By & Land - Juni 2005.pdf - Bygningskultur Danmark

bygningskultur.dk

By & Land - Juni 2005.pdf - Bygningskultur Danmark

67 JUNI 2005

LANDSFORENINGEN FOR BYGNINGS- OG LANDSKABSKULTUR


2

Landsforeningens generalforsamling den 21. maj 2005 blev

nedenstående resolution vedtaget. Baggrunden er en alarmerende avisomtale

om forestående nedskæringer i Kulturarvsstyrelsens personale.

Denne omtale kunne lige så godt have givet anledning til en leder

som normalt på dette sted. Denne gang har lederen så fået resolutionens

form:

RESOLUTIONSFORSLAG

København 21. maj 2005

Bygningskulturen er truet af sparekniven

BY og LAND, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur,

har i weekenden holdt generalforsamling i Bygningskulturens Hus i

Borgergade i København.

Forsamlingen vedtog følgende resolution:

Det er med den største bekymring BY og LAND erfarer, at sparekniven

nu skal ramme hårdt i Kulturarvsstyrelsen.

Styrelsen er Kulturminister Brian Mikkelsens eget barn, skabt efter

regeringsdannelsen i 2001 for at samle og styrke forvaltningen af kulturarven.

Foreningens medlemmer har et udmærket og tæt samarbejde med

styrelsens medarbejdere på bygningskulturens område, og det er vores

klare opfattelse, at medarbejderne allerede nu er meget hårdt presset

arbejdsmæssigt.

En yderligere reduktion vil være uforsvarlig både over for medarbejderne

og for de fredede og bevaringsværdige huse.

BY og LAND skal derfor på det kraftigste opfordre til, at sparekravene

fjernes.

Landsforeningens generalforsamling vedtager resolutionen. Foto Bent Falk.

BY OG LAND UDGIVES AF

LANDSFORENINGEN

FOR BYGNINGS- OG

LANDSKABSKULTUR

Borgergade 111· Postboks 9065

1022 København K.

Tlf. 70 22 12 99 · Fax 70 22 12 90

Telefontid: ma. til to.: 10.00-15.00

Fredag: lukket. · Giro 5 09 57 00

mail@byogland.dk · www.byogland.dk

INDHOLD

Torben Lindegaard Jensen:

Kommentar: Fredningspolitik 3

Erling Buhl:

De von Langenske

afdelingssten i Nørreskoven 5

Søren Vadstrup:

Nænsom bygningsbevaring

og retablering 9

Flemming Skude:

Skurene i Skagen 14

Karen Zahle:

Christiania – Selvforvaltning,

fælleseje og fællesskab 18

Kirsten Lund-Andersen:

Vor Frue Kirkeplads

i Kalundborg 22

Bonnie Mürsch:

Domhusgården genskabt 24

Kort nyt fra

Kulturarvsstyrelsen 25

Årsmøde i København 2005 26

Anmeldelser 28

Adresser 31

Forsiden:Vor Frue Kirke i Kalundborg.

Foto: Bent Falk

Nr. 67: ISSN 1399-7696

Oplag: 11.000

Layout/desktop: Inge Karrebæk

Tryk: Clausen Offset

Nr. 68 udkommer 27/9 2005

Deadline: 1/8 2005.

© Artikler eller udsnit heraf må anvendes

med tydelig kildeangivelse efter

særlig aftale med Landsforeningen.

Dette nummer vejer ca. 70 gram

REDAKTION

Allan Tønnesen (ansvarshavende)

Ålholmvej 78 · 2500 Valby

Tlf. 38 71 47 13

mail@allantonnesen.dk


FREDNINGSPOLITIK

Af Torben Lindegaard Jensen Foto: Forfatteren.

Hvis samfundet ønsker at værne

effektivt om bygningskulturen,

synes der p.t. ikke at være noget

reelt alternativ til bygningsfredning,

selvom man i bevaringskredse

med stigende skepsis ser

på, hvorledes fredningsloven forvaltes.

Lad mig ved et konkret eksempel

belyse førstnævnte påstand.

I september 1989 blev der

på Det særlige Bygningssyns

møde forelagt 35 fredningsforslag

vedrørende fynske gårde

opført før 1850 som resultatet af

den første af en række temagennemgange.

Af disse blev 25 fredet.

En enkelt er senere nedbrændt.

Blandt de tilbageværende

24 vil jeg vurdere 12-15 til at

være i god stand. Blandt de resterende

er der stadig et betænkeligt

vedligeholdelsesefterslæb

at indhente, og en enkelt hænger

i den tyndeste tråd, som man kan

forestille sig.

Samlet vurderet vil jeg dog

betegne dette som acceptabelt,

idet man bør indregne, at de

omtalte gårde på fredningstidspunktet

stort set alle kun var blevet

nødtørftigt vedligeholdt gennem

de forudgående mange år.

Ikke overraskende var gårdenes

arkitektoniske og kulturhistoriske

værdi stort set omvendt proportional

med bygningernes tekniske

tilstand. De fleste af gårdene

er, om end langsomt, på vej

i den rigtige retning bl.a. takket

være en effektiv og målrettet

støtte fra Kulturarvsstyrelsen

(KUAS) og en del private fondsmidler.

Men hvad blev der af de 10

tabere?

2 er nedrevet totalt

2 er i stærkt forfald (bl.a.

gården Lille Pederstrup)

3 har mistet udlængerne,

helt eller delvist

2 har været igennem

moderniseringsprojekter med

bl.a tagkviste

1 er intakt og i bedre stand

end i 1989

KOMMENTAR

Af referatet fra det omtalte

bygningssynsmøde fremgår, at

der i udvælgelsen af gårdene

indgik et vist skønsmæssigt element,

og jeg vil da også mene, at

man dengang blandt de knap

400 emner kunne have fundet

15-20 ejendomme, der – hvis

overhovedet – da kun marginalt

adskilte sig fra dem man valgte

at frede. I dag vil man blandt

disse højst kunne finde 3-4. Jeg

finder dette alarmerende!

Vælger man at se på de før

1990 fredede landbygninger, må

man desværre konstatere, at

også en del af disse er i store

vanskeligheder. Der er eksempelvis

indsendt ansøgning om

ophævelse af fredningen på 5 af

Brahetrolleborgs ejendomme, og

fredningen er på det seneste

allerede ophævet på 3 andre

(Nymarksgården og Toftebjerggård

og en gård i Tøndermarsken).

I disse tre tilfælde på

grund af fremskredet forfald.

Disse forhold peger på 2

meget synlige problemer i

KUAS, nemlig 1) alt for få økonomiske

midler til de fredede

bygninger og 2) mangel på ressourcer

til tilsyn med bygningerne

og opfølgning, når der går

problemer i en sag. Den fredede

gård, Brændemøllevej 11 (Vestfyn)

har været et kendt problem

i KUAS i mindst 5 år! Man kan

få fornemmelsen af, at nogle

ejere af fredede ejendomme

bevidst forsømmer vedligeholdelsen,

eller udfører ikke tilladte

byggearbejder på ejendomme

alene med det formål at få fredningen

ophævet! Hvis noget

3


4

Til træ og vægge.

Nu også til industriel overfladebehandling

med egen

linoliemaling!

Ring og hør nærmere!

Damson Paint Linolab A/S

Småmosevej 3C · Postboks 251

5700 Svendborg

Telefon +45 63 955 666 · Fax +45 63 955 667

E-mail damson@mail.tele.dk

www.damsonpaint.dk

STUCCO LUSTRO

MARMORINO

MARMORPUDS

MATERIALER

VÆRKTØJ

UDFØRELSE

KURSER

AMPIO

Raadvad 40 · 2800 Kongens Lyngby

Tlf. 45 50 55 45 · Fax 45 80 01 84

ampio@ampio.dk · www.ampio.dk

sådant konstateres, bør KUAS

anvende de sanktionsmuligheder,

som jo allerede ligger i

bygningsfredningsloven. Men

hvis man ikke har ressourcerne,

så ..!

Et andet betydeligt problem

udgør de gamle såkaldte ”Bfredninger”,

der typisk vil være

byhuse, som blev fredet før

1979. Mange af disse har ikke

haft en medarbejder fra fredningsmyndighederne

indenfor

dørene de sidste 50 år, og blev i

øvrigt fredet på helt andre præmisser

end de senere års fredninger.

Men hvad nu, hvis ejeren af et

sådant ”B-fredet” hus indsender

en ansøgning om nogle byggearbejder.

F. eks. nyt køkken,

udskiftning af vinduer etc.?

Svaret er helt klart. KUAS vil

forinden der tages stilling undersøge,

om husets fredningsværdier

er intakte efter nutidens

vurdering, og er de ikke det, så

vil fredningen søges ophævet.

Dette vil da også i en del tilfælde

være helt rimeligt, som

eksempelvis Kordilgade 8,

Kalundborg og Østergade 20,

Mariager.

En række af disse huse har

aldrig besiddet de kvaliteter, der

stilles til en fredning i dag, men

heller ikke undergået væsentlige

forandringer siden gennemførelsen

af en B-fredning for mange

år siden. Er det rimeligt at hæve

fredningen på et sådant hus,

hvis det i øvrigt er et smukt og

væsentligt hus?

Hvis denne praksis udøves

politisk, vil f.eks. 80% af Fåborgs

godt 30 fredede huse

kunne komme i farezonen, da

de er gamle B-fredninger, og det

samme vil helt sikkert gælde for

andre købstæder.

Efter en fredningsophævelse

vil en sådan ejendom i heldigste

tilfælde være underlagt en status

som ”bevaringsværdig”, men vi

ved jo godt hvor meget elastik,

der er i det begreb. En målrettet

oprydningsaktion fra KUAS vil

kunne få helt uoverskuelige følger

for bybilledet i Fåborg,

Dragør, Ærøskøbing o.s.v.

Et andet udslag af ressourcemangel

og politisk prioritering

er de yderst få nyfredninger, der

i disse år gennemføres. Således

er der eksempelvis ikke blevet

fredet en eneste gård i Bedre

Byggeskik på Fyn, som nu er

gennemgået også for landbrugsbygninger

i perioden 1850-

1940. Nogle få ejere har modsat

sig fredning, og et par andre

fine eksemplarer er blevet

underkendt.

Det er en foruroligende

udvikling, som bør alarmere

hele bevaringsverdenen, og der

skal kæmpes for at få tilført

hele dette område flere økonomiske

midler.


DE VON LANGENSKE AFDELINGSSTEN

I NØRRESKOVEN

Af Erling Buhl, Skov- og Naturstyrelsens driftsplankontor. Foto: Forfatteren.

I 1700-tallet var skovarealet

nede på 2 - 3% af landets areal.

Gennem hen ved 6000 år havde

en stadig stigende befolkning

blot hentet det træ, de havde

brug for til brændsel, byggeri,

ikke mindst skibsbyggeri og

alskens øvrige gøremål, uden

tanke for at træet en dag ville

slippe op.

Skov blev ryddet og inddraget

til agerland, og ikke mindst svin

på olden og græssende kreaturer

satte en effektiv stopper for, at

skovene på de stedse skrumpende

arealer i det mindste fik

chance for at forynge sig.

Manglen på træ var en alvorlig

sag. Man var helt klar over

situationens alvor allerede tidligt

i 1700-tallet, hvor der blev stillet

an med forordninger for at spare

på træet, og sat ind med strenge

straffe for ulovlig fældning og

tyveri af træ fra skovene, uden at

det nyttede noget videre.

Men Frederik d. V fik gjort

det, der skulle til, for endelig at

løse problemet med mangel på

træ, da han indforskrev den

tyske forstmand Johann Georg

von Langen til Danmark.

Von Langen kom hertil i

1763, 64 år gammel. Med sig

havde han et antal hjælpere –

elever han selv havde uddannet.

Hans opdrag var, sammen med

overjægermester C. C. Gram, at

etablere et egentligt skovbrug i

landet. ”Den Gram-Langenske

forstforordning” blev sat i værk.

Naturskovstilstanden, hvis

foryngelse helt var gået i stå,

skulle nu forandres. Der skulle

plantes, både med velkendte arter

Skovkort over Nørreskoven ved Furesøen. Der er genopsat tre af von Langens

afdelingssten i hjørnet mellem afd. 8, 7, 3 og 2, mellem 7 og 6, og mellem 6 og 5.

Skovkortet markerer to afdelingssten opsat i hjørnet mellem afd. 9, 8, 3 og 4, og i

SØ-hjørnet af afd. 1. Endelig er slibestenen genopsat i afd. 11 (ud for nr. 8).

og nye træarter, som von Langen

bragte med sig. Vedmasse og tilvækst

skulle beregnes, og hugsten

måtte fremover ikke overstige tilvæksten.

Skovene i Nordsjælland blev

takseret, opmålt og inddelt i

hoveddele og dele, som igen blev

inddelt i afdelinger eller årshugster.

Afdelingerne var firkantede

og orienteret N-S, Ø-V. Når man i

dag ser på et kort, hvor afdelings-

5


6

nettet er tegnet op, ligger det

meget på skrå i forhold til verdenshjørnerne.

Forklaringen er

den enkle, at man rettede sig efter

magnetisk nord, som i 1700-tallet

lå ca. 15 grader forskudt mod vest

i forhold til geografisk nord.

I afdelingernes skærings- og

endepunkter blev der opsat afdelingssten

– groft udkløvede sten,

hvorpå et afdelingsnummer og et

verdenshjørne var hugget ind. I

skæringspunkterne var stenene

firkantede og drejet således, at de

Afdelingsstenen i Nørreskovens vestskel på sin plads igen.

– bortset fra de ca. 15 graders

misvisning – vender fladerne mod

NV, SV, NØ og SØ. På en sten,

som står på sin plads nogenlunde

midt i Nørreskoven, står der f.eks.

på de tilsvarende fire sider: 9 N, 8

S, 4 N og 3 S.

Rundt i skovens yderkanter var

stenene oftest trekantede i formen

og opstillet således, at to af fladerne

vender på skrå ud mod

afdelingerne. På en af de ”nye”

sten, som nu genopstilles i

Nørreskovens vestkant, står der: 7

N og 6 S på fladerne mod hhv.

NØ mod SØ.

”Nye” von Langenske afdelingssten!

Hvor mon de kommer

fra? Jo, de var der såmænd i forvejen.

Men da man skulle i gang

med at anlægge Hillerødmotorvejen

igennem Nørreskoven, ansås

stenene for at være i fare. At stenene

allerede dengang var at

betragte som fredede fortidsminder,

der ikke måtte flyttes uden

fredningsmyndighedernes tilladel-

se, var vel næppe kendt viden.

Men at stenene var vigtige skovhistoriske

kuriosa, der skulle

bevares for eftertiden, var den nu

pensionerede skovrider fra

Københavns skovdistrikt, E.

Laumann Jørgensen ikke i tvivl

om.

Tre sten blev flyttet fra Nørreskoven.

En af stenene blev foræret

til Værløse Museum og de 2

andre blev taget hjem til skovridergården,

”Syvstjernen”, hvor de

blev muret ind i pejsen.

En slibesten fra oldtiden, en 80

x 70 x 50 cm stor stenblok af

kvartsit, blev ved samme lejlighed

også taget ud af skoven og foræret

til Værløse Museum.

En fjerde afdelingssten, som

Laumann Jørgensen fandt hos en

nabo til Lille Hareskov, blev ligeledes

bragt i forvaring.

Således blev i alt fem sten forsvarligt

sikret. Motorvejen er for

længst taget i brug, pejsen er blevet

revet ned, og Værløse Muse-

um ser nu om stunder hellere, at

historien om slibestenen og von

Langens afdelingssten bliver formidlet

ude i skoven end på museet.

Derfor blev de fem sten igen

sat op på deres oprindelige pladser.

Da det sidste år blev besluttet at

genopstille stenene, blev der nedsat

en ”ekspertgruppe”, bestående

af de pensionerede skovridere

Laumann Jørgensen og Poul

Petersen. Gruppen blev forstærket


med Jørgen Borgholt fra Værløse

Museum og fra Skov- og Naturstyrelsen

deltog Jens Bekmose fra

Københavns distrikt og undertegnede

fra Driftsplankontoret.

Udstyret med kort og – endnu

vigtigere – med Laumann Jørgensens

gode hukommelse blev

stederne for stenenes oprindelige

placering sikkert udpeget og

afmærket.

D. 21. oktober 2004 blev aftalt

som dagen, hvor det skulle ske.

Alle implicerede parter samt pres-

Afdelingsstenen nogenlunde midt i

Nørreskoven, som har stået på sin

plads hele tiden.

sen var inviteret til at mødes kl.

10.00 på Værløse Museum til en

lille sammenkomst med museumsleder

Ellen Jensen som vært.

Slibestenen blev læsset og kørt til

skovs, hvor den blev lagt på sin

plads. Derefter fortsatte selskabet

over Frederiksborgvejen til det

sted, hvor afdelingsstenen fra

museet skulle placeres. Herfra gik

hver så til sit.

I løbet af resten af dagen blev

de 3 øvrige afdelingssten sat på

plads. Det var skovløber Poul

Jørgensen og Johnny Petersen

samt traktorfører John Mortensen,

som stod for udførelsen af arbejdet.

Undertegnede var garant for,

at stenene blev vendt korrekt, og

foretog det fornødne med hensyn

til at registrere stenene, som de

fredede fortidsminder de er.

Hvor mange afdelingssten der

oprindeligt blev sat op, vides

ikke, men tilbage kendes i alt til

27 sten i Nordsjælland – heraf

kun tre i skovene nord for Hille-

rød, resten i Københavns Amt.

I alt står 18 sten på deres rigtige

pladser. Af disse er 7 sten fundet

og genopstillet korrekt. 6 andre

sten er fundet og opstillet nær findestedet

eller ved skovfogedsteder.

1 sten findes på Frilandsmuseet,

og 2 sten på Jagt- og Skovbrugsmuseet.

På det tidligere Farum distrikt

udlovede før nævnte pensionerede

skovrider Poul Petersen i sin tid

en halv flaske brændevin til den,

som fandt en von Langen sten, og

kom på den måde af med i alt 6

flasker. Med sådan en tilskyndelse

er det vel ikke udelukket, at

flere sten ville kunne dukker op.

Von Langen nåede kun at virke

i ca. 10 år, inden han blev syg og

kort efter døde i 1776 i en alder

af 77 år.

Skovbruget – et dansk skovbrug

der kom til at fungere – var

blevet bragt til verden med von

Langen som fødselshjælper. Men

hans opdeling af skovene blev

Den ca. 6000 år gamle kvartsit-slibesten til stenøkser står nu igen på sin plads i

Nørreskoven.

dog ret hurtigt ændret og gik derefter

i opløsning.

Allerede 1781 blev ”Forordning

angående de kongelige Skove og

Tørvemoser” sat i værk, til

afløsning af ”Den Gram-Langenske

forstforordning”. Der skulle

hurtigere ændres på bøndernes

rettigheder til græsning og gærdsel,

og inddigningen af skovene

begyndte. I 1789 blev hele processen

med udskiftning af jordene

sat i værk. En hegnsforordning

7


8

blev gennemført i 1794, hvorefter

der for alvor blev bygget stendiger

mellem kongens skove og

agerlandet udenfor. Og hele processen

med at sikre skovene blev

rundet af med fredskovsforordningen

af 1805.

Stendiger! Alt inden for rækkevidde,

som kunne bruges blev

brugt af de professionelle stendigebyggere,

som rejste rundt og

forestod arbejdet – også von

Langens afdelingssten. Så det er

altså der, i stendigerne, vi skal

finde de sten, som muligvis

endnu måtte være tilbage. Et

eksempel på en sådan sten kan

ses i stendiget, helt i SV i

Slagslunde Skov.

Von Langen efterlod sig en

række plantager med nu over

200-årige gamle træer, nogle jorddiger

og altså 27 kendte afdelingssten.

Vil man fordybe sig i

hans fortjenstfulde virke, kan det

anbefales at læse E. Laumann

Jørgensen og P. Chr. Nielsens bog

”Nordsjællands skove gennem

200 år”, fra hvilken der også her

er hentet viden.

Von Langen blev ærefuldt

begravet i kirkegulvet i Gentofte

Kirke. Mange år senere skulle

kirken renoveres. Gulvet blev

brækket op, graven sløjfet og von

Langens jordiske rester endte,

helt respektløst, i affaldsdyngerne

uden for kirken. Det faldt den

daværende skovdirektør Hakon

Frølund for brystet. Sammen med

andre gode kræfter henvendte han

sig til den daværende, cigarrygende

kirkeminister Bodil Koch.

Med hendes tilladelse lod han –

som en beskeden erstatning for

den sløjfede grav – opsætte en

lille bronzeplade til minde om

denne store forstmand.

Mindepladen sidder nu i

Gentofte kirkes våbenhus, og på

den står at læse:

OVERJÆGERMESTER

JOHANN GEORG

V. LANGEN

FØDT 22.3.1699

I OBERSTEDT,

THÜRINGEN

DØD 25.5.1776

I JÆGERSBORG

EN AF DANSK

SKOVBRUGS FÆDRE

Genopsat afdelingssten, tidligerei Værløse Museum. Genopsat afdelingssten, tidligere indmuret

i skovridergårdens pejs.

Så sandt, så sandt – og alt det

kan man godt lige tænke lidt over,

næste gang man passerer

Amalienborg Slotsplads og blikket

falder på den flotte statue af

Kong Frederik d. V til hest.


NÆNSOM BYGNINGSBEVARING

OG RETABLERING

Af Søren Vadstrup, arkitekt m.a.a., Center for Bygningsbevaring i Raadvad

Det store hvorfor

og hvordan?

Bygningsbevaringssagen startede

som bekendt for omkring 100

år siden som en bevægelse, der

fortrinsvis gik imod nedrivninger

af arkitektoniske og kulturhistorisk

værdifulde, ældre bygninger.

Bortset fra at vi langt fra

har ”sejret os ihjel” – umotiverede

nedrivninger udgør desværre

stadig en stor del af de lokale

bevaringsforeningers arbejde –

bliver disse sager færre og færre

i kraft af at der i befolkningen,

hos kommunerne og i statens

institutioner har bredt sig en

større og større interesse for at

bevare og ombygge eksisterende

huse frem for at rive ned og

bygge nyt. Men det har desværre

på mange måder bragt os fra

asken i ilden.

Hvor mange mennesker i dag

kan se det vanvittige i at rive et

flot bindingsværkshus eller et

gedigent byhus med fine facadedekorationer

ned, er det langt

sværere at forstå, at de almindelige

ældre huse i byerne og på

landet, der har overlevet 50’erne,

60’ernes og 70’ernes nedrivningsbølger,

bliver mindst lige

så ”ødelagte” af nye termovinduer,

nye yderdøre, tyndpuds eller

plastikmaling på facaderne, store

kviste, voldsomme tilbygninger

eller ændrede tagmaterialer. Og

kommer vi indenfor, er vi nogle

der vil hævde at vinkelstuer,

”samtalekøkkener”, nye spindeltrapper,

nedsænkede listelofter

og afsyrede døre med ”krøllede”

messinggreb fra byggemarkedet

også er ødelæggende for husets

karakter.

Det er lige før man kan hævde,

at den 100-årige indsats for

at hindre en nedrivning af vore

ældre byområder og landsbyer

snart er mere eller mindre

omsonst. De bevarede ældre

huse bliver via deres store popu-

Var det det her vi ville med bygningsbevaringen i Danmark? Typisk gade med gamle huse i en dansk provinsby. Den oprindelige

karakter og ”sjæl” er stort set væk takket være grimme termovinduer, udskiftede yderdøre, store dominerende kviste og forkerte

tagmaterialer og andre detaljer.

laritet, kombineret med de seneste

års velstandsbølge, mere og

mere ombyggede og ødelagte til

det ugenkendelige – og samtidigt

uinteressante og kønsløse.

Man kan hævde, at det blot er

en del af kulturhistorien for

disse huse, men især tabet af originale

100-årige – eller ældre –

materialer, såsom vinduer, døre,

gulve, lofter, skillerum og trapper

er et uopretteligt tab. Ikke

mindst fordi mine og andres

9


10

erfaringer siger, at de originale

materialer og elementer ikke fejler

en pind, ja tvært imod er i en

langt bedre kvalitet end de nye,

der erstatter dem, og at udskiftningen

derfor skyldes uvidenhed

og direkte forkert bedømmelse. I

dag er den største trussel mod en

lødig bevarelse af vores bygningskultur

i virkeligheden alt

for mange penge hos ejerne og

manglende forståelse for husenes

særlige materialer og karakter

hos tidens rådgivere, håndværkere,

livsstilsblade og såkaldte

boligprogrammer.

Hvad har vi af argumenter?

At argumentere for dette over

for husejere, der enten står lige

for eller lige har foretaget den

helt store ”renovering” af deres

ældre hus, er ikke særlig let,

hvad mange læsere af dette blad

sandsynligvis har prøvet.

Først prøver vi de æstetiske og

arkitektoniske argumenter. Indgrebene

er grimme og passer

ikke til husets arkitektur. Dette

bringer os imidlertid kun ud på

tynd, tynd is. For smag og æstetik

er som bekendt ikke entydige

begreber, og hvem siger at

”vores” smag er bedre og rigtigere

end byggemarkedets, håndværkernes

eller husejerens selv?

Ja jeg tror sågar at selv blandt

arkitekter er vi, der mener at nye

termovinduer med tynde, pålimede

sprosser uden på glasset

både er grimme og dårlig arkitektur,

i mindretal. Og ni ud af ti

arkitekter river da gladelig skillevægge

ud og skifter døre og

vinduer i ældre huse – eller

tyndpudser facaden med en

”frisk” farve, fordi de simpelthen

synes huset bliver pænere af

det. Hvem har så ret?

Dernæst kan vi hævde at indgrebene

ødelægger det gamle

hus’ ”autenticitet”. Men her er vi

efter min mening ude på endnu

tyndere is. For hvad så med forsatsvinduerne,

som vi gerne vil

have, hvad med de afhøvlede

gulve, der fra starten var ferniserede

og mørke og hvad med centralvarme,

stikkontakter, køkkener

og badeværelser? Skal disse

uautentiske ting så fjernes? Hvor

sætter man grænsen?

Mit eget lille bindingsværkshus

på Fyn fra 1736 er udvidet

med seks fag mod øst i 1797,

med et udskud mod haven i

1820, med to højloftede ”fine”

stuer mod vest i 1840, med fire

fag stald mod øst i 1870 og to

mere i 1890, og i 1910 er der

isat en havedør ud til haven.

Hvis jeg kunne finde på at bygger

mere til eller sætte flere nye

døre i dette hus, er dette så uautentisk

og dermed forkert? Og

hvis det er det, bør jeg så fjerne

alle de ”uautentiske” tilbygninger?

Vi kan da også konstatere, ved

at kikke os rundt overalt, at disse

to argumenter, de æstetisk/arkitektoniske

og det med autenticiteten,

ikke ”bider” på flertallet

af husejerne. De har alt, alt for

ringe styrke og gennemslagskraft.

Derudover hører vi også:

at det er så dyrt at bevare og

istandsætte, frem for at skifte alt

ud,

at moderne komfort og varmeregningen

fordrer termovinduer i

stedet for de gamle, utætte,

og så findes der jo slet ikke

håndværkere, der kan udføre tingene

på den ”gamle” måde, og

hvis de findes, er de meget dyre.

Alle tre fordomme er helt for-

Mit i høj grad uautentiske hus i Viby på Fyn, der er bygget om og til utallige gange,

men alligevel har bevaret en betagende helhed og autenticitet. Men er de ændringer,

jeg foretager ødelæggende for autenticiteten?

kerte, ja det diametralt modsatte

er faktisk tilfældet, hvilket jeg

imidlertid vil lade ligge her, da

man kan læse udførligt om dette

i min bog ”Huse med sjæl”.

Det mærkelige er, at de fleste

argumenter mod en nænsom

bevaring, også de tre ovennævnte,

handler om økonomi. Når det

kommer til stykket, kan vi dagligt

konstatere, at det bestemt

ikke er penge, der mangler, når


hus efter hus i dag bygges voldsomt

om, nyindrettes på kryds

og tværs eller udvides.

Derfor er det helt afgjort på

det tekniske og økonomiske

plan, man efter min mening har

de stærkeste argumenter for en

mere nænsom og mere kvalificeret

bevaring af vores bygningskultur

– det, der trods alt er tilbage.

Men det kræver viden,

dokumenteret viden og masser

og undersøgelser. Derfor skal vi,

der ønsker at bevare og forbedre

dansk bygningskultur, styrke tre

områder indenfor bygningsbevaringen

i de kommende år:

1. Byggeteknisk forskning og

tekniske anvisninger

Vi skal for det første gennemføre

en øget teknisk forskning,

der kan dokumentere, at de

materialer og løsninger, vi anbefaler,

ikke kun er arkitektonisk

korrekte og pæne, men også de

mest holdbare og økonomiske.

Vi skal kende både de tekniske

fordele og ulemper for huset og

de økonomiske fordele og ulemper

for ejeren i forhold til

moderne materialer og metoder.

Det er bl.a. hvad undertegnede

og Raadvad-Centeret netop har

arbejdet med i årevis. Vi har

bl.a. bevist at gamle, originale

vinduer med forsatsvinduer isolerer

30-70 % bedre end tilsvarende

termovinduer af træ, plast

eller træ-alu, samt at de også er

totaløkonomisk billigere, har

mindre vedligeholdelsesomkostninger,

dæmper lyden bedre og

belaster miljøet mindre. Dette

er ikke længere noget man kan

mene, tro eller lade være med.

Det er 100% bevist, teknisk og

videnskabeligt. Ligeså ved vi at

kalkning, trætjære, linoliemaling

er overfladebehandlinger, der

både styrker den bund, de

påføres, men også har bedre tekniske

egenskaber overfor fugt,

vedligeholdelse og holdbarhed i

forhold til f.eks. plastikmaling.

Vi har bevist at smedejern, der

essesmedes ud holder langt

bedre overfor rust og tæring, end

valset stål.

Jeg synes det er meget bekymrende,

at dette vigtige område

for bevaringen at vores bygningskultur,

forskningen i og

dokumentationen af de materialer

og metoder, vi anbefaler, ved

den sidste ”omstrukturering”

indenfor området, jeg tænker her

bl.a. på forsøget på at nedlægge

Raadvad-Centeret, nu er mere

eller mindre overladt til det private

initiativ og markedskræfterne.

Jeg synes også det er meget

”tidstypisk” for at sige det mildt,

at styrelser, uddannelsesinstitutioner,

kommuner og andre sidder

med på en gratis ”fribillet” til

disse vigtige resultater for bygningsbevaringen,

som man

naturligvis frit ønsker benytte,

men ikke agter at betale til fremskaffelsen

af.

Nu hvor ekspertisen og det

faglige miljø igen er blevet samlet

i Center for Bygningsbevaring

i Raadvad, vil én af hovedaktiviteterne

blive en videreførelse

af vores hidtidige forskning,

bl.a. ved at udgive en

række nye Tekniske Anvisninger

med den nyeste, forskningsbaserede

viden.

2. Bevaringsetiske

principper

For det andet skal vi formulere

et sæt overordnede, enkle, klare

og logiske bygningsbevaringsprincipper

for ældre huse, som

alle kan forstå, se rimeligheden

af og derfor ønsker at benytte.

Raadvad-Centeret og Center

for Bygningsbevaring i Raadvad

har i årevis haft nedenstående

fem punkter som det bevaringsetiske

grundlag for vores rådgivning,

undervisning, anvisninger

og publikationer – bl.a. så ”kunderne”

på forhånd ved, hvad det

er for holdninger og bevaringsprincipper,

de ”køber” i Centeret.

Det har længe undret mig, at

eksempelvis By og Land, men i

og for sig også diverse styrelser

og myndigheder, ejerorganisationer,

plus for den sags skyld

udførende tegnestuer eller håndværksfirmaer,

ikke har et klart

formuleret bevaringsetisk grundlag

for deres holdning til, hvordan

man konkret vil bevare

dansk bygningskultur, så man

kan læse, hvad de pågældende

står for og lægger vægt på i

deres bevaringsarbejde.

Der findes jo mange ”fordomme”

om, hvad man må og ikke

må på eksempelvis fredede bygninger,

både hos ejerne, håndværkerne

og rådgiverne. Med et

sæt nedskrevne bevaringsetiske

principper kunne der undgås

meget ”pengespild” til forslag,

der går i en forkert retning. Man

kan ikke skyde sig ind under, at

hvis bare man vedligeholder

huset løbende, er alt godt. Alle

huse har løbende behov for mere

eller mindre radikale ændringer.

Her kan principperne for ”Nænsom

Bygningsbevaring” med

fordel benyttes.

Ordet ”restaurering” er bevidst

undgået i teksten, bl.a. fordi vi i

Center for Bygningsbevaring

gerne vil have de ejere af ”almindelige”

ældre købstadshuse

eller landhuse, der ikke ser deres

hus som et decideret ”restaureringsobjekt”,

i tale. Ingen husejere

ønsker at ødelægge deres

hus’ bevaringsværdier ”af ond

vilje”. Det sker fordi de bliver

11


12

RAADVAD-CENTERETS OG CENTER FOR BYGNINGS-

BEVARINGS PRINCIPPER FOR NÆNSOM

BYGNINGSBEVARING

NÆNSOMHED OG RESPEKT

Gør så lidt som muligt. Man skal først og fremmest bevare og

beskytte bygningens oprindelige og originale dele, bl.a. ved at gå

så nænsomt som muligt til værks overfor bygningen. Man bør altid

foretrække reparation frem for udskiftning. Nye elementer skal om

muligt kunne fjernes igen.

BEVAR SLID OG PATINA

Gamle huse må godt se gamle ud. Man bør skelne mellem naturlig

nedbrydning, slid og patina og forceret nedbrydning, skader og

nedslidning. Der bør altid foregå en dyb faglig, men helt uvildig

vurdering af materialernes tilstand og istandsættelsesbehov.

Materialernes naturlige vedligeholdelsessignaler må ikke misforstås

som”udskiftningssignaler”, som det ofte sker.

BRUG DE TRADITIONELLE MATERIALER, KONSTRUKTIONER

OG HÅNDVÆRKSMETODER

Byg på erfaring. Vedligeholdelse og istandsættelse skal som hovedregel

ske med de samme slags byggematerialer og håndværksmetoder,

som bygningen blev opført med. De spiller bedst sammen med

de eksisterende materialer og dernæst repræsenterer de meget lange

erfaringer. Sammenspillet mellem materialerne, den konstruktion,

de indgår i og måden, arbejdet udføres på er meget vigtigt ved

ældre bygninger.

FORETRÆK KVALITET FREM FOR KORTSIGTET ØKONOMI

Gør det rigtigt – fra starten. Vedligeholdelse og istandsættelse bør

altid udføres på den mest optimale måde og af de dygtigste fagfolk

med størst mulig erfaring og kompetence på området, bl.a. i at

arbejde struktureret, effektivt og kvalitativt.

SKAB ARKITEKTONISK HELHED

Indgrebene skal skabe en arkitektonisk helhed – både i detaljen og

totalt.

forkert påvirket, eller rådgivet –

rent holdningsmæssigt og teknisk

– overfor de selv samme

bevaringsværdier. Derfor er

nogle klart formulerede, overordnede

bevaringsetiske holdninger,

kombineret med uigendrivelige

tekniske fakta, efter min

mening meget vigtige for bygningsbevaringssagen.

Det er

eksempelvis langt bedre og mere

effektivt end lovgivning. Bl.a.

fordi de mennesker, der har forstået

budskabet, og selv kan se

det fornuftige i disse holdninger,

selv ønsker at bevare mest

muligt i huset, af egen fri vilje –

ganske automatisk.

Ordet nænsom og nænsomhed

er tilsvarende bevidst valgt, som

et begreb, de fleste husejere kan

identificere sig med. I min bog

”Huse med sjæl” forsøger jeg at

forklare dette ved at ”menneskeliggøre”

huset. For dybest set

handler Nænsom Bygningsbevaring

om at:

Forstå huset bl.a. årsager til og

grader af naturlig forvitring og

skader.

Lade huset fortælle gennem

historiske og byggetekniske iagttagelser

og undersøgelser.

Tage huset med på råd ved at

bevare dets særlige karaktertræk

og identitet.

Forstærke husets arkitektoniske

kvaliteter gennem bevaringsmæssige

forbedringer.

Passe godt på huset gennem

en løbende, planlagt og systematisk

vedligeholdelse, der bl.a.

skrives ned og fotodokumenteres.

Hvis man forstår sit hus, og

hvis man efterfølgende tager

huset med på råd, så vil man

finde, komme til at holde af og

ikke mindst begynde at værne

om ”husets sjæl” – som nok det

vigtigste begreb, bygningsbevaringen

handler om. Det er efter

min mening det ultimative mål.

Man kan også kalde det husets

”karakter”, ”bevaringsværdier”,

”egenart”, ”væsen”, ”identitet”,

eller ligefrem ”arkitektur”, det

må man afgøre med sig selv,

men jeg synes ”sjæl” dækker

det, jeg mener, meget godt.

Faktisk svarer dette begreb

ganske smukt til et udtryk fra

antikken for det samme, nemlig

Genius Loci. Det var de gamle

romeres betegnelse for den

skytsånd eller skytsengel, som et

hvert hus har, og som man kan

tilbede og anråbe om beskyttelse

(af huset) fra. Jeg foretrækker

dog stadig ”husets sjæl”, frem

for en ”skytsånd”, som med

dette særlige kommissorium let

kunne frygtes at gå ind for at

bruge sortglaserede tagsten eller

eternit i stedet for et skrøbeligt

stråtag.

Begrebet ”husets sjæl” er ikke

”elastik i metermål” ligesom

begreberne pænt eller grimt eller

autenticitet. Det dækker eksem-


pelvis også den nødvendige

retablering eller bevaringsmæssige

forbedring af ødelagte,

ældre huse, som der i høj grad er

behov for og ønsker om lige nu.

3. Hjælp til husejerne

For det tredje skal vi tilbyde

ejerne af ældre huse konkret

hjælp til at følge vores ovennævntebygningsbevaringsprincipper

og dokumenterede tekniske

anvisninger. Dette skal ske

gennem formidling på internettet,

gennem bøger, publikationer,

kurser og seminarer samt ikke

mindst gennem konkret, uvildig

rådgivning på stedet.

Det kan ikke nytte noget at

selv om husejerne er blevet

overbevist om at vores principper

og konkrete råd er de rigtige,

så går processen i stå, fordi den

første håndværker, materialeleverandør

eller hvem som helst

man møder påstår, at det ikke

kan lade sig gøre og hellere skal

laves på en anden måde. Derfor

må vi stille uvildig hjælp til

rådighed, helt ud i det yderste

led af processen.

Dette var baggrunden for etableringen

af Raadvad-Centerets

Viden-Portal på internettet så

tidligt som i 1996, for udgivelsen

af Centerets Tekniske

Anvisninger, hæfter og bøger,

for etableringen af en Firma-

Database og en Materiale-Database

m.m. på internettet, for

etableringen af Raadvads Bygningssyn

og for de mange efteruddannelseskurser

for håndværkere

og arkitekter, som Centeret

har afholdt gennem årene. Der

er ingen tvivl om at alt dette

allerede har haft en vis effekt.

Center for Bygningsbevaring

har efter retableringen i Raadvad,

bl.a. med undertegnede,

Anne Lindegaard, Thomas

Kampmann og Hans Jørgen

Hansen som medarbejdere, igen

lanceret disse ydelser i en udvidet

og forbedret form. Man kan

læse nærmere om vores bygningsrådgivning,

vores kurser og

seminarer og vores tekniske

anvisninger og publikationer på

vores hjemmeside www.bygningsbevaring.dk

Da vores navne beklageligvis

også optræder på andres hjemmesider,

er det vigtigt at man

søger og finder vores nyreviderede

materialer på vores egen

hjemmeside eller ved henvendelse

til Center for Bygningsbevaring

i Raadvad på telefon 45 96

99 90. Vi bor som nævnt igen i

vores ”gamle” lokaler i Raadvad.

Har vi disse tre elementer til

vores rådighed, et forståeligt og

klart formuleret bevaringskodex,

en videnskabelig forskning

og dokumentation, der

I første halvår af

2005 udbyder

Center for Bygningsbevaring

omkring

25 kurser for håndværkere,

rådgivere

og private omhandlende

alt fra vinduesistandsættelse,

restaurering af murværk

og facader,

restaurering af interiører,

istandsættelse

af bindingsværk,

maling med traditionelle

malingstyper,

restaureringsholdninger

samt marmorino

og stuccolustro

m.m. Se nærmere

på www.bygningsbevaring.dk.

Forsiden på kursusfolderen

om

”Maling med traditionellemalingstyper”.

underbygger dette samt en

række konkrete serviceydelser til

husejerne, bl.a. bøger, publikationer,

en videndatabase på internettet,

kurser, seminarer og

arrangementer – samt ikke

mindst mulighed for uvildig

rådgivning på stedet – vil vores

måde at bevare ældre huse på

snart komme i højsædet overalt.

Husejerne vil som tidligere

nævnt helst gerne gøre det rigtige,

og hvem vil ikke også gerne

spare penge.

Snart vil der også brede sig en

’trend’ på ældre huse, hvor man

ønsker at fjerne de grimme termovinduer

igen, fjerne plastikmalingen,

eternittaget med det

voldsomme udhæng, kæmpekvistene,

gavlbalkonerne og 70’erskorstenen

– og retablere det

oprindelige udseende igen. Vores

næste store opgave bliver at

hjælpe husejerne med dette.

13


14

SKURENE I SKAGEN

OM ET LOKALSAMFUNDS MANGEL PÅ RETTIDIG OMHU

FOR UMISTELIGE VÆRDIER

Af Flemming Skude, arkitekt m.a.a. Foto: Forfatteren

I en tid domineret af effektivitetshunger

og jag foregår en stadig

indsnævring af alt, som ikke

umiddelbart matcher tidsånden.

Således også inden for bygningsverdenen

hvor lader, stalde og

skure repræsenterer hierarkiets

ultimative bund, eftersom sidstnævnte

pr. definition er uegnet til

beboelse for mennesker og dyr.

Bygning eller arkitektur

’Et skur er en bygning; Lincolnkatedralen

er et stykke arkitektur

… og betegnelsen arkitektur henviser

udelukkende til bygninger,

der er designet med henblik på

æstetisk appel’, tordnede den

engelske kunsthistoriker Nicolaus

Pevsner i sit oversigtsværk:

Europas arkitekturhistorie (på

dansk 1973).

Pevsners arrogante syn på

diverse mindre og ydmyge byg-

ninger som indbegrebet af, hvad

der med sikkerhed ikke kan være

arkitektur, vil de fleste nok trække

på skuldrene af nu om stunder.

For gav vi ham medhold,

ville kun et yderst begrænset

udvalg af ’æstetiske’ bygværker

kunne komme i betragtning til en

arkitektonisk kanon – mens vi i

en overskuelig fremtid skulle

henregne den overvejende part af

bygningsmassen til den lidet misundelsesværdige

kategori af

noget mindreværdigt. Billedlig

talt som jaget vildt, der på forhånd

var destineret til at vige

pladsen for mere imponerende

bygningsværker.

Ly og læ

Det mest ambitiøse tiltag der

endnu er gjort for at tildele

småhuse en smule værdighed

eller mindstemål af anerkendelse

indtraf, da skuret i år 2000 blev

gjort til temaobjekt på Bygningskulturens

Dag. Ved samme lejlighed

blev det marginaliserede skur

fremhævet som den mest ydmyge

af alle bygningstyper, og arkitekt

Nik. Hyllestad forklarede i tidsskriftet

b (nr. 48), at

ordet skur betyder lygiver for

nedbør, og at funktionen delvis

kan være at agere som lægiver

mod vinden. I ældre byejendomme

betegner ordet ’skur’ et

beskyttende, horisontalt udhæng

over en trappehals eller kældernedgang.

Så på moderne dansk

kunne en carport passende hedde

et vognly eller et vognskur.

’Ordene skærm og skur er beslægtede

med rodordet skind’,

fortsætter Hyllestad: ’Og for sig


ser man dyrehuder der i oldtiden

har været arrangeret med kæppe

og stager til en teltlignende konstruktion.

Menneskene dengang

boede ikke – de søgte ly. Det er

stadig karakteristisk for skuret, at

vi ikke bor i det. Vi har det som

opbevaringssted.’

Ydmygt og enkelt

Skure bliver typisk benævnt efter

deres funktion: brændeskur, redskabsskur,

garnskur, cykelskur,

haveskur osv. Vores husdyr har da

heller ikke boet i skure, men i

huse. Såsom hønsehus eller i stalde:

svinestald, kostald m.v.

’Skuret giver også ly, men er tilmed

lukket for øvrigt vejrlig’. Og

kan undertiden skærme mod indblik

som det er tilfældet med

bade- og omklædningsskure eller

de muntert stribede badekabiner

ved italienske strande.

’Skuret er som bygning og som

kulturtræk ydmygt, enkelt, ærligt

og blottet for prestigesignaler. Det

er en fornuftig konstruktion med

åbenlys og logisk brugsværdi.

Mens vore huse er opført med

respekt for materialerne, funktionerne

og forfaldet, er det mest

karakteristiske for skuret, at det er

tørt, ukompliceret og uden tekniske

installationer. Skuret er ligefrem

så enkelt i sin opbygning og

konstruktion, at det er nemt at

reparere og vedligeholde’*).

Klondykens chame

Selv i tilfælde, hvor skuret har

været genstand for vanrøgt eller

misligholdelse, hænder det ofte,

at en overraskende skønhed pibler

frem.

Det kan for eksempel være

facadens malede pandeplader,

som udsat for sollysets vedvarende

nedbrydning krakelerer i fantasifulde

sprækkedannelser og farvetoner.

Såvel for at kunne opleve

forfaldets skønhedsværdi som for

enkelhedens skyld, ’bør ydmyge

bygninger vinde hævd, ligesom

det altid er godt, når noget småt

og upåagtet ikke overses!’*.

Et fromt og utvivlsomt velment

ønske, men som den svageste part

i slaget mellem forskellige kapitalinteresser

og bygningskategorier

er det blevet skurets tilbagevendende

rolle at skulle trække det

15


16

korteste strå - til fordel for stærkere

og mere grundmurede interesser.

I den forbindelse hjælper

det lidet, om skurene ’er mange

nok’ til sammen at danne en lille

by. Modsat det fritliggende skur

dannes en skurby af skure i mere

eller mindre tæt sammenstilling, I

en sådan ansamling vil der opstå

labyrinter af smøger og pladser

mellem ’husene’. Hvorefter livet

mellem skurene for alvor kan

begynde at udfolde sig…

Fornuft i forfald

Afhængig af temperament kan

man betragte skure som enten

funktionelle depoter for alskens

redskaber – eller som alibi for at

have sit private, hemmelige fristed

i et samfund stadig mere

gennemsyret af formål og fornuft.

Og eftersom skuret og dets indhold

unddrager sig almindelig

pengeøkonomi, vil ethvert pres

for en mere rationel udnyttelse af

skuret – herunder vedligeholdelse

med småborgerlige omsætningsmotiver

for øje – brillere ved sit

fravær. Skurene får lov at skøtte

sig selv, som det nu engang måtte

passe i brugerens tempo, hvorfor

eventuel vedligeholdelse plejer at

foregå i så ujævn og usystematisk

en rytme, at forfaldet hyppigt når

at sætte ind.

Verdenskunst

Om nogen har den engelske forfatter

Bruce Chatwin ladet sig

fascinere af selvgroede bræddeskure,

og fotograferet dem hvor

han kom frem i verden, eksempelvis

i Mauretanien. Fra byen

Nouakchott er det lykkedes ham

at forevige farve- og stofoplevelser

af en så udtryksmæssig intensitet,

at det kan måle sig med professionel

verdenskunst. Ikke fordi

skurbyggerne har søgt at komme

på omdrejningshøjde med de

højere æstetiske sfærer, med deres

ligefremme byggeri har de alene

villet imødekomme aktuelle

behov. Med nøgtern målrettethed

har de sammentømret deres

uprætentiøse depoter af forhåndenværende

brædder i vilkårlige

længder og ligeså spontant bemalet

facader og døre i tilfældige

orange og blå farvetoner – i den

udstrækning malingen og impulsen

nu rakte.

Fortæller om ejeren

Såvel forfaldet som den sporadiske

vedligeholdelse forstærker


givetvis vore hjemlige skurbrugernes

følelse af frihed i forhold

til samfundets almindelige normer.

For hvis en høj grad af vedligeholdelse

kan være udtryk for

trivsel – kan også fravær af vedligeholdelse

vidne om en mere

afslappet form for trivsel. Og

resultere i en særegen æstetik af

frønnede og kraftigt patinerede

overfladestrukturer. Hvor det

selvklart er blevet en kvalitet i sig

selv at kunne melde pas i forhold

til samfundets almindelige jag og

finde sig et helle eller fristed i en

prioritetsfikseret samfundsøkonomi.

Turisme kvæler miljø

Så meget desto mere må det

fremkalde vor vrede, når den

kommunale planlægning i ledtog

med kapitaltænkningens kortsigtede

fornuft ønsker at udradere

skurbyer for at den konventionelle

mainstream kan underlægge sig

endnu et territorium for den

dræbende forudsigelighed. Som

det aktuelt er på dagsordenen i

Skagen i forbindelse med en

påtænkt havneudvidelse**).

Bevæggrunden for at pille ved

Danmarks mest attraktive ferieparadis

er fremkaldt af indtægtsnedgang

fra byens tidligere hovederhverv,

fiskeriet. For at imødegå

tilbagegangen i et nationalt

udkantsområde har byens politikere

og planlæggere valgt at satse

på turismen ved at foreslå den

lokale havn udvidet til at tage

imod krydstogtskibe.

Rent fysisk er planen ikke alene

at foretage en dramatisk moleudvidelse

ud i Kattegat, men som en

følgeeffekt på landsiden skal

skurbebyggelser i havneområdets

vestlige ende vige til fordel for

luksusboliger uden bopælspligt.

Kvalitetstab

Spørgsmålet bliver herefter hvilken

pris Skagens herlighedsværdier

i sidste instans kommer til at

betale for så omfattende globalisering

af den stedlige skala og

fremtræden. I første række vil

provinsbyens humane kvaliteter

formentlig blive tivoliserede.

Forsvinde vil ved samme lejlighed

det kendte havnemiljø med

den maleriske ansamling af skure,

træskure hvor lystfiskere og bolværksmatroser

til dato har kunnet

opbevare mindre net og grej til

husbehov.

Med fare for at blive kaldt

romantiker forekommer den

nuværende bebyggelse mig at

besidde en egen intimatmosfære

med duft af tjære, råhygge for

skæve eksistenser og maleriske

kig ud mellem de mestendels

røde træbygninger. Det vil selvfølgelig

være muligt at demontere

skurene til genopstilling andetsteds,

men for Skagen vil der

være en risiko for, at den kyniske

havneudvidelse vil ødelægge de

primære kvaliteter, der det seneste

århundrede så effektivt har tiltrukket

turister.

Rettidig omhu savnes

Skurene i Skagen er selvfølgelig

et marginalt problem i national

sammenhæng, men som princip

og for fiskerbyen kan der være al

grund til at plædere for: ’det

gamle skur, oh lad det stå..’ med

en advarende påpegning af at vise

behørig respekt for skønhed i

dens mange fremtrædelsesformer.

Ikke mindst i forbindelse med

banale og nære overtoner som

’tryghed’ og ’trivsel’ – som modvægt

mod et stadig mere overadministreret

og gennemrationaliseret

samfund, der øjensynlig ikke

evner at udvise rettidig omhu over

for kvaliteter, som hverken er

grundmurede eller lader sig

opgøre i penge.

*Nik. Hyllestad i b

48 (2000).

**VVM-vurdering med indsigelsesfrist

5. februar 2005.

17


18

SELVFORVALTNING, FÆLLESEJE

OG FÆLLESSKAB

MOSAIK AF FAGLIGE SYNSPUNKTER PÅ CHRISTIANIA

Af Karen Zahle, arkitekt m.a.a. Foto: Nils Vest

Udsigt over Christiania fra Vor Frelsers

kirketårn.

Kan det virkeligt være rigtigt, at

man lægger op til at ødelægge

kerneværdierne i Christiania ved

at:

1. Fravriste beboerne retten til

deres boliger, hvis de ikke imødekommer

krav, som er i strid med

den hævdvundne selvforvaltning

ved ifølge loven at ville gå udenom

område- og fællesmøderne.

2. Starte nedrivning af boliger,

som er opført med myndighedernes

billigelse.

3. Efter en gennemgribende

"normalisering" forlange at christianitterne,

for en pris som staten

herefter fastsætter, skal købe

deres boliger, hvorefter staten

sælger resten af boligerne til markedspris.

Kan det være rigtigt, når det –

som det var tilfældet på en høring

holdt af Akademiraadet – er påpeget

af en række kyndige fagfolk,

at det, der er sket på Bådsmandsstræde

de sidste 30 år, er helt enestående.

Særligt om fredning

Det sociale og arkitektoniske eksperiment,

der har udspillet sig i

fortifikationen i mere end 30 år,

er på mange måder noget af det

væsentligste, der er sket i frontlinien

i dansk arkitektur. Ikke nødvendigvis

i elitær forstand, men

som udtryk for, hvad man kunne

kalde "situationens arkitektur", en

arkitektur, som opstår både som

forudsætning for og som konsekvens

af måder at indrette sig

på... som har været dikteret af den

helt usædvanlige forudsætning, at

den i sin vægtløse mangel på forankring

i normer og regler, både

bar troen og skrøbeligheden i eksperimentet

i sig...

Vurderingen af fredningsværdien

i de fredede bygninger ligger

entydigt i Det Særlige Bygningssyn

og man vil derfor ikke kunne

nedtage selv hårdt medtagne, men

altså stadigværk fredede bygninger

uden Det Særlige Bygningssyns

godkendelse. Mit forslag er

at man i vurderingen af situationen

for de fredede bygninger

medtænker de bygninger, der er

tilkommet i Christianiatiden

(Jørgen Nordquist, direktør Bygningskulturelt

Råd).

Særligt som manifest bidrag

til den aktuelle debat om

storbyen

Man må fjerne "normaliseringsbegrebet"

som overskrift og

erstatte det med spørgsmålet om,

hvordan der kan skabes en ny

fremtid for Christiania, som

ramme om alternative kulturer og

alternative sociale former...

Man er nødt til at sætte et

arbejde i gang, som seriøst undersøger,

hvordan vi kan støtte en

vitalisering og videreudvikling af

Christiania.

Vi er nødt til at være åbne overfor

globaliseringen, og vi er samtidigt

nødt til at opretholde nogle

særtræk for at kunne overleve i

globaliseringen. Det er her rummet

for de alternative kulturer bliver

vigtigt. Christiania udgør et

sådan rum, som vi derfor må

interessere os for at opretholde.

(Jens Kvorning, professor på

Kunstakademiets Arkitektskole).

Særligt om bosætning

på voldene

Man kunne jo vælge at opfatte

Christianias volde som bosætningens

eksperimentelle afsnit af

byens samlede voldanlæg, ligesom

man har Tivoli som forlystelsesafsnittet

og Botanisk Have som

de særlige planters afsnit. Og

ligesom for de andre afsnit anerkende,

at her gælder særlige regler

i erkendelse af, at fristaden

giver så meget mere, end den forarger...


Foran Indkøberen.

Særligt om åben form

I Christiania har beboerne initiativet,

her leves livet kunstnerisk og

kreativiteten kommer til udtryk i

husene. Og her demonstreres den

åbne planlægningsmodel eller

Svellevej ved søen.

åben-form, som den også kaldes...

Særligt om det funktionsintegrerede

boligområde

Der er dagligvarebutikker, værksteder,

børneinstitutioner, sund-

hedshus, byggekontor og byens

(Københavns!) mest differentierede

genbrugsstation... Oven i det er

der tilbud om mad, kunst, musik

og et væld af store og små kulturelle

arrangementer, som hele byen

(København) har glæde af.

Christiania har simpelthen skabt et

enestående neighbourhood...

Det væsentlige i Christiania som

byeksperiment er fristadens dynamik

og indre sammenhængskraft,

manifesteret i evnen til at organisere

de fysiske og institutionelle

rammer for egne liv og til at producere

kvalificerede kulturelle tilbud

til det øvrige samfund. Den

kollektive brugsret og selvforvaltningsprincippet

er uløseligt forbundet

med denne kreative evne.

(Carsten Hoff, arkitekt).

Særligt om rekreative

kvaliteter

For os (naboer) er Christiania et

kulturelt og landskabeligt åndehul.

Vi ønsker ikke nyt rationelt

boligbyggeri på Christiania med

tilhørende P-pladser, bilkørsel og

infrastruktur. Den slags har vi

mere end nok af på Christianshavn.

Vi har... meget vand, men

mangler åbne og grønne områder.

Dem finder vi på Christiania, der

er vores åndehul. Der kan vores

børn lege og cykle uden at være

truet af biler. Der kan vi selv gå

lange ture uden at blive generet af

biltrafikken, og i modsætning til,

hvad der er tilfældet i byens velfriserede

parker, kan børnene

klatre i træerne.

En væsentlig årsag til, at Christiania

er tiltrækkende er også, at

der er liv på gader og stier. Folk

opholder sig meget uden døre,

selv i vinterhalvåret. De snakker

faktisk med hinanden.

Hvis regeringen gennemfører

19


20

Preben Smed og bike ved Smedien.

helhedsplanens væsentlige punkter,

vil Christiania dø, og København

vil miste en social sikkerhedsventil,

og vi naboer vil miste

en grøn oase... Det meget nybyggeri

med P-pladser og genopretningen

af fortidsmindet, vil

berøve den dens nuværende

usædvanlige oplevelsesværdi, der

består i samspillet mellem voldene,

vandet christianiaarkitekturen

og de gamle bygninger. Alle

besøgende har allerede nu mulighed

for at gå på og ved voldanlægget,

så i den henseende er der

intet nyt i regeringens udspil.

Vi savner respekt for Christianiakulturen

i regeringens udspil.

(Julius Lund, nabo til Christiania).

Særligt om "branding"

Som "brand" betragtet er Christiania

måske endda det mest danske

vi har. På niveau med Danish

Design, Kongehuset og Lego...

Der har næppe været hverken

managementguruer eller reklamebureauer

med omkring bordet, da

Christiania blev født. Men der er

ingen tvivl om, at grundlæggerne

af Christiania kunne lære os alle

meget...

Christiania har det hele. En

vision om et bedre samfund. En

mission om at være et fristed for

dem, som ikke passer ind i det

omgivende samfund. Og et sæt af

grundlæggende humanistiske

værdier...

Christiania har gennemført det

tætteste vi kommer økonomisk

demokrati længe før nogen havde

opfundet begrebet. Og som socialt

eksperiment har fristaden vist

en evne til at socialisere mennesker

uden at berøve dem ethvert

socialt initiativ.

Den liberale grundtanke trives

faktisk bedre på Christiania end

nogen andre steder...

Det er nemt nok at rive ned. At

kræve tilpasning og normalisering.

Det er straks sværere at

turde springe ud af normaliteten.

Tænke det utænkelige. Sige det

uudsigelige. Turde noget andet

end den slagne vej. Men det er

sjovt nok dansk erhvervslivs evne

til at tænke anderledes, der er

vores væsentligste konkurrenceparameter...

måske kan brandet

Danmark – vores nationale egenart

– bedst defineres som

Christiania.

Det vil uden tvivl være væsentligt

sværere at sælge Danmark

generelt, hvis vi slår en så

væsentlig del af vore egenart

ihjel. Dybest set er det svært at få

øje på en mere afgørende forskel

Danmark og de andre nordiske

lande end Christiania...

(Frederik Preisler, reklamefirmaet

Propaganda Mc Cann).

Særligt om utopier

De vide rammer, som er betingelsen

for at kunne afprøve en praktiseret

utopi på Christiania kan

have mange faconer. Afgørende

er, at beboerne er enige i udform

ningen...

(Allan de Waal, arkitekt).

Særligt om usædvanlige

boligområders kvaliteter

Der er behov for flere – ikke færre

– usædvanlige boligområder, hvor

de mennesker, der ikke kan fungere

i mere almindelige boligområder,

kan få et fristed til at leve

på egne sære præmisser...

Hvis myndighederne ønsker at

"normalisere" disse områder, må

det gøres i en liberal ånd. Dvs.

nuanceret og fleksibelt med

respekt for områdernes særpræg

og kvaliteter...

Usædvanlige boligområder fungerer

som boligmarkedets sikkerhedsventil.

Sådan nogle skal man

som bekendt passe på med; skrues

de for hårdt i, giver det eksplosioner.

Usædvanlige boligområder er

et plus for hele samfundet, for de

får os andre til enten at gyse og

elske vores egen normale bolig

højt eller til at drømme om friere

forhold og måske realisere drømmen,

sådan som de 25-30.000

mere upåagtede, men i en vis forstand

christianitterlignende beboelser

i kolonihave- og sommerhuse,

at undersøgelser af andre

usædvanlige boligområder viser.

Når der er blevet indført individuel

ejendomsret i forbindelse

med en "normalisering", hvor

kommunerne anerkender den de

facto bosætning, som har eksisteret

i mange år, så er resultatet det

samme hver gang: Ved de efterfølgende

ejerskifter stiger prisen

på de enkelte boliger, og gradvist

forsvinder de oprindelige, fattige

og/eller skæve beboere.

Hvis Christiania skal bevares

som et usædvanligt boligområde,

så er det afgørende at opretholde

en eller anden form for kollektiv

ejendomsret. Det behøver ikke at

være præcis den nuværende

form, der kunne også tænkes

andre varianter af kollektiv ejendomsret

f.eks. en eller anden

form for lejeboliger.

(Hans Kristensen, vicedirektør

By og Byg).


Særligt om kunst og kultur

Christiania har... altid været

omdrejningspunkt og opholdssted

for tilblivelsen af en masse kunst,

håndværk og musik.

De hjemløses jul er et arrangement,

der vidner om social forståelse

og nærvær. Det finder

man ikke så mange steder...

Christiania er et af de bedst

bevarede kulturmonumenter fra

sin tid. At fjerne det og gøre det

til en tilpasset del af opera- og

skolemiljøet på Holmen ville

måske være på sin plads, så de

mange studerende derude ikke

skal få visionære ideer eller ryge

sig en joint for at blive inspireret.

De mange tusindvis af turister

vidner om den betydning og gennemslagskraft,

som Christiania

har som kulturfænomen i at eksperimentere,

arbejde sammen på

fælles resultater og ikke mindst

dumme sig. Det er en nødvendig

og vigtig udvikling for al skabelse.

Derfor udgør Christianias kollektive

grundlag et afgørende fundament.

En kapitalisering af

Christiania vil gøre "kunsten"

mere kommerciel, mondæn og

ufarlig à la "Den Gamle By" i

Århus. Hvis det er det man

ønsker...

Christiania har skabt sit helt

eget kunstmiljø og lige præcis dét

kollektive miljø, der er med til at

finde ny sider i kunstens udtryksformer

og gøre ny opdagelser.

(Lars H.U.G., musiker og billedkunstner).

Særligt om boliger for

socialt udsatte

Boligen også for de udstødte og

for alle dem, der bare er anderledes,

er det sted, hvor man skaber

sit hjem. Og man kan kun rigtigt

finde sig hjemme i en bolig, der

er i overensstemmelse med det,

man selv repræsenterer. Det har

jeg lært mig i de mange år, hvor

jeg har beskæftiget mig med de

mennesker, der er sat udenfor det

almindelige samfundsliv...

At leve et anderledes liv, som vi

bør acceptere, at nogle frivilligt

eller af nød gør, kræver i det normalitetsoptagede

samfund, at de,

der er anderledes, selv får mulighed

for at skabe det, sådan som

det er gjort mange steder rundt

omkring, heriblandt på Christiania.

(Preben Brandt, dr.med., formand

for Rådet for Socialt udsatte).

Konklusionen må være, at der

er brug for i samarbejde med

Christiania at finde løsninger,

som både tilgodeser Christianias

beboere og det omgivende samfund.

Foran mig ligger også et

tungtvejende udsagn fra lægen

Knud Josefsen. Han klæder

myterne af og redegør for huslejeforholdene,

som de er. Drager

paralleller til andelsboligforeningers

funktion. Påpeger myndighedernes/forsvarsministeriets

medansvar for de skete byggerier

og nævner flere oplagt positive

sider ved Christiania, herunder at

el, vand og kloak... og veje af

christianitterne er videreudviklet

til en helt tidssvarende standard.

Sammenholdt med de mere overordnede

synspunkter, som af

byteoretikere er fremført som

krav til storbyer, må man undre

sig over den manglende forståelse

for betydningen af Christianias

fortsatte eksistens.

Udviklingseksperten Richard

Florida citeres i disse år som en

gennemtrængende formidler af

synspunkter, der påviser en klar

sammenhæng mellem "høj vækst

og tolerance overfor minoriteter".

Ifølge ham er "væksten i højtudviklede

videnssamfund afhængig

af tre faktorer: talent, tolerance og

teknologi". De kreative talenter

ønsker ofte at bo der, hvor der er

mest farverigt og forskelligt og

kulturen åbensindet. Med Christianias

tidlige gennemførelse af

Internet, bredbåndforbindelse og

avancerede IT-konstruktioner er

der grund til at spørge, om ikke

hele byen kunne lære meget af

Christianias eksempel. Når man

derefter slår op i Københavns

kommunes strategiplan 2004, er

det med største fortrøstning, man

læser, at "målet er, at København

fortsat skal udvikle sig som en

mangfoldig storby med livskvalitet,

plads og muligheder for alle,

uanset social, kulturel og etnisk

baggrund", at "det er variationen i

bybilledet, kvarterernes forskellige

særpræg og borgernes forskellige

levevis, som gør København

til en mangfoldig by", og at

"København ikke mindst er kendt

for Christiania med dets helt egen

mangfoldighed". Dette afsnit

"Mangfoldighed" er oven i købet

illustreret med et luftfotografi af

Christiania med en tekst, der

beskriver Christiania som et

område i byen, der er med til at

give København et image, som en

kreativ og rummelig by. Det er en

kvalitet, at København har nogle

usædvanlige byområder, men det

kræver gensidig tolerance. Der er

anledning til en diskussion af,

hvordan disse kvaliteter styrkes

og fornys. Og der er behov for

støtte til oprettelse af en fond som

kan gøre Christiania stærk nok til

at fortsætte sit eget liv.

Meld jer ind i “Foreningen til

forberedelse af Christianiafonden”,www.christianiafonden.dk

og bidrag på denne og

andre måder til at frikøbe fristaden.

Ødelægger man Christiania,

ødelægger man byen.

21


22

VOR FRUE KIRKEPLADS I KALUNDBORG

Af landskabsarkitekt Kirsten Lund-Andersen Foto: Bent Falk.

Fra Vor Frue kirke opleves parterret som en meget væsentlig del af Højbyen.

Kirken og den ældste del af Kalundborg by udgør et enestående kulturmiljø.

Hvad er det Kalundborg har,

som ikke findes i nogen anden

by i Danmark? Svaret er naturligvis

den femtårnede kirke og

Højbyen. Men byen har også

noget andet – noget ganske

særligt. Et grønt parterre. På en

svagt skrånende grusflade foran

breder der sig et grønt tæppe af

lave stedsegrønne hække, der er

klippet i et præcist og regelmæssigt

mønster. Hækkene er plantet

i kvadrater der hver måler 4,5 x

4,5 m. Kvadraterne er ordnet i

rækker, der griber ind i hinanden

og danner kæder med ét kvadrat

i den første række, to i den

anden, tre i den tredje o.s.v. Hele

pladsen er fyldt ud af dette

Havearkitekten, professor C.Th.

Sørensens tegning fra 1952 til

parterret ved Vor Frue.

mønster, en gennemtænkt komposition

til den kileformede

plads, og overalt fra pladsen kan

kirken opleves hen over denne

grønne flade. Hækkene er stedsegrøn

liguster og berberis, en

såkaldt ”armeret hækplantning”,

hvor berberis stiver ligusteren af.

Den oprindelige byplan for

Højbyen antages at have været

en helhed med en kirke og to

borge. Adelgade blev den nye

bys hovedstrøg og strakte sig

over banken mellem de to borge

i øst og vest. Middelalderbyens

gadenet var betinget af stedets

naturgivne forhold og byens formål.

Foran den femtårnede kirke

opstod en kileformet torveplads

med randbebyggelse på de tre

sider. Middelalderbyens struktur

præger Højbyen markant den

dag i dag, og den kileformede

plads ligger stadig foran kirken,

svagt skrånende og med lave

huse på de to sider.

Pladsen var i mange år dækket

af græs, et par rosenbede og

med et mindesmærke for politikeren

Ove Rode. Den trængte

alvorligt til et løft, og havearkitekten,

professor C. Th. Sørensen

udarbejdede i 1952 et forslag

til omlægning af pladsen.

Karakteristisk for C. Th. Sørensen,

en af det 20. århundredes

største danske havearkitekter, fik

pladsen netop en udformning,

der tog udgangspunkt i stedets

egne forudsætninger. Pladsens

geometriske planløsning var et

moderne svar på de fem ottekantede

kirketårne, og de grønne

kvadraters størrelse stemte godt

overens med proportionerne på


de mindre borgerhuse langs

siderne. Tilsammen danner den

middelalderlige kirke, de gamle

huse og C. Th. Sørensens parterre

et enestående bevaringsværdigt

kulturmiljø.

22 år efter parterrets anlægning

skrev C. Th. Sørensen om

parterret i ”Jul i Kalundborg

1975” blandt andet: ”Som sagt

er det mig en stor glæde at se til

stedet, når jeg kommer til

Kalundborg. Er der noget, som

jeg kunne tænke mig ændret?

Ikke i formen i selve parterret,

jeg håber meget, det må kunne

bevares; men der er to ting, som

måske ville gøre stedet rigere.

Mønsteret er således, at der mod

Adelgade er 7 små gruspladser

på 3 x 4 m, hvor pæne bænke

kunne få plads. I hver mønsterkæde

er ganske små gruspladser,

hvor det kunne være ”sødt”, at

nogle løgvækster kom frem

sommeren igennem, højst 7 løg i

hver udsparing, endelig ikke en

kompakt blomsterbuket. Der kan

være tale om tulipaner, kejserkroner

og liljer, således at der er

blomster fra april til oktober.”

Ja, tænk, om det måtte blive

sådan! Virkeligheden er desværre

en anden, og der er slet

ingen blomster, men parterret er

endnu intakt. Det er ganske vist

meget forvokset, i tidens løb er

det blevet tildelt enkelte fremmedelementer

i form af skulpturer,

og kvarterets biler vil sikkert

også gerne være tættere på den

unikke plads eller bare have en

lille bid!

Det løber mig koldt ned ad

ryggen ved tanken om, hvad der

kan ske. Kirken og husene i

Højbyen er fredet, men parterret,

den mest sårbare del af Højbyen

og noget af det 20. århundredes

bedste, danske havekunst, er ikke

fredet eller sikret for eftertiden.

Omkring 1864 havde Vor Frue kirke mistet det midterste tårn. 1898 blev husene

foran kirken revet ned. På kirkepladsen skimtes en af byens mange brønde, som

alle er væk i dag.

Gamle postkort fortæller

os om krkepladsens

historie. Her

ses pladsen med brolægning.

Postkort ca. 1932 viser kirkepladsen med græs og

rosenbede.

I 1975, da parterret var 23 år gammelt, havde det endnu sin oprindelige form og

størrelse i god behold. Siden er det vokset til den dobbelte højde!

23


24

DOMHUSGÅRDEN GENSKABT

Af advokat Bonnie Mürsch. Foto: Allan Tønnesen.

C.F. Hansens vision af Slutterigade.

Der er steder som man kender

uden ret at kende dem. Således

med Slutterigade i København.

En stor del af Danmarks befolkning

har nok stadig det sceneri på

nethinden, der dannede baggrund

for Trads & Thorsens udveksling

af uartigheder – Arresthusets dørparti

omgivet af murværk tilsmusket

af tiden og af graffiti.

Som led i istandsættelsen af

domhuskompleksets facader kom

turen siden til afsnittet, der omfatter

Slutterigade med de to markante

forbindelsesbuer.

Omsider stod det hele atter

smukt og stramt med flader i

mættet stoflighed som det også

må have betaget byens borgere

ved opførelsen.

Men noget manglede for at

fuldende den rumlige oplevelse.

Det må allerede C.F. Hansen have

indset, da han i midten af

1820’rne på sin karrieres højde

udgav et værk med kobberstik,

hvor han revet med af den romerske

kobberstikker Piranesis fængselsromantik

i sit prospekt af

Slutterigade iscenesætter rummet

med en gade i ét plan belagt med

store fliser, der samler voluminet

mellem Domhus og Arresthus.

Gadeforløbet med fortov, kantsten

og den gemene asfalterede

kørebane forekom nu i kontrast til

de istandsatte facader at være en

sådan tarvelighed over for den

storladne arkitektur, at en komité

satte sig for at tilvejebringe private

fondsmidler til en granitbelægning,

der kunne gengive byrummet

i Slutterigade – med Christian

Ellings ord – næsten dia-

Borgmester Søren Pind klipper snoren

over 28. december 2004.

bolsk mesterskab.

Med råd fra Brolæggerlauget

og i økonomisk partnerskab med

kommunen, som har stået for

udførelsen, kunne det gamle nye

byrum fra december 2004 tages i

brug som en julegave til København

– og det må siges at være i

rette tid som en hyldest til den

store nyklassicist C.F. Hansen.

Grundstensnedlæggelsen til

Domhuset foregik ved en ceremoni

den 28. september 1805 i henhold

til en kgl. resolution af 29.

november 1803 om opførelsen af

det domhus, der i december 1814

kunne tages i brug.

Der er kun i bedste forstand

tale om ”bessermachen” fra

komitéens side. Man har haft C.F.

Hansens prospekt for øje og skelet

til belægningen i andre af hans

byrum som Prins Jørgens Gård

m.v. Der er anvendt nordiske patinerede

rødlige brosten, blå Rønne-granitfliser,

60 x 60, og granitbordursten,

og detailprojekteringen

er forestået af Vej & Park.

Nu mangler blot chaussésten på

Slutterigades afsluttende strækning

fra buen til Rådhusstræde ud

for Nytorv for at fuldende bybilledet.

Viljen ser Vorherre på…


KORT NYT FRA KULTURARVSSTYRELSEN

Af Arne Høi, arkitekt m.a.a., Kulturarvsstyrelsen.

Verdensarvslisten

Nye foldere sætter fokus på

Jelling, Roskilde Domkirke og

Kronborg, der foreløbig udgør

Danmarks bidrag til UNESCO's

prestigefyldte liste over verdens

ypperste kultur- og naturarv,

"World Heritage List". Sidste

sommer fik Grønland optaget

Ilulissat Isfjord på listen som verdensnaturarv.

Kulturarvsstyrelsens nye foldere

er fortæller for hvert af de tre

nationalmonumenter, hvorfor de

er fundet værdige til optagelse på

listen. Der er også en kort beskrivelse

og en gennemgang af historien.

Endelig bliver der gjort rede

for UNESCO-konventionen om

beskyttelse af verdens kultur- og

naturarv, som er baggrund for

Verdensarvslisten.

Folderne kan fås ved henvendelse

til Kulturarvsstyrelsen eller

downloades i PDF-format fra

Kulturarvsstyrelsens hjemmeside

Strømmen Station i Randers

indstillet til fredning

Strømmen Station er nu indstillet

til fredning. Stationen er fra 1905

og tegnet i tidens nationalromantiske

stil af Heinrich Wenck, som

var arkitekt, senere overarkitekt,

ved DSB. Fredningsforslaget

omfatter selve den monumentale

stationsbygning, et pakhus i tilknytning

hertil samt perronen.

Fredningsforslaget er i offentlig

høring indtil den 10. juni 2005.

Kommuneatlas for Gentofte

Det ny kommuneatlas for

Gentofte blev offentliggjort af

kulturminister Brian Mikkelsen

på Øregård Museum den 24.

januar. Atlasset kan bruges af alle

med interesse for kommunen,

men skal først og fremmest skabe

et godt grundlag for en debat om

kulturarv og bevaring i kommunen

fremover.

Atlasset der beskriver 14.500

enkeltbygninger og 32 udvalgte

bymiljøer kan også ses på nettet

med de enkelte bygningers bevaringsværdi

og fotos: www.kommuneatlas.dk/gentofte/

Ny pjece om opdeling

i ejerlejligheder

Bygningsfredningsloven giver

mulighed for at opdele fredede

bygninger i ejerlejligheder. Der er

dog en lang række forhold der

skal være opfyldt, før Kulturarvsstyrelsen

kan give samtykke til en

opdeling. Disse forhold beskrives

i en ny pjece Kulturarvsstyrelsen

har udgivet i december 2004.

Pjecen kan rekvireres fra Kulturarvsstyrelsen.

Støtte til bygningskulturelle

projekter

Kulturarvsstyrelsen har afsat en

pulje til at støtte relevante projekter

der kan gøre bygningskultur

tilgængelig. Støtten kan

f.eks. anvendes til udgivelser,

udstillinger, videoproduktioner,

konferencer m.m. Støttebeløbene

vil typisk ligge mellem 1.000 og

15.000 kr. og som udgangspunkt

ikke udgøre over 10 % af det

samlede projektbudget.

Yderligere oplysninger kan

rekvireres fra Kulturarvsstyrelsen.

25


26

ÅRSMØDET I KØBENHAVN 20.-22. MAJ 2005

Traditionen tro indledtes med en

samling af selskabelig og kulturel

art fredag aften. Vi mødtes i

Christians Kirke på Christianshavn,

hvor pastor Flemming Pless

gav en morsom introduktion til

kirken og dens historie. Derefter

gik vi de få meter til Fonden

Realdania’s domicil, hvor vi blev

flot modtaget og beværtet, og

direktør Hans Peter Svendler fortalte

om fondens virksomhed.

Som optakt til generalforsamlingen

var der lørdag morgen et

foredrag af professor Poul Ingemann,

formand for Det særlige

Bygningssyn, hvori han langede

ud efter megen ny arkitektur og

stillede krav om et samfund med

menneskevenlige omgivelser.

Herefter var der en særdeles vellykket

ledsagertur under ledelse

af Michael Varming til Slotsholmen,

Christianshavn og Holmen.

Selve Generalforsamlingen

begyndte med at Jens N. Christiansen

blev valgt til dirigent. Formanden,

Henrik B. Hoffmeyer,

udtalte mindeord om Klaus Eggers

Hansen, gennem mange år

en af hjørnestenene i By og

Lands virke. Han gik derefter

over til beretningen for året 2004

og fremkom med supplerende

oplysninger til den i forvejen

udsendte skriftlige beretning, herunder

at det sædvanlige tilskud på

500.000 kr. fra Kulturarvsstyrelsen

er indløbet, og at bestyrelsen

har søgt Tips-Lotto om tilskud til

opgradering af foreningens hjemmeside.

Angående b

oplyste han, at det sidste nr. i

2005 (nr. 69) vil få temaet

”Planlovgivning”, og at der vil

blive søgt økonomisk støtte hertil.

Her overlod Hoffmeyer talersto-

len til Liselotte Mygh, der berettede

om sin funktion som Landsforeningens

repræsentant i Det

særlige Bygningssyn og roste

Kulturarvsstyrelsen for de udmærkede

forberedende undersøgelser,

der udføres her for at

lette Bygningssynets arbejde. Hun

fremhævede, at af Landsforeningens

fredningsforslag er 50 %

gennem alle årene – også sidste år

– blevet gennemført, og hun gjorde

rede for de strenge krav, der nu

stilles til fredningsforslag: vinduer,

døre og rumindretning skal

være autentiske, og der skal være

overensstemmelse mellem det

indre og det ydre. Ligeledes kom

hun ind på forholdet mellem ”arkitektonisk

værdifuld” og ”kulturhistorisk

værdifuld” og konkluderede,

at de hænger sammen. Endelig

gjorde hun rede for Kulturarvsstyrelsens

ændrede støttepraksis:

Hvor ejerne tidligere

kunne regne nogenlunde sikkert

med en vis procentsats af udgifterne

til istandsættelsesarbejder,

er man fra styrelsens side nu mere

fokuseret på, hvilke typer arbejder

det drejer sig om.

Henrik Hoffmeyer overtog herefter

atter talerstolen og fortalte

om et møde med kulturministeren,

som han havde deltaget i for

nylig, og hvor Bygningskulturelt

Råds forslag til en fredningspolitik

var blevet overleveret og

diskuteret. Et væsentligt led heri

var oprettelsen af 20-30 arkitektstillinger

rundt om på museerne i

de kommende nye – meget færre

– kommuner, stillinger der skal

virke som Kulturarvsstyrelsens

forlængede arm ved behandling

af bygningsfrednings- og bevaringssager

og som kommunernes

sparringspartnere.

I forbindelse med kommunalreformen

skal de nuværende amtslige

kulturmiljøråd nedlægges, men

Hoffmeyer slog til lyd for at deres

arbejde fortsættes på frivillig

basis. Reformen kan desuden få

konsekvenser for Landsforeningens

struktur og medlemstal og

bestyrelsen foreslog, at der nedsættes

et vedtægtsudvalg bl.a.

med henblik herpå, og at et forslag

fra udvalget kunne præsenteres

i septembernummeret af

b. Hoffmeyer takkede

til slut alle der havde medvirket

til Landsforeningens drift og trivsel

i det forløbne år.

Herefter blev ordet givet frit, og

en række medlemmer fremkom

med bemærkninger til beretningerne,

herunder flere der gav eksempler

på råd og nævn, der uanset

de var blevet formelt nedlagt,

dog havde besluttet sig til fortsat

at ville fungere.

Niels Friderichsen orienterede

om sidste års resolution om grimme

skorstenspiber til gasfyr: der

er to helt dominerende fabrikater,

begge hollandske. Han havde

spurgt søsterorganisationen i

Holland, men havde endnu ikke

fået svar.

Kontorchef Sven Koefoed-

Hansen, Kulturarvsstyrelsen, gjorde

rede for styrelsens affredningspolitik,

herunder sin opfattelse af

forholdet mellem de gamle A- og

B-fredninger, og at bevarende

lokalplaner kunne overtage den

funktion som fredningen af mange

tidligere B-fredede bygninger

havde haft (facader). Han henviste

til den beretning for 2004 som

styrelsen snart udsender. Han oplyste

at styrelsen skam fører tilsyn


med de fredede bygninger, men

ikke systematisk; en systematisk

gennemgang blev påbegyndt for

få år siden, men opgivet da bevillingen

blev inddraget. Kun Rønne

blev gennemført. Endelig omtalte

han en helt ny folder udarbejdet

af styrelsen, der henvender sig til

alle ejere af fredede bygninger

samt en dertil hørende CD med

samtlige de velkendte informationsblade.

Leif Høgh indvendte imod styrelsens

fredningspolitik, at hvis

den skulle anvendes i Mariager,

ville 2/3 af de nuværende fredninger

kunne ophæves, og at lokalplaninstituttet

ikke er brugbart

som afløsning for regulære fredninger.

Beretningerne – den skriftlige

og de to mundtlige – blev godkendt,

idet 7 afholdt sig fra at

stemme, og ingen stemte imod.

Kassereren, Torben Lindegaard

Jensen, forelagde regnskabet.

Efter en del bemærkninger,

spørgsmål og svar kunne Regnskabet

godkendes, idet 6 afholdt

sig fra at stemme, og ingen stemte

imod.

Under punktet Indkomne forslag

forelå der en række forslag

der kunne inddeles i tre grupper.

For det første flere der vedrørte

ændringer af vedtægterne. Det

blev efter flere mundtlige afstemninger

besluttet at nedsætte et udvalg,

bestående af Inge Lise Enevoldsen,

Susanne Koch og Vibeke

Schiøtt, som inden 1. september

skal fremkomme med et notat og

et konkret forslag til vedtægtsændringer.

Det er hensigten, at forslaget

skal indgå i b nr.

68 (september 2005).

Herefter blev der oplæst et

resolutionsforslag som vendte sig

mod planerne om en betydelige

nedskæring af antallet af medarbejdere

i Kulturarvsstyrelsen, der

havde været omtalt i pressen i

dagene før. Forslaget blev vedtaget.

(Se Resolutionen side 2).

Tove Jensen havde foreslået

nedsættelsen af et informationsudvalg

af menige medlemmer af

foreningen. Dette vil bestyrelsen

tage under overvejelse.

Der blev fremlagt et Budgetforslag

for 2005, som blev godkendt

med 40 stemmer for, mens 2 afstod

fra at stemme.

Valg: Liselotte Mygh og Torben

Lindegaard Jensen blev genvalgt

til bestyrelsen, mens Lars Anderskov

ikke ønskede genvalg. I hans

sted nyvalgtes den hidtidige suppleant

Rudi Rusfort Kragh. Helge

Torm genvalgtes som suppleant,

mens Kit Egefjord, Skælskør, nyvalgtes

i stedet for Rudi Rusfort

Kragh.

Næste års mødested bliver Løgumkloster

og tidspunktet 19.-21.

maj 2006.

Under punktet Eventuelt orienterede

Lars Uldall om et projekt

om installering af en dynamo i

Moesgaard Skovmølle, et projekt

der desværre ikke var lykkedes.

Niels Friderichsen orienterede

om en vedtaget bevarende lokalplan

i Lyngby, som udpegede alle

kategori 1-4 bygninger som bevaringsværdige.

Susanne Koch henviste til en

artikel i Natur og Miljø med henblik

på den fremtidige opbygning

af foreningen.

Allan Tønnesen opponerede

mod den opfattelse af forholdet

mellem de tidligere A- og B-fredninger

som Sven Koefoed-Hansen

tidligere havde givet udtryk

for.

Herefter kunne dirigenten afslutte

generalforsamlingen. Han

blev takket af formanden.

Efter generalforsamlingen var

der tid til de planlagte Workshops

om:

Fredning og bevaring – hvordan

opleves status?

Landskabskulturen og byens

pladser

Planlægning/Plansystemet –

udnytter vi det godt nok i bevaringsøjemed?

Foreningens organisation i

fremtiden bl.a. i lyset af kommunalreformen.

Årsfesten med middag blev

afholdt i Café Hovedtelegrafen i

Købmagergade – på 5. sal med

herlig udsigt til byens tage og

tårne.

Søndagens udflugt gik til J.F.

Willumsens ateliervilla fra 1907

og via Strandvejen med modernismens

hvide bygninger til

Kratvænget, hvor vi fik lejlighed

til helt enestående at komme ind i

arkitekten Finn Juhls eget hus fra

1942, der står urørt, møbleret med

bl.a. Juhls egne, verdensberømte

møbler. Turen gik derefter til

Bondebyen i Lyngby, hvor Niels

Friderichsen tog imod på Vilhelminelyst,

borgmester Rolf Aagaard-Svendsen

bød velkommen

med et glas vin, og Niels Friderichsen

guidede rundt i Bondebyen.

Turen startede med torden,

der hurtigt blev erstattet af dejligt

forårsvejr, der indrammede en

vellykket udflugt, der kunne afsluttes

med frokost på Lindegården

i Bondebyen.

A.T.

27


28

ANMELDELSER

Byliv og Havnefront

Nicolai Carlberg og Søren Møller

Christensen: Byliv og Havnefront.

Etnologiske Studier vol. 12. Museum

Tusculanum Forlag. 2005, 184 s.

Pris: 248,- kr.

Der er i disse år kamp om havnefronterne

overalt i Danmark. Intet

andet sted forandres landskabet så

hurtigt som i havnene, hvor containere,

færgeterminaler og fabrikker

erstattes af boliger, firmadomiciler

og kulturinstitutioner.

Denne bog handler om

Københavns havn.

De to forfattere er etnologer. De

analyserer de processer der finder

sted, når forskellige grupper ønsker

at gøre brug af det samme

byrum, men med forskelligt kulturelt

og socialt udgangspunkt.

Det handler således ikke så meget

om arkitektur eller bygningsbevaring

som om en trend og om

hvordan folk håndterer den. Vi

hører om de traditionelle erhvervsmæssige

funktioners forsvinden,

om hvorledes forandringen

fra beskidt og farlig industrihavn

til attraktiv bydel finder sted

såvel rent fysisk som i vores

opfattelse af stedet, om æstetiseringsstrategier,

om de nye erhvervsdomiciler

og havneboliger

og om et nyt boligideal hvor

drømmen om den stille og trygge

forstad og drømmen om den pulserende

storby søges realiseret i

de nye havneboliger.

Bogen er ikke ligefrem populært

skrevet. Det er tydeligt at de

to forfatteres udgangspunkt er

videnskabeligt, hvad der her og

der skinner igennem i formuleringerne.

Men indfaldsvinklerne og

de mange, til dels ironiske illustrationer

er med til at gøre bogen

underholdende og interessant.

A.T.

Nye skagenhuse

Kirsten Jacobsen & Heine Pedersen:

Alfreds huse. Om skagenarkitekten

Alfred Hansen. Gyldendal 2004. 252

sider, rigt illustreret. Pris: 299,- kr.

Bogens hovedperson er tydeligvis

et sympatisk bekendtskab:

”skagbo, arkitekt, strandfoged,

fhv. redningsmand, livsnyder og

kunstner. Bevæbnet med trekant,

lineal, tegnepapir, blyant og

viskelæder en venlig og vedholdende

forkæmper for nytænkning

kombineret med god byggeskik,

naturligt materialevalg

og husenes rette placering i

landskabet. Ingen arkitekt har

sat – og sætter – et stærkere

præg på Gammel Skagen end

netop han. Knap 100 bygninger,

ombygninger og tilbygninger er

det blevet til siden begyndelsen

af 1970’erne”. Sådan introduceres

han på bogens første sider,

og sådan er indtrykket gennem

hele bogen, der er disponeret

som en række interviews dels

med Alfred Hansen selv, dels

med folk som han har bygget

for, og hvoraf mange er blevet

venner.

Man får ikke at vide hvor

præcis hans huse ligger. Det må

man selv finde ud af ved hjælp

af de sparsomme oplysninger i

teksten og de mange farvebilleder

af hvert enkelt hus. De

beskrives under overskrifter

som: Karstensens villa,

”Blækhus” 1 og 2, Inge og

Askers hus, ”Klit”, Hede

Nielsens hus, Glaspusterens hus,

”Hanehuset”, Augusta Møllers

gård, Birtes atelier, Bentes hus,

Ullas atelier, Sylvests hus,

Tjerks hus, Mågehuset, Skrivestuen,

Birgits og Alfreds hus

(arkitektens eget). De fleste lig-

ger dog i Gammel Skagen.

Alfred Hansen bygger både

traditionelle skagenhuse med

gule mure og røde tage og mere

sommerhusprægede af træ og

med tagpap. I begge typer bruger

han gerne det karakteristiske

lille skagenvindue, kvadratisk og

stillet på spidsen. Bogen demonstrerer

at han er forvalter og fornyer

af den lokale byggetradition,

og at han er en af de arkitekter

hvis navn man ikke kommer

udenom, når man i fremtiden

skal beskæftige sig med skagenhuse.

A.T.

Rawerts akvareller

Niels Peter Stilling: En malerisk

Danmarksrejse. O.J. Rawerts akvareller

1810-1850. Forlaget Skippershoved

2005. 301 sider, rigt illustreret

i farver. Pris: 348,- kr.

Ole Jørgen Rawert (1786-1851)

var søn af arkitekten Jørgen

Henrik Rawert, men gik en anden

vej end faderen, idet han blev

ansat i kommercekollegiet, blev

medredaktør af Handels- og

Industritidende og senere fabriksinspektør

(en slags konsulent)

under kommercekollegiet. I disse

egenskaber foretog han en

række rejser i Danmark og udlandet

og medbragte her sin

uundværlige akvarelblok, som

han flittigt benyttede, dog mest

til at indfange romantiske landskabsscenerier.

Det industrifaglige

og nationaløkonomiske

udbytte blev udmøntet i bøger,

mens akvarellerne blev liggende

i hans gemmer og efter hans død

opbevaret af familien, indtil en

niece afleverede dem til Det kgl.

Bibliotek i 1942. Der er tale om

i alt 1.635 akvareller, næsten alle

forsynet med stedsangivelse og


dato, således at det er muligt at

følge i Rawerts fodspor.

I 1984 udgav Godfred Hartmann

”En malerisk Rejse i

Nordsjælland”, bestående af 108

akvareller, en glimrende introduktion

og oplysende kommentarer

til akvarellernes motiver.

Niels Peter Stillings bog følger

ganske samme fremgangsmåde.

En vis overlapning har ikke kunnet

undgås for Nordsjællands

vedkommende, men dertil får vi

et rigt udvalg fra resten af landet

med Stillings kompetente historiske

og topografiske oplysninger.

Rawert er ikke den store

kunstner, men han er redelig og i

stand til at indfange og gengive

sine motiver på en æstetisk tiltalende

måde. For ham har det vel

nærmest været en slags rejseminder,

svarende til at vi i vore

dage tager fotos når vi er på

rejse. Ved hjælp af Rawerts akvareller

kan vi konstatere hvordan

landskaberne og bebyggelserne

tog sig ud for 150-200 år

siden, og det er ikke mindst det

der gør dem så værdifulde.

A.T.

Knudseje

Arnold Andersen: Knudseje

– en hovedgård i Vendsyssel

Udgivet af Forlaget Nordpress

227 sider. Pris: kr. 299,-

Der er gennem årene udgivet

ganske mange bogværker om

Danmarks herregårde. Det er

spændende historisk stof med

rige muligheder for flotte fotos

og andre illustrationer.

Arnold Andersens bog adskiller

sig fra de fleste af herregårdsbøgerne

ved stort set alene

at handle om en enkelt hovedgård,

nemlig Knudseje. Måske er

det mere rigtigt at skrive, at

bogen handler om Vendsyssel set

fra Knudseje. Forfatteren fører

os igennem danmarkshistorien

fra vikingetiden og gennem

hovedgårdenes opståen, grevefejden,

reformationen, svenskekrigen,

enevælden og helt op til

vor tid – alt sammen set fra

Knudseje. Undervejs gennem

denne tidsrejse får vi indblik i

skiftende adelsslægters daglige

bryderier, uoverensstemmelse

m.m., og i studehandel, hovedgårdsdrift

og i hovbøndernes

fæste- og arbejdsvilkår. De lokale

møller, teglværker, forpagtergårde,

kirker o.s.v. har også

fået deres plads i fortællingen.

De sidste ca. 80 sider er beretninger

om livets gang på

Knudseje gennem hele det 20.

århundrede fortalt af en række

personer, som har været tilknyttet

hovedgården i den ene eller

anden rolle.

Der er naturligvis også et selvstændigt

afsnit om Knudsejes

bygningshistorie og den meget

omfattende restaurering ved

arkitekt Peter Carstens, som blev

iværksat af de nuværende ejere,

Joan og Leif Stiholt.

Bogen er skrevet letflydende i

et godt og varieret sprog, og

selvom læseren undertiden bliver

ført ud i ’krogene’, holder forfatteren

fast i den røde tråd. Bogen

er rigt og varieret illustreret.

Der er gamle sort/hvide fotos,

smukke tegninger, gengivelser af

breve og dokumenter og sidst,

men ikke mindst, mange meget

smukke arkitekturfotos i farver.

Det kan måske lyde af meget

med 227 sider om en forholdsvis

upåagtet, mindre herregård som

Knudseje. Det føler man ikke,

når man sidder med bogen i sine

hænder!

ANMELDELSER

Arnold Andersens initiativ er

særdeles prisværdigt, fordi det er

en dejlig bog om en kulturhistorisk

perle, og fordi den kan være

med til at øge opmærksomheden

imod de mange mindre herregårde,

der udgør en undervurderet

kulturskat.

Torben Lindegaard Jensen

Dansk Landbrug set

fra luften

Peter Bavnshøj m.fl.

Dansk Landbrug set fra luften

Udgivet af Landbrugsforlaget

141 sider. Pris: kr. 299,-

Jeg tror, at vi alle kender det!

Nemlig det håndkolorerede billede

af slægtsgården, der hænger

over sofaen på væggen hos morfar

eller hos tante Anna – eller

hvad hun nu hedder.

Dette foto fra Kastrup Luftfoto

eller Sylvest Jensen er en

mindelse om, at vi stort set alle

støder på bønder, hvis vi går

bare nogle få generationer baglæns

i vor slægtshistorie.Indtil

1960’erne rummede livet på landet

en særkultur, der klart adskilte

sig fra bykulturen, men

meget har ændret sig de sidste

30-40 år, hvilket man kan blive

overbevist om ved at læse

’Dansk Landbrug set fra luften’.

Bogen er en ualmindelig indbydende

bog med en veldisponeret

tekst, som ledsager de ca.

140 flotte luftfotos, der alle er

fra farvefotoets epoke. Der er

typisk mindst to billeder fra hver

ejendom, hvoraf det ene er fra

først i 1960’erne og de andre

kun nogle få år gamle.

Alle landejendomstyper – små

som store – er repræsenteret, og

forfatterne er kommet godt rundt

i landet. Ejendommene er

udvalgt ganske uden at skele til

29


30

ANMELDELSER

deres arkitektoniske og æstetiske

kvaliteter.

Disse fotos afslører særdeles

nøgternt, hvad moderne produktionsformer,

stordrift og konkurrence

fordrer af produktionsapparatet

specielt hvad angår

driftsbygningerne, men stuehusene

er generelt også stærkt forandrede,

og parcelhusstilen

synes at have sejret totalt over

den egnsbestemte byggeskik.

Bogens forfattere har et etnologisk

udgangspunkt og kommenterer

bogen igennem de mange

forandringer og deres kulturhistoriske

og produktionsmæssige

forudsætninger uden at afsige

værdidomme.

Ud over at kommentere og

forklare disse forandringer er der

i bogen også fundet plads til en

kort gennemgang af udviklingen

i kulturlandskabet og den traditionelle,

egnskarakteristiske byggeskik.

Sidst, men ikke mindst,

er luftfotografiets spændende

historie fortalt.

Denne bog opfylder det store

behov, der er for tilbageblik med

erfaringsopsamling og konklusioner,

således at læseren bedre

kan forstå hele udviklingsforløbet

og fremtidsperspektiverne i

landdistrikterne.

At bogen er vedkommende

understøttes af den kendsgerning,

at første oplag på 2.500

eksemplarer blev udsolgt i løbet

af få måneder, og den er nu genoptrykt.

Torben Lindegaard Jensen

SE LANDSFORENINGENS

HJEMMESIDE

WWW.BYOGLAND.DK

Selvforvaltning, fælleseje og

bæredygtighed

Lars Ewe, Mette Prag og Britta

Lillesøe (red): Christiania - en hvidbog

i farver. Udgiver: Fristaden

Christianias Baggrundsgruppe 2005.

99 sider Pris: kr. 100,-

Til den lange række af publiktioner

om Christiania er nu udkommet

denne hvidbog i farver. Her

kan man i en smukt lay-outet og

pragtfuldt illustreret tryksag få

besked om alle sider af Christianias

væsen: Om selvforvaltning,

beslutningsprocesser, socialliv og

sundhed, kultur, virksomheder,

værksteder, klubber, voldanlægget

i forhold til natur og bosætning,

boligpolitik, ejerformer, fremtidig

økonomi samt om Christiania

som by og boligeksperiment.

Den klare tekst er skrevet af

beboere og folk med arbejde i

Christianina. Man får historien

om de enkelte sagsområder

isprængt søde, kloge og morsomme

citater. Muligheder og alternative

løsninger skitseres og med

konkluderende betragtninger tegnes

perspektiver for den ønskelige

fremtidige udvikling.

Bogens målgruppe er politikere,

embedsmænd og den danske

befolkning. Den er et politisk indlæg

i debatten om Christianias

lovliggørelse. En normalisering

man søger at imødegå med saglige

oplysninger om kvaliteter og

fordele i Christianinas særegenhed

for både Christianitterne og

samfundet som helhed.

Det er en imponerende beretning

om Christianias betydning

gennem tredive år som et vidtfavnende

fællesskab og en frodig,

kreativ kulturel arena. Med en

demokratisk organisation, som

giver alle chance for at have indflydelse

på eget liv, bolig og nær-

miljø – ikke mindst gennem selvbyggeri.

Dette sociale “med

meget mere” experiment, som

over 70% af Københavns befolkning

bakker op, ser en fondsmodel

som den bedste løsning. Man

tænker her på en fond omfattende

både boliger og erhverslokaler,

som en realistisk ramme om fastholdelse

og videre udvikling af

Christianias kerneværdier, med

selvforvaltning og kollektive rettigheder

som bærende elementer:

Et samfund som fortsat vokser op

nedefra og beholder magten på

befolkningens hænder.

Nu er opgaven så at forklare så

mange som muligt, hvad Christiania

er, få dem med til at forsvare

Christiania og bevare Christianias

kærneværdier. Værdierne er

mange og de er store og væsentlige.

De er da også forstået ikke

bare af dem der er så heldige selv

at have fået en bolig der, men

også i vide kredse fra Christianias

naboer til fagfolk med alle mulige

indgangsvinkler og interesser især

i bygningskunst og gode boliger.

Viden som er formidlet verden

over af besøgende fra nær og

fjern. Et frisk eksempel skrives af

billedkunstneren Joachim Koester

i forbindelse med hans udstilling

af en videoinstallation om Christiania

i New York. På en eller anden

måde synes folk her, at Christiania

er meget speciel. Måske er

Christiania mere speciel end vi i

Danmark opfatter det. Jeg tror

ikke danskere er klar over, hvor

ubetydelig København ville være

uden Christiania. Hvor hurtigt

København ville komme til at

ligne alle mulige andre steder.

Man skal ikke underkende værdien

af at blive verdenskendt for

frisind. Og det bliver man (når

man har et Christiania).

Karen Zahle


ADRESSELISTE

Landsforeningens bestyrelse

efter generalforsamlingen 2004

Formand

Henrik B. Hoffmeyer

Viborgvej 4

7500 Holstebro

Telefon/Fax 97 42 43 60

E-mail hf@hogym.dk

Næstformand

Inge Lise Enevoldsen

Øverødvej 26

2840 Holte

Telefon 45 42 41 86

E-mail ile@s-fou.dk

Kasserer

Torben Lindegaard Jensen

Hybenvej 32

5260 Odense S

Telefon 66 11 69 18

E-mail torben_lindegaard@e-privat.dk

Liselotte Mygh

Vestensborg Allé 23

4800 Nykøbing Falster

Telefon 54 85 69 31

E-mail lm@falsters-minder-museum.dk

Rudi Rusfort Kragh

Krovej 15

5762 Vester Skerninge

Telefon 62 24 48 98

E-mail rudi.kragh@mail.dk

BLIV MEDLEM!

Vil du have indflydelse på

arbejdet for bevaring af arkitektonisk

og kulturhistorisk værdifulde

bygninger og landskaber,

så meld dig ind i b,

Landsforeningen for Bygningsog

Landskabskultur eller en af

dens 110 lokalforeninger.

Jo flere vi er, jo stærkere står vi!

Sendes til b

Borgergade 111

Postboks 9065

1022 København K

Bent Falk Jensen

Solbjergvej 11

4400 Kalundborg

Telefon 59 51 62 51

Fax 59 56 62 51

E-mail bf@c.dk

Leif Høgh

Vejrmøllegården 8

9550 Mariager

Telefon 98 54 17 83

Fax 98 54 15 10

E-mail ark@l-hoegh.dk

Suppleanter

Kit Egefjord

Skovvej 6

4230 Skælskør

Telefon 58 19 01 38

E-mail kie@skaelskoer.dk

Helge Torm

Munkevænget 2, 2. th.

4180 Sorø

Telefon 57 82 20 15

E-mail helge.torm@mail.tele.dk

Sekretariatet

Borgergade 111

Postboks 9065

1022 København K

Telefon 70 22 12 99

Fax 70 22 12 90

E-mail mail@byogland.dk

Formænd for udvalg

Frednings- og bevaringsudvalget

Peter Hee

Lænkebjerg 63

6100 Haderslev

Telefon 74 52 74 99

E-mail: pemh@kolding.dk

Planudvalget

Susanne Koch

Strandvejen 174 B, 2.

3070 Snekkersten

Telefon 22 11 42 28

E-mail skc@horsholm.dk

Have- og Landskabsudvalget

Kirsten Lund-Andersen

Raadvad 40

2800 Lyngby

Telefon 57 82 13 33

E-mail mail@landskab-raadvad.dk

Sekretariatsarbejdet varetages siden

1. april af Helle Strandgaard Jensen

og Kitt-Ann Andreasen. Sekretariatets

træffetider er som hidtil mandag

til torsdag kl. 10-15.

Udenfor Sekretariatets normale

åbningstid kan der lægges telefoniske

beskeder i receptionen mandag

til fredag 9.00-16.00

Undertegnede ønsker optagelse som medlem af:

En lokalafdeling under Landsforeningen

Landsforeningen (kontingent pr. år inkl. blad 200 kr.)

Abonnement på bladet b (4 numre pr. år 150 kr.)

Navn

Stilling Tlf.

Adresse

Postnr. By

Underskrift

31


Borgergade 111

Postboks 9065

1022 København K

PUBLIKATIONER

Landsforeningens oplysende

bøger

Det er blevet attraktivt at købe et

ældre hus. Det er de huse, der er

bygget efter de traditionelle håndværkermetoder

og med få og

"naturgivne" materialer.

Landsforeningen har i samarbejde

med Raadvad-Centeret udgivet

tre små bøger, som kan besvare

husejerens spørgsmål: "Hvordan

gør man?" og "Hvorfor skal man

gøre sådan?" Ved køb af alle tre

bøger er prisen kr. 150,-. Herudover

foreligger der flere andre bøger

udgivet af Landsforeningen.

NB. Til de anførte priser skal

lægges udgift til forsendelse.

Publikationer bestilles ved henvendelse

til Landsforeningens sekretariat,

se side 31.

Niels-Holger Larsen:

Naturstensbygninger – Historie

og vedligeholdelse. 60 kr.

Taler man om dansk byggeskik, er

det sjældent, at disse bygninger

nævnes. Det er synd, fordi de hører

til den danske bygningskultur som

en særlig type, som et både billigt og

solidt alternativ til bindingsværket.

Denne bog vil gerne vække interessen

for disse bygninger, og den giver

gode råd om deres bevaring.

Jørgen Ganshorn:

Murværk i blank mur – Historie

og vedligeholdelse. 60 kr.

Dette underlige udtryk – "blank mur"

skal forklare, at murværket ikke er

behandlet, efter stenene er lagt på

hverandre, og fugeskeen har glattet

den vandrette og lodrette fuge. Bogen

forklarer, hvor let blank mur er at vedligeholde

– og hvor let man kan ødelægge

dens skønhed og skaffe sig

arbejde i årevis ved at smøre denover

med puds, som det er mode i disse år."

Jacques Francois Joseph Saly &

Henry d'Ursy Butty:

Statuen til Hest - La Statue

Equestre - Die Statue zu Pferde

- The Equestrian Statue. 50 kr.

Billedhuggeren Saly har beskrevet de

studier, hans arbejde hviler på. I 1774

blev dette udgivet sammen med en

beretning om transporten af statuen

fra støberiet. Dette værk genudgives

her suppleret med afbildninger af statuer,

Saly henviser til i sin tekst.

Søren Vadstrup:

Træbeklædning – Historie

og vedligeholdelse. 60 kr.

En væsentlig del af den danske bygningskultur

er de mange bygningsdele,

der er beklædt med træ. De

rummer håndværksmæssig kunnen

og viden, som i dag er sjældnere at

finde. Denne bog er henvendt til

dem, der gerne vil bevare og vedligeholde

deres træbygninger efter de

traditionelle principper.

Bevaring af kulturmiljøet,

Håndbog 1999. 100 kr.

Forum for Bygningskultur står bag

udgivelsen af håndbogen, der bl.a.

indeholder fortegnelser over landsdækkende

og lokale foreninger

inden for bygningsbevaringen, nøgler

til de væsentligste love på området,

vejledninger til foreningsarbejdet

m.m. Håndbogen kan rekvireres

i sekretariatet for Landsforeningen

for Bygnings- og Landskabskultur.

More magazines by this user
Similar magazines