TAT'en juni 2008.pdf

(Returneres ved varig adresseændring)
Afsender:
TAT
Niels Hemmingsens Gade 10 4.
1153 København K
(fortsat fra siden 27)
nansministeren indskød, at det var jo altid en Udvej.”
(side 441-42). Jespersen slutter af med følgende konstatering:
”Her er vi vist så tæt, som vi kan komme, på realiteterne
bag myten om Christian 10. og jødestjernen […]
Og når man tager Christian 10.s hele personlighed og
vilje til handling i betragtning, virker det egentlig slet
ikke usandsynligt, at han ville have ladet handling følge
ord, hvis det virkelig var kommet til lovgivning mod de
danske jøder – det gjorde det imidlertid ikke.” (s. 443).
At kongen blev et meget stærkt symbol på ”nationen”
og dens sammenhold under besættelsen skyldes, at han
så længe – indtil det ulykkelige fald – red sine daglige
morgenture i Københavns gader. På billeder fra den
tid kan vi se, at selv de tyske soldater viste ham respekt
ved at gøre honnør. I slutstrofen til Hans Hartvig Seedorf
Pedersens foran omtalte hyldestdigt læser man:
”Man spurgte mig ude: Hvor vover vel han, / en hersker,
at færdes så ene? / Jeg svared dem: Han er vor frieste
mand - / dog rider han aldrig alene. / Han skærmes blot
ikke af vælde og magt. / Om Kongen af Danmark stor
hjerterne vagt!.” Det er selvfølgelig et romantiserende
billede på ”nationens sammenhold”, men mon ikke de,
der oplevede kongens daglige tilstedeværelse på hesteryg
i Københavns gader, dengang syntes, at der ”var noget
om det”? Man skal trods alt tænke på, i hvilken tid
og under hvilke omstændigheder, at digtet blev til.
I et afsluttende kapitel forsøger Knud J. V. Jespersen at
give en samlet vurdering af Christian 10. og hans kongegerning.
Det synes jeg han gør på en meget sober
måde: ”hans optræden i rollen som konge, møder vi
en mand med udpræget pligtfølelse, en mand med en
stærk slægtsbevidsthed og omsorg for dem, der stod
ham nær – den nære familie og den relativt lille vennekreds.
Han var samtidig et dybt religiøst menneske med
høje personlige æresbegreber og stort personligt mod,
hvilket udadtil kunne få ham til at virke stiv og kantet
og lidet reflekterende. […] Christian 10. var i bund og
grund et apolitisk menneske. Han tænkte i kategorier
som helhed og sammenhold og så skævt til partiinteresser
og partitaktiske manøvrer. […] Kongens evne til at
omgås almindelige mennesker og i ukunstlede vendinger
tale direkte til folk og tolke en stemning blev nærmest
legendarisk […] Christian 10. mestrede næsten til
perfektion nærheden; men han tillod den aldrig – sådan
som det undertiden skete for hans fader – at kamme
over i respektløshed, der kunne krænke hans værdighed
som konge. […] Denne blanding af varme, nærhed
og kølig distance, af folkelighed og aristokratisk fjernhed,
af medleven og ophøjet værdighed lærte kongen
at beherske med en sådan fuldkommenhed, at han endte
med at passe perfekt ind i den rolle som nationalt
ikon og folkeligt samlingsmærke, som blev hans lod i
den sidste lange del af hans regeringstid. Denne position
endte med i besættelsestiden at give ham større indflydelse,
end han nogensinde havde haft, da han under
1. Verdenskrig kæmpede mod parlamentarikerne og
ikke – som siden hen – med dem.” (side 528-532).
En stor og smuk bog med mange gode illustrationer
være hermed anbefalet som lystlæsning i sommerferien.
Anmeldelse af Knud J. V. Jespersen: Rytterkongen. Et portræt
af Christian X. 567 s., ill. Gyldendal 2007. 399,00 kr.
Udgiver: Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænd. Redaktion: Hans-Jørgen Møllegaard: hjm@tat.dk, Richard Hanlov (ansv.): ri-
chard.hanlov@skat.dk. Tilknyttet Medienetværket i FTF. Grafisk tilrettelægning: TargAd, www.targad.dk. Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Ved navngivne artikler skal indhentes tilladelse fra forfatteren. Meninger og synspunkter, der fremsættes i TAT’en, behøver ikke at give udtryk
for redaktionens eller hovedbestyrelsens opfattelse. Deadline: 1. februar, 1. maj, 1. august og 1. november. ISSN 1600-1907