Fremtidens videnskab - DIFØT

difoet.dk

Fremtidens videnskab - DIFØT

diføtnyt

Energirevolution på vej?

Steorn præsenterer

Orbo-motoren

Fremtidens videnskab

- erkendelse og sandhed

Hvor går grænsen?

Fordomme og accept

Amerikansk

efterretningsrapport:

Kold fusion med perspektiv

Nye titler:

Mystik og videnskab

Frimureren Newton

NR. 95.4 / JANUAR 2010 KR. 25,-

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK


2

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse

om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med

naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst

mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer

og at reducere allerede forekommende indgreb i

økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets

vilkår forbedres.

Foreningens bestyrelse

Anders Heerfordt - Formand - aheerfor@csc.com

Ruskær 4, st.th., 2610 Rødovre - tel 3647 1105

Albert Hauser - Næstform., bibliotek - a.hauser@mail.dk

Aalevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 7580 2414

Børge Frøkjær-Jensen - Kass. - mail@F-JElectronics.dk

Ellebuen 21, 2950 Vedbæk

Søren Birkelund Hansen - Revisor - sorenbh@privat.dk

Klosterengen 28, 4000 Roskilde - tel 4635 4123

Arne Christensen - arne.christensen@mail.tele.dk

Agertoften 27, 2750 Ballerup

Christian Heerup - heerup@live.dk

Triumfvej 92, 2800 Kgs. Lyngby

Jan Koed - Redaktør - jk@cadaid.dk

Clara Pontoppidans Vej 41, 2500 Valby

Poul Schriver - Mødearrangør - poulschriver@hotmail.com

Svanevænget 3, 1.th., 2100 København Ø

Bankkonto Merkur Bank - Reg.nr. 8401

Konto.nr. 1077298 - DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk

SWIFT-BIC: RIBADK22 - IBAN: DK0284010001077298

Medlemskab Medlemskab oprettes ved henvendelse til

kassereren eller via hjemmesiden www.difoet.dk. Årskontingent:

350,- kr.

Internet www.difoet.dk

Forsiden

Den kubiske udstillingsbygning

i Dublins havneområde

var i januar skuepladsen

for lanceringen af

en ny energiteknologi, som

har potentialet til forandre

verdens energiforsyning

radikalt. Det irske udviklingsfirma

Steorn hævder,

at deres motorer opnår en

virkningsgrad på over

100%. Læs mere om teknologien

side 14.

27. årgang nr. 95.4, jan. 2010

Redaktør: Jan Koed

Redaktionens adresse

diføt nyt

Clara Pontoppidans Vej 41

2500 Valby

tel/fax 3322 3728

email redak@difoet.dk

Udgivelse

diføt nyt udgives af Dansk

Institut for Økologisk Teknik

og udsendes til foreningens

medlemmer.

Hvor ikke andre er nævnt, er

udenlandske manuskripter

oversat af redaktøren.

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.

Bladet udkommer med fire

numre om året.

Oplag: 200 eksemplarer

Tryk: Vester Kopi, København

ISSN 0900-1816

Indhold

Fremtidens videnskab 3

Hvor går grænsen? 11

Besøg i Dublin 14

Bognyt

Kortnyt

18

LENR 23

Panik over mobilstråling 23

Foreningsnyt 24


Erkendelsesteori:

Fremtidens videnskab

- om sandhedskriteriet

Af Ernst Rasmussen

For at rette læserens opmærksomhed

mod det væsentlige (det der udtales i

teksten) og ikke mod det uvæsentlige

(hvem der har udtalt det) har jeg bevidst

undladt at navngive de anvendte citater.

Her findes intet der skal »dokumenteres«

(med henvisning til »autoriteter«).

Teksten må kunne verificere sig selv i

kraft af sin egen indbyggede sammenhæng.

Citaterne er dog ikke skjulte, idet

de angives med kursiv skrift. De får dog

kun deres virkelige betydning i forbindelse

med den sammenhæng som jeg

her placerer dem i. Jeg anvender det

samme princip når jeg komponerer en af

mine klaversonater. Her har jeg heller

ikke selv skabt de tangenter som jeg benytter,

eller opdaget de harmoniske

principper som jeg anvender. Det nye og

det personlige opstår ud fra den måde

jeg forbinder de allerede kendte og anerkendte

elementer på.

Ingen kan udtale sig på videnskabens

vegne, men der kan peges på nogle

blindgyder (fx troen på såkaldte autoriteters

udtalelser og anvendelse af spekulation

i stedet for tænkning) som det er

vigtigt at være opmærksom på.

Det er en alm. gældende opfattelse, at

der eksisterer grænser for erkendelsen.

Her vil vi gøre gældende, at dette ikke er

tilfældet. Når det i ovenstående motto

nævnes at »sandheden er hverken mere

eller mindre end det vi hver for sig forstår«,

så kan vi altså tilføje, at denne forståelse

kan udvides i det ubegrænsede til

En sag er aldrig sand fordi

én eller anden har sagt sådan

eller sådan. Sandheden er

hverken mere eller mindre end

det vi hver for sig forstår.

vi når en fælles og overordnet sandhed,

hvor vores sansning ikke længere begrænses

af tid og rum, og vores ide om

videnskab ikke længere begrænses til

noget rent pragmatisk der kun finder sit

utilstrækkelige grundlag i det der fysisk

kan måles og vejes med basis i nogle såkaldte

»konstanter«. Til den sidste bemærkning

kan vi tilføje:

»Videnskaben har aldrig forklaret den

numeriske værdi bag naturens konstanter.«

Og med hensyn til de praktisk vedtagne

kan vi sige: »Der findes ingen centimeter,

sekunder, kilo eller Plancks konstanter i

naturen.«

Antager vi i første omgang, at disse påstande

kunne være rigtige, så vil vi dog

umiddelbart støde ind i disse to indvendinger:

a) Kan vi ikke nøjes med en videnskab,

der kan levere os en viden om

naturens fænomener i form af tilnærmelser

med en vilkårlig stor præcision?

Nej, det kan vi ikke. Der findes ingen tilnærmelser

i naturen. Her er alt absolut

eksakt. Og som en af mine bekendte sagde:

Hvis mit lykketal er 7, så nytter det

ikke, at en maskine viser mig 6 komma

nok så mange 9-taller. Maskinen siger

ikke »Bing« før 7-tallet dukker op. Og b)

Har vi virkelig brug for en viden der ikke

blot er helt præcis, men også omfatter

noget der ligger langt ud over det vi allerede

kender til i dag? Ja, det har vi – fordi

alle vore problemer skyldes uvidenhed.

Og her tænker jeg naturligvis ikke

kun på viden om praktiske og nyttige

ting, som nok kan gøre det muligt for os

3


diføt nyt 95.4

at få »et bedre liv«, men ikke inspirere os

til det langt vigtigere – at føre »et rigtigere

liv«.

»Det som først giver videnskaben dens

sande værdi, er den filosofiske påvisning af

dens resultaters rent menneskelige betydning.«

Vi kommer ikke udenom videnskaben,

men vi kan ikke være tilfreds med den i

den form som vi kender i dag.

»Det nytter ikke at videnskaben leverer

os flere kendsgerninger – i fremtiden må

den levere os et bedre handlingsgrundlag.«

Nogen vil her indvende at jeg bevæger

mig ind i nogle filosofiske spørgsmål,

som det ikke er videnskabens opgave at

tage stilling til. Forkert! Fremtidens videnskab

bliver nødt til at tage stilling til

dette fordi:

»Videnskab uden filosofi er blind, og filosofi

uden videnskab er lam.« Det er nu på

tide at indse hvorledes disse to områder

ikke kan adskilles. De er gensidigt afhængige.

Fremtidens videnskab bør ikke betragtes

som et alternativ til den bestående videnskab,

hvis metoder og resultater må

beundres og anerkendes fuldt ud. Det

nye må opfattes som en udvidelse og uddybning

af det allerede foreliggende.

Når det imidlertid udtales at:

»Videnskabens problem er at den ikke er

videnskabelig nok«, så må vi kikke nærmere

på hvad der kan menes med det.

Videnskaben registrerer og rubricerer,

men den giver os ingen virkelig forståelse

af de årsager der fører til de virkninger

som konstateres. Forståelse opstår når en

given ting finder sin rigtige plads i en

4

større sammenhæng, og jo større denne

sammenhæng kan gøres desto dybere

bliver forståelsen. Mange, også indenfor

videnskabens egne områder, har allerede

indset betydningen af de såkaldte

tværfaglige videnskaber. Man er dog

ikke nået særlig langt i udviklingen af

disse, fordi denne udvikling bremses af

en dominerende tendens til at prioritere

specialisering og analyse frem for generalisering

og syntese.

Den videnskabelige udvikling foregår

på den måde, at man udspekulerer

nye hypoteser og søger at bevise disse

ved iagttagelse af dertil passende eksperimenter.

Man håber at eksperimentet

kan bekræfte hypotesen, som derved

avancerer til en anerkendt teori. Her

overses det imidlertid, at der måske også

kunne findes en anden teori – ikke baseret

på spekulation men på tænkning –

som også kunne bekræftes af det samme

eksperiment og dermed føre videnskabsudviklingen

ud af den blindgyde

som spekulationerne i mange tilfælde

har ført den ind i.

Men hvad er da forskellen på »spekulation«

og »tænkning« kunne man spørge.

I det tyske sprog findes der to ord –

»Gedacht« og »Ausgedacht« – som meget

klart illustrerer denne forskel. Frit oversat

kunne vi her tale om noget der enten

er »tænkt« eller »udtænkt«. I begge tilfælde

er der tale om noget der ikke iagttages

med det fysiske øje, men i det første

tilfælde er der tale om en sandhed der

hører til virkelighedens verden og viser

sig nyttig her. Og det er netop dette der

har hjulpet os til en forståelse af selve

sandhedsbegrebet som det her formuleres:

»Sandheden er det der er frugtbart.«


I det andet tilfælde kan vi ofte blive forført

af nogle ideer, der måske nok er konsistente

og logiske, men ikke har med virkeligheden

at gøre fordi de kun eksisterer

i en gold og abstrakt verden. Som

et eksempel på det der er tænkt kunne

man nævne »ækvatorlinjen om jorden«

Den eksisterer som en ikke fysisk ide der

har vist sig anvendelig (frugtbar) i mange

sammenhænge, fordi den har sit

grundlag i de rette begrebssammenstillinger.

Som et eksempel på noget der er

udtænkt kunne man nævne ideen om at

der kun eksisterer »relative bevægelser«

og tillige en absolut hastighedsgrænse.

Disse ideer har kun en begrænset betydning

i en ren abstrakt verden fordi de er

skabt ad spekulationens vej ved brug af

de forkerte begreber.

»Relativitetsteorien er rigtig nok – logisk

set – den har blot ikke noget med virkeligheden

at gøre.«

Faktisk udtalte skaberen af relativitetsteorien

på et tidspunkt disse ord:

»Jeg har muligvis været på vej i den gale

retning«. Vi kan nu konstatere: Heri

havde han ret.

Desværre hører dette eksempel ikke til

blandt undtagelserne i vor tids videnskab

– men snarere til reglen. Fx eksisterer

der 6 forskellige kvanteteorier – de

kan ikke repræsentere sandheden alle 6.

En af de førende teoretikere indenfor

dette område er i det mindste ærlig når

han siger:

»Jeg mener at jeg med sikkerhed kan sige

at ingen forstår kvantemekanikken.«

Bedre står det ikke til indenfor den nyeste

forskning omkring de såkaldte super-

diføt nyt 95.4

strengteorier. Her indrømmes det blankt

at man

»simpelthen ikke forstår det man taler

om«.

Fra et andet område kan vi finde en absolut

førende fysiker der i næsten 30 år har

spekuleret på teorien om de sorte huller.

Han har imidlertid i de seneste år indrømmet,

at han har taget fejl i disse spekulationer.

Ud fra det ovenstående kan vi nu

spørge: Hvordan kan noget være logisk

og alligevel ikke have med virkeligheden

at gøre?, og hvordan skal man forstå forskellen

på de »rigtige« og de »forkerte«

begreber?

Logik betyder blot »konsekvent tænkning«,

og denne tænkning kan stadig

gøres mere konsekvent. Fx er den matematik

som fysikeren i dag er henvist til at

benytte for at kunne beskrive sine nye

opdagelser ikke tilstrækkelig omfattende.

Var den mere konsekvent ville den

også kunne håndtere det vi i dag betegner

som det kvalitative og ikke blot nøjes

med at udtale sig om det kvantitative.

Om matematikken må vi derfor konkludere:

»Matematikken er ikke sand – den er

hensigtsmæssig.«

Matematikken, som man har forsøgt at

gøre synonym med logik, spiller dog stadig

en helt central rolle i vor tids videnskab.

»Videnskabens verden regeres udelukkende

af logikken. Enhver videnskabelig revolution

er først og fremmest en logisk revolution.«

Når man undersøger dette område nær-

5


diføt nyt 95.4

mere, så viser det sig imidlertid, at der

også eksisterer noget andet som er

mindst lige så vigtigt for videnskabens

udvikling som logikken. Der eksisterer

også det man med et noget forkætret udtryk

kalder intuition. Denne intuition må

imidlertid anvendes indenfor nogle meget

afgørende områder.

»Når man skal bevise de allerede kendte

matematiske sætninger, må man bruge logikken.

Skal man derimod opdage og udvikle

nye matematiske områder må man bruge

intuitionen.«

Dem der har gjort de store videnskabelige

opdagelser kender til betydningen af

dette. De bruger også her begreber som

»inspiration« eller »fantasi« når de forsøger

at forklare hvad det er de taler om. En

af vor tids mest anerkendte videnskabsmænd

udtrykte det fx således:

»Fantasi er vigtigere end viden.«

Det er i virkeligheden intuitionen eller

fantasien (som man normalt henviser til

det kunstneriske område) der må bane

vejen for en udvidelse af vores forståelse.

Og denne »udvidelsen af forståelsen«

betegner, som før nævnt, et meget vigtigt

aspekt som bremser vores adgang til

fremtidens videnskab. Et enkelt eksempel

kan illustrere dette. En interessant

samtale mellem to atomfysikere sluttede

således:

»I mit foredrag viste jeg denne model,

men tilhørerne forstod den ikke – de troede

at atomerne må opfattes som små kugler. –

Men vil de så nogensinde kommet til at forstå

hvad atomer er? – Ja, men så må man

først udvide selve begrebet forståelse.«

Denne »udvidelse af forståelsen« hænger

nøje sammen med det vi kan sige om

6

de »forkerte« og de »rigtige« begreber,

der igen danner baggrunden for at tale

om forskellen på »spekulation« og

»tænkning«. Vi kan starte med at stille

dette spørgsmål til en videnskabsmand,

der mener at være på sporet af en ny opdagelse:

»Hvordan fik du ideen til din

nye hypotese?« Formodentlig kunne

han svare således: »Jeg kom pludselig til

at tænke på nogle nye sammenhænge

der kunne bruges som et grundlag.«

Men hvor kommer sådanne tanker fra

spørger vi videre. Hvis han ikke bliver os

svar skyldig her, vil han sikkert mene, at

tankerne på én eller anden måde skabes i

hjernen. Men her må vi efterlyse en større

konsekvens i hans måde at formulere

og fastholde begreberne på. Da man i erfaringsvidenskaberne

kun går ud fra det

der fysisk kan iagttages, så kan han ikke –

da ingen har iagttaget et »jeg« – udtale

sig således. Helt logisk (konsekvent)

måtte han sige: »Min hjerne kom til at

tænke –«Foreholder vi ham det på én

gang logiske, men også meningsløse i en

sådan udtalelse, så kunne vi måske i en

fortsat samtale nå til enighed om, at tankerne

ganske vist aktiveres i hjernen,

men de skabes ikke af hjernen. Det må

kunne indses at tankerne i deres oprindelige

form – inden de aktiveres i hjernen

– eksisterer som noget objektivt

overalt omkring os. Som det er sagt:

»Universet er en tanke – og tanker kan

tænkes!«

Men hvad er det da for en aktivitet der

foregår i hjernen? Det er en aktivitet der

går ud på at skabe begreber for det vi ser

når vi iagttager verdens forskellige genstande

og fænomener. Men disse begreber

kan altså dannes ud fra et rigtigt eller

et forkert grundlag.


Med den følgende redegørelse for begrebsdannelse

står vi ved det afgørende

punkt som adskiller vor tids videnskab

fra det vi har kaldt fremtidens videnskab.

Når videnskaben iagttager ting i naturen

så hæfter den navne på disse ting.

Den gentager iagttagelserne i form af begreber

siger man. Det er imidlertid ikke

begreber der trænger ind i tingene og

fortæller os noget om tingenes særlige

væsen. Dette anser man (ifølge en gammel

fordom) for umuligt.

Men hvis dette er umuligt, så kan den

såkaldte forskning ikke trække en dybere

visdom ud af naturen end det den

allerede selv har lagt ind i form af sin

navngivning af tingene. Man har i virkeligheden

kun sat nogle etiketter på tingene

for at kunne genkende og huske dem

og frem for alt holde dem adskilte fra

hinanden. Denne metode åbner imidlertid

et rigt forum for spekulationer der går

ud på at konstruere hypoteser om hvorledes

de forskellige ting og fænomener

muligvis kunne være forbundet med

hinanden. Men kan man da overhovedet

gøre andet? Kan man virkelig tale om

at tingene har et særligt væsen? Til det

første spørgsmål kan vi blot svare: Ja.

Som en bemærkning til det andet

spørgsmål vil vi anføre et eksempel som

formodentlig kan indses umiddelbart.

»Man kan fodre en ulv med lammekød

fra den er født, så hele dens krop bogstavelig

talt består af lammekød – den vil dog stadig

have ulvens væsen og sin særlige plads i en

større sammenhæng.«

For nogle år siden kom et hold amerikanske

udviklingsstuderende muligvis på

diføt nyt 95.4

sporet af disse ting idet de kritiserede

den traditionelle udviklingsteori med

denne bemærkning:

»Udviklingsteorien kan nok fortælle os

hvorfor en and har svømmehud mellem tæerne

– men den fortæller os ikke noget om

hvorfor der i det hele taget eksisterer ænder.«

Med udgangspunkt i den omtalte metode

når videnskaben ikke frem til indsigt i

tingenes egen indbyggede affinitet, som

skyldes deres særlige væsen. Denne utilstrækkelige

opfattelse af virkeligheden

hænger sammen med at man overser begrebsdannelsens

særlige betydning.

Man kan udtrykke det således:

»Det er den moderne videnskabs grundvildfarelse,

at den allerede anser sanseiagttagelsen

for noget afsluttet, noget færdigt.

Derfor giver den sig selv den opgave, at den

simpelthen skal fotografere denne i sig selv

fuldstændige virkelighed. Imidlertid leverer

sanseiagttagelsen kun én side af virkeligheden.

Den anden side er den tænkende opfattelse

af verden.«

Vi har allerede indset det meningsløse i

bemærkningen »hjernen tænker«. Tankerne

må eksistere i verden som et redskab

der er tilgængeligt og fælles for alle.

Men dette redskab aktiveres mere eller

mindre i form af begrebsdannelsen hos

forskellige mennesker. Spørgsmålet er

nu: Hvorledes gøres dette. Med andre

ord: Vi er her på sporet af en erkendelsesteori,

der må danne grundlaget for alle

videnskabsområder. En sådan erkendelsesteori

må naturligvis være helt forudsætningsløs.

Den må gribe erkendelsen

der hvor den først sætter ind.

»Skal en erkendelsesteori virkelig kaste

7


diføt nyt 95.4

lys over hele erkendelsens område, må den

have et udgangspunkt der er helt uberørt af

erkendelsen selv. Et sådan udgangspunkt

findes kun i den rene iagttagelse af det der

foreligger i verden.«

Den »rene iagttagelse«, som man kan

forestille sig at kun det nyfødte barn er i

stand til at opleve inden tænkningens

aktivitet går i gang med begrebsdannelserne,

må afsløre en verden der består af

en forvirrende mængde forskellige farver

og former der, uden den orden og

sammenhæng som begreberne kan skabe,

må betragtes som lige interessante eller

uinteressante. De forskellige børns reaktioner

på denne – bogstavelig talt –

ubegribelige verden er imidlertid forskellige,

simpelthen fordi børnene er forskellige.

Vi kan altså, så paradoksalt det

end måtte lyde, tale om at man i den rene

iagttagelse finder noget subjektivt, medens

man i tænkningens område – når

denne tænkning engang forstås rigtigt –

vil finde det objektive. Dette er nøjagtig

den modsatte opfattelse som den der

gøres gældende i videnskaben i dag,

hvor erfaringsverdenen (det der iagttages)

betragtes som det objektive medens

tænkningen betragtes som noget subjektivt.

Denne fejlopfattelse skyldes grundlæggende

at man ikke har klargjort sig

forskellen på »spekulation« og »tænkning«.

Men hvordan kan vi komme til at forstå

denne forskel og blive klar over hvordan

de rette begreber kan dannes? Forståelsen

kan vi komme frem til ved simpelthen

at fortælle om hvordan tingene

hænger sammen. Her benytter vi altså

den samme metode som videnskaben

selv gør sig til talsmand for. Jf. bemærkningen:

8

»Naturvidenskab er ikke en viden om naturen.

Den er en viden om hvad vi kan fortælle

hinanden om naturen.« Og som allerede

nævnt kan vi fortælle hinanden

langt mere end det der fortælles i dag.

Bringer vi tilstrækkeligt mange begreber

ind i en korrekt sammenhæng så vil tingene

kunne forstås uden at de skal

understøttes af en særligt vidende og anerkendt

professor. Man kan sammenligne

dette med planeterne i solsystemet.

De behøver heller ingen understøttelse,

men holder hinanden oppe vha. de

kræfter der virker imellem dem. I begrebernes

verden eksisterer der også en

særlig sammenhængskraft og orden som

vi blot skal opdage og bevidstgøre os.

Når dette er sket kan disse erkendelser

overføres til de forskellige videnskabsområder.

Erkendelsen opstår dér hvor den rene

tænkning møder den rene iagttagelse,

men videnskaben har indtil videre ikke

været i stand til at holde disse to områder

strengt ude fra hinanden. Man har konstant

blandet dem sammen i mere eller

mindre vilkårlige forhold. Sagt mere

præcist: Man har i de hidtil kendte former

for erkendelsesteori gået ud fra forskellige

forudsætninger – såkaldte »a

priori« antagelser – der i virkeligheden

allerede var skabt af tænkningen. Det

kunne fx være ideen om at alt måtte tilhøre

enten »det subjektive« eller »det

objektive«. Men begreberne »objektivt«

og »subjektivt« var i så fald allerede skabt

af tænkningen. Der kunne også være tale

om nogle begrænsninger (fx »tid« og

»rum«) som man mente for altid måtte

sætte grænser for erkendelsen – men

også disse begreber er skabt af tænkningen.

Eller det kunne være ideen om at


verden kun kan fremtræde som »min

forestilling« om verden – også her gælder

det at begrebet »forestilling« allerede

er skabt af tænkningen.

»Siger jeg: Min viden begrænser sig til

mine forestillinger, så er dette en bestemt erkendelsesdom.

Med denne sætning føjer jeg

et bestemt udsagn til den verden som er mig

givet – nemlig, at den kun eksisterer for mig

i form af forestillinger. Men hvordan skal

jeg f ø r al erkendelse kunne vide, at de

givne ting er forestillinger? Alt hvad der

kræves for at forklare og begrunde verdenssammenhængene

kan nås af tænkningen.

At antage principper der ligger udenfor vor

verden for at forklare og begrunde den er en

fordom fra en afdød illusionær dogmatisk filosofi.«

Vi har fra de ovenstående redegørelser

formodentlig indset at tankerne må være

i verden (hvor skulle de ellers være!?),

men så må de også kunne iagttages som

alt det andet vi iagttager i verden. Det er

dog en særlig form for indre iagttagelse

som ikke derfor er mindre eksakt og sand

end det vi iagttager med de fysiske øjne.

Man kunne sammenligne det med de

iagttagelser der gøres når vi udvikler de

geometriske former, hvor man taler om

en direkte iagttagelse af sandheden. Der

er altså en særlig forskel på denne iagttagelse

af tankerne set i forhold til det vi ellers

iagttager i verden. Denne forskel

kunne beskrives således:

»Alt i vores verdensbillede kendetegnes

ved at det må være givet f ø r vi kan opleve

det – kun mht. begreberne er det omvendte

tilfældet: Vi må frembringe dem før vi kan

opleve dem. I begreberne har vi det givne

som tillige fører ud over det givne.«

Skal der bringes orden i alle de usam-

diføt nyt 95.4

menhængende ting vi møder i den rene

iagttagelse, så må disse iagttagelser først

gennemtrænges af tænkningen. Den

sammenhæng og orden vi kan formode

må eksistere i verden eksisterer allerede

imellem de enkelte begreber når tænkningen

først går i gang med at skabe

dem. Og denne sammenhæng kan som

nævnt overføres til videnskabsområderne.

Videnskabsmanden i dag vil dog stadig

sige: »Disse ting kan ikke bevises«.

Og her kan vi blot svare: »I tænkningen

ophører al tale om ’beviser’ fordi dette

ord også er skabt af tænkningen selv«.

Hvad vi møder af forskellige ting i naturen

repræsenterer i virkeligheden

dybe mysterier fordi vi ikke kender baggrunden

for disse ting. I forsøget på at

spekulere sig frem til baggrunden for tingene

skabes der store problemer for videnskaben:

»Hvorfor eksisterer der i det

hele taget ænder« som de unge biologer

spurgte om. Her er det vigtigt at gøre sig

følgende klart:

»En ting kan kun blive til et problem når

den træder os i møde som noget givet. De

ting jeg selv frembringer t i l d e l e r jeg

deres bestemmelse. Jeg behøver altså ikke

først at spørge efter deres berettigelse. Én

ting har vi en umiddelbar viden om, og det

er, at begreberne først dannes gennem erkendelsesakten.«

Den form for begrebsdannelse som vi

her forsøger at beskrive er altså noget

ganske andet end den »affotografering«

eller »navngivning« som videnskaben i

dag mener må danne grundlaget for

vores erkendelse af verden. Og det er her

man gør sig skyldig i en alvorlig fejlvurdering,

der kan formuleres således:

»Erkendelsens opgave er ikke i begrebs-

9


diføt nyt 95.4

form at gentage noget som allerede eksisterer

et andet sted, men denne: at skabe et

helt nyt område, som sammen med den

sansemæssigt givne verden først udgør den

fulde virkelighed.«

Når tankerne er i tingene så flyder der

noget af tingens inderste væsen over i

den menneskelige bevidsthed når blot

man iagttager tingene intenst og venter

tålmodigt på at de »selv fortæller« os om

deres særlige væsen.

»Når vi erkender en sammenhæng mellem

verdensbilledets dele, så er det ikke noget

jeg lægger til ved tænkningen, men noget

som væsensagtigt tilhører delene selv –

og altså må være tilstede når delene er det.«

Det skal nu ikke udelukkes at nogle af de

store opdagere – og ikke mindst de store

komponister – har oplevet dette. I hvert

fald har de fortalt om, at de nu fik æren

for at skabe noget som i virkeligheden allerede

var skabt. Men lad os her være

mere præcise og tilføje: De har trods alt –

i kraft af deres strenge mentale arbejde –

frembragt og bevidstgjort hvad der hidtil

var skjult og kun eksisterede i en ubevidst

form.

En af mine venner taler ofte om forskellen

på at »have kendskab til« et givet

område eller at »have kundskab om« området.

Dette er et eksempel på en fin begrebsdannelse,

som jeg her vil bruge og

overføre til videnskabens situation. Man

kunne således sige at vor tids videnskab

har kendskab til verden, men fremtidens

videnskab vil få kundskab om verden.

I denne artikels undertitel (om sandhedskriteriet)

finder vi et begreb der

sjældent anvendes i den videnskab vi

kender i dag. Her overholdes det såkaldte

falsificeringsdogme som – lidt para-

10

doksalt udtrykt – kunne formuleres således:

»Kun det der kan påvises at være

forkert kan anerkendes som videnskab«.

I fremtidens videnskab vil det se anderledes

ud. Her vil sandhedsbegrebet – efter

at have sovet tornerosesøvn i mere

end 100 år – kunne genindføres. Men det

vil her dukke op med basis i en erkendelse

som videnskaben endnu ikke kender

til. Vi kan skitsere det således:

»Skal vi være uafhængige, da må vi også

være det med hensyn til erkendelsen af

sandheden. Når vi modtager noget som er

opstået uden vor medvirken, da er vi afhængige

af det vi modtager. Den højeste sandhed

kan altså ikke blive os tildelt på denne måde.

Vi må selv skabe den.«

Er vi »skabt i Guds billede«, som skrevet

står, så må det jo ganske enkelt betyde at

vi ikke kun er skabninger men også selv

skabere.

»Der hvor vi gør os gældende som mennesker

gør vi os gældende som lovgivere.«

Vor skaberkraft kommer især til udtryk i

de rette begrebsdannelser og i de sublime

kunstværker. Lad en nok så dreven

komponist forsøge at forbedre Bachs berømte

præludium i C-dur ved blot at tilsætte

(eller fratage) en enkelt tone. Han

vil opdage at dette er umuligt. Her er der

hverken en tone for meget eller en tone

for lidt. Det samme princip må gøre sig

gældende der hvor vi finder de rette begrebsforbindelser.

»Der findes kun et eneste tankeindhold,

og vor individuelle tænkning er ikke andet,

end at vort selv, vor individuelle personlighed

der arbejder sig ind i verdens tankecentrum.«

Sandheden er altså ikke et dekret der


Essay:

Hvor går grænsen?

Af Stephen E. Braude

Det er ikke ofte, at jeg har en følelse af at

være talsmand for empirisk konservatisme.

Men det skete for nyligt, da jeg blev

inviteret til at tale ved den 50. konference

om Anomale Fænomener sponseret af

The International Fortean Organization

(INFO). Arrangementet gav anledning

til en tydelig demonstration af det, man

måske kan kalde »tolerance-relativisme«.

Konferencen var givende og udfordrende,

og den blev afviklet professionelt.

Jeg var glad for at møde ikke så få

kvikke og sympatiske deltagere, herunder

John Reed, MD, kasserer i Society for

Scientific Exploration. Jeg ser frem til at

deltage i flere INFO-konferencer.

sænkes ned fra den åndelige verden.

Men når sanseverdenen erkendes rigtigt

viser den sig overalt at være åbenbaringer

af det åndelige. Vores arbejde med erkendelsen

må imidlertid altid starte med

selverkendelsen.

»En Gud kunne skabe mig, men han må

overlade det til mig selv at erkende mig som

et »jeg«. Min selvbevidsthed giver jeg mig

selv. I den har jeg altså ikke en viden, en erkendelse

som jeg har modtaget udefra, men

en som jeg selv har skabt.«


I det ovenstående er der brugt udtalelser

fra mange forskellige personer – jeg kan

godt lide at spille på alle tangenterne –

men i intet tilfælde har det været hensig-

Der var dog en ting, der slog mig. Det

var den ofte iagttagne forskel mellem de

fænomener, jeg (mere eller mindre) havde

det fint med at inkludere i mit verdensbillede,

og de fænomener andre

blandt publikum var villige til at acceptere.

Ofte følte jeg det, som om denne

forskel var afgrundsdyb. For eksempel

talte jeg med en virkelig begavet og belæst

mand om indicierne for remote viewing.

I starten virkede det, som om vi havde

den samme opfattelse. Vi var tilsyneladende

enige om bevismaterialet, og at

der var tale om et ægte fænomen, og jeg

troede – i hvert fald i første omgang – at

vi også var enige om fænomenets konsekvenser

og deres betydning for menneskets

placering i naturen. Men så – i

ten at nogen blot skulle »tro« på disse udtalelser.

Hensigten har været at man blot

skulle lytte opmærksomt og fordomsfrit

til udtalelserne (hvilket jeg mener bliver

lettere at gennemføre når udtalelserne

bringes anonymt). Ideen er at man ikke

blot tænker grundigt over udtalelserne

som enkeltstående udsagn, men også bliver

opmærksom på den sammenhæng

som de her sættes ind i.

Fremtidens videnskab vil – for mig at

se – komme til at fremtræde som en syntese

af kunst, filosofi, videnskab og religion,

hvor man ikke længere får brug for

begreberne »tro« og »bevis«, men derimod

»ærlighed« og »indsigt«.

11


diføt nyt 95.4

det der for mig syntes at være en serie af

blinde, lynhurtige og ubegrundede følgeslutninger

og tankespring – begyndte

min samtalepartner med den samme

grad af overbevisning, han havde demonstreret

over for eksistensen af remote

viewing, at påstå, at folk, der udførte

remote viewing, havde ud-af-kroppenoplevelser,

hvor de rejste til fjerne dele af

universet og kommunikerede med sten

og andre tilsyneladende døde genstande.

Og han fortolkede UKO så bogstaveligt,

at han insisterede på, at UKO’erne

rent faktisk forlod deres kroppe i stedet

for blot at opleve billedrige, clairvoyante

øjeblikke, mens de var i deres legemer.

Måske vil nogle læsere af dette blad

have mere tilovers for dette syn på virkeligheden,

end jeg havde. Jeg var i hvert

fald ikke parat til at gå så langt. Men jeg

måtte alligevel passe på med ikke pr. instinkt

at falde tilbage på den form for

rygmarvsskepticisme, som jeg jævnligt

støder på, og som jeg ofte har harceleret

over på skrift. Jeg måtte huske mig selv

på, at jeg engang havde været ligeså

parat til – hånligt – at afvise enhver positiv

tale om parapsykologi. Jeg måtte også

tænke tilbage på, at selv efter at være

kommet filosofisk overens med de eksperimentelle

beviser for parapsykologi

havde jeg stadig foragt til overs for de

ikke-eksperimentelle indicier – dvs. indtil

jeg lærte, at indicierne omhyggeligt og

metodisk dokumenterede min egen begrebsmæssige

evolution. Jeg kunne ikke

undgå at blive mindet om, at jeg for ikke

så længe siden havde måttet revurdere

min afvisende holdning til astrologi stillet

over for min kones overraskende ekspertise

på dette område.

Misforstå mig ikke. Jeg har stadig en

afvisende holdning til det, som jeg fandt

12

ekstremt hos min samtalepartner. Hvad

enten jeg synes om det eller ej, er dette

personlighedstræk et faktum i min nuværende

intellektuelle og følelsesmæssige

udvikling. Det forsvinder ikke blot

med et hurtigt og spidsfindigt ræsonnement.

Så indtil videre vil jeg blive meget

overrasket (mildt sagt), hvis jeg engang i

fremtiden kommer til at tro på, at vi kan

kommunikere med udenjordiske (eller

jordiske) ting og sager. Men jeg følte og

føler stadig, at det ville have været upassende

og uberettiget at give udtryk for

min holdning og have tillagt den en større

betydning. Jeg følte, at havde jeg gjort

det, ville jeg have været præcis lige så

ynkelig som de arrogante og nedladende

skeptikere, hvis angreb på parapsykologien,

jeg så ofte har forsøgt at udstille.

Når det kom til stykket, kunne jeg

ikke foregive, at min skepticisme byggede

på relevant baggrundsviden. Jeg havde

jo slet ikke sat mig ind i det arbejde,

som min samtalepartner refererede til.

Så skønt jeg måtte erkende, at jeg trods

alt ikke var totalt uvidende om det omdiskuterede

emne og derfor muligvis var

berettiget til en smule skepticisme, var

jeg også på det rene med, at jeg sandsynligvis

ikke havde gennemskuet alle de relevante

forhold. Det jeg på dette tidspunkt

vidste var, at min afvisende holdning

mest skyldtes min egen selvtilfredshed

over det, jeg troede jeg vidste.

Jeg vidste også, at hvis der er noget

videnskabshistorien har lært os, så er det

menneskets helt utilstrækkelige evne til

at vurdere, hvad der empirisk er muligt.

Så det eneste jeg kunne gøre – med en vis

følelse af at have bevaret min retfærdighedssans

– var at bekende både min tvivl

og min uvidenhed og ikke foregive, at


min vurdering af sagen hidrørte fra højere

magter.

Det som stadig nager mig er dog, hvor

let jeg havnede i den form for arrogance,

som jeg har arbejdet hårdt for at bekæmpe

både hos mig selv og andre. Måske er

det en af de dæmoner i tilværelsen, der

ikke kan viskes fuldstændigt væk, og

som for evigt kræver opmærksomhed.

Derfor er det måske på sin plads her at

minde læserne og andre, der arbejder

med anomaliteter og frontvidenskab,

om behovet for ydmyghed og kollegialt

sammenhold.

Tidsskriftet Journal of Scientific Exploration

har til formål omhyggeligt at behandle

empiriske og teoretiske teser, som

mange mennesker – inklusive bladets faste

læsere – har stærkt delte meninger

om. Bladets abonnenter er meget forskellige.

Det er en flok individualister

med forskellige uddannelsesmæssige og

videnskabelige baggrunde, med forskellige

interesser og holdninger og selvfølgelig

med varierende tolerancetærskler.

Jeg ved, at nogle af tidsskriftets læsere

har svært ved at acceptere andre læseres

interesser, og det finder jeg uheldigt. Jeg

så gerne, at alle JSE’s skribenter og læsere

på et eller andet tidspunkt har følt sig

flove over at reagere forhastet og negativt

på empiriske påstande, der for dem

har været grænseoverskridende. Jeg

forestiller mig, at de fleste af dem på et

tidspunkt har følt sig ramt af andres negative

og uunderbyggede eller forhastede

reaktioner over for egne holdninger.

Mange af dem har sandsynligvis oplevet

forskydninger i deres egne tolerancetærskler

svarende til dem, jeg selv har

beskrevet.

Jeg deler synspunkt med C. S. Peirce:

at af alle jordiske skabninger synes men-

diføt nyt 95.4

nesket at have en særlig tilbøjelighed til

at ville forstå verden omkring sig. Men

denne tilbøjelighed får os udelukkende

til at gøre videnskabelige og intellektuelle

fremskridt og udvikle stadig mere succesrige

teoridannelser. Vores evne til at

forstå giver os imidlertid på intet tidspunkt

en garanti for, at vi gør stedsevarende

og konfliktløse videnskabelige

fremskridt og forhindrer os i at løbe af

sporet for slet ikke at tale om, at vi når

frem til en slags tidløs sandhed, der rækker

ud over det verificerbare.

Så når jeg nu vender tilbage til INFOkonferencen,

er det der står tilbage, hvor

stort et indtryk, det gjorde på mig, at mødedeltagerne

var så forfriskende tolerante

og imødekommende. Jeg ved, hvordan

det åbne sind er foranderligt og kan

sygne hen for til sidst at ende i godtroenhed.

Men det adskiller sig ikke fra den

måde, kognitiv tilbageholdenhed eller

skepticisme kan forvandles til intellektuel

krystallisering og snæversyn. Bortset

fra forskellene mellem mine holdninger

eller teoretiske orientering og andre af

konferencedeltagernes havde jeg en

stærk fornemmelse af, at jeg på mange

måder var blandt åndsfæller. Det, som

jeg især beundrede hos dem jeg mødte,

var deres respekt for data, deres forståelse

af at data altid er genstand for varierende

fortolkninger og deres villighed

til at stille spørgsmål ved ikke alene andres

meninger, men også deres egne.

Artiklen blev bragt i Journal of Scientific Exploration

2, sommer 2009, s. 121-123. Forfatteren er

chefredaktør for tidsskriftet, der udgives med 4

numre om året af selskabet Society for Scientific

Exploration, www.scientificexploration.org.

13


diføt nyt 95.4

Steorn demonstrerede sit udstyr i

’Waterways Ireland Visitor Centre’ i

Dublin, Irland.

Alle fotos: Anders Heerfordt

14


Magnetmotor:

Besøg i Dublin

Det irske udviklingsfirma Steorn er rykket i offensiven med deres kontroversielle

Orbo-motor, der leverer et energioverskud, COP>1. Deres demonstrationer

i januar 2010 skal dokumentere påstanden. Anders Heerfordt og

Poul Schriver, begge fra DIFØT’s bestyrelse, beretter om deres besøg i Dublin.

Anders’ beretning

Jeg var i Dublin fredag-mandag (8-11/1)

for at besøge Steorn-udstillingen. Der

var stillet tre arbejdende perpetuum mobiles

op, eller frienergimaskiner om man

vil. Der var ca. fem Steorn-medarbejdere

tilstede, og en af udviklerne tog imod de

besøgende og viste dem rundt.

Det er vel første gang jeg har set tre

fungerende frienergimaskiner samtidig.

Og første gang at der samtidig er blevet

leveret en ordentlig forklaring på, hvordan

maskinen virker, og hvorledes man

kan bygge den efter.

Maskinerne var hovedsageligt bygget

i akrylglas, og de stod på akrylglas-hylder.

Alt var gennemsigtigt og så simpelt,

som det kunne gøres. Motoren bestod af

almindelige materialer, hvoraf de fleste

er nemme at indkøbe. En letløbende rotor

havde noget, der lignede fire hesteskomagneter

(men de var lavet af cylindriske

neodynium-magneter) arrangeret

langs periferien. Der var fire tilsvarende

elektromagneter placeret stillestående

langs periferien. Elektromagneterne

havde en blød magnetisk kerne,

og hesteskomagneterne tiltrak kernerne.

Når hesteskomagneterne var nærmest

kernerne, sendte man et kortvarigt

strømstød gennem elektromagneternes

spoler, hvorved tiltrækningen blev mindre.

Der var derfor større tiltrækning,

når hesteskomagneterne nærmede sig

elektromagneterne, end når de fjernede

sig. Det gav et drejningsmoment, som

kunne få rotoren op i omdrejninger. Det

kostede noget energi at sende strøm gennem

elektromagneterne, men rotoren fik

tilført mere energi i processen, end elektromagneterne

brugte. Der var et energioverskud.

Jeg interviewede Steorn-udvikleren,

og hans forklaringer var ganske overbevisende.

Der var ingen tegn på svindel.

Maskinerne var ægte.

Der var også en forsøgsopstilling under

opbygning, hvor man ville gennemføre

et nyt og lidt anderledes forsøg.

Jeg optog fotos og video af maskinerne

i high definition, og jeg lavede efterfølgende

en DVD med mine optagelser,

som nu cirkulerer i DIFØT’s læsekreds.

Det er Steorns store ønske, at så mange

som muligt bygger maskinerne efter

og bekræfter, at der er et energioverskud.

Man vil i begrænset omfang yde hjælp til

de, der forsøger at bygge maskinerne efter.

Der blev udstillet en konstruktionstegning

for den simple maskine.

Der er en slags forening, man kan

melde sig ind i, hvor man kan diskutere

med andre, der prøver at bygge maskinerne

efter. Og der er i begrænset omfang

mulighed for at få emails besvaret af

en Steorn-udvikler.

Alt i alt meget positivt.

15


diføt nyt 95.4

Pouls beretning

Jeg var i Dublin fra mandag til onsdag

(11-13/1) og besøgte Steorn-udstillingen

de to første dage.

Den demonstration, som skulle have

været afholdt om fredagen, mens

Anders var i Dublin, blev udsat til tirsdag

aften, fordi projektlederen, Sean Mc-

Carthy, var faldet på en af Dublins isglatte

veje og havde brækket to ribben.

(Dublins sygehuse var i øvrigt overfyldt

med patienter, som var kommet alvorligt

til skade pga. voldsomt vintervejr med

isglatte veje og fortove.)

Mandag havde Steorns stab travlt

med at planlægge og opstille til demonstrationen

tirsdag. Jeg fik taget nogle fotos

af såvel de to arbejdende Steorn-maskiner

som forsøgsopstillingen, og det

var meget godt, for tirsdag var de to arbejdende

maskiner »inddraget« – sandsynligvis

pga. de forventede tilskuere til

demonstrationen tirsdag – og det var

vanskeligt tirsdag at komme til at fotografere

forsøgsopstillingen.

Jeg kom i god tid tirsdag aften og tog

plads på 1. række, klar med mit lånte optageudstyr.

Men efterhånden som de ca.

40 tilskuere begyndte at indfinde sig,

kom også kamera- og lydmænd, som tog

opstilling på »scenen« foran forsøgsopstillingen,

og som efterhånden kom til at

ligne en boksering efter kampens afslutning.

Masser af officials! Videooptagelsen

til Steorns hjemmeside havde 1. prioritet.

Selv fra 1. række var det vanskeligt at

komme til at filme pga. de mange mennesker

i »ringen«, og selv om jeg har boet

i engelsktalende lande i godt 5 år og synes,

jeg mestrer sproget nogenlunde, var

16

det ind imellem vanskeligt at høre og forstå,

hvad der blev sagt, dels pga. de arbejdende

kamera- og lydmænd, som stod

for, dels fordi Sean og især hans assistent,

Max, ofte talte med ansigtet vendt imod

forsøgsopstillingen og kameraerne.

Jeg har først her torsdag aften 14/1

haft lejlighed til at se videoptagelserne

fra demonstrationen på Steorns hjemmeside

www.steorn.com (Steorn’s Orbo

Electromagnetic Interaction COP>1: Part

1-5), optagelser som taler for sig selv. Jeg

må erkende, at videoerne giver et langt

bedre og klarere indtryk af demonstrationen,

end den man fik som tilskuer.

(Og jeg dropper mine sporadiske videooptagelser.)

Sean og Max taler her ligefrem

klart og tydeligt, man kan se måleapparaterne

og den skærm, som viser de

infrarøde optagelser, og man fornemmer

ikke de mange personer i ringen.

Kort fortalt gik demonstrationen ud

på ved sammenligning med en alm.

elektromotor at vise, at Steorn-maskinen

kører uden at producere back eller

counter EMF,

hvorved den producerer »overskudsinduktion«,

som gør den i stand til at yde et arbejde.

Jeg sad ved siden af en ældre, irsk gentleman,

Pat, som havde været med i projektet

fra begyndelsen, men pga. alder var

udtrådt for 2½ år siden.

Han fortalte om projektet, herunder

at det er baseret på ca. 250 privatpersoners

økonomiske støtte (en form for irske

»folkeaktier«), og at man bevidst havde

fravalgt støtte fra store virksomheder.

Endvidere at Sean McCarthy har arbejdet

som ledende ingeniør i oliebranchen,


så han har været fuldt bevidst om, hvad

han var oppe imod.

Sean oplevede i begyndelsen stærk

modstand (»harassment«) fra netop oliebranchen.

Derfor har han samlet en stab

af ingeniører omkring sig, så viden om

projektet deles af flere personer, og derfor

anvender han flittigt internettet til

også at distribuere denne viden.

Der vil blive givet endnu to demonstrationer,

inden udstillingen lukker den

31. januar. Der er herefter planer om at

rejse rundt i Europa og i USA med det

formål at fortælle interesserede om projektet.

Øverst: adm. direktør for Steorn Ltd., Sean

McCarthy, byder velkommen til demonstrationen

tirsdag den 12. januar.

Midt: spørgsmål fra salen.

Nederst: Orbo-motor til venstre, konventionel

elmotor til højre.

diføt nyt 95.4

17

More magazines by this user
Similar magazines