ordet17

ordet.net

ordet17

ORDET

vinter 2007 Tidsskrift for film og medier

17

TEMA

MAGT

K a n f i l m a n m e l d e r e p å v i r k e p u b l i k u m s v a l g ?

K u l t u r j o u r n a l i s t e n s m a g t o v e r k u l t u r b e g r e b

V å b e n p å f i l m


Z FOR ZORGLUB

09

12

18

05

06

09

12

14

16

18

20

22

24

26

0

1

1

ORDET17

Indhold

leder

Danmarks sande leder

Valgkampen 2007

TeMA

Anmelderens Magt

- eller fraværet af det samme?

‘Powerperker’ antologi

Hvem tager ordet?

Warcraft for dummies

WoW - det digitale alternativ til fodboldklubben

Mag(t)num 44

Våben på film

Politiske diskurser i mediebilledet

Dagsordenen påvirkes og sættes

Den moderne gangsterfilm

Tre værker analyseres

M for...manipulation?

Støtteordninger, ideologi og politik

Welles’ problembørn

- problembarnet Welles

AlTId

Ud at se med ph.d.

Nye medier i et gammelt samfund

Forskerinterview: Stig Hjarvard

Mellem mennesker og medier

No Futurism

Tegneserie af Mads Mikkelsen

Filmquiz

Filmlektor Peter Schepelern udfordrer

AFM: Fagrådsspalten

Studenterpolitik

ORDET17 vinter 2007


D. 24 oktober 2007 udskrev statsministeren

valg til det danske Folketing, og som en

forstyrret myretue begyndte politikere,

journalister, spindoktorer, rådgivere og

redaktører at fare forvirret rundt mellem

hinanden for at dække alle leder og kanter

af valgkampen til den nyhedshungrende

danske befolkning. Gamle symboler som

valgplakater og røde roser blev blandet

med nye opfindelser som iscenesatte

børnehavebesøg og valgdebatter med

hujende og buhende tilhørere. Ja selv pro-

duct placement blev introduceret for den

danske befolkning, da Margrethe Vestager

foran de snurrende kameraer stolt pro-

klamerede, at hun kørte i en klimabevidst

hybrid Toyota i stedet for de normale

valgbusser. Med dansen om Ny Alliance som

S og R’s helt klare omdrejningspunkt blev

der lokket med det meste fra kovendinger

til ministerbiler, alt imens vores egen stats-

minister som en anden Osama bin Laden

krøb i flyverskjul overfor den direkte kon-

frontationen med oppositionen og i stedet

sendte Al-Qaedakrigere som Lars Løkke Ras-

mussen og Thor Pedersen lige lukt i armene

på den krigeriske venstrefløj.

Danskerne fik således muligheden for

endnu engang at fordele landets politiske

indflydelse. Statsministeren var via sine

beføjelser herre over tidspunktet og kunne

strategisk beslutte øjeblikket for, hvornår

Danmark skulle blive sat på den anden ende

i slogans, løftebrud og mudderkastning.

Men selv vort lands største politiske auto-

ritet må bøje sig for større og mere magt-

fulde elementer. Jeg taler selvfølgelig om

højtidernes absolutte flagskib julen. Selv

ikke den militante og stålsatte Anders Fogh

havde modet til at lægge en valgkamp i

december måned. Presset af kravlenisser,

ulandskalendre, julesamler og snaps med

spidskommen måtte han duknakket lægge

valgkampen på behørig afstand til dansker-

nes forbrugsfest nummer et. For hvem har

tid til at lytte til politiske budskaber på TV

med munden fuld af sylte og en sendeflade

præget af børnereklamer og voksenjuleka-

ORDET17 vinter 2007

ORDET17 vinter 2007 4 5

Redaktion

Adam Voigt | adam@ordet.net

Henrik Østergaard | henrik@ordet.net

Jacob Ludvigsen | jacob@ordet.net

Jeppe Henckel | jeppe@ordet.net

Julie Hornbek Toft | julie@ordet.net

Kasper Løvborg | kasper@ordet.net

Kenneth McNeil | kenneth@ordet.net

Mette Lethin Axél | mette@ordet.net

Mikael Svendsen | mikael@ordet.net

Rasmus Krogh | rasmus@ordet.net

Skribenter

Anders Jepsen

Jakob Nielsen

Sofie Dalsgård

Henrik Østergaard

Kenneth Abildgaard

Mads Mikkelsen

Peter Schepelern

Torben Andersen

Rasmus Helles

Ida Brixtofte Nielsen

Iben Engelhart Andersen

Uffe Paulsen

Layout

Mikael Svendsen

Fotograf

Uffe Paulsen

Forside

Tryk

Frederiksberg Bogtrykkeri

ISSN

1602-5334

Oplag

750 stk.

Annoncer

annonce@ordet.net

Input

Brug ORDET! Indlæg, artikler og idéer

modtages med glæde. Send en mail til

redaktionen@ordet.net eller kontakt

redaktionen.

Ordet udgives med støtte af

Nordisk Film Fond

&

FILM KOPI

LEDER

danmarks sande leder

lendre.

Dette nummer af Ordet handler forsvin-

dende lidt om Julen (selv ikke dette ellers

så bramfrie blad tør analysere, endsige

anfægte, dennes status), i nogen grad om

folkeltingsvalget og i høj grad om begrebet

Magt. Mediernes manipulation, filmanmel-

derens indflydelse på forbrugernes vaner

og portrætteringen af magtmennesket i

Orson Welles værker er blot nogle af de

indgangsvinkler til magtens mange facet-

ter, dette blad rummer. Som et nyt tiltag

er der desuden oprettet en ny blog på

Ordet.net. Med begrebet magt som første

tema vil en række af F&M’s undervisere

i fremtiden skrive debatindlæg med ud-

gangspunkt i temaet for det aktuelle num-

mer af Ordet. Læs og debatér deres syn på

et begreb, der er lige så flygtigt, som det

er flertydigt. Vi på Ordets redaktion vil i

hvert fald følge udviklingen for dette nye

tiltag med spænding.

Glædelig jul og god læselyst.

Af Adam Voigt


Skrevet af Torben Andersen, stud. mag. Filmvidenskab

Anmelderens magt

- eller fraværet af

samme?

Alt fra bøger, teater, musik og film bliver

underkastet anmelderes hårde domme. Og

citater fra anmeldelser er blevet en fast del

af markedskommunikationen især inden

for markedsføringen af film. Men i hvor høj

grad har anmeldernes mening indvirkning på

publikums valg af film?

Hver weekend bugner de danske biografer

af et stort udvalg af film. Når den ubeslut-

somme biografgænger står tvivlende i

foyeren, kan filmanmeldere måske være en

hjælpende hånd. Men salgstal og statistikker

fortæller os noget andet: Da Vinci Mysteriet

solgte over 600.000 billetter, selvom Poli-

tikens filmanmelder Kim Skotte skrev, at

”De mange, der har læst bogen, vil næppe

undgå at kede sig mere end en smule”. Far

til Fire - gir’ aldrig op solgte over 500.000

billetter på trods af advarslen fra Christian

Monggaard på Information: ”Der er ingen

som helst forsonende kunstneriske eller

indholdsmæssige træk ved Far til fire - gi’r

aldrig op, som kan retfærdiggøre, at den er

blevet lavet”.

Noget tyder på, at filmanmelderne ikke

har betydelig magt over publikums film-

valg. Som specialeprojekt begav jeg mig ud

blandt biografkunderne for at undersøge

anmeldernes ukendte markedsrelevans.

The Powerful Critic Theory

Dagbladenes filmannoncer giver det ind-

tryk, at anmeldernes dom har stor betyd-

ning: Store citatannoncer indrykket med så

mange stjerner og anmeldercitater, at der

knap nok er plads til billedet af en forslået

Bruce Willis. Filmdistributørerne bruger

mange ressourcer på at bejle til avisernes

anmeldere. De tilbyder pressevisning

serveret med kaffe og morgenbrød.

Anmelderne kvitterer ved at sen-

de deres færdige anmeldelser

til distributionens obligatoriske

pressemedarbejder. De mest

rosende citater får plads i an-

noncerne, og forhåbentlig

lokker det biografgængerne til

at vælge lige netop denne film

frem for en anden. Med denne

indirekte markedsføring, som

citaterne fra filmanmeldelserne

udgør, kan der reklameres med

en større troværdighed og overbevisnings-

kraft. Det lader sig netop gøre, fordi anmel-

deren er en person, der er uafhængig af

filmselskaberne. Integritet og nonkommer-

ciel selvforståelse er centrale egenskaber for

anmeldelsens praksis, for hvis anmelderen

bliver påvirket af filmselskaberne, bliver

hele anmelderiet overflødiggjort. Proble-

met for filmdistributørerne er blot manglen

på kontrol over denne del af filmens mar-

kedsføring. Ingen kan desværre forudbe-

stille en positiv anmeldelse.

Der er imidlertid flere eksempler på

situationer, hvor anmelderens integritet

bliver undermineret. Anmelderen kan blive

fristet til at pynte lidt på sine anmeldelser,

da en positiv tekst har en bedre chance

for at blive citeret og dermed give ekspo-

nering til anmelderen. Hos de etablerede

amerikanske filmkritikere opstod derfor

begrebet ”quote whore” (groft oversat:

citat-luder), som stempler anmeldere, der

præfabrikerer reklamevenlige citater. Og

i jagten på gode citater gik Sony så langt

som at opfinde den fiktive anmelder David

Manning, der skamroste selskabets egne

film. Mannings integritet blev draget kraf-

tigt i tvivl, da ”han” som den eneste

anmelder roste Hollow Man og A

Knights Tale til skyerne. Afslørin-

gen medførte et erstatningskrav

ORDET17 vinter 2007

ORDET17 vinter 2007 6 7

imod Sony.

Damage Control

Hvis anmeldere kan påvirke biografgænge-

res filmvalg, må konsekvensen være både

positiv og negativ. Filmdistributørerne vil

derfor have et motiv for at give anmelde-

ren tape for munden, hvis de frygter, at

negative anmeldelser kan skade en films

indtjening. Men anmelderen er som sagt

placeret behageligt uden for industriens

rækkevidde. Dette uafhængighedsforhold

medfører, at der er et stigende antal til-

fælde, hvor pressen fryses ude. Det er pri-

mært sket i USA og England, hvor film som

Underworld: Evolution, Aeon Flux og Snakes

on a Plane ikke blev vist for pressen før

premieren. I Danmark er der ikke tradition

for dette initiativ. Distributører og anmel-

dere er samlet omkring et ret lille bål, og

nærheden har sikkert indflydelse på den

indbyrdes respekt. Men for fem år siden

kom anmelderne med en løftet pegefinger

til Nordisk Film Distribution, da selskabet

bevidst droppede pressevisningen til Jackie

Chans The Medallion.

NOGET TyDER På, AT

FILMANMELDERNE MåSKE

IKKE HAR BETyDELIG

MAGT OVER PUBLIKUMS

FILMVALG.

Men er hele diskussionen om anmelder-

nes markedsindflydelse overhovedet rele-

vant? To amerikanske forskere, Eliashberg

og Shugan, hævder, at anmelderne ikke

har en døjt indflydelse på biografgænger-

nes valg af film. De udførte en kvantitativ

analyse, som påviste, hvorvidt anmeldere

befinder sig i rollen som enten ’predictor’

(forudsiger) eller ’influencer’ (påvirker).

Deres analyse hævder, at anmelderen

indtager rollen som forudsiger, og at an-

meldelser i så fald er et kig i krystalkuglen,

når man skal spå om fremtiden for en

films markedsappel. Så når anmelderne

pøser stjerner over en film, er det blot en

indikation på, at filmen vil gøre sig godt

i billetlugen – ikke at anmelderne har en

aktiv indflydelse på salgstallene. Eliashberg

og Shugan hævder, at anmeldelserne som

sådan ikke er funktionelle salgsargumenter

i marketingskampagner, men blot repræ-

senterer biografpublikummets allerede ek-

sisterende præferencer. Deres metode blev

efterprøvet af andre forskere, som mente,

at Eliashberg og Shugan ikke havde taget

højde for vigtige baggrundsvariabler. Grad-

vis udviklede analyserne sig til at påvise,

at anmeldere i højere grad fungerer som

opinionsledere, der præger forbrugernes

valg. Dog med undtagelse af visse markeds-

segmenter.

Uptown og downtown

Der er langt fra Kieslowski til Bruckheimer

– og der er også langt fra Grand Teatret til

Fisketorvets Cinemaxx. Det er ganske enkelt

ikke de samme mennesker, man møder i de

respektive biografsale. Popkultur og intel-

lektualisme er ikke umiddelbart forenelige

størrelser. Inden for filmindustrien opere-

rer man traditionelt med fire segmentkate-

gorier: Upmarket er kendetegnet ved film-

HOS DE ETABLEREDE

AMERIKANSKE FILMKRITIKERE

OPSTOD BEGREBET ”QUOTE

WHORE” (GROFT OVERSAT:

CITAT-LUDER), SOM

STEMPLER ANMELDERE,

DER PRæFABRIKERER

REKLAMEVENLIGE CITATER.

valg ud fra kulturel og intellektuel brugs-

værdi. Film skal ikke blot ses; de skal også

analyseres og diskuteres. Dette publikum

vælger oftest biografer, som i filmudbud

og indretning bedst opfylder de kriterier,

og upmarket-segmentet har ikke noget

imod at gå alene i biografen. Mainstream-

segmentet ser derimod aldrig biograffilm

alene. Et biografbesøg udgør en social

aktivitet med popcorn og giga-size cola.

Filmvalget har derfor sekundær betydning,

for filmen skal blot opfylde det sociale be-

hov, som en hyggetur i biografen tilfreds-

stiller. Mainstream-segmentet foretrækker

biografer, der ligner forlystelsesparker og

vælger primært underholdende genrefilm.

Segmenternes mellemkategori kaldes cross-

over og er et mere fleksibelt marked, der

ikke lader sig kategorisere i yderligheder.

Dette segment søger både den ene og den

anden ende af spektret og vælger biogra-

fer, der tilbyder det bedste inden for alle

filmkategorier. Downmarket-segmentet er

i industriens øjne en relativ ubetydelig del

af biografmarkedet - primært pga. segmen-

tets størrelse. Her finder man de personer,

der sjældent går i biografen. De har bosat

sig fjernt fra storbyerne og er stort set

tilfredse med hjemmebiografens og tv-ka-

nalernes udvalg.

Kigger man nærmere på segmenternes

kendetegn, er det nemt at udpege, hvor

anmeldernes mening højst sandsynligt kan

have en relevans. Anmeldere tager traditio-

nelt udgangspunkt i filmens kunstneriske

værdi – og ikke i dens evne til at skabe

ramme om social hygge. Anmeldernes og

mainstream-segmentets kvalitetskriterier

er derfor i udgangspunktet modstridende.

Upmarket-film, der typisk vises i Grand

Teatret, betegnes som smalle film, idet

filmene har en forventelig smal markedsap-

pel. Og det er i denne lille del af markedet,

at der er størst overensstemmelse mellem

anmeldernes og biografkundernes vur-

deringskriterier. En analyse af det danske

biografmarked, udført for DFI, viser, at 62%

af markedet appellerer til mainstream-seg-

mentet, mens 32% appellerer til det kultu-

relt orienterede upmarket-segment. Disse

tal viser, at mainstream-film udgør stør-

stedelen af markedet, og tallene er derfor


...fortsat

ANMELDERE FUNGERER I HØJERE

GRAD SOM OPINIONSLEDERE, DER

PRæGER FORBRUGERNES VALG.

vigtige at forholde sig til, når man vurderer

anmelderes markedsrelevans.

Jeg udførte en række undersøgelser i for-

skellige københavnske biografer. Valget faldt

på biografer, hvor der forventeligt ville være

store kontraster mellem de typiske biograf-

gængere. Den største kontrast var mellem

Cinemaxx og Grand Teatret. Mainstream over

for upmarket. For kunderne i Cinemaxx har

anmeldelser minimal betydning. De læser

dem ikke, kender ikke nogle anmeldere og

kan ikke fordrage en ophøjet kulturautori-

tet. Myten er, at Ole Michelsen kun brød sig

om franske og østeuropæiske film, selvom

statistikken viser, at han faktisk var ganske

diplomatisk over for amerikanske film. I Grand

Teatret længes kunderne derimod efter Bog-

art, og de kender muligvis også navnene på ti

andre filmanmeldere, hvis bedømmelser de

prioriterer efter. Men anmeldelser skal være

saglige og troværdige, og det udelukker me-

dier som Tjeck og Chili.

DéR, HVOR ALLE ØVRIGE

GæNGSE MARKETINGSFAKTORER

ER UTILSTRæKKELIGE, KAN

ANMELDERNE Få INDFLyDELSE På

EN FILMS MARKEDSPERFORMANCE.

Stjernestatus

Betyder det så, at anmeldere har en reel magt

over biografgængere, der tilhører upmarket-

segmentet? Stort set nej, for man må ikke

glemme spørgsmålet om ’star power’. Bruce

Willis, Martin Scorsese, Halle Berry, David Fin-

cher, Quentin Tarantino, Jim Carrey, Charlize

Theron, David Lynch, osv. De er kendte, frem-

trædende, elskværdige og har konsekvent

langt større indflydelse på biografkundernes

valg, end Kim Skotte og Henrik Palle nogen-

sinde kan drømme om at få. Folk følger de

stjerner, de holder af, og vender i høj grad

blikket væk fra kritiske anmeldere. Og det

gælder også det kulturelt krævende upmar-

ket-segment. I mine undersøgelser opsnap-

pede jeg en række biografgængere, som

netop havde set Death Proof. Selvom kendska-

bet til filmanmeldere var betragteligt, så var

anmeldelserne i dette tilfælde ikke relevante

for biografkundernes valg. Det var primært

instruktørens navn, som havde værdi.

Filmdistributørerne udfører deres arbejde

i den tro, at anmeldere har en mærkbar be-

tydning. Det er ikke så underligt, for det gør

marketingskampagner mere håndgribelige:

Positive anmeldelser er lig med gode box

office-tal. Håbefulde forventninger er én

ting, men fakta er en anden, og anmeldernes

magt over biografkundernes valg er måske

ret begrænset. Anmeldernes betydning skal

dog ikke negligeres til det yderste, for det

hænder, at der ud af biografernes muldjord

spirer en lille kvist, der vokser sig bemærkel-

sesværdigt stor. Små film med en uomtvi-

stelig genialitet, kan anmelderne spotte og

formidle videre til potentielle biografkunder.

De fleste biografbesøgende, jeg interviewede,

kunne erindre mindst ét tilfælde, hvor de

havde valgt at se en film udelukkende base-

ret på anmeldelser: Memento, Match Point,

Goodbye Lenin! og Pan’s Labyrint var blandt

de nævnte titler. Det er alle film, som tilhører

ukonventionelle genrer, og som bærer præg

af abstrakte temaer, fraværet af superstjer-

ner og små markedsføringsbudgetter. Et par

biografgængere, som havde set Danny Boyles

science-fiction-thriller Sunshine, vurderede,

at anmeldelserne havde været altafgørende,

idet filmens skuespillere var forholdsvist

ukendte.

I Disney/Pixars Ratatouille er Anton Ego

den kyniske anmelder, der med sine hårde

domme afgør alt for en lille rottes kokkekarri-

ere. Men hvad med filmens verden? Dér, hvor

alle øvrige gængse marketingsfaktorer er

utilstrækkelige, kan anmeldere få indflydelse

på en films markedsperformance. Men mine

undersøgelser viser samtidig, at for største-

delen af filmmarkedet skal smagsdommernes

markedsrelevans ikke overvurderes.

Skrevet af Iben Engelhardt Andersen, stud. mag. Litteraturvidenskab

’Powerperker’antologi:

Hvem tager Ordet?

”De etniske kommer”, ”Store fremskridt

for integrationen”, ”Powerperkere”.

Kulturjournalistikken misforstår sin

rolle på flere punkter i et litterært

integrationsprojekt; tekstantologien

Nye Stemmer. Intentionen drukner

i en manglende forståelse for, at

’indvandrerforfattere’ skal høres og ikke

sættes i bås. Receptionen, anmeldelser

og omtaler emmer af en hul politisk

korrekthed, der dugger læserbrillerne til.

Kulturel ytring og kulturel identitet

Anmeldelsen af kunst, musik, film og litteratur er et

magtfuldt led i den offentlige modtagelse af kulturelle

produkter. Anmelderen er magtfuld, men hendes/hans

autoritet er som oftest også legitimeret gennem ud-

dannelse, kompetence og viden om kunst og kultur.

Hvis den anmeldende magt ellers administreres for-

nuftigt, får de anmeldte kulturprodukter en potentielt

ligeværdig behandling uanset ophavets etniske, køns-

mæssige, seksuelle eller politiske identitet.

Men der findes en anden slags magt, som kulturjour-

nalisten har mulighed for at udøve. Det er en diskursiv

magt, som kan være problematisk, fordi den opererer

på en bredere kulturel scene, som man kunne kalde

’dagens Danmark’. Her bliver kulturjournalistikken arena

for både reproduktion og konstruktion af socialt inkor-

porerede diskurser; kulturjournalisten kan i høj grad be-

stemme, ikke bare opfattelsen af et kulturelt produkt,

men også måden, hvorpå vi opfatter begrebet ’kultur’.

Det er for eksempel problematisk, når anmeldere stadig

fokuserer og insisterer på en kunstners køn, også når

det ikke er tematiseret i den kunst, som vedkommende

har produceret. I en sådan gentagelse af måden, hvor-

ORDET17 vinter 2007

ORDET17 vinter 2007 8 9


...fortsat

på de fleste mennesker tænker kulturelle identiteter,

ligger der en uheldig styrkelse af den tankegang, at

man altid og primært er sit køn, sin kultur, sin etnicitet,

og at disse identiteter er faste positioner, hvorfra man

altid ytrer sig. Hvis kunsten efterhånden mere og mere

tematiserer, beskæftiger sig med og åbner mulighederne

for sociale og kulturelle identiteter, virker det

som om, at der visse steder findes en kulturjournalistik,

der indsnævrer rammerne for kulturel identitet.

KULTURJOURNALISTEN KAN I HØJ GRAD

BESTEMME, IKKE BARE OPFATTELSEN AF ET

KULTURELT PRODUKT, MEN OGSå MåDEN

HVORPå VI OPFATTER BEGREBET ’KULTUR’.

Nye Stemmer

Et eksempel på en sådan kulturjournalistik er konceptet

’Nye Stemmer’. Nye Stemmer er i første omgang

titlen på en antologi, der udkom i februar 2007 som

resultatet af en skrivekonkurrence, som Berlingske

Tidende i samarbejde med Gyldendal havde udskrevet

for ”forfattere af anden etnisk og kulturel baggrund

end dansk”. Antologien indeholder 15 tekster skrevet af

forfattere, der har det tilfælles, at mindst én af deres

forældre er født uden for Danmark. Bogen er pastelgrøn

og bagsideteksten starter: ”Antologien Nye stemmer

er fortællinger om en række menneskeskæbner”.

Men hvis indholdsbeskrivelsen her virker åben, foregår

der imidlertid så meget betydningstilskrivning på

begge sider af udgivelsen, at der opstår et misforhold

mellem på den ene side produktet Nye Stemmer, altså

antologien, og så på den anden side konceptet ’Nye

Stemmer’. Teksterne defineres og gøres gyldige som

nye, forskelligartede ytringer på en kulturel scene, som

man med konkurrenceudskrivelsen har ønsket skulle

være mere mangfoldig. Men samtidigt overtrumfes

de af en journalistik, der gør sig bemærket ved en

altoverskyggende forestilling om kulturel fakticitet og

entydighed. Denne forestilling bliver nemlig til et koncept,

som man kan spore i de presserelaterede manifestationer

af projektet: Fra konkurrenceudskrivelse over

avisledere, artikler, pressemeddelelser og interviews til

anmeldelser italesættes, ikke flerstemmigheden, men

forfatternes forestillede gruppeidentitet i tre led: ’Indvandrerforfatterne’

er etniske kulturbærere (ligesom

I KONCEPTET ’NyE STEMMER’ KUNNE NOGET TyDE På, AT FORFATTERNES MULIGHED FOR STEMMEFØRING

ER BEGRæNSET TIL TRODS FOR DEN OPRINDELIGE INTENTION OM AT OVERKOMME FORHINDRINGERNE FOR

DEN.

alle andre), de er ’de andre’ (i modsætning

til ’os’), de siger ’det andet’. Det er, endnu

før konkurrencebidragene er sendt ind,

bestemt, fra hvilken position de kan tale;

”fortællinger fra ghettoer, forstæder,

oaser og andre steder hvor forskellige

kulturer mødes”.

I den forbindelse er det interessant,

hvordan de generelt lunkne anmeldelser

vægrer sig ved at forholde sig til indhol-

det: Ellers seriøse anmeldere frasiger sig

kritikken og litteraturfagligheden til fordel

for ytringer som: ”Det er urimeligt at frem-

hæve enkelte” og ”De etniske kommer”.

Man kan her tale om, at de, i stedet for at

udøve den autoritet, de som anmeldere

har til at bedømme det kulturelle produkt,

videreformidler projektets iboende fast-

sætning af ytringsgrænser. Konceptet ’Nye

Stemmer’ opretholder i den optik et klart

skel mellem ’os’ og ’dem’, således at for-

fatterne faktisk bliver holdt uden for den

kulturelle ytring. Dermed bliver kulturjour-

nalistikken, udover at være et magtfuldt

medie, et medie for magten.

Aktivt at give ordet til minoriteten

(her: indvandrerforfattere) er udtryk for

en inklusionsstrategi: ’de andre’ skal også

repræsenteres i ’vores’ ytringsfelt (her:

litteraturen). Men denne inklusion kan på

paradoksal vis føre en ekskludering med

sig. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvem

der markerer tilhørsforholdene. Det at

lade sig repræsentere er ikke nødvendig-

DET VIRKER SOM EN AFSLØRING

AF EN SOCIAL DISKURS’

IMPLICITTE MENNESKESyN;

MENNESKER ER FØRST

OG FREMMEST ETNISKE

KULTURBæRERE.

vis ensbetydende med, at man bevidst

markerer et tilhørsforhold eller vælger

den diskurs inden for hvilken, repræsenta-

tionen foregår. I konceptet ’Nye Stemmer’

kunne noget tyde på, at forfatternes mu-

lighed for stemmeføring er begrænset til

trods for den oprindelige intention om at

overkomme forhindringerne for den. Nye

Stemmer kvæles af forældede fordomme.

En arena for kulturel forhandling

Menneskers kulturelle identitet opstår i

balancegangen mellem repræsentation og

selvrepræsentation i en slags kulturel for-

handling, som foregår overalt mellem selv-

billede og ’the public image’. Et eksempel

på en kulturel forhandling er Fyns Stiftstidendes

interview med forfatteren Shadi

Angelina Bazeghi under overskriften ”Identitet

handler om holdninger”. Forfatteren

vil helst tale om sin litteratur, og derfor

er det påfaldende, at netop det litterære

bliver kogt ned til et minimum til fordel

for fængende overskrifter som ”Vollsmose”,

”Integration = kvalme” og ”Religion

er en privatsag”. Men mest slående er det,

at interviewet følges af en faktaboks med

”tal-kilde: Udenrigsministeriet” om landet

Iran. Her bliver kulturjournalistikken arena

for en identitetsforhandling: Forfatteren

ønsker at definere sig som kunstner. Hun

insisterer på at tale om fiktionen, mens

intervieweren identificerer hende i en

(fakta)boks under kategorien ’anden etnisk

baggrund’. Hvordan giver det mening at

oplyse om befolkningstallet i Iran i forbindelse

med et forfatterinterview? Det

virker som en afsløring af en social diskurs’

implicitte menneskesyn; mennesker er

først og fremmest etniske kulturbærere.

Shadi Angelina Bazeghi er altså mere

’oprindeligt iraner’, end hun er forfatter.

På denne måde kan man tale om, at der

foregår mere tildeling af identitet end

forhandling i dette ’kulturmøde’, og at

interviewet fremstår som en magtdemonstration

af majoritetens kulturbegreb.

Når selv ikke anmeldelserne anerkender

den kulturelle repræsentation, bliver Nye

Stemmer et eksempel på en kulturjournalistik,

som ukritisk skriver sig ind i en aktuel

diskurs. Det er en diskurs, der udstikker

forhindringer for den mangfoldighed som

’kulturen’ i praksis kunne være scene for

– for eksempel hvis ’indvandrerforfatterne’

fik, ikke blot en principiel ret til at tale,

men også en faktisk ret til at blive hørt.

ORDET17 vinter 2007

ORDET17 vinter 2007 10 11

Litteratur

Jenkins, Richard: Rethinking Ethnicity:

identity, categorization and

power, In: Ethnic and Racial Studies,

vol 17, no. 2, april 1994.

Hastrup, Kirsten: Kultur. Det fleksible

fællesskab, 2005

Hall, Stuart: Old and New Identities,

Old and New Ethnicities, In: Anthony

D. King (ed.): Culture, Globalization

and the World-system, 1991

Jørgensen, Marianne Winther & Phillips,

Louise: Diskursanalyse som teori

og metode, 1999

Naja Marie Aidt, Jens Andersen, Rushy

Rashid og Janne Breinholt Bak (red.):

Nye Stemmer, 2007.


Skrevet af Ida Brixtofte Nielsen, stud. Film- og Medievidenskab

Online-fællesskaber får større

og større plads i menneskers

hverdag. Det interaktive rollespil

World of Warcraft er efterhånden

blevet et reelt, digitalt alternativ

til fodboldklubben. Men er det

problematisk, når spillertrøjen

skiftes ud med figurer i en virtuel

parallelverden?

Warcraft for dummies

Morten Larsen er 30 år. Når han ikke

arbejder som elektriker, render

hans guild ‘Gruul’s Lair’ og progres-

sionwiper på de første bosser i Serpentshri-

ne Cavern. Er du én af de på verdensbasis 9

millioner brugere af World of Warcraft, vil

du nikke genkendende, medmindre du da

foretrækker at wtfpwne nabs dagen lang i

battlegrounds. Er du bare forvirret, er der

en forklaring på vej.

Morten Larsen er blot én ud af mange,

der bekender sig til et virtuelt fællesskab. I

dette tilfælde et MMORPG – Massively Mul-

tiplayer Online Role Playing Game. Morten

selv betegner sig som en casual frem for

hardcore spiller, der opfatter spillet som

en god måde at være social på og holde

kontakten med sin bror og far, der bor i

udlandet. Den daglige spilletid er ofte oppe

på fem timer, men sjældent mere. Når

han bevæger sig rundt i det middelalder-

inspirerede univers, har han det sjovt, og

chatter med sin familie og de venner, han

har fået i løbet af de 2-3 år, han har været

aktiv i spillet.

Datid, nutid, Warcraft – altid?

World of Warcraft udkom i 2004, men spil-

universet var allerede – som en videreud-

vikling af spiludvikleren Blizzards Warcraft-

serie – kendt af mange.

Jonas Heide Smith er en del af ITU’s

center for forskning i computerspil. Han

beskæftiger sig til daglig med bl.a. sociale

spil samt kommunikation og samarbejde i

multiplayer-spil. Han vurderer, at online-rol-

lespillet fik sin spæde start i 1979-80, hvor

det første, tekstbaserede online multi-in-

troduction spil udkom. I kølvandet fulgte

flere og flere online rollespils-fællesskaber

- nogle meget sociale, andre mere spil-ori-

enterede.

Vendepunktet kom i 1996-97, hvor de

helt store grafiske rollespil – ført an af

Ultima Online – trinvist vandt indpas i takt

med, at folk kom på nettet, men selv ikke

disse spils succes kunne have forberedt

nogen på World of Warcraft. ”Hvis du havde

ringet til mig i 2002-2003, så havde jeg for-

svoret, at der ville være et kæmpe marked

for et nyt fantasy-orienteret online-rol-

lespil. Sådan noget inspireret af Tolkien

og Dungeons and Dragons, det var der

jo masser af i forvejen... Så man havde at

gøre med et spil, som sådan set ikke rigtigt

gjorde noget nyt, men som bare gjorde

det, de andre gjorde lidt bedre og pænere

og mere effektivt,” forklarer Jonas Heide

Smith.

Den danske spilforsker tror ikke, at spil-

let vil være på toppen om 5 år. I stedet vil

der sandsynligvis ske en langsom udsivning

i medlemstallet, når et tillokkende alter-

nativ dukker op – fx et spil overlegent på

det grafiske eller kommunikationsmæssige

område. Han understreger, at spillet para-

doksalt nok ikke er særligt imponerende

på disse områder ift. dets popularitet. En

faktor kan også være, at de erfarne bru-

gere opnår et nostalgisk forhold til de gode

gamle dage, og falder fra efterhånden som

der kommer flere nye spillere, der ikke kan

reglerne og ikke tager det seriøst nok.

DER ER IKKE NOGET MySTISK

HJERNEVASKENDE ELEMENT I

WORLD OF WARCRAFT. DET ER

BARE ENORMT GODT LAVET.

IRL vs. URL

Tina Jensen på 28 år er endnu ikke blevet

træt af at sin position som officer i sin

guild. Det er hendes opgave at administre-

re regler mv. i sin gruppe, og hun afsætter

typisk 3-4 aftener om ugen, hvor hun spiller

i alt fra tre til otte timer. Hun begyndte at

spille for et år siden, da hun gik ledig. Siden

har hun fået job og kæreste. Sidstnævnte

fandt hun inde i spillet. ”Det er da ikke det

første, man fortæller til en fest”, siger hun

om sin hobby, der, ligesom i Morten Jen-

sens tilfælde, snarere opfylder et socialt

behov, end den appellerer til et konkur-

renceinstinkt. Venskaber knyttet digitalt

rangerer hun på lige fod med dem i den

virkelige verden.

Men er det trods alt ikke sundere og

mere korrekt at dyrke det mandlige fælles-

skab på fodboldbanen eller, for pigerne, at

shoppe med veninderne? Det mener Jonas

Heide Smith ikke. Han beskriver spil-fælles-

skaberne som meget komplekse og over-

vejende meget lig de fysiske fællesskaber

uden for skærmen. Forskellen ligger pri-

mært i båndbredden: I et online-rollespil vil

man typisk kommunikere knap så hyppigt

som i den virkelige verden, og derved være

længere tid om at opbygge tillid. Dybe

menneskelige relationer vil også oftere

opstå i non-digitale miljøer.

Det er nuanceforskelle, og ifølge vores

ekspert er der tale om grundlæggende

sociale mekanismer, der ses reproduceret

i spilleverdenen. Mennesker er også men-

nesker, når de er forklædt som Dwarves og

Night Elves: ”De reagerer på hinanden, og

de vil gerne opnå noget, have social kon-

takt med andre, tages alvorligt og udvikle

sig,” analyserer Smith. Den grundlæggende

interaktion er den samme - om det så gæl-

der mennesker i bystater for 200 år siden,

eller gamere i det moderne samfund.

Afhængig eller ej

Medierådet har på deres hjemmeside flere

tilgængelige undersøgelser, der omhandler

de psykologiske og sociale aspekter i at

spille. I rapporten Børn og unges forbrug

af online computerspil (marts 2004) rede-

gøres der, på baggrund af en kvalitativ

undersøgelse og tidligere internationale

undersøgelser, for mere generelle risici ved

interaktive online-spil. Det pointeres, at det

i høj grad er en samspilsorienteret aktivitet

i en social kontekst.

Tina Jensen har i perioder oplevet det

meget udmattende at være en del af War-

craft-fællesskabet, fordi hun følte sig me-

get forpligtet i forhold til sin guild. Jonas

Heide Smith sidestiller Tinas situation med

dem, der har vanskeligt ved at lade deres

arbejdsmail være efter fyraften. Han aner-

kender, at jo flere sociale relationer man

skaber i spillet, des sværere er det at hive

stikket ud og distancere sig.

Det er en tendens, der læner sig op

ad multiplayer-spillene, men Jonas Heide

Smith mener ikke, man kan klandre bag-

mændene: ”Der er ikke noget mystisk hjer-

nevaskende element i World of Warcraft.

Det er bare enormt godt lavet. Spilprodu-

centernes overordnede formål er jo at lave

spil, der er så sjove, at man ikke kan lægge

dem fra sig. Og det er jo et plus-ord i bran-

chen, at man har lavet et afhængigheds-

skabende spil”.

Medieret kommunikation -

et generelt fænomen

Jonas Heide Smith mener, det er proble-

matisk at tale om afhængighed i forhold til

MMORPGs, idet man må formode, det er en

frivillig aktivitet, som folk selv vælger. En

hobby, der ikke adskiller sig markant fra an-

dre fritidsinteresser og forpligtelser i den

såkaldte virkelige verden. Der vil altid fin-

des mennesker, for hvem spil bliver afhæn-

gighed, for hvem spilmiljøet kommer til at

overskygge alt andet, men disse tilfælde

adskiller sig ikke fra overdrevet engage-

ment i alle mulige andre sammenhænge.

Som afsluttende bemærkning advarer han

mod forestillingen om, at alt menneskelig

kontakt foregår face-to-face: ”Meget kom-

munikation er jo medieret, om det så er via

telefoner eller alt muligt andet...”. Så næste

gang din kæreste hellere vil lege ork i en

verden, der kan splittes op i pixels, eller

dine venner dropper Vega til fordel for

en meget vigtig raid, skulle du måske selv

overveje at blive en del af det verdensom-

spændende fællesskab...

Kort om spillet

World of Warcraft foregår i den virtuelle

verden Azeroth, der er inspireret af fan-

tasybøger som Ringenes Herre og rolle-

spil som Dungeons and Dragons. Man ska-

ber sin egen figur/karakter, og i det rigt

udbyggede univers møder og kæmper

man med og mod både andre spillere og

figurer skabt af spillets programmører

(aka. NPC’er: Non Player Characters). De

fleste brugere er del af en gruppe/klan

af spillere, der spiller sammen: en såkaldt

guild. En guild mødes typisk på faste

tidspunkter, og det varierer, hvor mange

timers spil om dagen, der er tale om.

Guilds kan være både nationale og inter-

ORDET17 vinter 2007 ORDET17 vinter 2007

12 1

nationale.

Foto:


Skrevet af Jakob Nielsen, stud. Film- og Medievidenskab

Våben er en fast bestanddel i utallige historier på det store lærred. Men

hvilken betydning kan filmenes skildring af våben og karakterernes forhold

til skydevåben tænkes at have for tilskueren?

Vi forventer, at James Bond opfører

sig nonchalant, når et skydevåben

introduceres i en scene. Både fordi

en vigtig facet af Bonds heltefigur er den

helt utrolige selvbeherskelse, der personifi-

cerer den kølige engelske facon, men også

fordi hans rolle som agent og førsteelsker

gør ham til en karakter, den mandlige del

af publikum kan se op til.

Hvis vi accepterer den præmis, at til-

skueren identificerer sig med filmens ho-

vedkarakter, er det sandsynligt, at Bonds

væremåde i relation til skydevåben kan

have en eller anden effekt på modtageren.

I Bond-filmene har våben en klar ’coolness’

over sig. Tænk på det typiske billede af

James Bond med krydsede arme og den

ikoniske pistol i den ene hånd. Symbolikken

er klar: pistolen er – ligesom Bond – farlig,

men uimodståeligt dragende. Filmene

kobler skydevåben med maskulinitet, kon-

trol og let opnåelige babes. Bond-filmene

gør dog intet forsøg på at skildre en virke-

lighed, der findes uden for filmens univers,

hvilket kan få nogle til at mene, at filmene

– og deres portrættering af skydevåben – i

så fald ikke har så stor effekt på publikum.

Men hvis man accepterer det argument,

hvordan forholder det sig så med film, der

netop forsøger at skildre våben - og våben-

industri - i den virkelige verden?

Lord of war

I filmen Lord of War af Andrew Niccol har

skydevåben en bærende rolle. Hovedper-

sonen er den kyniske, men charmerende,

våbensmugler yuri Orlov (Nicholas Cage).

Han opbygger et forretningsimperium på

det illegale, internationale våbenmarked

ved hjælp af snarrådighed og menneskekundskaber,

samtidig med at han skaber et

familieliv baseret på løgne. Filmens formål

er utvetydigt at vise de skæbnesvangre

følger, som handel med våben har for alle

de involverede. Alle de personer, som Orlov

holder af, enten dør eller stødes fra ham

som et resultat af hans arbejde. Udover de

personlige konsekvenser udpensles den

nød, der - ifølge filmens logik - følger af

Orlovs våbenhandel.

Den gode våbensmugler?

Filmens umiddelbart entydige budskab om

våbenhandelens fatale, menneskelige konsekvenser

er dog ikke så entydigt endda.

Tilskueren bliver nemlig draget af den charmerende

våbenhandlers kamp for stadig

større økonomisk velstand, og filmens

primære attraktionsværdi ligger i Orlovs

rejser rundt på alverdens slagmarker, hvor

der købes og sælges våben. Det gør filmen

fundamentalt spændende, hvor det, der

er på spil, er Orlovs succes med sin handel.

Det betyder bl.a., at tilskueren ikke kan lade

være med at glædes over, at Orlov til sidst

i filmen bliver reddet fra en fængsling,

hvor det i stedet er den pligtopfyldende

politiagent, der må gå slukøret hjem. Dette

vendepunkt i plottet etablerer våbensmugleren

som en ’helt’, da han slipper fri, når

man faktisk forventer, at han skal dømmes i

en retssal som en ’skurk’.

Slutteksterne gør desuden opmærksom

på, at de lande, hvor der fabrikeres flest

våben i verden, alle sidder i FN’s sikkerhedsråd.

Dette vendepunkt skaber en interessant

overraskelse, men moralsk set er det

i en gråzone, da tilskueren kommer til at

holde med våbensmugleren. Givetvis er det

Niccols oprindelige intention, at effekten

skal være, at tilskueren skal forarges over

egen mangel på moral og fundere over det

kritisable i våbensmugling. Men det er lige

så let at anlægge den synsvinkel, at det er

de lande, der fabrikerer våben, der er de

egentlige ansvarlige, og at våbensmugleren

blot udfører deres beskidte arbejde. Slutfølelsen

er klart ambivalent, og tilskueren

kan forledes til at føle, at filmen frikender

Orlov, fordi ansvaret for våbenhandelen i

stedet placeres hos de pågældende lande.

DER ER MEGET LANGT FRA AK-

47-RIFLENS COOLNESS TIL DEN

FRUSTREREDE TEENAGER MED

EN PISTOL I HåNDEN.

”Bring me the gun of Rambo...”

I filmen portrætteres mange forskellige

slags våben. Ikke underligt bliver AK-47 ofte

skildret, da det er det mest solgte gevær

på verdensplan. Mest mindeværdig er en

indstilling, hvor en arabisk udseende mand

affyrer en AK-47 ud i ørkenen i slowmotion,

mens reallyden af hvert et affyret skud

erstattes med lyden af et klingende kasseapparat.

Denne indstilling viser tydeligt

Niccols indfaldsvinkel til problematikken i

filmen.

Men filmen er også fyldt med alskens

eksotiske våben. Alt fra en forgyldt AK-47 til

det maskingevær enhver action-aficionado

vil genkende fra den første Rambo-film. Et

gennemgående træk er også, at våbnene

behandles æstetisk – altså de portrætteres

i et attråværdigt lys. Specielt våbenmessen,

hvor sex og våben blandes sammen, viser

den rolle, skydevåben har som farlige, men

i særdeleshed også som cool og sexede.

Selvom filmen rummer mange eksempler

på våbens negative sider, er der altså også

masser eksempler på det modsatte. Og

filmens budskab er på ingen måde entydigt

for tilskueren.

Bang Bang, You’re Dead

Hvor Lord Of War handler om de personer,

der sælger våben, handler Bang, Bang,

You’re Dead om de personer, der anvender

våben. Filmen skildrer den socialt udstødte

elev på en typisk amerikansk skole. Hovedpersonen

er Trevor, der tidligere har truet

med at sprænge sin skoles fodboldhold

i luften og er et oplagt mobbeoffer. Han

synes dog – gennem en menneskekyndig

lærers hjælp – at finde en redning i at spille

hovedrollen i opførslen af et skuespil om

high school-shootings. Men samtidig med

at det kontroversielle skuespil bliver kritiseret

af flere og flere forældre, begynder Trevor

at omgås en gruppe af drenge, der rent

faktisk planlægger at angribe skolen.

Den gode High School-morder?

I Bang, Bang, You’re Dead sikres tilskuerens

sympati for Trevor ud fra medlidenhed,

men også ud fra det faktum at Trevor prøver

at gøre noget for at komme ud af den

offerrolle, han er havnet i. Når han bliver

mobbet, prøver han at modstå fristelsen til

at reagere voldeligt – hvilket omverdenen

forventer. Det, der markerer, at Trevor

endeligt har bevæget sig væk fra offerrollen,

ses i en af slutscenerne, hvor han

stopper det angreb på skolen, som hans

’venner’ er ved at foretage. I denne scene

er det værd at notere sig, at han netop ikke

stopper dem ved at gribe til våben. I stedet

prøver Trevor at låse dem ude, hvilket slår

fejl, og dermed stilles lederen af de drenge,

der angriber skolen, over for valget mellem

at skyde Trevor eller ej. Da lederen ikke er i

stand til at tage sin vens liv, opgiver gruppen

sit angreb. Filmen har altså et ganske

simpelt budskab, som den formidler til

tilskueren: Hvis unge mennesker har sociale

relationer på deres skole, vil de ikke ty til

våben. Våbenet vil derfor miste sin tiltrækningskraft

og ikke længere kunne fungere

som substitut for ægte social anerkendelse.

”A Gun in your hand is a Ph.D.”. Sådan lyder

en replik fra Bang, Bang, You’re Dead. Replikken

illustrerer klart den følelse af magt,

der kan ligge i et skydevåben: En pistol

stopper alle argumenter. Filmens hovedpointe

er, at når unge mennesker tager

et skydevåben med i skole, er det deres

sidste, desperate forsøg på at opnå respekt

fra skolekammeraterne. En pistol er magt,

kontrol og respekt – og måske har Trevor

også set James Bond engang?

Disse forskellige måder at skildre våben

i film, der hævder at være realistiske, er

dybt forskellige. Der er meget langt fra

AK-47-riflens coolness til den frustrerede

teenager med en pistol i hånden. Og den

betydning, som tilskueren får afledt af

filmens skildring af våben og karakterernes

forhold til våben, vil derfor også variere.

Dog kan man ikke undgå en følelse af, at

den ene fremstilling viser effekten af den

anden. Den respekt, som Trevor desperat

savner, har Orlov til overflod. yuri Orlov og

Trevor Adams vil nok aldrig blive nævnt i

samme sætning - i andre end denne, men

det er værd at overveje, om de burde.

ORDET17 vinter 2007

ORDET17 vinter 2007 14 15


Skrevet af Sofie Dalsgård, stud. Film- og Medievidenskab

I kølvandet på den netop overståede valgkamp kunne det være passende at stoppe

op og overveje, hvad den politiske dagsorden egentlig var, og ikke mindst hvordan

den blev skabt? Ordet har sat sig for at undersøge, hvilken rolle medierne spiller, når

de politiske partier skal erobre dagsordenen og dermed vælgerne.

Politiske diskurser i Mediebilledet

Den politiske diskurs

”velfærd”

Politik har altid været til stede i medierne,

og at partierne har brugt disse til at frem-

lægge deres individuelle politiske budskab,

er vist ingen nyhed. Hvad der dog har æn-

dret sig i det danske mediebillede, særligt

fra slutningen af 1990’erne, er mediernes

intensiverede og fokuserede opmærksom-

hed på de diskurser, der ligger bag de poli-

tiske budskaber. Medierne prøver i højere

grad end tidligere at afdække, hvordan

politikere forsøger at opbygge domine-

rende diskurser med det formål at skubbe

andre virkelighedsfortolkninger til side og

gøre dem politisk virkningsløse

Selvom massemediernes udvikling har

ændret spillereglerne i politisk kommunika-

tion, har politiske diskurser dog altid været

til stede i samfundet, og siden midten af

1980’erne har socialvidenskaberne beskæf-

tiget sig med den kritiske diskursanalyse,

der i forskellige forgreninger beskæftiger

sig med analyse af politiske diskurser. Med

politologiske termer defineres politik som

den autoritative fastsættelse og fordeling

af værdier med gyldighed for et samfund.

Politiske diskurser er derfor en måde

at konstruere sætninger på, der repræ-

senterer forskellige værdier og politiske

mærkesager – forskellige konstruktioner

af virkeligheden, om man vil. I denne sam-

menhæng er diskursanalyse en analyse af

ordenes betydning og sammensætning i

specifikke kontekster, og det er lige præcis

det, der er blevet meget fremtrædende i

de seneste valgkampe i Danmark. Tilblivel-

sen af tv-programmer som Jersild og Spin

(DR2) og brugen af politiske kommenta-

torer som eksperter i danske nyheds- og

aktualitetsprogrammer, som servicerer

vælgerne med fortolkninger af de politiske

diskurser, har affødt buzzwords som spin

”danskhed”

”miljø”

”bæredygtighed” ”fremmedhed”

og politisk PR.

Medierne som politisk aktør

Historisk set har politiske diskurser længe

været en integreret del af politisk kultur.

Ph.d.-studerende ved Københavns Universi-

tet, Camilla Dindler, påpeger, at Lukas f.eks.

var meget romervenlig i sin evangeliske

udlægning af Jesu bedrifter. Op gennem

tiden har forskellige politiske diskurser

udstukket værdierne i vores samfund. I

denne sammenhæng peger Camilla Dindler

på, at oplysningsfilosofferne Voltaire, Mon-

tesquieu og Locke med deres diskurser var

medvirkende til Den Franske Revolution.

Hvad, der adskiller de historiske eksempler

fra nutiden, er dog, at de politiske diskur-

ser med opkomsten af massemedierne er

blevet mere synlige. Camilla Dindler frem-

hæver, at nyhedsmediernes løsrivelse fra

politiske bindinger har bevirket, at medi-

erne har udviklet sig til selv at kunne spille

en aktørrolle på den politiske scene. Ny-

hedsmedierne har i dag en vis indflydelse

på, hvordan politik bliver kommunikeret.

Dette grundvilkår har bl.a. resulteret i, at

PR-apparatet hos de politiske partier på

Christiansborg siden 1990’erne er blevet

væsentligt udbygget.

Partierne ønsker en vis kontrol med infor-

mationsstrømmen samt at maksimere mu-

lighederne for at få de rette budskaber ud

til vælgerne og derved styre diskurserne. ”I

takt med at vælgersegmenterne er blevet

mere flydende, og vurderer politikerne på

flere forskellige akser, og i takt med, at der

er flere og flere nyhedsmedier med flere

deadlines, har politiske partier i stigende

grad haft brug for PR-folk. I dag kan man

sige, at medierne er blevet den betyde-

ligste arena for politik og netop en arena,

hvor politikere også kommunikerer med

hinanden. Det er noget, alle folkevalgte po-

litikere er bevidste om som et uundgåeligt

vilkår”, udtaler Camilla Dindler.

Globale diskurser bliver nationale

Ansættelsen af flere medierådgivere er dog

langt fra ensbetydende med, at politiske

aktører dermed kontrollerer de politiske

diskurser ene og alene. Med angrebet på

World Trade Center i 2001 formåede Al-

Qaeda at stjæle dagsorden i hele den vest-

lige verden. Otte år forinden havde Samuel

P. Huntington skabt røre i internationale

politiske kredse med artiklen The Clash of

Civilizations, hvori han bekendtgjorde, at

fremtidige konflikter ikke ville komme til at

stå imellem territorialstater, men i højere

grad mellem civilisationer. Denne diskurs

havde, ifølge Camilla Dindler, gødet jorden

for, at man i medierne kunne tale om an-

grebet inden for rammerne af en global

konflikt. ”På den måde kan man vel sige, at

Bin Laden i den grad satte en dagsorden

for mange år frem”, konkluderer Camilla

Dindler. Et dansk eksempel på, hvordan et

parti har formået at oprette en domineren-

de diskurs, er måden, hvorpå Dansk Folke-

parti i kølvandet på en tendens i medierne

til at dække vold som et samfundsproblem,

og ikke blot som enkelthændelser, fik stor

succes med at koble det til udlændinge-

debatten. Siden hen har Dansk Folkepartis

mest målrettede diskurs da også været

at definere en såkaldt ’fremmedhed’ som

modsætning til en ’danskhed’ – en diskurs,

der synes at være en væsentlig del af vær-

dikampen i Danmark.

En anden vigtig diskurs i værdikampen i

dag – såvel globalt som nationalt – er den

miljøpolitiske. I denne sammenhæng peger

Camilla Dindler på, at ’bæredygtighed’ er

et emne, der har opnået nærmest hege-

monisk status på det sidste, hvilket især

er blevet cementeret efter Anders Fogh

Rasmussens kovending angående klimafor-

andringer. ”For 15 år siden var ’bæredyg-

tighed’ et ret langhåret begreb tilknyttet

venstrefløjen’, påpeger Dindler. Værdikam-

pen i dagens samfund er således en kamp

mellem forskellige politiske diskurser, hvor-

af indvandrerpolitik og klimaforandringer

ORDET17 vinter 2007

ORDET17 vinter 2007 16 17

er to af mange.

PARTIERNE ØNSKER

EN VIS KONTROL MED

INFORMATIONSSTRØMMEN SAMT

AT MAKSIMERE MULIGHEDERNE

FOR AT Få DE RETTE BUDSKABER

UD TIL VæLGERNE OG DERVED

STyRE DISKURSERNE.

Er politiske diskurser spin?

I forbindelse med en valgkamp intensive-

res brugen af politiske diskurser typisk,

og medierne bruges som kanaler til at nå

en vælgerskare, der stadig bliver mere

og mere illoyal. Som Camilla Dindler har

påpeget, spiller medierne i dag en politisk

aktørrolle bl.a. i kraft af deres magt som

politisk arena. Hvorvidt politiske diskurser

spottes af journalister som spin, afhænger

dog af den enkelte journalists politiske

kendskab. Hertil udtaler Camilla Dindler:

”Hvorvidt en journalist kan spotte spin, som

ville være relevant at afdække, afhænger

af journalistens kendskab til essensen af en

sag og vedkommendes vilje til at afdække

den ved at afgøre, om politikeren taler

udenom eller ligefrem lyver. Det kan så

ende i dialogjournalistik, hvor politikeres

ord bliver påstand mod påstand. Et eksem-

pel findes i valgkampen 2001, hvor Nyrup

søgte at påvise, at Fogh havde modsagt sig

selv. Fogh tilbageviste det som opspind,

og ordstyreren i debatten lod uenigheden

ligge. Senere viste det sig, at Nyrup havde

haft ret”.

Diskurser – en kamp på værdier

Kampen mellem de forskellige politiske

diskurser er en kamp på værdier, der i

dagens samfund i den vestlige verden bl.a.

formuleres med terrorangrebet på USA i

2001 og teorien om civilisationernes sam-

menstød in mente. Om de politiske diskur-

ser kan defineres som spin, og hvor stor en

magt medierne har i forhold hertil, er en

længere diskussion end den, der er præsen-

teret her.

Det er dog vigtigt at påpege, at selvom

magthaverne for det meste sætter dags-

orden og udformer de politiske diskurser,

lever vi i Danmark i et demokratisk sam-

fund, og hermed skulle der være mulighed

for, at vi har en vis indflydelse på, hvem vi

lader formulere diskurserne. Hvis vi er util-

fredse med den autoritative fastsættelse

og fordeling af værdier i vores samfund,

kan vi jo altid vælge om. Det er dog blevet

tydeligt, at kampen om den politiske magt

og de dominerende diskurser ikke længere

udelukkende kæmpes mellem partierne,

men at medierne også er blevet en aktør i

kampen. Hvilke af partierne, der er bedst til

at styre diskurserne forbi og omkring den

nye aktør kan sandsynligvis læses ud fra det

seneste valgresultat – om så diskurserne

bliver til handlingsplaner er en helt anden

diskussion.


Skrevet af Kasper Løvborg, stud. Film- og Medievidenskab

Voldelige mænd iført jakkesæt

og filthatte. Drevet ud i

kriminalitet af grådighed

– og altid med fingeren på

aftrækkeren. Gangstergenren er

forbundet med disse klichéer,

men hvilke fællesnævnere er

de mest potente? Ordet kigger

nærmere på tre kategorier,

som nyere bud på genren kan

opdeles i.

den moderne gangsterfilm

Gangstergenren fik i 1990 en tilba-

gekomst med tre film, der sammen

illustrerer dens spændvidde, og hver

for sig repræsenterer tendenser inden for

genren. Francis Ford Coppola afsluttede

sin episke Godfather-trilogi, Coen-brødrene

bød på den originale Miller’s Crossing, mens

Martin Scorsese i Goodfellas beskæftigede

sig med et mere realistisk gangstermiljø.

Episke værker

Kernen i genrens nyere film er ofte en

skildring af gangsteres familiebånd eller

livslange venskaber, der brydes som følge

af enten mistillid eller den uundgåelige kor-

rumpering ved tilranelse af magt. For at få

seeren til at investere i disse loyalitetsbrud

udspiller filmene sig ofte over en årrække.

De bliver episke.

De to første Godfather-film (1972/1974),

hvor en siciliansk mafiafamilie skaber sine

egne rammer i det kapitalistiske amerikan-

ske samfund, var ikke blot afsættet for,

men indbegrebet af denne type gang-

sterfilm. Alligevel er det mest ambitiøse

eksempel på den episke variant nok Sergio

Leones Once Upon a Time in America (1984),

der følger en gruppe unge småkriminelle

fra de mødes og frem til tresserne, hvor

de få overlevende kan kigge tilbage på og

reflektere over deres liv. Omdrejningspunk-

tet er dels deres nostalgiske tilbageblik på

venskab og kærlighed, vundet og tabt, dels

deres angrende refleksion over fordums

forræderi og grådighed.

Protagonisten, Noodles, fortryder bit-

tert sine valg, men at han overhovedet

har haft nogen, adskiller ham fra Michael

Corleone i The Godfather, der, ude af stand

til at undslippe sin skæbne, ender med at

overtage faderens rolle som familiens over-

hoved. Michael kan ikke undgå at blive på-

virket af det korrupte miljø, og man følger

ham udvikle sig til et iskoldt menneske, der

ødelægger sin familie, drevet af ambitioner

og styret af branchens nødvendighed af at

være skånselsløs.

Senere eksempler på film, der lægger

sig op af de nævnte, er Blood In Blood Out

(også kendt som Bound By Honor, 1993) og

Crime Novel (2005). Fælles for dem alle er,

at de fremstiller organiseret kriminalitet

som en forretning, der i sidste ende styres

af grådighed, frem for bånd til familie eller

nære venner. Filmene bliver meditationer

over spændingsfeltet mellem protagoni-

sternes egne ønsker og løfter om loyalitet

og den moralske forkastelighed, som de er

nødsaget til at tillægge sig for at overleve.

ORDET17 vinter 2007 ORDET17 vinter 2007

18 19

Nytænkning

Miller’s Crossing behandler i vidt omfang

de samme temaer som andre gangsterfilm.

Protagonisten Tom Reagan bliver i løbet

af filmen, ligesom Michael i The Godfather,

mere koldblodig og må til sidst sørgmodigt

erkende, at hans venskab med gangsteren

Leo aldrig vil blive det samme efter Toms

affære med hans elskerinde. Disse velkend-

te elementer til trods, så adskiller Miller’s

Crossing sig alligevel markant fra den klas-

siske gangsterfilm, da filmen koncentrerer

sig om at udstille genrekonventioner. Rea-

lisme er underordnet, og det oprindelige

fokus på individets konflikt med samfun-

dets restriktioner går tabt, da ordensmag-

ten og staten utroværdigt skildres som ikke

bare delvist, men fuldstændigt korrupte.

Selve plottet er inspireret af Dashiell

Hammetts krimi The Glass Key, som Akira

Kurusawa skævede til, da han lavede Yojim-

bo, og som siden hen har inspireret utallige

westerns. Der er altså tale om en særdeles

velkendt historie, som udspringer af et

noir-forlæg, og netop ud fra dette opstår

genrevariationen: Coen-brødrene overfø-

rer apatien fra den traditionelle detektiv i

neo-noirs til Tom og genopfinder derved

gangsterprotagonisten som en antihelt. I

modsætning til den klassiske overambitiøse

gangster, er Tom ikke en grådig narcis-

sist, men en intellektuel ener – alene i en

machoverden. Han manipulerer sine omgi-

velser på udspekuleret vis, og det er som

seer nemt at komme i tvivl om, hvorvidt

hans handlinger er velovervejede eller blot

tilfældige.

Miller’s Crossing imiterer og genopfinder

på én gang eksisterende skabeloner og er

dermed temmelig svær at placere. Umid-

delbart må den betegnes som en genrehy-

brid, da den inddrager noir-elementer og

en underspillet humor, som man normalt

ikke forbinder med gangsterfilm. At af-

skrive filmen som ren retro-pastiche virker

således ikke fyldestgørende og med dens

flertydighed og selvrefleksivitet in mente,

fristes man til i stedet at kalde den et post-

moderne bud på en klassisk gangsterfilm.

Filmen er altså, ligesom Tom, svær at

blive klog på. Den kan vel anses for en stil-

øvelse, men ikke i forhold til f.eks. Quentin

Tarantinos og Guy Richies efterfølgende

film, hvis imitationer har udvandet genren

til grænsen af uigenkendelighed. Popula-

riteten af disse har ført til kopier af kopier

– et postmoderne træk, der fordrer spørgs-

målet: Er der originalitet tilbage i gangster-

genren? Er der endnu nye veje at gå?

FILMENE BLIVER MEDITATIONER

OVER SPæNDINGSFELTET

MELLEM PROTAGONISTERNES

EGNE ØNSKER OG LØFTER OM

LOyALITET OG DEN MORALSKE

FORKASTELIGHED, SOM DE ER

NØDSAGET TIL AT TILLæGGE SIG

FOR AT OVERLEVE.

Realisme

Gangsteren er i de postmoderne film

blevet en klichéfyldt myte, der benyttes i

andre sammenhænge end de oprindelige.

De klassiske gangsterfilm var problematise-

ringer af kriminaliteten afledt af samtidens

sociale problemer, hvor protagonisten så

sig nødsaget til at forfølge sin egen om-

vendte udgave af den amerikanske drøm.

”As far back as I can remember, I always

wanted to be a gangster,” som Henry Hill

fortæller i Goodfellas.

Mafiaen besidder den egentlige magt

i fuld kontrol over sin egen uafhængige,

afgrænsede verden. En verden, hvor det

er muligt at realisere sine drømme. Filmen

viser både de umiddelbare fordele, Henry

opnår via sin tilværelse som gangster,

samt hans senere uundgåelige undergang.

Denne struktur skulle vise sig bæredygtig

for mange nye gangsterfilm, bl.a. Scorseses

egen Casino (1995).

I disse film, og f.eks. også Donnie Bra-

sco (1997), er der skruet betydeligt op for

volden, og folk fra det virkelige mafiamiljø

har hjulpet instruktørerne med at få detal-

jerne på plads. Filmene markerer således

en tilbagevenden til mere realistiske miljø-

afbildninger, men det er klart, at filmene

har måttet følge med tiden. Således er det

mest hyldede nutidige portræt af mafiali-

vet, The Sopranos (1999-2007), mere afdæm-

pet end de film, der blev lavet og foregik

i forbudstiden, hvor publikum kunne side-

stille handlingen med hverdagens avisover-

skrifter om datidens store gangstere, der

dengang havde et langt mere omfattende

fortagende med illegal sprut, gambling og

prostitution.

Traditionen for at benytte gangsterfil-

men til at behandle sociale problemer ses

dog stadig. Fernando Meirelles’ City of God

(2002) blev af pressen døbt en brasiliansk

Goodfellas, og filmen kombinerer et episk

narrativ med en virtuos skildring af de så-

kaldte favelas slumkvarterer i Rio de Janei-

ro, hvori politikorruption og bandekrige er

en del af hverdagen. Skulle man være i tvivl

om, hvorvidt miljøbeskrivelsen er over-

dreven og gangsterne for karikerede, kan

det nævnes, at mange af skuespillerne var

amatører opvokset i de fordærvede kvarte-

rer. Asger Leths dokumentar Ghosts of Cité

Soleil (2006) tegner et lignende portræt af

den Central- og Sydamerikanske slum, blot i

stedet med fokus på Haiti.

City of God har tilsyneladende på ny

genoplivet gangsterfilmen, der synes at

trives i bedste velgående med sidste års

Oscar-vinder for bedste film, Scorseses The

Departed (2006), samt dette års to store

gangsterfilm: David Cronenbergs Eastern

Promises (2007), om den russiske mafia, og

Ridley Scotts kommende American Gang-

ster (2007), der genbruger skabelonen om

en gangsters succes og undergang og spås

Oscar-chancer. Dermed mangler vi bare

en arvtager til Miller’s Crossing. En film der

måske med tiden vil vise sig at være den

sande original blandt alle kopierne.


Skrevet af Anders Jepsen, stud. Film- og Medievidenskab Foto: DR (retoucheret)

DR-journalist Jeppe Nybroe blev

fyret, fordi han tilføjede eksplosions-

lyde i et nyhedsindslag. Christoffer

Guldbrandsen blev beskyldt for manipu-

lerende brug af underlægningsmusik i

dokumentarfilmen Den Hemmelige Krig, og

senest klippede TV2 to scener ud af Catrine

Marchen Asmussens dokumentar Mig og

Naser – den ene fordi den var rekonstru-

eret. Filmiske virkemidler bliver flittigt

diskuteret i de danske medier og ofte med

anklager om manipulation.

For den brede befolkning er de tre

nævnte personer nok bedre kendt for

M for...

manipulation?

Manipulation og løgn. En række skandaler har de seneste år sat fokus på dokumentarismens

virkemidler. Tv-journalister og dokumentarister er blevet anklaget for bevidst at fordreje

sandheden. Men hvad handler kritikken i virkeligheden om? Og giver det mening over

én kam at blackliste filmiske virkemidler i dokumentaren? Ordet har kigget nærmere på

skandaler, billedmedier og redigeringsteknikker.

andet. Jeppe Nybroe påstod, at danske

soldater var ved at forlade Irak, da de i

virkeligheden var på vej ind. Regeringen

beskyldte Guldbrandsen for at fordreje

fakta, og Asmussen fremstillede en bil

som udbrændt som følge af uroligheder,

selvom den i virkeligheden bare havde haft

motorstop. Debatten har i høj grad handlet

om, hvorvidt de tre bevidst har løjet for sit

publikum.

Men en ting er at lyve og manipulere

med kendsgerninger, en anden er at udnytte

mulighederne i mediet. Spørgsmålet

er, om det er fornuftigt at fokusere så

ihærdigt på klippe- og lydarbejde, når man

lige så vel kan diskutere den dokumentariske

værdi af disse mediers egentlige byggesten,

nemlig billeder. ”Fotografiets kunst

består af andet og mere end at trykke på

en udløser”, som tidligere lektor i filosofi og

billedmedier, Søren Kjørup, udtrykker det.

Billeder er en bearbejdning af virkeligheden,

der kan snyde og bedrage – selvom de

ikke er manipuleret i klassisk forstand.

Billedet af virkeligheden

Langhåret sagt er spørgsmålet, om fotografiet

er et indeksikalsk tegn eller ej. Indeksi-

kalske tegn, et begreb hentet fra semiotikken,

kan f.eks. være dyrespor i sneen eller

røg. Tegn der indikerer, at noget er sket, at

et dyr har gået en tur i sneen, eller nogen

har tændt et bål. På samme måde kan man

se fotografiet som et digitalt eller kemisk

spor af virkeligheden. En genstand foran

kameraet reflekterer lys, der opfanges gennem

linsen. Teorien forudsætter derved,

at det, der var i virkeligheden, også er på

billedet. Men betyder det, at det, der er på

billedet, også var i virkeligheden?

Teorien får modspil, hvis man forestiller

sig billederne fra familiefødselsdagen, hvor

alle optræder med røde øjne. De færreste

vil stædigt påstå, at familien i netop det

øjeblik var en flok blodsugende monstre.

Dogumentary og ’M’anipulation

I 2002 sagde seks prominente, skandinaviske

dokumentarfilminstruktører ja til et

eksperiment. Eksperimentet hed dogumentary

og var i bedste dogme ’95-stil et

regelsæt, der klart begrænsede instruktøren.

Nogle af de mest vidtgående regler

var: ”Alle klip skal markeres med 6-12 sorte

billeder.” og ”Manipulation af lyd og/eller

billeder må ikke finde sted.”. Reglerne

skulle, ifølge ophavsmanden Lars Von Trier,

bringe dokumentarfilmen tilbage til virkeligheden

og fri den fra den nye teknologis

manipulation.

En lignende bekymring for den nye teknologis

muligheder opstod i Norge, og her

resulterede det i et bredere presse-etisk

initiativ fra branchen selv. Norsk Presseforbund

anbefalede, at manipulerede billeder

i aviser og ugeblade skulle markeres med et

lille M. Så kunne læseren se, at billedet var

manipuleret og dømme derefter.

Men som Søren Kjørup argumenterer,

er en sådan markering ”i bedste fald både

overflødig og naiv, i værste fald direkte

farlig”.

For hvis læseren kun anbefales at være

særlig opmærksom på billeder markeret

med M, vil billeder uden markering automatisk

blive opfattet som mere troværdige.

Billeder markeret M vil, måske retmæssigt,

signalere utroværdighed, mens billeder

uden M vil signalere en dokumentarisk

autencitet.

Men ønsker man bevidst at manipulere

og vildlede, er det for det første naivt at

forestille sig, at skurken ville markere sit billede

”M”, og for det andet skulle det være

en smal sag at fortælle en falsk historie

uden at redigere i billedet.

Ligeledes med dokumentarfilmgenren.

Hvis der skabes enighed om, at filmiske virkemidler

forpurrer sandheden, vil tiltroen

til de enkeltstående billeder og dokumentarfilmen

uden synlige virkemidler blive

højere. Og samtidig vil en række grundlæggende

og harmløse fortælleteknikker samt

redigeringsteknikker blive mistænkeliggjort.

Krav til dokumentaristen

Under overskriften ”TV2 manipulerer i ny

dokumentar” forlangte en journalist fra

Nyhedsavisen, at Catrine Asmussens dokumentar

Mig og Naser blev fjernet fra TV2’s

sendeflade. ”Billederne skal tale sandt,

lyden skal være sand, indtalingen skal være

sand, tiden skal være rigtig,” lød parolen,

og dermed var sagen ifølge ham klar. Journalisten

forventer, at dokumentaristen

fremviser virkeligheden kronologisk og

objektiv. Som seer kan vi ikke gennemskue

virkemidlerne, og ”vi har ikke andet valg

end at ‘give op’, læne os tilbage og ‘tro’ på

filmen.” fortsætter han.

Men lad os undersøge en typisk scene

fra en dokumentarfilm. To personer har

en samtale ved et bord. Den ene snakker,

den anden lytter. De fleste dokumentarfilm

optages med ét kamera, og det er derfor

umuligt samtidig at filme den talende og

den lyttende person – hver for sig vel at

mærke. Alligevel klippes der i dokumentarfilm

ofte til ’reaction shots’ af den lyttende.

Altså billeder som umuligt kan være

optaget i den rækkefølge, de præsenteres

i filmen. Hvis den lyttende tilmed nikker,

har vi kun instruktørens gode ord for, at

vedkommende rent faktisk nikkede netop

her. Journalisten har altså ret. Vi må ’give

op’, læne os tilbage og ’tro’ på dokumentaristens

moral, men sådan er det hele tiden

- selv ned i den mindste detalje.

Mig og Naser blev da også sendt, men

uden to centrale scener. TV2’s fakta- og dokumentarredaktør

Lasse Bjerre begrunde-

de: ”Rekonstruktioner skal undgås, når der

er tale om centrale scener”. Hvad en central

scene er, melder historien ikke noget om.

At rekonstruktioner skal undgås, er desuden

et pudsigt ideal, som ikke traditionelt

er knyttet til dokumentarismen. Filmhistorisk

er én af de mere tungtvejende definitioner

på dokumentarismen jo netop John

Griersons ”a creative treatment of actuality”.

En betegnelse der accepterer filmskaberens

bearbejdning af sit materiale.

Hvis Lasse Bjerre nærstuderede TV2nyhederne

på en typisk mandag aften,

ville han nok også få et chok. Mange nyhedsindslag

gør brug af iscenesættelser

og rekonstruktioner. Ofte har journalisten

bedt interviewpersonen læse i avisen, gå

ud for at hente post eller gå en tur på havnen,

mens speakeren fortæller om tidligere

depression og selvmordsforsøg.

Man kan lyve på mange måder, og fortælle

sandheder på mange andre. Spørgsmålet

er da, om det er rimeligt over én

kam at angribe traditionelle, basale redigeringsteknikker

for at være manipulation.

Tilliden i højsædet

Morten Bay, cand. mag. i Medievidenskab,

tidligere formand for det Radikale venstres

mediegruppe og forfatter af bogen Generation

Netværk, har foreslået, at kildekritik

indføres som fag i folkeskolen. Han mener,

det er vigtigt at træne de unge i kritisk stillingtagen

til medier.

Og måske er det ikke en helt dårlig vej at

gå. Tidligere kunne man tydeligt se, hvis et

billede var manipuleret. Saksen og limstiften

efterlod tydelige spor. Men i takt med

teknologiudviklingen bliver det sværere og

sværere. Så i stedet for at slå sporadisk ned

på filmiske virkemidler, er vi bedre stillet

med generel kritisk stillingtagen. I sidste

ende er det alligevel tilliden til den enkelte

person og dennes forvaltning af teknologien,

der afgør, om vi kan tro på det, vi ser.

Kameraet sikrer ikke objektiviteten.

ORDET17 vinter 2007

ORDET17 vinter 2007 20 21


Skrevet af Henrik Østergaard, stud. Film- og Medievidenskab

Som én af filmhistoriens allerstørste

auteurs kredsede den, i mere

end én forstand, store instruktør,

Orson Welles, ofte om magtens

grimme fjæs, dens tilbedere og

disciple. I hans optik var magten

sjældent et kønt syn, og hans

fiktive magtmenneske i forskellige

afskygninger lå måske ikke så langt

fra hans egen persona.

Welles’ problembørn

– problembarnet Welles

Fra de dystre natskygger i et falde-

færdigt hul af en grænseby træder

en skikkelse larger-than-life ind på

lærredet. I et syn så grotesk, en Orson

Welles sminket til ukendelighed og filmet

fra et respektindgydende lavt leje, vakler

et overvægtigt vrag af en mand frem. Så

gennemrådden af sin egen nedbrydende

livs- og bevisførelse, at han også er ved at

rådne fysisk op.

Bag al den visuelle bravour

Denne dæmonlignende skikkelse er fra Or-

son Welles klassikeren Touch of Evil fra 1958

om en nygift, mexicansk politimand, der på

dødsensfarlig vis kommer på sporet af sin

amerikanske kollega Quinlans forfalskende

metoder til at opklare forbrydelser. Denne

Quinlan er måske den mest endegyldige

repræsentant for filmkunstens fascination

af magtens væsen og dens tilbedere. Eller

rettere, i hvert fald i Welles’ tilfælde, en

fascination af mennesket bag magten. Som

for eksempel når den frygtindgydende

despot af en politimand, Hank Quinlan, til

sidst ligger ynkeligt i vandskorpen under en

bro som en slagen mand, der febrilsk forsø-

ger at forhindre, at sandheden skal komme

frem. Vi ved her, at denne mand blot er et

sønderramt offer, der i sin egen sorg over

hustruens død har brugt og misbrugt al

sin magt til at genvinde kontrollen. Måske

ikke et synderligt tiltalende offer, men dog

alligevel et offer.

Orson Welles bliver idag generelt betrag-

tet som en af de allerstørste instruktører i

filmhistorien, med filmen, der ofte kaldes

‘Verdens Bedste Film’, nemlig Citizen Kane,

på samvittigheden. Men han er også kendt

som en af de største tragedier og spildte

genier ud i filmkunsten. Som barn af en

opfinder og en koncertpianist blev han

KANE SIDDENDE ENSOM OG ALENE I LæNESTOLEN, DEN SORGRAMTE ENKEMAND QUINLAN LIGGENDE

yNKELIGT I FLODEN. I SIDSTE ENDE FØLER VI MED DEM, FORDI VI FORSTåR DEM. WELLES Så MULIGVIS SIG

SELV I DISSE BåDE MAGTFULDE OG MAGTESLØSE FIKTIVE KARAKTERER.

tidligt anset for et vidunderbarn, idet han

både iscenesatte Shakespeare og viste store

evner for poesi, klaver og skuespil. Shake-

speare skulle komme til at følge ham resten

hans karriere, idet han ofte har filmatiseret

den engelske playwright, og hans øvrige

film rummer ofte samme storladent tragi-

ske elementer. Hans film blev dog desværre

ofte skamklippet af Hollywood, han blev

erklæret for ’persona non grata’ i glamour-

byen og flygtede i eksil til udlandet, hvor

han var anderledes anerkendt og kunne

finansiere sine kompromisløse projekter

ved at spille med i andre instruktørers film.

Magtmennesket Quinlan trækker en lige

linje tilbage til en anden stor mand. Nemlig

fra hans debutfilm Citizen Kane (1941). Den

store mand, der med en emotionel moden-

hed som en teenager og i tabet af sin barn-

doms Rosebud, raser med vold og magt og

med rundsave på albuerne igennem livet

mod sin åbenlyse, ensomme undergang.

Selv da hans magt når toppen af barome-

tret, formår han ikke at indfri sine højeste

ønsker, og hans hjælpeløshed og sårbarhed

udstilles. Bag al den visuelle bravour be-

skæftigede Orson Welles sig igennem det

meste af sin produktion med en fascination

af magtmennesket.

ORDET17 vinter 2007

ORDET17 vinter 2007 22 2

Power Baby’er

Berverle Houston har i en artikel i det inter-

nationale filmtidsskrift Film Quarterly kaldt

denne centrale figur, dette magtmenneske

i mange af Orson Welles’ film, for en ’Power

Baby’. Et voksent barn, der med lige dele

begær og afmægtig trygheds trang klamrer

sig til magten, som var det moderens bryst.

Og det er ikke så svært at se sammenhængen.

I den overdimensionerede kæmpebaby

med michelin-arme Hank Quinlans

tilfælde spises og suttes der tilmed til den

store guldmedalje på noget så barnligt som

slikpinde, hvis den da ikke udskiftes med en

cigar, der mere suges end ryges på, mens

han misbruger sin selvbestaltede absolutte

magt til at ændre selve rammerne for retfærdighed

efter sit eget hoved. Ligeledes

optræder Kane indimellem som et ustyrligt

barn i en slikbutik - både overfor hans nær-

meste og verden i det hele taget.

Begær og tryghedstrang flyder sammen,

når Welles’ magtmennesker er på

færde. I deres indre barns søgning efter en

mistet, eller måske aldrig tilstedeværende,

signifikant essens i fortiden slår ‘barnets’

behov for tryghed over i den ‘voksnes’

nærmest maniske behov for kontrol med

omverdenen. Og hvad der ikke indfinder

sig i deres omverden, skal nok komme det,

hvis det står til disse magtmennesker. Et

begær efter såvel tryghed og kontrol så

nedbrydende, at det oftest ender med

at opsluge dem selv. Denne samme så at

sige selvdestruktive ageren, som udvises af

Kane og Quinlan, bliver anet hos flere andre

af Welles’ trængte figurer: Fra den menneskeligt

og erotisk overlegne, men naive

Othello overfor hans undergang, Iago, i den

ekspressionistiske version af Shakespeares

skuespil fra 1952; til Karen Blixen-filmatiseringen

En udødelig histories (1968) Mr.

Clay, som fuldt bevidst bruger sin magt

til at manipulere med sine omgivelser for

at sikre sin arvefølge og dermed sin egen

‘udødelighed’ til en sådan grad, at det ender

med netop hans død. Visuelt fremstiller

Welles ofte disse magtmennesker nedefra

i frøperspektiv, som Kane i frembrusende

statur foran et gigantisk billede af ham selv,

illustrerende hans magtfuldhed, for så at

filme dem i en total indstilling, der gør dem

små og alene, for at illustrere deres skrøbelighed

og ensomhed.

Citizen Welles

Med sit imponerende korpus var Orson Welles

perfekt til selv at spille disse magtmennesker.

I enkelte tilfælde overlod han dog

scenen til andre kræfter. Magtmennesket

var dog stadig i høj grad tilstede. Som for

eksempel i den storslåede Familien Ambersson,

der i 1942 efterfulgte hans celebrerede

debutfilm. Her var det den unge og noget

lettere Tim Holt, der spillede magtmonsteret

i menneskeskikkelse med et problematisk

barnesind. Denne Georgie Minafer indleder

et frontalt angreb mod omverdenen,

da hans plads i familien, hans del i formuen

og ikke mindst, ligesom i Citizen Kane, hans

plads i hans kære mors favn trues. Igen til

tragisk endeligt for vores selvudslettende

protagonist.

Orson Welles’ mange magtfulde, men

triste menneskeskæbner, kunne ses som

hans eget terapeutiske billede af sig selv,

og efterfølgende skræmmende virkeliggjort

af ham selv i hans senere tragiske filmkarriere.

Som hans figurer, og særligt hans

Charles Foster Kane, blev han selv frarøvet

sin families trygge skød, da han mistede

sin mor som 8-årig, og sågar sin far som

12-årig, og igen som sine figurer opnåede

han i starten af sin karriere en enorm magt

og selvbestemmelse, for til sidst at få den

fravristet igen på grund af sammenstødet

med en uforstående og usamarbejdsvillig

kommerciel filmindustri. Noget, der vel

i høj grad også var sporet af hans egen

manglende selvdisciplin og ukontrollable

egocentrisme. Måske derfor fremstiller han

også i sidste ende sine ved første øjekast

frastødende personligheder med en hvis

forståelse og medlidenhed: Kane siddende

ensom og alene i lænestolen, den sorgramte

enkemand Quinlan liggende ynkeligt

i floden. I sidste ende føler vi med dem,

fordi vi forstår dem. Welles så muligvis sig

selv i disse både magtfulde og magtesløse

fiktive karakterer.

Disse sammenfald mellem historien og

fiktionen er selvfølgelig ikke uomtvistelige

beviser for, at Orson Welles film kan og skal

læses på denne måde. Naturligvis må andre

aspekter også inddrages for at få den fulde

forståelse for Orson Welles’ værk. Men de

kan øjensynligt være behjælpelige som et

udgangspunkt for en nærmere analyse, og,

om ikke andet, give en smule mere indblik

i den nedbrydende effekt, magtens væsen

bestemt også kan have.

Kilder:

Houston, Berverle: Power and Dis-integration

in the Films of Orson Welles in:

Film Quarterly, vol. 35, no. 4 (1982)

Thomsen, Christian Braad: Drømmefilm

(2002)


Ud at se med ph.d., Skrevet af Rasmus Helles

NYe MedIer

I eT GAMMelT SAMFUNd

Hvem snakker med hvem, gennem hvad, hvorfor, og hvad fører det til? Med

udbredelsen af e-mail, SMS og mobil-snak er svaret på kommunikationsforskningens

klassiske spørgsmål pludselig blevet mindst en ph.d.-afhandling længere – Rasmus

Helles skriver Ph.d. om ”Personlige Medier i Dagliglivet”.

Spol tiden 15 år tilbage. Dengang

havde almindelige mennesker to

medier til rådighed, når de ville kom-

munikere med deres nærmeste: Telefonen

og brevet. Siden har den digitale teknologi

udviklet sig eksplosivt, og den interper-

sonelle kommunikation har spredt sig til

en række nye medier. De færreste kunne

nok forestille sig en hverdag uden mobil-

telefon, sms’er og e-mails. Afhandlingen

Personlige Medier i Dagliglivet undersøger

konsekvenserne af de mange nye mediers

indtog i vores dagligdag og personlige

netværk.

Fra teknologi-hype til dagligliv

Der tales meget om ’nye medier’, både i de

nye medier selv og i de ’gamle’ massemedi-

er. Fælles for de fleste stemmer i koret er

overbevisningen om, at udviklingen kon-

stant bevæger sig fremad og accelererer.

Alene det at følge med i, hvad der for ti-

den er cutting edge, kan udfylde de vågne

timer for de fleste. Eventuel resterende tid

kan bruges til at orientere sig i urskoven af

bud på, hvilke konsekvenser disse teknolo-

gier får for fremtiden: Hvordan de vil revo-

lutionere forretningslivet, kærlighedslivet,

dagliglivet, det politiske liv etc. etc.

Afhandlingen Personlige medier i Daglig-

livet går til spørgsmålet om de digitale me-

diers sociale og kulturelle betydning fra en

anden vinkel og trækker på indsigter fra

mediesociologi, mediehistorie, hverdags-

livssociologi og social netværksanalyse.

Projektet fokuserer på de konsekven-

ser, udviklingen af den digitale teknologi

har haft for den interpersonelle kommuni-

kation - dvs. vores daglige kommunikation

med den nærmeste, sociale kreds af fami-

lie og venner.

Medieret interpersonel kommunikation

Mange af de nye medier, ikke mindst

mobiltelefonen, er blevet vigtige kanaler

for kommunikation med vores nærmeste.

Det betyder, at meget af den kommuni-

kation, der bedrives i mails, sms-beskeder

og mobilsamtaler, arver en række træk fra

den dagligdag, de indgår i: Det er hurtige

beskeder om manglende indkøb, sidste-øje-

bliks-ændringer af planlagte møder, korte

samtaler om dagens begivenheder etc. Alt

sammen meget velkendt, og alt sammen

ORDET17 vinter 2007

ORDET17 vinter 2007 24 25

rimeligt trivielt.

Men selv om de nye medier fortrinsvis

bruges til at fortsætte almindelig hverdags-

kommunikation, så rummer de alligevel et

forandringspotentiale, fordi de giver os

mulighed for at manipulere med en række

omstændigheder omkring kommunikatio-

nen, som før lå temmelig fast: Vi kan vælge

at gøre stort set enhver situation til ramme

om kommunikation - muligheden er ikke

længere væk end vores bukselomme.

Vi har fået mulighed for at være strategiske

omkring accept og afslag af kommunika-

tion: Hvis vi ikke gider at snakke med den,

der ringer eller mailer, kan vi ignorere

tilbudet og ringe tilbage senere, eller helt

droppe det. Og endelig giver lang tids brug

af de nye muligheder os en øget føling

med de nærmestes daglige liv og færden

- også i de situationer, hvor vi normalt ikke

er sammen med dem. Den konstante kom-

munikation får altså løbende vore forskel-

lige sociale sfærer til at overlappe hinanden

og blive mere tilgængelige for os - på en

anden måde end tidligere.

Ændring af sociale roller

Skønt indholdet af kommunikationen kan

være nok så ordinært, så er de nye medier

spændende alligevel, blot på et andet plan.

For med de nye muligheder for at vælge

menneskene i vores omgangskreds til og

fra - for at lukke dem ind og ud af forskel-

lige sammenhænge og for at vide nye ting

om dem - åbnes der op for at genforhandle

nogle af de normer, som vores daglige

tilværelse hviler på.

Hvem siger hvad, til hvem, hvornår (må

de vide hvad jeg laver nu?)? Hvem kan trygt

ignoreres (fordi de alligevel ringer igen)?

Hvem må man svare (fordi der står noget

på spil)? Spørgsmål, der viser, at der skjuler

sig langt større og mere betydningsfulde

spørgsmål nede under mobilsnakkens pro-

saiske overflade. For selv om hverdagslivet

er trivielt, så er det organiseret ud fra

værdier og normer, der viser hen til magt-

forhold og sociale roller, som er dyb alvor

for de implicerede - og når vi inviterer nye

medier ind i dette delikate arrangement,

så åbner vi også for muligheden for at lave

om på det.

Et eksempel fra afhandlingen: I en fami-

lie deles forældrene ligeligt om opgaven

med at tage sig af barnet - lige indtil ungen

får sin første mobil og begynder at ringe

til forældrene på arbejdet. Så viser det sig,

at mor er mere villig til at forlade et møde

for at svare på podens opringninger end

far. Skønt begge forældre ønsker at dele

ansvaret, så ender det i praksis med at ligge

mere hos den ene end den anden, også

udenfor arbejdstiden. For når nu samtalen

mellem mor og barn om skoledagens be-

givenheder allerede er startet på mobilen

om formiddagen, så fortsætter den også

lettere mellem de to om eftermiddagen

efter arbejde.

Eksemplet viser, hvordan medieringen

af hverdagslivets kommunikation kan have

et transformativt potentiale, der rækker

langt ud over medieringen selv. Det er

dette forandringspotentiale, projektet

sigter mod at klarlægge.

Eksperiment i fuld skala

Som med så megen anden medieforsk-

ning er projektet nærmest pr. automatik

tværfagligt, da det trækker på teorier og

metoder fra flere forskellige traditioner,

hvilket kræver, at der udvikles en samlende

teoretisk ramme.

Til gengæld giver det mulighed for at se

et af medievidenskabens centrale temaer -

kommunikation - fra flere sider, ikke mindst

hvordan kommunikation fungerer i samspil

med sociale normer og strukturer.

Det er samtidig med til at øge bevidsthe-

den om, hvor stort et eksperiment vi som

samfund har begivet os ud i ved at invitere

de nye medier helt ind i kernen af vores

sociale liv.

Normalt er det forskerne, der udtænker

eksperimenterne i laboratoriet. I dette

tilfælde er vi imidlertid så heldige, at sam-

fundet selv har iværksat eksperimentet i

fuld skala, så man som eksempelvis ph.d.-

studerende blot skal sætte sig ned på en af

de forreste rækker og følge, hvordan nye

medier får det gamle samfund til at udvikle

og forandre sig.

Litteratur

Goggin, G.: Cell phone culture: Mobile techno-

logy in everyday life, 2006

Katz, J. E., et al.: Personal mediated communica-

tion and the concept of community in theory

and practice. In: Kalbfleisch, P. (Ed.): Communi-

cation Yearbook, 2004

Ling, R. S.: The mobile connection: The cell pho-

ne’s impact on society, 2004

Rasmussen, T.: Nettverksintegrasjon og Person-

lige Medier. In: Loders, et al. (Eds.): Personlige

Medier: Livet Mellem Skermene, 2007

Wellman, B. & Hogan, B.: Connected lives: The

project. In Purcell, P. (Ed.): Networked Neigh-

bourhoods, 2005

Link

Der findes en udmærket (og pt. ajourført) bib-

liografi om mobile medier på adressen:

http://www.scils.rutgers.edu/ci/cmcs/publica-

tions/


Skrevet af Uffe Paulsen, stud. mag. Medievidenskab Foto: Uffe Paulsen

Duften af Tarzan er titlen på den

første artikel, hvori navnet Stig

Hjarvard forekommer i den danske

avisdatabase Infomedia. Det var i 1993, og

siden er det blevet til intet mindre end 497

notitser, artikler, interviews, et par debat-

indlæg og en kronik. Men tjek hellere selv

efter, for tallet er helt sikkert steget noget,

siden denne artikel blev skrevet midt under

valgkampen.

Stig Hjarvards daglige arbejde som forsker

er absolut ikke noget, der foregår i et va-

kuum. Hjarvard er løbende i interaktion

med verden omkring ham. Der er stor

efterspørgsel efter hans viden i medierne

- han må sige nej til ni ud ti henvendelser

- og hans forskning afsøger løbende de

forandringer, der sker i den danske medie-

virkelighed.

Duften af Tarzan handlede om det i 1993

ganske nye fænomen, at herreparfumer

blev markedsført gennem saftige reklamer

med afklædte mænd. I årene siden har

Stig Hjarvard beskæftiget sig med (og altså

ganske ofte udtalt sig om) så forskellige em-

ner som Kongehuset, Irak-krigen, religion,

reality-genren. Men oftest har hans mange

videnskabelige publikationer, for dem er

der også mange af, vendt og drejet emner

som journalistik, nyhedsformidling, offent-

lighed og demokrati. Når man spørger ham

selv, om der er en rød tråd, griner han og

FORSKERINTERVEW

Mellem

mennesker

og medier

Stig Hjarvard er en forsker i løbende

dialog med sin samtid. Som ofte brugt

kommentator i medierne og som

engageret forsker i, hvad medierne gør

ved menneskers relationer

svarer:

”Ja, det håber jeg da, der er! Den røde

tråd er en stor interesse for, hvad medi-

erne betyder i menneskers relationer. Og

mennesker forstået både på gruppeniveau

og på samfundsniveau. Jeg har i flere år nu

arbejdet med begrebet medialisering. Det

handler om den proces, at vi er gået fra et

samfund, hvor face-to-face-kommunikation

har været mere dominerende, til i dag,

hvor både samfundets store kommunika-

tion og kommunikation i små grupper i

næsten alle henseender er formidlet eller

understøttet af medier. Det gør noget ved

de relationer, vi har til hinanden. Det er

det, jeg prøver at undersøge.”

Men i de senere år er Stig Hjarvard også ble-

vet mere bevidst om, at samfundslivet ikke

kun udspiller sig i nyhedsudsendelserne og

i avisjournalistikken:

”Medierne har jo også en anden virke-

lighed, som handler om hverdagsliv, om

følelser, om det overnaturlige. Og hvis

mediesociologi skal være sit navn værd,

skal den kunne forklare både de seriøse si-

der af mediernes virke, men også de sider,

som kan være ligeså alvorlige, men som har

mere at gøre med det nydelsesmæssige

aspekt af medierne og underholdning.” Det

har blandt andet ført Stig Hjarvard til at

undersøge emner som religion og overtro

i medierne, og de nye sprogformer, me-

dialekter, som den megen nye medierede

kommunikation afføder.

Verden i støbeskeen

Da Stig Hjarvard skulle vælge studie i

1980’erne, fandtes der ikke noget medie-

fag: ”Der var et filmvidenskabeligt fag, som

på det tidspunkt – kan man godt sige uden

at fornærme nogen – var ganske snævert

filmhistorisk og filmæstetisk og havde

meget lidt med andre typer af medier at

ORDET17 vinter 2007

ORDET17 vinter 2007 26 27

gøre.”

”Min interesse har altid været mere

mediesociologisk, altså i bredeste forstand

samspillet mellem medier, kultur og sam-

fund, og Litteraturvidenskab var dengang

et af de steder, hvor man kunne beskæf-

tige sig med det. Fagets studieordning

var bred, og i kraft af det, man kaldte det

udvidede tekstbegreb, blev avistekster,

radio og tv også lødige studieobjekter. Så

udover at jeg heller ikke havde noget imod

litteratur, så var det også det sted, hvor

man kunne interessere sig for den type

spørgsmål.”

Stig Hjarvard var ikke ensporet rettet

mod at blive forsker. Det var blot en af

flere karrieremuligheder, han overvejede.

Men hans interesse for fagets substans, me-

dierne, gjorde det naturligt at fortsætte.

Sammen med Henrik Søndergaard, der i

dag også er forsker på Afdeling for Film- og

Medievidenskab, skrev han i 1988 en magi-

sterafhandling på Litteraturvidenskab om

forsøgene med lokal-tv i Danmark. Det lyder

måske meget uskyldigt, men var lidt af en

revolution i medieverdenen i 1980’erne

efter tredive års monopolfjernsyn:

”Jeg blev færdig på et tidspunkt, hvor

der var en kolossal dynamik i mediever-

denen. Der var et kæmpe opbrud, og det

gjorde det til en helt oplagt interesse at

studere, hvad det egentligt var for nogle

omvæltninger, der skete i mediesystemet,

og hvilke implikationer, det havde for

kulturen, samfundet og deltagelsen i de-

mokrati.”

Så der var brændstof til, at du blev ved?

”Der var masser af brændstof! Det var på

mange måder ligesom at opleve, at verden

er i støbeskeen uden for vinduet. Det var

bare om at gå i gang med at se på, hvad

der skete.”

Nye spilleregler

Stig Hjarvard forsøger stadig at kortlægge

samtidens medieomvæltninger med sin

forskning:

”I 2001 troede vi, at internettet var den

store udfordring til den trykte presse, men

nej, det var papirmedier, der skulle revolu-

tionere pressemarkedet.”

”Det, der sker i øjeblikket, er mindst lige

så omvæltende, som da Cavling omlagde

Politiken i 1905. Det er en helt ny avisform,

som har overtaget markedet, nemlig gra-

tisaviserne. De er finansieret på en anden

måde, de udgives med at andet formål og

indholdet er af en anden karakter. Og de

er jo, om ikke over night, så på kun seks

år blevet landets største aviser. Det er al-

ligevel bemærkelsesværdigt og har ændret

spillereglerne for det hele.”

I samme periode er det politiske liv ble-

vet mere skarpt opdelt i en venstreblok og

en højreblok, og det, mener Stig Hjarvard,

er en af årsagerne til en repolitisering af

dele af den trykte presse. Det arbejder han

i øjeblikket med i projektet Journalistik som

politisk intervention:

”Mens nogle aviser, ikke mindst gratisavi-

serne, ser ud til at blive ganske apolitiske,

så har vi på den anden side en række aviser

som Berlingske Tidende, Politiken, Jyllands-

Posten, Kristeligt Dagblad, Børsen og Infor-

mation, som er relativt eksplicitte i deres

politiske udmeldinger. På lederplads, men

også i journalistikken, i måden at designe

avisen på og henvende sig til læseren.”

”Nogle aviser finder tilsyneladende en posi-

tion i markedet, hvor opinion både er poli-

tisk interessant, men også kan betale sig.”

At avisjournalistik ser ud til i stigende

grad at blive politiseret, bekymrer ikke Stig

Hjarvard, for samtidig ser det ud til, at læ-

serne godt kan gennemskue avisernes vink-

linger: ”Der er nok nogle, der synes, at f.eks.

Politiken eller Jyllands-Posten er gået for

meget ud af en politisk tangent, men det

er vigtigt at understrege, at en del af dem,

der holder aviserne, gør det, fordi avisen er

bærer af den opinion, som de hælder til. Så

det er også en attraktionsværdi.”

”Nogle af de analyser, jeg er i gang med

at lave, peger på, at læserne er fuldt på det

rene med, at aviserne har den bias. Det er

ikke sådan, at den naive læser af Berlinge-

ren tror, at det er en helt neutral avis. Nej,

de er udmærket klar over, at det er en bor-

gerlig avis, og de ser det borgerlige indhold

– også i det journalistiske stof.”

Ud af tepotten

På trods af, at humanistisk forskning jo dre-

jer sig om mennesker, så foregår det meste

af forsker-fodarbejdet alene på kontoret.

Og det stiller særlige krav til de mennesker,

der arbejder som forskere: ”Der er ingen

tvivl om, at man skal kunne holde sig selv

rimeligt ud. Også i ensomhed. Og man skal

ikke mindst kunne holde sig selv oppe i en

række processer. Det skal man være klar

over, hvis man vælger den karriere.”

”Men jeg vil samtidig sige, at jeg hører

til den generation, hvor forskningen må-


...fortsat

28

ske kom lidt ud af det med den ensomme

forsker på kontoret. Jeg husker dengang,

jeg selv var en ung forskerspire, at det blev

omtalt som tepotteforskning: Den ældre

lektor mødte op på arbejde hver morgen,

lavede en kande te, låste sig ind på sit kon-

tor og låste sig ud igen kl. 16.30. Den måde

at drive forskning på, synes jeg ikke er

tiltalende.”

Derfor har Stig Hjarvard som oftest valgt

at arbejde sammen med andre i forsker-

grupper: ”Gerne en overskuelig gruppe på

en fem-ti stykker, hvor man koncentrerer

sig om et givet felt.”

”Men jo, der er ingen tvivl om, at det er

mere selvstændigt, det er mere ’ensomt’

end så mange andre professioner. Men det

er også et sted, hvor man diskuterer og

møder rigtigt mange interessante men-

nesker.”

Opgør med paradigmerne

En anden drivkraft for Stig Hjarvard er altid

at forsøge at udfordre de dominerende

ideer i samtiden: ”Jeg synes, det er en del

af dynamikken at forholde sig kritisk til de

paradigmer, der eksisterer i den tid, man

er i. Og hvis dette er stedet at give råd til

yngre forskere, så er det, at man aldrig skal

formulere sine videnskabelige problemstil-

linger i forlængelse af de igangværende

paradigmer. Man skal altid gøre det enten

i modstand mod det, eller prøve at opsøge

nogle nye områder.”

”Jeg kom til på et tidspunkt, hvor ikke

mindst den kvalitative receptionsanalyse

var hot. Jeg kunne bare se, at der var et

kæmpe hul, et helt uudforsket område,

som handlede om produktionsanalyser,

institutionsanalyser og ikke mindst kvanti-

tativ forskning.”

Og netop det empiriske, kvantitative

arbejde er noget af det, som kan give et

mere umiddelbart kick i det daglige. For

hvor det måske er let nok at forestille sig,

den naturvidenskabelige forsker har et

opdagelsens øjeblik, hvor eksperimentet

lykkes i de boblende kolber, så udfolder

humanistisk forskning sig noget mere fred-

sommeligt:

”Det er klart, at det ikke har den samme

karakter, men jeg synes da, der sker nogle

klare ryk, hvor man bliver inspireret af en

bestemt tilgang, en bestemt teoridannelse

eller et nyt paradigme”

”Jeg arbejder også en del med kvantita-

tive analyser, og det er det såmænd ganske

lig det naturvidenskabelige. For eksempel

har jeg i arbejdet med den politiske presse

kørt flere nationale surveys. Og der er

det da hver gang spændende at få rådata

fra analysebureauet. For nu skal det, man

troede, stå sin prøve. Er det sådan, at folk

faktisk kan se en politisk tendens i avisen?

Er det sådan, at Berlingske Tidendes læsere

synes, det er en mere konservativ avis end

Politiken? Ja, hvis ikke, så falder min hypo-

tese til jorden. Så på den måde er der jo

også et spændingsmoment. Er det sandt

eller falsk?”

Hvad er godt?

Det er ikke kun medierne, der kommer til

Stig Hjarvard. Han har selv gjort et stort

formidlingsarbejde gennem artikler og en

håndfuld mere bredt orienterede bøger.

Og som universitetsforsker bør det ifølge

Stig Hjarvard være en selvfølge at være i

dialog med omgivelserne:

”Jeg synes, når man har et arbejde som

det her, så har man en forpligtelse til at

formidle til det samfund, man lever i. Og

fra min side er det ikke kun en forpligtelse,

det er også en lyst. Jeg kan godt lide at

holde foredrag, jeg synes det er interessant

at diskutere med journalister. At være en

del af diskussionen.”

Og for at medievidenskaben skal kunne

sige noget vægtigt til samfundet, må den

ifølge Stig Hjarvard ikke kun grave sig ned

i spidsfindige detaljer. Han oplever, at me-

dievidenskaben er blevet mere moden, og

dermed også mere specialiseret:

”Man bliver klogere på nogle felter og

kan uddybe og opkvalificere dem. Men hvis

man alene ved noget om nogle meget fine

detaljer i computerspillets narratologi eller

for den sags skyld om meningsdannelse

eller agendasettingens anden eller tredje

dimension, så bliver medievidenskaben ikke

ORDET17 vinter 2007

særligt leveringsdygtig overfor det om-

kringliggende samfund.”

”Medievidenskaben skal have noget at

sige til sin samtid, til samfundet og kultu-

ren. Noget der bidrager til, at man på ud-

dannelsesinstitutionerne og andre steder

kan diskutere, hvad medierne er, hvad de

bør være. Også den mere normative diskus-

sion. Er det en god måde, vi bruger medi-

erne på i Danmark?”

Karriereforløb

F. 1960

Professor. Cand.mag i Litteraturviden-

skab i 1988, Ph.d. i Medievidenskab 1994.

Fra 1995-2001 ansat som lektor ved insti-

tut for Film- og Medievidenskab, KU.

Fra 2002 professor samme sted og sam-

me år også udnævnt som professor ved

Journalistik, Roskilde Universitetscenter.

Studieleder 1996-1998.

Fra 2002 leder af den nationale Forsker-

skole for Medier, Kommunikation og

Journalistik.

Vigtigste publikationer













Dansk tv’s historie, 2006. (Redaktør)

Det selskabelige samfund. Essays

om medier mellem mennesker - Ny

og udvidet udgave, 2005.

Mediernes dækning af invasionen af

Irak 2003, KU: Modinet, 2004.

Media in a Globalized Society, 2003.

(Redaktør)

Analyse af seertal, 2001.

News in a Globalized Society, Nordi-

com, 2001. (Redaktør)

Tv-nyheder i konkurrence, 1999.

Audiovisual Media in Transition,

Sekvens, 1998. (Redaktør)

Grænseløse medier - nye sociale fæl-

lesskaber?, 1996.

Internationale TV-nyheder, 1995.

Nyhedsmediernes rolle i det politi-

ske demokrati, 1995.

Nærsyn på fjernsyn. Kanal 2 og

Weekend-TV, 1988.

Foto: Birgitte Truelsen

Beherskelse af mediet er forudsætning for god

kunst - gode film, godt tv og god kommunikation.

På Kort & Dokumentar Filmskolen i det danske

filmstudie i Lyngby, underviser branchefolk hver

dag i at løfte niveauet for filmarbejde.

Her finder du korte målrettede specialkurser i film

og tv, men også semesterlange uddannelser af

filminstruktører, dokumentarister, producere og

filmmanusskriptforfattere.

Kort & Dokumentar Filmskolen søges af motive-

Magt over filmmediet?

Fra Klaus Hjuler Messerschmidts afgangslm: Frelseren

rede elever med forskellig erhvervs- og udanelses-

baggrund. Som elev bliver du del af et netværk og

forlader kurset fagligt funderet og personligt afkla-

ret. På de længere uddannelsesforløb med dit eget

værk.

Så er du sulten efter at få efter “hands on” og blive

aktiv filmskaber, skulle du kaste et blik på kurser,

trailers og referencer på www.filmkurser.dk

tlf. : 35 34 68 00

mail.: info@lmkurser.dk


Denne gang en lille quiz om magten. Den er som bekendt

sød, men kan dog også misbruges.

1) Han hjælper flere politikere til magten, men selv bliver han ikke

valgt. ’Altid brudepige, men aldrig selv brud’, siger de om ham – i hvilken

film?

2) Han er i sin dæmoniske herres magt og må bare adlyde hans befalinger.

Men når det kommer til stykket, kan han alligevel ikke få sig til

at myrde yndige Jane. Hvad hedder han? I hvilken film?

3) Da han indser, at magten er ved at glide fra ham, kommer han til at

knække blyanten af lutter raseri. Hvilken film?

4) Med et telefonopkald kan han styre præsidentens talsmand til at

bruge nogle bestemte ord på live tv. Hvem spiller den magtfulde spindoktor

– i hvilken film?

F A G r å d S S P A l T e N

Fagrådet er i øjeblikket plaget af en mangel på nye kræfter. Der

kommer desværre ikke førsteårsstuderende til møderne, hvilket

er ærgerligt af flere grunde. For det første er det altid godt at

være inde i de processer, der foregår i forbindelse med studiet.

For det andet er der i fagrådet mulighed for at påvirke sin egen

uddannelse blandt andet via studieordningerne. Og for det

tredje er det godt at blive opdateret på de ting, der foregår i de

forskellige udvalg, og dermed være “up to date” med det sociale

liv på Film- og Medievidenskab. Jeg håber, at flere studerende vil

finde frem til fagrådsmøderne, da det er vigtigt at deltage i at

forme sit eget studieforløb og gøre din indflydelse gældende.

Alle de ’ældre’ studerende er selvfølgelig også meget velkomne

til at komme og deltage i den demokratiske proces.

I øjeblikket er de nye studieordninger for overbygningen på

vej, hvis ellers fakultetet melder ud, hvad retningslinjerne er.

Ifølge planen skal den nye studieordning være klar til december.

Den nye HUGO-gruppe er ved at blive samlet. Til første hverv-

ningsmøde var der et flot fremmøde, men der kan altid bruges

ORDET17 vinter 2007

ORDET17 vinter 2007 0 1

flere hænder.

Colorbars Centralkomité er blevet udvidet, så der nu er flere

hjælpsomme mennesker til at holde baren og festerne kørende.

Ved Kenneth Abildgaard, formand

Som de fleste nok ved, har vi skudt semesteret i gang med

nogle super fester - og ikke mindst en god rustur. Jeg vil derfor

benytte lejligheden til at sige tak til alle tutorerne for et fanta-

stisk stykke arbejde!

På aktualitetssiden skal det nævnes, at der er ved at blive ud-

færdiget en overskuelig specialevejlednings-pjece til hjemmesi-

den, som opridser de vigtigste ting, man skal være opmærksom

på, når specialet skrives.

Fra februar 2008 får Film- og Medievidenskab en ny studie-

nævnsrepræsentant, nemlig Aske Kammer. Han afløser Pernille

Schmidt, som har gjort et flot stykke arbejde i forbindelse med

overgangen til det fælles studienævn, som vi deler med Pædago-

gik, Filosofi og Retorik.

Næste møde i Fagrådet bliver julemødet, som traditionen tro

byder på en masse hygge og øl. Det ligger ikke nødvendigvis den

første onsdag i måneden, så hold øje med IFM-News for dato og

tidspunkt. Jeg ser frem til at se jer til fagrådsmøderne!

Hvis du har nogle spørgsmål, eller der er noget, du gerne vil have

taget op i Fagrådet, så kontakt Kenneth på

kenabild@hotmail.com.

VIND

2 biografbilletter!

Send din besvarelse til konkurrence@ordet.net

og deltag i konkurrencen

om to biografbilletter,

der venligst er doneret af Grand

Teatret.

Sidste gang handlede quizen om

fremtiden

1) Han er “lidt bekymret for sin fremtid”.

Den unge mand i hvilken film?

Svar: The Graduate/Fagre voksne verden.

2) Det regner inde i stuen, og underlægningsmusikken

byder på orgelmusik af

Bach. Hvilken science fiction-film?

Svar: Solaris.

3) Opfindelsen af det lydløse maskingevær

er et fremtidselement i denne

hyggefilm, som hedder?

Svar: Panserbasse.

4) Tæller replikanter robotfår, når de skal

falde i søvn?? I forhold til hvilken science

fiction-film giver spørgsmålet en slags

mening?

Svar: Blade Runner, som var baseret på

romanen “Do Androids Dream of Electric

Sheep?”

VINDEREN BLEV

PERNILLE SCHMIDT, TILLYKKE


Denne gang en lille quiz om magten. Den er som bekendt

sød, men kan dog også misbruges.

1) Han hjælper flere politikere til magten, men selv bliver han ikke

valgt. ’Altid brudepige, men aldrig selv brud’, siger de om ham – i hvilken

film?

2) Han er i sin dæmoniske herres magt og må bare adlyde hans befalinger.

Men når det kommer til stykket, kan han alligevel ikke få sig til

at myrde yndige Jane. Hvad hedder han? I hvilken film?

3) Da han indser, at magten er ved at glide fra ham, kommer han til at

knække blyanten af lutter raseri. Hvilken film?

4) Med et telefonopkald kan han styre præsidentens talsmand til at

bruge nogle bestemte ord på live tv. Hvem spiller den magtfulde spindoktor

– i hvilken film?

F A G r å d S S P A l T e N

Fagrådet er i øjeblikket plaget af en mangel på nye kræfter. Der

kommer desværre ikke førsteårsstuderende til møderne, hvilket

er ærgerligt af flere grunde. For det første er det altid godt at

være inde i de processer, der foregår i forbindelse med studiet.

For det andet er der i fagrådet mulighed for at påvirke sin egen

uddannelse blandt andet via studieordningerne. Og for det

tredje er det godt at blive opdateret på de ting, der foregår i de

forskellige udvalg, og dermed være “up to date” med det sociale

liv på Film- og Medievidenskab. Jeg håber, at flere studerende vil

finde frem til fagrådsmøderne, da det er vigtigt at deltage i at

forme sit eget studieforløb og gøre din indflydelse gældende.

Alle de ’ældre’ studerende er selvfølgelig også meget velkomne

til at komme og deltage i den demokratiske proces.

I øjeblikket er de nye studieordninger for overbygningen på

vej, hvis ellers fakultetet melder ud, hvad retningslinjerne er.

Ifølge planen skal den nye studieordning være klar til december.

Den nye HUGO-gruppe er ved at blive samlet. Til første hverv-

ningsmøde var der et flot fremmøde, men der kan altid bruges

ORDET17 vinter 2007

ORDET17 vinter 2007 0 1

flere hænder.

Colorbars Centralkomité er blevet udvidet, så der nu er flere

hjælpsomme mennesker til at holde baren og festerne kørende.

Ved Kenneth Abildgaard, formand

Som de fleste nok ved, har vi skudt semesteret i gang med

nogle super fester - og ikke mindst en god rustur. Jeg vil derfor

benytte lejligheden til at sige tak til alle tutorerne for et fanta-

stisk stykke arbejde!

På aktualitetssiden skal det nævnes, at der er ved at blive ud-

færdiget en overskuelig specialevejlednings-pjece til hjemmesi-

den, som opridser de vigtigste ting, man skal være opmærksom

på, når specialet skrives.

Fra februar 2008 får Film- og Medievidenskab en ny studie-

nævnsrepræsentant, nemlig Aske Kammer. Han afløser Pernille

Schmidt, som har gjort et flot stykke arbejde i forbindelse med

overgangen til det fælles studienævn, som vi deler med Pædago-

gik, Filosofi og Retorik.

Næste møde i Fagrådet bliver julemødet, som traditionen tro

byder på en masse hygge og øl. Det ligger ikke nødvendigvis den

første onsdag i måneden, så hold øje med IFM-News for dato og

tidspunkt. Jeg ser frem til at se jer til fagrådsmøderne!

Hvis du har nogle spørgsmål, eller der er noget, du gerne vil have

taget op i Fagrådet, så kontakt Kenneth på

kenabild@hotmail.com.

VIND

2 biografbilletter!

Send din besvarelse til konkurrence@ordet.net

og deltag i konkurrencen

om to biografbilletter,

der venligst er doneret af Grand

Teatret.

Sidste gang handlede quizen om

fremtiden

1) Han er “lidt bekymret for sin fremtid”.

Den unge mand i hvilken film?

Svar: The Graduate/Fagre voksne verden.

2) Det regner inde i stuen, og underlægningsmusikken

byder på orgelmusik af

Bach. Hvilken science fiction-film?

Svar: Solaris.

3) Opfindelsen af det lydløse maskingevær

er et fremtidselement i denne

hyggefilm, som hedder?

Svar: Panserbasse.

4) Tæller replikanter robotfår, når de skal

falde i søvn?? I forhold til hvilken science

fiction-film giver spørgsmålet en slags

mening?

Svar: Blade Runner, som var baseret på

romanen “Do Androids Dream of Electric

Sheep?”

VINDEREN BLEV

PERNILLE SCHMIDT, TILLYKKE

More magazines by this user
Similar magazines