Brochure_Stor_low - Egelund Slot

egelundslot.dk

Brochure_Stor_low - Egelund Slot

H I S T O R I E


2

DRONNING LOUISES HUS

EGELUND SLOT, i dag Dansk Arbejdsgiverforenings kursus- og konferencecenter,

ligger ved den gamle kongevej mellem Hillerød og Fredensborg. Det

lille slot er Nordsjællands yngste, beskedent i sammenligning med naboerne

Fredensborg og Frederiksborg, men i den smukkeste harmoni med omgivelserne.

Gribskov støder op til huset, fra havesiden er der udsigt over den

fredede Mølleeng til Esrum Sø, over søen ses Fredensborgs kuppel.

Navnet er ældre end slottet. Før slottet lå her en trelænget gård fra omkring

1800 i bindingsværk og med stråtag. Det gamle EGELUND SLOT var indrettet

som bolig for overførsteren, der havde overopsynet med statens skove

i Nordsjælland. Dengang – inden biltrafikken tog over – har man ved EGE-

LUND SLOT følt sig midt i skoven. Kongevejen var en grusvej, bredere, men

ellers ikke meget anderledes end andre skovveje.

Egelund”-sten


I 1909 blev overførsterembedet nedlagt, og EGELUND

SLOT sat på auktion. Køberen var dronning Louise (Lovisa),

gift med kong Frederik 8., mor til kong Christian

10. og oldemor til dronning Margrethe 2. Louises plan

var at indrette en passende bolig til sine yngste børn,

som samtidig lå bekvemt i forhold til Fredensborg. Det

gamle EGELUND SLOT blev revet ned; det levede ikke

op til de krav, der måtte stilles til en bolig for medlemmer

af kongehuset. Med C. Harild som arkitekt opførtes

slottet 1915-17. Det trefløjede anlæg af røde

sten med den imponerende sandstensportal har renæssancens

og barokkens danske herregårdsarkitektur

som forbillede. Kronen over sandstensportalen er dog

svensk. Dronning Louise var født prinsesse af Sverige.

For at sikre det økonomiske grundlag for det lille slot

købte dronningen i 1916 den nært beliggende Stenholt

Vandmøllegård som avlsgård til EGELUND SLOT.

Også i det indre mærker man inspirationen fra herregårdene.

Den imponerende forhal med det mørke træværk

efterligner renæssancen, andre rum, bl.a. spisestuen

med de marmorerede søjler og porcelænsovne,

knytter an til dansk klassicisme. Arkitektur og indretning

er udtryk for en national tradition, som harmonerer

fint med landskabet. Det er idealerne fra ”Bedre

byggeskik” omsat til det monumentale format.

PRINS GUSTAV

Dronning Louise døde i 1926, og EGELUND SLOT

blev overtaget af sønnen prins Gustav. Om sommeren

boede hans søster prinsesse Thyra her også, vinteren

foretrak hun at tilbringe i sin lejlighed i Amaliegade i

København. Det blev derfor prins Gustav, der satte sit

præg på huset. Han var kunstsamler og bogelsker; rund

af figur og karakter var han en strålende vært, hvad

enten det var for Garderforeningen, som han var ærespræsident

for, udenlandske diplomater eller den kongelige

familie. Serveringen var udsøgt, engang blev friske

trøfler med kort varsel fløjet ind fra Frankrig. Han var

ikke levemand i ordets banale betydning, men havde

stil. Ofte mødte man ham i Gribskov til fods eller hest.

Efter prins Gustavs død i 1944 blev slottet overtaget

af kong Frederik 9.s bror og svigerinde, prins Knud og

prinsesse Caroline-Mathilde. I begyndelsen opholdt de

sig ofte på EGELUND SLOT, men da prins Knud efter

moderen dronning Alexandrines død fik rådighed over

både Sorgenfri Slot og Christian 8.s Palæ på Amalienborg,

var der ikke længere brug for EGELUND SLOT,

som i 1954 blev solgt til Dansk Arbejdsgiverforening.

En erindring om EGELUND SLOTs kongelige fortid er

den serie portrætter af de oldenborgske konger fra

Christian 1. til Frederik 5., der er ophængt i forhallen.

3


Kunstneren kender vi ikke, serien er antageligt malet i

1700-tallet.

TROLDESTENEN

Hundrede år er ikke meget for et slot, men historien

er til stede i landskabet, hvor kultur og natur mødes.

Haven går over i skoven, en kort spadseretur og man

støder på Troldestenen, en kæmpesten som selveste

Fanden i raseri skal have smidt efter Nødebo Kirke,

da den blev bygget engang i 1100-tallet. På stenen ses,

hvad man i gamle dage mente, var aftryk af den ondes

egne fingre. Nødebo Kirke har åbenbart været under

bombardement. Længere oppe i skoven, på den anden

side af Nødebo, ligger den såkaldte Smørsten, som en

vred kæmpe med bolig på Kullen skal have kastet efter

kirken. Det er et vandresagn, som kendes i mange

varianter.

MUNKE, HERREMÆND

OG KONGER

Nødebo, det lyder romantisk og stemningsfuldt, men

selv om der sikkert er mange nøddehegn i Nødebos

haver, er betydningen en anden, end man umiddelbart

skulle tro. Nød har på ældre dansk også betydningen af

kvæg, nødekød er en gammel betegnelse for oksekød.

Nødebo betyder stedet, hvor kvæget er anbragt evt.

opstaldet, måske har en stormand haft sit kvæg gående

her.

Mennesker var her dog længe inden Nødebo Kirke

blev bygget. I Stenholt Vang er der fundet en lille skat af

guldbrakteater, dvs. små runde guldplader med figurer,

der blev brugt som smykker og amuletter. De stammer

fra ca. 500 e.Kr., den periode vi kalder germanske jernalder.

Guldarbejder i den kategori har kun samfundets

elite haft mulighed for at erhverve. Brakteaterne efterlignede

romerske mønter, figurerne har formentlig

noget at gøre med den nordiske mytologi.

5


6

STENHOLT

I dag markedsføres Nordsjælland på grund af de store kongelige slotte af

turistindustrien som ”Kongernes Nordsjælland”. Også i middelalderen stod

kongemagten stærkt i regionen med borge som Søborg og Gurre. Søborg var

endda statsfængsel, her sad ærkebisp Jens Grand lænket i 1294-95, da han var

raget uklar med kong Erik Menved. Politik kan være en farlig beskæftigelse.

Men også adel og kirke havde solidt fodfæste i landsdelen. Ikke mindst Esrum

Kloster havde et stort jordegods. I 1158 erhvervede Esrum Kloster landsbyen

Stenholt ”med vand og enge”. Munkene er væk for længst, men fra EGE-

LUND SLOTs spisestue og have ser man stadig Stenholt Mølle. I henved 800

år var her mølledrift. Den nuværende bygning er fra 1800-tallet. Vandmøllen

fungerer ikke længere, hjulet forsvandt omkring 1970. Møllehuset, som er fra

1869, ligger op til den fredede Møllekrog, der er et EU-fuglebeskyttelsesområde.

Troldestenen


Nødebo Kirke.

Egnen tiltrak de rige og magtfulde. Ikke kun fordi her

var smukt, her var også en økonomisk fordelagtig blanding

af skov, eng og agerjord, desuden god jagt og godt

fiskevand. I 1497 solgte munkene Stenholt Mølle og en

del andet jordegods på egnen til Danmarks dengang rigeste

mand, rigshofmester Poul Laxmand, hvis enorme

godsbesiddelser var koncentreret i Skåne og Nordsjælland.

Poul Laxmand (han havde en laks i sit våbenskjold)

ejede ikke mindre end omkring 900 bondegårde.

Rigshofmesteren styrede rigets finanser og var landes

mægtigste efter kongen, alligevel blev han myrdet

i 1501 af to unge adelsmænd på Højbro i København.

”Du hedder Laks, prøv om du kan svømme” var mordernes

hilsen, da de smed liget i vandet. Mordet var

politisk; kong Hans blev beskyldt for at stå bag. Det er

i øvrigt det sidste politiske mord i Danmarks historie.

STENHOLT MØLLE

Stenholtgodset blev konfiskeret af kongen – en overgang

var det bortgivet til Mor Sigbrit, mor til Dyveke,

Christian 2.s elskerinde. Familien fik dog godset tilbage,

og o. 1540 opførtes herregården Stenholt. Også den

er væk. Det er lidt usikkert, hvor den lå, sandsynligvis

skråt over for det nuværende EGELUND SLOT på den

anden side af vejen ved Stenholt Mølle, måske i Møllekrogen.

I 1560 blev herregården mageskiftet til kong Frederik 2.

mod noget gods i Skåne. Samme år erhvervede kongen

herregården Hillerødsholm, som blev til Frederiksborg

Slot. Kongen købte simpelthen adelen ud af Nordsjælland.

I forvejen var det udstrakte nordsjællandske kirke-

og klostergods kommet i kongemagtens eje ved

Reformationen. Ved at samle krongodset i store sammenhængende

komplekser kunne man rationalisere

godsdriften, men et andet motiv var lige så vigtigt.

7


Med Gribskov som kerne blev der skabt et stort sammenhængende

kongeligt jagtområde i Nordsjælland. I

Gribskov og Store Dyrehave syd for Hillerød har vi

endnu de snorlige jagtveje, som 1600- og 1700-tallets

konger brugte til parforcejagt, en jagtform, hvor et hundekobbel

jagede byttedyret til det segnede af udmattelse,

hvorefter den fornemste af jægerne, typisk kongen,

gav hjorten nådestødet med en hirschfænger. Men

det kunne være farligt. Kong Christian 5. blev væltet

af en hjort, og kom sig aldrig rigtigt over uheldet. Han

døde i 1699.

FREDERIKSBORGHEStEN

Gribskov har mange historier at fortælle. Ned mod

Esrum Sø er skoven inddelt i vange. Her opdrættedes

de berømte Frederiksborgheste, som ikke har noget

at gøre med nutidens robuste Frederiksborghest. De

gamle Frederiksborgheste blev renavlet efter, kulør til

repræsentativt brug, således at kongelige vogne, alt efter

behov, kunne blive forspændt med heste af forskellige

kulører: Sorte, hvide, gråskimlede eller hvad det

nu kunne være. Rytterstatuen af Frederik 5. på Amalienborg

er modelleret efter fire Frederiksborghingste.

Frederiksborgstutteriet gik i opløsning i slutningen af

1700-tallet. Behovet for heste til ceremonielt brug blev

efterhånden mindre, dertil kom nye ideer omkring avl,

hvor man begyndte at lægge vægt på hestenes psykiske

egenskaber frem for deres udseende. Det var reelt

Struensee, der slagtede stutteriet. Det var ikke længere

rentabelt, og han anså fuldblodsavl efter engelsk forbillede

for at være fremtiden.

11


12

OVERFØRSTEREN

I skoven tæt ved EGELUND SLOT ligger gravstenen for overførster G.W.

Brüel (død 1829), der omlagde Gribskov fra jagtrevir til moderne rationel

skovdrift. Gribskov har altid været der – navnet møder vi første gang omkring

1230 – men før Brüels tid så den anderledes ud – en lys åben skov, hvor enge

og marker skød sig ind mellem de spredt stående træer, et sted hvor bønderne

drev svin på olden, og lod kvæget græsse. Hele landsbyer lå, hvor der

nu er skov, vest for Nødebo lå det nu forsvundne Skallerød; gadekæret er i

dag en skovsø af de meget små.

Endnu i begyndelsen af 1800-tallet skulle de rejsende på Kongevejen mellem

Fredensborg og Frederiksborg tage sig i agt for skovens halvt forvildede tyre.

Moderne skovdrift forandrede skovens udseende. I stedet for spredt stående

kæmper, med krat imellem, kom træerne til at stå som soldater på række og

i geled, hvad der gav skoven et mørkere og mere monotont udseende. Brüels

kamp for moderne rationelt skovbrug var ikke let, han var oppe imod både

jagtinteresser og rovhugst som følge af især flådens enorme behov. Men med

fredskovsforordningen af 1805 var kampen vundet og de danske skove reddet.

Bækken i skoven ved EGELUND SLOT


KULSVIERNE

Til Gribskov hører også historien om kulsvierne. De

fremstillede trækul, som bl.a. brugtes ved produktion

af glas og metalvarer, hvor til der krævedes meget høje

temperaturer. Sagnet fortæller, at de første kulsviere

kom fra Ardennerne, og var indkaldt af Abbed Vilhelm,

grundlæggeren af Æbelholt Kloster vest for Hillerød

omkring 1200. Kulsvierne skulle derfor være mørkere

og mere temperamentsfulde end den øvrige befolkning.

Historien passer dog ikke; kulsvidning er ældre end

middelalderen, selv om det først var i 1500-tallet, at

erhvervet for alvor blev indbringende, idet kullene blev

brugt til krudtfremstilling. Kulsvidningen havde også i

andre henseender militær betydning, da trækul også

blev anvendt i forbindelse med våbenfremstilling. Og

endelig brugte de, som havde råd, trækul som brændsel

i jernovne, der blev almindelige i danske huse efter

1600. Kullene fra Gribskov blev solgt på Kultorvet i

København, heraf navnet. Kulsvidning var uden tvivl en

indbringende bibeskæftigelse for nordsjællandske bønder.

Kulsvidningen foregik i såkaldte miler. Derfor hedder

en gammel skovvej ved Nødebo Milestedsvej. Der var

gang i kulsvidningen helt frem til 1930’erne. En sagnomspunden

udøver af erhvervet gik under det dæmoniske

navn Kulfanden. Navnet hentyder til, at han var mørkere

end andre nordsjællændere. Han begyndte som

kulsvier, men endte som forretningsmand og levede af

tømmerhandel. Han var storleverandør til den københavnske

anlægssektor og med i Kagerup savværk. Efter

Julestormen i 1902, der lagde store dele af Gribskov

ned, aftog Kulfanden det stormfældede træ. Hvad der

ikke kunne opskæres i planker blev svidet til trækul.

Myten om de temperamentsfulde kulsviere, der ikke

ville underordne sig almindelige normer var længe en

del af en særlig nordsjællandsk selvforståelse. Ægte

nordsjællændere er ikke i tvivl om, at der er en særlig

frihedsfølelse forbundet med livet i skoven.

13


KULTUR OG NATUR

I dag er skoven ikke alene en økonomisk, men også

en rekreativ ressource, som man træder direkte ud

i fra EGELUND SLOTs have. Skoven befolkes i dag af

både ryttere, kondiløbere og mountainbike-folket, men

Gribskov er stor, den som foretrækker stilheden kan

stadig finde den. En perle ikke langt fra EGELUND

SLOT, er Følstrup Dam ved vejen mellem Hillerød og

Nødebo. Stilhed er nok ikke det rette ord, da stedet

er et paradis for skræppende ænder og andre svømmefugle.

En anden form for idyl er landsbyen Sørup på

østsiden af Esrum Sø. Det er et par minutter i bil. Lidt

længere væk er de kongelige slotte, Christian 4.s Frederiksborg

med Det Nationalhistoriske Museum og

den genskabte barokhave, til den anden side Fredensborg,

hvor der også er offentlig adgang til slotshaven.

PLACERING

EGELUND SLOT er et moderne kursus- og konferencecenter

men, med sin enestående placering ved

Gribskov og Esrum Sø, et sted, hvor både naturen og

historien finder sammen. Det er med til at gøre opholdet

til en særlig oplevelse.

15


Arbejdsgiverforening

Dansk ©

Hillerødvejen 92

3480 Fredensborg

NORDVESTGRAFIK

Telefon 48 400 800

Tryk:

mail@egelundslot.dk


www.egelundslot.dk 2012

tekst: Historiker Steffen Heiberg – Grafisk produktion: DA FORLAG

Similar magazines