12 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang
foto polfoto Knuste drømme bag Fort Europas mure For hundredtusindvis af afrikanere er en farefuld rejse til Europa den eneste mulighed for at sikre deres familiers overlevelse. Men i Europa venter et liv på bunden af samfundet. af Simon Ankjærgaard De heldigste af dem får et af de job, som vi europæere går i en stor bue uden om. De plukker tomater, appelsiner og oliven. Vasker fiskerbåde. Eller gemmes væk som opvaskere bagerst i restauranternes køkkener. De er illegale afrikanske immigranter, og de er kommet til Europa med en drøm om at kunne løfte sig selv og familien hjemme i Afrika ud af fattigdommen, men prisen, de betaler, er høj. De har ingen rettigheder, hver dag er en kamp for at overleve, og som den kriminaliserede underklasse, de er, kan de glemme alt om adgang til uddannelse, hospitalsbehandling og politisk indflydelse. Alligevel sætter tusinder og atter tusinder hvert eneste år livet på spil for at komme gennem det fintmaskede grænsehegn, der adskiller EU fra resten af verden. Årligt lykkes det for op mod 500.000 illegale immigranter fra den tredje verden at slippe ind i Europa. Hvor mange der reelt lever her, er behæftet med stor usikkerhed, men det skønnes, at det samlede antal ligger et sted mellem tre og otte millioner. En væsentlig del af dem er fra Afrika. Og for afrikanere i Europa gælder det, at de helt automatisk glider ind på det laveste niveau i hierarkiet. Langt de fleste ender som hjemløse og som jaget vildt, der indretter sig i forladte bygninger eller lever fra dag til dag på gaden. Det gælder eksempelvis for de 300 afrikanere, der blev registreret ved den seneste hjemløsetælling i Danmark. Og 300 er vel at mærke det officielle tal. Det reelle er uden tvivl langt højere. Intet andet alternativ Men hvorfor i det hele taget udsætte sig for strabadserne og ydmygelserne? Fordi der ikke er noget alternativ, siger migrationseksperten Thomas Gammeltoft-Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). - Det er politisk uro, fattigdom, arbejdsløshed eller som regel en kombination af alle disse faktorer, der får dem til at søge mod Europa. Jeg plejer simpelthen at kalde det manglende livsmuligheder. Det er et spørgsmål om overlevelse for familien, så der er ikke - Og det er i virkelig- heden det mest hykleriske og dobbeltmoralske, for italienerne, og resten af Europa, har brug for deres arbejdskraft. Det er blandt andet dem, der sørger for, at vi i Danmark kan købe billige tomater i supermarkedet. Vi har brug for dem, og alligevel bliver de, som i Italien, frataget alle rettigheder. Det er et stort politisk, sikkerhedsmæssigt og demokratisk problem. noget alternativ. Derfor er det ikke så afgørende for dem, hvor farligt det er at rejse ind i Europa, siger han. De afrikanske immigranter benytter sig af en af to mulige rejseformer. Den nemmeste og dyreste er at booke en billet og flyve direkte til Europa, enten på turistvisum eller forfalskede papirer. Det kræver dog, at man har forbindelserne i orden. De forbindelser har de færreste afrikanere, så langt de fleste må vælge en lang og rå rute gennem Sahara og videre i overfyldte både over enten Atlanterhavet til De Kanariske Øer eller over Middelhavet til Malta eller – som oftest – til Italien. En tur, der har sin pris i både dollars og menneskeliv. - Tit er hele familien, ja nogle gange hele landsbyen, involveret i beslutningen. I samråd vælges den eller de, der vurderes at være bedst rustet til at klare rejsen. Og det siger noget om desperationen, at der ikke kun sendes mænd af sted, men også kvinder og børn, fortæller Thomas Gammeltoft-Hansen. Strammere kontrol – farligere rejse Første mål for rejsen er havnebyerne i det nordvestlige og nordlige Afrika. Den vigtigste og mest brugte havneby er Tripoli i Libyen. Her har en journalist fra avisen The National mødt immigranten Musa Amadou, der arbejder som havemand for at tjene penge nok til at betale de lokale menneskesmuglere for en plads på en båd med kurs mod Italien. Hans færd startede for flere år siden, da han sammen med 36 rejsefæller tog de første skridt ind i Sahara. Kun Musa og en anden nåede helskindet ud af ørkenen. Resten enten døde eller blev efterladt undervejs. Musa er nået til Tripoli og bliver der, indtil drømmen om at nå det forjættede europæiske land kan realiseres. Han er blevet sendt af sted på en mission, og den familie, han lod blive tilbage, venter hver dag på at modtage penge fra ham. Men før han kan opfylde sine forpligtelser over for familien, skal han først tjene penge nok til at købe sig plads på en af de mange menneskesmugleres både. Og alligevel kan han ikke være sikker på at nå frem, det kræver både held og den rette timing. Ingen immigranter – dyrere tomater De sydeuropæiske lande, der udgør frontlinjen mellem EU og immigranterne, bygger højere og højere mure omkring Fort Europa. Italien har blandt andet indgået en aftale med Libyen om at sende illegale afrikanske immigranter tilbage, og i Malta forsøger man rent fysisk at forhindre de overfyldte både i at få maltesisk sandstrand under kølen. Det har betydet et lille fald i strømmen af illegale immigranter, men også – hvad der er langt alvorligere – at det nu er blevet både dyrere og farligere at gøre forsøget. Risikoen for at drukne eller blive kvalt i en lastbils trange fragtrum hænger t<strong>unge</strong>re og t<strong>unge</strong>re over immigranterne, når menneskesmugleren er betalt, og sidste etape af rejsen mod drømmen om det bedre liv kan begynde. HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 13