Prædiken af Frede Møller - Vinderslev: Vinderslev

vinderslevsogn.dk

Prædiken af Frede Møller - Vinderslev: Vinderslev

Prædiken af Frede Møller Septuagesima 20. februar 2011

Septuagesima. Søndag d.20.februar 2011. Hinge Kirke

kl.9. Vinderslev Kirke kl.10.15. Lysgård Kirke kl.14.

Salmer:

Hinge kl.9: 753- 488/ 547- 170

Vinderslev kl.10.15: 753- 606,v.4- 488/ 547- 379,v.7-8- 170

Lysgård kl.14: 31- 488/ 547- nadver – 170

Tekst: 1 Kor 9,24-27

Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får

sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende

i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke

visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i

luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har

prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.

Kære Gud, vi beder dig om, at du nu vil tale dit ord til os ved din hellige Ånd, så vi må

se det løb, vi er med i, og så vi må forstå, hvor vigtigt det er at nå målet. Amen.

Hver eneste dag er der sport i fjernsynet, og jeg skal da gerne offentligt vedgå,

at jeg hører til dem, der enten slukker eller zapper over på en anden kanal, når

nyhederne om sport dukker op på skærmen, for det interesserer mig ikke

synderligt. Men jeg har en mistanke om, at havde apostlen Paulus lever i vore

dage, ville han nok have haft det stik modsat. Lytter man til epistlens ord, som

vi nu lige har gjort det, så er det da i hvert fald helt tydeligt, hvor nærliggende

det er for ham at gå ind i sportens verden og hente nogle billeder herfra for at

forklare sine læsere, hvad det er, sagen drejer sig om. Både når det gælder løb

på stadion og boksekamp, er det åbenbart en virkelighed, han kender til og har

oplevet, ligesom han ved noget om, hvordan det er, når man vinder og får

overrakt en sejrskrans!

For det er jo det, sagen drejer sig om.

Nu hører man jo somme tider nogen sige, at det afgørende – det er ikke at

vinde, men at være med, men det viser sig nu ofte at være noget værre vrøvl.

Selv når et håndboldhold når så langt som til at vinde sølv ved verdensmester-

skaberne, ja, så skinner det alligevel tydeligt igennem, at der er en vis skuffelse

over, at det ikke blev guld.

Jo, det handler om at vinde!

Enten det nu er håndboldlandsholdet eller Caroline Wozniacki, det drejer sig

om, så handler det om at nå helt til tops. At få den eftertragtede guldmedalje

hængt om halsen. At stå på den øverste platform og høre nationalsangen blive

spillet og sunget, efter at man har ydet det ypperste, et menneske overhovedet

kan yde i denne verden.

Enten apostlen Paulus nu selv var sportsglad eller ej, så ved han i hvert fald, at

det er det, sagen drejer sig om, og derfor bruger han det som et billede på,

hvordan det også forholder sig, når det drejer sig om kristenlivet.

1


Prædiken af Frede Møller Septuagesima 20. februar 2011

Det er som at være med i et løb, hvor det drejer sig om at fuldføre, at nå målet

og vinde den eftertragtede sejrskrans, siger han.

Men ærlig talt - det er nu et lidt underligt løb, der her er tale om!

Nu hørte vi jo for et øjeblik siden lignelsen om vingårdsejeren, der hyrer folk til

sin vingård, men ender med at udbetale samme løn, uanset om folk har slidt i

det hele dagen eller først er kommet med i ellevte time. Altså et løb på stadion,

hvor det sandelig ender med, at alle får hængt den samme guldmedalje om

halsen. Eller en boksekamp, hvor begge deltagere bliver udråbt som vindere til

sidst.

Journalister har det jo med at stille spørgsmål – også til sportsfolk, og man

kunne jo også forestille sig et sådant løb, hvor en af løberne pludselig bliver

standset af en mand med mikrofon, som så stiller det særdeles intelligente

spørgsmål: ”Ved du godt, at det er løb, du er med i?”

Det er jo i virkeligheden det, apostlen Paulus gør, når han her skriver til sine

kristne venner i Korinth.

Sagen er jo den, at når det drejer sig om et almindeligt løb på stadion, ja, så er

meningsløst at spørge sådan, for her er ingen af deltagerne i tvivl om, at det er

et løb, de deltager i. Det er så indlysende, så ingen journalist kunne drømme

om at spørge, som apostlen gør det her.

Men det forholder sig noget anderledes, når det drejer sig om at være kristen.

Ved du godt, at det er et løb, du er med i?

Ved du godt, at det er en kamp, hvor du kan tabe eller vinde?

At det ikke er gjort med at få begyndt, men at det handler om at fuldføre, at nå

målet?

Jamen, det lyder da nu også sært, når det ellers hele tiden bliver sagt, at det

handler om nåde, om Guds barmhjertighed, om tilgivelsen i Jesus Kristus?

Fuldstændig korrekt, og derfor er det godt, vi ikke kun hører ordene om løbet,

der skal fuldføres, men at vi gør det på baggrund af lignelsen om arbejderne i

vingården. Jo, for netop den lignelse siger så tydeligt, at det er Guds godhed,

som er det afgørende. Da vingårdens ejer ender med at udbetale en denar

også til arbejderen, der ført er kommet med i ellevte time, ja, så melder

utilfredsheden sig hos dem, der har puklet løs hele dagen, og som derfor

synes, de har ret til mere.

Men så er det, ordene lyder: ”Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig

med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her

det samme som dig. Eller har jeg ikke lov at gøre, hvad jeg vil, med det, der er

mit?”

Det er jo et fantastisk billede, der her tegnes for os af den Gud, vi tror på.

En Gud, der er hellig og frygtindgydende, som Bibelen skildrer ham for os. Han

er som en fortærende ild, siger Det nye Testamente. Det er frygteligt at falde i

2


Prædiken af Frede Møller Septuagesima 20. februar 2011

den levende Guds hænder – den Gud, som har magten til at sende mennesker

i evig fortabelse, som Jesus selv siger det med disse ord: ”Frygt derimod ham,

der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” Det er Gud, der

skildres med disse ord. Det er ham, der har magten, siger Det ny Testamente.

Men samtidig fortæller Det gamle Testamente os om en Gud, der er nådig og

barmhjertig. ”Herren er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab.

Han anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; han gengælder os ikke vore

synder og lønner os ikke efter vor skyld. Så høj som himlen er over jorden, så

stor er hans nåde mod dem, der frygter ham; så langt som øst ligger fra vest,

så langt har han fjernet vore synder fra os. Som en far er barmhjertig mod sine

børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham”, hedder det i Sl 103 i

Det gamle Testamente, og det er nøjagtig den samme erfaring, profeten Jonas

gør, da han må indse, at hans forudsigelser om Nineves ødelæggelse ikke går i

opfyldelse, men at Gud forbarmer sig og tilgiver. Da er det, Jonas bliver vred og

siger: ”Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig

på troskab, og at du fortryder ulykken.2 (Jon 4,2). Jeg vidste det jo, siger

Jonas, og han er så vred, så han foretrækker at dø frem for at se den nåde,

den barmhjertighed, som Gud her viser over for et folk, der for Jonas at se er

komplet uværdigt!

Sådan er det billede, som tegnes for os af Gud.

På den ene side den hellige, utilnærmelige Gud, sådan som han skildres for os

i Det nye Testamente. På den anden side den nådige, barmhjertige Gud, sådan

som han skildres for os i Det gamle Testamente. Ja, nogle skal nok være

overrasket over, at det forholder sig på den måde, men I kan jo selv gå hjem og

forvisse jer om det ved at læse både Det gamle og Det nye Testamente og på

den måde bliver klar over, at det er noget vrøvl, når nogen siger noget andet

om Gud.

Det er denne hellige, utilnærmelige Gud, der så betaler hele prisen for os, så

der er en guldmedalje til os alle, når blot vi tror på Jesus Kristus.

Men det er den samme Gud, som så gør det tindrende klart for os, at det ikke

bare er en aftale, der er i stand én gang for alle, men at det faktisk handler om

et løb! At det at være kristen ikke er stilstand, men vækst. Og det gælder da

ikke mindst her ved begyndelsen på fastetiden. Ikke mindst her er det vigtigt at

vide, at der er et løb, som skal løbes og fuldføres, og der er en kamp, som skal

kæmpes, og selvom Gud er nådig og barmhjertig, så han så inderlig gerne vil

hænge en guldmedalje om halsen på hver eneste én af os, ja, så kan det

alligevel lade sig gøre at sætte det hele over styr undervejs, hvis ikke vi tager

os i agt. Og derfor er det ikke dumt at spørge, som apostlen Paulus gør det her:

”Ved I ikke, at I er med i et løb? Og ved I ikke, at det handler om at løbe, så I

3


Prædiken af Frede Møller Septuagesima 20. februar 2011

fuldfører og vinder? Når det nu oven i købet ikke bare handler om en

sejrskrans, der visner, men om den evige sejrskrans? Det evige liv?

”Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre”, siger Paulus. Og hvorfor

nu det? Jo, ”for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.”

Hør nu her: Ingen har som apostlen Paulus understreget, at det handler om

nåde og barmhjertighed! ”Der er ingen forskel”, siger han, når han taler om os

mennesker, og så fortsætter han: ”for alle har syndet og har mistet herligheden

fra Gud.” Det er tragedien, når det gælder fremtiden for dig og for mig.

Sammenligner vi det med et løb, er vi simpelt hen diskvalificeret på forhånd.

Men takket være Jesus Kristus er det anderledes, og derfor føjer Paulus til: ”og

ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.”

Takket være Jesus Kristus er diskvalificeringen altså ophævet, så vi alligevel

får lov til at være med i det løb, som ender med en sejrskrans i Himlen!

Aldrig nogensinde bliver Paulus træt af at understrege, at det sker af nåde og

ikke på grund af vore præstationer. ”Vi mener, at et menneske gøres retfærdigt

ved tro, uden lovgerninger”, siger han, og sådan er det. Det er den virkelighed,

han selv har fået øjnene op for, og som har vendt fuldstændig op og ned på

hele hans liv. På samme måde som det også senere hen gik med vor kirkes

reformator Martin Luther.

Og alligevel! Alligevel understreger Paulus altså for os i dag, at det handler om

et løb, hvor sejren ikke er givet, før vi når målet. Sådan som han også selv

skildrer det, da han når afslutningen på sit liv og siger: ”Mit blod skal snart

udgydes, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Jeg har stridt den gode strid,

fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente,

som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig

alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.”

Det er den kamp, det løb, den strid, vi skal synge om nu i den næste salme,

hvor vi så får at vide, at Herren selv er med os på vejen. Han slipper os ikke.

Sidste vers lyder sådan:

Han slipper ikke, hvem han har kær,

på jord så lidt som i dødens dale,

før sejerskransen engang vi bær

med ham i Himmerigs sale!

Amen.

4

More magazines by this user
Similar magazines