Fremtidens videnskab - DIFØT

difoet.dk

Fremtidens videnskab - DIFØT

diføt nyt 95.4

form at gentage noget som allerede eksisterer

et andet sted, men denne: at skabe et

helt nyt område, som sammen med den

sansemæssigt givne verden først udgør den

fulde virkelighed.«

Når tankerne er i tingene så flyder der

noget af tingens inderste væsen over i

den menneskelige bevidsthed når blot

man iagttager tingene intenst og venter

tålmodigt på at de »selv fortæller« os om

deres særlige væsen.

»Når vi erkender en sammenhæng mellem

verdensbilledets dele, så er det ikke noget

jeg lægger til ved tænkningen, men noget

som væsensagtigt tilhører delene selv –

og altså må være tilstede når delene er det.«

Det skal nu ikke udelukkes at nogle af de

store opdagere – og ikke mindst de store

komponister – har oplevet dette. I hvert

fald har de fortalt om, at de nu fik æren

for at skabe noget som i virkeligheden allerede

var skabt. Men lad os her være

mere præcise og tilføje: De har trods alt –

i kraft af deres strenge mentale arbejde –

frembragt og bevidstgjort hvad der hidtil

var skjult og kun eksisterede i en ubevidst

form.

En af mine venner taler ofte om forskellen

på at »have kendskab til« et givet

område eller at »have kundskab om« området.

Dette er et eksempel på en fin begrebsdannelse,

som jeg her vil bruge og

overføre til videnskabens situation. Man

kunne således sige at vor tids videnskab

har kendskab til verden, men fremtidens

videnskab vil få kundskab om verden.

I denne artikels undertitel (om sandhedskriteriet)

finder vi et begreb der

sjældent anvendes i den videnskab vi

kender i dag. Her overholdes det såkaldte

falsificeringsdogme som – lidt para-

10

doksalt udtrykt – kunne formuleres således:

»Kun det der kan påvises at være

forkert kan anerkendes som videnskab«.

I fremtidens videnskab vil det se anderledes

ud. Her vil sandhedsbegrebet – efter

at have sovet tornerosesøvn i mere

end 100 år – kunne genindføres. Men det

vil her dukke op med basis i en erkendelse

som videnskaben endnu ikke kender

til. Vi kan skitsere det således:

»Skal vi være uafhængige, da må vi også

være det med hensyn til erkendelsen af

sandheden. Når vi modtager noget som er

opstået uden vor medvirken, da er vi afhængige

af det vi modtager. Den højeste sandhed

kan altså ikke blive os tildelt på denne måde.

Vi må selv skabe den.«

Er vi »skabt i Guds billede«, som skrevet

står, så må det jo ganske enkelt betyde at

vi ikke kun er skabninger men også selv

skabere.

»Der hvor vi gør os gældende som mennesker

gør vi os gældende som lovgivere.«

Vor skaberkraft kommer især til udtryk i

de rette begrebsdannelser og i de sublime

kunstværker. Lad en nok så dreven

komponist forsøge at forbedre Bachs berømte

præludium i C-dur ved blot at tilsætte

(eller fratage) en enkelt tone. Han

vil opdage at dette er umuligt. Her er der

hverken en tone for meget eller en tone

for lidt. Det samme princip må gøre sig

gældende der hvor vi finder de rette begrebsforbindelser.

»Der findes kun et eneste tankeindhold,

og vor individuelle tænkning er ikke andet,

end at vort selv, vor individuelle personlighed

der arbejder sig ind i verdens tankecentrum.«

Sandheden er altså ikke et dekret der

More magazines by this user
Similar magazines