I starten tænkte jeg: Hold da op, her skal jeg sgu ikke ind! Martin Hansen Martin Hansen Flemming Thorup 28 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang
Hektisk i stuen, mere ro på tredje - Velkommen til de mærkelige mænds hjem, griner en af fyrene i flokken af mænd, der hænger ud foran indgangen til Mændenes Hjem. Da han har afleveret sin velkomstreplik, forsvinder han hastigt ned ad Istedgade. Indenfor er der mindre crowded. Der står nogle mænd og roder i kasserne henne ved døren. Der er fixeværktøj (små poser med kanyler, vat og rent vand) og kondomer i kasserne. To udenlandske fyre sidder og stener i de grønne, såkaldte koksestole langs med væggen. Og trafikken gennem det store, åbne kontaktstedslokale glider lydefrit. En af medarbejderne i huset, Søren Blådal, kommer fotografen og mig i møde. Et par af brugerne griner og puffer kammeratligt til hinanden, men hilser på Søren, da han går forbi. Medarbejderne på Mændenes Hjem er jævnligt vidner til en barsk omgangstone blandt husets gæster og beboere. Men ikke denne formiddag. - Jeg låser lige jeres ting inde nedenunder, siger Søren med et smil. - Alt kan ske på Mændenes Hjem. På trappen støder vi på Flemming Thorup. Han er en af dem, der bor fast i huset. Helt 'Anders And' med alle de folk Flemmings værelse ligger i Boenheden på tredje sal. Midt på en lang gang med køkken i den ene ende og fælles opholdsrum i den anden. Normalt arbejder Flemming på Café Sonja i Saxogade. Men han er kommet til skade med sit knæ og er hjemme i dag. - Jeg vil nu ikke kalde de her otte kvadratmeter mit hjem. Der er ikke så meget at råbe hurra for, siger han, mens han rydder noget tøj af vejen, så der bliver plads til at sidde i lænestolen og på sengen. Han er lige fyldt 61 år, og der står stadig et par flag fra dagen. - Det var en god fødselsdag med boller og balloner og det hele, fortæller han. Han har boet i Boenheden et års tid og har tidligere arbejdet som bl.a. operatør og chauffør, men ’kom ud i noget narko’ og mistede sin lejlighed. Før han fik sit nuværende værelse, boede han i otte måneder på herberget på første sal. - Der er tit ballade dernede. Der ryger så mange folk ud og ind ad døren. Det er helt 'Anders And'. Heroppe er der mere ro på. Helt stille er der nu ikke. Da vi kommer ud på gangen, råber en fyr en masse usammenhængende ord fra et af værelserne. - Jeg tror, han er på et eller andet, griner Flemming. På vej ned ad trappen går vi forbi en kvinde. Hun har hætten trukket godt op over hovedet. På Mændenes Hjem bor der kun mænd, men kvinder har lov til at komme på besøg i bodelen, og de kan også benytte sygepleje- og tandlægeklinikken. Kvinden med hætten forsvinder ind i mængden af mennesker i stueetagen. Her skal jeg sgu ikke ind Det er frokosttid, og cafébordene er godt fyldt op. Dagens varme ret er mørbrad med kartoffelmos og rødbeder. Den koster 15 kroner. I cafeen bliver der serveret ’gammeldags’ dansk mad. For det er sådan, brugerne vil have det. 33-årige Martin Hansen er ingen undtagelse. - Det er god mad, det her, konstaterer han og spidder et stykke kød med gaflen. Han er kommet i miljøet omkring Mændenes Hjem i 12 år. Men det er først inden for det seneste år, at han rigtigt er begyndt at bruge stedet. - I starten tænkte jeg: Hold da op, her skal jeg sgu ikke ind! Folk sad og fixede ude foran, og jeg havde ikke lyst til at vise, at jeg også tog stoffer. Men det har jeg lært at acceptere. Og nu kan jeg godt lide at sidde og tale med de ’gode’ folk herinde, siger han og fortæller, at han begyndte at tage heroin, da han var 17 år. Han har tidligere boet på bl.a. Skansegården (forsorgshjem i Hillerød), men de seneste par måneder har han haft et værelse på herberget i Mændenes Hjem. - Det er hyggeligt. Men det er også råt. Man kan f.eks. ikke bare sidde i sofaen og spise popcorn og hygge sig, mens man ser fjernsyn. Man skal hele tiden snakke, holde øje med sine ting og være på vagt. For folk stjæler med arme og ben. Noget han virkelig kan tale med om. En dag, da han lænede sig ind over bordet for at spise, fik han stjålet sin jakke, der hang på stoleryggen. Det lange træbord med frokostgæster er næsten tomt. De andre spisende forsvandt lige så stille, da de fandt ud af, at vi stillede spørgsmål og tog billeder. Ud over Martin sidder der nu kun <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælgeren Jan Andreasen, som lige har købt en lille stak aviser. Mødt med varme og næstekærlighed Personalet skal anrette onsdagskaffe til medarbejdere og brugere. Så vi bliver ’smidt væk’ fra bordet. Ind i den brune campingvogn, der er en del af cafeen. Vognen f<strong>unge</strong>rer som et mødelokale, hvor bl.a. brugere og medarbejdere kan tale uforstyrret sammen. Der er nysgerrige blikke overalt, så vi trækker de små gardiner i campingvognen for. Mændenes Hjem er berygtet for at være det mest rå hjemløsested i byen, men det er ikke de ord, Jan hæfter på stedet. - Jeg er fra starten blevet mødt med varme og næstekærlighed herinde. Der er en stor forståelse for, at ens situation kan ændre sig på et splitsekund, fortæller den 53-årige. Han blev skilt i 1997 og 'mistede alt', hvorefter han gik ned med en depression. - Jeg troede, at jeg kunne drikke sorgen væk, men det kan man jo ikke, siger han. På det tidspunkt gik han på landevejen, så det var mest brændevin og kirsebærvin, han dulmede sin smerte med. Han har boet to år i Boenheden, men er netop flyttet ind på Kollegiet, Gl. Køge Landevej (hjemløseherberg i Valby). - Det er et godt sted, men jeg kan jo ikke sidde og kukkelure på mit værelse hele dagen. Jeg må ud. Derfor kommer han jævnligt på Vesterbro, mest for at møde de lokale kendinge og vennerne, han har fået derinde, og for at sælge aviser, og sådan skal det umiddelbart blive ved med at være. - Jeg har ingen drømme mere, siger han med et lille smil. - Jeg er alt for bange for at miste igen. Han siger farvel til os, trækker huen ned over ørene og zigzagger med aviserne under armen ud gennem den voksende flok af højrøstede mænd foran døren. | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 29
Change language