Den senere Stenalder - Jesper Vang Hansen

vang.hansen.dk

Den senere Stenalder - Jesper Vang Hansen

De døde og blev puttede i J orden eller nedsatte i Stendynger,

men de tog intet Gods med sig i Gravene. Derfor kendes nu

ingen af disse; naar deres mørnede Knogler nu maaske graves

frem, bære de intet Kendetegn med sig paa den Tid, da de

gravsattes. Saa -meget tør siges, at det :var et driftigt Fisker- og

J regerfolk, som for knapt syv Aartusender siden fæstede Bo

paa Borringholms Kyster og formerede sig der. Det ejede Haandværkssnille

og Kunstglæde, det tog Husdyravl og Handel op.

De stærke Spirer, der laa gemte i dets Blod, kom til rig Udvikling

i de følgende Tidsaldere. Dette Fiskerfolk og dets Efterkommere,

Slægt efter Slægt, skabte med deres Gjerning Borringholms

Historie.

2. DEN SENERE STENALDER

Endeligt et Par Tusendaar efter Folkets første -Bosættelse

her lykkedes det en Borringholmer af selve den stride Flint

gjennem taalmodigt gjennemført Slibning at tildanne glatte skarpeggede

Arbejdsredskaber. Opgavens længe eftertragtede Løsning

aabnede Landets nu bedre rustede Indbyggere nye Li vsbaner,

en ny Fremskt'idtstid, den yngre Stenalder. Med ypperlige

Vaaben i Hænde kunde de nu rydde sig Jord til Agerbrug

og Kvægavl. inde i Landet, der laa dækket af Urskov, Krat,

Lyng og Sten. Fra Kysterne flyttede Nybyggerne ind paa Lavlandet

lige til Skraaningerneaf den !Iøj e Klippehede, Højlyngen,

der først efter Aar 1866 langsomt er vegen for vor Tids

skarpe Staalspader. Paa de nyryddede Slette1' dyrkede Stenalderfolket

Hirse, Hvede og Byg; Indtryk af disses Korn ere

fOl'efundne i Skaarene _ af dets Kar, idet de under Lerets Formning

paa Bopladsen have heftet sig i det vaade Ler før Brændingen.

Som -Husdyr holdtes Hornkvæg og Svin, senere ogsaa

Faar og Geder. .

Istidens onde Stenudsæd maatte rømmes til Side i mægtige

Stenjægere langs ud med Skovbrynene og Lyngheden, inden

Jorden kunde give Nybyggernes Kornsæd Væxt og Grøde. Af

den fældede Skov tilhuggedes Tømmer til faste Blokhuse. Ganske

v.ist ere disse nu sporløst forsvundne; men at Nybyggerne

var forfarne Bygmestre, ses af de vældige Stenlcammere, som

de rejste til Bolig for del'es døde Frender, og som give et

16

Borringholmerens Historiebog af M.K. Zahrtmann

www.vang-hansen.dk


Gjennem disse Fund kan man følge den yngre Stenalders

Slægter i deres Færd paa Borringholm. De oprindelige Kystlejer,

i hvis Affaldslag forekomme nogle slebne Flintsager, hu_

sede endnu bofaste Fiskere; men Flertallet af Borringholmerne

fæstede sig Hjem inde i Landet indtil godt 2 km fra Kysten,

nær de Steder, hvor nu deres Grave findes, for at dyrke Jord

og avle K væg. Folkemængden steg stærkt og bredte sig til de

fleste af de senere Landsogne. Mændenes Jagtvandringer, hvortil

de var udrustede med Buer og Pile, Spyd og Dolke, førte

ind igjennem Landets indre, øde og uvejbare Skove og Stenheder.

Agerbruget har allerede i denne fjerne Oldtid udvirket

en kendelig Spaltning i Samfundslag. Store Jorddrotter have

kunnet byde over talrige Arbejderhænder til Bygning af sine

om Jetter mindende Slægtgrave. Handelen paa Omverdenen har

udviklet sig, sagtens gjennem Bygning af søgaaende Spalltbaade;

ikke blot Rav hidhentedes fra østersøens sydlige Kyster, men

muligvis ogsaa Flintknolde fra Skaane eller fra Stevns. Borringholm

er nu til Dags fattigt paa Flintesten; nogle dygtige Flintknolde

findes dog i dets Kalklag, og Fattigdommen kan have

sin Grund i, at saadanne ere blevne efterstræbte af Oldtidens

kunstfærdige Vaabenhuggere, thi rigt blev landet paa Flintvaaben,

Oldforskerne have endda sukket ved Tanken om alle

de skønne Flintsager, som skulde være søndrede til Brug i Milisens

Flintebøsser, men dette Suk er omsonst; Milisen fik sine

Flintesten hver og en under nøje Regnskab hids endte 'fra Kongens

Tøjhus, og Jagt, selv paa Harer, var forbudt Borringholmerne

lige til Aar 1172.

Det Folk, som byggede varige Boliger for sine døde og medgav

dem i Graven Arbejdsredskaber, Vaaben og Mundforraad,

maa have tænkt sig Jordelivet fortsat i en Tilværelse ud over

Døden. Ogsaa de mærkelige Offerfund i Mark og Mose tyde

paa, at en saadan Tro gærede i dets Sind.

Hele Stenaldertiden omspænder henved halvfjerde Aartusend.

Saa for noget over 3500 Aar siden lagdes det første støbte Metal

i en Borringholmers Haand. Men forud herfor havde Landets

dygtige Stenkunstnere med ypperlig Færdighed tildannet

Flintdolke, som i deres brede og tynde Klinge og deres smallere

afrundede Skæfte tydeligt havde Formen af· Sydevropas

Bronsedolke til Forbilled ; Malmvaabnets Form var kendt, inden

Borringholmerens Historiebog af M.K. Zahrtmann

www.vang-hansen.dk

19

More magazines by this user
Similar magazines