Nyt fra JelliNg - Vejle Museum

Nyt fra JelliNg
Byggeri og anlægsarbejde bringer ofte
hidtil ukendte fortidsminder frem i lyset.
I sjældne tilfælde sker det modsatte: Et
særligt spændende fund bliver indarbejdet
i byggeplanerne eller kommer ligefrem til
at styre, hvor der skal bygges. Det er Jelling
et godt eksempel på. Efter de nye udgravninger
(se Skalk 2008:1 og 2009:1),
hvor der blev påvist en mere end 12 ha stor
palisadeindhegning omkring de berømte
vikingemonumenter og en formodet kæmpeskibssætning,
er der i forståelse med
beboerne i den østjyske stationsby lagt
ambitiøse planer for omkring 250 mill. kr.
En ny trafikplan, nedrivning af huse og
etablering af store græsklædte områder i
bymidten står på ønskesedlen.
Imens går den arkæologiske jagt rask
videre. Takket været en generøs projekt-
Titelbillede: Den omfattende prøveundersøgelse
i Jelling 2009 foregik på markerne
nord og nordøst for gravhøjene. – Fot:
Jørn Nielsen, Movision.
bevilling fra Bikubenfonden har Nationalmuseet,
Vejle Museum og Aarhus Universitet
i 2009 gennemført syv større og mindre
undersøgelser i og omkring byen. Også
Fonden af 29/12 1967 har bidraget.
*
Året begyndte, hvor det foregående sluttede,
nemlig i Vestergade. SuperBrugsen
skulle udvides, og det ville berøre den
vestlige side af den store indhegning. Der
måtte en udgravning til, som heldigt afslørede
endnu et stykke af fundamentsgrøften,
netop hvor det kunne forventes ud fra
de tidligere fund. Som i 2008 var sporene
dækket af tykke lag af omrodet jord, og det
er kun fordi datidens Jellingfolk gravede
palisaden særdeles dybt ned, at den kunne
genfindes. Der blev fundet trækul til endnu
et par kulstof-14 dateringer, der ligesom en
tidligere datering peger mod den seneste
jernalder og vikingetiden som opførelsestidspunktet.
Jagten på palisaden fortsatte sydøst for
Sydhøjen, på Jelling Seminariums græsplæne.
Her løber fundamentsgrøften dog
3

Det nyfundne stykke af palisadegrøften.
tilsyneladende anderledes end forventet. I
hvert fald dukkede den ikke op, så der skal
flere undersøgelser til for at afklare sydhegnets
forløb. I området har der fra gammel
tid ligget en lille sø kaldet Smededammen,
som indtil 1957 havde en vestlig forlængelse,
Seminariedammen. Hvor gamle
er disse småsøer, og har de haft noget at
gøre med det store palisadeanlæg? Udgravningen
gav ikke noget endeligt svar, men
søgegrøften berørte den nu opfyldte Seminariedam
og viste, at i hvert fald denne er
anlagt efter vikingetiden.
Et andet mål for årets undersøgelser
var den formodede kæmpeskibssætning.
Skalks læsere vil erindre, at der blev fremsat
det forslag, at Nordhøjen har været centrum
for en mere end 350 m lang skibssætning
med stenrækker tæt forbi højfoden.
Det var oplagt at grave umiddelbart øst for
Nordhøjen, hvor der i dag ligger en tilgængelig
græsplæne. Ganske vist lå her tidli-
4
gere en degns aftægtshus med det poetiske
navn Thyras Have, men trods de forventede
forstyrrelser håbede vi, at der kunne
påvises standspor fra stenene eller måske
undergravede sten, dvs. sten, der er fjernet
fra overfladen ved at vælte dem ned i dybe
huller – som det var sket med stenene nord
for kirkegården.
Men heller ikke her var heldet med os.
Ganske vist fandtes der nogle sten og mange
forskellige nedgravninger, men ingen af
dem kunne sættes i forbindelse med skibssætningen.
Til trods for, at det mest var
murbrokker og andre genstande fra nyere
tid, der dukkede op, kom der hilsener fra
vikingetiden i form af nogle lerkarskår og
en arabisk sølvmønt.
Kæmpeskibet er dog fortsat vores bud
på en fortolkning af Jellings store sten. Det
skyldes, at der i 1964 blev fundet en stor
sten på kirkegården, hvorefter Olfert Voss
påviste endnu en sten og en række formodede
stenspor sydvest for Nordhøjen. Vigtigst
er en mere end 200 år gammel øjenvidneberetning
fra området øst for højen.
Midt på sommeren 1771 er arkivtegneren
Søren Abildgaard i Jelling, hvor han i sin
dagbog skriver, at på »østligen side af dron-
Arabisk sølvmønt præget under det abbasidiske
dynasti i 800-årene. Sekundært brugt
som amulet eller smykke.

Udgravningsfeltet ved
»Thyras Have«, fotograferet
mod øst oppe fra
Nordhøjen.
ningens høj i Lars Sognefogeds tofte, hvor
der ligger nogle store kampesten i en rad
fra syden til nord«. Desværre har Abildgaard
ikke tegnet nogen skitse, men der
kan ikke være tvivl om, at han virkelig har
set stenrækken. Det understreges af fortsættelsen:
»efter tradition ligge en meget
stor flad kampesten under jorden, på hvilken
skal være megen skrift. Det var altså
undersøgning værd, at lade der grave; for
at blive underrettet om der i jorden skulle
ligge noget sådant runisk monument.«
Søren Abildgaard, som var en pålidelig
iagttager, skelner her mellem hvad han
selv har set og hvad andre har sagt, og
det bestyrker oplysningen om den nordsydgående
stenrække. Egentlig er det dog
ikke stenrækken, men den store sten med
»megen skrift«, der interesserede tegneren,
som meget rimeligt antog den begravede
sten for at være en ukendt runesten. Stenen
er aldrig blevet fundet, så det kan ikke
udelukkes, at Jelling gemmer på flere overraskelser.
*
De mest omfattende undersøgelser foregik
på markerne nord og nordøst for kirkegården
og monumenterne, dvs. i området
ud mod højgruppen Mangehøje, som engang
omfattede en snes markante bronzealderhøje.
I nogle af disse høje blev der
gjort forskellige oldsagsfund i 1700- og
1800-årene, men siden er der ikke foregået
undersøgelser. I modsætning hertil kunne
der på de tidligere åbne områder syd for
Jelling påvises en lang række jernalderbebyggelser
i 1980’ og 1990’erne. Det var
forud for byggeri og anlægsarbejder af forskellig
art, at disse bebyggelser kom frem.
Nord for monumenterne var der fundet
spredte metalgenstande gennem de seneste
år. Ved udgravningerne i 2007 fandtes der
bl.a. en hustomt, der var yngre end palisaden
(se Skalk 2008:1). Det var derfor et
vigtigt spørgsmål, om vikingetidsbebyggelsen
ved Jelling var afgrænset, eller om
den fortsatte mod nord. Derfor blev der
udført en systematisk detektorafsøgning i
efteråret 2008 med deltagelse af adskillige
amatørarkæologer fra hele landet og to fra
Norge. Der fremkom bl.a. en del smeltet
bly og bronze, der kan stamme fra værkstedsaktiviteter,
et vægtlod og en tysk sølvmønt
fra tiden lidt før eller efter år 1000.
Fundene blev påtruffet ved og inden for
den store palisade.
Dernæst foregik der en geofysisk kortlægning
med flere forskellige metoder. Det
viste sig dog først og fremmest at afspejle
varierende jordbundsforhold. Især gav mange
lavninger med tørve- og dyndlag store
udslag, og de overdøvede eventuelle spor af
5

Denne sølvmønt er en efterligning af en
tysk penning, præget i Goslar i kejser
Otto 3.s (og hans formynder-bedstemor
Adelheids) navn mellem 983 (eller 991) og
1040. – Fot: Carl Brädde.
menneskelige aktiviteter. Mange af lavningerne
er utvivlsomt blevet fyldt op efter de
store jordreformer sidst i 1700-årene.
I 2009 blev der med gravemaskine på et
næsten 20 hektar stort areal trukket 8 km
søgegrøfter af 3 m’s bredde, oftest med en
indbyrdes afstand af 15 m. Undersøgel-
Vikingetidshustomten set fra nordøst. De
kraftige tagstolper er markeret med landmålerstokke.
6
serne viste et ret fundtomt landskab med
blot spredte enkeltfund, ildgruber og nedgravninger
fra såvel oldtiden som historisk
tid. Brudstykker af et bronzesværd i omsat
tørvejord kan stamme fra et lille offerfund
fra bronzealderen. Flere hjulspor mellem
Mangehøje og Jelling by dannede tilsammen
et vejforløb, som er ældre end det ældste
kortmateriale, men i øvrigt ikke tidsfæstet.
Muligvis er der tale om en forløber for
vejen mellem Ribe og Skanderborg.
Mest interessant var en 23,5 m lang, let
krumvægget hustomt af Trelleborgtype.
Den blev afdækket længst mod øst og synes
at være fra 900-årenes anden halvdel. Der
er næsten 300 m fra det nærmeste hjørne af
palisaden, og det er endnu uklart, om der
er andre bygninger i nærheden – om huset
skal ses som en del af f.eks. en større gård
– eller om huset var en del af en anden bebyggelsesform.
Også 300 m sydøst for palisadens
sydøsthjørne er der nemlig fundet
huse fra vikingetiden (se Skalk 2009:1).
Samlet peger undersøgelserne på, at
der har været en fri zone nord og nordøst
for monumenterne, og der lå ikke – i dén
retning – nogle ældre forløbere for bebyggelsen,
hvilket man ellers meget vel kunne
have forestillet sig.
*
Omtrent samtidig med den store prøveundersøgelse
blev der i august-september
boret i begge Jellinghøje. Formålet var at
frembringe jordbundsprøver fra højenes
forskellige lag og at afdække højenes konstruktionsforløb.
Dernæst at undersøge, om
der i Nordhøjen stadig findes spor af det
vandstandsende lag, der indtil 1820 dannede
en brønd på toppen af højen og at undersøge
bevaringsforholdene for blomsterstøv
og planterester i undergrund og græstørv.
Endelig skulle det overvejes, om en ny indgravning
i højene vil kunne give ny viden
om højenes opbygning og konstruktionernes
tidsmæssige forløb.

PALISADE
THYRAS
HAVE
HUSTOMT
Undersøgelserne i 2009 er her vist med et luftfotografi af Jelling som baggrund.
Smededammen ligger i den nederste billedkant. – Fot: Kort- og Matrikelstyrelsen.
Der blev lavet syv boringer i Nordhøjen
og fire i Sydhøjen. Desuden blev der udført
grundvandsspejlsmålinger i en boring
i hver høj. Der planlægges endnu en boring
i Sydhøjen for at udtage overfladelag fra
tørvene til DNA-bestemmelse for at se, om
det ad denne vej er muligt at bestemme,
hvilke dyr der gik på de enorme arealer,
hvor højbyggerne hentede utallige tørv.
Boringerne blev placeret ud fra kendskab
til de ældre nedgravninger, således at forstyrrelser
blev undgået på nær to boringer,
der blev foretaget i henholdsvis Frederik
7.s og Dyggves nedgravninger. Den første
for at bore forbi det stenlag, som dækkede
Nordhøjens ældste højfase med gravkammeret
og derved få en prøve fra over- og
underjorden under den centrale højkerne.
Den anden for at se, hvad der var sket af
ændringer på de næsten 70 år, der er gået
siden de store udgravninger i 1940'erne.
De syv boringer i Nordhøjen ligger på
en linie, således at et snit gennem højen
kan laves. Fire af boringer blev placeret
på skråningerne, to på fladen tæt på skråningen
og en oven i Frederik 7.s nedgravning
fra 1861. Der blev endvidere boret på
højfoden for at fastlægge undergrundens
niveau. På Sydhøjen blev der udført fire
boringer, en på nord og sydskråningen, en
midt i Dyggves nedgravning og en på toppen
af nordskråningen.
Boringerne blev udført med et hånddrevet
kammerbor, der er udviklet til boring
i stenet jord. Borets diameter var 7 cm og
bestod af et håndtag, et borehoved og 1 m
7

Boring i Jellings Sydhøj 2009.
lange forlængerstænger. Boringerne kunne
udføres med et samlet bor indtil 5 m,
hvorefter boret måtte deles og samles under
optagning og nedføring af boret. Dette
skyldes, at borestængerne ellers blev bøjet.
Ved hver boring optoges en prøve på 10-15
cm. Den dybeste var boringen på toppen af
Sydhøjen med 9,40 m; den krævede hele 71
optagninger og nedføringer. Alle boringer
nåede den begravede jordbund fra vikingetiden
og endte i underjorden, der er gulbrun
og let genkendelig. Ved højfoden anvendtes
et halvcylinderbor med en diameter på 2
cm; det blev slået ned med en hammer.
Den opborede jord blev beskrevet, og
der blev udtaget prøver fra markante lag
i de forskellige boringer. Et sæt prøver på
ca. 70 ud af 130 udtagne jordprøver blev
udtaget til jordkemiske og fysiske analyser
samt få til kulstof-14 dateringer. Et andet
sæt prøver (ca. 60) blev udtaget for at be-
8
stemme jordens indhold af frø og frugter
(de såkaldte makrofossiler). Nogle prøver
er allerede analyseret, og endelig blev der
udtaget prøver til pollenanalyser.
Udvalgte jordprøver vil blive analyseret
for bl.a. kornstørrelse, organisk kulstof,
surhed, total fosfor og kvælstof, ombyttelige
baser og ombytteligt aluminium, samt
i mindre omfang jern og aluminium på
organisk form og på oxidform. Pollen- og
makrofossilprøverne vil blive præpareret,
bevaringsforholdene vurderet og repræsentative
analyser udført på Nationalmuseet.
Der er udtaget en prøve på overjorden lige
oven på undergrunden og af selve undergrunden
i boringen i Frederik 7.s nedgravning.
Disse prøver vil blive forsøgt kulstof-14
dateret sammen med et tilsvarende
sæt prøver fra andre boringer i Nordhøjen
eller en af de nærliggende bronzealderhøje.
Er dateringerne af prøverne i Nordhøjen
ens – og forskellige fra prøver fra en sådan
ældre høj – må man gå ud fra, at Nordhøjen
tidsmæssigt er en enhed. I modsat fald
er det ikke en tidsmæssig enhed. Man har
i en årrække ment, at Nordhøjen var opført
med udgangspunkt i en bronzealderhøj, og
dette spørgsmål kan nu blive underbygget
– eller modbevist.
De foreløbige resultater viser, at de to
høje – de største i Danmark – synes at være
bygget af samme materiale, sandblandet
moræneler eller lerblandet morænesand,
vel fra de omkringliggende marker. Den
typiske boring viser øverst omrodet mørk
gråbrun strukturløs jord på grund af plante-
og dyreaktivitet. Lidt under 1 m nede
begynder de første græstørv normalt at
kunne erkendes, men uden at selve vegetationen
er bevaret. I ca. 2 m’s dybde er der
et vandfyldt lag på en halv til en meters
tykkelse. Det er helt iltfattigt, og fra dette
niveau og nedefter har næsten alle tørvene
bevaret plantedele, til tider med grøn mos,
der dog efter få minutter i luftens ilt bliver

gulbrunt. Jordens farve er sort. Laget er
halvflydende, og ved dybere boring danner
dette lag et vakuum, når boret skal trækkes
op gennem laget, hvorved en karakteristisk
svuplyd kan høres, når boret har passeret
laget.
Dette såkaldte svuplag er formodentlig
dannet, fordi vandledningsevnen længere
nede er meget ringere end over laget, hvorfor
det nedsivende vand i perioder med
nedbørsoverskud bliver bremset. Svuplagets
beliggenhed og tykkelse må variere i
årets løb, og det må have haft betydning
for dannelsen af brønden på Nordhøjen.
Under svuplaget er jorden normalt våd men
stadig iltfri, dvs. at jorden er ensartet sort
med tydelige uomsatte tørvelag. I Nordhøjen
aftager vandindholdet med dybden,
idet jorden bliver almindelig fugtig. Dybest
nede kan højen være så tør, at de uomsatte
tørvelag er forsvundet og almindeligt tørvefyld
dominerer. Nederst finder man det
gamle pløjelag, der visse steder er tydeligt,
men andre steder svært kendeligt, og man
ender i den gulbrune underjord, der er iltholdig.
I Sydhøjen varierer vandindholdet
ikke så systematisk som i Nordhøjen. Der
er svuplaget i ca. 2 m’s dybde som i Nordhøjen,
men i nogle af boringerne optræder
et lignende lag i større dybde. Sydhøjen
fremstår derfor lidt mere våd end Nordhøjen,
dog ikke meget.
Nordhøjen er anlagt på en (idag skjult)
lille naturlig højning, 1 m høj, og højfylden
udgjorde på det tykkeste sted 7,5 m.
Højens basis skråner mod vest, idet undergrundskoten
er 110,78 m lige øst for højen,
medens koten ved den vestlige højfod er
110,21 m. Det højeste borepunkt ligger
midt på fladen i Frederik 7.s nedgravning.
Bevaringsforholdene i de to høje er forbavsende
gode i og under svuplaget, især
når man tænker på de voldsomme udgravninger,
der er foretaget i de to høje. Vegetationslagene
var i mange tilfælde stadig
Billedet viser et eksempel på en boreprøve.
Øverst ses lysebrune rester af højens
græstørv.
grønne, og plantedelene var fuldstændigt
intakte. Der blev derfor udtaget mange
prøver til bestemmelse. Umiddelbart synes
hedelyng, mosser og græsser at dominere,
men det er endnu for tidligt at komme med
sikre udsagn om plantesamfundet omkring
højene i vikingetiden.
*
Årets udgravninger i Jelling gav således
både positive og negative resultater. Hver
eneste undersøgelse bidrager med brikker
til lægningen af det komplicerede puslespil,
hvis billede gerne skulle fortælle,
hvad der er foregået i Jelling i vikingetiden
og hvordan stedets bebyggelse og landskab
så ud. Arbejdet fortsætter.
Steen W. Andersen/
Mads Kähler Holst/
Henrik Breuning-Madsen
9