Udfordringer og politiske handlemuligheder i forhold til migration ...

værtslandet bliver de opfattet som fremmede, som løntrykkere og som en trussel mod den
nordiske velfærdsmodel.
Der er derfor behov for at overveje mulige strategier for at håndtere disse problemstillinger,
således at situationen kan vendes til et positivt scenarie, hvor åbningen af de
arbejdsmarkederne omkring Østersøen bidrager til økonomisk vækst og til øget social og
politisk stabilitet både for Norden og for de nye medlemslande.
En vigtig ramme for en række af overvejelserne er de formelle juridiske muligheder, som de
nordiske lande har for om ønsket at regulere indvandringen fra de nye medlemslande. Inden
diskussionen af de mere konkrete handlemuligheder redegøres der derfor for de rammer, som
sættes af tiltrædelsestraktaterne med de nye medlemslande. Herefter behandles
handlemuligheder i forhold til en række af de risici, som kan følge med en øget indvandring
fra Østeuropa. Endelig ses der på mere positive perspektiver, som en øget migration mellem
Østeuropa og Norden kan indebære.
2. De formelle muligheder for at regulere indvandringen 1
Udgangspunktet for diskussionen af arbejdskraftvandringer mellem Norden og de nye
medlemmer af EU er, at de borgerne i de nye medlemslande principielt får de samme
rettigheder til at tage arbejde i et andet medlemsland som de nuværende EU-borgere. De er
omfattet af Rådets forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for
Fællesskabet, som giver dem ret til at tage lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats
område på lige fod med denne stats egne borgere. Denne rettighed omfatter også alle lande
inden for EØS.
I forbindelse med optagelsesforhandlingerne er dog opnået enighed mellem EU og
kandidatlandene om en overgangsperiode på syv år, hvor de nuværende EU-lande har
mulighed for at begrænse adgangen til deres arbejdsmarkeder gennem national lovgivning og
bilaterale aftaler. De endelige formuleringer vil blive fastlagt i tiltrædelsestraktaterne, som på
dette punkt formentlig bliver enslydende for alle kandidatlande undtagen Malta og Cypern,
der er undtaget fra disse bestemmelser.
En præmis for overgangsbestemmelserne er, at de gamle medlemslande suverænt kan vælge
at opretholde national ret i de første to år efter udvidelsen. Desuden indebærer
overgangsreglerne, at et nuværende EU-land kan vælge mellem de to nedenfor beskrevne
hovedalternativer.
Nationale overgangsordninger
Den ene mulighed er, at landet allerede inden udvidelsen beslutter begrænse adgangen til dets
arbejdsmarked for borgere i de nye EU-lande ved helt eller delvist at anvende den nuværende
nationale lovgivning om adgangen for tredjelandeborgere i en overgangsperiode på maksimalt
syv år. Ofte beregnes dette alternativ som ”brug af nationale overgangsordninger”. I praksis
kan disse betyde, at borgere fra de nye EU-lande med hensyn til krav om arbejdstilladelser ol.
vil opleve, at situationen før og efter optagelse er uændret. Men der er også mulighed for, at
medlemslandet beslutter at udvide adgangen for de nye EU-borgere, f.eks. gennem bilaterale
1 En nærmere beskrivelse af de formelle regelsæt findes i …..
3