Skilsmisse - Psykolog Pernille Sohngaard

Skilsmisse
Står du midt i et overvældende følelsesmæssigt kaos?
Er samarbejdet med din eks. gået i hårdknude, og frygter du oveni, at det vil gå ud over
børnene?
- Måske er det en god idé, at søge professionel hjælp.
Vi har i dag effektive og veldokumenterede metoder, som vi i fællesskab kan bruge til at
hjælpe dig helskindet igennem din skilsmisse med. Som kan støtte op om
kommunikationen og hjælpe jer alle med at finde mening og glæde i jeres nye livssituation.
Til trods for at 40% af alle ægteskaber ender med skilsmisse, passer det sjældent, at folk
går fra hinanden ”for et godt ord”.
Som regel er skilsmisse den sidste udvej efter lange svære overvejelser. Overvejelser der
har stået på i måneder og ofte år. Alt er forsøgt i håbet om at genfinde kærligheden og få
det til at fungere, men det er ikke lykkedes.
For de fleste har perioden op til skilsmissen været præget af konflikter og en kølig
atmosfære, og uvisheden og frygten for hvad der nu skal ske, har blandet sig til en cocktail
af følelser, fra bitterhed og vrede, til angst, modløshed og sorg.
Der er ikke længere overskud til noget som helst, ikke engang til de børn, der ofte bliver en
ufrivillig del af konflikten.
Den ”lykkelige” skilsmisse er desværre sjælden. Som oftest er det kun den ene, i de fleste
tilfælde kvinden, der ønsker skilsmisse, mens den anden part mere eller mindre modvilligt
går med til det.
Selv når vi som udgangspunkt er blevet enige om at gå fra hinanden på en pæn og
ordentlig måde, opstår der mange gange komplikationer, når de vilkår, vi drøftede om
bodeling, børn osv., rent faktisk skal føres ud i livet.
Ofte opleves virkeligheden anderledes, end vi forestiller os, og det er smertefuldt og
forvirrende at se ens tidligere partner forandre sig, i takt med at løsrivelsesprocessen
fuldbyrdes. Ofte opstår konflikter, fordi den ene eller begge parter kommer med efterkrav
og justeringer til de oprindelige aftaler, eller fordi der undervejs i skilsmisseforløbet
pludselig kommer en ny partner ind i billedet.
Det følelsesmæssige kaos, der dominerede op til skilsmissen, bliver som regel ikke mindre
af, at skilsmissen er blevet en realitet.
At svinge mellem dyb fortvivlelse og overdreven opstemthed er almindeligt. Det ene
øjeblik kan vi være optændt af vrede over den andens svigt af parforholdet, og det næste -
skylder vi hele skylden for det forliste ægteskab på os selv.
Som tillæg til det følelsesmæssige kaos vi befinder os i, skal vi som nyskilte forholde os til
de konsekvenser, skilsmissen har for vores livsvilkår i øvrigt. Der er som regel tale om en
1

økonomisk situation, der er ændret til det ringere. Der er ændrede boligforhold, ændret
social status, nye rytmer i forhold til børn, arbejde, indkøb osv.
Børnene forstår sjældent, hvorfor deres forældre skal skilles. Den konflikt, der har ført til
skilsmissen, er ikke deres, og selvom de ofte har lidt under den dårlige stemning i
hjemmet, har de som regel meget svært ved at begribe den, for dem at se, katastrofale
situation.
”Hvorfor kan I ikke bare holde op med at skændes og blive glade for hinanden igen”, er en
almindelig kommentar.
Den illustrerer meget godt, hvor ubegribelig forældrenes konflikt er, set fra børnenes
perspektiv. Det er jo det de selv altid har fået at vide, at de skal gøre, når de har konflikter
med eksempelvis søskende.
Børnene står magtesløse, ude af stand til at gøre fra eller til, i det de ser rammerne om
den eneste verden, de kender, styrte sammen om ørerne på dem.
Deres usikkerhed og utrygheden, overfor det der sker, får dem ofte til at reagere med
besværlig modvilje, hysteri og aggressioner. Men ofte ses også den modsatte reaktion,
hvor små børn bliver meget ”voksne” og overdrevent fornuftige og beherskede.
Skiftevis kan de holde med den ene eller anden forældre, og kommentarer som: ”Du er
bare så kedelig, der er meget sjovere ovre hos far og hans nye kæreste”, kræver et vist
overskud at håndtere, når vi i forvejen er hylet godt og grundigt ud af den, og vores nerver
hænger i laser.
De fleste af os ved godt, at vores sorg og vrede ikke må gå ud over børnene - at det er
dem der skal trøstes og ikke omvendt.
Men vi ser gentagende eksempler på, hvor svært det kan være at praktisere, når vi står
midt i en skilsmisse, og frygter med rette, at vi ind imellem lægger for stor en byrde på
børnenes skuldre.
Det er midt i dette overvældende kaos af modsatrettede følelser, praktiske forhindringer og
hensyn til højre og venstre, at vi skal kunne mønstre overskuddet og ressourcerne til at
navigere, så vi kommer helskindet igennem, hvad der formentlig er en af de sværeste
perioder i vores liv.
Det er utrolig vigtigt, at det lykkes på en ordentlig måde både i forhold til os selv, børnene
og vores tidligere partner. Så vi kan finde os selv og hinanden på en ny og værdig måde,
hver for sig, på den anden side af skilsmissen.
• Ofte klarer vi det med støtte og omsorg fra vores nærmeste. Mange ønsker
imidlertid professionel hjælp, fordi de har svært ved at finde deres ståsted i livet
efter skilsmissen. Og nogle udvikler så alvorlig en krise, at den hjælp, de kan få af
deres nærmeste, ikke er tilstrækkelig til at hjælpe dem igennem.
• Mange søger hjælp, fordi de er usikre på børnenes tarv, og på hvordan de skal
tackle de problemer, der opstår, i forhold til børnene.
2

De er plaget af dårlig samvittighed og ønsker for alt i verden ikke, at børnene skal
betale prisen for, at far og mor ikke kan finde ud af det mere.
• Andre indser, at de er nødt til at få hjælp for at kunne samarbejde om ”at være gode
til at være skilt”, da de har måtte sande, at deres konflikter desværre ikke stoppede
med ægteskabet ophør. Måske snare tværtimod.
Selvom en skilsmisse er svær og belastende, bør dette afsnit alligevel afsluttes med en
understregning af, at skilsmissen kan være det, der skal til, for at bringe de involverede
børn og voksne i en bedre livssituation.
Almindelige reaktioner
• Følelseskaos af mange og modsatrettede følelser.
• Behov for at bearbejde og tale om det skete igen og igen.
• Samme symptomer som ved krise især nedtrykthed, magtesløshed, manglende
overskud.
• Muren sig inde.
• Isolation og flugt ind i arbejde for at glemme sorg og vrede.
• Frygt for at vise svaghedstegn på arbejdet, som ikke også må gå galt.
• Frygt for ensomhed og for at være alene, så man gang på gang opsøger venner.
• Vekslen mellem dårlig samvittighed over at trække for store veksler på familie og
venner – og irritation og sårede følelser over ikke at føle sig forstået.
• Oplevelsen af ikke at kunne invitere familie og venner tilbage i de nye ”ringere”
omgivelser.
• Fanden i voldskhed – f.eks. vilde indkøb eller handlinger som: ”Nu skal jeg endelig
have den rejse eller den fladskærm jeg har drømt om”.
- Nogen gange efterfulgt af dårlig samvittighed.
• En tendens til at drikke for meget, også selvom man aldrig har drukket før.
Årsager
Grundene til at vi bliver skilt er mange og ofte meget sammensatte.
3

Utroskab og det, at den ene har fundet en anden, er en oplagte årsager. Men det er som
regel følgevirkninger af andre, væsentligt hyppigere parproblematikker, der isoleret set er
langt det mest almindelige.
Ofte gives som grund, ”at vi er vokset fra hinanden.”
Det kan der være mange årsager til. Typisk skyldes det, at vi i fællesskabets orkanøje ikke
har været gode nok til at samarbejde jævnbyrdigt og støtte op om hinanden. Og at vi
hverken har været tilstrækkeligt loyale overfor det fælles projekt, eller har prioriteret det
højt nok.
Ikke sjældent udmønter krisen sig i et fraværd af følelsesmæssigt og seksuelt nærvær.
Frustrationerne kommer til udtryk gennem vedvarende skænderier om grundlæggende
livsværdier, der over tid har tæret på forholdet, og fået os til at miste følelserne for
hinanden.
Sårbarhed
Hvor sårbart vores forhold er overfor skilsmisse er individuelt. Oftest er det et samspil af
flere faktorer, der gør skilsmissen til en realitet.
Det, vi hver især bærer med os ind i forholdet, kan medvirke til at gøre forholdet mere eller
mindre sårbart.
Vores individuelle personligheder er resultater af vores medfødte personlighedstræk og
opvækstvilkår.
Tidlige oplevelser har skabt de briller, vi hver især ser os selv, verden og hinanden
igennem.
Den kærlighed og omsorgen vi modtog som børn - eller manglen på samme, den tryghed
eller utryghed der prægede vores barndomshjem; troen på os selv og vores evner, eller
mistilliden til egen formåen, er alle faktorer, der har medvirket til at forme os til dem, vi er.
Vi kan således have personlighedstræk med hver især, der gør os til et særligt sårbart
match.
Specifikke situationer der spidsbelaster vores forhold, gør os i perioder mere sårbare, og
det er ofte i forbindelse med disse særligt udfordrende perioder, at kimen til skilsmisse
bliver lagt.
Særligt belastende er perioder, der vender op og ned på den dagligdag, vi lever med
hinanden i, og som kræver omstilling f.eks.:
• Tiden efter første barns fødsel.
• Når børnene flytter hjemmefra.
• Når de voksne har deres egne udviklingskriser.
4

• Hvis der er sygdom i familien eller i den nære vennekreds.
• Når projekter udenfor forholdet tager meget tid for den ene part.
Endelig kan vi have været for dårlige til at udarbejde rammer for vores forhold, der har
været til at efterleve i praksis.
Eller vi kan have været for overfladiske og utilstrækkelige til at tage vores problemer op, i
takt med at de er opstået, så vores forhold over tid har lidt overlast på grund af manglende
opmærksomhed på de spirende problemer og de symptomer, de har forårsaget.
Kan jeg blive rask?
Kognitiv terapi er en veldokumenteret effektiv behandlingsform, der kan hjælpe dig
igennem din skilsmissekrise.
Du skal være indstillet på at ville yde et stykke arbejde, men der er god grund til det, for
med de ”værktøjer” vi har i dag, er det muligt for de fleste af os at forlige os med det skete
og komme videre i livet. – Læs mere under krise.
I forhold til samarbejdet med den tidligere partner sker det ofte, at de gamle konflikter og
skænderier blusser op igen, og fortsætter efter skilsmissen.
Vi kan forbedre denne situation ved at få indsigt i vores eget personlige konfliktmønster
såvel som de konfliktmønstre, der prægede, og formentlig fortsat præger jeres samspil,
selvom I er blevet skilt.
Forskellige ”dialogværktøjer”, kan desuden hjælper os til at bevare roen og overblikket i
kontakten med den anden part, så vi finder måder at bryde mønsteret på, og ikke så let
lader os rive med af vores følelser. – Læs mere om disse teknikker under par.
Mange fraskilte vælger i fællesskab at søge hjælp til at bedre samarbejdet efter
skilsmissen, da vi - særligt når der er børn involveret - vil have stor gavn af, at få det til at
fungere.
Vi er, hvad enten vi ønsker det eller ej, knyttet af de fælles bånd til børnene, og det giver
derfor god mening at finde en måde, hvorpå vi kan blive bedre til at være skilt, end vi var til
at være gift.
En skilsmisse er belastende for de involverede børn. Men hvis vi som forældre kan
håndtere situationen ordentligt, gør vi det væsentligt lettere for dem at klare sig igennem
skilsmisseprocessen.
Det kræver meget af os som fraskilte forældre, men at bruge ressourcer herpå vil på sigt
også betyde, at vi får flere ressourcer selv.
5

Behandling
I forhold til børnene er det i første omgang vigtigt at kigge på, hvordan du rent praktisk kan
blive aflastet, så du får mulighed for at oparbejde overskuddet til at være en kærlig,
opmærksom og omsorgsfuld forælder.
F.eks. kan det være en mulighed at trappe ned på arbejdet i en periode, eller måske finde
nye pasningsordninger med familie, svigerfamilie og venner.
Nogle benytter sig af aflastningsfamilier i denne svære situation.
Derefter handler det i bund og grund om, at du tilegner dig nogle ”værktøjer” der gør dig i
stand til at balancere dine egne følelsesmæssige reaktioner i forhold til børnenes.
Udgangspunktet for situationen er:
• At børnenes reaktionerne er normale reaktioner på en i deres verden utryg og
unormal tilstand.
• At du er den voksne - den der bør kunne vise det største overskud.
• At det er vigtigt, at du kan holde igen på dine egne følelser, når børnene er der.
At mor eller far kan være kede af det, er en del af livet, som børn i et vist omfang godt kan
håndtere.
Men børn har ikke godt af vedvarende, at blive udsat for deres forældres uro og utryghed
overfor situationen. Den smitter og gør dem sårbare og angste, da de jo som
udgangspunkt forudsætter, at far og mor kan klare alt.
Hvad kan jeg selv gøre?
Her kan du læse mere om, hvad I som forældre kan gøre for at hjælpe jeres børn godt
igennem skilsmissen.
Det er ikke her og nu løsninger, men retningslinjer og metoder, der kræver et langvarigt
fokus.
Det er retningslinjer, der kan være ganske svære at leve op til, i en i forvejen presset
situation. Men I vil blive bedre til at følge dem efterhånden, og de vil på sigt hjælpe jer til at
bevare et godt forhold til børnene og dermed også til jer selv.
1. Det er vigtigt at forældrene i det hele taget er åbne overfor barnet og forbereder det
grundigt på skilsmissens konsekvenser før den faktiske separation.
Det er bedst, at forældrene er sammen, når de taler med barnet, og at de taler med
det over nogle gange, så barnet for mulighed for selv at stille spørgsmål.
6

For børn er det væsentligt at vide, at forældrene har gjort sig mange overvejelser,
og at de har forsøgt at holde sammen på familien, men at de nu kan se, at en
skilsmisse er den eneste mulighed og den bedste løsning for alle.
Den forklaring børn bedst synes at kunne acceptere er:
At forældrene ikke kan så godt sammen. At der er for mange problemer og
skænderier, og at det derfor er bedst, at de bor hver for sig.
- En konkret analyse af situationen som barnet kan forholde sig til, da det jo som
regel gennem længere tid har bemærket symptomerne.
At tale om at den ene har fundet en anden, er derimod ikke en god forklaring.
Det kan medføre en voldsom vrede mod den pågældende forælder, der i barnets
øjne har svigtet.
For at skabe større sikkerhed i denne usikre situation, er det vigtigt for barnet at få
at vide:
• At barnet fortsat skal se begge forældre.
• At tale med barnet om hvor det skal bo, og hvordan det kommer til at foregå
henholdsvis hos den ene og den anden forælder.
• At tale med barnet om skole og institution - og om hvordan det stadig kan se sine
venner og familie.
Som forælde skal vi være opmærksomme på, at børn sjældent tager initiativ til at
tale om deres følelser i forbindelse med en skilsmisse, fordi de tager hensyn til
forældrene. Derfor er det vigtigt, at forældrene flere gange på forskellige tidspunkter
i forløbet af skilsmissen taler med de involverede børn, da der er tale om en
kolossal omvæltning, der vil medføre mange ændringer på både kort og lang sigt.
2. Det er vigtigt, at barnet forsikres om, at det ikke har del i ”skylden” for skilsmissen.
Større børn får normalt ingen skyldfølelse i forbindelse med skilsmisse, men mindre
børn i 3-4 års alderen kan risikere at føle skyld. De er ikke på samme måde i stand
til at forstå, hvad der forårsager konflikten deres forældre imellem, og kommer ofte
til at se sig selv som ”årsagen”, da det jo er dem det går ud over.
En god tilknytning til begge forældre vil bidrage til at barnet forstår, at bruddet
mellem forældrene ikke skyldtes barnet selv.
3. Med hensyn til barnets boligsituation er det bedst, at forældrene drøfter
boligmulighederne med barnet, og derefter selv træffer afgørelse om, hvordan det i
praksis skal foregå.
7

At lade barnet vælge selv medfører ofte et meget stort og ubehageligt ansvar, i og
med barnet let får en stærk skyldfølelse ved at skulle vælge den ene forælder frem
for den anden.
4. Det er vigtig i videst muligt omfang at lade barnet blive i det miljø, det er vant til, så
det ikke oven i skilsmissesituationen udsættes for tab af lærere, pædagoger,
kammerater, fritidsaktiviteter og andre vigtige holdepunkter i deres liv.
At forældrene vælger at bosætte sig tæt på hinanden efter skilsmissen, er derfor
medvirkende til barnets trivsel, og til at det vil klare sig bedre igennem en
skilsmisse.
5. Der er veldokumenterede belæg for at de børn, hvis forældre evner at samarbejde
og skåne børnene for ubehagelige indbyrdes konflikter, udvikler en højere grad af
selvtillid og har lettere ved at tilpasse sig situationen efter en skilsmisse.
Børn, der oplever at forældrene godt kan sammen, selvom det har været
nødvendigt for dem at flytte fra hinanden, giver hurtigere udtryk for glæde,
tilfredshed og tryghed.
Omvendt ses det, at børn, hvis forældre er i vedvarende konflikt med hinanden og
har en negativ omgangsform præget af kulde eller ligegyldighed, påvirkes negativt,
bliver triste og vrede, og udvikler lav selvtillid.
6. Det er ligeledes veldokumenteret, at børn hvis forældre kan arrangere sig og deles
om samvær, så børnene får lov at udvikle en tæt tilknytning til begge parter, klarer
sig bedst gennem skilsmissen.
Vi bør derfor altid stille spørgsmålstegn ved overvejelser om, hvorvidt det vil være
bedre for barnet ikke at se den anden forælder.
Oftest er der snarere tale om egoistiske forsøg på, at straffe eller undgå den
tidligere ægtefælle, end reelle hensyn til barnet.
Det kan ikke understreges nok, at en skilsmisse er en opløsning af ægteskabet ikke
af forældreskabet.
Og at barnet med mindre det udsættes for omsorgssvigt hos den ene part, stadig
har behov for regelmæssigt og hyppigt samvær med begge sine forældre – også
efter skilsmissen.
7. Det er vigtigt at barnet sikres tilknytning til begge forældres familie, især
bedsteforældrene.
Bedsteforældre på begge sider kan være en stor støtte for børnene i en
skilsmissesituation.
De er ofte garanter for et minimum at stabilitet, i en kaotisk tid, hvor de
repræsenterer det uforanderlige i en utryg og foranderlig verden. Ofte er det dem,
der giver den kærlighed og støtte, forældrene ikke i øjeblikket er i stand til at give,
hvor gerne de end vil.
8

8. Børn skal ikke behandles som voksne, de skal ikke tildeles voksenroller eller selv
påtage sig rollen som ansvarlig voksen.
Børn kan i en skilsmissesituation være en stor støtte for forældrene. Men det er
vigtigt, at de får lov til at vedblive med at være børn og ikke for tidligt presses til at
blive modne. Enten fordi de har måttet lytte for meget til de voksnes
følelsesmæssige problemer, eller fordi de for tidligt har måtte tage for stort ansvar,
f.eks. i forbindelse med huslige opgaver, eller overfor mindre søskende.
9. Som fraskilte bør vi ikke danne ny familie, før de implicerede børn er klar til det.
Det kan være svært for et barn at acceptere en forælders nye forhold, især hvis det
sker på et tidspunkt kort efter skilsmissen, hvor barnet endnu ikke har fået
bearbejdet sine følelser omkring skilsmissen.
Børn kan føle sig oversete, og have svært ved at følge mors eller fars begejstring
for den ny kæreste. Og det er vigtigt at barnet lærer den ny at kende over flere trin.
F.eks. først som forælderens ven, så som kæreste og endelig som partner. På den
måde er det muligt for barnet at følge med i hvad det er der sker, og blive inkluderet
i processen.
(Kilde; K.Boman, M.Nissen og R. Schwartz; Opbrud i familien, B.L. Axelson; Om konflikter)
9