MAKERS MOVE/

2.
MAKERS MOVE/
I samtale om objekter.

København, maj 2013.
I foråret 2013 inviterede Makers Move følgende personer, til en
udveksling om smykker og bærbare objekter:
Inger Sjørslev (Antropolog)
Lars Kynde (Komponist)
Lene Floris (Museumschef for Nationalmuseet)
Morten Skriver (Forfatter og billedkunstner)
Nicole Rehne (Konservator på Københavns Museum)
Ursula Andkjær Olsen (Forfatter og digter)
Denne publikation er blevet til på baggrund af samtaler med disse
personer. En tak til alle de medvirkende.

Objekters fortællinger
Objekter kan være genvejstaster og tankeledsagere til begivenheder
i livet. De kan fremkalde erindringer og de kan være som et anker
for en beslutning eller et ønske. Objektets rolle er foranderlig, det
går i arv, bliver købt og solgt, kasseret og fundet, det reflekterer et
levet liv som kan genfortælles med objektet. Det minder os om mennesker
vi lever sammen med, eller mennesker vi har mistet. Vi har
brug for objekter til at tænke og huske med. Objekter er med til at
gøre verden håndgribelig.
Dette er fortællinger med udgangspunkt i objekter, som Makers
Move har bedt en række personer om at medbringe til en samtale.
Makers Move undersøger objekters betydning, og ud fra de inviteredes
baggrund i videnskaben, kunsten og filosofien, forsøger vi
at belyse og undersøge det rum, som er mellem objekter og mennesker.
Det gør vi for at få indsigt i, hvorfor vi er optaget af smykker
og bærbare objekter og har dem som livsledsagere på forskellige
tidspunkter af livet.
Objekter kan være ærlige spor efter liv, de kan gå igennem generationer
og trodse æstetiske og værdimæssige kriterier, fordi de
reflekterer vores egen historie. De kan være en anledning til at dele
fortiden og nutiden mellem generationer og på den måde være en
hjælp til at komme tæt på hinanden.
Måske leder vi altid efter noget i de objekter som vi ’bricolerer’
med? Måske gemmer vi objekter for at genopfinde ledetråde for
vores identitet.

MAKERS MOVE
i samtale med
Inger Sjørslev
Inger Sjørslev (f. 1948) er mag.scient. og lektor
i antropologi ved Københavns Universitet.
Inger Sjørslev har regional etnografisk specialisering
i Sydamerika, især Brasilien. Hendes tematiske
specialisering er religion, ritualer, indfødte
folk, museologi og politisk kultur. Med en
baggrund i museumsverdenen og ngo-verdenen
spænder hendes forskningsinteresser vidt. Materiel
kultur og tings betydning er et forskningsemne,
der er aktualiseret i et projekt om boligens
betydning i Danmark. Interessen for materiel
kultur omfatter også kunst og æstetik, og herfra
er der en forbindelse til en generel interesse for
form og performancebegrebet.

Som udgangspunktet for valg af objekt
opfordrede vi Inger til at overveje
Lévi-Strauss erklæring ”Material
things – are goods to think with
– and they are good to think with as
well”. Inden vores møde med Inger
skrev hun dette om hendes valg;
‘Det smykke jeg vælger er en sølvring.
Jeg har arvet den fra min mor da
hun døde, men længe før hun døde fik
jeg den af hende.
Hun købte den som en gave til mig,
men på det tidspunkt syntes jeg ikke
den rigtig passede til mig, så jeg fik
lov at vælge en anden, og hun beholdt
den selv. Hun syntes den var meget
flot og gik altid med den. I dag går
jeg ofte med den. Jeg har aldrig tænkt
på at sælge den, så jeg ser den ikke
som en vare. Den er en gave, men den
repræsenterer naturligvis en økonomisk
værdi, og jeg ved, den ikke var
helt billig for min mor at købe, selv
om den ikke er med ædelstene eller
af guld. Min mor var ikke rig. Den vi
fandt i stedet for til mig kostede meget
mindre. Det passede mig fint.

Det er ikke muligt for mig at tænke på
dette smykke som en vare, men i mit
fag som antropolog og mit arbejde
med materielle genstandes betydning,
ser jeg tingene som varer, der skaber
relationer mellem mennesker gennem
udveksling og i videre forstand
skaber samfund. Lévi-Strauss havde
en teori om at udveksling af gaver
var den grundlæggende samfundsskabende
handling, og at kvinden
var en slags urgave, den mest basale
udvekslingsgenstand, fordi det var
gennem udveksling af børnefødende
kvinder, der blev skabt alliancer mellem
mennesker, således at der kunne
dannes samfund. Siden har andre
store tænkere analyseret varens betydning,
som noget der fremmedgør
mennesker for hinanden, men det er
en anden historie.
I mit fag beskæftiger jeg med ting i
deres materialitet, som objekter der
forbinder subjekter og sommetider
næsten bliver som subjekter. Den fysiske
materialitet er bærer af følelser,
erindringer, drømme, ønsker, forpligtelser
og forestillinger om fortid
og fremtid. Sådan kan det i høj grad
være med et smykke.
Et smykke er på flere måder en genstand
af en særlig art. Et smykke vi
ofte være en gave og dermed en ting,
der forbinder en person til en anden,
en slags alliance mellem giveren og
modtageren. Et smykke bæres tæt på
kroppen og kan blive en udstrækning
af selve kroppen, en del af identiteten.
Sådan blev det næsten for min mor
med ringen. Et smykke er en ting, der
ikke slides eller kun meget langsomt,
slet ikke som tøj og andre ting, vi omgiver
os med i det moderne samfund.
Smykker signalerer varighed. Måske
en tid der rækker ud over døden. Et
smykke har tit stor affektionsværdi.
Det kan komme til at stå for den
person, der tidligere har båret og ejet
det, og man kan føle det, som at man
bærer et stykke af den person med sig.
På den måde er smykker ting, der er
gode at tænke på andre med’.

MAKERS MOVE
i samtale med
Lars Kynde
Lars Kynde (f. 1980) komponist.
Lars Kynde er uddannet ved Det Kongelige Danske
Musikkonservatorium og nu bosat i Holland,
hvor han udforsker forholdet mellem musik og
visuel kunst. Ved at bygge egne instrumenter som
installatoriske skulpturelle maskiner med tredimensionelle
partiturer søger han nye måder at
konstruere og begribe musikalske strukturer på.
Med inspiration fra historisk performance praksis
i kombination med moderne teknologier og fri
fantasi foreslår hans værker en alternativ basis
for fremtidig musik.

Til vores samtale har Lars medbragt
en stjerne anis fra et gammelt kæreste
brev. Brevet var fra en pige han
engang var meget forelsket i og selv
om det nu er 7 år siden han modtog
brevet, dufter det stadig af anis.
‘Jeg synes det er vildt smukt at duften
bliver ved, man tænker ikke over
det i lugt øjeblikket, men når man
tager det frem år senere så dufter det
stadigvæk. Det er specielt at åbne et
gammelt brev og så dufter det af anis.
Hun var en meget sanselig person og
vi snakkede meget om sanseindtryk.’
Som komponist bruger Lars sine
sanser og sit intellekt når han komponerer
sine værker. Han vil gerne
have at man læser og hører værkerne
på én gang, så den ene sans
påvirker hvordan man oplever den
anden. Et af Lars’ værker handler om
sammenfaldet af smagssansen og
lytte sansen.
‘Jeg snakkede med en kok i Japan og
vi kom til at snakke om sammenhængen
mellem smag og lyd. Værket går
ud på at kombinere smagsoplevelsen
med lytte oplevelsen. Jeg bad kokken
om at designe 7 små retter, hvor en
mundfuld fra hver ret ville udvikle sig
over et minut. Retterne blev præsenteret
for en slagtøjsspiller, som
så fortolkede smagen. Derefter blev
publikum præsenteret for enten først
smagen og så klangen eller omvendt,
og endelig for smagen og klangen
samtidig.
De sammenfaldende indtryk kan være
inspirerende, som når flotte tilfældige
lyde falder sammen med det man
tænker på, i det øjeblik man hører
dem. Og hvis der er nogle sammenfald
og alligevel forskelligheder, så kan
der opstå en resonans som man kan
blive inspireret og grebet af.
Der skal være en vis sammenhæng
mellem det indre og det ydre, men det
må heller ikke bliver for avantgarde.
Den bedste læring opstår lige på
grænsen af det, man kan forstå.

Hvis man læser partitur samtidig med
at man lytter, kan man læse oplevelsen,
det synes jeg er anderledes – det
vil jeg gerne bringe til publikum.
Der er to faktorer, de komplimenterer
hinanden – partitur og hørelse.
Jeg er fascineret af at man skal arbejde
for at forstå og høre værkerne.
Man hører det igen og igen, men hø-
rer noget nyt fordi man også samtidig
ser det man hører. Hvis der er noget
man godt kan li’– kan man analysere
hvad det er man godt kan li’ – jeg er
ikke så fascineret af det klanglige i
musikken, det er mere det tidslige,
at der et forløb i tid og når noget er
præcist, så rammes ens sanser på en
måde, som er svært at beskrive’.

MAKERS MOVE
i samtale med
Lene Floris
Lene Floris (f. 1950) etnolog og Museumschef
for Nationalmuseet.
Lene Floris har en bred faglig museumsbaggrund
indenfor både forskning og formidling. Forskningen
er gennem årene centreret om emner af etnologisk
karakter, bygningskultur og forskning i
formidling. Derudover har formidling af udvalgte
kulturhistoriske emner i form af populærvidenskabelige
bøger og artikler, udstillinger og oprettelse
af nye udstillingssteder været i centrum.

Lene har valgt at medbringe en
broche til samtalen. Brochen forestiller
en balletdanser, som danser
og balancerer på tåspidser.
‘Brochen har været min mors, jeg
fik den for ca. 20 år siden og jeg har
brugt den flittigt siden. Den giver
positive vibrationer og reaktioner,
når jeg har den på. Den er let og
fin, men den antyder også at livet
er en balanceakt, og at alt ikke er
en dans på roser – men danses skal
der. Jeg har lige fået min mor til
at genfortælle brochens historie.
Hun fik den i konfirmationsgave 1.
oktober 1950 i Roskilde. Den var en
gave fra hendes mors skoleveninde,
Gudrun Jørgensen fra København.
Denne Gudrun og min mormor,
Hertha, havde haft forfatteren til
Tude Marie bøgerne som lærer. Det
fortalte min mormor tit.
Hvis jeg havde et ordsprog, skulle
det kun bestå af ét ord og det ord
skulle være – bevægelse – i alle
dette ords betydninger. Bevægelse
og balance. Brochen repræsenterer
balance og bevægelse for mig og jeg
har den nogle gange på til møder og
forhandlinger, hvor jeg skal balancere
med et eller andet.
Jeg hørte på et tidspunkt om Madeleine
Albright og hendes brug
af brocher til at signalere i givne
mødesituationer, og jeg tænkte da
jeg hørte det – jamen det gør jeg jo
også. Der er kun nogle få omkring
mig som ved, at jeg har det sådan
med brocher ’.

MAKERS MOVE
i samtale med
Morten Skriver
Morten Skriver (f. 1954) forfatter og billedkunstner.
Morten Skriver er billedkunstner med særlig interesse
for grænseområdet mellem kunst, videnskab
og religion. Han har skrevet bøger, artikler
og essays og instrueret flere dokumentarfilm.
Morten har desuden undervist i forskellige sammenhænge,
blandt andet i en årrække som lektor
på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Morten har valgt at medbringe en
tøjklemme;
‘En klemme fra min egen tørresnor
– og jeg har medbragt en nyere
klemme, sådan ser de ud hvis du køber
dem i dag. Min er en ældre model
og I kan se hvor meget finere den er,
hvordan man har lavet en lille diskret
udskæring til fjederen.
Den er fra mine forældres sommerhus,
og det sjove ved det er at jeg
bare tog den i lommen og så har jeg
fuldstændig glemt det indtil I bad mig
om at medbringe et eller andet. Og
jeg tog den i lommen en dag – ja det
er 5-10 år siden – hvor jeg sidst på
sommeren havde stået og kigget på
min mor stå og hænge noget tøj op,
og dengang var hun omkring 90 år
og det slog mig hvor vejrbidt det hele
var.
Det er et sted hvor familien har holdt
til i mange år ude ved vandet – og
klemmen rummede bare hele historien
om det daglig liv der. Jeg forbinder
den med min mor og med det første
ansvar jeg fik. Jeg var tre år og min
egen lille treårige er lige der, hvor det
at række klemmer er et godt job og
man kan overskue det.
Og så minder den mig om hele den
akt at hænge tøj til tørre, som jeg
stadigvæk elsker, selve det at håndtere
tekstilerne det at være ude i
luften og selve det motoriske i det –
man strækker sig. Der er noget ved
mekanikken i klemmen – den er jo
ekstremt simpel og ekstremt nyttig,
den kan holde og den kan være ude
og inde, det er sådan en kulturgenstand
vi overser i dag.
Jeg kan lide at håndtere klemmen og
synes desuden at det er en smuk genstand
i al sin funktionelle enkelhed’.

MAKERS MOVE
i samtale med
Nicole Rehne
Nicole Rehne (f. 1967) konservator.
Nicole Rehne er uddannet på Danmarks Design
skole Unika/produktdesign 91-96 og senere uddannet
konservator på Konservatorskolen 2001-
2004. Hun har været ansat som konservator på
Museion 2005-2010, og er siden 2010 ansat på
Københavns Museum.

‘Jeg er først uddannet på designskolen,
jeg har altid været vild med materialer
– og det at funktion bestemmer form.
Men så syntes jeg alligevel at der var
for mange ting i verden, så jeg vendte
tilbage til noget jeg gerne ville være
som barn, jeg blev konservator. Og jeg
er vild med det.
Men så tænkte jeg – hvorfor bevare alt
det gamle skrammel – indtil jeg indså
at grunden til at bevare er at tingene
er bærer af historier, og i det omfang
der er en historie er de interessante,
men er den der ikke – er de ligegyldige.
Det er vigtigt for mig at det er historien
der bliver bevaret, og at de
aftryk af menneskers liv som vi kan
bruge – som genstande til at fortælle
med – bliver bevaret. Det er det som er
spændende – så der er en tråd i det’.
Nicole har til vores samtale medbragt
to forskellige og dog forbundne ting.
Den ene ting er en tørret blomst fra
en bjergskråning og den anden er
nogle velsignede ris og frøkapsler fra
en ceremoni i klosteret. De kommer
fra en rejse til Nepal, som hun har
besøgt for at søge nogle svar på hvad
bevidstheden er for en størrelse, og
med spørgsmål om – alle oplever verden
ens – eller ikke gør det, Nicole
spurgte allerede som barn sin mor
– om alle mennesker i virkeligheden
er ens indeni. Men det fik hun ikke
noget svar på.
Nicole har to sønner som på hver sin
måde har vækket hendes interesse
for hvordan vi mennesker oplever
verden forskelligt, og hvordan vi alle
er særegne når vi kommer til verden.
Den første søn havde fra fødslen en
ro der berørte hende. Han hvilede i
sig selv. Den anden søn var spinkel
og urolig og han insisterede på at
have sine nære relationer tæt på hele
tiden. Han har et stort behov for kærlighed
og ærlighed i sine omgivelser.
‘Min første søn inspirerede mig til at
søge viden om bevidstheden, fordi
han tidligt opfangede meget præcise
informationer om forskellige afdøde,
som han egentlig ikke kunne vide
noget om. Min anden søn inspirerede
mig til at finde nogen som har erfaring
med kærlighed og bevidsthed flettet
sammen på en eller anden vis, og på
den måde er jeg flere gange stødt på
Buddhisme.
Jeg tog tre uger til Nepal, og forestillede
mig at jeg skulle sidde i et stille
retreat. Men så var der en ceremoni
der varede i 9 dage med trut, brag
og brummen og godt gang i den – jeg
valgte at deltage i det. Jeg oplevede en
klarhed og imødekommenhed og en
ukompliceret måde at være i verden
på. Til ceremonien blev der kastet ris
og frø op i luften og der var en dejlig
stemning.

Da alle var rejst satte jeg mig på en
klippeside ved klosteret, i 3500 m
højde, og nød at der var stille efter al
den larm og energi.
Jeg plukkede denne lille blomst og den
blev en souvenir og en mindebærer om
alt det der var sket . Den mindede mig
om stemningen, energien – ja om hele
oplevelsen. Risene og frøkapslerne er
en del af ritualerne, og jeg har svært
ved at relatere mig til ritualernes
betydning, men blomsten er ikke en
del af ritualerne. Den er blomsten af
oplevelsen’.

MAKERS MOVE
i samtale med
Ursula Andkjær Olsen
Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) forfatter.
Ursula Andkjær Olsen læste på Forfatterskolen
1997-99 og blev siden cand.mag. i musikvidenskab
og filosofi 2002. Hun debuterede i 2000 med
Lulus sange og taler, og har siden udgivet seks bøger,
senest Det 3. årtusindes hjerte, 2012. I 2010
udgav Ursula det lange digt Have og helvede. Digtet
er ikke sat op som en normal bogtekst, men
er i stedet broderet og illustreret med collager af
digterens søster, Julie Andkjær Olsen. Året efter
udkom Samlet, Poesi 2000-2010, der rummede
Ursula Andkjær Olsens seks foregående digtsamlinger
samt tekster, der ikke før var blevet publiceret
i bogform.

Vi mødte Ursula i hendes køkken på
Østerbro hvor vi fik en snak om at
gemme ting og ikke mindst hvordan
vi gemmer ting. Ursula havde selv et
eksempel på en lille ‘dims’ som først
blev gemt – og siden for alvor gemt.
Som hun udtrykte det ‘denne her har
jeg valgt at være knyttet til – jeg har
ritualiseret et forhold til den.
Det er en krog, et lille bitte anker, en
krog det hele afhænger af – det må være
det der gør den vigtig’.
Først er det nødvendigt at have gemt noget.
Derefter kan det erkendes, at der er noget man har gemt.
Derefter kan det erkendes, at det må have en betydning, eftersom det blev gemt.
Sidst kan det erkendes, at alt afhænger af, at netop dette noget blev gemt.
Først er det nødvendigt at have husket noget.
Derefter kan det erkendes, at der er noget man har husket.
Derefter kan det erkendes, at det må have en betydning, eftersom det blev husket.
Sidst kan det erkendes, at alt afhænger af, at netop dette noget blev husket.
Der er et tidsrum, mellem det tidspunkt, hvor dette noget blev gemt/husket i
første omgang og det tidspunkt, hvor dets vigtighed blev erkendt. Hvori tiden går i
alle retninger.
(Fra Ursula’s hjemmeside).