Helle Stangerup - Boghallen

boghallen.dk

Helle Stangerup - Boghallen

Helle

Stangerup

Bag skodderne

Politikens Forlag


Helle

Stangerup

Bag skodderne

Politikens Forlag

3


1

Min karriere som jurist startede medio marts 1966 og sluttede ultimo

juli 1967. Stedet var Aktieselskabsregistret, et direktorat under

det daværende Handelsministerium, og det havde til huse i en

bygning på hjørnet af Strøget og Skoubogade.

Ved ansættelsen var jeg fyldt seksogtyve, cand.jur., endnu

ugift og med egen lejlighed i Domus Portus i Østbanegade. Jeg delte

kontor med en elskværdig, midaldrende herre og en lige så elskværdig

yngre dame, og fra min plads kunne man se ned på gadens

liv, og i det fjerne og højt over hustagene knejsede Nikolajkirkens

grønne spir.

Stillingen bestod i at registrere aktieselskaber, nye såvel som

ændringer i de eksisterende. Dagen begyndte, når en vogn lastet

med aktmapper blev trillet ind med de seneste sager, alle lagt i

gule papircharteks og derefter fordelt, så bordenes dynger atter

antog fuld højde. Inden længe gav den mig mindelser om en ligvogn

med gule kadavere.

Navne, adresser og hvert komma skulle kontrolleres og eventuelt

rettes med en spidset blyant, før aktmappen blev sendt videre

til overreferenten, som gennemgik den for nøjagtig samme

detaljer, inden den kom retur. Men hvor blev juraen egentlig af i al

den stavning og tegnsætning? Det fandt jeg aldrig ud af. Begrebet

»meningsfyldt arbejde« var heller ikke rigtig kommet på mode.

En dag fik jeg en sag ind, hvor aktiekapitalen bestod af ti tusinde

brugte eksemplarer af et pornoblad, Weekend Sex hed det

vist, og sat til en værdi af en krone pr. styk. Pornoen var, til manges

forargelse, netop blevet frigivet, og jeg kontaktede straks anmelderen

og udbad mig et nummer til vurdering. Det ankom med

5


posten, adresseret til mig personlig og blev lagt øverst under chartekket,

inden det gled videre i systemet.

Aldrig havde en sag været så længe om at nå tilbage til mit skrivebord.

Da det endelig skete, hang bladet noget nær i laser, selv

de pæne, ældre damer i receptionen var blevet set med blussende

kinder, mens de bladrede i smug under skranken. Mit lille påfund

sluttede med en venlig reprimande fra øverst oppe: »Meeeget

morsomt, frøken Stangerup. Men aldrig nogensinde igen.«

Altså navne og alle kommaerne. Fra ni til fem hver dag og halvdags

hver anden lørdag. Jeg skulle files til som et rutinemenneske,

men i min lille lejlighed ventede min hemmelighed, et andet arbejde,

håbet om løsladelse, et endnu ufærdigt manuskript til en

kriminalroman. Ved skrivemaskinen om aftenen og ofte den halve

nat, og så næste morgen atter afgang til stakken af charteks.

Den sparsomme konversation de ansatte imellem indskrænkede

sig til tomme almindeligheder, indtil en dag i begyndelsen

af september. Mit private venskab med landets Tronfølger blev

selvfølgelig aldrig så meget som nævnt, før en nyhed på Ekstra

Bladets forside pludselig satte naturen over optugtelsen. Prinsesse

Margrethe skulle forloves med en fransk greve, stod der. Men var

det mon sandt? I Aktieselskabsregistret havde man en kilde lige

ved hånden, for frøken Stangerup vidste naturligvis besked. Det

var simpelthen for fristende.

Hvem Prinsesse Margrethe mon ville gifte sig med, havde

længe været genstand for spekulationer. Ingen blåblodet ungkarl

kunne runde landet for at deltage i en kongelig begivenhed, uden

at han under alskens påskud blev sat under lup, for var det mon et

emne? Og så var det en studerende, så en advokat og så en dansk

diplomat, alt sammen bare snak. I det sidste tilfælde kom det dog

så vidt, at et ugeblad havde forsiden med portrætter af de to unge

i trykken, før den i sidste øjeblik blev trukket tilbage. Men på

denne septemberdag stod det for første gang sort på hvidt og med

hele tryksværtens tilsyneladende troværdighed. Tronfølgeren

skulle giftes. Greve Henri de Laborde de Monpezat var den udkårne,

en fransk diplomat, der arbejdede på den franske ambassade i

London. Der manglede faktisk kun et billede.

6


Når jeg ved tidligere lejligheder var blevet udfrittet om emnet,

havde jeg altid, og som sandt var, sagt det samme: »Aner det

ikke«. Senere hen, da det drejede sig om næste generation, og spekulationerne

nåede så larmende højder, at selv de lokale handlende

forsøgte sig, fik de samme svar. Sågar erhvervslivets spidser gik

da i gang, og her serverede jeg en anden og mere juridisk præget

formulering: »Spørgsmålet om en tronarvings forlovelse hører

hjemme i statsrådet. Det er aldrig genstand for privat snak.«

Denne ene gang og forelagt Ekstra Bladet, reagerede jeg dog.

Jeg dementerede, det kunne lige så godt manes i jorden med det

samme, for det var ganske enkelt ikke sandt.

Min viden stammede fra en midsommerfest nogle måneder

tidligere på herregården Rosenfeldt ved Vordingborg. Den ejedes

af en søster til Prinsesse Margrethes eminente hofdame Wava

Armfelt, kaldet Wabi, der også var den egentlige arrangør af sammenkomsten.

Gæsterne bestod af en række af Tronfølgerens venner,

men hertil kom tre for os andre helt ukendte, yngre herrer.

De var alle ugifte, alle udlændinge, en engelsk bankier, lidt tung i

det, en flot, svensk diplomat og en mindst lige så vellykket fransk

diplomat. Uden at det selvfølgelig blev nævnt, lignede det et forsøg

fra Wabis side på at præsentere Prinsessen for nye ansigter,

nye muligheder, og vi fulgte de tre med øjnene, for var der optakt

til noget, der kunne udvikle sig til noget, som kunne …?

Absolut nej. Englænderen brugte megen energi på at tale om

finanser og spilleklubberne i London, mens både svenskeren og

franskmanden svang sig på dansegulvet med alle mulige andre

end lige æresgæsten. Faktisk var jeg vist en af den utroligt charmerende

franskmands foretrukne, mit franske var stadig så nogenlunde

i behold, måske derfor, men bagefter tog det lidt tid at

få ham ud af hovedet. Nogle svingommer under den funklende

lysekrone på Rosenfeldts dansegulv blev dog aldrig fulgt op, ikke

så meget som et postkort.

Men jeg havde altså set dem sammen, Prinsessen og den

ukendte franske greve, og kunne forsikre mine kolleger om, at

selv om han var alle tiders, så havde den historie intet på sig. Desværre.

7


Sent samme eftermiddag, som jeg forlod kontoret, flød

Strøget med Ekstra Bladets løbesedler. Hoffet bekræftede forbindelsen,

at en forlovelse ville finde sted, så ikke så sært med det

postkort, der udeblev. Wabi havde været mere udspekuleret end

som så. En svensker og en englænder som røgslør, og det unge

forelskede par, der spillede deres roller til perfektion. Og om end

min troværdighed som vidne led et ordentligt knæk, så efterlod

det dog en lille håndfuld mennesker, som må have fattet, hvad

mange har ubegribeligt svært ved at forstå. Privat omgang med

Kongehuset byder på en rigdom af oplevelser, men der følger absolut

ingen intern viden med.

Hen på foråret 1967 blev jeg atter genstand for kontorets opmærksomhed,

atter skyldtes det medieomtale, men denne gang

var det min egen person, det drejede sig om. Den roman, jeg havde

arbejdet på, var færdig, og den udkom i marts på Gyldendals

datterforlag Spektrum under titlen Gravskrift for Rødhætte.

Min store personlige interesse var faget historie, og jeg havde

længe drømt om at kunne skrive en biografi, for slet ikke at tale

om en historisk roman, men det lod sig ikke gøre, der manglede

den rette hovedperson. Enten fandtes der allerede flere reolmeter

om ham eller hende, eller den interessante del af deres liv fyldte

alt for lidt. Da jeg samtidig fandt det hyggeligt at læse en god krimi,

lå det ligefor i stedet at forsøge sig den vej, og jeg havde den

kæmpe fordel at have en professionel redaktør lige ved hånden,

min far. Jeg husker endnu hans mange gode råd såsom aldrig at

henvende sig til et forlag med en idé. De vil sikkert sige »glimrende«,

men i virkeligeden tænker de »skriv den«. Alt afhænger af

det ene, hvordan den er skrevet og fortalt.

Idéen til Gravskrift for Rødhætte udsprang af et job, jeg havde

haft under min studietid. Dengang var der end ikke tænkt på SU,

de fleste boede hjemme hos far og mor og tjente til lommepengene

ved siden af. I 1962 og 1963 havde jeg udnyttet universitetets

lange sommerferie til at arbejde som stewardesse eller sommerfugl,

som vi også blev kaldt, vi, de studerende med de fornødne

sprogkundskaber, der udfyldte pladserne under højsæsonens

spids belastning. Et par måneders aftenkursus i det enkle at bære

8


akker rundt og servere drinks, tre ugers indlæring i proceduren i

tilfælde af en nødlanding, og så uniformen på og op i luften.

Den første sommer var hos SAS, næste år valgte jeg charterselskabet

Nordair, hvor passagererne tilhørte et helt anderledes

klientel. Det var i charterturismens barndom, og mange spurgte

efter deres faldskærm, eller de forventede en art luftdåb, noget

med at blive hældt over med champagne, vistnok.

For mig personligt gav de to somre et ganske sundt indblik i

at være den tjenende ånd, for trods de fikse uniformer blev vi ikke

anset for andet, som når SAS catering havde glemt, at visse rejsende

havde bestilt mad uden svinekød. Her var det os, der fik vreden

at mærke, og det hændte, at smørrebrød med skinke og italiensk

salat i bogstavelig forstand blev kylet efter os, så mayonnaise med

ærter og gulerødder drev ned ad benene.

Men jobbet gav samtidig en viden om en verden, som kunne

bruges som ramme om en kriminalhistorie. Man skal aldrig undervurdere

læsernes fornemmelse for, om et miljø virker ægte

eller ej, og Gravskrift for Rødhætte behøvede ingen research. Jeg

havde foretaget den allerede.

Gravskrift for Rødhætte blev vel modtaget og godt solgt både

herhjemme og i flere andre lande, dog ikke nok til at jeg kunne

leve af den. Alligevel gav den mod på at prøve igen, og jeg havde

idéen til en ny roman, der skulle foregå på en dansk ø.

Ferieåret begyndte dengang den 1. april, jeg slog til med det

samme og tog hele måneden på én gang for at få ro til at starte.

Nogle tror, at forfattere bare kan ernære sig ved et halvdagsjob

for så at være kreative resten af tiden, og dertil det vidunderlige

ved at mærke inspirationen komme som svævende ned fra

himlen. At inspirationen som oftest er en følge af selve arbejdsprocessen

og ikke omvendt, er noget nær umuligt at forklare.

Da jeg begyndte i Aktieselskabsregistret, havde Gravskrift for

Rødhætte været så langt fremme i forløbet, at den kun krævede en

revision og derfor kunne gøres færdig efter arbejdstid. Den næste,

derimod, skulle bygges op fra bunden, og selv om man har handlingen

inde i sit hoved, er starten ofte det vanskeligste. Første kapitel,

sågar den første sætning kan være afgørende for at bringe

9


læseren ind i fortællingens univers. Her brugte jeg hele den måned

på at skrive bare dette første kapitel, og så var det tilbage til

kontoret og stakken af charteks.

Bortset fra det ene tilfælde med pornobladet havde kun én sag

vakt min opmærksomhed. Eller rettere, det var ikke én, men

mæng den af dem. De stammede alle fra den samme, mig ukendte

advokat, de bar alle navn efter en dato, og aktiekapitalen var

de samme ti tusinde kroner i kontanter. Bestyrelsen bestod hver

gang af advokaten selv, dennes kone samt svigerfar, ligeledes en

advokat, og de kom som sagt ind i en lind strøm.

Uden at begribe, hvad formålet skulle være, skrev jeg på et

tidspunkt en bemærkning til min overreferent og sluttede med

ordene »er der ikke noget galt her?« Alle formalia er overholdt,

lød svaret, og endnu et af disse aktieselskaber gled videre til indregistrering.

En januaraften på Lolland tre et halvt år senere fik tv­nyhederne

mig til at hoppe i stolen. Advokatens navn blev nævnt,

mens skærmen bragte hans ansigt og også hans stemme ind i vores

stue. Han var dagens og kommende tiders topnyhed, manden,

der frejdigt vedgik ikke at betale en krone i skat.

Systemet var bygget op omkring hans aktieselskaber. Jour nalisten

havde forsøgt at få en forklaring fra min tidligere arbejdsplads,

Aktieselskabsregistret, men blev afvist og måtte nøjes med

at lade et kamera zoome ind på hermetisk lukkede døre. Men advokatens

natsorte øjne havde stirret mig i møde, mens han talte

sin bornholmske dialekt. Nul skat. Det var Mogens Glistrup.

Jeg havde altså indregistreret Glistrups selskaber på stribe.

Og derinde, et eller andet sted bag disse lukkede døre, befandt sig

et lille notat, »er der ikke noget galt her?«, underskrevet Helle

Stangerup. Måske de skrevne ord fra min hånd, der kan blive af

mest varig værdi, hvis de ikke for længst er makuleret.

Men dengang tilbage i maj 1967, og med et enkelt kapitel færdigt,

var der en uendelighed til næste ferieårs begyndelse. Samfulde

elleve måneder uden nåde. Nok kunne min stewardessetilværelse

til tider føles barsk, men den bød dog på oplevelser og

10


havde uregelmæssige arbejdstider, aldrig fra ni til fem hver evig

eneste dag. Allerede i gymnasiet var jeg begyndt at pjække fra den

spændetrøje, kaldet et fast skema.

At være forfatter er også en livsstil, som en god kollega engang

udtrykte det. Man slipper ikke ligefrem nemmere om ved

sit arbejde, men bestemmer selv, hvornår det skal finde sted. De

fleste mennesker står op på samme tidspunkt for at passe deres

arbejde, mange endda med glæde. Jeg måtte være skruet anderledes

sammen. Som maj blev til juni og så juli, kom den endelige

erkendelse. Rutinemennesket i mig fandtes ikke.

Efter studentereksamen lå historie som studium selvfølgelig

ligefor, men min far frarådede det. Dels var det ved at blive stærkt

politiseret, et problem, der nu ikke bekymrede mig, og så kastede

han trumfkortet på bordet, »du risikerer at skulle undervise skoleelever«.

Det virkede. Kærlighedsægteskabet, historie, blev til

et fornuftsparti, juraen. Forelagt den nuværende problematik, at

jeg agtede at leve af at skrive, trak min far atter et trumfkort op af

lommen. »Jamen tænk dog på pensionen.« Her virkede det også,

bare stik modsat. Jeg var blevet syvogtyve, så »pensionen«?

En sen julieftermiddag. Solen bagte fra en høj blå himmel,

og Nikolajkirkens spir knejsede som en frihedens lysende, grønne

fane. Mit skrivebord flød med ubehandlede sager, og i mangel

på plads havde nogle af dem endda fundet vej ind under det.

Beslutningen var truffet. Jeg sagde op. Jeg ville skrive gyseren

Gule handsker.

Mine første skridt ind i kulturens verden begyndte med musik,

jeg var kun lige fyldt fem, og hjemmet var i bogstavelig forstand

et hjem med klaver. Det store, brune møbel prangede midt for

dagligstuens langvæg, uden at nogen nogensinde rørte tasterne,

indtil jeg altså blev sat i gang.

Vi boede i en stor hjørnelejlighed på Øster Søgade. En gang

delte den op på langs, med en række rummelige værelser en suite

ud mod en solrig sidegade. Bagest mine forældres soveværelse, så

mit, derefter spisestue og dagligstue og endelig og med udsigt ud

over søerne det helligste, min fars bibliotek.

11


Mod gården var først min bror Henriks værelse, derefter bad,

køkken og pigeværelset, lejlighedens mindste, der gav plads til

både barne­stuepigen, Karen, og kokkepigen, frøken Nielsen, af

os børn kaldet »Nie«. Det hele lå på fjerde sal til venstre, mens

min mormor, der i 1941 var blevet enke efter min morfar, den

svenske digter Hjalmar Söderberg, herskede over den lige så store

lejlighed til højre.

Mormor var dansk, en kort, stovt dame med et skarpt blik,

gigtkrogede hænder og kraftigt blånet hår, en farve, der blev tryllet

frem ved at lade det skylle med blæk. Skridtene gungrede, når

hun tog gulvet op og ned og forkyndte: »I aner ikke, med hvilken

dumhed verden regeres.« Hendes følelser for sin afdøde mands

hjemland lod sig måle. Om deres behandling af de baltiske flygtninge:

»Sendt retur, lige i armene på de sovjetiske bødler.« Om

deres kvindesyn: »Hellere brændes på bålet i Indien end at være

enke i Sverige.« Hendes yndlingshistorie handlede om Selma

Lagerlöf, der i sin hjembygd, og selv efter at have modtaget Nobelprisen

i litteratur, blev belært om at gå sidst til bords. For hun var

jo ikke gift.

Min morfar havde været en af de ganske få svenske personligheder,

der forsøgte at bekæmpe nazismen med ord, og tilmed fra

begyndelsen i 1933, eller, som det blev skrevet om ham ved hans

halvfjerdsårs fødselsdag i 1939: »Der findes ingen mere overbevist

modstander af fascismen.«

Den holdning er han blevet hyldet for af sine landsmænd, dog

først efter De Allieredes sejr. Det pinlige faktum, at hans stockholmske

avis, Dagens Nyheter, i den da politiske korrektheds

navn ikke ønskede at trykke hans synspunkter, forbigås derimod

i tavshed. Kun den vestligt­orienterede Göteborgs Handels­ och

Sjöfartstidning vovede i de år at lægge spalteplads til. I 1969, på

hundredårsdagen for hans fødsel, hørte jeg en svensk radioudsendelse,

der hyldede ham for hans politiske mod, mens den samtidig

satte spørgsmålstegn ved hans manglende forståelse for kommunismens

varme menneskesyn. Tiderne skifter, meninger skifter.

Det var derfor lige så meget i hans ånd, at mormor under besættelsen

åbnede sine døre for mennesker, der søgte skjul, det

12


være sig jøder som modstandsfolk. Og så var et kunstnerisk talent,

ligegyldigt på hvilket felt, i hendes øjne den største gave, et

menneske kunne eje. Hverken penge eller eksaminer magtede at

hamle op med dette kostelige. Og eftersom hun som den eneste i

familien besad et musikalsk øre, var det hendes påfund med mit

klaverspil.

Inden længe kunne jeg spille både Brittapolka og andet af

Lumbye, læreren beskrev mine evner som noget nær enestående,

og mormor fablede sig allerede til debutkoncerten, Odd Fellowpalæets

mindre sal, sikkert iført hvid atlask eller noget lignende.

Men til hendes skuffelse sluttede det med et diplom i Ping klubbens

åbne musikkonkurrence, og nok kun fordi jeg valgte den

mindre kendte komponist Hummel, mens konkurrenterne for

de flestes vedkommende klimtede løs på Für Elise. Eneste levn fra

mit forsøg med det musikalske er problemet med at holde fingrene

i ro, når jeg hører klassisk klaverspil. Særlig Liszt og Chopin

gør ondt. Blot jeg havde kunnet.

Bror Henrik har ofte fortalt, at han blev smidt ud af alt, hvad

man kunne smides ud af, børnehaven, spejderne, danseskolen,

spilleskolen og så videre. At Henrik skulle have været spejder eller

ulveunge, må stå for hans egen regning, men det med spilleskolen

er ikke rigtigt, for han kunne ikke få hænderne til at fungere

uafhængigt af hinanden og nåede derfor aldrig så langt. Og danseskolen

slet ikke, da ingen af os gik til dans. Børnehaven, derimod,

havde sin rigtighed på grund af en bestemt begivenhed.

»Jeg har aldrig prøvet at være glad«, sagt af Henrik i voksenalderen.

Det refererede ikke til øjeblikkets henrykkelse eller tilfældig

opstemthed. Det var glæden i egentlig forstand, den stille,

den dybereliggende tilstand. Ordene faldt i en ligegyldig forbindelse

hen over køkkenbordet og var udtrykt uden hverken patos

eller selvmedlidenhed. Blot en nøgtern konstatering, som rystede

mig. Men når jeg tænkte tilbage, var det faktisk rigtigt. Henrik

kunne være ufattelig morsom, men jeg husker ham ikke som værende

glad. Aldrig. Så meget grundlægges i barndommen. Hvorfor

gik det så galt?

Henrik var godt to år ældre end jeg og havde altså haft fornø­

13


jelsen af at være enebarn. Da ankom et vrælende, stinkende uhyre

kaldet en lillesøster, som stjal al opmærksomhed, en situation,

der nok er sværest for en dreng så blottet for dukkeinstinkt, men

også en situation, masser af forældre har kunnet tackle. I Henriks

tilfælde befandt de egentlige årsager sig også andre steder.

Vore dages børnespykologer påpeger tit, at hvis der er et sygt

barn i hjemmet, kommer det, eller de, raske ofte til at betale prisen.

Henrik var det raske barn, jeg det syge.

Jeg var, viste det sig, født med dobbelsidigt hofteskred, enkelt

forklaret var der ingen hofteskåle til at holde lårbenene på plads.

Man kendte ikke til hofteklikket, den undersøgelse, der nu foretages

rutinemæssigt på alle nyfødte og fanger sygdommen, mens

knoglerne endnu er bløde og formelige. Dengang tonede virkeligheden

først frem ved étårsalderen, når barnet begyndte at gå,

hvad der gjorde situationen ganske anderledes alvorlig.

Og der var de voksne i hjemmet, bortset fra hushjælpen vores

forældre, Hakon Stangerup og Betty Söderberg. I det ydre et stateligt

par, men skønt født henholdsvis den 10. og 6. november og

derfor begge skorpioner, var de af sind og temperament de diametrale

modsætninger.

Der herskede ligesom en ring af stilhed omkring min fars høje,

ranke skikkelse, som kun blev brudt af skrivemaskinens klap ren.

Han var et fredselskende menneske, myreflittig og bortset fra sin

påklædning, altid jakke og slips, uhyre beskeden i forhold til livets

materielle goder. Dertil akademiker med stort A. Uni ver si tetets

guldmedalje, cand.mag. i dansk og fransk med udmærkelse

og dr.phil. som syvogtyveårig.

»Den nemmeste vej i tilværelsen er at begynde i 1. klasse og

fortsætte direkte frem til embedseksamen. Alt andet er besværliggørende

omveje.« For ham var børn først af interesse, når de havde

nået et mål af mæle og fornuft, men så tog han til gengæld revanche,

dog aldrig noget med at ligge på alle fire for at lege med

futtog og klodser. En enkelt slingretur på en kælkebakke blev det

vist til.

Omvendt forlod mor skolen i samme fart, som det overhovedet

lod sig gøre. Syv år holdt hun ud, dernæst et mislykket for­

14


søg på indlæring i husholdning, inden hun som purung blev optaget

på Det Kongelige Teaters elevskole for at blive uddannet til

skuespiller. Derfra fortsatte hun hos Betty Nansen, og radioteater

og en håndfuld film blev det også til. Et feagtigt luksusvæsen, så

ulig sin egen mor, og skønt storryger altid duftende af Guer linparfumer

som Vol de Nuit og l’Heure Bleu, mens begreber som

logik endsige autoritetstro ikke eksisterede i hendes bevidsthed.

Alt kørte på nogle højt udviklede sanser, og i krisens stund på en

total mangel på nerver.

Lidt lad af natur, som hun var, sluttede hun karrieren, allerede

mens vi var små, men scenemennesket i sig bevarede hun, særlig

en hang til det gribende, der nemt overskred grænsen til det melodramatiske.

»Betty, du har øjne som knuste vinduesruder«, en

bemærkning, hun elskede at citere og altid med en let dirrende

stemme.

Hendes foretrukne godnatlekture var H.C. Andersen og altid

de sørgelige. Den lille Havfrue, indtil jeg græd mig i søvn, for hvad

hjalp det havfruen, at hendes sjæl ville blive udødelig, når hun

ikke fik sin Prins? Frem for alt var det dog Historien om en Moder.

Mor læste den ikke, hun spillede den, mens hun med de højrøde

negle nærmest flåede håret af og rev sine øjne ud. Men bag øjnenes

vinduesruder, knuste eller ej, boede den skibskaptajn, der

først viser sig på broen, når barometeret melder om orkan, og som

så til gengæld overtager den fulde kontrol.

Overlægen på Ortopædisk Hospital gav mig ti procents chance

for helbredelse pr. hofte, altså én procent for dem begge. Man

havde tidligere benyttet gips, men var gået over til at bruge en

slags skinne, dels fordi den stive gips kunne skade barnets psyke,

dels fordi den var for tung for personalet, når de skulle løfte børnene.

Men i mors skole havde der været en pige, der var født med

samme skavank, og som var blevet rask efter et år netop i gips og

uden åbenbare psykiske men. Og dette med hensynet til personalet

fik for alvor mors alarmklokker til at ringe.

Mor krævede gips. Overlægen sagde nej. Gentaget, gips. Gentaget,

nej. Da satte mors vindstyrke 12­sind ind. På en eller anden

måde fik hun boret sig frem til et møde med hospitalets øverste

15


ledelse, selveste direktøren. Om hun hulkede, truede eller flirtede,

står hen i det uvisse, hele repertoiret er sikkert blevet kørt af,

for hendes vilje blev trumfet igennem. Som det eneste af alle børnene

blev jeg lagt et år i gips i frøstilling fra talje til ankler. Og som

det eneste skulle jeg komme til at gå normalt på mine ben.

På ét punkt havde overlægen dog haft ret. Ifølge mor var jeg

et barn uden udtryk, uden blik, uden for kontakt. Selv husker jeg

intet fra den tid, og i samme øjeblik jeg som toårig vendte hjem,

syntes det hele åbenbart glemt, væk.

I det år havde Henrik efter sigende atter været den glade dreng

fra før min fødsel, men så skete det. Det var lige før jul, uhyret

kom hjem fra hospitalet og blev overdynget med gaver, herunder

en hvid kaninskindspels med tilhørende kyse, muffe og vanter.

Næste dag gik Henrik amok i børnehaven. Han smadrede alt,

der var til at få fat i, julestadsen blev revet i stumper og stykker,

noget mor til sin død aldrig forstod. »Hvor kunne han dog gøre

det? Og selv julestadsen!« Og indimellem kunne hun endda more

sig over hans forsøg på en forklaring, »jeg er bare så forsivlet« i

stedet for »fortvivlet«.

Ved udskrivelsen var jeg nået den alder, hvor søskende normalt

begynder at lege med hinanden, men her lod det sig ikke

gøre. Jeg var under konstant overvågning.

Barnepigen, Karen, bar mig op og ned ad trapperne, og når jeg

tog mine forsigtige skridt, holdt hun mig oppe i en sele. Aldrig

falde, aldrig falde, til gengæld var jeg genstand for al den opmærksomhed,

der er så afgørende for et barn. Da Henrik senere fik bank

af en sadistisk skoleleder på Krebs’ Skole, vakte det selvfølgelig

vrede i hjemmet, men stadig, han var jo sund og rask og havde

derfor bare at være lykkelig.

Vi var en lille familie. Min farmor var for længst død, og farfar havde

valgt at tilbringe sin pensionisttilværelse på Stevns. Han kom

aldrig til København, det hændte dog, at vi besøgte ham. Fars

eneste søster, barnløse tante Tulle, og hendes mand viste sig af og

til, og mors svenske halvsøskende boede i Sverige, i henholdsvis

Stockholm og Göteborg.

16


Far havde ganske vist en moster, tante Søs, der var gift med

en Thorvald Rifbjerg, og de havde børn, nogle piger og den yngste,

en dreng, der hed Klaus. Jeg så en gang et fotografi af dem og syntes,

at det kunne være sjovt at møde dem, også selv om de var en

del ældre, men det kom aldrig på tale, for tante Søs var noget, mor

kaldte »kommunist«. Altså ingen fætre og kusiner på besøg, der

var kun os to, og selvfølgelig ville jeg da lege med min storebror.

»Henrik, Henrik, vent på mig,« lød mine råb, efterhånden

som jeg kom fri af selen, men kun for at gå, ikke løbe. Henrik ventede

ikke, hvorfor skulle han dog og så tilmed på en søster, der

aldrig måtte få så meget som et skub? Kun én eneste gang i de år i

Øster Søgade kom vi hinanden nær. Det må have været mod krigens

slutning, og forhistorien lærte vi først at kende senere.

Enhver i min generation husker glimt fra besættelsen. For

mig, mørklægningsgardinerne med de olivengrønne indersider,

nu og da lyskastere, der fejede over himlen, nu og da sireners tuden

og turen ned i kælderen, pakket ind i tæpper, eller dengang et

lille tysk fly lå styrtet ned i Sortedamssøens fjerneste hjørne. Og

som en detalje, også de genstande og malerier, som pludselig var

rykket ind i vores hjem. »Tilhører nogen, der er ude at rejse,« hed

det.

En af disse genstande var et ur og den rene magi. Det kunne

slå både time­, halvtime­ og kvarterslag. Åbnede man lågen og

trak i en ring for enden af en tynd snor yderst til højre, gav det sig

til at repetere. Jeg måtte selvfølgelig ikke røre det, alligevel sneg

jeg mig til det, til at sætte en finger ind i den ring og trække til.

Da lød det, de mørke toner, så den lysere og endelig de lette plingplang,

pling-plang for hvert kvarter. Længe efter det var forsvundet,

erfarede jeg, at det var et såkaldt engelsk lygteur, noget jeg

har ønsket mig lige siden da.

Men en formiddag skete der noget, ikke noget med sirener eller

turen ned i kælderen. Vi to børn sad tæt op ad hinanden på et

af trappetrinene, mens vi stirrede ned mod lejligheden på tredje,

den lige under vores egen.

Lejligheden var beboet af en tysk officersfamilie, det var bare

noget, vi vidste, jeg erindrer i hvert fald ikke at have set nogen af

17


dem. Den formiddag havde postbuddet ringet på hos os, han var

kommet til at smide mine forældres post ind hos tyskerne, som

åbenbart ikke var hjemme. Postbuddet havde til gengæld en ven,

en fingernem låsesmed.

Låsesmeden blev tilkaldt, låsen dirket op og posten hentet ud,

men her standsede det ikke. Tanken om, hvad den lejlighed måtte

rumme, var mere end mor kunne modstå. Låsesmeden blev beordret

til at holde vagt nede ved gadedøren med besked om at pifte,

hvis nogen nærmede sig, og mens postbuddet ventede lige uden

for lejligheden, gik mor i gang med at gennemrode skuffer, skabe

og gemmer.

Døren stod spærvidt åben, og der lå en solstribe hen over gulvet

udenfor. Vi børn vidste så meget, at tyskere var væmmelige,

og hvad mor end lavede inde hos tyskerne, var det noget meget,

meget farligt. Først år senere fik vi hele forløbet. Til sin umådelige

ærgrelse havde mor ikke fundet noget som helst af interesse,

ingen hemmeligstemplede papirer, kun en lille æske med et

Dannebrogsmærke, som hun uden videre tog med sig. Det hørte

ikke hjemme hos »dem«.

Når vi spurgte hende, om hun ikke havde været bange, faldt

svaret med et nærmest uforstående »Næ«, og her uden den mindste

dirren i stemmen. Det samme gjaldt et af hendes andre gøremål

under besættelsen, noget vi ikke havde kendskab til.

Det var i efteråret 1943, de danske jøder skulle reddes ud af

landet til Sverige. På et tidspunkt blev mor kontaktet af operasangeren

Henry Skjær, der manglede en hjælper, og hun var straks

parat.

For mors vedkommende drejede det sig om godt og vel en snes

personer, højst femogtyve i alt. Hun skulle opsøge dem i deres

skjul, sørge for at få dem med toget op ad kysten til Snekkersten,

kontakte fiskeren og arrangere betaling, samt få dem om bord i

kutteren. Ifølge hendes egen beskrivelse havde det værste været

mødet med disse mennesker på flugt. Pæne medborgere, der pludselig

sad sammenkrøbet på loftkamre og i garager. Men af sted

kom de, og under min mors kommando fordelt ud over hele toget

for at undgå opmærksomhed hos de patruljerende tyske soldater.

18


De mest jødisk udseende blev bedt om at læse i en avis, holdt op

foran ansigtet, mens hun lavede forskellige afledningsmanøvrer.

»Jamen var du da ikke bange?« spurgte vi igen. »Det skulle

bare gøres,« kom det ligegyldigt, og så med tilføjelsen: »Desuden

vidste vi, at vi kunne stole på alle. Ingen snakkede.«

Sådan var det også. Alle kom over bortset fra et enkelt tilfælde,

den berygtede historie om jøder, gemt på Gilleleje Kirkes loft,

der blev stukket og bragt til tyske kz­lejre.

Mor var blot en af de utallige hjælpere, og hun foregav aldrig

andet. Det drejede sig trods alt om mere end syv tusinde mennesker,

der skulle reddes i sikkerhed, så talløse andre danskere deltog

enten aktivt eller stiltiende i en del af vores historie, som vi

virkelig kan være bekendt.

År senere rejste Henrik til Israel for at plante et træ i De Danske

Frihedskæmperes skov til hendes ære. Umiddelbart efter hendes

død besluttede Den Jødiske Nationalfond selv at hædre hendes

indsats med plantning af træer. Det får derfor stå hen i det

uvisse, om den måske bestod af mere, end vi vidste.

Uanset hvad, ville mor, som det dobbeltmenneske hun var,

have ønsket, endsige værdsat det? Dette var hverken rollespil på

en scene i forventning om klapsalver eller dramatik for dramatikkens

skyld, udført inden for hjemmets fire vægge. Jeg er ikke helt

sikker.

19


Tænk at være så lille, men dog tryg mellem fars hænder.

20

Et år på Ortopædisk Hospital. Et barn man ikke kunne nå, men psykosen

forsvandt åbenbart, i samme øjeblik jeg kom fri af gipsen og hjem igen.


At lære at gå. Karen

holdt godt fast og slap

mig aldrig af syne.

22

Godt pakket ind i min fine kaninskinds­

pels, Henrik i frakke og barnepigen,

Karen, der ikke kan have været særlig

kuldskær.


Skønt med al den opmærksomhed. På græsplænen i vores sommerhus i

Espergærde med Karen og »Nie«, vores kokkepige. Karen og Nie var søstre

og stammede fra Horsens.

23


Juletræet var altid omgærdet med hemmelighedskræmmeri. Vi børn

blev holdt væk, når det ankom for at blive stillet op i fars bibliotek,

hvorefter dørene blev låst, og mor tog over med al pynten. For at sikre

sig mod nysgerrige børneøjne, stoppede mor nøglehullet til med papir.

Endelig øjeblikket, hvor lysene var tændt og dørene blev slået op. Juleaften

var i øvrigt den eneste gang om året, hvor barnepige og kokkepige

fik lov at spise med ved bordet og tilbringe aftenen sammen med

familien.

Henrik er i matrostøj, det fineste, et barn kunne være klædt i, og senere

fik jeg selv en matroskjole.

24


Henriks eneste – og håbløse – forsøg ved klaveret,

men fluks var mor der med sit kamera.

25


Henrik og jeg sammen med mor uden for vores sommerhus.

26


Med far og Henrik og i Øster Søgade, hvor man endnu havde ridestier til det

beredne politi.

27


Kvinder viste sig ikke på gaden uden en hat på hovedet, heller ikke små

piger. Her passende påklædt, fotograferet på min første skoledag.

28


Sussi hed hun, et gadekryds, men når nogen spurgte, udnævnte mor hende

til at være en tibetansk, ruhåret steppeterrier. Min første hund, og også

min første sorg. Kun fire måneder gammel blev Sussi kørt ihjel af en bil.

29

More magazines by this user
Similar magazines