Udfordringer og politiske handlemuligheder i forhold til migration ...

aftaler, blot uden at give dem de samme rettigheder som borgerne fra de nuværende
medlemslande.
Den syvårige overgangsperiode er desuden opdelt i tre delperioder (år 1-2, år 3-5 og år 6-7),
hvor der stilles stadig stærkere krav til den argumentation, som landet skal præsentere for at
bevare særordninger. Efter forhandlingsresultatet kan landet som nævnt i de første 2 år
suverænt vælge at benytte national lovgivning. Landet kan dog ikke fastsætte strengere regler
for borgere fra kandidatlandene end dem, som var gældende på optagelsestidspunktet. En
forlængelse af overgangsordningen efter de første 2 år kan ske for en 3-årig periode efter
forudgående orientering af Kommissionen. I tilfælde af risiko for alvorlige forstyrrelser på
arbejdsmarkedet, og efter at Kommissionen er blevet underrettet herom, kan man fortsætte
anvendelsen af disse foranstaltninger yderligere to år og altså ind til udgangen af det syvende
år efter udvidelsen.
Brug af sikkerhedsmekanismer
Den anden mulighed er, at landet på udvidelsestidspunktet åbner for adgangen til sit
arbejdsmarked også for de nye EU-borgere, der således straks bliver underlagt EU-rettens
bestemmelser (herunder forordning 1612/68). Det er dog tilladt at bevare eller indføre et krav
om arbejdstilladelser for borgere fra de nye medlemslande i overgangsperioden, men under
forudsætning af, at disse tilladelser gives automatisk og uden særlige betingelser. Formålet
med disse arbejdstilladelser vil således udelukkende være at etablere et statistisk overblik over
omfanget af indvandret arbejdskraft.
Selv om landet således åbner sit arbejdsmarked fuldt ud for borgerne fra de nye
medlemslande, har det mulighed for senere, men inden for syvårsperioden, at anvende en
sikkerhedsmekanisme, som er en del af overgangsbestemmelserne i tiltrædelsestraktaterne.
Brugen af sikkerhedsmekanismen kan blive aktuel, såfremt en fri bevægelig af arbejdskraften
fører til alvorlige ubalancer på arbejdsmarkedet, der truer levestandarden eller beskæftigelsen
inden for en given region eller et givet fagområde. I sådanne tilfælde kan landet indføre
foranstaltninger (f.eks. krav om særlig arbejdstilladelse for indvandret arbejdskraft), der
begrænser jobmulighederne for borgerne de i nye medlemslande.
I henhold til forhandlingsresultatet er det som nævnt national ret, der finder anvendelse de
første to år efter udvidelsen. I denne periode vil det enkelte medlemsland derfor som en
suveræn national beslutning kunne fastlægge brugen af en national sikkerhedsmekanisme og
begrænse adgangen til det nationale arbejdsmarked, så længe borgere fra de nye EU-lande
ikke stilles ringere end før undertegnelsen af traktaten.
For perioden efter de første to år og indtil udgangen af det syvende år efter udvidelsen ventes
der i tiltrædelsestraktaten at blive fastlagt to forskellige fremgangsmåder for at suspendere
bestemmelserne om fri bevægelighed.
Den første fremgangsmåde indebærer en godkendelsesprocedure hos Kommissionen. Hvis et
medlemsland oplever eller forudser forstyrrelser på arbejdsmarkedet, som i alvorlig grad kan
true levestandarden eller beskæftigelsen i en given region eller faggruppe, skal medlemslandet
således orientere Kommissionen og de øvrige medlemslande. Medlemslandet kan anmode
Kommissionen om helt eller delvis at suspendere bestemmelserne om fri bevægelighed. Inden
for to uger herefter skal Kommissionen tage stilling til anmodningen, herunder varigheden og
4