8 NoMus Fig. 4. Eksisterende bebyggelser i Nordsjælland fordelt efter navneendelser henholdsvis alder. Generelt ”snyder ” kortet dog, idet der tilbage i tid, ikke mindst i middelalderen, var langt, langt flere bebyggelser i landsdelens centrale og østlige del. Samlet under den grønne signatur findes endelserne rud, tved, torp og bo; under den røde toft og tofte og under den hvide holm, høj, sø, bjerg, næs, bæk, å, tykke (tæt skov), mose, ø, lunde og lund samt ager.
NoMus 9 - under det såkaldte ”indre landnam” i vikingetid og ældre middelalder. Forklaringen harmonerer med den såkaldte Steenstrupske model, der foreskriver, at des større en landsby er, des ældre er den, og des mindre des yngre ( Johannes Steenstrup. Nogle Bidrag til vore <strong>Landsbyer</strong>s og Bebyggelsens Historie. Historisk Tidsskrift, Bind 6, Række , 1894). Denne forklaringsmodel er generel, men i det nordøstsjællandske tilfælde understøtter en kendsgerning også teorien, nemlig at der i områderne øst for Esrum Sø og videre sydover, altså øst for Nordsjællands hovedvandskel, stort set ikke er gjort fund fra vikingetid overhovedet. Alligevel er der forhold, som tyder på, at de østlige områder af Nordsjælland nok ikke var helt så mennesketomme og skovdækkede i jernalder og vikingetid, som man overfladisk kan forledes til at tro. Det er bl,a, det forhold, at vi har overleveret bebyggelsesnavne, som har rødder langt tilbage i jernalderen, Gurre, Saane, Kettinge, Farum, Næbbe, Rude, den forsvundne landsby Ørløse i nærheden af Helsingør - og adskilligt flere. De viser, at i hvert tilfælde dele af området var bebygget i jernalderen. Dette bekræftes da også af flere arkæologiske udgravninger, således har <strong>Folkemuseet</strong> ved Sindshvile (NFHA0499) i nærheden af Helsingør udgravet en boplads med bebyggelse fra tiden omkring Kristi fødsel og frem til omkring år 700. Også andre steder nær Øresundskystem, bl.a. ved Colo Plast (NFHA04 2) og vest for Krogerup (NFHA0810) er der udgravet bopladser fra jernalderen. Et tredje forhold, som også strider mod teorien om en sen kolonisation, er den kendsgerning, at flere landsbyer, trods unge navneendelser, har haft en ganske betydelig størrelse. Det er f.eks. de tre nabolandsbyer Grønholt, Lønholt og Langstrup, som, så langt tilbage vi kan følge dem, har haft 14-18 gårde, som er langt mere end landsbyer med disse navneendelser normalt har. Det er også er helt fjerde forhold, som gør, at man må stille sig tvivlende over for teorierne om indre landnam og store ubeboede områder i jernalder og vikingetid, nemlig selve landets økonomiske struktur inden industrialiseringen. Inden vi når frem til dette punkt, må vi dog først kigge langt bag ud i historien. Slettebygdernes opståen Snart efter at vores nuværende varmetid satte ind for mere end 10.000 år siden blev Danmark dækket af skov. Dette er så at sige Danmarks naturlige tilstand, og udover markante klimaskift er det kun menneskets indflydelse, som i større omfang kan ændre denne tilstand. Den sidstnævnte påvirkning blev stadig mere markant op gennem oldtiden i takt med landbrugets indførelse og befolkningstilvækst. Allerede i bronzealderen er skoven forsvundet i større dele af Danmark, og udviklingen accelererer ind i jernalderen. Mange steder, f.eks. ved de store landsbyer i den vestlige del af Nordsjælland og nede i området mellem Roskilde, Køge og København, forsvandt skoven helt i løbet af jernalderen. Disse områders landbrug kom i en slags nødstilstand, hvor de ikke længere havde umiddelbart adgang til skovens resurser og altså ikke kunne være selvforsynende. Husdyravlen, som i den førindustrielle bondesamfund i høj grad var baseret på skovens resurser, trådte i baggrunden, og i stedet fik agerbruget større betydning, ja mange bebyggelsers eksistens kom til udelukkende at hvile på agerbruget. Udviklingen synes på Sjælland at tage et lidt andet forløb, når vi kommer ind i den yngre jernalder efter år 400. Det ser bl.a. ud til, at skoven nogle steder vender tilbage. Denne udvikling hænger nok sammen med landsbydannelse, - at gårde, som hidtil havde været mere løst organiseret i et bygdesystem, flytter sammen og grundlægger egentlige landsbyer. Herved kunne skoven brede sig yderst ude på landsbyernes jorder. Hvad mærkeligt det end kan synes, så synes forskningen altså at indikere, at landsbyerne var et
Change language