Rock Around Australia

aarhushavkajakklub.dk

Rock Around Australia

Rock Around Australia

Den 15. december 2009 afslutter Freya Hoffmeister sin odysse omkring Australien.

Turen har varet 332 dage, og længden er 13.790 km. Dermed har hun slået alle

rekorder og samtidig roet et farvand, som er forpestet af krokodiller, slanger og

vanvittige vejrforhold.

En af de mange bedrifter var krydset over Carpentaria-bugten, som blev på 690 km og

otte dage og nætters roning.

Af Niels Chr. Hansen

”Jeg kæntrede næsten, mens jeg

børstede tænder og havde min pagaj

liggende over fordækket. Det ville have

været pinligt at kæntre under

tandbørstningen. Det var en

modbydelig bølge, der brækkede ned

over dækket. Jeg var nødt til

bogstaveligt talt at tage støttetag ind i

bølgen med mine bare hænder. Det

virkede, men det skræmte mig lidt,”

fortæller Freya Hoffmeister fra en af

krydsdagene.

Der er gode dage på badeværelset, og så

er der de helt specielle, hvor det ville

være rart, hvis sengen stod lidt

nærmere! I Freyas tilfælde gik hun til

køjs ved at lægge sig baglæns ned i

cockpittet og montere sin ”vandseng”

med paddle-floats i siderne for ikke at

kæntre. Derefter må søvnen blive som

den bedst kan – power-naps på få

minutter eller dybere søvn alt efter

elementernes humør.

”Havet var meget voldsomt. Jeg kunne

let håndtere det, men jeg måtte lytte

omhyggeligt til min krop for at vide,

om jeg fik søvn nok. Jeg lagde ikke

kræfter i om natten, fordi jeg bestemt

ikke ville tage nogen chancer ved at


live svimmel af mangel på søvn,” siger

hun.

”Jeg åbnede forlugen for at få en

vindjakke. Med udriggerne monteret

var kajakken stabil nok til at kravle

frem på, men jeg havde brug for roligt

vand til manøvren. Det var ikke muligt

at åbne baglugen, for havde jeg sat mig

på bagdækket, ville det være dykket

under vand.”

Pagajvending i søvne

Selve sovearrangementet i kajakken må

overgå enhver backpackers beskrivelse

af Helvede, men Freya beskriver det

som perfekt. Hun monterede sin pagaj

på bagdækket med en paddle-float på

hvert blad, hvorefter hun lagde sig på

ryggen i sin regnjakke med begge

hænder ude på skaftet, så hun kunne

mærke, at flyderne lå rigtigt.

Næste gang hun skal overnatte til havs

vil hun lave en produktudvikling, der

hindrer flyderne i at vende pagajen

rundt, så de ligger over bladet, og så

hun ikke får hænderne i vand hele tiden.

Havet er nemlig fuldt af giftige slanger

og gopler, der er på udkig efter noget at

stikke i!

Selv i søvne var hun i stand til vende

pagajen, når flyderne drejede den rundt

– altså rævesøvn!

”Jeg var lidt bange for havslanger om

natten. Hvad ville der ske, hvis jeg

vippede en op, mens jeg roede?”

Jeg nød virkelig at ro

Dage og nætter under det store kryds

var præget af afdrift på grund af

tidevandsstrømmen, og på den måde

både vinder og taber man fart – og ikke

altid i den rigtige retning. Hoffmeister

tilbagelagde alt mellem ”latterlige” fire

kilometer i timen til syv og otte alt

efter strøm- og vindforhold i den

voldsomme bugt.

Til tider piskede vinden bølgerne op i to

og tre meters højde, og nogle af dem

brækkede ned over kajakken. Som den

sidste dag inden landgang efter det

store kryds: ”Jeg nød virkelig at ro,”

fortæller Freya Hoffmeister. ”Regnen

væltede ned, bølgerne var tre meter

høje og brækkede. Jeg var helt alene.

Det var en fantastisk fornemmelse

stadig at ro under de forhold. Jeg var

overhovedet ikke bange.”

Til gengæld blev regnen et problem for

huden, især på Freyas hænder.

Ferskvand bløder huden mere op end

saltvand, og hvis læberne er forbrændte

af sol, får de også deres bekomst,

hvilket resulterer i åbne sår, der kun

heler langsomt.

”Det var et væddeløb, grundlæggende

mod mig selv og min GPS. Den

fysiske, psykiske og logistiske

udfordring ved at udføre turen hurtigt

var meget strengere end, hvis jeg havde

givet mig god tid.”

Freya Hoffmeister roede hele turen

rundt om Australien med wingpagaj


Casual fritidstøj

Freya Hoffmeister roede hver dag i

Lycra-shorts og en langærmet fleecetrøje.

Om natten supplerede hun

påklædningen med en kortærmet

fleece-trøje, for dernæst at iføre sig sin

regnjakke. På den måde kunne hun

holde kulde, regn og bølger på et

tåleligt niveau.

Hun iførte sig også lange neoprenbukser

og -sokker og manglede kun

handsker til at varme hænderne mod

nattekulden. ”Jeg var nødt til at trække

regnjakken ud over mine hænder eller

putte dem ned i jakkens

kængurulommer,” tilføjer hun.

De lange nætter på havet havde

alligevel deres pris: ”Mine albuer fik

ømme steder af at ligge i cockpittet

hele tiden. Jeg vendte mig fra side til

side af og til, men jeg var nødt til at

holde mine ben indenbords for varmens

skyld – her var der rart og hyggeligt.”

Da Freya Hoffmeister gik i land efter

krydset, havde hun sår på bagsiden af

hænderne og albuerne og på fødderne. I

flere dage havde hun ikke kunnet række

ned i dagslugen efter udstyr uden at

ømme sig. ”Det gjorde helvedes ondt!”

Den sidste smerte oplevede hun den

aften, hvor hun ramte fast grund igen:

”At komme ud af kajakken og stå

oprejst gjorde ondt i mine fødder,”

husker hun. ”Tæerne havde fået nogle

grimme, ømme pletter. Jeg kæmpede

lidt med balancen og bemærkede, at

mine tæer simpelthen var følelsesløse

og meget ømme, efter at jeg havde

taget sandalerne af.

Hjælpsomme mennesker tømte min

båd ned i de vandtætte poser, og jeg

kunne ikke afholde nogle stærke gutter

fra at løfte hele min læssede kajak – jeg

var sikker på, den ville brække over!”

Freya Hoffmeister med diplom fra

DKF og blomster

What goes in must come out

Alene på vandet i otte dage, og man

spiser som en soldat på feltration under

skyttegravslignende forhold.

”Jeg spiste forkogte ris fra Uncle Ben’s i

små poser,” beretter Freya. ”Det

blandede jeg med noget tun og

marinade. Men til sidst var jeg træt af

det hele. Noget af det bliver

gennemblødt, når indpakningen går op,

og poserne med lynlås var ikke 100%

tætte. Jeg skulle have medbragt noget

mere forskellig og lækker mad. Jeg

købte en stor pose æbler i Seisa, men de

var uspiselige og komplet smagsløse.

Dem smed jeg væk den første nat. Jeg

skulle have haft flere friske ting og

mere slik at guffe i mig. Den sidste dag

spiste jeg ikke ret meget, fordi jeg ikke

var interesseret i den mad, jeg havde

tilbage.”

Og så skal vi på badeværelset igen.

Under normale omstændigheder

forretter langtursroere deres nødtørft i

vandet, men når man ikke ved hvilke

”møgdyr”, der findes i det lokale

farvand, er det sikrest, som Freya gør,

at skide på en skummåtte på kajakkens

sæde, lette bagdelen og skylle efter i

havet.

(Kilder: Internettet, Sea Kayaker

Magazine og foredrag i Bryggens

Kulturhus 17.5.2010).


Street credibility. Meget må man lægge krop og kajak til, men tandmærker efter et

hajangreb og repareret på stedet, er grænsen for de fleste

Fakta

Freya Hoffmeister medbragte seks kilo papir, som bestod af 120 kort skåret ned til 1,2

kg med kystområder plus GPS Blue chart.

Elektronisk udstyr: GPS, satellittelefon, bærbar pc, mobiltelefon, EPIRB, to kameraer,

VHF-radio plus batterier, kabler og opladere.

Ingen nødraketter eller lys, for ”der er alligevel ingen til at se dem”.

Alt i alt 100 kg materialer og 75 kg kropsvægt.

Hun roede hele turen med wingpagaj, ca. 11 timer og 50-60 km hver dag.

More magazines by this user
Similar magazines