Nr. 4 2011 ! - Kommunistisk Politik

kpnet.dk

Nr. 4 2011 ! - Kommunistisk Politik

Cairo den historiske fredag den 11. februar 2011

Nr. 4

15. årg.

2011

18. februar

-

4. marts

Støttepris 20 kr.

Diktatoren er falDet!

Tema: De arabiske folkerevolutioner går videre

Skandaløs reallønskapitulation s. 2 ● Tre strategier i Mellemøsten s. 3 ●

Konkurrencepagt: Mere EU-stat s. 4 ● Arbejdskraftens pris s. 6 ●

Strejker mod VKO-regeringen s. 8 ● Indspark fra DKU s. 9 ●

Offentlige overenskomster 2011 s. 10 ● Susanne s. 11 ●

Mankh: Folkelige opstande s. 12 ● Ægypterne kræver reel forandring s. 14 ●

Vil kapre den tunesiske revolution s. 16 ● SI’s sande ansigt s. 19 ●

Historien om balladen s. 20 ● Revolutionært sommertræf 2011 s. 21 ●

Debat s. 22 ● Lockout CSC: Krav på solidaritet s. 24


Side

Skandaløs

reallønskapitulation

Mere end 5000 tillidsfolk og fagligt aktive deltog på LOs

stormøde i Odense den 2. februar for at tage skridt

imod VK-regeringens angreb på efterlønnen. Det uventet

store deltagerantal understregede den kampvilje, som efter

mange års tryk har afløst følelsen af opgivenhed over for den

nyliberale offensiv, Anders Fogh og Lars Løkkes regeringer

er gået i spidsen for.

En stolt LO-formand i Harald Børstings skikkelse meddelte

de mange fremmødte:

” I er i dag en del af en historisk begivenhed, som vil blive

husket.

Vi står samlet her i dag for at sende et budskab til alle

danskere: Vi vil kæmpe for efterløn, solidaritet og velfærd.”

Der var tilsyneladende fælles fodslag og vilje til at

sætte bremserne i over for en regering, som kaster alle

krisens byrder over på arbejderne og samfundets dårligst

stillede, mens de rige forgyldes med skattelettelser

og meget andet godt.

Dagen efter gennemførtes strejker i protest mod

VK-regeringen en lang række steder i lander – af havnearbejdere,

buschauffører, lufthavnspersonale, postbude, stilladsarbejdere

og mange andre klassekæmpere. Det var den første

politiske strejke mod en syg regering i rigtig mange år.

Selvom den godt nok fandt sted uden LO’s og fagtoppenes

bifald gav den et endnu klare budskab til danskerne end Børsting

i Odense: Vi er parat til at gå fra ord til handling. Vi

mener alvor med at forsvare vores rettigheder!

Mindre end to uger senere lød der helt andre toner fra

LO-formanden og fagtoppene. Overenskomstforhandlingerne

for omkring 700.000 offentligt ansatte har været i

fuld gang, og i weekenden blev der indgået forlig mellem

arbejdsgiverne med den ækle Claus Hjort Frederiksen i spidsen

og forhandlerne for 185.000 ansatte i staten. På forhånd

havde de faglige repræsentanter erklæret, at de ville slås for

at bevare reallønnen, men man skulle ikke forvente sig særlige

fremgange ved denne OK.

Da det kom til stykket, kæmpede de ikke for noget som

helst. Det blev til et dramatisk reallønsfald, under alle

omstændigheder det største siden 1980erne, hvis ikke endnu

længere tilbage. En nominel lønstigning, der ikke er til at få

KOMMUNISTISK

POLITIK

- Hver 14. dag -

Centralorgan for

Kommunistisk Politik

c/o Oktober Forlag

Egilsgade 24, kld.

2300 København S.

Tlf. 35 43 49 50.

Arbejderpartiet Kommunisterne

Skibhusvej 100

5000 Odense C

Tlf: 66 14 89 83

e-mail: apk@apk2000.dk

Ansvarshavende redaktør:

Klaus Riis

KP’s hjemmeside/

Netavisen:

www.kpnet.dk

APK’s hjemmeside:

www.apk2000.dk

ISSN: 1398-3741

Arbejdere i alle lande, forén jer!

KOMMUNISTISK

POLITIK

øje på, og som langt ædes op af prisstigninger og inflation.

Nettoresultatet forringet velfærd.

Nu fik piben en anden lyd hos LO-formand Børsting. Han

mente resultatet vart tilfredsstilende og roste ligefrem den

skandaløse reallønskapitulation:

- Lønmodtagerne har udvist samfundsansvar, og der er

indgået et fornuftigt forlig. Vi ser nu frem til, at forhandlingerne

på de øvrige offentlige områder kan intensiveres.

I de kommende uger skal der forhandles overenskomster

for en halv million ansatte i kommuner og regioner. Forhandlerne

har nu fået LO-formandens besked med sig: Vis samfundssind,

accepter en reallønsnedgang!

FOAs formand Dennis Kristensen, der solede sig i

rollen som strejkegeneral under storkonflikten i

det offentlige i foråret 2008 og krævede Mere i løn og

Flere hænder er blevet helt ydmyg og hejser på forhånd

det hvide flag:

- Vi kan lige så godt se i øjnene, at vi ikke kan sikre

reallønnen, erklærede Dennis Kristensen, og formanden for

lærerne og forkvinden for Sundhedskartellet erklærede sig

enige. De vil følge rammerne, der er lagt for de statsansatte.

Til gengæld lover de – som altid når de skal have noget lort

igennem – at gøre noget ved det engang i fremtiden. Nu vil

de have afskaffet den reguleringsordning, der sikrer at de

offentligt ansatte ikke kan være lønførende, og automatisk

beskærer deres overenskomstresultater, hvis de for en periode

skulle overhale privatansatte. De har levet med den elendige

ordning i årevis, også med socialdemokrater ved regeringsmagten,

og har intet gjort for at fjerne den.

Det er en sølle bande. Kapitulanter er måske for pænt et

ord.

Skal det være LO-formanden og disse fagtoppe med deres

flotte ord, som ikke mener noget med dem, og som kun er

fokuseret på at bringe en S-ledet regering til magten (som et

reallønsfald for de offentligt ansatte vil passe meget fint) –

eller skal det være kampviljen hos de 5000+ i Odense og de

strejkende fra dagen efter, der kommer til at tegne tingene?

Et Nej ved ok-afstemningerne er selvfølgelig første skridt på

den rigtige vej.

Redaktionen 15. februar 2011

Abonnementspriser

Halvår (12-13 nr.) 375 kr.

År (25 nr.) 675 kr.

Institutioner

1 år 940 kr.

Betales til

Foreningen Oktober Forlag

Giro 1-663-4271

Deadline næste nr. 25.02.11


Tre strategier for Mellemøstens folkerevolutioner

De voldsomme

modsætninger og

den skærpede klassekamp

i Mellemøsten

er ikke blevet

afdæmpet med den ægyptiske selvhersker

Hosni Mubaraks fald og overdragelse

af magten til det øverste militærråd.

For mindre end tre uger siden

betegnede USA det ægyptiske regime

som stabilt og sikkert. At det kunne

rystes i sin grundvold, så præsidenten

gennem tre årtier måtte tage flugten

fra demonstranterne på Tahrirpladsen

- der kom til at lyde sit navn: Befrielsespladsen

– og i alle hjørner af landet,

har givet aktivisterne og folkemasserne

i de andre undertrykte arabiske

lande blod på tanden.

Tiden er inde til radikal forandring,

til revolution. Og det 21. århundredes

revolutioner, demokratiske, antiimperialistiske

og socialistiske, er først lige

startet.

Det var ungdommen, og i vidt

omfang den studerende ungdom, der

gik først på barrikaderne i både Tunesien

og Ægypten, og i masseomfang

gik kvinderne med som en uforfærdet

kraft, der udfordrede magthaverne og

undertrykkelsesapparatet. Og da så

arbejderne kom på banen, var regimernes

skæbne beseglet i begge lande. I

Ægypten var en landsomfattende strejkebølge

gået i gang, og en lammende

generalstrejke var proklameret, da

Mubarak blev tvunget til at kaste håndklædet

i ringen.

Ubønhørligt stigende madpriser, sultelønninger

og tårnhøj arbejdsløshed

med usikre fremtidsperspektiver er

grundlæggende sociale drivkræfter i

opstandene. Men i de arabiske lande er

disse faktorer forbundet med to andre.

Den ene er regimernes autoritære,

undertrykkende og anti-demokratiske

karakter. De civile systemer med de

herskende partier, der har tilranet sig et

magtmonopol, er i realiteten kun et

dække over den egentlige magt: hæren

og dens generaler. Både USA og EU og

de reformistiske partier i Socialistisk

Internationale har omhyggeligt plejen

myten om disse partiers og systemers

’progressive’ karakter og tilsløret deres

kriminelle natur. Den demokratiske

side af opstanden er det, som de vestlige

medier har fokuseret på.

De har til gengæld været tavse om

den anden faktor i bestræbelsen for

demokrati, som er drivende i opstandene

mod regimerne. Det er modstanden

mod USA-imperialismens og den

israelske zionismes afgørende indflydelse

på disse regimer, herunder den

politiske ledelse og officerskorpsene,

som for det meste er amerikansk

uddannede.

USA’s og Israels arrogance, magtdemonstrationer,

krige og dominans er

forhadte af de frihedselskende arabiske

folk. De accepterer ikke længere de

gentagne israelske aggressioner og

ydmygelsen og undertrykkelsen af det

palæstinensiske folk gennem menneskealdre;

de vil ikke længere tåle USA’s

vilkårlige indblanding og krige i regionen,

som krigene mod og besættelsen

af Irak. Og de er helt på det rene med

at de kan takke USA for de mange

årtier med dets håndgangne mænds

undertrykkende regimer.

Kommentar

Den enorme kraft i de arabiske folkerevolutioner

sås ikke mindst med

Mubaraks fald. Når den største arabiske

nation ryster sin undertrykker af

sig, kan alle de andre også slippe af

med deres. Det ægyptiske regime er

næst efter Israel den største modtager

af amerikansk bistand, fortrinsvis til

militæret.

Der kan næppe herske tvivl om, at

USA har spillet en rolle og undladt at

lade hæren nedslagte protesterne for at

holde deres Ben Ali’er og Mubarak’er

oppe. Da den revolutionære bølge

antog tsunamiagtig karakter lod USA

marionetterne falde og beordrede

generalerne til ikke at skyde. Alternativet

var en endnu dybere radikalisering

af masserne, dyb splittelse og

svækkelse af armeerne, og en garanti

for omfattende væbnet opstand.

Følgelig blev de amerikansk-trænede

generaler pludselig garantien for at

de demokratiske fordringer bliver gennemført,

indbefattet opløsning af

Mubaraks parlament og annullering af

Side 3

hans forfatning, mens en ny grundlov

og en ny valglov udarbejdes af militærets

udpegede folk.

Den ene strategi for de arabiske folkerevolutioner

er med andre ord den

vestlige – USA’s, EU’s og Israels. Den

består i korthed i at kapre revolutionerne,

at gennemføre så små ændringer

og reformer som muligt, mest af

kosmetisk og demagogisk karakter, så

folkemasserne kan bildes ind, at der er

tale om reelle indrømmelser. Den fokuserer

ensidigt på enkelte aspekter i den

demokratiske revolution og søger at

manipulere dem. Nogle ansigter kan

udskiftes, men systemet og den egentlige

magt forbliver intakt. Undertrykkelsen

polstres med fløjl, udbytningen

skjules - det vigtigste er, at der ikke

sker nogle ændringer i udenrigspolitikken,

i forholdet til det zionistiske Israel

og USA. Denne strategi har en vis

social basis, i hæren og magtapparatet,

kapitalisterne og blandt vestligt orienterede

intellektuelle, også uden for

landets grænser.

Den anden strategi, hvis potentielle

basis er den arabiske basar og de fattige

på landet, er den islamiske. Den

iranske ledelse har allerede erklæret, at

de arabiske revolutioner er inspireret af

og ens lags gentagelse af den iranske

revolution, som i sidste ende bragte

præstestyret til magten. Det er slående

forkert. De har netop været karakteriseret

ved deres brede folkelige og antisekteriske

karakter, der har forenet alle

kræfter, religiøse og ikke-religiøse,

muslimer, kristne og ateister, mænd og

kvinder, i en fælles kamp.

Den tredje strategi er arbejderklassens

og de brede massers: Kampen for

at skabe et reelt demokrati og opbygge

dets uafhængige og selvstændige institutioner,

for at knuse undertrykkerregimet,

dets rester og imperialistiske

støtter, for at føre den igennem til

enden.

I Tunesien og Ægypten er disse strategier

synlige og i hård infight; i de

øvrige lande fra Jordan, Syrien, Jemen,

Bahrein, Saudiarabien til Algeriet,

Marokko o.s.v. er massekampen først

ved at begynde.

-lv


Side 4

Den økonomiske krise truer fortsat med

at få euroen til at bryde sammen. Men

blandt de nervøse europæiske stormagter

er der enighed om, at den eneste vej

ud af krisen er fremad mod en stadig

tættere union, Europas Forende Stater

på euroens grund.

Derfor følger man planen, der blev

foreslået af EU’s økonomiske taskforce

i efteråret 2010, hvor det blev vedtaget,

at kuren for den økonomiske krise

skulle være en harmonisering af medlemslandenes

økonomiske politik samt

at gøre stabilitetspagten og lånemekanismerne

permanente.

Det sidste blev vedtaget med en

såkaldt mindre traktatændring i december,

der snart forventes lagt ud til ratificering.

Den fælles økonomiske politik blev

overtaget af en tysk-fransk arbejdsgruppe,

der fremkom med et ”hemmeligt”

forslag på EU-topmødet den 4.

februar.

Hemmelighedskræmmeri og

sikkerhedsnet for euroen

Det tysk-franske forslag blev nemlig

ikke lagt frem som et officielt EUdokument.

Og mystikken omkring

dokumentet blev ikke mindre, da van

Kapitalens europagt

Mere EU-stat hedder ” konkurrenceevne-pagt”

De tysk-franske herrer i

huset har præsenteret en

ny pagt for menigheden.

Eurolandene skal

underkaste sig en fælles

økonomisk politik eller

udstødes. Det er en

konkret plan for Europas

Forenede Stater under

tysk-fransk ledelse, baseret

på den vaklende euro – og

det største

harmoniseringshop, siden

eurozonen blev dannet.

Den danske statsminister

snakker nu om

’nødvendigheden’ af en ny

folkeafstemning om euroen

– men opinionsmålingerne

er lige nu imod

Vrede græske offentligt ansatte i protest mod EU-diktat

Rompuy, EU’s præsident, over for EUparlamentet

benægtede, at det var lagt

frem som et internt diskussionsforslag.

”Selv om der har været nogle dokumenter,

der gik rundt, har der ikke

været nogen forslag eller planer lagt på

bordet i Rådet. Overhovedet ikke. Intet

forslag overhovedet,” insisterede præsidenten.

Til gengæld fik både pressen og

andre interesserede det ikke-eksisterende

forslag udleveret.

Det var tilsyneladende også det, der

skulle drøftes i de hemmelige forhandlinger

blandt eurolandenes finansministre,

der den 14. februar forsøgte at nå

til enighed før det allerede indkaldte

ekstraordinære topmøde for eurolandene

den 11. marts.

’Eurogruppen’, som finansministrene

i euro-landene kalder sig, fastlagde

samtidig rammer for den såkaldte permanente

redningsmekanisme for kriseramte

eurolande. Den betegnes også

som et sikkerhedsnet, men hedder officielt

Den europæiske stabilitetsmekanisme.

Den skal gælde fra 1. juli 2013

og give mulighed for at låne op til 500

mia. euro til lande, der kommer i krise.

Vi gentager: Op til 500 milliarder

euro! For at ’redde’ kriseramte eurolande

– hvilket vil sige finanssystem og

banker, og ikke nødvendigvis de kriseramte

landes egne.

Sådanne lån skal betales med drastiske

nedskæringer i den offentlige sektor,

for pensionister og alle på overførselsindkomster

samt de offentligt ansatte.

Fælles økonomisk politik i

seks hovedpunkter

Indholdet af Tysklands og Frankrigs

plan for en fælles økonomisk politik –

’konkurrenceevnepagten’ – er seks

hovedpunkter:

- Fælles pensionsalder.

- Stop for automatisk pristalsreguleringer

af lønninger. Sandsynligvis

også af overførselsindkomster.

- Harmonisering af selskabsskattesatser.

- Indskrivning af et loft for statsgældens

størrelse i forfatningen. En

såkaldt gældsbremse.

- Gensidig anerkendelse af uddannelser

og eksamener.

- Fælles regler for de nationale finanstilsyn.

Den styrende mekanisme skal være

eurolandenes finansministre, der skal

ophøjes til en økonomisk skyggeregering,

hvor afgørelser træffes med flertalsbeslutninger.

Økonomisk skyggeregering

En økonomisk regering står der ikke en

lyd om i EU-traktatgrundlaget, men

derfor kan de tilstedeværende jo godt

drøfte det under tepausen. Og skulle en

sådan økonomisk regering for eurozonen

komme på plads i løbet af foråret,

er der i første omgang også tale om en

aftale uden for det officielle EU-system,

der først senere vil blive foreslået som

en åben del af dette.


Det var på denne måde, EU indførte

stort set samtlige støre og mindre aftaler

omkring det europæiske charter for

rettigheder, politisamarbejde, åbne

grænser og fælles militær osv., i første

omgang med de villige stater.

Selvom en ny økonomisk skyggeregering

altså nok formelt bliver adskilt

fra EU, bliver gennemførelsen af konkurrenceevnepagten

kædet sammen

med etableringen af den permanente

stabilitetslåneordning i 2013, hvis formål

ikke mindst er at garantere de

tyske banker deres spekulationsgevinster.

Men etableringen af en økonomisk

skyggeregering i en eller anden form er

simpelthen et krav fra Kansler Merkels

regering for at stille med tysk garanti

for de mange milliarder til lånekassen,

der forventes at blive brug for i den fallerede

europæiske økonomi.

Ud over eurolandenes indskud i puljen

på 500 milliarder euro forventer

EU’s økonomikommissær, Olli Rehn,

at Den Internationale Valutafond (IMF)

vil være klar til at bidrage med et halvt

så stort milliardbeløb.

Også de EU-medlemslande, der står

uden for euroen, kan bidrage til krisemekanismen

på frivillig basis. Den

danske finansminister Claus Hjort Frederiksen

var med på en lytter på mødet

og mener, at det er en solidarisk pligt

for Danmark at være med til at ’redde’

euroen.

Dansk euroafstemning?

Både den danske statsminister Lars

Løkke og klimakommissær Connie

Hedegaard var ude med det gammelkendte

argument om, at toget kører og

Danmark står udenfor indflydelse. Derfor

er det nu ikke de andre EU-forbehold,

der skal holdes afstemning om.

Det afgørende nu er få afskaffet kronen

og indført den kriseramte euro.

En meningsmåling jævnede dog i

første omgang den debat med jorden.

Et rekordstort antal viste sig at være

modstandere af dansk tilslutning til

den fælles møntfod.

Helt sikkert er det, at en dansk regering

– og det uanset partifarver – vil

forsøge at luske en ny afstemning om et

eller flere eller måske alle de danske

forbehold til EU igennem, så snart en

passende undskyldning viser sig.

Kapitalens europagt

Hold Danmark helt ude af

Merkels og Sarkozys europagt!

Forslaget vil give EU

omfattende indflydelse på

skattepolitik, social velfærd

og arbejdsmarkedsforhold

Tysklands forbundskansler Angela

Merkel og Frankrigs præsident Nicolas

Sarkozy fremlagde på EU-topmødet i

Bruxelles den 4. februar et udkast til

”europæisk pagt om konkurrenceevne”,

som er tiltænkt alle EU’s medlemslande.

Pagten giver EU omfattende indflydelse

på den økonomiske politik, sociale

velfærd og arbejdsmarkedsforhold i

medlemslandene. Alle deltagerlandene

skal indføre gældsbremser, hæve pensionsalderen

og koordinere nationale regler

om lønregulering og virksomhedsbeskatning.

- Det vil være endnu et kæmpeskridt

Målingen kommer kort efter, at Merkel

og Sarkozy har krævet en euro-pagt om

økonomisk styring af euro-landenes

pensioner, løndannelse og skattepolitik.

I dagens Berlingske Tidende melder

Lars Løkke ud, at Merkel og Sarkozys

planer aktualiserer spørgsmålet om en

dansk folkeafstemning, da Danmark

kan tabe indflydelse ved ikke at deltage

i euro-samarbejdet.

Folkebevægelsens Søren Søndergaard

tror, at en folkeafstemning vil

cementere det danske nej:

- Den danske befolkning har gennemskuet,

at euroen er en fuser. Hele

euro-samarbejdet er bygget op om en

fejlagtig konstruktion, hvor den tyske

økonomi er nærmest altdominerende.

Derfor er det en illusion at tro, at Danmark

vil få indflydelse ved at indtræde

i eurozonen. Til gengæld vil vi deponere

Side

i retning af en centralistisk EU-stat,

hvor vi snart skal være heldige, hvis vi

får lov at bevare lidt indflydelse på

farven på toiletpapiret. EU skal ikke

bestemme over løndannelsen, pensionsalderen

og skatten, udtaler Søren

Søndergaard, medlem af EU-parlamentet

for Folkebevægelsen mod EU, og

tilføjer:

- Både regeringen og oppositionen

må tage skarpt afstand. Danmark skal

holdes helt ude af Merkels og Sarkozys

europagt.

Største euromodstand i 15 år

Modstanden mod euroen

er den største i knap 15 år,

viser ny Gallup-måling. Blot

41 procent af danskerne

ønsker ophævelse af den

danske euro-undtagelse,

mens 50 procent er imod

enhver fremtidig økonomisk handlefrihed

hos centralbanken i Frankfurt, siger

Søren Søndergaard.

Danskerne har sagt nej til euroen tre

gange: ved folkeafstemningen i 1992,

da Maastricht-traktaten blev forkastet,

derefter ved folkeafstemning i 1993, da

forbeholdene blev vedtaget gennem

Edinburgh-aftalen, og sidste gang danskerne

sagde nej, var i 2000, da der blev

afholdt en folkeafstemning kun omhandlende

euro-undtagelsen. Her var et af

hovedargumenterne, at Danmark i høj

grad ville miste arbejdspladser ved at

stå uden for samarbejdet. I øjeblikket

har Danmark en arbejdsløshedsprocent

på 8,0, mens eurozonen har 10,1 procent

arbejdsløshed.

Folkebevægelsen mod EU


Side 6

Hvad er betingelserne for

organisering og

arbejdskamp i dag?

Krisen og de omfattende ændringer på

det multinationale arbejdsmarked sætter

deres tydelige støvletramp på enhver

snak om arbejdsforhold og arbejdsvilkår.

Det er på tide at finde sammen

arbejdende og arbejdsløse, danske og

udenlandske, fra det sorte, grå og hvide

arbejdsmarked, syge og raske, unge og

gamle i en fælles kamp mod de slavelignende

forhold, der er blevet en del af

hverdagen, også den danske.

Gennem de senere år er tilkæmpede

rettigheder blevet udhulet og forsvundet.

Det sættes i relief af den virkelighed,

der tegner sig. Hvad vi måske troede

var et fasttømret grundlag, er ved at

rådne op, og det frie marked viser sit

sande fjæs. Velkommen til virkelighedens

mareridt.

Arbejdsforhold i dag og i

morgen

Som teenager i 1960’erne læste jeg om

arbejdsforholdene i industrialiseringens

barndom, med børnearbejde, ingen

arbejderbeskyttelse, arbejde, til man

segnede, analfabetisme, brændevinen,

fattighuset og umyndiggørelsen som

den sidste fornedrelse. Dengang synes

jeg, at det var meget længe siden. I

marts 2010 udkom Günter Wallraffs

bog Fagre nye verden på dansk. Han

beskriver her bl.a. slavearbejdet i et

Lidl-bageri og lærlingene, der bogstaveligt

talt er stavnsbundet og under

pisken på et meget fint madsted. Det

foregår i Tyskland i 2009.

Et billede er forholdene i kødindustrien

i Tyskland, der gennem det sidste

år er undersøgt grundigt af Tina Møller

Kristensen for Nordisk Union af fødevarearbejdere.

Hun siger bl.a., at lønningerne

er fra 60 til 2 euro eller mindre i

timen. Arbejdstiden er op til 70 timer

om ugen, og arbejdsgiverne har meldt

sig ud af deres organisationer, så de

undgår at tegne overenskomster. Altså

reelt et lovløst område, hvor billig, uorganiseret

arbejdskraft bliver udnyttet

Arbejdskamp og organisering

Arbejdskraftens pris

Af Gerd Berlev

CSC og Saxo Bank:

Stjernernes hold

på det groveste.

Et andet billede er de højtlønnede itansatte

i Danmark. Nogle af de bedst

overenskomstsikrede arbejder på virksomheden

CSC, den privatiserede tidligere

Datacentralen, nu ejet af en amerikansk

koncern. De har nu siden foråret

2009 forhandlet den seneste overenskomst

uden at komme videre, end til at

CSC forlangte et ændret udløbstidspunkt;

det har Prosa blankt afvist. I

januar 2011 blev forhandlingerne genoptaget

på ledelsens foranledning. Den

forhandling blev dog hurtigt til konflikt,

da CSC præsenterede en lang liste

med nye krav – herunder bortfald af

tryghedsaftale, ingen lønskala, men

individuel lønfastsættelse, op til 45

timers arbejde uden overarbejdsbetaling,

lønreduktion, bortfald af pauser,

fridage m.v. og fagforeningens kontrolmuligheder.

CSC har hermed indledt et

omfattende angreb mod arbejdsforholdene

for hele branchen, og de kan dermed

bane vejen for mere social dumping.

Arbejdsgiverne står tilsyneladende

med meget stærke kort på hånden, og

de tilkæmpede rettigheder er igen under

hårdt pres, for ikke at sige udfasning.

Det er naturligvis et billede, der er

meget mere varieret for forskellige dele

af arbejdsmarkedet, men det er stærkt

bekymrende. I dag er det ikke svært at

finde historier fra Danmark om skrækindjagende

forhold for illegale afviste

asylsøgere eller østarbejdere, som f.

eks.: De er kørt herop i en bus. De får

kost og logi, men ingen egentlig løn.

Derfor har de ikke råd til at rejse hjem.

De er meget hårdt bundet op på deres

arbejdsgiver.

Læg dertil udviklingen i EU, hvor

Tyskland og Frankrig netop er fremkommet

med forslaget til en ny europagt,

der skal give EU mere magt over

bl.a. skatteområdet, lønforhold og pensionsalder.

Altså endnu en overordnet

EU-styring i detaljer af områder, der

normalt dækkes af overenskomster.

Medvirkende faktorer

I 50’erne havde Danmark mange større

og enkelte store industriarbejdspladser

i Danmark. B&W, Lindø og skibsværfter

i alle store byer, stålværket i Frederiksværk,

porcelænsfabrikker, tekstilvirksomheder,

trykkerier, havne osv. I

dag er der ingen store industriarbejdspladser

i Danmark, kerneområdet for

udvikling af og opdragelse til klassebevidsthed.

Den kapitalistiske lovmæssighed –

”profitratens faldende tendens” – medfører,

at merværdien bliver mindre set i

forhold til investeringerne, altså at overskuddet

bliver forholdsvist mindre set i

den store sammenhæng. Derfor tages

alle midler i brug for at hente overskuddet,

profitten, hjem ved at nedbringe

udgifterne til arbejdskraft. Den teknologiske

udvikling og globaliseringen,

dvs. imperialismens stadig mere aggressive

udnyttelse af arbejdskraft og ressourcer,

har tillige medført en ændring

i arbejdets karakter og organisering,

individualisering har vundet frem på

bekostning af fælles indsats.

Fagbevægelsen har gennemført omfattende

centraliseringer, forhandlinger

om overenskomster afgøres af få spillere,

reglerne for indhentning af krav

og for afstemninger er centraliseret, og

regeringen griber i stigende omfang ind

i overenskomstforhandlingerne, mens

EU trænger sig på med lovgivningskrav

til traditionelle overenskomstområder.

Pampervældet i fagforeningerne er vokset

og medlemsindflydelsen dalet, store

grupper er holdt uden for organisering,

og kampen mod forringelser af kampmulighederne

er ikke taget op.

På globalt plan har styringen af produktionen

udviklet sig, så vejen fra råvarer


til færdigt produkt skal foregå i en lige

linje, mens de forarbejdninger, produktet

gennemgår undervejs, skal udføres

billigst og hurtigst muligt, og forhandlerne

af det færdige produkt er fortrinsvis

store kæder, der presser prisen i

bund. Det betyder, at konkurrencen

skærpes og kravene til den enkelte

medarbejder i industrien bliver: Arbejd,

når det kræves, arbejd hurtigt, følg kravene

i alle detaljer.

Samtidig øges forskellene på rige og

fattige, og det bliver nødvendigt for

flere og flere at rejse eller udvandre for

at tjene til livets opretholdelse, og

mængden af billig arbejdskraft øges.

Udviklingen i

arbejdskonflikterne 1956-

1996

Under socialdemokratisk ledelse blev

regeringsindgreb i overenskomstforhandlingerne

brugt første gang over for

storkonflikten i 1956, hvor man strejkede

for nedsat arbejdstid fra 48 til 44

timer. Det blev et virksomt redskab

imod arbejderne.

Med ”dollarkrisen” i 1967-68 påbegyndtes

et strejkeopsving i Europa,

som fortsatte i Danmark i ’69, hvor

strejkerne også vendte sig mod den

socialdemokratiske ledelse, hvor forskellige

former for faglig opposition

opstod og støtteindsamlinger og overenskomststridige

strejker var almindelige.

Strejkerne blev politiske, og ud

over lønkrav blev der stillet krav om

tålelige arbejdsforhold, protesteret mod

lovindgreb og borgerlig skattepolitik,

mod ”økonomisk demokrati” og medarbejderaktier

og ikke mindst mod

arbejdsretten og bodssystemet.

Plattepigernes strejke på Den Kgl.

Porcelænsfabrik fra januar 1972 til

december 73 blev et landskendt eksempel

for andre arbejdspladser med deres

organisering og strejkestøttearbejde.

Strejken var en reaktion på umyndiggørelse

og autoritær ledelse.

Med oliekrisen i 1973 fulgte flere

strejker mod rationaliseringer, akkordarbejde

og forceret arbejdstempo, særligt

på slagterierne. Hovedorganisationerne

konfliktede på krav om ligeløn,

lavtlønstillæg, kortere arbejdstid, bedre

feriegodtgørelse, uddannelsesfond, dyrtidsregulering,

afskedigelsesløn, og det

endte med et amputeret forlig.

Arbejdskamp og organisering

Arbejdskamp i 70erne: Plattepigerne

fra den kgl. pocelænsfabrik i protest

ved arbejdsretten

De strejkende på Hope Computer fik

i 1973 rettens ord for, at blokadevåbnet

kan anvendes, men det blev fjernet igen

i ’76 af Anker Jørgensen med blokadecirkulæret,

hvori ministeriet indskærpede

politiets pligt til at sikre den lovlige

adgang til en blokeret virksomhed.

Samme år gik de offentligt ansatte først

for alvor ud i faglige konflikter med

lærere og sygeplejersker.

En lang række konflikter tegnede

sidste del af 70’erne, herunder bl.a. i

1974 konflikter på Sabro ØB, Ota,

Storno, Lindø og Nilfisk. I 1975 besatte

Uniprint-arbejderne fabrikken, og en

strejke på Skråen slog igennem regeringens

lønstop, med en ulovlig strejke

organiseret med strejkeudvalg og indsamlingsarbejde.

Vi tog ud på arbejdspladserne

med indsamlingslister og

løbesedler. Vi kontaktede først tillidsrepræsentanterne

på de enkelte arbejdspladser

for at få dem med, og samtidig

tilbød vi at gå ind i kantinen og fortælle

om vores strejke. Der var mange steder,

vi var til møde i kantinen. I 1976 kom

en ny strejke på Den Kgl. Porcelænsfabrik,

Føtex- og Skjold Burne-konflikterne,

HT-chaufførerne og københavnske

stilladsarbejdere. I 1977 kom Scaniadam

og den lange konflikt i det

Berlingske hus for en teknologiaftale,

’De 141 dage’.

Der var politiske indgreb under overenskomstforhandlingerne

i 1975, 1977

og 1979, hver gang en socialdemokratisk

regering. I protest mod augustforliget

i ’77 og Anker Jørgensens besøg

forlod to tredjedele af Lindøs arbejdere

deres arbejdsplads og gik hjem.

Efter en fire uger lang strejke på

Tuborg i januar 1980 lykkedes det at

indgå en aftale, der pillede ved arbejdsgivernes

ret til at lede og fordele arbejdet.

Side

Umiddelbart efter den konservative

regerings tiltræden i 1982 gennemførte

regeringen en lov, der drastisk forringede

de supplerende dagpenge. Havnearbejderne

tog kampen op og var i

konflikt ved årsskiftet 1982-83. Den

førte til voldsomme kampe, strejken

indvarslede afskaffelsen af løsarbejdet

på havnen og indførelsen af containerfragt.

Det var reelt en kamp om brødet

for havnearbejderne. De københavnske

skraldemænd strejkede i ’84 mod

Schlüter-regeringens finanslov, som de

kaldte en social massakre, og på La

Cabana blev der kæmpet mod de gule

fagforeninger.

I efteråret ’84 dannedes tillidsmandsringene.

De var en medvirkende årsag

til, at storkonflikten i påsken 1985 førte

til omfattende kampe. Fagbevægelsens

hovedkrav var en arbejdstidsnedsættelse

til 35 timer, lavtlønsværn og forhøjet

ATP bidrag. Et sammenbrud i forhandlingerne

fik regeringen til at komme

med et endnu ringere indgreb, og strejken

udviklede sig fra at være en kamp

om 35 timer til et krav om regeringens

afgang. Den 28. marts blev der etableret

blokade af Christiansborg, og de følgende

dage gik mange flere arbejdspladser

med, men ledelsen af strejkerne

var ikke entydig. Der var både et ”frækt

udvalg”, der tog sig af de frække aktioner,

tillidsmandsringene der mobiliserede

medlemmerne, og den faglige top,

der tog sig af forhandlingerne. Det lykkedes

Preben Møller Hansen at få

udskudt et landsdækkende tillidsmandsmøde

med generalstrejke på dagsordenen

til efter påske, og da var det for

sent. Først to år senere nedsattes

arbejdstiden til 37 timer.

Lige efter påskestrejkerne kom bryggeristrejken

på et tidspunkt, hvor bryggerierne

ville blive alvorligt ramt, men

forbundet modarbejdede strejken, og

dermed faldt støtten væk også fra andre

forbund. Herefter fulgte rationalisering

efter rationalisering på de københavnske

bryggerier og til sidst nedlæggelse

af al produktion på nær lidt produktion

af specialøl. I 1985 var der 3.600 bryggeriarbejdere

på Carlsberg og Tuborg i

København.

Ri-Bus-konflikten 1994-95 blev konflikten

mod privatisering. Med landsdækkende

mobilisering af blokadevagter

og støtte og gentagne storstrejker i


Side 8

Esbjerg kom konflikten til at vare 268

dage. I sidste ende blev den slagtet af

SiD.

Hvad så nu?

De senere år har der kun været mindre

ulovlige arbejdskonflikter. Arbejdskampe

er på mange måder kriminaliseret

og straffene skærpet i et omfang,

der gør det sværere i dag at gennemføre

ulovlige konflikter. Støttearbejde kan i

sig selv kriminaliseres og adgangen til

andre arbejdspladser forhindres af

ledelserne. Ulovlige blokader opløses

af politiet og kan straffes som kriminalitet.

Faglige ledere, der på mindste

måde udtaler støtte til en ulovlig strejke,

kan idømmes meget store bodsbeløb.

Arbejdsløsheden er stigende, og

fyresedlerne hænger løst, mens udgifterne

til bolig og mad er støt stigende.

Den faglige bevidsthed og solidaritet

er svundet, og individualismen har

vundet frem. Mens de, der trykker lønninger

og arbejdsforhold tilbage til for

100 år siden, og de, der har allermest

behov for organisering, ikke organiseres

nogen steder. For nylig døde en

uorganiseret polak. Han faldt ned fra et

ulovligt stillads. Et andet sted fandt

man arbejdere sammenstuvet i en stald.

Hvor findes organiseringen for dem på

de sorte, grå og uorganiserede arbejdspladser,

bistandsmodtagerne,

”enmandsfirmaerne”, vikarerne, bijobberne,

de hjemløse, de handicappede,

studiejobberne, au pair-pigerne, dem

uden opholdstilladelse, arbejdstilladelse

eller cpr-nr og alle de andre? Så de

kan være med i kampen for de arbejdsforhold,

de er med til at underminere?

Hvordan får vi en landsdækkende

arbejdsløshedsbevægelse, der kan tage

selvstændige initiativer? Og hvordan

organiserer vi samarbejdet på tværs af

grænserne?

Der rejser sig mange spørgsmål, og

det er på høje tid at gå i gang med at

løse dem. Erfaringerne fra konflikterne

i 70’erne og 80’erne må tages op, og de

nye medier må tages i brug. At viljen til

kamp findes, kan man ikke være i tvivl

om, men retningen må ikke begrænse

sig til at vælte regeringen. Perspektivet

er organiserede arbejdsforhold for alle,

og at den politiske kamp er en uløselig

del af arbejdskampen.

Strejk mod VKO

Den går ikke, Løkke:

Strejker mod VKO-regeringen

Mindst 5.000 deltog på

stormødet i Odense 2.

februar mod Løkkes

efterlønsreform, indkaldt af

LO. Den 3. februar

gennemførte arbejdere

over hele landet den første

politiske proteststrejke i

mange år

De faglige aktioner over hele landet

torsdag den 4. februar lignede en

storstrejke i protest mod VKO-regeringen.

Det er den mest omfattende politiske

strejke i årevis. Buschauffører, havnearbejdere,

skraldemænd, stilladsarbejdere

og postbude nedlagde arbejdet i

en lang række byer. Det blev suppleret

med mere militante aktioner, som da

stilladsarbejderes lastbiler blokerede

Kongens Nytorv i København. 3F’ere

og andre faggrupper i Kastrup Lufthavn

gik også i strejke.

- Arbejderne sender et stærkt signal til

VK-regeringen og dens støtter, siger

Troels Riis Larsen, talsmand for Arbejderpartiet

Kommunisterne: - Planen

om at likvidere efterlønnen har været

dråben, der får bægeret til at flyde over.

De faglige aktioner siger: Nu er det

nok! Den går ikke, Løkke!

Protesterne gælder VK’s planlagte

angreb på efterløn og forhøjelse af pensionsalderen,

der vil betyde, at nyfødte

af i dag kan se frem til at arbejde, til de

er 73 ½ år. Men de vender sig også mod

en hel stribe forringelser for arbejderne,

VK-regeringen allerede har gennemtrumfet,

såsom forringelser af dagpengene.

For buschaufførerne kommer

dertil f.eks. et regeringskrav om, at de

selv skal betale for obligatoriske efteruddannelseskurser.

Strejkerne kommer dagen efter, at et

stormøde af tillidsfolk i Odense, indkaldt

af LO i protest mod efterlønsplanen,

slog alle rekorder med hensyn til

antallet af deltagere. LO havde på forhånd

erklæret sig tilfreds med en deltagelse

på 1.000. Der kom mere end 5.000

vrede tillidsfolk, der vil af med VKregeringen.

- Strejkeaktionerne er et vink med en

vognstang om, at VK-regeringen må

gå, jo før, jo bedre. Men de signalerer

også, at arbejderne ikke simpelthen vil

bruges som fodfolk i en valgkamp for

en S/SF-regering, sådan som Harald

Børsting lagde op til, fortsætter Troels

Riis Larsen. – De allerede gennemførte

forringelser skal væk.

De aktionerende i lufthavnen understregede,

at deres protest var et signal

til den borgerlige regering om at pakke

sammen, men også til S/SF.

I en løbeseddel fra aktionen hedder

det:

- Nu er det nok! Regeringen vil fjerne

efterlønnen. Men det er bare toppen af

isbjerget. I de sidste ti år har regeringen

serveret nedskæring efter nedskæring

for lufthavnsarbejderne. Nu siger

vi stop!

Og videre:

- Uanset hvem der sidder i regering,

kommer vi efter dem, hvis de ikke holder

det, de lover – eller forringer vores

løn- og arbejdsvilkår.

Strejkerne fortsatte torsdagen igennem.


Sådan lød overskriften på en artikel der

handlede om, at de overenskomstforslag,

der er på bordet, er så dårlige, at

folk ikke gider stemme – og slet ikke

stemme ja.

Når man kigger bare en lille smule

på, hvad ’forhandlerne’ har præsteret,

så er det ikke, fordi man bliver imponeret.

En arbejdsmarkedsforsker udtaler i

Politiken: ”Det, der er i spil nu, er en

markant reallønsnedgang.”

Det er klar tale. Selvom det er rimelig

normalt, at overenskomsternes lønstigninger

bliver spist af prisstigninger,

så plejer det ikke at være så tydeligt

som i år. Og der plejer også at være et

eller andet salgs-argument, der skal få

folk med på vognen.

Det bedste, de kan komme med i år, er

noget i retning af ”offentligt ansatte har

fået for meget de sidste tre år” og ”de

andre har højere pensionsalder”.

Eller som LO-formand Harald Børsting

udtrykker det: ”Lønmodtagerne

har udvist samfundsansvar, og der er

indgået et fornuftigt forlig.”

Jeg kan huske en Ungeren-demo,

hvor vi besøgte Socialdemokraternes

parti-kontor. Et af kampråbene var

”Socialdemokrati er lig forræderi”.

Det er svært at få Harald eller LO til at

Indspark fra DKU

”Fagforeninger skal kæmpe for et ja” Indspark

Den nye bankkraksag har

igen afsløret, at det danske

tilsyn med banker og

kreditinstitutioner i bedste

fald er forbryderisk

inkompetent – og at

boligboblen brister videre

Amagerbanken gik konkurs i begyndelsen

af februar, efter at den i to

omgange efter nøje granskning af

diverse tilsynsmyndigheder havde fået

lov til at fortsætte og hente ny egenkapital

og statsstøtte.

Myndighederne viste sig i praksis at

have været medsammensvorne ved at

holde hånden over en bestyrelse, der

lod en lille gruppe ejendomsspekulanter

få fri adgang til de almindelige

rime med, men ” fagligt pamperi” passer

rimelig godt.

Og så er hverken FTF, FOA, Sundhedskartellet,

AC, KTO eller andre

blevet snydt for at være med i det ’gode’

selskab.

I LO’s fagpolitiske grundlag står der

som første punkt: ”At skabe resultater

for medlemmerne i forhold til deres

løn- og arbejdsvilkår, uddannelsesbehov

og indflydelsesmuligheder på

arbejdspladsen.”

Der må være nogle af dem, der

stemte for det grundlag, der glemte at

overveje, at ”resultater” ikke nødvendigvis

er positive.

I Egypten er det lykkedes at få smidt

Mubarak på porten. Efter en nølende

start hoppede næsten alle danske medier

med på folkets vogn og hyldede deres

kamp for demokrati. Begejstringen for

”demokrati-aktivisterne” har nok været

en hovedgrund til, at årsagerne til

opstandene har fortabt sig lidt i euforien.

Det er sjovt nok ikke de manglende

friheds-rettigheder, der har været katalysator

for begivenhederne, det er en

rolle, den fortsatte verdensomspændende

økonomiske krise har spillet perfekt.

Høj arbejdsløshed, især blandt unge, og

store prisstigninger er den sikre vej til

Amagerbanken: Fatalt tilsynssvigt

småspareres penge.

Det skete i praksis ved, at tilsynet

ikke gennemgik de påståede værdier i

det spekulationsbyggeri, der var anført

som dækning for udlån. Disse værdier

viste sig at være fri fantasi som hele

resten af boligboblen.

Tilbage står, at 70.000 småaktionærer

har tabt deres penge, en forening, en

kommune og flere virksomheder har

tabt de penge, de tilfældigt havde stående

på den almindelige bankkonto, da

der ikke længere gives dækning for

indeståender over 750.000 kr.

Den del af bankpakkerne udløb for

fire måneder siden, lige efter at den

færøske Eikbank blev tvangslukket.

Ingen af de danske storbanker ønskede

at overtage Amagerbanken, så den

fik lov til at falde. De dårlige lån kan gå

til statskassen, og de almindelige kun-

Side 9

at skabe en fra DKU

vrede, der

kan ændre alt.

Nu er Danmark hverken Egypten

eller Tunesien, men vi befinder os i den

samme verden. En verden, hvor økonomisk

krise er dagsordenen. Hvor fødevareforsyningen

bliver mere og mere

ustabil, og hvor utilfredsheden blandt

folk vokser.

Ved siden af en lille notits om overenskomst-forliget

har FTF på deres

hjemmeside en historie med overskriften

”Ledigheden eksploderer blandt

unge i velfærdsfag”. Og man skal ikke

lede længe efter artikler om store prisstigninger

på mad.

Som antydet i overskriften skal fagforeningerne

kæmpe, men de skal ikke

kæmpe for at gennemføre rådne regeringers

krav.

De skal gå forrest i kampen for bedre

forhold, ikke snakke sødt om sammenhold

med dem, der skummer fløden.

I Tunesien gik deres variant af LO

med i en samarbejdsregering med

resterne af Ben Alis parti. Det lykkedes

gennem pres nedenfra at tvinge dem ud

igen. Men det er et godt eksempel på

fagtoppens opportunisme og egoisme,

der ser ud til at være den samme i Nordafrika

som i Danmark..

SiØ

der må se, om de kan finde en ny

bank.

En smule tømmermænd har dog

meldt sig i sektoren, da man med ret

god grund frygter, at ingen tør have

penge stående i nogen bank mere. Man

kan jo ikke vide, om den lukker hen

over weekenden, tilliden er væk.

Boblen slår videre

Næsten 20 procent af Københavns og

Sjællands boligejere skylder i dag flere

penge i deres bolig, end de kan sælge

den for. For de var så uheldige at købe,

mens boblen var på sit højeste. Og selve

denne prisboble blev pustet op af netop

de skruppelløse bankbestyrelser og

stråmænd, som tilsynet hele tiden har

dækket over.


Side 10

Forliget på det staslige

område betyder et stort

reallønsfald. Det må ikke

spredes og må stoppes

ved urafstemningen

Overenskomstfornyelsen 2011 er voldsomt

domineret af det offentlige område,

som tæller omkring 840.000 ansatte

i stat, regioner og kommuner. De tre

områder forhandler særskilt og til tider

gennem forskellige faser.

De mindre private områder, der også

er omfattet af en overenskomstfornyelse,

har i nogle tilfælde smagt arbejdsgivernes

pisk i form af krav om 48 timers

arbejdsuge – uden lønkompensation.

Indtil sidste uge så det ud til, at de

offentlige ikke skulle smage denne pisk,

men det ændrede finansminister Claus

Hjort Frederiksen så sent som sidste

fredag.

Måske var det ekstra pression i sidste

øjeblik. For i weekenden stod det klart,

at forhandlerne havde accepteret reallønsfald

og andre forringelser. Dermed

er tonen slået an, og faglige ledere som

FOAs Dennis Kristensen melder ud, at

De såkaldt grønne arbejdsgivere har

krævet 48 timers arbejdsuge. EU har

ganske vist for længst tilladt denne

grænse, hvilket de fleste for år tilbage

ikke troede ville komme på tale, men

det er nu den skinbarlige virkelighed.

Hvis arbejdsgiverne – sammen med itvirksomheden

CSC – får magt, som de

har agt, så skal vi i Danmark helt tilbage

til 1919, før der sidst var tale om så

lang en arbejdsuge. Dengang betjente

Fra arbejdsplads og fagforening

Offentligt ansattes OK

Kapitulation over hele linjen

det ikke er muligt at forsvare

reallønnen. Det ser ud som

kapitulation over hele linjen.

De faglige lederes ’kampvilje’

fra foråret 2008 og de

offentlige ansattes storkonflikt

er forsvundet og afløst

af tilfredshed med mindre

end ingenting.

Kommunerne

På grund af lønudviklingen

på det private arbejdsmarked,

som de sidste tre år har

været skammeligt lille, så

’skylder’ de offentlig ansatte

i lønposen, fordi de i samme

periode er blevet reguleret

efter en forventet højere stigning.

På trods af at deres

lønkroner dårligt nok har modsvaret

prisstigningerne, så anerkender deres

forhandlere, at deres løn sættes ned

med 1,23 pct.

Det faktum er ikke engang til debat

hos de omkring 530.000 berørte, der er

ansat i kommunerne.

Det er mænds barselsret og kvoter af

aktiverede på arbejdsmarkedet, der

arbejdsgiverne sig også af lørdagen

som arbejdsdag.

Fagforbundet 3F, som varetager forhandlingerne

for de 20.000 ansatte,

tøvede ikke med at afvise kravet. Forhandlingerne

er derfor brudt sammen.

Formanden for Den Grønne Gruppe i

3F, Arne Grevsen, oplyser:

- Arbejdsgiverne vil have løndumping

ind i overenskomsten. Det vil vi på

ingen måde gå med til. Vi gjorde det

også klart, at vi ikke vil acceptere en

overenskomst, som er dårligere end de

forlig, som blev indgået på andre 3Fområder

sidste år.

Som om det ikke skulle være tilstrækkeligt,

så har arbejdsgiverne suppleret

foreløbig har skabt de såkaldte knaster

på det kommunale område, hvor man

ellers har aftalt er være færdige med

forhandlingerne den 18. februar – lige

om hjørnet, så at sige. Der er opnået

enighed om en senioraftale samt længere

opsigelsesvarsler for tillidsrepræsentanter,

men parterne er så langt fra

hinanden, at det ikke har kunnet betale

”Grønne” arbejdsgivere:

Arbejdsforhold skal bombes tilbage til 1. verdenskrig

Overenskomstfornyelsen

for 20.000 gartnere,

skovarbejdere og

landbrugsassistenter tegner

sort

Harald Børsting, her ved LO’s stormøde i

Odense, skubber nu på for reallønsfald for de

offentligt ansatte

provokationen med endnu en. Den er

speciel møntet på udenlandsk arbejdskraft:

- Der ønskes indgået en løn og

arbejdstidsaftale for udenlandske medarbejdere,

der i en begrænset periode

arbejder i Danmark (uden at medbringe

familie) og er her alene for at opnå en

indtjening ved manuelt, ufaglært arbejde.

Meningen er, at de skal arbejde til 80

kr. i timen med en normalarbejdstid på

48 timer samt fritagelse for ydelse til

blandt andet pensionsbidrag.

Arbejdsgiverne mener, at 80 kr. i

timen er en rimelig løn, idet deres alternativ

kan være 20 kr. i timen i hjemlandet.


sig at mødes, erklærer de samstemmende.

Uoverensstemmelserne skyldes to ting:

Kommunernes Landsforening vil dels

ikke give mændene en større andel af

den samlede barsel, som forældre i dag

råder over. Det andet er, at de ansatte

kræver, at en offentlig arbejdsplads

maksimalt har én aktiveret med løntilskudskroner

for hver fire ansatte.

- Vi har eksempler på arbejdspladser

med 25 ansatte, men blot fem-seks stykker

i ordinære stillinger. Vi har oplevet,

at nogle bliver fyret i deres ordinære

job for at blive genansat med tilskud,

siger Dennis Kristensen, som

forhandler på vegne af 200.000 FOAmedlemmer.

Reallønsfald i staten

Det første forlig på det offentlige område

kom for ca. en uges tid siden. Det

skete inden for det regionale område,

som indgik en aftale med FOA, der

blandt andet indeholder spørgsmål om

pension og arbejdstid samt en regulering

af fridage.

I weekenden sprang statens område så

i mål. Fagbevægelsens forhandlere

accepterede et forlig, der åbenlyst indebærer

en reallønstilbagegang for de

omkring 180.000 ansatte. Over de kommende

to år rejses lønnen med 3,15

pct., men i samme periode forventes

priserne at stige med 4,5 pct.

Forhandlerne på det kommunale område

og i regionerne har allerede signaleret,

at resultatet vil smitte af på deres

områder. Fagbevægelsens forhandlere

bøjer alle nakken – og tager udgangspunkt

i, at det er lønmodtagerne, der

skal holde for og betale krisens regning.

Slaget er imidlertid ikke slået. Forliget

skal til bedømmelse hos medlemmerne,

og der er helt klart ingen begejstring

at spore.

Forliget melder til gengæld ikke noget

om ændring i arbejdstiden, hvor staten

repræsenteret af finansminister Claus

Hjort Frederiksen i 11. time rejste kravet

om 48 timers arbejdsuge.

Bag kassen

Susanne fylder snart 20 år, men i

løbet af sit relativt korte liv har hun

modtaget flere mentale øretæver, end

andre drømmer om at få gennem hele

tilværelsen. Barndommen var blandt

andet krydret med omsorgssvigt og

incest fra en i øvrigt særdeles belastet

familie fra en kommune på den

københavnske vestegn. De lærde kan

diskutere sig hudløse på at kortlægge

årsagerne; men Susanne bliver i hvert

fald stofmisbruger gennem flere af

sine ungdomsår. Der er trukket dybe

spor i sindet. Susanne har blandt

andet mistet fornemmelsen for egne

evner, ligesom hendes realitetssans

er stærkt svækket.

I foråret 2010 flytter Susanne så

ind på institutionen Prag, som er et

kombineret bo & erhvervscenter for

unge mennesker. Hun har efterhånden

kæmpet sig ud af misbruget

og er i dag clean. Fra institutionens

side er det fra starten af

et krav, at hjemkommunen sikrer

Susanne kommer i beskæftigelse,

eventuelt og meget gerne i form af en

skolegang.

Hjemkommunens lokale jobcenter

vil stable en almindelig praktik på

benene, men projektet går i vasken.

Institutionen Prag presser på for et

afklaringsforløb, hvilket i første

omgang bliver bevilget for et halvt år,

og siden udvidet med 3 måneder. Det

indebærer en skolegang, som Susanne

er utrolig glad for, hendes selvtillid

stiger betydeligt. I forhold til sin

teenagealder og baggrund er hun

meget stabil med opgaver, fremmøde

og lektier. Institutionen Prag finder

det oplagt at lade afklaringsforløbet

munde ud i en konklusion om en

såkaldt ”særlig tilrettelagt undervisning”,

en STU-ordning.

Som så mange andre gange i Susannes

omtumlede tilværelse indkaldes

der til møde med hende som centrumsfiguren.

Udover hende selv og

institutionen Prag deltager også en

sagsbehandler fra hjemkommunens

jobcenter samt en unge-uddannelsevejleder;

populært kaldet uu-vejleder.

Sidstnævnte er meget positiv overfor

Susanne

Side 11

ideen om et STU-forløb. Susanne

begynder at føle sig godt til mode.

Hendes manglende realitetssans fornægter

sig ikke, hun får det indtryk,

at uu-vejleder og hendes nuværende

bosted er enige om, at hun skal have

ønsket om en fortsat skolegang

opfyldt. Hun ser slet ikke faren. Den

kommer i dag fra sagsbehandleren

fra det lokale jobcenter:

- Vi foretrækker nu, at Susanne

kommer i praktik, hvorfor vi vil

bestræbe os på at finde den rigtige

plads til Susanne.

Sagsbehandleren vælger at fortie,

at holdningen skyldes, at et STU-forløb

først vil kunne træde i kraft i

løbet af 6 måneder, hvorfor Jobcenteret

ikke vil sidde med hænderne i

skødet så længe, og lade pengene

fosse ud af kassen.

- Hvis Susanne kan klare en

praktikplads, er hun for stærk til

et STU-forløb, konstaterer uuvejlederen

nu. Stilheden indfinder

sig prompte. Susanne fornemmer

efter lidt tid, at der er et

problem; men forstår ikke helt substansen:

- Der må være nogen, der bagefter

forklarer mig alt det psykolog-snak.

Mødedeltagerne snakker videre hen

over hovedet på Susanne uden der

kommer anden afklaring på situationen

end: Kommunen vil overveje

situationen. Da Vibeke fra Prag bagefter

følger Susanne til sit værelse,

udbryder pigen grådkvalt:

- Det er nok også bare mig, der

har gjort noget forkert.

Vibeke prøver at få Susanne til at

forstå, at det ikke er hende, der er

noget galt med. Hun er jo rent faktisk

sat udenfor indflydelse. Som tak for

trøsten snøfter Susanne lidt og giver

Vibeke et kram.

Så nu har kommunen besluttet at

etablere en praktikplads, hvilket ganske

vist er stik imod fornuftige indstillinger;

men så er der i hvert nogen

i det pulveriserende erhvervsliv, der

– måske - har lidt gavn af Susanne så

længe.

Reno


Side 12

Algeriet, den 12. februar

Bahrein: Solidaritetsdemo med Ægypten, den 4. februar

NPD hovedkvarter udbrændt

Folkelige opstande

Af Mankh (Walter E. Harris III).

“Jeg, en pige, går hen til Tahrir Pladsen og vil stå der alene,

og jeg vil holde et banner, og måske folk vil vise lidt respekt …”

- Asmaa Mahfouz, 26 år gammel

hvis du ser noget, så sig noget

jeg så børn, der lavede en snemand, og fra tagrendene

smeltede lange istapper i midtvinterens sol, men jeg hørte

også noget: da de elektriske lys var slukket

og natten var sort – cellomusik i en fremmed film

da det pludselig gryede, jeg hørte bare om det men min hud

prikkede – en tunesisk mands selvafbrænding satte ild til

Mellemøsten og Afrika … Ægypten, viftende med et banner,

en flamme der aldrig er gået ud, viftende i Alexandria,

Mahalla, Mansoura, Damietta, Port Said, viftende i Ismailia,

Suez, Luxor, og videre til Yemen, Algeriet, Sudan, Jordan,

Irak . . .

hvis du ved noget, så gør noget

på Tahrir pladsen, Befrielsespladsen,

Folket der danser, og smager på brød …

og forbinder hinanden …

indhyller sig i tæpper og sover i telte

eller kasser af krydsfiner …

”De unge på Tahrir Pladsen kender deres historie og har

set tre hundrede af de bedste miste deres blod for frihed.”

- Ahmed Amr, redaktørr NileMedia.com

Oversat af Kommunistisk Politik efter Axis of Logic

hvis du ser noget, så gør noget

Folket rensede gaderne for affald,

krigsflyene og helikoptrene, ammunitionen,

gummikuglerne, politistavene, tåregassen og

vandkanonerne kunne ikke stoppe dem,

kunne ikke stoppe Folket – børnene,

de arbejdsløse, strejkende arbejdere, professorer,

læger, sagførere og fagforeninger, kristne og muslimer …

”En frygtens tærskel er blevet overskredet. For hvad der er sket

i begge lande er at en politstats strukturer er blevet

udfordret og til manges overraskelse opdagede man, at de var

svagere end man forestillede sig.”

- Peter Beaumont, Britisk journalist

hvis du lytter, så sig noget

lad stemplerne blive på hylden, lad menneskerettigheder sejre,

efterlad krigsbudgetterne på bordet, lad overfaldene

og torturen, bølletæskene og tyverierne overgå til en gammel

historiebog, lad Folket indånde den fri luft …

dette handler om

at vågne til virkeligheden

folkelige opstande

mange steder

hæver stemmerne sig som én

Mankh (Walter E. Harris III) er amerikansk digter,

skribent og udgiver på et lille forlag.

Website www.allbook-books.com

Side 13

Tahrir Square. Den 12. februar, sejrens første dag

Libanon: Solidaritet med Ægypten

Danmark: Solidaritet med Ægypten


Side 14

1. Øjeblikkelig fratræden af præsidenten

og alle regimets mænd og symboler.

2. Konfiskation af det hidtidige regimes

økonomiske tilgange og ejendomme

og af alle bevisligt korrupte.

3. Jern- & stål-arbejdere, som har

bidraget med martyrer og aktivister,

anråber alle Ægyptens arbejdere om at

TEMA: De arabiske folkerevolutioner går videre

Vigtig sejr for den ægyptiske folkerevolution

18 dages uafbrudte

m a s seprot e ster

tvang den 11.

februar den ægyptiske

hersker Hosni

Mubarak til at

træde tilbage som

præsident og angiveligt

overlade

magten til militærets

generalstab.

Først Tunesien og nu Ægypten: På en

måned har to arabiske nationer befriet

sig for diktatorer, der har regeret med

jernhånd i årtier og undertrykt, fængslet

og knust al virkelig opposition.

Den ægyptiske modstand udviklede sig

skridt for skridt, inspireret af den tunesiske

revolution, og blev mere bevidst

og fast besluttet i kravet om Mubarakregimets

afgang og om skabelsen af et

andet samfund, demokratisk og socialt

retfærdigt.

Hundreder af dræbte, tusinder af sårede,

politiangreb og angreb fra lejede

politiske bøller for Mubarak, fængslinger

og tortur formåede ikke at skræmme

eller pacificere protesterne. Hverken

løfterne om reformer, ’frie valg’ og forfatningsændringer

og forsøg på at

bestikke offentligt ansatte med lønfor-

Ægyptiske arbejdere i

metalindustrien (jern & stål)

har opstillet en række krav,

som de medbragte til

Tahrir-pladsen den 11.

februar – dagen, der bragte

Mubaraks fald

Udtalelse fra Arbejderpartiet Kommunisterne

højelser eller omdannelser i magtens

top kunne bedrage eller tilfredsstille

protestbevægelsen.

Heller ikke USA’s og EU’s støtte til

Mubaraks lovede ’reformer’ kunne få

det ægyptiske folk til at indstille kampen.

Ægypterne ved kun alt for godt, at

uden disse imperialistmagter i ryggen

havde regimet aldrig holdt så længe. At

disse pludselig er blevet tilhængere af

folkerevolutionen og virkelige og dybtgående

forandringer i Ægypten, er der

ingen, som tror.

Til sidst var der ingen anden udvej for

regimet end at ofre frontfiguren. Hans

tv-tale den 10. februar, hvor han meddelte,

at han forblev ved magten, fik

vreden til at eksplodere overalt i landet.

Og arbejderklassen kom for alvor på

banen med strejker over hele landet og

en trussel om en altomfattende generalstrejke

fra mandag, hvis Mubarak ikke

forsvandt inden.

Mubaraks fald er en vigtig sejr for det

ægyptiske folk og for den revolutionære

proces, der udfolder sig i de arabiske

lande og i Mellemøsten. Men det er

også kun ét skridt i det ægyptiske folks

og den ægyptiske arbejderklasses kamp.

Et opgør med regimet og dets magtpositioner

står umiddelbart på dagsorde-

De ægyptiske metalarbejderes krav

gøre oprør mod regimets og regeringspartiets

arbejderassociation, afmontere

den og nu annoncere deres uafhængige

fagbevægelse og forberede en generalforsamling

for frit at etablere deres

egen uafhængige faglige organisation

uden tilladelse eller samtykke fra regimet,

som er brudt sammen og har

mistet al legitimitet.

4. Konfiskation af virksomheder i

den offentlige sektor, som er blevet

solgt, lukket eller privatiseret, og nationalisering

af den offentlige sektor i

folkets navn og skabelsen af en ny

ledelse af arbejdere og teknikere.

5. Oprettelse af arbejderkontrolkomiteer

på alle arbejdspladser, som overvåger

produktion, priser, distribution

og lønninger.

nen, indbefattet at få jaget den af Mubarak

udpegede vicepræsident Omar

Suleiman – en pro-amerikansk og prozionistisk

torturbøddel – på porten.

Som i Tunesien stiller den konsekvente

opposition krav om afmontering af

regimet og dets håndlangere, heriblandt

Mubaraks regeringsparti, Det Nationale

Demokratiske Parti/NPD, og afholdelse

af virkeligt frie valg, baseret på en ny

forfatning udarbejdet af en grundlovgivende

forsamling.

NPD vil forsøge at klynge sig til magtpositionerne,

og hæren, den egentlige

magtfaktor i Ægypten med tætte forbindelser

til USA og Pentagon, vil forsøge

at fremstå som garant for en ’fredelig

demokratisk proces’, som skal

kidnappe folkerevolutionen og i sidste

ende bevare de rådende magtforhold

uden de radikale forandringer, det

ægyptiske folk har kæmpet for.

Mubaraks påtvungne tilbagetrækning

er indledningen til en ny fase i den

revolutionære kamp, som Ben Alis flugt

i Tunesien var det. For at få indfriet de

krav, som den ægyptiske ungdom,

arbejderne og folket har rejst, vil revolutionen

blive ført videre.

Arbejderpartiet Kommunisterne

Sekretariatet 11. februar 2011

6. Indkaldelse af en grundlovsgivende

forsamling af alle lag og politiske

strømninger i folket for at udarbejde en

ny forfatning og valg af reelle folkeråd

uden at vente på regimets bifald eller

afvisning.

En kæmpemæssig arbejderdemonstration

vil ankomme til Tahrir-pladsen

fredag den 11. februar for at tilslutte sig

revolutionen og bekendtgøre de ægyptiske

arbejderes krav.

Længe leve revolutionen!

Længe leve Ægyptens arbejdere!

Længe leve den ægyptiske ungdoms

intifada

– Folkets revolution for folket!


TEMA: De arabiske folkerevolutioner går videre

Den ægyptiske revolution betyder

afslutningen på Camp David-æraen

Af Folkefronten til Palæstinas Befrielse PFLP

Udtalelser og

kommentarer fra PFLP om

betydningen af den

ægyptiske revolution

Kammerat Abu Ahmad Fuad, medlem

af PFLP’s politbureau, sagde i en udtalelse

11. februar 2011, at det ægyptiske

folk med sin revolution har ændret

historiens forløb i regionen, og udtrykte

sin tillid til, at det ægyptiske folk ville

føre deres revolution igennem til

enden.

I et interview med Airas al-Awda

udtalte kammerat Fuad:

- Vi ved, at der stadig skal udkæmpes

mange slag, vi ved, at revolutionen

langtfra er ført til ende, vi ved, der er

mange kræfter, som stadig forsøger at

forstå revolutionen, vi ved, at der ikke

er megen grund til at komme og lykønske

hinanden – men ikke desto mindre

lykønsker vi det ægyptiske folk og

erklærer, at vi står sammen med dem,

indtil alle deres krav er opfyldt.

Regimets fald og diktator Hosni

Mubaraks afgang giver os tiltro til, at

revolutionen vil blive ført til ende,

sagde kammerat Fuad, og vi har tillid

til, at det revolutionære folk ikke vil

stoppe, før det har nået alle sine mål:

- Ægyptens folk har betalt en høj pris

for deres frihed og deres lands frihed,

sagde han. - De opnåede at fælde tyrannen,

hvis hænder er dækket med det

ægyptiske folks blod, og hvis kufferter

var fyldt med deres plyndrede rigdomme.

Kammerat Fuad understregede, at

udfordringen og kampen for det ægyptiske

folk i tiden efter Mubarak er at

genopbygge Ægypten og igen anbringe

Ægypten i centrum i den arabiske nation,

som er ivrig efter at støtte et Ægypten

med et større ord at skulle have

sagt, hvilket – som det naturlige resultat

af årevis med tyrannisk herredømme

– længe har været savnet.

Han sagde, at når man så, hvad der

var sket i Ægypten, kan man kun være

fortrøstningsfuld for, at Ægypten vil

rejse sig, og at Ægyptens folk med hver

eneste aktion bekræfter, at de vil fortsætte,

til sejren er vundet. Han opfordrede

til at gennemføre retssager og at

stille alle til ansvar, som i årevis har

røvet, udplyndret og brutaliseret Ægypten,

men som ikke kunne undertrykke

folkets værdighed og dets forpligtelse

til rettigheder og frihed.

Kammerat Fuad sagde endvidere:

- Vi er, som vi altid har været, overbevist

om, at det ægyptiske folk har

skabt et historisk skifte i regionen, og

faktisk i verdenshistorien. Ægypten er

verdens hjerte, og revolutionen pulserer

som en maskine gennem dets årer. Det

ægyptiske folk vidste, at deres land var

blevet en juniorpartner for den amerikanske

imperialisme og zionismen, for

netop de kræfter, som har stået bag alle

de katastrofer, som Ægypten og den

arabiske nation har været udsat for. Vi

ved, at dette er et stort skridt i forhold

til at bringe det palæstinensiske spørgsmål

tilbage på den rigtige vej til total

frigørelse.

Han afsluttede sine bemærkninger

med at udbringe sine hilsener til det

ægyptiske folk, som har givet nyt liv til

den arabiske nation og gengivet den

værdigheden og vejen til frigørelse.

PFLP’s pressekontor udsendte en erklæring,

som lykønskede det ægyptiske

folk og den arabiske nation for sejren

over tyranni og undertrykkelse, og

erklærede, at “den store ægyptiske

revolutions sejr er også en sejr for den

palæstinensiske sag og den arabiske

nation som helhed”.

Udtalelsen understregede, at ’det

ægyptiske folk vil være i stand til at

gennemføre alle deres revolutions mål

om frihed, demokrati og uafhængighed,

og de vil afslutte Camp Davidæraen

og genoprette Ægyptens historisk

betydelige rolle. Tyranniets og

undertrykkelsens fald i Ægypten, i form

af Hosni Mubaraks despotiske regime,

er et resultat af de ægyptiske massers

urokkelighed, og denne historiske revolution

blev udløst af den ægyptiske

ungdom og dets frie folk. PFLP og alle

arabiske folk hilser i dag deres sejr, som

Side 15

genetablerer

Æ g y p t e n s

ledende rolle i

at beskytte

den arabiske nationale sikkerhed og den

palæstinensiske sag.”

Og udtalelsen erklærede: “Det ægyptiske

folks triumf er et vendepunkt i

den arabiske nations historie. Den baner

vej for skabelsen af en ny arabisk æra,

hvor der ikke er plads til zionismens og

imperialismens dominans eller undertrykkelse

af den arabiske nations potentiale.

Disse begivenheder i Ægypten og

de historiske forandringer, som vil

følge, har direkte konsekvenser for den

palæstinensiske sag og vil bistå den

palæstinensiske sag i at gøre en ende på

Oslo-aftalerne og deres fremgangsmåde

og genopbygge den palæstinensiske

nationale bevægelse.”

Kammerat Rabah Muhanna, medlem af

PFLP’s politbureau, sagde den 11.

februar i Gaza City, at revolutionens

sejr i Ægypten og Tunesien og den

demokratiske forandrings vinde, der

skyllede igennem den arabiske verden,

viser at det arabiske folk kollektivt siger

nej til tyranni, nej til amerikansk overherredømme

og nej til fattigdom. Han

bemærkede arbejdernes, ungdommens

og kvindernes ledende rolle i den ægyptiske

bevægelse og pointerede, at revolutionen

kom som følge af årtiers uretfærdighed

og undertrykkelse. Han

understregede, at det palæstinensiske

folk betragter den ægyptiske revolution

og de reaktionære arabiske lakajregimers

fald som et vigtigt skridt på vejen

til frigørelse.

Yderligere gav kammerat Muhanna

udtryk for, at det nu er tid for det palæstinensiske

folk – på Vestbredden, i

Gaza, i det besatte Palæstina fra ’48, i

flygtningelejrene og overalt i eksil og

diaspora – at tale med én stemme og

erklære, at folket ønsker at se splittelsen

afsluttet. Han opfordrede de palæstinensiske

masser til at handle under

parolen: ”Folket ønsker, at splittelsen

slutter”, som et nødvendigt skridt for at

genopbygge den palæstinensiske befrielsesbevægelse.


Side 16

Ingen arabere har mærket besættelse,

tyranni og elendighed mere på deres

krop end irakerne, og de viser naturlig

solidaritet med deres brødre og søstre i

Ægypten, Algeriet og Tunesien. Det bør

bekymre både USA og kompradorregimet

i Den grønne zone.

Maliki under pres

Nuri al-Maliki, statsminister i Irak på

okkupanternes nåde, har fået kolde fødder.

Han indser, at heller ikke han – lige

så lidt som Ben Ali eller Mubarak – kan

TEMA: De arabiske folkerevolutioner går videre

Irakerne også på gaderne i protest og solidaritet

Protesterne i Ægypten,

Tunesien og Jordan mod

fattigdom, madmangel og

arbejdsløshed har også

spredt sig til Bagdads og

Basras gader

Den tunesiske revolution

skal bremses!

Mens medierne og verden den 29. januar

var optaget af de gigantiske demonstrationer

og kampene mellem sikkerhedspoliti

og demonstranter i Kairo,

gik tunesisk uropoliti til angreb på en

protestlejr på den centrale regeringsplads

i Kasbah. Demonstranterne havde

lejret sig uden for den ikke-valgte premierminister

Mohammad Ghannouchis

kontorer med krav om hans såkaldte

nationale samlingsregerings afgang.

Demonstranterne havde på det tidspunkt

gennemført en sit-in døgnet rundt

i fem dage og havde opbygget en teltlejr

på pladsen, som uropolitiet med hærens

accept ødelagde, mens de protesterende

blev fordrevet med slag, tåregas, hunde

og tilmed skydevåben.

- Det er, som om de er Ben Ali nr. 2,

sagde Marwan, en de unge demonstranter,

til Reuters, og tilføjede: - Hæren

har allieret sig med regeringen mod

folket.

Irakere i solidaritet med Ægypten

tage for givet, at USA vil beholde ham

som galionsfigur, når det folkelige pres

øges, men måske vil hente en anden

nikkedukke frem for at berolige masserne.

Også i Irak øges madpriserne, og

arbejdsløsheden er på halvtreds procent.

Derfor har Maliki kundgjort, at

han vil halvere sin løn, i et forsøg på at

indynde sig mere hos de udsultede og

strømløse irakere. Selv sulter han

Det viser sig måske at være et vendepunkt

i den tunesiske revolution.

Dagen før havde den nystiftede revolutionære

Fronten af 14. januar udsendt

en erklæring, der advarede Ghannouchis

regering mod at slå ned på protestmanifestationen

på regeringspladsen og

andre steder i landet.

I stedet for at kvæle uroen kastede

angrebet ny benzin på bålet. Volden og

sammenstødene med regeringspoliti og

demonstranter er forstærket. Fire

demonstranter blev dræbt i byen El Kef

den 5. februar, hvor en demonstration

forlangte en korrupt politichefs afgang.

Dagen efter blev politistationen brændt

af. En ung demonstrant blev dræbt i

næppe af den grund, eftersom statsministerlønnen

vistnok er højere, end hvad

præsident Obama får udbetalt.

Torturfængsler

Reaktionen, USA og EU vil

kapre den tunesiske revolution

Tuneserne gik i mange byer fra fagforeningen

UGTTs kontorer til Ben

Alis partikontorer og besatte dem

Samtidig med dette kommer en ny rapport

fra Amnesty International, som

viser, at omkring 30.000 kvinder og

mænd sidder politisk fængslet i Irak.

Mange af disse bliver holdt i hemmelige

anstalter, som drives af forsvars- og

indenrigsministerierne, hedder det i

rapporten.

Amnesty påpeger det, som alle ved,

at tortur bliver flittigt benyttet under

afhøring i disse fængsler. Malikis amerikansk-iranske

lakajregime bliver ved

med at benægte, at fængslerne findes.

Irak er USA’s vigtigste fodfæste i det

arabiske Mellemøsten ved siden af

Ægypten og Saudi-Arabien.

Nettmagasinet Revolusjon

byen Kebili i det sydlige Tunesien, da

en protest mod politiet blev slået ned

med magt. I en hel stribe andre byer er

det også kommet til sammenstød.

Nu skal Mohammad Ghannouchi, Ben

Alis premierminister, udstyres med

nødretsbeføjelser. Det vedtog det tunesiske

underhus mandag, mens hundreder

af demonstrerende udenfor krævede

det opløst. Ben Alis parti, RCD, har 80

pct. af pladserne i parlamentet.

Forslaget, der giver Ghannouchi ret

til at regere pr. dekret, blev endeligt

vedtaget onsdag den 9. februar i andetkammeret,

også domineret af Ben Alis

folk. Formelt er det den ‘midlertidige’

præsident Fouad Mebazza, Ben Alis

tidligere parlamentsformand, der skal

styre via de enerådende beføjelser. Reelt

vil det være Mohammad Ghannouchi,

der får den diktatoriske magt.

I udtalelsen fra Fronten af 14. januar

understreges, at protesterne har til formål

at vælte den ’nationale samlingsregering’

på trods af forskellige omdannelser

af den. Den påpeger, at regeringen

tydeligt bærer præg af indblanding


fra den amerikanske viceudenrigsminister

for Mellemøsten, Jeffrey Feltman.

- Denne regering er en fortsættelse af

diktaturet og tyranniet og blev dikteret

af imperialistiske kræfter i USA og

europæiske lande, som har påført vores

land, hvad vi nu lider under af arbejdsløshed,

forarmelse og marginalisering,

hedder det i frontens erklæring.

En række fagforeninger fordømmer i en

skarp udtalelse angrebet på demonstranterne

foran regeringsbygningen og

konstaterer, at folkerevolutionen er kapret

af en ‘piratregering’ uden mandat.

Fagforeningslederne konkluderer:

- Det, der er sket de seneste dage (27.,

28. og 29. januar), har vist, at dette

piratregime ikke har truffet reelle forholdsregler

for at indefryse RCD’s

bankkontoer, men at man stadig benytter

kontoerne til at hyre militser til at

terrorisere fredelige aktivister.

De samme kriminelle metoder tages i

anvendelse både i Tunesien og Ægypten,

hvor diktatoren endnu ikke er faldet.

De gamle magthavere og deres

kliker giver sig ikke uden langvarig

Få timer efter regeringsomdannelsen,

som kaprede vores folkerevolution, har

de nyudnævnte ledere for politiet og

sikkerhedsapparatet, der er kendt for

deres loyalitet over for det gamle regime,

indledt et brutalt angreb på frede-

TEMA: De arabiske folkerevolutioner går videre

modstand, og de amerikansktrænede

generalstabe og deres hære vil sikre, at

de arabiske lande og deres oprørske

folk forbliver under imperialismens

dominans.

Piratregimet i Tunesien er hårdt presset

og har bestandig måttet give nye indrømmelser

og love nye reformskridt.

Men det bliver ved løfterne. Ben Alis

parti, RCD – indtil for et par uger siden

medlem af Socialistisk Internationale –

er ikke stækket. Premierministeren har

måttet erkende, at RCD står bag uroligheder

og overfald på demonstranter

også i den seneste tid. Alligevel bliver

partiet og dets aktiviteter ikke forbudt

og undertrykt, endsige retsforfulgt.

’Den nationale samlingsregering’

har i stedet indkaldt reservisterne fra

hæren, flåden og luftvåbenet, samtidig

med at den søger fuldmagt til nødretstilstand.

Angiveligt for at fortsætte og

beskytte revolutionen og ære dens martyrer!

Reelt for at bevare magten og

målrettet knuse oppositionen til Ben

Alis arvtager-regime.

Samtidig forbereder styret et parlamentsvalg

inden for et halvt år og vil

udarbejde en ny valglov, der skal sikre,

at der vil blive et regeringsflertal af

lige aktivister, der de sidste dage har

besat Al-Qasbah [regeringssædet]. De

brugte forbudte tåregasbomber, bidske

hunde og endog skydevåben mod de

ubevæbnede aktivister, jagede dem

gennem gaderne og gassede hovedstaden


Det ser ud til, at det illegale piratregime

sigter på at demonstrere sin magt via

blodig undertrykkelse, terror imod folket

og nedkæmpelse af modstand. At

man vil lade systemet leve videre, bringe

folket under kontrol, stjæle dets rigdomme

og vende tilbage til de diktatoriske

og korrupte metoder …

Det, der er sket de seneste dage (27., 28.

og 29. januar), har vist, at dette piratregime

ikke har truffet reelle forholdsregler

for at indefryse RCD’s bankkontoer,

men at man stadig benytter kontoerne

til at hyre militser til at terrorisere fredelige

aktivister.

Side 17

partier, der vil fortsætte den pro-vestlige,

nyliberale kurs, som Ben Ali-regimet

stod for. Det ligger i hensigt og

indhold lysår fra de revolutionære krav

om en grundlovsgivende forsamling og

en overgangsregering, der skal forberede

en folkeafstemning om en grundlov

og derefter egentlige fair og frie valg.

Den konservative britiske udenrigsminister

William Hague besøgte tirsdag

den 8. februar Mohammad Ghannouchi

for at tilbyde bistand fra UK og

EU ’til at opbygge en social og vælgermæssig

infrastruktur’ i landet.

Det er ikke et tilfælde at den franske

udenrigsminister tilbød Ben Ali militær

assistance til at nedkæmpe den begyndende

folkerevolution, mens briterne

vil hjælpe med den ’demokratiske’

valgsvindel, der skal sikre, at alt i sidste

ende forbliver ved det gamle i Tunesien,

og med den del og hersk-taktik, regimet

nu anvender for at splitte folkebevægelsen,

der bragte Ben Ali til fald.

Fronten af 14. januar – revolutionens

virkelige repræsentant – opfordrer derimod

til fortsat massemobilisering og

organisering for at føre revolutionen

igennem, til den har opfyldt sine mål.

Tunesien: Piratregimet viser sine kløer

Den ikke-valgte ’

tunesiske nationale

samlingsregering ’ – hvis

leder Mohamed

Ghannouchi indsattes af

den flygtede præsident

Ben Ali og af USA – har

kapret den tunesiske

folkerevolution og har vist

sin brutale karakter, siger

en række fagforeninger på

uddannelsesområdet i en

udtalelse. Den bringes her i

uddrag

Udtalelse fra tunesiske fagforeninger 29.1.2011

Oveni har det vist sig, at den nye regering

sammen med RCD-partifunktionærer,

de tidligere følgesvende for Ben

Ali, endog har hjulpet grupper med at

flygte fra landet. Man gav dem beskyttelse

og forhindrede, at de blev stillet

for retten. Ligeledes har man udnyttet

medierne og pressen til at bringe revolutionen

i miskredit, splitte folket og

fremstille kampvillige lærere som fjender

af nationen og folket.

Derfor fordømmer vi, de undertegnede

fagforeninger, angrebet, som dette piratregimes

politi begik mod de folk, der

besatte Al-Qasbah. Vi forlanger en

undersøgelse af begivenhederne, for at

fængsle gerningsmændene for denne

udåd. Samtidig fordømmer vi RCDmilitsernes

angreb på pædagogiske

anstalter, lærere og forbundshovedkvarteret.


Side 18

Vi støtter folkets krav om opløsning af

RCD på grund af de forbrydelser, de

har begået mod det tunesiske folk og

stadig begår. Dertil kræver vi omgående

indkaldelse af en nationalforsamling

[grundlovsgivende forsamling, KP] for

at beskytte revolutionen. Vi fordømmer

medierne, der har stillet sig på regimets

side og spreder falske informationer i

offentligheden.

Mens de tunesiske masser fortsætter

deres sit-in på Regeringspladsen i Qasbah

(i hovedstaden) og titusinder tunesere

har været på gaderne i demonstration

i Sfax, Tunis, Sidi Bouzid, Jendouba,

Nabeul og andre steder i landet

for at vælte den ”nationale samlingsregering”,

har man påtvunget os en modificeret

regering, ledet af Mohamed

Ghannouchi, som et klart tegn på indblanding

fra den amerikanske viceudenrigsminister

Feltman.

Denne regering er fortsættelsen af diktaturet

og tyranniet og er dikteret af de

imperialistiske kræfter i USA og de

europæiske lande, der har bragt vores

land ud i det, vi nu lider under af

arbejdsløshed, fattigdom og marginalisering.

Derfor erklærer Fronten af 14. januar

hermed sin

1. Afvisning af den lappede ”nationale

samlingsregering”, fordi den er imod

folkerevolutionen og dens krav og forventninger.

2. Afvisning af alle former for formynderi

fra USA, EU og andre vedrørende

vort folks og vort lands skæbne.

3. Støtte til dannelsen af en ”provisorisk

regering”, der er acceptabel for

folket, og som vil fremstå som resultat

af en national konference for at beskytte

revolutionen og bestå af

- Alle politiske partier, foreninger og

fagforbund, menneskerettighedsorganisationer

og kulturelle organisationer og

uafhængige personligheder, der støtter

TEMA: De arabiske folkerevolutioner går videre

Derfor opfordrer vi det tunesiske folk,

aktivisterne, de politiske partier og alle

områder af samfundet til at fortsætte

kampen for revolutionens vigtigste mål:

frihed, demokrati og social retfærdighed

.

Ære til martyrerne!

Længe leve vores folks kamp!

kravene fra folkets revolution og slås

for at opfylde dem.

- Repræsentanter for de kræfter, som er

blevet skabt under revolutionen i alle

egne af landet via rådene, komiteerne

og foreningerne, der er dannet på massernes

initiativ.

- Repræsentanter fra tunesiske foreninger

og organisationer i udlandet, der har

ydet modstand mod diktaturet og støttet

revolutionen i Tunesien.

4. Opgaven for “Den nationale kongres

til beskyttelse af revolutionen” består i

at udarbejde de nødvendige dokumenter

for tilvejebringelse af fuldstændig

frihed for det tunesiske folk ved at

ophæve de love, der forbyder frihed, og

stoppe implementeringen af de nuværende

forfatningsmæssige bestemmelser,

der negerer friheden og folkets

suverænitet, indtil en ny forfatning er

vedtaget.

Den provisoriske regerings opgaver er

følgende:

• Varetagelse af dag til dag-forretningerne.

• Opløsning af de udpegede repræsentative

organer.

• Demontering af det herskende parti

og dets militser, eksproprieringen af

dets ejendomme, samt at stille de

personer, som har stået bag de økonomiske

og politiske forbrydelser, til

regnskab.

• Demontering af det politiske politis

apparat.

• At udnævne midlertidige repræsentanter

til det diplomatiske korps,

guvernementerne, delegationerne og

Ridha Ashtioui

generalsekretær for fagforeningen for mediekonsulenter,

skoler og universiteter

Hfaidth Hafaidth

generalsekretær for fagforeningen for lærere og

pædagoger i grundskolen

Sami Attahri

generalsekretær for fagforeningen for lærere og

pædagoger i mellemskolen

Tunesien: Revolutionen fortsætter, til den når sine mål

Udtalelse fra Fronten af 14. januar

de forskellige sektorer til at udføre

opgaverne i overgangsperioden.

• At forberede valg af en grundlovgivende

forsamling i en atmosfære af

frihed. Denne forsamling skal repræsentere

alle vitale kræfter i landet,

efter der er opnået enighed om typen

af repræsentation (brug af proportional

repræsentation) for at undgå udelukkelse

af nogen.

• Forfatningsforsamlingen påtager sig

opgaven at nedfælde en ny forfatning

for den moderne, demokratiske og

civile tunesiske republik, der opfylder

det tunesiske folks ønske om

frihed, lighed, social retfærdighed og

værdighed.

• Ved offentliggørelsen af disse standpunkter

advarer Fronten af 14. januar den ”nationale

samlingsregering” mod at udøve

undertrykkende foranstaltninger mod

den nuværende sit-in i Al-Qasbah og

demonstranter over hele landet.

Fronten appellerer om at fortsætte

mobiliseringen, til at forsvare masserne

og opfordrer alle demokratiske politiske

kræfter, både organisationer, grupper,

foreninger og uafhængige enkeltindivider,

til at fortsætte kampen for at opnå

folkerevolutionens mål i respekt for

martyrerne og folkeviljen.

Tunesien den 28. januar 2011

Oversat af Kommunistisk Politik efter

den engelske overs. af Raida Hatoum

og Nadim Mahjoub efter anasintaxien.blogspot.com


TEMA: De arabiske folkerevolutioner går videre

Socialistisk Internationales sande ansigt

Socialistisk Internationale

– med de norske, danske

og svenske

socialdemokratier som

medlem – har i årevis plejet

tæt kontakt med de i

praksis enevældige

undertrykkerpartier i

Tunesien og Ægypten,

RCD og NDP. SI prøver at

distancere sig fra sine

forhadte søsterpartier, nu

hvor de er i færd med at

blive sat på porten af deres

egne folk

Efter det ægyptiske folkeoprør havde

varet i over en uge og tydeligvis ikke

ville lade sig slå ned med det første,

fandt Socialistinternationalen (SI) tiden

inde til at distancere sig fra sit søsterparti,

som har holdt det ægyptiske folk

nede i tredive år. Da havde selv præsident

Obama kommet dem i forkøbet.

Men heller ikke i ’opsigelsesbrevet’

klarer SI at lade være med at skryde ad

den rolle, de selv og Sadat og Mubaraks

parti har spillet for at sikre ’stabilitet’ i

Mellemøsten.

Nedenfor gengiver vi dele af indholdet

i korrespondancen fra SI (se også

faksimile). Ordvalget er i sig selv afslørende

for, hvordan SI tænker og opererer.

Afslørende opsigelsesbrev

I brevet til Mubaraks nomenklaturparti

NDP den 31. januar varsler SI ved generalsekretær

Luis Ayala, at SI-medlemskabet

ophører. Men introduktionen

viser, at det sker med tungt hjerte:

”Kære generalsekretær i NDP,

Det nationale demokratiske parti i

Ægypten blev medlem af Socialistisk

Internationale i juni 1989 på den XVIII

kongres holdt i Stockholm.

Denne beslutning var baseret på

Socialistisk Internationales ønske om

at bygge et partnerskab med Deres

organisation i anstrengelserne for fred

og sikkerhed i denne del af verden, som

Af E. Holemast

er så afgørende for global stabilitet.

Internationalen, som arbejder

for fred, anerkendte med denne

beslutning, at NDP og dets lederskab

oprigtigt ville engagere sig i

denne bestræbelse, sådan som det

også har været tilfældet de sidste

tredive år.

Vores Internationale anerkender

så afgjort, at det vi sammen

har klaret i vort fælles arbejde for

at bidrage til fred, især mellem

israelere og palæstinensere, og

for at skabe et nyt klima i regionen,

som muliggør anerkendelse

af en tostats-løsning, har haft en

positiv og varig virkning.”

I en parallel erklæring [SI: For

a new course in Egypt 29. januar]

må SI modstræbende vedgå, at

Mubaraks NDP-parti ’ikke har

leveret’ i forhold til dets løfter til folket(!).

Nu fortæller SI, at de står ved det

ægyptiske folks og de demokratiske

kræfters side i en fælles stræben efter

en verden, som er mere retfærdig …

Ægyptens ungdom, arbejdere og

bønder vil nok studse over, at SI havde

brug for 22 år for at finde ud af, at

Mubaraks NDP ikke fuldt ud er eksponent

for Socialistinternationalens ’værdier

og principper’ for mere retfærdighed.

Rotterne rømmer det

synkende skib

Et om muligt endnu flovere brev blev

den 17. januar sendt til søsterpartiet

RCD i Tunesien, diktatoren Zine el-

Abidine Ben Alis parti, tre dage efter

Ben Ali var stukket af. Her hedder det

lakonisk, at præsidenten og generalsekretæren

(i SI) i fællesskab har bestemt

at ophæve Den konstitutionelle demokratiske

forening (RCD)’s medlemskab


Dette forhadte parti er delvist gået i

opløsning, og selv ministrene i den

midlertidige regering i Tunis blev snart

presset af folkemeningen til at rive

deres partibøger i stykker. Så bliver

forholdet til Ben Ali-diktaturet pludselig

et principielt spørgsmål for SI.

”Denne afgørelse (ophør af medlem-

Side 19

Socialistisk Internationales logo: Demokratisk

socialisme arbejder - for imperialisme

og kapital

skab af SI – o.a.), truffet under ekstraordinære

omstændigheder, afspejler de

værdier og principper som præger

vores bevægelse og Internationalens

indstilling til udviklingen i landet.”

(dvs. Tunesien – vores udh.)

Dobbeltspil for

imperialismen

SI er en videreførelse af den gamle,

gule Amsterdaminternationale. Særlig

efter 2. verdenskrig har organisationen

fungeret som en af imperialismens ideologiske

stødtropper, specielt i forhold

til Latinamerika, Afrika og det østlige

Europa. Norge og det norske Arbeiderparti

har siden 1938 været medlem og

spillet en særdeles aktiv rolle.

SI og deres medlemspartier har været

og er ivrige aktører, når det gælder at

undergrave såkaldte autoritære regimer

i stater, som ikke er blandt NATO’s

favoritter, som Hviderusland, Ukraine

eller det tidligere Jugoslavien.

Når det gælder regimer, som spiller

på samme hold som imperialismen,

som det ægyptiske, forholder det sig

anderledes. Men i det øjeblik folket rejser

sig mod disse regimer, og deres

statsbærende partier vakler, får Socialdemokratiet

vældig travlt med at distancere

sig fra konkursboet.

Nettmagasinet Revolusjon


Side 20

KPnetTV har været en

stor succes. Nu kommer

KPnetTV2

KPnetTV har i over et år leveret videoer

fra gaden og fra gadens synspunkt.

Ikke mindst reportager og interviews

fra demonstrationer har været en fast og

gennemgående bestanddel af dækningen,

og et fantastisk tillæg til kpnet.dk

og bladet Kommunistisk Politiks dækning

af klassekampen.

Nu lancerer KPnetTV så en ny kanal:

KPnetTV2.

KPnetTV2 vil fokusere på klassekampens

historie og på kulturkampen og på

sigt også længere og mere uddybende

interviews og analyser, og vil under

overskriften ’Historien om balladen’

samle materiale, der i forvejen ligger på

Youtube, samt selv oploade videoer og

musik af interesse.

Kommunistisk Politik har taget en

snak med kammeraterne fra KPnetTV

for at høre, hvad det hele handler om.

KP: Hvorfor denne nye kanal?

KPnetTV: Tja, vi føler, at vi har haft

stor succes med KPnetTV, og at vi har

dækket et massivt behov med vores

arbejde. Vi har også gennemgående

fået en hel del ros fra flere sider. Alt

dette har selvfølgelig glædet os meget

og motiveret os til hele tiden at udvikle

vores ’koncept’. Så skal det jo også slås

fast, at selv om vi på nogle områder nok

Tjek den ud!

KPnetTV lancerer ny kanal

KPnetTV2 – Historien om balladen!

kan beskrives som pionerer, så har der

før os været arbejdet med det audiovisuelle,

altså video, i de progressive

bevægelser, og alt det materiale, der er

lavet gennem tiden, bør være at finde

for den nuværende generation af klassekæmpere.

F.eks. har vi oploadet videoer fra

30’erne, som viser, hvordan DKP arbejdede

med video, og samtidig fungerer

som historisk dokumentation for den

revolutionære bevægelses udtryk, og

derudover har vi netop oploadet hele

rækken af det populære 69news, som

fungerede som ungdomshus-bevægelsens

tv i et lille års tid.

KP: Men hvorfor ikke bare lægge det

hele ind på KPnetTV?

KPnetTV: Fordi det ville være alt for

uoverskueligt for seerne. Forestil dig, at

Oktober-hjemmesiden bare lige skulle

lægges ind under Kpnet, det ville kræve

en større ombygning af Kpnet, og hvor

det måske kunne være teknisk muligt,

så sætter Youtube nogle helt andre

begrænsninger for, hvordan man kan

gøre hvad.

KPnetTV2 er også lidt anderledes

opbygget end KPnetTV, fordi det er

noget andet, vi vil med den kanal. F.eks.

vil brugen af playlists, eller afspilningslister,

være mere udbredt og et middel

til at navigere rundt på kanalen. På sigt

vil det nok være nødvendigt at bruge

det såkaldte grid-view for bare at have

et nogenlunde overblik.

KP: Hvad kan vi så forvente af

KPnetTV2 i den kommende tid?

KPnetTV: Vi vil forsøge at samle op på

det relevante materiale, der i forvejen

ligger på Youtube, og sideløbende med

dette vil vi selv opsøge de relevante

videoer, der endnu ikke ligger der. På

KPnetTV2 vil der i langt højere grad

end på KPnetTV være andres produktioner

at finde, både de musikalske

samlinger, vi laver, men altså også

video-produktioner.

Derfor kan alle også hjælpe rigtig

meget, f.eks. med ideer til, hvilke videoer,

playlister m.v. der børe være på

kanalen, og sådan noget som at sende

links til konkrete videoer vil være en

kæmpe hjælp. På samme tid er det altså

også en opfordring til dem, der ligger

inde med godt video-materiale, til enten

at kontakte os og give os en kopi til

opload eller selv oploade materialet og

så sende os et link.

Desuden er det vores plan at samle op

på video-materiale med marxismens

store skikkelser og forsøge at samle

video-materiale om og med dem.

KP: Hvad med de planer om at sende

live, I tidligere har bebudet?

KPnetTV: Det vil vi stadigvæk rigtig

gerne, og det er stadig noget, vi arbejder

på at gøre på sigt. Tag nu bare den

aktuelle situation i Ægypten (og før det

Tunesien): Der har mange mennesker

rundt om fulgt med på f.eks. Al Jazeeras

live-dækning via nettet.

Samtidig skal det bemærkes, at flere

sådanne live-tv-tjenester ser dagens lys

for tiden, og faktisk så kan man se Al

Jazeera live via deres Youtube-kanal,

hvilket ligner en slags særlig forsøgsordning.

Der er ingen tvivl hos os om,

at det at lave et godt live net-tv er fremtiden,

og det er meget få af de fjernsyn,

der bliver produceret nu, som ikke har

internet integreret og er beregnet på at

vise net-tv.

Her forlader KP kammeraterne i

KpnetTV+KPnetTV2, og vil blot anbefale

at tage et kig forbi den nye kanal

www.youtube.com/user/KPnetTV2


Rød sommer

Revolutionært Sommertræf 2011

Sæt et stort, rødt X i kalenderen fra fredag

den 29. juli til onsdag den 3. august.

De dage er der nemlig Revolutionært

Sommertræf 2011 – i år på Midtsjælland.

Et spøgelse går gennem Nordafrika, revolutionens

spøgelse, og mens det ene folk

efter det andet rejser sig mod deres tyranner,

forsøger USA og EU at lave damage control

i dette årtusinds hidtil største Ghost-buster-aktion.

De nordafrikanske revolutioners og folkerejsningers

erfaringer er selvskrevne på programmet til årets Revolutionære

Sommertræf. Det samme er selvfølgelig revolutionen

i Danmark.

Klassekampen kører for fuld damp herhjemme, hvor

det ene angreb efter det andet på SU, praktikpladser,

dagpenge, efterløn, pension osv. bliver sat ind fra borgerskabets

politikere.

Alt sammen imens statskassen fortsat udskriver

blankochecks til ulovlige krige.

Ungdommen og arbejderne står svækket, fordi deres

interesse-organisationer gang på gang bliver smurt ind

i det parlamentariske skuespil på Borgen. Gadens parlament,

der ikke kan måles og vejes i meningsmålinger,

underkendes, ligesom det gentagne gange forsøges

destrueret gennem reaktionær lovgivning og politivold.

Det seneste årti har været præget af borgerskabets

samlede og internationale offensiv, men også ungdommens

og arbejdernes, krigsmodstandernes, de socialistiske

ballademageres, antifascisternes, asyl-aktivisternes,

folkenes og alle mulige andres hårdnakkede kamp

for en anden og bedre verden.

Revolutionært Sommertræf 2011

rejser overordnede spørgsmål som:

Hvilke erfaringer er vi blevet rigere det seneste år?

Hvilken taktisk analyse skal ligge til grund for det kommende

års arbejde?

Hvordan kan den revolutionære bevægelse understøtte

ungdommens og arbejdernes spontane og sporadiske

protester, og hvordan kan den revolutionære bevægelse

tage initiativer, der sætter systemet under pres?

29. juli-3. august

Side 21

Hvordan forestiller vi os socialismen, og

hvordan får vi socialismen på den danske

klassekamps dagsorden?

På Revolutionært Sommertræf vil der

være kombination af teori og praksis, debatter

og workshops, oplæg og oplæring, og et

fokus på at forberede deltagerne på det

kommende års politiske kampe.

Tilmeld dig nu!

Revolutionært Sommertræf finder sted fra d. 29 juli til d. 3

august og arrangeres i et samarbejde mellem

Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund

(www.dku99.dk)

Foreningen Oktober

(www.oktobernet.dk)

og

Arbejderpartiet Kommunisterne

(www.apk2000.dk)

Flere oplysninger ved tilmelding

Priser for deltagelse på Revolutionært Sommertræf

Hele træffet:

Under 25 år, på overførselsindkomst, eller anden type fattigrøve:

700 kr.

Over 25 år: 900 kr.

Den indledende weekend:

Under 25 år, på overførselsindkomst, eller anden type fattigrøve:

400 kr.

Over 25 år: 500 kr.

Et enkelt døgn

Under 25 år, på overførselsindkomst, eller anden type fattigrøve:

120 kr.

Over 25 år: 150 kr.

For tilmelding eller yderligere info – kontakt via:

dku@dku99.dk

apk@apk2000.dk

Eller en af Oktobers bogbutikker:

København: Oktober, Egilsgade 24 kld., 2300 Kbh. S.

Odense: Oktober, Skibhusvej 100, 5000 Odense C.

Århus: Oktober, Ny Munkegade 88 kld., 8000 Århus C.


Side

Revolutionerne og

Vestens hykleri

Vestens ledere med USA’s præsident

Obama i spidsen hylder i disse dage det

egyptiske folk for dets kamp for frihed

og demokrati og dets sejr over tyrannen

Hosni Mubarak. Men hyldesten er

skamløs, for han har i 30 år været

USA’s, EU’s og NATO’s tætte allierede

med hensyn til at sikre ”sikkerhed og

stabilitet” i Mellemøsten. Det betyder,

at Mubarak-regimet har været garanten

for Vestens økonomiske interesser, herunder

adgangen til olieressourcerne,

samt været Israels nære allierede i

undertrykkelsen af palæstinenserne.

Kursskiftet skyldes, at de arabiske folkemasser

har taget sagen i egne hænder

og kæmper for frihed og uafhængige

regeringer, der ikke er i lommen på

Vesten.

Og bemærk lige at det i dag kun er

FEM år siden, at Muhammed-provokationen

var på sit højeste, og hvor de

vestlige regeringer med den danske i

spidsen og de fleste toneangivende

medier hånede de selv samme folkemasser.

Det sætter vist hykleriet i relief.

Frank Johannesen

Tidens tone

Debat

Grækenland - Brug

penge på nødhjælp i

stedet for hegn

”Intet menneske burde være udsat for

den behandling”, siger Ioanna Pertsinidou,

nødhjælpskoordinator for Læger

uden Grænser om situationen i detentionscentre

for asylsøgere i Grækenland.

Læger uden Grænser opfordrer derfor

nu de græske myndigheder til at

omgående at forbedre leveforhold for

asylsøgerne i de overfyldte centre.

”Der er så mange mennesker i centrene,

at der ikke er plads til at ligge ned

i cellerne, der heller ikke er opvarmede,

selv om temperaturen er under frysepunktet.

I et af centrene svømmer toiletterne

over i cellerne, hvor asylsøgerne

bor og sover”, fortæller Ioanna

Pertsinidou.

Læger uden Grænser har i de seneste

to måneder behandlet asylsøgere i tre

grænsepolitistationer og et detentionscenter.

Flere end 850 asylsøgere har

modtaget behandling, oftest for luftvejsinfektioner,

hudsygdomme og

maveproblemer – lidelser forårsaget af

de elendige levevilkår. Alene de seneste

uger er adskillige mennesker omkommet

i forsøget på at krydse grænsen.

De græske myndigheders planer om at

opføre et grænsehegn, øge grænsekontrollen

og udstationere EU’s FRON-

TEX grænsevagter er ikke realistiske

løsninger på problemet.

”Det er virkelig kynisk at stuve folk

sammen i detentionscentre, mens man

poster penge i pigtråd og grænsevagter.

- ikke den dannelsesmæssige

klassiske, men den der løber

dirigenten af hænde og overgår

til de menige medlemmer i orkestret –

efter årevis af falske og forlorne melodier

fandt orkestret sammen og udviste

storsind og samklang som aldrig tidligere, -

og dette er et forvarsel til alle falske

dirigentflokke: - Det går godt i lang tid -

men ikke i al evighed

N.B.

Grækenland har en klar forpligtelse til

at tage sig ordentligt af de mennesker,

som søger asyl i landet”, siger formand

for Læger uden Grænser, Jesper H.L.

Jørgensen, og tilføjer:

”De mange migranter og asylsøgere

flygter fra vold og menneskerettighedskrænkelser.

Yderligere stramninger vil

kun sende dem ud på længere og mere

farefulde rejser i hænderne på kyniske

menneskesmuglere. Indsatsen skal

fokuseres på human behandling af asylsøgerne,

og det bør ske omgående”.

Læger uden Grænser

Frugt og grønt fra

bosættelser i

danskernes mad

Trods garantier om at de ikke fører

bosætter-varer har DanWatch i en række

supermarkeder fundet peberfrugter,

avocadoer, sharon- og grapefrugter fra

virksomheder, der har produktion i

bosættelser. Det drejer sig om Netto,

Føtex, Irma, Fakta og Kvickly.

Supermarkederne under Coop og

Dansk Supermarked handler med varer

fra israelske bosættelser - selvom begge

kæder har politikker om ikke at føre

bosætterprodukter.

I Føtex kan man finde peberfrugter

fra bosættelsen Tomer, produceret af

firmaet Agrexco, selvom Dansk Supermarked

har ”en samhandelsaftale med

deres leverandører om at varerne skal

leve op til gældende lovgivning, og tillid

til, at virksomheden kender EU’s regler

og respekterer dem.”

Coops supermarkeder sælger

Hadiklaim dadler, der produceres i den

besatte Jordandal. Det sker, selvom

kæden, ifølge direktør for miljø- og

fødevarepolitik i Coop Danmark,

Mogens Werge, har ”en klar politik om

ikke at importere varer fra bosættelser.”

Mette Boye, afdelingschef hos Forbrugerrådet,

mener, at supermarkederne

må leve op til deres egne retningslinjer:

”Hvis man har sagt, at man ikke økonomisk

vil støtte de israelske bosættelser,

kan man efterleve det ved at have

styr på, om ens leverandører opererer i

de omtalte områder. Ansvarlig leverandørstyring

kræver, at man har styr på

hele sin varekæde.”

DanWatch


Politikens økonomiske kommentator

Niels Lunde kunne på skærmen

orientere Danmarks befolkning om,

at bankerne kører med flotte overskud

og profitter til aktionærer. Det

forlød også, at finanskrisen er et

overstået fænomen. Det udsagn kan

blive indhentet af virkeligheden, før

Niels Lunde aner det.

Han angav, at årsagen til, at det

kører så smukt for bankerne, er, at

de på fornuftigvis investerer i Fjernøsten,

hvor der er udvikling. Det

kører så stærkt derudad, så selv

Danske Bank kan betale lånene fra

Bankpakke II tilbage før tid. Det

har banken så to selvstændige interesser

i: dels for at slippe for tyngende

renter og dels for at signalere, at

her går det godt. Det sidste har en positiv

og umiddelbar virkning på aktiekursen.

Mens bankerne så lever af kapitaleksport,

så må vi andre sidde tilbage i

andedammen og konstatere, at det, som

vi som samfundsborgere skal leve af –

nemlig værdiskabelse: produktion – i

stadig større udstrækning nedlægges,

udflages eller produceres af importeret,

underbetalt arbejdskraft.

I disse betrængte tider kan magthaverne

dårligt få armene ned over beslutningen

om Femern-tunnelen. Ifølge pressen vil

det jo nærmest redde smørhullet Danmarks

økonomiske fundament. Der er

ikke grænser for, hvilke og hvor mange

lokalsamfund der vil få øget produktion,

vækst og tonsvis af arbejdspladser.

Niels Lunde kunne så på sin egen

saglige udstråling informere om, at den

strålende udvikling for banksektoren

Kommunistisk Politik

på nettet - hver dag

Følg også med i

KPnetTV

www.kpnet.dk

Strøtanker

Bankerne kører med klatten

– vi andre betaler skatten

ikke ændrer tilstanden for befolkningen,

som i MANGE år fremover sidder

klistret fast i den økonomiske krise.

Summa summarum: Vi forærer bankerne

kapital, som eksporteres til Fjernøsten

med det resultat, at produktion og

arbejdspladser på hjemmefronten nedlægges,

hvilket skal betales af – hvem?

Os! Skatteborgerne. Altså os, der ikke

har så megen kapital, at vi kan investere

i så store fradrag, at man opnår et stort

nul i skatteprocent.

Det er så en ringe trøst, at overenskomstfornyelsen

for omkring 840.000

ansatte samt nogle enkelte private

områder såsom 20.000 gartnere og

skovarbejdere betyder færre penge på

lommen. Det kolde stål fra kniven på

struben føles alt for realistisk, når der

også er stillet krav om en ugentlig

arbejdstid på 48 timer. Der skrives otteogfyrre!

Værsgo og spis! Hvis du har penge,

kan du få, har du ingen, må du gå!

Bageren i Nørregade bliver pludselig alt

for virkelig.

Så er det jo godt, at vi har en ansvarlig

statsminister. Lars Løkke belærte os for

kort tid siden i forbindelse med genopretningsplanen

om, hvordan vi skal føre

vores husholdningsregnskab:

- Rudekuverterne skal betales!

Vi er taknemmelige for vejledningen.

Tak for det gode råd, men hvad nyt

er der under solen? Det er faktisk den

metode, vi har brugt i årtier!

Ikke desto mindre er det betryggende

Side 23

at vide, at vores statsminister

er ansvarlig. Billedet

blegner dog, når det viser sig,

at Løkke er teknisk insolvent: Han

skylder flere penge væk, end han

råder over. Det er faktisk nogle søde

og velvillige kreditforeninger, der

har givet landets regeringschef en så

fordelagtig behandling, at han har

reddet skindet.

Det er så her vi ligger. Landet

styres af en samling skandaleramte

svindlere og bedragere, der i kor

erklærer, at vi almindelige borgere

lever over evne.

Lad os vende blikket mod de

såkaldt ukultiverede arabere syd for

Middelhavet og høste lidt inspiration.

Forandringerne kommer nedefra:

Vælt de korrupte nassere ned af magtens

tinder!

OKTOBER BOgBUTIK

København

Egilsgade 24, Kld.

2300 København S

35 43 49 50

Mandag til torsdag 16-18

Oktober Bogbutik Fyn

Skibhusvej 100

5000 Odense C

66 14 89 83

Åbningstid:

Hverdage 12 - 17.30

Oktober - Århus

Ny Munkegade 88 kld.

8000 Århus C

Åbningstid:

fre 14 - 17.00


Lockout CSC: Krav på solidaritet

Lockout: It-virksomheden

CSC har stillet ansatte over

for en række radikale krav,

der mest af alt virker som

en glidebane mod

regulære

løndumpingsforhold. De

lockoutede it-folk har krav

på bred solidaritet

Onsdag den 9. februar blev 120 itansatte

i firmaet sendt hjem: lockoutet.

De ansatte er medlemmer af fagforeningen

PROSA, der i fredags svarede

tilbage ved at afsende 2. strejkevarsel,

hvilket betyder, at yderligere 40 går i

konflikt fra den 28. februar.

De 40 er nøje udvalgt ud fra en bedømmelse

om, hvor man rammer CSC

effektivt. Strejkevarslet er afsendt med

medlemmernes opbakning.

Stridens kerne er fem krav fra det tidligere

cykelhold:

• fjernelse af tryghedsaftalen

• indførelse af funktionsløn

• nedsættelse af lønnen med 10%

• øget arbejdstid

• individuel løn (væk med skalatrin)

Næstformand i PROSA, Hanne Lykke

Jespersen, har til bladet Computerworld

uddybet nogen af konsekvenserne:

- Ved fyring mister man den aftalte

kompensation. CSC kan også kræve en

arbejdsuge på op til 45 timer i gennemsnit

over otte uger uden lønkompensation,

altså ingen overarbejdsbetaling.

10 pct. lønnedgang taler sit eget sprog.

Bortskaffelse af skalaløn og dermed

automatisk lønregulering.

CSC, der har røde bundlinjer i regnskabet,

ønsker altså at tørre deres krise af

på de ansatte.

Fagforeningen finder i øvrigt, at det

giver anledning til bekymring, at CSC

tilsyneladende mener, at noget af det

mest afgørende for virksomheden er at

få fjernet tryghedsbestemmelserne i

PROSA’s og CSC’s overenskomster.

Tryghedsaftalen er medarbejdernes

værn mod uhæmmet offshoring

og skal være med til at

motivere ledelsen til den nødvendige

efteruddannelse og

omskoling, fordi den indeholder

aftaler om bl.a. tryghedsgodtgørelser

og frivillighed

ved afskedigelse på grund af

arbejdsmangel.

PROSA har i forløbet rakt

hånden ud til CSC med det

formål at drøfte, hvorledes

CSC kan vende skuden og

blive en sund virksomhed. I

den proces har PROSA fundet

det naturligt, at de andre faggrupper

også deltager, hvilket CSC har afvist.

PROSA finder det mistænkeligt, at

virksomheden således kun vil forringe

vilkårene og fjerne trygheden for netop

PROSA’s medlemmer, der udgør en

tredjedel af samtlige ansatte.

Fagforeningen spørger: Hvem mon

vil blive fyret først i en sådan situation?

Selve lockouten blev iværksat under

Verden ifølge Latuff

Størst mulige KNOCKOUT!

stor dramatik og kynisme. De 120

ansatte måtte tirsdag eftermiddag aflevere

deres adgangskort, parkeringstilladelser

og arbejdscomputere til CSC.

Samtidig spærrede CSC de ansattes

adgang til firmamail og de øvrige itsystemer.

De lockoutede it-folk og deres fagforening

har krav på bred solidaritet fra

alle arbejdende og progressive – og fra

hele fagbevægelsen.

More magazines by this user
Similar magazines