I vor købstad Rønne - Bornholms Historiske Samfund

I VOR KØBSTAD RØNNE
& ere.
. k,414 4L; .rtu;d ,
' 4i'''L'
''4, '//Jr-
st"z- .
. r./4^-t. t-tl^l'Lt
4 er..t l.?'4n"1.e.
ffi
Å
,' tu"u,,I'.JL-
s-a.l!E-.
Fig. lA. Revns gtuh.lplah awt Rønne 168? Or. KB Ukld t86IL P,i ploneh, du e..len fø6te sådanne oret bren, vs
latinsk.len aabtaEt son bL 3 pd hjømet af senete Stategade ag knkeptadsen. For byåbnet snl. lE. 5.

I vor købstad Rønne
Greifswaldeme på Bomholn i middelalderen
Af Ebbe Gett Rasmussen
''..-quod cun nercatoret, qui i om nostom Rothno
in Bomdaholn co$veveroat vbitare, quoddan sodolinun
ku coniviuh h eaden villa i6titueraat..."
(Ærkebiskop Nieb Jonsen! åbne brev 1378 28l I 0.)
Dajemtæppet for et par år siden - aldeles
uventet - faldt, var vor øjeblikkelige reåktion
på disse beddegrader vist Dærmest
den, al nu var pludselig en tidligere hermetisk
lukket grænse åben. Hvor Boniholm
de foregående efterkrigsår havde været
placeret som en art isoleret forpost i den
vestlige verden tæt opad denne linje, lå øen
med 6t slåg centm.lt i Østersøen med ver-
/N {} 'r (^
\-)
rF^!T)ANZIG
den hinsides havet aldeles åben. Mange - i
hvert fald yngre - oplattede utvivlsomt
dette som en epokegørende nyhed. Men
nogetr ndikal nyskabelse var der dog ikle
tale om, kun en tilbagevenden til det, som
før Den kolde KJig havde været det helt
nomale, at østersøen fungerede som det
travle midtpunll for en livlig færdsel fra
nord tii syd og fta øst til vest.
Dette var ikke mindst tilfældet i senmiddelalderen,
dvs. tiden efterca.125o, da tyske
købmærd erobrede de intemationale
søhandelsveje i Østersørummet. I deres øjne
blev BomhoLlr snart interessant, hvilket
S t'l
'q
o r@ rm 3e .@km
fiE l. Kon ow øsE6ø-oB Not lsøon'å.l.ne n d anei9elsaJde iEtEsL haLtened.roS.!.6 shandekveieiftft
n i.A e h A.N n. B om ho lrs e n Fa le p I øcc n a I be n e *.s.
57

esulterede i gånske livlige forbindelser
mellem en række hansestæder og vor ø.
Det er om kontakten specieh mellem købmænd
fra staden GreiJswald og Rønne, at
derme artikel handler. I
Bagrund
Fra tidemes morgen lå Bomholm geografisk
placeret, hvor en rækte\liglitge internationale
søhandelsveje krydsede hhanden.
På rejser fta Slesvig i vest og de russiske
flodmundinger i øst, fra de slaviske - senere
tyske - vandveje i syd til de skandinaviske
områder i nord har købmænd og skippere
taget landkending efter den bornholmske
kyst, I stormvejr har de søgt ly under
denne, ligesom de her i magsvejr har ankret
op og plejel omgang med øens indbyggere.
Det er utvivlsomt også sket, at tilrejsende -
dengang som nu - slog sig ned her for kortere
eller længere tid.
GiveMs har dette billede tegnet sig forskelligt
fra tid til anden. Perioder med livlig
fremgang har afløst tider med stilstand eller
Iigefrem tilbagegang. Som eksempel på det
første kan med siy*.erhed regles højmddelalderen,
dvs.tidsfif:,met siden midten af
det I l. ihhundrede, da ufiedsåtene afløstes
af mere fredelige dder. I en europæisk tidsalder
med en enestående økonomisk fremgang,
hvor tllsyneladende en stærk befolkningstilvækst
medførte øget produktion og
vareudveksling områdeme imellem, måtte
vor øs beliggenhed blive særlig gunstig.
Med den tyske kolonisation langs Øslersøen
og de nordtyske byers ovenagelse af
handelsruteme kom der yderligere skred i
udviklingen,Snåndomineredes udveksling€n
af varer fra Vesteurop4 især salt, vin og
kLæde, med østercøområdets produkter
siårom først og fremmest pelsværk, tømmer,
korn og fisk af den tyske F1ar6a med
den vendiske slad Liibeck i spidsen.
Medlem af dette hardelsforbund var fra
sidste halvdel aJ 13. århundrede 11278\
Greifswald, der - formentlig grundlagt
I 241 og i besiddels€ af liibsk stad$et allerede
ni år senere - vel aldrig skule tælles
58
EBBE CERT RASMUSSEN
blandt de mest betydningsfulde hansestæder
takket være den trykkede beliggenhed
syd for Riigen mellem de stærkere byer,
Stralsund i nordvest og Stettin i sydøst.
Men at byen ikle var helt ubetydelig illustreres
bl,a. derved, at den en enkelt gang
varsædeforHansedagen-detvari 1361,
da man besluttede krig mod Danmark - li
gesom et universitet blev grundlagt her
1456. t tideDs løb indgik Greifswald sammen
med stædeme Liibeck, Wismar, Rostock,
Stralsund og ADklam i det vendiske
"Quartier", Hansaens keme.'?
Men hansekøbmændenes kontakt med
Bornholm havde utvivlsomt også en aiden
grund. Længe var den på landbrugsprodukter
og fisk, især sild - i datiden specielt
betydningsfirld som kristenfåstemad - stadig
rigere ø kastebold i et til tlder voldsomt
magtspil med flere dramatiske faser. Således
blev den ligefrem et led i "ktkekampen"
- den fælleseuropæiske strid mellem
kongemagt og kirke om herredørnmet i
sanfundet.
Hvo'ni/tr erkesædet i Lurd - som øen
tilhøne i kirkelig henseende - fø$te gang
er kommet i besiddelse afjordegods her,lader
sig næppe fastslå idag.r Men formentlig
måtte allerede kong Svetr IIl (Grathe) ca.
1 15o overlade ærkebispen heredømmet
med ret til inddrivelse af skatter og aJgifter i
de tre af de i alt fire herreder, hvorved alene
Rønne herred forblev umiddelbart under
kronen. Det var denne biskoppelige myndighed,
der næsten to hundrede ar senere
- antagelig 1327, formendig samtidig med
at byen Rønne tildeltes købstadsrettigheder
- fuldbyrdedes med ærkesædets erhvervelse
også af Rørme herfed."
Gennem de næste par århundreder var
øen fortsat dansk, men hvad angik de skatte-
og afgiftsmæssige forhold blev den forvaltet
fra Lund. For kongemagten selvfølgelig
en helt uacceptabel situatioq der ikke
ændredes radikalt ved de få og kortvadge
kongelige forsøg på at fravriste ærkebispen
Hammershus med Bomholm. Vel skulle
det 1522 en kort overgaflg lykkes kronen at

9s
A
\- 4/
^. ,A
ao1Åzn
I VOR KØBSTAD RøNNE
an,
.ø
O RUDEN

EBBE GERT RASMUSSEN
fig. 3. Greilswld i t Wlauet. Slik i MauuiB Menan: Topogtuphø Getuhia. Btø bl* i lobet afd.t u åth. hovet!narked.t
lor omntd.ts o@tning al kon, kÆ8, n@, fsk 6ild) n.d' det ofe hateda pn Bonholn. L@ngst øuligl
Wte de^ købn@id ot fBtholde deres foEpting heL nen bler si.len Nunset bort lra øen al de s@*ae lnbe.kue.
øw^t til wnstft ben@tkes blent øben aed du poMe6ke gil i to udEaw jlt. lE. 7.
inddrage slot og ø, men set i det lange perspektiv
bl€v det vigtigere, at Frederik I kun
tre år senere måtte pantsætte disse i stedet
for Godand til hansestaden Liibeck som
betaling for byens hjælp til hans erhvervelse
aJ den danske trone.s Først med det tyske
fremmedherredømmes afslutning i
1576 skule Bornholm for alvor opleve en
dansk administration.
Creilswaldeme og Rønne
Hvomår nøjagtigt og under hvilke former
og omstændigheder købmænd fra Greifswald
- gripsvoldeme som man her kaldte
60
dem - for første garg som mere end konvarige
gæster fattede intercsse for Rønne,
ligesom andre fra Kolberg besøgte Nexø og
andre gæstede Svåneke og slog sig ned her,
lader sig næppe afgøre i vor så sene eftertid.
Men at det må have haft sammenhæng med
den alklaring af magdorholdene omkring
øen, der indtrådte med ærkesædets etablering
af sit herredømme på denne, turde
næsten aises for givet. Kun med rolige forhold
og den tilstrækkelige sikkerhed for de
involverede personer og varer er fredelig
handel fodelagtig. Og disse omstændigheder
må antases at have været trlstede i for-
pi.';gr

nøden grad, da byen erhveffede købstadsrettigheder.
Optakt oE begndelse
Det er slet ikke utænkeligl, at det skulle være
sket allerede før 1330, når vi betænker
hanseatemes hele adfærd i østersøen. Så-
Iedes har tidligere bomholrnshistorikere6
stort set enstemmigt villet hævde, at just i
dette år blev et sakaldt gilde - tidens sædvarilige
betegnelse for en sarrunenslutning
af købmænd, der indebar vigtige økonomiske,
sociale og kulturelle opgaver for
medlemmeme - stiftet i Rønne af 6 skippere
fra Greifswald. Men for en nærmere kritisk
betragtning lader denne opfattelse sig
næppe opretiolde. Først og ftemmest af
kildekitiske grude, idet den nedetyske
I VOR KØBSTAD RØNNE
ordlyd af kompagniets aniklerT - som det
sene synspunkt bygger på - hverken nævner
Greifswald eller Rønne endsige blot antyder,
at det var købmænd fra nævnte tyske
stad, der besejlede de bomholrnske faflande.
For det andet af det nok så sagligt politiske
forhold, at deme - tilsyneladende
helt umotiverede - fremmede tilstedeværelse
her ville være ensbetydende med en
underkendelse af Lundebispens bef øjelser
og evner til effektiv magtudøvelse i dette
tidsrum.
Først en genemtion selere står vi på rimelig
sikker gund. Thi fra denne findes bevaret
en mindre sdnling breve på latin fra
skiftende indehavere af ærkesædet, der
lidwis kaster lys over de tyske købmænds
tilstedeværelse i Rønne. Det skal redærdie-
ii
61

vjs anføres, at vi her står med et homuitil,/t
kildematenale. dvs. at de enkelte breve. der
i hovedsagen bekæfter rettigheder, der
hermed tildeles greifswaldeme i den bomholrnske
by, mere beskriver udstederens
hensigt for dem end disses gøren og ladelr,
altså kendsgeminger. På den anden side
kan dog nok tifføjes, at bispeme vel ikke
skrev helt hen i vejret. Noget har der nok
været om snakken. Det vil dedor være rimeligt
at antagq at disse skriftlige vidnesbyrd
alligevel i det store og hele tegner et
bilede af virkeligheden, som den var, da de
blev til.
Første gang tilstedeværelsen af købmænd
fra Greifswald med sikterhed kan
påvises i Rønne er Simon og Judas dag den
28. oktober 1378, dalandshefien, Niek Jonse,
(ærkebiskop 1361-79\, pe Hamme6lrrr
i et åbent brev gav en række detaljerede
retningslinjer for disse.s Vel kaldes de
frernmede her ikke udtryklelig gieifswaldere,
men - som det foran citerede viser -
blot købmænd, som har for vane at besøge
vor købstad Røme på Bomholn og her
grundlagt et "fællesskab eller gilde" (lat. soda.litium
seu co[vivium), til ære for Gud og
JornlTu Maria og i erindring af de d6r døde
udlændinge. På den anden side kan der
næppe herske megen tvivl, nåi vi kender
detr senere udviklil9. Her kan der ikke være
tale om andre end gripsvoldeme.
Nu tilstod landshefien dem heryed, at de
for al ftemtid måtte bave deres lys, ligktræder
og andre begavelsestilbehør i Rønne
kapel og d6r lovligt holde sjælemesser for
døde gildesbrødre og fremmede (artikel 1).
Desuden at de lovligt nåtte bjerge vraggods,
n år en gildesboder led forlis i havnen
(art. 2). Endvidere fomyede ærkebispen ru
sin garnle tilladelse, at de måtte købe og eje
et jordstykle i købstaden for at opføre et
herberg eller et gæstgiveri til deres møder
og sammenkomster. Dette hus eller gæstgiveri
fitog han for al afgift til sig selv og sine
efterføIgere (art. 3). Etrdelig fik de tiladelse
til at bilægge deres egne, indbyrdes uoverensstenmelser
udelr bøder til ham (art.4).
62
EBBE GERT RASMUSSEN
Dette brev fortjener opmærksomhed i
mere end 6n henseende. Såedes er det
overhovedet første gang et købmandsgilde
omtales i Rønne. Det fortæller lidt om byens
beskedne størrelse. at det blev oDrettet
af tyskeme, der i så mange santnenhænge
skulle fome den historiske udvikling i vore
daNke købstæder.e De små forheld fornenrmes
også derved, at det kristne gudshus
i Rønne på dette tidspunk fortsat benævnes
som slet og ret kapel (cape[å). I kirkelig
henseende var stedets memesker
eldnu en rum tid henvist til Knuds khke,
når sagen drejede sig om deltagelse i messe
og satramentuddeling.
Menfor os er det på dette sted ulige vigtigere
som fldnesbyrd om de tyske købmænd
her. At disse nu har indstiftet et gilde
tyder vel træImest på tilstedeværelsen af et
ikle rirge antal fremmedg skønt vi helt
sa\4rer konlcete tal herpå. Dertil kommer,
at de i brevet næi{rte gunstbevisniryer - fri
adgång til brug af kapellet, anerkendelse af
egen vraget, 6:i adgang til erhvervelse af
fast ejendom afgiftsfrit og endelig ret til
egen jurisdikion inden for visse græiser -
næppe kan kaldes ubetydelige. Strarere fortæller
de umiskendeligt om e$ endog særdeles
stor interesse fra ærkebispens side i
disse købmænds tilstedeværelse.
At tyskeme allerede har besøgt Røme
fogen tid før brevets udstedelse, iigesom
de tidligere havde sikret sig landshenens
tilladelse til at erhvefie og besidde fast
ejendom i byen fremgår dbekte af ordlydelr'
Des\@rre lader disse aspekter sig ikke
nærmere tidsfæste. .lErkebispen, der ellers
ik](e er tilbageholdende i sh korresponda.nce
med at henvise til tidligere breve,
[æ\,ner intet som helst holdepunkt for en
gisning fra vor side. Muligvis var hans tilsagn
blot afgivet murddigt over for de
fremmede, hvo ed et sådant løfte helt
unddrager sig historikerens kontrol.
Hvorom alt er, var købmænd fra GreiIswald
nu tilstede i Rønne. Uheldigvis meddeler
det kendte kildemateriale heller ikle,
hvor ofte de kom oe i hvor stort et antal.

Men det tør anses for silkert, at de fra nu af
i pedoder i flere sammenhænge har sat deres
præg på livet i byen. Under alle omstændigheder
i 'frktl'l tiden fra slutningen
af august til begyndelsen af oktober,
når sildestimeme gik tæt forbi landet og
den bomholmske bonde lige så meget var
fisker som landmand. I disse travle uger
blev silden hentet i land og her renset og
nedsaltet åfkvinder, bøm og gåmle, hvorpå
en stor del af udbyttet fønes mod syd på de
karakterjstiske hanseåtiske koæer. Skønt
det ikke direkte kan iagttages fot Rønnes
vedkommende, som detkendes atdetsteds
fral0, har sceneriet her sikkert været lignende,
Det må desuden antages, at greifswaldeme
på disse tidspunlter hår udgiort en
by i byen, ligesom tysk har været talt i byens
livlige gader, al&urat som vi oplever det i
vore dages turistsæson. Porten til den store
verden var for alvor slået op. Livet i Rønne
fik et mere intemationalt præg.
Det er ligeledes beklageligt, at eftertiden
ikke kan dame sig nogen fomuftig mening
om her, hvor marge og hvor store skibslaster,
der i tidens løb eksakt fragtedes bon af
de fterimede. Her svigter kilderne totalt.
Men når vi betænker, at de tyske købmænd
kom igen åLr efter år over et tidsrum på mere
end halvandet hundrede år, har det næppe
drejet sig om få og små årlige udskibninger,
Så er vi lidt - men heller ikke meget -
bedre stillet, hvis vi spørger om, hvor meget
landsheren selv fik ud af de ivrige tyskere.
Et enlelt vidnesbyrd er heldigvis i behold.
Mod afslutningen af vor periode, 1 5 5 5, berettede
en af de bomholnske gildesbrødre,
Jochen Stiloweq som llavde drevet tralik
på Rønne i 33 år, hjemme i Greifswald, at
købmænd fra hans by havde handlet på
Rønne i umindelige tider med egne folk og
gam.'r Til gengæld havde de givet 4 ol sild
af hver båd til landshefien. Desuden oplyste
han, at de samtidig gemem hele sommeren
indtil MorteDsdag [11. november] havde
handlet med borgere og bønder over hele
landet og uhindret iedet rundt på dette
for at indkæve deres betaling mod at de
I VOR KØBSTADRøNNE
købmænd, som havde bord og seng på
landjorden, ydede fogden, dvs. slotsfogden
på Hammershus, en tønde ø1.
Netop dette vidnesbyrd er kærkomment.
Ganske vist giver heller ikle det præcise
tal på, hvormange ol bonhol-rnske sild
- en ol er 80 stk. - fta samtlige frefunede
gæster og hvormange tønder tysk øl fra alle
Iiggeme, dvs. de tyske købmænd, der blev
her vinteren over, som i all tilflød Hammershus'
forrådslagre i en bred strørn og
herha flød videre i et noget smallere løb til
først ærkesædet i Lund os siden til Liibeck.
Et synes i hvert fald sikk;rt - det har ikke
drejet sig om små kvanta. Udsagnet er
irddlertid også hteressant af den grund, at
det fortæller om liggerne, idet disses tilstedeværelse
ene og alene må skyldes, at det
økonomiske samkvem med Bomholm i høj
grad må have været lukratilt for deft. Ellers
ville de utvivlsomt have foretrukket at
blive hjemme om vinteren. Endelig er dette
vidnesbyrd vi#gt, fordi det klart bekræfter,
hvad rønneborgeme netop klagede
over til kongen i sidste halvdel af det I 6. århundredet2,
at tyskeme ikke alene handlede
med byemes købmænd, men også direkte
med bøndeme. Dette sidste forhold
var udtrykkelig forbudt i datiden herhjemme.
Efter den da herskende opfattelse hvilede
købstædemes trivsel på deres monopol
på handel og håndværk. Det såkaldte
landkøb var dedor en opgave for deres
borgere og ikke for mere eller mindre tilfældige
tilrejsende.
Men dette Droblem var nok af ældre dato
og synes it være opstået endog meget
tidligt. Formentlig fødtes det allerede med
den mere regelbundne tyske trafik på Rønne.
Muligvis var det netop dette fremmede
misbrug af gæstfriheden, der hentydedes
til, da den næste ærkebisp, Magnus Nielsen
( 1 379-90), Sct. Hansdag de^ 24. juni 13æi
gæsternes egen by, Grsr^ndr4 stadfæstede
f orgængerens privilegiebrcv. 13
I den kofifattede skrivelse bekræftede
landsherren principielt alle købmændenes
rettigheder og privilegier. Men han tilføje-

Fig. 4. Den haÆeotiske skibw4 kogeh, h.tlto St/ol.
tuhd ca. 135o, do skippqe og købnødlto Grcifswold
fot atvor bewdte at inlercsere siqlot Bomholn. TeChihg
lm B. Londsrdn: s.glMd. skepp (dd. udg"
1976), p. 77
de, at disse ikke måtte være "til skade for
sognepræsten sarrmesteds" (lat. præjudici
um rectoris plebani ibidem). Desuden pålagde
han dem at betalo "en hvid i enten
skånsk eller liibsk mønt" (vnum denadum
album monetæ Sundensis vel Lubecensis)
for deres grundstykke i Rønne til hver Mikkelsdag
I29. septemberl.
I hovedsagen - retten til at handle på
Bomholn med udgangspunkt i Rønne -
ku e geifswaldeme således fortsætte
som hidtil. På defl anden side er der ingen
tvivl om, åt ærkebispen - dmeligt l1ok -
beD)'ttede lejligheden til at understrege sin
myndighed over denne vigtige side af samtundslivet.
Ordlyden siger jo indirckte, at
der rent faktisk har været gnidninger mellem
de fremmede og stedets præst - hvorfor
skulle ærkebispen da ellers trække ham
ind i deme forbtdelse? Men hvilket problem
der skjuler sig under denne passus i
brevet, kan vi ikke afgøre, al den shrnd at
kildeme iør,rigt ganske tier herom.
Nok så interessant er imidlertid indgebet
i den afgiftsfrihed til ærkesædet, der
dog så rundhfudet var bevilget de fremmede
købmænd knap to år tøt (13'78). Lad
være at ærkebisp€n efter all at dømme har
64
EBBE GERT RASMUSSEN
faret med lempe - den forlangte indskænlning
virker beskeden, så meget mere
som den jo er pålignet disse i fællesskab.
Men fast står dog, at geifswaldeme nu rnå
betale for deres tilstedeværelse.
Eftertiden fomemmer, at den nye ærkebiskop
har erkendt den fot ham behagelige
nye indtægtskilde, som han da iøVrigt selv
havde åbnet døren for. Hvofor muligheden
for at udnytte den til ærkesædets eller
egen fordel måtte ligge snublende næi i ell
tid, hvor både den kristrle kirkes forskellige
finansieringsbehov og den højere gejsdigheds
personlige forbrug var stigende. Men
vi aner også, at landsherren har set de farer,
som tyskemes gøren og laden kunne indebære
for hans egen bys fortsatte trivsel. I
hvilken forbindelse den udtalte interesse
for sognepræstens forhold kunne væte en
hentydning til, at denne har følt sig krænket
af "koDkurenter", der var hidbrågt af de
ftenmede, men dog - som vi har set - var
berettigede til brug af byens gudshus. Som
bekendt voksede anstrengelseme i arbejdet
for sjælenes salighed konsekvent sefiniddelålderen
igennem.
Højdepunkt og konk tence
I de kornmende ar I':uLdnerede greifswaldemes
rettighedor og dermed deres mulif
heder for driftigt vhke på vor ø. I denre
sammenhæng skal vi næppe lægge for meget
i, at der ikke er bevaret bekæftelsesbreve
lra de næmest pådølgende indehavere
af ærkestolen i Llmd. Der er efter ål
sandsynlighed slet ikke udstedt sådarue
under henholdsvis Peder Jensen 11391-921
og Jakob Gertsen (1392- 1410) - det synes
klart at fremgå af det stadfu$telsesbrev,
som straks skal omtales i det følgende, og
som alene henviser til de foregående af
1378 og 1 380. Med viden om, hvad der siden
skete. skal vi ikte være i tvivl om. at de
frernmede købmænd - nu også fra andre
tyske stæder end GreifsEdd - kom igen å[
efter ar, at de specielt har været til stede i
stort tal ved sensommer- og €fterårstide for
siden atter at søge ftemmede strande og

havne med henblik på indbringende afsætning
af deres dtrebare last.
Al de to ærkebisper, fra hvis side vi ikke
ketrder bekræft elsesdokumenter. men som
begge stod drormiry Margrethe nær, markerede
i hven fald Jakob Gertsen sig tydeligt
i hanseatiske ariliggender ved Bomhoin,
men på en lidet flatterende måde. I
1 390'eme var han næppe helt uden andel i
de overgreb mod købmænd fra de preussiske
stæder, der tidsvis synes at have fundet
sted i fårvandene omkring øen. Således
indløb der klager fta henholdsvis Wismår
og især Danzig, at købmærd fra disse byer i
forbindelse med stmndinger havde mistet
store fomuer i folm aJ gods, som bispens
foged havde lagt beslag på.'a En kedelig
sag, som ikte alene stædeme som helhed
havde til behandling, men som også den
darske regeriry - på foråiledning af disse
- blev inddEget i. På den anden side var
der næppe utilfredshed hos hverken bispeD,
som hermed sikrcde sig rigt gods på en
bilig måde eller greifswalderne - som
samtidig - helt gatis - blev befriet for genererde
konkurrenter.
Først med tiluædelsen af endnu en ny
ærkeb;skop, Peder Kruse (14 10- I 8) findes
sagen atter direkte omtalt i det bevalede
materiale. Således udstedte denne den lt.
oktobet 1412 | selveste Rønne en stadlæstelse
af gripsvoldemes rettigheder her.r 5
Atter er der principielt tale om en bekræftelse
af de privilegier, der tidligere var
glvet af landsherrens forgængere. Men
denne gang sL:ulle der times de fremmede
en mærkbar udvidelse af de gamle vedtægter.
Thi med hefvisdng til den "lytte og
fremgang" (ltilitatem et profecturn), der
takket være købmændenes virke er blevet
"ilke alene os og vor fømævDte købstad,
men også hele vort land Bornholrn" (nobis
et antedictæ villæ Dostræ necnon totæ terræ
nostræ Bomdeholm) til del, blev disses
ftitagelse for vragafgift udstnkt til at omfatte
alle geifswaldemes skibbrud "i som
udenfor luvn ulder von land Bon$olm"
I VOR KøBSTAD RØNNE
Fi& 5. Røane købtadt sed t584 ifs. E. Ktunahn p.
233. Aft kk.t vitet Den helliry tohdnnes ned højrc
håhd løfet til wl'ignelse og biipestar% i raste. I
skjoldet ses tre toÆk aabrcsl ow hwtun.lrt. SnL Ji&
(in portu vel extra portum juxta tefiam nostram
Borndaloln).
Denne skrivelse indebærer i virkeligheden
en fortsæftelse af den gensidige "forståelse"
mellem ærkestol og greifswaldere
fra den foregrående periode, en art alliance
til gavn for begge parter. De ftenmede
købmænd nød i stigende grad godt af
landsherrens velvilje og beskyttelse, ligesom
han på sin side har draget større fordel
af deres ivrige tilstedeværelse. Men den
hedor fremfø(e argumentation bør nok
tages med et gran salt. At samarbejdet med
tyskeme var til gavn for håm selv er utuvlsomt
kofiekt. Det samme gjaldt nok også
øens bønder, der kun kan have været intelesseret
i de muligheder, som de frernmede
bød. Og så slap de jo tilmed for betaling til
det ekstra, fordyrende mellemled, som de
lokale købmænd måtte være i deres øjne.
Men for byeme - især Rønne - har de tyske
købmænd været et stort problem. Thi
godt nok bragte de impulser, foretagsomhed,
varer og kapital til veje, på den anden
side må deres koriklmence generelt have
virket hæmmende på den lokale handels
udfoldelse.
Desvære kender eftertiden ikke de
bomholmske reaktioner, kun kan vi grsne
65

herom. Til gengæld er et par åJ de fremmedes
me ngstilkendegivelser i behold.
Således erklærede skipper Kuft Heydom
og købmand Hans Rykerdes trsdag før
Gallus og Lullus'dag den 12. oktober 141 7
i et åbent brev,t6 at bispens foged med sine
folk i forbindelse med deres stranding ved
Bornholrn i stormvejr ved nattetide havde
hjulpet deln med bjergning af lasten, der tilhørte
sidstnæ\,rte aJ udstedeme, "så godt
han kuue" (ty. gut zo he beste kunde). De
tilføjede, at det gods de havde måttet give
haln for bjergeløn og arbejde, havde de tilstået
ham "friviligt" (myt gude wille). Derfor
skulle bispen af Lund, hans foged og
dennes folk være fri for videre tiltale af dem
og andre købmænd, som plejede at være
Iherl om høsten. Efter selv at have beseglet
erklæringel har de to mænd bedt yderligere
tre andrer nenlig greifswåldborgeren
Gørees varl der Mole og de to borgere fta
Danzig, Clawes Dambeke og Hynrik Struvynloek,
bevidne rigtigheden af det fremførte
gennem deres tilsvarende besegling.
Denne tyske udtalelse står som antydet
ikke alene. På Nikolaus' dagden 6. fucember
1433 frenføfie tils\alende 12 nawgivne,
ftehmede skippere og købmrznd- efter
å.lt at dømme nederlændere - i Sandvig \
dercs beseglede fælleserklæring,t7 at de
under forlis var blevet bistået på bedste måde
af høvedsmanden "oppe Bomeholn",
Aage Nielsen, hvorfor de "utvungent" (unbedyunghyn)
havde givet ham biergeløn aI
det gods, der var blevet reddet. I fortsættelsen
forsiLrede de, at de herefter ville betragte
både lundebispen og hans foged som
"skadesløse" (vry holden) for yderligere til-
Iale.
De to erklæringer taler samme sprog.
Naturligvis skal vi ikke være blinde for den
kendsgemin& at de begge er blevet til på
slolsfogdens foradedning - i sidste ende
var det jo ham, der stod med &$varet for
bjergdryeme og ville få problemet hvis
uregelrnæssigheder havde forekommet.
Men det korte af det lange er dog, at han
havde bistået de nødstedte på "rr måde,
66
EBBE GERT RASMUSSEN
som disse kunne lægge navn til. Om de
fremmede købmænd herefter har været
udelt tilfredse med den behandling, de fik
på Bon*rolrn, og hvorvidt den til fogden
udbetalte andel af godset har været rimelig,
er et ganske andet spørgsnl4 som vi selvfølgelig
kan have vore tvivl om. Tilbage står
dog, at vi er vidner til et samarbejde mellem
de udenlandske købmænd og ærkebispen.
Et praktisk samarbejde, som begge parter
havde indlysende hteresse i og sikkert gavn
af. Ærkesædet for at bortviske de kedelige
indtryk fm 1390'eme med beskyldninger
om piateri og de ftemmede - il*e mindst
greifswaldeme - som i en periode med stigende
konkurrence fra de øwige tyske byer
og nederlændeme - nærmest var piskede
til at pleje forbindelseme med ærkesædet,
der repræsenterede den faktiske magt på
øsErsø-øen.
Thi at riften om østersøsilden var voksende
i disse å[ fremgår med al ønskelig tydelighed
af et møde mellem lEnsestædeme
i pinsedagene 1422.'s Det vedtoges her, at
ingen borger ha stæderne måtte købe sild
og sålte på andre end de sædvar ige fiskerlejer:
Falsterbo, Skarør, Dragør, Trelleborg,
Ysted, "Sommershagen" lsirnme -
havn] og - Bornholm, Den, der overtrådte
derne vedtagelse, skulle have tabt den sild,
han hjembragte og 10 mark til den stad,
hvor llån var borger eller plejede at handle.
Og ingen fra stædeme - heller ikke fiskere,
som ligger på tysk grund - måtte salte mere
ved deres boder end l/2 læst sild. - Det
kan her oplyses, at der for silds vedkommende
gik 12 tønder på en læst, der populæn
sagt svarede til 2 tons med et modeme
må1.
Fiskekvoter og nedskæringer i sildefiskeriet
- disse triste kendsgeminger, som i
det seneste tiår har plaget det bomholrnske
samfund - er såmænd intet nymodens påhit.
Også middelalderen kendte problemet
med overfrskning, når der var malge om
buddet. Man aner gradeD af hiårdhed i de
forhandlinger, der var gået forud for det
færdige forhandlingsresultat, der var opniå-

et på et langt mere usikkert gundlag end
vore dages. I vor tid kan politikeme støfte
sig til en videnskabelig biologisk forskning
og dens mangehånde tekniske hjælpemidler.
Dette var ikle middelaldere[ beskåfet.
Om det iræ\.rte fo$øg på konEol i datiden i
ørrigt var det eneste af sin art, og hvowidt
det virkede efter hensigteD, er ikke klart.
Men sandstdigheden taler ikke herfor.
Også den gang må der have r,ærct modstand
mod slig en ordning. Og problemet
vår jo basalt, at der fiskedes for meget.
Når krybben er tom, bides hestene. Men
indtil videre lå købmændene fra Greifswald
lunt i smult va[de. På ftedsmødet i
vordingborg udstedte ærkebiskop Peder
Lykke 0a18-36\ oE 16 andrc bispet fta
Danmark, Sverige, Norge og Tyskland på
Knud Konges Dag den 10. juli 1434 et omfattende
afladsbrev til fordel for Den strålende
Jomftu Marias Kapel ved Den hellige
bisp Nicolai Kirke i Rønne, "hvor brødrene
af det tyske gilde fra creifswald holder
messer og årlige læsninger" (ubi frafes conuiuii
Teutonicorum de Gry?swold missas,
orationes seu aruriversaria .,. faciunt celebrari).r'
Dette kapel ønskede de besøgt og
æret af alle Kristi troende ledsaget af deres
fromme gaver afguld, sølv, kofi\ varct,lys,
kunst!ærker, bøger m.m. "til gavn for
nævnte kapel og næ\afe gilde" (ad fabrican
capelle antedicte seu ad conuiuium
predictum). Og enhver som på detle sted
angerfult påhørte messer, bønner og læsnhger
og overværede ligfærd samt faldt på
knæ for krucifikset og for biledet afJornfru
Måria, tildelte de nu hermed 40 dages
syndsforladelso, hver gang man bodfærdigt
udføte noget af dette.
Denne slaivelse er i sig selv som andre af
slagsen et markant udtryk for den stigende
ffang til reiigiøsitet - vel en funktion af
tidens mange kdgg epidemier og andre
ulykker, der i datiden truede det enkelte
menneske - og som gav sig udslag i voksende
frygt for skærsildens pine før den dommedag,
som alle kristne måtte igemem. Afladsbrevet
er tilned et godt eksempel på,
I VOR KØBSTAD, RøNNE
hvorledes tidens eksperter, teologeme, efter
bedste evne forsøgte at løse de menneskelige
problemer, de stilledes over tor.
Disses løsning kunne - på baggund af datidens
kristne forestillingsverden - ene og
alene finde sted ved hjælp af den kdstendom_
, der omlcansede al viden i dette liv på
JOroen,
Fot os er afladsbrevet imidle id i første
række interessant, fordi det fortæller, at
greifswaldeme nu er i besiddelse af et Madakapel
i Rønne ved byens Sct. Nicolaikirke.
Hvor dette nøjagtigt har ligget, ved vi
desværre ikke. Den af tidligere bomhol]Itshistorikere'?o
i denne sammenhæng ftemsatte
opfattelse, at kapellet har været en
selvstdldig bygning på kirkepladsen er
ræppe holdbar. Snarere må vi tænke os
dette indrettet entefl i en tilbygning til selve
kirken eller irde i denne. Indretningen i kirkebygningen
som sådan har tilsyneladende
været det almindeligste.2r Denne fremgangsnLåde
kendes efter alt at dømme også
på Bomholm. Med stor sandsF ighed er
det netop en lignende placering den forhenværende
Iiibske foged Bemt Knop
(L525-43)28. apnl1545 havde i tankemq
da han erklærede, at kolbergemg som i
mange å[ havde handlet på Nexø, "d6r havde
stiftet deres len i kirkerf' (dar hebbenn
de inn der karckenn eytr Lenn ghestyft)."
I Rønne behøver sagen ikle at forholde
sig synderlig anderledes. Bispemes skiveL
se kalder - som vi har set - nu byens gudshus
"kiike" (ecclesia), og oplyser, at den er
viet til den hellige Nicolai som væmehelgen.
Defte falder smuld i tåd med de bygningshisloriske
undersøgelser i vor egen
1d.'?3 Disse daterer - på baggund al det
store møndund, der gjordes i Iorbindebe
med derl næsten totale nedrivning, der indledte
opførelsen af den nuværende ktke i
arene 1915-18 - tidens store byggearbejder
ved den senromanske bygning til perioden
lige lør ca. 1360. De bestod især af udvidelser
mod vest og opfdelse af et kor
mod øst i tidens gotiske stil. Det bygningshistoriske
forslag,'za at forlæfgelsen mod

I VOR KøBSTAD RøNNE
vest netop har huset greifswaldemes Mariakapel,
er formentlig det bedst funderede
bud på dets mulige placerin&
De omfattende udvidelser af ki*ebygningen
afspejler utvivlsomt, at Rønne i dette
tidsrum oplevede en befolkningsmæssig
vækst, som sandsynligvis må forklares som
en funhioD a{ den san ede økonomiske
aktivitet i samfundet i perioden, en økonomisk
opgang som de tyske købmænd har
haft deres andel i at formidle til vor ø. At
deture vækst sprængte de hidtidige rammer
for kifken, det nødvendige centrum i det
middelalderlige lokalsamfund, blev en aI
de uundgåelige virkninger. Til alt held har
vi den dag i dag fonsåt mulighed for at fornemme
et pust af de omfattende byggearbejder,
der dengang foregik ved kirken.
Defte kan gøres ved at betrågte den meget
velproportionerede, elegante spidsbuede
portal til den senere blændede dør i nordmule4
vel nok den mest velbevårede detalje
fra middelalderen i denne bygnrng.
Når den nordeuopæiske højgejsdighed
- for det var jo denne, der i anden anledning
var roppet sammen i Vordingborg -
ved sin henvisnhg til afladens virknhg nu
også kunne ånvise mulighedeme i Rønne
på dette tidspunkt, er det i sig selv et talende
udtryk for byens eksistens. Det ville mall
nok ikke have giort, hvis byen fonsat havde
karakter af lille flække. Købstaden havde
nu for alvor i kraft af sin vækst en faslDlacering
i datidens bevidsthed, som kirken selv
havde været med til at forme gennem sine
byggeårbejder. Hvis så nogle af de sikkert
store udgifter hertil kunne dækkes af afladssøgende,
ville det næppe være kirkeledeme
uvelkooment.
Udfordringer og nedtur
Endelig afspejler vort afladsbrev, at den katolske
kirke også herhjeinme var løbet ind i
tidligere uke dte problemer af en anden
art. Som udviklillgerl var forløbet for hele
defiæ institution med alle dens mangehånde
opgaver i sanfundet, var det i stigende
grad blevet varskeligt at fiiansiere disse
fig. 7. SeEl
Ior det 1456 Wndlagt. øiE6it t i Gt ilswtd.
Inlonationu zur potuiyhq AiUury 86897F
nf, 230 D. 5. yed dette ledows@de ud.lannedes oe
virk d. BomholN senete landshefte, a*ebisko;
BiA.r Gutaetsen. Aen@* i skjoldet .la ponneqke
E"lil,.le 3.
som hidtil. Denne problemstilling mærkedes
også i Lu[de stift, hvor den nye ærkebiskop,
Bir4er Gunnersen (1497 -1519)
straks fra begyndelsen af sin embedstid ikke
alene måtte slås med store økonomiske
problemer, men også bruge megen energi
for at hævde sin ret til Bornhoin.
Vi skal ikke følge ale disse genvordigheder
her. Det må være nok at anføre, at bispen
i første omgang nødsagedes til at søge
bistand hos sit domlaDitel for overhovedet
at klare det mest akutte problem, Dette lå
kon sagt i en fremskaffelse af de nødvendi
ge pengemidler til at indløse stadfæstelsesbrevet
på valget hos paven i Rom, Ved en
pantsætning sf klkens klenodier af guld og
sølv m.v. i Liibe.k blev det muligt at rejse et
lån d€r. Dette skete med sild(erhed i indtægteme
fra BoDholm, der de næste file år
som pant følgelig var overlådt kapitlet.
Men forbåvsende hurtigt lykkedes det
imidlertid den handlekraftige ærkebisp at
konsolidere både sin økoromiske stilling
og sit greb om Bomholrn. Således erklærede
degnen Peder Poulsen og det øwige kapitel
den hellige Birgittes dag, 7. oktober
1 501 i et åbent brev'z5, at domkirkens kostbarheder
after var blevet alleveret til dem i
69