Pragmatiske sprogvanskeligheder (PLI) - et single ... - Tonsgaard.net

tonsgaard.net

Pragmatiske sprogvanskeligheder (PLI) - et single ... - Tonsgaard.net

skubbe, nive eller lignende) og kompenserer herved i en vis forstand for sine pragmatiske

sprogvanskeligheder.

I nogle sammenhænge formår E. dog at skabe harmoniske relationer i forhold til modparten,

da hun ofte er gavmild med at opfylde andres ønsker, og derved i dominerende grad

overholder gavmildhedsmaksimen. I alle tilfælde, hvor E. bliver for voldsom over for de andre

børn, følger hun pædagogernes eller mine efterfølgende anvisninger om at stoppe og indfrier

derved vores ønsker. Dette sker som resultat af E.’s bevidsthed om magtrelationerne

(pædagogrolle vs. barnerolle). Formodentlig er E. også kognitivt bevidst om, at hun har

overtrådt nogle grænser, men formår ikke selv at tolke, hvor grænserne for, hvad der er

”tilladt”, går, og hvornår man bør stoppe. At E. i overvejende grad formår at overholde

gavmildhedsmaksimen kan også ses som hendes forsøg på at kompensere for sin adfærd og et

forsøg på at blive accepteret af de andre børn.

På trods af E.’s evne til at overholde gavmildhedsmaksimen viser mine data stadig, at hun i

overvejende grad afviger fra de fordringer, som Leech opstiller via sine maksimer for, hvordan

man på høflig vis agerer i samspillet med andre.

Leech hævder (Leech (1983)) i sin høflighedsteori, at hans maksimer ikke er et udtryk for regler

om god opførsel, men snarere simple normangivelser, som man kan observere talere følge.

Denne forståelse er interessant, da jeg netop ser maksimerne som grundlæggende – men dog

uskrevne – regler i det sociale samspil. E.’s brud på høflighedsmaksimerne fremstår i mange

sammenhænge som brud på de uskrevne normopfattelser af, hvad god opførsel betragtes som.

Derfor skaber E.’s manglende høflighed også vanskeligheder for hende i interaktionen med de

andre børn, da børn med normal sproglig og social udvikling formodentlig i højere grad er

bevidste om god og dårlig opførsel.

Hvis samtaleparterne ser sig nødsagede til at bryde med en eller flere af høflighedsmaksimerne

og derved begå face‐truende handlinger, mener Brown & Levinson (1987), at dette skal foregå

så nedtonet og indirekte som muligt. Derved undgås, at samtalepartneren føler sig tilsidesat

eller krænket.

99

Similar magazines