Hinsides teori og praksis

verdensbillede og liberalismen er blevet utroværdige. Fremskridtstanken blev
allerede anfægtet af det forrige århundredes to verdenskrige, ligesom den også
på det teoretiske plan er kommet i stigende modvind” (Vattimo 2005).
Jeg har flere gange været inde på den organisatoriske parallel til denne
erstatningsproces, nemlig at nye ledelsesideologier og organisationsformer indtager
pladsen som den sande måde at drive og udvikle virksomheder på. Og jeg har, bl.a. i
kapitel 10, brugt konkrete eksempler til at illustrere, hvordan nye ledelsesideologier er
lige så hæmmende for den enkeltes mulighed for at tage stilling og ansvar som gamle.
Spørgsmålet er nu, om der er andre måder at forholde sig til ledelse og
organisationer på end at erstatte guder med afguder – den ene sandhed om ledelse og
organisationer med den anden.
Ifølge Vattimo gemmer svaret på dette spørgsmål sig i massesamfundet, også
kaldet det generaliserede kommunikationssamfund. Således mener han, at der med
”massesamfundets opløsning af subjektet” følger en chance for mennesket for at tænke
og være på en ny måde (Lauritzen 2008a, 151). Det kan også formuleres sådan, at
globalisering, netværkssamfund, digitalisering etc. gør det vanskeligt, for ikke at sige
umuligt, for mennesket at opretholde en forestilling om subjektet som ”noget”, der er og
vedbliver med at være det samme (”noget bestemt”). Det adresseres også af Antorini,
Dahl og Goldschmidt, som skriver: ”Nogle siger, at det eneste konstante efterhånden er
selve forandringen. Når man lever i så foranderlig en verden, kan det ikke undgås, at
identiteten kommer i krise” (Antorini, Dahl & Goldschmidt 2001).
Modsat Vattimo og den transcendental-historiske tilgang til filosofi, der opstår
i forlængelse af Kant betragter samfunds- og ledelsesteoretikere imidlertid ikke denne
”identitetskrise” som en chance for mennesket for at tænke og placere sig på en ny
måde i forhold til væren. I stedet fremhæves identiteten som ”det helt store politiske
stridsmål i det 21. århundrede” (ibid.), og blandt de mange konsekvenser af
netværkssamfundets kompleksitet betragtes stigende individualisering som én af de
væsentligste (Holm 2010, 257).
Vattimo foreslår muligheden af, at det er lige omvendt. Således mener han
ikke, at det generaliserede kommunikationssamfund fører til mere individualisering,
men at det fører til individets opløsning. I massesamfundet er det hverken vigtigt eller
255