Meddelelser 2012 - Ole Rømers Venner

måtte han tillige assistere Davy. Hans første publikation, inspireret af Davy, frem-
kom i 1816 og omhandlede kaustisk kalk (Ca(OH)2), et ætsende stof, der produceres
ved opvarmning af kalksten, som han havde indsamlet i Toscana.
Indtil 1830 var Faraday overvejende kemiker. Dog med undtagelse af en kort perio-
de i 1821 efter Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. Han var en dygtig kemisk
analytiker og nåede betydelig anerkendelse. Det omfattede syntese af nye kulstoffor-
bindelser som hexaklorethan. Tillige studerede han den gas, der brugtes til belysning
i London. Denne gas produceredes ved opvarmning af animalsk olie og opbevaredes
i cylindre, hvor den udskiltes som væske. Faraday analyserede denne væske og fandt
at hovedsammensætningen var kulstof og brint (CH) og at kogepunktet var 80 o C.
Det han havde fundet var benzen, hvis formel først blev opklaret senere. Ved hjælp
af et simpelt bøjet glasrør lykkedes det ham ved afkøling at omdanne flere typer gas,
f.eks. klor og ammoniak, til væske, men det lykkedes ikke for andre gasser som ilt
og kvælstof, som han derfor betegnede ’permanente gasser’.
I samarbejde med en medarbejder ved Royal Institution, James Stodart, søgte han i
1819 at producere forbedret stål, der skulle være mere resistent for rust og kunne
danne skarpere knive. Det bedste stål blev på den tid produceret i Indien. Faraday og
Stodart forsøgte forskellige legeringer af jern med f.eks. sølv og krom.
Faraday kan beskrives som en kemisk og teknologisk genial forsker. Han samlede
erfaringerne i en stor bog med titlen Chemical Manipulation, der publiceredes i
1827. Det er den eneste egentlige bog, som Faraday skrev. Fremstillingen er levende
og velskrevet og ledsaget af hans egne tegninger. Den giver et førstehånds indtryk af
hans arbejde i laboratoriet, som på den tid var uden forsyning af elektricitet og gas.
Al hans virksomhed foregik i Royal Institution. Årene fra 1830 til 1839 var kulmina-
tionen af Faradays forskning, hvor han var den vigtigste bidrager til udviklingen af
moderne kemi.
Med hensyn til elektricitet var han, som antydet, i første omgang kortvarigt aktiv i
1821 efter Ørsteds opdagelse. Han lagde vægt på, at den magnetiske virkning var i
Meddelelser fra Ole Rømers Venner - 2012 53