Maj 2002, årgang 4, nr. 4 - STATEN

stat1.dk

Maj 2002, årgang 4, nr. 4 - STATEN

Ansvarshavende redaktør:

Marie Schultz

schultz@hco.kollegienet.dk

21478985

Statens email: statskundskab@ofir.dk

øvrige redaktionsmedlemmer:

Ane Vibe Jensen: anevibe@hotmail.com

Jakob Henriksson: jakobhenriksson@hotmail.com

Knud D. Andersen: knud79@hotmai1.com

Mads Unden: madsunden@post.tele.dk

Martin Ejnar Hansen: martin@ejnar.dk

Rikke Kim Jung Rasmussen: rira@samnet.sdu.dk

Rune Kamstrup: runekamstrup@hotmai1.com

Stig Søndersøe: sonders04@hotmai1.som

Staten udgives i samarbejde med Fagrådet for

Statskundskab.

Redaktionen er ikke ansvarlig for signerede indlæg

og deres indhold. Redaktionen forbeholder sig ret til

at forkorte indlæg samt rette meningsforstyrrende

fejl.

Hvis du mangler et nummer afStaten, kan du

henvende dig til:

2. semester: Mads Unden

4. semester: Karsten Dyrebjerg Pedersen

6. semester: Marie Schultz

8. semester: Martin Ejnar Hansen

Fagrådets hjemmeside: www.sam.sdu.dk/fr/politics

På denne hjemmeside finder man infonnation fra

Fagråd under Statskundskabs diverse organer,

deriblandt Staten. På Statens side kan man se datoen

for Statens deadline samt andet relevant infonnation.


Indhlldslonelnelse

Leder

Universitetsrefonn - hvem, hvad, hvor

Efter 20. november

Farvel til gymnasiefagene

En overløbers bekendelser

De deliberative demokrati

Ansvarlighed i den nye vidensproduktion?

Partigrupperne i folketinget

I Hendes Majestæts tjeneste

Nul indre svinehunde!

2

3

7

10

11

13

15

19

22

24


leder

Staten er på gaden igen. Og endda i dejlig let

fonn. Ikke overraskende anbefales bladet her

som supplement til eksamenslæsningen. For

gode eksamenspræstationer kræver andet end

viden fra pensum. Anden relevant viden er

ikke at fornægte. Og her er det er så, at Staten

er behjælpelig. Det virker nemlig mere end

almindelig overlegent at strø lidt Staten-viden

ud af ærmet, når man er til eksamen.

Guldkorn.

I nummeret her oplyses læserne bl.a. om et af

regeringens mærkesager for tiden,

universitetsreformeme. Er man ikke inde i

universitetsloven eller andre regler for de

videregående uddannelser kan det være svært

at overskue, hvad reformerne handler om og

hvad, det kommer til at betyde for den enkelte

studerende. Artiklen, Universitetsrefonn ­

hvem, hvad, hvor, er her et godt våben til et

hurtigt overblik og faktuel viden.

Staten kan derudover byde på et interview

med en af de studerende, der blev valgt ind i

Odenses kommunalbestyrelse ved efterårets

valg. Nu hvor politiker-hverdagen er i gang,

stopper vi lige op et øjeblik og hører, hvordan

det går.

Vi hører også om hvilke tanker, en

københavnsk studerende har gjort sig til sit

praktikophold i Ramallah det kommende

halvår.

Staten har desuden bevæget sig over på

Lucernemarken, hvor instituttets folk holder

til. I bladet kan man derfor først snuse til

forskerverdenen i et interview med en af de

unge Ph.D'ere fra instituttet. Derudover kan

man snuse til videnskabens verden i en artikel

om helt aktuel forskning skrevet af en

professor i statskundskab.

Så vil vi byde velkommen til de nye

studerende, der begynder på statskundskabsuddannelsen

til september. I den anledning

indeholder bladet her nogle artikler om det at

2

læse statskundskab. Selvfølgelig skal alle de

nye scient.pol'er føle sig hjerteligt velkomne

til at deltage i Statens arbejde efter endt rustur

m.m.

Så er der vel ikke andet at sige end: Held og

lykke med eksamenerne - og god studiestart

(når tiden konuner).

Marie Schultz

Det er med stor beklagelse, at Statens

redaktion har modtaget nyheden om Erik

Beukels (forsiden) snarlige afsked. Vores alle

sammens hyggeonkel, der kæmper en daglig

kamp for at lære alle vores navne, har valgt at

søge nye udfordringer hos det hæderkronede

Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI.

Fra Statens redaktion ønskes al mulig held og

lykke til karrieren på den anden side af

Storebælt.


universitetet selv. Det vil betyde risiko for

fyringer, nedskæringer på uddannelser og

lignende. Hvis universiteterne gøres

selvejende vil behovet for ledelse stige. For

den studerende vil det ikke umiddelbart have

den store betydning at universiteterne bliver

selvejende. Der vil næppe følge en stor pose

penge med, men på den anden side vil der

næppe heller blive giver meget mindre.

Ansat ledelse på universiteterne

Hvordan ledelsen på universiteterne skal se

ud er også et tema i reformplanerne. På

nuværende tidspunkter er den øverste ledelse

på de danske universiteter valgt. Valgt af

ansatte og studerende på universitetet.

Princippet om demokratisk valgte ledere ser

ikke ud til at være en del af det forslag der

fremsættes af regeringen. Derimod vil lederne

skulle ansættes. Det vil sige, både rektor,

dekaner og måske endda institutledere.

Gennem ansættelse frem for valg mener man

at få en type ledere, der har en ledelsesmæssig

erfaring og uddannelse. En ansat ledelse vil

også være nemmere at skille sig af med i

tilfælde af dårlige resultater eller dårlig

økonomi. Med i ideen om ansatte ledere er

også at de ansættes på åremålskontrakter, som

det kendes fra det private erhvervsliv og

topstillinger i det offentlige. Ved at ansætte

ledere frem for at vælge dem, åbnes også op

for at folk uden for universitetsverdenen kan

blive ledere i stedet for som nu, hvor det alt

andet lige kræver en karriere indenfor

forskning for at opnå en lederpost. Det er

tvivlsomt om ansættelse frem for valg vil give

den store ændring for den enkelte studerende,

i forhold til rektor og dekaner. Hvorimod det

må forventes at have en vis indflydelse, hvem

der er leder på de enkelte institutter.

4

Institutlederne har en ikke uvæsentlig indflydelse

på hvilke stillinger der opslås og dermed

hvilken profil det enkelte institut får. Det vil i

sidste ende også influere på hvilke fag, der

udbydes til de studerende og af hvilke

undervisere. Hvorvidt en professionalisering

af ledelsen på institutniveau er positiv eller

negativ for de studerende afhænger i

afgørende grad af hvem, der er leder. Et

faktum der i øvrigt er gældende for alle

ledelsesposter. Vigtig i denne sammenhæng

er det dog at påpege, at der findes dårlige

ledere både i og udenfor universitetsverdenen.

Der er heller intet, der viser, at den nuværende

ledelsesform med valgte ledere er dårlig.

Argumentationen for at bibeholde systemet

som det er nu vil være, at det vil være meget

svært, endsige umuligt, for personer ude fra at

gå ind og lede et universitet, et fakultet eller et

institut, da der er mange forskellige interesser

at tage hensyn til og det vil mange mene, at en

person der har været ansat i miljøet bedst ville

kunne varetage.

Bestyrelse i stedet for konsistorium

En anden ledelsesform på universiteterne vil

på nogle områder betyde et brud på de

demokratiske principper der har kendetegnet

universitetsverden i lidt over 30 år. Med en

ansat ledelse vil konsistorium, som

universitetets øverste politiske organ, blive

afløst af en bestyrelse med et flertal af

eksterne medlemmer. Det vil sige at

arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer,

erhvervsvirksomheder og lignende vil blive

repræsenteret og dermed være med til at

udstikke de overordnede retningslinier for

universitetet. Både ansatte og studerende skal

være repræsenteret i en bestyrelse, men i langt

mindre grad en de grupper er repræsenteret i


det konsistorium vi kender i dag. De årlige

valg til bestyrelse, fakultetsråd, institutbestyreiser

og studienævn for studerende vil

fortsætte. På det området vil der ikke blive

brudt med de demokratiske principper. Med

en ansat ledelse vil valgene til rektor og dekan

ikke længere finde sted, men på Syddansk

Universitet og tidligere Odense Universitet.

har det vidst aldrig, med få undtagelser, være

god kutyme at afholde valg til disse poster.

Der er tale om afskaffelse af valg i teorien,

men i praksis vil det fortsætte som det hidtil

har været tilfældet.

Bestyrelse med flertal af eksterne

medlemmer

At det omkringliggende samfund bliver

repræsenteret i universiteternes ledelse vil

have den fordel, at universitetet alt andet lige

vil blive tættere knyttet sammen med det

samfund som universitetet i bund og grund er

en del af. En negativ konsekvens af ekstern

repræsentation og flertal i bestyrelsen vil

være, at det ikke umiddelbart er muligt for

udefrakommende mennesker at sætte sig ind i

de mange ting der foregår på universitetet.

Forskning og uddannelse er ikke alle steder to

ting, der hænger lige godt sammen, og i visse

tilfælde vil det være umuligt at opprioritere

det ene frem for det andet. uden at det vil få

store konsekvenser for det område der blive

nedprioriteret. På den anden side er

skræmmebilledet om storkapitalens indtog på

universiteterne et forkert og naivt billede

fremført af enkelte stærkt reaktionære

organisationer. De erfaringer man allerede har

med eksterne medlemmer i universiteternes

styrende organer er ikke dårlige, men det er

også svært at generalisere udfra så få

personer. Der er ingen tvivl om at et flertal af

5

eksterne repræsentanter i bestyrelsen vil

forøge muligheden for et markant ændret

universitet. Om det vil være positivt eller

negativt, må vi se i krystalkuglen efter. Men

for de studerende vil den umiddelbare

ændring ikke være stor, da der stadig vil være

muligheden for et demokratisk element i

bestyrelse, fakultetsråd osv. De årlige valg vil

med stor sandsynlighed fortsætte.

Erhvervsliv, undervisning eller forskning

Den voldsomste ændring i reform vil nok

blive på selve uddannelserne. Senest har

videnskabsminister Helge Sander fremført

tanker om at de studerende, efter endt

bacheloruddannelse skal vælge kandidatuddanneIsen

mellem tre karriereveje:

erhvervsliv, undervisning eller forskning.

Ideen bag er, at desto mere professionsrettet

en uddannelse er, desto flere gennemfører

den. En sådan ændring vil medføre at

bacheloruddannelserne gøres bredere end

tilfældet er i dag. Kravet til den enkelte

studerende om at vælge karriere vil komme

langt tidligere, end tilfældet er nu. En del af

den fleksibilitet der i dag findes i universitetssysternet

vil forsvinde. Man kan desuden

frygte, at folk der vælger forkert vil skulle

starte fra bunden af på et af de andre spor. På

den anden side vil det være til gavn for de

studerende der savner mere praktisk

orientering i deres studie, eller for den sags

skyld dem, der savner det modsatte. At

komme på den rette gren vil være godt for

alle, men det vil stille store krav i forbindelse

med vejledning af valg. Desuden må det

antages, at bevillingen til forskning ikke stiger

så markant at det vil være muligt at optage

alle der gerne vil forske på en forskningslinie,

der vil ikke umiddelbart være arbejde til dem


inden for universitetsverdenen. For de

sundheds- og naturvidenskabelige samt

tekniske uddannelser vil problemet ikke være

så markant, da erhvervslivet har brug for folk

der gerne vil forske. Situationen er en lidt

anden for samfundsvidenskab og vel i

særdeleshed katastrofal for humaniora. En

opdeling i tre spor er ikke det eneste tiltag der

vil komme fra ministeren. Især for de

studerende på humaniora vil man kunne

forvente ændringer. En af ideerne er at

indlægge et langt større element af IT på de

humanistiske uddannelser, samt rette dem

langt mere mod erhvervslivets udtrykte

behov. I det hele taget tegner debatten om

reformen af universiteterne til at blive præget

af regeringens ideer på det uddannelsesmæssige

område.

Reform til efteråret trods EU-formandskab

I efteråret 2002 vil dansk politik være præget

af det danske EU-formandskab. Det vil derfor

ikke være mange lovforslag der vil blive

fremlagt i Folketinget, men forslagene til

universitetsreform vil være blandt dem.

Syddansk Universitet har valgt at erkende

virkeligheden og er gået aktivt ind i debatten

for at kunne præge den i den retning der

findes bedst for snu. Der skal ikke herske

tvivl om, at der vil komme radikale

ændringer, men hvorvidt den enkelte

studerende kommer til at opleve dem direkte

virker umiddelbart tvivlsomt. På det

økonomiske område vil der med en vis

sandsynlighed ikke være de store ændringer

fra den situation, vi kender i dag. På det

ledelsesmæssige og demokratiske områder vil

der ske det, at valgene til rektor og dekan

afskaffes og disse ansættes. Valgene til de

poster har i forvejen været undtagelsen frem


for reglen. For de studerende vil der ske en

reduktion fra antallet af pladser i konsistorium

til antallet i en bestyrelse, men der vil stadig

skulle vælges folk til disse pladser.

Fakultetsråd, Studienævn og Institutbestyrelse

antages også at være uændrede. Den store

revolution vil ske på det uddannelsesmæssige

område, hvor de ideer der fremlægges for

tiden er at opdele kandidatuddanneise i tre

karrierespor. Hvilket vil tvinge den

studerende til at vælge karriere tidligere i ens

uddannelsesforløb. Ligeledes må der

forventes en vis ændring på de humanistiske

studier, der efter alt at dømme vil blive

forsøgt gjort mere erhvervsrettet.

Der er således både fordele og ulemper ved en

universitetsreform. Om man foretrækker den

nuværende struktur, eller en total reform, eller

for den sags skyld mellemvejen, er vel et

spørgsmål om både politisk holdning og

temperament. En ting synes dog usvigeligt

sikkert - reformen kommer i efteråret og der

vil vi alle blive klogere.

Martin Ejnar Hansen er stud. scient. pol. ved

Syddansk Universitet og er BA i Statskundskab.

Martin har i de sidste tre år været

medlem af Det Samfundsvidenskabelige

Fakultetsråd og har fulgt udviklingen af

universitets- og forskningspolitikken meget

tæt. I debatten om universitetsreformen har

Martin været en stor kritiker af enkelte

interesseorganisationers forsøg på at

monopolisere de studerendes holdninger.


••nI.

Eller 20.lovellber

Christina Juel blev ved efterårets

kommunalvalg stemt ind i Odense Byråd.

Her et halvt år efter fortæller hun om

valget, tiden efter og arbejdet i byrådet.

Valget i november 2001 var på mange måder

et særligt valg. Meget af det skyldtes den helt

unikke kombination af et valgresultat, som

gaven helt ny politisk situation. Den er

imidlertid grundigt beskrevet allerede. Det var

også præget af den ligeledes unikke situation,

at der blev afholdt både kommunalvalg og

folketingsvalg samtidig. For Christina Juel,

den ene af statskundskab i Odenses

byrådskandidater, var aftenen unik, idet hun

for første gang skulle prøve at forlade DSU's

trygge rammer, og lade "folkets stemme"

afgøre hendes videre politiske karriere.

Udfaldet af hendes personlige valg blev

temmelig flot, og hun blev dermed medlem af

Odense Byråd for de næste fire år. Aftenen

blev en positiv kulmination på måneders hårdt

arbejde. Her fortæller hun om valget, tiden

efter, arbejdet i byråd og udvalg, tankerne om

Socialdemokratiet og kommunen under en

borgerlig regering.

Hvordan var så selve valgaftenen?

Christina trækker lidt på det. "Jamen, det var

jo en lidt blandet oplevelse. Der var jo en

dæmpet stemning, på grund af resultatet af

folketingsvalget. Men samtidig kunne jeg jo

se på byrådsvalget, at mandaterne lå til, at jeg

havde en ret god chance for at være kommet

ind. Næste dag viste jeg endnu ikke, om jeg

7

Af Knud D. Andersen

var kommet (de personlige stemmer, tælles

først op dagen efter valget). Så det var en

lettelse, da den første, jeg mødte, da jeg kom

ud i lokalerne bare sagde "tillykke." Ikke kun

for min egen skyld, men jeg har jo også

arbejdet for at komme ind som DSU's

repræsentant, og der var en masse mennesker,

der virkelig havde slidt for det her, så også for

deres skyld var jeg lettet".

Hvordan har dit liv så været efter valget?

"Det har da været spændende. Selve arbejdet

har faktisk været mere spændende, end jeg på

forhånd havde regnet med. Der er langt mere

politik i det, end jeg havde forestillet mig.

Især i udvalget (Christina er medlem af bømeog

ungeudvalget), byrådsarbejdet er ofte mere

teknisk, med lokalplaner osv. Det har da også

været hårdt indimellem, efter valget var der jo

også lige en opgave i Metode, jeg skulle

skrives, der skulle læses en masse, både i

forbindelse med studiet, og jeg får jo også

masser af rapponer og materiale, som handler

om de forskellige sager, i forbindelse med mit

udvalgsområde. Men man skal la' være med

at prøve at presse sig selv til at få læst det

hele. Nogle gange må man så skimme lidt, og

så har man jo materialet stående, så man

senere kan bruge det som opslagsværker. Jeg

har da alligevel godt kunnet mærke, at jeg har

skrantet lidt i efteråret, (det er du ikke den

eneste, der har oplevet på femte semester!) og

det har da været svært både at få læst og

skrevet, især det sidste, man flyver og farer jo

rundt. Så kan det godt være svæn at få fred og

ro til at sætte sig ned og skrive på en opgave".


"Der har også været ting, jeg er blevet

overrasket over. For eksempel hvor meget

man bliver skældt ud, altså ikke mig

personligt, men de sager man sidder og

arbejder med. Der har været et par

personsager i B&U-udvalget, som har fået ret

hård kritik af i medierne. Man oplever, at det

med at pressen forvrider og forenkler, som

alle politikere brokker sig over, det passer!

Jeg har også oplevet at min posbnængde er

steget med 1000%, dagsordener, rapporter,

breve, invitationer til alle mulige

arrangementer. Det er meget fedt, man får

masser af kulturelle tilbud, som man så bare

ikke har tid til..."

Sidst vi talte sammen, nævnte du nogle

områder, som du gerne ville arbejde med.

Hvordan er det gået med dem, her tænker jeg

også på det udvalg du er kommet i?

"Altså, Børne- og Unge-udvalget var ikke min

førsteprioritet, men jeg vidste også godt, at

det ville være svært at komme ind i

(kulturudvalget), det er et udvalg med meget

få pladser. Så er der selvfølgelig også en

masse kabaler, der skal gå op. Folk der ikke

sådan bare kan "flyttes" og den slags. Men det

hele er spændende, der er jo politik i alle

områder. Når man først kommer til at arbejde

med dem, så jeg er altså også meget glad for

det udvalg, jeg er kommet i. Det handler jo

også om mange af de ting, jeg interesserede

mig for før valget. Og jeg har været lidt

overrasket over mig selv, hvor meget jeg

pludselig går op i hvordan en stue i en

børnehave for eksempel skal indrettes. Det er

meget modsat DSU, hvor man mere

diskuterer de store linier".

8

Hvordan har det været at arbejde i byråd og

udvalg i øvrigt?

"Der er som sagt mere politik i udvalget. I

partigruppen kan det godt være lidt sværere.

Man kan ikke bare sådan lige lave om, at der

sidder 14 andre, som ved hvordan tingene har

været., Ikke fordi de prøver at tryne een, men

de har mere erfaring og kender forholdene lidt

bedre end mig. Det kan godt være lidt

frustrerende, men så må jeg bare ta' det lidt

cool, lære noget mere. Det er også nogen helt

andre tal, man sidder og arbejder med. Her

den anden dag var jeg med til at vedtage en

vejudbygning til flere millioner, helt vildt og

der må man så bare stole på

embedsmændene".

Har du oplevet. at din alder er noget. man

lægger mærke til?

"Nej, det har jeg ikke bemærket: det er ikke

anderledes for mig end for andre nyvalgte.

Der er altid en masse nyt. Det handler også

om, hvordan man formulerer sig i forskellige

situationer, at få sagt tingene rigtigt. Jeg synes

da, jeg bliver bedre til det, men det er jo også

noget, man skal lære. Det kan nogle gange

være lidt svært, for eksempel i udvalget, hvor

de andre, der sidder der, de ved simpelthen

bare mere om hvordan tingene er og bliver

gjort, end jeg gør. Og det er ikke fordi, man

ikke bliver hørt, men man skal jo også have

noget relevant at sige. Jeg var tidligere på

ugen til møde i Tietgenskolens bestyrelse

(byrådsmedlemmerne sidder med i forskellige

bestyrelser som en del af byråds- og

udvalgsarbejdet), og så sidder der en flok

slipseklædte mænd, og så kan man da godt

selv føle sig lidt ..anderledes. Men jeg har

ikke følt, at der blev gjort forskel pga. min

alder".


Hvordan er det så at være socialdemokrat

efter regeringsskiftet?

"Det gør da ondt på os, også i forhold til

budgettet, skattestigninger må der jo ikke

være noget af. Så på den måde, er det måske

ikke nogen nem periode, jeg kommer til at

sidde i byrådet i. Det er også hårdt at, bare på

B&U-området skal vi spare 102 millioner, og

jeg er da allerede begyndt at få breve fra

vrede lærere, der ikke vil have, at man skærer

mere på deres område. Man er jo en lus

mellem to negle, for det er jo regeringens

politik, der gør, at man er nødt til at prioritere.

Derudover er det ikke sjovt at se alle de

projekter som er blevet prioriteret (af den

gamle regering) bliver skåret, miljøstøtten, for

eksempel".

Kan du bruge studiet i byrådsarbejdet. Eller

omvendt?

"I forhold til forvaltningret-faget har jeg en

fordel, fordi jeg har siddet og diskuteret

habilitetsproblemer. Der var en sag, hvor et

medlem af udvalget gjorde opmærksom på, at

hun havde en relation til en, der var berørt af

en sag, vi behandlede. Det gør faget lidt mere

konkret. Også forhold til

9

budgetlægningsprocessen skal jeg jo til at

bruge det, jeg har lært (i Offentlig

Forvaltning), der kan jeg se nogen ting, hvor

jeg kan bruge det, jeg har lært på studiet, i

byrådsarbejdet".

Kan dufå tiden til at slå til?

''Nej, men det er måske lidt min egen skyld.

Jeg er jo også stadig meget involveret i

ungdomsarbejdet. Det er jo mit bagland, og

ind i mellem har jeg også brug for at være

sammen med nogen på min egen alder. Jeg er

jo trods alt noget yngre end de fleste i

byrådet. Hvis det ikke var for det, kunne det

sikkert godt hænge sammen. Studiet og

byrådet alene ville ikke være så slemt, men så

skulle jeg også til kongres i DSU i

weekenden..."

Herfra skal der blot lyde et forsinket tillykke

med valgresultatet, og held og lykke med at

få tiden til at slå til fremover. Så kan vi jo

tales ved til næste valg, for at se om det er

lykkedes at få det til at hænge sammen på alle

fronter. Selvfølgelig hvis både intervieweren

og Christina stadigvæk er her til den tid, er

der jo noget, der tyder på, at det ikke helt er

lykkedes. For nogen af parterne.. '.


Farvel dl omDlslelagene

Begyndelsen på 2. semester markerer et

farvel til de trygge fag fra gymnasiet. Her

bliver statskundskab til videnskab.

"Overgangen fra gymnasium til universitet

var et kvantespring. "

Sådan sagde min kusine, da hun var blevet

cand.jur. og ansat i Socialministeriet.

Jeg giver hende nu ikke fuldstændig ret, for

fagene på 1. semester på statskundskab er

faktisk meget lig dem, vi sad og gabte over i

gymnasiet.

Indledende statskundskab rummer f.eks. både

folketingets opbygning, partiadfærd og

beslutningsteori - dele af pensum direkte fra

samfundsfag. Selv bøgerne - Politik og

samfund i forandring l og 2 af Jørgen Goul

Andersen - er de samme.

Nej, skal kusinen have ret, så er springet

minimeret til et forskræmt spjæt i overgangen

fra l. til 2. semester. Her bliver statskundskab

til videnskab og forskellen føles.

Bogtårnet vokser

Økonomi, Sociologi og Almen Statskundskab

er fagene på 2. semester til oplysning for evt.

nye studerende samt de på ældre årgange, der

måtte have glemt deres "børnelærdom". Hører

man til de, der har gransket studieordningen

nøje, kommer indholdet af disse fag slet ikke

som nogen overraskelse, men for de - og her

våger jeg at sige hovedparten - der ikke lige

havde tid, kan overgangen fra fagene på l. til

2. semester føles overraskende stor.

Især Sociologi og Almen Statskundskab har

ikke den samme åbenlyse relevans som Roger

Buchs Indledende Statskundskab.

Og når der samtidig ikke længere er

holdøvelser, er man som studerende i langt

10

Af Rune Kamstrup

højere grad personlig ansvarlig for et

nogenlunde kendskab til eksamenspensum.

Specielt i Almen Statskundskab fylder tung

teori meget. Samtidig er læsebyrden væsentlig

større end på nogen af fagene på 1. semester.

Det betyder mere tid hjemme ved

skrivebordet og knap så meget sammen med

studiekammeraterne. Følelsen af et

kontinuerligt "læsehelvede" kan virke

frustrerende. Det er dog en trøst at ens

medstuderende lider i solidaritet.

Hvor svært er økonomi?

Det store spørgsmål på 2. semester for en

stud.scient.pol., der lige klarede C-niveau

"cuttet", er sværhedsgraden af Økonomi. Men

med en kombination af forelæsninger og

holdøvelser, samt en meget pædagogisk bog i

mikroøkonomi - Microeconomics af Robert

Pindyck og Daniel Rubinfeld - virker faget

her en måned før 2. semesters afslutning

"tilforladeligt".

Under et virker 2. semesters fag, foruden

Almen Statskundskab, langt fra de

politologiske fag på l. semester. Økonomi og

specielt Sociologi giver ofte anledning til

spørgsmålstegn angående relevans.

- Måske grunden til et ringe forelæsningsfremmøde!

Frafald:

Ifølge STADS, Syddansk Universitet er

15 studerende af 200l-årgangen

udskrevet, heraf seks umiddelbart i

begyndelsen af 2.semester. Jacob

Jensen, fuldmægtig hos STADS mener

dog ikke, at tallene viser et specielt

frafaldsmønster.


finde ud af at snakke andet end fag...de havde

faktisk ofte svært ved at holde sig til at snakke

fag når det var nødvendigt...

Fagligt var det også en noget anden

forestilling end jeg havde frygtet. Heldigvis

da. Efter den første time med Roger Buch

nøje at have overvejet hans spørgsmål "Hvad

er en bi?" gik det over stok og sten med

diverse teorier om politisk deltagelse,

international politik kombineret med diverse

mere filosofiske tilgange til faget i politiske

teori. Det pudsige af det var dog, at langt det

meste af stoffet var ganske spændende.

Indrømmet: neo-gramsciansk diskursteori

vandt heller ikke mit hjerte ved et gensyn,

men det var dog undtagelsen frem for reglen.

Samtidigt skete der det, som nok

sker for de fleste nye stud.scient.pol.'er :Man

begynder at lægge mærke til, på hvor mange

felter ens fag kan bruges og hvor mange

gange, der er scient.pol.'er i medierne, når der

skal forklares noget politisk stof. Kort sagt:

Man begynder så småt at blive stolt af sit

studie. Denne stolthed kan dog til tider have

svære kår, når man f.eks. til diverse

familiefester fortæller den kun lidt for

berusede moster om hvad man læser, hvortil

hun spørger: "Skal du så være statsminister?"

Her lærte jeg hurtigt, at man ikke skal

begynde at blive sarkastisk og sige: "Ja det

skal alle 200 studerende, der bliver færdige

hvert eneste år!" Derimod skal man venligt

forklare dem, at det ikke lige er det studiet går

ud på, gerne krydret med eksempler på

fremtrædende scient.pol.'er som Bertel

Haarder, Svend Auken og Bjørn Lomborg.

Senere på studiet kom så flere

arrangementer til, der på glimrende vis

kombinerede det faglige og det sociale på

bedste vis som for eksempel politikugen,

12

valgaftensarrangementet den 20. november og

den uovertrufne studietur til Bruxelles.

Og selvom man nok ikke skal regne med en

gentagelse af den herlige valgaften, skulle der

dog gerne komme en ny studietur engang i

efterårssemestret.

Alle disse faktorer gør at jeg kan sige, at hvis

min tidligere tutor i dag skulle stille mig

spørgsmålet, om jeg glædede mig til næste

semester, ville svaret så ufortrødent være et

klart: "Ja." .

Jeg er simpelthen blevet glædeligt overrasket

og må konstatere, at man kan komme langt på

en god fordom, men i dette tilfælde ikke langt

nok.


Intend8W

Del deliberalive demokrati

Kasper Møller Hansen er en afdem, der har

haft med Institut for Statskundskab at gøre

siden det ikke engang havde et studie ved

navn statskundskab under sig. Han arbejder

nu på sit ph.D og nogle afde studerende vil

også kende ham som deres instruktor i

indledende statskundskab. En del ved måske

også, at det var ham der var hovedmanden

bag den folkehøring om 0MU'en som blev

vist påDRl. Han fortæller i det følgende om

at være ph.D -studerende, om sin forskning,

og om livet på instituttet.

Hvad er emnet i din ph.D?

Jeg skriver om deliberativt demokrati, som

har fået meget opmærksomhed det sidste

årti, men der er ikke skrevet ret meget om

det på dansk. Det går kort fortalt ud på, atjo

mere man får mulighed for at tale om et

emne, jo bedre meninger får man ud af det,

og måske blir' man endda enige, og

derigennem får man altså etbedre demokrati.

Det er ikke fordi jeg nødvendigvis er enig

eller synes det er sagen, men det er

spændende at finde ud afhvordan demokrati

er "godt", og detetnyt, alle mener noget om

det. Folkehøringen, som erder detempiriske

ligger, er jo så prøven: Hvis deliberativt

demokrati ikke er til stede der, med den

meget intensive bearbejdning afholdninger,

så vil det næppe findes i det virkelige liv,

hvor man jo aldrig vil diskutere et emne på

samme måde. Demokrati er jo noget

normativt, og det her en empirisk test af

normative standarder.

Det der har været det spændende her har

været at lave det store eksperiment. Det har

13

Af Knud D. Andersen

selvfølgelig også været hårdt, fordi det er så

stort, og der er helt andre ting man må tage

højde for. Også fordi man jo går ud og ­

måske - påvirker et emne. Men det giver

nogen helt unikke data, som også åbner

døren til mange konferencer.

Hvordan er det at være ph.D-studerende?

Her på stedet har man jo en politik om at

sende folk ud til for eksempel konferencer,

og det er altså ikke sådan at man lukker

døren efter sig og kommer ud tre år senere

med en færdig afhandling, det holder ikke.

Slet ikke her på instituttet, hvor der altid er

mulighed for at få en ping-pong dialog med

kollegerne. Hvis man har brug for at

diskutere eteller andet, kan man gå ind til en

afde andre, snakke med dem i ti minutter, og

så er man kommet en løsning af sit problem

lidt nærmere.

Vi har det da også utroligt godt i forhold til

svenske eller finske ph.D-studerende, som

slet ikke er lønnede. Såselvom vi brokkeros

over at vi ikke får nok i løn, så er vi rimeligt

priviligerede. Når vi skal undervise som led i

forløbet, er det også indenfor vores egen

forskning, det tror jeg giver en helt anden

begejstring og entusiasme, end hvis det bare

var et eller andet tilfældigt fag man skulle

undervise i. Jeg skal selv starte et fag her til

efteråret("modern democratic theory", som

er indenfor KaspersforrskningsområdeJ, det

bliver på engelsk, det er jo sproget ude i

verden, næsten alt hvad vi læser er på

engelsk, så det kan man ligeså godt vende

sig til. Det glæder jeg mig meget til, jeg har

fundet nogle rigtigt spændende bøger.


Som sådan sætter kvalitative undersøgelser

spørgsmål, udpeger problemer, rydder

forsiderne, giver de tavse stemme, tæller

som dokumentation og skaber grundlag for

politisk handling. Ganske mange væsentlige

politiske spørgsmål i dag behandles på

basis af kvalitative undersøgelser.

Metodiske problemer

En kvalitativ undersøgelse er sensitiv mod

den særlige kulturelle kontekst, den

gang med analysen og den bliver mere

bestemt af praktiske begrænsninger i tid og

overkommelighed end af et egentligt

analytisk sigte. Analysen baserer sig på

illustrative pluk i data. Det er vanskeligt at

følge en argumentationskæde fra metode til

data til analyse til konklusion.

Problemer med at strukturere

kvalitative undersøgelser

Studerende oplever ofte store problemer

med at strukturere og afrapportere

En undersøgelse, hvor det er svært at gennemskue vejen fra data til konklusion

Den 4. april 2001 kunne Politiken offentliggøre en rapport fra Den Europæiske

Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI), et organ under Europarådet. I

rapporten understreges behovet for at bekæmpe diskrimination i Danmark, og landet

gives en ganske negativ karakteristik på områder som racisme, fremmedhad og

intolerance.

Rapporten brugte i centrale passager udflydende og ubestemte formuleringer såsom "det

lader ikke tiL", "visse dele af det danske samfund...", "udbredte beretninger...", "nogle

medier...".

Det var ganske vanskeligt at se forbindelsen fra data via analyse til konklusion.

Derfor blev det meget let at kritisere rapporten for alle dem, der alligevel var uenige i

dens synspunkter.

beskæftiger sig med. Sigtet er at indfange

forhold, der er fremmede, overraskende,

tværgående, usædvanlige og/eller kulturspecifikke

i forhold til, hvad man måske

forventer. Af den grund rummer kvalitative

undersøgelser altid et mere eller mindre

fleksibelt design. Metoderne udvikler sig

undervejs.

Det giver ofte problemer. Der indsamles

mange data, men det er svært at få en

struktur i dem. Man kommer for sent i

16

kvalitative undersøgelser. De har ofte en

oplevelse af, at det hele - især analysen ­

sker for sent. Det resulterer i en rapport,

hvor mange sider bliver brugt på

indledning, forudsætning, teorivalg,

metodeproblemer, besværligheder med

adgangen til feltet osv. Den afleverede

rapport bliver forende-tung: Det bliver

aldrig et rigtigt sødygtigt projekt, fordi al

vægten ligger foran på fartøjet.

Konsulenter leverer af og til rapporter med

vidtrækkende anbefalinger, hvor det kan


være vanskeligt at se forbindelsen til data,

blandt andet fordi disse ikke afrapporteres

systematisk. Også forskere udtrykker af og

til frustration over den kvalitative

forskningsproces. Når mikrofonen er

slukket, beskriver de selv den kvalitative

forskningsproces som uoverkommelig og

fortæller, at der er stor forskel på

anerkendte metodiske spilleregler på den

ene side og den faktiske praksis på den

anden.

Konsekvenserne kan imidlertid være

alvorlige. Med den status, som kvalitative

undersøgelser i dag har fået organisatorisk

og politisk og med en vidensproduktion.

hvis spilleregler er uklare eller

uigennemskuelige, overlades en for stor

del af et ellers offentligt beslutningsgrundlag

til subjektive vurderinger,

fordomme, vilkårligheder, praktiske

hensyn og misforstået imødekommenhed

over for de mange interesser, der i dag skal

tilgodeses i vidensproduktionen.

Kvalitativ metodes misere

Hvorfor opstår de nævnte problemer med

data, databehandling og afrapportering ofte

i kvalitative undersøgelser? Da kvalitative

undersøgelser tager mange hensyn og har

mange former, må der flere forklaringer til.

En grundlæggende forklaring er, at de

kvalitative metoder ikke har nogen fælles

videnskabsteori og metodelære. Naturligvis

har gode forskere på området givet

nogle bud på videnskabsteoretiske

begrundelser for kvalitativ metode; men

ingen af disse bud forpligter hele feltet af

kvalitativ metode som sådan, fordi

17

kvalitativ metode som vidensproduktion af

typen modus 2 netop ikke har et fælles

paradigme eller et fælles videnskabssyn.

Derfor bliver det svært at opstille

videnskabsteoretisk begrundede almene

regler for kvalitative undersøgelser.

Fænomenologiens og hermeneutikkens

højt udviklede tolkningsregler gælder i

praksis kun for deres tilhængere, ikke for

kvalitativ metode som sådan.

Yderligere en forklaring er, at nogle af de

nyere videnskabsteoretiske tilgange - f.eks.

postmoderne videnskabsforståelser

legitimerer en vilkårlig subjektivitet. Det

bliver opfattet som om, det er formålsløst

at prøve at arbejde systematisk og stringent

med kvalitativ metode.

Dertil kommer, at opdragsgivere ofte stiller

krav til kvalitative undersøgelser. der

medfører løsagtighed i anvendelsen og

afrapporteringen af data. Her tænkes ikke

blot på politisk betændte oplæg, hvor

konklusionen er givet på forhånd, som

tilfældet måske er i visse konsulentundersøgelser.

Det kan også være situationer,

hvor en opdragsgivers kravspecifikation til

en kvalitativ undersøgelse medfører en

sløret databehandling. For eksempel indgår

antallet af kvalitative interviews ofte som

en konkurrenceparamenter ved udlicitering

af større kvalitative undersøgelser, mens

det overhovedet ikke indgår om hvordan

interviewene analyseres og afrapporteres.

Sidst men ikke mindst kan der selvfølgelig

være mange interessenter omkring en

undersøgelse, som ikke ønsker for stærk

gennemskuelighed og konsekvens i vidensproduktionen.


Kan det gøres bedre?

Det er et problem, at vi har en form for

vidensproduktion, som gør en stor forskel i

samfundet, men som vi ikke stiller klart

nok til metodisk regnskab. Ganske vist står

kvalitativ metode til regnskab over for

sådanne kriterier som anvendelighed,

involvering af interessenter, nyhedsværdi

og kommerciel værdi. Men det er vel

rimeligt at forlange, at hvis man ønsker

indsigt og legitimering fra noget, der ligner

videnskab, så må man også kunne stå

model til en eller anden fonn for metodisk

vurdering.

Spørgsmålet er, om der kan opstilles nogle

enkle metodiske spilleregler, som virker

fornuftige og rimelige for kvalitative

undersøgelser. Helst skal det være regler,

der ikke kun opleves som relevante for

særligt udvalgte, men derimod for

kvalitativ metode som sådan.

Ud fra hvilke rimelige kriterier kan den

almindelige oplyste borger stille nogle

relevante kritiske spørgsmål til en

kvalitativ undersøgelse? Lad mig give tre

bud.

Kvalitative undersøgelser skal leve op til

autencitetsreglen. Det betyder, at data skal

være gengivet i deres mest autentiske form

i afrapporteringen af undersøgelsen. Man

skal kunne finde ud af, hvad der er sagt og

observeret som grundlag for undersøgelsens

konklusioner.

Dernæst skal kvalitative undersøgelser leve

op til inklusionsreglen. Det betyder, at alle

18

data til besvarelse af et bestemt

undersøgelsesspørgsmål - både for og imod

- faktisk skal være inkluderet i besvarelsen.

Endelig skal kvalitative undersøgelser i

almindelighed leve op til transparensreglen.

Det betyder, at undersøgelsens

metode skal være gennemskuelig. Man

skal kunne følge alle led i kæden:

undersøgelsesspørgsmål - fremgangsmåde

- data - databearbejdning - analyse ­

konklusion - anbefaling.

Ingen af disse regler er epokegørende.

Ingen af dem kan appliceres helt mekanisk

uden kyndighed og eftertanke. Alligevel

ville blot en overholdelse af sådanne

minimale regler gøre mange kvalitative

undersøgelser langt bedre.

Under alle omstændigheder er der brug for

at drøfte, hvordan vi gør et metodisk

ansvar gældende i hele det sammensurium

af vidensproduktion, som hedder kvalitative

undersøgelser. De er en vigtig del af

den måde, som samfundet i dag kan drøfte

sig selv på. Metodisk kompetence er blevet

mere demokratisk relevant end nogensinde

før.

Peter Dahler-Larsen er professor i

samfundsvidenskabelig metode på Institut

for Statskundskab, Syddansk Universitet.

Han er fonatter til bogen "Atfremstille

kvalitative data", som udkommer på

Odense Universitetsforlag d. 17. maj 2002


Boganmeldelse:

Henrik Jensen: PanigrUIPerne I Folketinget

Folketinget ved alle noget om og kan

forholde sig til. Det er fonnentlig en del af

det politiske system i Danmark. som de

fleste vil kunne beskrive. Via medierne har

man fået et ret udførligt billede af arbejdet i

Folketinget. af samspillet. og ikke mindst

modspillet i forholdet til regeringen. Men er

dette også et dækkende billede. og hvor

meget ved man egentlig om. hvad der sker i

det daglige arbejde i det danske parlament?

Det er nogle afde spørgsmål. Hcnrik Jensen

forsøger at give et bud på i sin bog

"Partigrupperne i Folketinget".

Henrik Jensen er cand.scient.pol men har i

en årrække arbejdet som bl.a.

udvalgssekretær i Folketinget. Det er ikke

mindst den intercsse. viden og indsigt. han

har opnået i det arbejde. som har dannet

grundlaget for hans forskning

folketingsarbejdet.

Men det er samtidig et omrade. der udover

Erik Damgaards (professor i slalskundskab

ved Aarhus universitct. har skrc\'c:l blandt

andet doktor-afhandling om ændnngcr i

folketinget. og har viet det meste af sin

forskning til emnet) mangeårige arbejde: med

området, samt bidrag fra blandt andrc

Mogens N. Pedersen, er relati"t jomfrueligt.

Ikke mindst den delmængde af det

parlamentarisk arbejde, som Henrik Jensen

kaster sig over, er relalivt ubeskrevet

område. Partigrupperne og udvalgene. som

19

Af Knud D. Andersen

han tidligere har beskæftiget sig med

(Arenaer eller Aktører, Samfundslitteratur

1995), er nemlig ikke helt så entydige

størrelser, som man kunne tro.

Hvis man baserer sin viden på den

fremstilling, tv og aviser giver, er det for

eksempel nærliggende at tro, at det giver en

nærmest minister-lignende magt at være

formand for et udvalg. Dette er blot en afde

påstande, Henrik Jensen grundigt afkræfter ­

eller nuancerer. skulle man måske snarere

sige.

For indadtil, viser det sig, at

udvalgsformandsposten ikke er nogen

udpræget magtfaktor. Men man kan bruge

den platform, en sådan titel er, til mere end

bare den mødelederfunktion, som den reelt

er. til at profilere sig udadtil.

Dette er naturligvis blot et enkelt eksempel,

på bogens belysning af arbejdet

Folketinget. Den indeholder en mængde

beskrivelser af arbejdet i partigruppen i de

forskellige mødefora, dvs. gruppemødet,

udvalgsmødet og folketingssalen. Dette

garneres med illustrative eksempler fra

gruppemøderne især. Men også med en lang

række citater fra den undersøgelse, som

ligger bag bogen. Henrik Jensen har inddelt

sin bog i fem afsnit: Indledningen, hvor han

redegør for sine overvejelser, valg og

fravalg, samt den model han har konstrueret

til sin analyse. Dette kommer vi tilbage til

senere.


Anden del omhandler

organisationsprincipperne i partigrupperne.

Der er tale om dels den horisontale

arbejdsdeling dels den vertikale. Disse to

organisationsprincipper skal jeg undlade at

gennemgå nærmere her, men det er ikke

mindst i den del af bogen at den teori, som

bogens konklusioner bygges på, skal findes.

Tredje del er om møderne, de tre tidligere

nævnte former. Her vil man kunne finde en

lang række oplysninger om, hvordan arbejdet

i Folketinget foregår, og de fleste vil nok

opdage, selvom man troede at vide, hvad der

var værd at vide om emnet, at der er ting,

man ikke anede. Fjerde og femte del er så

konklusioner og afsluttende

perspektiveringer på bogen.

Der er meget godt at sige om Henrik Jensens

forskning både i denne og hans tidligere bog.

De dækker et relativt ubeskrevet område i

dansk parlamentsforskning og giver grundlag

for en masse interessante resultater.

De konklusioner Henrik Jensen har omkring

partigruppernes arbejdsdeling og arbejdet i

Folketinget generelt, lægger alen til i hvert

fald undertegnedes viden om emnet.

Der er dog også visse problemer ved

"Partigrupperne i Folketinget". Det første er

i forhold til den model, som bruges som en

del afden teoretiske ramme i bogen. Henrik

Jensen tager selv forbehold overfor

modellens forudsætninger - den er relativt

statisk og tager ikke forbehold for eksterne

faktorer som f.eks. interesseorganisationer.

Hvad værre er, den tager ikke højde for de

personlige ambitioner, som medlemmerne af

20

en folketingsgruppe må have (denne pointe

skylderjegMogens N. Pedersen). Det største

problem er nok, at modellen faktisk er lavet

til Henrik Jensens forrige bog, der jo altså

handlede om udvalg. I modellen er der

faktisk ikke nogen partigrupper!

At det alligevel lykkedes at få bogens

argumentation til at hænge sammen skyldes

ikke udelukkende dygtig retorik fra

forfatterens side. Der er også andre

organisationsteoretiske elementer, som

holder sammen på det hele. Men det må dog

betegnes som noget af et kunstgreb at få en

model, der ikke tager højde for bogens

undersøgelsesobjekt, til at fungere alligevel.

Som tidligere nævnt er det også en

forholdsvis statisk model - den tager ikke

rigtigt højde for udviklinger over tid. Dette

kan i nogen grad overføres til hele bogen.

Undersøgelsen, der ligger til grund for

bogen, er foretaget i tiden omkring

folketingsåret 1998-1999. De beskrivelser,

der er af arbejdsformerne, af regeringspartiernes

arbejde og kontakten mellem

regeringspartiernes ordførere og de relevante

ministre, er for så vidt kun relevante for

perioden 1998-1999. Eller i hvert fald kun

for den daværende regerings måde at

organisere arbejdet på.

Det er selvfølgelig en lidt hård dom, men

reelt siger bogen ikke noget om, hvordan

arbejdet i tidligere regeringer var i den

henseende.

Og så alligevel - for mange af de

konklusioner, der er i bogen, bygger på helt

almene træk ved partigruppernes

arbejdsformer, som må formodes at være de

samme i en overskuelig tid før og efter

undersøgelsens ophør. At der så er nogle


specifikke måder at organisere arbejdet på,

ikke mindst i den socialdemokratiske

gruppe, der ikke er umiddelbart mulige at

overføre på arbejdet under en borgerlig

regering, er en mindre hage.

Dette kunne umiddelbart lyde som en bog,

det ikke er værd at bruge sin tid på, men det

er absolut forkert: "Partigrupperne i

Folketinget" er en klart læseværdig bog. Den

er sprogligt meget klar og velskrevet, har en

masse vigtige og interessante informationer

om sit emne, og er med de ovenfornævnte

forbehold også et stykke meget relevant

forskning. Man føler sig endda rimeligt godt

underholdt. Det er en bog man ikke lige

lægger fra sig, og visse af citaterne er ret

morsomme.

Det bør måske afslutningsvist nævnes, at

undertegnede fra et oplæg med Henrik

Jensen ved, at de kritikpunkter, der ikke er

taget eksplicit forbehold for i bogen, er

nogle, han er bevidst om. Og hvem ved,

måske kunne han komme med en ny

spændende bog. Indtil da er det en god

investering af tid og eventuelt penge at læse

"Partigrupperne i Folketinget", hvis man vil

vide mere om det Folketing, vi jo nok alle

nærer interesse for.

21


Interview

tHendes Majestæts Ueneste

Hvad får en ung, pro-israelsk

stud.scient.pol til at tage til Ramallah? Er

det for at opleve lidt action? Eller er det

blot et trin på karriere-stigen?

Det hedder ikke 'Israel' - men 'Den besatte

del af Palæstina!' Sådan lød beskeden, da

Christian Nygaard Nissen fik godkendt sin

ansøgning om en praktikplads i det

palæstinensiske hovedkvarter Ramallah. I et

halvt år er han blevet udstationeret af

Udenrigsministeriet til et sted, hvor følelserne

sidder uden på tøjet. Enhver fortalelse kan

sætte sindene i kog, og man

kan let træde nogen over

tæerne. Derfor skal Christian

nu til at Øve sig i at bruge en

bestemt talekode.

"Groteske

selvmordsbomber"

Christian, som læser

statskundskab på 8. semester i

København, er egentlig mest

pro-israelsk. Men den holdning

kan han godt pakke væk for en

tid. "Jeg sympatiserer mest med israelerne.

Men det er ud fra en forsimplet forestilling

om, at de er nødt til at forsvare sig mod de

groteske selvmordsbomber, der finder sted.

Jeg får nok et mere nuanceret indblik i sagen,

når jeg kommer derned", siger Christian.

Af Rikke Kim Jung Rasmussen

Danmarks ansigt udadtil

Inden han sendte ansøgningen, vidste

Christian ikke mere om Mellemøst-konflikten

end den almene dansker. Men det har heller

ikke været forudsætningen for hans

ansættelse. I forbindelse med det danske EUformandskab

får de ansatte på

repræsentationskontoret brug for ekstra hjælp.

Og det er her, Christian kommer ind i billedet.

Han skal tage sig af de mange EU-papirer, der

kommer til kontoret, tage referater fra EUmøder

og omskrive taler.

Sammen med de andre danske ansatte på

Palæstinensere til begravelse i Ramallah. Foto fra DR's arkiv

22

repræsentations-kontoret i Ramallah, skal

Christian være Danmarks ansigt udadtil. Og et

er sikkert. Han får nok at lave.

Repræsentationskontoret Ramallah er

nemlig en af Danmarks mindste diplomatiske

og konsulære repræsentationer. Med kun 6

ansatte er der travlt og derfor også større

sandsynlighed for, at han får en masse


arbejdsopgaver. "Men det er kun en forder',

siger Christian.

Repræsentanter uden for fare

Ulemperne ved at tage til Ramallah, som at

skulle køre i skudsikre biler og være omgivet

af sikkerhedsfolk, tager Christian ikke så

tungt. "Hvis stedet er sikkert nok til de andre

danskere, er det også sikkert nok til mig",

siger Christian. Han bekymrer sig ikke så

meget om at skulle befinde sig midt i alt det,

vi andre kun ser på TV. "Jeg skal ikke bo i

selve Ramallah men i østjerusalem. Der

skulle efter sigende være fredeligt. De andre

ansatte fortæller, at så længe de er i

østjerusalem, mærker de ikke noget til

konflikten", siger Christian og tilføjer: "Men

det kan selvfølgelig være noget, de siger for at

berolige mig".

En anden grund til, at Christian tager det

roligt med sikkerheden, er, at udenlandske

repræsentanter lettere kan færdes ugeneret

rundt. De er sædvanligvis ikke udsatte for

angreb, da israelerne ved hvilket

internationalt ramaskrig, det ville skabe.

Slipper for et semester

At det lige blev Ramaliah, kalder Christian et

tilfælde. Ud af de mange ansøgninger han har

sendt, var det lige der, de stod og manglede en

som ham. Han afviser, at ansøgningen var et

forsøg på at opleve lidt action. "Jeg kiggede

alle Udenrigsministeriets opslag igennem og

søgte mange forskellige steder. Det var først

efter, jeg havde sendt ansøgningen, at

konflikten i Mellemøsten for alvor blussede

op igen", fortæller Christian.

23

Om sit hovedformål med at søge stillingen i

Ramallah fortæller Christian, at den praktiske

erfaring er vigtig. "Hvis man skal gøre sig

nogle forhåbninger om en karriere i

Udenrigsministeriet, er udenlandsk erfaring

altafgørende", siger Christian og fortsætter:

"Men det gør da heller ikke noget, at jeg

slipper for tre eksamener og dermed får

overført et helt semester".

Før vidste Christian ikke meget om

Mellemøsten, men når Arafat, Ramallah og

Sharon omtales i medierne, skal han nu spidse

Ørerne ekstra. Han er nødt til at følge grundigt

med i udviklingen for at kunne være med til at

træffe beslutninger om, hvordan Danmark

skal forholde sig til konflikten.

Som j ethvert andet politisk spil, er det en

ulempe at sidde med dårlige kort op til en

forhandlingssituation. Og med det kommende

EU-formandskab i sigte har regeringen været

tilbageholden med meget kritiske

udmeldinger om konflikten - Danmark skulle

jo helst ikke falde i unåde hos nogle af de

stridende parter. Christian har også været nødt

til at modificere sine pro-israelske holdninger.

Men hvad gør man ikke i en god sags tjeneste

- i Hendes Majestæts tjeneste?


Boa..øldølsø

Nul Indre svinehunde I

Dansk Folkeparti, som poHtisk parti, er en

størrelse, der endnu ikke er blevet

undersøgt Indtil videre har vi kun David

Trads' bog, og den er af en lødighed, der

automatisk leder til skepsis.

"Hadsk og ubehagelig", sådan har nogle

mennesker det med Dansk Folkeparti og

personerne i partiet. Men de to ord beskriver

også Infonnations chefredaktør, David

Trads', bog "Danskerne Først!" om selv

samme parti. Trads' bog er ikke objektiv, den

er ikke et udtryk for et stykke godt

journalistisk arbejde om fænomenet Dansk

Folkeparti. Hvis man sammenligner

"Danskerne Først!" med andre journalistiske

bøger om politiske partier, eksempelvis

Mikkel Faurholdt's bog om borgerkrigen i

Det Konservative Folkeparti, så er der milevid

forskel på hvilket journalistisk niveau

forfatterne befinder sig på. Hvor Faurholdt

ikke direkte tager parti for eller imod den ene

eller anden part, er det tydeligt lige fra starten,

at David Trads ikke kan lide Dansk

Folkeparti.

David Trads' afsky for Dansk Folkeparti

smitter også af i hans omgang med kilder og

konklusioner, der engang imellem giver

anledning til at trække på smilebåndet. På

side 9, står der blandt andet: ".., idet en kritisk

gennemgang af partiets budskaber på

udlændinge-, udenrigs-, og

velfærdsområderne åbenlyst viser, at Dansk

Folkeparti er et yderligtgående højreparti,

som minder om Front Nationale i Frankrig og

Frihedspartiet i østrig". Det vil sige, at det

ifølge David Trads er yderligtgående

højreorienteret at gå ind for flere penge til

pensionister, øgede omkostninger til sygehuse

og modstand mod EU, selv på det

økonomiske område? Hvis det er rigtigt, må

den del af den danske højrefløj, der er imod

24

AfMartin Ejnar Hansen

øgede offentlige udgifter, for afskaffelse af

folkepension, redefinere sin position i det

politiske landskab.

Bogens kildegrundlag er 157 slutnoter, hvor

langt størstedelen er henvisninger til

forskellige avisartikler i de danske dagblade

samt til publikationer der er udgivet af Dansk

Folkeparti. Men når bogen læses, er der flere

gange, hvor man i den grad savner lidt

dokumentation for de påstande, der

fremsættes, og ikke mindst hvordan 1 plus 1

bliver lig 12. At der på bogens bagside bliver

gjort opmærksom på at ''Danskerne Førstl" er

David Trads' historie og ingen andens er

godt, men at påstå at der er tale om et

nuanceret billede af Dansk Folkeparti, er et

tydeligt eksempel på falsk varebetegnelse.

Dansk Folkeparti som politisk parti er en

størrelse, der endnu ikke er blevet undersøgt.

Om en videnskabelig undersøgelse af partiet

ville være interessant skal jeg ikke være

dommer over, men en lødig journalistisk

undersøgelse, der ikke starter med at

fordømme, vil være på sin plads. Indtil videre

har vi kun David Trads' bog, og den er af en

lødighed, der automatisk leder til skepsis.

Derfor må bedømmelsen af "Danskerne

Først!" være: nul indre svinehunde!

David Trads (2002): Danskerne Først!,

København; Gyldendal, 133 sider, kr. 169,-

More magazines by this user
Similar magazines