videre - Brødremenighedens Danske Mission

bdm.dk.dk

videre - Brødremenighedens Danske Mission

Brødremenighedens Danske Mission – BDM

Danish Moravian Mission

Ydre Missions Hus - Nørregade 14 - 6070 Christiansfeld

tel. 0045 7456 2233 – mail: bdm@dmr.org - web: www.bdm-dk.dk

”Der er langt herud når du kun har fjorten dage, mor.

Er du sikkert på at du vil det?”

af Margaret Hammer, Haderslev og mor til volontør F-09 i Sumbawanga/Kipili, Anna Kappel

Hansen

Ja, jeg var sikker. Jeg ville gerne møde menneskene og se stederne som havde betydet så

meget for vores datter Anna. Desuden ville jeg gerne selv se hvad missionærer laver i Tanzania

anno 2009.

Der er langt fra Danmark til Sumbawanga og Kipili, hvor Anna havde tilbragt fire måneder som

volontør for Brødremenighedens Danske Mission (BDM). Det første døgn går med at komme til

Dar Es Salaam. Derefter er der udsigt til tre lange dage i tætpakkede busser for at tilbagelægge

1300 kilometer landevej tværs over Tanzania.

Turen går hurtigere hvis man de sidste to dage får kørelejlighed hos BDMs missionær i Kipili,

Knud Knudsen. Toyota Landcruiseren suser af sted, også efter asfalten slipper op. Det gør asfalten

allerede 400 km. øst for Kipili, hvorefter den ujævne jordvej sætter fjedrene på en

grundig prøve.

For mange år siden modtog Tanzania internationale bevillinger til at asfaltere vejen, da denne

er hovedtrafikåre mellem Dar Es Salaam i øst og grænsen til Zambia i vest. Projektet begyndte

godt: Vejen fra Dar blev asfalteret, og broer over hele strækningen blev bygget. Men asfalteringen

blev afbrudt og kom aldrig videre end til Tunduma, som målt i kørselstimer er ca. halvvejs

til Kipili. Bevillingerne forsvandt ned i ukendte lommer. Den sidste strækning består således

i dag af broerne og den hårdt pakkede men skrøbelige jordvej. I regntiden bliver den ofte

pløret, og rejsetiden forlænget. I den tørre tid skal vejen gang på gang repareres.

Vejen ender i Kipili, der ligger vidunderligt smukt på en bjergskråning ned til Tanganyikasøen.

Man skal til vands, hvis man vil videre og besøge landsbyerne der ligger nord og syd herfor, eller

til Congo der ligger vest herfor. I følge Knud Knudsen er hans missionsmark 1 ½ gange så

stor som Danmark med en befolkning på ca. 3 millioner-- og 8 km. asfaltvej. Herude er der ingen

elektricitet, undtagen hos missionæren, som har generator og solceller. Posten hentes 160

km. borte hver fjortende dag, og der er ingen fastnettelefoner. Først for et år siden kom der

mobildækning.

Hvad laver så missionæren langt ude i Tanzanias randområde? For det første arbejder han

med uddannelse. I landsbyen Kipili er der kommet snedkerskole og nu opbygningen af en forskole

for småbørnene. Sommetider agerer han som en slags fødselshjælper for andres projekter,

som nu i distriktsbyen Namanyere, hvor en lokal lærer barsler med en ide om at få bygget

en blindeskole. Han fører tilsyn med Brødrekirkens boghandel i Sumbawanga, provinsens hovedstad,

og han uddeler økonomisk støtte til unge mennesker under uddannelse. 40 secondary

school elever får således betalt skoleafgifterne til statsskolen, så længe de passer deres lektier.

Han tager imod unge danske volontører og finder passende steder for dem at bruge deres

kræfter, være det vedligeholdelses- og bygningsopgaver, arbejdet med forskolebørnene, eller

engelskundervisning i Kipili eller ved Brødrekirkens Secondary School i Sumbawanga.

En anden stor del af Knuds virke er evangelisering, hvilket her betyder formidling af evangeliets

kærlighedsbudskab om frihed og frelse, samt etablering af og støtte til menigheder. Han

drager ud både via de primitive jordveje og via vandvejen til afsides landsbyer i både Tanzania

og Congo. Her viser han film på et medbragt lærred, taler med folk om det kristne budskab,

spiser med dem, prædiker og underviser. Der kan være flere tusinde ad gangen som sidder

helt opslugt af handlingen de ser på det 3x4m store lærred. Flere steder sætter de lokale høvdinge

jord til side, således at der kan bygges kirker og skoler.

Der er også den praktiske hjælp og rådgivning. Det kan være hjælp til den 12-årige dreng som

har mistet sine forældre og pludseligt står med ansvaret for sine yngre søskende. Det kan være

opmuntring og udfordring af en ung præst, eller trøst og akut økonomisk hjælp til kvinden,

___________________________________________

BDM – folkekirkeligt missionsselskab med arbejde i Tanzania, D.R. Congo og Albanien


hvis mand har taget sig kone nummer to. Det kan være tyfusmedicin til syge, suppleret med

gode råd om sygdomsforebyggende hygiejne.

Sundhedspleje i dette afsidesliggende område var tidligere nærmest ikke eksisterende, hvorfor

BDM har arbejdet igennem en årrække på at søsætte Projekt Mobilklinik. Projektet, der er et

Danida-projekt gennem DMR-U, er nu godt i gang og foregår i samarbejde med den lokale

Brødrekirke. Siden 2006 har Mobilklinikkens båd sejlet ud fra Kipili til 34 afsidesliggende

landsbyer langs Tanganyikasøen. Ombord har været det hollandske missionærpar Marjo og

Bert Muizebelt og et par lokale sundhedsarbejdere. De har vaccineret børn, uddelt nødvendige

medicin og malariaforebyggende myggenet, og uddannet befolkningen i sunde madvaner og

forebyggelse af sygdomme, blandt andet AIDS. Desuden arbejdes der på at forbedre vilkårene

for kvinder som har høj risiko for en svær fødsel, og sygeplejersken Marjo har allerede sørget

for at få plastikkirurgiske hjælp til unge kvinder som led af fødselsrelaterede underlivsskader.

Da disse skader medførte en meget ilde lugt, risikerede de unge mødre ellers at blive udstødt

fra deres familie.

Missionærerne arbejder også sammen på kryds og på tværs: For eksempel får Brødrekirkens

Bibelskole i Sumbawanga gavn og glæde af Luthersk Missions missionærer Peter og Anne-Lene

Olofson, som underviser og arbejder blandt de studerende. Begge er initiativrige og hjælpsomme,

også overfor byens danske volontører. Sammen med tanzaniske kollegaer er parret i

gang med at planlægge en ny swahilisproget uddannelse for præster og evangelister, samt

kurser for deres koner.

Hvad laver missionærerne i Tanzania anno 2009? Dem som jeg mødte udfører et utroligt alsidigt,

dedikeret og respektfuldt arbejde.

Jeg kunne blive ved: I Mbeya er der indiskcanadier Sharmela, som arbejder med gadebørn og

børn som er havnet i fængsel. Der er Robert, på vej hjem nu efter tydeligt inspirerende teologiundervisning.

Der er hans hustru Britta, som arbejdede med gadebørn og var smilende

gæstfri, og Marianne, som underviste missionærernes børn. Der er britiske teologer som arbejder

sammen med lokale medarbejdere på at oversætte Bibelen til stammesprogene. Flere

steder er der Luthersk Missions ”Soma Biblia” missionærer som har lavet et stort arbejde med

udgivelse, salg og distribution af kristen litteratur. Meget af arbejdet overdrages nu til tanzaniske

medarbejdere.

Mulighederne er mange, og glæden ved at bruge sine kræfter på noget så meningsfyldt og

sundt må være enorm-- på trods af prøvelserne, som der naturligvis også er en del af. ”Man

lærer tålmodighed i Afrika,” siges der. Det kan være sundt nok for stressede vesterlændinge at

få ind på kroppen. Alligevel er det ikke nødvendigvis afslappende at vente i timevis på at få sine

papirer behandlet-- især hvis man fornemmer, at ventetiden hænger sammen med, at man

ikke kommer med ”en gave” til embedsmanden.

Tålmodighed skal der til, også hos os på hjemmefronten. Fornyeligt spurgte en 70-årige dansker,

” Vi har samlet ind til Afrika al den tid jeg husker. Hvad er der sket med alle de penge?”

Det er et indviklet spørgsmål, men mit indtryk af missionærernes forskellige tiltag er, at de er

gode investeringer i fremtiden. For at nævne et par eksempler: Mobilklinikbåden når folk som

førhen ville dø af mangel på medicinsk hjælp, og projektets fremtidsudsigter styrkes ved at

myndighederne er draget ind i arbejdet. Ligeledes har Sharmelas stilfærdige arbejde i fængselet

synliggjort anklagede gadebørns lange ventetider og prikket til myndighedernes samvittighed:

Børnene sidder ikke længere seks måneder i fængselet inden deres sag bliver behandlet.

Det skal føres skarp kontrol med penge således at de ikke havner i de forkerte lommer. Og der

er en del investeringer der er gået til, blandt andet fordi vedligeholdelse er knap så integreret

en del af kulturen i den tropiske Afrika som den er i den kolde nord. Der skal tålmodighed til.

Men sådan har det vel altid været: Tænk bare på Ansgars erfaringer den gang han kom til det

vilde nord for at forkynde det kristne budskab. Nordboerne skiftede heller ikke deres gamle levevis

og holdninger ud straks.

Desuden er det i kun godt 100 år Tanzania har haft kontakt med Vesten og kristne værdier.

For 100 år siden førte arabiske slavehandlere stadigvæk slaver hen over Tanzania til salg ved

Dar Es Salaam. Siden hen har folket været udsat både for koloniherrernes hårdhed og deres

egne lederes til tider barske strategi for at skabe nationalfølelse og afværge stammekonflikter.

Sidstnævnte indebar tvangsforflytninger og en sprogpolitik som indførte det kunstige sprog

swahili samt fremmedsproget engelsk på bekostning af stammesprogene. Naturligvis tager

det tid til at opbygge tillid og ansvarsfølelse ovenpå så mange omvæltninger.

Vejen er lang, og der skal tålmodighed til. Men der sker noget på vejen; og endda en lang støvet

bustur byder på så meget eksotisk og skønt. På nogle strækninger kan man se aber i vejkanten,

en giraf der betragter bussen fra den modsatte side af grøften, eller et par elefanter

som græsser uforstyrret videre. Planter som pynter vore stuer i Danmark vokser frit udendørs

her: julestjernebuske over mandshøjde, høje kaktustræer som rækker fingrene op mod solen.

2


Der er majs, som i Danmark—og dog, hvornår han man sidst set en bananpalme midt i en

dansk majsmark? Snart alle steder er der bjerge, enten blå i horisonten, eller så tæt på, at

man kan se at de er dækket af grønne og gule træer.

Og så er der menneskene: Fra tidligt morgenstunden af ser man farverigklædte kvinder der

går med vandbeholdere på hovedet og et barn på ryggen, børn der går i deres blå og hvide

skoleuniformer, mænd der cykler med brændepinde, majssække eller kasser med æg der tårner

op på bagagebæreren. Man kører forbi vandløb hvor vasketøjet ligger frem på bredden til

tørre, forbi børn der plasker i vandet eller gumler på et stykke sukkerrør.

Ved rejsemålet møder man dem så-- mennesker som er på vej mod en bedre fremtid. Der er

Alcado og Pascali, som ihærdigt læser deres lektier i lommelygtens skær. Der er Leah, som

smilende og glad drager os ind til ”Mammakorets” prøver. Der er Mammakoret selv, med en

flerstemmig, uakkompagneret, dansende sang som er så smuk, man får tårer i øjnene. Der er

lille Davdi i børnehjemmet, som lidt generet hilser os ældre velkommen ved at sætte hånden

på vore hoveder.

Ja, jeg er glad for at jeg tog den lange tur, og jeg er vildt inspireret af det gode arbejde vore

missionærer udretter. Samtidig er jeg på ny taknemlig for alt det som så let tages som en

selvfølge i Danmark: det blide og velplejede landskab, det velordnede samfundsforhold, de gode

veje og offentlige transportmuligheder, skoler og lægehjælp som er tilgængelige for alle--

og sidst, men ikke mindst, kristendommen som har sat sit præg på danskernes liv og sjæl i

over tusind år.

3

More magazines by this user
Similar magazines