Den skæve - Hus Forbi

Jørgen Rud. ’Portræt af mig selv som ung hval’.
Dianna Stokholm. Uden titel.
af Lisbeth Rindholt | lisbeth@rindholdt.dk
Kunsthistorien er fuld af skæve eksistenser og
gale kunstnere. De fleste kender historien om
Van Gogh, der skar sit ene øre af. Maleren P.S.
Krøyer var flere gange indlagt på psykiatrisk
hospital, og Grundtvig led af maniodepressivitet.
Men hvad kan kunsten med disse mennesker
– eller omvendt?
- I kunsten kan man udtrykke sig og forholde
sig til sig selv og sin omverden. Man kan
f.eks. kommentere forhold i samfundet eller
sætte spørgsmålstegn ved det, man oplever,
siger Mia Lejsted, museumsleder på Museet på
Psykiatrisk Hospital, og fortsætter:
- Sindslidende og socialt udstødte har til tider
en større følsomhed, der gør, at de tager mere
af verden ind end andre. De har brug for at
sætte billeder og ord på deres tanker, følelser og
stemninger. Her er billedmediet en form, de kan
forholde sig til. Når de formulerer f.eks. indtryk
og følelser i billeder, bliver disse mere håndgribelige.
Og det er måske muligt at handle på dem
eller distancere sig fra dem og lægge dem bag
sig. Det kan kunsten hjælpe med.
Mia Lejsted oplever, at der ofte er et en
til en-forhold mellem f.eks. den sindslidende
kunstner og hans eller hendes værker.
- Værkerne har ikke været igennem filtre af
normer og forventninger. De kommer indefra
og er meget ærlige og kompromisløse. Denne
ærlighed ser man f.eks. hos kunstnere som
Dianna Stokholm, Jørgen Rud og Johnny Horn
(som udstiller på Museet på Psykiatrisk Hospital,
red.). De er kunsten, og kunsten er dem.
Social kunst skal bevidstgøre
Socialt udsatte har imidlertid også selv været
et populært motiv for kunstnere. Mange har
gennem tiden malet og tegnet bl.a. hjemløse,
vagabonder, prostituerede, fattige børn og andre
socialrealistiske motiver.
Eksempler er Anton Hansens (1891-1960)
sociale tegninger og Jens Birkholms (1869-
1915) nøgterne skildringer af fattige omkring
århundredeskiftet. Eller Storm P.’s (1882-1949)
TEMA: På de næste sider kan du møde socialt udsatte, som
udtrykker sig gennem malerkunst, og to kunstnere, der
portrætterer hjemløse og skæve eksistenser på hver sin måde.
foto Museet, Psykiatrisk Hospital i Århus
Jens Birkholm. ’Til bords. Scene fra fattighuset i Faaborg’. 1904.
foto Museet, Psykiatrisk Hospital i Århus
Kunst
uden
filter
Johnny Horn. Uden titel.
foto Museet, Psykiatrisk Hospital i Århus
foto Odense Bys Museer
Anton Hansen. ’Anarchist’ 1916
Viggo Rivad. Ung dreng på trappe på Kofoeds Skole. 1947.
senere humoristiske streg med vagabonder og
andre skæve eksistenser.
- Man kan ikke samle bestemte fællestræk
ved social kunst under én hat. Kunsten har
forskellige hensigter, siger Hanne Abildgaard,
forsknings- og formidlingschef i Arbejdermuseet,
og uddyber:
- Jens Birkholm var f.eks. talerør for de
fattige, og hans billeder skulle vække til
eftertanke og bevidstgøre om sociale forhold.
Storm P.’s tegninger var i starten krasse og
samfundskritiske, men blev senere mere pudseløjerlige
og underholdende.
Hanne Abildgaard påpeger, at der ikke
findes meget dansk kunst i dag med samme sociale
bevidsthed som hos f.eks. Jens Birkholm.
Til gengæld har fotografiet i vid udstrækning
overtaget det sociale maleris funktion.
- Danske fotografer som Viggo Rivad, Per
Folkver og Crass Clement går bag den kønne
facade og skildrer miljøer, der ellers er usynlige
i mediernes glansbilleder. |
HUS FORBI | nr. 90 | oktober 2009 | 9
foto Scanpix
foto Scanpix