Download det Kommunistiske Manifest

KARL MARX 

FRIEDRICH ENGELS 

DET 

KOMMUNISTISKE 

PARTIS 

MANIFEST 

ILLUSTRERET AF 

DEA TRIER MCIRCH 

RHODOS

Karl Marx 

4 

FORORD TIL DEN TYSKE UDGAVE 1872 

>Komrnunisiternes for,b'u,ndRed RepublicanLe Socialiste

statsmaskine i besiddelse og satte don i beveegelse for sine egne 

f,ormilBorgprkrigen i Frankrig, adrcsse fra Den intewratio'n'ale 

arbejderassociations generalrAd

FORORD TIL DEN TYSKE UDGAVE T8&, 

Fooordet til n^ervecredde. udga,lre j_"g 

Marx, Tg 

desverre 

den mand, 

undensknive 

sqn h"d"rb"jJe;fr;;1,*r*" 

al,enre. 

og A,rnerika 

;fiffiJff"ff"#f **-- M;;;* pr rair{i loven]s navn( lyst i and, Da d'en arbejd:erbwagelse, 

som Februarrevolutionen fremkaldte, forsvandt fra den offentlige 

srkuoplads, rtr8dte orgsi inanifestet i baggr,unLden. 

Da den zutopaiske albejiderklasse rgen var l

var i 1874, da Internationalen blev oplost' en ganske anden' end den 

var i 1864 ved sin gnrndleggelse' Proudhonismen i de romanske 

lun-du, dun sarlige lassalleanifre i Tyskland var ve'd at udds' og selv 

de daverende stokkonse'rrvative eo:gelske fagforeninger kom I'i& 

efter lidt si langt, at pr@sirdenten p& deres kongres i Swansea 1887 

i deres navn kunne sige: >Fastlandets sooialisrne virker ikke lenger 

afskraekkende pi os.tt Fastlandets socialisme - det var imidlertid i 

igiz nt*"r, tldelukkende den teori, som mani;festet forkynder' Og 

saJ* g;tp"il,er manifestets historie til en virs grad den moderne 

hi,stode sriden 1848' I vor tid e'r rnanifes@t urd€{n 

"if"iaJ.f*t!eh€6 

tvivl det mest tldbaedte, det rnest internaticvnale vark inden for hele 

,den sooialistiske li,tterafur, det felles pffogram for rnange nrriilllonet 

arbejdere _--OU i all,e lanrde fra Sibirien til Katrifornem' 

**, da det udkom, ville vi ikke have turdet kalde 'det et 

socialistisk rna'nifest. 1847 iorsto'd man ved sociatistEr to forskellige 

iltg. pa den ene side tilhangere af de forskeillige utopiske systerm€r' 

uritig ow*luter'e i Engdd og fourieri'sterne. i Frank'rig; begge 

ll-* ur'us; var'allere'G d,engamg skrumpet ind til rene sekter' der 

var ved at forwinde helt. Pi delr an'den sid'e alle mulige sooiale 

t"nt*utuu"", sorn rned rd'eres fonskelrlige u'niversaftm'irdler og rned 

lapperier af enhver art vil[e fjern'e de sociale mrisforhorld tlden i 

nrindrste rnide at genere kapitalen og profitten' I begge tilfalde: 

fol,k, d". 'stod uden for arbej'detbwegsilsen', qg s9m wertirnod sogte 

stgtte i de >dannede< klasser. Deri,rnod kaldtp rdel af arbeider' 

'de'n 

i.itrr.r, *7g kommunisfisk, sionr var ovenbevist,orm det utirlstrekkelirge 

i onrvel,trnirnger ,a:f reo,t po'tritisk art og kravede.en gnundig omrory' 

ar,ing af samfundet. Det var e,n ko'mrrlunrisnre' dor klrn var girofrt ud' 

den var kun i,nstirrktiv, tit noget unsdeor; rn'en den var 

"Gaut, 

knuftng not il at frernbringe to systearrer af uf.eisk kom'rnuslism€' 

I nn#forig Cabets oikaniske

Friedrich Engels 

12 

DET KOMMUNISTISKE 

PARTIS MANIFEST 

Et spogelse gir gennem Europa - kommunismens spogelse' 

Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til 

bn hellig klapjagt pi dette spogelse, paven og tsaren' 

Metternich og Guizot, franske radikale og tysk politi' 

Hvor er det oppositionsparti, der ikke af sine regerende 

modstandere er blevet sknldt ud for kommunistisk' hvor er 

det oppositionsparti, der ikke har slynget den brenderner' 

kende teskyldning for kommunisme tilbage i hovedet pfl de 

mere fremskredne oppositionsfolk og pi deres reaktionare 

modstandere? 

Denne kendsgerning viser to ting' 

Kommunismen anerkendes allerede af alle europaiske 

magter som en magt. 

Det er pi hoje tid, at kommunisterne giver hele verden 

klar besked om deres synsmflde, deres mil, deres tendenser' 

og stiller et manifest fra partiet selv op mod eventyret om 

kommunismens spogelse. 

Med dette formi{ modtes kommunister a"f de forskelligste 

nationaliteter i London og gjorde udkast til folgende manifest, 

som vil blive udsendt pi engelsk, fransk, tysk, italiensk' 

flamsk og dansk.

I. BOURGEOISI OG PROLETARIAT 

Alle hidtidige samfunds historier er en klassekampe'ns 

historie. 

Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, 

lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte 

har stiet i stadig modsatning til hinanden, har - 

snart skjult, snart ibenlyst - fort en uafbrudt kamp, en 

kamp, der hver gang er endt med en revolutionar om' 

formning al hele samfundet eller med de kempendo klas' 

sers felles undergang. 

I historiens tidligere qroker finder vi neste'n overalt en 

fuldstendig opdeling af samfundet i forskellige stender, en 

mangfoldighed af sociale trin' I det gamle Rom har vi patriciJre, 

riddere, plebejere slaver; i middelalderen feudal' 

herrer, vasaller, lavsmestre, svende, livegne og desuden 

inden for de fleste af disse Hasser atter serlige inddelinger' 

Det moderne borgerlige samfund, der er opstiet ved feudalsamfundets 

undergang, har ikke ophevet klassemodsat' 

ningerne. Det har kun sat nye klasser i stedet for de gamle, 

nye betingelser for undertrykkelse, nye former for kampen' 

Men vor tidsalder, bourgeoisiets tidsalder, udmarker sig 

ved, at den har forenklet klassemodsatningeme' Hele sam' 

fundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i 

to klasser, der stir i direkte modsetning til hinanden: bour' 

geoisiet og proletariatet. 

Af middelalderens livegne opstod smiborgerne i de forste 

byer; af disse smflborgere udviklede sig de forste spirer til 

bourgeoisiet 

Amerikas opdagelse og sovejen syd om Afrika skabte et 

nyt felt for det frembrydende bourgeoisi. Det ostindiske og 

det kinesiske marked, Amerikas kolonisering, vareudveks' 

14 

lingen med kolonierne, forogelsen af byttemidlerne og varerne 

overhovedet gav handelen, skibsfarten og industrien 

et hidtil ukendt opsving og bragte dermed det revolutionere 

elernent i det hensmuldrende feudalsamfund i rask ud' 

vikling. 

Den hidtidige feudale eller lavsmessige driftsmide i in' 

dustrien var ikke lenger tilstrekkelig til at tilfredsstille bs 

hovet, der voksede med de nye markeder. Den erstattedes 

af manufakturen. Lavsmestrene blev fortrengt af den indu' 

strielle middelstand; arbejdets dsling mellem de forskellige 

lav veg pladsen for arbejdsdelingen i det enkelte varksted. 

Man markederne voksede stadig, og stadig steg behovet. 

Heller ikke manufakturen slog til mere. Si revolutionerede 

dampen og maskinerne den industrielle produktion. I ste' 

det for manufakturen tr&dte den moderne storindustri, i stedet 

for den industrielle middelstand tr[dte de ildustrielle 

millionarer, ledere af hele industrielle armeer, de moderne 

bourgeois'er. 

Storindustrien har skabt det verdensmarked, som Ameri' 

kas opdagelse forberedte. Verdensmarkedet har givet handelen, 

skibsfarten og trafikken til lands en umA'delig udvik' 

ling. Denne har igen virket tilbage p[ industriens vakst, og 

i samme grad som industri, handel, skibsfart og jernbaner 

voksede, i samme grad udviklede bourgeoisiet sig, ogede 

sine kapitaler, trengte alle de klasser i baggrunden, der 

stammede fra middelalderen. 

Vi ser altsi, hvordan det moderne bourgeoisi selv er produktet 

af en lang udviklingsproces, af en rekke omvaltnin' 

ger i produktions- og samfardselsforholdene. 

Hvert udviklingstrin, som bourgeoisiet har gennemlobet, 

var ledsaget af et tilsvarende politisk fremskridtz. Forst var 

det en undertrvkt stand under lensadelens herredomme; i 

15

kommunens var det en bevebnet og selvstyrende sammenslutning; 

det ene sted dannede det en uafhzengig byrepublik, 

det andet sted en skattepligtig tredjestand i monarkieta; 

derpi dannede det pfl manufakturens tid modvagt mod 

adelen i standermonarkiet eller i det enevaldige monarki, 

var overhovedet det vesentlige grundlag for de store monarkier; 

og endelig tilkempede det sig" efter at storindustrien 

og verdensmarkedet var skabt, hele den politiske 

magt i den moderne parlamentariske stat. Den moderne 

statsmagt er kun et udvalg, der varetager bourgeoisHasse,ns 

fellesanliggender. 

Bourgeoisiet har spillet en hojst revolutioner rolle i hi 

storien. 

Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, adelagl 

alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt 

sonderrevet de brogede bind, der i feudaltiden 

knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke 

ladet andet bind tilbage i menneskenes forhold til hinanden 

end den nogne interesse, den folelseslose >kontante 

betaling

Bourgeoisiet har revet det rorende sentimentale slor af 

familieforholdet og reduceret det til et rent pengeforhold. 

Bourgeoisiet har afsloret, hvordan den brutale kraftudfoldelse, 

som reaktionen i si hoj grad beundrer ved middelalderen, 

i virkeligheden var forbundet med det mest slappe 

driveri. Forst bourgeoisiet har bevist, hvad menneskeligt 

arbejde kan frembringe. Det har skabt ganske anderledes 

undervrrker end egyptiske pyramider, romerske vandledninger 

og gotiske domkirker, det har gurnemf6rt ganske 

anderledes tog end folkevandringer og korstog. 

Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere 

produktionsmidlerne og altsi ogsi produktionsforholdene, 

det vil igen sige samtlige sociale forhold. For 

alle tidligere industrielle klasser var det derimod den forste 

eksistensbetingelse at beholde den gamle produktionsmide 

uforandret. Do stadige omvaltninger i produktionen, de 

uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhd 

og bwegelse udmarker bourgeoisiets tidsalder frem 

for alle andre. Alle faste, indgroede forhold md tilhorende 

arvrcrdige forestillinger og meninger bliver oplost, og de 

nye, der dannes, bliver foreldede, inden de kan nfl at stivne. 

Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver kledt af, og 

menneskene bliver endelig tvunget til at se nogternt pa 

deres egen stilling i tilvarelsen, pfl deres indbyrdes forhold. 

Nodvendigheden af at skaffe stadig oget afsetning af pro' 

dukterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det 

tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at sli sig ned overalt, 

at knytte forbindelser overalt. Bourgeoisiet har ved at udnytte 

verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i 

alle lande kosmopolitisk. Til de reaktioncres store sorg har 

de slflet den nationale grund bort under fodderne pi industrien. 

De aldgamle nationale industrier er blevet tilintet- 

18 

Alle hidtidige samtunds histoie er en klassekampens historie. 

t9

dort, qt tilintetgorelsen fortsettes dag for dag. De bliver 

fortrangt af nye industrier, som det bliver et livssporgsmil 

for alle civiliserede nationer at indfore, af industrier, 

der ikke mere forarbejder indenlandske r&stoffer, me,lr r[stoffer 

fra de fjerneste egne, industrier, hvis fabrikater forbruges 

ikke alene i landet selv, men i alle verdensdele. I 

stedet for de gamle behov, der kunne tilfredsstilles af lan-. 

dets qne frembringelser, kommen der nya som klaver 

produkter fra de fjerneste lande og himmglsflgg for at blive 

tilfredsstillet. I stedet for som tidligere at isolere sig og vere 

srg selv nok, trader de forskdlige omrider og nationer ind 

i et alsidigt samkvem med hinanden, nationef,no kommer 

til at sti i en alsidig afhangighed af hinanden. Og som det 

gtr md de,n materielle produktion, s6dan ger det ogs& med 

den indelige. De enkelte nationers andelige fre,mbringelser 

bliver felleseje. Den nationalo ensidighed og begr@nsning 

bliver mere og mere umulig og af de mange nationale og 

lokale litteraturer opstAr der e,n verde,nslitreratur. 

Bourgoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, 

med ind i civilisationen ved den hurtige forbedring af alle 

produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn 

til samferdselsmidlerne. De bi[lge varqrriser er det 

svare artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som 

er i stand til at overvinde selv det mest hirdnakkede fremmedhad 

hos barbareme. Det tvinger alle nationer til at tilegne 

sE bourgeoisiets produktionsmf,de, hvis do ikke vil ge 

til grunde; det tvinger,dem til at indfore den sikaldte 

civilisation, dvs. blive bourgeois'er. Kort sagt, bourgeoisiet 

skaber sig en verden i sit qget billede. 

Bourgeoisiet har trnrnget landet ind under byens herredomme. 

Det har skabt vrldige byer, det har i hoj 8rad 

oget bybefolkningen pi landbefolkningens bekosbing og 

2n 

3 1 

ii, 

i 

derved draget en betydelig del af befolkningen bort fra 

det slOvmde liv pi landet. Ligesom det har gjort landet afhenggt 

af byerne, sidan har det gjort de barbariske,og 

halvbarbariske lande afhengige af de civiliserode, landbrugslandene 

af de kapitalistiske lande, ostelr af vesten- 

Bourgeoisiet samler mere og mere produktionsmidlerne, 

ojendomsbesiddelsen og bdolkningea som for var splittet 

Det hax klumpet befolkningen satnmen, centraliseret produktionsmidlerne 

og koncentreret ejendo,mmen i handeme 

pi ganske fi. Den nodvendige folge al dette var en politisk 

centralisation. Uafhangige, lost forbundne provins€f,, der 

havde forskellige interesser, love, rqgeringer og sarlige 

toldgranser, blev smeltet sanunen til 6n nation med 6n 

regering, 6n lov, 6n national klasseinteresse, 6n toldgranse. 

Bourgeoisiet har i de knap hundrede ir, det har veret 

herskende klasse, skabt produktionskrofter, der i deres 

kolossale omfang overgir, hvad alle tidligere generationer 

tilsammen har frembragt. Undertvingelse af naturkrefterne, 

maskineri, anvendelse af kemien i industri og landbrug, 

dampskibsfart, jer:rbaner, telegrafi, opdyrkning af hele verdensdele, 

floder giort sejlbare, hele bdolkninger stampet 

frem af jorden - hvilket andet irhundrede anedg at der 

slumrde sadanne produktionskreefter i dert samfundsmassige 

arbejdes skod. 

Vi har altse set, at de produktions- og samfardselsmidler, 

som var det grundlag bourgeoisiet udviklede sig pi, blev 

skabt i det feudale sarnfund. P[ et vist trin i disse produktions- 

og samfrcrdselsmidlers udviHing warede de forhold, 

som det fzudale samfunds produktion og rrarzudveksling 

forqgik under, den feudale organisation af landbrug og 

manufal:tur, kort sagt do fzudale ojendom$orhold, il*e 

mere til de produktivkrafter, der allerede var udviklet. De 

2t

hammde produktionen i stedet for at fremme den' De 

forvandlede sig til lanker. De mitte sprenges' de blev 

sprangt. 

- 

I siedet kom den fri konkurrence med den sociale og 

politiske forfatning, som passede for den' med bourgeois' 

Hurt*. okonomiske og politiske herredomme' 

For vore ojne foregir en lignende bevagelse' De borger' 

lige produktions' og samferdselsforhold, de borgerlige ejen' 

domsforhold, det moderne borgerlige samfund' der har 

fremtryllet si valdige produktions- og samfardselsmidler' 

ligner troldmanden, der ikke langere er i stand til at behlrske 

de underjordiske magter, han har manet frem' I 

iLrtier har industriens og handelens historie kun veret histo' 

rien om de moderne produktivkrafters opror mod de mo' 

derne produktionsforhold, mod de ejendomsforhold' som er 

en livsbetingelse for bourgeoisiet og dets herredomme' Det 

er tilstrekkeligt at nuevne handelskriserne' som med mel' 

lemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker 

ved hele det borgerlige samfunds eksistens' Under handels' 

kriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, 

me,n ogsi af de tilvejebragte produktivkrafter regel' 

massig odelagt. Hvad vi moder i kriserne er en social epide' 

mi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at vrre 

rent vanvid - den epidemi' der hedder overproduktion' 

Samfundet er pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigflende 

barbari; det ersom havde en hungersnod' en almin' 

ielig odel€eggelseskrig berovet det alle midler til livets opret' 

holJeke; industrien, handelen synes at vare tilintetgjort' 

og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation' for mange 

levnedsmidler, for meget industri, for megen handel' De 

produktivkrefter, der stir til dets ridighed, tjener ikke mere 

til at fremme den borgerlige civilisations og de borgerlige 

t1 

I 

I 

I II t.t 

It 

'' 

N..o 

J -fl));;\ 

-. ltvr.tv, -' 

t/r, 

7l-,17.fr: 

I 

," 

{s. 

Undertrykkere og undertrykte har stdet 

hinanden - 

,tl 

..\ 

i stadig modsetning til

ejendomsforhold; tvertimod, de er blevet for voldsomme 

til disse forhold, de hammes af dem; og si snart de overvinder 

denne hindring, bringer de hele det borgerlige samfund 

i uorden, si truer de de borgerlige ejendomsforholds 

eksistens. De borgerlige forhold er blwet for snevre til at 

kunne rumme den rigdom, de frembringer. - Hvordan 

overvinder bourgeoisiet kriserne? Pi den ene side ved den 

nodtvungne tilintetgorelse af en masse produktivkrafter; 

pi den anden side vd at erobre nye markeder og ved at 

udnytte de gamle grundigere. Altsi hvordan? Ved at forberde 

endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe 

midlerne til at undgfl kriserne. 

De viben, som bourgeoisiet brugte til at sli feudalismen 

ned med, vender sig nu mod bourgeoisiet selv. 

Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de vflben, der 

skal bringe det dOden; det har ogsi frernbragt de mennesker, 

der skal fore disse viben - de moderne arbejdere, 

proletarerne. 

I samme grad sorn bourgeoisiet, dvs. kapitalen udvikler 

sig, i samme grad udvikler ogsa proletariatet sig, den klasse, 

som bestir af de moderne arbejdere, der kun lwer, si lange 

de finder arbejde, og som kun finder arbejde, siL lenge 

deres arbejde oger kapitalen. Disse arbejdere, som mi salge 

sig stykkevis, er en vare som enhver anden handelsartikel, 

og er derfor pi samme miLde underkastet alle konkurrencens 

omskiftelser, alle svingninger pi markedet. 

Proletarernes arbejde har pi grund af den udstrakte anvendelse 

af maskiner og pfl grund af arbejdsdelingen mistet 

al selvstandig karakter og har dermed tabt enhver tiltrakning 

for arbejderen. Han bliver rent og skart tilbehgr til 

maskinen, og der kreves kun det mest enklg ensformige 

greb, som kan lares pi et ojeblik. De omkostninger, arbej- 

24 

Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager bourgeois' 

kl as se ns I elle sanli ggender. 

25

deren forirsager, indskranker sig derfor nesten udeluk' 

kende til de livsfornodenheder, som er nodvdndige til hans 

underhold og til videreforelse af hans race. Men prisen pi 

en vare, altsiL ogsi pi arbejdeto, er lig med dens produk' 

tionsomkostninger. I samme grad som arbejdet bliver mere 

utiltalende, synker altsir lonnen. Ja, i samme grad som ma' 

skineriet oges og arbejdsdelingen tager til, vokser ogsa ar' 

bejdsrnengdqlz, enteo det nu er ved at sette arbejdstiden i 

vejret eller ved at kreve mere arbejde i en givan tid, ved at 

satte maskinens fart op osv. 

Den moderne industri har forvandlet den patriarkalske 

mesters lille varksted til den industrielle kapitalists store 

fabrik. Arbejdsmasserne, som stuves sammen i fabrikken, 

bliver organiseret sorn soldater. Som menige industrisoldater 

bliver de stillet under opsigt af en hel stab af officerer og 

underofficerer. De er ikke blot bourgeoisklassens, bour' 

geoisstatens trelle, men de underkues hver dag, hver time, 

af maskinen, af opsynsmanden og forst og fremmest af den 

enkelte fabrikant selv. Jo mere ibent dette despoti proklamerer 

profit som sit formil, jo mere smiligt, afskyeligt og 

opr6rende virker det. 

Jo mindre arbejdet krever fagkundskab og legemlig 

styrke, dvs. jo mere den moderne industri udvikler sig, 

desto mere bliver mendene fortrengt af kvinder og born. 

Forskel i kon og alder har ikke mere social gyldighed for 

arbejderklassen. Arbejderne er kun arbejdsredskaber, som 

efter alder og kon kraver forskellige omkostninger. 

Nir endelig arbejderen er blevet udnyttet af fabrikanten 

og har fiet sin arbejdslon udbetalt kontant, s& falder de 

andre grupper af bourgeoisiet over ham, husejeren, kob' 

manden, pantelineren osv. 

De tidligere smi middelstandsfolk, de smi industridri' 

26 

vende, smihandlende og smf, rentenydere, hlndvarkerne 

og bonderne, alle disse Hasser synker ned i proletariatet' 

dlts torOi deres smfl kapitaler ikke er tilstrakkelige til stor' 

industriel virksomhed og mir ligge under i konkurrenc€tl 

med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister 

sin vardi ved de nye produktionsmflder' Proletariatet re' 

krutteres altsa af alle befolkningsHasser' 

Proletariatet gennemgir forskellige udviklingstrin' Dets 

kamp mod bourgeoisiet begynder med selve dets eksistens' 

I iegyndelsen kamper de enkelte arbejdere' sfl arbei- 

A"roe pi en fabrik, dernast arbejderne inden for et fag pi 

et bestemt sted mod den enkelte fabrikant, der direkte udbytter 

dem. De retter deres angreb ikke blot mod de bor' 

gerlige produktionsforhold, de retter deres angreb mod pro' 

Iuktionsmidlerne selv; de odelegger de fremmede konkur' 

rerende varer, de slir maskinerne i stykker' de stikker ild 

pfl fabrift&erne, de forsoger at vinde den stilling tilbage' 

som middelalderens arbejdere havde' 

Pi dette trin er arbejderne en masse, som er spred't ud 

over hele landet og splittet af indbyrdes konkurrence' Hvor 

arbejderne optrader i samlet ma$se, skyldes det endnu 

ikke- deres egen selvstandige samling, men det er bour' 

geoisiet, der af hensyn til sine egne politiske mi'l er nodt 

iil nt *tt" hele prolotariatet i bevagelse og for en tid ogsi' 

er i stand til det. Pfl dette trin kamper proletariatet altsf, 

ikke mod sine fjender, men mod sine fjenders fje'nder' 

resterne af enevelde,lr, godsejerne, de ikke.industrielle bour. 

geois'er og smiborgerne. Hele den historiske bevaegelse er 

ittrn tut"t"t i handerne pi bourgeoisiet; enhver seir' som 

vindes pi denne mide, er en seir for bourgmisiet' 

Men med industrie,ns udviHing vokser proletariatet ikke 

blot i tal; det tranges sarnmen i storre masser, dets kraft

Oges, og det f0ler denne kraft mere. De forskellige interesser 

og livsvilkir inden for proletariatet udlignes stadig 

mere, efterhAnden som maskinerne mere og mere udvisker 

arbejdets forskellige art og nasten overalt trykker lonnen 

ned til det samrne lave niveau. Den voksende konkurrence 

inden for bourgeoisiet og de handelskriser, der er folgen, 

gor, at arbejdernes lon bliver mere og rnere svingende; den 

ustandselige forbedring af maskinerne, der udvikler sig i 

stadigt stigende tempo, gOr hele deres stilling i tilverelsen 

mere og mere usikker, sammenstodene mellem den enkelte 

arbejder og den enkelte bourgeois fir mere og mere karakter 

af et sarnmenstod mellem to klasser. Arbejderne begynder 

med at danne sammenslutningers mod bourgeois'erne; 

de finder sammen for at forsvare arbejdslonnen. De 

stifter selv varige sammenslutninger for at have proviant 

under lejlighedsvise rebellioner. Enkelte steder bryder kampen 

ud i opror. 

Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigiende. Det 

egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare 

sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere 

om sig. Det fremmes ved de forbedrede samferdselsmidler, 

som storindustrien skaber, og som bringer arbejderne fra 

de forskellige egne i forbindelse med hinanden. Og det er 

netop kun denne forbindelse, der er nodvendig, for at de 

mange lokale kampe, sorn overalt har samme karakter, kan 

centraliseres til en national kamp, til klassekamp. Men enhver 

klassekamp er en politisk kamp. Og den samling, som 

det varede irhundreder at bringe i stand for middelalderens 

borgere, der kun havde deres primitive veje, den formAr 

de moderne proletarer, der har iernbaner, at skabe 

pn f& 6r. 

Denne organisering af proletarerne som klasse og der- 

28 

D-e stadige omvaltninger i produktionen, de ualbrudte rystelser al 

alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevagelse udmarker 

bourgeoisiets tidsalder lrem lor alle andre. 

29

med som politisk parti bliver hvert oieblik spreengt igen af 

arbejdernes indbyrdes konkurrence. Men den opstAr altid 

pi ny, starkere, fastere, megtigere. Den gennemwinger, at 

enkelte af arbejdernes interesser bliver anerkendt i form 

af love, idet den benytter sig af, at bourgeoisiet stir splittet. 

Et eksempel: loven om 10 timers arbejdsdagen i Eng' 

land. 

Samme'nstode,ne inden for det gamle samfund fre'mmer 

overhovedet pi mange mider proletariatets udviklingspro' 

ces. Bourgeoisiet befinder sig i en stadig kamp: forst mod 

aristokratiet; senere mod de dele af bourgeoisiet selv, hvis 

interesser er kommet i modstrid med industriens fremskridt 

hele tiden mod bourgeoisiet i alle andre lande. I alle 

disse kampe tvinges det til at appellere til proletariatet, til 

at benytte sig af dets hjalp og pi den mide trekke det 

med ind i den politiske bwcgelse. Bourgeoisiet tilforer altsfl 

selv proletariatet det, der udgor elementerne i dets egen 

dannelsee, dvs. forsyner det med viben til bekempelse af 

bourgeoisiet selv. 

Ved industriens fremtrengen bliver, som vi har set, store 

dete af den herskende klasse trykket ned i proletariafet el' 

ler trues i det mindste i deres eksistensbetingelser. Ogsfl de 

tilfgrer proletariatet en mangde dannelseselementerlo. 

Og endelig, i den periode, da Hassekampen narmer sig 

sin afgorelse, antager oplosningsprocessen inden for den 

herskende klasse, inden for hele det gamle samfund, en sfl 

voldsom, en sfl grel karakter, at en lille del af den herskende 

Hasse udskiller sig fra den og slutter sig til den revolutionere 

klasse, den klasse, der holder fremtiden i sin hand. 

Ligesom altsi tidligere en del af adelen gik over til bour' 

geoisiet, s&dan gir nu en del af bourgeoisiet over til prole' 

tariatet, serlig en del af bourgeois'ideologerne, som har ar' 

30 

Nodvmdigheden al at skafle stadig oget omsetning al produkterne 

jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. 

3l

l 

Lii 

i\i 

bejdet sig frem til en teoretisk forstielse af hele den 

historiske bevagelse. 

Af alle de klasser, som i dag stir over for bourgeoisiet, er 

det kun proletariatet, der er en virkelig revolutionar klasse. 

De andre klasser gir tilbage og forsvinder, efterhAnden som 

storindustrien trenger frem, men proletariatet er storindu' 

striens alleregentligste produkt. 

Mellemlagene, srnifabrikanterne, de srnihandlende, 

hindvrrkerne, bonderne, alle bekamper de bourgeoisiet 

for at sikre deres eksistens som middelstand mod under' 

gang. De er altsi ikke revolutionere, men konservative. Ja, 

de er reaktion&re, de soger at dreje historiens hjul tilbage. 

Hvis de endelig er revolutionare, si er de det med henblik 

pi den overgang i proletariatets rakker, der forestAr dem, 

si forsvarer de ikke deres nuverende, men deres fremtidige 

interesser, si forlader de deres eget standpunkt for at stille 

sig pi proletariatets. - 

Pjalteproletariatet, dele af de laveste lag, der er udskilt af 

det gamle samfund, og som modstandslost ridner op, sattes 

hist og her i bwegelse ved en proletarisk revolution, men 

ifolge hele sin stilling vil det v&re mere tilbojeligt til at lade 

sig kobe til reaktionere rumlerier. 

Livsvilkirene i det gamle samfund er allerede ophort at 

eksistere for proletariatet. Proletaren er besiddelseslos; hans 

forhold til kone og born har ikko mere noget tilfalles med 

de borgerlige familieforhold; det moderne industriarbejde, 

det moclerne kapitalistiske slaveri, der er det samme i Eng' 

land og i Frankrig, i Amerika og i Tyskland, har berovet 

ham ethvert nationalt prag. Lovene, moralen, religionen er 

for ham kun borgerlige fordomme, som dekker over borgerlige 

interesser. 

Alle hidtidige klasser, der har erobret magten, har sogt 

32 

De enkelte nationers dndelige lrembringelser bliver lelleseie. 

33

at sikre den stilling, de har erhveryet, ved at tvinge hele 

samfundet ind under deres tilegnelsesvilkir. Men prole' 

tarerne kan kun erobre de samfundsmassige produktiv' 

krafter ved at afskaffe deres egen og dermed hele den hid' 

tidige tilegnelsesmide. Proletarerne ejer ikke selv noget, de 

skal sikre; de skal odelegge alt, hvad der hidtil har sikret og 

garanteret den private ejendomsret. 

Alle hidtidige bevagelser har veret mindretalsbevagelser 

eller bevegelser til frernme af mindretalsinteresser. Den 

proletariske bwagelse er det uhyre flertals selvstlendige b+ 

vagelse i det uhyre flertals egen interesse. Proletariatet, det 

nuverende samfunds laveste lag, kan ikke arbejde s€ oP, 

kan ikke rejse sig, uden at hele den overbygning af sociale 

lag, der udgor det officielle samfund, spr@nges i luften. 

I begyndelsen er proletariatets kamp mod bourgeoisiet 

om ikke efter sit indhold, si efter sin form en national 

kamp. Ethvert lands proletariat mi naturligvis forst gore 

op med sit eget bourgeoisi. 

Idet vi i store trek har tegrret de vigtigste faser i proletariatets 

udvikling, har vi forfulgt den mer eller mindre 

skjulte borgerkrig inden for det bestflende samfund lige til 

det punkt, hvor den bryder ud i iben revolution og proleta' 

riatet grundlegger sit herredomme ved med magt at styrte 

bourgeoisiet. 

Hidtil har ethvert samfund, sidan som vi har set, hvilet 

pi modsatningen mellem undertrykkernes og de undertryk' 

tes klasser. Men for at en klasse skal kunne undertrykkes' 

mdL der vare sikret den betingelser, som i det mindste gor 

det muligt for den at friste livet som slave. Under livegen' 

skabet arbejdede den livegne sig frem til at blive medlem af 

kommunen, ligesom smiborgeren under den feudalistiske 

absolutisme blev til bourgeois. Den moderne arbejder syn' 

34 

ker derimod dybere og dybere ned under sin egen Hasses 

vilkar i stedet for at stige med industrie,ns fremskridt. Arbejderen 

bliver pauper, og pauperisme udvikler sE endnu 

hurtigere end befolkning og rigdom. Det bliver altsi ganske 

indlysende at bourgeoisiet ikke er i stand til fortsat at 

vere samfundets herskende klasse og pitvinge samfundet 

sin klasses livsvilkir som rAdende lov. Det er ikke i stand 

til at herske fordi det ikke er i stand til at sikre sin slave 

hans eksistens som slave, fordi det er nodt til at lade ham 

spke ned i en tilstand, hvor det mi underholde ham i stedet 

for at blive underholdt af ham. Samfundet kan ikke 

mere leve under dette bourgeoisi, med andre ord: dets eksistens 

er blevet uforenelig med samfundet. 

Den vesentlige betingelse for bourgeoisklassens eksistens 

og herredomme er ophobninge,n af rigdom i handerne pi 

privatg kapitaldannelsen og kapitalforogelse,n: kapitalen er 

betinget af lOnarbejdet. Lonarbejdet hviler udelukkende pi 

arbejdernes indbyrdes konkurrence. Industriens udvikling, 

som viljelost og modstandslost fremmes af bourgeoisiet, skaber 

- i stedet for at isolere arbejderne i konkurrence - 

deres revolutionere snmliag i associationen. Med storindu. 

striens udvikling bliver altsl selve grundlaget for bourgeoisiets 

mide at producere og tilegne sig produkterne pi 

sliet bort under det. Det producerer forst og fremmest sine 

egne banemend. Bourgeoisiets undergang og proletariatets 

sejr er lige uundgielige. 

II. PROLETARER OG KOMMUNISTER 

I hvilket forhold stir kommunisterne til proletarerne som 

helhed? 

35

Kommunisterne er ikke et serligt parti, som stir i modsatning 

til de andre arbejderpartier. 

De har ingen interesser, der ikke ogsfl er hele proletaria' 

tets interesser. De opstiller ingen serligell principper, som 

de vil tilpasse den proletariske bevagelse efter. 

Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proleta' 

riske partier ved, at de pi den ene side i proletarernes forskellige 

nationale kampe fremhaver hele proletariatets fel' 

lesinteresser, som de fremtreder uaftre"ggt af nationalitet, 

og gor disse interesser galdende, og pfl den anden side 

ved, at de pi de forskellige udviklingstrin, som kampen 

mellem proletariat og bourgeoisi gennemlober, stadig reprse' 

senterer hele bwegelsens interesse. 

Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altsa i 

deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de 

andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets 

ovrige rnasse, at de har indsigt i den proletariske bevagel' 

ses betingelser, forlob og almindelige resultater. 

Kommunisternes umiddelbare mil er det samme som alle 

andre proletariske partiers: proletariatets organisering som 

klasse, bourgeoisi-herred@mmets fald og proletariatets erobring 

af den politiske magt. 

Kommunisternes teoretiske grundsatninger hviler aldeles 

ikke p& ideer, pi principper, som er opfundet eller opdaget 

af en eller ande,n verde,nsreformator. 

De er kun almene udtryk for de faktiske forhold, der 

knytter sig til en eksisterende Hassekamp, til en historisk 

bevagelse, der foregar for ojnene af os. Afskaffelse af be 

stiende ejendomsforhold er ikke noget, der er sarege'lrt for 

kommunismen. 

Alle ejendomsforhold har ustandselig skiftet, de har veret 

underkastet en stadig historisk,udvikling. 

36 

De borgerlige 

lorhold er blevet lor snevre til at kunne rumme den 

rlgdom, de frembringer. 

37

il1il 

liiilDen 

fransko Revolution f'eks' alskaffde de feudalo oien' 

domsforhold til fordel for de borgerlige' 

lllt 

fil 

gerlige ejendom. Men den moderne borgerlige privatejen' 

lji 

iil 

1l 

il 

llij 

Det, der karakteriserer kommunismen' er ikke afskaffel' 

sen af ejendom overhovedet' men afskaffelsen af don bor' 

dom er det sidste og mest fuldendte udtryk for den mi'de at 

frembringe og tilegne sig produliterne pi' som beror pi 

klassemodsptninger, pi nogles udbytning af andre'12 

I denne forstand kan kommunisterne sammenfatte deres 

teori i det ene udtryk: ophavelse af privatejendornmen' 

Man har bebrejdet os kommunister' at vi ville afskaffe 

den personligt erhvervede ejendom' den' man har skaffet 

d* ,it u.iu"jc", den ejendom, som siges at v&re grundiu"g.t 

to. al peisonlig Itinta, virkelyst og selvstrndigbed' 

;i";*-, *il *uo har skaffet sig ved eget arbejde' selv 

har erhvervet, selv har tjent! Mener I smflborgernes' smi' 

bondernes ejendom' son gik forud for den borgerlige eien' 

dom? Don behover vi ikke at afskaffe' industriens udvik' 

ling har afskaffet den og afskaffer de1 stadig hver dag' 

E[". rn"nrr I den moderne borgerlige privatejendom? 

Men skaber lonarbejdet - proletarens arbejde - eiendom 

til proletarur? Absolut il{

Kapitalen er altsi ikke nogen personlig magt, men en 

samfundsmessig magt. 

Nir altsi kapitalen bliver forvandlet til samfundsmessig 

ejendom, som tilhorer alle samfundets medlemmer, sa er det 

ikke personlig ejendom, der forvandles til samfundsmessig 

ejendom. Det er kun ejendommens samfundsmessige karakter, 

der forandres. Den mister sin klassekarakter. 

Lad os se pi lonarbejdet. 

Gennemsnitsprisen pi l6narbejdet er arbejdslonnens minimum, 

dvs. den sum af livsfornodenheder, der er nodvendig 

til at holde arbejderen i live som arbejder. Hvad lonarbejderen 

altsa erhverver sig ved sit arbejde, forslflr kun til 

at opretholde den nogne eksistens. Vi vil absolut ikke afskaffe 

denne personlige tilegnelse af arbejdsprodukterne, 

der tjener til at opretholde den blotte eksistens, en tilegnelse, 

der ikke giver noget overskud, som kunne give magt over 

fremmed arbejde. Vi vil kun opheve den elendige karakter, 

som denne tilegrrelsesmide har, hvor arbejderen kun lever 

for at oge kapitalen, hvor han overhovedet kun lever sidan, 

som den herskende klasses interesse kraver det. 

I det borgerlige samfund er det levende arbejde kun et 

middel til at Oge det ophobede arbejde. I det kommunistiske 

samfund er det ophobede arbejde kun et middel til at 

gore arbejdernes tilvarelse storre, rigere, bedre. 

I det borgerlige samfund hersker altse fortiden over nutiden, 

i det kommunistiske hersker nutiden over fortiden. I 

det borgerlige samfund er kapitalen selvstandig og personlig, 

mens det arbejdende menneske er uselvstendigt og 

upersonligt. 

Og ophavelsen af dette forhold kalder bourgeoisiet ophevelse 

af det personlige og af friheden! Og med rette. Men 

det drejer sig ganske vist om en ophavelse af bourgeois- 

40 

personlighede,n, bourgeoisselvstendigheden og bourgeois' 

friheden. 

Vd frihd forstir man under de nuvare,nde borgerlige 

produktionsforhold den fri handel, det fri kob og salg. 

Men falder handelen, si falder ogsfl den fri handel. Fraseme 

om den fri handel har, som overhovedet alle bourgeoisiets 

bravader om frihed, kun mening, nflr det drejer sig 

om den bundne handel, om middelaldere,lrs undertrykte 

borger, men ikke nir det drejer srg om den kommunistiske 

ophevelse af handelen, af de borgerlige produktionsforhold 

og af bourgeoisiet selv. 

I bliver forferdet over, at vi vil afskaffe privatejendommen. 

Men i jeres bestiende samfund er privatejendommen 

ophavet for ni tiendedele af dets medlernmer; den eksisterer 

notop i kraft af, at den ikke eksisterer for ni tiendedele. 

I bebrejder os altsi, at vi vil opheve en ejendom, der som 

en nodvendig betingelse forudsatter, at det uhyre flertal af 

samfundets medlemmer ingen ejendom har. 

I bebrejder os kort sagt, at vi vil opheve jeres ejendom. 

Javist, det er det, vi vil. 

Fra det ojeblik, da arbejd* ikke mere kan forvandles til 

kapital, pelrge, jordrente, altse til social magt, der kan monopoliseres, 

dvs. fra det ojeblik, da den personlige ejendom 

ikke mere kan sli om i borgerlig eje'ndom, fra det ojeblik, 

erklarer I, er det personlige afskaffet. 

I indrgmmer altsi, at ved >det personlige< tenker I kun 

pi bourgeois'en, den borgerlige ejendomsbesidder. Og den 

form for personlighed skal ganske rigtigt afskaffes. 

Kommunismen fratager ingen magten til at tilegne sig 

samfundsmessige produkter, den ophever kun magten til - 

ved hjelp af denne tilegnelse - at udnytte fremmed arbejde. 

Man har frernsat den indvending, at nilr man ophevede 

4l

privatejendommen, ville alt arbejde standse, og der ville 

ioatttO" en tilstand af afmindelig dovenskab' 

Hvis det var rigtigt, mitte det borgerlige samfund for 

lengst vare gf,et til grunde af slovhed; for de, der arbejder' 

tilegrrer slg ikke noget, og de, der tilegner sig noget' arbejder 

iff

stir, nir det drejer sig om den feudale ejendomsret, det 

vover I ikke at forsti, sfl snart det drejer sig om den borgerlige 

ejendomsret. - 

Familiens afskaffelse! Sdv de mest radikale bliver fyr og 

flamme over, at kommunisterne kan naere si skendige 

hensigter. 

Hvad er grundlaget for den nuverende, den borgerlige 

familie? Det er kapitalen, den private tileguelse. Helt udviklet 

findes den kun inden for bourgeoisiet; men dur nod' 

vendige baggrund er proletarens tvungne familieloshed og 

den off entlige prostitution. 

Den borgerlige familie forsvinder naturligvis, nir denne 

baggrund falder bort, og begge dele forsvinder, nir kapita' 

len forsvinder. 

Bebrejder I os, at vi vil forhindre, at bornene udbyttes af 

deres forcldre? Vi tilstar denne forbrydelse. 

Men, siger I, vi ophaver det ommeste af alle forhold, nir 

vi erstatter opdragelsen i hjemmet med samfundsopdragelse. 

Er jeres opdragelse da ikke ogsi bestemt af samfundet? 

Bestemt af de samfundsmessige forhold, inden for hvis 

ralnmer opdragelsen foregir, af samfundets direkte eller in' 

direkte indflydelse, af skolen osv.? Samfundets indvirkning 

pl opdragelsen er ikke noget, kommunisterne finder pi; de 

forandrer kun dens karakter, de befrier opdragelsen for 

den herskende klasses indflydelse. 

De borgerlige fraser om familie og opdragelse, om det 

inderlige forhold mellem foreldre og born, bliver si meget 

mere modbydelige, jo mere storindustrien bevirker, at alle 

familiebind odelegges for proletaren, og bornene forvandles 

til simpelt hen at vcre handelsvarer og arbejdsredskaber. 

Men I kommunister vil indfore kvindefellesskab, skriger 

hele bourgeoisiet i kor efter os. 

44 

Denne organisering at proletarerne som klasse og dertned som politisk 

parti bliver hvert oieblik sprengt igen al arbeidernes indbyrdes 

konkurrence. Men den opstdr altid pd ny, sterkere, fastere, megtigere. 

45

En bourgeois ser i sin kone et rent og skart produlfionsmiddel. 

Ha:r horer, at produktionsmidlerne skal udnyttes i 

fellesskab og kan naturligvis ikke tenke sig andet, end at 

fallesskabet ogsi vil komme til at omfatte kvinderne. 

Han aner ikke, at det netop drejer sig om at ophave kvin' 

dernes stilling som rene produktionsmidler. 

I Ovrigt er der ikke noget, der er mere latterligt end vore 

bourgeois'ers hojmoralske forfardelse over det officielle 

kvindefellesskab, som man pidutter kommunisterne. Kommunisterne 

behover ikke at indfore kvindefrllesskab, det 

har eksisteret nasten altid. 

Vore bourgeois'er, som ikke er tilfreds med, at deres proletarers 

koner og dotre stir til deres disposition - vi taler 

slet ikke om den officielle prostitution - finder den storste 

fornojelse i at forfore hinandens koner. 

Det borgerlige agteskab er i virkeligheden konefalles' 

skab. Man kunne da hojst bebrejde kommunisterne, at de i 

stedet for et kvindefallesskab, der pi hyklerisk mlde er 

skjult, skulle have til hensigt at indfore officielt, flbenlyst 

kvindefallesskab. Det er i ovrigt en selvfolge, at nir de nuvarende 

produktionsforhold bliver afskaffet, si forsvinder 

ogsi det kvindefellesskab, dvs. den officielle og den ikke' 

officielle prostitution, som er fremgfiet af disse produtlionsforhold. 

Man har endvidere bebrejdet kommunisterne, at de skulle 

have til hensigt at afskaffe fedreland og nationalitet. 

Arbejderne har ikke noget fadreland. Man kan ikke tage 

fra dem, hvad de ikke har. Da proletariatet forst mi erobre 

det politiske herredomme, have sig op til national klasse13, 

konstituere sig selv som nation, er det altsi selv nationalt, 

selv om det er i en helt anden betydning end den borgerlige. 

Den nationale isolation og modsetningerne mellem fol' 

46 

kene forsvinder mere og mere rned bourgeoisiets udvikling, 

med handelsfriheden, verdensmarkedet, industriproduktionons 

ensartethed og de tilsvarende livsvilkir. 

Proletariatets herredomme vil i endnu hojere grad ffl disse 

modsetninger til at forsvinde. Samlet aktion, i det mindste 

fra alle civiliserede landes side, er en af de forste betingel' 

ser for proletariatets befrielse. 

I samme grad som det ene menneskes udbytning af det 

andet ophrves, i samme grad ophaves den ene nations ud' 

bytning af den anden. 

Nir modsetningen mellem klasserne inden for nationen 

forsvinder, ophorer nationernes fjendtlige stilling til hinanden. 

De anklager mod kommunisterne, som rejses ud fra reli' 

giose, filosofiske og ideologiske synspunkter overhovedet, 

fortjener ikke at tages op til udforlig behandling. 

Kreves der serlig dyb indsigt for at forsti, at nir menneskenes 

livsvilkir, deres indbyrdes sociale forhold, deres 

sociale tilverelse andrer sig, sa sker der ogsi endringer i 

deres forestillinger, anskuelser og begreber, kort sagt i deres 

bevidsthed? 

Hvad andet beviser ideernes historie, end at den indelige 

produktion skifter med den materielle produktion? En 

tids herskende ideer har altid kun vrret den herskende 

klasses ideer. 

Man taler om ideer, som revolutionerer et helt samfund: 

men det er kun et udtryk for den kendsgerning, at der inden 

for det gamle samfund har udviklet sig elementer til et nyt, 

at oplosningen af de gamle ideer holder trit med oplosningen 

af de gamle livsvilkir. 

Da den gamle verden var ved at gi under, blev de gamle 

religioner besejret af den kristne religion. Da kristendom' 

47

mens ideer i det 18. flrhundrede bukkede under for oplysningsideerne, 

kempede det feudale samfund sin dodskamp 

med bourgeoisiet, der dengang var revolutionert. Ideerne 

om frihed til at tenke og tro" som man vil, er kun et udtryk 

for den fri konkurrences herredomme pi samvittighedensra 

omride. 

>Javel,religiose, moralske, filosofiske, 

politiske, retlige ideer osv. andres ganske vist i lobet af den 

historiske udvikling. Religionen, moralen, filosofien, politikken, 

retten bliver alligevel ved at bestfl trods denne 

skiften. 

Der er desuden evige sandheder som frihed, retferdighed 

osv., der er falles for alle samfundsformer. Men kommunismen 

afskaffer de evige sandheder, den afskaffer religionen, 

moralen, i stedet for at give dem ny forrn, den kommer 

derfor i modstrid med hele den forudgiende historiske 

udvikling.< 

Hvad er kernen i denne anklage? Hele samfundets historie 

indtil nu har bevaget sig i Hassemodsatninger, som i de 

forskellige epoker har haft forskellig form. 

Men enten de har haft den ene eller den anden form, si 

er det en kendsgerning, og det galder alle tidligere perioder, 

at den ene del af samfundet har udby tet den anden. Det er 

derfor ikke til at undre sig over, at den samfundsmassige 

bevidsthed i alle perioder til trods for al mangfoldighed og 

forskellighed beveger sig i visse felles former, i bevidsthedsformer, 

der kun kan oploses helt, ner klassernodsetningerne 

er fuldstandig forsvundet. 

Den kommunistiske 

revolution betegner det mest radikale 

brud med de overleverede ejendomsforhold; det er ikke 

merkeligt, at dens udviklingsproces medforer, at der pi 

den mest radikale mide brydes med de overleverede ideer. 

48 

I det borgerlige samlund er kapitalen selvstendig og personlig, mens 

oe, aroelctencte 

tnenneske er uselvstendigt og upersonligt, - 

49

Men lad bourgeoisiets bebrejdelser mod kommunismen 

v&re. 

Vi har allerede ovenfor set, at arbejderrevolutionens forste 

skridt er at heve proletariatet op til herskende Hasse' 

at tilkamPe sig de'mokratiet' 

ProletJriatet vil bruge sit politiske herredomme til efter' 

hflnden at fravriste bourgeoisiet al kapital' til at centralisere 

alle produktionsinstrumenter i statens hander' dvs' i hen- 

A"t"i pa proletariatet organiseret som herskende klasse' og 

A ig" mangden a'f produktionskrafter sa hurtigt som 

"t 

muligt. 

oJtte tan naturligvis i begyndelsen kun ske ved despo' 

tiske indgreb i ejendomsretten og i de borgerlige produk' 

tionsforhold, altsi ved foranstaltninger' der vil forekomme 

otooo-itt utilstrakkelige og uholdbare' som under 

1en 

L"un g"lr"o, forlob vil vokse od ou"t sig selv og er uundgirefigelom 

middel til at revolutionere hele produktionsmiden' 

Disse foranstaltninger vil naturligvis vpre forskellige i de 

forskellige lande. 

Men for de mest udviklede lande vil folgende foranstaltninger 

sikkert i atmindelighed kunne anvendes: 

tl ekspropriation af grundejendommen og anvendelse 

af jordrenten til state'ns udgifter' 

2. Skat efter starkt stigende skala' 

3. Afskaffelse af arveretten' 

4. Konfiskering af al ejendom, der tilhorer emigranter og 

oprorere. 

5. ientralisering af kreditten i statens hender ved hjelp 

af en nationalbank med statskapital og absolut mo' 

noPol' 

6. Centralisering af transportvesenet i statens hander' 

7. Forogelse af nationaliabrikkerne og produktionsmid' 

50 

I bebrejder os kort sagt, at vi vil opheve ieres eiendom' lavist' 

det er det, vi vil. 

51

lerne, opdyrkning og forbedring af jord efter en samlot 

plan. 

S.LrCe arbejdstvang for alle, oprettelse af industrielle 

anneer, seerlig inden for landbruget. 

9. Forening af landbrug og industri, gradvis ophevelse af 

modsetningenls mellem land og by tilstrebes' 

10. Offentlig og gratis opdragelse af alle born' Afskaffelse 

af borns arbejde i fabrikker i den nuvarende form' 

Forbindelse af opdragelsen med den materielle pro' 

duktion osv. osv. 

Er klasseforskellene under denne udvikling forsvundet og aI 

produktion samlet i haenderne pfl samfundets medlemmer 

selv, si mister den offentlige magt sin politiske karakter' 

Politisk magt i egentlig betydning er 6n klasses organiserede 

magt til at undertrykke en anden med. Nir proletariatet i 

kampen mod bourgeoisiet nodvendigvis sarrles til klasse' 

ved en revolution gor sig til herskende klasse og som her' 

skende klasse ophever de gamle produktionsforhold med 

magt, si ophaver det med disse produktionsforhold eksi' 

stensbetingelserne for klassemodsatningen, for klasserlo 

overhove.det og dermed sit eget herredomme som klasse' 

I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klas' 

ser og klassemodsetninger fir vi en sammenslutning, hvor 

hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling. 

ilI. SOCIALISTISK OG 

KOM M UNISTTSK LITTERATUR 

1. rnn IEAKTIoNERE socrAlrsMg 

a) Den leudale socialisme. 

Det franske og engelske aristokrati var ifolge sin histo' 

riske stilling kaldet til at skrive smedeskrifter mod det 

52 

-z4N 

Huad andet beviser ideernes historie, end at den dndelige produktion 

skifter nted den materielle produktion? En tids herskende 

ideer har altid kun varet den herskenile klasses ideer. 

53

moderne borgerlige samfund. I de'n franske Julirevolution 

1830 og i den engelske reformbevagelse var det endnu eng*g 

Uikk"t under for den forhadte opkornling' En alvorlig 

iJilirt kamp kunne der ikke mere vore tale om' Det havde 

Luo en mulighed tilbage, den litterare kamp' Men ogsa pi 

litteraturens omride var de garnle fraser fra restaurations' 

tidenrz blevet umulige. For at vakke sympati mitte aristo' 

kratiet tilsyneladende opgive sine egne interesser og kun 

forrnulere sine anklager mod bourgeoisiet i den udbyttede 

arbejderklasses interesse. Sidan skaffede det sig oprejsning 

ved at synge smadesange mod sin nye herre og hviske 

ham mere eller mindre ildevarslende profetier i oret' 

Pi denne mide opstod den feudale socialismg halw en 

klagesang, halvt en smedevise, halvt et ekko fra fortiden' 

halw en trussel mod fremtiden, undertiden ramte den 

bourgeoisiet i hjertet ved bitter, indrigt sonderlemmende 

tritrlc, altid komisk ved sin fuldkomne mangel pfl evne til 

at fatte de,lr moderne histories udvikling' 

De svingede med den proletariske tiggerpose som banner 

for at samie folket bag sig. Men hver gang folket fulgte dem' 

si det de gamle vibe'lrer pi deres bag og stak al med hoj og 

uarbodig latter. 

En dei af de franske legitimister og det unge England gav 

denne forestilling til beds&ra' 

Nflr de feudale beviser, at deres mide at udbytte pi var 

af en ganske anden form end den borgerlige udbytning' sf, 

glemm-e, de, at deres udbytning fandt sted under helt andre 

lmstrndigheder og betingelser, som nu er foraldede' Nf,r de 

piviser, J Au a. herskede, eksisterede det moderne prole' 

tariat ikke, si glemmer de, at netop det moderne bourgeoisi 

med nodvendighed er spiret frem af deres egen samfundsordning. 

54 

For resten lagger de si lidt skjul pn deres kritiks reaktionere 

karakter, at deres hovedanklage mod bourgeoisiet 

netop bestir i, at under dets styre har der udviklet srg en 

klasie, som vil spr&nge hele den gamle samfundsordning i 

luften. 

Hvad de bebrejder bourgeoisiet, er ikke si meget' at det 

overhovedet har skabt et proletariat, som at det har skabt 

et revolutionart Proletariat. 

I den politiske praksis deltager de derfor i alle voldsfor' 

anstaltninger rettet mod arbejderklassen, og til daglig kan 

de nok bekvemme sig til pi trods af deres opbleeste fraser 

at samle guldeblernele op og opglve troskab, kerlighed 

og ere for at tjene penge pi uld, roer og brendevin'zo 

Ligesom prsesten altid har giet hflnd i hind med feudal' 

herren, sidan er den klerikale socialisme forbundet med 

den feudalistiske. 

Ingenting er lettere end at give den kristelige askese 

et socialistisk anstrog. Har ikke ogsi kristendommen ivret 

mod privatejendommen, mod agteskabet, mod staten? Har 

den ikke praket velgorenhed og fattigdom, colibat og kodets 

overvindelse, klosterliv og kirke i stedet for? Den kristeligezr 

socialisme er kun det vievand, hvormed prasten velsigner 

aristokratens f orargelse' 

b) - Smciborgerlig socialisme. 

Det feudale aristokrati er ikke den eneste klasse' der blev 

styrtet af bourgeoisiet, og hvis eksistensbetingelser 

skrumpe- 

Oe ina og tygo"d" hen i det moderne borgerlige samfund' 

Oe miadilalderlige smiborgere og smibonder var forlobere 

for det moderne bourgeoisi. I lande med mindre udviklet 

industri og handel vegeterer denne klasse videre ved siden 

af det fremvoksende bourgeoisi. 

55

I de lande, hvor de,n moderne civilisation har udviHet 

sig, har der dannet slg et nyt smiborgerskab, der svsver 

mellem proletariatet og bourgeoisiet og som bestanddel af 

det borgerlige samfund stadig fornyer slg' men hvis med' 

lemmer pi grund af konkurrencen stadig kastes ud i pro' 

letariatet, ia, efterhanden som storindustrien udvikler sig 

ser de det ojeblik narme sig, da de forsvinder fuldstendigt 

som selvstandig del af det moderne samfund og bide inden 

for handel, industri og landbrug erstattes af opsynsmand og 

forvaltere. 

I lande som Frankrig, hvor bondeklassen udgor langt 

over halvdelen af befolkningen, var det naturligt, at de forfattere, 

der kempede for proletariatet mod bourgeoisiet, i 

deres kritik af bourgeoisiets herredomme anlagde smibor' 

gernes og smibondernes miLlestok og tog parti for arbej' 

derne ud fra et smf,borgerligt standpunkt. Sidan opstod de'n 

smiborgerlige socialisme. Sismondi er den forende inden for 

denne litteratur, ikke alene i Frankrig' man ogsi i England. 

Denne socialisme klarlagde yderst skarpsindigt modsigel' 

serne i de moderne produktionsforhold. Den afslorede 

okonomernes hykleriske, forskonnende fremstilling af forholdene. 

Den piviste uomstodeligt maskinernes og arbejds' 

delingens odelaggende virkninger, koncentrationen af kapital 

og iordbesiddelse, overproduktionen, kriserne, smi' 

borgernes og -bondernes nodvendige undergang, proleta' 

riatets elendighed, anarkiet i produktionen, de skrigende 

misforhold i rigdommens fordeling, nationernes indbyrdes 

industrielle odelaggelseskrig, oplosningen af de gamle sader' 

de gamle familieforhold, de gamle nationaliteter. 

Men efter sit positive indhold vil denne socialisme enten 

genindfore de gamle produktions' og samferdselsmidler og 

med dem de gamle ejendomsforhold og det gamle samfund, 

56 

I stedet for det gamle borgerlige samlund med dets klasser og klassemodsetninger 

ldr vi en sammenslutning, hvor hver enkelts lri udvikling 

er betingelsen lor alles lri udvikling.

eller den vil med magt sp@rre de moderne produttions- og 

samfeerdselsmidler inde i de gamle ejendomsforholds rammer, 

som de selv har sprangt og miLtte spr@nge. I begge tilfalde 

er den bflde reaktioner og utopisk. 

Lavsvasen i industrien og patriarkalske forhold pi landet, 

det er dens sidste ord. 

I sin videre udviHing er denne retning lobet ud i modlos 

jamlenzz. 

c) Den tyske eller den >sande

Denne tilegnelse foregik p6 samme mide, som n6r man 

tilegner sig et fremmed sprog, ved overseettelso. 

Det er almindelig ke,ndt, hvordan munkene overmalede 

manuskripter, hvorpi de Hassiske verker fra den hdenske 

oldtid var skrevet, med banale katolske helgenhistorieq. De 

tyske litterater gik anderledes til varks med den verdslige 

franske litteratur. De fojede deres filosofiske vrovl ind i den 

franske original. F.eks. efter de,n franske kritik af pengeforholdene 

skrev de >udslag af det menneskelige v@senq, dter 

den franske kritik af bourgeoisstaten skrev de >ophevelse 

af det abstrakt-almenes herredomme< osv. 

Denne forfalskning af den franske kritik med filosoffuke 

fraser kaldte de >handlingens filosofisand socialismec, 

rtysk socialistisk videnskabfilosofisk begrundelse af socialismen< 

osv. 

Den franske socialistisk-kommunistiske litteratur blev pf, 

denne mide fuldstendig kastreret. Og da den i tyskerens 

hander ophorte at vere udryk for de,n ene klasses kamp 

mod den anden, si mente tyskeren at have ovennrndet den 

>franske e,nsidighedc, han mente at representere ikke 

de sande krav, men kravet om sandhed, ikke proletariatets 

interesser, men det menneskelige v&sens interesser, menns 

sket overhovodet, det me,nneske, der ikke tilhorer nogeD 

klasse, overhovedet ikke rilhorer virkeligheden, me,n kun 

den filosofiske fantasis tigehimmel. 

Denne tyske socialisme, der tog sine ubehjelpsomme 

skolestile s& alvorligt og hojtideligt og udbasunerede dem si 

markskrigerisk, mistede imidlertid efterhinden sin pedantiske 

uskyld. 

Det tyske og serlig det przussiske bourgeoisis kamp mod 

feudalherrerne og det e,nevaldige kongedomme, kort sagt 

den liberale bevagelsa blev mere alvorlig. 

60 

il 

il 

il 

ll 

De erklerer dbmt, at deres mdl kun kan nds ved, at hele den bq 

stdende samlundsordning styrtes med magt, 

I 

l 

I 

i 

I 

,: 

6l

Del >sande< socialisme fik siledes en kerkommen lejlighed 

til at stille de socialistiske krav op imod den politiske 

bevagelse, til at slynge de traditionelle forbandelser mod 

liberalismen, mod folkereprasentationen, mod den borgerlige 

konkurrence, den borgerlige pressefrihed, det borgerlige 

retssystem, den borgerlige frihed og lighed, og preke for 

folkets masse, hvordan den ikke har noget at vinde ved 

denne borgerlige bevegelse, men tvartirnod alt at tabe. Den 

tyske socialisme glemte i rette tid, at den franske kritik, 

hvis findsforladte ekko den selv var, forudsaetter det moderne 

borgerlige samfund med tilsvarende materielle eksistensbetingelser 

og egnet politisk forfatning, udelukkende forudsatninger, 

som det i Tyskland f6rst gjaldt at tilkampe sig. 

Den tjente de tyske eneveldige regeringer med deres pihang 

af prpster, skolemestre, landjunkere og bureaukrater 

som et belejligt fugleskramsel mod det truende opadstrebende 

bourgeoisi. 

Den virkede som sod tilsetning til de bitre piskeslag og 

geverkugler! som var disse regeringers svar p6. de tyske arbejderrejsninger. 

Blev den >sandesande< socialisme slog begge fluer med Ct smak. Den 

bredte sig som en epidemi. 

Det gevandt af spekulativt spindelvav, overbroderet med 

indrige, oratoriske blomster, vredet i dug af elskovslummer 

folelse, dette gevandt af oversprcndthed, sorn de tyske socialister 

indhyllede et par radmagre >evige sandheder< i, ogede 

afsetningen af deres varer hos dette publikum. 

Pi sin side indsi den tyske socialisme mere og mere, at 

den var kaldet til at vare dette smflborgerskabs hojtravende 

representant. 

Den proklamerede den tyske nation som den normale 

nation og den tyske spidsborger som normalmennesket. Den 

tillagde enhver nederdregtighed, som spidsborgeren begik, 

en skjult, dybere, socialistisk mening, si den betod det modsatte 

af, hvad den var. Den drog den sidste konsekvens ved 

at optrede direkte mod den >ri destruktive< kommunistiske 

retning og forkynde sin upartiske ophojethed over al klassekamp. 

Med meget ffl undtagelser horer alt, hvad der cirkulerer 

i Tyskland af skrifter, der udgiver sig for socialistiske og 

kommunistiske, til denne krafflose smudslitteratur.zs 

2. oeN KoNSERvATTvE ELLER BouRGEorssocrALrsMEN 

En del af bourgeoisiet vil aftjelpe de sociale misforhold for 

at sikre det borgerlige samfunds bestien. 

Det drejer sig her om nationalokonomer, filantroper, menneskeve,nner, 

om folk, der vil forbedre den arbejdende 

klasses stilling, organisere velgorenhedsarbejde, beke.mpe 

dyrplageri, stifte mideholdsforeninger, politiske kandestobere 

af den mest brogede art. Ogsi denne bourgeoissocialisme 

er udarbejdet til hele systemer. Som eksempel anf/rer 

vi Proudhons >Elendishedens filosofi

De socialistiske bourgeois'er vil have det moderne sam' 

funds eksistensbetingelser, men uden de kampe og farer, de 

nodvendigvis fremkalder. De vil have det bestflende sam' 

fund minus de elementer, der revolutionerer og oploser det. 

De onsker bourgeoisiet uden proletariat. Bourgeoisiet fore' 

stiller sig ganske naturligt den verden, hvor det selv hersker, 

som den bedste. Bourgeoissocialismen udarbejder denne bekvemme 

forestilling til et helt eller halvt system. Nar den 

opfordrer proletariatet til at realisere disse systemer og drage 

ind i det ny Jerusalem, si forlanger den i grunden kun, at 

proletariatet skal blive inden for det nuvarende samfund, 

men opgive sine hadefulde forestillinger om det' 

En anden, mindre systematisk, men mere praktisk form 

for denne socialisme sogte at afholde arbejderklassen fra 

enhver revolutionrr bevegelse ved at pivise' at ikke politiske 

forandringer af den ene eller den anden slags, men kun 

en andring af de materielle eksistensforhold, af de okono' 

miske forhold kunne gavne den. Ved endring af de mat+ 

rielle eksistensforhold forstir denne socialisme imidlertid 

pf, ingen mide afskaffelsen aJ de borgerlige produktions' 

forhold, der kun er mulig ad revolutionar vej, men derimod 

administrative forbedringer, der kan foretages pi grundlag 

af disse produktionsforhold og altsfl ikke forandrer noget i 

forholdet mellem kapital og lonarbejde, men i bedste fald 

skaffer bourgeoisiet en nedsattelse i omkostningerne ved 

dets styre og forenkler dets statshusholdning. 

Sit hett rammende udtryk fir bourgeoissocialismen forst, 

nflr den bliver en ren og sker retorisk frase. 

Frihandel! I den arbejdende klasses interesse. Beskytelsestold! 

I den arbejdende klasses interesse. Faengselsreform!! 

I den arbejdende klasses interesse. Det er bourgeoissocia' 

lismens sidste ord, det eneste, den mener alvorligt. 

64 

r---- 

Lad kun de herskende klasser skalve lot en komtnunistisk revolution.Ved 

den har proletarerne kun deres lenket at tabe. 

65

Bourgeoisiets socialisme bestar netop i den pf,stand, at 

bourgeois'er er bourgeois'er - i den arbejdende klasses 

interesse. 

3. pBN KRITISK-UTOPISKE SOCIALISME OG KOMMT]NISME 

Vi taler her ikke om den litteratur, der i alle store, modeme 

revolutioner har givet udtryk for proletariatets krav' (Skrif' 

ter al Babeuf o.a.). 

Proletariatets forste forsog pi direkte at gorc sine egue 

klasseinteresser geldende i en tid preget af almindelig uro' 

i den periode, da det feudale samfund blev styrtet, strandede 

nodvendigvis pn proletariatets eget lave udviklingstrin' 

og fordi de materielle betingelser for dets befrielse, der 

netop forst skabes i den borgerligo epoke' manglede' Den 

revolutionere litteratur, som ledsagede proletariatets forste 

bevegelser, er nodvendigvis efter sit indhold reaktionrer' 

Den docerer almindelig askese og et ganske plumpt ligemageri. 

De egentlige socialistiske og kommunistiske systemer, St' 

Simons, Fouriers, Owens og andres, dukker frem i den for' 

ste uudviklede periode af den kamp mellem proletariat og 

bourgeoisi, som vi har skildret ovenfor' (Se: I). 

Opfinderne a.f disse systerner ser ganske vist modscet' 

ningen mellem klasserne sflvel som de oplosende elementer 

i selve det herskende sarrfund. Men de ser ikke proletariatet 

som barer af en historisk selwirksomhed, af en seerlig 

politisk bevagelse. 

Da udviklingen af klassemodseetningen holder trit med 

industriens udviHing, forefinder de heller ingen materielle 

betingelser for proletariatets befrielse og ser sig om efter en 

social videnskab, efter sociale love, der kan skabe disse 

betingelser. 

66 

De har en verden at vinde' 

67

De mi erstatte den sociale virksomhed med deres personlige 

virksomhed som opfindere, do mi erstatte de historiske 

betingelser for befrielsen med fantastiske, de mi erstatte 

proletariatets gradvise organisation som Hasse md 

en specielt udponset organisation af samfundet. Den kommende 

verde,nshistorie oploser sig for dem i propaganda for 

disse samfundsplaner og i deres praktiske gennemf6relse. 

De er sig bevidst, at nir de i deres planer hovedsagelig representerer 

den arbejdende klasses interesser, er det, fordi 

det er den klasse, der lider mest. Kun under denne synsvinkel: 

den klasse, der lider mest, eksisterer proletariatet 

for dem. 

Klassekampens uudviHode fonn sivel som deres qne 

kir medforer imidlertid, at de tror, de er hojt hevet over al 

klassemodsetning. De vil forbedre kirene for alle samfundets 

medlemmer, ogsi de bedst stillede. De appellerer derfor 

stadig til hele samfundet uden forskel, ja fortrinsvis til 

den herskende klasse. Man behover jo bare at forsti deres 

system for at anerkende, at det er den bedst mulige plan til 

det bedst mulige samfund. 

De afviser derfor enhver politik, serlig enhver revolutioner 

aktion, de vil nfl deres mel ad fredelig vej og forsoger 

at bane vejen for det ny sociale evangelirrm ved smi ekspe 

rimenter, der naturligvis mislykkes, ved eksemplets magt. 

De fantastiske skildringer af fremtidens samfund fra en 

tid hvor proletariatet endnu er hojst uudviklet, hvor det 

altsi endnu selv havde en fantastisk opfattelse af sin egen 

stilling, udspringer af denne klasses forste uklare lengsel 

efter en almindelig smitsrmning af samfundet. 

Men de socialistiske og kommunistiske skrifter bestir ogsi 

af kritiske elementer. De angriber alt, hvad der danner 

grundlaget for det bestiende samfund. De har da ogsi leve- 

68 

ret hojst verdifuldt materiale til arbejdernes oplysning. Deres 

positive forslag med hensyn til fremtidens samfund, f.eks. 

ophrvelse af modsetningen mellem land og by, af familien, 

den private ejendomsret" lonarbejdet, forkyndelsen af social 

harmoni, statens omdannelse til at vere ren og sker for' 

valtning af produktion - alle disse forslag udtrykker kun 

klassemodsatningens forsvinden, den klassemodsatning, der 

netop fgrst nu begynder at udvikle sig, som de endnu kun 

kender i dens f6rste vage ubestemthed. Selve disse forslag 

har derfor endnu en ren utopisk karakter. 

Den kritisk-utopiske socialismes og kommunismes betydning 

stir i omvendt forhold til den historiske udvikling. 

f samme grad som Hassekampen udvikler sig og tager 

form, mister denne fantastiske haven sig over klassekampen, 

denne fantastiske bekempelse af klassekampen, al 

praktisk verdi, al teoretisk berettigelse. Mens derfor ophavsmandene 

til disse systemer i mange henseender var rs 

volutionere, danner deres elever altid reaktionare sekter. 

De fastholder mestrenes gamle anskuelser over for proletariatets 

historiske viderzudvikling. De soger derfor konsekvent 

at tage brodden af Hassekampen og forsone modsatningerne. 

De drommer stadig om forsogsvis at realisere 

deres sociale utopier, at grundlegge enkelte Falanstdrer, 

stifte Home-kolonier, oprette et lille Ikarienze - det ny 

Jerusalem i lommeformat -, og for at fi bygget alle disse 

luftkasteller mi de appellere til de borgerlige hjerters og 

pengeposers filantropi. Efterhflnden glider de ind i samme 

kategori som de ovenfor skildrede reaktionaere eller konservativo 

socialister og adskiller sig kun fra dem ved mere 

systematisk pedanteri, ved den fanatiske, overtroiske forvisning 

om deres sociale videnskabs mirakulose virkninger. 

De bekemper derfor forbitret enhver politisk bevegelse 

69

landt arbejderne, da den jo kun kan skyldes, at do er for' 

blindede af mistillid til det nye evangelium' 

Owenisterne i England, fourieristerno i Frankrig bekeem' 

per henholdsvis chartisterne og refonnisterne2? ' 

IV. KOMMUNISTERNES STILLING 

TIL DE FORSKELLIGE OPPOSITIONSPARTIER 

Efter afsnit II kan der ikke herske nogen wivl om kommu' 

nisternes stilling til de allerede eksisterende arbejderpartier, 

altsfl om deres stilling til chartisterne i England og land' 

brugsreformbevagelsen i Nordamerika. 

O" n"-p"t for arbejderHassens umiddelbart foreliggende 

mil og interesser, men i den nuverende bevegelse repre' 

senterer de tillige bevagelsens fremtid' I Frankrig sluttef 

kommunisteme srg til det socialistisk'dernokratiskeze parti 

imod det konservative og radikale bourgeoisi uden derfor at 

opgtve retten til kritisk at tage stilling til de fraser og illusion-er, 

der er overleveret fra den store revolution' 

I Schweiz stotter de de radikale uden at lukke ojnene 

for, at dette parti bestir af modstridende elementer, dels af 

demokratiske socialister i fransk betydning, dels af radikale 

bourgeois'er. 

I Polen stotter kommunisterne det parti, der arbejder for 

en agrarrevolution, som en betingelse for den nationale be' 

frielse, det samme parti, som gav stodet til Krakov-opstan' 

den 1846. 

I Tyskland kamper det kommunistiske 1mrti, sfl snart 

bourgeoisiet optrader revolutionart, sarlmen med dot imod 

det enevaeldige kongedom,rne' de feudale godsejere og sm6borgervasenet. 

Men ikke et enesto oieblik undlader det hos arbeiderne 

70 

(q, (p 

s 

PROLETARER I ALLE LANDE, FOREN /ERJ 

7l

at skabe si klar en bevidsthed som muligt om den fjendtlige 

modsatning mellem bourgeoisi og prole-tariat, for at arbi_ 

derne straks kan vende de sociaL og potitirt" betingelser, 

som bourgeoisiet mi fremkade uea ,it herredomme, som 

v1be1 mod bourgeoisiet, _ for at kampen-mod bourgeoisiet 

selv kan begynde straks, n6r de reaktiinare klasser i Tysk_ 

land er styrtet. 

Kommunisterne har den storste opmerksomhed henvendt 

pi Tyskland, fordi Tyskland ,ta, umiaJAUart foran en borgerlig 

revolution, og fordi det gennemforer denne omvaltning_ 

under betingelser, hvor den eurfpaiske civilisation 

overhovedet befinder sigpA et hojereudviklingstrin, og torai 

det gennemforer den-med et langt-"ru uduiHet proletariat 

end Engrand i det 17. og Frankiig i der lg. irhundrede og 

0"1-1t:f" borgerlige revolution ktre kuo kan vere det 

umiddelbare 

forspil til en proletarisk revolution. 

Kort sagt, kommunisterne st6tter overalt enhver revolu- 

tionar bevrgelse mod de bestAende 

,o"iut" og politiske 

tilstande. 

I alle disse bevagelser fremhever de, at bevegelsens 

g.rund:pglgsmil er ejendomssporgsmdlet, uden hensyn 

den 

til 

udviklingsgrad, det har niet. 

- - Eldetig arbejder kommunisterne overalt pi at skabe 

bindelsefor- 

og forstielse mellem de demokratiske partier 

alle lande. 

i 

Kommunisterne forsmir at s$ule deres anskuelser 

deres 

og 

hensigter. De erklarer ibent, at 0"r", rna kan 

ved, 

n6s 

at hele den bestiende samfundsordning styrtes 

magt. 

med 

Lad kun de herskende klasser skelve for en kommu_ 

nistisk revolution. Ved den har proletarerne kun 

lenker 

deres 

at tabe. De har en verden at vinde. 

PROLETARER I ALLE LANDE, FOREN JER! 

73

74 

ug 

,t I 

:l 

a 

EFTERSKRIFT 

Blandt alle ManManifestet

Mens oproget i andre yerker, cpecielt hors denr ungp Marx, 

ofte er pivirket arf datidenc filosofiske torminologi og delfor ikke 

sjeldent sv@rt at olke, er >Manifestet< skrevet i et klart og sfure 

eteder mod,rivende oprog. Mens Marx'og Engels'skrifter ofte fudq 

holder en detaljeret kritik og polemik rnod navngivne, rnen miske 

i dag ikke lengere sarlig aktuelle modstandere, behandler DManifestet< 

uden omwob centrale ideor i dot, som kaldes >manrism€n*, 

epecielt den hisoriske materialisme. 

>Manifestet< er e,lr politisk pamflet. Det er en gang af Stalin 

blevet betegnet som >marxismens hojsangManifestetden nye verden'sanskuolse o,pridses med genial 

klarhed og tydeligheddet. Marx og Engels skrev >Manifestot< i 

1848 til >Det komrnunistiske ForbundDet kommunistiske Forbund

leggeor:de temq i ailile oilre ,sociolqgiske analyser' Med udrgangspulrkt 

i Jksisterende skonomiske interesee,modsetninger forsoger han at 

boskrjrve eamfunrdets klaosesihuktur. Det mqderne, borgediige oam' 

fu,nd arfilgser d,et fzudalNtiske' Men dEtte indeberer i[,bourrgiooieiet ildce ilkalpitaLisme< ,ikke. Analysen vil vise, hrvorfo'r klasoemiodsetninger 

eksisterer for ilildrt efrter llidt a koorme frecn til '>Mandfestet

eg;rebet: >Ved friftred fomt6r mran under de nwersnde borrgsrlige 

orJlut,io"tto.ftold den fri handel, det frie kob og salgdet borgedige sam'fumdr,Manifestet< forste gang publi-ceredee' diskuteret Marx og Engels 

JJ, utt rutlt"t. pe neeirler, at de gnrndlesgelde teser fortsat e'f 

korrekte. Men de siger ogs6: >Programmet er i dag pi flere punkt1 

;;;;1d* pn bagerund if storin'd'ustri€ns eno'|rme udviklins i d€ 

*i* is i,r * fo frecnadskridende partiotre€nisatign af a$ejderlclassonManifestet< ligesonr i alle 

Marx' senere arbej'der er huns metode' Betoningen a'f den materieltre 

p*l*ni*tptoces, de kategorier, sorn udvilcll.til analyseo a'f c'a'm' 

["tJu,, fetoningecr af sociJe kon'flikter sorn drivende krefter i deur 

il;;i;k" udviiling, dvs. hele den historiske materia:lismes metode 

betydnfiduH' Derme rneto'd'E for sooiologisk analyse er 

"iitr"", ,"1n*"" *.1 aen d-ialektiske betragtningsmtde - som i dag hat fiet 

en ny udformning i systemteoriernl og i kybemetikken - samt den 

ia.oiogiu"avr", ,o* Marx foretager i >Das Kapital

t7 

> 

:0\ 

9P, 

80 

I i 

NOTER. 

tr.Det vil nojagtigt udtrykt sige: den historie' det.er skriltligt ovet' 

leveret. 1847 kendte ** Ia god't son l'neenti:1s ti'l samfundets 

forhistorie, den sarnftrndtrgairisation' d* gt| forr'd for a[ ned' 

skreven hristorie. se"ere ftui flaxthau'sen opdaget lanrdsbyfetrles' 

skabet i Rueland, fut"*"t har pflvist' at dert er rdet sam'funds' 

"g 

meesige grtr,ndlalg, torn ;; AEt ulstodste udga'ngprpunkt 

^,tt*" 'f*-lll" 

";;r, 

Je tft""ha"d" blev rna'n klar over' at land'sbykonrmuner 

med jordfeeilesskab var samfundets urform fra Indien 

til lrrland. Endelig Uf* At" indre organisation af dotte oprindelige 

kolnrnuni,stis,ke sarnfund klarlagt i sin typiske fo nn rned Morgams 

;d;;;" opdagelse a-f ge'ns' Janrde natur og den's stiffiing rinrden 

for starnrnen. fnf"O opfJ.t;tsen af 'dette oprhdelige 'fe'llesskab 

begyrlder sardfundet at spalni i sertirge klasser' der en'der rned at 

*,a'i fil hi'nandon' |eg har forsogt at skildre deore 

opt"rrrinsrpro"", -"at**ing i uFu*ilitns' privatejendom'mens og statons oprindetrse(eom i Frankrig)

5. I sonere udgaver, fra og med den tyske udgave 1872, ot ordeoe 

>den borgerlige oivilisation og< udeladt. - Red. 

6. Senere p6rriste Marx, at arbejderen ikke salger sit arbejde, men 

sin arbejdskraft, Se redegorelsen herfor i Engels'indledning til 

Mam' skrift >Lonarbejde og kapitalarbejdsbyrdedet fot 

>arbejdsmengdeeleme'nterne i 

dets egen dannelse< - >ele,rneortenre i dets egen politiske og al' 

mindelige dannelsedannelsesele' 

m€nter( - roplysnings- og fremskrid,tselementersokteriskenogles udbytning 

af andre< - >nrindretallets udbytning af flertallet(. - Red. 

15. I de'n engelske udgave 1888 stAr der i stedet for >heve sig op 

' til national klasse< - >have sig op til natiomens fgrende klassesamvittighedens omride< - >det indelige om' 

r&dedet ophever alle klas' 

ser qverhovodetq. - Red. 

82 

17. Der sigtes ikke til de'n engelske reslauralgnotid 1660/89' men Sl 

den franske rectaurationstid 1814/30' (Note af Engels til den 

engelske udg' 1888) ' 

t8. Legitimisterne (tilhengere af det >logitime< Bourbo'omo'narki) 

var de adelige eodsei;es parti ' 'Det,inge fryland< - en kreds 

af det engelske t*t"*"ti* parti' der omk{p 1842 trldte-of' 

fentli$ frem. Det *p"'"nttiuao af Dioraeli' Thomas Carlyle 

o.a. - Red' 

19. I den engelske udgave 1888 er der efter >guldablernec indfsiet 

---;; 

er ialdet rrud ftu industriens gren

25. Revolutio,nsstoflnen '1848 rhar fejot hele denne lurvede retning af 

'vejen og betaget lederoe lysterr til fortsat at spekulere i socialisme, 

Denne retnings hwodreprasentant og klaosiske type er hr. 

Karl Grii,n. (Note af Engels til 'den rtyske udgave 1890). 

25. Falanstbre,r var betegnels€n for de af Charles ,Fourier planilagte 

socialistiske kolonier; Ikarien kaldte CabEt sin utopi ogsenere 

sin kornrnunistiske koloni i Amerika. (Note af Engels til den 

engelske udgave 1888). 

Hame-kolonier (kolonier i hjerdandet) kalder Owen sine kommunistiske 

nronstorsamfund. FalanstErer var det 'navn, Fourie,r 

gav de samfundopaladser, han planlagde. Ikarien hed det utopiske 

fantasiland, hvis kommunistiske indretninger Cabet har skild,ret. 

(Note af Engels: til den tyske udgave 1890). 

27,.Dsr sigtes til tilhengerne af bladet >Ira R6forme

DET KOMMUNISTTSKE PARTIS MANIFEST 

Titelbladet er reproduceret efter omslaget 

til originaludgaven 1848' 

Den danske oversettelse er foretaget af 

Sven Briiel og er identisk med den i 

r"r"*/n"etltiUdvalgte Skrifter (Forlaget Tiden' 

1952) bd. I, idet den dog PA nY er 

gennemset af oversatteren' Fra denne udgave 

Itu**.t ogsi de redaktionelle noter' 

Dea Trier Morchs illustrationer til Manifestet 

udkom forste gang i stort format og begrenset 

oplag i 1969. 

Narverende udgave i 1' oplag d' 22' april 1970' 

@ Dea Trier Msrch/Rhodos Kobenhavn 1970 

iryk: DuPlex-Trykkeriet Ksbenhavn 

Tiirettelregning: Michael Malling 

ISBN 87 74960237

Download det Kommunistiske Manifest

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?