/digitale

netværk som Facebook, Twitter, chats og blogs.

I rokokoperioden udvikledes en særlig krukket manér i både gangstil

og talemåder, dikteret af regler ved hoffet. Via påklædning og iscenesættelse

var man klar til at indtage de forskellige scener, man hele tiden

agerede på: Ved hoffet, i byens fornemme huse, på gader og pladser

osv. De indstuderede roller overskyggede det personlige. Performance

var altafgørende for ens succes i samfundets hierarki. Tidens

ideal foreskrev kropskontrol. Enhver, der ville være nogen, måtte blive

til nogen og style sin beklædning, sin dans, sit hjem og alle sine bevægelser.

Hoffet fungerede som et rollespil. Alle havde roller, som

www.designmuseum.dk

3 www.skoletjenesten.dk


man for alt i verden ikke måtte træde ved siden af. Der var strenge

krav til, hvad der måtte siges, hvem det måtte siges til, og hvordan det

skulle siges. Hierarkier og ære var alt, den enkelte intet. Et vredesudbrud

var lig med et spark ned ad rangstigen og kunne ødelægge karrieren.

Der blev udgivet anstandshåndbøger med råd om, hvordan

man skulle begå sig ved hoffet. Beherskelse var et nøgleord, også af

kroppens holdning og bevægelser. Dette kunne f.eks. trænes med

danseundervisning, hvor man kunne øve sig i at opnå smukke, kontrollerede

bevægelser og i at gå, stå, bukke og hilse på den rigtige

måde. Der fandtes også anstandsbøger om selskabelige besøg og opførsel,

f.eks. var visitter vigtige. Rokokomennesket måtte altid være

beredt til selskab og til at optræde for hinanden, og boligens rum blev

brugt som scener.

Filmen ”En kongelig affære” af Nikolaj Arcel skildrer, ud over kærlighedshistorien

mellem Kong Christian VII’s livlæge Johan Struensee

og dronning Caroline Mathilde, et politisk opgør med enevælden.

Struensee er oplysningsmand, inspireret af bl.a. Voltaire og Rousseau,

og indfører nye idéer og politiske reformer i Danmark, inden han

ender på skafottet. Han og Caroline Mathilde kalder de tidligere magthavere

for ”parykker”, dvs. den typiske rokokorekvisit bliver et skældsord,

der sættes lig med en degenereret og gammeldags stil. Så selvom

Struensee mister hovedet, og reformerne stopper i en periode, indvarsler

dette et skifte, der bryder ud i lys lue i 1789 med Den franske revolution,

hvor arbejdere og bønder gør oprør mod kongen og adelen.

Fremmede lande og skikke

Opdagelsesrejsende og handelsskibe bringer viden om fremmede

egne og specialiteter med hjem til Danmark, og perioden fra midten

af 1700-tallet til Englandskrigen i 1807 er højdepunktet i Danmarks

karriere som kolonimagt med kolonierne i Indien (Trankebar), Caribien

(Dansk-Vestindiske Øer) og Afrika (Ghana). Trekantshandlen mellem

København, Afrika og Vestindien er 1700-tallets vigtigste handelsrute.

Skibe fra København sejler våben til Vestafrika og våbnene

byttes til slaver, elfenben og guld. Slaverne bliver fragtet til danske

sukkerkolonier i Vestindien, hvor de sælges til plantageejere, inden

skibene lastes med dyrebart sukker, tobak og bomuld og sejles hjem

til Danmark.

Slavetransporten over Atlanten foregår under elendige forhold. Fra

1670-1802 bliver der fragtet omkring 100.000 slaver over Atlanten. En

handel, der gør Danmark til den syvende største slavenation i verden.

Enkelte slaver fra 1700-tallets slavehandel ender i Danmark. De bliver

trofæer i adelens eller nyrige købmænds husholdninger, og det

bliver moderne at have en slave med på familieportrættet.

www.designmuseum.dk

4 www.skoletjenesten.dk


NEDSLAG I UDSTILLINGENS

VÆRKER OG KUNSTNERE

Yinka Shonibare MBE

Yinka Shonibare (f. 1962) er en politisk engageret kunstner med nigeriansk-engelsk

baggrund. Han betegner sig selv som en postkolonial

”kulturel hybrid”. Han er både indenfor og udenfor, dels via sin nationalitet,

dels via sin MBE-orden (Member of the Order of the British

Empire). Hans værker er altid flertydige, og rummer både æstetik, politik

og humor. Han arbejder med forskellige medier, i denne udstilling

med film og kostumer. Han forholder sig aktivt og politisk i sine værker

og vil gerne udfordre beskueren og vende op og ned på gængse

opfattelser af identitet, forestillinger og konstruktioner i sociale, politiske

og kulturelle kontekster. Leg med kulturel identitet, køn og klasse

er vigtige momenter i Shonibares værker. Shonibare er tydeligt inspireret

af 1700-tallets europæiske hofkultur, rokokoen; bl.a. har han

flere gange anvendt den franske rokokomaler Jean-Honoré Fragonards

værker som udgangspunkt for sine egne værker.

Hans tankevækkende, hybride kunstværker visualiserer eksisterende

magtforhold mellem Afrika og Europa og sætter fokus på immigrantens

dobbelte kulturelle identitet, ofte med udgangspunkt i temaer

som kolonialisme, køn og kulturmøder.

Tekstilernes ægthed eller hybriditet

De “afrikanske” stoffer og mønstre, Shonibare anvender i sine værker,

er på en gang sande og falske tegn for det afrikanske. Oprindeligt bliver

stofferne industrielt fremstillet i Europa til det indonesiske marked

som billige udgaver af traditionelle indonesiske mønstre. De kan

dog ikke sælges der, men ender i stedet i Afrika, hvor de bliver solgt

som autentiske, og afrikanerne opfatter selv mønstrene som en del af

deres kulturarv. Tekstilerne udgør altså i sig selv en hybrid fortælling,

der bl.a. inddrager aspekter som kolonialisme, magt og kulturelle

møder.

www.designmuseum.dk

5 www.skoletjenesten.dk


Un Ballo in Maschera (maskeballet)

Filmen er optaget i Stockholm i 2004 og er Shonibares første film. Den

er baseret på en historisk begivenhed, nemlig mordet på den svenske

konge Gustav III i 1792. Under et maskebal på slottet skød adelsmand

og officer Johan Ankerström kongen, der senere døde af sine sår, og

Ankerström blev henrettet. Men i Shonibares version opbrydes de historiske

facts og gør det muligt for beskueren selv at danne en narrativ

struktur og beslutte, om attentatmændenes forehavende lykkes.

Dette sker ved, at kongen ”genopstår” efter skudepisoden, og filmen

kører videre i loops.

Filmen er et virvar af referencer, genreoverlapninger og stilistiske

mix. Sekvenser loopes og gentages, og derved fremstår filmen som et

hybridt værk; bl.a. er skuespillerne iført rokokokostumer udført i afrikanske

voksbatiktekstiler og rollerne spilles af kvinder, der er klædt

ud som mænd.

www.designmuseum.dk

Foto: Courtesy of the

artist and Stephen

Friedman gallery,

London

6 www.skoletjenesten.dk


TEMA: „LILLE SPEJL PÅ VÆGGEN DER …“

Anne Damgaards værker

Anne Damgaard (f. 1968) er beklædningsdesigner fra Danmarks Design -

skole 1997. Hun afprøver den velkendte kjoles grænser ud fra et moderne

tekstiludtryk, og hvert enkelt værk bevæger sig på grænsen

mellem en klassisk kjole og moderne kunst. Inspirationen hentes i

kunst, arkitektur og modehistorien. Til det konkrete værk, der cirkulerer

omkring 1700-tallet og tidens mest betydningsfulde stilperiode,

rokoko, er det sindsstemninger som eskapisme, nydelsesfuld drømmetilstand,

melankoli og frygten for døden, som har påvirket hende.

De europæiske hoffer og overklassens endeløse muligheder for nydelse,

iscenesættelse og forbrug af også menneskelige resurser resulterede

ofte i en form for tungsind, ensomhed og livslede; et scenarie,

som Anne Damgaard genkender i vores tid og vores del af verden

med en oppustet luksus, der efter hendes mening må få omkostninger,

som vi måske end ikke aner endnu.

www.designmuseum.dk

Foto: Pernille Klemp

7 www.skoletjenesten.dk


Rokokodragter: stil, krop og mode

Set i et historisk perspektiv var tekstil- og tøjfremstillingen i Europa en

stor industri i især Frankrig og England. Rokokoen er ofte blevet kritiseret

for at være unaturlig, frivol og moralsk korrumperende, mens beundrerne

på den anden side er tiltrukket af eskapismen, det sentimentale

og det teatralske – også i moden. Interessen for ornamentet blev overført

til klædedragten. Overfladerne blev dekoreret med bånd og blomster, der

kunne tages af tøjet og om-arrangeres efter den nyeste smag. Silhuetten

skiftede kun lidt i snit og konstruktion hen over midten af 1700-tallet, til

gengæld var der mode i de mønstrede silkestoffer, der kunne skifte flere

gange om året. Alt tøj var kostbart, men modetøjet var en ekstraordinær

luksus på linje med en investering. Man iscenesatte sit liv efter den sidste

mode, og at være i stand til at følge den gav magt og status.

Rokokomennesket dyrkede det sprøde og forfinede modsat den mere

bastante og voluminøse barok. Rent modemæssigt opstod en form for

lighed mellem kønnene, dvs. et feminiseret mandsideal, idet den perfekte

rokokokavaler var spinkel og smalskuldret. Bå de manden og kvinden

fremstod porcelænsagtige med hvidpudrede ansigter og parykker

og kunstige skønhedspletter. Pludselig lignede manden og kvinden hinanden

i en leg med kønsroller og identitet. Noget tilsvarende ses også i

dag mange steder i subkulturen, hvor tomboys og tomgirls bytter kønsroller,

ligesom det androgyne look er på mode på catwalken (se evt. undervisningsmateriale

om subkultur).

Eksempler på rokokoens farvepalet viser sig, hvis man tager et stykke

perlemor fra f.eks. en muslingeskal og lader lyset skinne i det. Så

vil alle rokokoens pastelnuancer træde frem.

HERREN: Skulle i rokokoen fremstå ganske slank. Tætsiddende, lange

strømper fremhævede underbenene og fik dem til at virke lange.

Hvis ikke kunne man sætte indlæg ind. Mændene brugte lange frakker

og veste, hvoraf det kun var den øverste knap, der blev knappet.

Skødet på frakken og vesten skulle stå ud fra hofterne. Frakkerne

havde store, vide ærmer med opslag på. Skjorten var hvid med masser

af kniplinger. Mændene anvendte knæ bukser, således at man

kunne se deres silkestrømper og silkesko.

KVINDEN: Skulle i rokokoen have slank talje, brede hofter og dyb bryst -

udringning. Hofterne blev forstørret af puder og fiske bensskør ter, der

kunne være op til 4 meter i bredden. Taljen blev mindsket med korset,

så den fremstod lang, tynd og smal. Silke var det foretrukne stof til beklædning

hos de kongelige, adelige og rige. Silkedragterne blev syet i

Paris, og måtte gerne for både mænd og kvinders vedkommende indeholde

brokader, kniplinger, sløjfer og fine broderier. Man brugte

højhælede silke sko eller tøfler og silkestrømper.

www.designmuseum.dk

Foto: Pernille Klemp

8 www.skoletjenesten.dk


Iscenesættelsens rekvisitter og attituder

PARYKKER var et middel til at lægge afstand til det naturlige, sin biologiske

krop og sig selv, til at skabe et imaginært billede. Den måtte

ikke være naturalistisk, som vi er vant til, at parykker skal være i dag

for at dække over manglende hårpragt, nej, den skulle være kunstfærdig

og prangende. Selv børn brugte parykker. Det var en dyr mode,

og på et tidspunkt i 1700-tallet blev der endda indført en særlig parykskat.

Det var også en tidskrævende mode, hvor tjenere flere gange

dagligt måtte hjælpe herskabet med at få parykkerne af og på, og de

skulle til parykmagere flere gange om ugen. Her blev parykkerne

pudret med mel, men ikke vasket. Der var derfor masser af utøj i parykkerne,

og til selskaber blev der indført særlige lågfade på middagsbordene,

så mel og utøj kunne drysse ned i disse.

SMINKE: Både mænd og kvinder brugte masser af sminke for at få et så

kunstigt udtryk som muligt. Ansigtet blev malet med blyhvidt og kinderne

påført rouge. Blomsterduftende parfume blev brugt til at fortrænge de

ret voldsomme kropsdufte, idet hygiejnen ikke var overvældende.

FISKEBENSSKØRTET gjorde det svært at manøvrere rundt i rummet,

at komme ind og ud af døre, stige op i vogne, at sidde ned og at gå ved

siden af hinanden for blot at nævne de mest indlysende. Det er et eksempel

på en mode, der var vildt overdrevet og upraktisk. Det samme

gjaldt de ekstra ”korkpropper”, der blev lagt på kvindens bagdel under

skørtet og gjorde det svært at holde balancen og gå normalt. Der

var mange satiriske kommentarer og tegninger om fænomenet i samtiden.

Der er også kommentarer om, at de brede skørter er med til at

holde mændene på en vis afstand. 1

KORSETTET kunne snøres helt ind, og de stramme korsetter var ofte

skyld i, at kvinderne dånede, da de simpelthen kunne have problemer

med at trække vejret. Korsetterne kunne også medføre alvorligere

skader for eksempel ved at beskadige leveren eller gøre ribbenene

deforme.

VIFTER: Rokokokvinden var bevæbnet med en vifte, som hun brugte til at

give tegn med; tegn, der skulle afkodes efter fastlagte regler. 2 Hun kunne

beskytte sit ansigt mod solens stråler, da det var absolut umoderne at

være solbrændt som en bondekvinde. Hun kunne også skjule dårlige

tænder, spydige smil og grimasser, og var hun oprørt eller forstemt, kunne

hun folde viften fuldt ud og bevæge den hastigt foran sit ansigt, så dens

små klik-klik hørtes. Havde hun noget interessant at fortælle, skulle viften

flagre som fuglevinger og falde sammenfoldet ned ved slutningen af

hver sætning. Den blev også flittigt brugt, når hun skulle flirte med interessante

kavalerer. Viften blev fremstillet af malet eller broderet stof, fjer,

kniplinger og papir med ribber af træ, elfenben, perlemor, metal o.l.

www.designmuseum.dk

Foto: Pernille Klemp

Foto: Pernille Klemp

9 www.skoletjenesten.dk


Masker, anonymitet og frigørelse

Masken var en måde at iklæde sig en ny identitet på. Dagligdagen ved

hoffet var helt gennemsyret af etikette og regler om, hvordan man

som dannede mennesker skulle opføre sig. Til maskerader var livet

anderledes. Så snart du bandt din maske omkring øjnene og strammede

knuden i nakken, var du anonym. Maskeraderne kunne være

kæmpe store udklædningsfester, hvor mænd mødte op i dametøj og

damer som tyrkiske herrer eller romerske krigsguder. Man kunne

altså frit lege med sin identitet, og frigøre sig fra sin sædvanlige, fastlagte

rolle.

www.designmuseum.dk

Rokokoens rekvisitter

anvendes i

høj grad stadig af

nutidens superstjerner

som f.eks.

Madonna, der

ifører sig korset,

og Lady Gaga, der

optræder med

grotesk hårudsmykning.

Foto: Courtesy of the

artist and Stephen

Friedman gallery,

London.

10 www.skoletjenesten.dk


Rokokomøbler

Rokokoens møbler ændrede karakter i forhold til barok, og nye møbeltyper

kom til i form af chatoller, kommoder, toiletmøbler og skriveborde.

Herudover blev møblerne lettere. Man gik væk fra at anbringe

stolene langs væggen og trak dem ud på gulvet og grupperede dem

om små borde. Stolene, der tidligere var kantede og rektangulært opbygget,

blev nu afrundede. De skulle kunne ses fra alle sider og derfor

ikke længere have en mørk, dunkel bagside, men være skulpturelle

møbler, der kunne tåle at ses fra mange vinkler.

Inspirationen kom ligesom i moden primært

fra Frankrig. De foretrukne materialer var ædle

træsorter samt rørflet og som betræk silkestoffer

og broderede stoffer. Møblerne var rigt

ornamenterede og fremstillet med svungne

linjer og buede, lette former på ben og skuffer.

Med til et rigtigt rokoko in teriør hørte også store,

prægtige krystallysekroner. Indtryk fra fjerne

egne prægede også hjemmets interiør. Møbler,

tapeter og paneler med kinesiske udsmykninger

blev uhyre populære, og det eksotiske

præg gav herskabshjemmene en ny dimension.

Spejle

Spejle var en vigtig del af rokokoens scenografi. Spejlene var oftest rigt

ornamenterede med bl.a. den karakteristiske ro caille-form. At spejle

sig var i 1700-tallet stadig et privilegium forbeholdt de øverste sociale

lag. Man spejlede sig selv og hinanden, hvilket var en del af en kultur,

hvor iscenesættelse og selviscenesættelse udgjorde to af de væsentligste

elementer.

Spejlet i rokokoen var ikke ren narcissisme, men også en nødvendighed

af hele tiden at have styr på sin fremtræden og evt. lure på andres.

Spejlene var ofte anbragt over for hinanden, så man kunne se sig selv

og andre fra flere vinkler. Det at granske og vurdere rationelt blev anset

som en social færdighed ved hoffet.

www.designmuseum.dk

11 www.skoletjenesten.dk


Kaffe, te, chokolade – nye vaner, nye skikke

Med importen fra Østasien fulgte en ny mode – tedrikning. Intet egne -

de sig bedre til servering af te og de to andre nye drikke kaffe og kakao

end det tynde, varmeisolerende porcelæn. Derfor blev der importeret

store mængder af porcelæn fra Kina, indtil europæerne fik løst

porcelænets gåde i byen Meissen i Tyskland omkring 1713. Populære

motiver var idylliske scener med kinesere, der sidder i haver og

pavilloner og drikker te, musicerer, spiller spil m.m. Sådan

forestillede man sig livet i det fjerne, eksotiske Kina. Te, kaffe

og chokoladeservicerne var til luksusforbrug og forbeholdt

det bedre borgerskab, og prangende porcelænsservice blev

brugt ved de kongelige hoffer i Europa for at vise magt og rigdom

og iscenesætte sig selv som det øverste lag i samfundet. Der

opstod forskellige kutymer for, hvordan og hvornår de enkelte nye

drikke blev indtaget. Teen var i begyndelsen særligt en kvindedrik, der

blev indtaget, når man gik på visitter i private hjem, mens kaffen var

knyttet til fremkomsten af caféer, hvor man også kunne nyde et andet

nyt produkt, nemlig tobak. Caféerne var ikke kun til at hyggesnakke og

drikke sin kaffe og ryge sin tobak, nej, også mere revolutionære tanker

og idéer blev udvekslet her, ligesom det var vigtigt at blive set. På

den måde knyttes an til cafékulturen i dag. Det er ikke kun for at drikke

sin café latte, man går på café, men også for at fremvise sit nyeste

outfit og omgås sine venner.

Tabatière/snustobakdåser

Snustobakdåser var et prestigeobjekt, noget man kunne prale med, lige

som smartphones og iPads er det i dag. Man brugte dem ved hoffet

og i adelskredse, hvor både mænd og kvinder snuste til tobakspulver.

Materialet kunne være alt fra guld og sølv til porcelæn og emalje. Motiverne

var mangfoldige lige fra dyremotiver

til krigsscener og kærlighedsseancer.

I 1700-tallet var snus den form for

tobak, det var in at nyde, og derfor blev

en snustobakdåse en prestigeting alle

bare måtte eje.

www.designmuseum.dk

12 www.skoletjenesten.dk


TEMA: FASCINATION OG

FORESTILLINGER

Det var kun få mennesker, der havde mulighed for at rejse ud, og de

fleste europæere måtte nøjes med at forestille sig, hvordan folk i andre

verdensdele så ud og levede, gennem beretninger, illustrationer

og eksotiske varer.

Trankebartæppet – en hybrid fortælling

Indiske og kinesiske tekstiler blev fremstillet til eksport til andre dele

af verden, ikke mindst til Europa. Motiverne i både de mønsterfarvede

og i de broderede tekstiler var udført specielt

for at tilfredsstille europæernes smagspræferencer.

Stik og tegninger blev bragt ud til

Indien og Kina og givet de lokale kunsthåndværkere

som forlæg. Den europæiske flora,

der kunne være inspireret af kineserier, var

f.eks. fremmed for de indiske kunsthåndværkere,

og blandet med træk fra deres egen

kultur, der igen var påvirket af kinesiske og

persiske kulturtræk, opstod der en blanding,

en hybrid, der indeholdt mange forskellige

kulturtræk. Tekstilerne blev af den europæiske

elite, der havde råd til at købe dem, opfattet

som meget eksotiske og attraktive.

Porcelæn: Forestillinger om “den anden”

Mindre porcelænsfigurer fra fabrikken i Meissen blev populære samlerobjekter

ved de europæiske hoffer som bordpynt og udsmykning.

Motiverne til figurerne afspejler populære temaer fra perioden med

bl.a. pastorale scener og romantiske situationer. Derudover var

“fremmede folkeslag” også et populært emne i form af skildringer

af bl.a. tyrkere og kinesere, og det afspejler periodens fascination

af det eksotiske og de for europæerne fremmede kulturer.

www.designmuseum.dk

13 www.skoletjenesten.dk


Værket “Dansen med det døvstumme øje”

Nikoline Liv Andersen

Nikoline Liv Andersen (f. 1979) er uddannet beklædningsdesigner

fra Danmarks Designskole 2006. Hun har været

i praktik hos det fornemme franske modehus Dior, og

hendes tilgang er præget af den måde, en modeskaber

arbejder med haute couture – eksperimenterende, ekspressivt

og kompromisløst – og lavet i hånden. Hendes værker

over rasker med materialemæssige kombinationer og sammen

stød af f.eks. strik, kniplinger, garn, skind, læder og

plastik. Hun bygger tekstilerne op ved at lægge lag på lag

og opnår en tredimensional effekt. Hun blander punk og

andre subkulturelle elementer ind i sine kreationer, hvor

mod sætninger mødes: Det smukke og det grimme, det

frastødende og det dragende. 3

Værket visualiseres gennem tre beklædningsskulpturer

udført som kvinder klædt i tøj med stærke rokoko-referencer,

men med parykker som aber – en pendant til det

franske hof under Ludvig XVI, hvor overdreven overflod og

dårlig kommunikation mellem adel og borgerskab førte til

Den franske revolution. Her ses en reference til de klassiske

japanske aber, der lukker af for omverdenen ved ikke

at se, ikke høre og ikke tale, og værket sætter de tre aber

ind i en nutidig rokoko, hvor globalisering er påvirket af

skæv kapitalisme, farlige magtbalancer og stædig kamp

om religion og ytringsfrihed. Aberne bliver fablens symbol

på nutidens blinde forbruger og datidens Marie Antoinette.

4 (Fabel = at tillægge dyr menneskelige egenskaber.)

Et eksempel på brug af bricolage i værket er transformation

af sugerør fra hverdagsobjekt til kunst. Sugerøret får ny

betydning fra nytte til udsmykning, som punks der tog sikkerhedsnålen

og gjorde den til smykke (se evt. undervisningsmateriale

om subkultur).

www.designmuseum.dk

14 www.skoletjenesten.dk


TEMA: IDENTITET OG HYBRID

Værket “Et kjolelandskab”

Laura Baruël

Naturen er det poetiske grundstof i Laura Baruëls skulpturelle kreationer,

og hun har tidligere skabt kjoler i plantefibre, i bregner, tang og

græs. I værket til ”Rokoko- mania” arbejder hun med et “bjerglandskab”

af fem kjoler. Bjerglandskabet er et element i kinesisk og japansk

kunst, der går mange hundrede år tilbage, og hvis perception

og udførelse har spredt sig til en hel del andre kulturers kunst.

Som alt andet kineseri, der mikser kinesiske og europæiske stilelementer,

blander Laura Baruël også stilelementerne fra kinesisk og

japansk kultur med europæiske elementer fra 1700-tallets dragthistorie,

bl.a. fiskebensskørter, som hun opfatter, som en form for arkitektonisk

opbygning. Selvom motiverne og formerne leder tanken hen

på 1700-tallet, benytter hun højteknologiske metoder i sin arbejdsproces.

Udvalgte motiver fra kinesisk landskabsmaleri, fra kinesisk

og japansk kunsthåndværk, elementer fra sommerpaladset, der blev

anlagt 1749-1764, og dele af europæisk rokokomaleri med pastorale

scener scannes ind på computeren, for derefter at samples på en ny

måde. Dernæst inkjet-printes tekstiler med de nye sammensatte motiver,

hvorefter formerne sys sammen

til “kjole-bjerglandskabet”

eller til et tredimensionalt maleri.

Laura Baruël ser sin kjoleskulptur

som en fremtidsvision,

men også som en hybrid. Med sin

kjole-skulptur vil hun gerne være

medvirkende til at fokusere på de

kulturelementer, vi har til fælles,

og som forbinder os som mennesker.

www.designmuseum.dk

15 www.skoletjenesten.dk


“Livets træ” palampore-sengetæppe

Indien ca. 1700-1725

“Livets træ” er et eksempel på et trykt tekstil fra Indien. Det er fremstillet

i ét stykke, malet på ensfarvet bomuldsstof med den specielle

teknik mønsterfarvning. Tæppet er hjemtaget fra handelsrejser til Indien

i den periode, hvor den europæiske handel og udforskning af Orienten

var i fuld gang. Tæppet er et eksempel på en hybrid, der et værk,

der sampler forskellige kulturer og forestillinger og derved frembringer

et helt nyt, specielt udtryk. Farverne er purpurrød, blå, grøn, mørk

og lys brun og gul.

Livstræet har en kraftig stamme formet som et S med tre kraftige grene,

der igen deler sig i spinklere grene. De bærer store fantasiblomster

og blade, nogle ret ornamentale, andre af mere naturalistisk art,

der er flankeret af blomsterbuketter i vaser. Livstræet er indrammet

af en smal ornamental bort, der består af en række små livstræer, der

vokser fra kanten ind mod midten. Det måler 233 cm i bredden og 326

cm i højden, så det er virkelig et stort arbejde, der ligger bag fremstillingen

af dette tæppe.

www.designmuseum.dk

16 www.skoletjenesten.dk


NEDSLAG I DEN

PERMANENTE UDSTILLING

„Lille spejl på væggen der“:

Caroline Mathildes toiletgarniture

Caroline Mathildes fornemme toiletgarniture i 30 dele var formodentlig

en gave fra hendes bror, den engelske konge, George III, da den

unge Caroline Mathilde (1751-75) i 1766 rejste til Danmark for at gifte

sig med Christian VII. Brylluppet er et eksempel på iscenesættelse af

store begivenheder i kongehuset, en iscenesættelse, der overgår nutidens

kongelige begivenheder i pomp og pragt.

Toiletgarnituret er fremstillet i forgyldt sølv i London 1766.. Alle sættets

dele har indgraveret et CR for dronning Caroline Mathilde (på latin

= Carolina Regina). Sættet indeholder alt, hvad en fornem dame i

rokokotiden kunne ønske sig til sin personlige pleje: En vandkande

med vaskefad, et stort spejl, to lysestager, to klædebørster og to runde

børster, én til paryk og én til rensning af kamme. Desuden to store

skrin til smykker og hårdekoration og to mindre til sminke og parykpudder.

Et femte er et syskrin med nålepude på låget. De fire flasker

har haft glasindsatser og er til duftevand og parfume. En tragt hører

til. Til sættet hører også en bordklokke, fire bakker og to runde lågskåle,

der kan have været til konfekt. Skåle af samme art blev brugt til

teblade i morgenmadsservicer. Hele garnituret kan anbringes i en læderbetrukket

trækuffert foret med grønt fløjl, der nederst har en skuffe

til det store spejl. Sættet vidner om omhyggelig tilrettelæggelse af

den rette fremtræden og er en overvældende rokoko-beautyboks.

Da Caroline Mathilde, efter sin kærlighedsaffære med Struensee, blev

arresteret på Christiansborg Slot om natten til d. 17. januar 1772, fortæller

bevarede dokumenter, at hun havde garnituret hos sig på slottet.

Senere fulgte det med hende i fængsel på Kronborg og i landsforvisning

til Tyskland, hvor hun opholdt sig på slottet i Celle til sin død i

1775, kun 24 år gammel. Garnituret vidner om datidens kendisser og

vigtigheden af at fremstå ophøjet og perfekt; om at der dengang, ligesom

i dag, bliver brugt store mængder sminke, hårprodukter og modetøj

til at iscenesætte sig selv som dronning, hvad enten det er en kongelig

eller en popdronning, der er tale om.

www.designmuseum.dk

17 www.skoletjenesten.dk


FASCINATION OG FORESTILLINGER

Værket: “Kejseren på sørejse”:

Kulturmøder

“Kejseren på sørejse” er et vævet billedtæppe udført ca. 1711 i Beauvais

i Frankrig i gobelin teknik. Det er ud af en serie på ti motiver, der

bygger på samtidige stik. Billedtæpperne repræsenterer eksempler

på tidens populære Kina-mode, kineseri. De europæiske kunstnere og

håndværkere blandede i deres gengivelser orientalsk design, figurer,

landskaber, pagoder, drager og eksotiske dyr sammen med europæiske

elementer af bygningskunst, klædedragter og en lang række andre

motiver. Tæppet skildrer en scene ved det kinesiske hof fortalt

med en række eksotiske detaljer, som viser, hvad europæerne først og

fremmest lagde mærke til i Kina: Den fremmedartede påklædning,

nye dyr og fugle, porcelænet og en fremmedartet arkitektur og landskabstype.

Alt dette er skildret med mange detaljer. Hovedscenen viser

kejseren af Kina, der sidder under en

baldakin på en tronstol i en båd, der drives

frem af et sejl og fire rorkarle. Til

venstre står en prins og en hofmand, til

højre sidder kejserinden med to hofdamer,

og en tjener står ved et bord dækket

med kinesisk porcelæn. I baggrunden ses

et kinesisk præget sølandskab og en by

omgivet af mure, med tårnpagoder og

templer. I det fjerne ses et bjergland -

sskab. Billedet er et udtryk for Vestens

forestillinger om og opfattelse af den eksotiske

verden –i dette tilfælde Kina og

kineserne.

www.designmuseum.dk

18 www.skoletjenesten.dk


■ Hvad tror du, det har krævet at bære en rokokodragt – som mand? Som kvinde?

■ Det feminine mandsideal var på mode i rokokoen – hvad med i dag?

■ Hvordan iscenesætter du dig selv, når du går på café med dine venner?

Hvad vil du gerne signalere?

■ Rokokomennesket tog maske på og kunne på den måde frigøre sig fra den

fastlagte rolle. Har du nogensinde lyst til at skifte identitet?

■ Hvordan forestiller du dig lugten og stemningen i Københavns gader i 1750?

Og hvordan mon det føles at overvære en offentlig henrettelse?

1

Susan Vincent: "The Anatomy of Fashion".

2

R. Broby-Johansen: "Krop og klær'", s. 166.

3

Kirsten Toftegaard Ibid.

4

Langsomt siver det gennem mine hænder , Horsens Kunstmuseum, 2011

Litteraturliste

Gilles Lipovetsky: “The empire of Fashion”

UIrik Langen (red.): “1700-tallet, Paryk, profit og pøbel”

Susan Vincent: “The Anatomy of Fashion”

Lars Dybdahl og Ida Engholm (red.): “Klædt på til skindet”

Ulla Houkjær: “Kaffe og kage, te og chokolade”

Kirsten Toftegaard: “Langsomt siver det gennem mine hænder”

R. Broby-Johansen: “Krop og Klær”

www.aarhundredetsfestival.dk

Tekst udarbejdet af Annette Gundelach, Skoletjenesten, Designmuseum Danmark

Layout: Kristin Wiborg/Skoletjenesten

www.designmuseum.dk www.skoletjenesten.dk

19

More magazines by this user
Similar magazines