Hinsides teori og praksis

Dermed overser man imidlertid, hvornår og hvorfor: forskellen på 2500 års
idéhistorisk udvikling og erfaring med at tænke.
Afsnit 3: Filosofiens erfaring med at tænke – et skift i filosofisk tænkning
Det problematiske ved at bruge nutidige filosoffer på samme måde, som man bruger
filosofi udviklet i det antikke Grækenland, er ikke, som man måske skulle tro, at det ene
er bedre eller mere opdateret end det andet. Det problematiske er, at filosofien inddrages
på falske præmisser. Ved at basere ledelsesteori på filosoffens søgen efter sandheden
forholder man sig hverken til filosofi eller ledelse, som det praktiseres, men som det
ville have været praktiseret, hvis det var lykkedes Platon og hans efterfølgere at finde og
realisere sandheden.
Men det gjorde det ikke. Filosoffer har søgt og defineret, forkastet og revideret
– men fundet og realiseret sandheden, det har de ikke. Tværtimod indså Kant ca. 2300
år efter at Platon introducerede idéverdenen, at filosofien havde misforstået noget med
hensyn til sandheden. Fra at have brugt sandheden – eller forestillingen om sandheden –
til at kritisere religion, politik og ikke mindst videnskab begyndte filosofien således at
rette sin kritik mod sig selv. Den indså, at sandheden ikke er ”noget”, der kan findes og
derfor skal søges, men derimod det, at noget viser sig som sandt. Med erkendelsen af, at
sandheden viser sig i noget, som er sandt, men at det noget, som er sandt, ikke er
sandheden, bliver det tydeligt for filosofien, at der ikke er noget bag ved eller ved siden
af, det vi erfarer, der er sandt og ideelt. Det betyder imidlertid ikke – og det er vigtigt at
understrege i en ledelsesteoretisk kontekst, hvor nyere filosofiske tænkere tages til
indtægt for aktuelle ledelsesbegreber som kontingens og poststrukturalisme – at filosofi
bliver relativisme. 49
At filosofien efter Kant, og ikke mindst Nietzsche, repræsenterer et skift i
filosofisk tænkning, viser sig bl.a. ved, at distinktionen mellem det absolutte og det
49 Jf. Jens Viggo Nielsen: ”… en ironisk bekræftelse af, at man ikke kan gøre holdt ved relativismen eller
ved konflikten mellem fortolkningerne. At erklære relativismens eller videnskabens udsagn om verden
for den endelige sandhed ville nemlig igen være ensbetydende med at indtage en metafysisk privilegeret
eller afsikret position” (forord til Nihilisme og emancipation, 22). Det er desuden værd at bemærke, at
udtrykket ”poststrukturalisme”, som indikerer, at denne type ledelsesteori skulle være kommet ud over
tidligere tiders fokus på faste strukturer, ikke bruges af de filosoffer, der henvises til i teorierne. Når
hverken Foucault, Derrida eller Deleuze selv betegner deres tænkning som ”poststrukturalisme”, er det,
fordi det er i strid med nyere filosofisk tænkning (og dermed deres egen filosofi!) at behandle
metafysikken med dertilhørende strukturer som noget, man kan komme udover, jf. Indledning.
62