nr. 10/2012 - Brødremenighedens Danske Mission

Det troede vi i hvert fald, da vi lagde til ved en færge og
bandt tovet til dens sidefender. Telefonisk havde vi været
i kontakt med pastor Meja i Uvira, som sagde, at alt
var lukket ned, og at vi bare skulle gøre sådan og sove på
båden til det blev morgen. Det var trangt med sovepladser
til fi re personer, så jeg lagde mig oppe på benzintromlerne
i noget der mindede om en fosterstilling. Da
jeg vågnede efter fem timers mere eller mindre søvn,
følte jeg mig lidt à la »prinsessen på ærten«. Vi fandt
ud af, at vi kun var nået til Baraka og stadig manglede 80
km til Uvira, så vi sejlede med det samme og nåede frem
ved omkring kl. 9.
Ikke som i Moba
Jeg har før fortalt om mine første besøg i Moba og det
problematiske i at omgås embedsmænd. I Moba er det
ikke længere et problem, og vi kender hinanden, men
| 10-2012
her startede alt forfra, og vi brugte resten af dagen på
at gå fra Herodes til Pilatus, før tingene var nogenlunde
på plads. Alle steder blev vi venligt modtaget og hilst
velkommen, men alle steder fandt de rod i vore papirer,
og det skulle ordnes mod betaling af gebyrer. Da vi var
kommet hele møllen igennem, var det midt på eftermiddagen,
og vi fi k skriftlig tilladelse til at sejle hen til det
sted, hvor kirken har sit kontor.
Hjælp efter tre timer
I mellemtiden var det blevet hårdt bølgevejr og godt
500 m fra havnen, røg motoren af og hang i sikkerhedsrebet.
Vi fi k kastet anker og hevet motoren om bord.
Efter en god times venten kom der en ordentlig tordenbyge,
som varede det meste af en time. Jeg sad og øste
vand hele tiden. Efter tre timers venten kom endelig
en båd til undsætning. Og vi blev i mørket slæbt hen til
den ende af byen, hvor kirken befandt sig. Båden blev
tømt for indhold, trukket på land og igen lastet med sine
dunke og tromler, hvorefter der blev sat en vagt på, og
vi andre kunne gå op til kontoret, hvor vi blev modtaget
af en delegation af kirkens folk. For første gang i to dage
fi k vi en gang rigtig mad; vi havde indtil nu klaret os med
franskbrød og vand. Efter at have snakket og planlagt
morgendagens program var det blevet sengetid, og vi
blev ført hen til et hotel, hvor vi kunne hvile ud.
Fremme ved målet
Næste morgen kl. 7 skulle vi starte med morgenmad på
kontoret - dvs. den blev halv ti, inden den var klar. Herefter
kørte vi i bil hen for at snakke med de maritime
myndigheder. Efter megen snak frem og tilbage enedes
vi om en bøde for manglende papirer, og vi kunne fortsætte
ud til det stykke jord, kirken havde fået stillet til
14 15
rådighed for projektet. Det viste sig ikke at være regeringen,
men en landsbyformand, hvis far havde været
høvding over området, som gav et stort stykke jord på
ca. seks tdr. land, hvor børnehjemmet, og hvad der ellers
måtte komme, kan opføres. Vi mødtes med dem, og
alle kontrakter var lavet og klar til at blive sendt til myndighederne
i Kinshasa.
Efter forevisning af området, som er kuperet terræn,
men frugtbart og med et kildevæld, fotograferede jeg
det hele og godkendte det som værende godt til formålet.
Der er mange muligheder for dyrkning af afgrøder
og frugttræer. Stedet vil på sigt kunne blive selvbærende.
Senere fi k jeg højtideligt overrakt en gave, en hane,
hvorefter vi tog afsked.
Turen fortsatte hen til en af de husmenigheder, som
tager sig af nogle af områdets mange forældreløse
børn. Her holdt jeg en kort andagt, og børnene over-