adoption - Retten til liv
adoption - Retten til liv
adoption - Retten til liv
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
6<br />
tema<br />
et (u)ønsket barn<br />
Det var i 1957, og jeg var 19 år. Jeg havde<br />
aldrig været sammen med en mand,<br />
ej heller havde jeg haft en ven, og jeg var<br />
meget uvidende om sex, selv om jeg var<br />
sygeplejeelev på et stort hospital i London<br />
og var vokset op på landet.<br />
Jeg var på ferie i Italien sammen med<br />
min søster, og der mødte jeg en pæn<br />
ung mand som inviterede mig ud hver<br />
dag. Han overtalte mig, meget mod min<br />
vilje, <strong>til</strong> at have samleje med ham. Af<br />
frygt for at han skulle holde op med at<br />
ville se mig, turde jeg ikke sige nej.<br />
Da ferien var slut, udeblev min menstruation,<br />
og jeg måtte med forfærdelse<br />
konstatere, at jeg måske var gravid. Efter<br />
et par måneder søgte jeg læge og fik<br />
det bekræftet. Jeg kan huske, at jeg brød<br />
sammen i gråd! Jeg skrev flere gange <strong>til</strong><br />
barnets far, men fik ingen svar.<br />
Jeg skulle nu beslutte, hvad jeg skulle<br />
gøre. Det første var at fortælle min mor<br />
om det. (Min far var død). Min mor var<br />
sød og forstående, og sammen overvejede<br />
vi situationen. Det var jo den gang<br />
sådan, at hvis hospitalet fik at vide, at<br />
jeg var gravid, ville jeg b<strong>liv</strong>e bortvist,<br />
og jeg ville ikke kunne færdiggøre min<br />
uddannelse. Jeg kunne derfor ikke se<br />
nogen mulighed for at forsørge mig selv<br />
og et barn. Jeg ville af forskellige grunde<br />
ikke kunne overlade barnet <strong>til</strong> min<br />
mor. Min mor syntes, at jeg skulle få en<br />
abort. Dette var den gang ulovligt, men<br />
det var muligt at få en abort foretaget<br />
illegalt, og min mor ville gerne betale<br />
for mig. Jeg var dog fuldstændigt sikker<br />
på, at lige meget hvad der skete, ville jeg<br />
ikke ”slå mit barn ihjel”. Det kunne jeg<br />
simpelthen ikke få mig selv <strong>til</strong>. Jeg var<br />
dog lige så sikker på, at jeg ikke var i<br />
stand <strong>til</strong> at <strong>til</strong>byde barnet en god og tryg<br />
opvækst, uden en uddannelse, bolig, og<br />
navnlig uden en mand ved min side.<br />
Jeg besluttede at besøge en <strong>adoption</strong>sorganisation,<br />
som hed ”The Church of<br />
England Adoption Society”, og der fortalte<br />
jeg om min situation. De fik navnet<br />
på barnets far og <strong>til</strong>bød at kontakte<br />
ham, så for en kort tid fik jeg et håb<br />
om, at han ville vedstå faderskabet og<br />
støtte mig og hans barn, men desværre<br />
fik jeg snart at vide, at han nægtede ethvert<br />
kendskab <strong>til</strong> mig. Derfor blev vi<br />
enige om, at de ville arrangere, at barnet<br />
blev adopteret lige efter fødslen. Jeg fik<br />
at vide, at jeg aldrig ville kunne se ham<br />
eller finde ham igen, når jeg først havde<br />
skrevet under på <strong>adoption</strong>s papirerne.<br />
Jeg fødte en lille dreng, som jeg kaldte<br />
Jeremy, og da han var 14 dage gammel,<br />
kørte min mor os <strong>til</strong> London, hvor jeg<br />
overgav barnet <strong>til</strong> en plejemor, som<br />
skulle passe ham, ind<strong>til</strong> <strong>adoption</strong>en<br />
skulle finde sted. Efter nogle uger kom vi<br />
igen, og jeg så mit barn for sidste gang,<br />
inden han blev overtaget af sine adoptivforældre,<br />
som jeg dog ikke fik at se.<br />
Jeg kan intet huske, fra vi forlod føde-<br />
afdelingen, <strong>til</strong> jeg nogle måneder senere<br />
var <strong>til</strong>bage på min uddannelse som sygeplejerske.<br />
Det eneste, jeg vidste, var,<br />
at da barnet var ca. seks måneder gammel,<br />
fik jeg et smukt billede af ham,<br />
hvor man bare kunne se, at han havde<br />
det godt og strålede af sundhed.<br />
Jeg blev nogle få år senere gift, flyttede<br />
<strong>til</strong> Danmark med min danske mand og<br />
Et sidste farvel før bort<strong>adoption</strong>en<br />
fik tre børn og levede et almindeligt familie<strong>liv</strong><br />
i mange år. I 1990 læste jeg en<br />
avisartikel om adoptivbørn, der ledte<br />
efter deres biologiske forældre, og det<br />
fik mig <strong>til</strong> at begynde at prøve, om jeg<br />
kunne finde min søn. Det viste sig dog<br />
at være meget svært, så selvom jeg forsøgte<br />
gennem årene at søge oplysninger,<br />
fandt jeg ham ikke.<br />
I 2000 flyttede jeg med min mand <strong>til</strong><br />
England, og jeg var netop gået i gang<br />
med igen at lede efter Jeremy, da jeg<br />
en dag fik et brev fra ham. Han havde<br />
pludseligt besluttet at lede efter sin biologiske<br />
mor og havde simpelthen skrevet<br />
et brev og sendt det <strong>til</strong> den adresse,<br />
som han havde i sine papirer. (Det er en<br />
gåde, hvordan min adresse kunne være<br />
i papirerne, da det skulle have været en<br />
anonym <strong>adoption</strong>). Da min mand og<br />
jeg netop boede i det samme hus, som<br />
den gang jeg fødte min søn, fik vi brevet<br />
uden problemer. Det var et meget sødt<br />
og forsigtigt brev, men jeg var overvældet<br />
af glæde og skrev <strong>til</strong>bage med det<br />
samme, at jeg havde længe håbet på, at<br />
vi ville finde hinanden og b<strong>liv</strong>e genforenet.<br />
Vi skrev sammen i nogen tid, ind<strong>til</strong> min