TILGIVER EDERS FJENDER! - Vandrer mod Lyset

tidens begyndelse til eders dage.
Da Gud fremsteg af lyset, var mørket besejret, men ikke tilintetgjort. Ved tankeviljens kraft drog
Han mørket ind under lyshavets dækkende bølger.
For at udskille og lutre det onde og slette lader Gud mørket i evigt bølgende kredsløb
gennemstrømme sit flammende væsen. Mørket svinder og svinder; men når den dag vil indtræde,
da alt ondt og urent er opsuget af lyset og lutret af Guds flammevæsen, ved kun Han, der er
alvidende.
Da Gud fremsteg af lyset, var Han fuldkommen, alvidende, alkærlig, almægtig. Og Han gav sine
hjælpere megen viden, megen kærlighed, megen magt.
Ved tanken og af lyset dannede og skabte Han et udstrakt rige, fuldkomment i sin herlighed.
Ved tanken og af lyset dannede og skabte Han boliger til sig og sine hjælpere.
Da blev Gud skaberen.
Men intet kan jeg sige eder om dette rige og disse boliger, intet, der kan fattes af mennesker; thi
jordens skønneste egn er tåget og kold sammenlignet med Guds herlighedsrige.
2.
Hvorledes er englene kommet ind i Guds rige, og i hvilket forhold står de til Gud?
I Gud hvilede muligheder til uendelige livsformer; thi Gud bar al skabningen i sig.
Ved tanken og af sit eget flammende væsen dannede og skabte Han tusinder og atter tusinder af
herlige, skønne skikkelser - åndelige væsener - englene
Og Han gav dem visdom, kærlighed og magt, og Han gav dem alle boliger i sit udstrakte rige.
Da blev Gud Faderen.
Da Gud og Hans tolv hjælpere fremgik og fremstege af lyset, vare de toheder; thi de bare alt
mandligt og alt kvindeligt i deres væsen.
Men de skikkelser, Gud skabte af sit eget, skabte Han til at være enheder, til at være mand og
kvinde, bestemte til at udfylde og fuldstændiggøre hinanden i visdom og i kærlighed, bestemte til i
al evighed at være adskilte - at være to - og dog en.
Disse børn af sit eget gav Gud sin dybe, sin uendelige kærlighed; thi de vare af Ham, med Ham og
i Ham. Og Han var i sandhed i dem alle.
Og de levede et liv i herlighed og glæde i Guds rige. Og Gud gav dem evnen og viljen til at granske
og at lære. Og Hans hjælpere vejledede dem i lysets love og hemmeligheder; lærte dem ved
tanken og af lyset at danne og at forme.
Men Guds hjælpere formåede ikke at løse livets gåde, den kendte kun Han alene, der var og er
tankens og livets Herre.
3.
Hvorledes og i hvilket øjemed skabte Gud universets
kloder?
Mange tidsevigheder svandt.
Faderen glædede sig over sine børns fremgang i visdom og i kærlighed.
Se, da fremsteg hos Gud den tanke at skabe nye væsener.
Og Han besluttede at skabe dem skønne og gode, med åbne muligheder til, vejledede af Hans
ældre børn, at nå den samme fylde af visdom og kærlighed.
Og Han besluttede at danne opholdssteder til sine endnu uskabte børn, opholdssteder, hvor de