Grundtvisen nr. 4 - Grundtvigs Højskole

4.Udgave 24.04.2013
GRUNDTVISEN

Forårets komme!
Af Troels B. Dan-Weibel
Foråret lader vente på sig, kan man med ro i sjælen
sige. I Danmark ligger der stadig sne rundt omkring
og i kulturbyen Berlin finder man også rester – hele
Centraleuropa er faktisk stadig i vinterens klamme og
kolde hænder.
Vi har oplevet sygdom en masse og uheldige øjeblikke
i Berlin - jeg tror ikke jeg behøver at nævne specifikke
begivenheder. Det føles på sin vis som om vinteren
virkelig har et problem med os stakkels højskoleelever,
eller også har vi bare en krank skæbne at se frem til.
Hvordan skal vi klare os imod dette mørke der ligger
foran os på vor vej? Via fællesskabet, selvfølgelig.
Havde Ole Vind skrevet denne leder, er jeg sikker på
at han ville have nævnt Grundtvig på dette tidspunkt –
jeg takker min kranke skæbne for at jeg ikke er nødsaget
til at gøre dette.
Jeg vil blot sige, ikke som en løftet pegefinger, men
nærmere som et forsøg på at virke vis og kløgtig, at
det er vigtigt at vi viser hvor meget vi står sammen i
denne kolde tid – vi må styrke fællesskabet, ganske
som vi gode socialister nu engang altid opfordrer til
(jeg undskylder overfor de enkelte forvirrede liberalister).
Vi nærmer os begyndelsen på enden, hvor ubehageligt
det nu engang er. Det er nu vi må vise hvad vi har
brugt de sidste par måneder på at bygge op – det er
i disse måneder at vi må vise hvad højskolelivet kan
gøre for det unge menneske. Og alle dem der falder
udenfor denne kategori.
1
Redaktion:
Troels B. Dan-Weibel
Sofie Buch
Mia Sylvester Augustinus
Amanda A. B. Nielsen
Mathias Guldbrandt Rødsgaard
Julie Rønne Nielsen
Alexander Bjoljahn
Sabina Louise Nesheim
Ingeborg Simoni Leere
Nanna Mynte M. Anderson
Christian Juul Søes
Forside:
Nanna Mynte M. Anderson
Indholdsfortegnelse:
SIDE 2 10 SAGLIGE SPØRGSMÅL
SIDE 5 KUNSTEN AT FØRE EN
SAMTALE
SIDE 6 GRUNDTVISEN SØGER
CITATSPIONER
SIDE 6 DONERBY
SIDE 7 DET TYSKE GEDE-
MARKED
SIDE 8 ANMELDELSE
SIDE 9 ANMELDELSE
SIDE 10 GUF
SIDE 12 MADMEKKA MED MAN-
ER
SIDE 13 FUNDET I FUGLEREDEN
SIDE 14 EN DAG I BERLIN
SIDE 16 MOBILDJÆVLEN
SIDE 18 HVAD DIT VALG AF TE
FORTÆLLER OM DIG
SIDE 20 DYBT AT FALDE
SIDE 22 BERLIN

10 saglige spørgsmål ... Men vi skal længere ind
… i Mathias Stougaard
‘Mathiz’ med sit bling. “Mogens, det sidste gang du æder
hos mig!” som han sagde så smukt.
Af ’Piberne’
”Nej, Troels det kan du ikke skrive! For helvede,
der er børn til stede! Ej, det hele falder
ned.” – Mathias under interviewet
Jeres kyndige og saglige reporter, undertegnede,
satte sig ned foran en tydeligvis veltilpas Mathis
Stougaard (AKA Mathias med Cap’n), der sad med
fødderne over armlænet og hånden solidt plantet
i underbuksen med et sagligt smil i ansigtet. Det
skulle nok blive fjernet af de skarpe spørgsmål.
”Hvem er du egentlig? Hvor pokker kommer du
fra?”
Mathias Christian Stougaard, født 1992. Skudår,
specielt skal det jo være. Jeg er født Vanløse, mine
forældre blev skilt da jeg var 6-7 år og min mor
flyttede til Husum. Så har jeg boet på skift indtil jeg
blev 13 hvor jeg valgte at bo permanent hos min far.
Jeg ser min mor ved lejlighed.
”Hvem er dit idol? Hvorfor dog det?”
Jeg har faktisk meget få idoler, fordi generelt er jeg
ikke særlig god til…. Jeg er ikke så god til musik…
Jeg har ét som jeg har fulgt hele livet, fordi min
store passion altid har været bordtennis.
”Bordtennis? Spøjs sport.”
Ja det er der nogen der vil mene, men det har du
sgu nok ret i. Michael Mace er mit ultimative idol.
Ham har jeg fulgt siden jeg var 11 12 år.
”Hvad er så fedt ved ham? Kun det sportslige?”
Ja og så samtidigt også det at han er cool. Han
bidrager til bordtennisverden. De fleste der spiller
er hard core nørder. Men han er cool, han er en flot
fyr. Nu kender jeg ham ikke personligt, men det har
jeg læst i interviews. Han kan sgu lave damer. Han
er en G. han er den bedste bordtennisspiller der har
eksisteret i Danmark. Ingen har nået hans niveau.
”Hvad fanden lavede du før?”
Før jeg var her? Det seneste jeg har lavet var at jeg
var lærevikar ved Vedbækskole. Jeg underviste i
alt undtagen fransk, hjemmekundskab, sløjd og
håndarbejde.
”Så du tog det brugbare.”
Ja, det kan man sige. Det handlede ligesåmeget om
at ingen af os måtte være sløjdlærere… Så skulle
man jo sørge for at folk ikke smadrede hinanden
med rundsave. Hjemmekundskab bytttede jeg væk.
Det gad jeg ikke… Og håndarbejde… Mig sy.. ja…
nej.
Jeg arbejdede som deltidsansat i Lidl, hvilket jeg
også gjorde i gymnasietiden.
”Hvordan var gymnasietiden?”
Jeg var ikke en kedelig gymnasieelev. Jeg var nok
lidt mere anonym end jeg var her.
”Ikke noget med fællesbad og banankostumer?”
2

Altså.. jeg har nok været i nogle fællesbade med
drenge fra min klasse.. Jo idræt, det skal man jo
selvfølgelig.
”Dét er mere end de fleste drenge.”
Ja.. Men jeg var kun til to fester i 1. g… Og det er
MED caféarrangementer og fester.
“Også privatfester?”
Jeg kom i en lorte klasse… Alt for mange tøser,
for få drenge. Vi var dårlige til at stable noget på
benene… Jeg var til mange fester med min efterskolebuddies..
I 1. g.
”Nu var vi jo i min klasse kun 5 ½ dreng.”
Det fungerede?
”Ja.”
ja… Vi var bare en lorte klasse. Jeg havde svært ved
at bearbejde tabet af efterskolen… jeg droppede
gymnasiet, ville bare hænge med efterskolevennernerne..
og jeg havde en kæreste fra efterskolen
det første halve år af gymnasiet. Jeg har da nedlagt
et par piger i gymnasietiden… Måske skal du skrive
scoret. Der skød jeg vidst mig selv i foden.
”Jeg skriver alt.”
”Regner du med at gøre det samme med højskolen
som med efterskolen?”
Det er svært at spå om… Kommer jeg i et miljø
hvor jeg hurtigt falder sammen med. Samtidig er
min fremtid uvidst. Det kan være jeg ender i Århus
eller København. Og det kommer an på hvor folk
bor… Men jeg håber vi holder kontakten! Ellers
begynder jeg at græde!”
”Nuttet.”
”Hvorfor valgte du lige Grundtvigs?”
Jamen eh… Dybest set anede jeg ikke at jeg skulle
på højskole før december… Gik og havde det halvdårligt
i et halvt år. Gik fra at have et socialt liv dagligt
til et arbejdsliv på en skole hvor ens kollegaer
er meget ældre end én selv… Jeg følte ikke jeg interagerede
meget med dem… Historien er lidt lang.
Det var hele tiden meningen at jeg ville ud og re-
3
jse… Men så blev jeg hooked på højskolen. Men jeg
havde ikke været så god til at spare op… Men min
mor så hvor dårligt jeg havde det, så jeg fik af hende
min boligopsparing som jeg fik udbetalt af hende…
En 15.000. Det hjalp meget. Så var målet i sigte, jeg
skruede ned på forbruget og var så klar. Så havde jeg
hørt om Grundtvigs og så af sted med mig. USAturen
tiltrak mig rigtig meget. Der var run på for jeg
søgte jo først ind i december.. Så valgte jeg spontant
Grundtvigs. Valgte ikke at læse hjemmesiden så jeg
ikke fik forventninger og kunne blive skuffet.
”Nu er du ikke blevet skuffet?
Overhovedet ikke! Tværtimod. Det var over alle
forventninger!
”Hvilke fag valgte du? Hvorfor dog det?”
Europæisk Politik fordi jeg interesserer mig for det
internationale politik… Derfor havde jeg også det
fag i 1. modul.
Øh… Hvad fanden har je- forfatterværksted! Jeg
elsker at skrive. Det er noget af det bedste jeg ved.
Hvad har du skrevet? Noget ved siden af faget?
Ja, ikke noget jeg har her… Har desværre mistet
mange af mine tekster for min computer brændte
sammen… Anede ikke at man kunne noget der
hedder ’redde sin harddisk’… jeg er en mongol til
computere, så den blev bare smidt ud.
”Daniel græmmer sig nok når han læser det her.”
Ja, sikkert. Jeg har skrevet mange essays og mange
noveller… jeg har prøvet et par gange at gå i gang
med en roman, men det har aldrig taget fart. Lidt
for ambitiøst projekt, hehe.
Så har jeg grafik og photoshop – jeg kan godt lide
at tegne, havde det også i sidste modul. Så tænkte
jegat det kunne være fedt at lave noget med sine
tegninger.
[Mathias bryder ind] ”Skal vi spille UNO?” Vi er
midt i et interview… ”Ej… Jeg keder mig og troede
i hygger…”
Bandekriminalitet – jeg vil gerne have et bedre
indblik i konflikten, hierarkiet ville jeg gerne vide
mere om… Og turen der blev snakket om! Men det
blev aldrig til noget. Pik. Røv. Lort. Fisse.
”Har du en yndlingslærer, din fedterøv?”

Om jeg har en yndlingslære? Det må nok ultimativt
være Kræsten. Kræsten og Lobe er jeg glade for.
Kræsten fordi han bare er så… han er bare god helt
ind til hjertet. Han er skide dygtig til sit fag… Og
Kræsten fordi… Ja jeg kan næsten ikke finde ord for
det.. Han er bare alle andre steder end i klasselokalet.
”Det ord du leder efter ved Kræsten er distræt.”
Mm… Den kan vi godt smide på ham. Nej, man må
ikke kaste på Kræsten…
”Hvem er din roomie – har I lavet noget lort endnu?”
Nej det har vi ikke.. Vi har ikke lavet så meget lort…
Jo, vi har set Game of Thrones da vi havde tømmermænd
en dag! Men det var fedt. Ikke lort. Men vi
har jo kun boet sammen i en måned, ikk’?
”Kan du andre sjove historier? Hvis nej, hvorfor?”
Om skolen generelt? Tænker uendeligt mange historier
der er sjove… Bare lige finde en i nuet… Der
er spas og ikke er blevet fortalt før… Øh, Fuck. Jeg
er helt blank. En klap gik ned… Der jo for fanden
masser af sjove historier… Fællesbad. Vi var en
masse nøgne drenge der drak øl… og så stak det af.
Er jeg bare en røvkedeligperson som folk undgår?
Dét kan du skrive.
”Bagefter højskole, hvad vil du så? Pædagog, ikke?”
Haha, fuck dig! Eh, nej. Jeg har søgt statskundskab
på KU… og så skal jeg søge på Århus… Og jeg vil
hellere på KU! Det er det. Statskundskab. Går det
i vasken… jeg har ikke lige nogen plan B endnu..
men jeg kan sagtens søge kvote 2. Tænker jura eller
historie og dét har jeg snit til. Nu vil jeg bare gerne
gå her og have det sjovt uden at tænke på fremtiden.
For så voksen er jeg.
”Har du en hilsen til højskolen? Hvis nej, hvorfor?”
Jo det har jeg i hvert fald! Jeg vil indtil videre gerne
sige tak for nogle helt fantastiske måneder! Tak fordi
vi i fællesskab har fået lyset frem i mørket. I mit liv.
“Gem det til Henrik.”
Hold din kæft! Haha… Der var i hvert fald mørkt
i mit liv! Jeg er blevet glad igen! Jeg står ikke op
hver morgen og tænker jeg vil skyde hovedet af mig
selv… Tag noget coke.
Åh i fucking helvede og op i mit behårede numsehul.
[Intervieweren kigger]
Nej, Troels det kan du ikke skrive! For helvede, der
er børn til stede! Ej, det hele falder ned.
“Så tak for alt, det har været fedt, tag noget coke,
sig noget der vil gøre børn bange og til sidste falder
hvad ned?”
Ja spørgsmålet er om folk kommer til at forstå det
her… Med behåret numsehul og coke… Men det er
jo min egen skyld.
[Mathias Guldbrandt indskyder] ”Heil Hitler!”
“Tak for tiden.”
Det var så lidt min kære Troels… Eller hvad du nu
hedder… Doktor Weibel?
“Troels.”
Troels. T-rolls. TLS.
4

5
Kunsten at føre en samtale
Af Amanda Andrea Birkegaard Nielsen
En samtale er en finurlig størrelse. Samtalen har
brug for mennesker og ord. Samtalen er naturlig for
mennesket, det er sådan, at mennesket er socialt. At
føre en samtale kan imidlertid være en kompliceret
og angstprovokerende ting for nogle mennesker, især
hvis det er genert af natur, og ikke kender samtalepartneren
på forhånd.
Denne vejledning vil hjælpe dig, hvis du er en af
disse mennesker. Følg blot trinnene 1,2, og 3.
1. Førstehåndsindtrykket er vigtigt. Vær derfor
velplejet, smilende og åben i dit kropssprog. Når du
møder en fremmed, som du gerne vil i kontakt med,
er det første du gør, at gå hen imod personen. Ikke
løbende eller voldsomt, men stille og roligt, et skridt
af gangen. Forsøg at skabe øjenkontakt, ved at kigge
direkte på personen mens du går imod denne. Hvis
personen ikke reagerer, kan du, når du står ved siden
af person, let prikke denne på skulderen, således at
der opstår kontakt. Du kan eventuelt række hånden ud og trykke den anden person i hånden, mens du siger
”Goddag”, og fortæller hvad du hedder. Nu er samtalen i gang.
For at starte samtalen kan du bede om et godt råd, eller information. Du kan eksempelvis spørge ”Hvor kommer
du fra i landet”, eller ”Ved du, hvornår toget kommer?” Personen svarer.
2. Derefter kan du påbegynde et såkaldt smalltalk emne. Dette betyder, at du kan tale om uforpligtende,
intetsigende ting. Det kan virke tåbeligt, og føles som overflødigt tidsfordriv, men i praksis virker det som en
katalysator for hvad, der i sidste ende kan føre til en dybere samtale, og relation til personen. Du kan eksempelvis
kommentere vejret, eller personerne omkring dig. Der er mange mulige samtaleemner. Er du veltilpas,
prøv da at være lidt impulsiv og vovet, brug dine omgivelser. Vær åben i dit kropssprog, og smil. Der er
vigtigt, at du kun udtrykker positive og afdæmpede holdninger, som ikke kan skabe konflikt imellem jer.
De fleste mennesker kan godt lide at tale om sig selv, så stil spørgsmål om personens job, familie, musiksmag,
hvad der først falder dig ind. Når personen svarer på spørgsmålet, skal du give din oprigtige interesse
til kende ved et par ord, ”Nå”, ”ja”, eller ”ser man det”. Du kan tilføje et langsomt og anerkendende nik med
hovedet, en gestus, et smil, eller en gestikuleren med hånden. Du må ikke afbryde. Lyt opmærksomt. Når du
svarer, vis da, at du har hørt, hvad den anden sagde.
Gentag hele punkt to så længe det giver mening, og gå nu til punkt tre.
3. Hvis der opstår en situation, hvor du føler dig ubehagelig til mode, utilpas, eller blot synes samtalen er ved
at lakke mod enden, kan du undskylde dig selv med et givent anliggende, såsom ”Undskyld jeg skal lige på
toilettet.” eller ”Undskyld, jeg skal lige et smut forbi baren”, hvorefter du kan forlade samtalen.
Smil. Hvis personen er af ældre dato, kan du trykke denne i hånden og tilføje: ”Det var hyggeligt at tale med
dig.” Herefter kan du langsomt gå væk fra personen, stadig smilende og afslappet.
Tillykke du har nu fået et nyt bekendtskab. Du kan ånde lettet ud, og søge dækning for en stund.

Grundtvisen efterlyser citatspioner
Af Sofie Buch
På Grundtvigs går oplyste mennesker, og hver eneste dag trylles der med begavede og smukke ord i flæng.
Men hvad er ordene værd, hvis vi ikke alle kan få del i dem. Jeg har allerede citatspioner i marken, men vil
meget gerne erhverve flere, så ingen guldord går tabt. De kan sendes til min mail: sofie2608@hotmail.com
Her er ugens oplyste mennesker:
Forstander Jakob: ”Det fladt, det folkeligt: det fungerer!”
Amanda Rødhåret: ”Kender i det at være for klam til at tage tøj på?”
Tugce: ”Så hurtigt får jeg altså ikke farve, jeg er bare sort”
Kim: ”98,5 % af mit DNA har jeg tilfælles med en chimpanse”
Asger: ”Det der kylling er mere tørt end en jomfrus trusser i Sahara”
Af Sofie Buch
Dönerby
Gammel bygning, ny bygning og graffiti som bindeled. Döner med agurk, aubergine, brød, dressinger, halalokse,
kartoffel, rødløg , salat, stegte grønsager og tomat. Berlin er en döner med det hele.
En ideel by for søvnelever på kulturben. Natteeksistens med muligheder for barhold og ølsladder i røgtrænings
iver, dog med risiko for rullemænd med hestedrinks.
Energien ophobes og eurolommen går i koldbrand, og afskåres ved forbrugkirugsk indgreb med Kurfürstendamms
shopping. Kulturbenenes knagen efter indgreb på eurolomme resulterer i museumskig på historielevn.
Overskudskontoen går i minus og henkastes til kedeligtliggende hostelkammerater med mavekastexits i
begge ender. Sætter mindebus i bakgear og kører tilbage over dönergrænse.
6

7
Det tyske gedemarked
Af Sabina Nesheim
Et sted i Berlin, i et indkøbscenter
som alle andre,
synes lydene fjerne og lyset
blokeret. Svingdøre fejer
gulvet i et allerede fejet
område, og svinger folk
gennem til en anden verden.
Det fornemmes tydeligt,
hvordan noget foregår,
noget ikke alle har adgang
til, medmindre de bevæger
sig ind i svingdørenes hektiske
snurren, og når ind på
den anden side. De mennesker
der går ind, ser man
ikke igen foreløbig. Det er
nemlig ikke let at shoppe
i Primark; en irsk tøjkæde
med butikker i 38 lande, og
tøj til nettopriser.
En førstegangsoplevelse af Primark synes uoverskuelig. Det er let at skille den erfarne Primark-shopper, fra
Primark-jomfruen. Førstenævnte glider målrettet og sikkert gennem butikken og vælger sit tøj med omhu.
Modsat klamrer jomfruen sig panisk til sit indkøbsnet, mens hendes mistroiske øjne undersøger de andre
kunder, som mistænkes for at have intentioner om at stjæle noget fra dette let overfyldte indkøbsnet.
At orientere sig i Primark er en kunst. Så langt øjet kan se, er regnbuefarvede tøjbjerge og rodede stativer.
Det er som at finde en nål i en høstak, at forsøge at finde et stykke tøj der kan gå videre til næste runde;
prøverumsrunden. Og hektiske hænder bevæger sig gennem tøjrækkerne i et konstant stigende tempo.
Hurtigere og hurtigere. For tænk dig, hvis et fantastisk stykke tøj undslap dine fingre og endte i en andens
indkøbsnet.
Indkøbsnettene er i øvrigt blå. De er slatne. I samme stof som de svedige overtrækstrøjer man bruger til
idræt. De er blevet brugt til døde, og det er næsten en skam at placere sit tøj i dem.
Kunder cirkulerer om runde tøjstativer, bliver svimle af cirkulationen, og må sætte sig ned. At finde “helle”
i Primark er næsten en umulig opgave, og formår man at gøre det, er det sikkert, at en Primark-vagt vil jage
dig væk. For blandt discount-tøjet til nettopriser, beskidte indkøbsnet, aggressive kunder og medarbejdere, er
det uacceptabelt at tage et siddende hvil. “Bitte Aufgestehen” vil det uundgåeligt lyde fra et sted foroven. Og
der adlydes, for autoriteten i stemmen er ikke at spøge med.
I Primark synes lydene unaturligt høje og lyset ubehageligt skarpt, måske med det formål at blænde, måske
med det formål at vise vej gennem vrimlen af aggressive kvindemennesker. Men når du ud på den anden
side af svingdøren, ud i friheden, er opgaven bestået, og du vil være beriget med en oplevelse, der for evigt vil
mærke dig, om du vil det eller ej.
Slut.

CD! CD! CD!
Anmeldelse af Animal Collective - Merriweather Post Pavillion
Af Troels Dan-Weibel
Animal Collective, barndomsvenskaberne
der blev til et band, udgav Merriweather
Post Pavillion i 2009 og er blevet bestemt
som en af de største CD’er i genrener
noise-rock og eksperimentel psykedelisk
pop-rock – et lidt mere snævert spektre,
men med et meget langt navn. Nogen
anser Merriweather Post Pavillion som
gruppens mest poppede album, men den
ses samtidigt som det lettest tilgængelige,
hvilket man vil blive overrasket over
første gang man hører CD’en.
Merriweather Post Pavillion, og Animal
Collective generelt, undersøger grænserne
for hvad musik kan være. De opbygger et
enormt univers af lyd; som om man har
en mur af musik rundt om sine tanker;
tanker der bliver fuldstændigt fjernet i
kakafonien der opstår – og så alligevel
ikke. Når man siger kakafoni er det ikke
helt rigtigt; lydene virker først som rent
kaos, men langsomt forstår man hvordan
nummeret hænger sammen og hele CD’en bliver et muntert polyfonisk virvar. Det er netop dette eksperimenterende,
nyskabende og forvirrende der er hele CD’ens charme – hører man Merriweather Post Pavillion vil
man næppe tænke ”Det her har jeg hørt før.”
Musikalsk er der to sangere, en lead og en back-up begge synger på samme lettere nasale måde og gerne ind
over hinanden i et virvar af lyde og ord. Derudover spiller det tre mand store band på hovedsageligt keyboard,
sampler og synthesizer samt enkelte trommerytmer med dertilhørende bækken. De kører gerne en
sekvens og looper den så sekvenserne, ikke trommerne skaber, grundrytmen som de så bygger videre på
med nye sekvenser. Det skal dog siges at de også tager inspiration fra andre kontinenter end Nordamerika og
Europa, eksempelvis i sangen ’Lion in a Coma’ der rummer meget af den afrikanske musik. Til forskel fra et
andet, om end lettere, alternativt band, Sigur Rós, starter musikken her som var det in medias res. Hvor man
følger Sigur Rós bygger musikken langsomt op, slår Animal Collective til med det samme.
Én ting vil jeg sige, der taler imod CD’en. Det er ikke et af de mesterværker der straks sætter sig på én, men
det er en af de gode CD’er der kræver at man aktivt forsøger at finde det gode i CD’en. Når man først har hørt
CD’en et par gange, forstår man det dog. Jeg har ikke hørt så meget andet af Animal Collectives andre CD’er,
men hvis man virkelig mener at Merriweather Post Pavillion er den der er nemmest at gå til, kan jeg virkelig
kun anbefale at man har tolmodighed med CD’en. Den er fantastisk god, men den kræver sit af lytteren.
Fun Facts:
Bandet ejer deres eget recording selvskab ’Paw Tracks’, valgt af lyttere i Canada til at være det næstbedste eksperimentelle
album i 2009 og i samme år som nr. 7 på listen over de bedste elektro CD’er.
8

Anmeldelse af Efterklang - Parades
CD! CD! CD!
Af Troels Dan-Weibel
Efterklangs hæderkronede værk ’Parades’
(2007) var opfølgeren til det
ligeledes fantastiske album, ’Tripper’
(2004). Tripper var det mørke, snirklede
og kaotiske dybsind der dannede tåger i
dine ører, mens en trist og blød stemme
trængte igennem til dit inderste – Tripper,
var en CD man skulle være i et
ganske bestemt humør for at kunne lytte
igennem.
Sådan er det, heldigvis, ikke for Parades.
Parades har samme indviklede styrke og
mystik, men Efterklang har, i forhold til
Tripper, tonet den mørke og deprimerende
harmoni ned – i stedet finder man
en solid blanding af det skønne og det
ulidelige i tilværelsen. Eksempelvis kan
man se på forskellene imellem ’Cutting
Ice to Snow’ og ’Frida found a Friend’.
Hvor ’Cutting Ice to Snow’ er meget let,
munter, langsomt og opbyggende med
et mindre kor i baggrunden er ’Frida
Found a Friend’ dyster med en næsten
skræmmende vokal, en til tider tung synth med en trist blæser og dertilhørende mumlede fraser. Samtidigt er
numrene ikke musisk specielt forskellige. Hvert enkelte nummer kan ses som en forlængelse af det forrige og
dette giver, efter min mening, et mere sammenfattet indtryk af både CD’en og af Efterklangs vision om CD’en
– en parade (deraf navnet) af følelsesindtryk der tilsammen danner menneskets natur; de mørke og de lyse
sider.
’Parades’ er generelt meget mere alsidig i forhold til ’Tripper’. ’Parades’ er, måske ikke musisk, mere sammensat
af forskellige følelsesmæssige indtryk. ’Parades’ og ’Tripper’ har det til fældes at de begge kører meget på
synth, let vokal og kor, men udtryksmæssigt er de som nat og dag.
Skulle jeg vælge en CD nye Efterklang fans skulle lytte til, ville jeg foreslå Parades, da den er lettere at gå til.
’Tripper’ kræver mere af lytteren end ’Parades’ der hurtigt lader nye lyttere komme helt ind i deres univers –
’Caravans’ og ’Mirador’ er specielt nemme og dejlige at lytte til, de lader dig bare flyde med strømmen.
Fun Facts:
Efterklang mistede i 2011 deres fjerde medlem, trompeteren Thomas Husmer – hvilket betød at Efterklang
måtte fortsætte som Trio. Efterklang spiller i år på Roskilde festival og to dage senere i koncerthuset. De blev
inviteret til Sydney under deres indspilning af Piramida – dette resulterede i at de spillede i Sydneys opera
hus, sammen med Sydneys symfoniorkester.
9

GUF
- grundtd(v)igt, underforstået, Forfatterskab.
Klistret sammen af: Mynte (N.M.M. Anderson)
Her har jeg håndplukket 4 tekstforfattere, klasket dem ned over hinanden på række, så i kan læse dem og
tænke over dem, og måske holde af dem. Det sidste digt vil i opdage er mit eget, jeg håber i kan nyde det.
Henover himlen Af Søren Ulrik Thomsen
Henover himlen sejler mit øje henover øjet sejler mit lys henover lyset sejler min blæst henover blæsten sejler
min hånd henover hånden sejler min hud henover huden sejler min puls henover pulsen sejler mit blod henover
blodet sejler min dag og min nat henover dagen og natten sejler mine år henover årene sejler min død.
Trøste Gruk Af Piet Hein
Den som taber sin ene handske
er heldig i forhold til den,
som taber den ene, kasserer den anden
og finder den første igen.
Admonition Af Sylvia Plath
If you dissect a bird
To diagram the tongue
You’ll cut the chord
Articulating song.
If you flay a beast
To marvel at the mane
You’ll wreck the rest
From which the fur began.
If you pluck out the heart
To find what makes it move,
You’ll halt the clock
That syncopates our love.
Fortsættes på næste side
10

11
Dansk vinter af Mynte
Vinden kysser den du elsker under jakken.
Sæt vores lys på række langs vejen.
fuglehjerter undgår mine øjne,
de har sat sig fast i mine lunger.
Jeg spiser luft.
Fuglehjerter.
Ovenover mig.
Lad os dele vores forudsætninger.
Dine ord sætter sig krampagtigt fast
i mine knæ.
Vi går ud i hver vores hjørne,
og sætter os på vores hænder.
Senere.
Oppe på taget.
Klokken slår quo
ligger vi i månebrændt trance.
Sitrer med andres tanker.
Sved, Palmeblade.
Langt herfra, længere væk.
Findes en verden, af sand og læder.
Hvis du drømmer, finder du en ovn.
Hvis vi ligger hovederne mod stegepanden,
opnår vi den samme varme,
som vi får
når vi smelter,
sammen.
Jens Blendstrup
En af mine ynglings tekstforfattere er Jens Blendstrup, men jeg bliver nød til at henvise til Youtube, hvor i skal
navigere hen i søgefeltet og skrive:
“Jens Blendstrup” og finde en af hans vidunderlige oplæsninger.
Han skal opleves!
Til de forvirrede er der en henvisning her:
http://www.youtube.com/watch?v=kzPx6-N4NnY

Madmekka med manér
Af Mia Augustinus
Restaurant Amrit ligger i Kreuzberg, som er en del af det internationale kvarter i Berlin.
Det er, som at træde ind i en brøkdel af Indiens charme, og det kan være en stor oplevelse.
Berlin formår at genskabe stemningen med dette gastronomiske kulturchok.
Kroppen følger U-bahn togets bevægelser i ekstrem
synkronisering. Med vuggende effekt kommer
saligheden. Storbyens salighed. Berlin er platformen
uden begrænsninger for nye indtryk. Destinationen
er Kreuzberg.
Lys i hele neonfarveregisteret oplyser Oranienstrasse,
som et multikulturelt mekka. Alle verdenshjørner
er repræsenteret. Udsmykning, skilte,
menukort. Fra Tyrkiets döner kebab til Mexicos
tortillas, og videre til Singapores nudler. Herfra går
turen i nordlig retning og lidt mod vest, hvor Indien
knejser under aftenmørkets stjernehimmel.
Det tyske Indien
Restaurant Amrit er blot en anden betegnelse for
en smagsprøve på New Delhi. Ved døren hæver en
mere menneskelig end dyrisk elefant sin stensnabel
som hilsen, og byder velkommen til et virvar af
indtryk. Gule farver i alle nuancer, der tager vejret
fra enhver karrygryde, præger vægge, loft og lamper.
Alverdens dekorationer og skulpturer favner i indisk
idyl. Buddhainspirerede fløjtespillere med elver ører
og guldbelagte kroppe, ligner noget, der er Aladdins
gyldne hule værdig.
Øjnene bliver konstant grebet af opsigtsvækkende
vidundere.
Det ligner smaragd fontæner oplyst i en sådan grad,
at Bollywood stjerner vil misunde dem for spotlightet.
Mørke borde af rustikt træ er placeret side om side,
hvorpå menukortene indbyder til at hoppe ned i
Indiens køkkengryder med begge ben. Maden bliver
sat på bordet i messingskåle fra en svunden tid, og
der sættes af til et hovedspring; det er ren overflod.
Chicken Korma, Butter Chicken, Lamb Sabzi, Naan
Brød… Dressinger i kontrastfarver til den klassiske
brungule sovs. Desuden er risene ikke bare ris. De er
naturligvis blandet op og pyntet – med korriander.
Intet er overladt til tilfældighederne.
Tilbagelænet, træt og tilfreds
Middagen ville tage pusten fra selv den største
grovæder. Gentagende gange bliver de gastronomiske
herligheder skubbet ud af rækkevidde, for
at slå fast, at grænsen er nået. Alligevel har det en
tillokkende effekt på de fleste, lige at stikke gaflen en
ekstra gang mod de halvkolde madskåle.
Med opspilede maver lader det til, at de indiske festligheder
er ved at være ved vejs ende. Og dog!
Et toiletbesøg viser sig at blive aftenens hovedattraktion.
Første gæst spreder budskabet til de resterende.
De kæmper sig vej forbi forvirrede tjenere, der balancerer
bakker, i håb om ikke at blive væltet.
Det er som at træde ind i et helt nyt univers; guldbelagte
omgivelser bliver overgået af vaskens evner til
at efterligne et vandfald i en sådan grad, at der bliver
stirret længe på dette kunstværk uden lige.
Når magien forsvinder
Dette unikum, en solid mundfuld af Indien, har
taget selskabet med storm. Derfor gør det ikke det
mindste, at der er en længere vej hjem, for at hvile
ud efter ædegildet.
Middagen bliver sluttet af med en måneskinstur i
Berlins stemningsfulde gader, tæt på basen, der i
disse dage bliver kaldt ’hjem’. Dermed langt fra det
indiske indtog i Tyskland. Og så alligevel ikke…
Ned af gaden møder et skær af gule lamper enhver
forbipasserende. Som et deja vu falder blikket på
en elefant med menneskelige tendenser, og blikket
søger opad. Med store bogstaver, som en genspejlning
af noget, der føles som en unik oplevelse, slog
Indien til igen. Restaurant Amrit har en tvilling. En
enægget. Glansbilledet af at have været en del af en
enestående opdagelse i det sensationelle Kreuzberg
bliver revet midt over. Kæderestauranter er ganske
enkelt knapt så magiske…
12

Af Mads’ beundrere
Vi Mads’ beundrere, har i fællesskab samlet forskellige guldkorn, der er blevet sagt i timerne. Citaterne er
hørt i timerne om Eksistentialisme, Amerikansk Politik og i USA - kultur og identitet.
1) Musikeres hjerner består af 50% fnat.
2) Der er nogen der har givet en blondine et trommesæt. (Sagt om Frederikke red.)
3) Det her er en stol. [Vender stolen på hovedet] Nu er det kunst. Det er Osama Bin Ladens drøm.
4) Jeg håber I har et ægte venskab. Ellers må I få arrangeret et eller andet.
5) Übermensch. [Sagt med en dyb og grum tysk tone]
6) I kan danse til min undervisning. Det er der mange der har haft succes med.
7) Du bliver nødt til at slå Theis ned og forplante dig med Theis’ kæreste. Hvis din egen kæreste sidder og
råber “Det synes jeg er en dårlig idé” skal du sige “Det rager mig en skid”. Sådan skal Nietzsche forstås.
8) Nu er I allesammen drenge. Eller næsten.
9) Drenges natur er ufornuftig og minder om en guldfisks.
10) Amerikaneren står lige her. [Tegner en rund pindemand] Jeg kan ikke tegne en pindemand, for han er
blevet lidt tykkere med tiden.
11) Man burde gøre et eller andet dramatisk.
12) I NYC er det usædvaneligt at støde på én der er bevæbnet. Sådan er det ikke i Texas.
13) .... Hvis man savede en børnehave i stykker.
14) Har vi en lollik? Det er jeg ked af.
13
Fundet i fuglereden

En dag i Berlin, set med knapt så kulturelle øjne.
Af Christian Juul Søes
Med en tunge, som mest af alt minder om en blanding
mellem sandpapir og en bomuldssweater, vågner
jeg til den forfærdelige melodi af et jagthorn, som
blæser dagen igang. Luften på værelset er en dødelig
blanding mellem alkohol, sure tæer, prutter, gammel
røg og dårlig ånde. Ved siden af mig ligger en livløs
Mathias, hvis eneste livstegn er den helikopter, som
åbenbart er ved at lette oppe i næsen på ham.
Gårsdagens t-shirt med resterne af en lufttørret
skinke og strawberry daiquri ryger over hovedet,
imens jeg lettere febrilsk leder efter pung, cigaretter,
sko, sokker og jakke. Efter 2 minutters dans med
mig selv, griber jeg en halv chokoladecroissant fra
Andreas’ hovedpude – han må være gået kold midt i
sit festmåltid. NU er jeg klar til at være kulturel.
Formiddagens kulturelle input bliver fremført af
Kræstens bløde og behagelige stemme, som straks
sender associationer til David Attenboroughs
fortællerstil i BBC’s ”Vores Planet”. Stadig en smule
bedøvet af den forgangne nats strabadser, slentrer
vi igennem Prinz Laurberg’s hyggelige gader og ser
på ting af større eller mindre betydning. Jeg er mere
fascineret af Kræstens fortællinger om punkkoncerter,
hanekam og beatleshår, fra dengang han besøgte
Berlin i hans ungdom.
Turen brydes op med et cafébesøg, hvor der bestilles
en tysk specialitet i form af en Alster. En Alster er
en pilsner blandet med sodavand efter eget valg - i
mit tilfælde Sprite. Med lidt procenter i kroppen er
hovedpinen og bomuldstungen med ét væk igen, og
jeg føler mig som født på ny. Efter lidt mere hyggesnak
fra Kræsten Attenborough bliver vi sluppet
fri til frokost.
Frokosten står på en vaskeægte berlinerspecialitet i
form af en döner kebab, for lidt nyt mad skal man jo
prøve, når man er kommet afsted. Da denne fantastiske
rulle, med en diameter på størrelse med en 1,5
l colaflaske, rammer mine smagsløg bliver jeg blød
i knæene af ekstase, og når kun lige akkurat at gribe
fat i manden ved siden af mig for ikke at falde om
på jorden. Jeg nikker pænt og siger et grbrokkent
entschuldigung. Denne döner er, som ingen anden
döner jeg nogensinde har smagt. Salaten er frisk og
består af alverdens tyske grøntsager. Jeg har valgt at
14

få min döner med youghurtdressing, som er tyskernes
svar på Gråstens famøse creme fraiche dressing,
hvilket bestemt må siges at hamle op med den
klassiske danske kebabdressing.
3 liter mundsavl og 10 minutters ekstase senere
overvejer jeg, om jeg skal bestille en mere, men slår
tanken i jorden, da jeg bliver fortryllet af et ord jeg
hører i periferien: Middagslur! Jeg sovser tilbage til
hotellet, og dulmer min dårlige samvittighed (og
döner-krydder-hvidløgs-mund) med en cola light.
Tilbage på hotellet dejser jeg om i sengen, hvor
Mathias’ helikopternæse allerede er i omdrejninger
igen. Jeg falder hurtigt hen, og drømmer søde
drømme om tysk øl og döner i lange baner. Men
med ét forvandler drømmen sig til et mareridt, da
Martin med kommanderende stemme som der Führer
råber ”30 atomic situps, NU!”. Jeg vågner med et
chock og adlyder øjeblikkeligt ordren, indtil jeg slår
en af de dönerbøvser, som skal hjemsøge mig resten
af dagen.
Jeg opdager efterfølgende at jeg er blevet efterladt,
Palle alene på værelset, og føler pludselig et ubehag
af dimensioner presse sig på indefra. Det er
dog ikke pga. at jeg nu sidder alene og forladt, men
fordi at den føromtalte gastronomidöner gerne vil
ud af min krop igen, og det skal foregå i en gevaldig
fart. Jeg stormer ud på gangen, og lige da jeg hører
døren smække bag mig slår det mig: Jeg har glemt
mit nøglekort! Iført boksershorts og den famøse
skinke/daiquri t-shirt stormer jeg ned på toilettet i
kælderen, for at sende en ægte dönerhilsen til det
tyske kloaksystem. Jeg ånder lettet op, da jeg oplever
at underbukserne stadig er hvide, og rejser mig fra
toilettet som var jeg født på ny! Jeg må efterfølgende
begive mig op i receptionen og forklare min historie
med nøglekortet og dönermaven, for at få den søde
receptionist til at lukke mig ind på værelset igen.
Jeg udnytter den resterende alenetid til at soignere
mig selv, da jeg lugter af en blanding mellem DAKA
15
og et indelukket værtshus. Kort efter kommer de
resterende drenge hjem, og der startes på ny med at
forgifte kroppen med C2H5OH.
Klog af erfaring, vælger jeg til min aftensmad IKKE
en döner, men istedet søsteren i form af en falaffel.
Endnu engang bliver jeg overrasket over den tyske
gastronomi. Falaffelkuglerne er på ingen måde sammenlignelig
med skolens, og jeg smovser den lækre
ret i mig, som var det stegt flæsk med persillesovs.
Endelig kommer vi til det, som studieture nu en
gang går ud på – bytur. Der startes ud på ”Den
russiske bar” CCCP, hvor der drikkes øl i stride
strømme. Vi præstere faktisk at ligge baren tør for
fadøl efter 1½ time, alt imens jeg erobre dansegulvet
med lille Lilly. Jeg føler mig som Mr. Swing King
på gulvet, og kaster rundt med de 30 kg. kød, som
var det en sæk kartofler. Jeg skal ikke kunne sige
om det var dansen, alkohol kontra kropsvægt, eller
måske begge dele, men Lilly valgte ihvertfald at gå
lige (måske knapt så lige rent bogstaveligt talt) hjem
i seng.
Klokken er nu et godt stykke over tolv, og det virker
som om at promillen og klokkeslættet har valgt
at følges ad resten af aftenen. Ihvertfald falder der
pludselig en dyb tåge omkring Berlin, og det bliver
ikke bedre af at vi besøger det ellers så hyggelige sted
”Mein haus am see”. Pletterne i hukommelsen bliver
større og større, og mine knæ opfører sig til tider
som første gang jeg smagte den famøse döner. Da
klokken slår 6 er det tid til at gå hjem, men ikke før
der bliver spillet MGP-hits, og visse personer får en
privat rundvisning i baglokalet.
Jagthornet vækker mig igen. Min tunge er som en
blanding mellem sandpapir og en bomuldssweater. I
kender selv resten af historien.

Mobildjævlen:
Du kommer tættere på - men du fanger mig aldrig!
Af Mia Augustinus
På Grundtvigs Højskole huserer en såkaldt mobildjævel. Denne stjæler folks identitet
på internettet og udnytter det groft; gerne med Facebook-opdateringer, der får folk til
at ryste i bukserne af enten pinlighed eller frygt!
Det var ikke bare et almindeligt facerape. Det var
meget mere. Det var et identitetsovergreb af de helt
store. Det gik denne gang ud over Laurits.
Efter dybdegående journalistik har Grundtvisens
udsendte reporter på krimiafdelingen fundet
frem til ingen mindre end selveste mobildjævlen.
Mødestedet blev en hemmelig afkrog af Grundtvigs
Højskole, skjult fra alle elevers nysgerrige øjne.
”Jamen det startede med, at efter vi var til Hair-musical,
der havde Laurits efterladt sin mobil. Jeg fandt
den. Om aftenen inden jeg gik i seng tænkte jeg
så, at nu skulle vi have det lidt sjovt. Jeg lavede lige
sådan en enkelt facebookopdatering. Noget med, at
han havde været inde at se et teaterstykke, der havde
ændret hans liv. Det var vidst ikke alle, der havde
fanget det, så der var sådan gamle klasselærere der
skrev; ’Ej, hvor godt at høre Laurits!’ – det var lige
perfekt, det havde ramt lige, hvor det skulle.”
Mobildjævlen gnider sig tilfreds i hænderne; tilfreds
med sit projekt.
”Det hele var rimelig sobert. Ikke tissemand og
sådan noget!”
Dernæst skulle det hele køres lidt længere ud. Det
havde ikke været nok for Mobildjævlen, så der skulle
mere til.
”Så jeg begyndte at skrive at ’jeg er Laurits, og jeg
har magten’-agtigt, og ’der er intet du kan gøre ved
det’. Lidt som om jeg prøvede at stjæle hans personlighed
på nettet. Han begyndte selv at kommentere
på det fra hans bærbar.”
Herefter skete der noget helt dramatisk. Det var
tæt på en afsløring; en afsløring af Mobildjævlens
identitet.
”Til fællesmødet sad jeg ved siden af ham. En af
pigerne ved bordet kommer så med den idé, at
Laurits skulle ringe til sin mobil under fællesmødet,
og så kunne spotte det – jeg havde den i lommen,
16

og den var jo ikke på lydløs. Så ikke for at virke
mistænkelig, så sagde jeg ’ja, gør det, skide god idé!’
Det jeg så gør, det er, at jeg tager Laurits’ mobil i
den ene hånd og ringer til mit eget nummer, så min
iPhone begynder at vibrere. Så siger jeg ’hov, jeg skal
tage den her!’ Så tager jeg min telefon og går ud af
lokalet, hvorefter jeg kommer tilbage og siger, at jeg
lige skulle snakke med en af mine kammerater, som
skulle komme i weekenden.”
”Imens havde jeg nået at lægge Laurits’ mobil inde
i galleriet. Da han så ringer til sin mobil under
fællesmødet, der går Mads ud i baglokalet for at
hente noget papir eller sådan noget, så Laurits bliver
helt overbevist om, at det er Mads, der har den.
Efter fællesmødet skriver jeg så fra Laurits’ telefon,
som jeg henter inde i galleriet, ’det var tæt på, der
var du lige ved at fange mig. Det kan godt være, at
du tror du er klog Laurits, men jeg er en lille smule
skarpere.’”
Der er ingen tvivl om, at Mobildjævlen kan sit kram.
Alt er gennemtænkt, til punkt og prikke. Det viser
Mobildjævlens næste træk.
”Så begyndte konkurrencen for alvor, om at finde
ud af, hvem jeg var. Så jeg skrev noget med ’opråb,
opråb! Nu er timen snart inde, hvor ritualet skal
fuldbyrdes, mød mig i Nyrops Hus efter timerne og
medbring en offergave.’ Laurits begyndte at blive en
lille smule nervøs. Jeg spurgte ham, hvordan han
havde det med det, og han sagde, at han gik rundt
og småsvedte lidt, og var bange for, at de kom og
skræmte livet af ham.”
17
”Nu tænkte jeg, at nu var det tid til at slutte det af.
Så imens Laurits er ovre i Nyrops Hus, går jeg ind på
hans værelse, hvor flere andre sidder. Der dumper
jeg den i hans vasketøjskurv og går ud. Da Laurits
finder den, bliver han helt ude af den og beskylder
alle i rummet for at have taget den.
Der sluttede den så. Men i går var jeg lige inde
på hans værelse, da der var tomt, for lige at give
ham nerverne på igen. Jeg tændte hans bærbar og
loggede på hans facebook, hvor jeg skrev ’Nå Laurits,
nu troede du rigtigt, at det var slut, men nu
begynder det igen…’ Denne gang var han blevet
panisk, da han havde sin mobil på sig, og jeg havde
selvfølgelig lagt hans bærbar tilbage præcis, hvor jeg
havde taget den.”
Men det er blevet afsløret for Laurits, hvem Mobildjævlen
er, da en wannabe-djævel kom på banen og
overtog Sofie Wests identitet. Mobildjævlen, som
Grundtvisens reporter er i kontakt med, slår dog
fast, at denne ikke har noget som helst at gøre med
wannabe-djævlen; ikke engang som en slags håndlanger
i praktik.
”Hvis jeg får muligheden, så har jeg klart tænkt mig
at slå til igen. Og få håndlangere. Så er det jo bare
mig, som der trækker i trådene. Det kommer til at
ske… Med mere magt og mere modbydelighed end
nogensinde før.”
Så pas på, Grundtvigs. Det bliver en jagt på jeres
identitet – hold fast på jeres telefoner!

Hvad dit valg af te fortæller om dig
Af Sabina Louise Nesheim
Rooibos: Du er alternativ og frisindet og har en
stor kærlighed for at danse samba, hvilket du også
mestrer til fulde. Du ynder at føre samtaler fyldt
med ironi og sarkasme uden at fortrække en mine,
hvilket gør folk usikre på dine intentioner. Du sætter
stor pris på god mad og vin.
Kendt tedrikker: (Samba)Jonas
Chai: Ligesom chaiteen er du fuld af sære nuancer
og krydrede smage. Du prøver at vise dig som lidt
af en hård negl, men inden i er du blød og lækker
ligesom chaien. Særligt hvis man mikser dig med
varm mælk. Du har et asiatisk look eller eventuelt
lidt skrå øjne.
Kendt tedrikker: Søren Lerche
White Tea: Du har fingeren på pulsen og er lidt
af en trendsætter. Du er hipster-typen og drikker
denne te, fordi ingen andre gør det. Så snart andre
begynder, skifter du til en ny, ukendt te. Du bevæger
ofte hovedet i et hektisk tempo og generelt meget
energisk. Derfor brænder du tit tungen på din te,
fordi du ikke har tålmodighed til at lade den køle.
Kendt tedrikker: Bodil
Winther-glow: Du er musikalsk og elsker at synge,
særligt vintersange. Jinglebells er blandt dine ynglingssange
og du hører den hele året. Du favner alle
med dit varme sind. Du har tendens til at hænge dig
for meget i fortiden, for eksempel når det er sommer,
og du med længsel ser tilbage på da det var
vinter, og du kunne hygge med varme tæpper og
stearinlys.
Kendt tedrikker: Mette Heister
Earl Grey: Du er den målrettede type, der ved, at
vor tid på jorden er knap. Derfor vil du ikke spilde
den på syrede urter og forsøgte frugtsmage, hvis
eneste tjente formål er, at give smag til noget der blot
er varmt vand. Du er autoritær og mestrer til fulde
teknikken at få folk til at rette sig ind.
Kendt tedrikker: Jacob Mejlede
18

Kamille: Du har et varmt og godt hjerte og kunne
ikke gøre en flue fortræd. Med dig ved man hvad
man får når man ser dig. Folk føler sig trygge i dit
selskab og du er lidt af et familiemenneske. Det er
din filosofi at en kop te helst skal ledsages af en god
bog og et varmt tæppe.
Kendt tedrikker: Henrik
Acai Berry and blueberry: Som ultramoderne type
har du forlængst læst i et trendy dameblad at acaibær
er det nye, og denne te er derfor det eneste du
indtager. Du er altid på farten og utrolig energisk,
derfor er det også godt for dig, at du vælger en te der
ikke indeholder koffein.
Kendt tedrikker: Louise Krage
Pebermynte urtete: Du er kunstnerisk og frisindet.
Du kan ikke lide tyggegummi, det er for mainstream,
derfor tyer du til mynteteen. Samtidig er
pebermynteteen også den eneste te på skolen, der
ikke er Pickwick, og det er noget du går op i. Din
krop er dit TEmpel.
Kendt tedrikker: Maria Fonfara
Grøn te: Du er god som dagen er lang og dit største
og vigtigeste mål i livet er at redde verden. Din
filosofi er at hvis man elsker alle ubetinget, vil der
aldrig ske noget ondt (læs: “Mynte-metoden”). Du
er et familiemenneske og behagelig at være sammen
med.
Kendt tedrikker: Ditte Thomassen
Solbær: Du er mere tænksom end de fleste. Din tetid
bliver brugt på at tænke store, filosofiske tanker
om væren og livet, og nødvendigheden af fiskeonsdag.
En rigtig filosof. Tit foretrækker du dit eget
19
selskab frem for andres, fordi andre alligevel aldrig
vil kunne forstå hvad du tænker på. Du vinder alle
diskutioner, fordi folk ved at du aldrig vil give op.
Kendt tedrikker: Kim
Jordbær: Du er let at holde af og venlig af natur. Du
er tit munter og der skal meget til at gøre dig vred.
Når det så en sjælden gang sker, er du til gengæld
fuldstændig utilnærmelig, og råber uhæmmet af
tilfældige folk du møder. Du sætter stor pris på
kunst og musik.
Kendt tedrikker: Kræsten
Indian Assam: Du er typen der er så distræt, at
du tit ikke ved hvor du er. Du er flyvsk og kommer
aldrig til tiden. Tid er generelt ikke noget du går så
meget op i. Du føler det hæmmer din kreativitet.
Du drømmer dig til Indien, men ved, at du aldrig vil
formå at være fattet længe nok, til at bestille flybilletter
og finde dit pas frem.
Kendt(e) tedrikker(e): Tue West og Harald.
Mango: Du er munter og aktiv. Typen der taler så
højt og tydeligt at ingen kan undgå at høre dig, når
du er i lokalet. Du tiltrækkes af fjerne himmelstrøg
og drømmer dig væk til Borneos jungle, hvor du
kan pleje din forkærlighed for eksotiske frugter og
damer.
Kendt tedrikker: Martin
Golden China: Du er Kina-fil. Du forsøger så godt
du overhovedet kan, at ligne og opføre dig som kineserne
gør, men har ikke stort held med det. Derfor
ynder du at undervise alle du møder i Kinas historie.
Du er typen der taler meget og længe, og mener tit
at det du siger, er vigtigere end hvad andre siger. Du
er dog et venligt og hyggeligt gemyt.
Kendt tedrikker: Ole Vind (of change)

Af Julie Rønne
Dybt at falde
Højdeskræk kan være en lammende oplevelse, hvis man
besøger Filmmuseet i Berlin.
Min mave trækker sig helt sammen. Det føles som
om min mavesæk binder tredobbelte knuder på sig
selv. Jeg står og kigger op – ikke ned. Jeg har kvalme.
Jeg begynder at svede. Min næse bliver belagt med
små frempiplende svedperler. Varmen indenunder
mit overtøj overopheder mig og omkranser mig som
en meget tung, uigennemtrængelig dyne af angst.
Min hals trækker sig sammen og luften har svært
at ved trænge ned i mine lunger. Jeg prøver at holde
fokus og kigge ligefrem, men mit blik styres mod
gulvet – mod de grå stålriste. Jeg kan se lige igennem
dem. Jeg bliver grebet af panik. Det her kan jeg ikke
gennemføre.
”Filmmuseum Berlin”, ligger på Potzdamer Platz i
Berlin. Det storslåede museum ligger i det endnu
mere storslående Sony-center. Museet er 5 etager
højt, er prydet med store glaselevatorer, glasfacader
og stålriste, som viser vejen fra rum til rum.
Museet blev åbnet i år 2000 og byder på utallige
rekvisitter og genstande fra tysk film og- fjernsynshistorie,
omkring 500 fotos og 1000vis af de mest
uforglemmelige filmøjeblikke i historien.
Lige nu har de en meget flot og beskrivende udstilling
om den amerikanske filminstruktør Martin
Scorsese.
Tårerne presser sig på bag mine øjenlåg. Jeg prøver
at holde dem tilbage og tage mig sammen. Mine
øjne bliver fyldt med en lille tynd hinde af vand,
men jeg kan akkurat holde det så meget tilbage, at
tårerne ikke flyder ud over den våde kant.
”Are you okay?” spørger en security vagt mig. Jeg er
helt omtåget og kan kun svare med en snært af gråd
i stemmen – ”I’m so afraid”. Han hjælper mig ind i
en personaletransports elevator, hvor der er lukkede
vægge omkring mig – jeg kan ikke se ud. Jeg bliver
ført op til den øverste etage og skynder mig ind i
Martin Scorsese udstillingen.
Min mave roterer rundt. Det føles som en tung 20

genstand bliver kastet rundt i mavesækken. Jeg er i
sikkerhed i rummet, men jeg kan stadig ikke slappe
af. Jeg går meget langsomt rundog prøver at bruge al
den tid jeg kan – nok mere end nødvendigt. Jeg ved,
hvad der venter mig. De igennemkiggelige stålriste,
glasfacaderne, klamme, kolde, svedige hænder, den
ulækre varme og panikkens fremtoning.
Højdeskræk er en fobi – en psykisk sygdom. Det er
en sygelig frygt eller en afsky for noget.
Det er en tilstand, hvor man frygter
højder. Højdeskræk adskiller sig fra flyskræk og
andre lignende fobier, da højdeskræk er væsentlig
mere udbredt. De fleste mennesker har højdeskræk i
mere eller mindre grad.
Nogle mennesker bliver bange, når de kigger ned
fra et højhus eller et fly, mens andre skræmmes ved
blot at stå få meter over jorden – som f.eks. på en
stige eller endda en stol eller et bord.
Det typiske symptom på højdeskræk er, at man får
en følelse af panik eller oprevethed, når man udsættes
for højder. Den følelsesmæssige og psykiske
reaktion på højdeskræk kan være, at man begynder
at svede, ryste og man får hjertebanken. Man prøver
instinktivt at forsøge at finde noget at holde fast i.
Nogle mennesker oplever også, at de har svært ved
at stole på deres egen balanceevne, fordi den nedsættes.
Følelsen af svimmelhed er også en typisk reaktion på
højdeskræk.
21
De mest almindelige reaktioner og symptomer på
højdeskræk kan være:
Straks at prøve at komme ned i en lavere højde
Kravle på alle fire
Knæle
Sætte sig i hug
Sætte sig ned
På anden vis forsøge at sænke kroppen ned i et
lavere niveau.
Angsten er vendt tilbage i min krop. Jeg ved jeg skal
ned. Helt ned til der, hvor jeg startede. To af mine
veninder tager mig i hver hånd – jeg tager det første
forsigtige skridt ud på risten – ud i ingenting. Jeg
holder et fast greb i deres hænder. Jeg har lukkede
øjne og de fører mig hen til den glaselevator, der er
midt i museet. Det føles som lang tid – al for lang
tid. Ventetiden er et helvede. Jeg føler, at jeg falder.
Jeg ved, at hvis jeg åbner øjnene et øjeblik, vil mine
øjne søge mod gulvet – ristene og det grufulde
udsyn til bunden af museet.
Elevatoren er nede og jeg løber ud til fast grund
igen. Min krop er stadig helt spændt. Jeg er nede,
men panikken har svært ved at lægge sig.
Jeg gjorde det – jeg gennemførte det. Jeg burde have
en vis tilfredshedsfølelse i maven, men nej. Jeg har
ingen følelse af overvindelse, kun at det var en meget
ubehagelig oplevelse og følelsen af et vis nederlag.
– Jeg troede, at jeg var i stand til at overvinde min
frygt, men nej.

Af Ingeborg Simoni Leere
Berlin
Kære Berlin
Berlin, du er tyk og fed af røgen, som dine børn ryger
Berlin, du er den grummeste og mest rummende af byer
Du er byen med Ubahnfliser i pastelfarver og gul
Du er byen, der eftersigende er underground og cool
Du summer og sitrer af liv på gråt beton
Du omfavner alle på din egen rå facon
Dine børn farvelægger dig på steder, de ikke må
De demonstrerer den frihed, de længe ventede på
Du lugter af tis og øl og billigt kød,
du bærer præg af det blod, dine børn udgød
På Kreuzberg bærer dine børn burka og kalotter
På Oranienburgerstrasse trives de som rotter
Du lader dem vandre maraton i alt for høje sko
Til udstilling for grimme mænd, som ikke blot vil glo
Et pigebarn på sytten år forsøger sig som sælger
Hvorfor blev denne datter byens sidstevælger?
22