linket - New Outlook

newoutlook.dk

linket - New Outlook

Udsyn

nr. 1, JUnI 2011 - 26. årgang

TIdsskrIfT om JødIsk lIv, Israel og mellemøsTen


INDHOLD

UDSYN

Redaktion: eva lehrer, Julie Besser

schmuhl, Jacob nørbjerg, John saietz,

merete næsbye Christensen, Birte

kont, Jonathan schwartz, nikoline

rose-Henriksen, Xiomara goldstein

Ansvarlig dette nummer: anna

rebecca kledal

Tilknyttede skribenter: Hans Henrik

fafner, Heidi laura, stig dalager,

anne kirstine Waage Beck, mariluan

P. goldstein

Lay-out: bo-sørensen.dk

Redaktionens adresse: John

saietz. lyngbakkevej 4, 2840

Holte.

Abonnement og adresseændringer:

anatolio kronik,

mail: kronik@post4.tele.dk. tlf.

45 86 44 48

Tryk: nørrebros Bogtryk

tlf. 35 39 61 33

Redaktionen af dette nummer

afsluttet 19. maj 2011.

Udsyn udkommer 2 gange om

året og sendes til medlemmer

af new outlook samt til bladets

abonnenter. Artikler, der offentliggøres,

dækker ikke nødvendigvis

redaktionens eller foreningen

new outlooks holdninger.

Eftertryk tilladt med tydelig

kilde angivelse.

ISSN: 0109-0585.

Udsyn udgives af foreningen

new outlook.

Den islamiske

03guldalder den islamiske guldalder var også

en guldalder for jøder og kristne.

Jørgen Bæk simonsen giver sit

religionshistoriske bud på denne

epoke.

07 Gensyn

med Spinoza

Jonathan schwartz indfører os i

Baruch spinozas kernebegreber

og datidens kætterske tanker.

TEMANUMMER

UDSYN tager pulsen på det

arabiske oprør.

Vejen til

12Postdiktaturet ehab galal ser på forandringer

i mellemøsten fra et historisk,

politisk og økonomisk perspektiv.

Intet nyt fra

18Vestfronten? kommer det arabiske oprør til

vestbredden? anna rebecca

kledal spår om det mulige og

umulige politiske scenarie.

Ingen fred uden

21 grænser

grænser eller ej? Hans Henrik

fafner tager temperaturen på

udviklingen af den politiske

infrastruktur i østjerusalem.

Den uundgåelige

25anerkendelse af

den palæstinensiske stat

gershon Baskin fra det israelskpalæstinensiskeforskningscenter

IPCrI sender appel om ophør

af besættelsen og anerkendelse

af en palæstinensisk stat.

Iran holder

27stadig nøglen

til Mellemøsten

david Jano giver sit bud på Irans

placering i det nye mellemøsten.

30 Skrald,

konspirations teorier

og det arabiske forår.

mads a. Westberg ser på skrald,

konspirationsteorier og teoretiserer

over det arabiske forår.

Niveacreme og

32Hansaplast Birger kledal beretter om jødiske

oscar Troplowitz som gav verden

niveacreme og Hansaplast.

Turen går til

36byernes by.

nikoline rose-Henriksen fortæller

om byernes by og tager os

med til det jødiske Paris

Litteratur:

En by i

39Rusland UdsYn har æren af at bringe et

afsnit af Birte konts nys udkomne

roman en by i rusland.

Tilbage til

41æblerne. en begejstret Tine Bach anmelder

Janina katz bog

En fodnote

42i Gaza.

anna rebecca kledal anmelder

Joe saccos digre tegneserie om

palæstinensisk historie, fortid

og nutid

Møllegade 12,

452200 N.

merete Christensen fører

os til den jødiske kirkegård i

møllegade og oplyser om jødisk

genealogisk selskab.

Fred er meget

48mere end en aftale

på et stykke papir

Bent korzen oplyser om Peres

freds Center.

51 Kulturglimt

Politisk ungarsk rapsodi og glimt

fra Bogmesse i london ved eva

lehrer.

Nyt Fra

54New Outlook

ved John saietz

Kort og

55godt ved John saietz

56 Bagside-

kommentar

Bagsidens skarpe pen føres

denne gang af folketingsmedlem

Özlem Cekic, som ser på forholdet

mellem Tyrkiet og eU.

2 Udsyn • 1/2011


Islam så historiens lys på Den

Arabiske Halvø i begyndelsen af

600-tallet. I 610 havde Muhammad

ibn Abdallah (ca. 570-632) en oplevelse

i al-Hira grotten i bjergene

udenfor sin fødeby Mekka, han siden

tolkede som en åbenbaring fra den

ene sande Gud. Det blev begyndelsen

til islam, og Muhammad vedblev

at modtage åbenbaringer frem til

kort før sin død i 632.

af Jørgen Bæk sImonsen

Den islamiske guldalder

RelIgIonsHIsTorIsk er Islam førsT

og fremmest et opgør med den polyteisme,

der dengang var udbredt blandt

araberne, men da nogle arabere var konverteret

til jødedom og kristendom gav

det med tiden anledning til et religiøst

opgør også med de to ældre monoteistiske

religioner. over for polyteisterne fastholdt

muhammad troen på den ene sande

gud, og over for jøder og kristne fastholdt

han, at han viderebragte en åbenbaring

fra den ene gud, der gennem historien

havde ladet tidligere profeter og budbringere

åbenbare først jødedommen og siden

kristendommen. det gav anledning

til ganske voldsomme diskussioner, og vi

kan i koranen finde talrige eksempler på

den direkte og til tider voldsomme polemik,

muhammad gjorde gældende mod

både jødedom og kristendom.

men UenIgHederne InsPIrerede også

til opfindsomhed og kreativitet, og det er

der mange eksempler på i den debat mellem

de tre store religioner, der gennem

de efterfølgende århundreder kom til at

præge forholdet mellem dem. de mange

polemiske udsagn koranen rummer om

først jødernes og siden de kristnes manipulation

med den åbenbaring, henholdsvis

moses og Jesus efter muslimsk opfattelse

havde fået overdraget, havde ført

til, at jødernes og de kristnes hellige bøger

ikke rummede den åbenbaring, gud

havde ladet de to profeter overbringe. de

havde ganske vist for deres eget vedkommende

holdt sig til at overbringe det, gud

havde befalet dem at meddele deres samtid,

men de troende jøder og de troende

kristne havde efterfølgende ”byttet rundt

på bogstaverne” som det udtrykkes i koranen

og dermed fordrejet det budskab, de

oprindeligt skulle åbenbare. På den måde

Udsyn • 1/2011 3


4 Udsyn • 1/2011


fjernede først jøderne og siden de kristne

en række forjættelser om muhammad.

eT eksemPel På denne polemiske kreativitet

fremgår af den ældste overleverede

beskrivelse af profeten muhammads liv

udarbejdet af Ibn Ishaq (død 767). vi kender

ikke hans værk direkte, men har en

udgave overleveret fra ibn Hisham (død

838). Her skildres indledningsvis, hvorledes

jødiske lærde af bl.a. solformørkelser

og andre voldsomme ændringer i naturen

måtte erkende, at muhammad nu ville

træde ind i historien, og på samme måde

lader Ibn Ishaq en kristen munk i Bosra

profetens onkel forstå, at et mærke muhammad

har på skulderen er tegnet på, at

han er profeternes segl, som det udtrykkes

i koranen, altså den profet der afslutter

den guddommelige åbenbaring (se

sura 33 vers 42). På den måde blev den senere

dogmatiske fortolkning af forholdet

mellem islam på den ene side og jødedom

og kristendom på den anden side gradvist

forfinet og tilpasset det grundsyn på de

to andre monoteistiske religioner, der allerede

kendes fra koranen.

men Jøder og kristne var også ganske

dygtige polemikere. det havde de været

mod hinanden gennem flere århundreder,

men islam bragte en ny deltager på

banen. Bar Hebræus blev i 1225 født i en

jødisk familie i malatiya, men konverterede

senere til kristendommen og arbejdede

sig op ad rangstigen i den syrisk-ortodok-

se kirke og endte med at blive patriark. I

den egenskab forfattede han i 1200-tallet

en omfattende verdenshistorie, hvor

han naturligvis også giver en skildring af

islams fødsel, og her finder vi endnu et

eksempel på en kreativ polemisk tilgang.

Bar Hebræus skildrer nemlig, hvorledes

muhammad som ung havde ført samtaler

med jødiske lærde i Palæstina, og her

stiftede bekendtskab med fortællingen

om guds løfte til det jødiske folk om at de

skulle få deres eget land. det blev til inspiration

for muhammad, der straks efter

hjemkomsten til sin fødeby begynder at

missionere for sin religion, og gjorde gældende,

at gud havde lovet ham og hans

tilhængere deres eget land. Hos den kristne

teolog Johannes damaskenos (død ca.

752) finder vi allerede i et lille værk, han

skrev i 730´erne om kristne hæresier, en

af de ældste kristne vurderinger af islam

og muslimer. Han beskriver islam som en

kristen hæresi foranlediget af en ariansk

munk, med hvem muhammad skulle have

ført lange samtaler. Johannes damaskenos

selv tilhørte den byzantinske kejserkirke,

og lader på denne måde en kristen

kætter inspirere muhammad til at lancere

sin religiøse åbenbaring.

Islam som relIgIon havde kun en meget

rudimentær form, da muhammad i

632 afgik ved døden, og meget taler for,

at muslimerne slet ikke var interesserede

i at udbrede den religion, der med de store

erobringer gennemført efter muham-

mads død og etableringen af kalifatet

bragte islam ind i nye områder. men tiden

magede det anderledes, og selvom vi ikke

har mange samtidige kilder til belysning

af konverteringen til islam, er der meget

der tyder på, at den indledningsvis forløb

særdeles langsom, for gennem de følgende

århundreder at slå yderligere rod. et

voksende antal jøder og kristne konverterede

til islam, men mange holdt fast ved

den religion de nu tilhørte, og fortsatte

dermed den inter-religiøse polemik, der

ovenfor er givet eksempler på. men nye

komponenter kom til, og derfor er den

islamiske guldalder meget mere end opfindsomme

religiøse polemiske udfald.

med aBBasIdernes magToverTagelse

i 750 og grundlæggelsen af den nye hovedstad

i Bagdad blev det politiske og

økonomiske fundament for den islamiske

guldalder lagt. det vidstrakte kalifat

skabte fremragende handelsmuligheder,

og driftige handelsmænd forankret i de

monoteistiske religioner kunne udfolde

deres økonomiske talenter med vished

for, at de hver især var overdraget religiøs

autonomi og derfor kunne opretholde og

fortsat udvikle egne dogmatiske og juridiske

traditioner. I 700-tallet blev det juridiske

fundament for kalifatet endeligt lagt

fast, og det blev forankret på en dogmatisk

forståelse af islam, som den endelige

guddommelige åbenbaring fra den ene

sande gud. muslimske dogmatikere og

jurister udviklede gradvist en ny forstå-

Udsyn • 1/2011 5


else af islam, der nu blev forstået som en

religion, der var tiltænkt alle og derfor ikke

kun de arabere, i hvis midte profeten muhammad

var vokset op, og hvor han med

stor politisk snilde grundlagde sin umma,

sit samfund af rettroende.

der er Ingen tvivl om, at den dogmatiske

diskussion, muslimske teologer havde

med hinanden gennem 700 og 800-tallet

for mere detaljeret at fastlægge og formulere

islams dogmatik, blev positivt stimuleret

af de mange spørgsmål konverterede

fra jødedom og kristendom måtte stille –

og stillede. men når vi taler om den islamiske

guldalder fra det 9. til det 13. århundrede

er det ikke kun en guldalder, der giver

eksempler på religiøs polemik. Til tider var

der i guldalderen også eksempler på religiøs

intolerance, uanset den principielle

tolerance islam udviklede og institutionaliserede

i forhold til bogens folk, ahl alkitab,

for ikke at tale om den intolerance,

som dominerende fortolkninger af islam

gjorde gældende over for andres fortolkning

af islam.

den IslamIske gUldalder er først og

fremmest kendt for det kreative og udfordrende

kulturliv, der udspandt sig i

det geografiske rum, kalifatet strakte sig

over. kalifatet som institution bidrog selv

til at sikre, at den visdom og indsigt, der

var indsamlet længe før kalifatet så historiens

lys gennem oversættelser blev gjort

tilgængelige for de lærde. der blev oversat

antikke græske og latinske tekster, der

blev oversat skrifter fra den gamle Persien

og fra de dele af det nordlige Indien, hvor

islam også slog rod. Hermed fik lærde i kalifatet

kendskab til matematisk viden, til

viden om planeter og dyr, om stjerner og

planeter, til filosofiske systemer der ikke

var forankret på åbenbarede religioner og

til medicinsk viden om den menneskelige

organisme, der heller ikke var forankret i

et syn på mennesket som skabt af gud.

denne mangfoldige viden blev sikret gennem

et utrætteligt oversættelsesarbejde

af lærde, hvoraf mange slet ikke var muslimer,

men som beherskede arabisk i et

sådant omfang, at de magtede og evnede

at udarbejde oversættelser og således

præsentere ny viden for alle interesserede

uanset religiøst tilhørsforhold.

vI kender fra den klassiske arabiske

dannelseslitteratur (adab) talrige eksempler

på, hvorledes velhavende private personer

såvel som ledende personligheder i

administrationen for ikke at tale om enkelte

navngivne kaliffer alle afholdt saloner,

hvor et givet spørgsmål indenfor alle

felter blev diskuteret på kryds og tværs, og

hvor deltagerne ikke var enige og næppe

heller ret ofte blev det(enige). men det var

sådan set heller ikke meningen, meningen

var at udfordre gældende synspunkter for

ad den vej om muligt at opnå ny erkendelse

og ny viden. meget af denne viden

forblev naturligvis holdt inden for de rammer,

de respektive religiøse traditioner

hver for sig kunne acceptere – men det

åbne debatklima, der faktisk eksisterede,

var med til at sikre, at de store monoteistiske

religioner fortsat blev udfordret af

hinanden indbyrdes og også af uenige

grupperinger indenfor hver enkelt af de

store religioner.

den IslamIske gUldalder var således

nok en guldalder for islam og muslimer,

men den var også en guldalder for både

jøder og kristne. også deres forestillinger

og deres synspunkter blev udfordret

i den åbne og oftest fordomsfrie debat,

der fandt sted i alle dele af kalifatet. det

er velkendt, at det jødiske samfund i det

muslimske andalusien i det 11. og 12. århundrede

oplevede sin egen guldalder,

og producerede og formulerede nye synspunkter

på etik, jura og filosofi, således

som det eksempelvis kommer til udtryk i

de mange og indbyrdes forskellige værker

maimonides (1135-1204) forfattede.

den IslamIske gUldalder kunne derfor

med rette stå som et forbillede for nutiden

og tjene som et eksempel på, hvorledes

fordomsfri debat kan være udviklende

og berigende for alle der deltager – også

selvom man ind i mellem kan blive fortørnet

over de synspunkter, andre gør gældende.

men det var prisen og den var de

lærde der deltog i debatterne villige til at

betale. det ville klæde mange om det igen

blev gældende norm i det internationale

samfund.

6 Udsyn • 1/2011


”Jeg kender ingen filosof efter Spinoza, som folk kan

lære så meget af om vort liv og samfund.”

Gensyn med Spinoza

af: JonaTHan sCHWarTz

Introduktion

På et af adskillige portrætter i kobberstik

af Benedictus (oprindelig Baruch)

de spinoza (1632 – 1677), trykt i en

posthumt udkommet publikation

(1702), er der under billedet skrevet to

kendetegn ved filosoffen:” Judæus et

atheista”

(Jøde og ateist) (1997:147).

spinozas ry som kætter strakte sig

langt ind i oplysningstidens århundrede.

Hans mod som skarpsindig kritiker

af enhver form for religiøs overtro

vandt støtte fra filosofferne, og opildnede

modstanden fra troens forkæmpere.

spinoza var berømt og berygtet,

som ingen anden tænker i det 17. århundrede.

Uden den enestående beskyttelse

som hans fødeby amsterdam tilbød,

ville Baruch have lidt samme skæbne

som andre af tidens kættere: fængsel,

tortur, henrettelse. Han var en lovende

studerende ved den sefardiske

yeshiva, men på grund af hans dristige

fortolkninger af jødiske skrifter og

kommentarer, blev spinoza udstødt af

synagogen i 1656. efter at være flygtet

fra amsterdam tog han ydmygt

Arne Næss 1974.

Udsyn • 1/2011 7


ophold i leiden. Her sluttede han sig

til et stort netværk af anderledes

tænkende dissidenter. man kan

fristes til at tænke, at spinozas

jødiske afstamning reddede

ham fra nogle af de straffe,

som blev de kristne kættere

til del: at spinoza var

jøde begrænsede ironisk

nok den forfølgelse, som

ellers kunne være blevet

resultatet. Holland

udgjorde vitterlig det

mest tolerante samfund

i det sene 17. århundredes

europa, og var det

foretrukne mål for religiøst

og politisk forfulgte,

indbefattende sefardiske

jøder fra spanien og Portugal,

såvel som huguenotter

(protestanter) fra frankrig.

ordet ”refugié” blev opfundet

i denne epoke. Holland var også

center for trykningen af den litteratur,

som var bandlyst i naboregimerne,

især frankrig under solkongen,

louis XIv.

det var i leiden, at spinoza kom til at tilbringe

resten af sit korte liv, som var fyldt

af uafbrudt intellektuelt arbejde og håndværk.

Han ernærede sig ved slibning og

polering af optiske linser. optikken tjente

ham som et fokus mellem intellekt og

materiel natur. Han skrev en afhandling

om regnbuen, og han nød at undersøge

genstande under det nys opfundne mikroskop.

det meste af hans forfatterskab,

også ”etikken” blev udgivet posthumt,

men dette store arbejde cirkulerede som

manuskripter i hans livstid og var derfor

kendt af en udvalgt skare af fritænkere.

Hans andet store arbejde ”Teologisk-Politisk

afhandling” blev trykt anonymt i

Hamburg i 1670. denne bog, skrevet på

latin, blev øjeblikkeligt berygtet, fordi den

udtrykte spinozas radikale nøgterne læsning

af de hellige skrifter, som gav ham

prædikatet ”jøde og ateist”. spinoza genfortolkede,

nogle ville sige reducerede,

Biblen fra ”hellig åbenbaring” til en specifik

menneskelig samfundshistorie – det

jødiske folks– af hvilke han var et født

medlem, endskønt et fordreven et.

spinoza døde ”en naturlig død”, forårsaget

af en kronisk lungesygdom, affødt af

hans håndværk som linsesliber og polerer.

Han var en hånd- og ånds arbejder, som

vedvarende og resolut krydsede grænser,

mellem hånd og ånd, mellem materialitet

og intellekt. spinoza foretog andre signifikante

grænseoverskridelser under sine

filosofiske udforskninger.

”dr. fischelsohn var ikke bange for at

dø. for det første , var han ikke længere en

ung mand. for det andet, siges det i den

første del af ”etikken”, at ”en fri mand

mindst af alt tænker på døden og hans

8 Udsyn • 1/2011


Oh fellow travellers I write you a poem

in Amsterdam in the Cosmos

where Spinoza ground his magic lenses

long ago

visdom er en meditation ikke over døden

men over livet”.

Isaac Bashevis singer: The spinoza of

market street, (1961)london 1973.

Spinoza i sin tid og i vores

en gruppe af kunstnere og forfattere

samledes i amsterdam i 1997 om et symposium

og en udstilling til ære for Baruch

spinoza, og især med fokus på hvorledes

spinoza var deres inspiration. lad os dvæle

et øjeblik ved ordet ”inspiration”. forestillingen

om musen eller noget guddommeligt,

der tager ophold i en person via et

åndedrag, er den etymologiske rod til begrebet

”inspiration”. den kreative styrke

synes at komme udefra og trænger sig ind

i modtageren. det er en slags ”besættelse”

måske beslægtet med den folkloristiske

jiddishe ånd, dubbuk. (se Heidi lauras

fine artikel ”genfødte spøgelser”. Udsyn

december 2010). Termen ”entusiasme”

skaber lignende associationer. gud gennemtrænger

bogstaveligt talt den enkelte.

spinoza kommenterer hebræiske

profeters brug af sådanne fantasifulde

forklaringer, og insisterer på den menneskelige

aktivitet, som den hellige skrift er

resultatet af.

Hvad der synes paradoksalt, når vi siger

at ”spinoza inspirerer os” , skyldes at hans

egen kritiske indstilling fornægtede guddommelig

åbenbaring, hellig inspiration,

allan ginsberg, ( preface, amsterdam 1997).

mirakler og andre overnaturlige interventioner.

den kreative energi som spinoza

”inspirerede” sine tilhængere med var kritisk

og rationel; den gjorde nar af fantastiske

tanker og følelser. spinoza giver udtryk

for, hvad idehistorikeren Peter gay kaldte

”the autonomy of criticism”.

vi kunne hermed forstå en ophøjet form

for frigørelse, og for spinozas vedkommende,

ligeledes bandlysning fra den traditionelle

autoritet. for spinoza resulterede

kritisk autonomi ikke kun i en kraftfuld

negation, men i en bydende nødvendighed

for den fuldkommen rekonstruktion

af teori og praksis. autonomi skulle erstatte

autoritet. spinozas "etik" tog form

af geometrisk demonstration, men værkets

indhold er i bund og grund kritisk.

efter at de første frø af spinozas kritiske

ånd har båret frugt i oplysningstidens 18.

århundrede, vendte de senere romantiske

og idealistiske poeter sig mod ham for inspiration,

for en anden høst kunne man

sige. Hele spinozas system var værdsat

som en kosmisk harmoni af æstetik og

metafysik. kunne man evt. slutte at spinozas

begreber krydsede grænsen mellem

kritik og kosmologi?

spinozas filosofisk potentiale som æstetisk,

holistisk og selv mystisk som havde

befundet sig latent i næsten to århundreder,

kom til overfladen og lyste i modernitetens

følsomhed. spinozas jødiskhed

bliver ligeledes fejret for dens uafhæn-

gighed og autonomi. efter at være forvist

fra synagogen, konverterede spinoza ikke

til en af de adskillige kristne sekter som

blomstrede i Holland. Han var, som sagt,

et aktivt medlem af det fritænkende fællesskab

i Holland. kunstnermødet i amsterdam

i 1997 vidner om den æstetiske

renæssance af spinozas tanker. I vores tid

har den norske historiker arne næss opdaget

inspirationen fra spinoza i forbindelse

med teorien og praksissen ”deep ecology”.

spinozas latinske dictum ”deus sive natura”

(gud eller naturen),hvor ”eller” betyder

”lig med”, ikke ”i modsætning til”: gud er

naturen. arne næss’ frase ”deep ecology”,

repræsenterer, sagt i korthed, en måde at

undersøge og bevare den naturlige helhed

som vi mennesker er en del af.

Conatus: Et kernebegreb i Spinozas

tanker

mange omhyggelige læsere af spinozas

etik, har undret sig over begrebet ”conatus”

som definerer relationen mellem følelse

og fornuft. Begrebet omfatter vedligeholdelsen

af alle ting i naturen, faktisk

hvorledes de, i princippet, er aktive subjekter

snarere end passive objekter.

Conatus bliver oversat til engelsk som

”endeavour”, og som ”stræben” på dansk.

den latinske term ”conatus” er beslægtet

med ønske/lyst, og rummer så at sige

kropslige og åndelige motiver. man kun-

Udsyn • 1/2011 9


ne sige, at ”conatus” er et middel til at

overskride grænsen mellem følelser og

fornuft; der ligger i begrebet en bevægelse

frem og tilbage mellem følelser og

fornuft, næppe en ensrettet vej! spinozas

tanker er imidlertid portrætteret som fornuft,

der overmander passionen. det er

en kæmpe stoisk oversimplificering, eller

værrer, en vulgarisering af spinozas tanker,

som har conatus som omdrejningspunkt.

det er sandt, at spinoza selv levede

et asketisk liv, men det skyldtes at han

ønskede den slags liv. lyst kunne lede til

fornuft, ikke direkte til ufornuft.

I moderne konventionel analyse, har

”subjektivitet” og ”objektivitet” erstattet

den tidligere opposition mellem følelser

og fornuft. det giver imidlertid mening,

hjulpet på vej af spinoza, at tænke på objektivitet

og subjektivitet ikke som modsætningsfulde,

men komplementære bestræbelser.

Ydermere var der forskellige

måder at praktisere et godt liv på. frihed

fra trældom, det vil sige emancipation,

som er det centrale motiv i jødisk politisk

og moralsk historie, blev derfor hævet til

en højere magt i Baruch spinozas liv og

arbejde.

saul Bellow lader i ”The adventures of

Et studie for Spinoza Projekt, 1997.

Kunstner: Thom Packey

augie march”, sin unge fortæller reflektere

over overskridelsen af grænsen mellem

lyst og fornuft. skønt der ikke er nogen direkte

reference til spinoza, er den sefardiske

filosofis ånd til stede: ”men så er det i

virkeligheden meget almindeligt, at først

ønsker man sig én ting af de forkerte grunde;

siden er der så et endnu mere dybtfølt

ønske, som vil bringe dig til fornuft:” man

kunne konkludere både fra Bellow og

næss, at den virkelige grænseoverskriden,

har at gøre med dybde og ikke overflade.

for en passende konklusion må vi tilbage

til I.B. singers dr. fischelsohn, der under

en alvorlig sygdom blive hjulpet tilbage til

sundhed af ”sorte dobbe” sin ugifte nabo.

Hun foreslå snart, den aldrende spinozabeundrer

ægteskab, og han giver på en

eller anden måde sit samtykke. På bryllupsnatten

opdager han, hvorledes han

bliver indtaget af erotisk energi. Conatus!

senere står han ved sit vindue og ser

ud over Warszawas gader og den stjernefyldte

himmel: ”Han indåndede dybt

midnatsluften, støttede sine rystende

hænder på vindueskarmen og mumlede:

"guddommelige spinoza, tilgiv mig. Jeg

er blevet en tåbe.’” man kan dårligt forestille

sig et mere passioneret og ironisk

vidne til spinozas ”guddommelighed” end

fischelsohns konkludrende bekendelse i

singers vidunderlige fortælling.

Artiklen er oversat fra engelsk af Kirsten

Rønne

Udvalgt litteratur:

• spinoza, Baruch de, Chief Works, in

2 vol. english trans. from the latin.

r.H. m. elwes. new York. dover Books.

1951.

• spinoza, Baruch de etik. dansk oversættelse

s.v. rasmussen (1933)). ny

udgivelse: munksgaard-rosinante.

1996.

• spinoza, Baruch de Teologisk-politisk

afhandling. dansk oversættelse niels

Henningsen. forlaget anis. 2009.

• Peter gayThe enlightenment: The

rise of modern Paganism. new York.

knopf. 1966.

• stuart Hampshire spinoza. Penguin

Books. 1951.

• de steen vliegt a stone in flight. artistic

explorations inspired by Benedictus

de spinoza. amsterdam 1997.

10 Udsyn • 1/2011


de næste 20 sider.

TEMALæs

Det arabiske oprør

Udsyn • 1/2011 11


EMA

af eHaB galal

Vejen til

post-diktaturet

Når man Taler om arabisk moderne

historie, nævnes næsten altid den

store arabiske revolution i 1916, hvor alshirif

Hussain, mekkas emir, med støtte

fra storbritannien stod i front af et oprør

mod det osmanniske rige. På det tidspunkt

var araberne ikke adskilt af klare

statsgrænser. I stedet var de underlagt den

osmanniske kalif, der befandt sig i hovedstaden

Istanbul. det lykkedes araberne at

befri sig fra osmannitternes styre gennem

flere hundrede år. knap 100 år efter denne

første store arabiske revolution i moderne

tid, står araberne midt i en ny omsiggribende

revolution, igen med støtte fra

storbritannien, men også fra flere andre

vestlige lande. selv om de arabiske lande

har været befriet fra kolonimagter, har

været uafhængige og selvstændige stater

i ca. 60 år, står de alligevel bag endnu en

ny stor arabisk revolution. denne gang ser

vi det stik modsatte billede af det i 1916.

den aktuelle opstand har hverken et traditionelt

fælles lederskab, er imod en udefrakommende

magt eller kommer oppefra

som med al-shirif Hussain. opstanden

er spontan, kæmper imod sin egen nationale

statsmagt og kommer nedefra fra almindelige

folk på gaden. en skelsættende

dato for opstanden, som senere er blevet

kaldt revolutionen, er den 17. december

2010. Her blev gnisten til revolutionen

antændt både symbolsk og bogstaveligt.

det var den dag, hvor den unge tunesiske

mand, mohamed Buaziz, satte ild til sig

selv pga. den fortsatte ydmygelse og frustration

over statens uretfærdige behandling.

Buaziz døde af sine forbrændinger

den 4. januar 2011. at sætte ild til sig selv

bredte sig hurtigt som fænomen, hvor få

andre undertrykte unge i andre arabiske

lande gjorde det samme. fænomenet fik

de internationale mediers stigende opmærksomhed.

siden er opstanden fejet

hen over regionen. det mest overraskende

er den store folkelige styrkelse eller empowerment

i et omfang, man aldrig før har

set. der er tale om en styrkelse, som ikke

har været afhængig af en mediator i form

af politiske partier eller organisationer.

den er derimod igangsat af noget, flere

iagttagere mener, ikke kan stoppes.

der gik ikke tre uger, før de revolutionære

sejrede over staten, og den tunesiske

præsident flygtede til saudi arabien.

det var første gang efter den nationale

selvstændighed, at den almindelige araber

kunne mærke sejren, uden at der var

tale om et militærkup eller en fodboldkamp

mod et andet arabisk land. dette

vandt stor genklang blandt andre arabere,

der føler sig undertrykte af deres eget re-

12 Udsyn • 1/2011


gime. mindre end to uger efter begyndte

demonstrationerne i ægypten. Igen gik

det stærkt, da den ægyptiske præsident

mubarak nødtvunget trådte tilbage efter

ca. 18 dage. dødsofrene for opstanden

var i begge lande små hundrede personer.

den tunesiske og ægyptiske succes gav

yderligere inspiration til andre arabiske

lande som algeriet, marokko, Jordan, saudi

arabien, syrien, libyen, Yemen og Bahrain.

I de sidste tre lande er situationen i

skrivende stund tilspidset og antallet af

dødsofre er stort. flere arabiske statslede-

re har forsøgt at komme de ulmende oprør

i møde ved at skynde sig at udskifte regeringer,

love milliarder til projekter, lovgive

om inddragelsen af mindretal og fremstå

imødekommende over for befolkningens

ønske om reformer. men de arabiske befolkninger

fortsætter opstandene.

et interessant spørgsmål er selvfølgelig,

hvorfor revolutionen kommer nu, og hvorfor

den ikke kom tidligere? Hvorfor skulle

der gå ca. 60 år siden selvstændigheden,

før de arabiske befolkninger forsøgte at

afsætte et mangeårigt uønsket og upo-

pulært diktatorisk politisk styre? man

kan pege på faktorer, der henholdsvis har

modvirket og fremmet revolutionen, og

jeg skal forsøge at tydeliggøre nogle af

disse i det følgende.

Konflikt, økonomi og politisk frihed

en af de faktorer, der kan siges at have forsinket

den arabiske revolution, er de fortsatte

krige og konflikter i mellemøsten

og indskrivningen af disse i en global verdensordensforståelse.

den anden golf-

Udsyn • 1/2011 13


krig begyndte således i 1990 med Iraks

invasion af kuwait. de arabiske lande var

imod ét arabisk lands invasion af et andet

og deltog derfor i koalitionsstyrkerne med

amerikanerne i front i 1991 for at befri kuwait.

På trods af det fælles udgangspunkt

ændrede mange arabere undervejs deres

holdning til koalitionen, idet Usa mere

og mere blev opfattet som en ny kolonimagt

og invasionen som udtryk for den

nye verdensorden. man mente, at amerikanerne

var dobbeltmoralske. På den ene

side talte Usa om at befri et folk, som i

dette tilfælde var kuwaiterne, og på den

anden side hjalp de fortsat andre med at

besætte et folks jord gennem deres støtte

til Israel. Usa påstod, at de ønskede frihed,

demokratisering og at hjælpe befolkningerne

mod diktatorerne. men da shiitterne

i sydirak på amerikanernes opfordring

gjorde oprør mod saddam Hussains regime,

fik de ingen hjælp fra Usa, hvilket

førte til saddams massakre på shiitterne.

den generelle utilfredshed med Usas politik

blandt arabere blev udnyttet af de

arabiske ledere til at få indenrigspolitisk

opbakning og til at mobilisere befolkningen,

samtidig med at de fik det til at se

ud, som om de fulgte befolkningens ønske.

den indenrigspolitiske strategi blev

dog paradoksalt fulgt af en kontinuerlig

opfyldelse af Usas ønske om for eksem-

pel at sende soldater til deltagelse i krigen

mod saddam som del af koalitionsstyrkerne.

krigen mod Irak, tilstedeværelsen af

de udenlandske hære, og senere i 90’erne

fastfrysningen af fredsprocessen mellem

palæstinenserne og israelerne samt endnu

flere bosættelser med amerikansk velsignelse,

gjorde Usa yderligere upopulær.

fra det økonomiske perspektiv resulterede

golfkrigen i, at millioner af arabere

fra de fattige arabiske lande, for eksempel

fra Yemen, ægypten, sudan og algeriet

flygtede tilbage til deres oprindelige lande

med store økonomiske tab. efter deres

ofte mangeårige ophold i Irak og de rige

golflande fandt de hverken samme leve-

14 Udsyn • 1/2011


Al-Jazeera og andre nye medier, som fx internettet, har

skabt muligheden for ucensureret viden, mens staterne

har tabt monopolet på informationskilderne.

standard som i olielandene eller arbejde

i deres oprindelige lande. dette påvirkede

disse lande både socialt og økonomisk.

samtidig pressede krigens store omkostninger

olielandene i golfen til både at formindske

deres årlige hjælp og investering

i samt formindske importen af arbejdskraft

fra de fattige arabiske lande.

På det ideologiske plan blev vestens og

Usas manglende accept af islamisternes

valgsejr i algeriet og Hamas’ valgsejr i

gaza og vestbredden, begge resultater af

demokratiske valg, endnu et bevis på vestens

og Usas dobbeltmoral. det skabte

ikke blot øget modstand mod vesten, men

også mod de arabiske ledere, der forsøgte

at opfylde vestens ønske ved at kvæle

palæstinenserne og bøje sig for Israel. 11.

september øgede dette gab mellem vesten

og de arabiske regimer på den ene

side og den arabiske befolkning på den anden.

de arabiske ledere var ikke blot nødt

til at bøje sig for vestens krav, men havde

også delvis interesse heri, når det kom til

kampen mod terrorisme.

alliancen med de vestlige lande er dermed

et dobbeltægget sværd. flere arabiske

lande har således indgået økonomiske

internationale aftaler med verdensbanken

og andre internationale organisationer.

dette har resulteret i, at landene er

blevet tvunget til at liberalisere deres politik,

økonomi etc., mens statssubsidierin-

gen på de meste vigtige dagligvarer enten

blev fjernet helt eller kolossalt reduceret.

På den ene side har de arabiske lande været

politisk stabile stater efter vestlig målestok.

På den anden side har de ikke været

stabile nok til at få vestlige investorer til at

investere i de lande, som ikke giver nok afkast,

og begrundelsen var ofte mangel på

stabilitet. det betød, at vesten også blev

et attraktivt marked for de rige arabiske

oliesheiker at investere i, hvilket kun yderligere

undergravede den økonomiske udvikling

i de arabiske lande. konsekvensen

er et øget gab mellem staten og den nye

rige klasse, som i øvrigt er svære at adskille,

på den ende side og den almindelige

befolkning på den anden side.

det er ikke kun økonomien, der har været

igennem en liberalisering. også de

arabiske medier er de seneste 15 år blevet

delvis liberaliseret. det skyldes bl.a. den

teknologiske udvikling, der har gjort adgangen

hurtigere og billigere, og for første

gang har givet det arabiske publikum mulighed

for ucensureret at følge med i, hvad

der foregår såvel i de arabiske lande som i

resten af verden via satellitkanaler og internet.

en ikke uvæsentlig faktor er i den

forbindelse etableringen af satellitkanalen

al-Jazeera i 1996. den introducerede

et utraditionelt, revolutionerende, kritisk

mediekoncept, der afslørede undertrykkelse,

korruption, tortur, og gav – som ka-

nalen selv udtrykker det – stemme til dem,

der ikke har mulighed for at udtrykke sig

og blive repræsenteret i offentligheden.

al-Jazeera har indirekte været med til at

presse arabiske statsledere til at stille op i

medierne for at forsvare deres handlinger.

al-Jazeera og andre nye medier, som fx internettet,

har skabt muligheden for ucensureret

viden, mens staterne har tabt monopolet

på informationskilderne. de nye

medier har samtidig givet en hurtigere og

bredere kommunikation både nationalt

og internationalt.

Udover krige, økonomisk forandring og

en mere liberal offentlig sfære, deler de

arabiske lande efter deres uafhængighed

en række andre fællestræk: statsledernes

mangeårige fastholdelse af magten,

at størstedelen af befolkningen er unge

under 30 år, og at ledigheden og fattigdommen

er stor. I forhold til fattigdom er

golf-oliestaterne en undtagelse. det forhindrer

dog ikke oprøret i også at bryde ud

her. fattigdom er dog langt fra heller den

eneste motivation for modstand, som allerede

den amerikanske borgerrettighedsforkæmper

Bayard rustin skrev om i 1968:

"vi ville begå en fejl at tro, at det eneste

ønske de unge negre i dag vil have er at

have et job, at have et anstændigt hus, at

være godt uddannet, at få lægehjælp. alle

disse ting er meget vigtige, men dybere er

følelsen hos unge negre i dag på tværs af

Udsyn • 1/2011 15


alle klasser af, at tiden er kommet, hvor de

burde have magt; være en stemme i løsningen

af problemer, der påvirker dem.”

med andre ord lykkedes det ikke de nye

uafhængige arabiske stater eller deres ledere

at opfylde det, de havde stillet deres

folk i udsigt ved uafhængigheden. det

første uopfyldte løfte var ideen om forenelsen

af de arabiske lande, den såkaldte

arabiske nationalisme. resultatet var panarabisme

under nasser og Baath-partiets

ideologi i både syrien og Irak, der frem for

at skabe enhed snarere skabte splittelse

og afslørede, at lederne og landene ikke

bare er forskellige, men har forskellige interesser.

et andet generelt løfte handlede

om den sociale sikkerhed herunder også

både frihed og lighed. I stedet blev nogle

rigere og andre fattigere, folk blev vilkårligt

fjernet fra deres poster, fængslet eller

dræbt, hvis de udtrykte sig frit og kritisk.

et tredje løfte var henvendt til de etniske

grupper, der blev stillet ligestilling i udsigt.

I stedet mistede de flere af de rettigheder,

som de havde fået under tidligere kolonimagter

og blev undertrykt. enhver påpegning

af diskrimination og forfølgelse blev

samtidig afvist som fjenders forsøg på at

splitte landets befolkning og skabe kaos.

denne manglende indfrielse af lighed har

ført til flere konflikter og opblomstring af

sekterismen. det er altså muligt at pege

på en mangeårig kløft mellem stat og befolkning

i den arabiske verden. vil den nuværende

revolution afhjælpe dette?

Revolutionens status

der er stor uenighed blandt arabiske iagttagere

af revolutionen, hvorvidt den er

reelt revolutionerende. selv om der er

stor tilfredshed med dét, der er sket, så

er spørgsmålet, om det overhovedet ændrer

noget. I den kritiske lejr finder man

argumenter som, at generationen af unge

mangler at forstå betydningen af at være

ansvarlige for deres handlinger. ligesom

befolkningen ikke kan gennemskue kon-

16 Udsyn • 1/2011


Denne type af regime har mistet sin støtte inden for den arabiske

verden og udenfor. Diktaturet er hverken længere beskyttet eller kan

legitimeres som boldværk mod radikalisering.

sekvenserne eller er tilstrækkelig organiseret,

men er fanget i en tradition for at

blive styret. kollaps af diktatoren betyder

ikke kollaps af diktaturet, fordi der stadig

er tusinder af hverdags-diktatorer i sikkerhedspolitiet,

i det politiske system, i

forretningsverdenen. det er regimet, der

er faldet, men ikke de korrupte. et andet

kritisk argument peger på manglen på

demokratisk kultur inden for civilsamfundet,

den islamiske bevægelse og andre,

der ligeledes rummer en generel mangel

på selvkritik. det afspejler sig samtidig i,

at opstanden hverken har et politisk eller

socialt program. den kritiske lejr mener

således, at det ikke er muligt for de arabiske

lande at opnå demokratiet eller fjerne

diktaturet, før de overvinder disse forhindringer.

alt, hvad der indtil nu er opnået,

er kun noget, der er blevet lovet af det siddende

magtstyre. der er ingen garanti for,

at diktatorerne ikke blot fortsætter under

en lidt anden form.

I den mere positive og optimistiske lejr

er man også bekymret for diktatorerne,

men fremhæver, at det i løbet af fem uger

lykkedes de revolutionære i Tunesien og

ægypten at skifte regeringer og ministre

flere gange i løbet af få uger. optimisterne

tror på, at arabere vil lære nye måder at

deltage politisk på og finde en anden måde

at praktisere demokratiet på. de er bevidste

om, at der ikke er garanti for, at den

kommende regering er mere demokratisk.

man kan ikke garantere befolkningen,

hvilken form regeringerne vil tage. det vil

være forskelligt i de forskellige lande. men

– og her træder optimismen ind – arabere

har skabt og erfaret en ny dynamik, og

den dynamik er, at den offentlige stemme

kan og vil blive hørt. Ingen regering kan

afvise den offentlige mening, uanset om

det handler om den omkringliggende verden

eller den lokale verden. det betyder, at

de diktatoriske regimer, som arabere har

kendt dem de seneste årtier, er ovre. et

væsentligt element i denne nye erkendelse

af offentlighedens magt er den såkaldte

informationsrevolution med alle dets

elementer; satellit-tv-revolutionen, internet-revolutionen.

de er med til at fratage

regeringerne monopolet på information,

de har forbundet befolkningerne med folk

udenfor, som har givet dem mulighed for

at se, at der er en bedre verden udenfor,

og velvidende at andre mennesker betragter

dem. det har givet dem en interaktiv

metode til at organisere sig og kommunikere

indbyrdes uden behov for politiske

partier. det cementeres stadig via daglige

gentagelser i både tunesiske og ægyptiske

medier, at disse kræfter ikke er mulige at

eliminere. så lige meget hvilket styre der

kommer til, så kan det ikke længere ignorere

dets offentlighed. således er Buaziz

og andre, som er blevet dræbt under

statstortur, sult eller fængsling, blevet

gjort til martyrer og det symbol på friheden,

man ser og skriver om overalt. I den

forbindelse har al-Jazeera og andre satellitkanaler

spillet en stor rolle i afsløringen

af de ulmende gløder, der blev til en ild,

der stadig spreder sig henover den arabiske

verden. ligesom de sociale medier,

der har fungeret som et samlebånd for

opstanden og demonstranterne og samtidig

både var kilder for aktivister, interesserede,

nysgerrige og nationale samt internationale

tv-stationer verden over. for

den positive lejr er virkeligheden, at der

er en ny generation i den arabiske verden.

de er pluralistiske, globale, uddannede, og

de er forbundne. de er overbeviste om, at

deres forbillede ikke er saudi arabien eller

Iran. selv de mest konservative blandt

dem kigger mere mod Tyrkiet end mod afghanistan.

diktaturet vil ikke blive geninstalleret,

fordi alle klasser i samfundet vil

stå imod det. denne type af regime har

mistet sin støtte inden for den arabiske

verden og udenfor. diktaturet er hverken

længere beskyttet eller kan legitimeres

som boldværk mod radikalisering. Uanset

om man identificerer sig med den pessimistiske

eller optimistiske lejr, er det tilbageblevne

spørgsmål, hvordan alternativet

til de faldne regimer kommer til at se ud.

det kan kun fremtiden vise.

Udsyn • 1/2011 17


foto: Xiomara goldstein

Intet

18 Udsyn • 1/2011

T


EMA

Kommer det arabiske oprør til Vestbredden? Anna Rebecca

Kledal spår om mulige og umulige politiske scenarier, og ser

på hvem der kunne komme i spil som kandidater ved det

kommende valg.

af anna reBeCCa kledal

nyt fra Vestfronten?

deT araBIske oPrør har forbigået vestbredden

og gaza med en nærmest larmende

tavshed og dets konsekvenser er

først nu langsomt begyndt at sive ind i de

palæstinensiske områder.

Politiske rygter påstår, at den seneste

aftale mellem fatah og Hamas blev indgået

grundet pres fra de nye ægyptiske

militære ledere, som til gengæld lovede

at åbne grænsen til gaza, hvis Hamas underskrev

samarbejdsaftalen.

med den tidligere ægyptiske leder mubaraks

fald, vejrede Hamas morgenluft,

da deres indædte modstander nu var forsvundet,

og der blev mulighed for at opbygge

stærkere alliancer med det muslimske

Broderskab i ægypten. mellemøstlige

rygter siger, at Hamas i den seneste

tid har udvidet kontakterne med det muslimske

broderskab i kairo, såvel som i damaskus,

hvor Hamas satser på at assads

styre er rystet og det syriske muslimske

broderskab derved kommer til at spille en

langt større politisk rolle i landet.

Hamas’ leder khaled mashaal afviste

dog dette så sent som i maj måned i et interview

på nyhedskanalen al-Jazeera.

Internt menes samarbejdsaftalen mellem

Hamas og fatah ligeledes at være

kommet i stand for at kunne nedkæmpe

de ekstremistiske og fragmenterede salafistgrupperinger

i gaza, som menes at stå

bag de seneste måneders drab på henholdsvis

en italiensk ngo-arbejder og den

jødisk-palæstinensiske instruktør og aktivist

Juliano mer-khamis. (mer khamis var

barn af en jødisk mor og palæstinensisk

far. red)

ligeledes formodes, at Hamas’ uforsonlige

retorik overfor Israel vil bløde op som

følge af realpolitiske forhandlinger med

fatah.

men lad os skrue tiden nogle måneder

tilbage:

dagen efter Hosni mubarak faldt i

ægypten, erklærede præsident abu mazen,

at der vil blive valg i september og

kort efter kom endnu en besked om, at

han ikke stiller op til genvalg.

som bekendt fik al-Jazeeras publicering

af fortrolige oplysninger om fredsforhandlingerne

med Israel konsekvenser. den

tidligere palæstinensiske topforhandler,

saeb erekat fremstod som en svag og

desperat underdog i forhandlingerne, og

måtte træde tilbage, da han nødtvunget

måtte tilstå, at hvad al-Jazeera hævdede,

var sandt.

Både tabet af erekat og mubaraks fald,

udgjorde et stort tab for fatah og abu

mazen, og efterlod fredsforhandlingerne

i endnu mere mudrede vande.

den i skrivende stund største frygt for

fredsbevægelserne i Israel er, at Usa og

vesten trækker den økonomiske støtte tilbage

med begrundelse i samarbejdsaftalen

med Hamas. I så fald vil det forværre

den økonomiske udvikling, og det vil være

som at smide benzin på bålet, og frygtes

at kunne iværksætte et blodbad. alt hvad

der er opnået af stabilitet og økonomisk

Udsyn • 1/2011 19


En stor gruppe

unge er hjemvendt

fra USA, Canada,

og Europa. De er

højtuddannede, de

er i gang med at

opbygge firmaer og

udvikling indenfor

grøn teknologi.

De er vant til at

samarbejde med

unge israelere fra

fredsbevægelserne

og ngo-miljøerne og

de er langt fra Fatah

og Hamas

fremgang, samt institutionsopbygning på

vestbredden vil være tabt på gulvet.

Hvem er I spil til efterårets præsidentvalg?

der tales på vestbredden om salem

fayyad, som har været en stærk fortaler

for opbygningen af palæstinensiske institutioner.

fayyad anses ligeledes, blandt

befolkningen, som en af de få politikere

der ikke er plettede af korruptionsanklager.

det vides ikke i skrivende stund om

fayyad vil blive støttet af fatah, hvis han

gør, har han en chance, selvom hans goodwill

hos Usa gør ham mistænkelig. Hvis

han ikke i de kommende måneder vil blive

accepteret som kandidat af fatah, vurderes

hans chancer at være lig nul.

en anden veteran, som kunne komme i

spil, er den fængslede marwan Barghouti,

tidligere leder af Tanzim. Barghouti har

streeet credibility blandt palæstinensere,

men anses for en terrorist af Israel, og han

anses ikke at kunne komme i spil, grundet

livtidsdomme, som han afsoner i et israelsk

fængsel.

mohammed dahlan, født i flygtningelejren

khan Younis i gaza, er endnu en

mulig kandidat. dahlan havde som sikkerhedschef

i gaza et tæt samarbejde med

amerikanske og britiske efterretningstjenester.

Han forsøgte allerede i 2001 at distancere

sig fra arafat, og har siden været

i opposition til både Hamas og den gamle

garde af fatah-folk. dahlan blev sidste år

afsat fra sin post grundet beskyldninger

om korruption og et komplot om at af-

sætte abbas. Beskyldningerne er aldrig

blevet verificerede.

en fjerde kandidat er diplomaten nasser

al-kidwa, arafats nevø, som ikke er særlig

kendt på den hjemlige scene, grundet sin

diplomatiske karriere, og som derfor heller

ikke spås særlig store chancer.

De unge på Vestbredden

en anden mulig væsentlig politisk aktør, er

en hel ny faktor fra det civile samfund: de

unge på vestbredden,

en stor gruppe unge er hjemvendt fra

Usa, Canada, og europa. de er højtuddannede,

de er i gang med at opbygge firmaer

og udvikling indenfor grøn teknologi. de

er vant til at samarbejde med unge israelere

fra fredsbevægelserne og ngo-miljøerne

og de er langt fra fatah og Hamas. en

ny leder kunne vokse frem fra denne sekulære,

globale og ikke voldelige gruppe og

kan nemt blive en langt større trussel for

den nationalistiske højrefløjsregering i Israel.

deres politiske projekt og deres brug

af de sociale medier kan få stor gennemslagskraft,

og vil måske være det stærkeste

argument for international støtte til

en palæstinensisk stat.

I den henseende har højrefløjsregeringen

i Israel allerede tabt mediekrigen.

et langt ude og urealistisk scenarie -

måske - men som det arabiske oprør har

vist, er det indimellem det, som ingen har

tænkt på, der får betydning i den konkrete

mellemøstlige verden.

20 Udsyn • 1/2011

T


EMA

Ingen fred uden grænser

af Hans HenrIk fafner

JerUsalem – førsT I sidste øjeblik

fik stationerne på byens nye letbane

navne efter de kvarterer, den rent faktisk

fører igennem. for at afhjælpe Jerusalems

kaotiske trafikproblemer åbnede i dette

forår en letbane, der fører fra Herzlbjerget

i byens vestlige udkant, gennem centrum

og via en række stationer i det palæstinensiske

østjerusalem til bosættelsen Pisgat

zeev langs vejen mod ramallah i nord. fra

første færd havde bystyret besluttet at

samtlige 23 stationer underveje skulle have

hebraiske navne, hvilket straks gav pro-

jektet en politisk kant. for det vakte ikke

overraskende palæstinensisk vrede, som

kun dæmpedes nødtørftigt ved at banen i

dag har stoppesteder med arabiske navne

som shuafat og Beit Hanina.

”Projektet er miljørigtigt og kollektiv

trafik helt i tidens ånd med klimaforandringer

og alt det der,” siger abed, som underviser

på en drengeskole i sheikh Jarrah.

”det bliver sikkert også lettere for os alle

sammen at komme rundt, så alle burde

være glade. men i virkeligheden er banen

med til at knytte øst og vest endnu tættere

sammen under israelsk herredømme,

så det bliver vanskeligere at trække en

grænse, når den palæstinensiske stat skal

etableres.”

Sheikh Jarrah

foto: Xiomara goldstein

den røde linje krydser den grønne linje.

det er næsten blevet et mundheld i

østjerusalem, og abed når også at tage

det i sin mund, mens vi snakker. den røde

linje er letbanens officielle betegnelse

(der kommer flere, med hver sin farve), og

den grønne er resterne af den våbenstilstandslinje,

der indtil Israels besættelse af

vestbredden i 1967 delte Jerusalem i to.

vi møder abed foran en lille købmand i

kvarteret sheikh Jarrah, der er et af de ak-

Udsyn • 1/2011 21


foto: Xiomara goldstein

tuelle fikspunkter for den standende strid

om byen. fra hvor vi står, er der udsyn over

en tomt, der for et års tid siden blev lukket

af med et højt trådhegn. der er lavet hul

i hegnet, og cigaretskod og tomme coladåser

bevidner, at tomten er tilholdssted

for kvarterets unge, men de må formentlig

snart kigge sig om efter noget andet.

der er fremskredne planer om at bygge et

nyt jødisk kvarter på stedet, og af samme

grund blev et par arabiske flygtningefamilier

tidligere på året sat ud af deres

boliger, hvor de havde haft ophold siden

1948. stedet har allerede fået navnet shimon

HaTzadik – simon den Hellige, eller

en jødisk oldtidsgrav tæt på.

”står det til israelerne, kommer hele

kvarteret til at få det navn,” mener abed.

”Boligpriserne vil stige, de lokale beboere

vil ikke have råd til at blive boende, og

flere jødiske familier vil flytte ind. det er

en del af israelernes judaisering af østjerusalem.”

der bor i dag omkring 200.000 palæstinensere

i østjerusalem og næsten ligeså

mange jødiske israelere, så bestræbelserne

for at skabe jødisk befolkningsflertal i

byen er næsten ved at være lykkedes. øst

om det hele snor sig det såkaldte sikkerhedshegn,

der her i Jerusalem-området er

en høj betonmur på store dele af strækningen,

og det danner en fysisk barriere

mellem vestbredden og det østjerusalem,

som ifølge mange fredsplaner skulle være

hovedstad for en palæstinensisk stat.

og skulle udviklingen trods mange

odds komme dertil, ligner østjerusalem

22 Udsyn • 1/2011


”Boligpriserne vil stige, de lokale beboere vil ikke have råd til at

blive boende, og flere jødiske familier vil flytte ind. Det er en del af

israelernes judaisering af Østjerusalem.”

i dag et demografisk skakbræt, hvor det

for hver gang, grundstenen bliver lagt til

et nyt jødisk kvarter, bliver vanskeligere at

trække en logisk grænse.

Udsigtsløst fredsinitiativ

”netanyahu og hans regering bliver ved

med at tale om en tostatsløsning, men

reelt går udviklingen den modsatte vej,”

siger ziad abu sayyad, der er medredaktør

for Palestine-Israel Journal. ”Hvis han

var seriøst interesseret i en tostatsløsning,

ville han stille hindringer i vejen for

bosættelsesbyggeriet, der her i Jerusalem

fortsætter på fuld kraft.

dette er en af årsagerne til, at abu sayyad

er fuld af skepsis overfor et nyt fredsinitiativ,

der dette forår er blevet lanceret af

en gruppe prominente israelere. I spidsen

for dette står Yuval rabin, som er søn af

Yitzhak rabin, der som ministerpræsident

underskrev oslo-aftalerne i september

1993 og året efter blev offer for en højreradikal

attentatmand, der på mange måder

fik held til at stoppe processen i retning af

en tostatsløsning. Blandt de 53, der i midten

af april havde underskrevet dokumentet,

er også tidligere forsvarschef amnon

lipkin-shahak, forhenværende mossadchef

danny Yatom samt Yaakov Pery og

ami ayalon, der begge har stået i spidsen

for sikkerhedstjenesten, shabak.

Initiativtagerne præsenterer dokumentet

som svar på det arabiske fredsinitiativ,

som ingen israelsk regering har taget formel

stilling til. det blev til i 2002 på saudi-

arabisk initiativ og består i at samtlige 22

arabiske stater vil anerkende staten Israel,

hvis israelerne til gengæld trækker sig ud

af samtlige besatte områder og dermed

gør plads for en palæstinensisk stat med

østjerusalem som hovedstad.

”Hovedparten af den israelske offentlighed

kender ikke det arabiske initiativ

og hvorfor det er til,” siger Yuval rabin.

”vi ser det som vores hovedopgave at vise

dets detaljer, vække en vilje til at undersøge

hvordan vi kan få bilagt striden og ikke

vente på næste runde af vold.”

Hensigten med initiativet er hverken at

danne en ny politisk bevægelse eller at begynde

at forhandle på vegne af den israelske

regering. Initiativtagerne understreger,

at målet er at få ministerpræsident

Benyamin netanyahu til at vise initiativ

efter at have nedfrosset fredsprocessen i

to år.

Nedtælling til september

ziad abu sayyad ryster stille på hovedet.

”det er prisværdigt, at nogen gør noget,

men det israelske initiativ er slet ikke

vidtgående nok,” siger han, og tilføjer, at

et af de punkter i planen, som bekymrer

ham stærkt, netop vedrører spørgsmålet

om grænser.

”dokumentet taler ikke om deling af

Jerusalem, men om deling af et storjerusalem,

der omfatter både ramallah, Jeriko

og (bosættelsen) efrat,” siger han. ”det

skaber jo stor tvivl om, hvad det er, der skal

deles og hvor en grænse kommer til at gå.”

Han beklager også, at den omtaler den

jødiske tilstedeværelse i østjerusalem

som ”kvarterer” og ikke ”bosættelser”,

hvad de efter hans opfattelse er, og at planen

ser disse indgå i den israelske del af

byen efter en deling.

”Planen indeholder flere eksplosive

punkter, der på forhånd gør den uforenelig

med det arabiske initiativ,” tilføjer han.

”som jeg ser det, afspejler planen mest af

alt den israelske frygt for fremtiden.”

den frygt, han taler om, ligger i nedtællingen

til fns generalforsamling i september.

der vil den palæstinensiske præsident,

mahmoud abbas, efter alt at dømme

bede om godkendelse af en unilateral

erklæring af en palæstinensisk stat. Han

har gennem det seneste år arbejdet ihærdigt

på at mobilisere støtte og har ifølge

palæstinensiske kilder omkring hundrede

stemmer på hånden, hvilket begynder at

ligne de to tredjedeles flertal, der skal til.

”kommer udviklingen dertil, vil Israel

have et problem, ” advarer Hillel schenker,

der deler redaktørposten med abu sayyad.

”landets fysiske udseende vil være

det samme, men på papiret vil der opstå

nogle nye grænser, for da vil der ikke længere

være tale om en autonomi, men om

en suveræn stat, som Israel holder delvist

besat.”

Kunstige grænser

dette vil være en grænse, som går på tværs

af mange israelske forestillinger, fordi

mahmoud abbas ønsker sin stat på hele

Udsyn • 1/2011 23


vestbredden. Tidligere medlem af knesset

og minister ephraim sneh, ser dette som

en særdeles sprængfarlig udvikling.

”Palæstinenserne vil gå på gaden for at

fejre deres nye stat, og de israelske sikkerhedsstyrker

vil sandsynligvis møde frem

for at holde situationen under kontrol,”

forklarer han. ”da skal der ikke meget til

for at situationen udvikler sig voldeligt, og

det kan nemt blive starten på en ny intifada.”

Journalisten og kommentatoren khaled

amayreh, der bor i landsbyen dura syd

for Hebron, ser også grænseproblematikken

som et af mellemøstens meget aktuelle

problemer, men han gør det på helt

andre præmisser end sneh.

”mellemøsten er fuld af kunstige grænser,”

siger han. ”det er blevet meget tydeligt

med de revolutioner, vi ser omkring os.

ægypten kom nogenlunde nemt gennem

et regimeskifte, fordi landet er en relativt

homogen nationalstat. libyen har udviklet

sig som Irak eller libanon, fordi dets

grænser er blevet skabt kunstigt af europæisk

kolonialisme. libyen er et stammesamfund

med masser af interne konflikter

indenfor nogle kunstige grænser, og det

samme kan man sige om landet her. Israelerne

er ved at skabe nye kunstige grænser,

og det er en sikker opskrift på fremtidig

konflikt.”

Grænsens nødvendighed

det tilsyneladende rolige gadebillede i

østjerusalem står i uvirkelig kontrast til

amayreh’s skarpe formuleringer. en palæstinensisk

falafelsælger snakker muntert

hebraisk med et par israelske gæster, og

det er svært at fornemme den konflikt,

som ligger lige under overfladen.

”vestbredden er nok den roligste del af

den arabiske verden lige nu,” smiler marwan

Hawatmeh, som er apoteker. ”men

alle følger revolutionerne i den arabiske

verden, og alle her ønsker sig også nogle

friheder … friheder til fuld selvbestemmelse,

og det kan kun foregå bag egne grænser.

der kommer ikke rigtig fred i dette

land, før vi får nogle grænser.”

apotekeren taler om den grænsens

nødvendighed, som på mange måder også

er kernen i den nye israelske fredsplan.

de fleste mennesker på begge sider af

konflikten forstår dette, men der er også

mange, som ikke er villige til at gøre de

indrømmelser, som skal til for at omsætte

tanken i virkelighed. denne konflikt er låst

fast i gensidig mistillid og bitre erfaringer

med tidligere fredsforsøg, og mens ingen

magter at hugge den gordiske knude over

fortsætter parterne på en kurs, som uvægerligt

vil føre til ny konflikt.

Imens står trafikken stille på den hovedgade,

som indtil 1967 var grænse mellem

øst og vest, og i midterrabatten glider

den nye letbane stille forbi, på vej op gennem

de palæstinensiske kvarterer shuafat

og Beit Hanina til endestationen i bosættelsen

Pisgat zeev.

24 Udsyn • 1/2011


foto: anna rebecca kledal

Den

uundgåelige

anerkendelse

af den

palæstinensiske

stat

af gersHon BaskIn

den palæstinensiske stat er i færd med

at blive en realitet, uanset om vi bryder

os om det eller ej. selv om det palæstinensiske

selvstyres suverænitet ikke øges

med en fodsbred land, så vil tilslutningen

til anerkendelsen af den palæstinensiske

stat vokse verden over. den israelske regering

tror måske, at den kan forhindre

dette, men det kan den ikke, og den gør

klogest i at indse dette. kampen for at forhindre

anerkendelsen af den palæstinensiske

stat er tabt, og Israel kan ligeså godt

se dette i øjnene.

I stedet for at erkende dette og finde

ud at, hvordan oprettelsen af et frit, uafhængigt

og demokratisk Palæstina kan

blive til Israels fordel, forsøger man forgæves

at forhindre det uundgåelige og

strammer kontrollen over vestbredden.

vores myndigheder arresterer stadig

flere fredelige aktivister og folkelige lede-

Udsyn • 1/2011 25


foto: anna rebecca kledal

re. de forhindrer fredelige protester mod

konfiskering af palæstinensisk jord og

agiterer imod palæstinenserne og imod

lederne af det palæstinensiske selvstyre.

Besættelsens ansigt bliver mere synligt og

grimmere. Palæstinenserne møder sammen

med et voksende antal israelere og

udlændinge dette grimme ansigt hver uge

rundt omkring på vestbredden, fra naalin

til Bil’in, fra al-masara til nebi salah, fra

Walaja til oush al ghrab, fra sheikh Jarrah

til silwan i østjerusalem.

alle disse steder er scenariet det samme

uge efter uge. en protest mod konfiskering

af jord for at give plads til udvidelse

af en bosættelse eller imod en mur

eller et hegn arrangeres af lokale folkelige

komitéer, som får tilslutning fra andre palæstinensere,

fra israelere eller fra internationale

solidaritetsgrupper, og de marcherer

til et konfrontationssted. en gang

imellem kaster nogle af de unge palæstinensere

nogle sten. andre gange rammes

demonstranterne uden nogen provokation

af tåregas, af gummi- eller plastikklædte

kugler, af ryste-granater eller af

stinkende væske. På det seneste er det

nok bare at være tilstede, når soldaterne

er udkommanderet.

det skete for nylig i silwan og i nebi

salah. når der ikke er nogen Tv-kameraer

i nærheden, er soldaterne tilbøjelige til at

tage sig større friheder, men i dag har alle

et kamera i lommen, og intet kan hemmeligholdes.

når jeg er vidne til denne meningsløse

vold, kommer mit blod i kog, og

jeg skammer mig. dette kan bestemt ikke

være det israelske forsvar. Hvad forsvarer

de, og på hvis vegne? Bønderne fra Bil’in,

hvis jord blev konfiskeret for at give plads

til udvidelsen af modi’in Illit, protesterer

ikke for at ødelægge Israel. de vil bare

have deres jord og deres oliventræer tilbage,

og selv Israels Højesteret støtter dem.

men vores regering handler uden hensyn

til loven og uden den ringeste klogskab.

når de israelske soldater affyrer tåregasgranater

i nebi salah, allerede før en

eneste sten er blevet kastet, har vi efter

min mening mistet os selv og kan ikke

længere prale af en høj moral. og ingen

skal fortælle mig, at det umenneskelige

mord af familien fogel I Itamar retfærdiggør

dette. Jeg er træt af konkurrencen om

lidelser. Jeg ønsker ikke, at nogen skal lide,

og jeg tror, at hvis vi var kloge, og hvis vi

ville gavne os selv, og hvis vi indser, hvordan

verden omkring os ændrer sig, så ville

vi meddele det palæstinensiske folk, at

det jødiske folk ønsker at støtte fn-resolutionen

om anerkendelse af den palæstinensiske

stat. vi burde råbe fra alle bakketoppe,

at vi ønsker, at det palæstinensiske

folk skal være frie i deres hjemland. så at

vi – det jødiske folk – kan være frie i vores

hjemland. og vi burde sætte os sammen

med deres ledere og fremlægge vores

landkort og sammen planlægge vores

tilbagetrækning fra den kommende palæstinensiske

stat.

Jeg appellerer til statsminister netanyahu

og til regeringspartienes paranoide

og xenofobiske knessetmedlemmer og til

ngo-observatørerne: kom til fornuft! det

er ikke for sent at ændre kurs og gøre vores

fjender til vores venner. vi har alle betalt

en meget stor pris, og alle har tabt. medfølelse,

forståelse, et ønske om at samarbejde,

så vi alle kan leve fredeligt – det er

vejen til at redde os fra det voksende had

til Israel verden over.

Hvis vi gør tingene rigtigt, så vil verden

ikke være imod os. lad os ikke bilde os selv

ind, at vi kan vinde propaganda-kampen

og lad os ikke angribe jødiske grupper i

Usa og andetsteds, der er uenige i Israels

politik. vore venner i europa er i færd

med at slå følge med resten af verden

i spørgsmålet om anerkendelse af Palæstina.

Hverken et amerikansk veto i sikkerhedsrådet

eller selv et brev underskrevet

af 96 senatorer og af 400 medlemmer af

repræsentanternes hus vil forhindre fødslen

af den palæstinensiske stat. vi kan måske

forsøge at modarbejde denne proces i

nogle år, men vi vil ikke kunne stoppe den.

Hvis vi nogensinde skal leve side om

side med en palæstinensisk stat, så lad os

række hånden frem til palæstinenserne

og sammen og ikke-voldeligt modarbejde

besættelsen. så vi sammen opnår deres

og vores befrielse.

Geshon Baskin leder sammen med Hanna

Siniora ”Israel/Palestine Center for Research

and Information”, IPCRI.

Artiklen blev bragt i Jerusalem Post den 28.

marts 2011. Den er oversat af John Saietz.

26 Udsyn • 1/2011


Iran holder

stadig nøglen

til Mellemøsten

Der var Ingen som ved årsskiftet

2010/2011 kunne have forestillet

sig at diktatorerne præsident Ben ali fra

Tunesien og præsident Hosni mubarak

fra ægypten ville blive væltet efter en

folkelig opstand. for mange virker mellemøsten

i øjeblikket som tektoniske

plader der kan flyttes i hvilken retning

det skal være. lige nu håber mange i

både Tunesien og ægypten på at udviklingen

vil lede til mere demokratiske

styreformer. det er dog usikkert hvor

mange der virkelig er klar til ”vestlige

tilstande”, hvor man vælger et parti til

magten for en given periode, hvorefter

det regerende parti skal udskrive nyt

valg igen efter sin valgperiode. I et ægte

demokrati er folket(vælgerne) mere

loyale overfor systemet og deres land,

end man er overfor et specifikt politisk

parti, det være sig venstreorienteret,

TEMA

Udsyn • 1/2011 27


Iran vil klare tingene som man har gjort lige siden juni 2009 –

true med og derefter udøve massiv vold, ikke bare fra politiets

side men også fra den berygtede Basij-milits.

religiøst eller sekulært. om befolkningen

i Tunesien og ægypten virkelig er klar til

sådanne tilstande står stadig hen i det

uvisse.

demonsTraTIoner og oPTøJer er opstået

næsten overalt i mellemøsten efter

det hele startede i Tunesien. efter at ægypten

overtog scenen, så var det libyen med

den regerende oberst gaddafi ved magten

der stjal alle overskrifterne, men også i Yemen,

marokko og Jordan har der været demonstrationer

mod styret. Ja sågar også

i syrien og i det lille golfrige Bahrain har

magthaverne gået mere nervøst rundt i

paladserne end de plejer. langt mod øst

i mellemøsten, ovre i Iran, der må præsident

mahmoud ahmadinejad og ayatollah

kamenei have gnedet sig i hænderne

efter nyhederne kom frem om regimernes

fald i Tunesien og ægypten, begge nære

allierede til Irans erklærede fjende Usa.

Pludselig blev smilene dog stive, da misfornøjede

Iranere tog teten fra befolkningerne

i Tunesien og ægypten og væltede

ud på gaderne for endnu engang at gøre

et forsøg på at vælte det shiitiske Iranske

præstestyre.

I HverT enkelT land har situationen været

forskellig, men alligevel har hovedpinen

været fælles for alle dem ved magten;

hvordan har man umiddelbart skulle forholde

sig til optøjerne og demonstratio-

nerne mod regimet? selvom der var dødsfald,

kunne hverken den tunesiske eller

den ægyptiske regering tillade, at sikkerhedsstyrkerne

slog alt for brutalt ned på

demonstranterne. Både Bahrain, marokko

og Jordan er i den samme båd, da de ligesom

Tunesien og ægypten er nære allierede

med vesten og i særdeleshed med Usa.

I Usa ville man hurtigt miste tålmodigheden

og opgive støtten, hvis de ”demokratiske”

diktatorer slog alt for hårdt ned på

folket. faktisk kunne et alt for hårdt fremstød

mod befolkningen lede til magthavernes

fald, som man så både i Tunesien

og ægypten. I Iran kender man ikke til

sådanne begrænsninger. I Iran deler man

fuldt ud den linje som diktatoren gaddafi i

libyen har ført overfor oppositionen; fuldstændig

brutal nedslagtning af alle der er

modstandere af regimet.

selvom der efter sigende har været demonstrationer

og optøjer igen i Iran, så

er det ikke meget nyt der slipper ud fra

det lukkede styre. Iran vil klare tingene

som man har gjort lige siden juni 2009 –

true med og derefter udøve massiv vold,

ikke bare fra politiets side men også fra

den berygtede Basij-milits. sidstnævnte

udgøres af unge mænd der er ubetinget

loyale overfor det islamiske styre. lukker

man sociale netværk og arrester oppositionens

og studenternes ledere, så både

ødelægger og afskrækker man demonstranterne.

det iranske styre er heller ikke

et styre der er fremmed for sit folk. styret

har massive magtbaser blandt den del af

befolkningen der bor på landet og man

baserer sin magt på store dele af de laverestående

klasser i samfundet. Præstestyret

nyder også fortsat stor opbakning

hos ”Bazari”(købmænd), som udgør store

dele af middelklassen i Iran. regimet og

dets tilhængere står i modsætning til den

veluddannede sekulære byklasse, som af

styret betragtes som værende farlige og

destruktive. der er dog stor forskel på et

styre der er fremmed overfor hele sin befolkning

og et styre der kun ligger i åben

krig med enkelte grupperinger i samfundet.

sTIlle og UBemærkeT udvider Iran sin

magtsfære til det østlige Irak, hvor man

udøver stor indflydelse på den shiitiske

del af befolkningen. dette sker i takt med

at de amerikanske styrker trækker sig

mere og mere ud af området. dette område

indeholder nogle af de bedste landbrugsområder

i Irak samt massive oliebeholdninger.

I libanon er Iran på tærsklen

til at gennemtrumfe sin position gennem

Hassan nasrallah og Hizbollah, der er ved

at overtage kontrollen fuldstændig med

libanon. den fundamentalistiske shiaorganisation

Hizbollah truer med vold og

bruger den ved enhver nødvendig lejlighed

og på trods af at man er en minoritet

i det politiske landskab i libanon, så ved

28 Udsyn • 1/2011


Hizbollah at vil man opnå og bevare magten,

så må man bruge alle de midler man

har brug for. Hizbollah har endda succesfuldt

opnået alliancer med kristne og drusere

gennem trusler og vold. og som om

det ikke var nok, så kan man smide ekstra

brænde på bålet, ved at påpege at demonstranterne

i Bahrain primært udgøres af

shia-muslimer, der demonstrerer mod de

sunni-muslimske magthavere. Iran kunne

ikke have drømt om en mere gunstig udvikling,

nu hvor dødsfjenden Usa’s allierede

er rystet i hele mellemøsten, mens

shia-Islam er på vej frem overfor alle de

sunni-muslimske herskere. I kølvandet på

en velgennemført imperialistisk politik,

muligvis krydret med enkelte uforudsete

bonusser, så er det svært at forestille sig

hvorfor det iranske regime skulle have tid

eller tålmodighed til overs for dem der

kræver demokrati og mere sekulære tilstande.

mere end nogen andre steder, så skal

alle kigge mod Iran. radikal shia-Islam,

som man kender den i Iran er i gang med

at gennemtrænge hele den sunni-muslimske

verden. dette sker enten gennem

vold og trusler, som man har set i Irak og

libanon, eller gennem støtte til demonstrationer

i Bahrain. denne støtte fra Iran

sker bestemt ikke fordi man ønsker mere

demokratiske tilstande, som demonstranterne

ellers skriger på i Bahrain, men fordi

Iran ønsker at udvide sin magtsfære gennem

deciderede alliancer, som man også

har set med Hamas i gazastriben. ved

at adoptere enkelte kulturelle og teologiske

arvestykker fra den gamle Persiske

religion zarathustrianisme, ser mange

i Iran verden som en fortsat kamp mellem

det gode og det onde. oppositionen

til khomeini og hans styre kategoriseres

som værende opildnet af det onde sekulære

vesten, ledet af europæerne, amerikanerne

og zionisterne. dette er et spil

hvor khomeiniisme ifølge præstestyret

skal vinde, koste hvad det vil.

deT må forvenTes at det Iranske styre vil

gennemføre meget mere vold, ledsaget af

massive massearrestationer, fortsætte

med tortur og henrettelser for at slå ned

på alle trusler mod præsternes regime.

man behøver ikke at bekymre sig om kritik

fra vesten, da man fortsat nyder stor

opbakning i den iranske befolkning som

sådan.

snak om reformer, demokrati og individuelle

rettigheder er meget betydeligt

i dagens mellemøsten. I særdeleshed på

den måde det påvirker hele den arabiske

verden. mange diskuterer den mulige

magtudvidelse til ”det muslimske Broderskab”,

ikke noget man skal afvise eller

negligere, men lige nu og her afhænger

sikkerheden i mellemøsten af hvilke initiativer

og handlinger der bliver udført af

magthaverne i Iran. Hvad enten man kan

lide det eller ej, så er Iran en kæmpe faktor

i hele mellemøstenregionen. det første

skridt fra Iranerne er stadig at eliminere

alle indenrigspolitiske modstandere. skal

man fortsat gøre dette effektivt og hurtigt,

så kræver det massiv vold. lykkedes

Iran med fuldstændig at kvæle oppositionen

i Iran, så vil hele den arabiske del af

mellemøsten få meget større problemer

end interne debatter og demonstrationer

om demokratiske tilstande.

David Jano, BA Historie. Stud.-MA Mellemøstenstudier

Udsyn • 1/2011 29


”Begivenhederne fra Tunesien til Oman er en storm orkestreret fra Tel Aviv”

Yemens præsident Ali Abdullah Salih 28. februar 2011.

Skrald, konspirationsteorier

og det arabiske forår

Jean Dubuffet: Amorous Propositions, 1967

30 Udsyn • 1/2011


af mads a. WesTBerg

HvIs man oPHolder sIg i den arabiske

verden, vil man bemærke, at kontrasten

mellem storbygadernes ækelhed

og renheden i folks hjems er enorm. Hvor

end man bevæger sig i kairo, amman eller

aleppo flyder det med madrester, emballage

og dobbeltparkerede biler. mange

steder hænger en ulækker stank i luften,

og folk synes ikke at have nogen som helst

skrumpler ved at smide skrald fra sig hvor

end de befinder sig. Tværtimod bliver man

nærmest kigget skævt til, hvis man spørger

efter en skraldespand.

Billedet er helt anderledes, når man inviteres

ind i et arabisk hjem. Her er der næsten

altid skinnede rent, og som gæst bliver

man opvartet så godt, at der ikke kan

sættes en finger på noget – udover at det

næsten er for meget.

Hvorfor er gaderne så ækle, når hjemmene

er så rene? Ifølge mellemøstkorrespondenten

robert fisk er problemet, at

arabere ikke føler, at deres lande er deres

egne. gaderne tilhører ikke dem, for landene

styres ikke af folket, men ”herskes over”

af ikke-valgte repræsentanter. min oplevelse

i den arabiske verden er den samme,

med den tilføjelse, at folk ikke bare føler, at

deres lande bliver styret oppefra, men også

udefra.

om end at de arabiske regimer ikke just

er populære, så klandres de ikke for alle

dårligdomme i regionen. årsagen til utallige

dårligdomme tillægges mørke, fremmede

kræfter og konspirationer: zionismen,

Usa, europæisk imperialisme, Israel,

vesten mm..

konspirationerne spænder vidt, fra de

mulige til de helt vanvittige, såsom at mossad

træner hajer til at angribe badeturister

i ægypten. fælles for konspirationsteorierne

er, at de promoverer en forestilling om,

at araberne er under angreb fra fremmede

magter, der forhindrer de arabiske nationer

i at blive politisk indflydelsesrige, økonomisk

udviklede, teknologisk avancerede

og/eller militært magtfulde.

de fleste arabiske konspirationsteorier

er ikke kun absurde og til tider ubehagelige,

men også skadelige, fordi de fjerner fokus

fra de virkelige årsager bag reelle problemer.

de gør folk passive, fordi de får situationer

til at virke umulige og håbløs. Hvad

nytter det at kæmpe for et bedre samfund,

hvis man er oppe imod en verdensomspændende

magtfuld konspiration?

men så kom de arabiske oprør. først røg

Ben ali i Tunesien, så mubarak i ægypten

og efter alt at dømme falder gaddafi i libyen

og salih i Yemen snart. noget har ændret

sig. folk synes i højere grad klare over,

at de kan gøre en forskel, og at ikke alt er i

hænderne på konspiratoriske kræfter. I stedet

for at beklage sig over vesten og zionismen,

retter folk deres vrede mod deres egne

regeringers korruption og uduelighed.

dette synes dog ikke helt at være gået op

for de arabiske diktatorer, der stadig forsøger

at binde deres befolkninger konspirationsteorier

på ærmet. I en tale til folket

tordnede den nu tidligere tunesiske præsident

Ben ali mod “hætteklædte bander,

der angriber offentlige institutioner om

natten og endda angriber borgere i deres

hjem”. senere i talen tilføjede han, at der

var tale om en “en lille gruppe af fjendtlige

elementer, der er fornærmet over Tunesiens

succes, og er fyldt med bitterhed

og utilfredshed over den fremgang og ud-

vikling landet har opnået.” lidt over en uge

senere sad Ben ali i et fly på vej mod saudiarabien.

mUBarak Beklagede sIg i sin tale den

25. januar over infiltratorer og ”plots, der

ryster landets fundament og stabilitet”,

mens den altid kreative gaddafi har valgt

at skyde skylden på bl.a. unges brug af hallucinationspiller,

al-Qaidah og amerikas

agenter. Yemens præsident ali abdullah

salih slog på det mere traditionelle og beskyldte

Tel aviv for at orkestrere den storm

af protester, der blæser over den arabiske

verden.

for første gang i rigtig mange år er det

ikke længere muligt at bebrejde europa, Israel

eller Usa for de omvæltninger, der finder

sted i den arabiske region. araberne har

lært at tage sig af deres egne problemer, og

uanset usikkerheden omkring de mellem-

og langsigtede konsekvenser af det arabiske

forår, så er de fleste samfund nok bedre

tjent med at have skillet sig af med deres

korrupte ledere. de fremtidige ledere kan

jo dårligt blive meget værre.

og Hvad med skraldet og de dobbeltparkerede

biler? efter revolutionen i ægypten

er der nu etableret borgergrupper, der rydder

op i gaderne og sætter sedler på dobbeltparkerede

bilen med påskriften ”skam

dig – landet har ændret sig og du er dobbeltparkeret!”

Mads A. Westberg er arabisk studerende ved

Københavns Universitet

Udsyn • 1/2011 31


Lidt om Oscar Troplowitz, en

tysk-jødisk erhvervsmand fra

”Gründer-perioden”, som det

jødiske museum i Rendsborg

sidste sommer hentede frem

fra glemmebogen.

af BIrger kledal

RendsBorg lIgger smUkT ved

ejderen og kielerkanalen, omgivet

af et frodigt grønt landskab, hvoraf

store arealer er udlagt til naturparker.

de fleste danskere der skal sydpå, kører

vist bare forbi ude på motorvejen, eller

de ser ned på byen fra den høje, imponerende

stålkonstruktion fra 1913, der fører

jernbanen i en stor bue rundt om hele

byen, for at komme over kanalen uden at

genere skibstrafikken.

rendsborg har en charmerende, grøn

bymidte med mange velbevarede ældre

huse, og en stor paradeplads, der erindrer

om at byen var en vigtig garnisonsby i den

danske Helstat. der er også en del mindesmærker

om de nationale modsætninger i

denne ”grænseby”.

Jødisk Museum

rendsborg har desuden et meget informativt

og interessant jødisk museum, i

sig selv en omvej værd, ”mérite un dé-

Niveacreme

og Hansaplast

tour” som der står om seværdige steder i

de grønne michelinguider.

museet viser med genstande, billeder,

plancher de nordtyske jødiske menigheders

historie fra 1500-tallet og frem til vor

tid med hovedvægt på slesvig og Holsten.

der er desuden en kunstsamling med værker

af jødiske kunstnere, der i nazi-tiden

blev forfulgt og/eller myrdet, bl.a værker

af max liebermann og felix nussbaum.

kernen i museumskomplekset er den

rendsborgske menighedssynagoge fra

begyndelsen af 1800-tallet. efter krystalnatten

i 1938, blev den tvangssolgt til et

fiskerøgeri og brugt som sådan, og efter

krigen, men så sent som i 1980erne blev

den gennemrestaureret og taget i brug

som museumsbygning fra 1985. museet

erhvervede i 1991 yderligere nogle nabobygninger

der anvendes til ofte meget interessante

særudstillinger. museet er en

del af ”stiftung schleswig Holsteinische

landesmuseen.”

Oscar Troplowitz

I denne sommer 2010 viste museet en erhvervshistorisk

særudstilling om niveacreme

og Hansaplast og meget andet.

en udstilling om oscar Troplowitz (1863-

1918), en ung jødisk mand fra schlesien

der i slutningen af 1800-tallet med raketfart

blev en fremstående og ledende

erhvervsmand i Hamborg. Han viste desuden

et enestående socialt fremsyn og var

en stor kunstmæcen blandt andet over for

Hamburger kunsthalle.

som i de fleste succeshistorier om social

opstigen kom oscar Troplowitz ikke fra

det allerfattigste lag. der var et familienetværk

der kunne udlåne penge til en begavet

ung mand. at være en jødisk dreng

fra schlesien der dengang virkelig var et

udkantsområde, var under alle omstændigheder

et dårligt udgangspunkt for en

karriere i Tyskland eller hvor som helst.

oscar Troplowitz’ far var murermester,

men indtægterne rakte ikke til at unge

32 Udsyn • 1/2011


Udsyn • 1/2011 33


oscar kunne blive student. Han måtte

”nøjes med” med en realeksamen og en

læreplads som apotekerassistent i Breslau.

Han tog senere studentereksamen

og studerede til farmaceut i Breslau og

Heidelberg og fik derefter i 1889 arbejde

hos en onkel i Poznan. Han blev samme år

forlovet med gertrud mankiewicz, onklens

datter.

onkel mankiewicz (og kommende svigerfar)

lånte ham i 1890 penge til at erhverve

et mindre farmaceutisk firma i

altona. det kostede dog 60 000 mark. en

ganske betragtelig sum. en mellemindkomst-funktionær

tjente i 1890 omkring

70 mark om måneden, så onkel mankiewicz

må have haft både penge og tillid

til sin kommende svigersøns evner.

firmaet var startet otte år tidligere af

apoteker Paul Carl Beiersdorf og beskæftigede

elleve mand. firmaet producerede

en række farmaceutiske produkter, først

og fremmest en patenteret plastertype

med et godt salg. alt arbejde blev udført

i hånden.

den unge oscar Troplowitz var moderne,

han tænkte stort, og der var hæsblæsende

fart på fra starten. dele af produktionen

blev straks mekaniseret, og han

erhvervede kort efter købet af altona-firmaet

en grund uden for Hamborg til virksomhedsudvidelse,

men firmaets navn

blev ikke ændret. den dag i dag hedder

nivea-koncernen Beiersdorf.

Troplowitz var en dynamisk sælger. Han

var selv til stede på vigtige lægekonferencer

og lægemiddelmesser. Han var desuden

en uhyre kreativ opfinder såvel som

innovator (egenskaber der sjældent findes

i samme person). Tandpasta på tube var

en af hans mange nyskabelser. I løbet af

ganske få år havde han oprettet produktionsfilialer

i en lang række lande, bl.a.

argentina, australien, danmark, frankrig,

rusland og Usa, og salgskontorer i endnu

flere.

oscar Troplowitz var på en gang både

en meget moderne og en konservativ arbejdsgiver.

moderne, energisk i produktionsforhold

og i salgsarbejdet, gammel-

dags, paternalistisk, socialt ansvarlig i

forholdet til de ansatte. I hans første 25

år som arbejdsgiver blev der kun fyret én

ansat.

Troplowitz indførte firmabetalt middagsmåltid

for alle ansatte, han oprettede

vuggestue (Hamborgs første!), nedsatte

gradvist arbejdstiden fra 6o timer i 1890

til 52 i 1900 og 48 timer i 1912, oprettede

pensionskasse og hjælpekasse, og han

indførte ferie med løn.

fra 1904 til 1910 var Troplowitz et aktivt

og engageret medlem af ”Hamburger Bürgerschaft”;

Hamborgs parlament, hvor

han især interesserede sig for skolevæsenet,

trafikforhold, byens grønne områder

og de sociale forhold for byens ansatte.

Mæcen

som ung ønskede oscar Troplowitz at studere

kunst og kunsthistorie. det blev i stedet

til at den nu velstående fabrikant blev

kunstmæcen. Han donerede en skulptur

(diana med hunde) til opsætning i den

34 Udsyn • 1/2011


nyanlagte Hamburg stadtpark, den stadtpark

han i sit politiske virke havde arbejdet

så stærkt på at få anlagt. Han understøttede

også unge nordtyske kunstnere med

køb af deres kunst og på anden måde.

Til sin nybyggede villa og til landstedet

Westensee købte han moderne europæisk

og tysk kunst. en stor del af denne kunstsamling

på knap 200 værker testamenterede

han til Hamburger kunsthalle. Han

var i øvrigt formentlig den første tysker

der i 1912 erhvervede et billede af Picasso

(absinth-drikkersken, 1902). Billedet blev

fjernet fra museet, da nazisterne kom til

magten, og blev solgt til udlandet. I dag

hænger det på kunstmuseet i Bern.

Jødiske mæcener

der var mange storborgerlige mæcener

i det Wilhelminske Tyskland. det var en

tysk borgerdyd at fremme civilsamfundet

kulturelt og socialt med støtte til videnskab,

museer og sociale institutioner. det

var en form for etisk baseret almenstøtte

helt forskellig fra nutidens markedsorienterede

sponsorering.

I udstillingskataloget funderer museets

leder, Christian Walda, over hvorfor storborgerlige

mæcener af jødisk afstamning

er overrepræsenterede i gruppen af tyske

mæcener i kejsertidens Tyskland.

det borgerlige dannelsesideal, arven

fra goethe, schiller, Humboldt, tilsagde at

den der havde evner og midler også havde

forpligtelser over for almenvellet. Hertil

kom også, at med den voksende tyske

selvbevidsthed kom ønsket om passende

kulturinstitutioner.

I et samfund hvor man endnu ikke kunne

tale om fuld borgerlig lighed, men hvor

der var en stærk assimileringsbevægelse,

var storborgere af jødisk afstamning selvfølgelig

interesserede i at være lige så tysk

dannede som andre – og måske lidt til.

oscar Troplowitz og hans hustru konverterede

i øvrigt til luthersk kristendom i 1910,

men fortsatte med at støtte menigheden

og det jødiske sygehus.

Christian Walda mener at kunne se

endnu en grund til at storborgere af jødisk

oprindelse blev mæcener, nemlig den

jødiske religiøse traditions forpligtelse til

velgørenhed, den såkaldte zedaka. der er

selvfølgelig forskel. zedaka er almen i den

religiøse tradition begrundet pligt til velgørenhed.

Borgerlig filantropi er en individuel

etisk begrundet beslutning.

oscar Troplowitz døde af en hjerneblødning

i 1918 kun 55 år gammel. Hans

hustru døde lige så pludseligt i 1920. de

efterlod ingen direkte arvinger. assimileringen

havde også medført blandingsægteskaber

i Troplowitz-familien, så ledelsen

af nivea-koncernen overgik til familiemedlemmer

af ikke-jødisk oprindelse. alligevel

blev firmaet udsat for nazistiske

angreb og boycot-kampagner efter 1933.

nazisterne huskede ham som jøde. men

efter krigen blev han stort set glemt, indtil

han i 2010 i rendsborg blev hentet frem

af glemmebogen.

Birger Kledal er historiker

Udsyn • 1/2011 35


Turen går til

byernes by

af nIkolIne rose-HenrIksen

Her findes alt hvad hjertet begærer: fra historie

og kultur, til mode, god mad, charme

og hygge. lige meget hvad man er til,

så findes det her i Paris.

det jødiske kvarter, le marais, er beliggende

i det 4. arrondissement. den tætteste

metrostation til den jødiske del er

saint Paul. engang var hele marais området

sump, men i dag er det et af de mest

hippe steder i Paris, hvor alt fra unge forfatter-spirer

til mode-entusiaster flokkes

om de mange små caféer og restauranter.

men selvom kvarteret bliver mere og

mere populært, er det stadig det primære

kvarter hvor de parisiske jøder holder til.

rue des rosiers bliver kaldt for jødernes

hovedgade, og udgør sammen med de tilstødende

gader den jødiske del af det 4.

arrondissement. området bliver også kaldet

pletzl, der betyder ’plads’ på jiddish.

Det jødiske køkken

marais kvarteret byder både på historie,

kultur og god mad. Hvis man er til kebab

og falafel kan l’as du falafel på rue des rosiers

nr. 34 varmt anbefales. de bryster sig

af at have de bedste falafler i hele Paris – og

man fristes til at give dem ret, når man har

smagt deres. de serveres både som takeaway

(cirka €5) og som ’stay-in’, hvor man

kan blive siddende i de tilhørende rum

(cirka €7). det er et kæmpe måltid man får

serveret, og langt fra de små udgaver, man

får de fleste steder i københavn. Her bliver

der både fyldt op med hummus, frisk

rød- og hvidkål, rå løg (hvis det ønskes)

og lækker dressing toppet med en gaffel,

så man ikke skal stå og jonglere med det.

Hvis man, mod al forventning, stadig kan

klemme en dessert ned, ligger der på rue

vieille du Temle nr. 25 en yoghurt isbar, my

Berry. stedet er jødisk-ejet og de serverer

fedtfattig is, juicer og smoothies man selv

kan mixe. derudover kan man også få supper

og sandwiches.

vil man hellere sammensætte sin egen

frokost er der også rig mulighed for det.

der er blandt andet en kosher slagter,

Boucherie norbert, i 7 rue Écouffes, og florence

kahn i rue des Écouffes, der sælger

kosher delikatesser. går man tilbage til

rue des rosiers kan man i nr. 27 købe kosher

brød hos sacha finkelsztajn bageriet.

en restaurant hvor der altid er lang kø er

Chez marianne, rue des Hospitalières stgervais

nr. 2. det er en kosher restaurant

og der er lukket fredag og lørdag. maden

er lækker og stemningen i restauranten er

god. man sidder tæt og der er altid proppet,

men tjenerne har dog stadig tid til at

smile og komme med en joke til stamgæsterne.

I det hele taget er hele marais kvarteret

spækket med restauranter og caféer,

så det er bare med at holde tungen lige i

munden og gå på opdagelse.

Synagoge-sights og Victor Hugo

men le marais er langt mere end lækker

mad. store dele er blevet kaldt bevaringsværdigt

og der er derfor rig mulighed for

at se Paris’ historie hvis man kigger sig

36 Udsyn • 1/2011


omkring på bygningerne. er man ude efter

synagoger, er der i hvert fald to, der er

værd at se. den ene er i rue des Tournelles

og hedder synagogue de la rue des

Tournelles. den blev påbegyndt i 1865

og i 1987 blev den klassificeret som et historisk

monument. den ligger ikke langt

fra Place des vosges, der er et must-see.

Pladsen blev bygget i 1604 af kong Henri

Iv og er omringet af ens huse. der er mange

der mener, at denne plads er en af de

smukkeste i Paris, og den er klart værd at

besøge. I nr. 6 i et af de omkringliggende

huse boede den kendte franske forfatter,

victor Hugo. Hans hus er i dag lavet om

til museum til ære for ham, hvor man har

samlet mange af hans ejendele og noter.

den anden synagoge der er værd at besøge

ligger på rue Pavée nr. 10. den blev opført

i 1913 og er bygget i art nouveau stil.

selvfølgelig er der også jødiske skoler i

marais kvarteret, og på rue des Hospitalières-st.-gervais

nr. 6 er der en jødisk

drengeskole. På væggen er der en plade

til minde om de elever og lærerer der blev

sendt til auschwitz under krigen.

Jødiske museer, butikker og

boghandlere

vil man gerne være kulturel og på et jødisk

museum, er der lidt forskelligt at vælge

imellem, dog skal her nævnes mémorial

du martyr Juif Inconnu, rue geoffroy-l’asnier

nr. 17. det er primært et memorial

for jøder der blev deporteret under 2. verdenskrig,

men er også for de andre franskmænd

der blev deporteret. I 2005 åbnede

memorial de la shoah ved siden af.

musée d’art et d’histoire du Judaïsme, rue

Udsyn • 1/2011 37


du Temple nr. 71, er et museum om jødisk

kunst og historie. På deres hjemmeside

kan der findes mere om deres udstillinger

og om historien bag museet; www.mahj.

org.

Hele det jødiske kvarter er fyldt med

jødiske butikker med alt hvad hjertet begærer.

for eksempel er der Bazar suzanne

i rue ferdinand duval der sælger både

bøger og religiøse ornamenter. er man til

lækkert genbrugstøj er der også masser af

butikker at finde i dette område. vintage

desir på rue des rosiers nr. 32 kan varmt

anbefales. det er sjældent man bevæger

sig ud herfra uden bare en lille ting. Boghandlere

er der også mange af – ikke bare

i le marais, men i hele Paris. librairie du

Progrès i nr. 23 i rue des Écouffes er en jødisk

boghandel der har specialiseret sig i

jødisk litteratur. de har dog ikke kun udelukkende

jødisk litteratur, men også andre

gode klassikere og nyere bøger.

marais kvarteret er et skønt sted, der

ikke på samme måde som mange andre

steder i Paris, er overrendt af turister. selvfølgelig

kommer der flere og flere turister

i takt med, at le marais’ omdømme stiger

og nogle af de dyrere butikker flytter

dertil, men det er stadig muligt at snige

sig ned i en sidegade og forsvinde ind i historien

– eventuelt ved et lille bord på en

fortovscafé; un café crème, s’il vous plait.

38 Udsyn • 1/2011


En by i Rusland

Hvad enTen deT skyldtes skæbnen eller gud, var jeg født på den

forkerte side af den officielle skæringsdato for, hvornår børn kunne

begynde i skolen.

„Tænk dig engang, sytten dage for ung til at komme i skole!“

sagde mor i telefonen. „Jo, søde Pavla …, hun er skolemoden!“

og da min mor vidste bedst, benyttede hun sin ekspertise til

at overmande lovens ubøjelige pjat og fik lirket mig ind på den

jødiske skole midt i skoleåret.

Jeg kom til at sidde ved siden af miranda. fra den første dag

flyttede vi ind i hinanden, og når den ene af os blev sendt uden

for døren, gik den anden med. det var venskab.

I skolegården var der én, der løb efter mig: en sortkrøllet dreng,

der skubbede mig i ryggen eller trak mig i håret, men som bestandigt

vimsede omkring i min nærhed. Hver gang jeg vendte mig

om, så jeg ind i det samme runde drengeansigt, der lyste op i et

drillende grin. miranda kendte ham godt, deres forældre kom til

kaffe hos hinanden, sagde hun.

skolen lå inde på nørrebro. mor kørte med mig derind.

man skulle med sporvognen og stå af ved runddelen.

gå over nørrebrogade og dreje til venstre ad en sidegade.

På hjørnet lå en herreekviperingsforretning, der altid havde

gule skilte på vinduerne. det var vores fars.

På den JødIske skole måtte jeg ikke få leverpostej med i madpakken,

kun æg og tomat, banan og den slags. det gjorde ikke så

meget, når man var udvalgt, som vi lærte i skolen, at det jødiske

folk var.

vores klasselærer var rar og hed Bent. Han gik med kalot og

lærte os bibelhistorie: om adam og eva, de to første voksne i verden,

der havde en hel regnskov at boltre sig i. men de gjorde det

eneste, de ikke måtte: spiste af frugten fra det forbudte træ. som

straf blev de smidt ud af Paradis, som var evigheden, og sendt

ind i tiden. det hed eksil og betød hjemløs. derfor var alle mennesker

hjemløse, sagde Bent. det var netop smerten over dette,

der forbandt menneskeheden i et fællesskab, som alle var med i:

som én stor familie.

Han så smilende ud over klassen, tog en hånd op til kalotten og

flyttede lidt på den. og Bibelen var nøjagtig som familien, fuld af

misundelse, uvenskab og krig; der fandtes nemlig ikke noget på

hele kloden, der ikke allerede stod om i Bibelen. men jøder var lidt

mere hjemløse end alle andre.

og en, to, tre, så kunne jeg både læse og skrive, sagde mor i

telefonen.

en afTen kom jeg galt af sted. Jeg dækkede bord til aftensmaden

og havde også båret to tunge bronzelysestager hen på spisebordet.

gik ud i køkkenet og tog tændstikæsken, der lå ved siden

af gasapparaterne. Helle, der var vores mors højre hånd, var

i gang med at stege lever. mor stod ved siden af og skar agurk i

skiver til agurkesalat.

Udsyn • 1/2011 39


„Hvad skal du med de tændstikker?“ spurgte hun.

„de skal bare ind i stuen,“ sagde jeg, „så de ligger parat.“

„Parat?“ hun hævede stemmen.

„det er fredag aften, og så skal vi da tænde sabbatlys!“

sagde jeg og tilføjede for at sætte lidt trumf på:

„det gør alle de andre hjemløse i skolen jo også!“

„så-så! far trådte ind i køkkenet og undertrykte en latter: „ægget

skal ikke lære hønen!“ Han pegede på tændstikæsken i min

hånd og prøvede at lyde streng:

„den der lægger du lige på plads!“

Julen nærmede sig, og som alle andre forretninger i gaden fik

far røde hjerter, guldglimmer og grangrene i vinduerne.

I skolen hed det Chanukka, og jøder tændte lys i otte dage, fordi

der engang var sket et mirakel, sagde Bent.

da det ringede ud, sagde jeg til miranda, at jeg glædede mig

til juleaften.

Hun gloede på mig og sagde:

„Hvad er du for en jøde!“

Jeg mærkede varmen stige op i kinderne.

Hjemme sagde jeg, at miranda havde sagt, at jøder slet ikke

holdt jul. Jeg var tæt på at græde.

mor tog mig om skuldrene og spurgte:

„Har du ikke altid fået gaver juleaften?“

Jeg nikkede.

„og vil du ikke gerne fortsætte med det?“

Igen nikkede jeg. men som i skolen følte jeg et strejf af skam.

„der kan du se! der er ikke spor at være ked af!“

„Jo, for vi har jo aldrig noget juletræ!“

mor åbnede munden for at sige noget, men så slugte hun det

hele igen. I stedet sagde hun, at jeg skulle holde op med at snakke

om, hvad vi gjorde hjemme hos os, for det hørte ind under privatlivet.

I skolen forTalTe Bent om dengang, gud befriede israelitterne

fra slaveriet hos den onde farao i ægypten.

deraf kom Pesach. og til Pesach skulle man sidde tilbagelænet

og erindre historiens mening. man måtte kun spise usyret mad,

og man skulle huske at åbne døren og vente på profeten elias.

Ingen af mine klassekammerater havde set ham. da jeg sagde,

at Profeten var min fætter, og at det var min morfar, der var elias,

grinede de alle sammen. også Bent. Han grinede endda så meget,

at kalotten røg af.

men mon ikke Han deroppe også havde råd til en smule humor,

trods alt?

Hjemme sagde jeg alt det videre, som Bent lærte os:

man skulle stille en ekstra stol og et glas frem til profeten elias,

hvis han nu kom for at sige, at messias …!

„da ikke hos os!“ mor sukkede og vendte håndfladerne opad.

når jeg fik fri fra skole, gik jeg hen i fars forretning, hvor mor

hjalp til om eftermiddagen. I baglokalet sad farmor og syede. Jeg

fik lov til at hjælpe med at pakke ind, hvis det var sokker eller lommetørklæder

og den slags.

Habitterne tog far sig af. Hver gang der kom kunder ind i butikken,

tog han cigaren ud af munden og lagde den fra sig på kanten

af kasseapparatet. der var en sveden plet dér, hvor den skulle ligge.

Han havde ægte sælgerblod i årerne, sagde alle. når en kunde

købte et sæt tøj, spurgte vores far altid, om det ikke også skulle

være en skjorte? og hvis kunden havde sin kone med, spurgte han

altid hende. så tog kunden foruden skjorten, også slips, sokker,

undertøj og oveni en ulden frakke, der lige var prikken over i’et.

og så lagde far altid et par ekstra underbukser med ind i pakken.

Bagefter så han på mor, smilede op til begge ører og gav hende

hele æren for, at kvinder havde køberblod i årerne. resten af dagen

var han i godt humør og rablede saftige mosaiske historier

af sig.

„shy, di kleine!“ sagde hun, næsten uden at åbne munden, og

tog sig til hovedet.

Birte Kont: En by i Rusland, 253 s.

Gyldendal. 279,- kr.

40 Udsyn • 1/2011


Tilbage til æblerne.

Hudløst ærlig – selv når der lyves.

af TIne BaCH

JanIna kaTz Tager I sin seneste bog

Tilbage til æblerne tilbage til skabelsen,

tilbage til historiens nulpunkt, tilbage

til menneskets oprindelse. Tilbage

til den skræmte mus, til en gud, der lider

af ”posttraumatisk stress”, tilbage til ikkeværen,

til barnets første frugt, tilbage til

jorden for hen imod enden af den lange

digtsuite, der indleder bogen, at deklamere:

”Jeg er kommet tilbage – siger jeg. men

ikke for at blive.”

for Janina katz er en udvandrer, ”en udvandrende

jøde.”, hvor ”Længslen /- en pilgrim,

/ der vandrer / fra øjnene / til hjertet,

/ fra hjertet til kønnet, / fra kønnet til

et digt”, kan læses som menneskets første

fristelse, hvor ’øje, hjerte, køn’ betegner de

tre grundsanser i menneskets møde med

et andet menneske: det visuelle, det emotionelle

og det seksuelle. og nogle gange

kan dette blive til kunst, til digt.

Herefter følger 17 ”UlIge sTYkker”,

hvor Janina katz vender tilbage til mennesker

hun har kendt, til venner og fjender,

levende og døde, unge og gamle, kendte

og ukendte. Til jøder (især de polske), til

bøsser, til bøsser og jøder, til aIds-syge og

sindssyge, til sit gudbarn david, sit første

kys, til barndommens by, til sin mor og far,

til trættende venskaber og fraværende familiemedlemmer,

til kvinder med karakter

og til den pris, jøder har betalt én gang for

meget. og der bliver ikke lagt fingre imellem.

man kan ikke beskylde Janina katz for

hverken behagesyge eller rygklapperi. vi

får det hele serveret råt for usødet, men

med overskuddets tolerance og med den

vanlige katz’ske humor samt en åbenhed

over for en nyfortolkning, når det fx viser

sig, at en gammel afdød og kedelig ’ven’

ved navn kuba pludselig åbenbarer sig i et

helt nyt lys: ”I et polsk eksiltidsskrift, der

blev udgivet i Paris, fandt jeg et langt essay

forfattet af kuba; en erindring fra hans

sidste tid i Polen. smukt skrevet, malerisk,

følsomt og vittigt (…) det, som jøderne

forbinder med paradiset, er meget uklart.

måske findes det slet ikke. men hvis denne

vores usynlige gud findes, hvis paradiset

findes, håber jeg, at kuba har fået en

plads ikke langt fra Ham, dog i passende

afstand.” man skal heller ikke overdrive!

katz er mester i ærlighed. mester i at

sætte ord på det, vi andre tænker, så menneskets

skyggesider bringes frem i lyset

og det groteske derved gøres genkendeligt.

man kan genkende den pinagtige

situation i at stå til en begravelse med

en transistor i hånden, fordi den afdødes

”ækle søster” absolut ville aflevere den

lånte radio tilbage med det samme. man

genkender de løgne, hun må stikke gudbarnet,

der ønsker svar på livet efter døden,

den lurende antisemitisme i den måde

vennen vrider sine hænder på, når han

skal gengive en historie om en jøde, for

ikke at tale om den dominerende mor (!),

der ringer lektorer op for at fortælle dem

at de burde gå på pension og overdrage

stillingen til hendes datter. og den måde

vi tænker om vores venner, når vi ønsker at

være alene fra dem, når de har problemer,

og vi ikke orker at høre om dem. og som

fortælleren lakonisk bemærker om venskaber:

”Personligt kan jeg kun forestille

mig én ting, der er endnu værre: familien.

gudskelov befinder jeg mig i den gunstige

situation, at jeg ingen familie har”. og når

hendes venner derfor prøver at overbevise

hende om, at hun for dem næsten er at

betragte som familie, advarer hun dem:

”’lad være!’ siger jeg til dem. ’lad os bare

være venner! det er slemt nok.’”

Udsyn • 1/2011 41


og så er der de mennesker, der ses

op til. mennesker, der står ved sig selv

på godt og ondt – også når det er dødsens

farligt: musikeren eddie rosner,

der fortsatte med at spille jazzmusik,

efter at han kom i fangenskab under

stalin, og den hollandske forfatterinde

etty Hvilesum, der skridt for skridt

forberedte sig på den skriftlige ordre

om at møde op i kz-lejren. de eneste,

katz ikke kan tolerere, er jøder, der

undsiger deres jødiske identitet, eller

(historier om) jødiske familier, hvor

man bagtaler og bedrager hinanden:

”vi jøder burde vide bedre. Hvorfor?

fordi vi ved bedre.” sådan!

Janina katz har skrevet en lille fin,

men genremæssigt meget sammensat

bog, hvor det overordnende tema

’at vende tilbage’ udtrykkes i både

digt, novelle og essay-lignende tekststykker.

Bogens samlede ærinde eller

udtryk, hvis man vil lede efter sådan

et, er menneskelivets lange bumlevej

og hvordan det end former sig altid

ender med det samme: ”en verden

uden mig? aldeles utænkelig.” den er

tragisk og humoristisk, barsk og overbærende

og hudløst ærlig – selv når

der lyves.

Janina Katz: Tilbage til æblerne, 83 sider,

Vindrose 2010, 199 kr.

Footnotes in Gaza

Tegneserie fra og om Gaza

af anna reBeCCa kledal

vi kender formen fra art spiegelmans

maus, og fra iransk-franske marjane satrapis

Persepolis (anmeldt i Udsyn nr. 1 2011

af nikoline rose-Henriksen), med deres

vilde blandinger af tegneseriefigurer, politik

og krigshistorie, alt sammen indrammet

i den dybt personlige optik.

I den israelske tegnefilm vals med Bashir,

er det hjemvendte soldater fra krigen

i libanon, med posttraumatisk stress-syndrom,

som udgør den røde tråd i fortællingen.

den canadisk-maltesiske journalist

Joe saccos værk footnotes in gaza, der

anmeldes her, fører den stolte tegneserietradition

videre og indfører læseren i gazas

historie fra 1950erne frem til nutiden

i en sammenblanding af palæstinensisk

mentalitetshistorie, introduktion til kritisk

journalistisk og gedigen kildekritik.. vi

følger i forfatterens og tegnerens fodspor

til ramallah, hvor vi er med til udstationerede

vestlige pingers parties, vi er med,

hvor der mingles til journalist-receptioner

i Tel aviv, og vi følger i saccos fodspor til

flygtningelejrene i gaza. vi befinder os i

fortiden, i nærmest mareridtsagtige billeder

fra hukommelsen, og frem til nutiden,

til husnedrivninger i rafah i 2003.

værket er en diger sag, det er tungt,

mærkeligt, grusomt og uforglemmeligt.

Palæstinensiske landsbyers historie sætter

sig fast på nethinden, når footnotes in

gaza trækker os gennem to massakrer på

civilbefolkningen begået i 1956, hvor 500

mennesker menes dræbt.

saccos billeder er minutiøst detaljerede;

nærmest fotografiske i deres stil.

vi ser lejrene i fugleperspektiv og de interviewede

i close-up, mens vi får deres

individuelle fortællinger om historietab,

kamp og træthed.

En fodnote

det var en fodnote i et fn dokument,

der førte virkelighedens sacco på sporet

af hvad der blev opgjort til 275 dræbte i

khan Yunis og 111 i rafah med få dages

mellemrum i året 1956.

500 døde er en fodnote historisk set,

hvis det distanceret og kynisk ses som en

del af den lange mellemøstlige historie,

heraf navnet footnotes in gaza. men ud

fra den lille kommentar vokser den store

historie, og vi hvirvles ind i forfatterens

interviews med lokalbefolkningen for at

finde efterkommere fra myrderierne og

afdække denne ikke belyste begivenhed.

42 Udsyn • 1/2011


Udsyn • 1/2011 43


det er den lange palæstinenske mentalitetshistorie

som her fremstilles i tegneserieform,

og det er en stor bedrift sacco har

begået. vi er i de store fortællinger og de

individuelle fortællinger, om traumer, og

modstandskamp. og på samme tid, mens

man næsten er ved at kvæles i indelukkethed

i lejrene og dagligdagens konstante

politisering, er der samtidig glimt af galgenhumor

og menneskelighed. et muligt

svar på hvorfor footnotes in gaza er uforglemmelig,

er måske, at den giver et så

intenst og hudløst ærligt billede af livet

under besættelsen, og levet liv netop på

trods af besættelsen.

sacco har tidligere udtalt sig om inertien

i konflikten: "Palæstinenserne er meget

trætte af de arabiske regimer. de er

trætte af deres egne regeringer. og jeg

mener det er dét jeg beskriver i afsnittet

om 1956, da den ægyptiske hær ikke del-

tager særlig aktivt og forsvarer dem. det

er også den konklusion den palæstinensiske

fedayeen når: at den ægyptiske hær,

brugte dem i deres eget spil, hvilket sikkert

er korrekt.

og idag hører du mange arabiske regimers

udtalelser til støtte for den palæstinensiske

sag, som må betegnes som varm

luft. samtidig bekræftes dette, når ægypterne

opretholder blokaden ved grænsen

til gaza med hjælp fra Usa. så bevirker

det, i den palæstinensiske optik, at der er

tale om et klart samarbejde. så ja, der er

temaer som gentages, dengang og nu"

I slutningen af footnotes in gaza, inddrages

flere israelske generaler og politikeres

standpunkter - og pak fordommene

væk: sacco er immun overfor propaganda

og enhver form for politisering i sort-hvide

skalaer. det er de menneskelige tragedier

som er sagen her.

den israelske udenrigsminister citeres i

1949 for sin vurdering af de palæstinensiske

flygtninges fremtid: "en del vil omkomme,

men de fleste vil blive til menneskeligt

skrald og sociale udskud. "

- en kynisk betragtning, men se på gaza,

siger sacco. gaza er om noget outcast fra

verden, det er som om det er løsrevet fra

landkortet, afskåret fra alt og alle. Uden

muligheder for at komme ud...

set i lyset af de nuværende begivenheder

i mellemøsten, med oprør i en lang

række lande kan footnotes in gaza siges

at have endnu en relevant betydning som

historisk indsigt og forståelse for handlen

og ageren fra den ‘anden side’.

footnotes in gaza anbefales inderligt.

Joe Sacco: Footnotes in Gaza. A Graphic Novel.

Metropolitan Books. 432 sider. Ca. 200

kr

44 Udsyn • 1/2011


af mereTe næsBYe

CHrIsTensen

Der er en møllegade mange steder

i landet. en ret banal observation,

siden der har været mange møller i danmark.

siger man imidlertid møllegade til

dette blads læsere, så ved mange straks,

at der er tale om møllegade 12 på nørrebro

i københavn, Bet olam, evighedens

(verdens) hus, den gamle jødiske begravelsesplads

fra 1694 med den ældste grav fra

1693.

mange har været på ture her med erik

Henriques Bing (eller måske med undertegnede

eller nogle af de dygtige unge

mennesker fra dansk Jødisk museum,

som nu er ved at overtage omvisningerne

efter os ældre ).

måske kan det undre, at mange, som

ikke læser dette blad eller andre jødisk

orienterede publikationer, også kender

stedet. sidst jeg lærte dette var, da jeg

stående op fra århus til fredericia (dsB

manglede materiel ) faldt i snak med en

jævnaldrende herre, mens vi hang i hver

Møllegade 12

2200 N

sin strop. vi talte om, hvad vi havde set i

weekenden af kulturelle ting, og pludselig

siger han:” ved du, at de nu snart åbner

den gamle jødiske begravelsesplads på

nørrebro for offentligheden?” Ja, sagde

jeg, men jeg har nøglen i forvejen! og så

gik snakken sandelig – lige til fredericia og

vore reserverede pladser.

Hvad er der særligt ved Møllegade?

Hvad er der så specielt ved dette sted? det

er jo ikke Prag, men det er så meget andet.

Ingen, jeg har vist rundt, har sagt: nåhr,

er det ikke større? Tværtimod! alle siger:

Hvor er det faktisk stort, det ventede jeg

ikke.

der er talrige grunde til at besøge stedet.

set fra almenhedens side er det et

stykke smuk danmarkshistorie om respekten

for jødernes ønske om at bevare deres

afdødes jordiske rester. det er en oase

midt i byens stenørken. mange har gerne

villet bygge på den dyrebare grund, men

heldigvis uden at få lov.

Jeg vil ikke her komme ind på aftalerne

med københavn kommune om åbningen

for offentligheden, om tilgængelighed

som rekreativt/ meditativt område eller

det, nogle har kaldt ”Tivolisering” – det er

ikke mit ærinde.

at stedet rummer uendelige muligheder

inden for forskningen i dansk/almen

jødisk historie, religion og kultur er det

vist overflødigt at nævne. den gamle sten

fra 1693 rummer givet det sikreste vidnesbyrd

om en jøde på dansk grund og er sikkert

det ældste monument på nørrebro.

men for udforskningen af dansk jødisk

historie rummer møllegade også et væld

af navne på enkeltpersoner og familier,

som har skabt den dansk-jødiske virkelighed.

de bliver ofte udgangspunktet for

længere artikler og bøger, skildringer af

livet før tiden i danmark, mellemstationer

i provinsen, social opstigning – og det

modsatte. der er isolation, men også høj

grad af interaktion med det omliggende

samfund. Her ligger den kvinde, der var

den sidste, der så H.C. andersen i live. Her

ligger ”Jøden under Træet”, som end ikke

fik en sten.

Udsyn • 1/2011 45


46 Udsyn • 1/2011


Advarsel! Reklame-indslag!

meget af det ovenfor sagte er velkendt

stof, og mit specielle ærinde i dette nummer

af Udsyn er da også af mere speciel

karakter: Jeg vil gøre reklame for møllegade

på en anden måde.

Jødisk genealogisk selskab i danmark

(Jgs).

Jgs er let at finde: ved at google, ved

at slå op på hjemmesiden:www.jgs-danmark.dk,

ved at maile til selskabet, ( som

dog ikke må forveksles med selskabet for

dansk Jødisk Historie )eller, hvis man har

glemt alt det, ved at søge under foreninger

på mosaiske.dk. Intet problem. Jgs er

– som sagt - let at finde.

Hvem er medlemmer?

der er lidt under 100 medlemmer af Jgs,

som blev stiftet i 2004. naturligt nok er

langt de fleste jøder, som har familie enten

blandt de gamle slægter eller benytter

sig af de mange nye muligheder på

internettet for at spore slægtninge fra

østeuropa, rusland etc. I begyndelsen var

omkvædet ofte: nej, der er intet at hente,

de og deres spor er for længst væk etc. deT

har vi for længst modbevist talrige gange.

der er masser at hente! vi har også inddraget

de sefardiske jøder, så kun fantasi

og grænser sætter, ja, grænser!

der er også ivrige forskere, som er indgiftede

i jødiske familier, uden selv at have

jødiske aner – i det mindste indtil de pludselig

selv finder nogle.

vi har selvfølgelig mulighed for at bistå

mange, men det har skabt problemer. skal

vi gøre det gratis for alle? der er personer,

der har fundet ud af – efter indmeldelsen

– at de ikke havde jødiske aner og derfor

ville have pengene igen. der har været

tv-selskaber, der har villet bruge gratis research

fra os, og endelig kommer vi nu til

det egentlige:

mosaiske Begravelser og gravsten indtil

1886 og website http:/ /tom brondsted.

dk/mosaiskebegravelser

dette er den gode nyhed om møllegade

og dens gavn og glæde for besøgende,

som ikke kan være der i virkelighedens

verden: en virtuel vandring på Bet olam

fra grav til grav, fra sten til sten, med opdaterede

farvebilleder fra nutiden ( sommetider

sammenlignet med ældre fotografier/tegninger)

med oplysninger om

familie og oprindelsesland i videst muligt

omfang. og der opdages stadig dag for

dag bogstaveligt talt nye ting!

denne mastodontopgave er løst af Tom

Brøndsted , som har skabt 2d modeller

over kirkegårdene, der plotter gravene ind

efter et farvesystem, og allan falk, der har

linket sin dansk Jødisk genealogisk database

til websitet. denne sidstes optegnelser

stammer fra morfaderen Josef fischers

arbejder, fra Julius margolinskys kartotek

og udgivelsen Jødiske dødsfald i danmark

1693-1976, k. 1978 ( men mange fejl er

fundet og rettet!). endelig har allan selv

foretaget indgående studier.

mange andre har bistået: elsebeth

Paikin, Jørgen Poulsen – ikke mindst gen-

nem sit flittige arkivarbejde – og erik Henriques

Bings arbejder har også været konsulteret.

dansk Jødisk museum er tilknyttet

processen.

Hvem kan gå turen?

man kan nu i princippet hjemme fra sin pc

gå turen fra grav til grav og blive godt oplyst.

kan alle? som ovenfor nævnt er der

folk, som kun vil snuse, og opdager, at det

ikke er deres familie de slipper nok af sig

selv tasterne. men der er også hensynet til

personer, som har mærkelige forestillinger

om emnet. derfor er der ingen personfølsomme

oplysninger efter ca. år 1900.

Basen slutter jo også i 1886, hvor mosaisk

vestre Begravelsesplads blev taget i brug.

kun få er begravet på møllegade og i provinsen

siden da.

alligevel har Jødisk genealogisk selskab

følt, at det var sikrest kun at give adgang

til personer, der er registrerede som medlemmer

af vort lille selskab (100 kr. pr

år/150 for par). Det giver respekt for de

frivilliges arbejde og sikrer, at vi ikke får for

mange med ureelle hensigter til at kigge i

databasen.

selvfølgelig kan passwords videregives,

men i det store og hele vil seriøse personer

nok indse nødvendigheden af disse

forholdsregler. vi håber at mange vil benytte

sig heraf.

som medlem af bestyrelsen for Jgsdk,

redigerer jeg sammen med elsebeth

Paikin nyhedsbrevet Jgs-nyt, som også

kan læses på nettet af medlemmer.

Udsyn • 1/2011 47


Artiklens forfatter har taget initiativet

til dannelsen af en komité,

”Peres’ Fredscenters Danske Venner”.

Han fortæller her om baggrunden

for og målsætningen med centrets

virke og om intentionerne bag dannelsen

af den danske støttekomité.

af BenT korzen

Peres’ fredsCenTer er en af de mere end

100 organisationer, der arbejder for fred

mellem palæstinenserne og israelerne.

Peres’ fredscenter er en non-profit ngo

grundlagt i 1996 af shimon Peres med den

vision at fremme freden gennem samspil

med arabiske partnere. Centrets daglige

leder har gennem alle årene været ron

Pundak (søn af Herbert Pundik), der var en

af hovedarkitekterne bag oslo-aftalen og

er en af medunderskriverne på genèveplanen.

ron Pundak siger om centrets arbejde:

”vores opgave er at bevare og udvide kredsen

af israelere og palæstinensere, der

tror på, at der kan opnås fred, at opbygge

Fred

er meget mere

end en aftale

på et stykke

papir.

større tillid mellem parterne, at forberede

fremtiden, og at vise at der på begge sider

er mange mennesker herunder unge mennesker,

der er interesseret i samarbejde og

i at nå frem til en fredsaftale, og at vi sammen

kan gøre en forskel.

fordi regeringer ændres men folket består.”

Peres’ fredscenter har til huse i Jaffa

midt i et arabisk kvarter. Her er 43 personer,

jøder såvel som arabere, fastansat.

de fleste arbejder hovedsageligt med 7

hovedprojekter, som vil blive beskrevet

senere.

48 Udsyn • 1/2011


Hvordan ser freden ud iflg. Peres’

fredscenter? Ifølge en af centrets jødiskisraelske

medarbejdere, Yarden leal, indebærer

en fredsaftale et Palæstina side om

side med Israel inden for fastlagte grænser

og detaljerede aftaler om sikkerhed m.m.

som f.eks. beskrevet i genéve-aftalen fra

2003. og går det, som Centret håber, får

man ikke blot en politisk aftale, men en

fred med handels-, turist- og kultursamarbejde

mellem de to stater samt samarbejde

på mange andre felter. det er det,

Centrets nuværende og snart 15 års daglige

arbejde søger at skabe et grundlag for.

et arbejde for dialog og aktivt samarbejde.

det sker gennem programmer i en række

projekter, der hen ad vejen er blevet udviklet

og udvidet, og flere og flere er blevet

involveret i dette arbejde på begge sider

af ”grænsen”. dette håber man, vil være

med til at skabe fundamentet for den nye

palæstinensiske stat. ledelsesuddannelse

hører til instrumenterne. satsning på unge

via uddannelse og IT er et andet.

samarBeJde Inden for sport, kultur og

Handel, landbrug og medicin tilstræber,

at de to folk vil få udbytte af et godt naboskab.

Centret hjælper f.eks. med markedsføring

af oliven, olivenolie og jordbær til

eksport for palæstinenserne samt til ud-

dannelse af palæstinensiske iværksættere.

fred er så meget mere end en aftale

på et stykke papir. men hvordan går det

så med disse programmer? der er succes

på alle områder bortset fra et mislykket

turistsamarbejde. succesen afhænger af

størrelsen af de donationer, Centret lever

af. en stor del af disse går til behandling

af syge palæstinensiske børn, som Centret

får transporteret i ambulancer til israelske

hospitaler, det vellykkede ”saving

Children Project”.

over 1500 henvisninger modtages årligt

fra palæstinensiske læger til Peres

fredscenter, og det drejer sig ofte om store

operationer som hjertekirurgi, knoglemarvstransplantationer,øresneglsimplantationer,

hjerne-og neurokirurgi,

kræftbehandling og meget mere.

soHa aTrasH, en muslimsk-arabisk israelsk

kvinde, der er projektleder i afdelingen

for sundhed og medicin indenfor Peres›

fredscenter siger:

”Bidraget til oprettelse af pædiatriske

afdelinger på palæstinensiske hospitaler

og uddannelse af palæstinensiske læger

på ledende israelske hospitaler er en del af

det arbejde, som Peres Center har taget på

sig i samarbejde med israelske medicinske

en måde hvorpå alle, der føler trang

til det, kan hjælpe Peres’ fredscenter

kan f.eks. være at donere et beløb til

deres arbejde (man kan se hvordan

på deres hjemmeside: http://www.

peres-center.org/).

Hvis man har lyst til at støtte Peres’

fredscenters danske projekt kan

man gå ind på facebook siden, Peres’

fredscenters danske venner,

trykke på ”synes om”. man kan også

hjælpe vores arbejde med et mindre

eller større beløb: komitéens kontonummer

er reg.nr. 0047 konto nr.

0723 277 019

Hvis du har lyst til at være med

i dette arbejde eller blot sende en

kommentar til ovenstående, er du

meget velkommen til at sende en

mail til bentk@os.dk .

Udsyn • 1/2011 49


kredse. sådanne projekter yder et væsentligt

bidrag til udviklingen af medicinsk

infrastruktur, som er grundlæggende for

oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk

medicinsk behandling, som vil være i

stand til at opfylde behovene hos den palæstinensiske

stat i sin vorden”.

den danske regering har været med til

at støtte denne afdeling for sundhed og

medicin indenfor Peres’ fredscenter.

det fredsarbejde, der her laves, giver

anledning til et håb som er en væsentlig

kontrast til den pessimisme, som man let

kan føle oven på de strandede fredsforhandlinger.

Herhjemme har vi fået oprettet en komité,

”Peres’ fredscenters danske venner”

vi ønsker at arbejde med at udbygge

kendskabet til det store arbejde, Peres›

fredscentet gør. vi ønsker, at medierne

skal fortælle om det og dermed supplere

de ofte negative historier fra mellemøsten

med de gode nyheder som et fredsarbejde

som dette. og vi ønsker også at samarbej-

de med danske politikere, for hvem fred i

området har høj prioritet.

når man ser to mennesker, som tidligere

har bekriget hinanden, nu give hinanden

håndslag på at samarbejde og holde

fred, kan man så andet end føle glæde og

begejstring og lade dette samarbejde være

til stor inspiration?

50 Udsyn • 1/2011


kUlTUrglImT af eva leHrer

Ungarsk mosaik

Schiff i stormvejr i det

ungarske hav

musikere er generelt ikke

kendte for at blande sig for

meget i politik. Især ikke den

ungarsk-fødte pianist, andrás

schiff, en af verdens ypperste

fortolkere af Beethoven, Bach

og schumann, som for to år siden

afbrød koncerten i Tivolis

koncertsal, fordi den konstante

hosten i salen forstyrrede

ham – men som under samtalen

efter koncerten undskyldte

sig over for publikum og forklarede,

at hans fordybelse i

musikkens verden tager skade

af forstyrrende lyde…

men på nytårsdag i år trådte

han i karakter i et læserbrev i

Washington Post, hvor han

først takkede avisen for en

leder, der fordømte ”Ungarns

Putinisering”, den planlagte

aggressive medialov og andre

tyranniske forholdsregler i det

land, som lige har overtaget

eU’s formandskab.

Brevet gjorde opmærksom

på den faretruende situation

i Ungarn: racisme, diskrimination

af romaer, antisemitisme

og en reaktionær nationalisme

præger landet. Han siger

videre: ”disse fremkalder erin-

dringerne om en tid som folk

helst vil glemme. mange mennesker

er bange".

schiff gik videre; han satte

et åbent brev på sin ven og

kollega, Ádám fischers hjemmeside,

som forleden trak sig

tilbage fra sin post som den

Ungarske statsoperas musikdirektør,

i protest mod den

planlagte medialov. (fischer er

også velkendt for dansk publikum

som dr-Underholdningsorkestrets

mangeårige dirigent).

det åbne brev var også

underskrevet af flere kendte

kulturpersonligheder som filosoffen

Ágnes Heller (sonningpris-modtager)

og historikeren

géza komoróczy .

læserbrevene udløste en

aggressiv og hadefyldt debat

i Ungarn. debattens gang blev

næsten kun refereret i tysksprogede

medier. fischer gav

et interview i die Welt i januar,

hvor han beskriver den

antisemitiske graffitti, han har

set i Budapest, og kommenterer,

at det er symptomatisk,

at det ungarske samfund og

regeringen tolererer, hvis ikke

tilskynder det – og fordi kun få

turister forstår ungarsk, truer

denne type graffitti ikke turismen

i byen.

schiff giver ellers kun sjældent

interviews til musikjournalister,

men siden sit læserbrev

har han givet et interview

til frankfurter allgemeine og

til forward og kom med fortsatte

eksempler på den uheldige

udvikling.

siden er nogle ungarske

medier gået mere personligt

til angreb på musikeren. zsolt

Bayer, journalist og ministerpræsident

orbáns personlige

ven, kaldte schiff en forræder

og fordømte ham i beskidte

vendinger, sammen med den

britisk journalist nick Cohen

Udsyn • 1/2011 51


kUlTUrglImT af eva leHrer

og daniel Cohn-Bendit (som

kritiserede den ungarske eUformand

i det europæiske Parlament.

Bayer omtalte Cohen,

som ”stinkende l..t” og beklagede,

at de ikke var massakreret

i orgovány-skoven, hvor

ungarsk højremilitia begik

massedrab i 1919.

schiff kommenterede i

frankfurter allgemeine, at hvis

denne ”vilde fascist” Bayers artikler

ikke var på ungarsk, ville

den hele verden være oprørt.

sprogets utilgængelighed er

pøbelens held og han tager

truslerne mod sin egen person

alvorligt. Han har ikke planer

om at optræde i sit hjemland

igen, men han er bange for sine

venners og jødernes skæbne

i den nuværende situation.

Krydderier og sjæl

Hverdag i hast – lørdag kosher!

en af mest populære blogs i dag i Ungarn

er til gengæld skrevet af den jødiske kogekone,

eszter Bodrogi, med titlen krydderier

og sjæl. Hun er kendt under navnet

füszeres eszter (krydderesther) og det er

også under dette navn hun præsenterer

sig, da vi mødes på Café nelson i det jødiske

kvarter. Hendes blog bliver læst af

både jøder og ikke-jøder, fordi hendes veloplagte

causeren om mad, jødiske madvaner,

helligdage, opskrifter og appetitvækkende

billeder, salg af hendes jødiske

kogebog ogt andre køkkenredskaber

har gjort hende til en celebrity, eller celeb,

som det nu hedder på ungarsk. Hun

stammer fra en landsby i den nordøstlige

Ungarn i Tokaj-egnen med den verdensberømte

Tokajer-vin, som havde mange

små hasidiske centre og tzaddikim før

krigen. I dag er området igen opdaget af

jødiske pilgrimme, der besøger tzaddikernes

grav og de mange historiske synagoger

– og smager på Tokajer-vin i de

mange vinkældre. eszter selv har planer

om at forlade Budapest, forklarer hun,

mens hun jagter sin lille søn blandt caféens

små borde. Hun planlægger at købe

en nedlagt gård, indrette en jødisk kogeskole

og være med til at genoplive områdets

jødiske traditioner – når hun engang

har penge nok. Hun beskæftiger sig ikke

med storpolitik, siger hun.

http://www.fuszereslelek.hu/

52 Udsyn • 1/2011


Jewish Book Week i

London

efterhånden er jeg helt addicted

til den jødiske bogmesse

i london. Jeg kan slet ikke

undvære den, selv om bøger

om/med jøder med fordel kan

købes på nettet. det så man

også tydeligt, da vi ankom

til royal national hotellet i

Bloomsbury, tæt ved British

museum: der var meget færre

bøger, end der plejer; hovedsageligt

kun foredragsholdernes

bøger og da vi først ankom til

de sidste fire dage, og derfor

ikke nåede at opleve nicole

krauss, var mange bøger allerede

udsolgt.

Bogmessen satser derimod

på den live oplevelse, dvs. møde

med forfattere og debattører.

der var flere sale, hvor

der var forskellige foredrag på

samme tid, oven i købet har

man også lejet sig ind i UCls

bygning på den anden side af

gaden.

Ugens ene højdepunkt var

forfatteren gary shteyngart

i samtale med den jødiske

stand-up komiker david

schneider.

Hans to første romaner ”The

russian debutante’s Handbook”

og den absurde ”absurdistan”

er fulde af mørk humor,

alternative universer som

ligner vores eget. Hans nye

bog, super sad True love story

ser ind i fremtiden med en vision

om en teknologisk forhippet,

oversexet og fordummet

verden. Bogens univers som en

satire over vores liv bestemte

samtalens gang.

samtidigt holdt shteyngart

og schneider publikum godt

underholdt, enten grinte vi

højlydt eller nikkede genkendende

til deres morsomme

replikker. der er noget meget

jødisk i den russisk-fødte forfattersvemodige-distancerende

humor, når han fortæller,

at efter ankomsten i Usa

ville hans far give ham den

jødiske uddannelse som han

ikke kunne få i sovjetunionen,

og sendte ham til en jeshiva i

Queens. ”Yes, dystopia is my

middle name,” bemærker han.

I forbindelse med den nye

roman talte de om den yngre

generations kulturvaner,

og shteyngart fortalte, at da

bogens amerikanske forside

afbillede forskellige knapper,

ville unge trykke på dem.

”da de så ikke virkede, så var

ungdommen ikke mere interesseret”

sagde forfatteren

til publikums store moro. om

bogens fremtidsvision sagde

shteyngart, at der ikke findes

mere nutid, kun fremtid, de

unges opmærksomhed er meget

kortvarig, inden den bliver

fanget af noget nyt.

de fortsatte samtalen om

bøgernes fremtid og når komikeren

forsigtigt nævnte kindle

og undskyldte sig med, at han

har dårlig ryg, afslørede shteyngart,

at selv om han helt

klart går ind for bogen som

kunstværk, har 1/3 af hans bøger

været solgt elektronisk, og

han regner med, at tendensen

fortsætter.

når han blev spurgt om hans

næste roman, bedyrede han,

at han vil komme af med sin

russisk-amerikanske ”shteyngartness”

og se hvor det fører

ham hen.

forhåbentligt beholder han

sin absurde humor!

Under bogsigneringen efter

foredraget fortalte han mig,

at han kommer til louisianas

litteraturfestival fra 1-4. september.

Han har desværre ikke

tid til at møde sine jødiske

fans, men han er en oplevelse

både at læse og at høre. Don’t

miss it!

Til afslutning blev annonceret,

at den næste jødiske bogmesse

vil finde sted i kulturcentret

king’s Place ved kings

Cross, 18-26 februar 2012.

http://www.jewishbookweek.

com/

Udsyn • 1/2011 53


nYT fra neW oUTlook af JoHn saIeTz

New Outlook er en dansk-jødisk fredsgruppe, der går ind for en uafhængig

jødisk stat og en uafhængig palæstinensisk stat side om side

i fredelig sameksistens.

New Outlooks

værdigrundlag

I februar måned holdt vi et medlemsmøde,

hvor vi bl.a. drøftede

et forslag til opdatering af foreningens

værdigrundlag. Udfra

diskussionen her er bestyrelsen

nu nået frem til flg. formulering,

som vil blive drøftet

påny ved den kommende generalforsamling:

new outlook er en humanistisk

og anti-racistisk dansk-jødisk

fredsorganisation, der går

ind for Israels ret til at eksistere

i fred og sikkerhed.

Til fremme heraf går vi ind for

følgende:

• national selvbestemmelse

til jøder og palæstinensere

• en uafhængig stat for jøderne

og en uafhængig stat for palæstinenserne

side om side i

fredelig sameksistens

• at Israel lever op til principperne

i landets uafhængighedserklæring

om fulde og

lige demokratiske rettigheder

for alle landets indbyggere

uanset religion og etnisk

tilhørsforhold.

• at alle lande både i mellem-

østen og i resten af verden

overholder såvel de internationalemenneskerettighedskonventioner

som den humanitære

folkeret.

• at konflikten i mellemøsten

løses gennem dialog, forhandling

og ikke-voldelige metoder.

som en løsning på den nuværende

konflikt mellem Israel og

palæstinenserne støtter vi bl.a.

den internationalt vedtagne ”køreplan

for fred”, som bl.a. kræver

stop for yderligere udvidelser

af israelske bosættelser på

palæstinensisk område, og den

af fredsvenlige israelere og palæstinensere

vedtagne genève-plan,

hvis hovedpunkter er:

• etablering af en uafhængig,

suveræn og levedygtig Palæstinensisk

stat ved siden af Israel,

med fuld gensidig anerkendelse

mellem de to stater.

• grænsedragningen mellem

de to stater trækkes hovedsagelig

langs grænserne før

krigen i 1967 med relativt lille

udveksling af land på ligelig

basis (genève-aftalen foreslår

at 2,5% af det palæstinensiske

område byttes med et tilsvarende

område i Israel).

• Jerusalem deles administrativt

men ikke fysisk mellem

staterne og en international

styrke sikrer alles adgang til

de hellige steder i byen.

• en løsning af det palæstinensiske

flygtningespørgsmål er

formuleret på basis af en pakke,

der rummer tilbagevenden

til Israel for et begrænset

antal flygtninge, repatriering

til den palæstinensiske stat,

genbosættelse i tredjelande

og økonomisk kompensation.

new outlook beskæftiger sig

med:

• Israel-Palæstina problematikken

• den aktuelle israelske samfundsdebat

• dansk-jødiske forhold

• racisme og menneskerettigheder

• Jødisk historie og kultur

new outlook støtter og samarbejder

bl.a. med:

• den israelske fredsbevægelse

og venstrefløj

• den israelske menneskerettighedsorganisation

B’Tselem

og alle andre, der arbejder for,

at de internationale menneskerettighedskonventioner

og den humanitære folkeret

overholdes .

• alle relevante bestræbelser

på at fremme dialog og samarbejde

mellem jøder og pa-

læstinensere både i danmark

og i mellemøsten

• de anti-racistiske og frisindede

kræfter i danmark, der bl.

a. arbejder for en human og

retfærdig udlændingepolitik

• de danske jøder, der arbejder

for at gøre det dansk-jødiske

samfund mere åbent, fordomsfrit

og pluralistisk

• som medlemmer af new outlook

optages alle – jøder såvel

som ikke-jøder – som sympatiserer

med dette værdigrundlag.

Hvis du ønsker yderligere oplysninger

om new outlook så tilmeld

dig til vores mailing-liste

ved at sende en mail til: lyngbakkesaietz@mail.dk

eller gå

ind på vores hjemmeside: www.

newoutlook.dk.

oplysninger om vores aktiviteter

kan også findes hver måned

under ”foreningsnyt” i Jødisk

orientering.

medlemsskab af new outlook

koster 300 kr. pr. år og indbefatter

abonnement på UdsYn. abonnement

på UdsYn alene koster

200 kr. pr. år. medlemsskab eller

abonnement kan tegnes hos

anatolio kronik, tlf. 4586 4448,

mailadr.: kronik@post4.tele.dk

54 Udsyn • 1/2011


korT og godT af JoHn saIeTz

Tysklands største

synagoge genåbnet

I forbindelse med åbningen af en

jødisk kulturfestival i Berlin for

nylig genåbnede man Tysklands

største synagoge i rykestrasse,

der har plads til 1200 besøgende

og er blevet beskrevet som

en af det tysk-jødiske samfunds

smukkeste juveler. den har været

lukket, siden den blev raseret

under krystalnatten i 1938, og

er nu blevet smukt restaureret.

Politiske ledere og Holocaustoverlevende

fra hele verden deltog

i åbningsceremonien. rabbiner

Chaim roswaski, der ledede

åbningsceremonien beskrev

genopbygningen af synagogen

som ”et mirakel”.

Var Goldstone-rapporten

uretfærdig overfor Israel?

var den omstridte goldstonerapport

uretfærdig overfor Israel,

og var den for imødekommende

overfor Hamas? dette

spørgsmål er nu sat på dagsordnen,

efter at richard goldstone

nu har overrasket hele verden

ved at skrive en artikel i Washington

Post, hvor han revurderer

den rapport, som bærer

hans navn. Han skriver her, at

hvis han i sin tid havde vidst,

hvad han ved i dag, havde rap-

porten fået et andet indhold og

have været mindre kritisk overfor

Israel. Hovedårsagen til, at

rapporten blev så uretfærdig

overfor Israel var, at Israel afviste

at samarbejde med ham, og

at han derfor alene måtte basere

sig på de beskyldninger, Hamas

fremsatte mod Israel, uden

at han var i besiddelse af de israelske

synspunkter og modargumenter.

Han anerkender nu, at de israelske

myndigheder i betydeligt

omfang har undersøgt de

brud på den humanitære folkeret,

den israelske hær er blevet

anklaget for, og truffet væsentlige

forholdsregler, for at

forhindre, at noget lignende vil

kunne ske i fremtiden. Til gengæld

konstaterer han med beklagelse,

at Hamas absolut intet

har gjort i denne henseende.

Han mener, at det er en vigtig

konklusion af hele sagen, at

den humanitære folkeret ikke

kun bør gælde for stater som Israel,

men også for grupper som

Hamas og ligesindede.

fra israelsk side er den opsigtsvækkende

artikel blevet

modtaget med stor tilfredshed,

og man vil nu forsøge – om muligt

med goldstones hjælp – at

få fn til at erklære hele rapporten

for ugyldig. man forventer,

at goldstone i nær fremtid vil

besøge Israel med henblik på

at drøfte dette. Til gengæld har

Hamas taget skarpt afstand fra

artiklen, og der er fra den side

blevet fremsat teorier om, at

goldstone er blevet udsat for

mordtrusler fra en jødisk lobby

for at få ham til at ændre sin

tidligere holdning.

Stadig flere lande

anerkender den

palæstinensiske stat.

Uruguay har nu som den 10.

sydamerikanske stat anerkendt

den palæstinensiske stat. Hermed

har alle lande i sydamerika

med undtagelse af Colombia

anerkendt den palæstinensiske

stat, og dette gælder nu mere

end 100 lande verden over. Hvis

den israelske regering ikke inden

fn’s generalforsamling til

september er kommet med et

fredsudspil, der kan bringe de

strandede fredsforhandlinger

tilbage på sporet, tyder alt på,

at generalforsamlingen med

stort flertal vil vedtage anerkendelsen

af Palæstina.

Israelsk jordskælvshjælp til

Japan.

Israel sendte i første omgang to

læger og en officer til at hjælpe

under jordskælvet i Japan, og

flere forventedes at følge efter.

man afsendte også 100 geigertællere

til at hjælpe omkring det

beskadigede atomkraftværk.

Visdomsord:

Øje for øje og

verden bliver

blind.

Mahatma Ghandi

Udsyn • 1/2011 55


Afsender:

Foreningen New Outlook

Pile Allé 27, 2000 F.

B

kommenTar af Özlem sara CekIC

Tyrkiet og EU

Tyrkiet er i rivende udvikling. landet oplever stor økonomisk

vækst og har med sin sikre håndtering af den finansielle krise høstet

ros i eU. en økonomisk situation, som har givet tyrkerne et

boost af selvtillid og optimisme. der er derudover iværksat en

række reformer, og til trods for alvorlige mangler er Tyrkiet modsat

landene i mellemøsten et forholdsvis stabilt demokrati, der

længe har orienteret sig mod vesten. alt i alt forhold, der taler

for et eU-medlemskab.

men vi skal huske på, at Tyrkiet også har store problemer. Partier

bliver lukket. Parlamentsmedlemmer får ikke lov at stille op til

valg. studerende fængsles. og listen forsætter. Tyrkiet har ifølge

osCe overhalet både Iran og kina og indtager nu førstepladsen

som det land i verden, hvor flest journalister er fængslet for deres

arbejde. en udvikling på menneskerettighedsområdet, som i den

grad er bekymrende, og som er med til at skabe afstand til eU. og

dertil skal så lægges landets håndtering af mindretalsspørgsmål,

herunder det kurdiske spørgsmål.

det er netop forholdet til mindretal og menneskerettigheder,

der har udgjort Tyrkiets akilleshæl i bestræbelserne på at opnå

eU-medlemskab. der har selvfølgelig også - især blandt højrefløjspartierne

i eU - været en udbredt skepsis, der bunder i, at

flertallet af landets befolkning er muslimer.

Jeg synes, at det at Tyrkiet er et overvejende muslimsk land på

ingen måde bør være en forhindring for optagelse i eU. Tværtimod

bør eU sende omverdenen et stærkt signal om, at unionen

også kan rumme et muslimsk medlemsland så længe det er demokratisk.

Tyrkiet skal ikke diskvalificeres fra medlemskab, fordi

det er muslimsk men hvis de ikke lever op til de demokratiske

kriterier.

Til gengæld kan Tyrkiet risikere at diskvalificere sig selv fra

medlemskab, hvis ikke det opper sig på menneskeretsområdet.

vi bør stille et ufravigeligt krav til Tyrkiet om, at hvis landet skal

gøre sig forhåbninger om medlemskab, skal overholdelsen af

menneskerettigheder og en løsning på den dårlige behandling af

mindretallene have højeste prioritet.

men der er grund til (forsigtig) optimisme. for der er bevægelse

i Tyrkiets holdninger - også på kurderspørgsmålet. det er ikke

mange år siden, kurdisk sprog og identitet blev lodret fornægtet;

der fandtes ikke et kurdisk sprog eller en kurdisk identitet. ethvert

krav om anerkendelse af kurdisk sprog og identitet blev per

definition betragtet som “terrorisme” og brutalt afstraffet med

hårde fængselsstraffe. nogle gange med døden til følge. I dag eksisterer

der faktisk en statssanktioneret kurdisk tv-kanal på det

statsejede TrT. en kanal, premiereminister erdogan indviede med

de kurdiske ord “kanal ses piroz be” (“tillykke med kanal 6”). så

på det rent sproglige plan har vi en situation i dag, hvor man kan

sige “kurder”, “kurdisk” og snakke om det “kurdiske problem” og

omtale gruppen som sprogligt og etnisk andet end tyrkisk. det er

store fremskridt, som har fundet sted inden for relativt kort tid,

og som skaber grobund for optimisme.

Jeg synes helt bestemt, at Tyrkiet skal med i eU. og det skal ske,

når landet har opfyldt københavnerkriterierne for medlemskab.

Hverken mere eller mindre. og her er kravet om overholdelse af

menneskerettigheder og mindretalsbeskyttelse det allervigtigste.

der er ingen tvivl om, at Tyrkiet er klar over, at det skal oppe

sig på menneskeretsfronten, hvis forhåbningerne om eU-medlemskab

skal holdes i live. for Tyrkiet vil gerne eU - selvom om

der - ligesom i resten af eU - også i Tyrkiet er nationalkonservative

strømninger, der står i vejen. strømninger, der gensidigt nærer

hinanden.

derfor er det også så utrolig vigtigt, at vi benytter denne åbning

til at presse Tyrkiet i demokratisk, menneskeretsligt orienteret

retning, og at vi rækker ud til de mange, gode demokratiske

kræfter i landet, som vi deler visionen om et demokratisk Tyrkiet

med. og realisering af denne vision går gennem løsningen af det

kurdiske problem. Tyrkiet har erkendt, at det har et “kurdisk problem”.

nu skal det vise sig i stand til også at løse det.

Özlem Sara Cekic er medlem af Folketinget for SF.

More magazines by this user
Similar magazines