Sårbare unge - Hus Forbi

husforbi.dk

Sårbare unge - Hus Forbi

h u s fo r bi

nr. 3 marts 2010 14. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort

bådflygtninge strandet i kulden

300 afrikanere

lever på gaden

i Danmark

personer med adhd svigtes

Sårbare unge

havner på herberg

mandlige prostitutionskunder

Sex med handlede

kvinder er okay

carsten jensen

skriver i hus forbi:

Adgang forbudt

for demokratiet


h u s fo r bi

REDAKTION

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR

Jens Høvsgaard

jens@husforbi.dk

REDAKTIONSSEKRETÆR

Simon Ankjærgaard

simon@husforbi.dk

SKRIBENTER og FOTOGRAFER på dette nummer:

Trine Kit Jensen

Birgitte Ellemann Höegh

Lisbeth Rindholt

Carsten Jensen

Louise Thrane Jensen (ill.)

Holger Henriksen (foto)

Flemming Schiller (foto)

Martin Bubandt (foto)

Søren Zeuth (foto)

FORSIDEFOTO

AP/Arturo Rodriguez

LAYOUT

salomet grafik

KONTAKT REDAKTIONEN

tlf.2990 2424

redaktion@husforbi.dk

ADMINISTRATION

SEKRETARIATSLEDER

Stig Tarnow

stig@husforbi.dk

SALGSMEDARBEJDERE

Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128

jimmy@husforbi.dk

Rikke Kratholm, tlf. 2932 9084

rikke@husforbi.dk

UDGIVER

Foreningen Hus Forbi

Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N

Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk

DEBATINDLÆG

debat@husforbi.dk

Næste nummer udkommer den 1. april 2010.

DISTRIBUTION

Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m.

kan fungere som distributør for Hus Forbi – dvs. være

udleveringssted af avisen til sælgerne.

Kontakt os på: tlf. 3132 8456/5133 8128

(se listen af distributører på www.husforbi.dk).

ABONNEMENT

Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året – inkl. moms,

porto og gebyr).

Støtteabonnement: 540 kr.

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006

eller karina@notat.dk

BIDRAG

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind

på kontonummer (9541)60028842.

Mærk indbetalingen ’bidrag’.

TRYK: Medieselskabet Nordvestsjælland

OPLAG: 85.000

LÆSERTAL: 376.000 (2. og 3. kvartal 2009)

jf. Index Danmark/Gallup

ANTAL SÆLGERE: ca. 500

ISSN: 1397-3282

OM HUS FORBI: Hus Forbi udkom første gang i 1996, avisen

kommer nu en gang om måneden. Hus Forbi sælges af hjemløse

og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte

mennesker – det, man under ét kan kalde ’skæve eksistenser’.

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede

grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med

sælgeren.

Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af

Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne

som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet.

Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle

freelancere, fotografer og illustratorer.

Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser,

INSP.

Vi støtter Hus Forbi

Vil du også støtte Hus Forbi?

2 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang

| leder |

Det er fandeme uhyggeligt, du!

Forleden dag faldt jeg i snak med et ungt rumænsk ægtepar. Jeg har rejst en del i Rumænien

og ved, hvad der er sket, siden landet blev medlem af EU i 2007. Det frie markeds kræfter hersker,

og det sociale sikkerhedsnet er en lige så stor utopi som en woodoo-præst i den danske folkekirke.

Derfor burde det heller ikke have overrasket mig, at det unge par og deres babys hjem var

et lille, men dyrt lejet værelse. Det burde ikke være kommet bag på mig, at manden forsørgede sin

familie med indtægter fra de småjobs han på daglejerbasis blev tilbudt. Lidt sort rengøring hér, lidt

ufaglært håndværksarbejde dér, og når der ikke var andet at få, så frem med harmonikaen og ud

på gader og stræder. Det burde heller ikke have undret mig, at den unge mor dagligt gennemsøgte

affaldsspande og parker for at finde tomme flasker. Sådan er dagligdagen for en meget stor del af

den rumænske befolkning. Det, der overraskede mig, var, hvor stiltiende og hurtigt vi har accepteret,

at folk lever under lignende forhold her i landet. For det var ikke på en af mine rejser til Rumænien,

jeg mødte den lille familie. Det var i Danmark. På Nørrebro i København.

I dette nummer af Hus Forbi skal du møde de to unge afrikanere Fred og Hassan. Som det

rumænske par søger også de lykken i Danmark. Deres udgangspunkt er dog endnu ringere end

rumænernes. De er flygtet fra død, nød og forfølgelse i deres

hjemlande, og har begge været ude på en rejse, der er gået fra

Vestafrika via Libyen og en farefuld sejltur over Middelhavet til

- Da vi havde

travlt med

at realisere os

selv og vores

friværdi, bad

vi dem komme.

Italien, hvor de fik arbejde. Men da finanskrisen begyndte at

stramme til, var det dem, der var de første til at miste job og

bolig, og oven i det måtte de også se sig udset til mål for racistiske

angreb. Afrika kunne de under ingen omstændigheder

vende tilbage til, derfor fortsatte deres rejse mod et anstændigt

liv nordpå. I dag lever de begge som hjemløse på gaden i

København.

Som så mange andre fattige fra Østeuropa, Afrika og Asien er

Fred, Hassan og det unge par og deres baby rejst til Vesteuropa

for at få del i den rigdom og de muligheder, der findes her. Det

er et helt naturligt menneskeligt instinkt, der driver dem. Siden

tidernes morgen har vi søgt mod steder, hvor der fandtes føde,

tryghed og muligheder, og indtil for ganske kort tid siden anså vi ikke vort nye århundredes folkevandring

som et stort problem. Tværtimod. Inden krisen begyndte at kradse, tog det gamle EU begejstret

imod de tilrejsende. Da vi havde travlt med at realisere os selv og vores friværdi, bad vi dem om

at komme for at give en hånd med til de ting, vi ikke selv ville røre, men nu er der ikke længere brug

for dem i den samme udstrækning, så nu begynder de at dukke op på herberger og i varmestuer. De

kan da bare rejse hjem igen, mener nogle, og det ville de sikkert også gerne, hvis de havde noget at

vende tilbage til, men også i deres lande mærkes følgerne af vores finanskrise. Når bruttonationalproduktet

falder, beskæres ulandsbistanden, projekter i tredjeverdens lande sættes i bero, og endnu

flere handelshindringer iværksættes for at holde på beskæftigelsen i vores egen del af verden. Det

er skruen uden ende, og det er os, der står med skruetrækkeren i hånden. Vælger vi at stramme

yderligere, så risikerer vi, at vi drejer den over gevind, og hvad det kan medføre af nye problemer og

etniske konflikter, tør jeg slet ikke tænke på. Hvis vi ikke gør noget for at komme disse ulykkelige

mennesker i møde med hjælp her og nu, så ligger vi, som vi har redt, og konsekvenserne af det vil

ikke kunne beskrives mere præcist end med en lille omskrivning af skuespilleren Peter Schrøders

kendte replik: Det bliver fandeme uhyggeligt, du!

Jens Høvsgaard,

ansvarshavende redaktør

Det koster 5.000 kr. om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk

v/Annemette Lyngh


| indhold |

5

21

20

22

24

32

Fejlplaceret

Unge med ADHD og

Asperger fylder på

herbergerne.

Kvit smøgerne

Københavns Kommune vil

sende socialt udsatte på

rygestop-kursus.

5 skarpe

Den ene dag krævede han,

at politiet skulle anholde

udenlandske hjemløse på

herbergerne, den næste dag

mente han det modsatte.

Bør Peter Skaarup indgå

i Dansk Folkepartis

kvajekvote?

noter

De hjemløse stiller krav til

socialministeren.

læserne skriver

historie

fra gaden

'Hvis bare jeg kan overleve

de næste 20 år, så er det

fint.' Mød Hus Forbi-sælgeren

Palle.

19

Sex med en slave

Mænd ser stort på, at den

prostituerede er handlet.

21

De mærkelige mænds hus

Mændenes Hjem fylder 100.

Fotograf Martin Bubandt og

journalist Lisbeth Rindholt var på

besøg.

13

En kuldsejlet drøm

Afrikanske bådflygtninge ender

som hjemløse i Danmark.

8

Opfarende trygheds-

narkoman

Flemming Mogensen drømmer

om en kernefamilie og kan blive

tosset over langsomme damer i

supermarkedskøen.

25

Den røde sangskole

Er man venstreorienteret

flipper, hvis man ikke er enig med

regeringen?

| et billede fra gaden | foto Holger Henriksen

Ugens tilbud. Stille morgenstund før åbningstid.

18

Så er det sagt

Carsten Jensen hudfletter

Forsvarsministeriet og dansk

presse.

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 3


4 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang


Unge med psykiske

handicap fylder

på herbergerne

Unge under 25 år med Asperger og ADHD falder igennem systemet

og får ikke den hjælp, de har behov for. I stedet havner mange på herberger

og forsorgshjem. Og her har man ikke ressourcer til at tage sig af dem.

af Trine Kit Jensen

foto Flemming Schiller

De er helt ned til 17 år og de fleste

kommer ind direkte fra gaden.

Kun få af dem har en diagnose,

men for personalet på Frelsens

Hærs Herberg på Amager i København

er det tydeligt, at hjemløshed

ikke er deres eneste problem.

Herberget har 64 pladser,

og forstander Dorrit Bruun Olesen

skønner, at unge med Asperger,

ADHD og andre psykisk sårbare

fylder omkring en fjerdedel af

pladserne.

- Det, vi tilbyder her, er først

og fremmest et værelse med en

seng at sove i og noget at spise.

Vi er et midlertidigt bosted, og

selvom medarbejderne har et højt

fagligt niveau, er der ikke normering

og ressourcer til at yde denne

svage gruppe den rette professionelle

behandling. Derfor er det

ikke det rigtige sted for dem, siger

hun.

Samme melding kommer fra

et andet midlertidigt bosted,

forsorgshjemmet St. Dannesbo i

Odense. Her er 10 ud af 60 pladser

lige nu optaget af unge. Der er

stor udskiftning, og på et år har

stedet omkring 30 unge boende,

hvoraf mange er gengangere.

Også her gælder det, at kun få

har fået stillet en diagnose, men

rigtig mange udviser tegn på

ADHD. Og heller ikke på St. Dannesbo

kan de få den hjælp, de har

brug for.

- Vi kan tage dem ind i varmen,

give dem omsorg og hjælpe

dem ud i samfundet igen. Men

de har brug for behandling og for

at være et sted, hvor der ikke er

misbrug, siger forstander Gitte

Lundgren.

Morten Carlsson er formand

for Landsforeningen Autisme, der

arbejder på at forbedre forholdene

for børn, unge og voksne med

autisme-spektrum-forstyrrelser

som f.eks. Asperger. En tredjedel

af alle med autistiske træk har

samtidig ADHD, og Morten Carlsson

er enig med de to forstandere

i, at herberger og forsorgshjem

er et rigtig dårlig sted for dem at

være.

- At anbringe dem her er stort

set det dummeste, man overhovedet

kan finde på. Der er tale om

unge, som er meget lidt sociale

væsener. De har brug for ro, regelmæssighed

og faste rammer

og skal ikke være på en larmende

'busholdeplads' uden privatliv,

hvor de ikke kan få den støtte, de

har behov for, siger han.

Morten Carlsson peger samtidig

på, at fristelser i form af alkohol

og stoffer kan føre til yderligere

social deroute for de unge, der på

grund af deres psykiske handicap

er desperate for at få lidt ro oppe

i hovedet.

Ingen garanti

Og netop risikoen for misbrugsproblemer

bekymrer også formanden

for ADHD-foreningen,

Anne Worning.

- Det er selvfølgelig ikke godt

for nogen, at de er nødt til at bo

på herberg. Men unge med ADHD

er særligt udsatte, fordi de er

identitetssøgende og har tendens

til at gå med, hvis andre har dårlige

vaner, siger hun.

- Det er selv-

følgelig ikke godt

for nogen, at de

er nødt til at bo

på herberg.

Men unge med

ADHD er særligt

udsatte, fordi de

er identitets-

søgende og har

tendens til at gå

med, hvis andre

har dårlige vaner.

Anne Worning,

formanden for ADHD-foreningen

Hvorfor de unge ikke bliver

samlet op af systemet og havner

på herberger og forsorgshjem, er

der ingen entydige forklaringer

på.

Men dét, at mange ikke har

fået stillet en diagnose, er en del

af problemet.

- I psykiatrien har man været

for lidt opmærksom på, at ADHD

ikke kun rammer børn, men

også er en lidelse hos voksne, og

kommunerne er meget diagnose-

fikserede. Hvis man ikke har en

diagnose, er det svært at få hjælp,

siger Anne Worning.

Og selv med en diagnose er der

ingen garanti for, at de unge får et

passende botilbud og en behandling,

der matcher deres behov.

Hvad behovet er, kan variere, alt

efter hvor hårdt ramt de unge er.

Men for nogle er løsningen

f.eks. at bo i et opgangsfællesskab

med tilknyttede socialpædagoger,

der er særligt uddannede til

at tackle netop deres handicap.

Voksne, der både kan hjælpe med

det praktiske og fungere som

katalysatorer for, at de kommer

videre i deres liv. Den slags tilbud

findes, både i kommunalt regi og

som private tilbud etableret af

forældregrupper.

- Men der slet er ikke nok af

dem, og specielt de store byer

er ikke i stand til at finde nogen

løsninger for de her unge, siger

Morten Carlsson.

Ved hjemløsetællingen i 2007

blev 202 unge i alderen 18-24 år

registreret. I regeringens hjemløsestrategi

lyder ét af de fire

langsigtede mål, at unge mennesker

ikke bør være henvist til

en plads på et forsorgshjem eller

et herberg, hvor de risikerer at

blive fanget i en længerevarende

marginaliserings- og udstødelsesproces.

Derfor skal der gøres en

indsats, og den målsætning tager

forstanderen på Hørhuset, Dorrit

Bruun Olesen, hatten af for.

- Det er flotte intentioner. Men

her og nu er det bare et stykke

papir, siger hun. |

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 5


Ikke dum.

Bare anderledes

De er ikke et resultat af dårlig opdragelse, og mange af dem er

højt begavede. Men selvom der nu er sat navn på deres psykiske

handicap, så har unge med Asperger og ADHD stadig svært

ved at blive forstået og få den rigtige hjælp.

af Trine Kit Jensen

foto Flemming Schiller

De fylder – og de fylder meget.

Ikke bare på herberget Hørhuset,

hvor de socialt skiller sig ud med

en adfærd, der kan provokere de

andre beboere. Eller på forsorgshjemmet

St. Dannesbo, hvor den

samme unge kan komme igen

flere gange. De fylder også i statistikkerne

over unge, der kommer

på førtidspension. For selvom

personer med Asperger og ADHD

kan være højt begavede, går det

let galt, når de skal i gang med

voksenlivet.

- Mange fortæller, at de bliver

mødt med et krav om, at de bare

skal tage sig sammen. De får at

vide, at de nok bare er en lille

smule skæve, og bliver sendt i

arbejdsprøvning 8-10 gange, hvor

det hver gang går galt. Derfor

er der også nogle, som af egen

lomme betaler tusindvis af kroner

for at få en diagnose, så de kan

komme af med det åg, det er hele

tiden at få at vide, at det er deres

egen skyld, siger Morten Carlsson,

formand for Landsforeningen

Autisme.

Foreningen kæmper for

bedre vilkår for mennesker med

Autisme Spektrum Forstyrrelser

- fællesbetegnelsen for en række

diagnoser, der bl.a. tæller Aspergers

Syndrom, og som fortrinsvis

rammer drenge. Asperger hører

til i den lettere ende af autismespektret,

og mennesker med

dette handicap har bl.a. svært ved

at afkode signaler fra andre og

fornemme, om de for eksempel er

glade, vrede eller kede af det. De

har derfor vanskeligheder med at

kommunikere og begå sig socialt.

- Hvis du siger goddag til

6 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang

en med Asperger, kan der oppe

i hans hoved være 30 forskellige

måder at svare tilbage på,

og hvilken én er nu den rigtige?

Muligheden for bare selv at sige

goddag falder ikke lige for, forklarer

Morten Carlsson.

Det bliver ikke lettere af, at

en tredjedel af alle med Autisme

Spektrum Forstyrrelser samtidig

har ADHD, der herhjemme

tidligere blev kaldt DAMP. ADHD

giver koncentrationsbesvær og

problemer med f.eks. at planlægge

og overholde aftaler. Også

hyperaktivitet eller indre uro

og manglende impuls-styring,

der giver sig udtryk i pludselige

anfald af vrede, kan være en del

af billedet.

- Unge med ADHD har store

problemer med at tilrettelægge

deres eget liv, få overblik over

hverdagen og styr på økonomien.

I en bolig kan de derfor have brug

for hjælp til det praktiske og til

at få nogle gode rutiner, f.eks.

i forbindelse med at stå op om

morgenen. På samme måde skal

de have særlig støtte til at komme

i gang med og gennemføre en

uddannelse, fortæller formanden

for ADHD-Foreningen, Anne

Worning, der også peger på, at

mange slås med ensomhed, fordi

de ikke selv formår at skabe sig et

socialt netværk.

Øget tilgang

Diagnosen Asperger har herhjemme

været benyttet siden

1994, mens ADHD afløste betegnelsen

DAMP for omkring 10 år

siden. Når denne gruppe i dag

fylder meget, er det formentlig på

grund af mere viden om og større

opmærksomhed på psykiske handicap,

som tidligere ikke havde

noget navn. Samtidig har flere

svært ved at klare sig i et samfund

med øgede krav om sociale

evner og hurtig omstilling. Men

det er ikke hele forklaringen.

- Der er også reelt en øget

tilgang, som kan skyldes faktorer

i miljø, kost og større udbredelse

af fætter-kusine-ægteskaber.

Endelig er der de alt for tidligt

fødte børn, som i dag overlever.

Alt tyder på, at de har en større

risiko for at få ADHD, siger Morten

Carlsson.

Handicap inden for autismespektret

er genetisk betingede

og har høj arvelighedsfaktor – og

det er ikke noget, man vokser fra.

ADHD kan behandles med medicin.

Det kan Asperger ikke, men

for begge typer handicap gælder,

at en indsats med de rigtige

tilbud om bolig, støtte og hjælp

til uddannelse er afgørende for,

hvordan de unge klarer sig videre

i livet.

- Det er en tidlig og sammenhængende

indsats, der kan

forhindre, at de her unge bliver

marginaliserede, siger Anne

Worning.

Folketingets satspuljepartier

har i perioden 2009-2012 afsat

26 millioner kroner til et projekt,

der skal forstærke indsatsen over

for både børn, unge og voksne

med ADHD. Pengene skal gå til

kortlægning af de nuværende

tilbud, til opsporing af ADHD hos

socialt udsatte ved hjælp af nye

screenings-redskaber og til udviklings-

og forskningsprojekter.

Tre kommuner, Århus, Vejle og

Slagelse, er udvalgt til at deltage i

projektet, der skal munde ud i en

national ADHD-handlingsplan. |


HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 7


Tryghedsnarkoman

i det røde felt

8 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang

Han er 24 år og en af de unge, der er havnet

på forsorgshjem. Efter en turbulent tid med

stofmisbrug og flere domme for vold og

hærværk arbejder Flemming nu på at få styr

på sit liv og stå på egne ben.

Han håber, at en ADHD-test kan være med

til at hjælpe ham videre, så han igen kan få

kontakt til sin lille søn.

af Trine Kit Jensen

foto Flemming Schiller

- Jeg vil gerne være uafhængig

af andre og klare mig selv. Er det

ikke det, vi alle sammen går og

drømmer om?

Det begynder som et svar på,

hvad Flemming ønsker sig allermest.

Men det ender med et

spørgsmål, der får lov at hænge

lidt i luften i værelset på forsorgshjemmet

St. Dannesbo. Her på

landet lidt uden for Odense bor

Flemming Mogensen. Det har han

gjort siden midten af november

sidste år, og det er ikke første

gang, han er her.

På det lille værelse er der

mellem seng og tv-apparat lige

akkurat plads til et sofabord og

to stole, som vi har sat os på. Der

er disket fyrsteligt op med både


kaffe, te, honningkager og marcipanbrød,

men omgivelserne er

spartanske.

En række videofilm er linet

op i vindueskarmen, og et skab

ved endevæggen gemmer på tøj

og nogle få personlige ejendele.

Døren ud til gangen er lukket, så

vi ikke bliver forstyrret af de andre

beboere og kan tale sammen i

fred og ro.

Flemming er 24 år, og hans liv

lige nu er ikke, som han gerne vil

have det.

- Jeg stiler efter en fast bolig,

at få styr på mine ting og få kontakt

til min søn på tre år igen. Det

ku' jeg rigtig godt tænke mig. Jeg

har ikke set min søn i halvandet

år, for jeg har ikke haft noget at

tilbyde ham. Jeg bor på forsorgshjem,

kan ikke forsørge mig selv

og ryger for meget hash. Det er

surt at indrømme, men sådan er

realiteterne, lyder det stille.

Selv kalder Flemming sig

tryghedsnarkoman, men tryghed

har ikke ligefrem præget hans

unge år, der mildt sagt har været

turbulente. Så turbulente, at det

kan være svært at følge med, når

han fortæller.

- Men du kan lige så godt få

hele historien, siger han allerede i

telefonen.

Flemming starter med at gå

på søfartsskole, hvor han ligesom

i folkeskolen klarer sig over

middel. Men det viser sig, at han

er farveblind og derfor ikke kan

bruge uddannelsen i praksis. Efter

søfartsskolen sætter han fra Fyn

kursen mod Sjælland. Her flytter

han sammen med en pige og

begynder på landtransportskolen.

De to taler om at stifte familie, og

- Jeg er nødt til at få noget hjælp.

Ellers ender det med, at der til sidst

ikke er nogen, der vil omgås mig.

da Flemming er halvvejs i uddannelsen,

bliver kæresten gravid.

Han dropper ud for at tjene penge

til den lille ny og tager arbejde på

et lager. Men af grunde, han ikke

helt kan gøre rede for, ryger han

ud i et massivt misbrug af amfetamin

og kokain. Oveni bliver han

ramt af en blodprop.

Midt i det hele arver han en

pæn sum penge fra sin far, men

arven bliver lynhurtigt brændt

af. Forholdet til sønnens mor går

i stykker - og derfra er det ren

nedtur.

Det røde felt

Flemming er denne gang havnet

på St. Dannesbo, fordi han under

en spjældtur i det åbne fængsel

Kærshovedgård ikke fik søgt

boligydelse, så huslejen kunne

blive betalt. Han har flere domme

bag sig og endte første gang på

forsorgshjemmet, da han stod på

gaden efter at have siddet inde for

vold og trusler.

- Jeg ryger op i det røde felt og

går amok. Lad nu være – tæl til

ti, tæl til ti, tæl til ti – siger jeg til

mig selv. Men jeg kan ikke styre

det, og hvis jeg ikke ryger hash,

går det helt galt. Hashen er min

bamse, min sut, siger han.

Flemming har heller aldrig

rigtig fået styr på økonomien, og

de regninger, der skulle betales,

er ofte blevet gemt af vejen, i håb

om at de så ville forsvinde.

- Men det gør de jo ikke. Det

ved jeg godt. Jeg kan bare ikke

overskue det der med at bruge

en hel weekend på at sætte dem i

mapper, så det har jeg altid ladet

pigerne klare, siger han.

Flemming virker umiddelbart

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 9


10 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang


- Jeg bliver hurtigt stresset, og det kan være små ting, der

udløser det. En lille unge, der skriger i bussen, eller en gammel

dame foran i køen, der er lidt for længe om at få betalt.

Jeg ved godt, det er langt ude, men jeg kan bare ikke klare

det. Jeg siger ubehøvlede ting, som jeg ikke skulle have sagt.

åben og ærlig. Det er ikke selverkendelse,

han mangler, og heller

ikke humor. St. Dannesbo har han

for eksempel døbt St. Bumsebo.

Men når talen falder på det røde

felt, som han igen og igen vender

tilbage til, bliver han alvorlig.

- Jeg bliver hurtigt stresset, og

det kan være små ting, der udløser

det. En lille unge, der skriger

i bussen, eller en gammel dame

foran i køen, der er lidt for længe

om at få betalt. Jeg ved godt, det

er langt ude, men jeg kan bare

ikke klare det. Jeg siger ubehøvlede

ting, som jeg ikke skulle

have sagt, fortæller han.

Når Flemming kan mærke, at

han er ved at gå amok, forsøger

han at lade det gå ud over døde

ting, og på den konto har han

smadret både vinduer og døre.

Når han falder ned igen efter et af

sine anfald, bliver han frygtelig

flov, og nu skal der gøres noget for

at stoppe raseriet. Støttet af sin

kontaktperson på St. Dannesbo

har han besluttet at lade sig teste

for ADHD.

- Jeg er nødt til at få noget

hjælp. Ellers ender det med, at

der til sidst ikke er nogen, der vil

omgås mig. Jeg er godt klar over,

at en diagnose i sig selv ikke løser

problemet. Men testen kan betyde,

at jeg får en forklaring på, hvorfor

jeg bliver så sur, siger han.

Symptomerne på ADHD kan

holdes nede med medicin, og hvis

Flemming får diagnosen håber

han at slippe for selvmedicineringen

med hash. Det kan selv-

følgelig også vise sig, at han ikke

har ADHD, og den situation er der

taget højde for.

- Hvis de siger, at det ikke er

ADHD, skal jeg til psykolog og lære

noget om anger management, så jeg

får nogle redskaber til at håndtere

min vrede med, siger han.

Glad for kontaktperson

Før opholdet på St. Dannesbo er

der ifølge Flemming ingen af de

sagsbehandlere og misbrugskonsulenter,

han har været i kontakt

med i det sociale system, der har

peget på, at han måske lider af

ADHD. Og det undrer ham.

- Jeg har siddet over for dem

ved et skrivebord, har fortalt hele

min livshistorie, tømt mig selv

og er brudt sammen, men jeg har

ikke rigtig oplevet at få noget

igen. Jeg skal ikke have medlidenhed.

Men det er, som om de

ikke har fået det rigtige billede af

mig - at jeg har det der problem

med at ryge op i det røde felt,

siger han.

Flemming er derfor meget glad

for Jan, hans faste kontaktperson

på forsorgshjemmet, der under

interviewet lige stikker hovedet

ind for at få en aftale på plads.

- Når man er Palle alene i

verden, kan det være svært at

komme i den rigtige retning,

selvom man gerne vil. Men Jan

forstår mig. Han kan for eksempel

komme og foreslå, at vi går en tur

her i området ved St. Dannesbo.

Så snakker vi sammen om alt

muligt, og jeg har ikke den der

fornemmelse af hele tiden at blive

afhørt om mine følelser, siger

Flemming.

Jan har blandt andet hjulpet

Flemming med at få et sundhedstjek

hos en læge, og det er samtalerne

med Jan, der har overbevist

ham om, at han skal lade sig

undersøge for ADHD. Hvornår det

sker, ved han endnu ikke, da der

er ventetid på at blive testet hos

en psykiater.

Han står også på venteliste for

at få ordnet sine tænder, der er

stærkt medtagede på grund af

det tidligere misbrug af kokain

og amfetamin. De dårlige tænder

betyder, at der er dage, hvor han

har så ondt, at han ikke kan spise

ordentligt. De dage må han leve af

yoghurt – og det medvirker til, at

han ikke har noget overskud.

Når man som Flemming har

prøvet at stå på gaden og være

nødt til at overnatte i en trappeopgang

eller et vaskerum, er man

i første omgang taknemmelig for

bare at få tag over hovedet.

- Men alle, der er blevet smidt

ud af deres bolig, har en trist

historie med sig, så selvom vi får

mad tre gange om dagen er et

forsorgshjem ikke et særlig rart

sted at være. Derfor skal jeg bare

videre nu, siger han.

Han håber snart at kunne

flytte til en af St. Dannesbo's ni

udslusningsboliger inde i Odense,

hvor han er blevet stillet en plads

i udsigt. I Slusen er der tilknyttet

pædagogisk personale, som vil

følge op på, hvordan det går med

hans planer. Her kan han få lov at

bo i op til et år, mens han arbejder

på at kunne stå på egne ben og

skabe den selvstændige tilværelse,

han drømmer om.

- Jeg vil være glad, hvis jeg

kan få et ufaglært arbejde og min

egen lejlighed. Bare fire vægge,

hvor jeg kan sige: Det her er mit

palads, og her vil jeg have lov til

at råde som i et kongerige.

Flemming håber også, at han

i fremtiden kan finde den tryghed,

han altid har stræbt efter.

Og billedet på tryghed, det er set

med hans øjne 'en lille, hyggelig

kernefamilie'.

- Lidt ligesom når man husker

tilbage på juleaften, da man var

seks år og blev lykkelig for den

der duplo-ting, man fik i gave af

mor og far.

At det billede nok er en anelse

rosenrødt til hverdagsbrug, ved

han udmærket. Men han ønsker

stærkt, at han vil kunne binde sig

og fungere normalt i en familie.

Hvis det var muligt, ville han

også gerne skrue tiden tilbage til,

før det hele gik galt. Men der er

nogle ting i hans fortid, som han

ikke kan løbe fra, og i forhold til

sønnen på tre år tør han i første

omgang kun håbe på at få tilladelse

til overvåget samvær.

Under alle omstændigheder

er Flemming indstillet på at gøre

sit til, at drengen aldrig kommer

til at opleve det samme, som han

selv har været igennem.

- Det er ikke noget liv, siger

han. |

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 11


12 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang


foto polfoto

Knuste drømme

bag Fort Europas mure

For hundredtusindvis af afrikanere er en farefuld rejse til Europa

den eneste mulighed for at sikre deres familiers overlevelse.

Men i Europa venter et liv på bunden af samfundet.

af Simon Ankjærgaard

De heldigste af dem får et af de job, som vi

europæere går i en stor bue uden om. De

plukker tomater, appelsiner og oliven. Vasker

fiskerbåde. Eller gemmes væk som opvaskere

bagerst i restauranternes køkkener. De er illegale

afrikanske immigranter, og de er kommet

til Europa med en drøm om at kunne løfte sig

selv og familien hjemme i Afrika ud af fattigdommen,

men prisen, de betaler, er høj. De har

ingen rettigheder, hver dag er en kamp for at

overleve, og som den kriminaliserede underklasse,

de er, kan de glemme alt om adgang til

uddannelse, hospitalsbehandling og politisk

indflydelse. Alligevel sætter tusinder og atter

tusinder hvert eneste år livet på spil for at

komme gennem det fintmaskede grænsehegn,

der adskiller EU fra resten af verden.

Årligt lykkes det for op mod 500.000 illegale

immigranter fra den tredje verden at

slippe ind i Europa. Hvor mange der reelt lever

her, er behæftet med stor usikkerhed, men det

skønnes, at det samlede antal ligger et sted

mellem tre og otte millioner. En væsentlig

del af dem er fra Afrika. Og for afrikanere i

Europa gælder det, at de helt automatisk glider

ind på det laveste niveau i hierarkiet. Langt de

fleste ender som hjemløse og som jaget vildt,

der indretter sig i forladte bygninger eller lever

fra dag til dag på gaden. Det gælder eksempelvis

for de 300 afrikanere, der blev registreret

ved den seneste hjemløsetælling i Danmark.

Og 300 er vel at mærke det officielle tal. Det

reelle er uden tvivl langt højere.

Intet andet alternativ

Men hvorfor i det hele taget udsætte sig for

strabadserne og ydmygelserne? Fordi der ikke

er noget alternativ, siger migrationseksperten

Thomas Gammeltoft-Hansen fra Dansk Institut

for Internationale Studier (DIIS).

- Det er politisk uro, fattigdom, arbejdsløshed

eller som regel en kombination af alle

disse faktorer, der får dem til at søge mod

Europa. Jeg plejer simpelthen at kalde det

manglende livsmuligheder. Det er et spørgsmål

om overlevelse for familien, så der er ikke

- Og det er i virkelig-

heden det mest hykleriske

og dobbeltmoralske,

for italienerne, og resten

af Europa, har brug for

deres arbejdskraft.

Det er blandt andet dem,

der sørger for, at vi i

Danmark kan købe

billige tomater i supermarkedet.

Vi har brug

for dem, og alligevel

bliver de, som i Italien,

frataget alle rettigheder.

Det er et stort politisk,

sikkerhedsmæssigt og

demokratisk problem.

noget alternativ. Derfor er det ikke så afgørende

for dem, hvor farligt det er at rejse ind i

Europa, siger han.

De afrikanske immigranter benytter sig af

en af to mulige rejseformer. Den nemmeste og

dyreste er at booke en billet og flyve direkte

til Europa, enten på turistvisum eller forfalskede

papirer. Det kræver dog, at man har

forbindelserne i orden. De forbindelser har de

færreste afrikanere, så langt de fleste må vælge

en lang og rå rute gennem Sahara og videre

i overfyldte både over enten Atlanterhavet til

De Kanariske Øer eller over Middelhavet til

Malta eller – som oftest – til Italien. En tur, der

har sin pris i både dollars og menneskeliv.

- Tit er hele familien, ja nogle gange hele

landsbyen, involveret i beslutningen. I samråd

vælges den eller de, der vurderes at være bedst

rustet til at klare rejsen. Og det siger noget om

desperationen, at der ikke kun sendes mænd

af sted, men også kvinder og børn, fortæller

Thomas Gammeltoft-Hansen.

Strammere kontrol – farligere rejse

Første mål for rejsen er havnebyerne i det

nordvestlige og nordlige Afrika. Den vigtigste

og mest brugte havneby er Tripoli i Libyen.

Her har en journalist fra avisen The National

mødt immigranten Musa Amadou, der arbejder

som havemand for at tjene penge nok til at betale

de lokale menneskesmuglere for en plads

på en båd med kurs mod Italien.

Hans færd startede for flere år siden, da han

sammen med 36 rejsefæller tog de første skridt

ind i Sahara. Kun Musa og en anden nåede

helskindet ud af ørkenen. Resten enten døde

eller blev efterladt undervejs. Musa er nået til

Tripoli og bliver der, indtil drømmen om at nå

det forjættede europæiske land kan realiseres.

Han er blevet sendt af sted på en mission, og

den familie, han lod blive tilbage, venter hver

dag på at modtage penge fra ham. Men før han

kan opfylde sine forpligtelser over for familien,

skal han først tjene penge nok til at købe

sig plads på en af de mange menneskesmugleres

både. Og alligevel kan han ikke være

sikker på at nå frem, det kræver både held og

den rette timing.

Ingen immigranter – dyrere tomater

De sydeuropæiske lande, der udgør frontlinjen

mellem EU og immigranterne, bygger højere

og højere mure omkring Fort Europa. Italien

har blandt andet indgået en aftale med Libyen

om at sende illegale afrikanske immigranter

tilbage, og i Malta forsøger man rent fysisk at

forhindre de overfyldte både i at få maltesisk

sandstrand under kølen. Det har betydet et

lille fald i strømmen af illegale immigranter,

men også – hvad der er langt alvorligere – at

det nu er blevet både dyrere og farligere at

gøre forsøget. Risikoen for at drukne eller

blive kvalt i en lastbils trange fragtrum hænger

tungere og tungere over immigranterne,

når menneskesmugleren er betalt, og sidste

etape af rejsen mod drømmen om det bedre liv

kan begynde.

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 13


Lykkedes det at komme ind i eksempelvis

Italien, der er det EU-land med den højeste tilstrømning

af immigranter, venter en hverdag i

konstant frygt.

- Italien er et ekstremt hårdt land at være

illegal afrikaner i, siger Thomas Gammeltoft-

Hansen.

- Den massive immigration har antændt

italienernes fremmedfrygt, hvilket har fået

regeringen til at føre en meget barsk linje

over for indvandrerne, der i den grad bliver

kriminaliseret. Og ikke kun dem, men også

de italienere, der hjælper dem, risikerer at

blive straffet. I praksis betyder det en adskillelsespolitik,

hvor afrikanerne ikke tør tale

med italienerne af frygt for at blive angivet,

og italienerne ikke tør tale med afrikanerne af

frygt for at blive straffet som medhjælpere.

Derudover er lægeløftet sat ud af kraft,

siden det i starten af 2009 blev lovpligtigt for

italienske læger at angive de illegale immigranter,

som de behandler.

Samtidig øges spændingen mellem afrikanerne

og italienerne, for selvom afrikanerne

er henvist til et liv i skyggen af samfundet, så

er deres billige arbejdskraft en vigtig faktor i

den omfattende undergrundsøkonomi.

- Og det er i virkeligheden det mest hykleriske

og dobbeltmoralske, for italienerne, og

resten af Europa, har brug for deres arbejdskraft.

Det er blandt andet dem, der sørger for,

at vi i Danmark kan købe billige tomater i supermarkedet.

Vi har brug for dem, og alligevel

bliver de, som i Italien, frataget alle rettigheder.

Det er et stort politisk, sikkerhedsmæssigt

og demokratisk problem, siger Thomas

Gammeltoft-Hansen.

Det er den italienske by Rosarno et eksempel

på. Byen huser 2.500 illegale afrikanske

sæsonarbejdere, der reagerede kraftigt og

spontant, da tre unge italienere – i kådhed eller

decideret fremmedhad – beskød to afrikanske

immigranter med luftgeværer 7. januar i år.

Afrikanerne reagerede ved at indtage gaderne,

vælte biler og knuse butiksruder. De lokale

14 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang

italienere svarede igen ved at gå til angreb på

afrikanerne. Da den sidste bilbrand var slukket,

var 70 mennesker – hovedparten afrikanere

– blevet såret.

Den fremtrædende italienske journalist og

forfatter Roberto Saviano peger anklagende på

myndighederne for at være med til at forstærke

hadet mellem grupperne og for dermed at

holde liv i konflikterne.

- Den italienske stat burde fordømme volden.

Efter Rosarno-optøjerne flyttede myndighederne

mere end tusinde immigranter til

detentionscentre, officielt for at kunne garantere

deres sikkerhed. De primitive lejre, hvor

immigranterne havde levet, blev jævnet med

jorden. Det er denne form for reaktion, der driver

de afrikanske immigranter ind i kriminelle

organisationer, siger han. Rosarnos tidligere

borgmesterkandidat Michele Musolino er enig.

Til avisen The Independent siger han:

- Vi lod disse mennesker komme ind, men vi

gjorde dem aldrig til borgere. Vi gav dem mad

og tøj, men ingen rettigheder eller status.

Når private vagtværn samtidig af egen

kraft, men med regeringens blåstempling,

patruljerer efter illegale afrikanere i de større

italienske byer, får det efterhånden karakter

af klapjagt.

- De private vagtværn opstår på privat

initiativ, hvilket siger meget om, hvad det er

for en type mennesker, der optræder i disse

grupper. De chikanerer og stresser afrikanerne

med det formål at drive dem ud, siger Thomas

Gammeltoft-Hansen.

Men for flertallet af afrikanerne er det ikke

en mulighed at tage tilbage til Afrika. Dels

har de ikke indfriet løftet til familien, dels vil

de ikke risikere livet på en ny rejse tilbage til

Europa på et senere tidspunkt. Derfor rejser de

nordpå. Op gennem Europa, hvor en af de sidste

destinationer er Danmark, og deres mission

her er den samme, som da de pakkede rygsækken

under den afrikanske sol: At skaffe penge

til dem, de for år og mange barske oplevelser

siden, sagde farvel til hjemme i Afrika.|

foto scanpix

foto polfoto

Afrikanske flygtninge på vej mod Europa.

Mange mister livet på turen over Middelhavet.


- Vi lod disse mennesker komme ind, men vi gjorde dem aldrig til borgere.

Vi gav dem mad og tøj, men ingen rettigheder eller status.

Rosarnos tidligere borgmesterkandidat Michele Musolino til avisen The Independent

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 15


Hassan fra Liberia mener, at kun Gud kan hjælpe ham. Fred fra Ghana har mistet hele sin familie. Alle blev slået ihjel.

Her kaster man ikke

sten efter os

De er illegale og har ingen rettigheder. De er nederst i hierarkiet.

Deres situation er håbløs, men de har en drøm. Drømmen om et bedre liv.

af Birgitte Ellemann Høegh

foto Holger Henriksen

- Kun Gud kan hjælpe mig.

Hassan er afklaret om sin situation. Han

ved, at han her i Danmark ikke skal regne med

at få nogen som helst hjælp fra andre end sin

Gud. Det forventer han heller ikke. Han er

vant til at klare sig selv. Det har han gjort, siden

han forlod hjemlandet Liberia i Vestafrika

for seks år siden. Som tusindvis af andre unge

afrikanske mænd er den 25-årige afrikaner

rejst til Europa for at finde et job, og som for

så mange andre var hans første destination på

rejsen Ghadafis Libyen, hvorfra han kom videre

med båd. Han fik opholdstilladelse i Italien

og havde arbejde, indtil finanskrisen begyndte

16 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang

at rase og tvang ham videre nordpå, men han

ved, at krisen også mærkes i Danmark, og at

de problemer, han er flygtet fra i Italien, følger

med ham til Danmark, og det gør ham nervøs.

- Hvad siger regeringen til alle os mennesker,

der kommer fra Italien? I Italien var der

jo krise, og når vi kommer her og prøver at

tage en masse arbejde, så bliver der vel også

krise her?

Han svarer selv på sit spørgsmål, mens han

vender ryggen til fotografen. Han vil gerne

fortælle sin historie, men han er illegal, så han

ønsker at være anonym.

- Der er mange mennesker, der lider, men

det er jo ikke jeres problem.

Vi møder Hassan på det midlertidige nødherberg

i Kristuskirken i København. Her får

han og andre udenlandske hjemløse et måltid

varmt mad og et sted at sove. Ved et bord lidt

væk fra os sidder Fred Acquah, han er 32 år

og fra Ghana. Han lytter til musik, har et par

store hovedtelefoner på, men prøver ellers

at vække så lidt opsigt som muligt. I ni år

arbejdede han som jord- og betonarbejder i

Libyen, illegalt og uden papirer. Det var farligt

og usikkert, så da han havde tjent penge nok,

købte han sig plads på en af de mange både,

menneskesmuglerne dagligt sender af sted

mod Italien.

Ejer intet

- Jeg blev i Rom i otte måneder. Kommunen

gav mig et sted at sove, men der var meget

uroligt. Meget politi, der blev ofte skudt, men-


nesker blev myrdet – det var bare råt, råt,

råt. Og så var der desuden ikke noget arbejde

at få på grund af krisen, så jeg fløj videre til

Danmark, for penge jeg havde sparet sammen

i Libyen. Jeg har været her i fem måneder

nu og håber på, at jeg kan blive.

Han kigger ned på sine støvler, når han

taler. Han har kun det tøj, han står og går

i. Hans rygsæk er blevet stjålet på et af de

andre københavnske herberger. Han lever

på gaden, sover på herberg, når der er plads,

men er alligevel optimistisk. Selvom livet

som hjemløs i Danmark er barskt, så er det

bedre end det, han kender til fra Afrika og

Italien.

- Danmark er godt. Der er ikke nogen,

der kaster sten efter mig eller råber, folk er

venlige. Men jeg har brug for at finde et sted,

hvor jeg kan være fast. Når jeg sætter mig

ned, falder jeg i søvn med det samme, men

vågner lige så hurtigt igen, fordi her er så

meget larm alle vegne.

Han kigger rundt i lokalet, hvor andre

afrikanere, danskere og østeuropæere er ved

at indfinde sig for at få en plads for natten.

- Jeg har ingen penge i øjeblikket – ikke

én krone. Så jeg går mest bare rundt og

venter på, at klokken bliver mange nok til, at

jeg kan komme ind og sove på et herberg. Mit

eneste håb er Gud. Jeg har brug for at få en

opholdstilladelse, et sted at sove og så ellers

lade være med at tænke for meget undervejs.

Familierne er blevet dræbt

Fred har lagt livet i Afrika bag sig, forsøger

at glemme de grimme oplevelser og minder,

men det er vanskeligt. Hans familie er der

ikke længere, både far, mor, to brødre og

to søstre er blevet dræbt. Stort set samme

forhold gør sig gældende for Hassan. I fire år

arbejdede han som autosvejser i Italien, men

da krisen satte ind, og der ikke var flere job

at få, tog han til Danmark. At rejse tilbage til

Afrika var ikke en mulighed, han på noget

tidspunkt overvejede.

- I dag er det svært for mig at komme

tilbage. Der er alt for farligt. Jeg var 19 år, da

jeg forlod Liberia. Min far og mine to søskende

blev skudt, så derfor besluttede jeg mig for

at rejse. Men min mor er live, og hende har

jeg stadig telefonkontakt til. Jeg vil gerne se

hende en dag. Måske kan jeg en gang i fremtiden

få råd til at invitere hende på besøg.

Hassan sukker dybt, holder en meget lang

pause og fortæller, at han har lidt småjob her

i Danmark. Det er en kontakt, han mødte i

Italien, der skaffer ham dem.

- Jeg hjælper lidt til her og der med rengøring,

men jeg har brug for en uddannelse.

Jeg har kun seks års skolegang fra Liberia.

Jeg vil gerne arbejde med computerteknik

– hardware – men det er svært for mig at få

en uddannelse her, og jeg har brug for et job

for at få råd til en uddannelse. Jeg vil ikke

arbejde som svejser igen, det var hårdt, og

det generede mine øjne. |

Tredjerangs hjemløs

Selvom de alle er hjemløse, er der alligevel forskel på folk.

Det mærker især de afrikanske hjemløse, men også østeuropæerne

kan blive udsat for racistiske bemærkninger

på de danske herberger, hvis det da ikke er dem selv, der

fremfører dem.

Dansker. Østeuropæer. Afrikaner. Rækkefølgen

er ikke uden betydning. Der er et klart

hierarki blandt de hjemløse, alt efter hvor i

verden de kommer fra, og det er ikke kun i

Italien, at de mange afrikaneres tilstedeværelse

giver grobund for racisme og racistiske

udtalelser. Også på de danske hjemløseherberger

og blandt hjemløse på gaden i de

større danske byer kan tonen være racistisk

og sårende. Martin Skriver, der arbejder med

hjemløse og har været koordinator på flere af

vinterens nødherberger, har oplevet, hvad der

kan ske, når hjemløse med forskellig etnisk

baggrund skal deles om sovepladser, tøj og

mad. Som oftest har det været episoder, der

kunne klares med en lille pædagogisk samtale,

men i enkelte tilfælde har sammenstødende

mellem de forskellige etniske grupper

været af en mere alvorlig og kontant karakter.

- Vi har haft nogle kedelige episoder.

Østeuropæiske hjemløse, der gryntede ad

afrikanerne og kaldte dem aber og os andre

for nigger lovers, fortæller Martin Skriver.

- De var temmelig hardcore og truende, og

kom ind og sagde: Hvad skal vi med alle de

negere? Hvorfor skal de være her? Jeg måtte

jo så forklare dem, at fordi man er hvid, så er

man ikke mere berettiget til at få hjælp, end

afrikanerne er. Ikke her hos os i hvert fald.

Her er en hjemløs en hjemløs, og vi accepterer

ikke fremmedfjendtlig retorik.

Skinheads fra Ukraine

Selvom Martin Skriver kun har overværet

verbale overfald på afrikanere, så har han og

de andre folk bag nødherbergerne alligevel

taget visse forholdsregler for at undgå racesammenstød.

I den periode, hvor Kristuskirken

i København lagde lokaler til, blev de tre

dominerende hjemløsegrupperinger, skandinaverne,

østeuropæerne og afrikanerne, placeret

i sovesale på hver sin etage for at undgå

natlige sammenstød og slagsmål.

- Og så var der faktisk nogle af de frivillige

hjælpere, der mente, at netop det var

racistisk, men vi kunne jo ikke have, at de

overfaldt hinanden i løbet af natten, siger

Martin Skriver, der betegner de racistiske

uromagere, der nu er blevet forment adgang

til herbergerne, som skinheadtyper. De kommer

fra Ukraine, Polen og Litauen, men udgør

en mindre del af gruppen af Østeuropæiske

hjemløse i Danmark. Langt de fleste er fra

Rumænien, og flere af dem er strandet her i

landet uden penge på lommen. De har typisk

haft job hos håndværksmestre og mindre

håndværksfirmaer, men er blevet snydt for

deres løn og må derfor ty til den hjælp, de kan

få på de private herberger, der, i modsætning

til de offentligt finansierede, ikke kun tager

imod danske hjemløse, men også udlændinge.

Selvom Martin Skriver ikke har oplevet voldelige

konfrontationer mellem rumænerne og

afrikanerne eller danskerne, så er både afrikanerne

og rumænerne så massivt til stede, at

de sætter deres tydelige præg på dagligdagen,

og den måde de opfører sig på, falder ikke altid

i god jord hos de skandinaviske hjemløse,

forklarer han.

Kommer i store grupper

- Der mangler lidt Emma Gad hos dem. Vores

hjemløse har altid delt det, de havde. Havde

én en tier, så var der penge nok til to øl, en til

ham selv og en til makkeren, og havde man

en madpakke med fire halve, så blev den delt

med to halve til hver. Sådan er det ikke hos

rumænerne. De tømmer hylderne for tøj og

rydder bordet for smørrebrød, og det kan godt

skabe lidt konflikter, når danskerne spørger,

om de ikke kan tage ad to omgange i stedet

for at gafle tolv halve på en gang.

Selvom Martin Skriver godt kan forstå den

måde, de danske hjemsløse reagerer på, når

de ser, hvordan rumænerne agerer, så har han

alligevel en vis forståelse for rumænernes

opførsel.

- Der, hvor de kommer fra, er de jo blevet

behandlet som hunde og reagerer derfor på

samme måde. Jeg kan godt forstå dem.

Det, han opfatter som det største problem,

er, at de udenlandske hjemløse er så massivt

til stede på herbergerne. Både afrikanerne og

Østeuropæerne finder af sikkerhedsmæssige

årsager sammen i større grupper, og det stresser

og presser de danske hjemløse, der for de

flestes vedkommende er misbrugere og derfor

ikke har de samme kræfter som udlændingene,

der alle er kommet til landet for at få et

arbejde.

- De fylder fysisk meget på værestederne,

når de kommer i grupper af 10-20 mand, og så

er det, at det kan give problemer, og så bliver

hierarkiet pludselig vendt på hovedet, så det

er de danske hjemløse, der skraber bunden,

siger han. | -jh

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 17


foto polfoto |

så er det sagt | af

Forfatter, journalist og debattør Carsten

Jensen modtog for nylig Olof Palme-prisen.

Prisen er tidligere uddelt til blandt andre

Kofi Annan og Aung San Suu Kyi.

Carsten Jensen skriver fast i Hus Forbi.

18 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang

Carsten Jensen

Adgang forbudt

for demokratiet

På døren til det danske forsvarsministerium

hænger der et skilt, hvorpå der

står 'Privat Ejendom! Adgang forbudt for

uvedkommende'.

Uvedkommende, det er os, borgerne i

Danmark, som ikke bare betaler for alle

forsvarets krigeriske aktiviteter, men også

leverer de unge mænd og kvinder, der dør

og lemlæstes på slagmarkerne i Afghanistan,

en krig, som ingen, og da slet ikke

forsvarsministeren, forstår et ord af.

Forsvaret hjemsøges helt rutinemæssigt

af skandaler, som lige så rutinemæssigt

forbliver uden konsekvenser. Det skyldes

ikke kun, at et politisk flertal til enhver

tid dækker over de forskellige ministeriers

overgreb og ulovligheder. Det skyldes også,

at den danske presse lever efter samme

retningslinjer som politiet i Olsen Banden:

Når de virkelig store forbrydere kommer

forbi, har ordensmagten, i dette tilfælde

altså pressen, ikke nogen anden opgave

end at stå ret.

Filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen

har i filmmagasinet Ekko udpeget en

spindoktor i forsvarsministeriet, Jakob

Winther, som manden, der stod bag en læk,

der kunne have kostet danske jægersoldater

livet i Irak. Søren Gade vil ikke iværksætte

en undersøgelse. Den danske presse

foretager heller ikke en undersøgelse. De

journalister, der kender sandheden, og det

viser sig, at dem er der mange af, nøjes

med at folde armene over kors og se betydningsfulde

ud. De påberåber sig princippet

om kildebeskyttelse. Men kildebeskyttelsen

er til for at beskytte dem, der afslører

magtmisbrug, ikke dem, der misbruger

magt. Danske journalister er imidlertid

ikke i tvivl. De står på magtmisbrugerne og

deres egne karrieremuligheders side.

En af de jægersoldater, hvis liv blev bragt

i fare ved lækken, var Thomas Rathsack.

Hans bog om sit liv som jægersoldat 'Jæger.

I kamp med eliten' var årsag til efterårets

store skandale i forsvarsministeriet, da

ministeriet på en meget uelegant måde

forsøgte at forhindre bogens udgivelse.

Filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen

afslørede i sin dokumentarfilm 'Den hemmelige

krig', at danske soldater udleverede

afghanske krigsfanger til amerikanske

tropper, som derpå mishandlede og torturerede

dem. Dermed brød vi med den

Geneve-konvention, vi selv har skrevet

under på, og som også er til for at beskytte

danske soldater, skulle de engang selv

blive krigsfanger. Det kom der aldrig nogen

regeringskrise ud af, for det lykkedes

forsvarets spindoktorer i et tæt samarbejde

med pressen at mistænkeliggøre Guldbrandsen

og hans motiver.

Hvis der er en bog, stort set alle journalister

har gennempløjet, er det lige præcist

Thomas Rathsacks. Men enten kan

journalisterne ikke læse, eller også vil de

ikke læse. På side 113 i bogen finder man

nemlig den rygende pistol, som Christoffer

Guldbrandsen ledte efter i sin film, og som

forsvarsministeriet og den danske presse i

uskøn enighed hævdede, han aldrig fandt.

I sin opremsning af de danske jægersoldaters

resultater under deres indsættelse i

Afghanistan skriver Rathsack: 'Herunder

fanger danske jægere to gange afghanere,

som overdrages til amerikanerne.' Rathsack

var der, han så det. Her er det førstehåndsvidne,

alle har efterlyst.

Er der en eneste journalist, der opdager det

eller finder det værd at nævne?

I Danmark behøver man ikke at indføre

diktatur for at afvikle pressen som den

fjerde statsmagt. Journalisterne har helt

af sig selv givet afkald på at udgøre den

uafhængige, kritiske instans, der kontrollerer

magthaverne.

I forsvarsministeriet er der adgang

forbudt for demokratiet. Med entusiastisk

hjælp fra pressen. |

Så er det sagt er en klumme og udelukkende et udtryk for klummeskribentens holdning.


Okay at købe sex

hos en handlet kvinde

Mandlige sexkøbere mener, at de fleste prostituerede er lokket, snydt eller handlet

ind i prostitution, og at kun trusler om straf kan få dem til at holde op med

at købe sex hos de handlede kvinder.

af Jens Høvsgaard

foto Søren Zeuth

71 procent af de mænd, der jævnligt

køber sex hos en prostitueret

kvinde, har et ambivalent forhold

til det, de gør. Alligevel fortsætter

de med at gå på bordel. 53 procent

af sexkunderne er af den opfattelse,

at de fleste prostituerede er

lokket, snydt eller handlet ind i

prostitution. Alligevel afholder

det dem ikke fra sex med kvinderne.

Over halvdelen af kvindernes

kunder er gift eller lever i

et parforhold. Alligevel søger de

’kæresteoplevelser’ i prostitution.

Det viser en ny undersøgelse

’Men who buy sex. Who they buy

and what they know’. Undersøgelsen

er baseret på oplysninger

fra 103 mandlige prostitutionskunder

i London. Men selvom

den er engelsk, så mener mandeforsker,

lektor, ph.d., Kenneth

Reinicke fra Roskilde Universitets

Center, at konklusionerne i rapporten

også tegner et retvisende

billede af situationen i Danmark.

- Jeg tror godt, at man kan bru-

ge den engelske undersøgelse til

at pege på nogle generelle tendenser

vedrørende mænd, der køber

sex, hvor udbredt det er at købe

sex rundt omkring i verdenen, og

hvad mændene tænker om deres

handlinger. Bl.a. at det ikke kun er

ensomme mænd, der køber sex.

8. marts-initiativet, en paraplyorganisation

af 29 interesseorganisationer,

kæmper for at få

indført et forbud mod sexkøb og

ser undersøgelsen som et vigtigt

argument i den danske debat.

Talsperson Hanne Helth hæfter

sig ved, at undersøgelsen viser,

at en legalisering af prostitution,

som i for eksempel Holland, er

med til at øge antallet af sexkøbere.

Mange af de adspurgte

mænd forklarede, at når de én

gang på rejser havde besøgt

steder, hvor prostitution var legal

eller tilgængelig, vendte de hjem

med en fornyet opmuntring til

at købe sex. Hun ønsker derfor,

at der iværksættes en massiv

oplysningskampagne med fokus

på de skader, prostitution påfører

de prostituerede.

Mange mænd har det fint med at købe sex hos handlede kvinder.

- Mænds holdninger spiller en

central rolle i at udøve vold mod

kvinder. Indsatsen i forbindelse

med bekæmpelsen af vold mod

kvinder skal også adressere bredere

holdninger til sex, inklusive

prostitution, som normaliserer og

berettiger denne vold.

Sexkunder køber magt

65 procent af de adspurgte mente,

at ’de fleste mænd køber sex’,

og giver dermed udtryk for, at

deres adfærd er normal og ikke

det modsatte. Kenneth Reinicke

kan nikke genkendende til disse

konklusioner.

- Det er et kendt fænomen fra

andre studier om prostitutionskunder,

at på trods af, at mænd er

vidende om de prostitueredes livssituation,

så afholder det dem ikke

fra at fuldføre sexakten. Noget

af det vigtigste, der kan siges om

mænd, der køber sex, er derfor, at

de køber magten til selv at tolke,

hvad der sælges. Nogle mænd

angrer måske deres besøg hos

en prostitueret, hvorimod andre

mænd formodentligt ikke skænker

det en tanke, hvad det er, de er

med til at opretholde ved at gå til

prostituerede. De ser det derimod

nærmest som en rettighed.

Selvom en enkelt af de adspurgte

mener, at det eneste,

der kan forhindre prostitution,

er, hvis ’man dræber alle piger

i verden’, mener to tredjedel af

sexkøberne, at en straf for antisocial

adfærd vil afholde dem fra at

købe sex. Derfor mener Kenneth

Reinicke, at undersøgelsens resultat

også på det punkt kan bruges

af de danske lovgivere.

- Diskussionen om prostitution

er fyldt med myter og fordomme

om grunden til, at kvinder prostituerer

sig, og hvad der vil ske,

hvis der ikke gives tilladelse til,

at mænd kan købe sex. Det bedste

udgangspunkt for praksisændring

er klar politisk udmelding om,

at købesex ikke er acceptabel

adfærd. Prostitution behøver ikke

være et nødvendigt onde eller et

uforanderligt maskulint privilegium.

Det er muligt at påvirke

mænd, og at mænds seksualitet

ikke er en statisk størrelse. |

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 19


20 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang

foto Flemming Schiller

5skarpe til Peter Skaarup

Med udtalelser om strammere grænsekontrol og øget politiindsats

mod de udenlandske brugere af vinterens nødherberger

har Peter Skaarup, rets- og integrationsordfører for

Dansk Folkeparti, for alvor blandet sig i hjemløse-debatten.

danmark er en del af schengen-samarbejdet, der tillader eu-borgere

at rejse inden for eu uden at skulle vise pas. alligevel ønsker du

en strammere grænsekontrol. hvem er det, du ikke vil lukke ind, og

hvad er du bange for?

Jeg er bekymret for de kriminelle, der uhindret kan benytte de åbne grænser mellem særligt Danmark

og Tyskland. Danmark er et attraktivt land med flere penge og flere materielle goder end eksempelvis

de østeuropæiske lande, som flere af de kriminelle kommer fra. De goder er de kriminelle interesserede i

at få fingrene i. Journalister fra JydskeVestkysten har som et eksperiment passeret grænsen ved alle de

sønderjyske overgange i en varevogn spækket med stereoanlæg, fjernsyn og dvd’er. De blev ikke stoppet

én eneste gang, selvom lasten unægteligt så mistænkelig ud. Det er bekymrende. Jeg synes, det er

på tide at få gjort op med den naive tro på, at det er nok blot at bevogte EU’s ydre grænser.

da vinterkulden var værst, opfordrede du politiet til at anholde de

illegale østeuropæere, der søgte ly på landets nødherberger.

handler det ikke i den situation mere om overlevelse for de hjemløse

– og ikke nationalitet?

Det er en balance. På kort sigt handler det naturligvis om at hjælpe de mennesker, der er i nød, og som

opholder sig i Danmark, eksempelvis i forbindelse med den hårde vinter. Men det er ikke en langsigtet

løsning, at illegale hjemløse befinder sig i Danmark. Deres markante tilstedeværelse går ud over de

danske hjemløse. Flere af de illegale hjemløse opfører sig mere aggressivt end de danske. Det var i håbet

om at finde en mere permanent løsning på problemet, at jeg udtalte mig i forbindelse med de illegale

hjemløses brug af nødherbergerne.

i forbindelse med fætrene langballe og krarups udtalelser om

muslimer for nyligt meldte du ud, at dansk folkeparti havde taget

hul på en ny kvaje-kvote. bør din udmelding om politi mod hjemløse

ikke have plads i den kvote?

Nej, det bør den ikke. De illegale hjemløse er en reel udfordring. Det bliver et stort problem, hvis vi

ikke finder en langsigtet løsning. I første omgang bør vi fokusere på de danske hjemløse. Og dem er

jeg ikke engang sikker på, at vi hjælper godt nok.

i jeres partiprogram hedder det om socialpolitikken, at i vil 'sikre, at

de svageste borgere, uanset hvor de bor i landet, får et værdigt og

trygt liv'. med din kritik af schengen-samarbejdet og nødherbergerne

lyder det som om det, kun gælder for socialt udsatte danskere?

Ja, det gør det for så vidt. Det sociale system i Danmark er først og fremmest for de danske hjemløse

og de danske socialt udsatte. På kort sigt skal vi naturligvis hjælpe alle med deres akutte behov, men

jeg mener, at hjemløse og socialt udsatte skal hjælpes i deres eget land, hvor de kan sproget og har

deres familie og netværk. Det er ikke det samme som, at udenlandske hjemløse i Danmark skal overlades

til sig selv og kulden, men vi skal bestræbe os på, at de sociale problemer i højere grad løses i

de socialt udsattes hjemlande.

har et danmark, der er mere velstående end andre eu-lande, ikke

et moralsk ansvar til at lukke frysende, sultende og hjemløse

mennesker ind?

Jo, og det ansvar synes jeg også, vi tager, men vi må ikke være blinde og naive og lukke alle dem

med kriminelle hensigter ind. Hvad angår dem, der ikke er kriminelle, men som af den ene eller anden

grund søger lykken i Danmark, har vi en forpligtelse til at sørge for dem. Det er, som det skal være,

men vi bliver nødt til at kigge fremad. Vi bliver nødt til at sikre, at tilstrømningen minimeres, og at de

sociale problemer løses i de lande, hvor immigranterne kommer fra.


Nu skal socialt udsatte droppe cigaretterne.

Røgtågerne skal lette på væresteder

De traditionelle rygestop-tilbud appellerer ikke til socialt udsatte.

Derfor uddanner Københavns Kommune nu medarbejdere på væresteder og herberger,

så de kan støtte brugere, der gerne vil ryge mindre eller stoppe helt.

af Trine Kit Jensen

foto Flemming Schiller

Mange socialt udsatte ryger som

skorstene. Det har store sociale og

sundhedsmæssige konsekvenser,

men socialforvaltningen i Københavns

Kommune er nu på vej med

et korps af såkaldte RygestopAmbassadører,

der rekrutteres blandt

medarbejderne på væresteder og

herberger.

- Gruppen af socialt udsatte har

lige så meget ret til et tilbud som

alle andre borgere, og vi ved, at

de har svært ved at benytte sig af

de almindelige rygestop-kurser.

Derfor vil vi gerne give dem et

skræddersyet tilbud, fortæller

projektleder Britta Krog.

Idéen er, at de medarbejdere,

som brugerne i forvejen kender

og har tillid til, skal uddannes til

at motivere og støtte de socialt

udsatte i den svære rygeafvænningsproces.

Uddannelsen sker på

et seks-dages kursus med efterfølgende

supervision og netværks-

møder, og de første rygeafvænnings-ambassadører

er klar til at

gå i aktion sidst i maj.

Væresteder og herberger har

dispensationen fra reglerne i

rygeloven fra 2007. Men nogle

få steder har man valgt at følge

lovens bogstav. Her kan det nye

tilbud være en hjælp til brugere,

der ellers risikerede at blive presset

ud. Men selvom projektet er

døbt 'Røgfri Væresteder', understreger

Britta Krog, at projektet

ikke forholder sig til et generelt

rygeforbud på værestederne.

- Vi vil gerne sætte rygeafvænningen

på dagsordenen, men det er

helt frivilligt for brugerne, om de

vil deltage eller ej, siger hun.

Det er medarbejderne selv,

der har peget på, at de ser rygning

som en af de største sundhedsmæssige

udfordringer hos

de socialt udsatte. Britta Krog

vurderer, at projektet vil få størst

gennemslagskraft i gruppen af

psykisk sårbare, men et moderat

misbrug af alkohol eller stoffer

er ingen hindring for at gå i gang

med rygeafvænnning, lyder det.

- Forskning viser f.eks., at hvis

man kombinerer stofmisbrugsbehandling

med rygeafvænning har

stofmisbrugsbehandlingen større

effekt, siger hun.

Nogle steder i kommunen er

der allerede erfaringer med rygeafvænning

blandt socialt udsatte.

Det gælder f.eks. på N.A.B.O.

- Center Amager, et værested

for psykiske syge med 40 til 60

daglige brugere. Her har der siden

oktober været tilbud om rygestopkurser

eller 'ryge-reducerende'

forløb, som man kalder det for

ikke på forhånd at skræmme

nogen væk. På det første hold med

fem deltagere holdt to op med at

ryge, mens et nyt hold netop nu

er i gang med forløbet. Derudover

har flere selv taget initiativ til at

skodde smøgerne eller skære ned

på forbruget, fortæller centerleder

Lars Rau.

- Det smitter, og jeg oplever,

at mange er motiverede, selvom

de selvfølgelig også synes, det er

rigtig svært at holde op, siger han.

N.A.B.O. - Center Amager

havde oprindelig også planer om

at forbedre udsugningen i rygerummet,

hvorfra røgen siver ud i

de øvrige lokaler. Men den plan er

der i samarbejde med brugerne af

værestedet lavet om på. I stedet

bliver der i løbet af foråret bygget

et rygeskur i haven.

- Den idé er der rigtig mange,

der bakker op om. Andre har

forståelse for det, og nogle er

utilfredse. De har foranstaltet en

underskriftindsamling, men vi forsøger

at argumentere med, at der

i det gamle rygerum så kan blive

plads til f.eks. billard eller kreative

aktiviteter, siger Lars Rau.

Projekt 'Røgfri Væresteder' er

finansieret af Indenrigs- og Socialministeriet.

Det løber over fire

år og målet er, at de uddannede

RygestopAmbassadører i løbet af

hele projektperioden skal i kontakt

med 600 brugere af væresteder

og herberger. |

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 21


fattigdom

gennem linsen

I februar kunne medlemmerne

af Pressefotografforbundet stille

skarpt på fattigdom og social

udstødelse ved at deltage i en

stor fotokonkurrence i anledning

af EU’s fattigdomsår. Konkurrencen

var udskrevet af Europa

Kommissionens Repræsentation

og Europa-Parlamentets Informationskontor

i Danmark.

De 25-30 bedste billeder vil

blive udstillet i Europa-Huset

i Gothersgade i København i

starten af marts. Torsdag den 25.

marts afsløres det, hvilken

fotograf, der har taget det bedste

billede og som vil blive belønnet

med 25.000 kroner.

Hus Forbis redaktør, Jens

Høvsgaard, har siddet i dommerkomitéen

sammen med Lars

Lindskov, formand for Pressefotografforbundet,

og Morten

Løkkegaard, der er tidligere DRstudievært

og i dag medlem af

Europa-Parlamentet for Venstre.

-sia

børnefamilier

må ikke ende

på gaden

Det skal være noget nær umuligt

for børnefamilier at ende på

gaden. Det mener Socialdemokraternes

socialordfører, Mette

Frederiksen, der håber at skaffe

et folketingsflertal til et nyt

fempunkts-forslag.

For det første mener Mette

Frederiksen og Socialdemokraterne,

at landets kommuner skal

tilbyde børnefamilier, der sættes

på gaden, en billigere permanent

bolig, og at familiens huslejebetaling

derefter kommer under

administration. Det foreslås også,

at private udlejere forpligtes til

at varsko kommunen, inden en

fogedsag sættes i gang.

Derudover indeholder forslaget

et krav om, at de lave

og i Socialdemokraternes øjne

fattigdomsskabende kontanthjælpsydelser

afskaffes, og at der

kommer mere kul under byggeriet

af billige boliger.

-sia

22 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang

SF’s socialordfører, Özlem Sara Cekic (t.v.), får sig en sludder med Hus Forbisælgeren

Kisser, der var med til at formulere ønskelisten.

Hjemløse-ønskeliste

på vej til ministeren

Flere sovepladser på herbergerne, større tryghed og et kuldeberedskab,

når næste isvinter sætter ind.

Det er tre af punkterne på den ønskeliste fra de hjemløse, som indenrigs-

og socialminister Karen Ellemann (V) nu bliver præsenteret for.

Ønskelisten er udarbejdet i forbindelse med et møde, som de hjemløse

og de organisationer, der arbejder med hjemløshed, holdt med SF’s socialordfører,

Özlem Sara Cekic, i slutningen af januar.

- Det er utrolig vigtigt at give gadens eksperter mulighed for at komme

til orde. Det er trods alt deres hverdag, vi lovgiver om, siger Özlem Sara

Cekic om baggrunden for mødet.

For de hjemløse er det en daglig stressfaktor at skulle finde et varmt og

trygt sted at sove. Derfor er et stort ønske slet og ret flere sovepladser.

Og det må gerne være tilladt at få hunden med indenfor, hvilket det for

øjeblikket kun er på fire af landets 60 herberger.

For de hjemløse, der ikke finder – eller ønsker – en soveplads for natten

på et herberg, er det vigtigt, at de kan føle sig trygge udenfor. Et punkt

på ønskelisten er derfor, at der gøres en ekstra indsats for at forhindre

røverier og overfald.

Da sne og frostgrader holdt landet i en skruetvinge i januar og februar,

blev der på privat initiativ oprettet en lang række nødherberger. I den

forbindelse efterlyser de hjemløse et landsdækkende kuldeberedskab, der

aktiveres, næste gang isvinteren kommer til Danmark.

Ønskelisten forholder sig også til de flere og flere udenlandske, særligt

østeuropæiske, hjemløse, der er dukket op i gadebilledet. Mange af

dem er forment adgang til de herberger, der får offentlig støtte, hvilket

betyder, at koncentrationen af dem bliver markant på de herberger, de har

adgang til. På ønskelisten står derfor flere overnatningstilbud til udlændingene,

og basal overlevelseshjælp til nødstedte udenlandske hjemløse.

-sia

Hele ønskelisten kan ses på husforbi.dk

foto Holger Henriksen

2.400 narko-

maner kan få mad

efter maleri-

auktion

Det indbragte narko-projektet

Dugnad Vesterbro 24.000 kroner,

da rockbandet Kashmir i samarbejde

med Hus Forbi satte det

3x3 meter store håndmalede

maleri, der i nedfotograferet form

pryder albummet ’Trespassers’,

til salg på Lauritz.com. Maleriet

blev solgt for 20.000 kroner,

hvilket er blevet suppleret med

4.000 kroner fra Lauritz.com, der

har valgt at donere sit salær til

Dugnad.

Dugnad Vesterbro, der blandt

andet driver Café Dugnad, vil

konvertere de 24.000 kroner til

2.400 portioner nærende aftensmad

til narkomanerne.

- Det betyder, at vi kan servere

gratis mad i over en måned.

Nogle af de her mennesker har

ikke spist i flere dage, så det at

få et sundt og nærende måltid

er utrolig vigtigt. Og det betyder

færre konflikter i lokalområdet,

siger Michael Lodberg Olsen,

leder af Dugnad Vesterbro og

beboer på Vesterbro.

De fire musikere i Kashmir bor

alle på Vesterbro og var ikke i

tvivl om, at overskuddet fra auktionen

skulle gå til Dugnad og

dermed til de mellem 300 og 500

narkomaner, der dagligt færdes

i bydelen. Musikerne er frustrerede

over den kriminalisering og

umenneskeliggørelse, som narkomanerne

dagligt udsættes for.

- De vil altid føle sig forfulgt

og set ned på. Vi lever altså i

et samfund, hvor narkomani og

misbrug eksisterer, og spørgsmålet

er, om vi skal hjælpe dem eller

lade dem rådne op? Jeg er ikke i

tvivl om, hvad jeg mener, at man

bør gøre, sagde forsanger Kasper

Eistrup i Hus Forbis februarnummer.

Maleriet blev købt af virksomheden

MOC Systems, der holder

til i København.

-sia

Læs mere om Dugnad på

www.dugnad.dk


foto polfoto

strid om søndagslukket

varmestue

Hold åbent alle ugens syv dage,

og brug sommeren til besparelser.

Så klar er meldingen fra

socialudvalget i Silkeborg, til

Kirkens Korshærs beslutning om

at holde søndagslukket i byens

varmestue.

Beslutningen var truffet af

den daglige leder af varmestuen,

Jens Anders Brogaard, for at

sikre, at der altid er to mand på

arbejde, når stedet holder åbent

de øvrige seks dage.

Ifølge Jens Anders Brogaard

har personalet på varmestuen

nemlig noteret en markant stigning

i brugere med psykiske

lidelser, heriblandt flere med

dobbeltdiagnoser, hvilket har

givet anledning til utryghed og

usikkerhed i varmestuen.

Men beslutningen er bestemt

ikke faldet i god jord i Silkeborg

Kommunes socialudvalg.

- Vi anerkender, at lederen af

varmestuen skal tage hånd om

sit personale, når der er brug for

det, men vi er kede af og bekymrede

over den beslutning, og vi

har en forventning om, at varmestuen

bliver åbnet igen på søn-

og helligdage, siger udvalgets

formand, SF'eren Elin Sonne.

- Den værste dag at vælge

at lukke på er søndag. Skal det

være, så er det bedre at lukke på

en hverdag i ugens løb.

-sia

sagt i februar

Udsolgt støttekoncert

The Rumour Said Fire og syv andre københavnske undergrundsbands

trak fuldt hus, da de den 4. februar spillede i Pumpehuset til fordel for de

hjemløse. Koncerten var arrangeret af Hus Forbi og foreningen Giv Din

Hånd. Men de unge musikere nøjedes ikke med at give koncert.

De gik også på gaden og hjalp med at sælge Hus Forbi, og det var en

kold fornøjelse.

- Men vi skal ikke brokke os, vi har trods alt en varm stue at komme

hjem til, sagde den frysende forsanger, Jesper Lidang, da Dagbladet B.T.

fangede ham og de andre musikere ved Nørreport.

-jh

-Nu kan jeg forstå,

at der har været lidt

fokus på, at jeg ikke

passer mit arbejde.

Men almindeligvis

passer jeg mit

arbejde, og det

har jeg tænkt mig

at blive ved med.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen

på sit tirsdagspressemøde,

9. februar.

-Mange danskere

er begyndt

at tvivle på, om

Løkke dybest set

ønsker at være

statsminister,

og om han har

lederegenskaberne.

Henrik Qvortrup,

politisk redaktør, TV 2,

i MetroXpress

foto Holger Henriksen

gjæstebud

skifter adresse

Projektet Gjæstebud, der hver

søndag inviterer de hjemløse

indenfor til mad og varme, har

skiftet adresse fra krypten under

Kapernaums Kirke til Bethesda

Dam ved Grønttorvet i København.

Samtidig er projektet

blevet omdannet til en humanitær

forening med selvstændig

bestyrelse.

- Det sker for at styrke

økonomien og rammerne, så vi

kan forbedre aktiviteterne, siger

præst Asser Skude, der i 2003

tog initiativ til Gjæstebud.

Se mere på www.gjaestebud.dk

-sia

borgmester

ny protektor

International Network of Street

Papers (INSP), som Hus Forbi

er medlem af, har fået endnu en

protektor. Det er Gunnar Bakke,

der er borgmester i norske Bergen.

INSP har i forvejen Glasgows

borgmester, Robert Winter, som

protektor, og David Schlesinger,

ansvarshavende redaktør for

nyhedsbureauet Reuters, som

ærespræsident.

INSP’s medlemsskare tæller

106 hjemløseaviser fordelt på 38

lande verden over.

-sia

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 23

foto scanpix


| læserne skriver |

Grundig oprydning

frem for fixe idéer og lappeløsninger

Mens der diskuteres om

fixerum og fattigdomsgrænser,

og de mest udsatte henvises til

borgerinitiativer for ikke at fryse

ihjel i vinterkulden, slås Kofoeds

Skole-forstanderen og stifteren

af Maria Tjenesten, Jens Aage

Bjørkøe, til Ridder af Dannebrog,

og Rådet for Socialt Udsatte får

en ny formand i Jan Sjursen. Det

er et godt ”fix” og glimrende PR,

men pragmatikeren må nok efterlyse

reelle tiltag, som er svære

at få øje på, og pragmatiker må

man være, når mennesker fryser

ihjel, og når dødeligheden blandt

hjemløse er så høj, at man knap

nok tør tale om den.

Som psykolog, der arbejder

med nogle af de mest socialt udsatte,

efterlyser jeg pragmatisme.

Når et menneske er motiveret til

at komme i misbrugsbehandling,

24 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang

skal det være muligt, når han/

hun er motiveret, ikke tre måneder

senere. Når man udskrives fra

behandlingen, bør der være bolig

og samtidig gerne en tilknytning

til arbejdsmarkedet. Altså en

grundig efterbehandling og integrerede

sociale interventioner,

således at man reelt integreres i

samfundet og bliver en del af det

snarere end en udstødt størrelse,

der skal gemmes væk i ensomme

etværelses boliger.

Selvom man som psykolog

gør sit bedste for at få sagsbehandler,

misbrugsbehandler,

læge, psykiater og patient til at

tale sammen for at arrangere

en hjælp, der er koordineret og

meningsfuld, lykkes det sjældent

uden enorme anstrengelser,

og resultatet er, at værdifulde

ressourcer spildes i stedet for at

Nødhjælpsarbejdere på Haiti havde taget Hus Forbi med.

blive stillet til rådighed for dem,

der har mest behov for dem.

Resultatet bliver ofte lappeløsninger,

som blot kridter banen

op til den næste psykiske eller

sociale nedtur.

Ridderkors og stjernebånd,

nye formænd og forgyldte

undersøgelser er naturligvis

godt nok, men det, som social-

og sundheds-sektoren

virkelig trænger til, er en grundig

oprydning, en ny kultur, hvor der

samarbejdes på tværs af faggrænser

og forvaltninger, og at

hjælpen tilrettelægges sådan, at

den kommer borgeren til gode

i fuldt og størst muligt omfang.

Forgyldte ideer og fixe løsninger

har vi set nok af.

Christof Lehmann,

Psy.D., klinisk psykolog,

Psykologhjørnet - Århus

Jeg er netop vendt hjem fra det jordskælvsramte

Haiti, hvor jeg har været

med til at etablere en teltlejr. Det blev

efterhånden en mindre landsby med

kloakrør og vandledninger i jorden.

Hvilket betød, at det blev muligt at

forsyne både 2 køkkener og 18 brusebade,

og nogle enkelte vandskyllende

toiletter. Det blev gjort med en

dansk produceret vandværkspumpe.

Der er mange nationaliteter i lejren,

og en af dagene blev jeg inviteret på

Italiensk frokost. Så midt i arbejdsdagens

travlhed sad jeg sammen med

15 Italienske Røde Kors-folk og nød

deres hjemmelavede pastaret med

deltag i debatten

Skriv et debatindlæg eller et læserbrev til Hus Forbi, og send det til debat@husforbi.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere tilsendt materiale.

Mere end en fix idé

Der er sund fornuft og god økonomi i at tilbyde

de hårdest belastede narkomaner lægeordineret heroin.

af Marisa Matarese

Blandt de omkring 1.400 patienter,

der indgår i det schweiziske

forsøgsprogram med lægeordineret

heroin, PEPS, falder kriminaliteten

i gennemsnit 80 pct., og

deres helbredstilstand forbedres.

Især fordi den heroin, der uddeles

på landets forsøgscentre,

er af bedre kvalitet end den, der

sælges på gaden, og som en ekstra

gevinst sparer samfundet masser

af penge.

- Det er meget dyrere at

afholde omkostninger til hospital,

fængsel og retsvæsen end

at uddele gratis lægeordineret

heroin, siger chefpsykiater Yves

Alexandre Kaufmann, der er

leder at PEPS-forsøgets afdeling i

Geneve.

Opbakning fra samfundet

PEPS startede i januar 1994 som

et forsøgsprojekt med det formål

at afdække, hvorvidt lægeordineret

heroin kunne nedbringe

kriminalitet, sygdomme og

dødsfald blandt narkomaner. Det

er nu uomtvisteligt bevist, og det

er ikke kun fagfolkene på PEPS,

der er begejstrede over resulta-

terne. Også befolkningen kan se

fornuften ved projektet og bakker

op om det. Så meget, at 68 pct.

ved en folkeafstemning i efteråret

stemte for, at ordningen skulle

gøres permanent.

- Samfundets holdning er

generelt positiv. Det har den ikke

altid været. Før i tiden var de

ansatte på hospitalerne, især sygeplejerne,

bange for heroinmisbrugerne.

De var bange for vold

og ustyrlige patienter, men vores

patienter giver dem ikke problemer,

siger Kaufmann.

Klar, hvis uheldet er ude

I de femten år, de schweiziske

stofmisbrugere har haft et

alternativ til illegalt junk eller en

metadonbehandling, er der ikke

registreret en eneste overdosis.

Yves Alexandre Kaufmann mener,

at det skyldes, at det er mere

sikkert at indtage heroin end

metadon.

- Med metadon oplever man

klimaks efter fire timer, og hvis

man i mellemtiden har indtaget

andre stoffer, kan der opstå

komplikationer, når det andet stof

rammer sit højdepunkt. Heroinen,

der injiceres, har en øjeblikkelig

virkning. Hvis der skulle opstå

problemer, ville vi se det her, for

det ville ske med det samme, og

hos os står der uddannet personale

klar til at hjælpe, hvis uheldet

er ude.

Også risikoen for at blive syg

på grund af beskidte kanyler er

elimineret. I løbet af projektets

levetid er kun én person registreret

som hiv-smittet.

Lysten til at vælge en anden vej

I gennemsnit varer behandlingen

af patienter på heroin på PEPScentrene

i Schweiz under tre år.

Det skal ses i forhold til, at patienterne

i gennemsnit har taget stoffer

i mere end 16 år. Men at starte

på en behandling i PEPS kræver

høj motivation og disciplin.

- Der stilles hårde krav til dem.

Når de starter her, har de problemer

af social, kriminel, psykisk

og helbredsmæssig karakter, samt

sidemisbrug. Allerede efter to-tre

måneder ser vi en radikalt forbedret

tilstand. De forandrer sig

fuldstændigt og har stort set intet

sidemisbrug, siger Yves Alexandre

Kaufmann og fortsætter:

- Vores filosofi går ud på at

stille patienterne i en situation,

hvor de har lyst til at vælge

noget andet. Så længe man er på

heroin, har man ikke mulighed

for at vælge. Man er hele tiden på

jagt efter penge til at skaffe nye

stoffer. Her skal de ikke længere

bekymre sig om at skaffe hverken

penge eller stoffer. De har derfor

tid til at ændre deres situation. De

kan for eksempel starte med at

tage vare på sig selv.

Ud over at udgifterne til retsvæsen

og politi falder, i takt med

at patienterne ikke behøver lave

kriminalitet for at få råd til deres

stof, ser man også på centret, at

en pæn del af patienterne vender

tilbage til arbejdsmarkedet.

- Ud af de 50 patienter, vi i øjeblikket

har her i Geneve, har syv

af dem almindeligt arbejde, siger

Yves Alexandre Kaufmann.

For at kunne blive godkendt

til at deltage i ordningen med lægeordineret

heroin i Schweiz skal

man være fyldt 18 år og have haft

et misbrug i minimum to år. Ud

over det skal man have sociale,

psykiske og helbredsmæssige

problemer. |

HUS FORBI | nr. 2 februar 2010 | 14. årgang | 5

I seneste nummer af Hus Forbi fortalte vi om de

gode erfaringer fra forsøget med lægeordineret

heroin i Schweiz.

Mellemfolkelig hygge

midt i katastrofen

kød og grønsager, hertil hjemmebagt

brød, afsluttet med espresso-kaffe.

Pludselig dukkede deres chef op og

hilste med glædesstrålende øjne. Velkomsten

blev også viderebragt til mig,

den danske blikkenslager. Resten af

dagen gik med brusebads-montage,

og jublen ville ingen ende tage, da

vores lokale runner kom med 24 Coca

Colaer, og brusebadet var klar. Men

som I kan se på billedet, fik vi også tid

til at læse Hus Forbi.

Ivan Mott, International delegat for

Dansk Røde Kors

katastrofeberedskab.

foto Flemming Schiller


Et blandet kor

Jeg køber som regel Hus Forbi,

når jeg har en 20'er i lommen og

'han' står der ved lørdagsindkøbet.

Jeg føler meget med de mennesker,

som af den ene eller

anden grund er kommet på den

skæve side, og jeg støtter hjælpen

til 'dem' over en bred kam gennem

flere frivillige NGO'er og ikke

mindst gennem skatten, som jeg

betaler med glæde.

Jeg er klar over, at det ofte blot er

tilfældigheder, som betyder, at jeg

(lige nu) er på den anden side.

Jeg er glad for at arbejde

50-60 timer om ugen, og jeg

accepterer, at jeg skal aflevere

mere end halvdelen af min meget

gode indtægt i skat, idet jeg ved,

at det medfører, at vi lever i et af

verdens mindst ulige samfund.

Jeg står også som vælger bag

den nuværende regering, selvom

jeg ikke er lige tilfreds med alt,

hvad de bedriver.

Men jeg nyder faktisk ikke at slå

op i Hus Forbi og læse en leder

som 'Oprøret ulmer' der handler

om alt muligt andet end kampen

for de skæve eksistenser, herunder

krigsindsatsen og bekymringen

for fremvæksten af parallelsamfund,

men først og fremmest

er som at læse en af Informations

ledere for 20-30 år siden. Jeg tror,

at det er en enorm misforståelse

at bruge netop dette sted til at

messe sine klassiske, gammeldags

venstreorienterede retirader.

Vi kunne sikkert få en lang og

interessant diskussion om, hvilken

samfundstype som trods alt er

i stand til at tage bedst vare på

sine svageste, især hvis den blev

baseret på realia og ikke dogmatisk

teori.

Lad os være sammen om at kæmpe

for de udstødte og svageste,

for det handler om menneskelighed

og ikke om politisk ståsted.

Jeg håber, at jeg vil kunne læse

Hus Forbi igen en anden gang.

Venligst

Jacob Nielsen, speciallæge

illustration Louise Thrane Jensen

Kære Jacob Nielsen,

Tak for dit indlæg. Hus Forbi er sat på

jorden af to årsager. Dels skal avisen

være med til at skabe en indtægt

til vores sælgere, der alle er enten

nuværende eller tidligere hjemløse,

dels skal den være med til at sætte

fokus på social ulighed og det samfund

eller de mekanismer, der skaber

uligheden. Det prøver vi at gøre med

artikler og debatskabende indlæg. Når

jeg i min leder ’Oprøret ulmer’ tager

afsæt i, at der i den danske befolkning

er en voksende modstand mod

tingenes tilstand, så gør jeg det, fordi

jeg kan begrunde og dokumentere, at

modstanden netop er bred folkelig og

ikke, som du konkluderer dig frem til,

isoleret til en snæver venstrefløj med

rod i 70’ernes retorik og dogmatik.

Lad mig give dig et par eksempler:

Håndteringen af karrikaturkrisen, der

blev foranlediget af Muhammed-tegningerne,

er blevet undsagt af blandt

andre tidligere udenrigsminister Uffe

Ellemann Jensen (V), Dansk Industris

direktør, Hans Skov Christensen, og

Grundfos bestyrelsesformand, Niels

Due Jensen. Ingen af disse personer

kan vel beskyldes for at være specielt

venstreorienterede. Det mener jeg

heller ikke, at man kan sige om den

borgerlige debattør Ulrik Høy og brigadegeneral

Finn Særmark Thomsen,

der begge har krævet at få nedsat en

kommission, der skal kulegrave grundlaget

for Danmarks krigsførelse i Irak.

Jeg tvivler også på, at godsejer og

tidligere minister Britta Schall Holberg

(V) synger Internationale eller Når jeg

ser et rødt flag smælde, men alligevel

er hun med i koret af bekymrede

danskere. I et interview fra januar i år

siger hun: ’Desværre er vi ved at få et

samfund, der indsnævrer friheden og

de lige muligheder’.

Altså, kære Jacob Nielsen. Jeg tror, jeg

må melde hus forbi, når du anklager

mig og min leder for at være betonkommunistisk

og venstre-agitatorisk.

Store dele af den danske befolkning

er bekymrede over udviklingen i det

danske samfund, og det, de nu kræver,

er ikke rød front, men fælles front mod

ulighed, udstødelse, forhånelse og

flere forringelser.

Venlig hilsen

Jens Høvsgaard, ansv. redaktør

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 25


Mændenes Hjem fylder 100 år

26 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang

I dag kommer her

både mænd og

kvinder. De fleste

er stofmisbrugere,

og omgangstonen

er rå, men alligevel

holder brugerne af

stedet.

af Lisbeth Rindholt

foto Martin Bubandt


HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 27


I starten

tænkte

jeg: Hold

da op,

her skal

jeg sgu

ikke ind!

Martin Hansen

Martin Hansen Flemming Thorup

28 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang


Hektisk i stuen,

mere ro på tredje

- Velkommen til de mærkelige mænds hjem,

griner en af fyrene i flokken af mænd, der

hænger ud foran indgangen til Mændenes

Hjem. Da han har afleveret sin velkomstreplik,

forsvinder han hastigt ned ad Istedgade.

Indenfor er der mindre crowded. Der står

nogle mænd og roder i kasserne henne ved

døren. Der er fixeværktøj (små poser med

kanyler, vat og rent vand) og kondomer i kasserne.

To udenlandske fyre sidder og stener

i de grønne, såkaldte koksestole langs med

væggen. Og trafikken gennem det store, åbne

kontaktstedslokale glider lydefrit.

En af medarbejderne i huset, Søren Blådal,

kommer fotografen og mig i møde. Et par af

brugerne griner og puffer kammeratligt til

hinanden, men hilser på Søren, da han går

forbi.

Medarbejderne på Mændenes Hjem er

jævnligt vidner til en barsk omgangstone

blandt husets gæster og beboere. Men ikke

denne formiddag.

- Jeg låser lige jeres ting inde nedenunder,

siger Søren med et smil.

- Alt kan ske på Mændenes Hjem.

På trappen støder vi på Flemming Thorup.

Han er en af dem, der bor fast i huset.

Helt 'Anders And' med alle de folk

Flemmings værelse ligger i Boenheden på

tredje sal. Midt på en lang gang med køkken i

den ene ende og fælles opholdsrum i den anden.

Normalt arbejder Flemming på Café Sonja

i Saxogade. Men han er kommet til skade med

sit knæ og er hjemme i dag.

- Jeg vil nu ikke kalde de her otte kvadratmeter

mit hjem. Der er ikke så meget at råbe

hurra for, siger han, mens han rydder noget tøj

af vejen, så der bliver plads til at sidde i lænestolen

og på sengen. Han er lige fyldt 61 år, og

der står stadig et par flag fra dagen.

- Det var en god fødselsdag med boller og

balloner og det hele, fortæller han. Han har

boet i Boenheden et års tid og har tidligere

arbejdet som bl.a. operatør og chauffør, men

’kom ud i noget narko’ og mistede sin lejlighed.

Før han fik sit nuværende værelse, boede han i

otte måneder på herberget på første sal.

- Der er tit ballade dernede. Der ryger så

mange folk ud og ind ad døren. Det er helt

'Anders And'. Heroppe er der mere ro på.

Helt stille er der nu ikke. Da vi kommer ud

på gangen, råber en fyr en masse usammenhængende

ord fra et af værelserne.

- Jeg tror, han er på et eller andet, griner

Flemming.

På vej ned ad trappen går vi forbi en kvinde.

Hun har hætten trukket godt op over hovedet.

På Mændenes Hjem bor der kun mænd,

men kvinder har lov til at komme på besøg i

bodelen, og de kan også benytte sygepleje-

og tandlægeklinikken. Kvinden med hætten

forsvinder ind i mængden af mennesker i

stueetagen.

Her skal jeg sgu ikke ind

Det er frokosttid, og cafébordene er godt fyldt

op. Dagens varme ret er mørbrad med kartoffelmos

og rødbeder. Den koster 15 kroner. I

cafeen bliver der serveret ’gammeldags’ dansk

mad. For det er sådan, brugerne vil have det.

33-årige Martin Hansen er ingen undtagelse.

- Det er god mad, det her, konstaterer han

og spidder et stykke kød med gaflen. Han er

kommet i miljøet omkring Mændenes Hjem i

12 år. Men det er først inden for det seneste år,

at han rigtigt er begyndt at bruge stedet.

- I starten tænkte jeg: Hold da op, her skal

jeg sgu ikke ind! Folk sad og fixede ude foran,

og jeg havde ikke lyst til at vise, at jeg også

tog stoffer. Men det har jeg lært at acceptere.

Og nu kan jeg godt lide at sidde og tale med de

’gode’ folk herinde, siger han og fortæller, at

han begyndte at tage heroin, da han var 17 år.

Han har tidligere boet på bl.a. Skansegården

(forsorgshjem i Hillerød), men de seneste par

måneder har han haft et værelse på herberget i

Mændenes Hjem.

- Det er hyggeligt. Men det er også råt. Man

kan f.eks. ikke bare sidde i sofaen og spise

popcorn og hygge sig, mens man ser fjernsyn.

Man skal hele tiden snakke, holde øje med

sine ting og være på vagt. For folk stjæler med

arme og ben. Noget han virkelig kan tale med

om. En dag, da han lænede sig ind over bordet

for at spise, fik han stjålet sin jakke, der hang

på stoleryggen.

Det lange træbord med frokostgæster er

næsten tomt. De andre spisende forsvandt lige

så stille, da de fandt ud af, at vi stillede spørgsmål

og tog billeder. Ud over Martin sidder der

nu kun Hus Forbi-sælgeren Jan Andreasen,

som lige har købt en lille stak aviser.

Mødt med varme og næstekærlighed

Personalet skal anrette onsdagskaffe til

medarbejdere og brugere. Så vi bliver ’smidt

væk’ fra bordet. Ind i den brune campingvogn,

der er en del af cafeen. Vognen fungerer som

et mødelokale, hvor bl.a. brugere og medarbejdere

kan tale uforstyrret sammen. Der er

nysgerrige blikke overalt, så vi trækker de

små gardiner i campingvognen for.

Mændenes Hjem er berygtet for at være det

mest rå hjemløsested i byen, men det er ikke

de ord, Jan hæfter på stedet.

- Jeg er fra starten blevet mødt med varme

og næstekærlighed herinde. Der er en stor

forståelse for, at ens situation kan ændre sig

på et splitsekund, fortæller den 53-årige. Han

blev skilt i 1997 og 'mistede alt', hvorefter han

gik ned med en depression.

- Jeg troede, at jeg kunne drikke sorgen

væk, men det kan man jo ikke, siger han. På

det tidspunkt gik han på landevejen, så det var

mest brændevin og kirsebærvin, han dulmede

sin smerte med. Han har boet to år i Boenheden,

men er netop flyttet ind på Kollegiet, Gl.

Køge Landevej (hjemløseherberg i Valby).

- Det er et godt sted, men jeg kan jo ikke

sidde og kukkelure på mit værelse hele dagen.

Jeg må ud.

Derfor kommer han jævnligt på Vesterbro,

mest for at møde de lokale kendinge og vennerne,

han har fået derinde, og for at sælge

aviser, og sådan skal det umiddelbart blive ved

med at være.

- Jeg har ingen drømme mere, siger han med

et lille smil.

- Jeg er alt for bange for at miste igen.

Han siger farvel til os, trækker huen ned

over ørene og zigzagger med aviserne under

armen ud gennem den voksende flok af højrøstede

mænd foran døren. |

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 29


30 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang


HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 31


Jeg drømmer faktisk

ikke rigtigt om noget

andet liv

Du kan som regel møde Palle Larsen på gaden på Nørrebro. Her er han dag og nat,

og her føler han sig hjemme. Også selvom han har en bolig i Valby.

| historie fra gaden |

af Birgitte Ellemann Höegh

foto Holger Henriksen

Uden for en opgang på Nørrebro i København

står Palle Larsens vogn. Det er en rollator. Den er

belæsset med sovegrej og fyldte plastikposer surret

fast med et halstørklæde og noget snor. Den

har stået der de seneste par dage.

- Den er der sgu ingen, der render med, mener

Palle, der som så ofte før har overnattet hos vennen

Onkel, fordi det var blevet for koldt og for

utrygt at sove på gaden.

- Man bliver jo rullet indimellem, og så vil jeg

hellere være hos Onkel, for dér kommer sgu ikke

nogen, og han er altid villig til at lukke mig ind.

Palle har ellers en ’skæv bolig’ i Valby. Men

han er der aldrig, for der er for ensomt.

- Jeg kender jo ikke et øje derude. Jeg er

- Det gælder om

at ligge tæt, for så

undgår vi en kold

sidevind og har

hinanden, hvis der

kommer nogen, der

vil rulle os.

vokset op på Nørrebro, og det er her, jeg kender

folk, og de gider sgu ikke tage med ud til Valby.

Så for det meste er han sammen med de andre

hjemløse i kvarteret. Spiser morgenmad på Morgencafeén

i Blågårds Kirke, frokost på varmestuerne,

hænger ud på et vaskeri på Nørrebrogade,

går nogle ture og sover sammen med fem til ti

venner og bekendte i klynger på gaden.

- Det gælder om at ligge tæt, for så undgår vi

en kold sidevind og har hinanden, hvis der kommer

nogen, der vil rulle os. Jeg har en sovepose,

der kan gå ned til minus 15 grader, så jeg klarer

Læs flere historier fra gaden på www.husforbi.dk

al slags vejr. Det mest irriterende er, at man skal

ud af den for at tisse, siger Palle, men holder

alligevel fast i, at det er bedre end at være alene i

det ensomme hus i Valby.

Slog en mand ihjel

Palle har været på gaden i 30 år, selvom han indimellem

har haft en bolig – i 11 af årene dog med

tremmer for ruderne.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har

slået en mand ihjel. Han skulle bare væk. Det var

på grund af familieproblemer, og dem vil jeg ikke

komme nærmere ind på.

Det er 25 år siden, Palle begik drabet. I dag er

han førtidspensionist og sælger Hus Forbi. Det

har han gjort, siden avisen startede for fjorten år

siden.

- Jeg drømmer faktisk ikke rigtigt om noget

andet liv. Hvis bare jeg kan overleve de næste 20

år, så er det fint. Jeg drikker ikke så meget mere.

Jeg skal have 30 stærke øl, før jeg er fuld, og det

gider jeg ikke hver dag. I dag har jeg kun drukket

fire øl og så tre gajoler (vodka med lakridssmag,

red.), siger han, da vi møder ham omkring klokken

et.

Ønsker sig en ny hund

Det er først for nylig, at Palle er begyndt at gå

med rollator, indtil for et par uger siden havde

han sine ejendele i en barnevogn, men det satte

en bilist en midlertidig stopper for.

- Jeg blev kørt ned uden for varmestuen i

Stengade af en mand, der bakkede helt vildt

ud. Først kørte han over mit ene ben, og da han

skulle flytte bilen væk fra benet, kørte han over

det andet.

Benene har det bedre nu, og Palle ser frem

til, at han snart kan hente barnevognen, der er

midlertidigt opmagasineret i Onkels gård, og så

håber han, at han kan få sig en hund..

- Min gamle hund døde for halvandet år siden.

Den blev sparket ihjel af én nede i Stengade uden

nogen grund. Jo, måske fordi den var drægtig

med syv hvalpe – og det generede ham. Så jeg vil

gerne have en ordentlig lille hvalp, som kan finde

ud af at gå ved siden af mig på gaden. |

3spørgsmål

til Palle Larsen, 50 år og

Hus Forbi-sælger

hvor er du på vej hen?

- Op til min ven Onkel. Vi får nok en lille

én, snakker, spiller kort og hygger os så

meget vi kan. Indtil videre! Men det kan jo

godt være, at der sker noget, så vi skal ud

og gå en tur.

keder du dig aldrig?

- Keder mig? Det har jeg sgu ikke tid til.

Der sker så meget. Jeg kan sidde nede på

vaskeriet og se en masse ting ske på gaden

– både sjove ting, men også alvorlige og

spændende ting.

hvad fik du at spise i går?

- Koteletter i sådan en færdigbakke nede

ved Blågårds Kirke. Det er noget Projekt

Udenfor står for, og det er rimelig god

mad. Man betaler ikke, men der står en

bøtte, som man kan putte penge i. Det gør

jeg indimellem. Man skal jo bidrage lidt.

More magazines by this user
Similar magazines