Link til Pdf-fil

Vejle bliver industriby 

Dette er en fortælling om Vejle som industriby 

Det er en fortælling, som både rummer en stor og 

en lille historie, begge fortalt ud fra billeder. 

Den store historie er historien om industribyens 

virksomheder. Gennem billeder fra udvalgte virksomheder, 

besvares spørgsmålene om hvad og 

hvilken. Hvad er det for en virksomhed og hvilken 

betydning havde den for industribyen Vejle? 

Den lille historie er historien om menneskerne 

bag virksomhederne. Gennem børns fortællinger, 

besvares spørgsmålene om hvem og hvordan. 

Hvem var menneskerne bag virksomhederne og 

hvordan var deres liv i industribyen Vejle? 

Sammen giver den store og den lille historie og 

deres billeder et indtryk af, hvordan Vejle var 

som industriby. Og sammen fortæller de en helt 

tredje historie, nemlig historien om Vejles forandring 

fra købstad til industriby. 

Den forandring var specielt synlig på 3 områder: 

Første område er Vejles stigende indbyggertal. 

I 1787 boede der 843 mennesker i Vejle, men bare 

14 år efter boede der 1310. Derefter begyndte 

det for alvor at gå stærkt. I 1850 boede der 3300 

mennesker og i 1900 var der kommet over fire 

gange så mange mennesker til Vejle, så nu boede 

der 14.000 i byen. Og der kom flere endnu. 

I 1940 boede der 25.174 mennesker og i dag bor 

der cirka 50.000. 

Andet område er Vejles forandrede udseende. 

Da Vejle stadig havde under 1000 indbyggere, 

ernærede de fleste sig ved handel, håndværk eller 

landbrug. Derfor var det gårde og små værksteder, 

der prægede bybilledet. Men efterhånden 

som byen voksede og udviklede sig, blev det in- 

”Vejle bliver industriby” af Anne Katrine Nagel Christensen 

dustrivirksomhederne, der dominerede. Og over 

byen tårnede de høje skorstene sig op. Derudover 

bragte især den ny havn og jernbanen mange nye 

funktioner til Vejle. 

Tredje område er Vejles geografiske forandring. 

Der var ikke plads til det voksende antal mennesker 

og virksomheder inden for den gamle 

bygrænse. Men i begyndelsen af 1800-tallet 

sprængte man rammerne og byen bredte sig i alle 

retninger. Både havnen og jernbanen blev anlagt 

på ny jord og efterhånden flyttede industrivirksomhederne 

og deres ansatte også uden for byen. 

Vejle var nu blevet industriby. 

Vil du vide mere om Vejles historie? 

Søg f.eks. på: http://www.vejlestadsarkiv.dk/dk/ 

default1.asp?what=historie&lang=da 

Eller kig her: 

Becker-Christensen, Henrik m.fl.: Vejles Historie, 

Bind 3: Vejles industri 1732-1996, Vejle 

Kommune, Vejle 1996. 

Ferdinand, Ida Frederikke & Bodil Thomsen: 

Byens Børn – børns livsvilkår omkring år 1900 

belyst ved eksempler fra Vejle, Forlaget Historisk 

Revy, Åbyhøj 1982. 

Gumlink: http://www.gumlink.dk/gumlinkcms/ 

da/AboutGumlink/Historien/Start+historie.htm 

Jensen, Dagny: En bange mus – en arbejderkvindes 

erindringer, Kulturbøger, Ringe 1988. 

Juhler Jensen, John: Vejle – et tekstileventyr, 

Dansk Beklædnings- og Textilarbejderforbund, 

Vejle 1996. 

Thaulow, Th.: Fabrikejer C.M. Hess og hans 

Slægt, C.M. Hess’ Fabrikker Aktieselskab, Vejle 

1951. 

1

Vejle Havn 1826 

Vejles ny havn blev bygget, fordi den gamle ikke 

var dyb nok. Den blev taget i brug i 1826 og individet 

i 1827. Rundt om havnen opstod mange nye 

virksomheder. Havnen havde stor betydning for 

industrien i Vejle, fordi den gjorde transporten til 

og fra Veje meget nemmere og hurtigere. Derudover 

gav havnen arbejde til mange mennesker. 

Isbryderen Jeppe Jensen i Vejle Havn 1965 

Jernbanen 1868 

Jernbanen kom til Vejle i 1868 som en del af den 

jyske længdebane. Senere blev der åbnet lokale 

ruter til Give, Jelling, Vandel og Grindsted. Jernbanen 

havde stor betydning for industrien i Vejle, 

fordi den gjorde transporten til og fra Veje meget 

nemmere og hurtigere. Derudover gav jernbanen 

arbejde til mange mennesker. 


Vejle Banegaard personalet 1912-14 

C. M. Hess’ Fabrikker 

C. M Hess’ Fabrikker 

I 1876 købte en mand ved navn Christian Martin 

Hess et jernstøberi i Vejle. Han kom fra Middelfart, 

hvor hans far havde et jernstøberi. Han var 

selv jernstøber og ville producere kakkelovne og 

komfurer i Vejle. C.M. Hess var en dygtig mand 

og han fik hurtigt støbt så mange ovne og komfurer, 

at han kunne udvide sin fabrik. Jernstøberiet 

blev en dominerende virksomhed i Vejle, fordi 

den ændrede bybilledet med sine store skorstene 

og mange af byens arbejdere arbejdede på fabrikken. 

Nu piber Hess 

Det jernstøberi, som Hess købte i Vejle, lå i Grønnegade 

18. Huset var gammelt og slidt. Gulvet 

var fugtigt, for når Vejle Å løb over sine bredder, 

løb vandet op og oversvømmede huset. Hess reparerede 

bygningen og moderniserede støberiet 

ved hjælp af en dampmaskine. På dampmaskinen 

sad en dampfløjte, der fløjtede hver morgen, middag 

og aften. Fløjten fungerede som et ur for arbejderne. 

Når den fløjtede vidste de, at de skulle 

på arbejde. Det var den første fabriksfløjte i Vejle. 

Problemet var bare, at lokomotiverne også fløjtede. 

Derfor var Hess’ fløjte tilpasset, så den ikke 

blev forvekslet med togenes fløjt. Folk i Vejle 

2

vænnede sig hurtigt til fløjten. Når de hørte den, 

sagde de til hinanden: ”Så, nu piber Hess”. 

Hess byggede en stor skorsten til baghuset, hvor 

støberiet var. I forhuset boede han selv på første 

sal og havde kontor og butik i stueetagen. 

Rund kakkelovn nr. 413, 1906 

Kakkelovnenes Fordvogn 

I 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var 

kakkelovne meget mere end noget, der gav varme. 

De var statussymboler, ligesom dyre biler og 

fladskærmsfjernsyn er det i dag. Det hang sammen 

med, at ovnene var meget dyre. Derfor blev 

de ofte nævnt i folks testamenter og det var vigtigt, 

hvem der arvede kakkelovnene. C. M. Hess’ 

Jernstøberier blev meget berømt for sine kakkelovne. 

Ovnene var så populære, at en anmelder i 

1932 skrev: ”Man kan vel næsten sige, at Hess- 

Brændeovnen blandt Kakkelovne spiller samme 


Rolle som Fordvognen blandt Automobilerne.” 

Der blev lavet flere forskellige typer, både runde 

og firkantede. 

Brændeovne som kunst 

I begyndelsen blev de lavet til at brænde med tørv 

eller brænde. Senere brændte de med moderne 

brændstof, nemlig kul og cinders (som også er 

en slags kul). Som du kan se på billedet, er ovnen 

flot dekoreret med mønstre og billeder. Det var 

én af grundene til, at Hess’ ovne var så populære. 

Hess opfattede nemlig ikke bare ovnene som 

brugsgenstande, men som kunst. De skulle passe 

til det rum, de stod i. Derfor var det arkitekter, 

der tegnede ovnene. 

Hess bliver syg 

Christian Martin Hess’ lille jernstøberi blev hurtigt 

populært. Faktisk gik det så stærkt, at Hess fik 

tyfus på grund af overanstrengelse. For at blive 

rask lå han i sengen i sit hjem i Grønnegade 18. 

Hans vindue vendte ud mod gaden. Det var vigtigt, 

at Hess fik fuldstændig ro, derfor dæmpede 

man larmen fra hestevognene ved at lægge bark 

på gaden. Men han skulle også have det køligt, 

så to arbejdere stod hele dagen foran Hess’ soveværelsesvindue 

og sprøjtede med koldt vand. 

Desværre blev barken våd af vandet og Grønnegade 

blev forvandlet til en masse sjap. Hess blev 

heldigvis hurtig rask. 

I Grønnegade 18 kunne der ikke blive ved med 

at være plads til alle arbejderne og de store maskiner. 

Først købte Hess nabohusene på Grønnegade, 

men han skulle stadig bruge mere plads. 

I 1897 købte han derfor en grund i engene ved 

Flegborg. Her byggede han en ny fabrik, som åbnede 

i 1898. Nu havde han to fabrikker. 

På billedet side 4 kan du se et beslagværksted i 

den gamle fabrik i Grønnegade. Når jernet var 

3

levet støbt, blev det renset og slebet. Deref- 

ter kom det til beslagværkstedet, hvor smedene 

borede huller og gevind, de tilpassede låger og 

satte tingene sammen. At beslå betyder at færdiggøre 

støbegodset. Forrest i billedet kan man 

se forsider til komfurer, der venter på at blive sat 

sammen med resten af komfuret. Midt i billedet 

ligger en stak med vinduesrammer, som fabrikken 

også lavede. De remme, der hænger ned fra 

loftet, er drivremme til blandt andet boremaskinerne. 

Remmene fik deres kraft fra dampmaskinen, 

der stod et andet sted i fabrikken. 

Beslagværksted i Grønnegade 20, 1906 

De sorte mænd 

Fabrikken på Flegborg havde de nyeste og de 

bedste maskiner. Der var også meget mere plads, 

så fabrikken kunne producere mere. Støbningen 

var et varmt, hårdt og snavset arbejde og det var 

kun mænd, der havde kræfter til det. De blev 

sorte i hovederne og på kroppen af arbejdet og 

derfor blev de også kaldt ”De sorte mænd”. Da 

fabrikken voksede, blev der ansat flere arbejdere. 

I 1892 var der ansat 150 arbejdere på Hess’ Fabrikker. 

9 år efter, i 1901, var der 300 arbejdere. 

Det var altså en stor arbejdsplads i Vejle og folk 

var glade for den. Da fabrikken havde 25 års jubilæum, 

lavede en konditor kopier af kakkelovne 

i nougat og marcipan som en hyldest til fabrikken. 


Fabrikken voksede stadig og i 1914 havde den 

det største støberi i hele Danmark. Her kunne 

man støbe 15 ton jern om dagen. Samtidig begyndte 

maskinerne at køre på el i stedet for med 

dampkraft. 

Den fine afdeling 

Samtidig med at fabrikken voksede, begyndte 

den også at producere flere forskellige ting. For 

eksempel kunne man både få vinduer, døre og 

rammer fra Hess. Og allerede fra 1919 producerede 

fabrikken emaljerede varer, blandt andet 

badekar. 

På billedet står nogle formere med et badekar, som 

Billede af 8 formere med badekar i 1940 

de har støbt. Når badekarret var støbt, skulle det 

emaljeres. Emaljeringen skete ved, at man først 

puttede badekarret ind i en stor ovn. Når det var 

rødglødende tog man det ud og pudrede det med 

et hvidt pulver. Derefter kom karret ind i ovnen 

igen. Pulveret smeltede fast og når det stivende 

blev det til blank emalje. Det skulle have flere 

gange, før pulveret dækkede. Man brugte også 

emalje til håndvaske, ovne og komfurer. Farven 

kunne være både hvid, grøn og blå. 

I 1939 foregik emaljeringen i et stort nyt emaljeværk. 

Her havde arbejderne fine forhold. Der var 

både baderum og omklædningsrum og en stor 

4

spisesal med plads til 400 mennesker. En af ar- 

bejderne fortalte, at emaljeværkstedet blev kaldt 

for den fine afdeling, for: ”vi gik jo i vores pæne 

tøj på arbejde og i det pæne tøj, når vi gik derfra. 

Vi havde vand, og der var endda stablet et stort 

badekar op, og vi havde jo varme nok på værkstedet, 

så vi kunne varme vandet op i spande, så 

vi kunne vaske os og barbere os og alt muligt. Så 

vi lignede jo kontorfolk”. 

Emaljearbejderne var specialarbejdere og de fik 

en rigtig god løn. I 1932 var en emaljearbejders 

årsløn på 3000 kr. om året. En bankdirektør fik 

fra 4000 til 6000 kr. om året. 

Alt godt og stort er enkelt gjort 

Efter at emaljeværket var blevet bygget i 1940, 

var C.M. Hess’ Fabrikker den største virksomhed 

inden for jern- og metalindustrien i Vejle. 

Efter 2. verdenskrig blev støberiet og samleprocessen 

gjort mekaniske. Der var ikke længere 

brug for så mange folk til at betjene maskinerne 

og det tunge arbejde blev gjort nemmere. 

Produktionen i fabrikken i Grønnegade blev nedlagt 

og bygningen blev kun brugt til kontor og 

butik. I 1967 var kontoret flyttet til bygningerne 

på Flegborg og butikken blev nedlagt. Fabrikken 

på Flegborg producerede til gengæld stadig nye 

ting. For eksempel ”den tænkende” kakkelovn 

Hess-O-Matic. Det var en oliefyret ovn, der blev 

styret med termostat. Den var meget populær i 

årene omkring 1956. Hess’ fabrikker fremstillede 

også nye slags komfurer og rustfrie stålvaske. 

Alligevel gik det ned af bakke for fabrikken. Den 

kunne ikke følge med tiden. Den fremstillede 

ikke de varer, som folk ville have. 

Året før 100-årsjubilæet, i 1975, lukkede C.M. 

Hess’ Fabrikker. Fabriksbygningerne blev revet 

ned og på den enorme grund byggede kommunen 

flere nye bygninger. I dag ligger Vejle Bypark, 


Musikteatret, Vejle Kommunes administrationsbygning 

og politistation på den gamle C.M. Hess 

grund. 

Der står et skilt i byparken for at markere hvor 

fabrikken lå. Det er lavet i 1919 og har siddet på 

fabriksbygningens mur i Grønnegade og senere 

på Flegborg. 

I cirka hundrede år havde C.M. Hess’ Fabrikker 

stor indflydelse i Vejle. Som en af de første industrielle 

virksomheder i området, banede den 

vejen for mere industri i Vejle. Og med flere hundrede 

ansatte skabte fabrikken arbejde for mange 

af indbyggerne i Vejle. 

Christian Martin Hess’ ordsprog var: ”Alt godt og 

stort er enkelt gjort”. Man kan sige, at det samme 

gælder for C.M. Hess’ fabrikker. Især når man 

tænker på, at fabrikken begyndte i et lille hus i 

Grønnegade 18 og senere blev til en kæmpestor 

fabrik. 

Arbejdsgiveren 

Min farfar Christian Martin Hess 

Harald Jørgen fortæller: 

Christian Martin Hess var min farfar. Han blev 

Christian Martin Hess 

5

født i 1851 i Middelfart, hvor min oldefar havde 

et jernstøberi. Min farfar interesserede sig derfor 

allerede for jernstøbning som lille. Han ville også 

være jernstøber. Men det var hans storebror, der 

skulle arve fabrikken. Så Christian Martin drog 

over vandet, så langt væk, at han ikke kunne genere 

broderens virksomhed! 

Han købte et jernstøberi i Vejle og begyndte at 

støbe kakkelovne og komfurer. I begyndelsen 

var fabrikken lille og min farfar arbejdede sammen 

med de arbejdere, som han havde ansat. Han 

kendte maskinerne og viste arbejderne, hvordan 

man skulle gøre. Han gik op i arbejdet med liv og 

sjæl. På et tidspunkt fik han endda tyfus på grund 

af overanstrengelse. 

Senere, da fabrikken havde over 300 arbejdere, 

arbejdede han ikke længere selv på fabrikken. 

Men han fulgte med i, hvad der skete. Og hver 

dag gik han en runde på fabrikken. Han havde 

også et godt forhold til sine arbejdere og jeg tror, 

at C.M. Hess’ Fabrikker var et godt sted at være. 

Mange af arbejderne var nemlig på fabrikken så 

længe, at de havde både 25 års og 40 års jubilæum. 

I 1906 flyttede farfar og farmor og min far og 

hans søskende ind i et hus lige over for fabrikken 

på Flegborg. Fra sit værelse på første sal kunne 

farfar se hele den nye fabrik. Farfar døde i 1929 

og da han blev begravet var der levende lys i alle 

vinduerne i Grønnegade 18. 

Min far Harald Einar Hess 


Min far blev født i 1891 i huset i Grønnegade. Min 

far havde en storebror, så det var ikke meningen, 

at han skulle blive den næste direktør for fabrikken. 

Men under 1. verdenskrig blev min fars storebror 

Christian udtaget til soldat, men det gjorde 

far ikke. I stedet arbejdede han på fabrikken, som 

manglede arbejdere. Mange af arbejderne skulle 


jo også være soldater. I 1919, lige efter krigen, 

blev far direktør. Og far, mor, mine søskende og 

jeg flyttede ind i huset over for fabrikken. 

Min far var direktør indtil 1963. 

Billede af C. M. og Emma Hess villa Flegborg 6 fra sydvest 1906 

Min farfars villa 


Min farfar Christian Martin Hess fik huset bygget 

i 1906, efter han også havde bygget fabrik på 

Flegborg. Huset i Grønnegade skulle bruges til 

kontorer, så der kunne farfar og hans familie ikke 

længere bo. Min farfar kunne også godt lide, at 

være tæt på fabrikken. Han flyttede derfor ind i 

huset sammen med min farmor, min far og hans 

søskende. Huset hed ”Flegborg”, fordi det lå i det 

område, der også hed Flegborg. 

Når man trådte ind i huset, kom man ind i en stor 

hall. Her var panelerne lavet af teaktræ fra Indien. 

Den slags træ kunne min farfar nemlig godt 

lide. 

På første sal var der gæsteværelser og soveværelser. 

Over min farfars værelse stod der: ”Alt godt 

og stort er enkelt gjort”. Det var et ordsprog han 

havde. 

6

”Flegborgs” spisestue 

Harald Jørgen Hess fortæller: 

Jeg tror, at spisestuen var 10 eller 11 meter lang, 

og 6 eller 7 meter bred, og der var højt til loftet. 

Hele vejen rundt under loftet var der en frise lavet 

af cement. Man kunnen svagt ane, at især himlen 

i de enkelte felter var malet i svage pastelfarver. 

I højre hjørne af spisebordet var der tre ledninger 

til klokker til stuepigerne. Hvorfor der var tre, 

ved jeg ikke. Da jeg boede der med mine forældre, 

var der en mere diskret klokke med en ledning 

ned til et stik i gulvet, igennem et lille hul i 

gulvtæppet. 

Da jeg som barn boede i huset, spiste vi middag 

her hver aften kl. halv syv, og frokost kl. et, hvis 

vi var hjemme og ikke i skole. Bordet kunne gøres 

større, så der kunne serveres for 36 eller muligvis 

flere gæster. Stolene er af mahogni, med 

sæder af sort skind. Jeg tror, at der oprindelig var 

48 eller 54 stole, hvoraf de fleste blev opbevaret 

i et rum på loftet. Det var et job at hente dem ned 

og bringe dem op igen, når der var stort selskab. 

Alle møblerne blev leveret af den møbelsnedker, 

der var nabo til min farfar i Grønnegade. 

Arbejder 

Min farfar Rasmus Bjerre 

Lise fortæller: 

Rasmus Bjerre var min farfar. Han blev født 1853 

et sted, der hed Højen Tang. Efter hans konfirmation 

kom han ud og tjene på forskellige gården 

i omegnen. Senere fik han job hos C.M. Hess’ 

Jernstøberi som polerer. Hans arbejde gik ud på 

at polere de færdigstøbte ovne og komfurer, så de 

blev klar til at sælge. 

Jeg ved ikke præcist, hvornår farfar begyndte 

at arbejde for Christian Martin Hess, men han 

kendte ham rigtig godt. Han var også med til 

Hess’ bryllup i 1880. 


Jeg ved ikke, hvor meget min farfar tjente. Han 

lånte 500 kr. af Hess til at købe ejendommen Fredericiagade 

28. Da farfar havde betalt pengene 

tilbage, klarede farmor og farfar sig for hans løn. 

Haven bag ved huset gav til frugt og grøntsager. 

Farmor havde ikke udearbejde, og de havde da 

også en lille lejeindtægt af de 2 andre lejligheder 

i huset. 

Min farfar døde i 1911. Arbejdspladsen kostede 

min farfars død. Der blev egentlig ikke talt om 

det, jeg hørte blot, at farfars lunger blev så dårlige 

af alt det metalstøv, han indåndede, at hans 

lunger var som jern til sidst. 

Arbejdere opstillet i gården omkring 1886 

Arbejderne på fabrikken 


Her er alle arbejderne på C.M. Hess’ Jernstøberi 

opstillet til et fotografi i 1886. De står foran lagerbygningen 

på Grønnegade. På billedet er der 

kun mænd. Det var fordi arbejdet på jernstøberiet 

var utroligt hårdt. Man skulle have mange kræfter 

for at klare det. Manden med den lille pige er 

C.M. Hess. Pigen er hans datter. 

På forreste række sidder der to drenge. Jeg ved 

ikke præcist, hvad de lavede, men de har sikkert 

hjulpet mændene med forskellige småting. Der 

var regler om, hvor meget børn måtte arbejde. I 

1873 blev der vedtaget en lov om, at børn skulle 

være over ti år, før de måtte arbejde i industrien 

7

eller i håndværk. De måtte ikke arbejde mere end 

seks en halv time om dagen og de skulle have en 

halv times pause. De måtte heller ikke arbejde 

før kl. seks om morgenen eller efter kl. ni om aftenen. 

Det var arbejdsgiveren, der skulle sørge 

for at overholde reglerne. Nogle børn arbejdede 

alligevel mere, end de måtte. Det var fordi deres 

familie ikke kunne undvære de penge, som 

de tjente. 

Senere, i 1901, skulle børn være tolv år, før de 

måtte arbejde. De måtte nu kun arbejde seks timer 

og have en halv times pause. Det var også 

vigtigt at passe skolen, så børn måtte heller ikke 

arbejde i skoletiden. 

På billedet står mændene med deres arbejdsredskaber. 

Manden yderst til venstre står med en 

hammer og en ambolt. Han er nok smed, det var 

der mange af arbejderne, der var. Nogle af de 

andre står også med hamre over skulderen. Forrest 

ligger nogle gryder med meget lange skafter. 

Dem brugte man til at smelte jernet med. Jernet 

havde man i gryden, som man så opvarmede. Så 

smeltede jernet. Man brændte ikke fingerene, for 

når man holdt fast i det lange skaft, stod man ikke 

tæt på ilden. 

Frokostpause 


Her er alle arbejderne igen stillet op i gården. I 

begyndelsen var der kun seks mænd, der arbejdede 

for Hess. Men efterhånden var der over 500 

ansatte. Jeg ved ikke, hvor mange, der arbejdede 

på fabrikken, da billedet blev taget. Men året efter, 

i 1901, arbejdede der 300. 

På anden række i højre side, sidder nogle damer. 

Selvom mange kvinder begyndte at arbejde i industrien 

i 1900-tallet, var der ikke ret mange på 

jernstøberiet. Arbejdet var alt for tungt for dem. 

Damerne var i stedet på kontoret og i kantinen. 

Deres løn var cirka 40-50% mindre end mændenes. 


Arbejdere i gården i Grønnegade omkring 1900 

På billedet er alle rene og pæne i tøjet. Men til 

dagligt blev mændene meget snavsede af at arbejde 

i jernstøberiet. Derfor blev de kaldt ”De 

sorte mænd”. 

I 1932 arbejdede ”De sorte mænd” fra 8 til 12, 

så havde de en times middag og så arbejdede de 

igen fra 13-17. De arbejdede også om lørdagen. I 

middagspausen gik de hjem til konen og fik varm 

mad og en lille lur. Da fabrikken flyttede ud på 

Flegborg, var der længere hjem. Når alle de sorte 

mænd skulle skynde sig hjem, var det dem, der 

bestemte trafikken. Så måtte de andre trafikanter 

vente, til mændene var kommet forbi. 

Ni børn og tre værelser 


Min farfar og farmor boede i Fredericiagade. 

Men arbejderne på C.M. Hess’ Jernstøberi boede 

over hele byen. I Vejles forskellige gader boede 

der folk af alle mulige slags. De boede også i de 

samme huse, som så var delt i flere lejligheder. 

Både husene og lejlighederne var små. De fleste 

lejligheder var med to værelser, hvor familier på 

3-6 personer boede. Så der var ikke meget plads. 

Min farmor og farfar havde fem børn. De fleste 

arbejdere havde mange børn. Henny Sørensen, 

der boede i Fjordgade, havde 8 søskende. Hun 

boede med sin familie i en lille treværelses lejlig- 

8

hed. Den ene stue måtte hun og hendes søskende 

kun komme i, når de havde gæster. De havde en 

spisestue, som de sad i til daglig. Når de sov, lå 

der tre i slagbænken og to i en seng, der om dagen 

var et skab. I det lille soveværelse sov hendes 

forældre og to eller tre børn. Man havde altså 

ikke sit eget værelse. 

Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi 

Danmarks Manchester 

Vejle blev engang kaldt for ”Danmarks Manchester”. 

Det var fordi Manchester og Vejle begge 

havde mange bomuldsspinderier. 

Manchester var den første by i England (og i verden), 

der oprettede et bomuldsspinderi. 

På samme måde blev det første bomuldsspinderi 

i Danmark oprettet i Vejle. 

Initiativtageren hed Christian Marius Windfeld- 

Hansen. Han oprettede hele to bomuldspinderier 

i Vejle. 

Windfeld-Hansens idé 

Marius Windfeld-Hansen købte i 1875 en manufakturforretning 

på Torvegade 5 i Vejle. 

Senere oprettede han også et væveri, så han selv 

kunne væve stoffet. En dag fik han den idé, at han 

lige så godt kunne lave garnet selv, i stedet for at 

importere det. 

I begyndelsen var der mange, der var skeptiske. 

Men Windfeld-Hansen læste bøger om bomuldsspinderi 

og rejste til udlandet for at se, hvordan 

man gjorde. Han fik økonomisk støtte fra tre købmænd 

og i 1892 blev Danmarks første bomuldsspinderi 

oprettet. Det fik navnet Vejle Bomuldsspinderi. 

Senere blev der oprettet flere bomuldspinderier 

i Danmark og de konkurrerede meget med hinanden. 


For at forhindre konkurrencen, blev Vejle Bomuldsspinderi 

i 1901 slået sammen med Odense 

Bomuldsspinderi og Vejle Bomuldsvarefabrikker. 

Så behøvede de ikke konkurrere med hinanden 

og de stod stærkere over for andre spinderier. 

Sammen kom de til at hedde De Danske Bomuldsspinderier. 

Marius Windfeld-Hansen var stadig direktør, men 

han arbejdede ikke så godt sammen med lederne 

på spinderierne. Derfor forlod han spinderiet. 

I stedet oprettede han i 1904 et konkurrerende 

spinderi. Det hed Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi. 

Marius Windfeld-Hansen 

Et eldrevet bomuldsspinderi 

Marius Windfeld-Hansen oprettede sit nye spinderi 

i 1904. 

Det blev bygget på Strandgade, som lå tæt ved 

havnen. Så kunne man nemt få varer til og fra 

fabrikken. 

Mange af arbejderne og kunderne fulgte med 

Windfeld-Hansen til det nye spinderi og det blev 

hurtigt en stor konkurrent til de andre danske 

bomuldsspinderier. 

9

Det nye spinderi havde den store fordel, at arbejderne 

kunne arbejde hele døgnet. 

På De Danske Bomuldsspinderier brugte man 

kun elektricitet til at give lys, mens en dampmaskine 

drev maskinerne. 

Hos Windfeld-Hansen var hele fabrikken fuldstændig 

eldrevet. Det var før at byen fik elektricitetsværk, 

så fabrikken skulle lave al strømmen 

selv. 

Strømmen kom fra en kraftig dieselmotor. Første 

gang motoren blev startet var den 25. november 

1904. Matius Windfeld-Hansen havde inviteret 

de nærmeste arbejdere til at se på. 

Oplevelsen bliver beskrevet sådan her: ”Det 

gungrede i gulvet, hele bygningen begyndte at 

skælve, som skulle det brase sammen over hovedet 

på det forfærdede lille selskab. Den bløde 

engbund gav efter for motorens rystelser.” 

Men motoren blev hurtigt flyttet til et bedre sted, 

så den kunne køre uden problemer. 

Motoren var så effektiv, at den kunne køre i døgndrift. 

Dermed kunne arbejderne også arbejde om 

natten. 

Der var mange, der arbejdede om natten. De fleste 

var enlige mødre, som ikke kunne være væk 

hjemme fra hele dagen. Hvis de i stedet arbejdede 

om natten, kunne de tage sig af deres børn 

det meste af dagen. 

Bomuld i håret og i øjnene 

I spinderihallen blev den rå bomuld spundet til 

forskellige typer garn. 

På gulvet kan man se en masse bomuldstotter. De 

lå over det hele. 

Når arbejderne kom hjem, kunne de endda finde 

bomuld inde på den bare mave. Der kom også 

bomuld i øjnene. Når damerne kom ud fra fabrikken, 

havde de bomuldstotter i håret. Det lignede, 

at de havde papillotter på. 


Til sidst blev det forbudt for arbejderne at køre 

med bus, hvis de ikke havde renset deres tøj. 

Det larmede også meget på fabrikken. Overalt 

kunne man høre maskinerne. De summede hele 

tiden, også i pauserne. 

I en avisartikel skrev en journalist, at det lød som 

om, at man var i stue sammen med et par kæmpeflyvere, 

der var ved at starte. 

Arbejderne havde ingen form for høreværn. Det 

eneste, de kunne gøre, var at putte vat i ørene. 

Billede af spinderiarbejder ved spolemaskine, ca. 1950 

Forskellige slags garn 

Her er et billede af en dame, der spoler garn. 

Billedet er taget i 1950’erne, men lige fra begyndelsen 

lavede man garn på fabrikken. 

Der var forskellige typer af garn. Pakgarn og 

fiskegarn var det første, man begyndte at lave i 

Danmark. Det behøvede ikke være så pænt, men 

det skulle være stærkt. 

Derefter begyndte man at lave vævegarn og trikotagegarn. 

Det skulle derimod se pænt ud, fordi 

det skulle bruges til tøj eller tæpper. 

Garnet kunne laves i mange forskellige farver og 

tykkelser. 

10

Det, damen arbejder med på billedet, var noget 

af det sidste man gjorde, før garnet var færdigt. 

Man skulle nemlig arbejde med bomulden i lang 

tid, før den blev til garn. 

Først blev bomulden renset. Så blev det spundet 

til en grov tråd. 

Denne tråd blev gjort tyndere alt efter, hvilken 

slags tråd man skulle lave. Tråden blev tyndere 

ved at en forspindemaskine strakte den, indtil 

den havde den rigtige tykkelse. Bagefter blev det 

snoet i spindemaskinen, som gjorde tråden stærkere. 

Til sidst blev tråden spolet op på trisser, så man 

nemt kunne transportere det. Det er det, damen 

laver. 

Luftfoto af Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi, 

1960’erne 

Bomuldsspinderiet lukker 

I 1950’erne begyndte bomuldsspinderiernes kunder 

at ville have andet end uld og bomuld. 

De ville have nye, kunstige tekstiler som for eksempel 

nylon. Windfeld-Hansens bomuldsspinderi 

begyndte derfor at producere de nye tekstiler. 

Men de kunstige tekstiler var meget dyrere at 

lave. Arbejderne skulle have det samme i løn 

som før, så derfor blev de nye tekstiler dyre for 

kunderne at købe. 

I stedet købte kunderne nylon fra for eksempel 


Sydeuropa, som var meget billigere. Dernede fik 

arbejderne ikke så meget i løn som i Danmark, 

så derfor var deres varer billigere. Det kunne de 

danske fabrikker ikke konkurrere med. 

Det gik op og ned for Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi. 

Nogle år tjente fabrikken mange 

penge og andre år tjente den næsten ikke nogle. 

Efterhånden var fabrikken nødt til at fyre flere og 

flere arbejdere. Der var ikke arbejde til dem hele 

tiden og fabrikken havde ikke råd til at betale løn 

til så mange. 

I 1987 blev Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi 

købt af et firma, der hed Egetæpper. Egetæpper 

havde bedre råd til at drive spinderiet videre. 

Som noget nyt flyttede Egetæpper spinderiet til 

Vinding. Her lå det, indtil det blev lukket i 1999. 

Spinderiets farveriafdeling blev dog ikke flyttet 

til Vinding. Den blev ved med at ligge i Vejle og 

blev først lukket for tre år siden, i 2003. 

Arbejdsgiver 

Marius Windfeld-Hansen 

Ib fortæller: 

Konsul Christian Marius Windfeld-Hansen var 

min farfar. Han blev født i Ribe i 1850. 

Da han havde været soldat, fik han arbejde hos en 

manufakturhandler i Vejle. 

Det var min oldefar, der havde bestemt det. Min 

farfar vidste nemlig ikke rigtig, hvad han ville 

være. Men heldigvis blev farfar meget glad for at 

være i tekstilbranchen og i Vejle. 

Min farfar var Ridder af Dannebrog. Det udnævnte 

Kong Christian X ham til i 1915, fordi 

han havde gjort så meget for industrien i Danmark. 

Farfar var også nederlandsk vicekonsul. Det 

blev han allerede i 1897. Som konsul skulle farfar 

hjælpe hollændere eller hollandske firmaer i 

11

Danmark med forskellige ting. 

Min farfar døde i 1937. Da hans kiste kørte forbi 

fabrikken, stillede omkring 200 arbejdere sig op 

på en lang række og hilste med hatten. Det var 

for at vise ham den sidste respekt. 

Senere henvendte arbejderne sig til borgmesteren. 

De ville have omdøbt gaden uden for fabrikken 

til Windfeld-Hansens Gade. Det kom gaden 

så til at hedde. 

Holger Windfeld-Hansen 


Holger Windfeld-Hansen var min far. 

Han blev født i 1888 i Vejle. Han var den mellemste 

søn og blev direktør på fabrikken i 1929. 

Ligesom farfar kom far ofte på fabrikken. Han 

gik meget op i, at maskinerne fungerede ordentligt. 

Hvis far fik øje på mangler ved maskinerne, skrev 

han det op med det samme. Og han sørgede personligt 

for, at manglerne blev ordnet. 

Men det var også et kendetegn for alle bomuldsspinderierne 

i Vejle – maskinerne var hele tiden 

de mest moderne. 

En dag kom far igennem fabrikken mens arbejderne 

spiste. Der var en af arbejderne, der rejste 

sig op for ham. Så sagde far, at det skulle han 

ikke, for far var jo ikke konge. 

Til gengæld var han nederlandsk vicekonsul ligesom 

farfar. Det blev han i 1938. 

Vejles største villa 


Min farfar boede i en villa på Havnegade 41. 

Som du kan se på billedet, var det en meget stor 

villa. Faktisk var det i lang tid Vejles største villa. 

Da huset blev bygget, var farfar direktør på Vejle 

Bomuldsspinderi, der også lå på Havnegade. Han 

kunne godt lide at bo i nærheden af sin fabrik. 


Den nye fabrik på Standgade lå også i gåafstand 

fra farfars hus. 

Da han blev ældre, begyndte han at se dårligt. 

Han var også meget svag, så han havde en sygeplejerske 

til at passe sig. 

Windfeld-Hansens villa, Havnegade 41 

Hver dag tog hun min farfar under armen og så 

gik de over på fabrikken. Så var han der en times 

tid, for at se, at alting gik rigtigt for sig. Og så gik 

han og sygeplejersken hjem igen. 

Fars bil 


I 1929 fik min far bygget et hus på Sdr. Villavej 

29 i Vejle. 

Vi boede ikke så langt fra fabrikken, så man kunne 

hurtigt komme derover. 

Far kunne køre over på fabrikken, for han havde 

en bil. Det er den, der står i indkørslen. Dengang 

var der ikke så mange, der havde bil. 

Arbejderne gik eller cyklede på arbejde. Eller 

også tog de bussen. Men de kom kun med, hvis 

de havde gjort deres tøj rent for bomuld først. 

12

Arbejder 

Min bedstemor i uniform 

Kirsten fortæller: 

Min bedstemor var Marie Thomsen. 

Hun arbejdede på spinderi, faktisk prøvede hun 

at arbejde på alle tre spinderier i Vejle. 

Hun begyndte på De Danske Bomuldsspinderier 

i Havnegade i 1916. Senere kom hun til afdelingen 

på Vardevej og i 1920 begyndte hun hos 

Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi. 

Det var der, hun bedst kunne lide at være. Der var 

nemlig meget bedre forhold og et meget bedre 

arbejdsklima helt igennem. 

På billedet sidder min bedstemor som nummer 

tre fra venstre. 

Hende og de andre kvinder har ens uniformer 

på. Uniformerne var todelte med knæbukser og 

bluse. 

Dengang var det ikke normalt, at kvinder gik 

med bukser, så man kunne se deres ben. Og første 

gang min bedstemor havde uniformen på, kom 

mændene fra de andre hold rendende og gloede. 

De fleste kvinder brød sig ikke om, at have bukser 

på, så derfor gik de hurtigt tilbage til at have 

kjole på. 

Men faktisk kunne det være farligt at have kjole 

på. Bedstemor har fortalt, at nogle gange fik ma- 

Billede af 18 kvindelige medarbejdere på 

Windfeld-Hansens bomuldsspinderi, ca. 1920 


skinerne fat i kjolerne og trak kvinderne med ind, 

så de blev klemt. 

På det første spinderi bedstemor var på, var der 

endda en, der døde. Hendes hår blev fanget af 

drivremmen, så hun kom i maskinen. 

Derfor måtte man ikke have løst hår på fabrikken. 

Det har de heller ikke på billedet. 

Alle kvinderne på spinderiet 


Her er et billede af de ansatte på Windfeld-Hansens 

Bomuldsspinderi. 

Billede af ledelse og medarbejdere opstillet i gården, 

1928-30 

Min bedstemor står som nummer 5 fra venstre på 

4. række. 

Den mand, der sidder i midten med bowlerhat 

og stok er Marius Windfeld-Hansen. Han havde 

næsten altid den bowlerhat på. Nogle gange 

blev hatten så gammel, at den fik et grønt skær 

af mug. 

Til venstre for ham sidder hans søn, Holger. De 

er nogle af de få mænd på billedet, for et spinderi 

var næsten udelukket en kvindearbejdsplads. 

Holger Windfeld-Hansen sagde engang til en 

avis, at det var en lykke for Vejle, at byen havde 

C.M. Hess’ Fabrikker. Det var nemlig en stor arbejdsplads 

for mænd. Og deres koner kunne passende 

arbejde på spinderierne. 

13

Men faktisk var det både ugifte og gifte kvinder, 

der arbejdede på spinderierne. 

Jeg ved ikke, hvor gammel bedstemor var, da 

hun begyndte at arbejde. Men de fleste begyndte 

lige efter deres konfirmation. Og mange blev på 

fabrikken, selvom de blev gift og fik børn. 

Spinderiarbejdet var ikke så fysisk krævende, 

derfor passede det godt til kvinder. 

Forskellig løn 


Jeg ved ikke, hvor meget min bedstemor tjente. 

Men frem til 1938 tjente kvinder cirka halvt så 

meget som mænd. Derefter tjente de lidt mere, 

men stadig ikke så meget som mændene. 

Den forskellige løn var en af forklaringerne på, at 

der arbejdede så mange kvinder på bomuldsspinderierne. 

De var billigere for fabrikken. 

Det var helt almindeligt, at kvinder tjente mindre 

end mænd. Man mente, at det var mandens løn, 

der var den vigtigste. Den skulle hele familien 

leve af. 

Kvindens løn var bare et tilskud til mandens løn 

og derfor behøvede den ikke være så høj. 

Kvinderne blev betragtet som midlertidige arbejdere. 

Man forventede, at de kun arbejdede indtil 

de blev gift og fik børn. Så skulle de gå hjemme 

og passe huset og børnene, mens manden tjente 

pengene. 

Men mange blev på fabrikken, selvom de havde 

mand og børn. 

Det var fordi mandens løn ikke var stor nok til, at 

en hel familie kunne leve af den. 

Det kunne også være fordi, at manden brugte 

pengene forkert. Bedstemor har fortalt, at nogle 

af mændene gik på værtshus, når de havde fået 

løn. Når de så kom hjem om aftenen, havde de 

brugt mange af de penge, som konen skulle købe 

mad for. 


Men der var også nogle kvinder, som ikke havde 

en mand. Det kunne være hvis hendes mand var 

død, eller hvis hun var skilt. Så måtte kvinden 

tjene penge alene, også selvom at hun havde små 

børn. Det blev der ikke taget hensyn til. 

Billede af personale ved Windfeld-Hansens Bomuldspinderi 

ca. 1930 

Hårdt arbejde 


Her er et billede af nogle af arbejderne på Windfeld-Hansens 

Bomuldsspinderi. De står nok kun 

stille, fordi fotografen tager billede af dem. For 

ellers var de altid i gang. 

Bedstemor har fortalt, at de ikke havde lov til at 

tage sygedage eller fridage, da hun begyndte på 

fabrikken. 

Arbejdet var også hårdt. Min bedstemor arbejdede 

på et tidspunkt ved en forspindemaskine. Den 

strakte bomuldstråden, så den fik den tykkelse, 

den skulle have som færdigt garn. 

Min bedstemor skulle skifte trådene på maskinerne 

og det var hårdt for hendes fingre. Hendes 

negle blev helt slidt ned, så til sidst måtte hun 

have handsker på. Hun puttede vat i fingerenderne, 

for det gjorde ondt, så snart hun rørte ved 

noget. 

Min bedstemor arbejdede ikke ved forspindemaskinen 

i alle de år, hun var på bomuldsspinderiet. 

14

Man fik nemlig bedre arbejde, jo længere man 

havde været på spinderiet. 

Pigerne begyndte lige efter de var blevet konfirmeret. 

Så blev de sat det hårdeste arbejde med at 

lufte tunge ting og binde løse garnender sammen. 

Hvis man ikke kunne følge med, kunne man risikere 

at få en lussing. 

Først når pigerne blev 18, måtte de så ved en maskine. 

Det var fabriksloven, der bestemte det. 

Den store strejke 


Min bedstemor kunne bedst lide at arbejde på 

Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi. 

Men ikke alle var helt tilfredse hele tiden. De 

stiftede derfor Tekstilarbejdernes Fagforening 

i Vejle den 20. juli 1896. Fagforeningen arbejdede 

for at bedre arbejdernes løn, arbejdstid og 

arbejdsvilkår. 

Hos Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi var 

de fleste medlemmer af fagforeningen. Marius 

Windfeld-Hansen var ellers meget imod, at hans 

arbejdere var medlemmer. Han fyrede dem, hvis 

de meldte sig ind. 

I begyndelsen tog arbejdsgiverne ikke nogen sociale 

hensyn. De ville helst have, at arbejderne 

arbejdede mest muligt for den mindst mulige 

løn. 

I 1905 ville arbejdsgiverne have, at arbejderne 

gik ned i løn. Det ville arbejderne ikke og derfor 

gik de i strejke. 

Min bedstemor har fortalt, at strejken blev kaldt 

den store strejke, fordi den varede helt fra 1. juli 

til 8. december 1905. Og det var alle tekstilarbejdere 

i Danmark, der strejkede. 

Min bedstemor arbejdede ikke dengang, men 

hun kan huske, at det var hårdt for arbejderne 

at strejke så længe. De fik jo ingen løn mens de 

strejkede, men kun lidt penge fra fagforeningen. 


Men det var meget mindre, end de plejede at få i 

løn. Mange af arbejderne sultede i de 5 måneder. 

Men fagforeningen sejrede over arbejdsgiverne 

til sidst. 

Billede af arbejdsboligerne i Valdemarsgade 

Smaddergade 


Jeg ved ikke, hvor min bedstemor boede, da hun 

arbejdede på Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi. 

Men hun har fortalt, at mange af de andre arbejdere 

boede i den bydel, der hed Vestbyen. Det 

hed den, fordi den lå på Vejles vestside. 

Før Vestbyen blev bygget, stoppede byen der. Det 

kan man også se her på billedet. Efter det hvide 

hus stopper byen. Husene ligger på den gade, der 

hedder Valdemarsgade. Bedstemor har fortalt, at 

på den gade boede der mange tekstilarbejdere. 

Valdemarsgade blev også kaldt smaddergade. Det 

var fordi den ikke var asfalteret. Når det regnede, 

eller når åen gik over sine bredder, blev hele gaden 

til en mudderpøl. 

I 1924 var halvdelen af Valdemarsgade oversvømmet. 

Min bedstemor kan huske, at beboerne 

sejlede rundt i robåd. Skolebørnene måtte endda 

padles til skole, så slemt var det. 

Men arbejderne boede ikke det samme sted hele 

15

livet. De flyttede ofte, både rundt omkring i Vejle 

og til og fra byerne omkring Vejle. 

Min bedstemor kendte en dreng, der hed Peter. 

Han havde seks søskende. Hans forældre havde 

flyttet så tit, at hans søskende ikke var født det 

samme sted. Nogle af dem var født i Kolding, 

nogle i Givskud og nogle i Vejle. 

Rigtig mange af arbejderne var tilflyttere. Mange 

af dem kom fra landet. Bedstemor har fortalt, at 

det var svært at få arbejde på landet. Derfor flyttede 

folk ind til Vejle, hvor de håbede på at få arbejde. 

Vejle havde nemlig mange fabrikker, hvor 

der kunne arbejde flere hundrede mennesker. 

Tilflytterne boede først i de dårligste og billigste 

lejligheder. Når man så havde tjent flere penge, 

kunne man flytte et bedre sted hen. 

Dandy 

Tyggegummifabrikken Dandy 

I dag kender alle børn og voksne tyggegummi. 

Der er mange, der tygger det hver dag. 

Men i 1915 var der ikke ret mange, der kendte til 

tyggegummi i Danmark. Det kom de til, da Holger 

Sørensen fra Vejle fik en rigtig god idé. 

Den idé blev nemlig begyndelsen på Dandy og 

verdens fjerdestørste tyggegummifabrik. 

Bolcher, slikkepinde og lakridsstænger 

Allerede inden Holger Sørensen begyndte sin 

helt egen fabrik, arbejdede han med søde sager. 

Sammen med sin bror oprettede han i 1900 en 

sukkervarefabrik. Den hed Bdr. Sørensens Sukkervarefabrik. 

Her fremstillede brødrene karameller 

og marmelade. 

Men Holger Sørensen ville gerne begynde sin 

egen virksomhed. Derfor grundlagde han i 1915 

Vejle Caramel- og Tabletfabrik. Den lå i gården 

mellem Nørregade 16 og Dæmningen, lige ved 

siden af hans brors fabrik. 


Dandytyggegummi, Foto: Venligst udlånt af Gumlink 

Som navnet på fabrikken fortæller, lavede den 

karameller. Men den lavede også bolcher, slikkepinde, 

brændte mandler og lakridsstænger. 

Sørensen mål var at producere bolcher og karameller 

til hele Vejle. Og hans produkter var af 

rigtig god kvalitet, så der kom hurtigt kunder fra 

hele Jylland og Fyn. 

Holger Sørensens gode idé 

En dag var Holger Sørensen på en udstilling i 

England. 

På udstillingen var der mange forskellige stande. 

Men der var specielt én stand, som Sørensen blev 

ved med at vende tilbage til. 

Det var den stand, der demonstrerede forskellige 

gummisorter. De kunne bruges til forskellige 

ting. Pludselig fik Holger Sørensen den idé, at 

han kunne bruge gummiet til at lave tyggegummi 

med. Sørensen købte derfor forskellige slags 

gummi på standen. Og så rejste han hjem. 

Straks da han kom hjem, begyndte han at eksperimentere 

med opskriften. Han havde ikke nogen 

fabrik at gøre det i, så han stod i sit eget køkken. 

Han brugte alle husets gryder og kasseroller. No- 

16

get af gummiet brændte fast i gryderne. 

Dengang var det mest kvinderne, der stod for 

madlavningen. Så køkkenet blev betragtet som 

kvindens rum, hvor hun bestemte. Fru Sørensen 

var bestemt heller ikke glad for alle de eksperimenter 

Holger Sørensen lavede. 

Men Holger Sørensen blev ved. Han rev det, han 

gned det og han kogte det. Der var snart ikke det, 

han ikke gjorde ved det. Hver gang blev det bare 

til en klæbrig og smuldrende masse. Men til sidst 

lykkedes det! 

Sørensen kaldte det nye produkt for Vejle Tyggegummi 

og i januar 1927 kunne børn og voksne 

købe de allerførste stykker. De var ikke i pakker, 

så man måtte købe dem stykvis. De kostede omkring 

1 øre per styk. 

Deedle Doodle Dandy 

Her på billedet står der ikke noget om Vejle Caramel- 

og Tabletfabrik. Men det er alligevel samme 

fabrik, som billedet reklamerer for. Det er fordi 

fabrikken i 1939 skiftede navn til Dandy. Tyggegummiet 

hed også Dandy. 

På engelsk betyder ordet Dandy en glad og munter 

person. Og samtidig er begyndelsen af ordet, 

”Dan” det samme som begyndelsen af Danmark. 

Dandy fik også et slogan. Det var ”Dandy kvikker 

bestandigt”. Det rimede og var nemt at huske. 

Men det var sangen ”Deedle Doodle Dandy”, 

som gjorde Dandy virkelig kendt. Sangen kom 

fra en reklamefilm fra 1952. 

Som du kan se på billedet, handler reklamen om 

en, der sælger Dandy tyggegummi. Manden på 

billedet er skuespilleren Buster Larsen, som var 

meget populær. I reklamen sang han sangen, som 

blev en meget stor succes. Det var en sang, som 

folk kunne synge med på. 

Man kunne endda købe et nodehefte til sangen, 

så man selv kunne spille til. Det er et sådan node- 


Nodeblad fra reklamen ”Deedle Doodle Dandy” 

hefte, der er på billedet. 

Men Dandy brugte også andre reklamefif. Sammen 

med tyggegummiet kunne man få spillekort 

med smukke kvinder på. Man kunne også samle 

på billeder, som lå i pakkerne. Der var forskellige 

serier med dyr, flag eller astronauter. Hvis man 

ville samle på billederne og måske bytte med sine 

kammerater, måtte man købe tyggegummiet. 

På den måde sikrede Dandy, at tyggegummiet 

blev købt. For man kunne jo ikke vide, hvilke billeder, 

der var i hvilke pakker. Så hvis man skulle 

have et bestemt billede, måtte man købe tyggegummi, 

til man var så heldig at få billedet. 

Den store hemmelighed 

Her ser du et billede af to piger med rågummimasse. 

Sådan ser tyggegummiet ud, inden det bliver til 

tyggegummi. Faktisk kan det også lige så godt 

blive til gummi i bildæk, når det er rågummi. 

Gummiet kommer fra et tyggegummitræ, der 

hedder Sobodilla. Det gror i Guatemala og i Mexico. 

Tyggegummiproduktionen er hemmelig. Det har 

den altid været. Det er kun ansatte på en tyggegummifabrik, 

der præcist ved, hvordan man gør. 

17

To arbejdere med rågummimasse, cirka 1950 

Men i 1940’erne gjorde man nogenlunde sådan 

her: Først blev gummiet kogt til grød. Grøden 

blev tilsat forskellige smagsstoffer og sukker, så 

det blev til en dej. Så blev dejen æltet i en stor 

maskine. Derefter blev den rullet ud til en stor 

plade og så blev den kørt igennem forskellige andre 

maskiner. Bagefter blev pladen delt i mange 

små firkantede stykker. Når det var gjort, blev 

stykkerne tørret og så blev de drageret. Drageret 

betyder overtrukket med sukker. 

Inden de blev sendt videre til pakkemaskinen, 

blev stykkerne poleret med naturvoks. På den 

måde kom de til at skinne og se fristende ud. Ved 

pakkemaskinen samledes stykkerne fem og fem 

og blev pakket automatisk ind. Og så var tyggegummiet 

klar til at blive solgt. 

Fabrikkens mest kendte tyggegummi hed Dandy, 

men i 1956 begyndte fabrikken at lave Stimoroltyggegummi. 

Det kender du sikkert også i dag. 

Og kender du V6-tyggegummiet? Det begyndte 

fabrikken at lave i 1978. 


Pakkemaskinen 

Pakkemaskinen var den maskine, der pakkede de 

enkelte stykker tyggegummi i pakker. Maskinen 

spyttede en færdig tyggegummipakke ud hvert 

sekund, så det gik hurtigt. 

Før var tyggegummierne blevet solgt enkeltvis 

og de var ikke så nemme at transportere. Derfor 

var det svært at sælge rigtig mange. Men i 1939 

købte Dandy den første pakkemaskine. Og så 

kunne fabrikken sælge meget mere. 

Nu kunne folk ikke bare købe det ene stykke, de 

ville tygge på. De var nødt til at købe flere på én 

gang. Og pakkerne kunne letteres transporteres 

til andre steder i Danmark og i udlandet. 

Da Danmark blev besat af tyskerne under anden 

verdenskrig, havde det stor betydning for Dandy. 

Pludselig kunne fabrikken ikke få det sukker, den 

behøvede til produktionen. For sukkeret blev rationeret. 

Det betyder, at det blev reguleret, hvor 

meget hver person eller fabrik måtte få. 

Rationeringen varede til længe efter krigen. 

Heldigvis fik Dandy lov til at få sukker, hvis de 

brugte det til tyggegummi, som skulle sælges i 

udlandet. Og så kom der rigtig gang i handlen 

med udlandet. Det var en stor fordel for Dandy. 

I udlandet kunne fabrikken nemlig sælge rigtig 

meget. På et tidspunkt eksporterede Dandy tyggegummi 

til 114 lande. Der blev også oprettet 

Dandyfabrikker i andre lande, for eksempel Tyrkiet, 

Australien og Canada. 

Fabrikken flytter 

Efterhånden blev pladsen alt for trang i Nørregade 

16. Derfor udvidede Sørensen fabrikken i 

1923, ved at købe Strandgade 27. 

Derefter foregik selve produktionen i Strandgade, 

mens de færdige stykker tyggegummi blev 

pakket i Nørregade. Det var buddrengen, der 

transporterede tyggegummiet mellem de to afdelinger. 

18

Og fabrikken fortsatte med at vokse. I 1940’erne 

havde Dandy lokaler i Strandgade, Vedelsgade 

og Nørregade. 

Men det var besværligt at transportere tingene 

mellem afdelingerne. Så i 1952 blev der bygget 

én stor fabrik på hjørnet af Enghavevej og Flegmade. 

Det er den fabrik, du kan se på billedet. 

Men der var stadig ikke plads nok. Fabrikken 

Den nye fabrik på Enghavevej og Flegmade bliver udvidet, 

cirka 1958 

blev hele tiden udvidet. Der blev også bygget 

kæmpestore siloer, som sukkeret kunne være i. 

I 1972 var der ikke plads nok inde i byen mere. 

Så flyttede hele fabrikken ud på Nørremarken. 

Vejen Dandy kom til at ligge på, kom til at hedde 

Dandyvej. På den måde var det nemt at finde 

adressen. Men vejen fik også det navn, fordi folk 

i Vejle var stolte af fabrikken. Der skulle ikke 

være nogen tvivl om, at verdens fjerdestørste 

tyggegummifabrik lå i Vejle. 

I dag ligger fabrikken stadig på Dandyvej, men 

den har skiftet navn til Gumlink. 

Arbejdsgiver 

Holger Sørensen 

Holger fortæller: 

Min bedstefar, Holger Sørensen, blev født i Vejle 

i 1876. Det er ham, jeg er blevet kaldt op efter. 

Jeg husker min bedstefar som en meget optimi- 


stisk mand. Selvom det tog ham mange forsøg, 

at finde den rigtige måde at lave tyggegummi på, 

gav han ikke op. 

Det tog lang tid for min bedstefar at udvikle den 

rigtige form for tyggegummi. Han lavede selv 

eksperimenterne i bedstemors gryder. Men de 

ansatte hjalp ham med at finde den helt rigtige 

konsistens. 

De ansatte, og sikkert også bedstefar, tyggede og 

tyggede på prøvetyggegummiet. Bedstefar har 

fortalt, at det første tyggegummi skulle tygges 

meget hurtigt. Ellers smuldrede det. Men pludselig 

en dag var tyggegummiet helt rigtigt! 

Som tak for hjælpen inviterede bedstefar de ansatte 

på en fornem middag. Det var bedstemor, 

der lavede maden. Nu havde hun sine gryder i 

fred igen. 

Min bedstefar døde i 1943, mens Danmark var 

besat af tyskerne. Så måtte min far og bedstemor 

køre fabrikken videre, så godt de kunne. Det var 

ikke helt nemt, for fabrikken kunne ikke få alle 

de ingredienser, den skulle bruge. Men far klarede 

det og efter krigen blev han direktør. 

Tyggegummikongen 

Holger fortæller: 

Min far, Erik Bagger-Sørensen.blev født i Vejle 

i 1915, samme år som bedstefar oprettede Vejle 

Caramel- og Tabletfabrik. 

Derfor lærte far om slik og tyggegummi allerede 

som dreng. Og som voksen interesserede han sig 

meget for fabrikation og teknologi. Min far tog 

derfor en uddannelse som dropskoger. Så vidste 

han, hvordan man lavede slik. 

Bagefter tog han til Århus og uddannede sig inden 

for handel. Så vidste han også, hvordan man 

kunne sælge og eksportere slikket. 

Al den viden fik far brug for allerede i 1943, da 

bedstefar døde. Far overtog nemlig fabrikken 

sammen med bedstemor. 

19

Far var en rigtig dygtig direktør og fabrikken 

voksede meget. Folk i Vejle syntes også, at han 

var dygtig. De kaldte ham for tyggegummikongen. 

Min far døde i 1987. På det tidspunkt havde jeg 

allerede selv overtaget som direktør. 

Arbejder 

Hanne fortæller: 

Her er min farfar, Niels Ferdinand Händel. 

Han blev født i 1888 i Vejle og i 1915 blev han 

ansat hos Holger Sørensen. Da farfar blev ansat, 

var der kun fire fastansatte og en bydreng. Derudover 

var der nogle unge piger. 

Farfar har fortalt, at bydrengen hed Carl eller 

Christian. Han var næsten den vigtigste person, 

fordi hele produktionen blev kørt på trehjulet 

budcykel fra afdelingen i Strandgade til afdelingen 

i Nørregade. 

Ud over farfar var de andre fastansatte Otto Steinbrecher, 

Anne Lyngholm Nielsen og Tekla Nielsen. 

De havde hver deres faste arbejdsopgaver. 

Men fordi de ikke var så mange ansatte, lavede 

de også andet arbejde. Min farfar kan for eksempel 

huske, at Anne Lyngholm Nielsen somme tider 

blev sat til at køre kul ind. 

Selv var farfar sukkerkoger. Hans arbejdsopgave 

var at ælte dejen til tyggegummiet og det andet 

slik. 

Min farfar døde i 1959. 

Det hvide arbejdstøj 


Arbejdet var ikke så tungt, så kvinderne kunne 

nemt udføre det. Og desuden var kvinderne også 

billigere, for de fik ikke så meget i løn som mændene. 

Alle de ansatte havde hvidt tøj på og kvinderne 

havde forklæder på. Det var fordi de arbejdede 


Min farfar Niels Händel 

med fødevarer, som ikke måtte blive beskidte. 

Når tøjet var hvidt, kunne de hurtigt se, om de 

var blevet beskidte. 

Jeg ved, at farfar var glad for sit arbejde. Men det 

var nogle lange arbejdsdage. De ansatte begyndte 

kl. 6 om morgenen og fik fri kl. 17 om aftenen. 

De arbejdede alle dage, undtaget søndag. Men 

det var almindeligt at arbejde meget dengang. 

Jeg tror, at Dandy var et godt sted at arbejde. 

Mange af de ansatte blev nemlig på fabrikken så 

længe, at de kunne fejre 25 års jubilæum. Min 

farfar var der i næsten 40 år. Tekla Nielsen var på 

fabrikken endnu længere. Hun var der i over 50 

år. Hun fik også opkaldt en pakkemaskine efter 

sig. 

Dragéemesteren 

Min farfar arbejdede meget sammen med en 

mand, der hed Otto Steinbrecher. Han var fra 

Tyskland. 

Farfar har fortalt, at Otto var udlært dragéeme- 

20

ster. Hans job var at overtrække slikket og tyg- 

gegummiet med sukker. 

Men det havde ikke været nemt for Otto at komme 

i lære. Dragéproduktionen var nemlig hemmelig. 

Fabrikkerne ville ikke have, at andre skulle begynde 

at lave dragé. Så ville de jo få konkurrence. 

Derfor måtte Otto nærmest bestikke sin tyske 

mester, for at få lov at lære hemmeligheden. 

Da Otto var blevet udlært, mødte han Holger Sørensen. 

Og så kom han til Danmark som Vejle 

Caramel- og Tabletfabriks drageémester. Dengang 

var der kun fire andre dragéemestre i Danmark. 

Og de var alle sammen tyske. 

Min farfar kan huske, at Otto en dag kom ud for 

en ulykke på fabrikken. 

Det var nemlig sådan, at Otto brugte nogle store 

dampkedler til sit arbejde. De skulle have lukket 

damp ud en gang imellem, ellers kunne de 

eksplodere. Derfor kravlede Otto hver dag op og 

åbnede for ventilerne. Men den dag åbnede han 

dem for tidligt. 

Han fik al dampen lige ind på sin krop og han 

blev frygteligt skoldet over det hele. Han lå på 

hospitalet i flere uger, før han blev rask. 

Her på billedet er Otto tilbage på fabrikken. Han 

sikrer sig, at tyggegummistykkerne er gode nok. 

Japanere og afrikanere tyggede Dandytyggegummi 


Farfar har fortalt, at Dandys tyggegummi først 

blev solgt i udlandet, før det blev solgt i Danmark. 

Både svenskere, japanere og afrikanere 

tyggede tyggegummi fra Dandy. 

Men så blev Danmark besat af Tyskland i 1940. 

Nu bestemte tyskerne, hvilke lande, Danmark 

måtte handle med. 

Farfar har fortalt, at det også blev svært at få bestemte 

varer, for eksempel sukker, kaffe og smør. 


Otto Steinbrecher ser på tyggegummistykker 

De varer blev rationeret. Det betyder, at det blev 

reguleret, hvor meget hver person eller fabrik 

måtte få. 

Det sukker, Dandy måtte få, var slet ikke nok. Og 

det var slemt, for så kunne fabrikken ikke lave 

tyggegummi. 

Men farfar har fortalt, at Holger Sørensen ikke 

gav op. Fabrikken lavede i stedet almindeligt 

slik, for eksempel lakrids. 

Da krigen var slut, begyndte Dandy igen at lave 

tyggegummi. 

Duften 


Her er alle de ansatte i 1960. På det tidspunkt var 

der over 200 ansatte. I dag er der over 1000. 

To af dem, som min farfar arbejdede sammen 

med i begyndelsen, er også med på billedet. Damen 

i det hvide tøj på første række, er Tekla Niel- 

21

Personalet på Dandy, cirka 1960 

sen. Ved siden af hende sidder min farfar, han har 

også hvidt tøj på. Og ved siden af ham sidder 

Otto Steinbrecker. 

Den mand, der sidder i midten på første række, 

er Erik Bagger-Sørensen. Han har armene over 

kors. Det var ham, der var direktør i 1960. 

På det her billede har alle fabriksarbejderne også 

hvidt tøj på. Jeg ved ikke, om tøjet var varmt. 


Men farfar kan i hvert tilfælde huske, at der var 

køligt på fabrikken. 

Farfar har også fortalt, at der duftede af tyggegummi 

på fabrikken. 

Det var ikke den samme duft hver dag. Det kom 

an på, hvilken slags tyggegummi, der blev lavet. 

Hvis det var hvide tyggegummier, duftede der af 

pebermynte. Hvis det var gule tyggegummier, 

duftede der af citron. De røde tyggegummier duftede 

af hindbær og de grønne af pistacie. Og der 

var mange flere dufte og farver. På et tidspunkt 

lavede fabrikken tyggegummi med snapssmag. 

Alle de forskellige dufte duftede så stærkt, at naboerne 

til fabrikken også kunne dufte det. På et 

tidspunkt var der endda nogle, der klagede over 

duften. 

22

Link til Pdf-fil

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template ?